Tag-arkiv: Horsens Fjord

Vil du høre ålegræsset gro…

Så skal du nok skynde dig. Vort hjemlige ålegræs, som har det latinske artsnavn Zostera marina, er fra naturens hånd en uhyre almindelig og meget vigtig vandplante. Desværre har den det rigtig skidt i vore dages næringssalt-forurenede vande.

Ålegræs er slet ikke nogen græs, selv om de op til meterlange bændler kan lede tankerne hen på såvel græs som ål. Et andet og lige så betegnende navn er almindelig bændeltang.

Uanset navnet så er der i begge tilfælde tale om en flerårig vandplante, hvis rødder rent faktisk stammer fra land. Som sådan blomstrer ålegræsset om sommeren – dog med blomster så små og godt gemte, at de næsten ikke er til at se.

Ålegræsset dækkede tidligere kvadratkilometer efter kvadratkilometer af de lavvandede danske fjordområder. Helt ud til 15 meters dybde kunne man finde den, mens vandet endnu var klart nok til den lyskrævende plante. Enkelte steder nævnes sågar fund ud til 18 meter vand.

Så klart er vandet desværre ikke længere. I dag finder vi ikke ålegræs på større dybder end 5 meter – i mange forurenede fjordområder endda langt mindre. Og det er rigtig trist, for det er netop i ålegræsbælterne, at vi finder den største biomasse og artsrigdom i de indre danske farvande.

I gamle dage kunne ålegræsset vokse sig op til to meter langt eller mere. Imellem de nu sjældent mere end én meter lange stængler kan de små fisk gemme sig og vokse sig store, så de siden kan blive til føde for endnu større rovfisk, I de grønne ålegræsmarker kan de ligeledes grønne roskilderejer finde ideelle skjulesteder, hvor de kan vokse sig spisestore for såvel fisk som mennesker.

Ålegræs er således et uhyre vigtigt opvækst- og levested for mange marine organismer, og ålegræs kan man derfor ikke have nok af – kun for lidt.

Desværre kniber det som allerede sagt meget for ålegræsset i de forurenede indre danske farvande. De mange næringsstoffer fra især landbruget gør vandet uklart af alger, som igen skygger for ålegræsset, der mistrives.

En kamp for overlevelse

De mange næringssalte fra landbruget er skadelige for ålegræsset på flere måder. Dels skaber næringssalte i overskud grobund for langt flere alger, end der er plads til i et normalt og sundt økosystem. Og dels skygger de mange alger helt enkelt for lyset, som er livsnødvendigt for ålegræsset og dets fotosyntese. Uden lys ingen planter.

De mange alger dør på et tidspunkt og synker til bunds, hvor de rådner op under forbrug af ilt. Fortsætter denne tilgang af døde og nedsynkende alger, vil der opstå iltsvind, som i første omgang er dødbringende for fisk og smådyr.

Fiskene kan dog i mange tilfælde nå at svømme væk, når iltsvindet melder sig. Og krabber kan måske nå at kravle på land – væk fra den giftige svovlbrinte. Det kan de øvrige organismer i sagens natur ikke.

Efter et stykke tid med iltsvind dannes der nemlig svovlbrinte eller H2S i bundslammet. På et tidspunkt kan denne svovlbrinte trænge op gennem bundslammet og op i vandet. H2S er en uhyre giftig gasart, der blokerer stofskiftet hos højere organismer. På samme måde, som cyanid gør det. Dyrene dør helt enkelt.

Mindre kendt er det, at heller ikke ålegræs kan tåle svovlbrinte. Ved iltsvind og optrængning af svovlbrinte “knækker” ålegræsset i dets vækstzone, som er lige i overgangen mellem bund og vand. Græsset dør helt enkelt. Det ser ud, som var det skåret af med en kniv. De døde blade driver siden i land, som var de høstet af selveste Manden med Leen.

Endelig er der fedtemøget, som er en generel betegnelse for étårige brunalger, der stortrives i næringssalt-forurenet vand. Fedtemøget sætter sig på faste overflader som ålegræs og kvæler det ved at hindre planten adgang til det livgivende sollys.

Er der tilstrækkeligt mange næringssalte i vandet, kan ålegræsset bare ikke overleve. Og da hjælper ikke udplantning af selv nok så mange friske skud.

