Tag-arkiv: NASA

Det første kamera på Månen

Er man dreng, mand eller bare en smule fotointeressseret, da har det nok strejfet én, hvilke kameraer de heltemodige astronauter mon brugte til at fotografere med på Månen.

Inden vi kommer alt for langt ind i materien, er det måske på sin plads at referere følgende lille historie, der skulle være hentet fra det virkelige liv. Ganske vist på den anden side af Atlanten, men alligevel. Den er god at blive klog af:

Forfatteren Ernest Hemingway var taget til en fotoudstilling i New York af den ligeledes amerikanske fotograf, filmregissør og meget andet, Man Ray. Hemingway gik rundt og studerede de naturligvis overordentligt gode fotos, der var hængt op. Han møder Man Ray selv og stiller ham det udødelige spørgsmål, som vi alle kender – selv har stillet eller fået stillet:

– Det er nogle flotte fotos, du tager. Hvilket kamera bruger du?

Man Ray krympede sig ved spørgsmålet, som han givet havde hørt flere gange, end han brød sig om. Flere gange end de fleste. Men han bevarede dog fatningen og replicerede:

– Tak skal du have. Du skriver også nogle rigtig fine bøger. Hvilken skrivemaskine bruger du?

– Touché! Historien fortæller ikke videre, hvad Hemingway svarede, men han tog det sikkert pænt. Papa var altid god for en rap replik, og hvis det ikke var nok – et godt slagsmål. Så vidt kom det dog ikke denne gang, og de to mestre forblev gode venner.

Det bedste kamera

Men historien understreger fint, at det altid er manden (eller kvinden) bag, som tager billedet. Kameraet er blot det passive redskab, man bruger til at fotografere med. Selv det bedste kamera kan ikke tage gode fotos uden en god fotograf til at indstille det.

Fotografiets historie er gammel og velkendt, så det skal vi ikke bruge tid på her. Her skal vi udelukkende fokusere (!) på de kameraer, der blev brugt af de første Mænd på Månen for et halvt århundrede siden. Som bragte os ikoniske billeder af ikke blot Månen selv på klods hold, men også af vor egen Jord på god afstand:

Cirka 400.000 kilometer. Så langt er der omtrentligt mellem Jorden og Månen.

Man skulle synes, at noget så vigtigt som et kamera til at dokumentere den første Mand på Månen måtte have højeste prioritet. Men det skete i de dage, hvor internettet endnu ikke var opfundet – hvor ingen gik rundt og tog selfies af sig selv i alle mulige og umulige sammenhænge.

Det hele drejede sig om at komme først til Månen og sikkert hjem igen. Turistfotos fra turen kom klart i anden række. I hvert fald i starten.

Først senere gik det for alvor op for NASA, at man nok havde underprioriteret netop fotos fra menneskets første rejse til et andet himmellegeme end vort eget.

Faktisk var det slet ikke NASA, der tog initiativ til, at der overhovedet skulle fotograferes på Månen. Her satte man nemlig den direkte TV-transmission til Jorden langt højere end alverdens stillbilleder. Her, den virkelige og øjeblikkelige PR-værdi var størst.

I stedet blev det astronauten Walter Schirra, der af egen drift og i 1962 gik ind i en helt almindelig fotobutik i Houston, Texas, Jorden, Universet – for at se på mulige kameraer, han kunne tage med sig i rummet.

Schirra havde fået anbefalet det svenske storformatkamera Hasselblad af professionelle fotografer fra de estimerede magasiner Life og National Geografic. De måtte derfor kunne bruges.

I hvert fald gik Schirra ud af fotobutikken igen med et nyindkøbt Hasselblad model 500C. Pris: 500 dollars.

Schirra var selv en ivrig amatørfotograf, der af NASA havde fået lov til at vælge det kamera, han syntes bedst om og troede mest på. På det tidspunkt havde NASA ingen egen erfaring med stillbilled rumfotografering.

Men det fik man heldigvis snart. Da NASA blev præsenteret for Schirra’s nye Hasselblad, gik de i gang med at klargøre det til rummet. Det blev malet matsort, så man undgik reflekser, og det blev gjort “astronaut-proof”:

Man fjernede udløseren til filmmagasinet, så det ikke kunne løsnes ved en fejltagelse. Man konstruerede samtidig et ekstra stort filmmagasin, så man ikke skulle skifte hele tiden.

Endelig stod det snart klart, at man ikke bare sådan lige tager fotos, når man er iført sit store astronaut outfit – rumdragt, hjelm og handsker – og enten står på Månen eller svæver frit i rummet.

Man kan jo ikke sådan lige tage kameraet op foran hjelmen, når der skal fokuseres. I stedet lavede man en brystmontage med fast kamera og en håndudløst lukker i overstørrelse. Og så sendte man ellers de kommende astronauter på fotokursus:

Nede på Jorden lærte astronauterne sig, hvor og hvordan deres brystmonterede kamera fokuserede. Et problem, vore dages Go Pro fotografer kun kender alt for godt: Man må gætte sig frem, når man ikke kan se i søgeren.

Astronauterne lærte sig derfor, hvordan de omtrentligt skulle sigte med deres kamera, så de fik den ønskede vinkel og beskæring. Og det måtte de gøre på fornemmelsen. De så aldrig, hvad de fotograferede – før bagefter. Og da var det jo for sent.

