Tag-arkiv: miljøminister

“Landbrugets Forsvarsværker”


“Landbrugets Forsvarsværker”

Sådan kaldte Miljøstyrelsens daværende underdirektør Jørgen Henningsen de fem på hinanden følgende skanser, som landbrugslobbyen dækkede sig ind bag. Og stadig gør:


“Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”


Det er disse fem forsvarsværker, som Havets nye Minister Magnus Heunicke (S) skal erobre i 2023. Og det bliver ikke nemt, for dansk landbrug har brugt årtier på at grave sig ned i dybe og stærkt befæstede skyttegrave.

Men først en lille tidsrejse 50 år tilbage i tiden. Til et andet århundrede i et andet årtusinde. Tilbage til 1973, hvor Danmark jo fik verdens første miljølov. Det var vi berettiget stolte af. Nu skulle der ryddes op i det beskidte danske miljø. Det stod der jo i loven, at vi var pligtige til.

Samme år fik vi også civilingeniør Jørgen Henningsen, der tiltrådte stillingen som kontorchef i det nyoprettede miljøministerium. Blot tre år senere var han avanceret til underdirektør i Miljøstyrelsen, hvor han gjorde god brug af sin baggrund som civilingeniør. Året var nu 1976.

Det var i de år, hvor man altid ansatte folk med konkret kendskab til og viden om deres arbejdsområder. Det gør vi desværre ikke i dag, hvor fagligt uvidende akademikere og politiske beslutningstagere har sejlet miljøskuden seriøst i sænk. 

“Ét er søkort at forstå. Et andet skib at føre” 

Det vidste Ludvig Holberg allerede i 1724, hvor han skrev sin krasse, men realistiske komedie “Den politiske Kandestøber”. Synd bare, at vi ikke har taget ved lære i de forgangne snart 300 år…



Sammenstød med landbruget

Som underdirektør i Miljøstyrelsen stødte Henningsen hurtigt hovedet mod det hæderkronede danske landbrug, der i 1970’erne var i fuld gang med omlægning fra traditionelt landbrug til moderne industriproduktion.

Landbruget havde allerede da og med velvillig hjælp fra Hedeselskabet fået afvandet de fleste vådområder og i den forbindelse rettet de fleste større vandløb ud til snorlige afvandingskanaler. De mindre bække var i stedet rørlagt, så man kunne køre hen over dem i sine stedse større maskiner.

Men med miljøloven havde dansk landbrug ikke længere monopol på og uindskrænket råderet over det danske land og den danske muld. Nu skulle der pludselig tages skyldigt hensyn til en helt ny størrelse – miljøet – hvilket ikke bekom det danske landbrug vel. Det var man bestemt ikke vant til at gøre. 

Jørgen Henningsen havde i de følgende år travlt med at få landbruget til at rette ind og overholde den nye lov. Det holdt hårdt, og det var i denne periode, at Henningsen definerede “Landbrugets Fem Forsvarsværker”. Jævnfør ovenstående.

Henningsen nåede undervejs at være med til udarbejdelsen af den første vandmiljøplan i 1987. Den, der blev udløst af de døde hummere i Kattegat. “Sorte hummere på rødt fjernsyn”, som det hed sig i de gode gamle DR-dage. Blå og borgerlige TV2 gik jo først i luften året efter.

Henningsen begyndte med tiden at interessere sig mere for klimaet end blot miljøet. Med en solid fortid i den fossile branche vidste han bedre end de fleste, hvilket klimakaos vi var på vej imod og i dag befinder os i.  

Og den viden brugte han i bedst i EU, hvor han slog sine folder i sine sidste erhvervsaktive år. Det var han fuldt bevidst om. Der skulle samarbejdes internationalt, hvis der skulle opnås væsentlige resultater.


Jørgen Henningsen døde i 2021, 80 år gammel.

Men Landbrugets Fem Forsvarsværker lever desværre videre i bedste velgående. Nu er de blot samlet i ét enkelt fæstningsværk:

“Axelborg” inde på stenbroen i København.

Herfra bremses konsekvent alle tiltag, der kunne hjælpe vandmiljøet og potentielt koste landbruget penge.



Kom Hviledagen i hu…

Jeg har dejlige minder om varme sommerdage på mine bedsteforældres gård Engholm i nordjyske Thy. Jens Hansens bondegård i sen Morten Korch-stil. Med køer og grise, høns og heste.

Min morfar var bomstærk. Kørte med mælk ved siden af sit eget  landbrug og vandt næsten altid, når han stillede op i konkurrencer om at bære tunge kornsække op på loftet. 

Det var min elskelige mormor svært fascineret af – trods ellers en dydig indremissionsk opvækst i det karske Vestjylland, hvor man ikke ustraffet skulkede fra kirkegang om søndagen. 

Præsten fra vor familiekirke i Vestervig kunne finde på at dukke op ude i marken søndag eftermiddag, hvis hans sognebørn ikke var dukket op til gudstjenesten om formiddagen. Fibiger hed han.

Så fik sognebørnene en reprimande og formaninger om at komme hviledagen i hu og holde den hellig. Naturligvis i kirken, hvor han selv prædikede. Og ikke ude i marken, hvor han fandt dem hårdt arbejdende. Til dagen og vejen.

Præsten og sognebørnene

Det var selvsamme præst, det først viede mine forældre og siden døbte mig. Længere siden er det ikke, men selv er han der selvfølgelig ikke længere. Mine forældre heller ikke. Jeg er som enebarn den sidste mohikaner fra Thy.

Det lille husmandsbrug voksede støt, og min morfar købte jord fra proprietæren ved siden af, så han kunne avancere fra husmand til gårdejer. Det gik faktisk rigtig godt, selv om min morfar døjede med brok. Det var ungdommens tunge kornsække, der havde indhentet ham og sat sine spor.

Han døde faktisk af det, da han efter endnu en brokoperation faldt ud af hospitalssengen. Personalet havde glemt at sætte sengegærdet for under opvågningen.

Min ene morbror, som slægtede sin far og min morfar på, var maskimekanisk interesseret. Så da hestespandet blev udskiftet med den første traktor, var han i marken tidligt og sent. Med plov og harve. Med såmaskine og selvbinder. 

Indkøbt kunstgødning erstattede snart naturgødning fra egen stald. Og kort efter kom de første giftstoffer, som kunne sprøjtes ud over markerne, holde skadedyr og ukrudt i skak samt højne høstudbyttet yderligere.

Min ældste morbror kørte gerne med giftsprøjten, der indvarslede en ny og bedre fremtid for landbruget. Min yngste morbror havde til gengæld tjansen at starte den gamle sorte Ford T, når vi skulle være standsmæssigt kørende.

Det var manuel start med håndsving. Her gjaldt det om at få hånden væk i en fart, når der var kontakt. Ellers risikerede man en brækket arm.



Femdobling af pesticidforbruget

Udviklingen gik herefter sin skæve gang. Men da min ældste morbror døde af en ondartet kræftsygdom, begyndte vi andre at spekulere over fremskridtets mulige pris. Var der en sammenhæng? 

Man var først lige begyndt at forstå, at sprøjtegifte måske kunne virke begge veje – direkte mod ukrudtet selv og indirekte mod manden bag sprøjten. Det var i efterkrigsårene, hvor hele USA sang med på melodien “DDT is good for me-e-e!”.

I dag er vi heldigvis blevet klogere – på den dyre måde. DDT er forlængst forbudt. Det samme vil ske med glyphosat, som er aktivstoffet i Roundup. Vi ved det godt, men vi skal lige have de sidste milliarder med i graven.

