Tag-arkiv: OIS

To ZOOM or not to ZOOM…

– is not the question. It’s all a matter of pixels… Sådan ville salig Shakespeare sikkert have sagt det, hvis han ellers havde været en digital fotograf.

Det kan vi nok godt regne med, at han ikke var. Han levede trods alt i det 16. århundrede. Alligevel er det meget ofte et nøglespørgsmål, når man fotograferer digitalt. Derfor denne lille artikel om emnet. – For hvad er egentlig zoom, og hvornår er det godt eller skidt?

Man kan zoome ind, og man kan zoome ud. Begge dele er lige mulige, men størst interesse er der i regelen for at zoome ind – for at komme tættere på objektet eller motivet. Man zoomer ind for at kunne se flere detaljer, og man zoomer ud for at få et større overblik.

Billedvinklen

Lad os allerførst definere billedvinklen – den vinkel, som et givet objektiv kan indfange på billedplanet. Her generaliserer vi ofte og taler for enkelhedens skyld om vidvinkel, standard og tele.

Standard dækker i grove træk det billedfelt eller den synsvinkel, vi mennesker selv har og kan se skarpt i, når vi opfatter ting og fokuserer på dem. Altså ikke “peripheral vision”, som englænderne kalder det, hjernen kan opfatte i udkanten af synsfeltet, men ikke se skarpt.

Som standardobjektiver betragter vi normalt linser med en brændvidde på 50-55 mm. Det er her, vi finder de mest lysstærke objektiver – dem, der kan lukke mest lys ind og derfor fotografere under de ringeste lysforhold.

Vidvinkel får mere med, da den dækker en større billedvinkel eller et bredere synsfelt. Perfekt til store landskaber eller indendørs fotografering.

Billedvinklen på en mobilkamera vidvinkel ligger typisk på omkring 120 grader – ud af de 180, der normalt er det maksimale. Fiskeøjeobjektiver undtaget.

Det er ganske kompliceret at omregne billedvinkler til brændvidde, da det afhænger af sensorens størrelse, så det springer vi let og elegant hen over her. Maybe some other time…

Som vidvinkelobjektiver betragter vi normalt korte linser med en brændvidde i omegnen af 20-35 mm. Ekstrem vidvinkel på 10-18 mm bruges ofte til interiørfotografering under trange forhold.

Tele går tættere på motivet, end det menneskelige øje selv kan, og fås i et utal af længder eller brændvidder. Perfekte til fugle- og dyrefotografering.

Som teleobjektiver betragter vi normalt lange linser med en brændvidde på omkring 100 mm og opefter. Korte teler på 85-100 mm er velegnede til portrætter på kort hold, mens lange teler excellerer til dyrebilleder og astrofotografering på endog meget lang afstand.

16 mm: vidvinkel – 0,6X

26 mm: standard – 1X

52 mm: tele – 2x zoom

Man kan se af eksemplet herover, at et mobilkamera med en zoom opgivet til 2X reelt har en 3X zoom, hvis det også har en vidvinkellinse. Tre gange 0,6X er jo knap 2X. Men normalt vil et 3X mobilkamera betyde, at det er tre gange forstørrelsen af standardlinsen. Så det i den forstand reelt er 5X.

Og sådan kunne man fortsætte. Det er altid vigtigt at kende udgangspunktet – om det så er i en diskussion eller på filmplanet!

Brændvidden

Brændvidden er det gamle navn på den afstand, en given linse eller objektiv samler sine lysstråler på.

Præcis som i et gammeldags brændglas, der kun virker på en ganske bestemt afstand. Kun her samler det sollysets stråler tilstrækkeligt til at kunne antænde noget. Kun her står billedet skarpt i et kamera – uanset om det er et moderne digitalkamera eller et gammeltdags analogt kamera til film.

Brændvidde bruges stadig til at angive længden fra spidsen af et objektiv til filmplan eller sensorplan. Jo længere brændvidde desto større grad af forstørrelse – desto mere teleeffekt. Jo kortere brændvidde desto større vidvinkeleffekt.

Der er således en nøje sammenhæng mellem brændvidde og billedvinkel: Jo længere brændvidde et objektiv har, desto mindre bliver billedvinklen. Jo mere man zoomer ind, desto mindre kan man se af omgivelserne. Jo snævrere bliver billedfeltet, og jo tættere kommer man på.

Der er ligeledes en nøje sammenhæng mellem brændvidden og lysstyrken: Jo længere brændvidde man bruger, desto mindre lys når ind til filmplan eller sensor. Lange telelinser bliver ganske lyssvage, hvilket gør dem sværere at fokusere korrekt. De bliver også vanskeligere at holde stille.

Optisk og digital zoom

Der findes flere slags zoom – med forskelllige navne.

Den optiske zoom bruger linsens eller objektivets glas til at zoome ind eller ud – uden noget tab af billedkvalitet per se. Præcis som i en kikkert. Som udgangspunkt er kvaliteten den samme, selv om billedkvaliteten typisk forringes, når man nærmer sig ydergrænserne.

Den digitale zoom derimod zoomer blot ind på det antal pixels, som kameraet nu engang har optaget. Det samme billedfelt fyldes derfor ud af færre pixels, hvorfor billedkvaliteten bliver ringere – billedet bliver mere grynet og uskarpt.

