Tag-arkiv: kajak

Strandfoged for en dag…

Under en af forårets storme havde en lille sejljolle revet sig løs – sandsynligvis fra kysten nær Aarhus på den modsatte side af bugten. Den førerløse jolle var gået i land på Mols Hoved og havde fået knust skroget i den stenede brænding.

Jollen var nu skyllet helt op på land, hvor den ikke ligefrem pyntede. Samtidig var diverse vragrester begyndt at sprede sig med vind og strøm langs kysten. Fra Skødshoved i nord til Mols Hoved i syd. Mindst.

Uheldigvis var jollen strandet på et sted, som ingen veje førte til. Selv ikke de mindste stier eller grusveje. Høje skrænter under konstant nedbrydning gjorde ikke adgangen lettere.

Det blev efterhånden lidt træls at se på. Sommeren kom og med den badegæsterne, som naturligvis heller ikke syntes om vraggodset, der nu var i opløsning og blevet til adskilligt flere dele.

Vi lokale begyndte så småt at samle de løsrevne vragrester op og bære dem tilbage til jollen, hvor de blev deponeret til forhåbentlig senere afhentning. Skønsmæssigt havde de da allerede spredt sig en kilometer mod nord og syd.

Vi oplevede i løbet af sommeren det positive, at også gæstende turister begyndte at deponere affald i skibsvraget – i stedet for  bare at smide det på stranden, som de måske ellers ville have gjort.

Efterhånden var det lille skibsvrag fyldt godt op med alskens plastik – fra plastsæder over kølerør til bilskærme. Badesandaler og afskudte patronhylstre manglede der heller ikke ombord…

Jeg tænkte på flere forskellige redningsscenarier for det lille skibsvrag. Det var udelukket at bjærge vraget fra landsiden, så der var kun vandet tilbage. Og det var bestemt heller ikke uden problemer.

Kort fra land lå store sandrevler med vand så lavt, at selv mindre motorbåde ikke kunne komme tæt nok på land. Vi forhørte os først hos Skødshoved Lystbådehavn, som ligger ganske tæt på, men her var der ingen hjælp at hente. Det måtte vi sandelig selv klare.

Så gik det bedre med en venlig mand fra Aarhus på den anden side af bugten. Han ville godt forsøge i sin motorbåd, men kunne ikke komme tæt nok på land til at få vragresterne ombord. Han måtte derfor sejle tilbage til Aarhus med uforrettet sag.

Vi måtte tilsynelade klare sagen selv. Aarhus Politi blev kontaktet, og her kunne Hittegodskontoret fortælle, at ingen havde meldt den strandede jolle savnet. Da kommunen tilsyneladende heller ikke var pligtig til at fjerne sejljollen, måtte vi selv gå i gang.

Vort første bjergningsforsøg satsede på en let løsning: Vi ville lappe jollen nødtørftigt og pakke den ind i en stor presenning, så den kunne holde sig flydende, mens vi bugserede den til nærmeste vej.

Claus, der bor i Aarhus, fyldte bilen med værktøj. Det skulle bruges til at lappe skroget, så det akkurat kunne holde til bugseringen. Der blev skruet træstivere på nogle steder, så skroget kunne holde faconen.

Hullet viste sig imidlertid at være ganske meget støre, end vi havde antaget, mens båden stadig lå på stranden. Men vi valgte alligevel at prøve. Kunne det lade sig gøre, ville det være den klart letteste løsning.

Vi fik indkøbt presenninger, der var store nok til at dække hele skroget, som således ifølge teorien og Archimedes så ville kunne holde sig flydende, mens vi bugserede den.

Kæmpestore presenninger og kraftig blæst viste sig imidlertid at være en svært håndterbar cocktail. Det har sikkert set sjovt og underholdende  ud, når en otte meter lang og fire meter bred presenning pludselig fanger vind og prøver at lette.

Vi holdt dog stand og fik til sidst svøbt det nødtørftigt lappede skrog ind i de store presenninger, så de dækkede hele båden. Nu skulle teorien stå sin prøve i praksis, mens bølgerne skyllede ind mod land.

Det gik forbløffende godt – i hvert fald i starten. Den indkapslede båd flød som en lille prop, og vi påbegyndte derfor straks bugseringen tilbage mod Skødshoved.

Men blot 20 meter senere gik det galt. En af de store katamaranbølger fra hurtigfærgen skyllede pludselig ind over den lille båd og bordfyldte den på et sekund. Hvorefter den sank som en sten og stædigt blev stående på bunden. Heldigvis kun på en lille meter vand….

