Tag-arkiv: kvælstof

Nordlys over Mols

Natten til den 11. maj i år bød på den kraftigste solvind i tyve år. Kombineret med næsten nymåne og vindstille bød den skyfri nat på optimale forhold for at opleve nordlys ret over hovedet så langt mod syd som Danmark.


Nordlys hedder ikke nordlys for ingenting. De er hjemmehørende i det høje nord – præcis som sydlysene hører til i syd. 

2 ud af 11


Nordlys og sydlys optræder i et bånd eller bælte langt mod nord eller syd. Kommer man for tæt på polerne, forsvinder de igen.

3 ud af 11


Det smukke polarlys hedder Aurora borealis på den nordlige halvkugle og Aurora australis på den sydlige halvkugle.

4 ud af 11


Polarlysets smukke farver skyldes solvinden, der rammer Jordens magnetosfære og “exiterer” iltmolekylerne, som afgiver lys.

5 ud af 11


Det er Jordens tynde atmosfære, der har givet den navnet “Den Blå Planet”. Denne atmosfære indeholder ilt og kvælstof.

6 ud af 11


Det er specielt Jordens ilt, der får Auroraen til at lyse. Den lyser op i primært grønne farver, som er de dominerende i polarlys.

7 ud af 11


De grønne farver i polarlysene dannes fortrinsvis i 100 km’s højde. De røde og blå farver dannes derimod i højder op til 250 km.

8 ud af 11


Den internationale rumstation ISS ligger i kredsløb om Jorden i godt 400 km’s højde. Astronauterne ser derfor ned på Auroraen.

9 ud af 11


Natten til lørdag den 11. maj oplevede vi den kraftigste solvind i tyve år. Med mulighed for at se smukke nordlys ret over hovedet.

10 ud af 11


Nordlys har alle dage fascineret os mennesker. I dag dog ikke så mystisk som i gamle dage, hvor man ikke forstod fænomenet.

11 ud af 11


 Tekst & fotos: © 2024 Steen Ulnits

Alle fotos taget natten til den 11. maj


Før nattens imponerende nordlys fremgik det af flere medier, at der her var tale om det kraftigste og sydligste nordlys i mere end tyve år.

Det var i hvert fald første gang siden 2003, at man havde registreret en såkaldt Klasse 5 Geomagnetisk Storm fra solen. Inden da var det 1958, som havde markeret sig med de kraftigste solstorme.

Efterfølgende er det kommet frem, at det nok var vildere end som så. Vi er jo vant til at skulle kigge mod nord, hvis vi vil se nordlys. Men denne gang var fænomenet så kraftigt og nåede så langt sydpå, at det flere steder stod ret over hovedet på os i Danmark.

Fra mit eget sommerhus på Mols, der er beriget med meget lidt lys om natten, strålede det sågar ud af himlen med centrum en smule sydpå. Synligt fra køkkenvinduet, der netop vender mod syd.

Der foreligger ikke videnskabeligt registrerede observationer af nordlys længere tilbage end til 1957. Amerikanske forskere har derfor måttet ty til almindelige observationer af nordlys, som er omtalt diverse steder i litteraturen.

I den forbindelse står det klart, at vi med tiden er blevet bedre til at observere og registrere nordlys. At vi derfor ser flere i dag, end vi gjorde tidligere. Flere af dem, der måtte være og helt sikkert har været.

Alligevel tøver amerikanske NASA ikke med at give topkarakter til det seneste nordlys. Ifølge historiske kilder er der i de seneste 500 år kun tyve gange observeret nordlys sydligere end den magnetiske 30. breddegrad.

Under den historiske solstorm i 1850, der har været anset som den hidtil kraftigste, blev der registreret nordlys så langt sydpå som Karibien og Hawaii. Præcis de samme områder, som her i 2024 også bød på nordlys natten til 11. maj.

Det føles derfor ekstremt priviligeret at have været vidne til dette skue på første parket. Endda ret over mit eget sommerhus på Mols. Når det nu er et halvt årtusinde siden, noget tilsvarende sidst fandt sted!

Jeg kom sent i seng den nat. De følgende nætter var der ikke skygge af nordlys over landet.

©️ 2024 Steen Ulnits


Læs mere om min sommerhushave i artiklen her 


Skærmskud fra TV2 News:


Læs mere om polarlys i artiklen her:

Polarlys – nordlys og sydlys

Myten om MuslingeRens


Det er desværre lykkedes dansk landbrug at skabe en myte om, at blåmuslinger renser vandet. Så landbruget endnu engang kan slippe for at rydde op efter sig selv.

Myten består i, at muslinger vil kunne rydde op efter landbrugets kolossale forurening af vandmiljøet med især kvælstof. Det kvælstof, der i overdosis skaber uklart vand, algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Regeringen vil med sin nye havplan udbygge det danske muslingeopdræt kraftigt. Der skal etableres flere kilometerstore Smartfarms – under dække af, at de dyrkede muslinger kan fjerne det skadelige kvælstof fra landbruget, som så frit kan forurene videre.

Den opgave magter muslingerne desværre ikke. Hvad de med sikkerhed kan, er at koncentrere forureningen fra et stort vandområde på et begrænset areal omkring muslingefarmene.

I den lukkede Skive Fjord har man dyrket blåmuslinger siden årtusindskiftet. Med så mange milliarder muslinger i gang 24/7/365 burde vandet i Skive Fjord være landets reneste. Men det stik modsatte er desværre tilfældet.

I dag finder man i stedet et op til tre meter tykt iltslugende slamlag med tilhørende liglagen af hvide svovlbakterier i Skive Fjord, som aldrig har haft det dårligere. Hver sensommer kvitterer fjorden med regelmæssige bundvendinger, der slår alt liv ihjel, som ikke kan svømme væk eller kravle på land. Inden den giftige svovlbrinte fra bundvendingerne indhenter dem.

Forklaring på dette følger herunder.


Effektive filtratorer

Muslinger lever af at filtrere store mængder vand og fange det plankton, der måtte leve i det. Heriblandt såvel alger som det dyreplankton, der græsser på algerne.

Under optimale forhold – tilpas høj saltholdighed og tilstrækeligt med føde – kan muslingerne optage en tredjedel af kvælstoffet i den frafiltrerede føde. Den bliver til muslingekød og kan fjernes fra vandet ved høst. Den fjerner ikke sig selv.

En anden tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet stand – mere biotilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Denne tredjedel kan booste algevæksten mere end før den delvise fordøjelse i muslingen.

Den sidste tredjedel udskilles som ekskrementer og synker til bunds under eller nær muslingefarmen – med mindre der her er en stærk strøm til fortynding. De fleste muslingefarme er imidlertid placeret kystnært i beskyttet farvand uden nævneværdig strøm. Bunden slammer derfor hurtigt til.

Men ikke nok med, at en tredjedel af alt kvælstoffet ender på bunden som en ny forurening, der slet ikke var der før muslingerne. De uundgåelige iltsvind under og omkring farmene kan i tilgift frigive yderligere kvælstof fra bunden. Kvælstof, som før muslingernes ankomst var sikkert deponeret i sedimentet her.

I værste fald kan vi ende op med et vandmiljø, som rummer mere frit kvælstof efter introduktionen af muslinger end før. Det er konstateret flere steder i udlandet. Faktisk viste studier så tidligt som i 2011, at kvælstoffjernelsen via muslingeopdræt var en yderst tvivlsom ting.

Alligevel fortsatte vandbrug og landbrug med at udbrede myten om de rensende muslinger, som der var og stadig er gode penge i. Dette i form af tilskud fra landbruget, der bruger muslingerne som et skalkeskjul, de gerne betaler til – som en bekvem undskyldning for blot at forurene videre inde på land.



Selektive planktonædere

Men heller ikke nok med det. Muslingerne er nemlig selektive planktonædere, der foretrækker større planktondyr frem for mindre alger og bakterier. Udenlandske undersøgelser viser, at muslingerne på denne måde kan ændre sammensætningen af plankton i vandet omkring muslingefarmene.

Ved selektivt at æde de større dyreplanktonorganismer fjerner muslingerne de dyr, der ellers skulle have holdt de mindre alger i skak. Her specielt de små blågrønalger, som kan være giftige. Resultatet risikerer derfor at blive algeblomst i stedet for vandrensning.

De store smartfarms skulle oprindelig have produceret muslingemel, der kunne indgå i fremstilling af svinefoder. Dette i den såkaldte “gylletrekant”, hvor lækkende gylle fra markerne bliver til flere alger i vandet, som kan brødføde flere nye muslinger, der siden kan blive til nyt muslingemel og nyt svinefoder. Og så videre. En ren evighedsmaskine, så længe der blot løbende hældes gylle i vandet..

