Tag-arkiv: CO2

Klimaskadeligt regimeskifte


FN’s verdensmål 14

NB: Det her omtalte regimeskifte har absolut intet med det nylige tronskifte at gøre. Læs videre for at se, hvad det så er for et skifte, der er tale om!


Den tidligere S-regering havde ellers besluttet, at det miljøskadelige fiskeri med bundslæbende redskaber skulle forbydes i Lillebælt. I form af bundtrawl og muslingeskrab.

Det blev imidlertid et forbud, den nuværende fødevareminister Jacob Jensen (V) som en af sine allerførste ministergerninger ophævede. Den dag i dag bundtrawles og skrabes der således muslinger helt som hidtil. Som om intet var hændt.

Dette er uforståeligt, da regeringen jo selv har vedtaget en klimaplan, der skal mindske udslippet af CO2 og dermed bremse den globale opvarmning. Vi ved i dag, at netop bundtrawl er uhyre skadeligt for klimaet – via store udslip af CO2. Det blev dokumenteret af en stor undersøgelse offentliggjort i foråret 2021:

Et team på 26 forskere fra universiteter i primært USA, men også Canada, Frankrig og Tyskland satte sig for at kvantificere den øgede udledning af CO2 i områder med hyppigt bundtrawl. De ville undersøge, hvad den hårdhændede fiskemetode betød for frigivelse af CO2 fra havbunden, når denne trawles igennem igen og igen af tunge redskaber.

Klimaskadelig aktivitet

Man vidste, at der naturligvis måtte være en effekt af dette fiskeri, men man var ikke klar over størrelsen. Gentagen gennemtrawling af havbunden svarer til gentagen gravning af haven eller pløjning af marken: 

Ved hver passage hen over og gennem havbunden, med tunge bundskrabende redskaber, frigives kuldioxid til først vandet og siden atmosfæren.

Kuldioxid, som heroppe bidrager til den uønskede globale opvarmning. Kuldioxid, som frigivet til vandet også bidrager til den stigende forsuring af havet. Kuldioxid, som derfor burde ligge sikkert deponeret i havbunden, hvor det ingen skade gør.

De 26 internationale forskere har beregnet, at den samlede CO2-frigivelse under fiskeri med bundtrawl i runde tal svarer til det bidrag, som den samlede flytrafik leverer. Godt og vel.

Således nåede forskerteamet frem til, at det samlede fiskeri med bundskrabende redskaber hvert år bidrager med et udslip på mellem 600 og 1.500 millioner ton CO2. Den samlede globale flytrafik blot godt 900 millioner ton.


Den samlede CO2-frigivelse ved fiskeri med bundtrawl svarer til det CO2-bidrag, den samlede flytrafik leverer.


Hertil skal så lægges den kendsgerning, at der ydes massive tilskud til brændstof til fiskerierhvervet, hvilket kun øger problemet. Droppede man blot den statslige subventionering, ville det skadelige og energikrævende fiskeri med bundtrawl og muslingeskrabere hurtigt dø ud af sig selv – grundet de høje omkostninger til brændstof. 

Samtidig ville havbunden få ro til at regenere og genudvikle sin tidligere biodiversitet. Fiskebestandene ville blomstre op og det skadelige udslip af kuldioxid blive bragt til afslutning. De pågældende lande ville samtidig spare en masse kostbare tilskud til brændstof. En win-win-win situation.

Denne undersøgelse er den første af sin slags, som formår at dokumentere effekten af bundtrawl på ikke bare det lokale bundmiljø, men også klimaet, som jo er en global størrelse.

Når der bundtrawles i Kattegat, ødelægger det ikke blot bundmiljøet her. Det tilfører atmosfæren nyt CO2 og bidrager dermed til at øge den globale opvarmning.



Mudderbund med svovlbakterier



Regimeskiftet

Under normale omstændigheder – uden bundtrawl – vil en stor del af det nedsynkende kulstof lagres i bundsedimentet som inaktivt og uskadeligt. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.

Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden.

Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid i bunden. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op, hvilket medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt. Kort sagt: Bunden mudrer til.

Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.

Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som kræver tilstedeværelse af større dyr i og på havbunden. Uden dem ingen fuldstændig nedbrydning. Kun mere bakteriefyldt sort slam.

Kun bakterier tilbage

Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden. Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning. 

Disse vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger. Samtidig vil man ikke få den fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og stofomsætning.


Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen. Først når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen igen er ophørt. Det tager typisk flere år. Hvis det nogensinde sker. Intet tyder jo på, at vandmiljøet bliver bedre. Vi ser derfor, at områderne med iltsvind vokser i stedet for at mindske.


Slutresultatet vil være en bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være de større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for større dyr som fisk og skaldyr.

Der er sket et regimeskifte, som man kalder denne sidste fase i en døende havbunds liv.


Bekymrede borgmestre

Sidst i 2023 gik tretten jyske og fynske borgmestre sammen om en skrivelse til miljøminister Magnus Heunicke (S). Borgmestrene vil have ministeren til hurtigst muligt at forbyde alt trawlfiskeri i Lillebælt. Det fortæller TV2 Fyn, som er kommet i besiddelse af brevet.

“Der er brug for handlekraft og tempo for at redde havmiljøet i Lillebælt”, skriver de tretten bekymrede borgmestre – herunder i alfabetisk og geografisk rækkefølge: 


  • Jan Riber Jakobsen, Aabenraa
  • Søren Steen Andersen, Assens
  • Hans Stavnsager, Faaborg-Midtfyn
  • Steen Wrist, Fredericia
  • Mads Skau, Haderslev
  • Knud Erik Langhoff, Kolding
  • Tonni Hansen, Langeland
  • Johannes Lundsfryd Jensen, Middelfart
  • Mette Landtved-Holm, Nordfyn
  • Bo Hansen, Svendborg
  • Erik Lauritzen, Sønderborg
  • Jens Ejner Christensen, Vejle
  • Peter Hansted, Ærø

Det er værd at understrege, at trawlende både meget ofte er hjemmehørende i helt andre kommuner end de ovennævnte. De tager gerne på langfart og ødelægger således ofte andre resurser end deres egne hjemlige. Ansvarsfølelsen for havmiljøet kan derfor ligge på et meget lille sted.

Fællesskrivelsen til miljøministeren kommer efter den seneste iltsvindsrapport, som konkluderer, at niveauet af iltsvind har nået det højeste i 20 år. Borgmestrene henviser til, at vandmiljøet og fiskebestanden i Øresund har det langt bedre end andre steder, hvor der trawlfiskes.

Netop Øresund er på grund af den tætte skibstrafik friholdt for trawlfiskeri og har derfor været et fristed for fiskebestanden, som blomstrer og har det godt – trods ellers den massive udledning af næringssalte. Kombinationen af frisk strøm og manglende trawlfiskeri er forklaringen.

Det fremgår ikke af TV2’s artikel, hvorvidt der også er tale om muslingeskrab, der ligeledes ødelægger bundmiljøet. Eller kun rendyrket trawlfiskeri.


©️ 2024 Steen Ulnits


Hvad de 26 forskere fra Univerity of Washington fandt ud af


Læs mere om de forskellige fiskemetoder og deres virkning


 

Brint bare bedst – eller hvad…?

Solen i vort solsystem kører på brint og har gjort det i ganske mange år. Gasarten brint betragtes derfor ofte som fremtidens energiform. Den nedbrydes nemlig til rent vand, som jo ikke skader miljøet.

Men brint er ikke bare brint. Alt afhænger nemlig af, hvor den stammer fra, og hvordan den fremstilles…

Der er megen fokus på udfasning af fossile brændstoffer i disse år. Og erstatte dem med vedvarende energi stammende fra sol og vind.

Årsagen er den simple, af afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas udleder store mængder kuldioxid , CO2, til atmosfæren.

Og CO2 er en kraftig drivhusgas. Det vidste den svenske videnskabsmand Arrhenius allerede i 1896. CO2 er således stærkt medvirkende til den globale opvarmning, som udgør en trussel mange steder.

Global opvarmning

Dels for isbjørnene i Arktis, hvor bjørnenes eksistensgrundlag – isen – er ved at forsvinde. Og dels i troperne, hvor selv mindre stigninger af havniveauet kan være fatale på steder som eksempelvis Maldiverne. De små og lave øer oversvømmes helt enkelt.

Da der ikke udledes klimaskadelig CO2 ved afbrænding af brint, ses denne gasart ofte som fremtidens energi. For når først man får lært at spalte brint fra havvand, er resurserne jo ubegrænsede.

Men så langt er vi desværre ikke kommet endnu, og det er emnet for denne artikel. Vi er langt fra nået dertil, at der kommer mere ud af brintudvindingen, end der skal tilføres af energi for at få den til at ske.

