Tag-arkiv: Cheminova

FMC Cheminovas spildevandsudledning

– Regner Region Midtjylland og Lemvig Kommune mon eget spildevand med i FMC Cheminovas udledninger?

Bjarne Hansen, Thyborøn skriver:

“Mens vi venter på Godot. Eller rettere sagt: ”Høringen” i Folketinget den 12-6-2024 omkring DR-afsløringen af FMC Cheminovas spildevandsudledning til Vesterhavet.

Det handler om, hvordan Miljøministeriet på kreativ vis var i gang med at ”puste” udledningstilladelsen op, så den også kunne rumme de offentlige udledninger.

Det er i bund og grund en gang rod. Miljøministeren agerer, som om det kun er FMC´s processpildevand, der udgør problemet. Men sådan hænger det slet ikke sammen. I virkeligheden kan det endda være, at FMC’s processpildevand udgør den mindste del af problemet.

Problemet er efter min opfattelse ikke FMC’s processpildevand. Problemet er, at myndighederne (Miljøstyrelsen, Regionen og Lemvig Kommune) selv har store mængder forurenet grundvand, som de skal have ledt ud gennem FMC’s rensningsanlæg. Så meget, at det vælter det samlede udledningsregnskab.

Det er her, Miljøministeriets kreative miljøregnskab bliver en realitet. Her, DR 21-søndag tager dem med bukserne nede – i færd med at pynte på regnskabet, så det i tilgift også kan rumme det forurenede grundvand.

Ud over det, så har myndighederne et forklaringsproblem for flere andre udledninger af forurenet grundvand. Når det forurenede grundvand ledes gennem rensningsanlægget, bliver det ”registreret” og en del af det samlede regnskab. Og det giver myndighederne et nyt problem.

– Har FMC overhovedet en udledningstilladelse til det forurenede grundvand fra myndighederne?

Men kan man nu lede det forurenede grundvand direkte ud til havet eller fjorden, så bliver det ikke ”registreret” og kommer dermed ikke med i regnskabet – den samlede belastning af hav og fjordmiljøet.

Det ser vi eksempelvis på det forurenede grundvand, som tilgår Limfjorden fra Rønland. Altså uden om rensningsanlægget, og det er ikke små mængder – helt op til 9.000 gange over Vand Kvalitets Kravet (VKK).

Her ligger Regionen og Miljøstyrelsen lige nu i retssag om, hvis ansvar det så er. Også afværgen under Thyborøn By i Lemvig Kommune kører uden om den ”registrerede” belastning af hav og fjordmiljøet.

Grundvandet under byen bliver pumpet ”urenset” over i Thyborøn Sø, hvor man har åbnet slusen, så søens vand og dermed det forurenet grundvand har fri adgang til Limfjorden. Man udleder altså forurenet og urenset grundvand ud til Limfjorden, fra Thyborøn by via Thyborøn sø.

Derudover har vi den registrerede og/eller skønnede udsivning til Limfjorden fra Den Gamle Fabriksgrund og Depot for Tungmetalforurenet Havneslam. Det udgør tilsammen 30.000 m3 forurenet grundvand.

Den samlede tilførsel af forurening til hav- og fjordmiljøet omkring Cheminova er enorm. Vi kan derfor ikke kun koncentrere os om fabrikkens spildevandsudledning fra rensningsanlæg til Vesterhav, når vi snakker Vandrammedirektivet fra EU.

Direktivet dækker nemlig hele vandmiljøet. Både hav og fjord. Her er det derfor den samlede belastning til både Vesterhav og Limfjord, vi skal regne med.

Men det gør man ikke i øjeblikket, hverken i Miljøministeriet eller i den pågående ”høringsproces”. Og det er forkert.”

Tekst:

Bjarne Hansen

Miljøforkæmper, Thyborøn

Indlægget er bragt i Lemvig Dagblad

Foto: Steen Ulnits

Svovldepoterne på Øst-Rønland

– Hvor stammer det giftige havskum fra?

Der er tidligere fundet forhøjede koncentrationer af PFAS-stoffer i græs og overfladevand ved Harboøre og på Agger Tange, uden at man har fundet kilden.

Samtidig har tidligere prøver vist, at PFAS kan opkoncentreres til høje koncentrationer i havskum. På den baggrund er der opstået spørgsmål om, i hvilket omfang PFAS kan være transporteret via vestenvinden og havskum ind over land. At det fundne PFAS således skulle stamme fra havet og dermed kunne være ført hertil af Jyllandsstrømmen. Fra store tyske floder som Rhinen med udløb i Atlanterhavet.

Det var ønskedrømmen, at problemet skulle være internationalt – at de fundne PFAS-stoffer således var påført os uskyldige danskere udefra. I november gik Naturstyrelsen derfor i gang med stikprøveundersøgelser for PFAS-forurening på en række af statens naturområder. Stikprøverne skal være med til at give et overblik over mulig forekomst af PFAS i græs og vand på arealer tæt på havet.

Som forvalter af statslige naturområder arbejder Naturstyrelsen tæt sammen med Miljøstyrelsen og de øvrige relevante myndigheder samt regioner og kommuner i forhold til PFAS. Naturstyrelsen sætter nu i samarbejde med Miljøstyrelsen gang i stikprøveundersøgelser for en række PFAS-stoffer 60 forskellige steder på statens naturområder.

Der er tale om stikprøver i et bælte på én km fra havet langs Vestkysten fra Skagen til grænsen og langs den sjællandske vestkyst fra Rørvig til Skælskør. Tidligere prøver har indikeret, at PFAS generelt findes i et højere koncentrationsniveau på vestvendte kyster end på østvendte kyster.

For at have noget at sammenligne med bliver der også taget stikprøver på arealer længere inde i landet op til 10 km fra kysten.

Weekendavisen om PFAS

Bjarne Hansen skriver fra Thyborøn:

Lad os tage et dyk ned i den juridiske og etiske ballade, der er omkring det PFAS-forurenede spildevand fra kemifabrikken Cheminova på Rønland.