Med en optisk zoom bibeholder man billedkvaliteten og skarpheden, når man zoomer ind. Man har stadig samme antal pixels og samme skarphed – uanset hvor tæt på, man kommer.

Man får blot større og større problemer med rystede billeder, jo mere man zoomer ind – hvilket også gælder den optiske zoom. Et stativ klarer problemerne – uden at ryste…

Hybrid zoom

I dag har vi også fået den såkaldte hybrid zoom, som er en kombination af optisk zoom og digital zoom. Via sindrige algoritmer (computer-beregninger) kan man til en vis ekstra grænse opnå en brugbar billedkvalitet – selv på forstørrelser ud over den optiske maxgrænse.

Tag for eksempel mobilen Huawei P20 Pro, som du kan finde en anmeldelse af andetsteds her på siden. Den har en optisk zoom på 3X, men en hybrid zoom på 5X.

Makkeren Huawei P30 Pro, som du også kan læse om her på ulnits.dk, har en optisk zoom på 5X, der kan strækkes til hybrid zoom på 10X.

Kvaliteten af hybrid zoom bliver dog aldrig den samme som den optiske zoom, men langt bedre end en tilsvarende ren digital. Sidstnævnte P30 Pro er dog i stand til at levere digital zoom på hele 50X. Det er ikke særlig brugbart til fotografering, men yderst anvendeligt som kikkert.

Anmeldelse af Huawei P20 Pro

Anmeldelse af Huawei P30 Pro

Vi nærmer os det, amerikanerne kalder “computational photography”, når vi bevæger os ind på emnet “hybrid” zoom. Det er et felt, hvor avancerede computer-algoritmer skaber eller genskaber noget, der ikke er eller blot har været på billedet. Kunstig intelligens, der i dette tilfælde skaber kunstig skarphed.

Computational photography bruges i dag om en række teknikker, der tillader moderne kameraer at gå ud over virkelighedens grænser. Til at tage eller rettere skabe billeder, som ikke kan gøres på vanlig optisk vis.

Det kan være 3D lysfeltfotos, eller det kan være den meget omdiskuterede “deep fake” teknik, hvor man digitalt kan overføre kendte personers ansigter og mimik til helt kunstige situationer.

Mest kendt er nok skuespilleren Nicholas Cage, hvis ansigt har prydet mange forskellige kroppe med andre ejermænd eller -kvinder. Samt skuespillerinden Scarlet Johansen, som uden eget vidende har deltaget i en hel pornofilm. Deep fake, når det er værst.

Alt er muligt i vore digitale dage, hvilket er både fascinerende og skræmmende. Og jo bedre teknikken bliver, desto sværere bliver det at se forskel på real og fake.

Billedstabilisering

Man bliver hurtigt klar over, at jo mere man zoomer ind på et objekt, desto større bliver risikoen for at få rystede billeder – hvis man ikke understøtter kameraet eller bruger et stativ. Ikke kun billedet forstørres ved at zoome ind på motivet – det gør også alle bevægelserne fra kameraet.

Derfor har man udviklet forskellige former for billedstabilisering, som i større eller mindre grad kan kompensere for rystelser fra et håndholdt kamera eller et ekstremt teleobjektiv – selv på stativ. Blot en smule vind er her nok til at give rystede billeder.

Der findes i dag grundlæggende to forskellige former for billedstabilisering: Digital og optisk.

Digital billedstabilisering er den billigste løsning, men også den dårligste. Den virker ved at foretage en udsnit af billedet, som så flyttes modsat kameraets bevægelser. Man udnytter ikke sensoren optimalt, da man er nødt til at beskære billedfeltet, og billedet fremstår mere eller mindre uroligt.

Optisk billedstabilisering er altid den bedste, da den ikke ændrer på selve billedet. I stedet har man her sin linse ophængt, så linsen flytter sig under bevægelse og dermed kompenserer for rystelserne. Ikke mindst under videooptagelser i gang eller løb er effekten af optisk billedstabilisering markant.

Blændeåbning og lukkerhastighed

Vi er nødt til at komme ind på klassiske emner som blænde og lukkerhastighed, hvis vi skal kunne forstå de muligheder og begrænsninger, der ligger i at zoome.

Blænden er den åbning i objektivet, som bestemmer, hvor meget lys der lukkes ind. Blændeværdien er tilsvarende en talværdi, som fremkommer ved at dividere objektivets brændvidde med blændeåbningens diameter.

Har vi eksempelvis et 100 mm objektiv blænde 4, så ved vi, at blændeåbningen er 25 mm. Et 200 mm blænde 4 objektiv har tilsvarende en dobbelt så store blændeåbning, nemlig 50 mm.

Jo større tal blænden er angivet med, desto mindre lys tillader objektivet, at der lukkes ind. Jo mindre lysstærkt er det. Jo mindre blændeværdi desto mere lys lukkes der ind.