En stor kuldioxid-fjerner

Men ålegræs er andet og mere end en ideel biotop for levende organismer. Ålegræs kan nemlig også optage store mængder af den CO2, som vort moderne samfund udleder. Og det er ikke småting. Tilbage i 2020 udledte Danmark samlet 42 millioner ton drivhusgasser – med CO2 som den vigtigste.

Aarhus Universitet anslår, at omkring 670.000 hektar dansk fjordbund tilbage i år 1900 var dækket af frodige ålegræsbælter. I dag er der mindre end en tredjedel tilbage: 220.000 hektar.

Forskere vurderer, at 450.000 hektar ålegræs vil kunne optage op mod 45 millioner ton CO2. Altså mere end den samlede danske udledning. Hvis ålegræsset vel at mærke vil gro igen. Det har eksempelvis knebet gevaldigt med reintroduktion i Odense Fjord, hvor vandet helt enkelt er for uklart og forurenet med næringssalte. Da kan man hverken se eller høre ålegræsset gro.

Udplantning af ålegræs er sket flere steder landet over – senest i Randers Fjord, hvor man vovede pelsen og i forgangne maj måned foretog udplantning af knapt 6.000 friske ålegræsskud ved Udbyhøj. Tæt på Kattegat og i forhåbning om, at tidevandet herude vil sikre den fornødne vandudskiftning.

Det tør man ikke håbe på længere inde i den lange og smalle Randers Fjord, som konstant modtager kolossale mængder af overskydende næringssalte fra de inddæmmede marker langs fjorden. Fra de intensivt dyrkede enge ved Støvringgaard og Tørring, hvor der dyrkes store mængder raps til svinefoder.

Ironisk nok gødes markerne langs fjorden med gylle fra de selvsamme svin, der dyrkes foderraps til. Hvert forår kører kæmpemæssige gyllevogne derfor gødning ud på den sandede jord, som er gammel fjordbund.

Store mængder af overskydende næringssalte fra de gødede marker bag diget pumpes herefter direkte ud i vandmiljøet, hvor de kvæler livet i først Randers Fjord og siden Kattegat. Et af landets største iltsvindsområder findes da også herude, hvor fjorden møder havet.

Ramt af sygdom

Man regner med, at vi i dag måske kun har 10-20 procent af det oprindelige ålegræs tilbage. I bedste fald 30 procent.

Tilbage i 1930’erne blev ålegræsset nemlig ramt af en svampesygdom, som decimerede bestanden og mængden af ålegræs. Indtil da var ålegræs hyppigt brugt til såvel dækmateriale på tage som fyld i madrasser. På Læsø kan man stadig se flere huse med ålegræstag.

Efter svampeangrebet i 30’erne kom ålegræsset langsomt tilbage, men blev siden slået ned igen af forureningen med næringssalte fra først by og land, siden primært landbruget.

Det kystnære fiskeri med bundtrawl og muslingeskrab har ligeledes været en stor hindring for ålegræssets udbredelse. Begge er fiskemetoder, som pløjer bunden op og ødelægger de fysiske livsbetingelser for ålegræsset. Begge er de metoder, som derfor må udfases helt i de indre danske farvande.

Det samme gælder opdræt af fisk og muslinger, der i lighed med landbruget tilfører vandmiljøet uønskede næringssalte. I det hele taget må de indre danske farvande friholdes mest muligt for fysisk og kemisk påvirkning. Vi har for længst passeret grænsen for, hvad vandmiljøet kan holde til.

Da ålegræs er en flerårig plante, tager det lang tid for den at kolonisere nye områder eller rekolonisere gamle. Derfor hjælper vi den nu mange steder ved udplantning af nye skud. Kunstigt åndedræt kunne man kalde det.

De store ålegræsmarker udgjorde tidligere en god sikring mod bølgeerosion af kysterne. En funktion, de ikke har længere, nu hvor de er væk.

Da skibsfarten i specielt kystnære sejlrender skaber store bølger, som er hårde ved ålegræsset, har vi anlagt beskyttende stenrev ved Udbyhøj i Randers Fjord. Her passerer mange store coastere tæt forbi i sejlrenden. De nye stenrev vil forhåbentlig give læ nok for bølger og strøm til, at det nye ålegræs kan få fæste.