Vi måtte erkende nederlaget og fik møjsommeligt halet den nu bordfyldte båd i land, hvor vi viklede den ud af de store presenninger, der ellers havde fungeret helt efter hensigten – altså lige indtil vi blev overfaldet af hurtigfærgen.

Vi halede jollen helt op på land igen og fik den tømt for alt vandet, så vi igen kunne håndtere den to mand. Tid til den mere besværlige og langt mere tidkrævende Plan B.

Claus, der er instruktør i kano og kajak, havde lånt en stor vinkelsliber af en god ven, som er håndværker. Planen var nu at skære båden op i mindre stykker, som var lettere at transportere.

Transportmidlet var to kanoer, som Claus havde med hjemmefra, og som blev surret sammen via lægter, så vi fik et bæredygtigt og stabilt katamaranskrog med stor lasteevne.

Et såre enkelt setup, som viste sig at fungere fint under sejlturen om til skroget – uden last ombord. Vi var begge ganske spændt på, om det også ville fungere med flere hundrede kilo sejlbåd ombord…

Vind var der ikke meget af – heldigvis. Men de grimme bølger fra hurtigfærgerne slipper man aldrig for – heller ikke i vindstille. De kommer rullende som altid og vokser sig store, når de passerer sandrevlerne.

Heldigvis behøvede vi kun nogle få strategiske snit for at kunne skille yderskroget fra inderskroget. Nu var det hele pludselig meget lettere at håndtere for to mand på den stenede strand.

Vi fik bakset inderskroget op på vore to sammensurrede kanoer og fik de øvrige dele strategisk placeret så lavt som muligt – i bunden af kanoerne. Vi havde stadig et højt tyngdepunkt og krydsede derfor fingre for, at der ikke ville komme alt for store bølger rullende.

Alting blev surret solidt fast til kanoerne. Vi vidste jo kun alt for godt, hvad der kan ske, når lasten forskubber sig ombord på et fragtskib. Så kan det risikere at gå ned med mand og mus… Vi brugte derfor alt det reb, vi havde med, og skubbede til sidst  hele ekvipagen fra land.

Det nye setup flød forbløffende godt med katamaranskroget. Vi kunne nemt komme ombord og endda stå op undervejs. Det sidste var også nødvendigt, da man intet kunne se fra siddende stilling. Der lå jo en hval på tværs og spærrede for udsynet…

Det blev en lang padletur tilbage til bilerne. Vind var der heldigvis ikke meget af. Heldigvis, for vi havde nu fået et voldsomt vindfang i det omvendte bådskrog. Så det duede ikke at holde pauser i padlingen.

Men det hele gik, som det skulle, og det var ikke uden en vis følelse af triumf, at vi noget senere kunne hoppe ud af vor katamarankano og gå i land. Et par veltimede bølger fra hurtigfærgen hjalp til med at få de tungt lastede kanoer helt op på land, hvor vi kunne tømme dem for strandingsgods.

 Tilbage var kun at laste det hele om i vore trailere, så vi kunne køre til genbrugsstationen i Feldballe og aflevere et kvart ton glasfiber i “Blød Deponi”. Nogle sække blev der dog også til containeren med “Småt Brandbart”.

Vi gratulerede hinanden med vel overstået redningsarbejde og udvekslede høfligheder med pladsmanden, der også lige skulle have historien. Dernæst blev vi enige om, at det hele havde været ganske meget mere besværligt, end vi oprindelig havde regnet med. To hele dage havde det taget.

Så forhåbentlig kommer den næste storm ikke med nye skibsvrag, der skal fjernes, inden efterårsstormene river dem helt i stykker.

© 2019 Steen Ulnits & Claus Pape

 

Kajakliv på lavt vand

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Der er noget ganske specielt ved at sejle i kajak. Man sidder så tæt på vandet, som man overhovedet kan – uden at være nede i det. Man skyder ubesværet frem over sten og tang, mens man med pagajen lydløst skubber sig afsted.

I en god kajak føles det som en skarp kniv gennem blødt smør. En dejlig fornemmelse, de fleste vil synes om. Der er noget absolut ægte og oprindeligt over denne form for klimavenlig og CO2-fri fremdrift. Enkelt og effektivt.

Kajakker fås i alle tænkelige afskygninger. Fra de oprindelige, der blev udviklet af eskimoer i Arktis, bygget af drivtømmer og sælskin. Til vore dages ultraletvægtere i hundedyre space age materialer som karbon og kevlar.

Og så er der alle dem midt imellem. Dem, som kan købes for menneskepenge. Som ikke nødvendigvis kræver et så dybt dyk i tegnebogen, at man skal spørge først – i banken eller hos sin bedre halvdel. Kajakker, der næsten altid er fremstillet i rotationsstøbt polyethylen (PE), som er et let, stærkt og relativt billigt materiale.