Apollo rumprogrammet producerede samlet omkring 18.000 fotos, hvoraf adskillige er ubrugelige. Trods fotokurserne. Og der mangler masser af skud, som man dengang ikke tænkte over, man ville få brug for senere. Men som man i dag ville ønske, at man havde taget…

Et rigtig godt eksempel herpå er såmænd selveste Den Første Mand på Månen: Neil Armstrong. Den Anden Mand på Månen, Buzz Aldrin, tog masser af fotos, men tilsyneladende kun et enkelt af Neil Armstrong. Ét enkelt…

Til gengæld tog Armstrong adskillige af Aldrin, som der derfor findes mange flere fotos af. Også selfies såmænd. Aldrin var nok lidt forud for sin tid og er da også meget aktiv på de sociale medier den dag i dag. Som den eneste stadig levende af de oprindelige første mænd på Månen.

NASA havde ganske vist sendt de første mænd til Månen og fået dem sikkert hjem igen. Men man havde ikke tænkt på, at man også gerne skulle have billeder med hjem af dem. Og fandt man endelig fotos af astronauter på Månen, kunne man kun sjældent se, hvem der gemte sig bag det guldcoatede visir.

Den erkendelse førte til, at kommende Space Commanders – rumkaptajner – alle fik røde striber på hjelm, arme og ben. Så vidste man, hvem der var hvem på de hjembragte fotos – som for øvrigt nu var i farver!

Læs mere om “Den Første Mand På Månen” i artiklen her

50 år siden: Den første mand på Månen

Den 20. juli 1969 var det så vidt, at den amerikanske rumfartsorganisation NASA kunne landsætte det første menneske nogensinde på et himmellegeme uden for vor egen Jord: Neil Armstrong. Den første Mand på Månen.

Ingen, der oplevede det selv og live, glemmer det nogensinde: Da astronauten Neil Armstrong som det første menneske nogensinde satte fod på Månen og sagde de udødelige ord: “That’s one small step for man. One giant leap for mankind”. Det var stort – for både små og store drenge bag den dengang sort-hvide TV-skærm.

Min smukke tante i det nordjyske var imidlertid ikke sådan at imponere. Hun spankulerede rundt i datidens hotpants og ville med egne ord “hellere se naboens kat gå over plænen” – end se en amerikansk astronaut som det første menneske nogensinde sætte fod på et andet himmellegeme end det, de selv var født på.

Men så var hun også en ræverød Venstresocialist og dermed som udgangspunkt imod alt amerikansk. Havde det nu i stedet været kineserne, der den dag var hoppet ud i månestøvet, havde det nok forholdt sig anderledes. Så ville stemningen nok have været lidt bedre.

Sputnik og Den Kolde Krig

Amerikanerne var imidlertid ikke kommet sovende til titlen. Efter Anden Verdenskrigs afslutning begyndte som bekendt Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen, der efter verdenskrigens afslutning var kommet rigtig godt med rent teknologisk.

Således blev det russerne, som med Sputnik 1 fik den første satellit sendt i kredsløb om Jorden. Det skete den 4. oktober 1957. Allerede måneden efter – den 3. november 1957 – sendte russerne det første levende væsen i kredsløb om Jorden. Det blev rumhunden Laika, som kom op med Sputnik 2. Laika døde desværre under nedturen.

Amerikanerne var skræmte. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig havde de kommunistiske russere overtaget hovedrollen som fjende nummer ét efter Tyskland og Japan. Russerne havde sågar også udviklet deres eget atomvåben og udgjorde alene derfor en trussel. USA var ikke længere alene om at have atombomben.

Amerikanerne frygtede derfor fremtiden, hvor de russiske satellitter kom susende hen over USA – uden for rækkevidde af det amerikanske militær og luftvåben. – For hvad kunne de ikke se deroppefra? – Hvad kunne de ikke potentielt medbringe af bomber? Frygten blandede sig snart med paranoia og måtte tages alvorligt.

Månen er målet

Den amerikanske præsident John F. Kennedy tog derfor truslen fra Rusland uhyre alvorligt, da han den 12. september 1962 holdt en meget citeret tale på Rice Stadium i Houston, Texas. Her fortalte han det amerikanske folk om Apollo-rumprogrammet og planerne om at landsætte en mand på Månen inden for ti år – og gøre det før russerne:

“We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard, because that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win.”

Blot syv år senere var det så vidt. Efter flere både fejlslagne og vellykkede opsendelser i Gemini og Apollo programmerne mente NASA, at målet var inden for rækkevidde. Der havde da været adskillige amerikanere i kredsløb om såvel Jorden som Månen. Nu var det tid til et bemandet touchdown på den gamle Måne.

Tre mand blev sendt afsted med den gigantiske Apollo 11 rumraket: Neil Armstrong, Edwin “Buzz” Aldrin og Michael Collins. Tre mænd af den rette støbning. I øvrigt en film, alle astro-interesserede bør se. Collins forblev i kredsløb om Månen i fartøjet “Columbia”, mens Armstrong og Aldrin entrede det lille “Eagle” månelandingsfartøj.

Apollo 11 tager afsted

Apollo 11 lettede fra Kennedy Space Center i Florida den 16. juli 1969. Og landede på Månen den 20. Den 21. juli klokken 03:56 steg Neil Armstrong så ned på Månen, hvor han og Aldrin tog de første lettere euforiske skridt i det løse månestøv. I en tyngdekraft, der kun er en sjettedel af Jordens. Der blev hoppet både højt og langt den dag.

Det lille Eagle månelandingsfartøj blev kun 21 timer og 36 minutter på Månens overflade, inden det lettede igen i en støvsky og koblede sig på Columbia for hjemturen. Der måtte spares på såvel ilt som brændstof, da en lidt forsinket månelanding havde tæret ekstra hårdt på beholdningerne.

De tre astronauter vendte tilbage til Jorden den 24. juli, hvor de landede sikkert i Stillehavet. Efter otte skelsættende dage i rummet og nogle få timer på Månen. Verden blev forståeligt nok aldrig helt den samme igen. Den var blevet ganske meget mindre.

