Tag-arkiv: Google Assistant

Nokia 800 Tough

Finske Nokia er eller var i hvert fald kendt for sine nærmest uopslidelige mobiler. Nu er de tilbage igen med en helt ny “toughphone”, der er ideel til lystfiskere og andet godtfolk, som færdes nær, på eller sågar i vandet.

Nokia 800 Tough er navnet på den nye Nokia toughphone, der skal genetablere finnernes ry for mobiler, som kan holde til det hele, lidt til og meget mere. Som er noget nær umulige at ødelægge, og som samtidig har den legendariske batteritid, vi mistede med overgangen til højtydende smartphones med store, lysende og strømslugende skærme.

Nokia 800 Tough er et yderst interessant og anderledes bekendtskab, der placerer sig et sted midt mellem en moderne højtydende smartphone. Og så en enkel strømbesparende feature phone af den slags, vi sikkert alle har haft for nogle år siden. Sandsynligvis med Nokia eller Sony Ericsson på navneskiltet.

Ikke mindst finske Nokia sad jo solidt på mobilmarkedet i mange år, indtil de blev sejlet agterud af Apple’s langt smartere smartphones: iPhonen med den utallige brugsmuligheder via specialiserede apps i App Store. Det gik med finske Nokia, som det senere gik med kanadiske RIM og deres ligeledes legendariske Blackberry mobiler. Selv Barack Obama brugte én privat. De er også væk nu.

Nokia er imidlertid tilbage igen i ny startopsætning og med nye ejere: Finske HMD Global Oy.

Efter en lidt famlende og fumlende start tilbyder Nokia i dag en række smartphones fra de billigste til den tunge ende af mellemprisklassen. De kører alle på Android One styresystemet, hvilket betyder hurtige sikkerhedsopdateringer direkte fra Google. Samt mindst to store systemopdateringer i mobilens levetid.

Dette har Nokia haft stort held med, og man ligger i dag helt i top, hvad Android opdateringer angår. Nu er man så gået tilbage til rødderne – de såkaldte “feature phones”, som Nokia grundlagde sit renommé med. Som er solgt i millioner og atter millioner af eksemplarer verden over. Ikke mindst i mange U-lande står Nokia stadig stærkt på grund af deres robuste og billige feature phones.

Styrke til stærke mænd

Dem søger man nu at genoplive – med flere klassikere genopstået i en noget moderniseret og desværre også mindre holdbar udgave end originalerne, der havde ry for at være uforgængelige apparater med noget nær uendelig batteritid. Man ladede dem blot op, lagde dem i handskerummet og glemte så alt om dem. Lige indtil man faldt over dem igen – stadig med strøm på batteriet.

Nu vil Nokia imidlertid på banen igen med en form for feature phone, der kan holde til alt – i hvert fald næsten.

En mobil, der kan tåle at blive tabt på et hårdt underlag. En mobil, der kan være under vandet i længere tid uden at tage skade. En mobil, hvis batteritid skal måles i dage i stedet for timer. Og endelig en mobil, der kan andet end sit fadervor – andet end blot ringe og SMS’e, som de klassiske feature phones jo udelukkende kunne. 

Resultatet af alle disse Nokia-ambitioner sidder jeg nu her med i hånden – i form af en sort-grå 800 Tough, der netop er vakt til live.

Det er som komme tilbage til fortiden – i første omgang. Som at sidde med sin lille Nokia eller Sony Ericsson og sende forelskede beskeder til kæresten, som man møjsommeligt måtte taste ind på det mikroskopiske tastatur, der dengang var standarden.

Tastaturet på den nye Nokia 800 Tough er dog vokset noget i de forgangne årtier. Det er stadig lille, men til at bruge. Input sker dog fuldstændig som i gamle dage – med op til fem bogstaver og tal, man skal trykke sig igennem på hver enkelt tast.

Gamle dages hurtighed på tasterne vender dog hurtigt tilbage, men andet end meget korte beskeder vil man næppe få lyst til at skrive på dette ellers velfungerende tastatur.

Kai og kameraet

Jeg havde aldrig hørt om det før, men styresystemet på Nokia 800 Tough hedder KaiOS og er designet til at efterligne nogle af funktionerne på en rigtig smartphone. Uden derfor at være rigtig smart.

Men der er installeret Google-funktioner som Assistant, Maps og YouTube på mobilen, der ligeledes har adgang til Facebook, WhatsApp og Twitter. Det er dog ikke regulære apps, men blot henvisninger til browser-versionen af de pågældende aps. Og man skal være meget afhængig af sine sociale medier for at gide checke endsige bruge dem aktivt på denne Nokia. Det er alt for kompliceret i praksis.