Lukkertiden er et tal, der angiver, i hvor lang tid lukkeren står åben, mens billedet optages. Det angives i brøkdele af et sekund og kan bruges passivt eller aktivt:

Passivt, hvis man vælger blænden aktivt og lader lukkertiden følge passivt med. Det gør man typisk, hvis man vil have fuld kontrol over dybdeskarpheden – det område, hvor optagelsen står skarpt.

Aktivt, hvis man målrettet søger ekstra lange eller korte lukkertider. Korte bruges til at fastfryse hurtige handlinger. Lange bruges til at lade strøm, bølger eller lys flyde ud under optagelsen. Eksempelvis et vandløb, hvis overflade fås til at flyde ud i ét med en lang lukkertid.

Lysmåler og gråværdi

Lukkertid og blænde følges ad i tykt og tyndt. Ændrer man på den ene, må den anden uundgåeligt følge med, hvis man ønsker at bibeholde samme gennemsnitlige eksponering af motivet.

Skruer man ned for lukkertiden, må man tilsvarende skrue op for blænden – for stadig at få samme mængde lys ind til film eller sensor. Dybdeskarpheden bliver da tilsvarende mindre. Og omvendt.

I gamle dage gik man ud fra, at lysmåleren – den oprindelige håndholdte eller senere den i kameraet indbyggede – skulle måle lyset og sikre, at motivet fik en gennemsnitlig gråværdi på omkring 19%. Det svarede så til én eller flere kendte kombinationer af blænde og lukkertid.

Det vil sige, at gennemsnittet af alt på motivet – fra det sorteste sorte til det hvideste hvide – blev gjort til 19% gråt efter lysmålingen. Det havde man erfaring for eller helt enkelt vedtaget gav den optimale gennemsnits-eksponering af et normalt motiv på datidens film.

High Dynamic Range

I dag ved vi jo, at det langt fra altid giver det optimale resultat. Dels har vi i dag med farver og farvemætning at gøre, og dels skyder vi ikke længere kun i sort-hvid. I dag skal eksponeringen derfor tage højde for mange flere ting end tidligere. I dag stilles der langt højere og helt anderledes krav til kamera og lysmåler.

“High Dynamic Range” (forkortet HDR) er det moderne svar på en mere avanceret lysmåling, der ikke blot resulterer i et gråt gennemsnit, men som prøver at få såvel højlys som skygger med på samme billede.

HDR er en teknik, der går ud på, at kameraet skyder en række fotos – ofte fem – ved forskellige eksponeringer. Herefter stykker dens computer dem sammen til ét, der nu indeholder det bedste af alt – fra de lyseste højlys til de mørkeste skygger.

Det gøres vel at mærke, uden at højlysene brænder helt ud og bliver kridhvide. Og uden at skyggerne tilsvarende går helt i sort. Flest mulige mellemtoner bibeholdes.

Dybdeskarpheden

Blænder man op for at lukke mere lys ind eller mindske dybdeskarpheden – det område, hvor motivet står skarpt – bliver lukkertiden nødvendigvis kortere, så den samlede lysmængde forbliver den samme.

Blænder man i stedet ned, så der kommer mindre lys ind, øges dybdeskarpheden automatisk. Til gengæld er man nødt til at vælge eller lade kameraet vælge en længere lukkertid.

Dybdeskarpheden er et vigtigt fotografisk redskab, hvis man vil fremhæve et objekt ved at gøre dets baggrund og måske også forgrund uskarp.

Større systemkameraer har altid en funktion, hvor man bekvemt kan kontrollere dybdeskarpheden ved en given indstilling. Typisk blot ved et tryk på en knap. Den luksus har man ikke på mobilkameraet.

De allerfleste fotos tages i dag på automatik – af folk, der ikke aner, hvad der foregår i mobil eller kamera. Er man flasket op med film og mere eller mindre manuelle kameraer, da har man styr på sin blænde og lukkertid. Dybdeskarpheden med.

Men har man startet sin fotokarriere med et mobilkamera, har man aldrig haft brug for at vide ret meget andet, end hvor lukkeren sidder, og hvordan man trykker på den.

Skulle der endelig være valgmuligheder, så står man sig i regelen bedst ved blot at vælge indstillingen “A” for Automatic. Eller “P” for Program, hvis man vil have en lille smule mulighed for selv at gribe ind i optagelsen.

Moderne digitale kameraer har fået indprogrammeret mange tusinde eksisterende motivtyper, som fotograferes optimalt med bestemte kombinationer af blænde og lukkertid. Ud fra disse vælges så den eksponering, der minder mest om det aktuelle motiv.

Antal pixels og sensorstørrelse

Står der eksempelvis 24 MP på et kamera eller en smartphone, betyder det, at den anvendte billedsensor råder over 24 millioner pixels til indfangning af lys og billede. I grove træk kan man derfor sige, at jo flere pixels der er til rådighed, desto skarpere billeder kan man tage.

Men antallet af pixels er kun den ene side af sagen. Den anvendte sensors fysiske størrelse er en anden. For teknisk set kan man godt klemme en forfærdeligt masse pixels ned på en relativt lille sensor, men de enkelte pixels bliver uundgåeligt tilsvarende mindre. Og jo mindre en pixel er, desto mindre lys kan den indfange.

