Tag-arkiv: fiskepleje

Gunnar J:son har forladt os

Den svenske kunstner, forfatter, fuglekigger og mangeårige redaktør af det skandinaviske tidsskrift Flugfiske i Norden, Gunnar Johnson, har forladt os. Han blev 79 år gammel.

Jeg mødte Gunnar for rigtig mange år siden. Faktisk mødtes vi i den lille by Ansager i Sydvestjylland nogle år inden, det skandinaviske tidsskrift Flugfiske i Norden blev skabt og sendt på gaden.

Det var i mine studieår, hvor jeg boede spartansk i en lille étværelses lejlighed i Gellerupparken, Brabrand ret uden for Århus. Som dengang endnu ikke begyndte med “Aa”, men simpelt “Å”. Her læste jeg biologi på universitetet.

Gellerupparken var dengang en ganske fredelig, hvis ikke ligefrem kedelig bydel, hvor der aldrig skete noget. Her boede mange velfungerende tyrkiske indvandrerfamilier, hvis børn endnu ikke var gamle nok til at udgøre et problem. Jeg var derfor ganske glad for at bo i Gellerupparken og inviterede gerne gæster udefra.

En af disse gæster var Gunnar Johnson fra Bodafors i Sverige. Jeg lærte ham at kende gennem en fælles bekendt. Min mangeårige fiskekammerat Niels på Als i Sønderjylland havde en kæreste, hvis bror boede i Ansager – midt mellem fine vandløb som Ansager Å og Holme Å med flere.

Broderen hed Elon og var en dedikeret lystfisker, som brugte fritiden på at fiske, når han ikke lige lagde asfalt på vejene i det sydvestjyske. Elon var en gudsbenådet brevskriver med en håndskrift så sirlig og regelmæssig, at den ikke var af denne verden. Jeg var helt flov over min egen og gjorde mig derfor ekstra umage…

Det var dengang, man stadig skrev fysiske breve til hinanden. Dengang, e-mail endnu ikke var opfundet. Dengang, man havde pennevenner, som det Kongelige Danske Postvæsen levede højt på. Dengang, kærestebreve var håndskrevne og på papir. Kort sagt: Fra før verden gik af lave. Præcis som med Rød Tuborg.

Pennevenner for altid

Det var også dengang, man måtte vente dage hvis ikke uger på svar på sine fysiske breve. Trods dette time lag blev Elon og jeg hurtigt pennevenner med en livlig korrespondence mellem Ansager i syd og Brabrand i nord.

Men Elon var ikke kun en penneven. Han var også en Kirsten Giftekniv for alle sine pennevenner. Dygtig til at koble dem op med hinanden, hvis interesser var fælles og til det.

En dag fik jeg således uventet brev fra Sverige. Fra en Gunnar Johnson i den smålandske by Bodafors. Elon mente, at vi havde fælles interesser inden for fiskeribiologi og fiskepleje, som Gunnar dyrkede aktivt hjemme i Småland.

Og hvor havde Elon dog ret. Brevene føg frem om tilbage mellem Brabrand og Bodafors. Der var meget at skrive om. Mere, end der kunne stå på et stykke papir.

Det endte derfor med, at vi måtte mødes. Og helt naturligt blev det nede hos Elon i Ansager. Gunnar kom over med færgen fra Varberg og samlede mig op i Brabrand, hvorefter turen gik sydover til Ansager. Vi klikkede alle tre, som det hedder på moderne dansk, og blev venner for livstid.

Specielt fascineret blev jeg af Gunnars gamle Lada Niva 4-hjulstrækker, som altid skulle have en hjælpende hånd. For at få motoren startet, vinduerne rullet ned eller noget helt tredje. Men som på vanlig russisk vis aldrig svigtede helt.

Brændstofforbruget var ganske vist skyhøjt og udstødningen kulsort. Men det var før Greta Thunberg, så det bekymrede vi os ikke om. Vi kom altid frem.

“Fisken”

Jeg begyndte mit biologistudium på Århus Universitet i 1976, som også var året, hvor Gunnar for første gang kom til Danmark. Han arbejdede netop da, sammen med vennen Nils E. Eriksson, på en bog med den sigende titel “Fisken”.

Bogen var et ambitiøst projekt, udgivet på LTs förlag og i samarbejde Sveriges Fritidsfiskares Riksförbund. I et enkelt sprog – forfattet af Nils E. Eriksson og illustreret med 140 sirlige tegninger fra Gunnar J:son – fortæller bogen levende om fisk, vand og fiskepleje.

Den henvendte sig til såvel engagerede sportsfiskere som studiegrupper, folkeskoler og gymnasier. Mennesker, som alle brugte de lange svenske vintre til meningsfuldt arbejde med og for naturen.

“Fisken” var en lille kvadratisk bog på 144 sider uden farvefotos, men i elegant sorthvid udførelse med lyst blå effektfarve. Bogen udkom i 1978 i et førsteoplag på ikke færre end 10.000 eksemplarer. Det var i bøgernes storhedstid, hvor oplagene bare var større, end de er i dag, hvor 3.000 eller langt færre er det normale.