Hertil gængse funktioner som mail, beskeder, browser, kamera og FM-radio (via headset) samt noter, regnemaskine, lydoptager og enhedskonverter. Endelig er der en indbygget og ganske kraftig lommelygte, som tændes via et op-tryk på menutasten.

Det bedste, man kan sige om KaiOS er, at det virker. Den største kritik er, at det virker langsomt. Det kræver således mange tryk at arbejde sig gennem menuerne og finde den funktion, man har brug for. Her kan man med fordel skyde genvej og bruge den indbyggede Google Assistant, der kan hjælpe én med at åbne telefon, kamera og YouTube med nogle få velvalgte ord.

Desværre og indtil videre kun på engelsk eller et af de andre hovedsprog. Desværre ikke på dansk. Man kan forestille sig og håbe på, at denne funktionalitet vil blive udvidet med kommende opgraderinger. Muligheden er der i hvert fald.

Småt, men ganske godt

Har man fået åbnet kameraet, skal man skrue ned for sine forventninger. Der er kun sølle 2 MP at gøre godt med – i en kameradel, der ikke byder på meget andet end Point and Shoot.

Til gengæld er billederne egentlig ganske gode, hvis man kan leve med dem i det ganske lille format. Samt det faktum, at man aldrig kommer på forsiden af National Geographic. Og man kan uden videre sende dem som vedhæftede filer i en mail. Jeg satte min Nokia 800 Tough op med G-mail, hvilket fungerede med det samme.

Nu er det nok ikke hverken mails eller fotos, man vil bruge denne toughphone til. Men det kan skam lade sig gøre i en snæver vending. Det kunne være nede i byggemarkedet, hvor man har fundet en speciel ting, som man gerne vil vise frem for kæresten. Eller spørge sin trofaste håndværker om. Eller andet i den kategori. Da rækker de 2 MP fint.

Fra min tid på Kalø Sproghøjskole ved jeg, at billige feature phones ofte har bedre antenner end selv de dyreste smartphones. Vi havde en elendig mobildækning dér i parken. Alle medarbejdere blev derfor udstyret med en lille Nokia til nogle få hundrede kroner. Så kunne man altid få fat i dem, hvilket man ikke kunne via deres dyre smartphones. Disses antenner var helt enkelt for dårlige.

På lige netop dette felt skuffer 800 Tough imidlertid noget. Dens antenne er ikke meget bedre end en almindelig smartphone, hvilket nok skyldes, at mobilen er pakket godt ind i et tykt lag beskyttende gummi, som gør den både vandtæt og stødsikker.

Nokia lover selv, at den er vandtæt i henhold til IP68 standarden, hvilket sætter den i stand til at klarer 30 minutter på 1,5 meter vand. Nokia lover også, at den kan holde til et fald fra knap 2 meter – ned på et hårdt underlag.

Tåler både våde og tørre tæsk

Alverdens tech-testere har taget udfordringen op og kastet den nye Nokia ud fra to etagers højde, frosset den inde i en blok is ved minus 18 grader og givet den 20 minutter i en opvaskemaskine ved 50 grader. Der er sågar dem, der har kørt den over med en lille bil. Uden anden skade end overfladiske skrammer. Nokia 800 bliver bare ved med at fungere. Den er uden overdrivelse “Tough”.

Den lille 2,4 tommers skærm ligger godt beskyttet og lader sig naturligvis ridse, hvis det nu er det, man vil, eller ikke passer bare en lille smule på. Men den revner ikke ved normalt hårdhændet brug. Den ringe opløsning på 320 x 240 gør den let af aflæse, men ingen fornøjelse at se fotos eller video på.


Konklusionen

Jeg er blevet ganske glad for den nye Nokia 800 Tough, der lever op til både navn og løfter. Den fås i to farver – gråsort og brun kamuflage. Fælles for dem begge er det store øje til en karabinhage. Se introfoto. Det er en fantastisk fordel til al udendørs brug. Og en aldeles uundværlig ting, hvis man færdes ved, på eller i vand.

Gummipolstringen giver et godt greb om den vandtætte mobil. Men det hjælper ikke at have verdens mest vandtætte mobil – hvis man taber den i vandet. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg har været der – uden mobil efter at have set den forsvinde ned i dybet. 

Jeg siger derfor klart god for den nye Nokia 800. Den er allerede blevet fast inventar i fiskevesten, vadejakken og båden, når der er risiko for nærkontakt med det våde element. Naturligvis sikkert hængende for enden af den medfølgende strop og karabinhage.

Man kan samtidig have to SIM-kort i sin Nokia 800 Tough, hvilket kan være uhyre praktisk. Man behøver således ikke at have både sin private mobil og arbejdsmobil med sig. På ferien eller fisketuren.

Begge SIM-kort kan være i én og samme  mobil.