Brint er ellers universalbrændstoffet i hele universet. Solen eksempelvis forbrænder eller omdanner brint til helium i et omfang, vi her på Jorden slet ikke kan fatte. Men uden denne forbrænding af brint ville der ingen energi være til os på den Blå Planet – i form af livgivende lys og stråling.

Brunkul og sortkul

Den australske energigigant AGL har netop meddelt, at man planlægger en produktion af brint på sit store kulanlæg ved Loy Yang A i staten Victoria. Her vil man omdanne miljøfjendsk kul til miljøvenlig brint.

– Men hvordan gør man egentlig det, og er det nu en miljøvenlig produktion?

Kul består primært af kulstof, men indeholder også mange andre stoffer. Et af disse stoffer er brint, som imidlertid ikke er umiddelbart tilgængeligt i kullene. Først skal kullene afgasses, så de frigjorte forbindelser kan reagere med vand, og først da får vi den frie gasart brint.

Og kul er ikke bare kul. Det kender vi selv herhjemmefra, hvor brunkul i tidligere tider var et vigtigt brændsel. I modsætning til det langt mere energirige sortkul, også kaldet stenkul. Koks er afgasset sortkul, som derefter brænder renere med mindre slagger end sortkullet selv.

Det korte af det lange er, at kul indeholder gasser, mens koks er det samme bare afgasset. Afgasningen sker under iltfri forhold.

Afgasning

Alle fossile brændstoffer – det være sig kul, olie eller gas – stammer fra nedbrudte plantedele. Gennem millioner af år udsættes disse for højt tryk og megen varme, så den døde biomasse indeholder stedse mindre kulstof og færre organiske planterester.

Undervejs falder indholdet af ilt og brint, mens andelen af kulstof stiger. Kullet vil dog stadig indeholde både kulstof, ilt, kvælstof og svovl, som frigives til atmosfæren under afbrænding. Det resulterer i røg, der regner tilbage til jorden som sur salpetersyre og svovlsyre.

Det er disse stoffer, som har stået bag forsuringen af svenske og norske vande – primært bragt dertil med vinden fra industriområder i England og Nordeuropa.

Den sure nedbør sænker vandets pH til kritisk lave værdier, hvor fisk og andet liv i vandet ikke længere kan eksistere. Hvis de ikke dør direkte af det, hindrer det sure vand formeringen hos flere fiskearter. Og så uddør den pågældende art jo til sidst.

Men tilbage til produktionen af miljøvenlig brint ud fra miljøskadelig kul. Når man forbrænder et fossilt brændstof som eksempelvis kul, produceres der varme og kuldioxid som slutprodukt af forbrændingen. End of the road.

Forgasning er i stedet en omdannelse af faste brændstoffer som eksempelvis kul og olie til brændbare gasser – her blandt andet brint. Det forholder sig sådan, at brændsler som træ, tørv, brunkul og stenkul kan forgasses fuldstændigt, så kun asken bliver tilbage.

Men hvis disse brændsler ophedes uden adgang til ilt, sker der en afgasning: Tjære og gas drives ud, mens koks eller trækul bliver tilbage. Gasudbyttet kan øges ved at sende vanddamp og lidt luft igennem det glødende lag. Herved kan processen nærme sig en total forgasning.

Forgasning i gasgenerator

De resulterende gasser er ikke helt oxiderede, hvorfor de kan afbrændes og bruges som brændstof. Denne forgasning kendes fra Anden Verdenskrig, hvor der var udbredt mangel på benzin til datidens biler. Kloge hoveder fandt da på at montere deres biler med såkaldte gasgeneratorer, som i princippet var kakkelovne monteret bag på bilen.

Man fyrede med små stykker træ, som forgassede i kakkelovnen og dannede gas ved den ufuldstændige forbrænding. Denne gas blev renset og brugt som brændstof, hvilket ikke var ret effektivt. Men det virkede, og man havde jo ikke andre muligheder.

Den udvundne gas bestod primært af kulilte og en del andre gasarter, som sodede systemet ved forbrænding. Der måtte derfor indkobles forskellige filtre og kølere, inden den rensede gas nåede motoren og blev forbrændt her. Man regnede med, at der skulle omkring 2,5 kg bøgebrænde til for at opnå samme effekt som 1 liter benzin. Det var lidet effektivt.

Brunkul bare bedst

Den målrettede produktion af brint ud fra kul starter derfor med en delvis oxidation eller forbrænding. Kullene tilføres en smule luft, hvilket resultater i produktion af CO2 på vanlig forbrændingsvis.