Alt andet lige bliver den samlede sensor derfor mere og mere lyssvag, desto flere pixels man presser ind på den. Træerne vokser bestemt ikke ind i himlen, og enhver sensor vil derfor være et skiftende kompromis mellem lysstyrke og skarphed.

Tal som 24 eller 48 millioner pixels fortæller således relativt lidt om det samlede resultat, hvis man ikke kender sensorens fysiske størrelse. Og det er så rigeligt et emne til en separat artikel.

Pixel Binning

Det er blevet mere og mere almindeligt, at moderne smartphones måske nok har en 48 MP sensor – men alligevel kun leverer output i form af færdige billeder på typisk 12 MP. Altså en sølle fjerdedel af det muligt maksimale. En teknik, der kaldes “pixel binning”.

48 MP til 12 MP: “Pixel Binning”

Teknikken går ud på, at kameraets indbyggede processor slår fire nabopixels sammen til én superpixel, som så forhåbentlig er mere repræsentativ for motivet, end de fire er hver for sig.

Herved opnår man to ting: Man får reduceret volumen på det færdige billede til en fjerdedel, hvilket er langt lettere at håndtere for både processor og hukommelse. Og man får mulighed for at indsamle mere lys, end den enkelte pixel vil være i stand til.

De mange pixels på en moderne sensor giver ligeledes mulighed for at zoome mere eller mindre ind på motivet. 48 millioner uredigerede pixels giver mulighed for en hel del digital zoom, uden at det går ud over det synlige resultat. Uden at det færdige billede bryder op i synlige pixels.

Digi-zoom og opløsning

Jo flere millioner pixels man har til rådighed, desto mere kan man digi-zoome, førend det kan ses. Førend opløsningen bliver så lav, at billedet begynder at pixelere – bryde op og blive uskarpt. Læs gerne artiklen om Nokia Pureview for at blive klogere.

Som nybagt fotoamatør med hang til at eksperimentere vil man ofte blive skuffet over resultatet, dersom kameraet giver mulighed for og man selv vælger at fotografere i formatet “RAW” eller .dnp.

Med RAW får man ganske vist alle pixels og data med, men de ser i regelen ganske triste ud og kræver efterbehandling i specielle programer som eksempelvis Lightroom, der kan håndtere netop RAW. Der findes flere andre programmer, som kan gøre det samme – til en lavere pris end Lightroom.

Til gengæld er samtlige optagne data til stede, hvilket giver helt nye muligheder. Ikke mindst højlys, som er brændt ud på den gængse .jpg fil, står ofte til at redde. Det samme gør skygger, som syner kulsorte og unuancerede på en komprimeret .jpg. Dem kan man hente ellers skjulte detaljer i. Med meget mere.

Men den største ulempe ved RAW er og bliver, at filerne fylder rigtig meget. I regelen flere gange en normalt komprimeret jpg-fil.

PRO Mode

Flere og flere mobilkameraer har i tilgift til den avancerede automatik en såkaldt “PRO” mode, der som navnet siger appellerer til de fotografer, som ikke lader sig nøje med automatikken. Som gerne vil have mulighed for at gribe ind i optagelsen – det være sig via styring af blænde, lukketid, fokus, ISO og andet.

Det siger sig selv, at man skal vide, hvad man gør – for at få glæde af en eventuel PRO mode. Hvad de enkelte ting er og betyder, hvordan de fungerer, og hvornår man skal tage dem i brug. Ellers bliver resultatet kaos. Det er en viden, som desværre går mere og mere tabt, i takt med at mange skifter det traditionelle kamera ud med et mobilkamera.

Men ved man ellers, hvad de enkelte ting står for og hvordan de indvirker på det færdige foto, så er man kommet et langt skridt videre som fotograf. Da kan man selv begynde at forme sine billeder, så de udtrykker, hvad man ønsker.

Det er det stadie, enhver amatørfotograf hurtigst muligt skal prøve at nå frem til. Det er her, de rigtigt gode billeder skabes.

Steen Ulnits

Sony Xperia XZ Premium

“The Chrome Phone”

– I hvert fald i højglansversionen Luminous Chrome, som man uden videre kan spejle sig i. Det er en forunderlig telefon med et kamera i absolut verdensklasse og en 4K skærm helt uden sidestykke. Og så kan XZ Premium som den første optage i super slow motion.

Japanske Sony er verdens førende producent af sensorer til kameraer, men de har aldrig rigtig haft held med at bruge dem i deres egne smartphones. Ikke sådan for alvor.

Måske har det kantede design holdt mange tilbage. Måske har det ikke været helt så sexet som konkurrenternes blødere kurver. Faktum er imidlertid, at kameradelen holder både stand og vand. Det beviser Sonys 2017 flagskib XZ Premium til fulde.

Her får man i tilgift mere bling for sine penge end i nogen anden mobil. Den firkantede kasse kan nemlig fås i udgaven Luminous Chrome, der bedst kan beskrives som et spejl. Det ser måske mere smart ud, end det er praktisk. Og det er måske netop derfor, den aldrig rigtig er slået igennem.

Til gengæld har den så måske muliggjort, at man pludselig kunne købe en XZ Premium til halv pris, da det nye Sony XZ2 flagskib kom på markedet – med bløde kurver og en mat finish som mange af konkurrenterne.