Ålegræssets udbredelse nedefter i dybderne har i mange år været brugt som en god og enkel indikator for forureningsgraden i kystnære farvande. Jo flere næringssalte og dermed mere forurening, der er i vandmiljøet, desto ringere bliver sigtedybden. Og desto lavere vand træffer man ålegræsset på.

Ved Støvringgaard og Tørring Enge pumpes næringssalte konstant ud i Randers Fjord fra de dyrkede og gødede marker bag digerne.

De kommende år vil vise, om ålegræsset overhovedet har en fremtid i dagens Danmark. Om vi fortsat vil prioritere et intensivt og stærkt forurenende landbrug frem for et sundt vandmiljø med plads til dyr og planter.

Vi fortsætter indtil videre med udplantning af nye ålegræsplanter. Og krydser fingre for, at vandkvaliteten engang igen bliver tilstrækkeligt god til, at græsset kan trives og atter vil brede sig.

Det øgede gødningsforbrug fra den borgerlige regerings Landbrugspakke gør det dog vanskeligt at nå i mål. Og helt umuligt at opfylde kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

Vi ligger lige nu, som den tidligere borgerlige regering har redt. Som Lars Løkke, Esben Lunde, Eva Kjer og Jacob Ellemann ville det.

En linje, som Mette Frederiksen desværre villigt fortsætter.

Og det er desværre ikke i en seng af frisk ålegræs.

Introfoto: Jan Henningsen

Læs mere om udplantning af ålegræs i billedreportagen her.

Klar melding fra Lea Wermelin:

EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 trænger sig nu for alvor på: Med tre nye lovforslag vil miljøminister Lea Wermelin (S) derfor begrænse den fremtidige forurening fra danske havbrug.

En lun augustaften sidste år ringede telefonen. Lidt sent ganske vist, men det var nok vigtigt, så jeg tog den. I den anden ende af røret var en journalist fra Danmarks Radio. Han ville høre, om jeg med kort varsel kunne stille op ude på Djursland den følgende formiddag. Mandag den 26. august.

Da ville der ske noget spændende derude, som han bestemt troede, jeg ville være interesseret i. Men som han desværre ikke kunne komme nærmere ind på. Han havde nemlig fået mundkurv på af Miljøministeriet, der stod for arrangementet.

Det lød jo spændende, så jeg stillede naturligvis op. Man vil jo nødig gå glip af noget. Stedet var Jernhatten, hvor seneste medieevent var daværende miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, som ved den lejlighed indlemmede netop Jernhatten i regeringens nye Naturkanon.

Pludselig vrimlede den normalt ellers fredelige lokalitet med biler og mennesker. Vor nye miljøminister Lea Wermelin (S) var ankommet med sit følge, der blandt andet talte præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening og formanden for Danmarks Sportsfiskerforbund. I parentes de to eneste interesseorganisationer, der er høringsberettiget i miljøsager.

Bekymring over havbrugssektoren

Bekymring over tilstanden i vandmiljøet havde fået miljøminister Lea Wermelin til at bremse de ellers påtænkte udvidelser af havbrugssektoren. I stedet skulle der satses på en bæredygtig udvikling af den danske akvakultursektor.

Danmark har nået grænsen for, hvor mange fisk der kan opdrættes på havet, uden det risikerer at gå ud over miljøet. Det var budskabet fra miljøminister Lea Wermelin, som derfor sagde stop til udvidelser af havbrugssektoren:

– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

– Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Miljøministeren havde besluttet ikke at udstede den bekendtgørelse, som skulle have udmøntet loven om kompenserende marine virkemidler (muslingeopdræt). Hun ønskede nu helt at fjerne bestemmelserne herom fra loven.

Ansøgninger om havbrugsproduktion vil fortsat skulle behandles efter gældende regler. Det vil sige uden mulighed for brug af kompenserende marine virkemidler såsom muslinger. Og det vil i praksis betyde, at den samlede havbrugsproduktion får svært ved at vokse.

– Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt- og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

– Vandmiljøet har trænge kår flere steder, men med den rigtige teknologi kan der produceres flere fisk med mindre miljøbelastning. Det er den vej, vi skal gå, i stedet for at udvide havbrug med risiko for vandmiljøet.