Da landbrugets strukturudvikling mod stedse færre, større og mere specialiserede bedrifter for alvor tog fart fra 1960’erne og frem, gjorde forbruget af blandt andet kunstgødning og pesticider det også. 

Fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 70’erne femdobledes forbruget af pesticider. Toppunktet nåede man i 1984, hvor der blev solgt 7.500 ton virksomt stof i de anvendte pesticider. Over dobbelt så meget som de knap 3.000 ton, der blev solgt i 2021.

Nu er forbruget af pesticider i landbruget nemlig på vej nedad igen. Det siger i hvert fald landbrugets evige forsvarer, Jørgen E. Olesen, som er professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, til Dagbladet Information:

– Der er jo sket det, at flere hundrede pesticidmidler er udfaset fra brug. I de nordiske lande har vi været mere restriktive med at få udfaset pesticider, end man har været andre steder, især baseret på risikoen for udvaskning til grundvandet, siger han.

Jørgen E. Olesen nævner dog ikke noget om de nye pesticider, der er kommet til i mellemtiden. Deres effekt på vandmiljøet kender vi jo først om adskillige år, når eventuelle giftrester fra også dem er nået ned i grundvandet. 

Jævnfør plantegiften Glyphosat, der jo ifølge producenten Monsanto slet ikke kunne nå ned i grundvandet. Men som alligevel godt kunne det efter nogle år. Og flere andre stoffer vil givet følge efter.

Den skæve strukturudvikling

De stedse færre og større industrilandbrug beskæftiger færre og færre arbejdere, hvoraf flere og flere stammer fra Østeuropa. Billig, men sjældent veluddannet arbejdskraft, der ikke stiller kritiske spørgsmål til produktionen. Og som heller ikke stiller samme krav til løn og faciliteter, som dansk arbejdskraft gør.

Samtidig bliver der længere og længere mellem landmanden, den jord han dyrker, og de dyr han producerer.



Storbonden tilbringer i dag mere og mere tid bag skærmen. Med at udfylde gødningsskemaer og søge hektarstøtte til driften. Han tilbringer derfor mindre og mindre tid blandt sine dyr og maskiner. Han ser ikke og ved derfor ikke altid, hvad der sker ude i stald og mark.

Måske han slet ikke interesserer sig for andet end tal og tilskud. Og i den forbindelse ikke skænker dyr og drift en tanke. Han er blevet fabriksbestyrer i stedet for dyreholder. Dansk landbrug er i dag reduceret til industri, hvor ingen længere har tid til at klø dyrene bag ørerne.

Blandt andet derfor dør et tocifret antal millioner grise hvert år i danske svinestalde. Blandt andet på grund af billig, men dårligt uddannet østeuropæisk arbejdskraft, som ikke har tid til eller evner at passe ordentligt på de mange millioner grise. Disse ender så i stedet deres liv som kød- og benmel på DAKA og lignende steder.

Marker og maskiner bliver samtidig større og større, selv om lille Danmark jo ikke bliver det. Nu så store, at gamle markhegn må pløjes op. Ellers er der ikke plads til, at de gigantiske tankvogne kan komme omkring på marken med deres last af giftig gylle.

Et andet resultat af denne udvikling er nedkørte vejkanter og ødelagte rabatter, der påfører kommunerne store ekstraudgifter. Den skæve strukturudvikling, som vi ser den i dag. Hver dag. Året rundt.

Jeg føler trang til at runde af med den landbrugskyndige og miljøbevidste rock’n’roller Neil Young fra den politiske sang “Alabama”:


”Your Cadillac

Has got a Wheel in the Ditch 

And a Wheel on the Track”


Det gælder i høj grad også dansk landbrug anno 2023. Cadillac’en er blot udskiftet med en grøn John Deere traktor i overstørrelse.

Giftiggrøn, fristes man til at sige. Jævnfør solskins- og energiøen Samsø, som senest desværre har vist sig at huse den mest giftspredende og -sprøjtende landbrugsvirksomhed i hele Danmark.

Ovennævnte Neil Young har for øvrigt dedikeret et helt album til netop det giftige industrilandbrug, som kvæler ikke blot planter og natur, men også de små farmere i USA og Canada. Ja, resten af verden med.



Udgivelsen har den præcise titel “The Monsanto Years”. Monsanto er nemlig navnet på giftproducenten, der har taget landbrugere over hele verden som gidsel.

Anbefales på det kraftigste, om man så musikalsk er til Neil Young eller ej. Og sørgeligt aktuelt netop nu, hvor landbruget og giftlobbyen i EU – vist også Danmark med – kæmper for tilladelse til yderligere ti års brug af plantegiften RoundUp med aktivstoffet glyphosat.

Dette til trods for, at “vi alle pisser glyphosat”, som en EU-parlamentariker udtrykte det for et par år siden. Alle testede EU-parlamentarikere havde nemlig vist sig at have glyphosat i deres urin.

Med Løkke (M) og Ellemann (V) ved det reelle ror på giftsprøjten og Frederiksen (S) på den militante sidelinje kan man absolut frygte et dansk ja.

© 2023 Steen Ulnits


Introbillede: Væltet gylletankvogn med knækket aksel på Djursland.



 

 

Det grønne skæbnevalg

Efter fire års rædselsregime for miljøet med først Eva Kjer Hansen (V) og siden Esben Lunde Larsen (V) som ansvarlige ministre stod alt på spil ved folketingsvalget i 2019.

Der måtte ryddes op i virvaret af vindmøllevenner, kvotekonger, havbrugere og andet godtfolk, som siden det foregående valg havde lagt sig grundigt i ske med ministre og embedsværk – eller sågar var hoppet i badekarret sammen med Bubber. Den regerende del af det danske folketing havde nået et hidtil uset bundniveau, hvor flere italienske og græske politikere efter sigende overvejede en studietur til Danmark – for om muligt at lære helt nye tricks…

Anyway. Det gik heldigvis godt. Regeringen blev sat af pinden, og den nye regering lovede om ikke guld så i hvert fald grønne skove. Og en klimapolitik, der både kan og skal holde den globale opvarmning i ave. Men inden det nåede så vidt, var der lige nogle nye spørgsmål, som vælgerne måtte tage stilling til:

Lige pludselig var klimaet nemlig kommet på alles læber og partiernes dagsorden. Greta Thunberg, en 16-årig svensk skolepige, havde strejket i protest mod politikernes manglende stillingtagen til det klima, som var hendes og ikke deres fremtid. Runkedorerne i dansk politik fnyste og havde kun foragt til overs. De yngre var lidt mere usikre.

Selv hendes egne partifæller så i hvert fald beskæmmet bort, da Pia Kjærsgaard (DF) op til valget skærpede skytset og fyrede den om klimatosserne af – afventende det bifald, der aldrig kom. Nok det største politiske selvmål til dato fra nogen partileder. Så meget ude af trit med virkeligheden og så endda som formand for Folketinget. Tsk… 

Midt under valgkampen lod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så en bombe af de lidt større springe: Han foreslog i ren desperation, at han gerne ville gå i regering med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen – hvis bare han så mindeligt måtte forblive statsminister. For enhver pris. Den røde lejr tog tælling et kort øjeblik.

