Tag-arkiv: grådighedsrum

30 år med fiskeopdrættet

– Fremtid eller forurening?

Tiden går, og så længe den går godt, er jo alt, som det skal være. Og klogere skulle man jo også gerne blive med alderen – siger i hvert fald vor rockpoet CV Jørgensen.

Men det kan ind imellem være forstemmende at kigge tilbage og se, at verden på mange måder overhovedet ikke er blevet klogere. At vi overhovedet ikke har lært af vore utallige fejl. Den anden dag faldt jeg således over en af mine tidlige bøger udgivet på forlaget Munksgaard. Den har titlen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”.

Det er en forfærdende fremsynet bog skrevet for snart 30 år siden. En skolebog dedikeret til datidens undervisning i faget “Samfundsbiologi”. Det var dengang, man stadig underviste i natur og miljø på vore skoler. Emner, der siden er droslet voldsomt ned. Det ved jeg, for vi har flere folkeskolelærere i min familie, end jeg næsten kan tælle. Og de kan fortælle den samme historie.

FAO og foderet

Anyway, jeg skrev skolebogen i en tid, hvor FAO – FN’s fødevareorganisation – netop havde udråbt fiskeopdrættet til at være fremtidens redning for de sultende befolkninger i primært Afrika. FAO havde dog ikke set, hvad fremtiden ville bringe – hvordan fiskeopdrættet ville udvikle sig. FAO havde set for sig, hvordan fattige mennesker i Den Tredje Verden skulle opdrætte fisk, som de så skulle spise selv.

Vi ved i dag alle, hvordan udviklingen i stedet er kørt helt af sporet. Hvordan et næsten eksponentielt voksende fiskeopdræt nu i stedet er ved at trække tæppet helt væk under de selvsamme og stadigt sultende befolkninger.

Vi ved, hvordan deres korrupte regeringer er blevet bestukket til at lade udenlandske rederier fange alle de lokale fisk, som de fattige U-lande selv skulle have spist. Fangsten bliver siden til fiskemel og fiskefoder, som omdannes til luksusfisk til de i forvejen rige I-lande. Til laks og ørreder, ål og rejer. For øvrigt med et kolossalt foderspild undervejs. I dag ved vi således, at fire femtedele af foderet går til spilde, når man opdrætter laks. Kun en femtedel bliver til spisefisk.

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” for snart 30 år siden, så vi det da spirende lakseopdræt i havbrug som vildlaksens redning. Produktionen af billige tamlaks ville gøre det urentabelt fortsat at drage helt til Davisstrædet mellem Danmark og Canada for at fange vildlaksene på opvækstpladserne her. En spådom, der desværre gik i opfyldelse.

Vildlaksens redning?

Desværre, da lakseopdrættet i stedet udviklede sig til at være den nok største trussel mod vildlaksen nogensinde. Dels gør fiskeopdrættet masssive indhug i de bestande af fisk og rejer, som vildlaksen skal leve af under sin opvækst i havet. Og dels tiltrækker havbrugene millioner af havlus, som behandles med giftige kemikalier, så de slipper tamlaksene.

Men havlusene dør ikke af denne aflusning. De slipper blot ud til vildlaksene, der som små smolt må passere forbi på deres vej mod fiskebankerne ude på åbent hav. Og det møde dør de meget ofte af. Der skal kun en halv snes voksne havlus til for at gøre det af med en lille laksesmolt. Og for havørrederne går det ligeså.

Men ikke nok med det heller. Ud over at efterlade de dybe tærskelfjorde som stendøde mudderpøle så kvitterer tamlaksene med regelmæssige udslip.

Ofte er der tale om 6-cifrede antal tamlaks, der slipper ud efter storme eller påsejlinger. Laks, der naturligvis er sultne, og som derfor tolder hårdt på de forhåndenværende fødeemner. Men desværre også laks, der på et tidspunkt bliver kønsmodne og da søger op i de nærmeste vandløb for at gyde.