En kolossal sejr for vandmiljøet

Det var et flot kursskifte, efter at Socialdemokratiet ellers længe havde bakket op om Venstres planer om nye forurenende havbrug. Specielt måske med tanke på, at det var Lea Wermelins egen partifælle, Dan Jørgensen (S), der tilbage i 2014 selv havde lagt grunden til en udvidet akvakultur i Danmark.

Det var lige til en helflugter ind i det gabende tomme miljømål, som sammenlægningen af Miljøministeriet og Fødevareministeriet havde resulteret i. En mulighed, som Venstres Esben Lunde Larsen hurtigt så og forstod at udnytte. Men som altså blev lagt død af Lea Wermelin den 26. august 2019.

– Det er en kolossal sejr for demokratiet og de folkelige bevægelser, selv om det tager tid og kræver mange kræfter at gå op mod en regering og en lov, som med nye og store havbrug ville have forringet havmiljøet. Ikke kun ved Djurslands kyster, men også ved Samsø og Nordsjælland.

Det sagde Nina Bjarup Vetter, primus motor i både Miljøforeningen BLAK og sammenslutningen ”Nej til havbrug”. Hun blev suppleret af Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der som lokal er mangeårig modstander af havbrug:

– Det er en stor dag for de mange mennesker, som længe har kæmpet mod flere havbrug. De har vundet i dag. Vi er glade for regeringens initiativ, men mener, at regeringen nu bør tage videre skridt for at rydde op på de skadelige virkninger af Venstre-regeringens landbrugspakke.

Søren Egge Rasmussen (Ø) tilføjede, at han allerede den 2. august havde spurgt den nye miljøminister Lea Wermelin (S), hvorvidt hun ville ophæve den omstridte lov L 111 om etableringen af nye havbrug. Det ville hun, forlød det senere.

Men der skete ikke rigtig noget, og mange frygtede derfor, at disse planer måske alligevel var droppet – af hensyn til den magtfulde havbrugsbranche.

Og så kom Coronaen jo også og lagde låg på det danske samfund – med nye hensyn til truede arbejdspladser.

Nye lovforslag præsenteret

Denne frygt er dog nu aflivet. Miljøminister Lea Wermelin har netop forelagt Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg ikke mindre end tre lovforslag, der vil gøre det vanskeligere for danske havbrug at fortsætte som planlagt. Og noget nær umuligt at udvide produktion og forurening, som jo hænger uløseligt sammen i åbne havbrug.

Miljøministeren holder nu, hvad hun tidligere har lovet. Det har som sagt taget tid, men nu ligger de lovede lovforslag klar. Det første har overskriften: “Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Ophævelse af bestemmelser om kompenserende marine virkemidler ved etablering eller udvidelse af havbrug)”.

Det skal ændre Lov 111, som den detroniserede miljøminister Esben Lunde Larsen (V) lige akkurat nåede at få gennem Folketinget, inden han selv tog Rejsen til Amerika, hvor han stadig befinder sig. Om alt går vel, skal Folketinget nu i gang med at annullere lov nr. 680 fra juni 2017.

Det såkaldte Lovkatalog, som Lea Wermelin præsenterede, skal også forhindre havbrugerne i at få større kvælstofkvoter til deres eksisterende produktion. Det skal ske med “Ændring af lov om miljøbeskyttelse (Udtagning af kvælstofpulje til havbrug og reduktion af samlet kvælstofpulje til miljø‐ og ressourceeffektive dambrug)”.

Lov nr. 467 af 14. maj 2018 skulle ellers have sikret havbrugerne tilladelse til yderligere forurening. Lea Wermelin vil til februar 2021 fremsætte et nyt lovforslag, der skal hindre dette. Det bakkes allerede nu op af Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet. Hvis ellers disse partier ikke går helt i opløsning inden da.

Ny samlet kontrol med havbrugene

Lea Wermelin fremsætter også et lovforslag, der vil flytte miljøkontrollen med et antal kystnære havbrug over til Miljøstyrelsen. Indtil nu har det været kommunerne, der har haft ansvaret for de kystnære havbrug. Mens Miljøstyrelsen allerede nu har kontrollen med havbrug, der er placeret længere fra land end én sømil. Hvilket er 1,852 km.