Denne kuldioxid reagerer via vanddamp med det tilbageværende kul og danner nu kulmonoxid (kulilte) samt den ønskede brint, der siden kan brændes af – med vanddamp som eneste og helt uskadelige slutprodukt.

Processen foregår lettest og mest effektivt med brunkul, som er lettere at forgasse end stenkul. Medvirkende hertil er blandt andet, at brunkul allerede eller stadig indeholder en smule brint.

Slutproduktet brint er i sig selv et rent og miljøvenligt brændstof, da afbrænding af brint udelukkende resultater i dannelse af uskadelig vanddamp. Men hele den her beskrevne proces frem til slutproduktet brint er ganske energikrævende og resulterer derfor i udledning af den uønskede drivhusgas CO2. 

– Så hvorfor vil man nu alligevel i Australien til at bøvle med denne ret besværlige proces?

Overvejelserne down under går på, at man ved at producere brint centralt og i store mængder på et enkelt sted kan begrænse forureningen og CO2-udledningen meget mere, end man ville kunne, hvis den udledte CO2 i stedet kom decentralt fra en masse biler – der kører rundt på gas, diesel eller benzin udvundet af olie fra undergrunden.

Men det helt store og overordnede regnestykke skal der nok blive mange og meget delte meninger om. De er der allerede.

© 2019: Steen Ulnits

Pejsefoto: Jørgen Stybe – Tegning: Gunnar Johnson


Efterskrift: Der er næppe tvivl om, at fremtidens produktion af brint vil blive mere effektiv og miljøvenlig, end den er i dag. Men indtil da kan udvinding af brint fra kul måske være et skridt på vejen. Mener altså den australske energigigant AGL i staten Victoria.

Andre mener, at denne teknologi blot vil være endnu en forsinkende hindring på vejen mod udvikling af bæredygtig energi i form af eksempelvis vindmøller og solceller.


Læs om Biobrændsel, dets muligheder og faldgruber i artiklen her.

 

 

 

Biobrændsel kort fortalt

Der verserer netop nu en heftig debat om brugen af biobrændsel for at begrænse den globale opvarfmning. Det er en tre-strenget debat, som forvirrer mange – unødigt.

Allerførst: Alle er efterhånden enige om, at det skal være slut med afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas. Det har taget millioner af år at danne dem, og nu brænder vi dem af i løbet af nogle få århundreder – med frigivelse af al den lagrede CO2 til atmosfæren. Og den svenske forsker Arrhenius vidste allerede i 1896, at netop CO2 var den vigtigste drivhusgas, når det gjaldt opvarmning af Jorden. Intet nyt under Solen.

Dernæst: Det gælder derfor om at erstatte kul, olie og gas, som ikke kan fornyes i vor egen levetid, med biobrændsel, der kan fornyes i løbet af relativt få år eller årtier. Det kan være affaldsstoffer fra fødevareproduktionen, der pludselig bliver attraktive i sig selv. Eller det kan være træpiller og træflis, som er dyrket udelukkende for at blive brændt af i små og store kraftvarmeværker. Man sørger for at plante mindst lige så meget, som man forbruger – helst mere.

Endelig: Hvis det hele foregik i et lukket kredsløb eller i hvert fald inden for landets egne grænser, da ville det være nogenlunde let at holde styr på klimaregnskabet. Imidlertid importerer et land som Danmark det meste af sin træflis fra udlandet. Og da træflis udgør mere end halvdelen af vort forbrug af biobrændsel, må vi løbende importere store mængder af det fra udlandet. Eksempelvis fra Estland, hvis rigeste mand netop har skabt sin formue ved eksport af træflis.

Der er to problemer i dette: For det første har vi ingen eller kun uhyre ringe kontrol med, om der nu også bliver genplantet så mange træer, at de kan erstatte skovningen til træflis. Vi ved desværre med sikkerhed, at det ikke altid er tilfældet. Det koster jo at genplante så mange træer, at man ofte springer over her. Og da vælter hele klimaregnskabet naturligvis.

For det andet er der transporten. Det koster naturligvis store mængder energi og resulterer i store udledninger af CO2, når man skal transportere eksempelvis træflis helt fra Rusland eller Estland og til Danmark. CO2, der naturligvis også skal tages med i det samlede klimaregnskab. Selv om FN mener noget andet.

