Tag-arkiv: majs

Græs og Grus i det Grønne maskineri

Den Grønne Trepart arbejder for fuldt tryk med at tage landbrugsjord ud af drift. Dette for om muligt at skåne det danske vandmiljø for yderligere algeblomst og iltsvind.

Denne udtagning af landbrugsjord skal i første omgang ske ad frivillighedens trange vej, som desværre har et dårligt renommé i forbindelse med dansk landbrug. Læs gerne artiklen “Landbrugets forsvarsværker”.

Ikke mindst sporene efter de manglende mini-vådområder fra Løkkes Landbrugspakke i 2016 skræmmer. Det var rene luftkasteller, som blot skulle muliggøre øget forbrug af gødning på de danske marker. Uden at levere det lovede den anden vej. Vi ser nu resultaterne i form af det ene rekordstore iltsvind efter det andet.

Staten har derfor måttet ud med den helt store pengepung og betalt toppriser for udtagning af såkaldt “væsentlige arealer” rundt omkring i landet. Med kartoffelmarkerne i Store Vildmose som det bedst kendte eksempel.

Her har danske skatteborgere måtte punge ud med op til 240.000 kroner per hektar udbrændt og overgødet landbrugsjord. Det er rekordhøje priser, som forgylder de heldige landmænd og jordejere, der her kan komme af med dårlig landbrugsjord til skyhøje priser.

Flere steder står de lokale treparter allerede klar med lange lister over de planlagte tiltag, der skal redde vandmiljøet fra kvælningsdøden. Man har udpeget de områder, der skal braklægges, omlægges eller tilplantes med ny skov i henhold til trepartsaftalen.

I Thy bedyrer borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted, at kommunen nok skal leve op til sine forpligtelser og målsætningerne i Den Grønne Trepart. Det skal blot ikke ske énsidigt ved udtagning af landbrugsjord, mener han. Som ellers vedtaget i Den Grønne Trepart, kommunen selv indgår i.

Borgmesteren foreslår i webmediet Altinget, at driften i stedet omlægges til græs, der holder bedre på kvælstoffet. End de afgrøder, der alligevel kun dyrkes til dyrefoder. Med den mandshøje fodermajs som det mest kendte og synlige eksempel på en stærkt lækkende afgrøde.

I Thisted Kommune har man til dato peget på godt 9.000 ud af de knap 17.000 hektar landbrugsjord, som skal udtages for at nå målene i Den Grønne Trepart. Borgmesteren vægrer sig nu ved at udtage de resterende 8.000 hektar. Det vil gå ud over beskæftigelsen, lyder begrundelsen.

Tørre tal om Limfjorden

Borgmester Pedersen begrunder det over for Altinget med, at op mod af 20% af befolkningen i Thisted Kommune er beskæftiget i landbruget eller de tilhørende følgeerhverv. Hvilket der jo ikke er noget nyt i.

Det vil ifølge borgmesteren gå ud over beskæftigelsen, hvis der skal udtages jord i henhold til planerne i Den Grønne Trepart. Altså næsten lige så meget som hidtil udpeget. 8.000 hektar mere.

Venstre-borgmesteren bakkes op af Landboforeningen Agilix, Fjordland og Landboforeningen Midtjylland. De repræsenterer alle hardcore jordbrugere af den intensive slags.

Mere end 80% af indbyggerne i Thisted Kommune må i så fald leve med, at landbruget også fremover forurener fjord og hav med næringssalte og pesticider.

Danmarks Naturfredningsforening, som er med i Den Grønne Trepart, mener ligefrem, det vil være at gøre grin med andre kommuner, hvis Thisted slipper billigere end dem. Ved blot at omlægge til græs.

Hvis Den Grønne Trepart skal nå i mål i vandoplandet til den hårdt belastede Thisted Bredning, da skal udledningen af kvælstof reduceres med 522,8 tons. Af denne udledning stammer op mod 95% fra landbruget.

Borgmesteren mener ifølge Altinget, at en omlægning til dyrkning af græs på de resterende 8.000 hektar jord alene vil kunne reducere udledningen til vandmiljøet tilstrækkeligt. Så man slet ikke behøver udtage mere landbrugsjord.

Men kan man overhovedet det? Holder dette regnestykke i praksis, eller er det blot kreativ talgymnastik?

Måske er det begyndelsen til enden på Den Grønne Trepart, vi allerede her og nu er vidner til. Rekordtidligt efter en ellers enig vedtagelse. En nordjysk protest imod den aftale, Landbrug & Fødevarer med flere ellers selv har været med til at udforme.

Borgmesteren i Thisted er for øvrigt selv tidligere formand for samme landbrugsorganisation.