For historien viser jo, at Venstre og Socialdemokratiet på mange måder står hinanden nær og meget ofte stemmer for de samme ting. Eksempelvis flere forurenende havbrug. Eller fortsat brug af diverse sprøjtegifte, som ellers måtte være på vej ud. Heldigvis besindede Mette Frederiksen sig og lovede, at hun ville være en ren rød regeringsleder.

Der blev undervejs i valgkampen lukket varm luft ud i lange baner. De samlede danske CO2-udledninger var i 2018 godt fem millioner ton højere, end regeringen selv havde forventet. Fortsætter vi denne kurs, skal Danmark 7-doble hastigheden i indsatsen efter 2030 for at nå klimamålene. Det viser beregninger fra organisationen CARE. 

– Det er ikke tilfredsstillende, indrømmede klimaminister Christian Lilleholt (V). Han mente dog, at man skal se på det lange seje træk, hvor vi arbejder frem mod klimaneutralitet i 2050. Det virkede på en eller anden mærkelig måde om noget, man havde hørt rigtig mange gange før?

Et af omdrejningspunkterne i valgkampen blev for mange lov L 111 om flere forurenende havbrug i det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret. Hvor der kun er grådighedsrum og intet rådighedsrum. Det hele startede med daværende fødevareminister Dan Jørgensens (S) totalt ugennemtænkte forslag fra 2014 om udvidelse af den danske akvakultur – med flere nye forurenende havbrug.

Da miljømålet i den næstfølgende regering pludselig stod gabende tomt, kunne den nye fødevareminister Esben Lunden Larsen (V) elegant trille bolden over stregen med vedtagelsen af den omstridte lov L 111, der pludselig gav Venstres mange venner i havbruget muligheder for at score nye nemme millioner. Uden rensning af spildevandet. Flere åbne kloakker direkte ud i Kattegat.

Alternativet ønsker at se sig selv som et miljøvenligt parti, der skal redde verden. Desværre flyver og farer de selv mere, end godt er. Verden rundt. Medierne gik i dybden med det alternative partimedlem Carolina Magdalene Maiers mange rejser – hvilket ledte til kåringen af hende som årets helt store rejsedronning. 

Kåringen skete på baggrund af de mange fotos og rejsebeskrivelser, hun selv havde lagt op på Facebook. Heriblandt partifester i Paris og dykkerrejser til Mellemøsten. Stik modsat hendes opfordringer til danskerne om, at de skulle lade være med at tage flyet og i stedet holde klimavenlig ferie hjemme i Danmark. Hykleri hedder det vist. Og det straffes af vælgerne. Caroline Maier røg ud af Folketinget med et brag.

Ovenstående påstand hoppede danskerne alligevel ikke på. Men tænk, at Carsten Bach (LA) som uddannet geolog kunne få sig selv til at sige det – i en tid, hvor det ene nye pesticid efter det andet tikker ind på tavlen. Hentet op fra netop det danske grund- og drikkevand. Som resultatet af mange års hjernedød brug af pesticider, hvis langsigtede egenskaber ingen anede eller aner noget om. Men som myndighederne alligevel godkendte – og på ufattelig vis stadig godkender.

Der blev da også helt stille i forsamlingen, da Carsten Bach netop havde fyret ovenstående svada af. For sagde han virkelig det? Vælgerne kvitterede efterfølgende for hans påstand ved at sende ham lukt ud af Folketinget. Her kan han fortsat rådgive danskerne om det sunde danske grundvand – nu blot i privat regi.

Det var de Konservative, der fik væltet Eva Kjer Hansen (V) af pinden som fødevareminister, da hun præsenterede den usandfærdige Landbrugspakke som dikteret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Det var Rasmus Jarlov (K), der gennemskuede bedraget og fik afsat fødevareministeren.

Men det var selvsamme Jarlov, som blev helt stille, da de Konservative først var kommet i regering og han selv havde fået stillet en ministerbil til rådighed. Plus naturligvis ministerløn og ministerpension. Så stemte Rasmus Jarlov gladeligt for både Landbrugspakken, som han ellers havde taget afstand fra, og lov L 111 om flere forurenende havbrug. Så meget for de Konservative som Blå Bloks grønne stemme…

Som valgkampen skred frem, blev selv de borgerlige partier mere og mere grønne. Ja, de kappedes nærmest om at love bedre miljø og flere grønne elbiler – med Lars Løkkes halve million som den foreløbige vinder af budrunden. – Hvad gør man ikke for at vinde et miljøvalg, når man er totalt bagud på point efter fire år med totalt modsatrettede handlinger? Med tiltag på tiltag til direkte skade for miljøet?

Det hjælper jo heller ikke på partiets grønne image, når ens egne interesseorganisationer – Bæredygtigt Landbrug samt Landbrug & Fødevarer – trækker i stik modsat retning. Eksempelvis ved at gå til domstolene for retten til også fortsat at sprøjte pesticider ud over sårbare drikkevandsboringer. Endnu et skud i foden med giftsprøjten.

Enhedslisten manifesterede sig under hele valgkampen som et seriøst parti, man ville kunne regne med i en kommende mulig regeringssammenhæng. Trods partiets ellers meget dårlige erfaringer med den tidligere Røde Regering, der jo blev styret fra det Sorte Tårn af den Blå Bjarne. – De pisser på os, sagde en vred Johanne dengang.

Det viste sig, at Pernille Skipper var en værdig arvtager for stemmeslugeren Johanne Schmidt Nielsen. Mange havde ellers frygtet for resultatet af Enhedslistens ganske sunde regel om, at man kun kan sidde et vist antal år i Folketinget – inden det er ud af vagten og ind med en anden. Skipper klarede imidlertid magtskiftet på forbilledlig vis. Med miljøet højt på dagsordenen.

Det ville de, og Danmark har igen en miljøminister som alle andre civiliserede lande. Det var ellers et rigtig smart træk eller trick, da Lars Løkke reelt nedlagde det for landbruget så besværlige Miljøministerium – ved at underlægge det landbrugets Fødevareministerium. Da Eva Kjer Hansen (V) først var væltet, kom den rettroende Esben Lunde Larsen (V) til.

Han fortsatte arbejdet med at nedbryde miljøet og kontrollen med det. Han trak dele af Miljøstyrelsen helt ind i ministeriet og undgik derfor behændigt mulige krav om aktindsigt. Og hastebehandlede så ellers vennernes sager om fiskekvoter og havbrug. Vi har aldrig set noget lignende i Danmark. Nu skal den nye miljøminister Lea Wermelin (S) så forsøge at genoprette tilliden til både Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen. Det bliver svært.

Ud over slutspurtens klimatosserier fra Pia Kjærsgaard, så gjorde Dansk Folkeparti sig i hele valgperioden skyldige i total ansvarsfraskrivelse. Efter et rekordgodt valg var der ellers muskler og stemmer nok til at gå i regering, men det turde DF bare ikke. Måske de hele tiden frygtede FELD og MELD og Messerschmidt. Vi ved det ikke.

Partiet blev i hvert fald hængende ude på sidelinjen, hvorfra man mente at kunne få flest DF mærkesager igennem. Men vælgerne var skuffede og straffede DF hårdt ved valget. Ikke mindst de DF’ere, der havde ført sig frem som varme fortalere for flere forurenende havbrug, blev sat fra bestillingen efter et rekorddårligt valg, der halverede Dansk Folkeparti.