Det første har havbrugerne ikke overraskende protesteret kraftigt mod. De har nemlig haft gode år med en mangelfuld eller helt manglende kontrol med deres drift og forurening. Men miljøminister Lea Wermelin er klar i spyttet:

– Det giver ikke mening, at tilsynet med 19 havbrug er spredt ud på otte forskellige myndigheder, der hver især skal have eksperter på området. Her kan vi bruge kræfterne bedre.

– Ved at samle miljø- og tilsynsmyndigheden i staten samles de faglige kompetencer, hvorved den mest hensigtsmæssige udnyttelse af viden om havbrugene sikres. Initiativet vil dermed også medvirke til at sikre et mere effektivt miljøtilsyn.

Miljøministeren har tydeligvis lyttet til Hedensteds borgmester, Kasper Glyngø (S), der siden sin tiltræden har kæmpet med at få styr på kommunens fem store og forurenende havbrug ved Lillebælt. Havbrug, som havde kronede dage under det tidligere Venstre-styre.

Man kunne også nemt forestille sig, at den massive forurening fra det højt profilerede “Kombi-projekt” ved i Horsens Fjord kunne have være undgået, hvis der havde været blot et minimum af ekstern kontrol i de fire år, projektet løb.

Man havde da kunnet spare de 9 millioner GUDP-kroner, som projektet udløste i støtte til deltagerne.

Projektet skulle have muliggjort en forureningsfri 5-dobling af fiskeopdrættet. I stedet endte det med en politianmeldelse og krav om konfiskation af en fortjeneste på 190 millioner kroner. Penge, der ifølge politiet var tjent på udledning af fire gange så meget forurening som tilladt. Uden nogen form for kontrol.

Vi kan derfor kun hilse de nye lovforslag fra miljøminister Lea Wermelin velkommen. Dem har der været brug for længe.

Befriende, at Danmark igen har fået en miljøminister af gavn og ikke kun navn.

Karenia mikimotoi

Ny giftig alge i Limfjorden

Midt i marts måned kunne man i den lokale dagspresse læse, at døde sild i hundredvis eller måske tusindvis var drevet i land i Løgstør Bredning i den vestlige del af Limfjorden. Mistanken rettede sig straks mod de Chatonella-alger, der kort før jul – i december 2019 – tog livet af 600 tons høstklare havbrugsfisk i den ligeledes stærkt forurenede Horsens Fjord.

Mistanken viste sig siden ubegrundet. I stedet fandt Miljøstyrelsen en japansk alge, der viste sig at være den sandsynlige årsag til de ilanddrevne sild i Limfjorden. Furealgen Karenia mikimotoi er nemlig i denne vinter observeret i Limfjorden. Algen er giftig over for fisk og bunddyr, men ikke for mennesker.

I februar måned havde Miljøstyrelsen fundet algen, Karenia mikimotoi, i Limfjorden. Det er usædvanligt at finde algen så tidligt på året, da den normalt forsvinder om vinteren og først dukker op igen sidst på sommeren. Karenia er ikke kendt som nogen koldtvandsalge.

Algen blev observeret i sommeren 2019 især i området ved Løgstør Bredning, hvor den blomstrede kraftigt op i løbet af oktober. Masseopblomstringen varede ved i november og december, og også i februar 2020 blev der observeret relativt mange individer. Det er usædvanligt, at denne alge overvintrer, men det kan hænge sammen med den varme vinter.

Miljøstyrelsens har således i denne vinter målt de varmeste vandtemperaturer i overfladen i de over 30 år, man har foretaget målinger. Samtidig er der målt usædvanligt høj fluorescens og klorofylkoncentration i årets første måneder, hvilket indikerer en meget høj algeproduktion.

indvandrer fra Japan

Karenia mikimotoi blev første gang observeret i Japan i 1935. Den har siden spredt sig – givetvis via ballastvandet i internationale handelsskibe – til mange andre lokaliteter verden over, heriblandt østkysten af USA, Norge og den Engelske Kanal. Her har der været massive opblomstringer af “rødt tidevand” i 1978, 2005 og 2008, hvor denne alge har været involveret – med dræbte fisk og bunddyr til følge.