Det gør de sammen med de vilde laks, som ofte er i undertal på gydepladserne. Med det ulyksalige resultat, at der sker en genetisk udvanding af den arvemasse, som vildlaksene har været mere end 10.000 år om at udvikle. DNA, som er optimeret til de forskellige vandløb og deres karakteristika, går tabt på denne måde.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken skade undslupne regnbueørreder forretter på vore hjemlige ørreder. Vi ved blot, at undslupne regnbueørreder normalt gyder senere end vore hjemlige havørreder. Og at de derfor kan grave allerede lagte ørredæg op fra brugte gydebanker.

Truslen fra dambrugene

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”, var det de hjemlige dambrug, som udgjorde det suverænt største problem i danske vandløb. Havbrugene var endnu kun i sin vorden. Dengang havde regnbueørreden netop fejret sit 100 års jubilæum i danske dambrug, og det skrev jeg fire artikler om i Jyllands-Posten, som var ganske progressive, hvad miljøet angik. Disse artikler kan du læse her under “Biologi”.

Også dengang var der problemer med dette erhverv, som mente, at de havde en gudgiven ret til at bruge alt vand i de danske åer. Alt vandet. Til at stemme åerne op og tage vandet ind i dammene, så vildfiskene ikke kunne passere forbi på deres vej mod gydepladserne.

I dag snart 30 år senere har vi fået løst langt de fleste problemer med dambrugerne ved de jyske åer. Efter flere års retssager måtte erhvervet sande, at de alligevel ikke havde retten til at bruge alt vand i de danske åer. Mange dambrug blev købt op og nedlagt af miljømyndighederne, så man ad den vej både kunne sikre vildfiskene frie passage og reproduktion. Og samtidig reducere kvælstofudslippet til åer, søer og fjorde.

Nu er det bare så meget mere ærgerligt, at problemerne blot er flyttet ud i havet – ud i åbne havbrug, som ikke har nogen som helst mulighed for at begrænse deres forurening.

Det ligger i hele princippet bag åbne havbrug, at vandstrømmen skal sikre rent og iltrigt vand til de tæt pakkede fisk, mens alle affaldsstofferne bekvemt fjernes med samme vandstrøm. Totalforurening kalder man det. En åben kloak direkte ud i vort fælles badevand og fiskevand.

Flugten til Amerika

Vi så, hvordan danske svineproducenter – med økonomisk støtte fra staten og ofte med velkendte Venstre-politikere bag – flyttede dele af produktionen til først Polen, siden Rusland og Ukraine, hvor der stadig kunne forurenes frit. Hvor man kunne have gigantiske åbne laguner til opbevaring af de enorme mængder gylle, som grisene jo konstant leverer.

Nu senest oplever vi så, at danske havbrugere vil gøre svineproducenterne kunsten efter. De vil følge samme sti mod mere forurening og øget indtjening ved at flytte produktionen til steder som Lithauen, hvor myndighederne stadig er til at snakke med. Hvor det ser ud til at være lettere at slippe afsted med øget forurening fra et udvidet fiskeopdræt.

Vi lever i sandhed stadig i grådighedens tidsalder. Vi ved bedre, men vi vil bare ikke. Som nu landflygtige Esben Lunde så smukt og let forståeligt formulerede det, inden han selv stak af til Amerika…

2019 Steen Ulnits

Efterskrift: Jeg har stadig en kasse stående med et skolesæt af bogen. Skulle nogen være historisk interesserede, er de velkomne til at kontakte mig. Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis, hvis man nu ikke lige er historisk interesseret skolelærer!

Hvorfor gik det dog så galt?

Vor kollektive politiske hukommelse rækker ikke langt. Mange politikere og politiske iagttagere kalkulerer således kynisk med, at om et halvt år er alting glemt.

Er der således mere end et halvt år til næste valg, er der fred og ingen fare – ingen risiko for negative konsekvenser af ens politiske handlinger. De er alligevel glemt, når vælgerne skal til stemmeurnerne.