Opdrættet af muslinger har imidlertid vist sig at være et rent luftkastel. De store smartfarms er økonomisk urentable og må i stedet leve af millionstore tilskud fra landbruget. 150 millioner tilskudskroner er således udbetalt siden årtusindskiftet – som slet kamufleret erhvervsstøtte. Limfjordens Miljøråd har søgt aktindsigt og lagt tallene sammen.

Fødevareministeren har da også været meget længe om at svare på, hvor meget kvælstof vi har fået fjernet for de mange millioner tilskudskroner. Det er ikke meget. Men mere derom senere.


Kulturbanker og omplantningsbanker

De store Smartfarms har derfor omlagt produktionen til i stedet at producere muslingeyngel. Denne udlægges siden på kunstigt anlagte kulturbanker, hvor de kan vokse, og hvor de voksne muslinger efterfølgende kan skrabes med tunge redskaber. Disse ødelægger uundgåeligt bunden for alle andre organismer.

Undermålsmuslinger fra skraberiet sorteres fra og udlægges på nye omplantningsbanker, hvor de så kan vokse sig fangststore. Hvorefter de også skrabes – med tilsvarende ødelæggelse af bunden. Disse muslinger har således oplevet at blive skrabt ikke én, men to gange – med dobbelt klimabelastning og ødelæggelse af havbunden til følge.

De store smartfarms forurener således ikke kun lokalt, hvor vandmiljøet kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger. De danner samtidig skjult grundlag for et efterfølgende og altødelæggende muslingeskrab, der efterlader bunden øde og gold.

Senest er der kommet fokus på, at bundtrawl og muslingeskrab frigør store mængder CO2 fra bunden, hvor den hidtil har ligget gemt. Den frigøres nu og bidrager efterfølgende til at forværre klimasituationen og den globale opvarmning.

Der er således intet godt at sige om hverken muslingeopdræt eller muslingeskrab i de indre danske farvande. Hverken for miljø eller klima.

Begge dele bør derfor stoppes i tide, inden alt er ødelagt. Inden alle danske fjorde ender som kloner af Skive Fjord.

© 2023 Steen Ulnits & Flemming Højgaard Madsen


Flemming Højgaard Madsen er født i Struer, biolog cand. scient fra Aarhus Universitet, stifter af Cheminova-gruppen og æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.

Flemming var i nogle år bestyrer af AU’s Marinbiologiske Station i Rønbjerg og kender derfor Limfjorden bedre end de allerfleste. Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra datidens Cheminova – nutidens FMC.



 

 

FjolleFlimmer og KaosTV


KaosTV med Clement

Vort døde eller i bedste fald døende hav har i de forgangne uger fået al den opmærksomhed, det skulle have haft i de sidste godt tyve år. Medierne har stået i kø for at dække det, de selv helt havde glemt at dække i samme tidsrum.

Forskere og fiskere har i de forgangne år og specielt siden den skandaleramte Landbrugspakke i 2016 forgæves søgt at få pressen til at dække den økologiske katastrofe, som vi hele tiden har vidst var under opsejling under havoverfladen.

Professor Stiig Markager var allerede i 2002 ude med advarsler på TV2, men ingen tog dem dengang alvorligt. I hvert fald ingen ansvarlige politikere, for der var åbenbart ingen. Man slog sig til tåls med, at sådan var det åbenbart i et landbrugsland som Danmark. Også hvis man selv var i opposition til landbrugsregeringen.

To udsendelser på TV stikker ud fra mængden, væsensforskellige i både form og indhold. Den ene var et sikkert velment KaosTV med Clement, hvor et hav af forskellige mennesker og organisationer tumlede rundt på scenen og skiftede plads, som var det Blå eller Rød Stue på udflugt med børnehaven. Helt uden pædagoger.

Det faglige indhold var meget svært at få øje på i al virakken, hvor miljøminister Magnus Heunicke på et tidspunkt blev placeret sammen med sine forbundsfæller i fødevareministeriet og landbruget.

Det kom der ikke noget godt ud af. Miljøets Magnus lignede flere gange en pryglet hund, når fødevareminister Jacob Jensen svingede krabasken og totalt ignorerede Clements nærgående spørgsmål. Det er Jensen på billedet herunder.

Jacob Jensen gentog for gud ved hvilken gang, at landbruget skam gør, hvad de kan og skal for miljøet. Clement måtte til sidst opgive at få blot et enkelt konkret svar fra fødevareministeren, der klappede i som en fladøsters før en bundvending.

Miljøministerens kropssprog fortalte med al uønsket tydelighed, hvem der havde bukserne på i den debat og den regering. Og hvem der rystede i sine. Det så ikke kønt ud og varsler ilde for fremtiden og vandmiljøet.

Til alt held lykkedes det præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, at brænde igennem på KaosTV. Det gjorde hun med et stjerneklart budskab om, at det bagstræberiske danske landbrug stort set har hele skylden.

Hun har selv oplevet at blive budt op til dans og inviteret til kaffe på Axelborg. Et initiativ, der set i bakspejlet blot skulle trække tiden yderligere ud.

Og gjorde det med stor succes.



Saglig debat om havmiljøet

Det var således ikke meget, der kom ud af Debatten på DR med Clement Kjersgaard. Det var populistisk KaosTV, når det er værst. Fjolleflimmer også kaldet.

Ind imellem glemte man næsten helt emnet i al virakken omkring deltagerne, der blev flyttet rundt fra podie til podie i én uendelighed. Det mindede mest af alt om en kinesisk brandøvelse uden vand.

Ærgerligt med et så vigtigt emne som vort døende hav, der ifølge fagfolk som Stiig Markager nu skal bruge mindst 20-30 år på at vende tilbage til livet – hvis det altså lykkes at få vendt skuden lige nu. Hvad intet ser ud til.

Al ære og respekt for Clement Kjersgaard, som desværre ikke lykkedes med at få noget som helst ud af fødevareminister Jacob Jensen. Det er ham på billedet herover. Landbrugets minister og selv landmand klappede i som en blåmusling under et iltsvind.

Jacob Jensen havde ellers lagt hårdt ud og fjernede som en af sine allerførste ministergerninger netop det forbud mod trawlfiskeri, som den foregående regering ellers havde vedtaget. Et forbud, som skulle have reddet havbunden for yderligere ødelæggelser.

Lykkedes det ikke Clement at nå igennem det tykke lag af spin omkring landbruget, så var der anderledes saglig saft og kraft i DR’s Deadline. Her havde man klogeligt skåret antallet af deltagere ned fra en folkefest og til to nøglepersoner, der blev på samme plads under hele udsendelsen.

Studievært Astrid Berg havde forberedt sig grundigt på sit emne. Altid en fornøjelse, når en dygtig journalist gider gå i dybden med sit stof. Og derfor evner at stille de rigtige spørgsmål.

De to gæster i studiet var professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet, der for mere end tyve år siden advarede om udviklingen mod dagens permanente iltsvind. Og så Anders Panum Jensen, som er miljødirektør i Landbrug og Fødevarer. Dansk landbrug leverer ifølge Miljøstyrelsen 70% af det skyldige kvælstof.

Det var således to stik modsat rettede personer, der repræsenterede hver sin side af miljødebatten. Begge blev udspurgt sagligt af Astrid Berg, og begge fik lov til at tale ud i programmet. 

Anbefales på det kraftigste, hvis man ikke er til KaosTV, men i stedet ønsker sober information om alvorlige emner.

© 2023 Steen Ulnits



Miljøminister Magnus Heunicke (tv.) og professor Stiig Markager 

Diskussion i Aftenshowet om havmiljøet


 

Vandprøver kontra faunaundersøgelser

 

Da det i foråret viste sig, at der løb forurenet vand fra Nordic Waste fabrikken ved Ølst Bakker syd for Randers og direkte ud i Alling Å, var det i starten vanskeligt at få opmærksomhed omkring sagen.

Det var svært overhovedet at påvise nogen forurening, når nu myndighederne ikke rutinemæssigt havde taget vandprøver og tilsyneladende heller ikke ønskede at gøre det. 

Da der endelig blev taget regulære vandprøver, turde prøvetagningsfirmaet ikke selv konkludere på resultaterne. Der stod jo såvel lokale arbejdspladser som måske kommende arbejdsopgaver på spil.

Problemet er forståeligt nok, hvilket denne lille artikel søger at belyse. Vandprøver er nemlig svære at blive kloge af – specielt da i strømmende vand som her Alling Å.

Når man skal undersøge vandkvaliteten i et vandløb – enten periodisk eller efter en akut ulykke – kan det gøres på to måder:

  1. Man kan tage en vandprøve, som siden analyseres af et godkendt laboratorium. Eller:
  2. Man kan lave en faunaundersøgelse, hvilket kan gøres summarisk i felten. Eller udførligt hjemme i laboratoriet.

