Tag-arkiv: oktober

Månedens fiskeri: Oktober

026_51656

Sidste udkald ved åen

Oktober markerer på mange måder, at vi nu nærmer os slutspurten ved de østjyske åer. Efterårets gule og røde farver på træer og buske giver nu også genlyd under vandet, hvor laks og havørreder har iklædt sig deres gyldenbrune legedragt.

Fiskene nærmer sig gydningen og har for længst mistet den hugrefleks, de bragte med sig fra opholdet i havets spisekammer. Til gengæld bliver fiskene mere og mere aggressive, som gydningen nærmer sig. De kan derfor tirres til hug på diverse kunstagn i krasse farver – rene provokationer, der kan lede fiskenes tanker hen på eventuelle rivaler, som nødvendigvis må have et bid for at forføje sig!

Fluerne skal derfor være store her i oktober – gerne langskaftede streamers og bucktails i krasse farver, der kan ses i det ofte noget uklare åvand. Tilsvarende fanger store roterende bladspinnere godt, og det samme gør leddelte woblere i de såkaldte “ambulancefarver”.

Fisk dybt og langsomt, og bliv så gerne ved den samme standplads, hvis ikke der er andre fiskere ved åen, som også gerne vil til. Gentagne kast til samme plads tirrer ofte de store gydefisk til hug!

Store gedder på lavt vand

Også i Østjyllands mange søer og moser er der travlt under overfladen. Høstgedderne er ved overordentlig godt huld netop nu, og vandtemperaturen passer dem perfekt. Derfor kan man netop nu og i den kommende måned træffe på overraskende store gedder helt inde under land – gedder, der sommeren igennem har holdt til ude på søens dybere og køligere vand.

Gode pladser til oktobergedden finder man i alle landets små og store søer mange store og små søer. I de større søer, som huser en bestand af sandart, kan man også opleve et godt fiskeri. Typisk er det bedst sidst på måneden, når vandet med tiltagende kulde er ved at klare op.

Søernes sortstribede aborrer er også i fin form netop nu. De har lagt forårets gydning bag sig og taget godt på i vægt under sommerens frådserier.

Kysttorsk i skumringen

Det er ligeledes ved at være højsæson for kysttorskene, der i de kommende måneder vil være så tæt på land som nogensinde. Nu passer vandtemperaturen inde under land nemlig atter de koldtvandselskende torsk. Nu forlader de derfor dybdernes kølighed til fordel for kystvandets store udbud af føde.

Som altid er torskene på sultent udkig efter deres absolutte livret – krabber! De støvsuger tangskovene for disse lækkerier og er netop da et oplagt bytte for en rødgul kystwobler fisket langsomt hen over bunden. Fluefiskeren kan med fordel bruge fluer i de samme krasse farver, selv om han også har mulighed for at servere ganske præcise imitationer af små krabber. Problemet er bare, at torskene ofte hellere vil have de krasse farver!

Typisk er det timen før og timerne umiddelbart efter solnedgang, der er de mest givtige til kystfiskeri efter torsk. Er fiskene ellers på kastehold fra land, kan man hurtigt redde sig et måltid mad i skumringen. Flere fisk, end man ellers kunne fange i løbet af hele den øvrige dag.

Flotte fladfisk i ferien

Årets største fladfisk tages altid i efterårsmånederne. Da er fiskene nemlig kommet sig helt oven på forårets strabadserende gydning, og da er de tykkere end nogensinde. Netop derfor er efterårsferien det ideelle tidspunkt til at jagte en flok fine flade.

Regulært bundsnørefiskeri er måden. Selve forfanget bør være af den klassiske “paternoster” type, hvor to kroge hænger ud fra hovedlinen i korte linestykker med loddet nederst. Krogene bør være langskaftede str. 4-6 kroge, som er lette at få ud af munden på fangede fisk. De agnes med sandorm, som kan købes de fleste steder, og som elskes af både skrubber, rødspætter og isinger.

Sildestykker kan bruges og er lette at skaffe og opbevare. Frosne sild eller sildefileter kan ofte fås i supermarkedet. Men sild er en nødagn, der ikke fanger nær så godt som sandorm. Med mindre man da målrettet går efter pighvar og slethvar, der begge er deciderede rovfisk. Fisk rødspætte, skrubbe og ising på jævn sandbund – slethvar og pighvar på grusbund.

Vil man satse målrettet på de sidste to, er tobis et af de allerbedste agn.


Hvis du vil vide mere om alle de andre ting, der sker ude i naturen måned for måned, kan jeg anbefale dig at kigge i e-bogen “Årets Gang ved Fiskevandet”.

Her kan du læse om vejret, dyrelivet og stjernehimlen måned for måned. Et godt supplement til artiklerne om “Månedens fiskeri”.

Du finder bogen udførligt beskrevet under “Bøger”.

xxx

TriangleTray_2