“Landbrugets forsvarsværker”

Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”

Formuleret af

Jørgen Henningsen,

tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen

Baggrundsinfo om Limfjorden

Der er ikke færre end 18 kommuner i den lokale Grønne Trepart, som omfatter oplandet til den store og stærkt forurenede Limfjord.

Limfjorden er nu så hårdt belastet med kvælstof og gylle fra landets største koncentration af svinefarme, at den end ikke er med blandt de tyve fjorde, som regeringen ellers har udpeget til en særlig indsats.

Limfjorden er samtidig det sted, hvor man tilbage i 2013 fandt svinevirus i de undersøgte blåmuslinger. Ikke efter nogen bevidst søgning, men som en tilfældig “bifangst” under jagten på Hepatitis E-virus. For øvrigt med Limfjorden som det eneste af de undersøgte steder i Danmark.

Svinevirus i muslinger er ikke noget ønskefund, når man samtidig gerne vil sælge muslingerne til besøgende turister eller eksportere dem til udlandet. Man har sågar en hel festival baseret på skaldyr fra Limfjorden. Hvert år med sæde i Nykøbing Mors.

Siden fundet i 2013 har man derfor klogeligt ikke undersøgt for svinevirus i muslingerne. Ud fra devisen, at hvad man ikke ved med sikkerhed, det har man heller ikke ondt af. Man taler naturligvis slet ikke om det.

En gammel og klog erkendelse, for der er givet stadig svinevirus i muslingerne fra Limfjorden. Måske endda mere end i 2013. Præcis som der jo stadig er gift i vandet ud for Cheminova ved samme Limfjord. Der er jo ikke fjernet noget.

Men alt det har Den Grønne Trepart ikke direkte noget med at gøre. Svinevirus i muslinger er blot en uheldig bieffekt af det højintensive landbrug omkring Limfjorden og de kolossale gyllemængder, der konstant spredes ud over de tilstødende marker.

I Den Grønne Trepart drejer det sig umiddelbart om aktiviteterne inde på landjorden. Om udvaskningen af næringssalte fra de overgødede marker til den iltsvindsramte Limfjord.

Thisted-borgmesterens udmelding om blot at omlægge driften til dyrkning af græs i stedet for udtagning af jord, har derfor bragt sindene i kog flere steder. For kan man overhovedet det i henhold til den indgåede trepartsaftale?

Og kan man det, kan man vel gøre det samme over hele landet. I så fald vil Den Grønne Trepartsaftale jo reelt være afgået ved døden. Næsten før den er kommet i gang. Lad os tage et nærmere kig på aftalen og dens ordlyd.

Nogle nøgletal

Udgangspunktet for Den Grønne Trepart er, at 390.000 hektar jord skal omlægges. Heraf 140.000 hektar lavbundsarealer, som skal tages ud af drift. Og 250.000 hektar ny skov, der skal plantes. Hvordan det så end skal kunne lade sig gøre.

Samlet set skal trepartsaftalen resultere i 13.800 tons mindre kvælstof udledt til hav og fjorde, hvilket med et optimistisk skøn vil give vandmiljøet det fornødne pusterum. Flere forskere mener dog, at det slet ikke er nok.

En af målsætningerne med aftalen er helt konkret udtagning af landbrugsjord – især kulstofrige lavbundsarealer – samt etablering af ny skov og natur.

Aftalen indeholder også planer om permanent ekstensivering af arealer, der ikke længere dyrkes intensivt. Dette indebærer begrænsninger i gødskning, sprøjtning og jordbearbejdning, men muliggør dog, at der stadig kan være græsning eller høslæt.

Der er i forliget afsat midler og ordninger til støtte, opkøb og arealfonden, der skal drive disse omlægninger. Spørgsmålet er så bare, om man uden videre kan vælge at ændre landbrugsjord udpeget til udtagning – til arealer dyrket med græs i stedet.

For hvor langt kan man nå med dyrkning af græs i stedet for den ellers planlagte udtagning? Og hvad medfører omlægning til græs for land og vand i det pågældende område?

Knap 60% af Danmarks samlede areal bruges i dag til landbrug. Heraf bruges omkring 80% til dyrkning af foderafgrøder. Kun godt 10% bruges til afgrøder, der ender som menneskeføde. Dette omfatter brødkorn, frugt, grøntsager og kartofler.

I gennemsnit bidrager dyrket dansk landbrugsjord med udvaskning af omkring 50 kg kvælstof per hektar per år. Tallet kan ifølge faglitteraturen typisk svinge fra 30 til 60 kg, alt afhængig af afgrøde, jordtype, dyrkningsform og nedbørsmængde.