Begge dele har fordele og ulemper.


Vandprøver

Vandprøver skal tages rigtigt og siden både transporteres og opbevares korrekt.

Vandprøven kan analyseres lige så nøjagtigt, man ønsker eller har råd til. Vandprøven viser overraskende nok kun det, den specifikt analyseres for. Prisen stiger nemlig for hvert delelement, vandprøven ønskes analyseret for, og man er derfor omhyggelig med udvælgelsen af stoffer.

Typisk vil man derfor ty til vandprøver, når man ved, hvad man leder efter. Ikke når man søger i blinde. Det kunne være specifikke giftstoffer fra et akut udslip eller langsomt lækkende tungmetaller. Fra lokaliteter, man allerede mistænker for at lække bestemte stoffer.

Man skal under alle omstændigheder være klar over, at vandprøver fra et vandløb – uanset hvor godt de tages og hvor grundigt de analyseres – altid kun kan give et øjebliksbillede af situationen.

Man skal tage forbehold for, at et akut giftudslip straks føres væk med strømmen – med mindre lækagen står på gennem længere tid. I sidstnævnte tilfælde vil man naturligvis kunne finde spor af de skadelige stoffer, så længe lækagen står på.

Normalt vil det eller de giftstoffer, som forårsagede ulykken, for længst være borte med blæsten. Taget af strømmen og ikke til at spore længere. Den eller de skyldige er derfor som oftest umulige at finde alene ud fra en vandprøve.


Faunaundersøgelser

Faunaundersøgelser fungerer ganske anderledes. De kræver hverken laborant eller laboratorium, men mere tid i felten. Og så koster de langt mindre end vandprøver at analysere. Faktisk kan en rutineret fagmand normalt fælde en ganske præcis dom på få timer.

Moderne faunaundersøgelser kan foretages ud fra de forekommende vandplanter og vandløbsdyr. Mest almindeligt er det at indfange et repræsentativt udvalg af de dyr, der lever på lokaliteten – fortrinsvis insekter og krebsdyr.

Det gøres typisk med en stålketcher, der trækkes gennem vegetationen, og ved simple sparkeprøver, hvor bunddyrene sparkes løs og tages af strømmen. De havner derefter i ketcheren.

De fundne dyr artsbestemmer man så – i felten eller hjemme i laboratoriet – og ud fra de fundne arter kan man herefter i de fleste tilfælde give et ganske godt bud på vandkvaliteten. 

De forskellige arter stiller nemlig forskellige krav til såvel vandkvalitet som vandløbskvalitet. Typisk er det iltindholdet, som er afgørende for, hvilke insekter og krebsdyr man finder i faunaprøven. Vandkvaliteten og iltindholdet afspejler sig tydeligt i de fundne dyr og insekter.

Der skelnes groft sagt mellem rentvandsarter og forureningsindikatorer. Man ser på, hvilke arter der findes i prøven, og i hvilke antal de forekommer i. Nogle arters blotte tilstedeværelse er en sikker indikator for stærk forurening. Andre arters antal fortæller mere om vandkvaliteten.

Man kan vælge en kvalitativ vurdering på stedet, hvilket i de fleste tilfælde er fuldt tilstrækkeligt. Eller man kan plotte de fundne dyr ind i mere komplicerede indekser til efterfølgende publicering.

Den afslørende fauna

En simpel vandprøve kan som nævnt aldrig give andet end et flygtigt øjebliksbillede af den vandkvalitet, der var netop ved prøvetagningen. Man vil aldrig kunne tage en ny vandprøve af det samme vand. Det er for længst løbet væk.

En faunaundersøgelse fortæller derfor rigtig meget mere end en simpel vandprøve. De fundne og artsbestemte dyr skal jo kunne leve i vandløbet en hel livscyklus for at forekomme. Enkelte endda to år, hvilket gælder de store majfluer.

Finder man således iltkrævende majfluelarver i sine faunaprøver, da kan man være sikker på, at vandkvaliteten har været tilstrækkeligt god hele året. Og ikke kun på selve prøvetagningstidspunktet.

Mangler der modsat tanglopper i et ellers sundt vandløb med en varieret fauna, da samler mistanken sig straks om tungmetaller i vandet. Hvilket man så kan undersøge specifikt for.

Tungmetaller som kobber er kendt for at hindre tangloppernes mange skalskifter, der er ganske følsomme over for kemisk påvirkning. Tanglopper er året igennem et af de vigtigste fødeemner for vandløbets fisk.

De fleste arter af vandløbsinsekter tåler kun begrænset med okker i vandet. Det udfældes nemlig på dem og kvæler dem. Præcis som okkeret kan udfældes på fiskenes gæller og kvæle fiskene.

Okker er iltet jern, der ofte optræder efter afvandinger, som sænker vandstanden og blotlægger jernforbindelser, der siden iltes. Det rødlige okker udfældes på alle overflader – det være sig vandløbsbund, vandløbsplanter eller vandløbsdyr. Denne udfældning kan kvæle alt højere liv i vandløbet. 

Nogle få af de rentvandskrævende slørvinger (herover) har imidlertid så hyppige hudskifter, at de ikke når at blive kvalt af den okker, der normalt tager livet af andre insektlarver med mindre hyppige hudskifter. Og så videre.Forskellige insekter og krebsdyr stiller forskellige krav til deres omgivelser, hvilket afspejles i faunaprøven og indikerer vandkvaliteten.

En erfaren vandløbsbiolog med et stort artskendskab kan fortsætte analysen med en lang række andre vandløbsdyr og til sidst levere en meget præcis beskrivelse af både vandkvalitet og vandløbskvalitet. Henholdsvis de kemiske og fysiske forhold i vandløbet.

Det haster med undersøgelserne

Specifikt for aktuelle Alling Å er det vigtigt, at der hurtigst muligt etableres en fast prøvetagningsrutine nedstrøms jordrensningsanlægget Nordic Waste, der udbygges voldsomt i denne tid.

Faunaprøver taget ved udløbet fra fabrikken i det forgangne forår viste, at der opstrøms udløbet var en sund og varieret vandløbsfauna, der inkluderede såvel majfluer som tanglopper. 

Faunaprøver taget nedstrøms udløbet fra Nordic Waste viste som tidligere nævnt en markant mangel på tanglopper. Noget, der straks leder mistanken hen på udledning af tungmetal som kobber fra jordbehandlingsanlægget. Et ikke ukendt fænomen.

Det er vigtigt at få fastlagt den nuværende tilstand også længere nedstrøms gartneriet, så man har en reference fremover – i tilfælde af de udslip, der med den nuværende miljøgodkendelse synes vanskelige at undgå.

Med mindre der da etableres bygningsværker og befæstede arealer store nok til at tilbageholde de massive vandmængder, som med al sandsynlighed vil komme under fremtidige skybrud. Disse vil ifølge meteorologerne kun blive hyppigere og kraftigere.

Randers Kommune bør naturligvis gennemføre en helt regelmæssig rutinekontrol med vandmiljøet nedstrøms en så oplagt og farlig forureningskilde som Nordic Waste. Der er jo tale om en virksomhed, som behandler mere eller mindre forurenet jord, hvis forureningsgrad ikke altid forekommer vel dokumenteret.

Nordic Waste modtager forurenet jord fra nær og fjern – til  rensning eller lokalt deponi. Firmaet skaber lokale arbejdspladser og tjener gode penge på denne “nyttiggørelse”, hvilket naturligvis skaber stor goodwill hos kommunen.

Et forhold, vi jo aktuelt også kender fra en anden miljøvirksomhed, nemlig RGS Nordic ved Storebælt, der i årevis har udledt farlige stoffer som kviksølv, barium, PFAS og tjærestoffer efter ufuldstændig rensning af norsk oliespildevand. Med Miljøstyrelsens behørige tilladelse.

I hvert fald indtil nu.

Miljøminister Magnus Heunicke har nemlig netop meddelt, at Miljøministeriet ikke deler Miljøstyrelsens opfattelse.

Miljøministeren mener ikke, at der er tale om nogen reel “nyttiggørelse”, når det danske firma modtager stærkt forurenet og giftigt norsk oliespildevand, som efterfølgende udledes i dårligt renset tilstand. Så er der i stedet tale om “bortskaffelse”. Og så er man ikke længere pligtig til at modtage det.

I Randers foregår arbejdet med jordrensning klods op af den målsatte og sågar naturgenoprettede Alling Å, som har udløb i et andet målsat farvand.

Det er den lavvandede og sårbare Grund Fjord, der i forvejen er under stor miljøbelastning fra de landbrugsmæssige omgivelser. 

Og udslip har allerede fundet sted til Alling Å.


