Tag-arkiv: Miljøstyrelsen

“KOMBI” projektet

Økologi er læren om forholdet mellem levende organismer og det miljø, de lever i. Om, hvordan levende og dødt interagerer med hinanden. Hvordan organismer nedbrydes og genopstår i helt nye former.

Langt tilbage i tiderne har mennesket tænkt økologisk – også før dette begreb overhovedet var opfundet eller defineret. Man tænkte over, hvordan man kunne kombinere opdræt af forskellige organismer, så enkelte arter kunne udnytte resterne fra andre arter. 

Et af de bedst kendte eksempler stammer fra Asien. Her dyrkede man karper på de oversvømmede rismarker, som blev gødet af de høns, man havde gående inde på land. Enkelt, men ganske effektivt. Og livsvigtigt for ikke mindst Kinas allerede dengang meget store og støt voksende befolkning, der jo skulle brødfødes.

Sådanne kombi-opdræt har man siden forsøgt sig med mange steder. Nu ikke nødvendigvis længere for at skaffe sig det daglige brød som i Kina. Nu oftere med øje på en mere industriel produktion af fisk, skaldyr og tangplanter. Samt en mulig vandrensning. Og altid med statsstøtte, for ellers er det slet ikke økonomisk rentabelt.

Et af de bedst kendte eksempler fra Danmark var et stort opsat og GUDP-støttet kombi-opdræt ved Horsens Fjord. GUDP står for “Grønt Udviklings- og Demonstrations Program” og finansieres af landbrugsmidler. 

GUDP-midler fra landbruget

GUDP støtter projekter, som på én gang fremmer grøn og økonomisk bæredygtighed inden for landbrug, fiskeri, akvakultur og fødevareindustri, og som samtidig løser nogle af de klima- og miljøproblemer, fødevareerhvervene står overfor.

Kombi-projektet blev i 2011 af Miljøstyrelsen selv beskrevet således:


“Hjarnø Havbrug har i samarbejde med bl.a. Dansk Akvakultur og forskere fra Danmarks Teknologiske Universitet (DTU) fået støtte til et projekt, der gennem kombinationsopdræt af fisk, muslinger og tang vil sikre bedre vandmiljø og en større rentabilitet i produktionen.

Et af de store problemer ved fiskeopdræt er, at der tabes næringsstoffer til det omgivende miljø, når tusindvis af fisk går tæt og bliver fodret i forbindelse med produktionen. Ved samtidigt at dyrke tang og muslinger ved siden af havbruget, opsamles de tabte næringssalte, og næringssaltene bliver på den måde til nye sunde råvarer i stedet for at være en miljøbelastning.

Derfor vil Hjarnø Havbrug sammen med bl.a. tangdyrkere og forskere fra DTU udvikle metoder til storskala kombinationsopdræt muslinger og tang, der er både økonomisk og miljømæssigt bæredygtige.

Målet er at udvikle en måde at opdrætte fisk, muslinger og tang i samme område, så man udnytter kvælstofkredsløbet. Muslingerne og tangen lever nemlig af næringsstoffer fra fiskeproduktionen, der bl.a. indeholder kvælstof. Ved at genbruge næringsstofferne fra fiskeproduktionen vil havbruget både kunne tjene flere penge og samtidig sikre et bedre vandmiljø.

Kvælstofneutral udvidelse af produktionen

Hjarnø Havbrug vil konkret udvikle storskala opdræt af muslinger og tang til en kvælstofneutral udvidelse af havbrugsproduktionen. Det særlige kombinationsopdræt vil både give en forøget fiskeproduktion og en betydelig produktion af tang og muslinger til forbrugerne og videre forarbejdning til foder til dyr.

Produktionen skal optimeres med henblik på at opsamle næringssalte og samtidig producere attraktive råvarer til forbrugerne og til foderindustrien der i stigende grad mangler sunde, marine råvarer. Som f.eks. proteiner og de værdifulde omega 3-fedtstoffer. 

Projektet er opdelt i fire aktiviteter:

• Udvikling af driftsmetoder for kombinationsopdræt

• Optimering af produktion af såliner til muslinger

• Forædling af sukkertang samt optimering af dyrkning og høsttidspunkt

• Analyse af potentialet af tang og muslinger som råvarer for foderindustri og konsum 

Projektet er et samspil mellem private og offentlige virksomheder og har deltagelse af aktører inden for både havbrugs-, tang- og muslingeproduktion, foderindustrien, rådgivere og forskningsinstitutioner.

Kombinationsopdræt forventes at kunne muliggøre en femdobling af havbrugsproduktionen i Danmark uden at belaste vandmiljøet med yderligere kvælstof. Det er afgørende for at sikre havbrugenes internationale konkurrencedygtighed og for at kunne øge eksporten.

Fakta

Projekt titel: KOMBI-opdræt: Kombinationsopdræt af havbrugfisk, tang, muslinger til foder og konsum

Projektdeltagere: Hjarnø Havbrug, Dansk Akvakultur, Orbicon, Blue Food, DTU Miljø, TripleNine 999 og Dansk Hydraulisk Institut.

Projektperiode: December 2011- april 2015

Bevilget beløb: 8.917.842 kr.

Kontaktperson: Lisbeth Jess Plesner, Dansk Akvakultur, tlf.: 2282 8702

E-mail: lisbeth@danskakvakultur.dk


Citat slut. 

Såvidt de flotte ord og gode intentioner fra projektstarten i 2011. 

“En femdobling af havbrugsproduktionen i Danmark uden at belaste vandmiljøet med yderligere kvælstof”

Det lyder jo rigtig godt – ja, næsten for godt til også at være sandt. En sådan unik mulighed bør naturligvis undersøges.


De syv projektdeltagere

Hjarnø Havbrug: Grundlagt af faderen Alfred Petersen og siden ført videre af sønnen Anders Petersen. Base i Snaptun havn, hvor man har arbejdet med fisk og havbrug siden 1952. Efter politianmeldelse i 2019 blev firmaet overdraget til hustruen. Den tidligere ejer har nu selv etableret muslingefirmaet “The Mussel Company” i Limfjorden.

Dansk Akvakultur: En forening, hvis medlemmer repræsenterer en bred vifte af interessenter fra hele opdrætsprocessen fra vand til bord – det være sig fisk, skaldyr eller andet. På blot 12 år er antallet af akvakulturanlæg i Danmark faldet fra 347 til 203 anlæg. Alligevel er produktionen steget med 30 procent, fortæller foreningen.

Orbicon: Hedeselskabets tidligere konsulentvirksomhed, som i mellemtiden er blevet solgt fra til canadiske WSP. Orbicon har i de senere år beskæftiget sig meget med netop havbrug og muslingefarme. Tidligere har Orbicon beskæftiget sig blandt andet med retablering af vandløb, som Hedeselskabet havde reguleret og afvandet.

Blue Food: Med egne ord Danmarks eneste virksomhed, som med base i Nykøbing på Mors dyrker tang – som samtidig med egne ord er markedsførende på selvsamme område i hele Europa. Blue Food arbejder med forarbejdning og konservering af fisk, skaldyr og bløddyr – fiskemel dog undtaget, påpeger firmaet selv.

DTU Miljø: DTU Miljø er en af de største universitetsenheder i Europa. DTU Miljø har primært fokus på vand, miljøteknologi og bæredygtighed. Instituttet arbejder på at “udvikle nye miljøvenlige og bæredygtige teknologier på miljøområdet og på at formidle denne viden til samfundet og nye generationer af ingeniører.”

TripleNine 999: En fiskerejet fiskemels- og fiskeolieproducent med base i Esbjerg. Med egne ord en af verdens førende producenter og leverandører af fiskemel, fiskeolie samt diesel til fiskerierhvervet. TripleNine Group har produktionsanlæg i Danmark (Thyborøn), Norge (Langevåg) og Chile (Lota). Samt aktiviteter i Asien og Afrika.

Dansk Hydraulisk Institut: DHI var firmaet, der i Esben Lunde Larsens (V) tid som miljøminister udpegede egnede lokaliteter i Kattegat til nye forurenende havbrug. Det var også DHI, der efterfølgende frikendte landbruget for at have skadet vandmiljøet i Lillebælt efter et 3.000 tons stort gødningsudslip fra havnebranden i Fredericia.


En uvildig vurdering

Kombi-projektet afsluttedes i 2015 med en rapport, hvor deltagerne på 146 sider sammenfattede, hvad der var kommet ud af de knap 9 millioner tilskudskroner, man havde modtaget fra GUDP. 

Det GUDP-finansierede Kombi-projekt var imidlertid ikke endeligt afsluttet. 

Konsulentfirmaet Cowi udarbejdede derfor i 2018 en uvildig vurdering af de indhøstede resultater fra Kombi-projektet ved Horsens Fjord. Det gjorde man med baggrund i materiale fremsendt af Hjarnø Havbrug A/S til Hedensted Kommune i august 2018. Blandt Cowi’s konklusioner var følgende:

  • Kompensationsopdræt af muslinger og tang kan ganske rigtigt fjerne N og P fra vandmiljøet via indbygning i biomasse.
  • Men kompensationsbiomassen skal høstes fra vandområdet for at sikre den ønskede N og P-reducerende effekt. Det var kun sket i begrænset omfang – kun et enkelt af de fire år.
  • Der er ikke fremlagt dokumentation for, at genudsætning af muslinger i nærområdet har nogen kompensationseffekt, for så vidt angår N og P.
  • Tangdyrkningen har et meget begrænset omfang.
  • Edderfugle fouragerer på muslinger i området.

Til det sidste er kun at sige, at edderfuglene jo nødvendigvis må søge føde i områdets muslingefarme – når nu et intensivt muslingeskrab i blandt andet lokale Natura 2000-områder har taget deres naturlige føde fra dem. 

Politianmeldelsen 

Året efter, i 2019, faldt tæppet så endeligt. En af Kombi-projektets hovedaktører og tovholdere, Hjarnø Havbrug, blev da politianmeldt for at have overskredet sin forureningstilladelse med op til fire gange. Det var atter COWI, som gjorde regnskabet op – denne gang baseret på foderforbruget, der i åbne havbrug uden mulighed for rensning af spildevandet er direkte proportionalt med forureningen. 

Endnu et år senere, i 2020, kom så polititiltalen mod Hjarnø Havbrug og kravet om konfiskation af den ulovlige fortjeneste opgjort til 190 millioner kroner. Samt krav om fængselsstraf til ejeren af Hjarnø Havbrug.

Hjarnø Havbrug var jo omdrejningspunkt i hele Kombi-projektet, som lovede “en femdobling af havbrugsproduktionen i Danmark uden at belaste vandmiljøet med yderligere kvælstof”. Blandt andet ved at dyrke muslinger og tang som kompenserende virkemidler, der skulle optage overskydende kvælstof fra det forurenende fiskeopdræt.

Nu ved vi så, at ingen af planerne blev opfyldt. Tangproduktionen var minimal, og der blev ifølge Cowi kun høstet en begrænset mængde muslinger et enkelt af de fire projektår. Vi ved også, at Hjarnø Havbrug i stedet brugte lejligheden til øge sin egen produktion, forurening og indtjening. Langt ud over virksomhedens miljøtilladelse.

I det samlede billede er det således tvivlsomt, om projektets indhøstede resultater kan bruges til ret meget – når nu forudsætningerne viser sig slet ikke at holde. Og de knap 9 millioner GUDP-kroner i så fald blot har været erhvervsstøtte til de ovennævnte syv virksomheder.

Man kan også let forestille sig, at den voldsomt øgede og ulovlige produktion af fisk i netop dette område har beriget farvandet så meget med næringssalte, at det udløste den katastrofale og dødbringende opblomstring af Chatonella-alger i julen 2019.

Det sker nemlig ikke uden ekstraordinært mange næringssalte.

© 2020 Steen Ulnits


– Årets Julegave?

77 ringbind med originale dokumenter fra Hjarnø Havbrug er i mellemtiden sporløst forsvundet fra Sydøstjyllands Politis varetægt. Politiet aner ikke, hvor de er blevet af, siger de. Men væk er de.

Det er uhyre bekvemt for Hjarnø Havbrugs forsvarere, der nu kræver sagen aflyst. De 11 ringbind, som både forsvarer og anklager stadig råder over, er kopier med uddrag af de oprindelige 77.

Men da dette materiale jo er ufældstændigt, og da de manglende ringbind jo kan rumme oplysninger, der kunne komme anklagede til gode, forlanger forsvaret nu sagen aflyst. 

Forsvaret har derfor anket byrettens dom om fortsættelse af sagen til landsretten. I værste fald – i hvert fald for vandmiljøet – slipper Anders Petersen for videre tiltale.

Han kan da tage hjem til Hjarnø igen – til hustruen, der i mellemtiden har overtaget ejerskabet – med samtlige de 190 millioner sikkert på familiekontoen.