Det er et kompliceret emne, som man må dykke dybt for at få konkrete svar på. I faglitteraturen kan man dog finde følgende konkrete værdier for udvaskning af kvælstof (N) fra forskellige afgrøder:

Udvaskning fra jord og afgrøder

Majs: På en suveræn førsteplads som den afgrøde, der lækker mest kvælstof til vandmiljøet, finder vi majsen.

Mandshøje majsmarker er sprunget op over hele landet og udgør i dag den suverænt største trussel mod vandmiljøet – som resultatet af den gigantiske danske animalske produktion. Fodermajs har ikke sit navn for ingenting.

Man ser ofte bunker af indtørret sort slam fra rensningsanlæg ved majsmarker, som har brug for ekstra gødning for at vokse optimalt. Renheden af dette slam er selvsagt yderst diskutabel.

Udvaskning til vandmiljøet:

40-80 kg kvælstof per hektar per år

75-120 kg fra barjord efter høst.

Den mest lækkende af alle afgrøder.

Kartofler: En sart afgrøde, som generelt kræver megen gødning, da den har et overfladisk rodsystem, som ikke kan gå i dybden efter flere næringsstoffer.

Kartofler er samtidig en intensiv afgrøde, som kræver megen sprøjtning – ikke mindst mod skimmelsvamp, der kan ødelægge hele marker på få dage. Tidligere brugte man det giftige stof Methoat til kartoffeldyrkning, men det blev forbudt over hele EU i 2019.

Samtidig dyrkes kartofler typisk på sandjord, hvilket i sig selv resulterer i høj udvaskning af både kvælstof og rester af sprøjtegifte til vandmiljøet. Kartofler er samlet set den afgrøde, der belaster miljøet mest.

Udvaskning til vandmiljøet:

30-80 kg kvælstof per hektar per år

3-8 kg ekstra fra vaskevand.

100 kg fra sandjord er registreret.

Korn: Endnu en intensiv afgrøde, som kræver både gødskning og sprøjtning. Dette gælder såvel vinterhvede som vårbyg og raps.

I Danmark dyrkes de forskellige kornsorter primært til dyrefoder. I følge Danmarks Statistik går mere end 70% af den danske kornproduktion til dyrefoder. Kun 20-25% går til menneskeføde.

Udvikling af resistente kornsorter har reduceret brugen af sprøjtegifte i de seneste år. Og da korn ofte dyrkes på fede jorde, er udvaskningen til vandmiljøet typisk mindre end for eksempelvis majs.

Udvaskning til vandmiljøet:

30-60 kg kvælstof per hektar per år

50-80 kg på sandet jord med stor udvaskning.

Græs: Suverænt den afgrøde, som dyrkes mindst intensivt og resulterer i mindst udvaskning til vandmiljøet. Ofte dyrket sammen med kløver.

Græs kan dyrkes intensivt eller henligge ekstensivt som permanente marker. Græs høstes til foder, hvilket gælder mere end 90% af den danske græsproduktion. Malkekøer får ensileret græs i deres grovfoder. Kødkvæg og får græs både frisk, som hø og som ensilage.

Især på naturarealer er afgræsning en vigtig del af husdyrproduktionen. Græs er samtidig en vigtig afgrøde til fiksering af kvælstof, hvilket reducerer behovet for gødskning. Populær i økologisk landbrug.

Udvaskning til vandmiljøet:

2-20 kg kvælstof per hektar per år ved ekstensiv drift

20-40 kg ved intensiv drift. Dobbelt op.

Lavbund: Der er forskel på udvaskningen fra forskellige lavbundsprojekter, hvor jorden tages ud af drift. Forskellen skyldes ikke mindst jordbunden og dens surhedsgrad.

Tilgængelige tal for konkrete projekter såsom Aggersvold Enghave på Midtsjælland ser ud som vist herunder. De stammer fra Naturstyrelsen og giver en god indikation af udvaskningens størrelse:

Kommende naturarealer: 2,5 kg kvælstof per hektar per år

Nuværende naturarealer: 5 kg kvælstof per hektar per år

Vedvarende græs: 10 kg kvælstof per hektar per år

Landbrugsjord i drift: 50 kg kvælstof per hektar per år

Der er naturligvis tale om grove overslag med store variationer. Men tallene taler dog deres tydelige sprog om udvaskningen af kvælstof fra forskelige arealer med eller uden drift. Ved dyrkning af forskellige afgrøder.

Det er således ganske store mængder kvælstof, man kan spare vandmiljøet for, ved regulær udtagning af landbrugsjord. I stedet for den omlægning til græs, som borgmester Pedersen nu foreslår sin Grønne Trepart. Og som Danmarks Naturfredningsforening derfor opponerer imod.