Det er en kompliceret affære, og man bliver næsten flov over myndighedernes ansvarsfraskrivelse gennem flere årtier. Vi får brug for historien, da fortællingen først lige er begyndt, og fabrikschefen endnu ikke er færdig med at le.

Udpluk fra Weekendavisen (WA) uge 47 2022:

– PFAS har vi aldrig brugt i vores produkter, siger fabrikschef Jakob Kyllesbech.

Som i aldrig. Heller ikke da vi hed Cheminova.

WA: Hvorfor er det så målt i jeres spildevand?

– Det er så det gode spørgsmål, svarer Kyllesbech og tilføjer, at fabrikkens miljøtilladelse faktisk slet ikke stiller krav til PFAS-niveauerne i spildevandet. I princippet kan de lukke så meget ud, det skal være. Helt lovligt. Men det ønsker de naturligvis ikke.

Fabrikschefen smiler:

Jeg har lyst til at sige, at det kan tage op til et år at finde kilden, siger han.

Men det kan andre fagpersoner godt se det forkerte i. Xenia Trier, som er lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet, forstår ikke, at det skal tage så lang tid:

– Det burde kunne gøres på nogle måneder, siger hun. – Når de har fluorstoffer i deres spildevand, må de jo bruge dem et eller andet sted.

Et bud kunne være i fyfanon, en insektdræber, som firmaet bekræfter, at det har produceret siden 1960erne. Det aktive stof i det produkt er malathion. Og forskere fra University of Texas har fundet PFAS i en række kommercielle produkter baseret på netop malathion.

– Vi er et etisk firma, der lever op til de krav, der stilles til os, svarer fabrikschef Jacob Kyllesbech. Hvad der skete engang, vil han ikke udtale sig om. Miljøchef Inge Margrethe Jensen ved hans side har arbejdet på fabrikken i 25 år. Måske hun vil?

– Det skal miljøchefen ikke, bryder Kyllesbech ind.

– FMC er etiske, gentager han. – De gør meget, som ingen ser. De har 15 ansatte til at monitorere spildevand og fem årlige miljøtilsyn. Og de driver frivilligt 200 afværgeboringer.

Citat slut.

“Jeg kan godt forstå, fabrikschefen griner”

Bjarne Hansen skriver videre:

Cheminova har drevet over 200 afværgeboringer siden først i 80´erne. Dette som en midlertidig afværgeforanstaltning, indtil fabrikken fik fjernet de over 70.000 tons stærkt toxisk affald fra Parathion produktionen i perioden 1962-1983.

Cheminova fik i 1981 og 1982 påbud om at fjerne det forurenende affald, men tidsfristen er blevet udskudt gang på gang.

I forbindelse med handlen mellem Forskningsfonden (den tidligere ejer af Cheminova) og FMC Corporation, som fandt sted i 2015, blev der fjernet 29.300 tons svovl i 2012 og 2013. Dette for at få sig vristet ud af påbuddet fra 1982, for ellers kunne handlen ikke gå igennem. De sidste 40.000 tons, som er den farlige og flydende del af affaldet, ligger stadig under de utætte svovldepoter – og den benægtede de alle eksistensen af.

I 2016 skulle Forskningsfonden/Auriga/Cheminova ud af dette påbud, som blev givet i 1982. Men hvordan kunne de det, når der stadig ligger 40.000 tons i sandet? Jo, nu skal I høre:

Som så mange gange før bliver Miljøstyrelsen, Region Midtjylland og Lemvig Kommune enige med Cheminova om, at man simpelthen skriver disse 40.000 tons flydende giftstoffer og affald ud af historien, og det startede man med sidst i 1980’erne.

Fra den tid og frem ”benægtede” man tilstedeværelsen af disse flydende giftstoffer – dem, man ellers har afværget på siden 1983. Havde det kun været det ufarlige svovl (29.300 tons), var der ingen grund til at afværge. Det var jo allerede fjernet og ligger deponeret på Langøya i Oslofjorden.

Da Forskningsfonden nu skal ud af kemifabrikken Cheminova, skal de også ud af det påbud, de fik i 1982 omkring Svovldepoterne på Øst-Rønland. Men det problem fixer Regionsrådsformand Bent Hansen via Regional Udvikling med største lethed:

Regionen er nemlig den højeste myndighed (med hensyn til Jordforureningsloven) for den forurening, som ligger i sandet på Rønland. Og da alle tre instanser benægter tilstedeværelsen af de 40.000 tons destillationsremanens, som ligger i sandet, blev det en let sag for Regionen i 2016.

Medio februar havde jeg foretræde for Regional Udvikling for at forklare dem, at de efterlader en ikke uvæsentlig del af forureningen på Øst-Rønland. Men det var de ligeglade med. For selv om de ikke sagde det direkte, så vidste de det godt.

Den 28. februar 2016 blev det så på et Regionsrådsmøde slået fast, at Forskningsfonden/Cheminova skulle fritages for yderligere hæftelse for Svovldepoterne på Øst-Rønland. Så selv om alle 41 medlemmer godt vidste, at der var yderligere 40.000 tons gift i undergrunden, frikendte Regionsrådet Forskningsfonden. Med hvilken begrundelse ved jeg ikke endnu ikke.

Aben og afsløringen

Her står vi så i dag med 40.000 tons giftig remanens/organik, uden nogen ejermand eller ansvarlige. Og dog.

Nu er det ifølge Jordforureningsloven Region Midtjylland, der har ansvar for alt, som ligger i jorden på Rønland. Miljøstyrelsen har tilsynet med og ansvaret for, hvad der forgår over jorden. Endelig har Lemvig Kommune ansvaret for alle nye forurenende tiltag, der skal gives lov til. De er med andre ord alle blandet ind i denne spegede affære.

I 2018 kunne vi, sammen med Radio 24/syv og journalist Viktor Redder, afsløre, at der beviseligt lå 40.000 tons destillationsremanens tilbage i sandet på Øst-Rønland. Det indrømmede Miljøstyrelsen og Cheminova dengang for åben radio og skærm.