I så fald har det danske retsvæsen spillet totalt fallit, og politiet må da diske op med en rigtig god forklaring. Bedre end den nuværende, der jo mangler helt.

Sagen har ingen fortilfælde. Det er aldrig tidligere sket, at politiet har sat så meget bevismateriale over styr i én enkelt sag. 

Vi venter spændt på landsrettens afgørelse, der jo kan blive årets julegave til Hjarnø Havbrug.

190 millioner kroner. Fra Sydøstjyllands Politi til Anders Petersen og frue.

Glædelig Jul…

“Et Satanisk Mesterværk”

Del & Hersk: Fødevare- og Miljøministeriet

Siden sammenlægningen i 2015 har Miljø- og Fødevareministeriet gennemgået et hav af ændringer, der har været til stor skade for dansk miljø og miljøforvaltning. 

Der har været mange fatale fejlskud, men der er en forklaring. Eller flere. Nogle dårligere end andre. Læs mere herom i denne opsamlende artikel – i en tid, hvor Danmark endelig og netop har fået sit selvstændige Miljøministerium med en selvstændig miljøminister tilbage på banen.

Det Danmark, der tilbage i 1973 kunne bryste sig af at have verdens første miljølov. Hvilket vi berettiget var meget stolte af. Siden er det som bekendt gået gevaldigt tilbage på mange områder – med EU’s Vandrammedirektiv og dets krav til vandmiljøet bankende på døren om ganske få år.

Miljøministeriet og Fødevareministeriet blev lagt sammen i forbindelse med regeringsdannelsen i juni 2015, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) blev statsminister. Det medførte et nyt, stort og samlet ministerium på næsten 5.000 årsværk. 

Inden da havde Venstres to Rasmussen’er, Anders Fogh og Lars Løkke, gennemført “et satanisk mesterværk”, som C.V. Jørgensen måske ville have kaldt det:

Nedlukningen af landets amter, der indtil 2007 havde indsamlet og administreret miljødata fra hele landet. Disse data blev nu spredt for alle vinde – de medarbejdere, som havde indsamlet og bearbejdet dem, ligeledes.

Dette var yderst bekvemt – ikke mindst for landbruget. For nu havde man ikke længere noget at sammenligne med, når man lavede nye tiltag. Nu kunne man stort set påstå hvad som helst.

Mangelen på sammenligningsgrundlag sås og ses tydeligt på eksempelvis Mariager Fjord, der afgik ved døden i 1997. Kvalt primært af tilledningen fra det omkringliggende landbrug. Dengang konkluderede det daværende Nordjyllands Amt, at landbruget stod for ikke mindre end 77% af kvælstof-tilledningen til fjorden.

Nu, snart et kvart århundrede senere, er der investeret millioner i bedre rensning af spildevandet fra byerne ved fjorden. Og man har nedlagt de forurenende dambrug, der tidligere tilførte fjorden store mængder kvælstof via tilløb som Villestrup og Kastbjerg Åer. Fjorden er herved sparet for mange tons kvælstof og fosfor.

– Men hvad har landbruget gjort for at reducere deres udledninger sammenlignet med dengang? Ingen aner det, for man har intet reelt materiale at sammenligne med fra tidligere – takket være nedlæggelsen af amterne og den efterfølgende manglende monitering af forholdene.

I forbindelse med sammenlægningen af Fødevareministeriet og Miljøministeriet sagde man også farvel til medarbejdere, der blev flyttet til andre ministerier. Blandt andet flyttede Geodatastyrelsen til Energiministeriet. Og hele ansvaret for Planloven blev flyttet til Erhvervsministeriet.

Den nye borgerlige regering var gået til valg på at udflytte statslige arbejdspladser, og man leverede virkelig på dette løfte. Det ramte allerede samme efterår det nyoprettede fællesministerium, hvor regeringen besluttede, at lige præcis 666 arbejdspladser skulle flyttes fra Miljø- og Fødevareministeriet. 

“The Number of the Beast”

Tallet 666 er “The Number of the Beast”, hvis nogen skulle nikke genkendende til netop “666”. Et bibelsk tal, der her og set i bakspejlet fik en nærmest symbolsk betydning. Et specifikt tal, som måske, måske ikke var et bevidst valg fra regeringen. Det ligner i hvert fald en tanke – set i bakspejlet – at man lige præcis ramte dette tal. I hvert fald hvis man er konspirationsteoretiker.

Den varslede udflytningsplan medførte nemlig, at dele af Landbrugsstyrelsen (dengang benævnt “NaturErhvervstyrelsen”) og Miljøstyrelsen rykkede ud i hovedlandet – væk fra hovedstaden. 

Naturstyrelsen blev splittet i to, hvoraf den ene del flyttede til idylliske Randbøldal i Østjylland. Den anden del fik et nyt og noget kompliceret navn, nemlig “Styrelsen for Vand og Naturforvaltning” – i folkemunde hurtigt omdøbt til det mere mundrette “Svana”.

Samtidig måtte ministeriet afgive flere embedsmænd til andre ministerier. Alle klagenævn blev nu samlet i Nævnenes Hus i Viborg og underlagt Erhvervsministeriet.

De ansatte, der var flyttet med fra hovedstad til hovedland, havde det ikke nemt, mens flyttekasserne blev pakket inde på stenbroen og siden pakket ud igen Viborg. Langt fra alle flyttede med mod vest, og mange års erfaring med klagesager gik tabt sammen med de mistede medarbejdere.

Og blot halvandet år senere – primo 2017 – barslede den borgerlige regering så med endnu flere ændringer i fællesministeriet. Seks styrelser blev reduceret til fire, og Kystdirektoratet blev lagt ind under Naturstyrelsen. Svana led en hurtig død, og dens aktiviteter blev lagt ind under Miljøstyrelsen.

Men omvæltningernes tid var ikke forbi. Blot et par måneder senere blev knap 50 årsværk flyttet fra Miljøstyrelsen og ind til departementet.

Og i august 2017 medførte en voldsom politisk uoverensstemmelse mellem miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, at fiskeriområdet med godt 250 årsværk blev fjernet fra Esben Lunde og flyttet til Udenrigsministeriet. 

Dansen om Kvotekongerne

Den officielle forklaring var ganske vist det forestående Brexit, hvor det omfattende danske fiskeri i britisk farvand måtte formodes at blive et rent udenrigspolitisk anliggende. Når og hvis Storbritannien trådte ud af EU, hvilket de som bekendt gjorde. 

Den nok egentlige forklaring var massiv utilfredshed med Esben Lunde Larsen og dennes håndtering af en folketingsbeslutning om, at der skulle mere styr på fiskekvoter og de såkaldte “kvotekonger”. De stenrige storfiskere, som ikke mindst statsminister Løkke havde et meget nært forhold til.

Han kendte dem ganske vist overhovedet ikke, når dagspressen spurgte til dem. Men spiste alligevel  torsk sammen med dem, fik store økonomiske tilskud fra dem og lånte deres private sommerhus.

Esben Lunde Larsen formåede ikke skabe ordnede forhold omkring kvoter og kvotekonger. Han blev derfor degraderet til ikke længere at være fiskeriminister. Læs meget mere om sagen i artiklen “Kvoter, kroner, konger og koner“.

Fiskeristyrelsen fik efterfølgende en ny og denne gang kvindelig direktør, som skulle rette op på forholdene. I stillingsopslaget måtte ministeriet skrive, at den nye direktør skulle arbejde for “udvikling af en ny kultur, hvor fokus er på administration inden for lovgivningens rammer”. En større indrømmelse af, at dette havde man ikke gjort hidtil, kunne vel næppe være formuleret.

Nye tider i styrelsen

For så langt ude var Fiskeristyrelsen dengang – med beslutninger og aktiviteter, der ikke altid blot var på kanten af loven. Men som ofte medførte decideret misligeholdelse af gældende love og bestemmelser. Flere tidligere og nuværende medarbejdere har efterfølgende berettet om, at vennetjenester var et udbredt fænomen inden for Fiskeristyrelsen.

Et halvt år senere havde Miljøstyrelsens medarbejdere i København knapt nået at vænne sig til tanken om fusionen med Svana. Man var godt i gang med at renovere styrelsens gamle bygning, da en ny bombe pludselig sprang under den omstillingsramte styrelse: Miljøstyrelsen skulle nu helt ud af hovedstaden!

Det blev regeringens største triumf, da anden udflytning af statslige arbejdspladser i januar 2018 var en realitet. 440 årsværk flyttede da til Odense, langt væk fra indflydelse i ministeriet. Mens 150 andre årsværk blev flyttet ind til departementet – helt tæt på ministeren. Der skete en klar selektion af staben her.

Langt fra alle medarbejdere forlod stenbroen til fordel for Fyns land. Nogle gik på tidlig pension eller fandt andet arbejde. Resultatet var uundgåeligt: Endnu en faglig forarmelse af Miljøstyrelsen.

Det nye fællesministerium agerede tydeligvis mere som et erhvervsministerium end som et miljøministerium. I hvert fald kom miljøet altid i anden række, hvis det overhovedet kom med.


Skandalerne

Dette sås nok tydeligst, da regeringen med Esben Lunde Larsen (V) i spidsen i 2016 søgte at kuppe nye forurenende havbrug igennem i Kattegat.

Dette som del af en ny Landbrugspakke, der ville sikre landbruget retten til et større gødningsforbrug. Og dette på trods af EU’s Vandrammedirektiv fra 2000, der inden 2028 skulle sikre en “god økologisk tilstand” overalt i vandmiljøet.

Til lejligheden og i nært samarbejde med diverse private virksomheder opfandt regeringen de “kompenserende muslinger”, der skulle rense op efter det forurenende fiskeopdræt. Opdrættet foregik nemlig i åbne netbure, der lukkede al forurening urenset og direkte ud i Kattegat.

Muslingerne skulle i teorien filtrere det forurenede vand fra havbrugene og indbygge de tilførte næringsstoffer i deres kød, som så siden kunne høstes og de skadelige næringsstoffer dermed fjernes fra vandmiljøet.

I teorien ville man kunne øge produktionen af fisk ubegrænset, hvis blot man dyrkede tilsvarende mange muslinger.

Dette koncept var nærmest en vækkelse i branchen. “Miljø-muslinger” blev det nye mantra. Det nye Sesam, der åbnede dørene til en ubegrænset fiskeproduktion i nye havbrug, der blot ville blive flere og flere. Og millionstore tilskud fra ikke mindst GUDP-midlerne.

Kombi-projektet

Det var og forblev imidlertid en våd ønskedrøm. Et skønmaleri, der ikke havde rod i virkeligheden. Et koncept, der overhovedet ikke var hverken testet eller dokumenteret effektivt. Snarere tværtimod. Men dette blev holdt godt skjult, da muslingerne jo skulle bruges som skalkeskjul for at øge produktionen af fisk.

Læs gerne artiklen om det fallerede “Kombi-projekt“. Det kostede skatteyderne små 9 millioner kroner i kamufleret erhvervsstøtte. Og en af deltagerne en politianmeldelse med krav om konfiskation af 190 millioner ulovligt tjente kroner.

Drømmen var ellers, at Kombi-projektet skulle kunne 5-doble produktionen af fisk – uden en øget udledning af næringsstoffer til vandmiljøet. At træerne her ville vokse helt ind i himlen. Et moderne Babelstårn.

Utroligt, at nogen troede på dette fantasifulde projekt, men det gjorde selveste Miljøstyrelsen under Esben Lunde Larsen. Fuldt og fast. Læs selv artiklen.

De “kompenserende  muslinger” fra fiskeopdrættet blev siden omdøbt til først “miljø-muslinger”, der nu skulle rense op efter landbruget og den øgede forurening fra Landbrugspakken. Og senest internt omdøbt af selveste miljø-ministeren til “trylle-muslinger”, fordi de jo kunne trylle en hvilken som helst forurening væk. Bare sådan lige med et fingerknips.

Det er sådanne “trylle-muslinger”, som Fiskeristyrelsen rundhåndet har givet tilladelse til placering og dyrkning af i ikke mindst Limfjorden. Til gamle bekendte i erhvervet. Og til stor skade for miljøet i ikke mindst lukkede fjordområder. Uden at styrelsen selv kerede sig det mindste om konsekvenserne for det lokale vandmiljø. Miljøet var jo ikke deres bord, og det anede de derfor intet om.

Muslingerne renser jo vandet – troede man dengang. Eller ønskede at tro. I dag ved vi, at muslinger forurener kraftigt, hvor farmene ligger. At de påfører en lokal forurening, som ikke var der tidligere. En ny forurening, som EU’s Vandrammedirektiv næppe accepterer.

De døde sild

Cheminova på Harboøre Tange har i mange år været en varm kartoffel, som både nationale og lokale myndigheder længe har søgt at nedtone. I foråret 2020 drev pludselig store mængder døde sild ind på stranden i Nissum Bredning. Dødsårsag ukendt. 