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “kommende natur” sker under antagelse af, at gødskning og dræning ophører, og at der over tid nås en ny ligevægt med lavere udvaskning af kvælstof.

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “nuværende natur” er baseret på, at disse områder er lavtliggende, drænede og beliggende tæt på marker i drift. Derfor og herfra vil der fortsat strømme kvælstof ind i naturarealet.

På denne baggrund antages der at blive udvasket dobbelt så meget kvælstof fra eksisterende som kommende naturarealer.

Er græsset nu også grønt?

Mange ting taler således for mere græs på de danske marker. Samt mindre majs og færre kartofler. Dyrkning på sandjord bør undgåes eller begrænses.

Græs bruges ofte i sædskifte og som jordforbedring. I de seneste år har der været stort og stigende fokus på også at dyrke græs og bruge det som råvare i produktionen af biogas.

Denne produktion er dog i en tidlig fase. Tal fra 2024 viser således, at græs stadig kun udgør 10-15% af den samlede produktion – endda sammen med anden grøn biomasse. 85-90% stammer således fra gylle, halm og dybstrøelse. Det sidste en blanding af gødning og halm fra stalde.

Potentialet for biogas er dog langt større, hvis man vælger at gå den vej – at dyrke græs i stedet for udtagning og braklægning af marker. På bekostning af miljøet.

Det samme er tilfældet, hvis man fravælger traditionelle landbrugsafgrøder som korn og majs til fremstilling af dyrefoder. Og i stedet lægger om til dyrkning af græs til biogas.

Græs og græs

Men der er som sagt forskel på græs – på, om græsset dyrkes intensivt til høst eller ekstensivt til græsning eller vild natur. Forskellen kan være dobbelt op. Og så er der begrebet “permanent græs”, der ofte misforståes.

Permanent græs betyder nemlig ikke, at græsset får lov at ligge ubenyttet hen. Permanent græs betyder blot, at jorden i mindst fem sammenhængende år har været dækket af græs.

Permanent græs må gerne slås til hø eller ensilage hvert år. Men jorden må ikke pløjes eller dyrkes om med andre afgrøder. Den må dog gerne afgræsses af husdyr, som også gøder jorden. Dette ofte i forbindelse med naturgenopretning.

Græs spiller også en vigtig rolle for biodiversiteten. Dyrkes græsset ekstensivt – eksempelvis som naturenge eller med lav gødning og ingen sprøjtning – er det meget gavnligt for biodiversiteten. Udvaskningen er samtidig minimal.

Men dyrkes græsset intensivt – eksempelvis til foder med høj gødning og måske flere årlige høslæt – falder biodiversiteten markant. Udvaskningen stiger tilsvarende.

Kan græs erstatte udtagning?

Det er således ikke bare lige at udskifte udtagning af landbrugsjord med dyrkning af græs. Ikke hvis man vil eller skal leve op til kravene i Treparten.

Det afhænger helt af dyrkningsformen, om det overhovedet er en mulighed i henhold til aftalerne i Den Grønne Trepart. Dyrkning af græs kan på ingen måde sidestilles med udtagning af landbrugsjord. Heller ikke, hvis det får lov at ligge ekstensivt hen.

Som udgangspunkt har omlægning af intensivt dyrkede marker til ekstensivt græs mange positive virkninger på miljøet. Dels via den medfølgende reduktion af kvælstofudledningen. Dels via øget biodiversitet og forbedret jordstruktur.

Endelig sker der et mindre tab af kulstof, når man ikke længere pløjer jorden. I visse tilfælde sågar genopbygning af tabt kulstof. Men det koster altsammen på indtjeningen, så landmanden kigger sig naturligvis om efter kompenserende aktiviteter.

Dyrkning af græs til biogas er en mulighed af nyere dato, men vil dog være en alt for intensiv udnyttelse til at kunne leve op til kravene i Den Grønne Trepart. Den stiller nemlig krav om såvel regulær udtagning af dyrket jord som mere skånsom drift af andre arealer.

Dyrkning af græs til foderfremstilling vil samtidig være til hinder for den øgede biodiversitet, som Treparten også tilstræber. Den Grønne Trepart stillede oprindelig primært krav om en reduktion i udledningen af CO2 til atmosfæren. Dette specielt fra lavbundsjorde.

Siden kom udvaskning af kvælstof til vandmiljøet også til – fremmet af tiltagende iltsvind i de indre danske farvande. Endelig blev der også stillet krav om en øget biodiversitet.

Flere af disse krav hænger mere eller mindre uløseligt sammen. Eksempelvis vil udtagning af lavbundsjord automatisk øge biodiversiteten, hindre udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet og reducere udslippet af CO2 til atmosfæren. Et win-win-win for miljøet.

En Grøn Trepart i forandring?