Til disse kajakker hører Fit 132 PE, som jeg erhvervede mig et eksemplar af fra estiske Tahe Marine sidste år. En producent, som har været på banen i snart mange år, og som har leveret sødygtige kajakker i tusindvis til brugere over hele Europa.

Jeg købte den til at have liggende i sommerhuset – klar til de få, men så meget mere værdsatte sommerdage, vi oplevede sidste år. Jo færre der er af dem, desto vigtigere er det, at man så også kan udnytte dem – i sin kajak.

IMG_6784

Jeg har aldrig følt mig specielt tryg ved at skulle have klemt mine lange ben ned i cockpittet på en standard kajak med lille åbning. Og så bagefter snøre mig fast med en sprayhood, der gør det endnu svære at slippe ud – skulle man nu havne i en halv grønlændervending uden returbillet…

Jeg havde derfor prøvet mig frem med forskellige kajakker af Sit-On-Top typen, der er blevet meget populær i de seneste år. Ikke mindst blandt os lystfiskere, der ofte har meget gear med på turen. Som nemt kan udstyre deres åbne kajak med alt, hvad der bimler og bamler af stole, stænger, stangholdere, fangstnet, ekkeolodder og GPS.

Så vidt så godt – lige indtil en pludselig og totalt uventet katamaranbølge i et snuptag vippede mig ud af kajakken på Ebeltoft Vig. Det havde jeg simpelthen ikke hverken set komme eller troet muligt.

På et splitsekund lå jeg i vandet og kunne ikke lige komme op på kajakken igen. Da vinden bar mod land, besluttede jeg mig for at svømme ind, hvilket ikke var noget problem i det sommervarme vand. Kajakken selv drev i land et kvarters tid senere.

Den oplevelse fik mig til at droppe Sit-On-Top til mit personlige brug. Retfærdigvis var det næppe sket fra en af de større modeller, jeg tidligere havde haft. Eksempelvis den robuste, men lidt tunge Galaxy Albóran, som er portrætteret i artiklen her.

Men jeg havde netop valgt en mindre model, som var lettere at transportere fra bilen og ned over Djurslands stenede strande. Og den klarede altså ikke en tværskibs katamaranbølge.

Jeg solgte derfor den lille kajak og gik på udkig efter noget andet.

IMG_6783Under min søgning faldt jeg over en lidt usædvanlig kajak – med et langt større og mere åbent cockpit end standard kajakker. Det var Tahe Marines “Fit 132 PE”, som jeg straks forelskede mig i. Den kom helt fra Estland til Danmark, blev min og transporteret tværs over Bugten – fra Egå til Mols, hvor den nu bor fast.

Det har været en god investering. Der er ikke noget klaustrofobisk over det åbne cockpit, og den sejler som en almindelig kajak – let og ubesværet. Jeg tog den ud på en ti kilometers jomfrusejlads (se kort herover), der hverken kostede blod, sved eller tårer. Og jeg har forceret bølger i den, som jeg ikke var totalt tryg ved inde fra land. Men den har indtil videre klaret det hele uden at kny.

Jeg fisker naturligvis ofte og gerne fra mine almindelige kajakker, selv om de altså aldrig bliver ideelle fiskefartøjer. Dertil sidder man for dårligt i dem, hvis man skal kaste og fiske i længere tid. Men selvfølgelig har man da en lille fiskestang med, når man nu alligevel er ude på vandet. Det manglede da bare.

Kajakken blev derfor monteret med en enkelt Scotty stangholder i den ene side. Samt en praktisk pagajholder fra selvsamme Scotty i den anden. Pagajen er naturligvs sikret med en line, så man ikke strander åreløs på åbent hav. Men holderen bliver hurtigt uundværlig, hvis man skal bruge sine hænder til andet end at padle. Man klikker blot pagajen fast på siden og kan give slip.

En vandtæt pakpose til ekstratøj og madpakke fuldender sammen med et lille anker udstyret, så man trygt kan stikke til søs – naturligvis altid iklædt en dertil egnet kajakvest. Mange foretrækker oppustelige veste, der ikke fylder meget.

Men da jeg selv har set to af slagsen, der ikke virkede efter hensigten, bruger jeg altid en vest med fast flydemateriale. Det virker altid og varmer i tilgift også!

IMG_6782

Kajakker tillader sejlads på ganske lavt vand, hvor andre fartøjer ikke kan komme. Det muliggør landgang på fredfyldte steder, hvor man kan være alene med sig selv og naturen – samt den medbragte madpakke. Kajakliv, når det er allerbedst!

©️2017 Steen Ulnits