Men internettet har udvidet vor hukommelse betragteligt. Således også i den spegede sag om flere forurenende havbrug i et Kattegat, der allerede lider under algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød:

Dan Jørgensen (S) og de nye havbrug

Vi har allesammen – og med fuld rette – haft travlt med at kritisere Venstres Esben Lunde Larsen (ELL) for at være den miljøminister, vi aldrig fik. For udelukkende at være fødevareminister for landbrug og havbrug. For ikke at kere sig en døjt om miljøet, hvis det på nogen måde kunne lægge hindringer i vejen for landbrug og havbrug.

Men ret skal være ret, og de nye havbrug fra L111 er desværre ikke ELL’s opfindelse. Ikke alene i hvert fald. Tankerne om flere og nye havbrug stammer såmænd fra den tid, hvor socialdemokraten Dan Jørgensen var minister for området.

Dan Jørgensen var således minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra 12. december 2013 til 28. juni 2015. Og han var i sin tid blevet valgt ind i Folketinget alene på grund af Svend Aukens mange personlige stemmer.

Det er præcis i Dan Jørgensens ministerperiode, at tankerne om flere og nye havbrug i de indre danske farvande dukker op. Det kan man læse om i papirer fra ministeriet dateret den 6. november 2014. Altså midt i Dan Jørgensens ministerperiode.

I disse papirer kan man blandt meget andet læse følgende nu skæbnesvangre ord, forfattet af Socialdemokratiet sammen med regeringspartneren Det Radikale Venstre og med opbakning fra Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Venstre:

“Parterne er enige om, at den danske akvakulturproduktion udvikles på en måde, som reducerer miljøbelastningen. For perioden 2014-2017 reserveres 3,5 mio. kr. til at sikre en effektiv udpegning af egnede områder til akvakulturproduktion og 3 mio. kr. til afsætning af bl.a. økologisk akvakulturproduktion, herunder eksportorienterede aktiviteter.

Desuden vil der under programmet blive allokeret midler til udvikling og investering i ny teknologi til bl.a. havbrug og recirkuleringsanlæg.”

Det var således Dan Jørgensen (S) og hans regering, der i 2014 støbte de fatale kugler og placerede bolden for fødderne af den senere efterfølger Esben Lunde Larsen (V). Lige til en helflugter ind i det nu gabende tomme miljømål.

Miljøministeriet eksisterede jo ikke længere, men var reelt afskaffet – opslugt af Fødevareministeriet, der jo var og er landbrugets forlængede arm.

Venstre var ikke sene til at lugte millionerne, der lå og ventede fra en massiv fiskeproduktion – helt uden besværlig og fordyrende rensning af spildevandet.

Venstres finansordfører Jacob Jensen havde og har således en lønnet bestyrelsespost hos landets største og mest forurenende havbrug Musholm, som derfor var blandt de første ansøgere til de planlagte havbrug i Kattegat.

Vennerne fra havbruget var tidligt orienteret og aldeles klar over de aldeles enestående muligheder for nu at forurene helt gratis. For at tjene millioner på at forurene det vand, som skatteborgerne inde på land havde betalt milliarder for at rense – til kloakering og bygning af rensningsanlæg.

Esben Lunde Larsen (V) og de nye havbrug

Den daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen havde således dygtigt brugt Dan Jørgensens oplæg til fremtiden for dansk akvakultur – til at fremme egne og andres økonomiske interesser.

Dette på trods af et ikke-eksisterende “miljømæssigt råderum” for øget forurening. Der står jo udtrykkeligt i papirerne fra 2014, at akvakulturen skal udvikles på en måde, der “reducerer miljøbelastningen”.

Det kan man bare ikke, når 117 ud af 119 registrerede danske havområder endnu ikke havde opnået “god økologisk tilstand, og der var behov for kvælstofreduktion i alle vandområder”. Ordet “miljømæssigt råderum” er således et ikke-eksisterende fænomen i de indre danske farvande.

Der er i stedet tale om et “miljøpolitisk råderum”, hvor man kynisk og fra politisk hold afgør, hvor meget man vil forurene et givet sted. Hvor langt man kan og tør gå, uden at det ender i et EU-sagsanlæg om overskridelse af kravene i Vandramme-direktivet.