Men så var det jo heller ikke deres problem længere. Region Midtjylland havde jo i 2016 frikendt dem begge – Miljøstyrelsen og Cheminova – for ansvar, og derfor er ansvaret nu ifølge Jordforureningsloven Region Midtjyllands.

Det betyder så i dag, at det ikke længere er Forskningsfonden/Cheminova, som skal betale for oprydning på Øst-Rønland. Nu er det Staten, som skal betale. Og nu begynder derfor en indædt kamp om at få smidt ”den varme kartoffel” fra Miljøstyrelsen over på Regional Udviklings bord. De kan jo ikke længere benægte, at giften ikke eksisterer.

Ingen af myndighederne vil have ansvaret, men Region Midtjylland har ladet sig narre. Det håber jeg i hvert fald, at de har. For de var vel ikke dumme eller uvidende om, hvad der foregik i 2018.

I 2020 modtager Regional Udvikling så en mail fra Miljøstyrelsen. Den siger, at Miljøstyrelsen ikke længere vil have ansvaret. Nu vil Miljøstyrelsen af med ”aben”. Og så er kampen skudt i gang.

Husk på, at Region Midtjylland – som er højeste myndighed for Jordforureningsloven – jo har frikendt Cheminova/AUFF i 2016, uagtet at de hermed selv stod med regningen.

Men da opgaven pt. ligger hos Miljøstyrelsen, forsøger de hermed at få ansvaret flyttet over til den rette ejer, nemlig Regionen. Men det kæmper Region Midtjylland voldsomt imod.

“Er der mon en voksen til stede?”

Og hvor står vi så i dag? Med en kemifabrik ved navn Cheminova, som i dag ejes af et amerikansk firma, der frivilligt kører afværgepumpningen på Øst-Rønland. De pumper i dag årligt op mod 300.000 m3 PFAS-forurenet grundvand op og ud i Vesterhavet.

Det sker gennem noget, de kalder et rensningsanlæg, men som nærmere er et ”fortyndingsanlæg”. Herefter ledes det ud i Vesterhavet til yderligere og endelig fortynding.

Udsivningen fra øst Rønland til Limfjorden er massiv: Det udsivende grundvand skal fortyndes op til 10.000 gange i fjordvand, førend det overholder VandKvalitetsKravene (VKK).

Konklusion: Vi står nu med 40.000 tons stærkt toxtisk affald/remanens fra Cheminovas tidligere produktion af Parathion i perioden 1960-1980. Uden nogen ejer og eller ansvarshaver.

Miljøstyrelsen vil ikke have det, og Region Midtjylland nægter stadig at tage ansvar, som Jordforureningsloven ellers påbyder dem. Cheminova FMC benægter enhvert ansvar, men kan godt se det komiske i både Regionens og Miljøstyrelsens adfærd.

Men som fabrikschefen siger: Vi pumper fortsat det PFAS-forurenede spildevand ud i Vesterhavet. 300.000 m3 om året. Uagtet, at det spreder PFAS-forureningen op og ned langs Vestkysten, hvor turister, badegæster, surfere og lokalbefolkning boltrer sig i det skumholdige havvand.

– Er der mon en voksen til stede?

Tak for din tålmodighed.

Bjarne Hansen

December 2022

Sidste nyt fra Høfde 42

Region Midtjylland har i 2021 fået tildelt 425 mio. kr. til fjernelse af Høfde 42 depotet. Vi var alle lykkelige, men…

På et år, siden 2020, har Cowi udfærdiget et 2.086 siders langt udbudsmateriale, som viste sig at skjule en trist nyhed, vi ikke kendte til, før vi fik læst udbudsmaterialet. En nyhed, der står i skærende kontrast til det, politikerne i Regionen Midtjylland har fortalt befolkningen på Harboøre Tange.

Det var så Jordforureningsloven, som blev vores skæbne og Region Midtjyllands undskyldning for ikke at fjerne hele Høfde 42 depotet. Den siger, at man ikke må eller behøver at flytte en forurening, som ligger dybere end 3½ meter, hvis den ikke udgør nogen fare for overfladevandet.

Kunsten består så i at få gjort giften under 3½ meters dybde harmløs og uden risiko for overfladevandet, og det lykkes til dels i udbudsmaterialet. Den tolkning benyttede Region Midtjylland sig af og har derfor besluttet, at det kun er den øverste del (3½ m) af Høfde 42 depotet, som skal fjernes.

Depotet er 8 meter dybt. Nede i 3½ meters dybde er der et meget tynd lerlag (0.1-0.5 m), som i udbudsmaterialet er tillagt nogle helt fantastistke egenskaber. Den kan nemlig skille giften i to lag, inde bag spunsvæggen.

Giften uden for spunsvæggen, både øst og vest, syd og nord for jernvæggen, får lov at blive liggende. Det får dermed selskab af det inde i for spunsvæggen, når man til sidst fjerner Spunsvæggen og alt efterladt forurening får lov at forsvinde i havet.

Når man har fjernet den øverste 3½ m af depotet, vil man som sagt fjerne spunsvæggen og lade de sidste 4½ meter af depotets indhold med tiden forsvinde i Vesterhavet. Det vidste politikerne for mere end et halvt år siden. De glemmer blot at fortælle det til befolkningen på Harboøre Tange.

I stedet giver de befolkningen det indtryk, at 98% af giften i Høfde 42 depotet skal fjernes. De glemmer blot at fortælle, at det er 98% af en meget lille del af Høfde 42 depotet.

Troværdighed og bæredygtighed

Men pengene bliver brugt alligevel, for hele det maskineri med bæredygtighed, undervisning og ”udstillingsvindue til omverdenen”, som er bygget op omkring en oprydning af Høfde 42 depotet, det forsætter ufortrødent.

425 mio. kr. til oprydning af Høfde 42 depotet – det er mange penge. 50 mio. fra den tidligere Regering, 250 mio. fra den nuværende Regering og 125 mio. kr. fra Forskningsfonden. Og kun til Høfde 42 depotet.