Prisen er rimelig. Set til omkring kr. 900,-

© 2020 Tekst: Steen Ulnits


Uredigeret foto fra Nokia 800 Tough

1.200 x 1.600 pixels

1,9 MP

 

Suunto 7 – nu med kort

Finske Suunto er en gammel kending i branchen for kompasser og dykkerure. De har længe haft et godt ry for deres sportsure, som nu har fået det første kortlæsende medlem: Suunto 7.

Firmaet blev etableret tilbage i 1936, hvor det vigtigste produkt var skibskompasser. En produktion, der først ophørte for få år siden. Siden kom diverse dykkerartikler til, og på det seneste er aktivitets trackere til sportsudøvere blevet en vigtig del af sortimentet. Kompasset findes dog stadig i digital form – som urskive.

I dag koncentrerer Suunto sig om bærbare produkter til håndleddet. Om det så er undet vandet til dykning. Eller over vandet til sportsudøvelse. Med sit seneste skud på stammen prøver Suunto at forene sine hidtidige datatunge og meget hårdføre aktivitets trackere med det moderne og alsidige smartwatch til daglig brug.

Til det formål har Suunto skippet sit eget OS til fordel for Google’s traditionelt strømslugende Wear OS. Hvilket ganske naturligt har skræmt en del tidlige(re) brugere af Wear OS.

Heldigvis er den seneste generation af Wear smartwatches bygget på den nye Snapdragon Wear 3100 platform, som på alle måder er en bedre processor end forgængeren 2100.

Snapdragon Wear 3100

Snapdragon Wear 3100 har et strømforbrug, der ifølge producenten Qualcomm er 67 % lavere end på 2100. Der er to power modes – det ene til aktivt brug, det andet til passivt. GPS funktionen bruger nu 49 % mindre strøm end tidligere, og der bruges 43 % mindre til keyword detection.

Opdatering af urskiven trækker 35 % mindre strøm end tidligere, afspilning af MP3 musik bruger 34 % mindre strøm, og forespørgsler over Bluetooth eller Wi-Fi kræver 13 % mindre strøm end med Wear 2100.

Batteritiden er således markant bedre end på forgængeren, selv om den langt fra lever op til, hvad man kan finde i dedikerede activity trackers. Til gengæld får man al funktionaliteten fra et moderne smartwatch kombineret med data-logging under aktivitet.

Der er således ingen grund til længere at løbe skrigende bort, når talen falder på Wear OS og dets strømforbrug. Man får som absolut minimum en hel dag ud af en fuld opladning – op til to hele dage, siger Suunto. I virkelighedens verden er det dog ikke klogt at satse på mere end halvanden dag.

Til gengæld tager det ikke lang tid at lade uret fuldt op. En time på opladeren, og man er klar til en ny lang dag.

Wear and what not

Har man haft et smartwatch med Wear OS tidligere, da ved man, hvad man går ind til. Man tilgår Google Play og apps herfra med den dedikerede knap øverst til venstre. Og selv brugt for første gang i et Suunto ur ligner Google Wear oplevelsen sig selv:

Swipe ned for adgang til indstillinger. Swipe op for notifikationer. Swipe til højre for Google Assistant. Og swipe til venstre for at tilgå Cards. Altså ikke landkort, Maps, som man finder i Suunto app’en – ved at trykke på knappen øverst til højre.

Det hele er intuitivt og nemt at gå til – især hvis man er vant til de ofte ret komplicerede og ulogiske aktivitets trackere fra eksempelvis Garmin, hvor man hurtigt kan fare vild i menuer og indstillinger. Hvor der er hele fem knapper og med dem et utal af muligheder for at gå galt i byen.

Suunto er vant til at lave robuste ure, der kan tåle at blive brugt, og Suunto 7 er ingen undtagelse. Det er stort – større end mit knap 100 gram tunge Garmin Fenix 5X med sit stålhus – men det vejer blot 70 gram i sit eget hus af forstærket polyamid. Urkransen er dog af rustfrit stål.

Kortene

Det er kortene, der adskiller Suunto 7 fra stort set alle andre Wear OS ure. Muligheden for at downloade og gemme kort til senere offline-brug, ikke mindst. Det har man også kunnet på Casio’s ProTrek modeller, men det har ikke fungeret nær så godt som her. Dels har processoren været lidt for langsom, og dels har det haltet med upload af nye kort.

Det gør det ikke på Suunto 7, der flyver gennem kortene. Dels de indbyggede “heat maps” – dels de større topografiske kort, man kan downloade efter behov – for øvrigt aldeles gratis.

“Heat maps” er grafiske kort, som fortæller, hvor andre brugere har gået, løbet, cyklet eller kørt. Man kan zoome ind efter behov, hvilket er nødvendigt i områder med megen trafik. Og man kan som ny i et område hurtigt udvælge sig en afprøvet rute til gå-, løbe- eller cykelturen.