Selv hoppede jeg da også straks på vognen og købte en XZ Premium i Luminous Chrome, da prisen pludselig røg ned på det halve af nyprisen. Og det har jeg aldrig fortrudt. Det er nemlig en helt igennem fantastisk mobil, der leverer meget mere end de fleste af konkurrenterne. Jeg kan helt tilslutte mig diverse anmeldere, som roser denne mobil til skyerne.

Designet

Det gør de trods et ellers noget outdated design, som har høstet en del kritik. Sony har nemlig bibeholdt det ultrakantede design i XZ Premium, som de har brugt i snart flere år. Det kan man mene om, hvad man vil. Men det har dog én klar fordel:

Øverst og nederst på fronten er der brede kanter, man kan holde om, når man ser TV eller spiller spil. Man behøver ikke sætte sine sikkert fedtede fingre inde på skærmen – midt i billedet eller spillet.

Det er vi mange, som sætter pris på – som derfor ikke synes om de mange næsten kantløse mobiler, vi præsenteres for i dag. Ofte med buede skærme, der nok ser smarte ud, men som løber om hjørnet med synsindtrykket.

Det kantede design giver ganske vist en mindre skærm i forhold til totalstørrelsen – på XZ Premium “blot” 5,46 tommer. Det opleves nu ikke som for lille, selv om udviklingen klart går i retning af endnu større skærme, som udfylder mest muligt af totalstørrelsen.

Højttalerne – og dem er der to af – er begge frontplaceret, hvilket giver lyd i topklasse. Det er ligesom lidt mere naturligt, at lyden kommer fra skærmen, man kigger på – og ikke bunden af mobilen, som ellers er det almindeligste. Samme gode lydoplevelse gav også håndværkermobilen CAT S60, der ligeledes har fronlplacerede højttalere. Det lyder bare bedre, når lyden kommer direkte ud imod én. Det er det, lyd skal gøre.

Og så er der naturligvis lige farven. Her tilbyder Sony flere muligheder – fra “Deep Sea Black” til bling-finishen “Luminous Chrome”. Sidstnævnte fik megen opmærksomhed ved EISA 2017, hvor XZ Premium blev lanceret, og hvor alle anmeldere lige skulle spejle sig i den. Den er forkromet og fungerer fuldstændig som et spejl. På godt og ondt – med de muligheder og ulemper, det nu måtte indebære. Går man meget op i sit udseende, kan man slet ikke undvære denne spejlfon!

Andre anmeldere har kritiseret den polerede finish for dens mange forstyrrende reflekser. I teorien er det naturligvis rigtigt, men i praksis har det nu aldrig generet mig et sekund. Jeg kan lide finishen, der minder mig om min barndom, hvor danske Tekno lavede en helt forkromet model af en Ford GT sportsvogn. Jeg sparede til den i flere måneder og har den stadig. Det tætteste, jeg nok nogensinde kommer en sportsvogn:

Skærmen

En af de første ting, man bemærker på sin Xperia XZ Premium, er skærmen. Den er nemlig i 4K som også forgængeren på forgængeren Z5 Premium. “4K” betyder her en opløsning på 3840 x 2160 pixels, i filmforholdet 16:9. Det svarer til en pixeltæthed på imponerende 807 ppi.

Til sammenligning definerede Apple egenhændigt sine dengang ultraskarpe “Retina displays” på iPhone 4 som skærme, der havde en pixeltæthed på over 300 ppi. Mere kunne man alligevel ikke se med det blotte øje – mente man dengang.

Alligevel fortsatte udviklingen mod flere og flere pixels, der ganske vist giver et skarpere billede, men som samtidig også bruger meget mere strøm. Så skal skærmen være større og skarpere, da skal batteriet også vokse tilsvarende. Og historisk set har det næsten altid været sådan, at batteriet kom halsende en generation efter skærmen. Forstået på den måde, at ville man have den største og skarpeste skærm, da måtte man acceptere en kortere batteritid.

Ingen tvivl om, at displayet på XZ Premium står skarpt. Sony har valgt at holde sig til LCD teknologien, hvor udviklingen ellers generelt går mod AMOLED. Her er det kun de enkelte pixels står tændt – modsat LCD, hvor der er lys på alle pixels hele tiden. På AMOLED er sort bare sort, da der her ingen pixels er tændt.

Samtidig kan man med AMOLED skærme spare på strømmen og alligevel have “Always On” på displayet – med vigtige notifikationer, dato og tid tændt hele tiden. De få tændte pixels bruger minimalt med strøm. Det kan man i sagens natur ikke med LCD, hvor hele skærmen skal stå tændt. På LCD får man derfor aldrig samme dybsorte farve. Men jeg har nu ikke savnet en sortere sort, end den XZ Premium kan levere. Den er sort nok til mig!

Problemet med 4K opløsninger som på XZ Premium er primært, at der pt. ikke er meget content, som leveres i 4K. Men det kommer givet, og derfor kan Sony uden at overdrive påstå, at XZ Premium er et fremtidssikret produkt.

Senest har Sony dog indgået en aftale med Amazon Prime om streaming af 4K video, så vi er ved at være der. Andre distributører skal nok vide at følge trop, når og hvis kunderne først er der.

