Tag-arkiv: majs

“Soja-alliancen”

“Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Brdr. Bisp

Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi massive mængder soja til dyrefoder.

Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere.

Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Primært til svineindustrien. Med tilhørende gødskning og sprøjtning for at optimere udbyttet.

Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs resulterer derfor i en høj udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.

Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift.

Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug nu her i tørken søger om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift. Der mangler som altid foder til de alt for mange dyr. Og vand til alle de for længst drænede marker.

“Dansk Alliance for Ansvarlig Soja”

Danmark importerer årligt 1,7 millioner tons soja til dyrefoder. Dette ifølge regeringens Handlingsplan mod Afskovning.

Københavns Universitet (KU) har beregnet, at alene importen af soja og palmeolie medfører globale emissioner på over syv millioner tons CO2 ækvivalenter årligt. Dette er inklusive emissioner “forbundet med direkte ændringer i arealanvendelsen”, som det finurligt hedder.

KU har endvidere beregnet, at disse emissioner kan mere end halveres, hvis produktionen foregår afskovningsfrit. Der er således vigtige mål at sigte efter i kampen for et bedre klima.

Danske interessenter i soja og import af samme har slået sig sammen og er i dag medlemmer af “Dansk Alliance for Ansvarlig Soja” – i daglig tale blot “Soja-alliancen”:

3F, Arla, Aldi, Concito, Coop, Dagrofa, DAKOFO, Danish Crown, Danpo, Dansk Erhverv, DLG, DSK, HK Scan, IWGIA, Landbrug & Fødevarer, Letz Sushi, Lidl, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Preferred by Nature, Rema 1000, Salling Group, Udenrigsministeriet, Verdens Skove og WWF.

Soja-alliancen spænder således vidt inden for fødevaresektoren, og den er skam en god ting – for skovene i det store udland. Desværre ikke i det lille indland. Her savner man nemlig, at alliancen tager skridtet videre og kommer med løsninger, der kan mindske det danske husdyrhold og dets enorme foderforbrug.

Det ville være gavnligt for klimaet, og det ville reducere den efterfølgende forurening med gylle fra de alt for mange millioner slagtesvin, vi producerer i dag. Gylle, der langsomt løber, siver eller vaskes ud i det betændte danske vandmiljø og her giver anledning til algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Dermed ville Soja-alliancen gavne ikke blot udenlandske skove, men også de danske fjorde, der gisper efter vejret i sommervarmen.

Sojaskråen er hermed givet videre.

Etisk Handel om skovrydning

“Den danske årlige import af soja, i blandt andet dyrefoder, udgør Danmarks største risiko for rydning af skov.

Derfor har de største danske sojaaktører på tværs af sektorer siden 2019 arbejdet sammen i ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’ for at fremme ansvarlig sojaproduktion, og nu er alliancen klar med endnu højere ambitioner.”

Det skriver Etisk Handel Danmark i en pressemeddelelse. Etisk Handel har siden 2008 arbejdet for at fremme samarbejdet omkring bæredygtig global handel. Dette i et naturligt samarbejde med Udenrigsministeriet.

EU har netop fået en ny skovlov, der stiller nye krav til den globale handel med afgrøder. Blandt meget andet kræver den, at dyrkning af soja til foder ikke må ske på bekostning af rydning af skov.

Det er en lov, som medfører helt nye krav om “dokumentation af ansvarlige forsyningskæder”, som det fremgår af teksten.

I skrivende stund er der stadig udfordringer med afskovning, da denne nu i endnu højere grad rykker til nye områder, der ikke nødvendigvis betegnes som skov eller primær skov, men i stedet “andre naturlige økosystemer”.

Et rigtig godt eksempel finder vi i Brasiliens Cerrado-savanne, som er et af verdens mest biodiverse steder og dermed kritisk vigtig for at beskytte det globale klima.

Lige nu er 70 procent af dette naturområde ikke beskyttet af den kommende EU-skovlov og risikerer derfor at blive omlagt til eksempelvis sojaproduktion.