De vil forsvinde som dug for solen og det er i fuld gang. Hold op, hvor det vil koste, og vi får ikke fjernet meget gift, for de 425 mio. kr. Bæredygtighed, undervisning og udstillingsvindue til omverden, som politikerne siger. Hvad er det vi skal vise omverdenen?

– Hvordan man tager røven på en hel befolkning? Eller hvordan vi lukker en stor mængde nervegift ud i Vesterhavet, uden nogen opdager det og under dække af en forældet lovgivning.

Nej, selvfølgelig kan vi ikke acceptere dette, og vi føler os både skuffet og røvrendt. Det er i miljømæssig henseende en skuffelse for dansk miljøpolitik, og det vil blive synlig for enhver og omverdenen. Vi har selvfølgelig forespurgt på Christiansborg, om også det var deres hensigt med og tolkning af Jordforureningsloven?

Hvorfor er politikerne i Region Midtjylland og Lemvig Kommune så store modstandere af at få ryddet op efter Cheminovas forurening på Harboøre Tange? De har fået bevilget pengene, men de vil heller bruge dem til alt mulig andet end at rydde op, i dette tilfælde Høfde 42 depotet. Det kan vi så ikke gøre noget ved, men må håbe, at der er folk på Christiansborg, som kan hjælpe.

Men værst af alt, de lokale og regionale politikeres troværdighed er sat ud af spillet – vi kan ikke stole på dem. Hvordan kan politikerne i pressen sige, at 98% af Høfde 42 depotet skal væk, når de ved, det ikke passer?

Miljøpolitik, når det er værst.

Bjarne Hansen

Høfde 42

Alibi-spuns ved Høfde 42…

Bjarne Hansen, Thyborøn skriver følgende om “reference-spunsen” ved Høfde 42 depotet, der ved det netop afholdte mediestunt med ét fik 15 år mere at leve i:

“Jeg var inviteret til at overvære gensynet med den 15 år gamle reference-spuns ved Høfde 42 depotet d. 25. marts 2021. Det bliver en dag jeg, sent skal glemme.

Sjældent har jeg set så mange pressefolk på Høfde 42 depotet – denne gang inviteret af Region Midtjylland. Forvirringen var total.

De unge pressefolk havde uorden i deres geografi, og de ældre havde fået diktaten med hjemmefra. Der var således ikke plads til anderledes-tænkning og spørgsmål. Det var så iscenesat, at det mindede om russiske tilstande.

Selv om jeg havde indsendt min kommentar til pressen dagen før begivenheden, kom det ikke med. Det var skræmmende, men yderst effektivt, og Region Midtjylland fik sit budskab ud:

”Spunsen kan holde mindst 15 år mere”

Men hvorfor var det så vigtigt for Region Midtjylland, at dette budskab kom ud til den danske befolkning? Det vil jeg prøve at give mit bud på:

Efter der var gået hul på Høfde 42 depotet (for tredje gang) i januar 2000 – og efter at man havde placeret spunsvæggen i juli 2006, blev det (igen) i 2007 besluttet, at Høfde 42 depotet skulle moniteres og bruges til forsøg – til evig tid (som var tilføjet i referatet).

Tilbage i 2015 var der igen en flig af håb om en fjernelse af giftdepotet ved Høfde 42 – efter Aarhus Universitets Forskningsfond/Cheminovas udsagn, under handlen mellem Auriga og FMC. Det var desværre også blot et spil for galleriet. Det har aldrig været meningen, at Høfde 42 depotet skulle fjernes.

Et andet tegn på, at Høfde 42 depotet skal ende sine dage i Vesterhavet, så vi, da regionen skulle hejse reference-spunsen fra 2006, som stod få centimeter fra den rigtige spunsvæg. De fandt blot 1 enkelt reference spuns, som skulle hejses op den dag.

Der blev sat 3 sæt bestående af 2 reference-spunsjern, sat 7 meter nede i depotet – en i sort jern og en med coating. Til min store overraskelse står alle 3 sæt på indersiden og i østsiden af Høfde 42 depotet og på det højeste punkt af depotet, hvor der er mindst gift og tæring.

Dette forekommer mig besynderligt, da det er vestsiden af depotet – det laveste punkt, som hælder 15 grader mod vest – der er mest udsat med gift og saltvand. Dette på begge sider af spunsen og under de hårde storme.

Myndighedsbetjening

Ingen myndigheder har endnu kunne give en fornuftig forklaring på reference spunsvæggenes placering. Alle ved, når der sker en gennemtæring af spunsvæggen, vil det være på depotets vestside og ikke på østsiden.

Og scenariet vil så være det, at giften i depotet vil sive ud i grundvandet ud til havet, gennem vestsiden, som vil komme til at ligne en si. Det behøver man ikke være offentlig ansat for at kunne forstå.

Men går man tilbage i de gamle dokumenter finder vi muligvis en forklaring. Nu skal I bare høre:

I tiden før 2006, hvor depotet stod åbent med en udsivning på 5 tons nervegift pr. år, havde Ringkøbing Amtsråd besluttet, at en spunsvæg skulle sættes i.

Af de 32 mio. kr. der var bevilget til formålet, var de 10 mio. kr. blevet brugt til undersøgelses-rapporter (som de plejer) og derfor var der kun 22 mio. kr. tilbage til selve spunsvæggen.

Spunsjern er dyrt (44.000 kr. pr. meter i 14 meters længde), så for de sidste 22 mio. kr. kunne man kun få 500 meter spunsvæg.

Man valgte samtidig at spare på mange af de planlagte sikkerhedsforanstaltninger, som ellers var med i pakken. Man coatede f.eks. kun på den ene side af spunsen. Man undlod zink-anoder. Man sparede ler-membranen og erstattede den med en tynd regnvands-membran i stedet osv.

På den måde kom man op på 580 m spunsjern i 14 meters dybde. Dog var det stadig kun den inderste kerne af det store giftdepot, som skulle ind-spunses.