Efterfølgende månelandinger medbragte køretøjer, så astronauterne kunne komme længere omkring og indsamle mere materiale, de siden kunne bringe med sig hjem til Jorden.

Indhøstede erfaringer fra Månen blev siden brugt til de Rovers, der har kørt på Mars i nu snart mange år.

Læs mere om “Det Første Kamera På Månen” i artiklen her

Mars – den røde planet

Mars er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter Mars, der er krigens gud. Navnet er nærliggende, da planeten Mars netop er rød – hvilket jo er farven på såvel blod som aggression. Farven er synlig med det blotte øje. – specielt naturligvis når planeten er tættest på Jorden i sit omløb om Solen.

Som den fjerde planet fra Solen og som nabo til Jorden ligger den røde planet Mars, der er omkring halvt så stor som Jorden. Den ligger længere væk fra Solen, end Jorden gør, og klimaet er derfor langt koldere. Således er middeltemperaturen godt 60 graders frost med maksimumtemperaturer på 20 graders varme og minimumstemperaturer på 140 graders frost.

Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, vor naboplanet til den anden side, og der planlægges derfor en bemandet mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid.

Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.

Der findes en smule vanddamp i atmosfæren, hvilket kan ses som højtliggende skyer. I dalene kan der forekomme tynd tåge, og jorden dækkes om vinteren af et tyndt lag frost. Kort sagt forhold, der minder ganske meget om dem, vi har på Jorden. Den megen kuldioxid i atmosfæren fryser til sne, der skiftevis dækker den sydlige og nordlige polkappe.

Middeltrykket på Mars er under 10 millibar – mod 1.000 her på Jorden. Store støvstorme kan komme med kort varsel og dække alt med et tyndt lag uhyre fint støv, som kommer ind overalt. Støvet er et stort problem for de køretøjer, det allerede er lykkedes os at landsætte på Mars – med Curiosity Rover som den mest kendte og den, der har sendt os nogle helt fantastiske billeder af Mars og sig selv til Jorden.

Mars og minutterne

Den røde planet Mars ligger ganske vist relativt tæt på Jorden, men relativt er jo relativt. Da Jorden og Mars senest var i konjunktion, som det hedder – på hver sin side af Solen – var afstanden enorm. Eksempelvis i april 2013, hvor afstanden var 364 millioner kilometer. I juni 2015 – efter endnu et omløb om Solen – var afstanden 384 millioner kilometer.

Det modsatte er tilfældet, når planeterne er i opposition – når begge befinder sig på samme side af Solen. Da kan afstanden blive så kort som 93 millioner kilometer, hvilket var tilfældet i 2014. Rekorden faldt i 2003, hvor afstanden var helt nede på 56 millioner kilometer. Det var den korteste afstand i næsten 60.000 år!

Set fra Jorden er forskellene markante. Med det blotte øje kan man herfra tydeligt se forskel på, om planeterne er i opposition eller konjunktion. I opposition syner Mars langt større og lyser et klarere rødt, end når planeterne er i konjunktion. I sidstnævnte tilfælde ses Mars tæt på Solen eller er gemt bag den og umulig at spotte.

De næsten ufattelige afstande betyder, at radiosignaler tager 4 minutter om at nå fra Jorden til Mars, når afstanden er kortest. Og 4 minutter at nå tilbage igen. 8 minutter i alt, hvis en tekniker på Jorden giver kameraet på Curiosity Mars besked om at tage et billede og sende det hjem til Jorden. Plus tiden til de mange og uundgåelige missede opkald.

– Mars, are we reaching you…?

Når Mars er længst væk – i konjunktion – tager det typisk radiosignaler fra Jorden 20 minutter at nå til Mars. Og 20 minutter at nå tilbage igen. Plus endnu flere fejlslagne opkald, da radiobølgerne nu skal rundt om Solen. Med de elektromagnetiske problemer, der uundgåeligt følger heraf.

Da vi ikke selv kan flyve med lysets hast, tager det typisk mindst 9 måneder at nå fra Jorden til Mars. Det regner man med på NASA’s Goddard Space Flight Center. Her siger man også, at der kun er et “vindue” til opsendelse hver 26. måned. Kun da står Mars og Jorden placeret optimalt i forhold til hinanden og den tid, det tager et rumfartøj at nå derop.

Så har man sagt pænt farvel til familie, venner og Jord efter en festlig nytårsaften, kan man i bedste fald træde ud i det røde støv på Mars omkring oktober samme år.

En dag på Mars er for øvrigt omtrent lige så lang som en dag på Jorden. Men et år på Mars – en solomsejling so to speak – tager det dobbelte: To jordår. Så er tallene på plads.

– It’s a long way if you want to go to Mars…

“Jordprøver” fra Mars

For nylig blev amerikanske NASA og europæiske ESA enige om at undersøge, hvorvidt det er muligt at bringe “jordprøver” fra Mars tilbage til Jorden. Nu har ESA givet europæiske Airbus en kontrakt på 5,2 millioner dollar til at designe et koncept for en ny Fetch Rover – et rumkøretøj, der skal kunne indsamle jordprøver på den røde planet.

Rumfartsselskabet har valgt Airbus’ team i Stevenage, England, fordi de her allerede er i fuld gang med Exo Mars Roveren, der forventes klar i 2021. I modsætning til Exo Mars og alle dens videnskabelige instrumenter er Fetch Rover’s eneste opgave at finde og indsamle de prøver, som NASA’s Mars 2020 Rover forbereder og efterlader.