Ikke kun for skov

Men henblik på Cerradoen og tilsvarende økosystemer forsøger Soja-alliancen nu at få ændret teksten i den nye EU-skovlov.

Soja-alliancen har ikke kun fokus på skovrydningsdelen, men også på, at sojaproduktionen skal ske uden rydning af anden værdifuld natur og skov. Såsom netop Cerradoen i Brasilien.

Soja-alliancen opfordrer derfor til, at EU-lovgivningen, når den skal revideres, udvides til også at omfatte omlægning af andre økosystemer. Et udspil, som vækker glæde hos Verdensnaturfonden:

“WWF noterer med glæde, at Soja-alliancen er mere ambitiøse end EU-lovgivningen ved at sætte fælles mål om at arbejde sammen for at stoppe såvel skovrydning som omlægning af andre naturområder i 2025.

Samtidig er der enighed om at bruge internationale definitioner (AFI). Danske aktører spiller en vigtig rolle i kampen mod afskovning, og vi har ingen tid at spilde, hvis vi skal redde skoven og naturen”.

Det siger Mette Boye, som er miljøfaglig chef i WWF Danmark. Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis blot der også kunne fokuseres lidt på lille Danmark og ikke kun det store udland:

Med fare for at gentage mig selv: Det er helt fint, at hele eller dele af den danske fødevaresektor på denne måde gør en indsats for at redde skov, regnskov og truede naturtyper i det store udland. Den slags tiltag kan der ikke siges nok godt om.

Men endnu bedre ville det være, dersom vi reducerede vort hjemlige sojaforbrug til foder, begrænsede antallet af slagtesvin i danske svinestalde og dermed reducerede den uundgåelige gylleproduktion.

Det er den, der her og nu truer med at tage livet af de indre danske farvande.

Soja kort fortalt

Sojaplanten er kendt for sine proteinrige bønner, der primært produceres i frostfrie dele af Argentina, Brasilien, Kina og USA. 75% af verdens produktion går idag til dyrefoder – mere end 50% alene til svinefoder.

Det danske klima egner sig dårligt til sojaproduktion, hvorfor vi må importere sojabønner fra ovennævnte lande. Selv producerer vi i dag foderraps og fodermajs til den gigantiske danske svineproduktion.

Samlet set producerer Danmark seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan fortære. Denne massive produktion lægger et enormt pres på dansk natur og miljø, som dyrkes intensivt og dagligt forarmes.

Sojaskrå er navnet på det faste restprodukt, som er tilbage efter ekstraktion af sojaolien. Med et proteinindhold på op mod 50% bruges det meget i fødevareindustrien.

Fotos: Marker med blomstrende foderraps ved Randers Fjord

Fra Bisp til Gisp

Tilbage i 2004 (1987) kunne Brdr. Bisp alias Michael Wikke & Steen Rasmussen med god samvittighed spørge seerne på DR: “Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Nej, det skal du ikke. Thise Mejeri skilter nu med “Ingen soja i foderet” på deres økologiske mælkeprodukter. I 2023, mere end tyve år senere.

“Voldsom Volvo”, som Allan Mortensen sang, når nogen råbte om hjælp. Godt akkompagneret af Billy Cross på elspade.

Måske Brdr. Bisp må tage navneforandring til Brdr. Gisp i disse iltsvindstider…

“Hørte jeg et råb om hjælp?”

Foder, føde og fiskeopdræt

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop fiskeopdrættet, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen.

Nu vidste de fleste af os jo godt, at det ikke er rigtigt. At det er en løgn af gigantiske dimensioner. At det rent faktisk er det stik modsatte, som er tilfældet. At vore dages fiskeopdræt i stedet trækker tæppet væk under de vilde fiskebestande, som netop kunne have brødfødet en stor del af del sultende befolkning.

I gamle dage fodrede man med mere eller mindre friske skidtfisk fra industrihavne rundt omkring i Danmark. Dem, der nu lå tættest på dambruget, så transporten blev kortest mulig. Man brugte da typisk mellem 4 og 7 kg skidtfisk for at producere 1 kg ørred. I tilgift fik man en masse organisk forurening, der flød fra dambrugene og ned ad åerne, efterladende en tydelig lugt af rådden fisk og en glinsende oliefilm på overfladen.