Fra “uacceptabel” til “acceptabel”

Amtsråds-borgermester Knud Munk Nielsen sagde på et Amtsrådsmøde i samme tidsrum, at det var en uacceptabel mængde gift, der blev efterladt uden for spunsen, som kun var 580 meter lang.

Da der i mellemtiden ikke kom flere penge, besluttede Amtsrådet, at man også ville flytte spunsen mod øst ind mod Knopper Enge – med det resultat, at man efterlod en ikke uvæsentlig del af giften uden for spunsvæggen på vestsiden.

På den måde kunne man også spare en del på kystsikringen, når man satte spunsvæggen bag ved Høfden. Gift uden for spunsen, som man efterlod, kan man i dag på en varm sommerdag lugte i sandet ved Høfde 42.

Det var der ikke rigtig nogle, som talte om længere, og man kunne herefter læse Amtsråds-borgermesteren udtale sig om, at det nu var en acceptabel mængde gift, man efterlod uden for spunsen. Hvilket strider mod den tidligere udmelding.

Sådan endte endnu en bid af Høfde 42 depotet ude i Vesterhavet.

Der er ingen tvivl om, at amtsrådspolitikerne og kommunalpolitikerne var ved at være godt trætte af Statens laden stå til. Der er heller ingen tvivl om, at der i denne tid blev truffet mange dårlige beslutninger.

En af dem var, at man ikke ville ofre flere penge på depotet – og det kunne man blandt andet gøre ved at sætte disse 6 reference spuns på indersiden af depotet.

Skulle der så ske noget på ydersiden af depotet, havde man altid et alibi. For det vil jo altid være på ydersiden, der kommer til at ske noget – ikke mindst på grund af havet, saltvandet og giften på begge sider af spunsvæggen.

Først i det øjeblik, hvor ydersiden af spunsen er brudt sammen, vil indersiden komme i farezonen.

Hvad skulle man ellers med dette misvisende billede af spunsens holdbarhed?

Alibi-spunsen

En alibi-spuns, placeret til formålet: Skulle der blive et brud, vil det være ved depotets vestside. Derfor er det meget nærliggende at placere alle reference spuns til østsiden af depotet, hvor det er mindst udsat og depotet er højest.

Reference spunsen er kun 7 meter lang, hvor den rigtige spunsvæg er 14 meter lang.

Foruden det skal man tænke på, at depotet/spunsvæggen hælder 15 grader mod vest. Havvandet skulle jo kunne løbe ud igen, når det kommer op i depotet. Depotet er altså lavere ud mod havet, end det er ind mod Knopper Enge.

I dette tilfælde fik regionens folk et alibi for, at deres påstand om at spunsen omkring Høfde 42 depotet sagtens kunne holde i 25 år mere, som de har sagt de sidste ti år. Og nu er leverandørens (Arkil) garanti på 15 år også fritaget for ansvar.

Hvis politikere skulle stille spørgsmål til holdbarheden – og hvis man vil have den næste undskyldning for ikke at opdage spunsens dårlige tilstand til vestsiden af giften – så har alle nu et alibi for IKKE at gøre noget ved Høfde 42 depotet, foreløbig.

Problemet er blot, at reference-spunsen ikke giver noget retvisende billede af spunsvæggen, omkring kernen af giften ved Høfde 42.”

Med venlig hilsen,

Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn

Fotos: Caroline Castanie

“And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music”

Friedrich Nietzsche

1844-1900

Limfjorden lider

Læserbrev til Nordjyske og Skive Folkeblad:

“Årsagen til sildenes død i marts og brislingens flugt fra området i april – og nu også døde østers i maj, har IKKE afsat i alger, virusser eller parasitter. De er ikke aktive i vinter og forårs månederne – de blomstrer om sommeren og gør ulykke i sensommeren og om efteråret.

Dette er aldrig sket før i Nissum Bredning og derfor er vi nødt til at kigge på noget andet i området, som ikke er sket før.

Det hele startede 14 dage efter, at Kystdirektoratet, Thyborøn Havn og Miljøstyrelsen var blevet færdige med at flytte/dumpe 30.000 m3 muligt forurenet sediment (sand) fra Sælhundeholme-løbet – forbi forureningen på Rønland – ned til en af Miljøstyrelsen og Kystdirektoratets fastsatte bypass områder, hvor det blev dumpet.

Dette område er kendetegnet ved, at det er et nyt område og, at være placeret i et Natura 2000 område og er en af de bedste østers/muslingefiskepladser i Nissum Bredning – hvilket også østersfiskerne opponerede mod i 2018/19, da det blev besluttet, at der måtte dumpes.

Både silden og brislingen er pelagiske (dvs. lever og flytter sig oppe i vandet) og er stime fisk, som vandrer i store stimer over store strækninger. Silden og brislingen er vinterfisk, som kommer i Nissum Bredning enten for at gyde eller vandre til andre steder i Limfjorden. Problemet ved de to sildefisk er, at deres rute er lige pladask gennem Sælhundeholme-løb og ned over bypass (dumpnings) området.

Fænomenet startede, efter min overbevisning, i vinteren 2020 i februar måned, da man var færdige med at dumpe sediment/sand fra sejlrende Sælhundeholme-løb, som går fra Thyborøn og ned forbi Rønland til Nissum Bredning.

Denne sejlrende har en spændende historie, da den flytter sig hvert år nogle meter sydpå – det vil sige den kommer nærmere og nærmer til det kraftigt forurenede område, hvor Cheminova deponerede deres kemiaffald i perioden 1962 – 1984.

Næsten alle ved at området fra sejlrenden, hen mod Rønland (ca. 500 m) er kraftig forurenet, man ved også at det kun var et spørgsmål om tid, før sejlrenden ville nå forureningen – eller omvendt. Men det snakker man ikke højt om.

Går vi tilbage til 2001 ifm. etableringen af de 8 møller som står på sydsiden af sejlrenden, kan man – hvis man kigger godt efter – finde de bekymrende tal omkring forureningen i området – men det snakker man heller ikke højt om. Man snakker egentlig ikke ret meget om Cheminovas gamle forureninger. Man gør som om det ikke eksisterer – man lukker kort sagt øjnene.