Miljøstyrelsen var dog hurtigt ude med en god (bort)forklaring: Det var giftige japanske alger, som havde slået sildene ihjel. Et naturligt fænomen, som hang sammen med vandtemperaturen, der havde været ekstraordinært høj for årstiden.

Efterfølgende aktindsigter viste imidlertid, at der enten slet ikke var udtaget prøver. Eller at prøverne slet ikke viste giftige alger.

Frygten var naturligvis, at der var lækket gift ud fra Cheminova. Og det skulle i så fald holdes skjult for næsten enhver pris. For hvis det var tilfældet, ville det være slut med både muslinger og østers i denne del af Limfjorden. Til stor potentiel økonomisk skade for skaldyrsindustrien her og på Mors.

Lokale beboere havde indsamlet prøver af de døde sild, som blev frosset ned og senere indleveret til undersøgelse hos Miljøstyrelsen. Af uransagelige årsager nåede disse sild imidlertid at fordærve så meget, at de ikke længere kunne analyseres. Yderst bekvemt og meget belejligt.

De begravede mink

Senest har vi så set en nærmest farceagtig håndtering af Covid-19 minkskandalen, hvor den ene hånd tilsyneladende ikke anede, hvad den anden foretog sig. Hvor der blev truffet panikagtige beslutninger uden lovmæssigt grundlag. Hvor man begravede i tusindvis hvis ikke millioner af aflivede mink i sandjorden alt for tæt på en sårbar badesø. Og farligt nær vigtigt drikkevand.

Reglerne var ellers klare nok: Der skulle være mindst 300 meters afstand til søen. Nu begravede man dem så blot 200 meter borte. Og nu kan man efterfølgende blive nødt til at grave dem op igen, så de ikke kan nå at forurene grundvandet og badesøen. Minkene var da allerede på vej op af egen drift – på grund af gasser i de rådnende kroppe.

Og for nylig kom det så frem, at Miljøstyrelsen i flere år har udstedt ulovlige dispensationer til vandværker landet over om indholdet af diverse giftstoffer i drikkevandet. Trods ellers fuldstændigt klokkeklare meldinger fra EU om, at dette var klart ulovligt.

Alligevel fortsatte ulovlighederne – primært til benefice for landbruget. Og i hvert fald ikke af uvidenhed. Bag disse ulovlige dispensationer stod den tidligere departementschef fra Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, som fulgte med over til Miljøministeriet, da dette igen blev selvstændigt. Her kunne man tilsyneladende godt bruge en mand, der ikke altid følger spillereglerne.

Og sådan kunne man fortsætte med flere andre eksempler, som enten skyldes hårrejsende inkompetence og uduelighed. Eller værre endnu: Fuldt bevidste forsøg på at dække over ubehagelige sandheder om miljøet.

Man kan også argumentere, at de massive nedskæringer og udflytninger gennem årene helt enkelt har reduceret Miljøstyrelsens evner til at handle korrekt og rettidigt. At dette har fjernet mandskab og reduceret fagligheden til et farligt lavt niveau. Vælg selv.


Konklusionen

De skiftende borgerlige regeringers målrettede nedskæring af miljøområdet og sammenlægning med Fødevareministeriet har haft en katastrofal effekt på såvel miljøet som forvaltningen af det. Lars Løkke Rasmussen (V) har flere gange pralet af den kendsgerning, at Danmark har været under borgerligt styre i de allerfleste seneste år.

Miljø- og Fødevareministeriet er et rigtig godt eksempel på, hvor galt det kan gå under et borgerligt styre, som helt bevidst har nedprioriteret miljøet til fordel for landbrug og vandbrug. Med et absolut flertal kunne den seneste borgerlige regering uden videre stemme egne forslag igennem til stor skade for miljøet. Kun EU kunne i sidste ende bremse ødelæggelserne.

Gennem flere års konsekvent nedskæring og udflytning af medarbejderne i ikke mindst Miljøstyrelsen er det lykkedes at forarme styrelsen så meget rent fagligt og mandskabsmæssigt, at den ikke har kunnet leve op til forudsætningerne for en sober og saglig miljøforvaltning.

Eksempelvis råder Miljøstyrelsen tilsyneladende ikke selv over den fornødne kompetence til en habitatvurdering af ulovlige havbrug.

I stedet har man måttet lade Dansk Hydraulisk Institut (DHI) foretage denne vurdering – blandt andet af havbrug, som DHI selv tidligere har hjulpet til øget produktion og forurening af vandmiljøet. Det er vanskeligt at se logikken her. Og muligheden for en reelt uvildig vurdering. 

The Brain Drain

Pro-miljødelen har været sat effektivt ud af spillet, så miljømodstandere både indenfor og udenfor styrelsen har haft frit slag til at styre og skade miljøet. Flere pro-miljøfolk tog derfor tidligt deres gode tøj og forlod Miljøstyrelsen. En af dem offentliggjorde endda en lydoptagelse fra et internt møde med ministeren. Heraf fremgik blandt andet, at ministeren bestemt ikke brød sig om aktindsigter.

Den nuværende socialdemokratisk ledede regering har derfor en stor arbejdsopgave foran sig. Dels med at genskabe det miljøministerium, som var engang, samt den hedengangne tillid til det. Og dels med at genopbygge den ekspertise, der af egen drift eller under pres indefra forsvandt fra Miljøstyrelsen. Som tobaksrøg, for nu at blive i C.V. Jørgensens terminologi.

Vi har set, hvor galt det kunne gå for miljøet med Donald Trump som præsident i USA. Og vi har set, hvilket ødelæggelser Venstre-politikere som Anders Fogh, Lars Løkke, Eva Kjer og Esben Lunde har kunnet påføre det danske miljø og den danske natur. På ganske få år. I øvrigt næsten de samme år på begge sider af Atlanten.

Nuværende ansatte i Miljøstyrelsen fortæller uden for referat, at der internt stadig kæmpes med levn fra Esben Lunde Larsens tid som miljøminister. Med ansatte, høj som lav, der stadig sympatiserer med den borgerlige fortid, hvor de selv blev ansat. Ansatte, som derfor ikke af egen drift ønsker at gøre noget til gavn for miljøet. Det var jo ikke ligefrem det, de i sin tid blev ansat til.

Skiftende borgerlige regeringer har virkelig udført “et satanisk mesterværk” med deres mangeårige og minutiøst planlagte destruktion af dansk miljø og miljø-forvaltning. Som C.V. Jørgensen engang så malende formulerede det – blot i en helt anden kontekst.

Sådan ser det i hvert fald ud med denne biologs øjne. Fra planlægningen i Anders Fogh Rasmussens tid over Lars Løkke Rasmussens endelige demontering af det danske miljø.

Der er virkelig noget at rydde op efter. Hvis man altså overhovedet gider miljøet.


De skiftende ministre

Da regeringsmagten skiftede igen i 2019, skete der også ændringer i administrationen. Fiskeriet kom tilbage til ministeriet, og samtidig blev både Nordisk Samarbejde og Ligestilling en del af området. 

Fødevareminister Mogens Jensens (S) måtte i 2020 gå af grundet skandalen med de Covid-19 ramte mink og spredningen af en muteret virusform fra mink til mennesker. Han havde sovet i timen og handlet for sent.

Statsminister Mette Frederiksen besluttede i den ombæring, at det gamle Miljøministerium skulle genopstå som en selvstændig enhed med en selvstændig minister. Rasmus Prehn (S) blev ny fødevareminister, mens Lea Wermelin (S) forblev på posten som miljøminister – nu med et selvstændigt ministerium under sig.

Hun måtte dog overtage den gamle departementschef Henrik Studsgaard fra Fødevareministeriet. Det var ham, der bar en stor del af ansvaret for den katastrofale håndtering af minkskandalen og dermed Mogens Jensens afgang. Samme departementschef havde også stået på mål for misligholdelsen af EU’s krav til drikkevandet. Det skal blive interessant at følge hans fremtid i ministeriet.

Siden 2015 har det nu hedengangne fællesministerium haft hele fem ministre. I snit én om året. Det har tydeligvis ikke været nemt – hvis overhovedet muligt – at forene to så modstridende interesser som landbrug og miljø.

Under de seneste blå regeringer var først Eva Kjer Hansen (V) minister, siden efterfulgt af Esben Lunde Larsen (V) og Jakob Ellemann-Jensen (V). 

Dikteret af landbruget

Den sønderjyske landmand Eva Kjer Hansen lod sig være frivillig pennefører for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, der nærmest ordret dikterede hende indholdet af Landbrugspakken.

Den indeholdt så mange usandheder, at Rasmus Jarlov (K) ikke kunne stå inde for den. Eller ministeren, der præsenterede den. Eva Kjer måtte derfor gå af som minister. Nu senest har hun så valgt helt at forlade Folketinget.

Rasmus Jarlov selv fortsatte som menigt folketingsmedlem i det Konservative Folkeparti, indtil han i Lars Løkke Rasmussens nye flerparti-regering fik en effektiv miljø-mundkurv på: Han blev nemlig erhvervsminister med hvad dertil hører. Og siden hørte miljøet ikke mere til ham. 

Men de Konservative stemte efterfølgende alligevel for Landbrugspakken – vel vidende, at den ikke talte sandt, men blot var et skønmaleri, der ville medføre en øget udledning af næringsstoffer til vandmiljøet. Hvilket vi til fulde ser her ved indgangen til 2021.

Ret skal dog være ret. Først fyrede de Konservative Orla Østerby, som ellers havde været en varm, men imponerende uvidende fortaler for flere havbrug. Og senest stemte partiet så for den lov, der nu forbyder udvidelser af havbrug og brugen af “kompenserende” muslinger til hypotetisk fjernelse af forureningen fra dem.

Man har jo lov at blive klogere. Eller have et standpunkt, til man tager et nyt. Det gjorde jo også Socialdemokratiet, hvis fødevareminister Dan Jørgensen i 2014 selv havde lanceret planerne om et øget fiskeopdræt og derfor talt meget varmt for det.

Siden trak socialdemokraterne sig heldigvis og undsagde dermed klogeligt den borgerlige regering og dennes forurenende havbrugsplaner.

Miljøministeriet tilbage igen

Efter valget i 2019 besluttede Mette Frederiksen indtil videre at fastholde fællesskabet mellem landbrug og miljø, men hun indsatte dog to ministre: Mogens Jensen som fødevareminister og Lea Wermelin som miljøminister. Sikkert som et planlagt skaktræk, idet hun nok allerede dengang vidste, at der på et tidspunkt måtte et selvstændigt miljøministerium til. Igen. 

Man kan jo ikke have lagt land og navn til verdens første miljølov i 1973. Og så være et af de ganske få I-lande uden et selvstændigt ministerium for miljøet. I realiteten et regulært U-land. Derfor blev miljøet skilt fra fødevarerne og fik atter sit eget ministerium.

Tilsyneladende forestår der stadig et godt stykke arbejde med oprydning i den gamle Miljøstyrelse fra Esben Lunde Larsens tid.

Men Danmark var og er tilbage på miljøsporet!

Tekst: © 2020 Steen Ulnits

Fotos: © Folketinget



Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til Dagbladet Information, som gennem de sidste fem år har ydet en fortjenstfuld indsats for at holde styr på de mange styrelser og deres evigt skiftende tilhørsforhold.

Det har ikke været let at følge med.


Efterskrift:

Udsultningen af Miljøstyrelsen – efter flere år med borgerlige regeringer og uden et rigtigt Miljøministerium – er nu kommet så vidt, at Miljøstyrelsen selv kaster håndklædet i ringen.

Styrelsen melder nu klart ud, at man ikke længere har mandskab til at varetage de minimumskrav, som EU stiller. Fremtidige besparelser i det offentlige vil ramme sjældne dyre- og plantearter, som vi ellers har lovet at beskytte. Det frygter en række medarbejdere i Miljøstyrelsen:

– Hvis vi ikke har midler nok til at overvåge, hvor de beskyttede dyre- og plantearter befinder sig, er det sværere at lave den rette indsats for at beskytte dem, udtaler Tue Stenholm Jakobsen, biolog og tillidsrepræsentant ved Miljøstyrelsen Midtjylland.

Samtidig har Miljøstyrelsen måttet overlade den kommende habitatvurdering af forurenende danske havbrug til Dansk Hydraulisk Institut (DHI), da styrelsen ikke selv råder over den fornødne fagkundskab. Trods den kendsgerning, at netop DHI har rådgivet nogle af de samme havbrug i forbindelse med udvidelse af deres aktiviteter.

DHI’s faglige kundskaber ufortalt, så virker det ikke betryggende, at Miljøstyrelsen er nødt til at gribe til sådanne løsninger. Fordi man ikke selv råder over den fornødne ekspertise, der er sparet væk.