Naturpark Randers Fjord

Naturpark Randers Fjord blev etableret i 2018. Den dækker knap 3.000 km2 fordelt på begge sider af fjorden. Man måtte tage en stor bid af Kattegat med for at klemme sig ind under Friluftsrådets beskyttende vinger – for at kunne opfylde arealkravet til en naturpark.

Længst ude omfatter Naturpark Randers Fjord Danmarks største østvendte vadehav, hvor i tusindvis af fugle hvert år raster på deres træk. I sig selv et kæmpeaktiv for såvel fugle som mennesker. Og et vigtigt fugleområde for store dele af Nordeuropa og Skandinavien.

I Randers Kommune er man berettiget stolte af Naturpark Randers Fjord, hvor “naturbenyttelse og naturbeskyttelse går hånd i hånd”, som kommunen selv skriver. Kommunen kalder det samtidig et “Mekka for lystfiskere”, men har desværre gjort regning uden vært. Den tid er nemlig ovre for længst.

Der er nemlig knapt fisk tilbage i hverken Randers Fjord, Grund Fjord eller Kattegat. Bortset lige fra de havørreder, som lokale lystfiskere selv sætter ud – for at der overhovedet skal være fisk at fange. Alle bundfisk er for længst borte.

Tilbage er kun pelagiske gæster som sild og makrel, der ankommer forår og sommer. De lever i de øvre iltede vandlag – ikke ved den iltfrie bund, hvor torsk og fladfisk tidligere levede.

To skridt frem og tre tilbage

Mangelen på fisk har vi længe mærket i såvel Gudenåen som Randers Fjord og Alling Å med Grund Fjord. Fjordens mange ålebundgarn er helt borte, som ålen og ålefiskerne også er det.

I den forbindelse er det vanskeligt ikke at få øje på den menneskelige påvirkning af vandmiljøet, der er taget til i de seneste år. Vi ved jo, at alt vand fra Gudenåen løber gennem Randers Havn og Randers Fjord. Vi ved også, at alt vand fra Alling Å løber ud i Grund Fjord – efter at have været en tæt tur omkring Nordic Waste, der jo renser forurenet jord.

Vi ved desværre stadig ikke, om det overhovedet er praktisk muligt for Nordic Waste at holde på store vandmængder under et skybrud af den slags, meteorologerne lover os flere af i fremtiden. Som vi allerede har oplevet det flere andre steder.

Det frygter vi, de ikke kan. Og da vil det forurenede vand løbe direkte ud i Alling Å, som det har gjort hidtil. Alt dette forurenede vand passerer Grund Fjord og havner til sidst ude i Kattegat, som nu er ved at give op i kampen mod næringsstoffer fra landbruget og giftstoffer fra industrien.

Det er de sidste krampetrækninger, vi lige nu er vidne til.

De sidste åndedrag.


Læs meget mere om Alling Å i artiklen her


Tegninger: Finn Ringtved

Tekst: Steen Ulnits

© 2023

“Soja-alliancen”


“Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Brdr. Bisp


Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje  befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi massive mængder soja til dyrefoder.

Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere. 

Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Primært til svineindustrien. Med tilhørende gødskning og sprøjtning for at optimere udbyttet.

Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs resulterer derfor i en høj udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.

Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift. 

Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug nu her i tørken søger om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift. Der mangler som altid foder til de alt for mange dyr. Og vand til alle de for længst drænede marker.


“Dansk Alliance for Ansvarlig Soja”

Danmark importerer årligt 1,7 millioner tons soja til dyrefoder. Dette ifølge regeringens Handlingsplan mod Afskovning.

Københavns Universitet (KU) har beregnet, at alene importen af soja og palmeolie medfører globale emissioner på over syv millioner tons CO2 ækvivalenter årligt. Dette er inklusive emissioner “forbundet med direkte ændringer i arealanvendelsen”, som det finurligt hedder.  

KU har endvidere beregnet, at disse emissioner kan mere end halveres, hvis produktionen foregår afskovningsfrit. Der er således vigtige mål at sigte efter i kampen for et bedre klima.

Danske interessenter i soja og import af samme har slået sig sammen og er i dag medlemmer af “Dansk Alliance for Ansvarlig Soja” – i daglig tale blot “Soja-alliancen”:


3F, Arla, Aldi, Concito, Coop, Dagrofa, DAKOFO, Danish Crown, Danpo, Dansk Erhverv, DLG, DSK, HK Scan, IWGIA, Landbrug & Fødevarer, Letz Sushi, Lidl, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Preferred by Nature, Rema 1000, Salling Group, Udenrigsministeriet, Verdens Skove og WWF.


Soja-alliancen spænder således vidt inden for fødevaresektoren, og den er skam en god ting – for skovene i det store udland. Desværre ikke i det lille indland. Her savner man nemlig, at alliancen tager skridtet videre og kommer med løsninger, der kan mindske det danske husdyrhold og dets enorme foderforbrug.

Det ville være gavnligt for klimaet, og det ville reducere den efterfølgende forurening med gylle fra de alt for mange millioner slagtesvin, vi producerer i dag. Gylle, der langsomt løber, siver eller vaskes ud i det betændte danske vandmiljø og her giver anledning til algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Dermed ville Soja-alliancen gavne ikke blot udenlandske skove, men også de danske fjorde, der gisper efter vejret i sommervarmen.

Sojaskråen er hermed givet videre.



Etisk Handel om skovrydning


“Den danske årlige import af soja, i blandt andet dyrefoder, udgør Danmarks største risiko for rydning af skov. 

Derfor har de største danske sojaaktører på tværs af sektorer siden 2019 arbejdet sammen i ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’ for at fremme ansvarlig sojaproduktion, og nu er alliancen klar med endnu højere ambitioner.”


Det skriver Etisk Handel Danmark i en pressemeddelelse. Etisk Handel har siden 2008 arbejdet for at fremme samarbejdet omkring bæredygtig global handel. Dette i et naturligt samarbejde med Udenrigsministeriet.

EU har netop fået en ny skovlov, der stiller nye krav til den globale handel med afgrøder. Blandt meget andet kræver den, at dyrkning af soja til foder ikke må ske på bekostning af rydning af skov. 

Det er en lov, som medfører helt nye krav om “dokumentation af ansvarlige forsyningskæder”, som det fremgår af teksten.

I skrivende stund er der stadig udfordringer med afskovning, da denne nu i endnu højere grad rykker til nye områder, der ikke nødvendigvis betegnes som skov eller primær skov, men i stedet “andre naturlige økosystemer”.

Et rigtig godt eksempel finder vi i Brasiliens Cerrado-savanne, som er et af verdens mest biodiverse steder og dermed kritisk vigtig for at beskytte det globale klima. 

Lige nu er 70 procent af dette naturområde ikke beskyttet af den kommende EU-skovlov og risikerer derfor at blive omlagt til eksempelvis sojaproduktion.


Ikke kun for skov

Men henblik på Cerradoen og tilsvarende økosystemer forsøger Soja-alliancen nu at få ændret teksten i den nye EU-skovlov.

Soja-alliancen har ikke kun fokus på skovrydningsdelen, men også på, at sojaproduktionen skal ske uden rydning af anden værdifuld natur og skov. Såsom netop Cerradoen i Brasilien.

Soja-alliancen opfordrer derfor til, at EU-lovgivningen, når den skal revideres, udvides til også at omfatte omlægning af andre økosystemer. Et udspil, som vækker glæde hos Verdensnaturfonden:


“WWF noterer med glæde, at Soja-alliancen er mere ambitiøse end EU-lovgivningen ved at sætte fælles mål om at arbejde sammen for at stoppe såvel skovrydning som omlægning af andre naturområder i 2025. 

Samtidig er der enighed om at bruge internationale definitioner (AFI). Danske aktører spiller en vigtig rolle i kampen mod afskovning, og vi har ingen tid at spilde, hvis vi skal redde skoven og naturen”.


Det siger Mette Boye, som er miljøfaglig chef i WWF Danmark. Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis blot der også kunne fokuseres lidt på lille Danmark og ikke kun det store udland:



Med fare for at gentage mig selv: Det er helt fint, at hele eller dele af den danske fødevaresektor på denne måde gør en indsats for at redde skov, regnskov og truede naturtyper i det store udland. Den slags tiltag kan der ikke siges nok godt om.

Men endnu bedre ville det være, dersom vi reducerede vort hjemlige sojaforbrug til foder, begrænsede antallet af slagtesvin i danske svinestalde og dermed reducerede den uundgåelige gylleproduktion.

Det er den, der her og nu truer med at tage livet af de indre danske farvande.

© 2023 Steen Ulnits


Soja kort fortalt

Sojaplanten er kendt for sine proteinrige bønner, der primært produceres i frostfrie dele af Argentina, Brasilien, Kina og USA. 75% af verdens produktion går idag til dyrefoder – mere end 50% alene til svinefoder.