Men det betyder ikke, at design af køretøjet vil blive enkelt. Mars 2020 vil bore og grave huller til over 30 jordprøverør, som den efterlader på forskellige lokaliteter. Fetch Rover, som planlægges at ankomme til Mars i 2026, skal kunne spore prøverørene på stor afstand, køre autonomt ud til deres placeringer, hente dem op med en robotarm og derefter bringe dem tilbage og ombord på retur-raketten. Fetch Rover skal kunne plotte og planlægge sin kørselsrute alene hver eneste dag.

Ben Boyes, der leder det såkaldte “gennemførlighedshold” hos Airbus, forklarer:

– Det vil være en relativt lille Rover – omkring 130 kg tung. Men kravene er meget store. Køretøjet skal dække store afstande ved hjælp af en høj grad af autonomi og planlægge sin egen vej fremover dag efter dag.

Det vil tage køretøjet omkring 150 dage at samle alle de beholdere, som Mars 2020 efterlader rundt omkring på den røde planet. Derefter skal den finde tilbage til den raket, den selv landede med. Her skal den aflevere prøverørene til raketten og efterfølgende filme det, når raketten starter igen – med kurs mod Jorden. I bedste fald vil vi måske kunne se den første rødstøvede lift-off fra Mars inden for mindre end et årti!

Raketten vil derefter mødes med et andet fartøj, der er i kredsløb om Mars, for at bringe prøverne tilbage til planet Jorden. Alt dette vil naturligvis kun ske, dersom det føromtalte “gennemførlighedshold” hos Airbus får udviklet den nødvendige teknologi. Og mener, at projektet overhovedet lader sig gøre.

Fantastisk, når og hvis det kan.

Blodmåne og Mars i opposition

Det astronomiske begreb “opposition” kan lyde fint og videnskabeligt. Men det er ganske det samme som det engelske “opposition”, der jo betyder modsat eller over for.

For astronomer betyder det, at to planeter står ret over for hinanden – på samme side af Solen, som de begge roterer omkring. I vort tilfælde, at Jorden og Mars befinder sig på samme side af Solen. At afstanden til Mars derfor er den korteste i dette omløb om Solen. Jorden, der kun bruger den halve tid på et solomløb, har da overhalet Mars med en hel omgang.

I daglig tale kan man nøjes med at konstatere, at Mars lige nu er rigtig tæt på Jorden og derfor meget synlig. Faktisk er den så tæt på og syner lige så stor på nattehimlen som den største af alle planeter i vort solsystem – gasgiganten Jupiter. Nyd den, når den står op ved 22.30 tiden hver aften.

Fredag den 27. juli blev en af de helt store dage i 2018, hvor ellers vejret var med os, og man interesserer sig for den slags. Der skete nemlig hele tre ting den aften:

1) En total måneformørkelse var netop den aften synlig fra Danmark. Formørkelsen startede ved 21.30 tiden, alt efter hvor i landet man befandt sig. Da stod Månen op, og da var den i nogle timer frem badet i et smukt rødt lys. Heraf navnet “blodmåne”.

2) Mars er i opposition og dermed meget tæt på Jorden. Den står op ved 22.30 tiden og lyser så rødt på sydhimlen, at man ikke kan være i tvivl. Den syner da næsten lige så stor som gasgiganten Jupiter. Blot er den rød og ikke hvid.

3) Den internationale rumstation ISS valgte at passere hen over såvel Mars som Månen klokken 22.30. En tur, der typisk tager fire minutter. Mars var på det tidspunkt og flere steder i landet endnu ikke kommet højt nok op over varmedisen efter hedebølgen, men heldigvis kom ISS forbi igen kort efter midnat.

Da kunne man se både blodmånen, Mars i opposition – og ISS suse forbi med 26.000 km i timen. På én og samme tid. På en nøje afgrænset del af himmelrummet.

Vi var mange, der brugte nogle sene aftentimer på dette fascinerende sceneri.

Det var Tid til Forundring!

Læs mere i artiklen “Er himlen nu altid blå?“

Solsystemet

Det kan ind imellem være lidt svært at hitte rede i alle planeterne i vort solsystem – specielt da hvis man ikke lige beskæftiger sig med dem til hverdag. Også selv om man til daglig jo selv bor på én af dem…

Højaktuelt er det blevet her i 2015, hvor vi har været i nærkontakt med den yderste af alle vore planeter – Pluto – og har diskuteret, om det nu også er en rigtig planet. Med alt, hvad dertil hører. Der har sågar været stemt om Plutos status blandt både rumforskere og lægmænd!

Men hvorom alting er, så er verdensrummet ufattelig stort. Der er umanérlig langt til Solen, som er centrum i vort eget lille solsystem, der kun er ét blandt uendeligt mange andre og ofte langt større. Men ikke nok med det.

Astronomer har længe vidst, at verdensrummet konstant udvider sig. At vi hele tiden er på vej væk fra hinanden. Men ingen har kunnet give noget svar på, hvor vi så er på vej hen. For hvad gemmer der sig uden for noget, der er uendelig stort? Og skulle det engang vise sig at have en ende, hvad gemmer der sig så på den anden side? Det er sådanne spørgsmål, der kan gøre svage karakterer religiøse…

For overblikkets skyld – primært mit eget – har jeg derfor samlet de vigtigste oplysninger om de otte (eller ni) planeter i vort eget lille solsystem. De er rubriceret med navn, størrelse og historie samt vigtigst af alt: Afstand til Solen. Det kan måske give en smule indsigt i, hvor vi befinder os, og hvad vi egentlig har gang i her på Jorden.

Men lad os allerførst starte med sagens kerne:

Solen

Diameter: 1.392.000 km
Afstand fra Jorden: 150 mio. km
Overfladetemperatur: 5.507 grader Celsius

Solen er centrum for det solsystem, vi selv og Jorden befinder os i. Det er Solen, der giver os lys og varme her på Jorden. Uden den ville der være kulsort og isnende koldt på vor lille Blå Planet.