Siden begyndte man at fremstille foderpiller, som var mere hygiejniske, lettere at håndtere og mere effektive. Disse foderpiller kunne nu tilsættes en masse hjælpestoffer, der uundgåeligt havnede i vandmiljøet med det overskydende foder. Læs gerne artiklen om “Ethoxyquin“

Som årene gik, blev disse foderpiller bedre og bedre. Til sidst så gode, at man i dag i grove træk kan producere 1 kg fisk af 1 kg foder. Et faktum, der i meget vid udstrækning misbruges af branchen til at fortælle forbrugerne, hvor effektive man er blevet til at opdrætte fisk, og hvor godt fiskeopdræt er blevet for natur og miljø…

Men det er naturligvis ikke tilfældet. Træerne vokser heller ikke her ind i himlen. For at nå frem til dette helt usandsynlige 1:1 forhold fjerner man nemlig alt vandindhold i foderet, hvilket gør det lettere – at transportere og håndtere. Fjernede man ikke vandindholdet, ville tallene se ganske anderledes ud. Og ikke være i fiskeopdrætternes eller foderproducenternes favør.

Man kan sammenligne det med slagteren, der pumper sit kød med saltholdig væske for at få det til at suge vand og dermed gøre det tungere. Her blot i omvendt forstand, da foderproducenterne i stedet fjerner vandet for at gøre foderet lettere.

Fra animalsk til vegetabilsk

Indtil for relativt få år siden brugte man udelukkende animalsk protein til fremstilling af fiskefoder. Det er jo det, fiskene spiser ude i naturen. Og derfor også det, der giver det bedste slutprodukt. Det er alle forskere enige om. Også norske lakseopdrættere. Fiskefoder fremstillet af fiskemel indeholder nemlig som udgangspunkt alt, hvad rovfisk som laks og ørreder naturligt har brug for til at vokse sig store.

Forskerne er også enige om, at fiskeopdrættet i lang tid ikke havde kunnet vokse, hvis foderet udelukkende skulle bestå af animalsk protein i form af fiskemel. Der er simpelthen ikke nok “skidtfisk” som sild, brisling, sperling, tobis og ansjoser i selv de store verdenshave.

Man ville have støvsuget også de allersidste “skidtfisk” op af verdenshavene for at skaffe foder nok til de uendeligt mange millioner tamlaks, der findes i havbrug verden over.

Derfor har man længe eksperimenteret med at tilsætte vegetabilsk protein – i form af primært rapsolie, soya og hvede. Hertil mindre mængder ærter, majs, bønner og solsikke.

Animalsk protein i form af fiskemel udgør i det her analyserede tilfælde godt 28% af det samlede proteinindhold. Knap 72% af moderne fiskefoder udgøres i dag af vegetabilsk protein med følgende sammensætning:

Solsikke: 17.95 kcal ⌘

Bønner: 34.88 kcal ⌘

Majs: 45.14 kcal ⌘

Ærter: 50.38 kcal ⌘

Hvede: 220.22 kcal ⌘

Soja: 221.18 kcal ⌘

Ansjos: 424.03 kcal ⌘

Rapsolie: 475.62 kcal ⌘

⌘: Vegetabilsk protein: 72%

⌘: Animalsk protein: 28%

I alt spist af fisken: 1.489.4 kcal

I alt leveret af fisken: 281.25 kcal

Altså leverer laksen blot en femtedel af de kalorier, der er brugt til at fodre den op med. 281 ud af 1.489 kilokalorier. En rigtig dårlig forretning set i et sult- og hungersnødperspektiv.

Det ser ud til, at vi indtil videre har nået smertegrænsen for, hvor meget vegetabilsk protein man kan blande i fiskefoderet – hvis det ikke skal gå smagbart ud over kvaliteten. Dette regnstykke viser således, at opdræt af laks i dag blot leverer en femtedel af de kilokalorier, man opfodrer fiskene med.