Det danske klima egner sig dårligt til sojaproduktion, hvorfor vi må importere sojabønner fra ovennævnte lande. Selv producerer vi i dag foderraps og fodermajs til den gigantiske danske svineproduktion.

Samlet set producerer Danmark seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan fortære. Denne massive produktion lægger et enormt pres på dansk natur og miljø, som dyrkes intensivt og dagligt forarmes.

Sojaskrå er navnet på det faste restprodukt, som er tilbage efter ekstraktion af sojaolien. Med et proteinindhold på op mod 50% bruges det meget i fødevareindustrien.


Fotos: Marker med blomstrende foderraps ved Randers Fjord



Fra Bisp til Gisp

Tilbage i 2004 (1987) kunne Brdr. Bisp alias Michael Wikke & Steen Rasmussen med god samvittighed spørge seerne på DR: “Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Nej, det skal du ikke. Thise Mejeri skilter nu med “Ingen soja i foderet” på deres økologiske mælkeprodukter. I 2023, mere end tyve år senere.

“Voldsom Volvo”, som Allan Mortensen sang, når nogen råbte om hjælp. Godt akkompagneret af Billy Cross på elspade.

Måske Brdr. Bisp må tage navneforandring til Brdr. Gisp i disse iltsvindstider…

“Hørte jeg et råb om hjælp?”



 

Så meget forurener muslinger


Der har de seneste år været megen diskussion om, hvorvidt muslinger renser vandet eller forurener det. Om de så kaldes filtrerende “blåmuslinger” eller er blevet ophøjet til frelsende “miljømuslinger”.

Begge er nemlig nøjagtig de samme muslinger, og Mytilus edulis er deres latinske artsnavn.

Det samlede regnestykke er langt fra så enkelt, som fortalere for muslingedyrkning ynder at fremstille det. Blåmuslinger er nemlig komplicerede skabninger med et stort potentiale til at ændre hele økosystemer – til det bedre eller dårligere.

To ting kan de fleste dog blive enige om:


1) At der fjernes kvælstof fra vandet, hvis ellers de dyrkede eller skrabede muslinger høstes og fjernes fra vandområdet. Hvis ikke de dyrkede muslinger fjernes, koncentrerer de blot forureningen lokalt og gør ondt værre.

2) At muslinger som alle andre levende væsener har en fordøjelse og uundgåeligt udskiller affaldsstoffer fra deres stofskifte til vandet. I form af ny lokal forurening, som ikke var der,  før muslingefarmene kom til.


Muslingerne bremser nemlig næringsstoffernes naturlige og frie flow fra vandløb over lukket fjord til åbent hav. Man holder simpelthen på forureningen, når man blokerer det naturlige frie flow af kvælstof og fosfor fra å over fjord til hav – ved at anlægge muslingefarme på næringsstoffernes vej mod havet.

I stedet for blot at lade næringsstofferne passere frit forbi og nyde godt af den gratis vandrensning undervejs. Det er ikke klogt.

Med mindre man da gerne vil bruge statslige tilskudskroner på slet skjult erhvervsstøtte til muslingebranchen, som så kan fortsætte sine ellers urentable aktiviteter.

Siden 2000 har muslingebranchen allerede modtaget mere end 150 millioner støttekroner. Det viser den seneste opgørelse fra Limfjordens Miljøråd.



Men hvor stor er forureningen fra muslingefarme i konkrete tal? Hvor mange mennesker skal der til for at skabe samme forurening, som en enkelt smartfarm med milliarder af muslinger kan producere?

Vi har opstillet følgende lille regnestykke, som er checket igennem af Aarhus Universitet. Konklusionerne er dog vore egne. Tallene er baseret på flydende smartfarms af norsk model, som anvendes på Limfjorden i dag:


Én person producerer ca. 150 g afføring pr. dag. Heraf er 75% vand. 25.000 personer i Skive by producerer derfor:

25.000 x 365 x 0,150 x 0,25 / 1.000 = 342 tons tørvægt på et år

1.100 tons høstede muslinger er skaller og muslingekød. Skaller er halvdelen, og tørvægt udgør 20% af vådvægten af kødet.

På denne måde bliver 1.100 tons høstede muslinger på en enkelt smartfarm til:

1.100 x 0,5 x 0,2 = 110 tons muslinger som tørvægt og altså ca. 110 tons fækalier (lort), hvis vi bruger den svenske model fra Stockholms Universitet. Den ser kort fortalt sådan ud:

⅓ går til vækst, ⅓ bruges til respiration, og ⅓ bliver til lort.


Blot tre standard smartfarms forurener således Skive Fjord lige så meget, som alle 25.000 skatteborgere i Skive By gør.

Borgerne her bruger hvert år 10 millioner kroner at rense deres spildevand.


I tørre tal vil tre smartfarms af denne størrelse levere næsten lige så megen forurening, som alle 25.000 borgere i Skive By i dag gør.

Ifølge Skive Kommune renses byspildevandet fra borgerne i Skive for knap 10 millioner skattekroner om året, inden det sendes ud i Skive Fjord. 

9.770.132 kroner for at være helt præcis. Svarende til forureningen fra blot tre smartfarms af standardstørrelse.

Den samme mængde næringsstof fra muslingefarmene ledes imidlertid totalt urenset ud samme fjord. Uden nogen rensning overhovedet.

Hvad der er sparet her, er således spildt dér.

Den spildevandsrensning, som Skive Kommune hvert år betaler 10 millioner skattekroner for i kommunens fire rensningsanlæg, sættes således helt over styr af blot tre smartfarms.

Og hvor mange smartfarms er der allerede i Skive Fjord?

Og hvor mange nye planlægger man at etablere?

Flere nye giver ikke ingen mening.


Tegning: Richard Horsebøg Nybo

© 2022: Limfjordens Miljøråd


Man kan indvende, at de alger, som muslingerne lever af, ville have lagt sig som døde alger på bunden – hvis de ikke var blevet spist af muslinger. Og dermed have bidraget til det allerede metertykke slamlag her.

Op mod tre meter kulsort bundslam er der således målt ved smartfarms i Skive Fjord.

Herfra skal så trækkes de alger, som ville være blevet ført ud af fjorden med strømmen – hvis ikke de var blevet tilbageholdt af muslinger.

Man kan også indvende, at reglen om de tre tredjedele kun gælder for muslinger, der vokser optimalt. Får muslingerne for lidt mad, eller alger de ikke kan fordøje, bliver væksten langsommere og mængden af lort tilsvarende større.

Det samme bliver tilfældet, dersom vandet er for varmt eller for ferskt. Da stiger andelen af lort til aflejring under og omkring anlæggene ligeledes.

Et overset eller ignoreret faktum er, at muslingerne notorisk er dårlige til at fjerne kvælstof, når og hvor vandet er mindre salt end oceanisk havvand.

Fuld styrke saltvand er blåmuslingernes naturlige medium, hvor muslingerne vokser bedst og optager mest kvælstof. Jo længere sydpå i danske farvande vi kommer, med en tilsvarende lavere saltholdighed, desto ringere bliver tilvæksten og kvælstoffjernelsen derfor.

Til gengæld udskiller muslingerne her en større mængde næringsstoffer med deres ekskrementer. Den lokale forurening fra muslingefarmen bliver således markant større ved lavere salinitet. I brakvand kan op mod 45% af de optagne næringsstoffer ende som muslingelort i stedet for muslingekød. Næsten halvdelen.

Endelig er der slet ikke medtaget den mængde kvælstof, som frigøres fra bundslammet ved iltsvind forårsaget af forurening fra muslingefarmen selv. Kvælstof, der ellers var forblevet i bundslammet – uden at gøre skade på det omgivende vandmiljø.


Blot tre standard smartfarms forurener således Skive Fjord lige så meget, som alle 25.000 skatteborgere i Skive By gør.

Borgerne her bruger hvert år 10 millioner kroner at rense deres spildevand.


Det er som nævnt vigtigt at forstå, at etablering og placering af intensive muslingefarme blokerer det naturlige flow af næringsstoffer fra fjord til hav. En del næringsstoffer fikseres af muslingerne og ender under farmene som lort.

Det er næringsstoffer, som ellers ville være ført med strøm og alger mod havet. Og dermed uskadeliggjort for vandmiljøet i fjorden. Helt gratis.

Hvor stor en del, der fjernes på denne måde, afhænger naturligvis af strømmen. Og selv om strømmen i Skive Fjord er ganske ringe, flytter vinden dog meget vand i overfladen, hvor de opdrættede muslinger jo hænger. Fri af iltsvindet underneden. Og blæsten går som bekendt frisk over Limfjordens forurenede vande.

Man skaber med nye muslingefarme en helt ny lokal forurening, som slet ikke var der før. Et nyt og selvskabt problem, man sagtens kan undgå – ved blot ikke at anlægge muslingefarme i fjorden til blokering af næringsstoffernes naturlige flow ud af den.