Jeg var imponeret over den fine svenske bog og havde i et års tid en tæt dialog med flere danske forlag om en dansk udgave. Med nu afdøde Jens Ploug Hansen som mediator.

Det endte hos Skarv Naturforlag, som i de dage sad på det meste af markedet for billige naturbøger. Og som siden også kom til at udgive min egen første bog: “Fluebinding 1”, der udkom i 1981.

“Fisken og Vandet”

I Danmark havde vi fået verdens første miljølov i 1973, og interessen for et bedre vandmiljø voksede støt efter 1960’ernes massive forurening og naturskænderier. Heriblandt ikke mindst Hedeselskabets regulering af Skjern Å, der udgjorde en milepæl i dansk naturødelæggelse.

Det var i de år, hvor de senere “generationsforureninger” blev grundlagt – med navne som Himmark Strand på Als, Junckers i Køge, Grindstedværket i Sønderjylland og Cheminova på Harboøre Tange som de helt store miljøkatastrofer.

Efter en del overvejelser besluttede Skarv Naturforlag, at “Fisken” nok var for svensk til en direkte oversættelse – selv om det ville have været den klart billigste løsning.

Vi besluttede derfor i fællesskab, at der måtte en heldansk nyudgivelse til, og jeg fik til opgave at skrive den. Det lå lige til højrebenet, at det naturligvis skulle være Gunnar, der også illustrerede den danske udgave.

Det blev til “Fisken og Vandet”, som på 160 sider i større format kom godt rundt om emnerne – primært ud fra en dansk synsvinkel. Det var godt set af Skarv, at en ren oversættelse ikke ville kunne dække emnet tilfredsstillende. Og prisværdigt, at forlaget også turde satse en god del flere kroner på projektet.

Jeg skrev bogen i studietiden, og den udkom i 1985, hvor jeg for øvrigt tilbragte hele sommeren på Grønland. Det havde jeg brug for. Det var hårdt at være fuldtids studerende og fuldtids forfatter – på samme tid…

Bogen blev en succes – smukt prydet, som den var med 56 af de sirlige tuschtegninger, som var blevet Gunnars varemærke. Ikke mindst hans utroligt detaljerede “priktegninger”, som jeg kalder dem, af forskellige vandløbsinsekter har gennem årene fået mange rosende ord med på vejen. Med fuld rette.

Ovenstående Ephemera danica nymfe er et ud af mange eksempler fra bogen.

Flugfiske i Norden

Men der var sket meget og mange andre ting inden da. En kold og grå forårsdag i 1979 mødtes en håndfuld fluefiskere fra Danmark og Sverige i en allerede dengang kendt dyrlæges hus i den lille nordjyske by Hvilsom. Næsten ved bredden af den smukke Simested Å.

Dyrlægen var Preben Torp Jacobsen, der allerede da var landskendt som “den tovlige dyrlæge”. Han bandt fluer af sælsomme materialer, som han indsamlede hos sine kunder i nabolaget – de lokale landbrugere, der dengang ikke var helt så slemme ved naturen, som de senere blev det.

Anyway, vi var to danskere – Preben og undertegnede – samt fire svenskere ved mødet i Hvilsom. Det var først og fremmest Bengt Öste, der dengang arbejdede som redaktionschef for Svenskt TV2. Dernæst var det kunstneren Gunnar Johnson, stangbyggeren Kenneth Boström og journalisten Jerry Petterson.

Svenske koryfæer som Nils Färnström, Rolf Smedman og Jan Forssander var ikke med til det indledende møde hos Preben, men stod klar i kulissen og bidrog til de første numre af det nye magasin.

Mødet blev den uofficielle start på magasinet “Flugfiske i Norden”, der officielt blev stiftet i Sverige nogle få måneder senere. På juridisk korrekt vis med masser af grundigt svensk papirarbejde. Med bestyrelse, årlig generalforsamling og hele molevitten.

Flugfiske i Norden kunne i 2019 fejre sin 40 års fødselsdag, og af dem havde Gunnar været redaktør i over halvdelen. Helt præcis 21 år. Han overtog redaktørjobbet i 1983 og var i årene herefter helt enkelt personificeringen af bladet og det skandinaviske fluefiskeri. På sin egen bestemte, men beskedne facon.

Gunnar var dog ikke tilhænger af den tiltagende kommercialisering af fluefiskeriet. Men da der kom et konkurrerende magasin på banen, måtte det idealistiske uundgåeligt vige for det kommercielle. Det var et spørgsmål om at overleve. Og Gunnar trak sig som redaktør.

Da hans eget varemærke gennem mange år – signaturen J:son – pludselig blev brugt til markedsføring af kommercielle svenske fiskefluer, blev han ganske förbannad. Som man kun kan blive det i Sverige. Men han kunne intet gøre, da han ikke selv havde registreret sit kunstnernavn.