De døde sild i Limfjorden, som Miljøstyrelsen gik langt udenom, er et andet godt eksempel og beskrevet ovenfor.

28. marts 2021

Klar melding fra Lea Wermelin:


EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 trænger sig nu for alvor på: Med tre nye lovforslag vil miljøminister Lea Wermelin (S) derfor begrænse den fremtidige forurening fra danske havbrug.

En lun augustaften sidste år ringede telefonen. Lidt sent ganske vist, men det var nok vigtigt, så jeg tog den. I den anden ende af røret var en journalist fra Danmarks Radio. Han ville høre, om jeg med kort varsel kunne stille op ude på Djursland den følgende formiddag. Mandag den 26. august.

Da ville der ske noget spændende derude, som han bestemt troede, jeg ville være interesseret i. Men som han desværre ikke kunne komme nærmere ind på. Han havde nemlig fået mundkurv på af Miljøministeriet, der stod for arrangementet.

Det lød jo spændende, så jeg stillede naturligvis op. Man vil jo nødig gå glip af noget. Stedet var Jernhatten, hvor seneste medieevent var daværende miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, som ved den lejlighed indlemmede netop Jernhatten i regeringens nye Naturkanon.

Pludselig vrimlede den normalt ellers fredelige lokalitet med biler og mennesker. Vor nye miljøminister Lea Wermelin (S) var ankommet med sit følge, der blandt andet talte præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening og formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund. I parentes de to eneste interesseorganisationer, der er høringsberettiget i miljøsager.

Bekymring over havbrugssektoren

Bekymring over tilstanden i vandmiljøet havde fået miljøminister Lea Wermelin til at bremse de ellers påtænkte udvidelser af havbrugssektoren. I stedet skulle der satses på en bæredygtig udvikling af den danske akvakultursektor.

Danmark har nået grænsen for, hvor mange fisk der kan opdrættes på havet, uden det risikerer at gå ud over miljøet. Det var budskabet fra miljøminister Lea Wermelin, som derfor sagde stop til udvidelser af havbrugssektoren:



– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

– Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Miljøministeren havde besluttet ikke at udstede den bekendtgørelse, som skulle have udmøntet loven om kompenserende marine virkemidler (muslingeopdræt). Hun ønskede nu helt at fjerne bestemmelserne herom fra loven.

Ansøgninger om havbrugsproduktion vil fortsat skulle behandles efter gældende regler. Det vil sige uden mulighed for brug af kompenserende marine virkemidler såsom muslinger. Og det vil i praksis betyde, at den samlede havbrugsproduktion får svært ved at vokse. 

– Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt- og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

– Vandmiljøet har trænge kår flere steder, men med den rigtige teknologi kan der produceres flere fisk med mindre miljøbelastning. Det er den vej, vi skal gå, i stedet for at udvide havbrug med risiko for vandmiljøet.

En kolossal sejr for vandmiljøet 

Det var et flot kursskifte, efter at Socialdemokratiet ellers længe havde bakket op om Venstres planer om nye forurenende havbrug. Specielt måske med tanke på, at det var Lea Wermelins egen partifælle, Dan Jørgensen (S), der tilbage i 2014 selv havde lagt grunden til en udvidet akvakultur i Danmark.

Det var lige til en helflugter ind i det gabende tomme miljømål, som sammenlægningen af Miljøministeriet og Fødevareministeriet havde resulteret i. En mulighed, som Venstres Esben Lunde Larsen hurtigt så og forstod at udnytte. Men som altså blev lagt død af Lea Wermelin den 26. august 2019.



– Det er en kolossal sejr for demokratiet og de folkelige bevægelser, selv om det tager tid og kræver mange kræfter at gå op mod en regering og en lov, som med nye og store havbrug ville have forringet havmiljøet. Ikke kun ved Djurslands kyster, men også ved Samsø og Nordsjælland. 

Det sagde Nina Bjarup Vetter, primus motor i både Miljøforeningen BLAK og sammenslutningen ”Nej til havbrug”. Hun blev suppleret af Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der som lokal er mangeårig modstander af havbrug:

– Det er en stor dag for de mange mennesker, som længe har kæmpet mod flere havbrug. De har vundet i dag. Vi er glade for regeringens initiativ, men mener, at regeringen nu bør tage videre skridt for at rydde op på de skadelige virkninger af Venstre-regeringens landbrugspakke.

Søren Egge Rasmussen (Ø) tilføjede, at han allerede den 2. august havde spurgt den nye miljøminister Lea Wermelin (S), hvorvidt hun ville ophæve den omstridte lov L 111 om etableringen af nye havbrug. Det ville hun, forlød det senere.

Men der skete ikke rigtig noget, og mange frygtede derfor, at disse planer måske alligevel var droppet – af hensyn til den magtfulde havbrugsbranche.

Og så kom Coronaen jo også og lagde låg på det danske samfund – med nye hensyn til truede arbejdspladser.

Nye lovforslag præsenteret

Denne frygt er dog nu aflivet. Miljøminister Lea Wermelin har netop forelagt Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg ikke mindre end tre lovforslag, der vil gøre det vanskeligere for danske havbrug at fortsætte som planlagt. Og noget nær umuligt at udvide produktion og forurening, som jo hænger uløseligt sammen i åbne havbrug.

Miljøministeren holder nu, hvad hun tidligere har lovet. Det har som sagt taget tid, men nu ligger de lovede lovforslag klar. Det første har overskriften: “Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Ophævelse af bestemmelser om kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug)”.



Det skal ændre Lov 111, som den detroniserede miljøminister Esben Lunde Larsen (V) lige akkurat nåede at få gennem Folketinget, inden han selv tog Rejsen til Amerika, hvor han stadig befinder sig. Om alt går vel, skal Folketinget nu i gang med at annullere lov nr. 680 fra juni 2017.

Det såkaldte Lovkatalog, som Lea Wermelin præsenterede, skal også forhindre havbrugerne i at få større kvælstofkvoter til deres eksisterende produktion. Det skal ske med “Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Udtagning af kvælstofpulje til havbrug og reduktion af samlet kvælstofpulje til miljø‐ og ressourceeffektive dambrug)”. 

Lov nr. 467 af 14. maj 2018 skulle ellers have sikret havbrugerne tilladelse til yderligere forurening. Lea Wermelin vil til februar 2021 fremsætte et nyt lovforslag, der skal hindre dette. Det bakkes allerede nu op af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Hvis ellers disse partier ikke går helt i opløsning inden da.

Ny samlet kontrol med havbrugene

Lea Wermelin fremsætter også et lovforslag, der vil flytte miljøkontrollen med et antal kystnære havbrug over til Miljøstyrelsen. Indtil nu har det været kommunerne, der har haft ansvaret for de kystnære havbrug. Mens Miljøstyrelsen allerede nu har kontrollen med havbrug, der er placeret længere fra land end én sømil. Hvilket er 1,852 km.

Det første har havbrugerne ikke overraskende protesteret kraftigt mod. De har nemlig haft gode år med en mangelfuld eller helt manglende kontrol med deres drift og forurening. Men miljøminister Lea Wermelin er klar i spyttet: 

– Det giver ikke mening, at tilsynet med 19 havbrug er spredt ud på otte forskellige myndigheder, der hver især skal have eksperter på området. Her kan vi bruge kræfterne bedre. 

– Ved at samle miljø- og tilsynsmyndigheden i staten samles de faglige kompetencer, hvorved den mest hensigtsmæssige udnyttelse af viden om havbrugene sikres. Initiativet vil dermed også medvirke til at sikre et mere effektivt miljøtilsyn.



Miljøministeren har tydeligvis lyttet til Hedensteds borgmester, Kasper Glyngø (S), der siden sin tiltræden har kæmpet med at få styr på kommunens fem store og forurenende havbrug ved Lillebælt. Havbrug, som havde kronede dage under det tidligere Venstre-styre.

Man kunne også nemt forestille sig, at den massive forurening fra det højt profilerede  “Kombi-projekt” ved i Horsens Fjord kunne have være undgået, hvis der havde været blot et minimum af ekstern kontrol i de fire år, projektet løb. 

Man havde da kunnet spare de millioner GUDP-kroner, som projektet udløste i støtte til deltagerne.

Projektet skulle have muliggjort en forureningsfri 5-dobling af fiskeopdrættet. I stedet endte det med en politianmeldelse og krav om konfiskation af en fortjeneste på 190 millioner kroner. Penge, der ifølge politiet var tjent på udledning af fire gange så meget forurening som tilladt. Uden nogen form for kontrol.

Vi kan derfor kun hilse de nye lovforslag fra miljøminister Lea Wermelin velkommen. Dem har der været brug for længe.

Befriende, at Danmark igen har fået en miljøminister af gavn og ikke kun navn.

© 2020 Steen Ulnits

 

Limfjorden lider

Læserbrev til Nordjyske og Skive Folkeblad:


“Årsagen til sildenes død i marts og brislingens flugt fra området i april – og nu også døde østers i maj, har IKKE afsat i alger, virusser eller parasitter. De er ikke aktive i vinter og forårs månederne – de blomstrer om sommeren og gør ulykke i sensommeren og om efteråret.

Dette er aldrig sket før i Nissum Bredning og derfor er vi nødt til at kigge på noget andet i området, som ikke er sket før.

Det hele startede 14 dage efter, at Kystdirektoratet, Thyborøn Havn og Miljøstyrelsen var blevet færdige med at flytte/dumpe 30.000 m3 muligt forurenet sediment (sand) fra Sælhundeholme-løbet – forbi forureningen på Rønland – ned til en af Miljøstyrelsen og Kystdirektoratets fastsatte bypass områder, hvor det blev dumpet.

Dette område er kendetegnet ved, at det er et nyt område og, at være placeret i et Natura 2000 område og er en af de bedste østers/muslingefiskepladser i Nissum Bredning – hvilket også østersfiskerne opponerede mod i 2018/19, da det blev besluttet, at der måtte dumpes.

Både silden og brislingen er pelagiske (dvs. lever og flytter sig oppe i vandet) og er stime fisk, som vandrer i store stimer over store strækninger. Silden og brislingen er vinterfisk, som kommer i Nissum Bredning enten for at gyde eller vandre til andre steder i Limfjorden. Problemet ved de to sildefisk er, at deres rute er lige pladask gennem Sælhundeholme-løb og ned over bypass (dumpnings) området.

Fænomenet startede, efter min overbevisning, i vinteren 2020 i februar måned, da man var færdige med at dumpe sediment/sand fra sejlrende Sælhundeholme-løb, som går fra Thyborøn og ned forbi Rønland til Nissum Bredning.

Denne sejlrende har en spændende historie, da den flytter sig hvert år nogle meter sydpå – det vil sige den kommer nærmere og nærmer til det kraftigt forurenede område, hvor Cheminova deponerede deres kemiaffald i perioden 1962 – 1984.

Næsten alle ved at området fra sejlrenden, hen mod Rønland (ca. 500 m) er kraftig forurenet, man ved også at det kun var et spørgsmål om tid, før sejlrenden ville nå forureningen – eller omvendt. Men det snakker man ikke højt om.

Går vi tilbage til 2001 ifm. etableringen af de 8 møller som står på sydsiden af sejlrenden, kan man – hvis man kigger godt efter – finde de bekymrende tal omkring forureningen i området – men det snakker man heller ikke højt om. Man snakker egentlig ikke ret meget om Cheminovas gamle forureninger. Man gør som om det ikke eksisterer – man lukker kort sagt øjnene.

Da Miljøstyrelsen skulle give tilladelsen til dumpningen/bypass af det forurenede sand i Nissum Bredning oplystes de, at der ikke var nogen forurening i området og at sandet var at betragte som rent hav-sand.

Nu er det heller ikke nemt at sidde på et lummert kontor i Odense og se at Cheminova og dens forurening gennem 70 år, ligger kun få meter fra sejlrenden – og at området er dømt kraftig forurenet.

Området vi snakker om, er aldrig blevet undersøgt til bunds. Området ligger øst for svovldepoterne, som man ved siver ud til Limfjorden, men ingen ved med bestemthed, hvor langt det er nået i grundvandet.

Området er uden egentligt tilhørsforhold, men det er for nylig blevet Regionens opgave at varetage det. Det fungerer på sammen måde som ved depot for tungmetal forurenet havneslam, som ikke er matrikuleret og derfor ikke har nogen ejer og ansvarshaver.

Det er den forurenings vandring jeg er bange for har nået sejlrenden og når man så flytter sandet/sedimentet fra sejlrenden og smider det på en af de bedste fiskepladser i den vestlige del af Nissum Bredning, så vil konsekvensen blive at fisk, skaldyr og andre bløddyr dør i det område der dumpes på.

Kære politikere, Limfjords-fiskere, Miljøstyrelse, Fødevarekontrol, Kystdirektorat og Thyborøn Havn. Lad os få undersøgt området mellem Rønland, Sandø og Sælhundeholme-løb, så vi er sikre på, at I ikke ligger og flytter rund på de tungmetaller/kviksølv og pesticider, som man fandt i juni 2001.