Man takker herved nej til naturlig og gratis vandrensning samt fjernelse af uønskede næringsstoffer. Etablering af muslingefarme er således som at skyde sig selv i foden, hvis man ønsker renere vand.

Set i et samfundsøkonomisk perspektiv er det jo stærkt selvmodsigende at bygge kostbare rensningsanlæg til byens borgere inde på land. For blot at skabe en tilsvarende eller endnu større lokal forurening ude på en i forvejen hårdt belastet fjord.

Det skal man vist være smartfarmer eller landmand for at synes er en god idé.


Artikel gengivet med tilladelse fra NejtilHavbrug.dk


Tegning: Bo Secher

© 2022: Limfjordens Miljøråd


Anbefalet læsning:

Grund Fjord

Den lavvandede Grund Fjord er endestation for alt vand i Alling Å, der siden fortsætter til Randers Fjord på sin vej mod Kattegat. Her er der grøn energi både til lands, til vands og i luften.

Klik for større fots


Flashback til de gode gamle dage, hvor Grund Fjord bugnede af ål, åleruser og ålebundgarn. I dag må pælene nøjes med at se til fra land. Ålene er væk.


Vejen til vandet og vindmøllerne ved fjorden. Dybe hjulspor vidner om en sumpet og afvandet undergrund.


Overalt langs fjorden ligger der både på land. Nogle bruges året igennem, andre kun om sommeren og enkelte aldrig.


Forårssolen trænger sig langsomt gennem disen, der stadig hviler tungt over fjorden. Båden står naturligvis klar til sæsonen.


Hvor Grund Fjord møder Randers Fjord ligger et antal mindre, men så meget mere attraktive sommerboliger eller kolonihavehuse.


Kilometervis af gyldne sivskove er kendetegnende for Randers og Grund Fjord. Her kan man ofte høre og en sjælden gang se rørdrummen.


Indsejling til den lille og hyggelige havn i Uggelhuse er smal og sivomkranset. Her er ikke plads til større lystbåde.


Vandet ligger spejlblankt hen og lokker til en sejltur på fjorden. Selv skyerne tager den med ro og flytter ikke på sig.


Små jagtbåde som denne er der mange af i sivskovene langs både Grund Fjord og Randers Fjord. Det er ænderne, der trækker.


Bolværk og faskinepæle skiller land fra vand i Uggelhuse havn. De kræver regelmæssig vedligeholdelse for at blive stående.


Vandspejlinger på Grund Fjord. Smukt ser det ud, og fisk at fange var der også engang for ikke så længe siden.


Har man brug for en hjælpende og behandsket hånd, kan man også få det i Uggelhuse. Næsten symbolsk for fjordens tilstand.


Pæle og reb til fortøjning holder de små fjordbåde sikkert på plads. Det er høj vandstand mere end stærk vind, der er truslen.


Sivskoven er tæt og indbyder ikke til fiskeri lige her. Der er helt enkelt ikke plads til at svinge stangen.


Af praktiske årsager er det ikke tilladt at fiske i den lille havn ved Uggelhuse. Det kunne hurtigt blive kaotisk.


Terrænet i Alling Ådal er afvandet i sjældent høj grad. Alling Å tilfører således store mængder næringssalte til Grund Fjord.


Sydsiden af Grund Fjord huser en del småskove, som egner sig perfekt til en lille eftermiddagstur med hund og familie.


Måske et lidt pudsigt billede at slutte denne fotoreportage af med. Men træet stammer altså fra en af skovene ved Grund Fjord.


Kobberforurening af Alling Å og Grund Fjord

Den lille Grund Fjord har på det seneste fået en del opmærksomhed.

Den har altid været kendt for at være ekstremt lavvandet – grund – og derfor vanskeligt sejlbar. Tidligere var den også kendt for sin store bestand af ål og aborrer, der trivedes i det lave fjordvand. 

I dag er vegetationen død flere steder – givet på grund af de store mængder næringsstoffer, der løbende tilføres fra de afvandede marker langs fjorden. Og den seneste tids store regnskyl, der vasker dem ud fra jord til fjord.

Længst inde i Grund Fjord udmunder Alling Å. En god del af åen har været gennem en kostbar naturgenopretning, siden Århus Amt blev nedlagt i 2007. Dræningen er ophørt mange steder og åen genslynget. Udvaskningen af kvælstof er tilsvarende reduceret. 

Lokalt har man imidlertid oplevet en nedgang i bestanden af havørreder, som ellers burde være vokset efter naturgenopretningen og de nyanlagte gydebanker. Senest er der kommet fokus på genbrugsvirksomheden Nordic Waste, der er placeret længst oppe ved Ølst, som en mulig forklaring.

Her har man nemlig oplevet flere udslip fra fabriksarealet efter store regnskyl. Udslip direkte til den øvre del af Alling Å. Faunaundersøgelser ved fabrikken indikerer, at der sandsynligvis sker en løbende udvaskning af kobber fra fabriksgrunden. Det viser faunaprøver taget i Alling Å henholdsvis opstrøms og nedstrøms Nordic Waste.

Alger, vandplanter og krebsdyr er specielt følsomme over for tungmetallet kobber, der både er et nødvendigt mikronæringsstof, som alle organismer har brug for i ganske små mængder. Og så en decideret miljøgift, der blandt andet bruges i bundmaling for at begrænse begroning af skibsskrog.

I udlandet bruges kobber også til at gøre vandet i smådamme på ikke mindst golfbaner mere klart og mindre algefyldt. Noget, der på godt dansk er rigtig meget forbudt i Danmark.

Det er således en trist udvikling for ikke blot Alling Å, men også Grund Fjord og Randers Fjord, hvor alt vand og muligt kobber jo til sidst ender. Dette ikke mindst med tanke på vandmiljøet og de mange skattekroner, som Naturstyrelsen indtil videre har postet i naturgenopretningen af Alling Å.

Denne forurening bør naturligvis stoppes hurtigst muligt.


Læs mere om Alling Å i artiklerne her:

Naturgenopretning af Alling Å

Faunaundersøgelser i Alling Å


© 2023 Steen Ulnits


Ny forurening med tungmetallet barium

Efter det både skandaløse og katastrofale jordskred ved Nordic Waste i Ølst Bakker er der konstateret stærkt forhøjede værdier af det giftige tungmetal barium i den lavvandede Grund Fjord.

Læs meget mere herom i de mange notitser på Ulnits.dk/aktuelt, hvor du blot søger på “barium”.

Klar melding fra Lea Wermelin:


EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 trænger sig nu for alvor på: Med tre nye lovforslag vil miljøminister Lea Wermelin (S) derfor begrænse den fremtidige forurening fra danske havbrug.

En lun augustaften sidste år ringede telefonen. Lidt sent ganske vist, men det var nok vigtigt, så jeg tog den. I den anden ende af røret var en journalist fra Danmarks Radio. Han ville høre, om jeg med kort varsel kunne stille op ude på Djursland den følgende formiddag. Mandag den 26. august.

Da ville der ske noget spændende derude, som han bestemt troede, jeg ville være interesseret i. Men som han desværre ikke kunne komme nærmere ind på. Han havde nemlig fået mundkurv på af Miljøministeriet, der stod for arrangementet.

Det lød jo spændende, så jeg stillede naturligvis op. Man vil jo nødig gå glip af noget. Stedet var Jernhatten, hvor seneste medieevent var daværende miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, som ved den lejlighed indlemmede netop Jernhatten i regeringens nye Naturkanon.

Pludselig vrimlede den normalt ellers fredelige lokalitet med biler og mennesker. Vor nye miljøminister Lea Wermelin (S) var ankommet med sit følge, der blandt andet talte præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening og formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund. I parentes de to eneste interesseorganisationer, der er høringsberettiget i miljøsager.

Bekymring over havbrugssektoren

Bekymring over tilstanden i vandmiljøet havde fået miljøminister Lea Wermelin til at bremse de ellers påtænkte udvidelser af havbrugssektoren. I stedet skulle der satses på en bæredygtig udvikling af den danske akvakultursektor.

Danmark har nået grænsen for, hvor mange fisk der kan opdrættes på havet, uden det risikerer at gå ud over miljøet. Det var budskabet fra miljøminister Lea Wermelin, som derfor sagde stop til udvidelser af havbrugssektoren:



– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

– Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Miljøministeren havde besluttet ikke at udstede den bekendtgørelse, som skulle have udmøntet loven om kompenserende marine virkemidler (muslingeopdræt). Hun ønskede nu helt at fjerne bestemmelserne herom fra loven.

Ansøgninger om havbrugsproduktion vil fortsat skulle behandles efter gældende regler. Det vil sige uden mulighed for brug af kompenserende marine virkemidler såsom muslinger. Og det vil i praksis betyde, at den samlede havbrugsproduktion får svært ved at vokse. 

– Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt- og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

– Vandmiljøet har trænge kår flere steder, men med den rigtige teknologi kan der produceres flere fisk med mindre miljøbelastning. Det er den vej, vi skal gå, i stedet for at udvide havbrug med risiko for vandmiljøet.

En kolossal sejr for vandmiljøet 

Det var et flot kursskifte, efter at Socialdemokratiet ellers længe havde bakket op om Venstres planer om nye forurenende havbrug. Specielt måske med tanke på, at det var Lea Wermelins egen partifælle, Dan Jørgensen (S), der tilbage i 2014 selv havde lagt grunden til en udvidet akvakultur i Danmark.

Det var lige til en helflugter ind i det gabende tomme miljømål, som sammenlægningen af Miljøministeriet og Fødevareministeriet havde resulteret i. En mulighed, som Venstres Esben Lunde Larsen hurtigt så og forstod at udnytte. Men som altså blev lagt død af Lea Wermelin den 26. august 2019.



– Det er en kolossal sejr for demokratiet og de folkelige bevægelser, selv om det tager tid og kræver mange kræfter at gå op mod en regering og en lov, som med nye og store havbrug ville have forringet havmiljøet. Ikke kun ved Djurslands kyster, men også ved Samsø og Nordsjælland. 

Det sagde Nina Bjarup Vetter, primus motor i både Miljøforeningen BLAK og sammenslutningen ”Nej til havbrug”. Hun blev suppleret af Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der som lokal er mangeårig modstander af havbrug:

– Det er en stor dag for de mange mennesker, som længe har kæmpet mod flere havbrug. De har vundet i dag. Vi er glade for regeringens initiativ, men mener, at regeringen nu bør tage videre skridt for at rydde op på de skadelige virkninger af Venstre-regeringens landbrugspakke.

Søren Egge Rasmussen (Ø) tilføjede, at han allerede den 2. august havde spurgt den nye miljøminister Lea Wermelin (S), hvorvidt hun ville ophæve den omstridte lov L 111 om etableringen af nye havbrug. Det ville hun, forlød det senere.

Men der skete ikke rigtig noget, og mange frygtede derfor, at disse planer måske alligevel var droppet – af hensyn til den magtfulde havbrugsbranche.

Og så kom Coronaen jo også og lagde låg på det danske samfund – med nye hensyn til truede arbejdspladser.

Nye lovforslag præsenteret

Denne frygt er dog nu aflivet. Miljøminister Lea Wermelin har netop forelagt Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg ikke mindre end tre lovforslag, der vil gøre det vanskeligere for danske havbrug at fortsætte som planlagt. Og noget nær umuligt at udvide produktion og forurening, som jo hænger uløseligt sammen i åbne havbrug.

Miljøministeren holder nu, hvad hun tidligere har lovet. Det har som sagt taget tid, men nu ligger de lovede lovforslag klar. Det første har overskriften: “Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Ophævelse af bestemmelser om kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug)”.



Det skal ændre Lov 111, som den detroniserede miljøminister Esben Lunde Larsen (V) lige akkurat nåede at få gennem Folketinget, inden han selv tog Rejsen til Amerika, hvor han stadig befinder sig. Om alt går vel, skal Folketinget nu i gang med at annullere lov nr. 680 fra juni 2017.

Det såkaldte Lovkatalog, som Lea Wermelin præsenterede, skal også forhindre havbrugerne i at få større kvælstofkvoter til deres eksisterende produktion. Det skal ske med “Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Udtagning af kvælstofpulje til havbrug og reduktion af samlet kvælstofpulje til miljø‐ og ressourceeffektive dambrug)”. 

Lov nr. 467 af 14. maj 2018 skulle ellers have sikret havbrugerne tilladelse til yderligere forurening. Lea Wermelin vil til februar 2021 fremsætte et nyt lovforslag, der skal hindre dette. Det bakkes allerede nu op af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Hvis ellers disse partier ikke går helt i opløsning inden da.

Ny samlet kontrol med havbrugene

Lea Wermelin fremsætter også et lovforslag, der vil flytte miljøkontrollen med et antal kystnære havbrug over til Miljøstyrelsen. Indtil nu har det været kommunerne, der har haft ansvaret for de kystnære havbrug. Mens Miljøstyrelsen allerede nu har kontrollen med havbrug, der er placeret længere fra land end én sømil. Hvilket er 1,852 km.

Det første har havbrugerne ikke overraskende protesteret kraftigt mod. De har nemlig haft gode år med en mangelfuld eller helt manglende kontrol med deres drift og forurening. Men miljøminister Lea Wermelin er klar i spyttet: 

– Det giver ikke mening, at tilsynet med 19 havbrug er spredt ud på otte forskellige myndigheder, der hver især skal have eksperter på området. Her kan vi bruge kræfterne bedre. 

– Ved at samle miljø- og tilsynsmyndigheden i staten samles de faglige kompetencer, hvorved den mest hensigtsmæssige udnyttelse af viden om havbrugene sikres. Initiativet vil dermed også medvirke til at sikre et mere effektivt miljøtilsyn.



Miljøministeren har tydeligvis lyttet til Hedensteds borgmester, Kasper Glyngø (S), der siden sin tiltræden har kæmpet med at få styr på kommunens fem store og forurenende havbrug ved Lillebælt. Havbrug, som havde kronede dage under det tidligere Venstre-styre.

Man kunne også nemt forestille sig, at den massive forurening fra det højt profilerede  “Kombi-projekt” ved i Horsens Fjord kunne have være undgået, hvis der havde været blot et minimum af ekstern kontrol i de fire år, projektet løb. 

Man havde da kunnet spare de millioner GUDP-kroner, som projektet udløste i støtte til deltagerne.

Projektet skulle have muliggjort en forureningsfri 5-dobling af fiskeopdrættet. I stedet endte det med en politianmeldelse og krav om konfiskation af en fortjeneste på 190 millioner kroner. Penge, der ifølge politiet var tjent på udledning af fire gange så meget forurening som tilladt. Uden nogen form for kontrol.

Vi kan derfor kun hilse de nye lovforslag fra miljøminister Lea Wermelin velkommen. Dem har der været brug for længe.

Befriende, at Danmark igen har fået en miljøminister af gavn og ikke kun navn.

© 2020 Steen Ulnits

 

Gækkebrevet

Om muslinger og aktindsigt


“Til: raadhus@mariagerfjord.dk

Vi er blevet gjort bekendt med, at der har været afholdt møde(r) mellem Mariagerfjord Kommune og Hedeselskabet, dets datterselskab Blå Biomasse og/eller dets tidligere datterselskab Orbicon.

Temaet har været kvælstoffjernelse fra Mariager Fjord ved hjælp af blåmuslinger eller “miljømuslinger” – eventuelt via etablering af såkaldte Smartfarms.

Vi skal derfor bede om aktindsigt i det pågældende møde eller møder, mødereferat(er), mødedeltagere samt udleveret materiale.

Med venlig hilsen,

Steen Ulnits”


Citat slut. Sendt på vegne af undertegnede og min nabo, byrådsmedlem (S) Henrik Leth, til Mariagerfjord Kommune, der hurtigt og beredvilligt udleverede det ønskede materiale. Kort efter kom der imidlertid endnu en mail fra Mariagerfjord Kommune:


“Mariagerfjord Kommune er netop blevet gjort bekendt med, af Holst Advokater på vegne af Blå Biomasse A/S, at materialet indeholdt i aktindsigten ikke må anvendes.

Hvis ikke dette sker, vil Blå Biomasse A/S ifølge advokat Mogens Birkebæk, ’overveje at anlægge påbuds- og forbudssag imod Steen Ulnits’.”


Citat slut. Få dage senere og på den sidste dag før Påske ankom så dette anbefalede brev fra Hedeselskabet / Blå Biomasses advokat Holst i Aarhus – nu optrappet fra påbud og forbud til muligt erstatningsansvar:


Det er ikke hver dag, man bliver truet med både påbuds-, forbuds- og erstatningssager. Det er i hvert fald nyt for mig. Men så har jeg jo heller ikke beskæftiget mig med “miljømuslinger” før. De er jo en helt ny opfindelse.

Og vi ved stadig ikke, hvad der er så hemmeligt i det materiale, som Mariagerfjord kommune venligt udleverede angående samarbejdet mellem kommunen og Hedeselskabets Blå Biomasse A/S.

En dugfrisk aktindsigt fortæller dog, at der er mange millioner at tjene på muslinger. Således havde Blå Biomasse A/S først på året afsluttet og fået udbetalt godt 7 millioner tilskudskroner for “Etablering af industriel muslingeproduktion i Limfjorden”.

Det er så vidt oplyst ingen hemmelighed.