Det sker i så fald på én gang og samme tid. Men så snart man griber ind i en eller flere af disse parametre, vil det uundgåeligt ændre på den samlede effekt. Og aldrig til det bedre set med miljøets øjne.

Det mest overraskende er imidlertid, at lokale parter i aftalen nu pludselig stiller spørgsmålstegn ved det, de selv har været med til at vedtage. Det, som et bredt flertal i Folketinget allerede har vedtaget.

Der er sågar sat 43 milliarder skattekroner af til gennemførelsen af planerne. Et massivt tilskud, der primært skal komme vandmiljøet til gode – sekundært landbruget. De vedtagne 522,8 tons kvælstof skal derfor findes i Thisted Kommune, og det kan ikke gøres med græs alene.

2026 er sidste chance for indgåelse af frivillige aftaler om jordudtagning og omlægning til natur. I 2027 træder en ny og målrettet kvælstofregulering i kraft, der skal sikre gennemførelsen af Den Grønne Trepart – hvis det nu ikke kan ske ad frivillighedens vej.

Den Grønne Trepart er en kompleks og kompliceret størrelse, som man kan strides om på mange områder. Dansk landbrug er nemlig en sand mester i omgåelse af indgåede aftaler.

Det så vi jo med al ønskelig tydelighed, da Løkkes Landbrugspakke fra 2016 skulle kompenseres med et stort antal mini-vådområder. Læs gerne

De blev nemlig aldrig til noget. Men den ekstra gødning blev skam brugt og spredt ud over markerne – og bliver det for øvrigt stadig. Det ser vi nu tydeligt i form af bræmmerne af opskyllet og slimet fedtemøg langs de danske strande.

©️ 2025 Steen Ulnits

Ovenstående skriv er foranlediget af Thisted Kommunes proklamerede planer om at omlægge næsten halvdelen af ellers udpeget jord til udtagning i henhold til Den Grønne Trepart – til dyrkning af græs i stedet.

Dette af hensyn til lokale arbejdspladser i landbruget og på bekostning af vandmiljøet i Limfjorden. Dyrkning af græs medfører nemlig langt højere udledning af kvælstof end regulær udtagning af landbrugsjord.

Typisk fem gange så meget jævnfør ovenstående værdier.

Planerne har derfor affødt øjeblikkelige protester fra Danmarks Naturfredningsforening. Her frygter man, at noget tilsvarende skal ske andre steder i landet. At det vil kunne trække tæppet væk under Den Grønne Trepart, inden den overhovedet er kommet i gang.

Læs også gerne artiklen “Landbrugets Forsvarsværker”.

Her forklarer tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen, Jørgen Henningsen, de fem på hinanden følgende skanser, som dansk landbrug altid dækker sig bag under pres udefra.

“Soja-alliancen”

“Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Brdr. Bisp

Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi massive mængder soja til dyrefoder.

Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere.

Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Primært til svineindustrien. Med tilhørende gødskning og sprøjtning for at optimere udbyttet.

Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs resulterer derfor i en høj udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.

Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift.

Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug nu her i tørken søger om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift. Der mangler som altid foder til de alt for mange dyr. Og vand til alle de for længst drænede marker.

“Dansk Alliance for Ansvarlig Soja”

Danmark importerer årligt 1,7 millioner tons soja til dyrefoder. Dette ifølge regeringens Handlingsplan mod Afskovning.

Københavns Universitet (KU) har beregnet, at alene importen af soja og palmeolie medfører globale emissioner på over syv millioner tons CO2 ækvivalenter årligt. Dette er inklusive emissioner “forbundet med direkte ændringer i arealanvendelsen”, som det finurligt hedder.

KU har endvidere beregnet, at disse emissioner kan mere end halveres, hvis produktionen foregår afskovningsfrit. Der er således vigtige mål at sigte efter i kampen for et bedre klima.

Danske interessenter i soja og import af samme har slået sig sammen og er i dag medlemmer af “Dansk Alliance for Ansvarlig Soja” – i daglig tale blot “Soja-alliancen”:

3F, Arla, Aldi, Concito, Coop, Dagrofa, DAKOFO, Danish Crown, Danpo, Dansk Erhverv, DLG, DSK, HK Scan, IWGIA, Landbrug & Fødevarer, Letz Sushi, Lidl, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Preferred by Nature, Rema 1000, Salling Group, Udenrigsministeriet, Verdens Skove og WWF.

Soja-alliancen spænder således vidt inden for fødevaresektoren, og den er skam en god ting – for skovene i det store udland. Desværre ikke i det lille indland. Her savner man nemlig, at alliancen tager skridtet videre og kommer med løsninger, der kan mindske det danske husdyrhold og dets enorme foderforbrug.