Kameraet

Xperia XZ Premium blev – ud over den ultraskarpe 4K skærm – i høj grad markedsført på evnen til at optage video i “Super Slow Motion”. Med hele 960 billeder i sekundet.

Forgængeren Z5 Premium havde et kamera på hele 23 MP, som naturligvis gav rigtigt skarpe og detaljerede fotos, som man uden videre kunne beskære. Der var rigeligt med pixels at tage af. Desværre (?) har Sony valgt at reducere antallet af pixels på XZ Premium til “kun” 19 MP. Det er dog stadig langt mere end markedsstandarden på 12 MP, som både Apple og Samsung bruger.

Til gengæld Sony så brugt den overskydende plads til at gøre de resterende 19 MP større, så de kan indfange mere lys. Der er dog stadig kun det ene kamera at gøre godt med – ikke to (eller tre) som på efterhånden alle andre high-end mobiler. Til gengæld har Sony fået rigtig meget godt ud af de 19 MP, og som markedetes mærkeligt nok eneste af slagsen så har Sony naturligvis bibeholdt den dedikerede kameraknap på siden af mobilen.

Som dedikeret fotograf kan jeg ikke sige nok godt om denne løsning, som alle kameramobiler burde adoptere. Det er bare så meget lettere at trykke knappen halvt ned for at fokusere. Og helt ned for at tage billedet. Som på et almindeligt kamera. Endelig behøver man slet ikke gå ind i menuer eller på skærmen for at tænde kameraet. Tryk blot udløserknappen i bund, og straks tænder kameraet – klar til skud. Også fra en helt låst og lukket mobil.

I praksis mangler man kun sjældent den 2x zoom, som de fleste high-end kameramobiler i dag tilbyder. Man beskærer blot. Havde Sony holdt sig til de 23 MP fra forgængeren Z5 Premium, ville man næsten have det samme til rådighed, hvis man blot beskar det færdige 23 MP billede til det halve: 11,5 MP i stedet for de traditionelle 12 MP. Nu må man nøjes med 9,5 MP, hvis man da ikke i stedet accepterer en mindre beskæring end 2X.

Billedstabilisering gør Sony på sin helt egen måde – og har gjort det længe. De har brugt den softwarebaserede SteadyShot teknologi fra deres videokameraer, hvilket fungerer fint til det meste, men ikke i rigtig dårligt lys. Her kommer Sony tydeligt til kort over for OIS – Optical Image Stabilization – som man finder det i snart sagt alle andre topmobiler.

I sammenlignende tests er det tydeligt, at Sony’s SteadyShot leverer ringere fotos ved håndholdte optagelser end konkurrerende mærkers fysiske OIS. Men bruger man stativ eller fast underlæg, ser man Sony’s overlegne egenskaber i svagt lys. Det ser heldigvis ud til, at Sony vil lancere OIS i deres kommende 2018 Xperia modeller, men XZ Premium må desværre nøjes med SteadyShot.

Predictive Capture

Sony kalder sit kamera for “Motion Eye”, da det er i stand til at opfange bevægelser og reagere på dem. Når man prøver at fange bevægelige objekter i farten, så rammer man meget ofte ved siden af. Eller fanger i hvert fald ikke lige det afgørende øjeblik.

Det ved Sony, som derfor har udviklet en Motion Eye indstilling, der hedder “Predictive Capture”. Oversat betyder det noget i retning af “Forudsigelig optagelse”. Indstillingen virker kun ved objekter i bevægelse. Har man slået funktionen til, indikerer en lille blå cirkel, at kameraet kører.

Det tager da kontinuert billeder og gemmer to billeder før og to billeder efter den egentlige optagelse. Bagefter kan man så i ro og mag scrolle igennem billederne og udvælge lige netop det, der har ramt bedst. Vel at mærke i fuld opløsning. Efterfølgende kan man så vælge at gemme kun det bedste skud. Eller alle fire. En rigtig smart og brugbar funktion.

Kameraet tilbyder – ud over den almindelige programautomatik – også et mindre antal kamera apps, der hver især tilføjer kameraet nye funktioner. Det kunne være panorama-optagelser. Det kunne være optagelser med sløret baggrund. Eller still-billeder med lyd. Den sidste feature er bestemt ikke uden evner, men ses og bruges kun sjældent.

Det kunne også være forskellige kreative effekter – eksempelvis konvertering af optagelser til sorthvid, blyantskitser, farveskitser, tegneseriegrafik, pixellering, miniature, rystelser, fiskeøje, kelejdoskop eller lignende ting. Det hele er der. Og det kan man bruge megen tid på og få meget sjov ud af – ikke mindst på mørke vinteraftener, hvor vinden hyler udenfor. God whisky i glasset løfter oplevelsen endnu en tand.

Det samme gælder AR – Augmented Reality – som giver mulighed for at placere forskellige objekter på ens optagelser. Eksempelvis en dinosaur, der med tunge trin går tur hen over skrivebordet foran én. Igen: Lidt god whisky i glasset skærper sanserne og øger oplevelsen!