Fluefiskeren

Gunnar var en engageret fluefisker, men ingenlunde en hardcore af slagsen. Han var filosofisk anlagt og foretrak så langt at sidde inde på bredden med sin elskede kaffe og skitseblok. Aldrig så jeg ham gå langt eller vade dybt, som vor fælles ven Kenneth Boström ellers altid gjorde.

– Det är inte mödet värt, sagde han. Altid med det skælmske smil, der var så karakteristisk for ham.

Gunnar havde fisket “på danskt”, som det senere blev døbt af Preben Torp Jacobsen og Bengt Öste – længe før nogen anden havde gjort eller defineret det. For Gunnar var fluefiskeriet nemlig mest af alt en undskyldning til at komme ud i naturen, mødes og diskutere med andre fluefiskere. Fiskeri og fangst kom på en klar andenplads i Gunnars univers.

Han holdt af at sidde stille inde på bredden og studere, hvad der skete ude på vandet. Hvor vi andre fotograferede, tegnede Gunnar, hvad han så. En sjælden gang greb han fluestangen og gjorde nogle kast – hvis ellers han var blevet provokeret af en fisk, der ringede inden for kastehold. Så fik den naturligvis chancen med et kast eller to.

En af Gunnars gode venner var amerikanske Pete Hidy. Jeg kan stadig høre, hvordan Gunnar udtalte navnet med sin småt smålandske accent. Det lød så fint og følsomt. Ja, næsten forelsket.

Hidy og J:son havde interessen for “flymfer” til fælles. En fluetype, som er en pudsig mellemting mellem fluer og nymfer. Fluer, der fanger godt alle steder og til alle tider, da de ikke ligner noget som helst specielt. Men alting på én gang.

Interessen for denne fluetype var så stor, at Gunnar skrev en hel lille bog med titlen “FLYMFER” og undertitlen “& andre mjukhacklade flugor”. Han skrev den sammen med vennen Anders Forsling, som han også satte stor pris på. Og udgav den på Förlagsaktiebolaget Flugfiske i Norden, som jo også stod bag magasinet af samme navn.

Bogen var tilegnet “The International Society of Flymph Fishermen”. Intet mindre. Jeg ved ikke, om denne imposante sammenslutning nogensinde afholdt generalforsamling eller årsmøde. Men flot lød det, og fint var det.

Selv når fiskene ringede eller vakade, som de jo gør i Sverige, sad der næsten altid en flymf på Gunnars tafs. Valget af flue skulle fiskene ikke have lov til at bestemme!

Dyreevennen

Gunnar var naturmenneske om en hals. På sin helt egen afdæmpede facon. Ikke en af dem, der hver sommer drog ud på flere mil lange vandringer i drømmen om en storfinnet jätteharr eller rødbuget røding på højfjeldet. Gunnar var definitivt hverken sports- eller konkurrencemenneske.

Med en enkelt stor undtagelse (en lang rejse til USA) holdt Gunnar sig til de nære vande, han til gengæld kendte rigtig godt. Her studerede han fuglelivet, som interesserede ham meget. Med årene mere end fiskene, der jo med jobbet som redaktør var blevet til arbejde i stedet for hobby.

I adskillige år havde jeg et fint J:son kunsttryk hængende på væggen over min sofa. Det viste en isfugl, som sad på en gren og spejdede ned i vandet, hvor to små ørreder intetanende svømmede rundt. Farverne var til sidst så solblegede, at trykket måtte vige pladsen for et oliemaleri af Led Zeppelins legendariske forsanger Robert Plant. Malet af en anden af mine venner.

Gunnars yndlingsmotiv var fugle – meget ofte andefugle samt favoritterne isfugl og vandstær. Dem afbildede han alle på sin karakteristiske naturalistiske facon. På et tidspunkt kunne han ikke længere nøjes med at afbilde sine fjerede venner i 2D på papir eller lærred. Nej, der skulle 3D til.

Gunnar begyndte derfor at skære flotte modeller ud i træ – i fuld målestok og inspireret af jægernes klassiske lokkeænder. De blev siden malet til de mest naturtro mesterværker ude på værkstedet.

Som årene gik og venskabskredsen svandt ind, fik Gunnar nye og mere åndelige interesser. Han dyrkede Goethe’s farvelære, som han jo længe havde benyttet sig af i sit aktive kunstnerliv. Og han fordybede sig i amerikanske Henry David Thoreau’s klassiske bog “Walden, a reflection upon simple living in natural surroundings”.

Dette værk vakte genklang hos Gunnar, som delte mange af Thoreau’s ind imellem rebelske holdninger. Eksempelvis dem, der kom til udtryk i hans essay om civil ulydighed: “Civil Disobedience”.

Thoreau levede fra 1817-1862. Altså før den amerikanske borgerkrig. Han var således tidligt ude med sine oprørske tanker, som Gunnar på mange måder sympatiserede med. Ikke mindst var han förbannad på det svenske skattevæsen, som han aldrig forpassede en lejlighed til at kritisere. Det var staten mod individet. En evig kamp.