Grådighedsrummet

Derfor opfandt kloge landbrugshjerner begrebet “kompenserende foranstaltninger”, så man – i hvert fald set med landbrugets egne øjne og nu med god samvittighed – kunne øge produktionen og forureningen. Blot man laver eksempelvis tangfabrikker eller muslingefarme til optag af lige så store mængder kvælstof, som fiskeopdrættet udleder.

Det ville fungere – i teorien. I praksis anede man nemlig ikke, om det overhovedet lod sig gøre. Ingen havde prøvet det før i den målestok og på de lokaliteter.

Det var således socialdemokraten Dan Jørgensen, der i sin tid som minister for Miljø og Fødevarer lancerede tanken om flere havbrug i nye havområder. I den hellige væksts navn. Det må vi ikke give Venstres Esben Lunde Larsen hele skylden eller æren for. Ret skal være ret.

Det er sikkert også derfor, at Dan Jørgensen var påfaldende tavs i hele debatten og efter den kulørte presse at dømme mere optaget af kærestens deltagelse i “Vild med dans”. I det hele taget kunne man ønske sig, at danske politikere over en bred kam var vildere med politik end med dans.

Men det er de altså ikke altid. Og netop her minder Venstre og Socialdemokratiet foruroligende meget om hinanden.

Socialdemokratiet(S) kovending

Det var givet også derfor, at Socialdemokratiet – senest med Simon Kollerup (S) som velvillig kollaboratør – valgte at gå ind for de forurenende havbrug sammen med Esben Lunde Larsen og hans betalte partifæller inden for fiskeopdrættet. Efter lang tids spil for galleriet, hvor Kollerup ellers foregav en ægte interesse for havmiljøet.

For øvrigt en slående parallel til de Konservatives Rasmus Jarlov, der efter stort postyr også valgte at stemme “ja” til den forhadte Landbrugspakke og dennes øgede udledning af kvælstof. Vel vidende, at den var helt gal i forhold til selvsamme Vandramme-direktiv. Og at han selv havde medvirket til at få afsat fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på nøjagtig det samme grundlag.

K havde blot forinden lovet de andre borgerlige partier, at det ville man bare gøre. Stemme for først Landbrugspakken og siden flere forurenende havbrug i Kattegat. Uanset hvad. Og det gjorde man så.

På samme måde har Liste A’s Simon Kollerup givet hele tiden vidst, at han ville stemme ja til de nye havbrug. Fordi de nu og oprindeligt var partifællen Dan Jørgensens opfindelse.

Eksperthøringen var blot et efterhånden nødvendigt spil for galleriet. Politik, når det er værst og mest råddent. Al politikerledes fader.

Hjarnø hjælper til

Men så nærmede valget sig, og de dårlige sager væltede op inden for havbruget – med Hjarnøs fire gange deres tilladte forurening som den midlertidige top af isbjerget.

Det endte som bekendt og til allersidst med den berømte socialdemokratiske kovending, hvor fiskeriordfører Simon Kollerup (S) blev sat til side og erstattet af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S).

Sidstnævnte meldte klart ud, at Socialdemokratiet ikke længere støtter op om de planlagte totalforurenende havbrug i Kattegat:

“Punkt ét er, at der har været en række sager, hvor havbrug har gjort sig uheldigt bemærkede. Det har primært været Hjarnø Havbrug, der har gjort sig skyldig i voldsom overproduktion. En undersøgelse har efterfølgende vist, at der er generelle udfordringer med tilladelser i branchen.”

“Punkt to er, at kvælstofudledningen i det danske vandmiljø ikke er faldet som forventet. Det viser tallene i den seneste rapport fra Novana (nationalt overvågningsprogram for vandmiljø og natur, red.). Dermed er der ikke plads til, at havbrugs-sektoren tilfører endnu mere”.

Med “totalforurenende” menes, at åbne havbrug helt enkelt ikke kan rense deres spildevand. Det ligger i hele deres opbygning, at vandgennemstrømningen netop skal fjerne forureningen fra fiskene, der ellers vil kvæles i deres egne ekskrementer.