Karenia mikimotoi er ikke observeret som giftig for mennesker. Alligevel anbefales det, at vinterbadere undlader at bade i områder med mange alger. Man bør heller ikke lade sin hund svømme i uklart og algefyldt vand. Algens giftstof er kendt for at kunne slå fisk og bunddyr ihjel, og algen har tidligere været årsag til fiskedød i Limfjorden.

Som alle andre alger er også Karenia helt afhængig af, at der er tilstrækkeligt med næringsstoffer til stede i vandet. Med den nuværende massive udledning af næringssalte fra landbrug og vandbrug har denne og andre alger aldrig haft bedre vækstbetingelser. Havvandet bliver stedse varmere, og vi må derfor regne med mange flere algeopblomstringer i den nærmeste fremtid.

Bjarne Hansen, der er søn af den navnkundige Rav Aage fra Thyborøn, har imidlertid stillet spørgsmålstegn ved, om det nu også var Karenia-algen, der slog sildene ihjel. Om det blot var en bekvem (bort)forklaring fra myndighedernes side. Hvis nu årsagen i stedet var eksempelvis giftigt havneslam dumpet i området?

Bjarne Hansens skepsis over for den bekvemme algeforklaring skyldes solid mistillid til de lokale myndigheder og deres dækken over mange års tvivlsomme aktiviteter i forbindelse med Cheminova-giftfabrikken på Harboøre Tange. En historie, du kan læse meget mere om her.

Faktum er i hvert fald, at ingen kender den virkelige årsag til sildenes pludselige død i den vestlige del af Limfjorden. Ingen fisk er indtil videre blevet analyseret for mulige giftstoffer. For tænk nu, hvis Miljøstyrelsen fandt frem til en ubekvem sandhed, man var nødt til at tage stilling til og gøre noget ved:

“An Inconvenient Truth”, som Al Gore kaldte det…

Den mistillid kan man ikke fortænke Bjarne i. Den mistillid er vi mange, der deler. Og når man betænker, at der klappes (dumpes) potentielt farligt havneslam i sårbare Natura 2000 områder, som den danske stat selv har udpeget og efterfølgende forpligtet sig til at beskytte, så forstår man ham endda rigtig godt.

Det hænger ikke sammen på nogen mulig måde. Det er rigtig dansk, og det er rigtig dumt.

Men også uhyre bekvemt…

Chatonella vender tilbage

“Sig goddag til Chatonella”. Sådan lød titlen på en artikel, jeg skrev tilbage i 2012, men som pludselig blev aktuel igen i december 2019. Læs gerne artiklen for baggrundsviden om denne såkaldte 10/10-alge. Link nederst på denne side.

I december 2019 og i den stærkt forurenede Horsens Fjord gik det nemlig helt galt for de mange tusinde fisk, som var indespærret i havbrugene her. De kunne ikke flygte, men døde af den genkomne dræberalge, der pludselig blomstrede op. På et uventet tidligt eller sent tidspunkt af året.

Chatonella eller Pseudochattonella, som denne vinteralge kaldes, plejer nemlig kun at blomstre op om foråret. Havbrugerne påstod, at den måtte være blæst ind fra Nordsøen i det sene efterår – med en tunge af tungt saltvand, som skal være trængt hele vejen ind fra Nordsøen og ned gennem Kattegat for til sidst at havne ud for Horsens Fjord, hvor den så slog til.

Det er dog langt fra alle, der tror på den forklaring. Et andet og langt bedre bud kunne være, at vandmiljøet i Lillebælt i forvejen balancerer på randen til en katastrofe – efter mange års forurening med næringssalte fra landbrug og havbrug.

De alt for mange næringsstoffer i vandet her giver algerne optimale forhold for vækst. Chatonella har været der hele tiden. Den har blot ventet på de rette forhold til en meget sen efterårsopblomstring. Ingen andre steder end i Horsens Fjord blev der rapporteret om tilsvarende problemer med algeblomst og fiskedød.

Det kunne man ellers med rette have forventet, hvis algerne som påstået skulle være kommet langt fra nord. Da ville de jo have passeret Djursland og Århus Bugt, før de nåede til Horsens. Men heroppe blev der ikke rapporteret om problemer. Kun i Horsens Fjord var forholdene optimale i det stærkt forurenede vand fra havbrugene.