Anyway. Gunnar var oprindeligt uddannet som indendørsarkitekt og arbejdede tidligt med design af blandt andet sygehuse. Han var gift med Lena, som han fik to børn med: Sønnen Micke, der blev læge, og datteren Mia.

Skæbnen var ikke på hans side, da fru Lena gennem mange år led af fremskreden sclerose, som hun til sidst døde af. Ganske som ventet.

Det var derimod helt uventet, da også datteren Mia døde for ikke så længe siden. I en alt for tidlig alder og til stor sorg for Gunnar, som var meget glad for Mia. Det var gengældt, og hun var flyttet tilbage til Bodafors, så hun kunne se sin far noget oftere.

Gunnars sidste og mest trofaste kompis var en sort puddel, som han gik tur med hver eneste dag. Den 16. september i år kom han imidlertid ikke ud med hunden. Han var sunket sammen over sit skrivebord i hjemmet i Bodafors. Død en stille og ensom død.

Gunnar betød meget for mig, igennem mange år. Personligt såvel som professionelt. Som kompis och konstnär.

Æret være hans minde. R.I.P. Gunnar J:son

Tak til Kirsten Andersson for brug af private fotos

Fiskepleje på Afveje – 3/3

Modstanden mod miljøet

Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:

“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat Cowi slut.

Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet … Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat Rambøll slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.

Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadelige Tange Sø.

Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening som loyalt medlem af DSF stiltiende bakket op om.

Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele?

– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?

Fangsternes fordeling

Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:

I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro-foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand.

Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.

At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang.

Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø.

Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.

Løjstrup og Lilleåen

Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.

Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.

Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.

I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen.

Fri adgang – færre fisk

Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.

Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere.

Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres oppe ved Bjerringbro.

Måske var det derfor, Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer produktivt fiskevand af netop Tangeværket.

Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks heroppe. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.

Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere sider.

Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et andet og noget overraskende argument for at lade opstemningen blive:

Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Og da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.

Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i Gudenåen i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. De blev jo udryddet af Tangeværket i 1928.

Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.

Fremtidens Lystfiskerstrategi

Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort:

Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.

Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.

Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.

Fyn var ellers lige blevet så fin

Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt på at blive valgt til Folketinget.

Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da han som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden.

Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration.

Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:

“Strategi for Lystfiskeri”

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:

• Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.

• Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.

• Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.

• Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.

• Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.

Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.

Markedsføring af manglende fisk

De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.

Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv lige havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.

I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget.

Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.

Livløst Lillebælt

Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia.

Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.

Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.

DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt.

Museum over Dansk Lystfiskeri

Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler:

At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland.

Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, graver vandløbene op, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.

Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.

Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, som kun de færreste kan komme til at fiske i.

Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.

Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet“

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm“

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet“

Fiskepleje på Afveje – 2/3

Virkeligheden efter Wilhjelm

Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet “autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.

Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster.

Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.

Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:

45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
15 % går til turistdelen – til markedføring i ind- og udland

Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske.

Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.

Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:

– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.

Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.

Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.

På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.

Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til:

– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”.

– Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.

Fisk og fiskepleje

Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk.

Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Førøerne, Island og Grønland, hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet.

Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.

I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne.

Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.

Læs gerne artiklen “Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr. Du finder artiklen her:

http://ulnits.dk/biologi/verdens-storste-havorreder/

En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.

Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden.

Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.

Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange.

Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.

Landets længste vandløb

Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebstand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.

Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret.

Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vandkvalitet og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.

Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet.

Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.

Nej til undersøgelse

I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er der gået galt.

DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.

Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges.

Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler.

I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted.

Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?

600.000 kroner til en undersøgelse

Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse.

Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening.

De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet.

I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt.

Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet.

Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.

PS: De oprindelige 100 havørredsmolt til radiomærkning blev inden udsætning opgraderet til 150 stykker.

Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006.

Afvisning af kritik

De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers kommune af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.

Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.

Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.

Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.

Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.

Radiomærkede ørredsmolt

Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen.

Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.

Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.

I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.

Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde, hvide og nedskidte træer.

Fra Orbicon til DTU Aqua

De skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.

Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet.

Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Hedeselskabets Orbicon.

Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige, som han dengang vurderede.

Kritikere kan med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her.

En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.

Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.

I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.

Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet“

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm“

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet“

Vikaren fra Himmerige

Allerede efter den første partilederrunde op til det kommende folketingsvalg i 2019 stod det lysende klart:

Der er kommet en ny Stella Nova på den politiske stjernehimmel. Det er Isabella Arendt fra Kristendemokraterne (KD), der indtil 2003 hed Kristeligt Folkeparti. Eller Liste Q. I dag er bogstavet skiftet til et K.

Isabella Arendt måtte som partiets næstformand i sidste øjeblik agere standin for den sygdomsramte partiformand, Stig Grenov. Og hun gjorde det så godt, at partiet straks steg i meningsmålingerne – så meget, at det lille parti pludselig øjner en fornyet chance for atter at komme i Folketinget. Efter flere år ude i kulden.