Og undlad (stop) så med at dumpe mere sediment i det omtalte område, før vi er sikre på at sedimentet er rent.

Så glem jeres teorier om alger, virus og parasitter på denne årstid – de er først aktive i den vestlige del af Limfjorden, om sommeren og tidlig efterår – det burde I vide.  

Jeres teorier med alger, virus og parasitter er efterhånden brugt som undskyldning for døde fisk, fugle og bunddyr, i så mange år, omkring Rønland/Cheminova, at den er for gennemskuelig.”


Mvh. Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn


 

Karenia mikimotoi


Ny giftig alge i Limfjorden

Midt i marts måned kunne man i den lokale dagspresse læse, at døde sild i hundredvis eller måske tusindvis var drevet i land i Løgstør Bredning i den vestlige del af Limfjorden. Mistanken rettede sig straks mod de Chatonella-alger, der kort før jul – i december 2019 – tog livet af 600 tons høstklare havbrugsfisk i den ligeledes stærkt forurenede Horsens Fjord.

Mistanken viste sig siden ubegrundet. I stedet fandt Miljøstyrelsen en japansk alge, der viste sig at være den sandsynlige årsag til de ilanddrevne sild i Limfjorden. Furealgen Karenia mikimotoi er nemlig i denne vinter observeret i Limfjorden. Algen er giftig over for fisk og bunddyr, men ikke for mennesker.

I februar måned havde Miljøstyrelsen fundet algen, Karenia mikimotoi, i Limfjorden. Det er usædvanligt at finde algen så tidligt på året, da den normalt forsvinder om vinteren og først dukker op igen sidst på sommeren. Karenia er ikke kendt som nogen koldtvandsalge.

Algen blev observeret i sommeren 2019 især i området ved Løgstør Bredning, hvor den blomstrede kraftigt op i løbet af oktober. Masseopblomstringen varede ved i november og december, og også i februar 2020 blev der observeret relativt mange individer. Det er usædvanligt, at denne alge overvintrer, men det kan hænge sammen med den varme vinter.

Miljøstyrelsens har således i denne vinter målt de varmeste vandtemperaturer i overfladen i de over 30 år, man har foretaget målinger. Samtidig er der målt usædvanligt høj fluorescens og klorofylkoncentration i årets første måneder, hvilket indikerer en meget høj algeproduktion.

indvandrer fra Japan

Karenia mikimotoi blev første gang observeret i Japan i 1935. Den har siden spredt sig – givetvis via ballastvandet i internationale handelsskibe – til mange andre lokaliteter verden over, heriblandt østkysten af USA, Norge og den Engelske Kanal. Her har der været massive opblomstringer af “rødt tidevand” i 1978, 2005 og 2008, hvor denne alge har været involveret – med dræbte fisk og bunddyr til følge. 

Karenia mikimotoi er ikke observeret som giftig for mennesker. Alligevel anbefales det, at vinterbadere undlader at bade i områder med mange alger. Man bør heller ikke lade sin hund svømme i uklart og algefyldt vand. Algens giftstof er kendt for at kunne slå fisk og bunddyr ihjel, og algen har tidligere været årsag til fiskedød i Limfjorden.

Som alle andre alger er også Karenia helt afhængig af, at der er tilstrækkeligt med næringsstoffer til stede i vandet. Med den nuværende massive udledning af næringssalte fra landbrug og vandbrug har denne og andre alger aldrig haft bedre vækstbetingelser. Havvandet bliver stedse varmere, og vi må derfor regne med mange flere algeopblomstringer i den nærmeste fremtid. 

Bjarne Hansen, der er søn af den navnkundige Rav Aage fra Thyborøn, har imidlertid stillet spørgsmålstegn ved, om det nu også var Karenia-algen, der slog sildene ihjel. Om det blot var en bekvem (bort)forklaring fra myndighedernes side. Hvis nu årsagen i stedet var eksempelvis giftigt havneslam dumpet i området?

Bjarne Hansens skepsis over for den bekvemme algeforklaring skyldes solid mistillid til de lokale myndigheder og deres dækken over mange års tvivlsomme aktiviteter i forbindelse med Cheminova-giftfabrikken på Harboøre Tange. En historie, du kan læse meget mere om her.

Faktum er i hvert fald, at ingen kender den virkelige årsag til sildenes pludselige død i den vestlige del af Limfjorden. Ingen fisk er indtil videre blevet analyseret for mulige giftstoffer. For tænk nu, hvis Miljøstyrelsen fandt frem til en ubekvem sandhed, man var nødt til at tage stilling til og gøre noget ved:

An Inconvenient Truth”, som Al Gore kaldte det… 

Den mistillid kan man ikke fortænke Bjarne i. Den mistillid er vi mange, der deler. Og når man betænker, at der klappes (dumpes) potentielt farligt havneslam i sårbare Natura 2000 områder, som den danske stat selv har udpeget og efterfølgende forpligtet sig til at beskytte, så forstår man ham endda rigtig godt.

Det hænger ikke sammen på nogen mulig måde. Det er rigtig dansk, og det er rigtig dumt.

Men også uhyre bekvemt…

© 2020 Steen Ulnits


 

Vildsvinene kommer…

Der er gået totalpanik i den danske svinebranche. 1.000 km fra vore grænser findes nemlig den afrikanske svinepest, der er næsten akut dødbringende for såvel vildsvin i naturen som tamsvin i svinefabrikker. De fleste smittede grise dør inden for to dage.

Det har fået vor manglende miljøminister og til gengæld meget tilstedeværende fødevareminister Esben Lunde Larsen til at gå totalt i panik. Han vil nu slå en vildsvinestreg tværs gennem grænselandet.

I ramme alvor har han således foreslået, at der opføres et mange kilometer langt hegn tværs over den dansk-tyske grænse. Pris: 70 millioner kroner plus det løse. Noget af jorden er privatejet og må eksproprieres. Andet ligger i Natura 2000 områder og kræver tilladelse fra EU.

Et tilsvarende virkningsløst hegn blev sat op i 1980’erne og aldrig fjernet igen. Også dengang virkningsløs symbolpolitik, der blot havde til formål at overbevise aftagere af vore landbrugsprodukter i det store udland om, at vi skam har styr på tingene i lille Danmark.

Hvad vi bestemt ikke har, hvad netop svineproduktion angår. Her har vi for længst  mistet kontrollen over udbredelsen af de resistente og derfor potentielt livsfarlige svine-MRSA bakterier, som nu findes i næsten alle svineproduktioner – de økologiske dog undtaget.


Svinehegnet er hjernedød symbolpolitik. Intet andet. Ud over naturligvis et gigantisk spild af skatteyderpenge til benefice for svinebønderne, der selv står for den suverænt største smittefare – fordi de lige skal spare et par kroner per slagtesvin ved at sende dem over grænsen.


Lundes vildsvineprojekt er vildt og helt hen i hegnet. Smitterisikoen kommer helt andre steder fra. Blandt andet fra danske svinebønders egne aktiviteter i udlandet, hvor lønningerne jo er lavere end herhjemme.

Tonsvis af potentielt inficeret svinekød importeres således fra netop de lande, hvor svinepesten forekommer. 

Fredløs i Danmark

Selvom vildsvinet uddøde i Danmark for mere end 200 år siden, så oplever man dem stadig indimellem her i landet.

–  Dels indvandrer de fra Tyskland, dels er der en del undslupne farmdyr, men derudover ved vi ikke så meget, forklarede seniorforsker på Institut for Bioscience i Aarhus, Peter Sunde, til TV Midtvest.

– I udgangspunktet skal man enten nedlægge dem, hvis man er jæger, eller også skal man rapportere det til Naturstyrelsen, som så kan sørge for, at de bliver nedlagt, sagde Peter Sunde.

Nye jagtregler gør det tilladt at skyde vildsvin op til en halvanden time før og efter solopgang og solnedgang. Fremover må man også benytte kunstigt lys, skyde på foderpladser og fra kunstigt skjul. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.

Derudover vil Naturstyrelsen undersøge muligheder for fælder, der kan fange flere vildsvin af gangen. De vil også gøre forsøg med natsigtekikkerter, som ellers ikke er tilladt.

– De kan blive smittet ved at spise madrester, der stammer fra lande med svinepest. For eksempel på rastepladser, hvor chaufførerne spiser mad, som de har haft med hjemmefra fra pestområder. Og så smitter vildsvinene hinanden. Derfor må de væk, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.


 Nein til hegn

”Et planløst forsøg på at vise handlekraft, ja nærmest populisme”.

Sådan lyder et af de hidtil hårdeste angreb på fødevareminister Esben Lunde Larsens i forvejen stærkt kritiserede planer om et grænsehegn.

Den hårde udmelding gør særligt indtryk, fordi den denne gang ikke kommer fra jægerne, naturorganisationerne eller de lokale beboere langs grænsen, som ellers er dem, der er gået forrest i kampen mod regeringens og den danske svineindustris hegnsprojekt.

Kritikken kommer i stedet fra Interessengemeinschaft der Schweinehalter Deutschlands (ISD), der repræsenterer 11.000 tyske svinebønder, og som beskriver sig selv som ”interesseorganisationen for de markedsorienterede og specialiserede svinebønder”. 

Organisationens medlemmer har udsigt til den samme økonomiske katastrofe som deres danske kolleger ved et eventuelt udbrud af afrikansk svinepest. Og de ligger endda tættere på eventuelle smittekilder, end vi gør i Danmark. Men alligevel støtter de på ingen måde op om deres hegnsglade danske kolleger.

Og de tyske svinebønders organisationen lægger ikke fingre imellem, når de skal begrunde, hvorfor de danske planer er – nå, ja, helt hen i hegnet:

”Et grænsehegn mellem Danmark og Tyskland med det formål at hindre spredningen af afrikansk svinepest er mere et slående eksempel på tom handlekraft end det er en konstruktiv forebyggelse af sygdommen”, slår ISN fast i en officiel stillingtagen til de danske planer.


Tom handlekraft og symbolpolitik

Ud fra medlemmernes kendskab til vildsvinenes imponerende kreativitet, når det gælder om at overvinde eller omgås barrierer i landskabet slår ISD fast, at det planlagte hegn ikke på nogen måde vil hindre vildsvinenes fortsatte indvandring til Danmark.

”Grænsehegnet er ganske enkelt ikke andet end beroligende placebo-medicin”, påpeger de tyske svinebønder, der mener, at den danske regering i stedet for at bekoste penge på et hegn, der ikke nytter, hellere skulle bruge midlerne på reel forebyggelse gennem veterinære og oplysningsmæssige tiltag, som der er enighed om rent faktisk virker.

Vildsvinene har nemlig ikke hovedrollen i spredningen af den afrikanske svinepest.

”Den vigtigste faktor er og bliver mennesket selv”, understreger de tyske svineavlere, der støtter op om den slesvig-holstenske regerings skarpe kritik af grænsehegnet, som ikke kun vil koste mange penge og genere mange mennesker. Men som også vil kræve ekspropriering af privat ejendom, gå tværs gennem Natura 2000 områder,  og hindre vildtlevende dyrs naturlige vandringer.

Så Esben Lunde Larsen er denne gang gået over (svine)stregen i sin fanatiske beskyttelse af det kemiske industrilandbrug, som han elsker så højt og selv er vokset op i. Ja, han har endda udtalt, at det ikke er nok med de 30 millioner svin, vi nu årligt producerer i lille Danmark.

– Den må gerne blive dobbelt så stor, har han udtalt…


Exit minister

Esben Lunde Larsen (V) meddelte pludseligt og uventet, at han ikke fortsætter som miljø- og fødevareminister. Ja, han fortsætter end ikke i Folketinget efter næste valg.

Han valgte nemlig at flygte ud af landet – til en stilling i en grøn tænketank i USA. En tænketank, den danske stat bidrager økonomisk til. Så trods ELL’s mildest talt formidable synderegister var der alligevel en stilling til ham – da lokummet brændte og ministerstolen blev for varm.

Den nye fødevareminister er Jacob Ellemann-Jensen, ligeledes Venstre.


36 eksperter frem for én kontorassistent

En international ekspertgruppe på 36 mand, der bl.a. har tre danske professorer blandt sine medlemmer, har på baggrund af videnskabelig litteratur fra hele verden og indsamlede erfaringer fra EU-lande konkluderet, at etableringen af større hegn ikke er noget velegnet middel til at hindre spredningen af vildsvin.

Deres rapport, som udkom i juli, har fået den polske landbrugsminister til at opgive et planlagt hegnsprojekt ved den polske østgrænse og har samtidig gjort den manglende faglighed bag det danske ønske om et 70 millioner kroners grænsehegn mod vildsvin meget tydelig.