Klimarådet advarer mod at følge FN’s regler

Man skal paradoksalt nok ikke stole på energibranchen selv, når det gælder udtalelser om netop energi. Den er hverken nøgtern eller uvildig. Branchen forsvarer selvfølgelig sine dispositioner, hvis den allerede har investeret millioner i brugen af eksempelvis træflis. 

Og da er det jo både svært og svært ærgerligt at få at vide af andre eller selv at erkende, at træflis alligevel ikke er så bæredygtig en energiform, som man gik og troede eller havde bildt sig selv og andre ind.

Klimarådet har netop taget afstand fra VLAK-regeringens klimaplan fra oktober 2018. Den baserede langt størstedelen af CO2-reduktionerne på luftige kreditter og annullering af CO2-kvoter. Varm luft i lange baner.

Klimarådet anbefaler samtidig, at Danmark fraviger fra FN’s ellers gældende regler om biomasses klimabelastning. FN betragter i dag afbrænding af biomasse som CO2-neutralt. Og det er det jo langt fra altid – jævnfør indledningen til denne artikel.

Det er blot uhyre bekvemt for lande som Danmark, hvor biobrændsel som træflis og træpiller udgør over halvdelen af forbruget, at regne biobrændsel som CO2-neutralt. Det lyder godt og ser jo pænt ud i regnskabet.

Men det er desværre også årsag til, at flere udenlandske forskere nu kalder de danske CO2-regnskaber for snyd på vægten. De mener, at det danske klimaregnskab kun kan opfordre lande som Brasilien til at brænde mere regnskov af. 

Når vi nu bare selv brænder løs herovre i lille Danmark, som vi for længst har ryddet for skov…

© 2019 Steen Ulnits


Efterskrift: Det er netop kommet frem, at Københavns Kommune, i sin iver efter at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad, importerer store mængder træ til afbrænding – fra Amazonas…

I februar 2020 ankom skibet IDC Pearl således til Amagerværket i København. Ombord var 32.117 tons træflis fra Brasilien, der skal brændes af som “vedvarende energi” til opvarmning i København.

Træet stammer fra plantager, der engang var en del af Amazonas såkaldte “cerrado” – et område med tropisk skov og savanne rigt på dyre- og planteliv. Men den brasilianske cerrado har længe været under pres på grund af afskovning.

Med sin massive import af træflis herfra bidrager Københavns Kommune således aktivt til afviklingen af livgivende regnskovsområder i Amazonas.

Trist – og bare for dumt. Som det skrevet står i sangen:

– Det sku’ vær’ så godt, men så var det faktisk skidt… 


Læs om Brintenergi, dens muligheder og faldgruber i artiklen her.


 

 

 

 

 

 

Det grønne skæbnevalg

Efter fire års rædselsregime for miljøet med først Eva Kjer Hansen (V) og siden Esben Lunde Larsen (V) som ansvarlige ministre stod alt på spil ved folketingsvalget i 2019.

Der måtte ryddes op i virvaret af vindmøllevenner, kvotekonger, havbrugere og andet godtfolk, som siden det foregående valg havde lagt sig grundigt i ske med ministre og embedsværk – eller sågar var hoppet i badekarret sammen med Bubber. Den regerende del af det danske folketing havde nået et hidtil uset bundniveau, hvor flere italienske og græske politikere efter sigende overvejede en studietur til Danmark – for om muligt at lære helt nye tricks…

Anyway. Det gik heldigvis godt. Regeringen blev sat af pinden, og den nye regering lovede om ikke guld så i hvert fald grønne skove. Og en klimapolitik, der både kan og skal holde den globale opvarmning i ave. Men inden det nåede så vidt, var der lige nogle nye spørgsmål, som vælgerne måtte tage stilling til:

Lige pludselig var klimaet nemlig kommet på alles læber og partiernes dagsorden. Greta Thunberg, en 16-årig svensk skolepige, havde strejket i protest mod politikernes manglende stillingtagen til det klima, som var hendes og ikke deres fremtid. Runkedorerne i dansk politik fnyste og havde kun foragt til overs. De yngre var lidt mere usikre.

Selv hendes egne partifæller så i hvert fald beskæmmet bort, da Pia Kjærsgaard (DF) op til valget skærpede skytset og fyrede den om klimatosserne af – afventende det bifald, der aldrig kom. Nok det største politiske selvmål til dato fra nogen partileder. Så meget ude af trit med virkeligheden og så endda som formand for Folketinget. Tsk… 

Midt under valgkampen lod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så en bombe af de lidt større springe: Han foreslog i ren desperation, at han gerne ville gå i regering med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen – hvis bare han så mindeligt måtte forblive statsminister. For enhver pris. Den røde lejr tog tælling et kort øjeblik.