Havnebranden i Fredericia

Vi må dog ikke glemme de knap 3.000 tons kvælstof, der slap ud i Lillebælt ved havnebranden i Fredericia tilbage i 2016. Udslippet svarede til 5 procent af det samlede danske kvælstofudslip. På ét sted og på én gang. Det måtte gå galt, og det gjorde det.

De store mængder højaktivt kvælstof – af fagfolk kaldet “gødningsvand” – drev med strømmen frem og tilbage i Lillebælt. Først den ene vej og så den anden. Esben Lunde Larsen (V) afviste efterfølgende, at dette massive udslip kunne eller skulle have nogen betydning for den samlede tilladte udledning, som regeringen allerede havde lagt sig fast på via Landbrugspakken. Det var et engangstilfælde, vi og vandet bare måtte leve med.

Også Dansk Hydraulisk Institut (DHI), der jo også udpegede “egnede” områder for Esben Lunde Larsens (V) nye planlagte havbrug i det allerede dengang nødlidende Kattegat, frikendte efterfølgende det massive udslip i Lillebælt for negative konsekvenser for vandmiljøet.

To år efter udslippet. Det er, som hvis politiet dukker op på gerningsstedet to år efter en forbrydelse. I en rapport, der myldrer med ord som modeller, estimater og vurderinger. Frikendelsen skete således på et ganske spinkelt grundlag, og prisen – den kender vi heller ikke.

Det sydlige Lillebælt og den vestlige Østersø er i dag blottet for liv mange steder. Det har fiskerne længe sagt, og det har DR for nylig dokumenteret på film. Det ses rigtig trist ud på bunden.. Om det så er dette ene udslip eller mange års konstant forurening fra landbrug og havbrug eller en kombination heraf, der er årsagen, er uvist.

Forureningen fra Hjarnø

Vi må heller ikke glemme det politianmeldte Hjarnø Havbrug, der ifølge COWI selv har udledt tre-fire gange så meget kvælstof til Lillebælt, som de havde tilladelse til. Med en 3-cifret millionprofit som resultat. Og måske har de gjort det gennem adskillige år, da der ingen kontrol har været fra Hedensted Kommune.

Branchen havde derfor desperat brug for at give et “naturfænomen” som indtrængende alger skylden for det fiskedrab, man selv har haft og stadig har en meget stor aktie i.

Præcis som det jo var et andet bekvemt “naturfænomen” – nemlig helt ekstraordinære strømforhold – der gjorde, at de 3.000 tons kvælstof fra havnebranden i Fredericia ikke resulterede i nogen “påviselig skade” på vandmiljøet i Lillebælt. I hvert fald ikke vurderet af Dansk Hydraulisk Institut (DHI).

Endelig fik vi jo rekordmegen regn i det pågældende efterår. Regnen skyller mere ferskvand ud i fjordene og ved kysterne. Regnvandet bringer kvælstof og fosfor med sig, som algerne lever af.

Imod dette taler dog, at Chatonella ikke begunstiges af store mængder ferskvand. Den er jo er en såkaldt 10/10-alge, der holder af koldt vand (max 10 grader) med en vis saltholdighed (min 10 promille).

200.000 fisk og 200 kg antibiotika

December måneds opblomstring af Chatonella ramte ikke områdets vilde fisk, der givet har kunnet flygte – modsat de indespærrede havbrugsfisk. Algen et dog lige så dødelig for vilde fisk som for tamme. Blot har vildfiskene altså muligheden for i tide at søge væk fra inficerede områder.

Det samlede tabstal fra Horsens Fjord er siden gjort op til mere end 600 tons store og slagteklare regnbueørreder. Det svarer til i omegnen af 200.000 fisk.

Til at producere disse fisk blev der – ud over det forurenende foder – brugt mere end 200 kg aktiv antibiotika. Til ingen verdens nytte.

Men til stor mulig skade for vandmiljøet, hvor farlige bakterier har fået ekstra gode chancer for at udvikle resistens over for de anvendte antibiotika.

⌘ “Sig goddag til Chatonella” ⌘