Forskergruppens konklusioner ryster imidlertid ikke Dansk Folkepartis landbrugsordfører, Lise Bech, der i avisen JydskeVestkysten står fast på, at det danske grænsehegn skal op alligevel:

– Deres gæt er lige så godt som mit, udtaler den handelsskoleuddannede ordfører om ekspertgruppens anbefalinger, og giver dermed en tydelig, men også lidt forstemmende, indsigt i, hvordan det politiske arbejde også kan gribes an, når fakta kommer på tværs.

En kommentar på Facebook fra Erik Christensen:

“Vi bør være rigtig stolte af at vi har en politiker som Lise Bech. Der findes mig bekendt ikke andre lande, der kan prale af at have en tidligere kontorassistent, som er klogere end en 36 mand stor ekspertgruppe, og endda inden for et fag hun ikke er uddannet i.”


WWF går til EU

– Det vildsvinehegn, som regeringen i starten af næste år vil rejse langs den dansk-tyske grænse, er et politisk bestillingsarbejde, der hviler på et meget spinkelt og utilstrækkeligt fagligt grundlag.

Sådan lyder kritikken fra WWF Verdensnaturfonden, der nu går til EU-Kommissionen for at få stoppet projektet med at rejse et hegn, der skal forhindre vildsvin i at vandre fra Tyskland og ind i Danmark.

Det skrev morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er regeringen, der sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har besluttet at bruge cirka 80 millioner kroner på at rejse vildsvinehegnet.

Hegnet bliver knap 68 kilometer langt og 1,5 meter højt.

Det skal forhindre vildsvin fra Tyskland i at smitte danske svin med afrikansk svinepest. Men ifølge biolog Thor Hjarsen fra WWF har de danske miljømyndigheder lavet et “useriøst og klart politisk bestillingsarbejde”.

Det siger han til Jyllands-Posten og fortsætter:

– I screeningen citerer man kun Naturstyrelsens egne fagfolk og egne rapporter og har ingen henvisninger til international videnskabelig litteratur. Det er useriøst og viser, at der er tale om et politisk bestillingsarbejde.

Professor Peter Pagh, der er en af landets førende eksperter i miljøret, mener, at det er problematisk, at Miljøstyrelsen på det givne grundlag har givet tilladelse til at rejse vildsvinehegnet:

– Alle de argumenter, man kommer med, er tidligere blevet underkendt af EU-Domstolen. Derfor er jeg enig med WWF i, at man på den baggrund ikke kan give tilladelse, siger han til Jyllands-Posten.

Miljøstyrelsens vicedirektør, Lars Møller Christiansen, afviser kritikken. Han siger til avisen, at der er foretaget et “meget grundigt arbejde med udarbejdelse til tilladelsen”:

– Tilladelsen hviler efter styrelsens opfattelse på et solidt fagligt grundlag, lyder det ikke uventet fra Miljøstyrelsen, der jo selv har truffet beslutningen – efter ordre fra Esben Lunde Larsen.


Første spadestik taget

I dag blev så det første spadestik til det meget omdiskuterede vildsvinehegn taget.

Formålet med hegnet er at holde vildsvin ude af Danmark, da svinene kan bære den frygtede sygdom afrikansk svinepest.

  • Det kommende vildsvinehegn vil være et kraftigt stålmåttehegn, som er halvanden meter højt og går en halv meter ned under jorden.
  • På strækninger langs grænsevandløb og grøfter kan hegnshøjden reduceres, fordi der kan opnås en voldgravseffekt foran hegnet.
  • Der vil være permanente åbninger i hegnet, hvor der nu er Schengen grænseovergange, og hvor der er større krydsende vandløb. 
  • Der bliver i alt 20 permanente åbninger i forbindelse med vandløb og Schengen overgange på den knapt 70 kilometer lange strækning.
  • Ved øvrige overgange langs grænsen indsættes der låger eller færiste. Der opsættes som minimum en låge for hver kilometer.
  • Mellem lågerne etableres trin i hegnet, så man kan passere henover det.
  • For de mindre dyr etableres for hver 100 meter en 20×20 cm åbning i hegnet.

Så må man bare håbe, at de frygtede vildsvin holder sig væk fra grænseovergangene og undlader at svømme over Flensborg Fjord eller krydse Rudbøl Sø. Og ikke hopper over hegnet, som man har set dem gøre det på video. Eller bruger trapperne og de permanente åbninger.

Man må også håbe, at de ikke kommer i kontakt med smittebærende insekter, der næppe heller bremses af hegnet. Eller svinetransportører, der ikke desinficerer korrekt eller medbringer madvarer over grænsen. Etc. 

Listen er alenlang og bliver sikkert længere.

28. januar  2019

Esbens Eftermæle

IMG_1946

Vor nyligt afgåede fødevareminister og konstant manglende miljøminister Esben Lunde Larsen udtalte ved sin anden afsættelse (den første var, da han blev afsat som minister for fiskeriområdet), at han ikke interesserede sig for sit eftermæle som minister. 

Det må nok siges at være at gøre en dyd af en nødvendighed. For folk i almindelighed og naturfolk i særdeleshed måtte virkelig vride hjernen for at finde bare nogle få gode ting, som Esben havde gjort for naturen. De dårlige kom til gengæld i stimer. 

Under Esben Lunde Larsens miljøregime har landbruget til gengæld haft det rigtig godt. Vel næsten bedre end nogensinde. Her er en lille oversigt over nogle af de mest markante. Jeg har ladet mig inspirere af andre, heriblandt Verdensnaturfonden WWF, som har lavet tilsvarende oversigter, og jeg har tilføjet egne observationer.

Tilsammen danner de et ganske godt billede af, hvad Esben Lunde Larsen har påført den i forvejen trængte danske natur af elendigheder under sit regime. Nogle går endda så vidt som til at kalde det et rædselsregime – for naturen såvel som for de involverede medarbejdere i Miljøstyrelsen.

I Landsforeningen Levende Hav kalder de ham slet og ret for “miljøterroristen”.

Anyway, here comes, i ret tilfældig rækkefølge:


1) Indført jagt på dyr i yngletiden:

Gjort vildsvin fredløse i Danmark af hensyn til svineproduktionen. Året rundt. Dag og nat.

2) Åbnet for flere forurenende havbrug i Kattegat:

Hvor 117 ud af 119 områder ikke opfylder Vandramme-direktivets krav om god økologisk tilstand.

3) Fjernet de beskyttende randzoner:

Så mere gødskende kvælstof kan slippe ud i åer og søer og herfra videre ud i fjord og hav.

4) Nedprioriteret overvågningen af FN-verdensarv:

I den danske del af Vadehavet, selv om dette naturområde ellers er blevet gjort til nationalpark. 

5) Fastholdt de høje nitratværdier:

Selv om dette, vel dokumenteret af lægevidenskaben, øger risikoen for tarmkræft markant. 

6) Skjult kvælstoftallene i Landbrugspakken:

Udviklet sindrige nye beregningsmodeller, der reducerer kvælstofudslippet med op til 20%.

7) Opgivet Danmarks forpligtelser over for FN:

Annulleret Danmarks ellers erklærede forpligtelse til at opfylde FN’s biodiversitetsmål.

8) Genindført fældning af værdifulde gamle træer:

For at skaffe penge til skovdriften. Dette er sket i blandt andet Kongernes Nordsjælland.

9) Foreslået at anlægge et vildsvinehegn:

Tværs over den dansk-tyske grænse, så den afrikanske svinepest ikke skal nå danske grise.

10) Saboteret EU’s kamp mod neonikotinoider:

Der enten slår bierne ihjel eller gør, at de ikke kan finde hjem til deres stader igen.


IMG_1945

Foto: www.instagram.com/steenulnits


11) Medvirket til, at glyphosat ikke blev forbudt i EU:

Danmarks nej sikrede, at glyphosat – aktivstoffet i Monsanto’s RoundUp – ikke blev forbudt.

12) Opgivet kampen for fisken snæblen:

Der kun findes i Danmark. Det førte til kritik i det internationale tidskrift, Nature.

13) Gjort landmænd til formænd for nationalparkerne:

Dette for at undgå, at naturhensyn skulle gå hen og vinde over landbrugsinteresser.

14) Givet forkerte indberetninger til FN:

Løjet groft om omfanget af den danske naturs tilstand og vore reelle fredninger.

15) Fortsat sandsugning i Øresund:

Trods klar svensk modstand mod den skadelige aktivitet, der ødelægger havmiljøet.

16) Øget antallet af bistader i statens natur:

Øget konkurrencen i naturen, så vores vilde bier og sommerfugle bliver endnu mere truede.

17) Beskyttet kvotekongerne:

Så disse fortsat kunne købe kvoter gennem stråmænd og i familiemedlemmers navn. 

18) Reduceret aktindsigt i ministeriets arbejde:

Dette er gjort ved at flytte ministerbetjeningen tæt på ministeren – helt ind i departementet.

19) Truet med at fjerne DN’s ret til at rejse fredningssager:

Danmarks Naturfredningsforening (DN) var og er Esben Lunde Larsens yndlingsaversion. 

20) Indskrænket Natura 2000 områder:

Vil fjerne tilsammen 2.657 hektar højt prioriterede Natura 2000-arealer i de fem nationalparker.

21) Undladt at adressere de resistente MRSA-bakterier:

Der allerede har kostet flere menneskeliv. Forklaring: Det vil blive for dyrt for svinebranchen.

22) Anlagt 540 km nye mountain bike spor i statsskovene:

Dette til stor gene for såvel dyrelivet som de af skovens gæster, der helst færdes til fods.

23) Nægtet at lytte til befolkningen:

Nægtede at modtage underskriftindsamlinger fra borgerne. For han vil bare ikke.

24) Givet en økomilliard til miljøet:

Overraskede alt og alle ved at give én milliard kroner i tilskud til økologisk omstilling.

Det sidste punkt må ret beset tælle på plussiden, selv om også det har kritikere blandt både naturbrugere og økologer. Se mulig forklaring allersidst i denne artikel.


Mindeværdige videoklip

Esben Lunde Larsen fik hurtigt et meget anstrengt forhold til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL), hvis advokat på et offentligt møde ydmygede ministeren, så denne måtte tage sit gode tøj og gå. Altsammen for åben skærm.

Ministeren holdt sig efterfølgende til de mindre krigeriske konkollegaer i Landbrug & Fødevarer, hvor den frafaldne socialdemokrat Karen Hækkerup regerede.

Følgende klip kan søges og findes på YouTube:


Se ydmygelsen af Esben her og døm selv. Ikke smart gjort af BL.


Se også, da Esben sagde nej til at modtage underskrifter. Ja, han ville bare ikke.


Se endelig Lunde Larsen familiens vindmøllehistorie, der for alvor bragte Esben i medierne og såede tvivl om hans handlinger og hensigter.


Søg selv videre på YouTube. Listen over interessante og mindeværdige klip med Esben Lunde Larsen er noget nær endeløs. Han har haft en meget stor underholdningsværdi.

Det kunne der skrives en hel bog om, og det vil der givet også blive gjort på et tidspunkt.

Den vil der være rigtig godt salg i!


Økologen Esben

Er der ikke så mange, som kender til.

Onde tunger – og dem er der til gengæld rigtig mange af, når talen falder på Esben Lunde Larsen – vil imidlertid vide, at BL’s ovennævnte og ovenfor viste ydmygelse af ELL var en af bevæggrundene til økomilliarden. Den ramte nemlig Bæredygtigt Landbrug hårdt – lige under bæltestedet.

BL’s Flemming Fuglede måtte tage tælling og beklagede sig efterfølgende højlydt over, at en landbrugsform i kraftig naturlig fremgang – økologien – skulle støttes yderligere. Når han nu selv repræsenterer kemilandbruget i sin værste deroute form. Og er vant til at være i allerforreste række, når der uddeles støttemidler…

Esben Lunde Larsens personlige natur har på nogle områder været lige så enkel og unuanceret som det, han selv kalder “natur” og selv er opvokset med: Kunstigt såede, men bølgende korn- og majs- og rapsmarker. Grundigt drænede med nødvendig markvanding om sommeren. Sprøjtet flere gange om året. For alskens ukrudt og plantesygdomme. Høstet og forarbejdet industrielt. 

De selvsamme onde tunger vil vide, at Esben Lunde Larsen selv faldt i tønden med RoundUp som barn og aldrig rigtig kom over det. I hvert fald er han vokset op i en landbrugsfamilie, hvor Svend Auken var et skældsord og sprøjtegiftene en nær ven, når det daglige brød skulle i hus.

I så fald kan han jo nok ikke gøre for, at det gik, som det gik. At han nu har måttet indskrive sig i Danmarkshistorien som den værste og mest destruktive miljøminister nogensinde. Han magtede bare ikke at opretholde balancen mellem de to direkte modsat rettede ministerier, som han blev betroet. Mellem landbruget og miljøet. Så han fokuserede på landbruget og overså miljøet.