Uden de livgivende solstråler ville der hverken være øjne, som kunne se, eller planter, der kunne fotosyntetisere – som via sollys, vand og kuldioxid kunne danne organisk stof, der bliver første led i fødekæderne. Med ilt som det altoverskyggende biprodukt, der tillader os at leve og ånde frit på Jorden.

Solen er enorm og udgør ikke mindre end 99,8 % af solsystemets samlede masse. Planeterne – selv de største som Jupiter og Saturn – er således som støvkorn at regne i sammenligning med den mægtige Sol. Det er derfor også Solens tiltrækningskraft, der – trods den næsten ufattelige afstand hertil – står for ⅓ af tidevandskræfterne. Vor egen lille Måne står for de andre ⅔.

75% af Solens masse udgøres af det lette grundstof brint, mens helium udgør de resterende 25 %. Solens hvide farve skyldes dens overfladetemperatur på over 5.000 grader. Solen er populært sagt hvidglødende, men syner gul fra Jorden om dagen og rød morgen og aften. Dette skyldes spredning af lyset i vor tynde atmosfære.

Solens konstante og massive kernereaktioner udsender energi i form af lys og magnetisk stråling. Solen er en magnetisk aktiv stjerne, der vedligeholder et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum.

Solens magnetiske felt har flere virkninger – i form af synlige solpletter på Solens overflade, pludselige soludbrud (“flares”) og konstante ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem hele solsystemet. Voldsomme soludbrud kan genere såvel radiokommunikation som elforsyning her på Jorden.

Solaktivitetens direkte virkning på Jorden ses som polarlys (nordlys og sydlys), hvor Jordens magnetfelt afbøjer solvinden. Herved frigives energi i form af lys i primært grønne og gule farver. Polarlys forekommer kun i et smalt bælte i det moderate nord og syd. Ikke som ofte troet længst mod nord eller længst mod syd.

Merkur

Diameter: 4.879 km
Rotation: 58,65 timer
Omløbstid om Solen: 88 døgn
Afstand fra Solen: 46-70 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 10 i 1974.

Merkur er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den græske gud for handel og kommunikation. Det var også ham, der førte de døde til underverdenen ved at krydse de dødes hav.

Merkur er den inderste planet i vort eget solsystem – dertil den mindste. Merkur er kun lidt større end vor egen Måne, men den er uhyre kompakt og har en magnetisk kerne af jern. Astronomerne regner med, at den ydre klippekappe må være sprængt bort efter ét eller flere massive sammenstød med meteorer.

Merkur er ikke noget rart sted at være. Planeten har således ingen atmosfære – intet vejr og vind eller noget til at holde på varmen. Temperaturen svinger derfor mere end 600 grader mellem nat og dag – fra 425 graders varme om dagen til 175 graders frost om natten, der er utroligt lang, idet planeten roterer ganske langsomt. Dagene er tilsvarende lange og altid glohede på grund af den korte afstand til Solen.

Himlen er altid sort på Merkur – dag som nat. Dette på grund af den manglende atmosfære, der ikke kan reflektere eller bryde det indkommende sollys.

Venus

Rotation: 243 døgn
Diameter: 12.104 km
Omløbstid om Solen: 225 døgn
Afstand fra Solen: 108 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 2 i 1962.

Venus er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter kærlighedens gudinde Venus. Den kaldes også for Morgenstjernen eller Aftenstjernen, da den står lavt på himlen og kun kan ses lidt før solopgang eller lidt efter solnedgang.

Venus har næsten samme størrelse som Jorden, og mange forskere mener, at klimaet på Venus oprindelig har været nogenlunde det samme som på Jorden. De forekommende gundstoffer er da også de samme.

Men planeten Venus er i dag en af de mest ugæstfri af alle planeter i vort solsystem. En løbsk drivhuseffekt har bragt temperaturen op på mere end 450 graders varme, og dens skoldhede atmosfære består af tyk, koncentreret svovlsyre under højt tryk.

Det er en kombination, der ikke tillader hverken biologisk liv eller nogen grundig udforskning af overfladen. Alt materiel holder max nogle få timer, før det bryder sammen. Men meget tyder på, at der tidligere har været have på Venus, og at der dengang også kan have været liv på planeten.

Jorden

Diameter: 12.746 km
Omløbstid om Solen: 365 døgn
Rotation: 23 timer og 56 minutter
Afstand fra Solen: 150 millioner km
Første gang fotograferet af Explorer 6 i 1959.

Placeret midt mellem Venus, der er for varm til biologisk liv i vor egen forstand, og Mars, der er for kold, ligger den blå planet Jorden. En kontrolleret drivhuseffekt har på Jorden hævet temperaturen omkring 40 grader over det oprindelige.

En middeltemperatur på 15 plusgrader er præcis nok til, at vand på Jorden kan optræde i alle dets tre tilstandsformer – som fast is, flydende vand og vanddamp. Temperaturen på Jorden veksler mellem minus 90 og plus 60 grader.

Det er ilt og vand, der er udgangspunkt for alt det liv, som gør Jorden til noget ganske enestående i vort solsystem – det hidtil eneste sted, hvor der findes biologisk liv, som vi kender og forstår det. Millioner af års udvikling har her skabt en tæt økologisk balance mellem de mange forskellige livsformer, der hver især indtager en helt speciel økologisk niche, hvor de fungerer og interagerer med hinanden.

Da Jorden roterer omkring en akse, som hælder lidt, får vi skiftende årstider på den nordlige og sydlige halvkugle. Kun på Ækvator har man samme indstråling af sol hele året og derfor en stabil temperatur året rundt.