Dette gjaldt i særlig grad værtshusparret fra den nordjyske by Mariager, Pia Adelsteen (DF) og Kim Christiansen (DF), som begge havde været blandt de varmeste fortalere for flere forurenende havbrug ud for Djursland. Det lå jo tilpas langt fra Mariager Fjord. Ikke mindst Pia Adelsteen deltog meget aktivt i debatten og opbakningen til Esben Lunde Larsen.

Begge røg de ud efter valget – ud af Folketinget og tilbage til værtshuset i Mariager. En skæbne, de måtte dele med bror-søsterparret Anders Samuelsen (LA) og Merete Bock (LA), der begge røg ud sammen med førnævnte partifælle Carsten Bach. Det gav lidt frisk luft i Folketinget – og partistifter Samuelsen en del at tænke over.

Men ikke kun regeringspartierne blev straffet. Det gjorde også Alternativet, som foretog en sidste besynderlig handling op til valget:

Partiet opstillede en storforurenende havbruger, som netop var taget i at fuske med sine “økologiske” ørreder. Fisk, der havde været på afgiftning og tvangsøkologisering i Storebælt efter en malakitgrøn og giftfyldt barndom i Jylland.

Havbrugeren fra Bisserup kom ikke ind. Alternativets Christian Poll, som aktivt forsvarede opstillingen af den storforurenende havbruger til Folketinget, røg selv ud efter valget. Med sig fik han det lidet attraktive hashtag #ExitPoll. 

Flugten til Amerika

Det var dog billigt sluppet sammenlignet med det totalexit, som overgik Esben Lunde Larsen (V) før valget. Han fik først frataget Fiskeriministeriet, som han ikke formåede at bestyre. Og siden Fødevareministeriet, da skeletterne for alvor begyndte at rasle ud af skabene også her.

Esben Lunde Larsen valgte endda at droppe både ministerium og politikerkarriere, da han nærmest overnight flygtede over Atlanten – til et beskyttet arbejde i en grøn (!) amerikansk tænketank støttet af den danske stat. Skatteyderbetalt.

Så jo – det var bestemt ikke noget kedeligt valg. Og heldigvis så endte det jo lykkeligt for den trængte danske natur og det hårdt pressede danske vandmiljø.

Med en rød regering, der har lovet at være grøn.

Det må vi holde den fast på!

© 2019 Steen Ulnits


Du kan finde mig her på Instagram:

www.instagram.com/steenulnits


Og her på Facebook:

www.facebook.com/steenulnits

Hvorfor gik det dog så galt?

Vor kollektive politiske hukommelse rækker ikke langt. Mange politikere og politiske iagttagere kalkulerer således kynisk med, at om et halvt år er alting glemt. 

Er der således mere end et halvt år til næste valg, er der fred og ingen fare – ingen risiko for negative konsekvenser af ens politiske handlinger. De er alligevel glemt, når vælgerne skal til stemmeurnerne.

Men internettet har udvidet vor hukommelse betragteligt. Således også i den spegede sag om flere forurenende havbrug i et Kattegat, der allerede lider under algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød:

Dan Jørgensen (S) og de nye havbrug

Vi har allesammen – og med fuld rette – haft travlt med at kritisere Venstres Esben Lunde Larsen (ELL) for at være den miljøminister, vi aldrig fik. For udelukkende at være fødevareminister for landbrug og havbrug. For ikke at kere sig en døjt om miljøet, hvis det på nogen måde kunne lægge hindringer i vejen for landbrug og havbrug.

Men ret skal være ret, og de nye havbrug fra L111 er desværre ikke ELL’s opfindelse. Ikke alene i hvert fald. Tankerne om flere og nye havbrug stammer såmænd fra den tid, hvor socialdemokraten Dan Jørgensen var minister for området.

Dan Jørgensen var således minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra 12. december 2013 til 28. juni 2015. Og han var i sin tid blevet valgt ind i Folketinget alene på grund af Svend Aukens mange personlige stemmer.

Det er præcis i Dan Jørgensens ministerperiode, at tankerne om flere og nye havbrug i de indre danske farvande dukker op. Det kan man læse om i papirer fra ministeriet dateret den 6. november 2014. Altså midt i Dan Jørgensens ministerperiode.

I disse papirer kan man blandt meget andet læse følgende nu skæbnesvangre ord, forfattet af Socialdemokratiet sammen med regeringspartneren Det Radikale Venstre og med opbakning fra Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Venstre:


“Parterne er enige om, at den danske akvakulturproduktion udvikles på en måde, som reducerer miljøbelastningen. For perioden 2014-2017 reserveres 3,5 mio. kr. til at sikre en effektiv udpegning af egnede områder til akvakulturproduktion og 3 mio. kr. til afsætning af bl.a. økologisk akvakulturproduktion, herunder eksportorienterede aktiviteter.

Desuden vil der under programmet blive allokeret midler til udvikling og investering i ny teknologi til bl.a. havbrug og recirkuleringsanlæg.”


Det var således Dan Jørgensen (S) og hans regering, der i 2014 støbte de fatale kugler og placerede bolden for fødderne af den senere efterfølger Esben Lunde Larsen (V). Lige til en helflugter ind i det nu gabende tomme miljømål. 

Miljøministeriet eksisterede jo ikke længere, men var reelt afskaffet – opslugt af Fødevareministeriet, der jo var og er landbrugets forlængede arm. 

Venstre var ikke sene til at lugte millionerne, der lå og ventede fra en massiv fiskeproduktion – helt uden besværlig og fordyrende rensning af spildevandet. 

Venstres finansordfører Jacob Jensen havde og har således en lønnet bestyrelsespost hos landets største og mest forurenende havbrug Musholm, som derfor var blandt de første ansøgere til de planlagte havbrug i Kattegat.

Vennerne fra havbruget var tidligt orienteret og aldeles klar over de aldeles enestående muligheder for nu at forurene helt gratis. For at tjene millioner på at forurene det vand, som skatteborgerne inde på land havde betalt milliarder for at rense – til kloakering og bygning af rensningsanlæg.

Esben Lunde Larsen (V) og de nye havbrug

Den daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen havde således dygtigt brugt Dan Jørgensens oplæg til fremtiden for dansk akvakultur – til at fremme egne og andres økonomiske interesser. 

Dette på trods af et ikke-eksisterende “miljømæssigt råderum” for øget forurening. Der står jo udtrykkeligt i papirerne fra 2014, at akvakulturen skal udvikles på en måde, der “reducerer miljøbelastningen”.

Det kan man bare ikke, når 117 ud af 119 registrerede danske havområder endnu ikke havde opnået “god økologisk tilstand, og der var behov for kvælstofreduktion i alle vandområder”. Ordet “miljømæssigt råderum” er således et ikke-eksisterende fænomen i de indre danske farvande.

Der er i stedet tale om et “miljøpolitisk råderum”, hvor man kynisk og fra politisk hold afgør, hvor meget man vil forurene et givet sted. Hvor langt man kan og tør gå, uden at det ender i et EU-sagsanlæg om overskridelse af kravene i Vandramme-direktivet.

Grådighedsrummet

Derfor opfandt kloge landbrugshjerner begrebet “kompenserende foranstaltninger”, så man – i hvert fald set med landbrugets egne øjne og nu med god samvittighed – kunne øge produktionen og forureningen. Blot man laver eksempelvis tangfabrikker eller muslingefarme til optag af lige så store mængder kvælstof, som fiskeopdrættet udleder.

Det ville fungere – i teorien. I praksis anede man nemlig ikke, om det overhovedet lod sig gøre. Ingen havde prøvet det før i den målestok og på de lokaliteter.