Det ville være gavnligt for klimaet, og det ville reducere den efterfølgende forurening med gylle fra de alt for mange millioner slagtesvin, vi producerer i dag. Gylle, der langsomt løber, siver eller vaskes ud i det betændte danske vandmiljø og her giver anledning til algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Dermed ville Soja-alliancen gavne ikke blot udenlandske skove, men også de danske fjorde, der gisper efter vejret i sommervarmen.

Sojaskråen er hermed givet videre.

Etisk Handel om skovrydning

“Den danske årlige import af soja, i blandt andet dyrefoder, udgør Danmarks største risiko for rydning af skov.

Derfor har de største danske sojaaktører på tværs af sektorer siden 2019 arbejdet sammen i ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’ for at fremme ansvarlig sojaproduktion, og nu er alliancen klar med endnu højere ambitioner.”

Det skriver Etisk Handel Danmark i en pressemeddelelse. Etisk Handel har siden 2008 arbejdet for at fremme samarbejdet omkring bæredygtig global handel. Dette i et naturligt samarbejde med Udenrigsministeriet.

EU har netop fået en ny skovlov, der stiller nye krav til den globale handel med afgrøder. Blandt meget andet kræver den, at dyrkning af soja til foder ikke må ske på bekostning af rydning af skov.

Det er en lov, som medfører helt nye krav om “dokumentation af ansvarlige forsyningskæder”, som det fremgår af teksten.

I skrivende stund er der stadig udfordringer med afskovning, da denne nu i endnu højere grad rykker til nye områder, der ikke nødvendigvis betegnes som skov eller primær skov, men i stedet “andre naturlige økosystemer”.

Et rigtig godt eksempel finder vi i Brasiliens Cerrado-savanne, som er et af verdens mest biodiverse steder og dermed kritisk vigtig for at beskytte det globale klima.

Lige nu er 70 procent af dette naturområde ikke beskyttet af den kommende EU-skovlov og risikerer derfor at blive omlagt til eksempelvis sojaproduktion.

Ikke kun for skov

Men henblik på Cerradoen og tilsvarende økosystemer forsøger Soja-alliancen nu at få ændret teksten i den nye EU-skovlov.

Soja-alliancen har ikke kun fokus på skovrydningsdelen, men også på, at sojaproduktionen skal ske uden rydning af anden værdifuld natur og skov. Såsom netop Cerradoen i Brasilien.

Soja-alliancen opfordrer derfor til, at EU-lovgivningen, når den skal revideres, udvides til også at omfatte omlægning af andre økosystemer. Et udspil, som vækker glæde hos Verdensnaturfonden:

“WWF noterer med glæde, at Soja-alliancen er mere ambitiøse end EU-lovgivningen ved at sætte fælles mål om at arbejde sammen for at stoppe såvel skovrydning som omlægning af andre naturområder i 2025.

Samtidig er der enighed om at bruge internationale definitioner (AFI). Danske aktører spiller en vigtig rolle i kampen mod afskovning, og vi har ingen tid at spilde, hvis vi skal redde skoven og naturen”.

Det siger Mette Boye, som er miljøfaglig chef i WWF Danmark. Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis blot der også kunne fokuseres lidt på lille Danmark og ikke kun det store udland:

Med fare for at gentage mig selv: Det er helt fint, at hele eller dele af den danske fødevaresektor på denne måde gør en indsats for at redde skov, regnskov og truede naturtyper i det store udland. Den slags tiltag kan der ikke siges nok godt om.

Men endnu bedre ville det være, dersom vi reducerede vort hjemlige sojaforbrug til foder, begrænsede antallet af slagtesvin i danske svinestalde og dermed reducerede den uundgåelige gylleproduktion.

Det er den, der her og nu truer med at tage livet af de indre danske farvande.

Soja kort fortalt

Sojaplanten er kendt for sine proteinrige bønner, der primært produceres i frostfrie dele af Argentina, Brasilien, Kina og USA. 75% af verdens produktion går idag til dyrefoder – mere end 50% alene til svinefoder.

Det danske klima egner sig dårligt til sojaproduktion, hvorfor vi må importere sojabønner fra ovennævnte lande. Selv producerer vi i dag foderraps og fodermajs til den gigantiske danske svineproduktion.

Samlet set producerer Danmark seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan fortære. Denne massive produktion lægger et enormt pres på dansk natur og miljø, som dyrkes intensivt og dagligt forarmes.

Sojaskrå er navnet på det faste restprodukt, som er tilbage efter ekstraktion af sojaolien. Med et proteinindhold på op mod 50% bruges det meget i fødevareindustrien.