I fast kredsløb om Jorden finder vi Månen, hvis tiltrækningskraft sammen med Solens er ansvarlig for det tidevand, der veksler regelmæssigt, to gange dagligt.

På planeten Jorden er himlen sort om natten, men blå om dagen. Det skyldes den tætte atmosfære af primært kvælstof og ilt, som sammen med vanddampen bryder og spreder sollyset.

Da Jorden suser gennem verdensrummet med godt og vel 100.000 kilometer i timen, bør det ikke undre, når det engang imellem blæser lidt nede ved land og vand…

Mars

Diameter: 6.778 km
Omløbstid om Solen: 687 døgn
Rotation: 24 timer og 37 minutter
Afstand fra Solen: 207-249 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 4 i 1964.

Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, og der planlægges derfor en bemandet mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid. Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.

Jupiter

Rotation: 10 timer
Diameter: 139.822 km
Omløbstid om Solen: 12 år
Afstand fra Solen: 741-816 mio. km
Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 10 i 1973.

Jupiter er den største af alle planeter i vort solsystem. Deraf navnet, som er taget fra den øverste af alle de romerske guder. Himmelguden også kaldet. Romernes svar på grækernes Zeus og til dels vor egen Thor.

De foregående fire planeter – de inderste i vort solsystem – kaldes klippeplaneter, da de er relativt små og primært består af jern og mineraler. De næste fire kaldes i stedet gasgiganter, da de primært består af gasskyer om en mere eller mindre kompakt kompakt kerne.

Jupiter er en sådan “gasgigant”, der trods sin luftige karakter vejer godt 300 gange så meget som Jorden. Den har ingen fast overflade, hvor man kan landsætte et fartøj, så vi må nøjes med at betragte Jupiter på afstand. Men det rækker også til at iagttage de imponerende vejrfænomener, der udspiller sig i den tætte gassky. Således har man i mere end 300 år kunnet iagttage én og samme støvstorm rase i et område mange gange større end Jorden – synlig som en gigantisk rød plet!

Jupiter har en lille kerne af klippe i midten, men består ellers primært af lette gasser som brint og helium. Tungere gasser som methan og ammoniak forekommer også – vanddamp ligeså. Trods den lille kerne har Jupiter et meget kraftigt magnetfelt – det kraftigste i vort solsystem. Det er næsten 15 gange stærkere end Jordens, som er nummer to i rækken.

I toppen af Jupiters tætte skydække ligger temperaturen omkring 160 graders frost. I centrum af Jupiter er trykket flere tusinde atmosfære, og temperaturen ligger på den gode side af 1.000 grader. Det er således ikke her, menneskeheden skal gøre sig forhåbninger om at etablere sig engang i fremtiden…

Jupiters mange måner er et kapitel for sig og på mange måder mere spændende end planeten selv. Til de fire mest kendte måner hører Europa, Io, Ganymedes og Callisto, som astronomen Gallileo allerede opdagede i 1610 – ud af Jupiters i dag 63 kendte måner.

Der knytter sig store forhåbninger til især Europa, efter at man har registreret op til 200 km høje søjler af udspyet vand fra den ellers tilisede måne. Dette kunne danne basis for en senere landgang på Europa.

Saturn

Rotation: 10 timer
Diameter: 116.464 km
Omløbstid om Solen: 30 år
Afstand fra Solen: 1,3-1,5 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 11 i 1979.

Saturn er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den romerske gud for dyrkning, høst og frugtbarhed. De gamle grækere og romere betragtede Saturn som den sjette planet i rækken, og ugens sjette dag kaldes stadig for Saturday på engelsk.

Saturn er utvivlsomt den smukkeste af alle planeterne i vort solsystem. Dens fantastiske ringe er kendt af hvert et barn, selvom kun de færreste har set dem i virkeligheden – igennem et teleskop, hvor ringene ellers er ganske synlige. Uden for de smukke og utroligt skarpt afgrænsede ringe af sten og is finder vi Saturns mange måner, hvoraf Titan er den største i vort solsystem – dertil den eneste med en tæt atmosfære.

Saturn er en gasplanet som Jupiter, men noget mindre. Den er dog stadig omkring 100 gange tungere end Jorden. Det meste består af brint, og der er ikke nær samme vejrmæssige aktivitet på Saturn som på Jupiter. Periodiske hvirvelstorme forekommer dog, men varer ikke så længe som på Jupiter. Temperaturen i de øverste skylag på Jupiter ligger på 190 minusgrader.

Saturn er med sine ringe utvivlsomt den af alle planeter i vort solsystem, som har pirret vor fantasi mest. For hvordan er al denne kosmiske skønhed dog opstået, og hvordan bliver den holdt vedlige?

Uranus

Rotation: 16 timer
Diameter: 50.724 km
Omløbstid om Solen: 84 år
Afstand fra Solen: 2,7-3,0 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1986.

Uranus er opkaldt efter den græske gud Uranus, der var himlens gud. Til trods for sin høje status blev han dog kastreret af sine egne sønner, titanerne. Måske derfor det rolige klima på planeten…

Planeten Uranus er en stor og fredsommelig kugle af gas og is, der dog adskiller sig fra de øvrige planeter ved at ligge ned og nærmest rulle rundt om Solen i sit kredsløb. Hvor de øvrige planeter alle roterer om en akse, der fortrinsvis er lodret, roterer Uranus om en akse, der næsten er vandret.

Uranus er en af de mest rolige planeter i hele solsystemet. Der er ingen storme, og temperaturen er stort set den samme over hele planeten året rundt. Som den eneste af de fire store planeter producerer Uranus ikke energi i sit indre. Den energi, der strømmer ud fra planeten, svarer derfor ganske til den energi, planeten modtager fra Solen. Dette er årsagen til, at der ikke forekommer storme på Uranus.