En uhyre praktisk funktion, når og hvis man ankommer til nyt og ukendt terræn – det være sig midt inde i en storby eller langt ude på det øde land.

Man kan vælge at bruge den indbyggede heat map som baggrund for sin udskrive, hvilket er både populært og flot. Den skifter da helt automatisk fra sted til sted, hvilket er rigtig smart. Kommer man til en ny lokalitet, skal man ikke til at lede efter nye ruter først. Den indbyggede heat map vil da allerede være opdateret og ens position centreret. Hvis der da ellers er dækning.

Vil man efterfølgende ud i terrænet, trykker man blot på Suunto startknappen – den øverst til højre på uret. Så er der straks opdaterede mapbox™️ kort på skærmen. Og man vælger selv, hvordan de skal vises.

Swiper man nu ned på skærmen, vil man se det topografiske kort for det pågældende område, som man så kan zoome ind og ud på – alt efter lyst og behov. Swiper man op på skærmen, dukker en lang række af aktiviteter op, som man kan vælge imellem. Det være sig gang, løb, cykling eller en af de i alt 70 forskellige muligheder for aktiviteter. 

Når urets indbyggede GPS har fundet den eksakte position, swiper man til venstre, og man er nu i gang med sin aktivitet. Suunto 7 logger nu alt, hvad man foretager sig – puls, position, fart, kurs og tilbagelagt afstand med meget mere. Man kan vælge at have kortet kørende synligt hele tiden, hvilket selvfølgelig koster mere strøm. Eller man kan lade uret logge passivt i baggrunden..

Det hele kan efterfølgende ses og genopleves på mobilen – på Suunto’s yderst velfungerende og overskuelige app. Præcisionen er ganske imponerende: Ned til 2 meter på lokaliteter, jeg kender godt og frekventerer ofte. På en skærm, der i højeste ind-zooming dækker bare 10 meter.

Det er klart godkendt – endda på en skærm, hvor kortet løbende roterer med ens bevægelsesretning. Dette er uhyre praktisk, da man så langt bedre end på et statisk kort kan orientere sig i forhold til det omgivende terræn og kendemærker her.

Man kan når som helst gribe ind og kigge detaljer, hvis der skulle blive brug for det. Enkelt og intuitivt, hvilket jeg aldrig har syntes var tilfældet på eksempelvis mit Garmin Fenix 5X, der ellers er et rigtig fint og velfungerende ur. Det har blot lidt for mange knapper, indstillinger og menuer at holde styr på.

Konklusion

Man kan hurtigt konstatere, at Suunto’s teknikere virkelig har lagt sig i selen for at optimere brugeroplevelsen på Suunto 7. Den får topkarakter herfra. Det gør også urets hardware, der er bygget solidt – til at holde til strabadser ud over det sædvanlige i felten.

Batteritiden er stadig ikke noget at skrive hjem om – slet ikke sammenlignet med dedikerede aktivitets trackere, der i regelen holder strøm til flere dage. Til gengæld kan de så ikke håndtere dagligdagen indendøre, hvilket Suunto 7 fint kan. Regn med at skulle oplade uret hver eneste nat, hvis der skal være strøm nok til hele den følgende dag.

Suunto 7 kan næsten det samme som almindelige Wear OS ure – blot kan man ikke ringe fra eller til det. Der er ikke mulighed for indbygget eSIM, hvilket forhåbentlig kommer på et tidspunkt – så man kan lade sin mobil blive hjemme på løbeturen. Det er en af de ting, jeg har været allermest glad for med mit Apple Watch Series 4.

Konklusionen bliver alligevel, at Suunto 7 er et yderst gennemtænkt og velfungerende ur, der vil kunne dække mange moderne menneskers aktiviteter og behov – indendøre såvel som udendøre. I løbet af en arbejdsdag såvel som i fritiden.

Jeg er selv helt solgt på det – primært på grund af kortene.

© 2020 Tekst: Steen Ulnits

Produktfotos: Suunto


Suunto 7 specs

Vægt: 70 g

Lager: 8 GB

Vandtæt: 50 m

Batteri: 450 mAh

Hukommelse: 1 GB

Urkrans: Rustfrit stål

OS: Wear OS​ by Google™

Platform:  iOS og Android 

Urkasse: Forstærket polyamid​

Armbånd: 24 mm – udskifteligt

Navigation: GPS, Glonass og Galileo

Processor: Qualcomm® Snapdragon Wear™ 3100

Batteritid: Op til 12 timer i GPS tracking mode

Op til 48 timers almindeligt daglig brug. Reelt halvanden dag


Suunto 7 blev testet sammen med en Google Pixel 4 XL