Da Miljøstyrelsen skulle give tilladelsen til dumpningen/bypass af det forurenede sand i Nissum Bredning oplystes de, at der ikke var nogen forurening i området og at sandet var at betragte som rent hav-sand.

Nu er det heller ikke nemt at sidde på et lummert kontor i Odense og se at Cheminova og dens forurening gennem 70 år, ligger kun få meter fra sejlrenden – og at området er dømt kraftig forurenet.

Området vi snakker om, er aldrig blevet undersøgt til bunds. Området ligger øst for svovldepoterne, som man ved siver ud til Limfjorden, men ingen ved med bestemthed, hvor langt det er nået i grundvandet.

Området er uden egentligt tilhørsforhold, men det er for nylig blevet Regionens opgave at varetage det. Det fungerer på sammen måde som ved depot for tungmetal forurenet havneslam, som ikke er matrikuleret og derfor ikke har nogen ejer og ansvarshaver.

Det er den forurenings vandring jeg er bange for har nået sejlrenden og når man så flytter sandet/sedimentet fra sejlrenden og smider det på en af de bedste fiskepladser i den vestlige del af Nissum Bredning, så vil konsekvensen blive at fisk, skaldyr og andre bløddyr dør i det område der dumpes på.

Kære politikere, Limfjords-fiskere, Miljøstyrelse, Fødevarekontrol, Kystdirektorat og Thyborøn Havn. Lad os få undersøgt området mellem Rønland, Sandø og Sælhundeholme-løb, så vi er sikre på, at I ikke ligger og flytter rund på de tungmetaller/kviksølv og pesticider, som man fandt i juni 2001.

Og undlad (stop) så med at dumpe mere sediment i det omtalte område, før vi er sikre på at sedimentet er rent.

Så glem jeres teorier om alger, virus og parasitter på denne årstid – de er først aktive i den vestlige del af Limfjorden, om sommeren og tidlig efterår – det burde I vide.

Jeres teorier med alger, virus og parasitter er efterhånden brugt som undskyldning for døde fisk, fugle og bunddyr, i så mange år, omkring Rønland/Cheminova, at den er for gennemskuelig.”

Mvh. Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn

Generations-forureninger

Giftige valgplakater:

Rundt omkring i lille Danmark ligger et stort antal giftgrunde – lossepladser med giftigt kemisk affald, som hele tiden er på vej ned i grundvandet. Men ingen vil betale for oprydningen…

Design 2019:

Caroline Castanie – Høfde 42

Plakaterne må frit bruges med kildeangivelse

Se droneoptagelse fra Høfde 42 af Thomas Kjelds

Cheminova – en tikkende giftbombe

Læs om Sommer i Thyborøn

Cheminova

Giftfabrikken Cheminova på Harboøre Tange mellem Limfjorden og Vesterhavet er fortidens synder, når de er værst. Samt nutidens fortielser og fornægtelser. Læs historien her:

Cheminova – en tikkende giftbombe

Du kan også vælge at få yderligere overblik over området i det vestligste Vestjylland – lukt ud til Vesterhavet – via denne smukke overflyvning af Høfde 42:

Droneoptagelse af Høfde 42

Eller tag en rundtur i den charmerende fiskerby Thyborøn, hvor mange af indbyggerne arbejder på netop giftfabrikken Cheminova:

Sommer i Thyborøn

Droneoptagelse fra Høfde 42

“Da jeg var barn, lå depotet inde bag første klitrække.

Nu ligger depotet uden for tredje klitrække – i min tid. Jeg er nu 68 år, og politikerne beroliger mig med, at depotet sagtens kan blive liggende i endnu 75 år, måske 100 år. De forsøger endda at overbevise mig om, at kystlinjen er tiltaget (vestpå) med hen ved 30 meter, siden 1980.

Nej, jeg kan vitterlig ikke forstå det.”

Bjarne Hansen

Læs hele artiklen om Cheminova her.

Sommer i Thyborøn

Ravhuset. Her sælges rav til turister og kæmpes for det lokale miljø på Harboøre Tange.

Mågedans på havnen i Thyborøn. Hvad folk og fugle ikke vil gøre for et gratis måltid…

Den gamle transformatorstation, hvor elektriciteten gik tværs over fjorden til Nordjylland.

Bjarne Hansen, Rav Aages søn, fortsætter kampen mod giftforureningen fra det gamle Cheminova.

Mindesten for de mere end 8.000 tyske og engelske sømænd, der omkom den 31. maj 1916.

Kanon bjerget fra vraget af den tyske krydser “Rostock”, der sank efter søslaget i 1916.

Tysk beton fra Anden Verdenskrig er af høj kvalitet og holder nemt et halvt århundrede.

Den kanon er ret meget større, end man lige skulle tro – når man ser den close up.

Bjarne Hansen med sine to kvindelige åndsfæller i miljøkampen: Caroline og Bente

Giftig snak på Høfde 42. Det kommer altid lidt tættere på, når man står midt i det…

Kommunen har fjernet advarselsskiltene mod gift i undergrunden. Bjarne sætter nye op.

Jorden på Harboøre Tange ud for det gamle Cheminova er noget af det giftigste i Danmark.

Indsejlingen til havnen i Thyborøn. Nordjylland ses tydeligt på den anden side af Limfjorden.

Det gælder om at have redningsudstyret ved hånden. Strømmen løber stærkt i Thyborøn Kanal.

Mens vi venter på den gamle færge: Et smugkig gennem det knuste vindue til den nye.

Færgen fra Agger på vej ind i færgelejet Thyborøn havn. Der er tungt læs og trangt ombord.

Nogle er bedre forberedt end andre. Denne 4-hjulstrækker kunne sikkert svømme over selv.

Tørken har sat sine grimme spor på de små strandsøer på Agger Tange. De er ved at tørre ud.

De sorte køer må krydse den næsten udtørrede sø for at finde frisk græs i sommerheden.

Det er et hårdt liv at være træ i Nordvestjylland. Det ses tydeligt på væksten og hældningen.