Al forurening fra fiskeopdrættet – foderrester, ekskrementer, medicin og kemiske hjælpestoffer – ryger direkte ud i vandmiljøet.

Det burde minister Dan Jørgensen (S) jo have vidst, inden han foreslog flere åbne havbrug i de indre danske farvande. Og det gælder for øvrigt økologiske såvel som konventionelle havbrug. De forurener nøjagtig lige meget, hvad kvælstof og fosfor angår. De økologiske bruger blot færre hjælpestoffer og medicin – hvis ellers de overholder reglerne.

Men så godt og såvidt Christian Rabjerg Madsen (S), der nu leder Socialdemokratiet ud af deres vildfarelse og væk fra de vilde vækstplaner.

Man har heldigvis et standpunkt, til man tager et nyt. Det vidste allerede statsminister Jens Otto Krag (S). Og selv et helt parti kan jo heldigvis blive klogere, når de rette informationer til sidst når toppen, der så kan eller må tage affære.

Nu må vi så bare håbe, at Socialdemokratiet stadig mener det samme efter valget. Så også vore efterkommere kan tage sig en forfriskende dukkert i et rent og salt Kattegat.

Logo: Miljøforeningen BLAK

Vikaren fra Himmerige

Allerede efter den første partilederrunde op til det kommende folketingsvalg i 2019 stod det lysende klart:

Der er kommet en ny Stella Nova på den politiske stjernehimmel. Det er Isabella Arendt fra Kristendemokraterne (KD), der indtil 2003 hed Kristeligt Folkeparti. Eller Liste Q. I dag er bogstavet skiftet til et K.

Isabella Arendt måtte som partiets næstformand i sidste øjeblik agere standin for den sygdomsramte partiformand, Stig Grenov. Og hun gjorde det så godt, at partiet straks steg i meningsmålingerne – så meget, at det lille parti pludselig øjner en fornyet chance for atter at komme i Folketinget. Efter flere år ude i kulden.

“Vikaren fra Himmerige” blev hun straks døbt af medierne og det danske folkevid. En pendant til “Vikaren fra Helvede” – i form af SF’s Karsten Hønge i sin tid. Isabella var et frisk pust, der havde argumenterne i orden og ordet i sin magt. Selv ikke TV2 studievært Søren Lippert kunne vippe hende af pinden. I perioder var det snarere omvendt.

Nu er jeg ikke selv troende – i hvert fald ikke på andet end naturens forunderlige kræfter. Men jeg er vokset op i et kristent hjem – med en fader, der i mange år var kirkesanger.

Ikke af tro, for han troede heller ikke på nogen fiktiv gud. Men fordi han stod inde for og troede på de mange gode ting, som et kristent livssyn fører med sig. Medmenneskelighed og respekt for naturen, ikke mindst.

Fire års rædselsregime

Nu har vi haft fire år med et Venstre-styret rædselsregime, der på rekordtid har bombet det danske vandmiljø næsten 30 år tilbage i tiden. Som har hærget løs langs vore ferske åer og søer samt øget forureningen af vore salte farvande med ekstra kvælstof fra Landbrugspakken og nye forurenende havbrug.

Det er ikke sket ud fra noget kristent livssyn. Det er sket af ren og skær grådighed. Det var da også en teolog, som for et par år siden omdøbte Esben Lunde Larsens (V) fiktive “rådighedsrum” til det faktiske “grådighedsrum”, det er i dag.

En aldeles rammende betegnelse, for der eksisterede og eksisterer stadig ikke noget råderum til yderligere kvælstofforurening af det Kattegat, der gisper efter vejret med algeblomst, iltsvind og fiskedød. Som stadig ikke lever op til kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

En lokal præst vovede ved høstgudstjenesten i 1997 som den eneste at kritisere landbruget, da Mariager Fjord det år var afgået ved døden – efter mange års overgødskning fra det omkringliggende landbrug. Præsten mente ikke, at landbruget bare sådan kunne fucke med det, der i hans øjne var Guds skaberværk.