Uranus er – som naboen Neptun – en såkaldt isgigant. Middeltemperaturen ligger en smule under 200 minusgrader, og der forekommer en del is. Planeten har ingen fast overflade, men adskiller sig fra gasgiganterne Jupiter og Saturn ved at indeholde flere tunge grundstoffer.

Uranus er omgivet af en halv snes tynde og mørke ringe, der dog slet ikke minder om Saturns. Deres farve gør dem vanskelige at se og udforske i selv de kraftigste teleskoper.

Neptun

Rotation: 18 timer
Diameter: 49.244 km
Omløbstid om Solen: 165 år
Afstand fra Solen: 4,5 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1989.

Neptun er kendt fra Oldtiden og opkaldt efter havets gud Neptun. Datidens astronomer kunne næppe have forestillet sig, hvor godt dette navn passer på netop denne planet!

Hvor naboen Uranus er stille, kold og rolig, hersker der nemlig kaos i Neptuns blå atmosfære. Nogle af solsystemets mest voldsomme storme huserer således på Neptun, hvis største måne Triton tilmed er et af de koldest kendte steder i vort solsystem. Alligevel overrasker Triton med geysere, som spyr deres indhold op til otte kilometer ud i rummet.

Neptun selv er – ligesom naboplaneten Uranus – en isgigant uden fast overflade. Middeltemperatur ved skytoppene ligger på minus 220 grader . Neptun er lidt mindre end Uranus, men da den indeholder flere tunge grundstoffer end denne, er den noget tungere.

Rumsonden Voyager registrerede ved sin passage af Neptun i 1989 en mørk plet med vindhastigheder på op til 2.000 kilometer i timen – den højeste vindhastighed, man nogensinde har målt noget sted. Da Hubble rumteleskopet fotograferede Neptun fem år senere, var den mørke stormplet væk – erstattet af en ny længere nordpå.

De store storme kan vare i op til ti år. Energien til de kraftige orkaner kommer fra Neptuns indre, hvor der produceres så meget varme, at planeten udstråler dobbelt så meget, som den modtager fra Solen.

Neptun har det mærkeligste magnetfelt i hele solsystemet. Centrum for feltet ligger langt væk fra planetens centrum, og den magnetiske nordpol ligger tættere på ækvator end på polen.

Neptuns karakteristiske blå farve skyldes planetens store forekomster af frossen methan. Farven har givet været medvirkende til navngivningen!

Pluto

Rotation: 6,4 døgn
Diameter: 2.390 km
Omløbstid om Solen: 249 år
Afstand fra Solen: 4,4-7,3 milliarder km
Første gang fotograferet af New Horizons i 2015.

Navngivet af en lille engelsk pige, som kendte til den græske gud Pluto og syntes, at navnet ville passe godt på den nye planet længst ude i vort solsystem.

Helt ude forbi de store gasplaneter ligger et område kaldet Kuiperbæltet. Her er det ganske koldt, for det er nemlig over 30 gange så langt væk fra Solen som Jorden. Herude på kanten af vort solsystem finder vi Pluto – den yderste planet af slagsen.

Havde New Horizons ikke timet sin rejse og ankomsttidspunkt rigtigt, kunne rejsen ud til Pluto være blevet næsten dobbelt så lang. Nu tog den kun 9,5 år. Verdensrummet er i sandhed stort…

Pluto er med sin middeltemperatur på 240 minusgrader et af de koldeste steder i vort solsystem – tæt på det absolutte nulpunkt, der som bekendt er minus 273 grader Celsius. Pluto er derfor det eneste sted, hvor gassen methan forekommer som fast, frossent stof.

Det har i mange år været diskuteret, om Pluto nu også er en rigtig planet og dermed den niende og sidste i vort solsystem. Meningerne er delte, og afgørelsen afhænger helt af definitionerne.

Faktum er, at Pluto ikke er en planet af samme format som de øvrige planeter – at dens bane omkring Solen er mere uregelmæssig end de øvriges, da omløb og rotation i vid udstrækning er styret af dens måner, der er forholdsmæssigt store af måner at være.

Eris

I 2005 opdagede man tilmed Eris, der er større end Pluto, og som befinder sig endnu længere ude i Kuiperbæltet. På mange måder minder de to planeter ganske meget om hinanden. Skal Pluto derfor have status som den niende planet i vort solsystem, så er det mere end svært at finde argumenter for ikke også at kalde Eris den tiende. Og så er der jo ved at gå inflation i det hele!

Såvel Pluto som Eris opfører sig på mange måder som rigtige planeter. De er runde, og de er i kredsløb om Solen. Men de er ganske små, og de har ikke evnet at rydde op i deres baner – at trække løse elementer til sig og fusionere med dem – som de store planeter har. De fleste astronomer kan dog blive enige om at kalde både Pluto og Eris for “dværgplaneter”!

Skrubberne og Skandale-kanalen

Fra russisk-forskyldt miljøkatastrofe til dansk-støttet succes med genopretning af miljø og fiskebestand i en af verdens største søer.

Verdens 4. største sø var engang Aralsøen i den tidligere Sovjetunion, omgivet af Kazakhstan i nord og Usbekhistan i syd. Naboen længere mod syd, Turkmenistan, grænser i stedet op til det Kaspiske Hav. Ikke mindre end 65.000 km2 dækkede den oprindelig.

I 1953 udgik der en besked fra den kommunistiske centraladministration, som dengang hvilede tungt i Moskva bag Kremls tykke mure: Der skulle dyrkes bomuld i den afsides beliggende, ludfattige og knastørre ørkenrepublik Turkmenistan.