Lodbjerg Fyr knejser majestætisk over det flade kystlandskab. Det kan ses på 35 km’s afstand.

Saftigt ser det ud, men et hårdt liv er det. Ingen tvivl om den fremherskende vindretning.

Strandkøerne heroppe ser ikke mange turister. De er derfor nysgerrige og tillidsfulde.

En hjerteformet solnedgang i strandkanten. Nordjylland, når det er bedst!

Skiltefotos af

Caroline Castanie Eggerts Bloch

Læs og se mere her:

Cheminova – en tikkende giftbombe

Droneoptagelse af Højde 42

“Skydefugle”

2017 blev året, hvor der for alvor kom fokus på ulovlig indfangning, forgiftning og nedskydning af totalfredede rovfugle.

Først i pressen kom en udlægning af fisk forgiftet med det forbudte stof Carbofuran i Store Vildmose i Nordjylland – på netop startdagen for årets jagtsæson. Giften var placeret i tre opsprættede makreller.

Siden kom Midtjylland også i medierne, da man her fandt en hel familie af den sjældne røde glente – han, hun og to unger – forgiftet med det i mange år forbudte stof Parathion, der nok er bedre kendt fra Cheminova som Bladan. Men et nyt stof, hvad angår brug til forgiftning af rovfugle. Det var ikke set før.

Ingen kunne bevise, hvem der stod bag, men folk fra Dansk Ornitologisk Forening var hurtigt fremme med, at alt pegede på jægerne – især dem, der opdrætter de såkaldte “skydefugle” til efterårets jagter.

Hybris og Nemesis

Men det endelige bevis lod ikke vente længe på sig. Skæbnen ville nemlig, at politiet umiddelbart efter det Konservative Folkepartis landsmøde i Tivoli fandt en ulovlig rovfuglefælde på Sjælland – nærmere betegnet på godset Svendstrup, der ejes af godsejer Christian Wedell Neergaard.

Han er regionsrådsmedlem for netop de Konservative, hvis store miljøbevidsthed partiboss og justitsminister Søren Pape Poulsen havde rost til skyerne på landsmødet få dage forinden…

“Levende duer var sat op som lokkemad for rovfugle – og når de kom for nær, klappede fælden. Sådan var den ulovlige høgefælde sat op” skrev DR.dk om opdagelsen.

Politiet sigter nu skytten for groft brud på jagt- og vildtforvaltningsloven ved at opsætte og bruge en ulovlig høgefælde med levende lokkefugle til at fange rovfugle i. Skytten har allerede tilstået.

Hans arbejdsgiver, godsejer Christian Wedell Neergaard, kender naturligvis intet til sagen – til hvad der måtte foregå af jagtlige ulovligheder på hans eget gods. Stakkels skytte, der helt på eget initiativ har sat ulovlige fælder op for helt sin egen skyld. Ganske uden godsejerens vidende. Og så lige op til jagtsæsonen. – Hvorfor i alverden har han dog gjort det?

1,5 million skydefugle om året

Til orientering så opdrættes der hvert år omkring 1,5 million af de såkaldte “skydefugle” i jagtens Danmark. 1.500.000 skydefugle fordelt på 1.000.000 fasaner og 500.000 gråænder. Fugle, som udelukkende opdrættes og sættes ud med det ene formål at blive skudt ned igen. Jagtens pendant til fiskeriets Put & Take.

Disse skydefugle udgør nu mere end halvdelen af det samlede danske jagtudbytte. Hver af fuglene koster omkring 60 kroner at producere. Og 300 kroner at skyde. Altså en netto fortjeneste på 240 kroner per skydefugl. En meget stor del skydes under de såkaldte dagjagter, hvor jægere udefra lejer sig ind for en enkelt dags jagt.

Det er langt fra alle udsatte fugle, der skydes og hjembringes. Typisk under halvdelen. Resten dør en mere eller mindre naturlig død – anskudt af jægere, ædt af ræve eller taget af rovfugle. Det er således mange millioner kroner, der omsættes her. En vigtig indtægtskilde for mange godser.

Skydefuglene opdrættes på godserne og skal sættes ud i det fri mindst én måned før jagtens begyndelse. De fodres derfor også i det fri, så de ikke fortrækker til naboen inden jagtens begyndelse. Det er et problem i mange mindre moser, søer og damme, der herved forurenes voldsomt af de mange fodrede ænder og deres efterladenskaber.

DOF og DN på banen

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) mener, at man bør overveje, om den enkelte godsejer skal kunne drages til ansvar, hvis der sker forbrydelser inden for vedkommendes arealer:

– Vi er nødt til at diskutere, om man skal kunne fratage godset mulighed for at udsætte fasaner. Vi ser gerne, at der er repressalier over for de ejendomme, hvor der sker ulovlig indfangning og bekæmpelse af fredede fugle, siger Egon Østergaard fra DOF.

Præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN) Ella Maria Bisschop-Larsen er enig i, at ejeren også bør have et ansvar for, hvad der foregår på egne arealer:

– Det burde slet ikke kunne forekomme, at man bare kan sige, at man ikke aner, hvad der foregår på egne arealer, siger hun.

DN ser også et behov for statsligt tilsyn med de områder, hvor der udsættes vildt:

– Det er nødvendigt med et stikprøve-tilsyn. Der skal være risiko for et uanmeldt tilsyn på enhver ejendom i Danmark, hvor der bliver drevet jagt, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Vildtforvaltningsrådet

Det er Vildtforvaltningsrådet, der forvalter de store udsætninger af skydefugle. Vildtforvaltningsrådet, som afgør, hvor mange skydefugle der må udsættes på et givet areal.

Rådet er i sagens natur rådgivende og afgiver sin indstilling til miljø- og fødevareministeren i spørgsmål om jagt og vildtforvaltning. Rådets formand udpeges direkte af ministeren, mens rådets ni øvrige medlemmer udpeges af ministeren efter indstilling fra de nærmeste interesseorganisationer.