Det skal ses i forhold til, at de øvrige fire femtedele går til spilde under produktionen. Vel at mærke fødevarer, der udmærket kunne have været brugt direkte som menneskeføde. Norske www.framtiden.no konkluderer derfor ganske rigtigt, at man i opdræt af laks og ørreder spilder fire femtedele af de mulige fødevarer.

Det uundgåelige resultat bliver, at verdens sultende befolkning sulter endnu mere, end de ellers ville have gjort. Svinebranchens massive behov for foder har haft samme effekt på verdens fødevaresituation. Også den har øget mangelen på fødevarer til fattige og sultende befolkninger verden over. I stedet for at give dem noget at spise.

Kort sagt haler det moderne opdræt af luksusfisk maden ud af munden på sultende mennesker i mange lande. Værst er det, hvor internationale fiskeflåder har bestukket korrupte regeringer og politikere, så de fra deres kæmpestore skibe kan fiske skidtfisk til fiskemel til fiskeopdræt. Skidtfisk, som ellers kunne have brødfødet befolkningen, der nu i stedet må sulte.

Men desværre heller ikke nok med det. Det kan lyde fint og rigtigt og miljøbevidst, at man skåner de vilde bestande af “skidtfisk” ved at blande stedse mere planteprotein i foderet. Men, men, men. Vi har allerede nu set den grimme bagside af også denne medalje.

Flere rapporter har kunnet fortælle og med fotos dokumentere, hvordan indfødte beboere i Amazonas regnskove er blevet fordrevet af industrialiserede storbønder og træfirmaer, som fælder træerne i regnskoven og brænder resterne af, så den blottede jord i stedet kan bruges til dyrkning af – soya og raps til foderfremstilling.

GMO-soya i foderet

Men heller ikke nok med det. For at øge produktionen og fremme indtjeningen bruges i regelen genmodificerede (GMO) sorter, som sprøjtes fra luften med dedikerede sprøjtegifte fra Monsanto. Det være sig RoundUp eller tilsvarende pesticider, som er meget lidt bæredygtige.

Det moderne fiskeopdræt i vor vestlige verden baserer sig således for en meget stor og stigende dels vedkommende på ryddet regnskov og giftsprøjtede afgrøder.

Endnu et godt eksempel på, at moderne fiskeopdræt af laks og ørreder og andre luksusfisk ikke bare ikke er bæredygtigt. Nej, det er i høj grad med til at øge forskellene på rig og fattig, forværre forholdene for sultende befolkninger samt forgifte miljøet i fattige lande. På én og samme gang. Det er prisen, og den er høj.

Brasiliansk regnskov ryddes og nedbrændes til GMO-soyaproduktion.

Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at opføde fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist. Det konkluderer norske “Framtiden i våre hender” snusfornuftigt. Og da slet ikke, når vi kun får en femtedel ud af det, vi fodrer fisken med.

Endnu værre og mere grotesk bliver det, hvis man ser på den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer rigtig gode priser.

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år sender de deres egne japanske specialister til Danmark for at gøre arbejdet.

“Kun hunner”

Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, der bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Ved at varme- eller trykbehandle befrugtede ørredæg kan man skabe triploide hunner, som er sterile. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Til at producere røde rognkorn i lange baner.

Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner” må det nok hedde oversat til dansk, når man kun fremstiller og opdrætter hunfisk.

Rene rognmaskiner til eksport til Japan.

Den Opgående Sols Land.

Efterskrift: Den norske opdrætsindustri kunne naturligvis ikke sidde dokumentaren fra Framtiden i våre hender” overhørig. Man barslede efterfølgende med undersøgelser, som når frem til, at det næppe er fem gange, nøgletallet er. Men noget mindre.

Alt afhængig af, hvor stor en del af fiskefoderet der rent faktisk vil kunne omsættes direkte til menneskeføde. Man erkender dog problematikken – at man ikke kan brødføde en sultende befolkning med luksusfisk som laks, der er dyre i foder.