Fotos: Marker med blomstrende foderraps ved Randers Fjord

Fra Bisp til Gisp

Tilbage i 2004 (1987) kunne Brdr. Bisp alias Michael Wikke & Steen Rasmussen med god samvittighed spørge seerne på DR: “Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Nej, det skal du ikke. Thise Mejeri skilter nu med “Ingen soja i foderet” på deres økologiske mælkeprodukter. I 2023, mere end tyve år senere.

“Voldsom Volvo”, som Allan Mortensen sang, når nogen råbte om hjælp. Godt akkompagneret af Billy Cross på elspade.

Måske Brdr. Bisp må tage navneforandring til Brdr. Gisp i disse iltsvindstider…

“Hørte jeg et råb om hjælp?”

Foder, føde og fiskeopdræt

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop fiskeopdrættet, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen.

Nu vidste de fleste af os jo godt, at det ikke er rigtigt. At det er en løgn af gigantiske dimensioner. At det rent faktisk er det stik modsatte, som er tilfældet. At vore dages fiskeopdræt i stedet trækker tæppet væk under de vilde fiskebestande, som netop kunne have brødfødet en stor del af del sultende befolkning.

I gamle dage fodrede man med mere eller mindre friske skidtfisk fra industrihavne rundt omkring i Danmark. Dem, der nu lå tættest på dambruget, så transporten blev kortest mulig. Man brugte da typisk mellem 4 og 7 kg skidtfisk for at producere 1 kg ørred. I tilgift fik man en masse organisk forurening, der flød fra dambrugene og ned ad åerne, efterladende en tydelig lugt af rådden fisk og en glinsende oliefilm på overfladen.

Siden begyndte man at fremstille foderpiller, som var mere hygiejniske, lettere at håndtere og mere effektive. Disse foderpiller kunne nu tilsættes en masse hjælpestoffer, der uundgåeligt havnede i vandmiljøet med det overskydende foder. Læs gerne artiklen om “Ethoxyquin“

Som årene gik, blev disse foderpiller bedre og bedre. Til sidst så gode, at man i dag i grove træk kan producere 1 kg fisk af 1 kg foder. Et faktum, der i meget vid udstrækning misbruges af branchen til at fortælle forbrugerne, hvor effektive man er blevet til at opdrætte fisk, og hvor godt fiskeopdræt er blevet for natur og miljø…

Men det er naturligvis ikke tilfældet. Træerne vokser heller ikke her ind i himlen. For at nå frem til dette helt usandsynlige 1:1 forhold fjerner man nemlig alt vandindhold i foderet, hvilket gør det lettere – at transportere og håndtere. Fjernede man ikke vandindholdet, ville tallene se ganske anderledes ud. Og ikke være i fiskeopdrætternes eller foderproducenternes favør.

Man kan sammenligne det med slagteren, der pumper sit kød med saltholdig væske for at få det til at suge vand og dermed gøre det tungere. Her blot i omvendt forstand, da foderproducenterne i stedet fjerner vandet for at gøre foderet lettere.

Fra animalsk til vegetabilsk

Indtil for relativt få år siden brugte man udelukkende animalsk protein til fremstilling af fiskefoder. Det er jo det, fiskene spiser ude i naturen. Og derfor også det, der giver det bedste slutprodukt. Det er alle forskere enige om. Også norske lakseopdrættere. Fiskefoder fremstillet af fiskemel indeholder nemlig som udgangspunkt alt, hvad rovfisk som laks og ørreder naturligt har brug for til at vokse sig store.

Forskerne er også enige om, at fiskeopdrættet i lang tid ikke havde kunnet vokse, hvis foderet udelukkende skulle bestå af animalsk protein i form af fiskemel. Der er simpelthen ikke nok “skidtfisk” som sild, brisling, sperling, tobis og ansjoser i selv de store verdenshave.

Man ville have støvsuget også de allersidste “skidtfisk” op af verdenshavene for at skaffe foder nok til de uendeligt mange millioner tamlaks, der findes i havbrug verden over.

Derfor har man længe eksperimenteret med at tilsætte vegetabilsk protein – i form af primært rapsolie, soya og hvede. Hertil mindre mængder ærter, majs, bønner og solsikke.

Animalsk protein i form af fiskemel udgør i det her analyserede tilfælde godt 28% af det samlede proteinindhold. Knap 72% af moderne fiskefoder udgøres i dag af vegetabilsk protein med følgende sammensætning:

Solsikke: 17.95 kcal ⌘

Bønner: 34.88 kcal ⌘

Majs: 45.14 kcal ⌘

Ærter: 50.38 kcal ⌘

Hvede: 220.22 kcal ⌘

Soja: 221.18 kcal ⌘

Ansjos: 424.03 kcal ⌘

Rapsolie: 475.62 kcal ⌘

⌘: Vegetabilsk protein: 72%

⌘: Animalsk protein: 28%

I alt spist af fisken: 1.489.4 kcal

I alt leveret af fisken: 281.25 kcal

Altså leverer laksen blot en femtedel af de kalorier, der er brugt til at fodre den op med. 281 ud af 1.489 kilokalorier. En rigtig dårlig forretning set i et sult- og hungersnødperspektiv.