En lokal landboformand satte ham dog efterfølgende på plads – med den udtalelse, at præsten jo var statsansat til at forkynde Guds ord. Ikke drive lokal miljøpolitik. Den del skulle landbruget nok selv klare…

Vi skriver nu 2019, og intet har grundlæggende ændret sig.

Det kristne natursyn

Da er det, at tankerne går tilbage til de heldigvis også positive ting, der er sket for naturen tidligere – sågar under borgerligt regime. Men med mere begavede og fremsynede borgerlige politikere ved roret.

Tag nu bare vandmiljøet, der i 1980’erne blev reddet af de berømte ord “Fuglene er væk. Fiskene er væk”. De blev sagt, da døde hummere pludselig dukkede op på TV-skærmen efter omfattende iltsvind i Kattegat – forårsaget af primært landbrugets stigende udledninger af kvælstof.

Ordene blev udtalt af den daværende miljøminister – tænk, sådan én havde Danmark faktisk dengang – Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti. Han var såmænd og pudsigt nok fra Ringkøbing som jeg selv.

De vise ord og den enkle konstatering af naturens sande, men sørgelige tilstand vakte genklang hos befolkningen, og Folketinget gik i sving – landbruget vil nok sige selvsving – med at rette op på tingenes skæve tilstand.

Men vi fik rettet op på mange ting med de første vandmiljø-planer og retablering af den Skjernå, som Hedeselskabet med stats- og landbrugsstøtte fik rettet ud så sent som i 1960’erne. Hvor man burde have vidst bedre og såmænd også gjorde det.

Men der skulle tjenes penge, så landets vandrigeste å blev rettet ud. Væk skulle vandet fra markerne, og det skulle gå hurtigt. Åen blev rettet ud og markerne drænet, så der kunne dyrkes korn.

Frustreret Kong Frederik

Atter vandt grådigheden, mens naturen tabte. Såmænd til ingen ringere end kong Frederik den Niendes store fortrydelse. Han havde nemlig også sans for naturen og syntes bestemt ikke om, at den storladne Skjernå blev rettet ud til snorlige afvandingskanaler for landbruget.

Alligevel krævede det en sand kristen fra Kristeligt Folkeparti, førend skuden blev vendt og der atter kom sving på landets vandrigeste vandløb. Og tænk engang: Han hed intet mindre end Christian Christensen (Q). Mere dansk og kristent kan noget navn vel næppe blive!

Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt ramte fiskebestande i danske vandløb, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.

Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerige, nemlig Jørgen Kvist Jensen (Q), der ligeledes kom fra Vestjylland. Nærmere betegnet egnen ved Varde Å.

Jørgen Kvist Jensen kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede straks et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget.

Fisketegnet var en realitet, og der var for første gang i historien faste finanser til den fiskepleje, som hidtil var blevet afholdt ved sporadiske indkomster fra fiskekonkurrencer landet over. Nu endda med millioner i stedet for tusinder af kroner.

Millioner til fiskeplejen

I dag er indtægterne fra fisketegnet dog vigende, og der stilles i stigende grad spørgsmålstegn ved myndighedernes brug af lystfiskernes millioner. Men det er en helt anden historie.

Læs mere om fisketegnet og fisketegnets fader her.

Og så er det jo, man kommer til at tænke på den nystegne Isabella Arendt, der netop stiller op for Kristendemokraterne på Liste K (tidligere Q).

– Måske hendes kristne livssyn kan rydde lidt op i den borgerlige bule og erstatte den hidtidige grådighed med gamle dages kristne respekt for natur og mennesker?

Jeg håber det. Jeg håber inderligt, at Liste Q (nu K) vil komme ind i varmen igen. Ikke på grund af kristendommen, men på grund af det kristne natursyn, som forhåbentlig stadig eksisterer i det lille parti.

Jeg hilser i hvert fald Liste K velkommen (tilbage) i Folketinget. Vi har intet at tabe.