“Vikaren fra Himmerige” blev hun straks døbt af medierne og det danske folkevid. En pendant til “Vikaren fra Helvede” – i form af SF’s Karsten Hønge i sin tid. Isabella var et frisk pust, der havde argumenterne i orden og ordet i sin magt. Selv ikke TV2 studievært Søren Lippert kunne vippe hende af pinden. I perioder var det snarere omvendt.

Nu er jeg ikke selv troende – i hvert fald ikke på andet end naturens forunderlige kræfter. Men jeg er vokset op i et kristent hjem – med en fader, der i mange år var kirkesanger.

Ikke af tro, for han troede heller ikke på nogen fiktiv gud. Men fordi han stod inde for og troede på de mange gode ting, som et kristent livssyn fører med sig. Medmenneskelighed og respekt for naturen, ikke mindst.

Fire års rædselsregime

Nu har vi haft fire år med et Venstre-styret rædselsregime, der på rekordtid har bombet det danske vandmiljø næsten 30 år tilbage i tiden. Som har hærget løs langs vore ferske åer og søer samt øget forureningen af vore salte farvande med ekstra kvælstof fra Landbrugspakken og nye forurenende havbrug.

Det er ikke sket ud fra noget kristent livssyn. Det er sket af ren og skær grådighed. Det var da også en teolog, som for et par år siden omdøbte Esben Lunde Larsens (V) fiktive “rådighedsrum” til det faktiske “grådighedsrum”, det er i dag.

En aldeles rammende betegnelse, for der eksisterede og eksisterer stadig ikke noget råderum til yderligere kvælstofforurening af det Kattegat, der gisper efter vejret med algeblomst, iltsvind og fiskedød. Som stadig ikke lever op til kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

En lokal præst vovede ved høstgudstjenesten i 1997 som den eneste at kritisere landbruget, da Mariager Fjord det år var afgået ved døden – efter mange års overgødskning fra det omkringliggende landbrug. Præsten mente ikke, at landbruget bare sådan kunne fucke med det, der i hans øjne var Guds skaberværk.

En lokal landboformand satte ham dog efterfølgende på plads – med den udtalelse, at præsten jo var statsansat til at forkynde Guds ord. Ikke drive lokal miljøpolitik. Den del skulle landbruget nok selv klare…

Vi skriver nu 2019, og intet har grundlæggende ændret sig.

Det kristne natursyn

Da er det, at tankerne går tilbage til de heldigvis også positive ting, der er sket for naturen tidligere – sågar under borgerligt regime. Men med mere begavede og fremsynede borgerlige politikere ved roret.

Tag nu bare vandmiljøet, der i 1980’erne blev reddet af de berømte ord “Fuglene er væk. Fiskene er væk”. De blev sagt, da døde hummere pludselig dukkede op på TV-skærmen efter omfattende iltsvind i Kattegat – forårsaget af primært landbrugets stigende udledninger af kvælstof.

Ordene blev udtalt af den daværende miljøminister – tænk, sådan én havde Danmark faktisk dengang – Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti. Han var såmænd og pudsigt nok fra Ringkøbing som jeg selv.

De vise ord og den enkle konstatering af naturens sande, men sørgelige tilstand vakte genklang hos befolkningen, og Folketinget gik i sving – landbruget vil nok sige selvsving – med at rette op på tingenes skæve tilstand.

Men vi fik rettet op på mange ting med de første vandmiljø-planer og retablering af den Skjernå, som Hedeselskabet med stats- og landbrugsstøtte fik rettet ud så sent som i 1960’erne. Hvor man burde have vidst bedre og såmænd også gjorde det.

Men der skulle tjenes penge, så landets vandrigeste å blev rettet ud. Væk skulle vandet fra markerne, og det skulle gå hurtigt. Åen blev rettet ud og markerne drænet, så der kunne dyrkes korn.

Frustreret Kong Frederik

Atter vandt grådigheden, mens naturen tabte. Såmænd til ingen ringere end kong Frederik den Niendes store fortrydelse. Han havde nemlig også sans for naturen og syntes bestemt ikke om, at den storladne Skjernå blev rettet ud til snorlige afvandingskanaler for landbruget.

Alligevel krævede det en sand kristen fra Kristeligt Folkeparti, førend skuden blev vendt og der atter kom sving på landets vandrigeste vandløb. Og tænk engang: Han hed intet mindre end Christian Christensen (Q). Mere dansk og kristent kan noget navn vel næppe blive!

Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt ramte fiskebestande i danske vandløb, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.

Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerige, nemlig Jørgen Kvist Jensen (Q), der ligeledes kom fra Vestjylland. Nærmere betegnet egnen ved Varde Å.

Jørgen Kvist Jensen kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede straks et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget.

Fisketegnet var en realitet, og der var for første gang i historien faste finanser til den fiskepleje, som hidtil var blevet afholdt ved sporadiske indkomster fra fiskekonkurrencer landet over. Nu endda med millioner i stedet for tusinder af kroner.

Millioner til fiskeplejen

I dag er indtægterne fra fisketegnet dog vigende, og der stilles i stigende grad spørgsmålstegn ved myndighedernes brug af lystfiskernes millioner. Men det er en helt anden historie.