Det var således socialdemokraten Dan Jørgensen, der i sin tid som minister for Miljø og Fødevarer lancerede tanken om flere havbrug i nye havområder. I den hellige væksts navn. Det må vi ikke give Venstres Esben Lunde Larsen hele skylden eller æren for. Ret skal være ret.

Det er sikkert også derfor, at Dan Jørgensen var påfaldende tavs i hele debatten og efter den kulørte presse at dømme mere optaget af kærestens deltagelse i “Vild med dans”. I det hele taget kunne man ønske sig, at danske politikere over en bred kam var vildere med politik end med dans. 

Men det er de altså ikke altid. Og netop her minder Venstre og Socialdemokratiet foruroligende meget om hinanden. 

Socialdemokratiet(S) kovending

Det var givet også derfor, at Socialdemokratiet – senest med Simon Kollerup (S) som velvillig kollaboratør – valgte at gå ind for de forurenende havbrug sammen med Esben Lunde Larsen og hans betalte partifæller inden for fiskeopdrættet. Efter lang tids spil for galleriet, hvor Kollerup ellers foregav en ægte interesse for havmiljøet.

For øvrigt en slående parallel til de Konservatives Rasmus Jarlov, der efter stort postyr også valgte at stemme “ja” til den forhadte Landbrugspakke og dennes øgede udledning af kvælstof. Vel vidende, at den var helt gal i forhold til selvsamme Vandramme-direktiv. Og at han selv havde medvirket til at få afsat fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på nøjagtig det samme grundlag. 

K havde blot forinden lovet de andre borgerlige partier, at det ville man bare gøre. Stemme for først Landbrugspakken og siden flere forurenende havbrug i Kattegat. Uanset hvad. Og det gjorde man så.

På samme måde har Liste A’s Simon Kollerup givet hele tiden vidst, at han ville stemme ja til de nye havbrug. Fordi de nu og oprindeligt var partifællen Dan Jørgensens opfindelse.

Eksperthøringen var blot et efterhånden nødvendigt spil for galleriet. Politik, når det er værst og mest råddent. Al politikerledes fader.

Hjarnø hjælper til 
 
Men så nærmede valget sig, og de dårlige sager væltede op inden for havbruget – med Hjarnøs fire gange deres tilladte forurening som den midlertidige top af isbjerget.
 
Det endte som bekendt og til allersidst med den berømte socialdemokratiske kovending, hvor fiskeriordfører Simon Kollerup (S) blev sat til side og erstattet af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S).
 
Sidstnævnte meldte klart ud, at Socialdemokratiet ikke længere støtter op om de planlagte totalforurenende havbrug i Kattegat:

“Punkt ét er, at der har været en række sager, hvor havbrug har gjort sig uheldigt bemærkede. Det har primært været Hjarnø Havbrug, der har gjort sig skyldig i voldsom overproduktion. En undersøgelse har efterfølgende vist, at der er generelle udfordringer med tilladelser i branchen.”

“Punkt to er, at kvælstofudledningen i det danske vandmiljø ikke er faldet som forventet. Det viser tallene i den seneste rapport fra Novana (nationalt overvågningsprogram for vandmiljø og natur, red.). Dermed er der ikke plads til, at havbrugs-sektoren tilfører endnu mere”.


Med “totalforurenende” menes, at åbne havbrug helt enkelt ikke kan rense deres spildevand. Det ligger i hele deres opbygning, at vandgennemstrømningen netop skal fjerne forureningen fra fiskene, der ellers vil kvæles i deres egne ekskrementer.

Al forurening fra fiskeopdrættet – foderrester, ekskrementer, medicin og kemiske hjælpestoffer – ryger direkte ud i vandmiljøet.

Det burde minister Dan Jørgensen (S) jo have vidst, inden han foreslog flere åbne havbrug i de indre danske farvande. Og det gælder for øvrigt økologiske såvel som konventionelle havbrug. De forurener nøjagtig lige meget, hvad kvælstof og fosfor angår. De økologiske bruger blot færre hjælpestoffer og medicin – hvis ellers de overholder reglerne.

Men så godt og såvidt Christian Rabjerg Madsen (S), der nu leder Socialdemokratiet ud af deres vildfarelse og væk fra de vilde vækstplaner.

Man har heldigvis et standpunkt, til man tager et nyt. Det vidste allerede statsminister Jens Otto Krag (S). Og selv et helt parti kan jo heldigvis blive klogere, når de rette informationer til sidst når toppen, der så kan eller må tage affære.

Nu må vi så bare håbe, at Socialdemokratiet stadig mener det samme efter valget. Så også vore efterkommere kan tage sig en forfriskende dukkert i et rent og salt Kattegat.

© 2019 Steen Ulnits


Logo: Miljøforeningen BLAK

Vikaren fra Himmerige

 Vikaren fra Himmerige

Allerede efter den første partilederrunde op til det kommende folketingsvalg i 2019 stod det lysende klart: 

Der er kommet en ny Stella Nova på den politiske stjernehimmel. Det er Isabella Arendt fra Kristendemokraterne (KD), der indtil 2003 hed Kristeligt Folkeparti. Eller Liste Q. I dag er bogstavet skiftet til et K.

Isabella Arendt måtte som partiets næstformand i sidste øjeblik agere standin for den sygdomsramte partiformand, Stig Grenov. Og hun gjorde det så godt, at partiet straks steg i meningsmålingerne – så meget, at det lille parti pludselig øjner en fornyet chance for atter at komme i Folketinget. Efter flere år ude i kulden.

“Vikaren fra Himmerige” blev hun straks døbt af medierne og det danske folkevid. En pendant til “Vikaren fra Helvede” – i form af SF’s Karsten Hønge i sin tid. Isabella var et frisk pust, der havde argumenterne i orden og ordet i sin magt. Selv ikke TV2 studievært Søren Lippert kunne vippe hende af pinden. I perioder var det snarere omvendt.

Nu er jeg ikke selv troende – i hvert fald ikke på andet end naturens forunderlige kræfter. Men jeg er vokset op i et kristent hjem – med en fader, der i mange år var kirkesanger.

Ikke af tro, for han troede heller ikke på nogen fiktiv gud. Men fordi han stod inde for og troede på de mange gode ting, som et kristent livssyn fører med sig. Medmenneskelighed og respekt for naturen, ikke mindst.

Fire års rædselsregime

Nu har vi haft fire år med et Venstre-styret rædselsregime, der på rekordtid har bombet det danske vandmiljø næsten 30 år tilbage i tiden. Som har hærget løs langs vore ferske åer og søer samt øget forureningen af vore salte farvande med ekstra kvælstof fra Landbrugspakken og nye forurenende havbrug. 

Det er ikke sket ud fra noget kristent livssyn. Det er sket af ren og skær grådighed. Det var da også en teolog, som for et par år siden omdøbte Esben Lunde Larsens (V) fiktive “rådighedsrum” til det faktiske “grådighedsrum”, det er i dag.

En aldeles rammende betegnelse, for der eksisterede og eksisterer stadig ikke noget råderum til yderligere kvælstofforurening af det Kattegat, der gisper efter vejret med algeblomst, iltsvind og fiskedød. Som stadig ikke lever op til kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

En lokal præst vovede ved høstgudstjenesten i 1997 som den eneste at kritisere landbruget, da Mariager Fjord det år var afgået ved døden – efter mange års overgødskning fra det omkringliggende landbrug. Præsten mente ikke, at landbruget bare sådan kunne fucke med det, der i hans øjne var Guds skaberværk.