Det samme AR trick har man nu også kunnet udføre på tidligere og billigere Sony modeller, men XZ Premium klarer ærterne langt bedre med sin stærkere processor. Primært lidt mere og langt mere avanceret spas til at fordrive tiden med. Men også et kig ind i fremtiden.

Vi kommer helt sikkert til at se meget mere til både VR / Virtual Reality, der er en totalt kunstig virkelighed, som ses gennem specielle briller. Og AR /Augmented Reality, der blot lægger et kunstigt lag oven på et virkeligt billede i real-time.

Super Slow Motion

Endelig er der adelsmærket på XZ Premium: Evnen til at optage video i Super Slow Motion. Med ikke færre end 960 fps – frames per second, som det hedder i videosproget. Det er vanvittigt mange billeder, som dog ikke er i 4K, men kun i opløsningen 720p. De kan godt se lidt grynede ud på den ellers fantastisk skarpe 4K skærm.

Super Slow Motion er en feature, der primært vil lokke videoentusiaster, som gerne vil ud over den traditionelle slow motion. Som gerne vil fange korte, men eksplosive øjeblikke og trække dem i langdrag, så man for alvor kan se, hvad der sker.

Det kunne være en vandballon, der brister. En tændstik, der tænder. Vand, der kommer ud af en hane. Eller en sten, der rammer vandet. Kun fantasien sætter grænser her. Det kan hurtigt blive en hel hobby i sig selv at forevige den slags korte øjeblikke og gengive dem langsomt.

Der er to forskellige måder, hvorpå man kan optage i Super Slow Motion:

Enten starter man en almindelig videoptagelse og trykker så på den dedikerede Super Slow Motion knap, når man mener, tiden er moden. Man får da knap 0,2 sekunder med Super Slow Motion. Eller man kan optage små 6 sekunders videoklip, hvis man nu ikke ønsker at få begivenheder før og efter med.

Eneste problem i begge tilfælde er at ramme rigtigt, men øvelse gør som altid mester. Og det er værd at øve sig. For når man endelig rammer rigtigt, er resultatet værd at vente på.

Utroligt, at det kan laves på en smartphone.

Fingeraftrykslæser

Sony har valgt at placere sin fingeraftrykslæser på siden af Xperia. En rigtig god løsning, som er langt bedre end placering på bagsiden af mobilen, som ellers ofte ses på topmobiler. Den er lynhurtig og låser straks telefonen op ved berøring og tryk.

Af uransagelige årsager – angiveligt patentrettigheder – er denne fingeraftrykslæser ikke aktiveret på Sony mobiler, der sælges i Nordamerika. Det er synd for amerikanerne, der ikke kan få den. Og synd for japanerne, der ville kunne sælge langt flere Xperia mobiler, hvis den var tilgængelig.

Som danskere kan vi imidlertid glæde os over, at vi herhjemme har adgang til det bedste af det bedste fra Sony: XZ Premium.

En fantastisk mobil for dig, der er til foto og video.

Motorola One Zoom

Motorola var tidligere amerikansk og en af verdens førende producenter af mobiltelefoner – med den sammenklappelige “Razor” som det helt store verdenshit.

Motorola tabte imidlertid pusten – lidt ligesom finske Nokia – og måtte til sidst lade sig opkøbe af kinesiske Lenovo, der mest er kendt sine prisgunstige PC’ere. Lenovo har siden overtagelsen af Motorola kæmpet for at gøre sig bemærket på markedet for mobiltelefoner, men uden det helt store held.

Nu ser det imidlertid ud til, at anstrengelserne er ved at give pote. Således har Motorola netop lanceret tre nye Motorola One modeller i et helt nyt og tidssvarende design. Seneste model i denne trio er Motorola One Zoom, der som navnet siger fokuserer ganske meget på netop det: Zoom.

Fornem finish

Det første, man lægger mærke til ved Motorola One Zoom, er dog den helt forrygende finish. Bagsiden er af glas, der ligner børstet metal. Det ser rigtig godt ud, men hvad bedre er: Man slipper næsten helt for de forfærdelige fingeraftryk, som blanke bagstykker i glas ellers suger til sig som en magnet.

De fire objektiver tager sig også bedre ud, end tilfældet er med den helt nye iPhone 11 Pro, der koster mange gange så meget. – Godt designet, Motorola!

Samtidig er One Zoom ingen letvægter, men føles med sine tunge glassider som en rigtigt gedigen mobil helt på højde med de dyreste drenge i klassen. Forarbejdningen lader heller intet tilbage at ønske.

Forrygende kamera

Er finish’en fornem, så er kameradelen forrygende. Intet mindre. One Zoom er forsynet med en 48 MP Quad Pixel hovedsensor, som kombinerer 4 pixels til én og dermed leverer færdige billeder på 12 MP. Kvaliteten er rigtig god og kan fint printes ud i op til A4 format. Hvis man går manuelt, kan man sågar gemme sine fotos som RAW filer.

I tilgift til standardsensoren byder One Zoom på en 117 graders vidvinkel, hvis 16 MP får det hele med – også på klods hold. Samt en 8 MP tele med 3X optisk zoom. Såvel standardobjektivet som telen har optisk billedstabilisering – OIS – så man undgår rystede billeder. Det har vidvinklen ikke, for det har vidvinkler normalt ikke brug for.