Læs her, hvad webmediet gylle.dk skriver om sagen.

Journalist Flemming Seiersen har kontaktet såvel Journalisthøjskolens specialist i aktindsigt og offentlighedslov som Blå Biomasses administrerende direktør.


Ansøgningen om aktindsigt blev sendt af byrådsmedlem Henrik Leth (S) og nabo Steen Ulnits i fællesskab.

Mere varm luft i tomme skaller?

Mens Hedeselskabet med sit danske datterselskab Blå Biomasse forsøger at sælge “miljø-muslinger” til at rense op efter landbrugets kvælstof-forurening af danske fjorde, så vil svenskerne nu også være med på muslingevognen. For alvor. I rigtig stor skala.

De vil nemlig også sælge varm luft i tomme skaller. Endda rigtig meget varm luft. De vil sågar redde hele Østersøen fra alt det kvælstof, der er ophobet her, og som løbende tilføres. Intet mindre. Et gigantisk projekt, som de har undersøgt ganske lidt, men regnet rigtig meget og længe på. Og nu præsenterer resultaterne af.

Et hold bestående af Kotta og otte andre muslingeforskere fra indland og udland (såmænd også danske Orbicon) når frem til, at der årligt skal fjernes godt 75.000 tons kvælstof og knap 10.000 tons fosfor fra Østersøen, hvis man skal opnå den ønskede status, som Helcom-samarbejdet omkring Østersøen og Kattegat ønsker. 

Baseret på det indhold af kvælstof og fosfor, som kendes fra blåmuslinger i Østersøen, kræves der, at man årligt høster og fjerner knap 15 millioner tons muslinger fra Østersøen. Det er 15.000.000.000 kg. Kotta & Co. regner sig på vanlig muslingevis frem til, at dette vil kunne opnås, hvis man intensivt dyrker muslinger på blot 900 km2 af Østersøens overflade. 

Et årligt udbytte, der så vil skulle ligge på imponerende 163 tons per hektar per år. En hektar er som bekendt 100 gange 100 m2, og høsttallet er 16 gange højere end dem, man selv har fra forsøgsanlæg i undersøgelsen…

På vanlig muslingevis…

Med “på vanlig muslingevis” menes, at man tager afsæt i et ganske lille projekt og måler på det. Herefter ganger man blot op til ønsket størrelse og håber på, at nogen vil tro på resultatet. Præcis som Dansk SkaldyrCenter gør det med sine postulater fra Limfjorden, hvor de reelle og registrerede høsttal af dyrkede blåmuslinger jo udgør mindre end 5% af de påståede.

En svensk kollega med sans for sarkasme var hurtigt ude med følgende analogi, da han læste om det svenske muslingeeventyr, der skal redde hele Østersøen:

“Der er én kilometer ned til bageren. Det koster én krone i benzin at køre derned, og det tager fem minutter.” 

“Der er 400.000 km til Månen. Altså koster det 400.000 kroner at komme derop. Og tager to millioner minutter. Eller 3,8 år.” 

Altså: – Hvor svært kan det lige være at regne den ud, hvis bare man får Erasmus Montanus til foretage udregningerne inden opsendelsen?


Men nu er det jo ikke ligefrem raketvidenskab, at det i virkelighedens verden nok koster rigtig meget mere end 400.000 kroner og går ret meget hurtigere at komme til Månen end små 4 år. Vi kan vist så rigeligt nå til Mars og længere på samme tid. Mens de 400.000 end ikke rækker til at fylde reservetanken på rumraketten op…

På samme måde fungerer det heller ikke helt så smertefrit at dyrke og høste og transportere muslinger i de enorme mængder, der her er tale om. Det er ikke bare at gange et tilfældigt lille tal op og vupti – Østersøen er reddet!

Der er oceaner af problemer undervejs. Vejr og vind er et af dem. Sultne edderfugle et andet. Potentiel fødemangel for muslingerne et tredje. Iltsvind og frigivelse af fosfor fra sedimentet et fjerde. Svigtende indhold af næringsstoffer et femte. Og så videre. Og så videre.

Men værst af alt så er der ingen undersøgelser overhovedet over, hvordan muslingeopdræt i så stor skala vil påvirke den øvrige del af økosystemet. Ingen overhovedet. Det kan derfor udvikle sig til et økologisk eksperiment med katastrofal udgang. Det advarer svenske forskere allerede imod.

Ingen erfaringer med storskala

Fra udlandet kendes adskillige uheldige konsekvenser af stordrift, der ikke engang er i den her planlagte størrelsesorden. Hvor hele økosystemer er tiltet, når de dygtige muslinger har været i gang et stykke tid. Myreflittige bio-ingeniører, som de jo er – placeret øverst oppe i fødekæden i et unaturligt højt antal.

Andre og mindre fantasifulde forskere end Kotta & Co. har regnet videre på de imponerende tal, som nu lægges til grund for Østersøens snarlige redning med “miljø-muslinger”. Således påpeger de, at Kottas model vil kræve, at der hver eneste dag året rundt høstes og bringes 40.000 tons muslinger i land til videre brug. 40.000.000 kg muslinger. Hver eneste dag. Året rundt.

Det tror de næppe selv på. Det er 1.000 lastvogne fulde af muslinger, som skal transporteres til videre brug herinde. Hver dag. Året rundt. 365.000 lastvogne om året. – Er det overhovedet muligt? Hvor skal de køre fra og til hvad? 

De små og tyndskallede “øko-muslinger” fra Østersøens brakke vand egner sig ikke til konsum, men muligvis til svinefoder. Hvis de ikke indeholder for mange af de giftstoffer, som netop Østersøen er fyldt med. Eksempelvis dioxin, som jo har lagt en dæmper lakseeventyret i netop Østersøen. 

Det regner man dog ikke med vil blive noget problem. Muslingekød er magert og bør derfor ikke ophobe giftstoffer som dioxin og PCB på niveau med fede fisk som netop østersølaksen.



Blot en fjerdedel af det filtrerede kvælstof og fosfor fjernes ved høst af muslinger fra Østersøen. Lidt mere fra saltere farvande.

Knap halvdelen går til respiration og reproduktion eller udskilles som let tilgængelige næringssalte, der kan booste algevæksten

Næsten en tredjedel deponeres som ny forurening under muslingefarmen.


Fra “øko-muslinger” til svinefoder

Det er svinefoderet, der for alvor har fået det danske Hedeselskab til at fatte interesse for dyrkning af muslinger. Så meget, at man nu har etableret et eget datterselskab udelukkende hertil. 

Det er virksomheden Blå Biomasse, som i de foregående måneder har været på salgsturné hos danske kommuner med ondt i kvælstoffet.

Så der hos de besøgte kommuner fremover kan høstes milliarder af “miljø-muslinger” og produceres mængder af muslingemel, så der kan dyrkes endnu flere svin, der kan bidrage med endnu mere gylle, som kan skabe grobund for endnu flere alger, der kan blive til føde for endnu flere muslinger etc. etc.

“Gylletrekanten” kaldes dette ulyksalige, men selvskabte fænomen også. Eller evighedsmaskinen, som det jo bliver. Eller dødsspiralen, som det jo er. For det vandmiljø, de såkaldte “øko-muslinger” ellers var sat til at redde…

Hedeselskabet og Skjern Å

Lad os afslutningsvis minde om, hvor galt det gik, da Hedeselskabet senest gjorde sin indflydelse gældende i det danske vandmiljø. Der tænkes her på afvandingen og kanaliseringen af Danmarks mest vandførende vandløb, Skjern Å, som efterfølgende sendte næringssalte fra et stort opland direkte ud i den lavvandede Ringkøbing Fjord. Til massiv skade for vandmiljøet her.

Det skete så sent som i 1960’erne, og det kostede efterfølgende danske skatteborgere 280 millioner kroner – mere end en kvart milliard – at rydde op efter Hedeselskabet og lægge åen tilbage i dens oprindelige folder, så den igen kunne holde på sine næringssalte. 

Med baggrund i udenlandsk fagkundskab og i bagklogskabens altid ulideligt klare lys kan vi kun håbe, at noget tilsvarende ikke gentager sig. At vore politikere ikke lader sig forføre af Hedeselskabets nyindkaldte “miljømuslinger” til endnu et ødelæggende indgreb i det danske vandmiljø.

Nu under dække af at ville redde vandmiljøet fra selvsamme landbrug, der har ødelagt det. Endda med samme Hedeselskabets hjælp.

Man har da lov at blive klogere. 

© 2020 Steen Ulnits

Foto: Sven Hørup


Efterskrift:

Forskere fra universiteterne i Stockholm, Lund og Helsinki har opponeret mod Kotta & Co og deres beregninger i en officiel skrivelse. Det skal derfor blive spændende at følge muslinge-debatten i den kommende tid.