En lokal landboformand satte ham dog efterfølgende på plads – med den udtalelse, at præsten jo var statsansat til at forkynde Guds ord. Ikke drive lokal miljøpolitik. Den del skulle landbruget nok selv klare…

Vi skriver nu 2019, og intet har grundlæggende ændret sig.

Det kristne natursyn

Da er det, at tankerne går tilbage til de heldigvis også positive ting, der er sket for naturen tidligere – sågar under borgerligt regime. Men med mere begavede og fremsynede borgerlige politikere ved roret.

Tag nu bare vandmiljøet, der i 1980’erne blev reddet af de berømte ord “Fuglene er væk. Fiskene er væk”. De blev sagt, da døde hummere pludselig dukkede op på TV-skærmen efter omfattende iltsvind i Kattegat – forårsaget af primært landbrugets stigende udledninger af kvælstof.

Ordene blev udtalt af den daværende miljøminister – tænk, sådan én havde Danmark faktisk dengang – Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti. Han var såmænd og pudsigt nok fra Ringkøbing som jeg selv.

De vise ord og den enkle konstatering af naturens sande, men sørgelige tilstand vakte genklang hos befolkningen, og Folketinget gik i sving – landbruget vil nok sige selvsving – med at rette op på tingenes skæve tilstand.

Men vi fik rettet op på mange ting med de første vandmiljø-planer og retablering af den Skjernå, som Hedeselskabet med stats- og landbrugsstøtte fik rettet ud så sent som i 1960’erne. Hvor man burde have vidst bedre og såmænd også gjorde det.

Men der skulle tjenes penge, så landets vandrigeste å blev rettet ud. Væk skulle vandet fra markerne, og det skulle gå hurtigt. Åen blev rettet ud og markerne drænet, så der kunne dyrkes korn.

Frustreret Kong Frederik

Atter vandt grådigheden, mens naturen tabte. Såmænd til ingen ringere end kong Frederik den Niendes store fortrydelse. Han havde nemlig også sans for naturen og syntes bestemt ikke om, at den storladne Skjernå blev rettet ud til snorlige afvandingskanaler for landbruget. 

Alligevel krævede det en sand kristen fra Kristeligt Folkeparti, førend skuden blev vendt og der atter kom sving på landets vandrigeste vandløb. Og tænk engang: Han hed intet mindre end Christian Christensen (Q). Mere dansk og kristent kan noget navn vel næppe blive!

Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt ramte fiskebestande i danske vandløb, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.

Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerige, nemlig Jørgen Kvist Jensen (Q), der ligeledes kom fra Vestjylland. Nærmere betegnet egnen ved Varde Å. 

Jørgen Kvist Jensen kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede straks et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget.

Fisketegnet var en realitet, og der var for første gang i historien faste finanser til den fiskepleje, som hidtil var blevet afholdt ved sporadiske indkomster fra fiskekonkurrencer landet over. Nu endda med millioner i stedet for tusinder af kroner. 

Millioner til fiskeplejen

I dag er indtægterne fra fisketegnet dog vigende, og der stilles i stigende grad spørgsmålstegn ved myndighedernes brug af  lystfiskernes millioner. Men det er en helt anden historie.

Læs mere om fisketegnet og fisketegnets fader her.

Og så er det jo, man kommer til at tænke på den nystegne Isabella Arendt, der netop stiller op for Kristendemokraterne på Liste K (tidligere Q).

– Måske hendes kristne livssyn kan rydde lidt op i den borgerlige bule og erstatte den hidtidige grådighed med gamle dages kristne respekt for natur og mennesker? 

Jeg håber det. Jeg håber inderligt, at Liste Q (nu K) vil komme ind i varmen igen. Ikke på grund af kristendommen, men på grund af det kristne natursyn, som forhåbentlig stadig eksisterer i det lille parti.

Jeg hilser i hvert fald Liste K velkommen (tilbage) i Folketinget. Vi har intet at tabe.

© 2019 Steen Ulnits

 

Estland kæmper for miljøet

Det tog 3 år at nå så vidt! Og nu vil en 151 meter bred og 4,5 meter høj dæmning blive fjernet i Estland ved den sydlige Østersø. Midt mellem Finland i nord og Letland i syd.

Restaureringen er del af et større projekt til 15 millioner Euro (godt 110 millioner danske kroner), der vil hjælpe med at genoprette en historisk vandringsrute for den truede østersølaks og genskabe den oprindelige habitat i Pärnu floden.

Pärnu flodbassinet i Estland dækker et område på 20% af Estlands størrelse. Floden selv er 144 km lang, men sammen med bifloderne (270 floder og vandløb) udgør den et 3.300 km flodbassin. Pärnu er den største historiske lakseflod i landet med et potentiale, der er dobbelt så stort som de andre af landets floder – med hensyn til at forbedre laksebestanden.

Imidlertid står en stor hindring i vejen for de vandrende laks: Sindi dæmningen. Denne 151 meter brede og 4,5 meter høje dæmning er den første vandringshindring opstrøms flodmundingen (14 km fra havet), så fjernelse af den vil effektivt åbne flodbassinet for vandrefiskene. Det er præcis, hvad projektleder Külli Tammur og hendes team af ildsjæle er i færd med at gøre.

Baggrunden for at fjerne dæmningen var først og fremmest, at dammen blokerer de historiske vandringsruter for laks på vej mod deres gydepladser længere oppe i floden. Desuden var dammen også i strid med estisk statspolitik, der har til formål at beskytte og bevare oprindelige naturtyper. Tænk, om vi havde en sådan miljøpolitik herhjemme.

For at fjerne dæmningen måtte regeringen imidlertid opkøbe jordarealer for 1,3 millioner Euro. Knap 10 millioner danske kroner. Først da kunne man begynde at planlægge fjernelsen af selve barrieren.

Disse planer startede i begyndelsen af 2015, men det gik langsomt, da det var svært at få alle om bord – til at være enige om projektet. Opstemningen havde jo skabt en kunstig sø, hvor de lokale beboere nød at svømme og sejle. At fjerne deres udendørs pool var derfor en enorm hindring, som allerførst måtte overvindes.

Projektgruppen fik undervejs flere visioner om, hvordan samfundet og miljøet kunne se ud, når dæmningen var fjernet. Den endelige vision omfatter udgravning af floden på udvalgte steder, så den bliver lettere at svømme i. Anlæg af nye veje, så befolkningen kan gå langs floden. Samt etablering af en hurtig strømstrækning til krævende kajaksejlads. Nu er det sågar også lovligt at fiske der!

Alene samarbejdet med lokalsamfundet og færdiggørelsen af visionen tog halvandet år at få på plads. Først da kunne man officielt påbegynde projektet og starte nedbrydningen af damvæggen, så floden atter kunne flyde frit.

De kan bare, de estere. Vågn op, vi danskere. Vis verden, at vi ikke er et miljømæssigt U-land, men helt på omgangshøjde med de fremsynede estere. Vi har ganske vist ikke en miljøminister, som de har i Estland, men alligevel. Vi har en Gudenå, landets længste vandløb, der stadig ligger i lænker. Opstemmet af Tangeværket til et vandkraftmagasin, der i dag kaldes Tange Sø.

Et pudsigt sammentræf er det i den forbindelse, at den estiske Pärnu flod er 144 km lang. Den danske Gudenå 150 km. De to minder således rigtig meget om hinanden.