Oven i dette får man 10X hybrid zoom, der dog ikke leverer helt samme kvalitet som ren optisk zoom. Men som til gengæld er mange gange bedre end den rene digital zoom, der jo blot pixelerer det færdige resultat mere eller mindre.

Den fjerde linse på kameramodulet er en 5 MP dybdesensor, som primært bruges til portrætfotos. Det hele styres på forbilledlig vis af en Snapdragon 675, der ligger i den øvre ende af mellemklassen. Samt 4 GB RAM.

Motorola har ry for at levere mange forskellige features, der er helt specifikke for netop Motorola. Den velfungerende kamera-app er ingen undtagelse. Her er der ud over de sædvanlige grundlæggende funktioner eksempelvis “Cutout” (Udklip), hvor man kan klippe forgrunden fri og udskifte baggrunden.

Samt “Spot Color”, hvor man kan udvælge en enkelt farve, som så bliver den eneste. Resten bliver sorthvidt. “Nattesyn” er der naturligvis også, selv om andre producenter (læs: Huawei og Google) dog har haft held til at lukke adskilligt mere lys ind i mørket.

Er man fotonørd, er der således rigtig mange muligheder for at lege med lyset i Motorola One Zoom. Skulle AI automatikken ikke være god nok, kan man gå i “Manual” mode og her selv styre fokus, eksponering, hvidbalance og lysfølsomhed (ISO).

Næppe nogen får brug for flere knapper at skrue på.

Manglerne…

Der er således rigtig meget godt at sige om Motorola One Zoom, som virkelig leverer varen. Det er dog ingen perfekt mobil. Dertil mangler flere ting. Man kan undre sig over, at mobilen i lighed med One Plus ikke byder på trådløs opladning – trods ellers bagstykke i glas.

Det er et irritationsmoment, hvis man ellers har vænnet sig til bare at kunne lægge sin mobil på en ladeplade – uden irriterende kabler med forskellige stik – mens man arbejder videre. Men har man ikke prøvet det, vil man næppe heller savne det. Til gengæld er batteriet på imponerende 4.000 mAh, hvilket for mange rækker til to dages forbrug.

Dernæst er der højttaleren – for der er kun den ene, som sidder placeret øverst på mobilen. Lydkvaliteten er fin og lydniveauet tilpas højt. Men lyden kommer desværre kun fra én ende, som man nemt kan komme til at dække for med hånden.

Endelig er der for en lystfisker og sejler som undertegnede det klare minus, at mobilen ikke er vandtæt. Ikke noget med IP68 her. Blot en forkølet nano-coating, der ifølge Motorola er vandafvisende.

Så skal du have din One Zoom med ud til eller ud på vandet, da skal den ubetinget ned i en vandtæt pose af en slags. Med samtidig mulighed for at hænge mobilen om halsen – inden for bekvem rækkevidde. Og det er jo slet ikke så dårligt endda.

I skrivende stund har jeg ikke kunnet finde decideret vandtætte etuier til One Zoom, men de skal nok komme på et senere tidspunkt.

Konklusionen

Motorola har lange traditioner for brugen af de såkaldte “gestures” – håndbevægelser – til styring af diverse funktioner. To af de allerbedste og mest brugbare er “håndkantslaget”, der tænder den indbyggede lygte. Samt “håndledsvrikket”, der aktiverer kameraet. Rigtig smart og yderst brugbart.

Skærmen er en 6,39 tommer OLED i 16:9 formatet. Opløsningen er FHD+ (2340 x 1080 pixels). En overraskende god skærm på en mobil i denne prisklasse. I tilgift har den integreret fingeraftrykslæser, som i modsætning til flere andre af slagen – ikke et ord om Nokia Pureview her – fungerer fint og helt efter hensigten.

En smart detalje er ligeledes, at Motorola’s karakteristiske Batwing logo lyser blåt op på bagsiden, når mobilen er i brug eller der er kommet nye meddelelser. Det giver lidt opmærksomhed, skal jeg hilse og sige – og var vel også meningen…

Efter at have anmeldt Motorola One Zoom måtte det amerikanske webmedie Engadget’s redaktør Chris Velazco beskæmmet konstatere, at han nemt kunne bruge One Zoom som sin nye “daily driver” – trods den lave pris. Så god er den, og så godt ser den ud. “I hate to say it”, sluttede han…

Og det kommer fra en mand, der i sit daglige virke vælter sig i de nyeste, dyreste og bedste smartphones. Men jeg kan kun give ham ret. Det er virkelig et “home run”, Motorola her har præsteret.

One Zoom står til en pris omkring 3.000 danske kroner. Telia tilbød 1.000 kroner i rabat for en gammel udbrændt Sony mobil, så den endelige pris – inklusive mobilrabat – kom ned på 1.720 kroner.

Det er vildt billigt for så god en mobil, der ligner og føles som noget til en million. Den kan anbefales på det varmeste, hvis man altså er til Android. One Zoom leveres med version 9.0 Pie, og Motorola lover snarlig opdatering til 10.0.

Vil du se fotos taget med One Zoom, så bliv “Strandfoged for en dag“. Det er ikke kedeligt…