– Men hvor skulle vandet komme fra? Jo, det skulle naturligvis tages fra floden Amu-Darja, som tømmer sit ferske vand ud i den sydlige del af Aralsøen. Derfor gik russiske straffefanger i gang med at anlægge verdenshistoriens længste kunstvandingskanal, der fik navnet “Kara-Kum”. 1.200 km lang blev den.

– En imponerende ingeniørmæssig bedrift, lød det stolt fra centraladministrationen i Moskva.

– En af verdenshistoriens hidtil største økologiske katastrofer, lyder det i dag samstemmende fra videnskabsfolk og miljøorganisationer.

1.200 km kunstig kanal

Kara-Kum kanalen, som starter sit løb små 2.000 km syd for Aralsøen, dræner Amu-Darja floden for vand, som ellers ville være endt i Aral. I dag modtager søen således kun en sjettedel af det vand, den oprindelig fik. Resten går til kunstvanding af bomuldsmarker i Turkmenistan.

Resultatet er blevet det uundgåelige, at Aralsøen langsomt, men sikkert tørrer ud. I 1960 havde søen således et vandvolumen på omkring 1.090 kubikkilometer. I dag er det helt nede på 270 kubikkilometer.

Forandringen er meget let at se på satellitfotos. Aralsøens overflade er nemlig mere end halveret i løbet af de sidste 30 år – fra oprindeligt 65.000 kvadratkilometer til i dag beskedne 30.000 kvadratkilometer.

Men ikke nok med det. Fra den udtørrede søbund fyger det med salt og pesticid-rester, som tilledes søen fra omkringliggende landbrugsområder. Søen er ved at forsvinde og med den fordums fiskemuligheder for lokalbefolkningen. Som nu endda må trækkes med diverse kræft- og luftvejssygdomme.

Det øgede saltindhold i vandet gjorde, at mange af søens ferskvandsfisk ikke længere kunne trives i det. Derfor forsøgte man sig i 1976 med udsætning af forskellige saltvandfisk, hvoraf vor hjemlige skrubbe klarer sig ganske godt i de saltere omgivelser og nu danner rammen om et nyudviklet fiskeri – med bistand fra Danmark. Hjælpen gjort det muligt at genskabe en stor del af søens fiskebestand. Fra at være helt udslettet har fiskeriet på søen i dag nået en årlig fangstmængde på 2-3.000 tons.

Hertil hjalp også, at lokale fiskere – med hjælp fra Landsforeningen Levende Hav – undervisning i brug af moderne fiskeredskaber og fiskemetoder. Et felt, hvor danske fiskere traditionelt står meget stærkt. Så stærkt, at vi har formået at overfiske flere af vore egne fiskebestande

Aralsøen genopstår af asken

Som en anden Fugl Fønix. Efter mere end ti års kamp kan den nye og til dels genoplivede Aral-sø nu tages i øjesyn.

Den danske Landsforening Levende Hav grundlagde i 1996, med støtte fra DANIDA, et projekt, der skulle sørge for et rigt fiskeliv til søen, og de seneste fem år har de kasakhstanske myndigheder med støtte fra Verdensbanken arbejdet på at genoprette den nordlige del af Aralsøen ved at udbedre kanalsystemer og reservoirer og dermed stabilisere vandtilførslen til søen.

Formålet har naturligvis været at genskabe en stor del af den ferske tilstrømning, som Aralsøen blev berøvet for med anlæggelsen af Kara-Kum kanalen. Succesen fejredes af blandt andre den kasakhstanske premierminister Karim Masimov og præsidenten for Verdensbanken, Bob Zoellick. Den danske projektleder Kurt Bertelsen Christensen sagde i den forbindelse:

“Dengang var der ingen, der troede på muligheden for den udvikling, vi har været en del af de sidste tretten år. Men det gjorde vi, og det gjorde vores partner Aral Tenizi. Vi kan nu trække os tilbage med god samvittighed. Vi mener, at udviklingen er i gode hænder, og selvom der stadig et stykke vej at gå, før fiskerne helt kan klare sig selv, er det tydeligt at alle niveauer i dag er meget stærkere.”

“Det er ubegribeligt, at vi skulle opleve denne dag. Jeg var kun en lille dreng, da søen forsvandt, og det blev en del af vores identitet, at vi havde mistet den. Nu er vandet snart tilbage ved min landsby Karateren, og vi fisker igen på Aralsøen,” sagde formanden for den kasakhiske miljø- og fiskeriforening Aral Tenizi, fiskeren Batyrkhan Prikeev.

Men feje for egen dør først?

Det er jo skønt, at vi på den måde kan hjælpe andre nationer med at afbøde virkningerne af tidligere kolonimagters fatale fejltagelser. Men trist, at vi nu selv – 35 år efter vedtagelsen af verdens første miljølov – må leve med gentagne reprimander fra EU, som ikke finder, at vi lever op til ellers vedtagne fælles målsætninger.

Trist, det højt besungne danske landbrug fortsat får lov til at svine land og vand til med enorme gyllemængder fra en gigantisk svineproduktion, som ikke ser ud til at stoppe sin vækst. Med konsekvenser for miljøet, som vi slet ikke har set toppen af endnu.

Og decideret deprimerende, at Danmark nu er havnet helt nede som nummer 26 på den europæiske rangliste over, hvem og hvor meget vi gør for miljøet. Flovt for et land, som ellers i mange år har brystet sig af at være ledende på netop det område.

Det kan vi kun takke for nuværende Venstre-regering for. Eller rettere: Dem, der valgte den ind i sin tid og sågar genvalgte den…