Det gør omkostningerne til retablering derfor også:

Mellem 100 og 150 millioner kroner.


Fakta

Den estiske flod Pärnu, som efter et 144 km langt løb munder ud i Riga Bugten, der er en afsnøring af Østersøen. Fra naturens hånd et meget produktivt laksevand, der imidlertid for mange år siden blev amputeret blot 14 km fra flodens udmunding.

Nedenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928. Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket. Med Lilleåen som det vigtigste.

GA_Fangster


Kampen om Kattegat

IMG_0819

Tirsdag den 20. november gæstede fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) den kendte naturlokalitet Jernhatten på østspidsen af Djursland. Formålet med besøget var at indvie den smukke Jernhatten som en del af regeringens nye naturkanon.

Mødet og indvielsen blev imødeset med stor interesse fra lokalbefolkningen, der længe har protesteret mod de nye forurenende havbrug, som regeringen har planlagt – med daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen, sekunderet af partifællen MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i det storforurenende Musholm Havbrug – en af ansøgerne til yderligere forurening af Kattegat ud for Djursland.

Den lokale miljøforening BLAK benyttede naturligvis lejligheden til at fortælle ministeren om planerne for en ny marin / maritim nationalpark i farvandet ud for Jernhatten og Marsk Stigs gamle ø Hjelm. En nationalpark, der vil kunne booste kystturismen i hidtil uset omfang. Med kroner og ører i stedet for alger og iltsvind. At noget sådant ikke vil være foreneligt med en stærkt forurenende fiskeproduktion fra kilometerstore havbrug tydeligt synlige fra land.

Lokalt er der derfor massiv modstand mod nye havbrug, som vil forurene kystvandet og ødelægge mulighederne for den kystturisme, som de fattige kommuner på Djursland er så afhængige af. Ikke mindre end 2.000 arbejdspladser er der her, og de trues nu af blot et halvt hundrede nye arbejdspladser i forbindelse med de nye havbrug. Kystturismen på Djursland omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner.

Den lokale modstand mod havbrugene er derfor massiv og énstemmig, men det har regeringen skam taget højde for. De planlagte havbrug er nemlig placeret, så de lige akkurat er uden for den 1-sømilegrænse, der markerer kommunernes jurisdiktion. Kommunerne kan således intet selv gøre for at hindre forurening af deres livsvigtige kyster. Det bestemmer regeringen suverænt. Og der vil komme forurening ind til land fra de planlagte havbrug. Masser af forurening.

Der står dog en kattelem åben rent juridisk. De selvsamme modeller, som Dansk Hydraulisk Institut brugte til at udpege egnede lokaliteter ud for Djursland, kan nemlig også bruges til at udregne spredning af forureningen fra havbrugene – i form af foderrester, fækalier, antibiotika og kemikalier. Det kom der nedenstående nedslående kort ud af:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons.

Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i danske farvande.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021.

Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv har tiltrådt:


Esben Lunde Larsen (V) om Helcom:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det blev understreget af følgende spørgsmål i Folketingssalen – Spørgsmål nr. S 593:

– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum«?

Svaret fra Esben Lunde Larsen:

“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”


Berømte sidste ord. Esben Lunde Larsen (V) må i dag nøjes med at se på fra sit eksil i Amerika. Det skal blive spændende at se, om hans efterfølger Jacob Ellemann-Jensen (V) vil “sætte miljøet før fødevarerne”, som han jo lovede ved sin tiltræden. Eller om hensynet til havbrugsbranchen vil vægte højere end hensynet til de mange arbejdspladser i kystturismen på Djursland.

DSC_0082

Massiv lokal modstand mod havbrug ved Jernhatten


Det skal også blive spændende at se, hvad EU siger til Danmarks planer om at øge forureningen af Kattegat – i stedet for at reducere den i henhold til Vandrammedirektivet. Hvad vi jo har forpligtet os til. EU har allerede sendt en såkaldt pilotskrivelse til Danmark i forbindelse med Landbrugspakken, som også tillod et markant øget forbrug af gødning. Dette på baggrund af fiktive modeller, der overnight reducerede kvælstofudledningen til vandmiljøet med adskillige procent.

De første faktiske målinger af Landbrugspakken har imidlertid vist, at man i stedet for en reduktion på forventede 600 tons kvælstof om året har fået en øget udledning på 2.500 tons. En forskel på mere end 3.000 tons, der ikke er i vandmiljøets favør. Så er det naturligvis det helt rigtige at øge udledningen yderligere – med 800 tons fra kystnære havbrug i Kattegat.

Lad os derfor håbe, at det var miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, der gæstede Jernhatten. Og ikke havbrugsminister Jacob Ellemann-Jensen…


Jacob Ellemann-Jensen (V) er nuværende miljø- og fødevareminister. Han har overtaget ansvaret for at gennemføre sin forgængers planer om at etablere otte nye havbrug i Kattegat ud for Djurslands kyster. Med en tilladt merforurening på 800 tons kvælstof. Han har netop besøgt Jernhatten på Djursland, som skal indlemmes i regeringens kommende naturkanon.


Esben Lunde Larsen (V) var tidligere miljø- og fødevareminister, men tog pludselig flugten til USA og blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen (V). Esben Lunde Larsen stod bag den omdiskuterede L111 lovgivning, der lancerede et fiktivt “råderum” til yderligere forurening af Kattegat. Det har senere vist sig ikke at eksistere og samtidig være i strid med Helcom-konventionen.


Jacob Jensen (V) har en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug, som er blandt ansøgerne til de nye forurenende havbrug ud for Djurslands kyster. Det nu japansk ejede Musholm er tidligere af de lokale miljømyndigheder blevet betegnet som “den største enkeltforurener af Storebælt”. Jacob Jensen er nuværende finansordfører for Venstre og aktiv lobbyist for Musholm havbrug.


Placeringen af de 37 indkomne ansøgninger om nye havbrug i henhold til L111. Der er tale om otte store havbrug med en samlet udledning på 800 tons kvælstof og 50 tons fosfor med urenset spildevand til Kattegat. Hertil skal lægges medicinrester og tungmetaller.

Esbens Eftermæle

IMG_1946

Vor nyligt afgåede fødevareminister og konstant manglende miljøminister Esben Lunde Larsen udtalte ved sin anden afsættelse (den første var, da han blev afsat som minister for fiskeriområdet), at han ikke interesserede sig for sit eftermæle som minister. 

Det må nok siges at være at gøre en dyd af en nødvendighed. For folk i almindelighed og naturfolk i særdeleshed måtte virkelig vride hjernen for at finde bare nogle få gode ting, som Esben havde gjort for naturen. De dårlige kom til gengæld i stimer. 

Under Esben Lunde Larsens miljøregime har landbruget til gengæld haft det rigtig godt. Vel næsten bedre end nogensinde. Her er en lille oversigt over nogle af de mest markante. Jeg har ladet mig inspirere af andre, heriblandt Verdensnaturfonden WWF, som har lavet tilsvarende oversigter, og jeg har tilføjet egne observationer.

Tilsammen danner de et ganske godt billede af, hvad Esben Lunde Larsen har påført den i forvejen trængte danske natur af elendigheder under sit regime. Nogle går endda så vidt som til at kalde det et rædselsregime – for naturen såvel som for de involverede medarbejdere i Miljøstyrelsen.

I Landsforeningen Levende Hav kalder de ham slet og ret for “miljøterroristen”.