Esben Lunde Larsen var til gengæld stemmeslugeren i det lokale bondesamfund, han selv voksede op i. Han valgte derfor side, og det blev desværre ikke miljøets. Trods ellers titlen af miljøminister. 

Æret være Esben Lunde Larsens minde. Han vil ikke blive savnet.

Af hverken fugl eller fisk, bier eller blomster.

Og nu er han sågar draget til USA…

© 2018 Steen Ulnits

Ulven er kommet!

Den 14. oktober 2012 blev en lyslevende ulv fotograferet i Hanstholm-reservatet i Thy. Den første i knap 200 år. 

”Thy-ulven”, som blev fundet død blot en måned senere, blev identificeret som en hanulv, der var indvandret fra Tyskland. Den var det første dokumenterede fund af en vild, fritlevende ulv i Danmark siden 1813. 199 år skulle der altså gå, fra den sidste danske ulv blev skudt i 1813, til den første danske ulv genindvandrede i 2012. 

Alle kender vi historien om Ulven og Den Lille Rødhætte. Fra barnsben er vi flasket op med, at ulve spiser små piger, hvis de kan komme til det, og vi har gyst ved tanken. Heldigvis er det dog i et par hundrede år blevet netop ved tanken, da den sidste danske ulv jo blev aflivet tilbage i 1813.

200 år senere dukkede så en død hanulv op i Nationalpark Thy. Freden var forbi, for nu var ulven beviseligt tilbage. DNA-undersøgelser viste, at der var tale om en østtysk ulv, der havde tilbagelagt mindst 800 km for at nå helt til Nordjylland. Fra den polsk-tjekkiske grænse og op over den tysk-danske grænse. Fundet afstedkom udarbejdelsen af en “Forvaltningsplan for ulv i Danmark”, hvori kan læses følgende:

“Efter fundet af ulven i Thy blev det siden konstateret, at mindst 11 forskellige ulve har bevæget sig rundt i Jylland i 2013. De 11 ulve er hanner og har på et tidspunkt opholdt sig i de store midtjyske skovområder syd for Silkeborg, Herning og i Sønderjylland”. Citat slut.

Man vidste fra andre steder, hvor ulven var genindvandret, at dens fornyede tilstedeværelse splittede befolkningen. Nogle var glade for at se det gamle toprovdyr vende tilbage. Andre blev skræmte og betragtede ulven som et genkommet skadedyr. Derfor udarbejdede man i 2013 en handlingsplan for, hvordan ulven skulle håndteres, hvis den for alvor genindfandt sig i lille Danmark, hvor mere end 60% af landet jo er opdyrket.

Det viste sig da også hurtigt, at det især var landbruget, som ikke hilste den gamle prædator velkommen. Især de af landbrugerne, som holder får, var ikke begejstrede. Fårene er et let bytte, og traditionelle indhegninger har svært ved at holde ulvene ude. De skulle forstærkes og udbygges først.

Tal fra skadestuen

Ulven betragtes af fagfolk som aldeles ufarlig over for mennesker, som den helt naturligt holder sig langt væk fra. Det ligger dybt indlejret i dens DNA. Ikke mindst lugten af mennesker holder den på afstand – om det så er små børn på fire år eller granvoksne på 40 eller 80. Vi lugter bare ikke godt i en følsom ulvenæse.

Der er ikke registreret direkte angreb, hvor ulven har betragtet et menneske som potentielt bytte, i hele Europa siden 1974. Sygdommen Rabies eller hundegalskab, der får angrebne dyr som ulve og ræve med flere til at miste deres naturlige skyhed over for mennesker, er i dag så godt som udryddet.


Heldigvis er der mange dyr, som er langt farligere end ulven. Som står bag de fleste besøg på skadestuen. Dette jævnfør Ulykkesregistret fra Statens Institut for Folkesundhed, som er vist herover.

Hesten på den suveræne førsteplads falder man ikke overraskende af. Hunden på den ligeledes klare andenplads falder man over eller bliver bidt af.

Hvepsen stikker, katten kradser, og skovflåten hager sig fast. Hugormen hugger, når man træder på den. Fjæsingen stikker, når man griber om den.

Og på en flot 11. plads kommer så den farlige dræberkanin, vi alle kender og frygter fra Monty Python’s Hellige Gral. Jeg har selv et flot ar fra drengeårene efter et voldsomt kaninbid i lillefingeren.

Det er i det hele taget et forfærdelig farligt liv, vi lever. Ét, man kan gå hen og dø af. Man kan sågar dø af grin, hvis man er heldig nok.

Og nu venter vi så på, at også ulven rykker ind på listen, men vi kommer nok til at vente længe. For i Tyskland, hvor man har levet uafbrudt med ulven i århundreder, har man naturligvis lært at leve med hinanden. Man har lært at hegne sine husdyr forsvarligt inde. Og man bruger specielle vogterhunde til at holde ulvene borte fra indhegningerne.


Ulvesikre hegn

Der gives tilskud til ulvesikre hegn.

I Miljøstyrelsen taler man generelt om to typer:

Den ene type består af 5 el-tråde, som placeres i højder på henholdsvis 20, 40, 60, 90 og 120 centimeter. Afstanden mellem nederste el-tråd og næstnederste el-tråd må ikke være mere end 20 cm, og afstanden mellem øverste og næstøverste hegnstråd må ikke være mere end 30 cm. Ydermere må afstanden mellem de midterste tråde ikke overstige 30 cm. 

Den anden type ulvehegn består af et konventionelt ikke-elektrisk fårehegn forstærket med to el-tråde. Den ene el-tråd placeres 10-15 cm over nettet.  Den anden el-tråd placeres på ydersiden af hegnet, 15 centimeter fra hegnet, 20-30 centimeter over jorden.

Kilde: Miljøstyrelsen


Ulvene er kloge dyr, som hurtigt lærer at holde sig på behørig afstand, når fårene er bevogtet. Gør de ikke de, skydes de naturligvis. Som “problemulve”. Og efter behørig ansøgning. Længere er den historie såmænd ikke.

Det er langt værre med den netop skudte ulv i Vestjylland. Den var end ikke anmeldt som “problemulv”. I et samarbejde mellem en far og en søn, begge erklærede ulvehadere, blev en tæve (hunulv) skudt ved Ulfborg. Muligvis med hvalpe hjemme i hulen. På åben mark og ved højlys dag. Drevet af sønnen i en traktor og skudt med riffel af faderen fra en 4-hjulstrækker.

Tilsyneladende uden anden grund end at familien, hvis søn stiller op for partiet Liberal Alliance (LA), ikke vil have ulve på deres nyindkøbte jord. Hvor der for øvrigt allerede inden købet boede en ulv med unger.

Uheldigvis for både far og søn blev det hele optaget på video og bragt landsdækkende. Og nu venter så den efterfølgende retssag, der kan blive ganske omfattende. Dels er ulven totalfredet i hele Europa. Og dels er det i Danmark forbudt at drive jagt fra et motoriseret køretøj. Endelig blev der skudt uforsvarligt lavt og uden kuglefang i det flade vestjyske landskab.

To naturfotografer var således ganske tæt på og kunne filme det hele. Også at ulven i første omgang blev anskudt og derfor ikke døde øjeblikkeligt. Hele tre skud ud gennem bilvinduet måtte der til, før ulven var død. Optagelserne viser samtidig, at de to fotografer selv var i skudlinjen. Der venter nu et sikkert langt retsligt efterspil, hvor de mange samtidige lovovertrædelser skal behandles:

  • Drab på et totalfredet dyr.
  •  Jagt fra et motoriseret køretøj.
  • Skudafgivelse uden fornødent kuglefang.
  • Mennesker tilsyneladende direkte i skudlinien.

Se video af ulvedrabet her:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/ulvedrab-ved-ulfborg-blev-fanget-paa-kamera-her-er-videoen#!/00:24


Fødegrundlaget

Der hersker forskellige konspirationsteorier om, hvordan ulven er kommet til Danmark – efter så mange års fravær. Til de mere fantastiske hører teorien om, at de skulle være udsat af velmenende mennesker, som gerne ser ulven tilbage til Danmark. Som derfor skulle have haft den på bagsædet eller i bagagerummet efter en tur over den dansk-tyske grænse.

Fundet af ulve-DNA fra Sønderjylland og op gennem Jylland til Nordjylland fortæller dog, at ulven er indvandret helt af sig selv. Trykket af ulve syd for grænsen er i dag så stort, at overskydende ulve – primært hanner – presses ud af flokkene og må søge andetsteds hen.

Ulven har som alle andre dyr brug for plads og føde. Plads er der paradoksalt nok blevet mere af i Nord- og Vestjylland. Befolkningen flytter i stigende grad ind til byerne og samles her, mens der bliver færre mennesker ude på landet, hvor landbrugene er blevet stedse færre og større. Med færre mennesker til at passe de større arealer.

Samtidig er bestanden af kronvildt vokset markant i de seneste årtier. Så både hvad behovet for plads og føde angår, passer Nordjylland perfekt ind i billedet. Her er der nemlig i dag så mange vildtlevende krondyr, at de sagtens kan brødeføde en ulvebestand.

Kronhjortene er et resultat af nyere tids danske landbrugsdrift, og krondyrene koster de landmænd, hvis afgrøder de store dyr græsser på, i tabt høstudbytte. Alene derfor burde de være glade for at se ulven i Nordvestjylland.

Men det er de ikke. Dels tjener mange landmænd med kronvildt på deres terræn store penge på at udleje jagten til velhavende jægere. Vildt, som man derfor af økonomiske årsager ikke vil dele med ulven. Eller man holder får, som jo indhegnede og tamme er mange gange lettere at fange og aflive for ulvene – end vilde kronhjorte. Sidstnævnte kan jo forsvare sig selv eller blot løbe væk.

Som ethvert andet rovdyr tager ulven de dyr, der er lettest at fange – syge dyr eller tamme dyr. Og så ryger der altså et får eller to, dersom disse ikke er forsvarligt indhegnede. Interessant nok viser Miljøstyrelsens DNA-undersøgelser, at ulven kun står bag en fjerdedel af de angreb, som i første omgang tillægges ulven.

Resten skyldes primært løse hunde, som også i andre fårefarmende lande er et stort problem. De tager nemlig rigtig mange får, og de er i sagens natur ikke bange for mennesker. Derfor er de langt farligere for mennesker, end nogen ulv nogensinde bliver. Og blandt andet derfor ligger hunden på en flot andenplads blandt skadestuens ufrivilligt besøgende.

 


Ulven kommer…

Staten udbetaler kompensation for dokumenterede skader anrettet af ulve. Men kun hver fjerde gang, hvor Naturstyrelsen tilkaldes til et mistænkt ulveangreb på husdyr, kan det altså bekræftes, at en ulv står bag angrebet.

Det beretter Nordjyske Stiftstidende, som baserer tallene på en opgørelse fra Miljøstyrelsen over aktiviteten på området i 2017.

Ifølge opgørelsen blev Naturstyrelsens ulvekonsulenter sidste år tilkaldt 95 gange til situationer, hvor der var mistanke om ulveangreb på husdyrhold.

I 24 tilfælde kunne mistanken bekræftes direkte via obduktion, eller DNA-analyse af spyt kunne indirekte bekræfte mistanken.

I 23 tilfælde var der tale om angreb fra en guldsjakal, der er et rævestort medlem af hundefamilien.

I 38 af tilfældene var der tale om angreb fra løstgående hunde. Eller husdyr, som var døde af sig selv.

I 10 tilfælde kunne dødsårsagen ikke afklares.

Opgørelsen fra Naturstyrelsen fortæller også, at de hegn, der er sat op for at beskytte mod ulve, flere steder ikke har virket. Der har enten været problemer med fejlopsatte hegn. Eller hegn, der er blevet ødelagt af andre dyr. Heriblandt ikke mindst de mange og store krondyr, som jo netop er en af grundene til ulvens ankomst.

– Seks angreb fandt sted inden for Naturstyrelsens ulvesikrede hegn, skriver Miljøstyrelsen ifølge Nordjyske.

Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) supplerer med sit svar på spørgsmål 573 fra MF Trine Torp (SF):

– Hyppigheden for de dokumenterede ulveangreb i 2017 er faldet med mere end to tredjedele efter, at hegnene blev ulvesikret ultimo april.

Indhegning virker altså, når bare den ikke ødelægges af eksempelvis krondyr. Tilsætter man et par vogterhunde, holder ulvene sig langt væk. Som de kloge dyr, de jo er.

Erfaringer fra udlandet viser, at ved flere ulve i et område stiger angrebene naturligvis. I starten. Men allerede ét til to år efter falder angrebene drastisk – grundet effektive afværgeforanstaltninger og øget information om ulven.

Øget viden om ulven er således vigtig for sameksistensen med mennesker.

Nu er Nordjylland naturligvis ikke Yellowstone, men nedenstående informative video fra Yellowstone Nationalpark viser tilsvarende, hvilken positiv effekt ulven har for det samlede økosystem, den befinder sig i – som et uundværligt toprovdyr:

Ulvetal, der tæller

Ulven er et spændende rovdyr, som er hovedperson i mange myter og fortællinger. Ulven fødes ganske vist med blå øjne, men den voksne ulvs stikkende gule øjne giver den et karakteristisk, listigt og i nogles øjne sågar lusket udseende.

Ulveblikket, hvor ulven kigger intenst på sit offer med sænket hoved, skræmmer mange, der har fået læst Rødhætte op som børn. Og selv som voksne sidder der stadig ulvefrygt i kroppen på mange mennesker. Men facts er altid bedre end frygt, så her kommer derfor en lille håndfuld af slagsen:

Ulven er et ganske stort dyr, den kan måle op til 150 cm i længden. Den 30-35 cm lange og i regelen hængende hale ikke medregnet.

Hannerne kan veje op til knap 50 kg – hunnerne op til 36 kg. Alle hunde nedstammer fra ulven, og flere hunderacer ligner stadig deres oprindelse – med schæferhunden som den mest markante. Blot er de allerfleste hunde mindre end ulven. 

Holder man af at kigge spor i sneen eller på jorden, så skal man vide, at ulvepoter ligner hundepoter til forveksling. Blot kan de blive en smule større – op til 11 cm brede. Ud fra sporet alene er det således umuligt med sikkerhed at identificere ejermanden – ulv eller hund.

Ulven kan med sine op til 16 år blive ældre end de fleste hunde. Den lever i flokke på typisk 6-7 individer, som tæller en alfahan og en alfahun. Det er kun dette førerpar, der sætter afkom i verden. Ingen af flokkens øvrige medlemmer gør.

Alfaparret får typisk 2-8 hvalpe, som er ligeligt fordelt på køn. Hvalpene forlader flokken, når de er et par år gamle. Det er ikke usædvanligt, at de ét år ældre søskende i flokken passer på de senest tilkomne.

Især hannerne begynder efterfølgende at strejfe og kan nå vidt omkring. De fortsætter helt enkelt, til de kan etablere deres eget nye revir. Typisk er et ulverevir knap 1.000 km2 stort – svarende til et område på godt 30 gange 30 km.

Ulven har en tophastighed på mere end 40 km i timen – en fart, den kan holde længere tid. Det er helt normalt, at ulve tilbagelægger 15-25 km i døgnet, og man kender sågar til mærkede ulve, som tilbagelagde 170 km i løbet af fem dage. Det er 34 km om dagen. Fem dage i træk. Udholdenhed er således en af ulvens karakteristiske egenskaber. Og baggrunden for dens lange vandringer.

Man kender til vandringer af mærkede ulve på helt op til 1.100 km. De ulve, der kom til Nordjylland, havde som nævnt været 800 km undervejs. Langt, men altså langt fra rekordlangt. Mere normale er vandringer på omkring 300 km.

Lang er derfor også den afstand, over hvilken det karakteristiske ulvehyl kan høres. Således regner videnskaben med, at et ulvehyl på en stille månenat kan høres over et område på 800 km2. Ulven har en langt bedre hørelse end vi mennesker, men alligevel.

Til sammenligning er Bornholm omkring 600 km2 stort, og et enkelt ulvehyl vil altså uden videre kunne nå hele klippeøen rundt – på en stille dag.

Ulvetætheder

Vore nabolande Tyskland, Sverige og Norge har i nyere tid haft ulve meget længere, end vi har haft dem i Danmark. Dertil mange flere, hvilket er naturligt, da alle vore naboer er større lande end os selv. De råder også over mere vild natur, end vi gør. Danmark ligger med blot 8 % natur på en flot sidsteplads i Europa.

  • DanmarkGodt 10 ulve på 42.924 km2
  • NorgeKnap 100 ulve på 385.252 km2
  • Sverige340 ulve på 447.435 km2

Sverige har således suverænt flest ulve blandt vore naboer. Her  lever de allerfleste individer i det centrale grænseland ind mod Norge. I Tyskland lever de allerfleste ulve i den østligste del nær Polen, som huser en hel del ulve.

I det øvrige Europa finder man især mange ulve i Spanien og Italiens øde bjergegne. Lande som Spanien, Grækenland, Bulgarien og Rumænien har alle bestande på over 1.000 ulve.

Det anslås, at der samlet i Europa lever op imod 20.000 ulve. Til sammenligning er der omkring 40.000 ulve i Rusland og 60.000 i Nordamerika.

Det siger sig selv, at jo større ubefolkede arealer et land råder over, desto flere ulve er der plads til. Og desto færre problemer har man med dem.

I den forbindelse indtager Danmark en særplads som et ganske lille land, der til gengæld råder over store fødemængder til ulvene. Samtidig er landområderne i stigende grad affolket, da gårdene er blevet færre og større, mens befolkningen er flyttet fra land til by.

Rent fødemæssigt og per arealenhed kan vi således rumme forholdsmæssigt flere ulve end de fleste andre lande, og netop derfor er ulvene søgt herop.


Opfordrer til selvtægt

Den kendsgerning har desværre givet anledning til noget nær massehysteri, hvor en håndfuld populistiske politikere har slået plat på emnet. Nogle har ligefrem opfordret til illegal aflivning og efterfølgende nedgravning af de totalfrede ulve.

Vi var nogle, der fik eftermiddagskaffen i den gale hals, da landets tidligere udenrigsminister og næsten statsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) pludselig – på TV2 News & Co med Lasse Sjørslev som studievært – sagde “Skyd dem og grav dem ned”.

Der blev helt stille i studiet, indtil Sjørslev fik sundet sig og fandt en vej ud af miseren. Kort efter tog en vestjyde Uffe Ellemann- Jensen på ordet og skød for åbent tæppe den første danske ulv i rigtig mange år.

Men de selvsamme populistiske politikere, som i starten opfordrede til selvtægt og ulvedrab, vasker nu hænder. Det spektakulære Ulfborg ulvedrab for åben skærm har fået dem til at skrue noget ned for retorikken. Det var jo dem, der nærmest opfordrede til drabet.

Et medlem af Vildtforvaltningsrådet, landmand Henrik Berthelsen, som er udpeget til rådet af Landbrug & Fødevarer, talte for nylig ud i Altinget. Han satte her navne på de politikere, som offentligt har opfordret til selvtægt:

– Folketings- og lokalpolitikere skal stoppe med at opfordre til selvtægt over for ulven. Det er langt ude, at politikere udtrykker forståelse for ulvedrabet i Ulfborg. Det er med til at blåstemple, at folk tager sagen i egen hånd. Det er lige godt pokkers, at vi er kommet dertil, hvor folk udtrykker “gør det dog” om noget, der kan give op til to års fængsel.

Henrik Bertelsen peger på, at man kan finde “flere nuværende og forhenværende politikere”, der er gået langt over stregen:

– Senest Uffe Ellemann-Jensen, der i TV sagde “skyd dem og grav dem ned”. Det er også organisationsfolk og almindelige mennesker, der giver udtryk for, at det er i orden.

Ud over Venstres tidligere partileder og Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen peger Vildtforvaltningsrådets Henrik Bertelsen på, at Venstres Thomas Danielsen har sagt ”at et par gram bly kunne løse ulveproblemet”.

Altinget fik efterfølgende fat på Venstres Kristian Pihl Lorentzen, som mange gange i debatten har brugt udtrykket ”at skyde ulven en kugle for panden”. En udtalelsesom Vildtforvaltningsrådet også henviser til.

Kristian Pihl Lorentzen afviser dog, at hans udtalelser kan tolkes som opfordring til selvtægt og ulovligt ulvedrab.

Men ulven har virkelig formået at få mange politikere til at afsløre deres sande sindelag.

© 2018 Steen Ulnits


Ulvetime og ulvetelefon

Det kan være en voldsom oplevelse at finde døde eller sårede dyr på sin mark. Fra 1. juli er der kun ét nummer, man skal ringe til, hvis man oplever et formodet ulveangreb på husdyr. Nummeret er

⌘   30 34 15 30   

Naturstyrelsens nye vagttelefon sikrer én indgang til styrelsens ulveulvekonsulenter i tidsperioden kl. 8–16,  365 dage om året. Opkald uden for tidsrummet 8-16 vil blive omstillet til en telefonsvarer, hvor man bliver rådgivet omkring håndtering af kadaver med mere.

Skadelidte skal hurtigst muligt efter et formodet ulveangreb henvende sig på den nye vagttelefon til Naturstyrelsens ulvekonsulent, så der kan ske en nærmere undersøgelse af de dræbte eller aflivede dyr.

Det er vigtigt, at dødfundne dyr ikke håndteres eller flyttes, men dyret kan efter aftale med ulvekonsulenten tildækkes, så evt. DNA-spor ikke forurenes af andre dyr.

Nye regler for problemulve

Vor nye miljøminister Jacob Ellemann-Jensen har netop barslet med nye regler for definition af og efterfølgende nedskydning af såkaldte “problemulve”:

1. Ulve, der mangler en instinktiv skyhed over for mennesker.

Ulve, der mangler instinktiv skyhed overfor mennesker, er f.eks. habituerede ulve, der ikke flygter ved konfrontation med mennesker eller gentagne gange opsøger områder med mennesker. Det er ikke i sig selv unormal ulveadfærd, at ulve opsøger eller passerer tæt forbi bebyggelse jf. DCE-notat ”Ulves adfærd nær bebyggelse” fra 13. maj 2015.

En ulv, der mangler instinktiv skyhed kan f.eks. være:

  • En ulv, der trods relevant og rimelig afværge ses over flere dage under 50 meter fra beboelse, legepladser, institutioner eller lignende.
  • En ulv, der trods relevant og rimelig afværge flere gange nærmer sig mennesker trods kort afstand (50 m).
  • En ulv, der på anden måde trods relevant og rimelig afværge flere gange udviser åbenlys interesse i at nærme sig mennesker eller f.eks. opsøger skraldespande. Relevant og rimelig afværge kan f.eks. være bortskræmning, opsætning af hegn, og at tilsigtet eller utilsigtet fodring stoppes.

2. Ulve, der har specialiseret sig i husdyr som byttedyr

Ulve, der angriber husdyr trods relevante og rimelige afværgeforanstaltninger dvs. mere end én episode, som involverer samme individ.

Relevante og rimelige afværgeforanstaltninger forstås som:

  • Fungerende ulvesikrede hegn.
  • Hegn, der gentagne gange har været forsøgt ulvesikret i overensstemmelse med Miljøstyrelsens retningslinjer for ulvesikring af hegn, men hvor ulvesikringen fejler af årsager, der ikke med rimelighed kan tilskrives husdyrholderen, f.eks. hvor husdyr afgræsser større naturarealer og hvor vedligeholdelsen stiller særligt store krav, f.eks. fordi hegningen ofte gennembrydes af andet vildt.
  • Hegn, indenfor hvilke der anvendes egnede vogterhunde. En ulv, der har specialiseret sig i husdyr som byttedyr kan f.eks. være:
  • En ulv, der angriber husdyr indenfor en ulvesikret hegning
  • En ulv, der angriber husdyr indenfor en hegning, der gentagne gange er forsøgt ulvesikret i overensstemmelse med Miljøstyrelsens retningslinjer for ulvesikring af hegn
  • En ulv, der angriber husdyr på en bedrift, hvor der efter vejledning fra Naturstyrelsen anvendes midlertidige afværgeforanstaltninger, f.eks. natfold, og hvor det af tidsmæssige årsager ikke har været muligt at lave permanent ulvesikring af hegn.

3. Ulve, der angriber hunde:

En ulv, der angriber hunde, som færdes lovligt i naturen eller på privat område.

4. Ulve, der er til fare for menneskers sikkerhed:

  • Rabiessyge ulve.
  • En ulv, der udviser aggressiv adfærd overfor mennesker (se afsnit om nødværge mv.).

Har man anmeldt en sådan problemulv, og den er registreret tre gange inden for seks måneder, kan der søges om tilladelse hos Miljøstyrelsen til at skyde den. Problemet er blot at dokumentere, at der nu også er tale om den samme ulv alle tre gange…

Miljøstyrelsen understreger, at ulven skal skydes med ekspanderende og øjeblikkeligt dræbende ammunition. Ikke fuldkappet, som er klart ulovlig.

Kuglevægten skal være mindst 9 gram.

 


Ulvedrabet – fortsat

Som ulvesagen har udviklet sig, så har jeg valgt at trække alle senere oplysninger om ulvedrabet og ulvedommen over i en separat artikel, der så løbende bliver opdateret.

Klik herunder for at læse fortsættelsen på ulvedrabet:

Ulvedrabet – fortsat