Til Vildtforvaltningsrådets medlemmer hører Landbrug og Fødevarer, Dansk Skovforening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse og Friluftsrådet.

Dette råd besluttede tilbage i 2008, hvordan opdræt og udsætning af skydefugle skulle foregå. Hvor, hvor mange og hvordan. Opdræt af den truede agerhøne indgår også i disse bestemmelser, men i dag samler interessen sig benhårdt om fasaner og gråænder.

Som allerede nævnt opdrættes der hvert år omkring 1 million fasaner til nedskydning og en halv million gråænder.

Reglerne siger, at man som jagtejer ikke blot må sætte kritikløst ud af skydefugle. Man skal udarbejde såkaldte biotopplaner, hvis ens jord overstiger 100 hektar eller drives intensivt. Disse planer skal sigte mod en bedre natur for vildtet – både det opdrættede og det vilde – samt andre dyr og planter i den øvrige natur. Og opdrætteren skal på et obligatorisk kursus i opdræt og biotoppleje.

Nye regler – flere fasaner

Vildtforvaltningsrådet vedtog samtidig, at der kun måtte udsættes et begrænset antal skydefugle per arealenhed. Således blev det besluttet, at der kun måtte udsættes én ælling per 150 m2 vandflade og én voksen gråand per 300 m2. Dette blandt andet for at begrænse forurening og fosforbelastning af vandet fra de udsatte ænder.

Rådet erkender dog selv, at man ikke har kontrol over, hvor mange ænder der i virkeligheden opdrættes og sættes ud. Det anbefaler derfor, at alle fremtidige udsætninger af gråænder anmeldes. Samtidig skal der udarbejdes en liste over sårbare søer – typisk næringsfattige søer og Lobelia-søer, der ikke tåler yderligere tilførsel af næringsstoffer. Her må der slet ikke udsættes gråænder.

Jagten på skydefugle er imidlertid blevet mere og mere betydningsfuld for de store godsers økonomi. Af forliget fra 2008 fremgik det, at Vildtforvaltningsrådet skulle tage de vedtagne planer op til revision efter ti år. Altså i 2018.

Interessen samler sig nu om fasanerne, der er nemmere at håndtere end ænderne, da de ikke er knyttet til søer og damme. Her kan man derfor sætte langt flere ud per arealenhed – 7 fasaner per hektar jord – uden at ødelægge noget vandmiljø.

Det antal ønsker Esben Lunde Larsen nu øget til sine steder næsten det dobbelte – til 12 fasaner per hektar. Dog stilles der i så fald skærpede krav om, at biotopplanerne skal være varige og sigte specifikt på også at fremme andre arter end de jagtbare. Altså mere generel naturpleje i stedet for den målrettede vildtpleje. Og alle fremtidige udsætninger skal fremover anmeldes.

Pengestrømmen

Det er de store godser – ofte med tilhørsforhold til landboorganisationen Bæredygtigt Landbrug og det Konservative Folkeparti – der presser på for at få lov til at udsætte endnu flere fasaner, end der bliver i dag. Fra nævnte 7 til 12 fasaner per hektar.

Stiller man et simpelt regnestykke op, forstår man godsernes interesse i de storstilede nedskydninger, der næppe kan kaldes jagt. Men er rendyrket aflivning. Et tidligere medlem af Vildtforvaltningsrådet, vildtdyrlæge Bjarne Clausen, gør sig da heller ingen illusioner om det rent jagtetiske, men kalder nedskydningerne for Put & Take jagter.

Der er rigtig mange penge at tjene på et veldrevet jagtvæsen, som uvilkårligt leder tankerne hen på et veldrevet Put & Take fiskeri. Begge steder opdrættes og udsættes dyrene nemlig kun for at blive aflivet igen kort tid efter – af jægere og fiskere, som ikke nødvendigvis har megen indsigt i jagt og fiskeri.

Det er disse intensive dagjagter, som har givet jagten et dårligt omdømme. Drevet af jægere, der måske kun går på jagt den ene eller to dage om året. Som måske ikke er ret gode til at skyde. Som derfor anskyder mere, end de nedlægger. Men der er penge i dem alligevel. Mange penge. Ikke for jægeren selv, der typisk betaler 300 kroner per nedskudt fasan, og som ofte bruger flere patroner på hver nedlagt fugl.

Men for godsejeren er det en guldgrube. Hvis vi forudsætter, at omkring 40 % af de udsatte fasaner nedskydes, så drejer det sig om 400.000 nedlagte fasaner, der hver især indbringer de tidligere nævnte 240 kroner stykket. Altså fasaner for knap 100 millioner kroner i netto indtægt.

Hertil skal så lægges indtægten fra de fasaner, som ikke er så sønderskudte, at de må kasseres – som kan afhændes til den lokale vildthandler for knap 10 kroner stykket. Hvor mange det her drejer sig om, vides ikke.

Men 100 millioner kroner – plus minus moms – er jo under alle omstændigheder en klatskilling for de involverede godser og deres jagtvæsener. Og tilsyneladende nok til, at opdrættere af skydefugle ind imellem ikke kan styre sig, men ser sig gale på de fredede rovfugle, som formaster sig til også at smage på retterne. Det være sig i voliererne eller udenfor.

Det er disse 100 millioner kroner, vore rovfugle er oppe imod. Og derfor har vi næppe set de sidste fældefangster, forgiftninger eller nedskydninger.

Nøgletallene, som bruges i ovenstående regnestykke, stammer fra en artikel i Frederiksborg Amtsavis, skrevet af nævnte Bjarne Clausen i anledning af den kommende tids stærkt øgede udsætninger af opdrættede skydefugle.

Omhandlende også de måske proportionalt tiltagende problemer for vore fredede rovfugle, der så atter risikerer at stå for skud eller gift. Udregningerne og forudsætningerne er mine egne.

Et årligt opdræt af 1 million skydefasaner alene i Danmark gør det uundgåeligt til en industriel produktion, som vi kender det fra andet fjerkræ.

Med alt hvad dette måtte indebære af misrøgt, smittefarer og manglende dyrevelfærd.