Det ser ud til, at vi indtil videre har nået smertegrænsen for, hvor meget vegetabilsk protein man kan blande i fiskefoderet – hvis det ikke skal gå smagbart ud over kvaliteten. Dette regnstykke viser således, at opdræt af laks i dag blot leverer en femtedel af de kilokalorier, man opfodrer fiskene med.

Det skal ses i forhold til, at de øvrige fire femtedele går til spilde under produktionen. Vel at mærke fødevarer, der udmærket kunne have været brugt direkte som menneskeføde. Norske www.framtiden.no konkluderer derfor ganske rigtigt, at man i opdræt af laks og ørreder spilder fire femtedele af de mulige fødevarer.

Det uundgåelige resultat bliver, at verdens sultende befolkning sulter endnu mere, end de ellers ville have gjort. Svinebranchens massive behov for foder har haft samme effekt på verdens fødevaresituation. Også den har øget mangelen på fødevarer til fattige og sultende befolkninger verden over. I stedet for at give dem noget at spise.

Kort sagt haler det moderne opdræt af luksusfisk maden ud af munden på sultende mennesker i mange lande. Værst er det, hvor internationale fiskeflåder har bestukket korrupte regeringer og politikere, så de fra deres kæmpestore skibe kan fiske skidtfisk til fiskemel til fiskeopdræt. Skidtfisk, som ellers kunne have brødfødet befolkningen, der nu i stedet må sulte.

Men desværre heller ikke nok med det. Det kan lyde fint og rigtigt og miljøbevidst, at man skåner de vilde bestande af “skidtfisk” ved at blande stedse mere planteprotein i foderet. Men, men, men. Vi har allerede nu set den grimme bagside af også denne medalje.

Flere rapporter har kunnet fortælle og med fotos dokumentere, hvordan indfødte beboere i Amazonas regnskove er blevet fordrevet af industrialiserede storbønder og træfirmaer, som fælder træerne i regnskoven og brænder resterne af, så den blottede jord i stedet kan bruges til dyrkning af – soya og raps til foderfremstilling.

GMO-soya i foderet

Men heller ikke nok med det. For at øge produktionen og fremme indtjeningen bruges i regelen genmodificerede (GMO) sorter, som sprøjtes fra luften med dedikerede sprøjtegifte fra Monsanto. Det være sig RoundUp eller tilsvarende pesticider, som er meget lidt bæredygtige.

Det moderne fiskeopdræt i vor vestlige verden baserer sig således for en meget stor og stigende dels vedkommende på ryddet regnskov og giftsprøjtede afgrøder.

Endnu et godt eksempel på, at moderne fiskeopdræt af laks og ørreder og andre luksusfisk ikke bare ikke er bæredygtigt. Nej, det er i høj grad med til at øge forskellene på rig og fattig, forværre forholdene for sultende befolkninger samt forgifte miljøet i fattige lande. På én og samme gang. Det er prisen, og den er høj.

Brasiliansk regnskov ryddes og nedbrændes til GMO-soyaproduktion.

Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at opføde fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist. Det konkluderer norske “Framtiden i våre hender” snusfornuftigt. Og da slet ikke, når vi kun får en femtedel ud af det, vi fodrer fisken med.

Endnu værre og mere grotesk bliver det, hvis man ser på den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer rigtig gode priser.

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år sender de deres egne japanske specialister til Danmark for at gøre arbejdet.

“Kun hunner”

Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, der bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Ved at varme- eller trykbehandle befrugtede ørredæg kan man skabe triploide hunner, som er sterile. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Til at producere røde rognkorn i lange baner.

Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner” må det nok hedde oversat til dansk, når man kun fremstiller og opdrætter hunfisk.

Rene rognmaskiner til eksport til Japan.

Den Opgående Sols Land.

Efterskrift: Den norske opdrætsindustri kunne naturligvis ikke sidde dokumentaren fra Framtiden i våre hender” overhørig. Man barslede efterfølgende med undersøgelser, som når frem til, at det næppe er fem gange, nøgletallet er. Men noget mindre.

Alt afhængig af, hvor stor en del af fiskefoderet der rent faktisk vil kunne omsættes direkte til menneskeføde. Man erkender dog problematikken – at man ikke kan brødføde en sultende befolkning med luksusfisk som laks, der er dyre i foder.