Læs mere om fisketegnet og fisketegnets fader her.

Og så er det jo, man kommer til at tænke på den nystegne Isabella Arendt, der netop stiller op for Kristendemokraterne på Liste K (tidligere Q).

– Måske hendes kristne livssyn kan rydde lidt op i den borgerlige bule og erstatte den hidtidige grådighed med gamle dages kristne respekt for natur og mennesker?

Jeg håber det. Jeg håber inderligt, at Liste Q (nu K) vil komme ind i varmen igen. Ikke på grund af kristendommen, men på grund af det kristne natursyn, som forhåbentlig stadig eksisterer i det lille parti.

Jeg hilser i hvert fald Liste K velkommen (tilbage) i Folketinget. Vi har intet at tabe.

Køge Bugt Fiskepleje

Fisk & Fri er taget med på en kigger ude ved vandet hvor vi har fået os en snak med folkene bag Køge Bugt Fiskepleje (KBF).

Vi befinder os ved Karlstrup Møllebæk, der munder ud i den nordlige del af Køge Bugt. Det er en søndag i april 2018, og en gruppe lystfiskere er samlet for at tage imod ”fiskebilen”, som lige er ankommet med udsætningsfisk.

Det er Køge Bugt Fiskepleje, som har taget hul på endnu en projektdag. De skal i gang med den næste udsætning af havørredsmolt. Det er sunde fisk, som har en høj overlevelse og desuden en flot evne til at komme tilbage igen som store, stærke og fightklare fisk.

Målet med udsætningerne er naturligvis at skabe et bedre fiskeri i det storkøbenhavnske område, men der sker også ting og sager længere sydpå i Køge Bugt.

Hvem og hvad er Køge Bugt Fiskepleje?

– Den korte version er, at Køge Bugt Fiskepleje (KBF) er et non-profit samarbejde mellem lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere i Køge Bugt området, fra København og ned til Stevns. Det er ægte frivilligt arbejde.

Det fortæller Steen Lyngsø, formand for Ishøj Sportsfiskerklub; John Østergaard, formand for Køge Sportsfiskerforening, og Kjeld Willerslev, formand for Bjørnens Sportsfiskerforening i Albertslund.

– Vi tager afsæt i vores 12-punktsarbejdsprogram, hvor det overordnede mål er at skabe et bedre fiskeri i Køge Bugt området. Dette dels gennem vandløbspleje, dels gennem udsætninger, hvor der er brug for det. Det hele sker på basis af frivilligt arbejde, og de udsætninger, som vi gennemfører i KBF-regi, finansierer vi gennem bidrag fra lokale grejproducenter, lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere.

– Da der er tale om udsætninger, som ligger ud over den officielle Plan for Fiskepleje, kan der ikke hentes penge fra Fisketegnsmidlerne. Vi skal således selv skaffe pengene. Her er lokale grejproducenter og specielt Sjællands Småbådsfiskeklub vigtige spillere.

– Grejproducenterne Ole Gregersen, Jens Peter Strømmen og Ole Rådhede laver auktioner, hvor alle pengene går ubeskåret til udsætninger. Sjællands Småbådsfiskeklub donerer hvert år penge til udsætningerne i KBF-regi, men samtidig også penge til de lokale klubbers udsætninger i St. Vejleå, Køge Å og Tryggevælde Å.

– Endvidere har en lang række frivillige bidraget med store eller små beløb, som alle selvfølgelig tages imod med tak og stor respekt. Udsætningerne er naturligvis godkendt af DTU Aqua.

– Det gode ved KBF-projektet er, at vi fungerer gennem et samarbejde mellem de lokale lystfiskerforeninger og miljøinteresserede lystfiskere. Det sker med folk, som har lokalt kendskab og lokale kontakter. De bliver alle taget med på råd, når der skal laves lokalplaner, klimasikringer og andet, der kan have indflydelse på vores fiskeri.

– Det betyder også, at der bliver lyttet til os hos de lokale politikere og embedsmænd, når der skal diskuteres klimaforandringer og klimasikringsarbejde. Her er der helt nye muligheder for at lave miljøforbedringer, som på sigt kan skabe et bedre fiskeri til glæde for også kommende generationer.

– Vi ønsker at styrke samarbejdet på tværs af Køge Bugt foreningerne dér, hvor vi har fælles interesser. Og det gælder ikke kun havørredfiskeriet, men faktisk alt fiskeri i Køge Bugt. Målet er, at alle lystfiskere i Køge Bugt kommer til at opleve, at fiskeriet bliver bedre, og at endnu flere får lyst til at deltage i arbejdet og dermed styrke indsatsen i vores geografiske område.

Forhistorien

– Vi havde med stor interesse siden starten i 2010 fulgt og deltaget i projektet Havørred Sjælland (det senere Fishing Zealand), hvis primære formål oprindeligt var vand- og fiskepleje.