For historien viser jo, at Venstre og Socialdemokratiet på mange måder står hinanden nær og meget ofte stemmer for de samme ting. Eksempelvis flere forurenende havbrug. Eller fortsat brug af diverse sprøjtegifte, som ellers måtte være på vej ud. Heldigvis besindede Mette Frederiksen sig og lovede, at hun ville være en ren rød regeringsleder.

Der blev undervejs i valgkampen lukket varm luft ud i lange baner. De samlede danske CO2-udledninger var i 2018 godt fem millioner ton højere, end regeringen selv havde forventet. Fortsætter vi denne kurs, skal Danmark 7-doble hastigheden i indsatsen efter 2030 for at nå klimamålene. Det viser beregninger fra organisationen CARE. 

– Det er ikke tilfredsstillende, indrømmede klimaminister Christian Lilleholt (V). Han mente dog, at man skal se på det lange seje træk, hvor vi arbejder frem mod klimaneutralitet i 2050. Det virkede på en eller anden mærkelig måde om noget, man havde hørt rigtig mange gange før?

Et af omdrejningspunkterne i valgkampen blev for mange lov L 111 om flere forurenende havbrug i det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret. Hvor der kun er grådighedsrum og intet rådighedsrum. Det hele startede med daværende fødevareminister Dan Jørgensens (S) totalt ugennemtænkte forslag fra 2014 om udvidelse af den danske akvakultur – med flere nye forurenende havbrug.

Da miljømålet i den næstfølgende regering pludselig stod gabende tomt, kunne den nye fødevareminister Esben Lunden Larsen (V) elegant trille bolden over stregen med vedtagelsen af den omstridte lov L 111, der pludselig gav Venstres mange venner i havbruget muligheder for at score nye nemme millioner. Uden rensning af spildevandet. Flere åbne kloakker direkte ud i Kattegat.

Alternativet ønsker at se sig selv som et miljøvenligt parti, der skal redde verden. Desværre flyver og farer de selv mere, end godt er. Verden rundt. Medierne gik i dybden med det alternative partimedlem Carolina Magdalene Maiers mange rejser – hvilket ledte til kåringen af hende som årets helt store rejsedronning. 

Kåringen skete på baggrund af de mange fotos og rejsebeskrivelser, hun selv havde lagt op på Facebook. Heriblandt partifester i Paris og dykkerrejser til Mellemøsten. Stik modsat hendes opfordringer til danskerne om, at de skulle lade være med at tage flyet og i stedet holde klimavenlig ferie hjemme i Danmark. Hykleri hedder det vist. Og det straffes af vælgerne. Caroline Maier røg ud af Folketinget med et brag.

Ovenstående påstand hoppede danskerne alligevel ikke på. Men tænk, at Carsten Bach (LA) som uddannet geolog kunne få sig selv til at sige det – i en tid, hvor det ene nye pesticid efter det andet tikker ind på tavlen. Hentet op fra netop det danske grund- og drikkevand. Som resultatet af mange års hjernedød brug af pesticider, hvis langsigtede egenskaber ingen anede eller aner noget om. Men som myndighederne alligevel godkendte – og på ufattelig vis stadig godkender.

Der blev da også helt stille i forsamlingen, da Carsten Bach netop havde fyret ovenstående svada af. For sagde han virkelig det? Vælgerne kvitterede efterfølgende for hans påstand ved at sende ham lukt ud af Folketinget. Her kan han fortsat rådgive danskerne om det sunde danske grundvand – nu blot i privat regi.

Det var de Konservative, der fik væltet Eva Kjer Hansen (V) af pinden som fødevareminister, da hun præsenterede den usandfærdige Landbrugspakke som dikteret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Det var Rasmus Jarlov (K), der gennemskuede bedraget og fik afsat fødevareministeren.