Anyway, here comes, i ret tilfældig rækkefølge:


1) Indført jagt på dyr i yngletiden:

Gjort vildsvin fredløse i Danmark af hensyn til svineproduktionen. Året rundt. Dag og nat.

2) Åbnet for flere forurenende havbrug i Kattegat:

Hvor 117 ud af 119 områder ikke opfylder Vandramme-direktivets krav om god økologisk tilstand.

3) Fjernet de beskyttende randzoner:

Så mere gødskende kvælstof kan slippe ud i åer og søer og herfra videre ud i fjord og hav.

4) Nedprioriteret overvågningen af FN-verdensarv:

I den danske del af Vadehavet, selv om dette naturområde ellers er blevet gjort til nationalpark. 

5) Fastholdt de høje nitratværdier:

Selv om dette, vel dokumenteret af lægevidenskaben, øger risikoen for tarmkræft markant. 

6) Skjult kvælstoftallene i Landbrugspakken:

Udviklet sindrige nye beregningsmodeller, der reducerer kvælstofudslippet med op til 20%.

7) Opgivet Danmarks forpligtelser over for FN:

Annulleret Danmarks ellers erklærede forpligtelse til at opfylde FN’s biodiversitetsmål.

8) Genindført fældning af værdifulde gamle træer:

For at skaffe penge til skovdriften. Dette er sket i blandt andet Kongernes Nordsjælland.

9) Foreslået at anlægge et vildsvinehegn:

Tværs over den dansk-tyske grænse, så den afrikanske svinepest ikke skal nå danske grise.

10) Saboteret EU’s kamp mod neonikotinoider:

Der enten slår bierne ihjel eller gør, at de ikke kan finde hjem til deres stader igen.


IMG_1945

Foto: www.instagram.com/steenulnits


11) Medvirket til, at glyphosat ikke blev forbudt i EU:

Danmarks nej sikrede, at glyphosat – aktivstoffet i Monsanto’s RoundUp – ikke blev forbudt.

12) Opgivet kampen for fisken snæblen:

Der kun findes i Danmark. Det førte til kritik i det internationale tidskrift, Nature.

13) Gjort landmænd til formænd for nationalparkerne:

Dette for at undgå, at naturhensyn skulle gå hen og vinde over landbrugsinteresser.

14) Givet forkerte indberetninger til FN:

Løjet groft om omfanget af den danske naturs tilstand og vore reelle fredninger.

15) Fortsat sandsugning i Øresund:

Trods klar svensk modstand mod den skadelige aktivitet, der ødelægger havmiljøet.

16) Øget antallet af bistader i statens natur:

Øget konkurrencen i naturen, så vores vilde bier og sommerfugle bliver endnu mere truede.

17) Beskyttet kvotekongerne:

Så disse fortsat kunne købe kvoter gennem stråmænd og i familiemedlemmers navn. 

18) Reduceret aktindsigt i ministeriets arbejde:

Dette er gjort ved at flytte ministerbetjeningen tæt på ministeren – helt ind i departementet.

19) Truet med at fjerne DN’s ret til at rejse fredningssager:

Danmarks Naturfredningsforening (DN) var og er Esben Lunde Larsens yndlingsaversion. 

20) Indskrænket Natura 2000 områder:

Vil fjerne tilsammen 2.657 hektar højt prioriterede Natura 2000-arealer i de fem nationalparker.

21) Undladt at adressere de resistente MRSA-bakterier:

Der allerede har kostet flere menneskeliv. Forklaring: Det vil blive for dyrt for svinebranchen.

22) Anlagt 540 km nye mountain bike spor i statsskovene:

Dette til stor gene for såvel dyrelivet som de af skovens gæster, der helst færdes til fods.

23) Nægtet at lytte til befolkningen:

Nægtede at modtage underskriftindsamlinger fra borgerne. For han vil bare ikke.

24) Givet en økomilliard til miljøet:

Overraskede alt og alle ved at give én milliard kroner i tilskud til økologisk omstilling.

Det sidste punkt må ret beset tælle på plussiden, selv om også det har kritikere blandt både naturbrugere og økologer. Se mulig forklaring allersidst i denne artikel.


Mindeværdige videoklip

Esben Lunde Larsen fik hurtigt et meget anstrengt forhold til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL), hvis advokat på et offentligt møde ydmygede ministeren, så denne måtte tage sit gode tøj og gå. Altsammen for åben skærm.

Ministeren holdt sig efterfølgende til de mindre krigeriske konkollegaer i Landbrug & Fødevarer, hvor den frafaldne socialdemokrat Karen Hækkerup regerede.

Følgende klip kan søges og findes på YouTube:


Se ydmygelsen af Esben her og døm selv. Ikke smart gjort af BL.


Se også, da Esben sagde nej til at modtage underskrifter. Ja, han ville bare ikke.


Se endelig Lunde Larsen familiens vindmøllehistorie, der for alvor bragte Esben i medierne og såede tvivl om hans handlinger og hensigter.


Søg selv videre på YouTube. Listen over interessante og mindeværdige klip med Esben Lunde Larsen er noget nær endeløs. Han har haft en meget stor underholdningsværdi.

Det kunne der skrives en hel bog om, og det vil der givet også blive gjort på et tidspunkt.

Den vil der være rigtig godt salg i!


Økologen Esben

Er der ikke så mange, som kender til.

Onde tunger – og dem er der til gengæld rigtig mange af, når talen falder på Esben Lunde Larsen – vil imidlertid vide, at BL’s ovennævnte og ovenfor viste ydmygelse af ELL var en af bevæggrundene til økomilliarden. Den ramte nemlig Bæredygtigt Landbrug hårdt – lige under bæltestedet.

BL’s Flemming Fuglede måtte tage tælling og beklagede sig efterfølgende højlydt over, at en landbrugsform i kraftig naturlig fremgang – økologien – skulle støttes yderligere. Når han nu selv repræsenterer kemilandbruget i sin værste deroute form. Og er vant til at være i allerforreste række, når der uddeles støttemidler…

Esben Lunde Larsens personlige natur har på nogle områder været lige så enkel og unuanceret som det, han selv kalder “natur” og selv er opvokset med: Kunstigt såede, men bølgende korn- og majs- og rapsmarker. Grundigt drænede med nødvendig markvanding om sommeren. Sprøjtet flere gange om året. For alskens ukrudt og plantesygdomme. Høstet og forarbejdet industrielt. 

De selvsamme onde tunger vil vide, at Esben Lunde Larsen selv faldt i tønden med RoundUp som barn og aldrig rigtig kom over det. I hvert fald er han vokset op i en landbrugsfamilie, hvor Svend Auken var et skældsord og sprøjtegiftene en nær ven, når det daglige brød skulle i hus.

I så fald kan han jo nok ikke gøre for, at det gik, som det gik. At han nu har måttet indskrive sig i Danmarkshistorien som den værste og mest destruktive miljøminister nogensinde. Han magtede bare ikke at opretholde balancen mellem de to direkte modsat rettede ministerier, som han blev betroet. Mellem landbruget og miljøet. Så han fokuserede på landbruget og overså miljøet.

Esben Lunde Larsen var til gengæld stemmeslugeren i det lokale bondesamfund, han selv voksede op i. Han valgte derfor side, og det blev desværre ikke miljøets. Trods ellers titlen af miljøminister. 

Æret være Esben Lunde Larsens minde. Han vil ikke blive savnet.

Af hverken fugl eller fisk, bier eller blomster.

Og nu er han sågar draget til USA…

© 2018 Steen Ulnits