– Da Fishing Zealand imidlertid ikke havde taget initiativ til det, indkaldte vi selv til et møde for alle interesserede lystfiskerforeninger i Køge Bugtområdet. Dette for at få skabt et fælles arbejdsgrundlag, som vi – i Fishing Zealand regi – kunne arbejde ud fra i oplandsgruppen for Køge Bugt området. Vi blev således på mødet enige om en liste med 10 punkter omfattende de arbejdsområder, som vi ønskede skulle danne grundlag for arbejdet i oplandgruppen.

– Da Fishing Zealands primære formål ændrede sig fra fiskepleje til fisketurisme, og da oplandsgrupperne blev nedlagt, indså vi, at vi måtte tilbage til udgangspunktet for at forbedre fiskeriet i Køge Bugt.

– Ingen ønskede dog, at alt forarbejdet skulle være spildt, og derfor satte vi – Steen Lyngsø, Ishøj Sportsfiskerklub, Kjeld Willerslev, Bjørnens Sportsfiskerforening, Albertslund, og John Østergaard, Køge Sportsfiskerforening – os sammen i november 2015.

– Vi ønskede hurtigt at komme i gang med et selvstændigt projekt, som reelt ville skabe forbedringer af fiskeriet i Køge Bugt, og arbejdsgrundlaget havde vi jo allerede. Køge Bugt Fiskepleje var dermed født.

– Den 23. januar 2016 åbnede vi Facebook-profilen ”Køge Bugt Fiskepleje”, hvor vi annoncerede vores planer, og at vi gennem frivillige bidrag ville skaffe finansiering af den første udsætning på 3.600 havørredsmolt udsat i det Storkøbenhavnske område allerede i 2016.

De første udsætninger

– Det lykkedes over alt forventning. Hurtigt fik vi samlet de nødvendige penge ind gennem bidrag fra lokale grejproducenter, lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere. I april 2016 kunne vi derfor udsætte 3.600 havørredsmolt ved Sjællandsbroen i København. Flotte ørreder på 15-19 cm, som så ud til at stortrives i deres nye omgivelser, og som helt sikkert vil give fiskeriet efter havørreder i København et boost i de kommende år.

– Der er jo i Københavns-området desværre en total mangel på gydevand til havørrederne, så her kan fiskeriet kun forbedres gennem udsætninger. Derfor har en af KBF´s første opgaver været at komme i gang med udsætninger her.

– I 2017 fortsatte vi vores udsætninger, men nu med 5.000 havørredsmolt ved Sjællandsbroen, og som et nyt tiltag udsatte vi 2.500 havørredsmolt i mundingen af Karlstrup Møllebæk ved Greve. Igen finansierede vi udsætningerne gennem frivillige bidrag. Vi fortsætter udsætningerne, og her i 2018 har vi igen leveret 7.500 smolt, der bliver sat ud de samme steder som sidste år.

– Nu er vandløbs- og fiskepleje ikke noget nyt for foreningerne i Køge Bugt området. Faktisk har der i mange år været gennemført både udsætninger og en intensiv vandløbspleje.

– Ud over de nye udsætninger I KBF-regi står Ishøj Sportsfiskerklub og Køge Sportsfiskerforening nemlig i forvejen for udsætning af smolt og halvårsørredyngel. Ishøj leverer årligt 30.000 stk. smolt, som udsættes ved Hundige, Ishøj og Harrestrup Å.

– Køge udsætter i Tryggevælde Å og Køge Å, og Solrød Sportsfisker Klub Regnbuen udsætter halvårsfisk i Skensved å. Her bliver i alt udsat 40.000 fisk, heraf 9.000 halvårsyngel, medens de sidste 31.000 fisk er smolt.

– Samlet set udsætter de 3 foreninger 77.500 ørreder – inklusive de fisk, der bliver udsat i regi af Køge Bugt Fiskepleje. Altsammen bidrager det til at forbedre havørredfiskeriet i Køge Bugt fra København og helt ned til Stevns. Der tages faktisk ofte ret store fisk lige syd for København, og dertil bidrager vores arbejde i høj grad til det populære og i perioder meget givtige fiskeri ved netop Stevns.

Vandløbsrestaurering

– I Køge Sportsfiskerforening, som råder over et særdeles velfungerende vandplejeudvalg, har vi gennem en lang årrække udført restaurering i primært Tryggevælde Å, Køge Å og Vedskølle Å.

– Her udlægger vi gydegrus og skjulesten, planter træer og vandplanter, og her gennemfører vi også bestandsanalyser ved el-fiskeri efter halvårsfisk, laver gydebanketællinger og opsætter smoltfælder. Endelig så el-fisker vi efter moderfisk, så vi senere kan sætte opdrættet yngel af egen avl ud i vandløbene. Målet er naturligvis på sigt at gøre vandløbene selvreproducerende.

– Længere inde mod København påbegyndte den lokale Bjørnens Sportsfiskerforening i 2012 en vandløbsrestaurering i den øvre del af St. Vejleå. Dette i samarbejde med Albertslund Kommune og lokale skolebørn, som med håndkraft, skovle og spande udlægger gydebanker og skjulesten.

– I starten af 2017 kontaktede vi Greve kommune med henblik på at lave vandløbsrestaurering. Det resulterede i, at vi den 1. oktober 2017 udlagde tre gydebanker og tilhørende skjulesten i Karlstrup Møllebæk. Det var vort første restaureringsprojekt i KBF-regi, hvor Køge Sportsfiskerforening og Ishøj Sportsfiskerklub udformede projektet.

– På selve dagen deltog også medlemmer fra Solrød Sportsfisker Klub Regnbuen samt frivillige individuelle lystfiskere fra Køge Bugt området, som også gerne ville gøre en fysisk indsats for et bedre fiskeri. Frivillighed, når det er bedst, og det breder sig som ringe i vandet!

– Vi gentog nemlig successen allerede den 14. oktober i Vedskølle Å, hvor Køge Sportsfiskerforening inviterede alle til et nyt restaureringsprojekt. Det blev til endnu tre gydebanker og mange skjulesten. Og igen var der samlet mange frivillige, og som i Karlstrup Møllebæk sluttede vi dagen af med at spise pølser, drikke sodavand og glæde os over dagens resultat.

– Ved begge projekter kvitterede havørrederne ved at benytte samtlige gydebanker til gydning, så vi allerede til næste år kan møde endnu flere havørreder i Køge Bugt og ved Stevns Klint. Til glæde for såvel de lokale lystfiskere som tilrejsende fra nær og fjern.

Vandrådene

– Sidste år nedsatte regeringen en række vandråd, som skulle rådgive myndighederne omkring de små vandløb. Her ansøgte KBF naturligvis om at komme med i vandrådet for vandløbene omkring Køge Bugt.

– Vi fik tre pladser i dette vandråd, og her valgte vi, at repræsentanter fra Greve Sportsfiskerforening, Køge Sportsfiskerforening og Sjællands Småbådsfiskeklub skulle repræsentere KBF.

– Vandrådsarbejdet kom der som sådan ikke rigtigt noget ud af, men alle parter var dog enig om et forhold: – Det var politik, når det var værst!

– Vi fortsætter med vores udsætninger, men fremover vil der komme en betydelig forøgelse af indsatsen med vandløbsrestaurering. Vi fortsætter naturligvis med de vandløb, som vi er gået i gang med. Vi planlægger således yderligere projekter i Karlstrup Møllebæk, men der kommer også andre vandløb i spil i Køge Bugt området. Vandløb som Skensved Å og Lille Vejleå.

– Et helt andet fokusområde er vores arbejde med at beskytte og hjælpe den unikke brakvandsaborrebestand, som vi har i området. Hos Ishøj Sportsfiskerklub udlægger vi hvert år juletræer som ”brudesenge” til aborrernes gydning, og vi kæmper for at minimere skarv- og garnproblematikken. Nogle medlemmer bruger således megen tid på skræmning af skarv og kontrol med garn i området.

– Skarven og de mange kystnære garn er en stor trussel for aborrebestanden, så det er et meget vigtigt arbejde, hvis aborrebestanden ikke skal kollapse. Ishøj-foreningen vil selvfølgelig fortsætte kampen, men vi vil også fra KBF-side prøve, om vi kan udbrede kendskabet til problemetikken – via vort store kontaktnet til ikke mindst myndighederne – og ad den vej få lokalpolitikerne i tale.

– Så vor hovedvægt i KBF vil fremover ligge på udsætninger, vandløbsrestaurering og som særligt område: Forbedringer for vores unikke aborrebestand. Men der er også andre opgaveområder fra vores oprindelige 12-punkts program, som vi vil lægge ind i arbejdet. Det samlede program ligger inde på Facebook-profilen ”Køge Bugt Fiskepleje”, hvor alle kan se det.

– Der vil blive øget fokus på skarv- og garnproblematikken gennem lokalpolitisk påvirkning, og der vil blive større inddragelse af skolebørn i vandløbsrestaureringer og vandplejekurser.

– Altsammen noget, der skal medvirke til at styrke medlemstilgangen i vores foreninger, det frivillige arbejde, sikringen af fremtidens lystfiskeri og beskyttelsen af vores fælles natur.

– Så der er nok at tage fat på!

Sådan slutter vor snak med de tre foreningsformænd fra Køge Bugt Fiskepleje. De er alle tre aldeles enige om den fælles strategi.

Det lover godt for fremtiden!

Faktaboks

Foreningerne i Køge Bugt udsætter hvert år næsten 80.000 havørreder.
Foreningerne i Køge Bugt og de frivillige samarbejder hvert år om at lave vandløbsrestaureringer, som giver vilde fisk år efter år.
Foreningerne i Køge Bugt kæmper også for at bevare den unikke bestand af brakvandsaborrer, som vi har i nogle af områdets åer.

Køge Bugt Fiskepleje deltager ikke i Fishing Zeeland turistnetværket.

Artiklen er fra Fisk & Fri nummer 8-2018