Men det var selvsamme Jarlov, som blev helt stille, da de Konservative først var kommet i regering og han selv havde fået stillet en ministerbil til rådighed. Plus naturligvis ministerløn og ministerpension. Så stemte Rasmus Jarlov gladeligt for både Landbrugspakken, som han ellers havde taget afstand fra, og lov L 111 om flere forurenende havbrug. Så meget for de Konservative som Blå Bloks grønne stemme…

Som valgkampen skred frem, blev selv de borgerlige partier mere og mere grønne. Ja, de kappedes nærmest om at love bedre miljø og flere grønne elbiler – med Lars Løkkes halve million som den foreløbige vinder af budrunden. – Hvad gør man ikke for at vinde et miljøvalg, når man er totalt bagud på point efter fire år med totalt modsatrettede handlinger? Med tiltag på tiltag til direkte skade for miljøet?

Det hjælper jo heller ikke på partiets grønne image, når ens egne interesseorganisationer – Bæredygtigt Landbrug samt Landbrug & Fødevarer – trækker i stik modsat retning. Eksempelvis ved at gå til domstolene for retten til også fortsat at sprøjte pesticider ud over sårbare drikkevandsboringer. Endnu et skud i foden med giftsprøjten.

Enhedslisten manifesterede sig under hele valgkampen som et seriøst parti, man ville kunne regne med i en kommende mulig regeringssammenhæng. Trods partiets ellers meget dårlige erfaringer med den tidligere Røde Regering, der jo blev styret fra det Sorte Tårn af den Blå Bjarne. – De pisser på os, sagde en vred Johanne dengang.

Det viste sig, at Pernille Skipper var en værdig arvtager for stemmeslugeren Johanne Schmidt Nielsen. Mange havde ellers frygtet for resultatet af Enhedslistens ganske sunde regel om, at man kun kan sidde et vist antal år i Folketinget – inden det er ud af vagten og ind med en anden. Skipper klarede imidlertid magtskiftet på forbilledlig vis. Med miljøet højt på dagsordenen.

Det ville de, og Danmark har igen en miljøminister som alle andre civiliserede lande. Det var ellers et rigtig smart træk eller trick, da Lars Løkke reelt nedlagde det for landbruget så besværlige Miljøministerium – ved at underlægge det landbrugets Fødevareministerium. Da Eva Kjer Hansen (V) først var væltet, kom den rettroende Esben Lunde Larsen (V) til.

Han fortsatte arbejdet med at nedbryde miljøet og kontrollen med det. Han trak dele af Miljøstyrelsen helt ind i ministeriet og undgik derfor behændigt mulige krav om aktindsigt. Og hastebehandlede så ellers vennernes sager om fiskekvoter og havbrug. Vi har aldrig set noget lignende i Danmark. Nu skal den nye miljøminister Lea Wermelin (S) så forsøge at genoprette tilliden til både Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen. Det bliver svært.

Ud over slutspurtens klimatosserier fra Pia Kjærsgaard, så gjorde Dansk Folkeparti sig i hele valgperioden skyldige i total ansvarsfraskrivelse. Efter et rekordgodt valg var der ellers muskler og stemmer nok til at gå i regering, men det turde DF bare ikke. Måske de hele tiden frygtede FELD og MELD og Messerschmidt. Vi ved det ikke.

Partiet blev i hvert fald hængende ude på sidelinjen, hvorfra man mente at kunne få flest DF mærkesager igennem. Men vælgerne var skuffede og straffede DF hårdt ved valget. Ikke mindst de DF’ere, der havde ført sig frem som varme fortalere for flere forurenende havbrug, blev sat fra bestillingen efter et rekorddårligt valg, der halverede Dansk Folkeparti.

Dette gjaldt i særlig grad værtshusparret fra den nordjyske by Mariager, Pia Adelsteen (DF) og Kim Christiansen (DF), som begge havde været blandt de varmeste fortalere for flere forurenende havbrug ud for Djursland. Det lå jo tilpas langt fra Mariager Fjord. Ikke mindst Pia Adelsteen deltog meget aktivt i debatten og opbakningen til Esben Lunde Larsen.

Begge røg de ud efter valget – ud af Folketinget og tilbage til værtshuset i Mariager. En skæbne, de måtte dele med bror-søsterparret Anders Samuelsen (LA) og Merete Bock (LA), der begge røg ud sammen med førnævnte partifælle Carsten Bach. Det gav lidt frisk luft i Folketinget – og partistifter Samuelsen en del at tænke over.

Men ikke kun regeringspartierne blev straffet. Det gjorde også Alternativet, som foretog en sidste besynderlig handling op til valget:

Partiet opstillede en storforurenende havbruger, som netop var taget i at fuske med sine “økologiske” ørreder. Fisk, der havde været på afgiftning og tvangsøkologisering i Storebælt efter en malakitgrøn og giftfyldt barndom i Jylland.

Havbrugeren fra Bisserup kom ikke ind. Alternativets Christian Poll, som aktivt forsvarede opstillingen af den storforurenende havbruger til Folketinget, røg selv ud efter valget. Med sig fik han det lidet attraktive hashtag #ExitPoll. 

Flugten til Amerika

Det var dog billigt sluppet sammenlignet med det totalexit, som overgik Esben Lunde Larsen (V) før valget. Han fik først frataget Fiskeriministeriet, som han ikke formåede at bestyre. Og siden Fødevareministeriet, da skeletterne for alvor begyndte at rasle ud af skabene også her.

Esben Lunde Larsen valgte endda at droppe både ministerium og politikerkarriere, da han nærmest overnight flygtede over Atlanten – til et beskyttet arbejde i en grøn (!) amerikansk tænketank støttet af den danske stat. Skatteyderbetalt.

Så jo – det var bestemt ikke noget kedeligt valg. Og heldigvis så endte det jo lykkeligt for den trængte danske natur og det hårdt pressede danske vandmiljø.

Med en rød regering, der har lovet at være grøn.

Det må vi holde den fast på!

© 2019 Steen Ulnits


Du kan finde mig her på Instagram:

www.instagram.com/steenulnits


Og her på Facebook:

www.facebook.com/steenulnits

Ja Tak til Gudenåen – Nej Tak til Tange Sø

Folkemødet 2019 havde for første gang deltagelse af Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø, som kæmper for en genskabt og frit strømmende Gudenå.

Her er et par af de plancher, som vakte mest opmærksomhed på mødet – som fik forbipasserende til at stoppe op og få en snak. Plancherne er overskuelige og gode at blive kloge af på kort tid – hvis man gerne vil danne sig et overblik over en kompliceret sag, der nu har varet i snart 100 år. En sag, der med implementeringen af EU’s Vandramme-direktiv fra 2000 skal være afklaret inden 2028.

Vor vision er, at Gudenåen – Danmarks længste vandløb – atter skal kunne slynge sig frit, hvor vandkraftmagasinet Tange Sø i dag ligger. Vor vision er at genskabe den istidsådal, der sammen med flere bøndergårde blev oversvømmet, da Gudenaacentralen i 1920 byggede sin dæmning over Gudenåen og efterfølgende påbegyndte elproduktion i Tangeværket.

Vi vil give landets længste vandløb og eneste flod livet tilbage. Dels for naturens egen skyld, så fugle og fisk atter kan boltre sig frit mellem strømhvirvlerne. Og dels for, at Danmark skal kunne leve op til EU’s Vandramme-direktiv og dets krav om, at vandmiljøet skal være i en “god økologisk tilstand” inden 2028. Det vil kræve fri passage ved Tange Sø.

Vi støtter ikke op om den foreslåede løsning, hvor man vil grave et 10 kilometer langt kunstigt omløb langs den 10 kilometer lange kunstige og opstemmede Tange Sø. Formedelst 150 millioner kroner. Vi er stærkt imod dette forslag.

Det vil være århundredets Molbo-historie, hvis man skulle beslutte sig for dette – hvis det skulle blive den laveste politiske fællesnævner at grave en kunstig kanal langs en kunstig sø. Af hensyn til nogle få borgere, der bor og har bygget i Ans og omegn. 

Det vil være realpolitik af værste skuffe – når man nu i stedet og med ganske få greb kunne genskabe et fantastisk naturområde i den gamle istids-ådal. Til glæde for alle – fastboende som tilrejsende. Danskere såvel som udlændinge.

Så hellere vente endnu nogle år, indtil der dukker voksne mennesker op i debatten. Som kan hæve sig bare lidt over den mudrede søbund og se sagen i et helikopterperspektiv. Som kan se, at fremtiden for landets længste vandløb er en sag for hele den danske befolkning – en sag, som ikke blot skal afgøres af nogle få borgere i lokalområdet.

Gudenaacentralens koncession på at bruge Gudenåens vand udløb i år 2000. Og efter snart tyve års dispensationer og forlængelser har Miljøstyrelsen nu endegyldigt sagt stop for den fortsatte elproduktion.

Der skal træffes en beslutning inden 2028.

2019 Steen Ulnits


Ovenstående plancher, som vi med stort held brugte på Folkemødet 2019, er til fri afbenyttelse i den gode sags tjeneste. Blot det sker med behørig kildeangivelse:

Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø