Tag-arkiv: bundtrawl

Klimaskadeligt regimeskifte


FN’s verdensmål 14

NB: Det her omtalte regimeskifte har absolut intet med det nylige tronskifte at gøre. Læs videre for at se, hvad det så er for et skifte, der er tale om!


Den tidligere S-regering havde ellers besluttet, at det miljøskadelige fiskeri med bundslæbende redskaber skulle forbydes i Lillebælt. I form af bundtrawl og muslingeskrab.

Det blev imidlertid et forbud, den nuværende fødevareminister Jacob Jensen (V) som en af sine allerførste ministergerninger ophævede. Den dag i dag bundtrawles og skrabes der således muslinger helt som hidtil. Som om intet var hændt.

Dette er uforståeligt, da regeringen jo selv har vedtaget en klimaplan, der skal mindske udslippet af CO2 og dermed bremse den globale opvarmning. Vi ved i dag, at netop bundtrawl er uhyre skadeligt for klimaet – via store udslip af CO2. Det blev dokumenteret af en stor undersøgelse offentliggjort i foråret 2021:

Et team på 26 forskere fra universiteter i primært USA, men også Canada, Frankrig og Tyskland satte sig for at kvantificere den øgede udledning af CO2 i områder med hyppigt bundtrawl. De ville undersøge, hvad den hårdhændede fiskemetode betød for frigivelse af CO2 fra havbunden, når denne trawles igennem igen og igen af tunge redskaber.

Klimaskadelig aktivitet

Man vidste, at der naturligvis måtte være en effekt af dette fiskeri, men man var ikke klar over størrelsen. Gentagen gennemtrawling af havbunden svarer til gentagen gravning af haven eller pløjning af marken: 

Ved hver passage hen over og gennem havbunden, med tunge bundskrabende redskaber, frigives kuldioxid til først vandet og siden atmosfæren.

Kuldioxid, som heroppe bidrager til den uønskede globale opvarmning. Kuldioxid, som frigivet til vandet også bidrager til den stigende forsuring af havet. Kuldioxid, som derfor burde ligge sikkert deponeret i havbunden, hvor det ingen skade gør.

De 26 internationale forskere har beregnet, at den samlede CO2-frigivelse under fiskeri med bundtrawl i runde tal svarer til det bidrag, som den samlede flytrafik leverer. Godt og vel.

Således nåede forskerteamet frem til, at det samlede fiskeri med bundskrabende redskaber hvert år bidrager med et udslip på mellem 600 og 1.500 millioner ton CO2. Den samlede globale flytrafik blot godt 900 millioner ton.


Den samlede CO2-frigivelse ved fiskeri med bundtrawl svarer til det CO2-bidrag, den samlede flytrafik leverer.


Hertil skal så lægges den kendsgerning, at der ydes massive tilskud til brændstof til fiskerierhvervet, hvilket kun øger problemet. Droppede man blot den statslige subventionering, ville det skadelige og energikrævende fiskeri med bundtrawl og muslingeskrabere hurtigt dø ud af sig selv – grundet de høje omkostninger til brændstof. 

Samtidig ville havbunden få ro til at regenere og genudvikle sin tidligere biodiversitet. Fiskebestandene ville blomstre op og det skadelige udslip af kuldioxid blive bragt til afslutning. De pågældende lande ville samtidig spare en masse kostbare tilskud til brændstof. En win-win-win situation.

Denne undersøgelse er den første af sin slags, som formår at dokumentere effekten af bundtrawl på ikke bare det lokale bundmiljø, men også klimaet, som jo er en global størrelse.

Når der bundtrawles i Kattegat, ødelægger det ikke blot bundmiljøet her. Det tilfører atmosfæren nyt CO2 og bidrager dermed til at øge den globale opvarmning.



Mudderbund med svovlbakterier



Regimeskiftet

Under normale omstændigheder – uden bundtrawl – vil en stor del af det nedsynkende kulstof lagres i bundsedimentet som inaktivt og uskadeligt. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.

Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden.

Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid i bunden. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op, hvilket medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt. Kort sagt: Bunden mudrer til.

Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.

Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som dertil kræver tilstedeværelse af større dyr i og på havbunden.

Kun bakterier tilbage

Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden. Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning. 

Disse vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger. Samtidig vil man ikke få den fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og stofomsætning.


Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen. Først når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen igen er ophørt. Det tager typisk flere år.


Slutresultatet vil være en bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for større dyr som fisk og skaldyr.

Der er sket et regimeskifte, som man kalder denne sidste fase i en døende havbunds liv.


Bekymrede borgmestre

Sidst i 2023 gik tretten jyske og fynske borgmestre sammen om en skrivelse til miljøminister Magnus Heunicke (S). Borgmestrene vil have ministeren til hurtigst muligt at forbyde alt trawlfiskeri i Lillebælt. Det fortæller TV2 Fyn, som er kommet i besiddelse af brevet.

“Der er brug for handlekraft og tempo for at redde havmiljøet i Lillebælt”, skriver de tretten bekymrede borgmestre – herunder i alfabetisk og geografisk rækkefølge: 


  • Jan Riber Jakobsen, Aabenraa
  • Søren Steen Andersen, Assens
  • Hans Stavnsager, Faaborg-Midtfyn
  • Steen Wrist, Fredericia
  • Mads Skau, Haderslev
  • Knud Erik Langhoff, Kolding
  • Tonni Hansen, Langeland
  • Johannes Lundsfryd Jensen, Middelfart
  • Mette Landtved-Holm, Nordfyn
  • Bo Hansen, Svendborg
  • Erik Lauritzen, Sønderborg
  • Jens Ejner Christensen, Vejle
  • Peter Hansted, Ærø

Det er værd at understrege, at trawlende både meget ofte er hjemmehørende i helt andre kommuner end de ovennævnte. De tager gerne på langfart og ødelægger således ofte andre resurser end deres egne hjemlige. Ansvarsfølelsen for havmiljøet kan derfor ligge på et meget lille sted.

Fællesskrivelsen til miljøministeren kommer efter den seneste iltsvindsrapport, som konkluderer, at niveauet af iltsvind har nået det højeste i 20 år. Borgmestrene henviser til, at vandmiljøet og fiskebestanden i Øresund har det langt bedre end andre steder, hvor der trawlfiskes.

Netop Øresund er på grund af den tætte skibstrafik friholdt for trawlfiskeri og har derfor været et fristed for fiskebestanden, som blomstrer og har det godt – trods ellers den massive udledning af næringssalte. Kombinationen af frisk strøm og manglende trawlfiskeri er forklaringen.

Det fremgår ikke af TV2’s artikel, hvorvidt der også er tale om muslingeskrab, der ligeledes ødelægger bundmiljøet. Eller kun rendyrket trawlfiskeri.


©️ 2024 Steen Ulnits


Hvad de 26 forskere fra Univerity of Washington fandt ud af


Læs mere om de forskellige fiskemetoder og deres virkning


 

Bundgarn og bundskrab

Bunden er nået – i dén grad…

Den tidligere røde regering havde ellers besluttet et stop for det skadelige bundtrawl og muslingeskrab i Lillebælt. Så kom den nye blå SVM-koalitionsregering til og stoppede det hele, så der fortsat må bundtrawles og muslingeskrabes som hidtil.

Det var den samme statsminister, Mette Frederiksen (S), som stod ved roret i begge regeringer og bag begge modsat rettede beslutninger. Man skal ikke lede efter nogen logik her, for en sådan findes desværre ikke i politik. Men lad os bruge den dårlige anledning til at kigge nærmere på det bundskrabende fiskeri og dets skadelige virkning på vandmiljøet.

For almindelige mennesker kan det være svært at hitte rede i de mange forskellige redskabstyper, der bruges til vore dages erhvervsfiskeri. Navne og betegnelser er sjældent repræsentative for redskabernes brug. Her kommer derfor allerførst en summarisk gennemgang af de forskellige redskabstyper og deres anvendelse.


Trawlfiskeri

Trawlfiskeri er nok den mest kendte fiskemetode, der kan udøves på flere forskellige måder og med meget forskelligt grej. “Trawl” på engelsk betyder “afsøge” eller “eftersøgning”, hvilket er en ganske rammende betegnelse for denne fiskemetode.

Trawleren trækker helt enkelt sit trawl gennem vandet og fanger alt, der måtte komme forbi. Desværre aldeles uselektivt, hvilket afstedkommer meget store uønskede bifangster ved trawlfiskeri. I litteraturen kan man finde angivelse af uønskede bifangster på helt op til to tredjedele ved trawlfiskeri.

Da et træk med trawl kan tage flere timer, vil de først fangne fisk have ligget længe i trawlposen og have taget fysisk skade heraf. De kan således ikke udsættes i levedygtig stand, uanset størrelse eller art, men må enten kasseres eller smides ud igen. Det såkaldte “udsmid”. De kan heller ikke indbringe gode priser ved landing, maste eller moste som de ofte er efter flere timers ophold længst inde i fangstposen..

Samtidig ødelægger de tunge redskaber bunden, som så ikke efterfølgende kan huse nye fisk. Sten, muslinger og andet kommer med fangsten op og efterlader på denne måde en udjævnet og gold havbund til fremtidige generationer af fisk.

Som udgangspunkt foregår det allermeste trawlfiskeri ved bunden – med “bundtrawl“, som slæbes hen over bunden, og som bruger store mængder fossilt brændstof i form af diesel. Se introbilledet af en helt almindelig trawlskovl.

Men der er forskel på de trawltyper, der anvendes i dag. Det gængse bundtrawl slæbes udspændt hen over bunden mellem to jernskovle, der spiler ud til hver sin side og på den måde spreder trawlet – helt op til 200 meters bredde.

Bundtrawl kan også trækkes af to skibe samtidig, hvilket naturligvis giver større motorkraft. Tilsammen kan de to skibe da bruge større og tungere trawl end ellers.





Bomtrawl

I de senere år har der været stor opmærksomhed omkring de såkaldte “bomtrawl”, der er større og tungere end de fleste almindelige bundtrawl. Kendetegnende for bomtrawl er – ud over størrelsen – den måtte eller række af tunge jernkæder, som sikrer at undersiden af trawlposen holdes helt nede og ikke blot nær bunden.

Det er disse kæder, som skræmmer fiskene op. De kan suppleres med farvestrålende vifter, som visuelt skal skræmme fiskene op fra bunden – op i trawlposen. Bomtrawlere er typisk meget store og kan derfor ødelægge havbunden væsentligt mere end almindelige bundtrawl, der ikke har samme direkte bundkontakt.

Trawl er store og kostbare redskaber, som man derfor ikke vil sidde fast med og risikere at miste. Indtil for relativt få år siden var naturlige stenrev derfor i praksis fredet for trawlfiskeri, da man jo riskerer at sidde fast i stenene. Stenrevene var derfor beskyttede oaser for dyrelivet – for fisk, krebsdyr og andet.

Det problem har man siden løst med de såkaldte “bobletrawl”, som er monteret med flydere, der holder trawlet oppe. På denne måde kan en dygtig trawler fiske helt tæt på og sågar hen over stenrev, der således ikke længere yder fiskelivet samme fysiske beskyttelse som tidligere.

Bobletrawl kaldes også for “pelagiske trawl”, da de i modsætning til det konventionelle bundtrawl fisker i de frie vandmasser. Ofte efter pelagiske fisk.


Seneste nye om skadevirkningerne ved trawlfiskeri her


Notfiskeri

Fiskeri med “not” sker som oftest på dybt vand, hvor der fiskes målrettet efter pelagiske stimefisk – fisk, der ikke er tilknyttet bunden, men som hele deres liv færdes i de frie vandmasser.

Notfiskeri sker fortrinsvis på store dybder langt fra land – med store og tunge redskaber, som kræver store skibe til at sætte, trække og tømme noten. Selve noten udgøres typisk af en stor netpose, der sættes omkring lokaliserede stimer af pelagiske fisk. Via skibets elektronik lokaliseres en fiskestime præcis, hvorefter noten sættes omkring stimen.

De største noter kan nå flere hundrede meter ned i vandsøjlen og her indhegne et område på størrelse med flere fodboldbaner. Nederst på netkanten sidder en tung stålwire, som holder netvæggen lodret i vandet. Når skipper på sin skærm kan se, at hele stimen af fisk er inden for netposen, lukkes og snøres denne sammen ved at trække i stålwiren.

Netposen lukker sig sammen, og hele stimen af fisk kan på denne måde fanges på én gang. Stimefisk prøver ikke at flygte, men pakker i stedet tættere og tættere, mens netposen lukker. På denne måde kan man således udrydde hele fiskebestande stime for stime, hvilket eksempelvis skete med makrellen. Fiskestimen hales ikke ombord i noten, men pumpes op i båden, så noten kan sættes igen.

“Snurrevod” kan på nogle måder minde om en not – blot er redskabet mindre og fast forankret på lavere vand. Der en dansk udviklet fiskemetode, som stammer fra midten af 1800-tallet. Navnet skyldes efter sigende måden, hvorpå voddet udsættes. Det sker fra et udkastet anker, som udgør centrum i det cirkelområde, der affiskes herfra. Man snurrer på denne måde hele kompasset rundt.

De første snurrevod blev halet ind med håndkraft. Men da man omkring år 1900 fik maskinkraft ombord, overtog disse snart indhalingen, og redskaberne blev hurtigt større.


Bundgarn og bundgarnspæle


Garnfiskeri

Fælles for alt garnfiskeri er, at det foregår med passive redskaber. Garnene sættes, hvorefter man venter på, at fiskene går i dem. Garnfiskeri ødelægger således ikke havbunden, som muslingeskrab og fiskeri med bundtrawl uundgåeligt gør.

De fleste garn er “nedgarn”, som hænger lodret ned i vandet – typisk med flydere langs nettets overkant og synk langs underkanten. I gamle dage brugte man bomuldsgarn, som måtte tjæres for ikke at rådne op i det fugtige miljø. En omstændelig proces, der stadig kan ses spor af mange steder langs danske fjorde, hvor man kan se nedlagte tjærepladser med forurening, som var det DSB, der havde været på skinnerne.

I dag består stort set alle nedgarn af nylon – de såkaldte monofile nedgarn, der er næsten usynlige i vandet. Desværre også både billige og med en lang opholdstid i naturen, hvis de mistes under dårligt vejr. Der gøres ingen større indsats for at bjærge de mistede garn, da det er billigere blot at investere i nye.

Derfor findes der rundt omkring i danske farvande i hundredvis af kilometer såkaldte “spøgelsesgarn”, som er mistet, men som fortsætter med at fiske videre, indtil garnene er fyldt med tang og synker til bunds, hvor de rådner op.

I gamle dage blev de fleste nedgarn sat ved bunden, hvor fangsten typisk bestod af torsk og fladfisk. Nedgarn sat ved bunden må ikke forveksles med de store bundgarn og deres mange pæle.

Enhver, der har været ude at røgte garn, vil vide, at det er ganske spændende at være med til. At se, hvad der kommer op til overfladen – om noget. Det var det i hvert fald tidligere, hvor der stadig levede bundfisk i danske farvande.

I dag sættes de fleste nedgarn derfor i overfladen – efter pelagiske stimefisk som hornfisk og makrel, sild og brisling. Disse fisk trives stadig i det forurenede vand, da de ikke lever ved bunden, hvor iltsvind og bundvendinger hærger og gør vandmiljøet livløst.


Garnbøjer øverst – monofilgarn nederst


I overfladen er der derimod flere alger og mere plankton end tidligere, hvilket sildene sætter stor pris på. De lever jo af at filtrere vandet for dette plankton. Man kan den dag i dag stadig være så heldig eller uheldig, at en stor stime sild går i ens nedgarn, som er sat i overfladen – med de mange karakteristiske flydere. Da kan det være svært at tømme garnet og noget nær umuligt at afsætte de mange sild.

Monofile nedgarn må ikke sættes nærmere kysten end de lovbefalede 100 meter. Dette for at beskytte de havørreder, som i det tidlige forår trækker ud fra de vandløb, de netop har gydt i. Eller i det sene efterår søger hen imod og op i de samme vandløb for at gyde og sikre slægtens beståen.

Det ved de illegale garnfiskene, som målrettet sætter deres monofile nedgarn tæt på åmundingerne – med den inderste del af garnet helt oppe på land. De trækkende havørreder søger nemlig målrettet mod det lette og ferske vand, som samler sig helt inde under land. De lugter sig på denne måde frem til deres fødested.

Alle garn skal være tydeligt mærket med navnet på deres ejermand. Hvilket naturligvis ikke sker med ulovligt satte garn, der sættes efter solnedgang og røgtes igen inden solopgang. De er samtidig så billige, at man ikke frygter konfiskation af de ulovlige garn – kun selv at blive taget på fersk gerning, mens man sætter eller røgter sine garn. 

“Drivgarn” er nedgarn i overstørrelse – ofte kilometerlange. De sættes i eller nær overfladen, hvor de ukritisk fanger, hvad der måtte komme forbi. Eneste selektion sker via netmaskerne, hvis størrelse afgør fangstens størrelse. Jo større netmasker desto flere mindre fisk vil kunnepassere igennem dem.

Drivgarn er ofte kilometerlange og driver frit rundt i de frie vandmasser – med en GPS-sender til genfinding. Det er en ofte kritiseret fiskemetode, da man dels ikke kan kontrollere, hvad de fanger – dels ikke kan genudsætte uønsket eller fangst i levedygtig stand. Hvad værre er, så fanger drivgarnene ikke kun fisk. De fanger også sæler og marsvin. I stort antal.

I Østersøen omkring Bornholm og i Davisstrædet mellem Grønland og Canada bruges drivgarn meget til laksefiskeri. Det var sådan, bornholmske laksefiskere i sin tid opdagede, at atlanterhavslaksen fra Nordeuropa trak helt op til Sydgrønland for at fouragere.

Drivgarnsfiskeriet ved Grønland er dog nedtrappet markant i de seneste år. Hvis man altså ikke har valgt at sælge sin kvote til organisationer som North Atlantic Salmon Fund. Så laksene frit kan vokse i Nordatlanten og som voksne trække hjem til deres fødevandløb for at gyde og sikre bestanden.



Bundgarn

“Bundgarn” forveksles ofte med bundtrawl, men der er tale om to helt forskellige fiskemetoder og redskaber.

Bundgarn er en dansk specialitet, som tidligere har stået tæt langs de danske kyster. Så tæt, at det fysisk kunne være svært at komme frem for eller forbi dem. Det være sig såvel fra land som fra båd. Bundgarn sættes nemlig helt inde fra land, så trækkende fisk ikke kan svømme bag om og forbi dem. 

“Raden” fra bundgarnet starter inde ved land og går vinkelret på kystlinjen. Hvor langt afhænger af vanddybden, da bundgarnspælene i sagens natur ikke kan være uendeligt lange. Fiskene følger raden hele vejen ud til “labyrinten “, hvorfra de ikke kan finde tilbage igen. De fanges derfor i “gården”, som ender i en lille ruse eller fangstpose, der kan røgtes uden de store anstrengelser.

Bundgarn kan også sættes længere fra land, så raden ikke når helt ind til kysten. Det afhænger helt af farvandets udformning, hvad der er det mest effektive.

Mest kendt er ålebundgarnene, som vi har haft i tusindvis af her i Danmark – mens der endnu var masser af ål at fange. I flere fjordområder var der tidligere så mange bundgarn, at man i båd måtte zigzagge ind og ud imellem dem. Det var blandt andet tilfældet på den lange og smalle Randers Fjord.

Hvis bundgarnene placeres på fiskenes trækruter, kan også laks, havørred og helt indgå i fangsten. Her indgår laksefiskene på lige fod med ål, torsk og andre fiskearter. På enkelte strategiske lokaliteter er bundgarnsfiskeri målrettet efterårets trækkende havørreder på gydevandring en rigtig god forretning.

Fiskeri med bundgarn er næsten ophørt i dag, hvor vandet er fyldt med alger og tomt for fisk. Opstilling af de mange og lange pæle var både tidkrævende og anstrengende, men fiskeriet var i perioder uhyre lønsomt.

Isen tager imidlertid ofte pælene, som derfor skal sættes op på ny efter islæg og isgang. Tidligere blev gamle pælerester stående til gene på skibstrafikken – farligt, dersom de stod lige under overfladen.

De store bundgarn er i dag reduceret til kulturhistorie om det hedengangne fjordfiskeri. Lyden af forårets nye pæle, der blev banket i bunden ligeledes.


Ruser og tejner

Som udgangspunkt er bundgarn blot en overdimensioneret ruse med meget lange fangarme. Og som udgangspunkt er en ruse blot en fiskefælde, der ikke ødelægger hverken bunden, den står på. Eller skader fangsten, der går i den. Med mindre rusen da får lov at stå så længe, at krabberne rykker ind og går til angreb på fiskene.

Ruser og garn må ikke placeres, så de kan tørlægges ved lavvande. Så fangede fisk dør og fredede eller ulovlige fisk ikke kan genudsættes i levedygtig stand. Det siger sig selv, at risikoen for, at dette sker, vokser med stigende forskel mellem lavvande og højvande.

Ikke mindst i Vadehavet, hvor tidevandsforskellen til daglig er et par meter, udgør tørlagte ruser og garn derfor et reelt problem.


Ruse øverst – tejner nederst


Tejner er navnet på fiskefælder, der bruger lokkemad. De bruges typisk til fangst af krebsdyr som hummer, krebs, krabber og konksnegle, der alle lader sig lokke ind i tejnen af duften fra den udlagte lokkemad. Som udgangspunkt en skånsom fiskemetode, der tillader genudsætning af uønsket fangst.

Gamle dages tejner var typisk flettet af naturmaterialer og forsvandt helt af sig selv i vandet, hvis de gik tabt. En stor ulempe ved vore dages tejner er desværre, at de næsten altid fremstilles af billig plast. Typisk opskårne plastdunke.

Alene derfor mistes mange under storme, som river dem løs af deres forankringer. Den lave pris for nyanskaffelse gør det uinteressant at søge efter mistede tejner. Præcis som med muslingefarmenes mange flydere. Rundt omkring i danske farvande ligger derfor i tusindvis af forliste og herreløse tejner.


Krogliner og langliner

Krogliner er lange stykker tovværk med påsatte tavse – hver med deres egen agnede krog. Det kan være alt fra korte åleliner til brug i søer og fjorde – med et relativt lille antal kroge beregnet til at ligge på bunden. Til kilometerlange krogliner med hundredvis af kroge – til fiskeri drivende i overfladen eller dybt under isen.  Eller hvor det nu måtte være praktisk muligt at agne, sætte og røgte så mange kroge.

Krogliner bruges overalt i verden til fangst af mange forskellige fiskearter. Fordelen ved denne fiskemetode er, at udstyret er relativt billigt. Liner og kroge er billige i anskaffelse. Det, der tager tid og koster penge, er agning af de mange kroge. Korte krogliner med få kroge agnes manuelt, mens langliner med flere hundrede kroge typisk agnes maskinelt.

Kilometerlange langliner er så tunge, at de kræver maskinkraft for at kunne sættes og røgtes. Fordelen ved denne fiskemetode er, at fangsten ofte er af højere kvalitet end ellers – højere end den, man får ved garnfiskeri. I hvert fald hvis fangsten har siddet i længere tid i netmaskerne, inden garnet røgtes. Det samme gælder naturligvis krogliner.

Fangstens kvalitet er under alle omstændigheder langt højere end den, man får ved trawlfiskeri, hvor den første del af fangsten ofte er mast til mos af det enorme tryk fra den seneste del af fangsten. Her kan man med god ret tale om plukfisk, der kun opnår lave priser efter landing. Hvis de da ikke i stedet ender som fiskemel til dyrefoder.



Muslingeskrab

Nu er muslingeopdræt i sagens natur ingen fiske- eller fangstmetode. Og så alligevel. Opdræt af muslinger i kæmpestore og kilometerlange “smartfarms” af norsk oprindelse er ikke fangst.

Og så alligevel. Vi ser nemlig i stigende grad, at et urentabelt og lokalt forurenende muslingeopdræt ændres til produktion og udlægning af muslingeyngel – på kunstige “kulturbanker”, der siden høstes ved simpelt og bundødelæggende muslingeskrab.

Det vil kort sagt sige, at det muslingeopdræt, vi betaler milioner af tilskudskroner til, og som skulle rense vore landbrugsforurenede fjorde for kvælstof, blot er kamuflage for et ødelæggende muslingeskrab. Begyndelsen til enden, kunne man også sige.

Muslingeskrab ødelægger nemlig ikke blot bunden og tømmer den for højere liv. De tunge redskaber roder samtidig så meget op i bunden, at store mængder drivhusgasser samtidig frigøres fra sedimentet. Kuldioxid, som i frigjort tilstand vil bidrage til den globale opvarmning, vi ellers kæmper imod.

Så når vore politikere siger ja tak til flere smartfarms med flere muslinger, så siger de ofte også ja tak til mere muslingeskrab. Det er en sammenhæng, der i reglen går under radaren – som muslingebranchen forsøger at skjule efter bedste evne.

Det er tankevækkende, at antallet af muslingeopdræt i Danmark ifølge de seneste opgørelser er næsten fordoblet – fra 32 i 2019 til 62 i 2022. Men muslingernes kvælstoffjernelse blot er steget fra 88 til 102 ton i samme tidsrum.

Baseret på proportionalitet mellem antal anlæg og høsttal burde kvælstoffjernelsen være steget til 170 ton i stedet for blot 102. Men det er altså ikke sket.

Forskellen er i stedet gået til opdrættet yngel udsat på kulturbanker. Yngel, der efterfølgende høstes som voksne – ved ødelæggende muslingeskrab. 

©️ 2024 Steen Ulnits


Seneste nye om skadevirkningerne ved muslingeskrab her



“Smartfarms” består kilometerlange flydende rør med netmasker hængende udspændt underneden. Her hæfter muslingerne sig helt af sig selv.


Kokain og hollandske trawlere


Debatten om hollandske bomtrawleres hærgen i den nordvestjyske Jammerbugt har kørt i flere år. De lokale kystfiskere i deres små både kan intet stille op mod de hollandske giganter.

Med tonstunge kæder og bomme pløjer de store bomtrawlere Vestkystens bløde bund op og ødelægger alt på deres vej. Heriblandt de fremtidige fiskemuligheder for lokale kystfiskere i deres langt mindre både.

En problemstilling, der i flere år er blevet ignoreret af Fiskeristyrelsen. Man har længe kunnet finde de store hollandske bomtrawlere liggende for kaj i havne som Hanstholm og Thyborøn, hvor de kan dele kaj med små lokale fiskefartøjer, hvis fremtidige eksistensmuligheder de jo ødelægger.

Adspurgt om, hvorfor i alverden man dog tillader dem at ligge her, når man nu ved, hvor meget de ødelægger i Vesterhavet for de lokale kystfiskere, får man dette lakoniske svar:

– Vore lokale kystfiskere fanger i dag så lidt, at vi ikke kan leve af dem. Vi kan tjene meget mere på at servicere de hollandske bomttrawlere. Derfor er de blevet fast inventar i havne som Thyborøn.



I efteråret 2022 blev der indgået en politisk aftale om fordelingen af frie midler under den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF). 

Her blev det besluttet at afsætte 16 mio. kr. til projekter, der skal undersøge, hvordan bundslæbende redskaber generelt og bomtrawl specielt påvirker havmiljøet i den nordjyske Jammerbugt. Her ikke mindst de store bomtrawlere fra hollandske Urk.

Ikke at man ikke godt ved det og længe har vidst det. Men kan man nu score lidt EU-millioner til den fortsatte (rov)drift, så bør vi naturligvis gøre det. Hellere det end forsøge at gøre noget konkret ved problemerne. Det kunne jo koste indtægter.

Fiskeristyrelsen har derfor netop givet tilsagn til to ansøgninger fra henholdsvis DTU Aqua og Aalborg Universitet på i alt knapt 16 mio. kr. til projekter, der skal undersøge havmiljøet i den nordjyske Jammerbugt. I projekterne indgår desuden samarbejde med fiskere, der har lokalkendskab til området.

Projekterne omfatter en kortlægning af bomtrawlere og øvrige bundslæbende redskabers fiskeri i Jammerbugt. Lokale kystfiskere i mindre både har jo længe klaget over de skadelige bomtrawlere, der ødelægger bunden med deres tonstunge redskaber.

Set i bakspejlet kan man undre sig over, hvorfor Fiskeristyrelsen har set gennem fingre med de hollandske bomtrawlere i så lang tid. I flere år. 



Senest er der så kommet et helt nyt aspekt ind i sagen. Et aspekt, der måske bedre end meget andet forklarer, hvorfor bomtrawlerne så gerne holder til i Hanstholm og Thyborøn havne. De lander nemlig ikke kun fisk i disse havne. De lander og distribuerer tilsyneladende også kokain, hvilket der er mange flere penge i.

TV2 har lyttet til rygterne på havnekajen og haft næsen i sporet i et godt stykke tid. Deres research viser, at omkring 6 ud af 30 hollandske bomtrawlere langs vestkysten tilsyneladende hellere vil fiske efter og lande kokain, som ankommer med store fragtskibe fra Sydamerika, end fange fisk. Det er skibe, hvis aktiviteter og sejlmønstre adskiller sig klart fra de “rigtige” bomtrawlere.

Bomtrawlerne møder fragtskibene fra Sydamerika langt til havs og lægger sig tæt op af dem herude. Fragtskibene dumper derefter større eller mindre ladninger af vandtæt emballeret kokain, som kastes i vandet med en GPS-sender fastgjort. Herefter overlader fragtskibet arenaen til bomttrawleren, der så fisker kokainen op og bringer den sikkert i havn.

Fra Hanstholm og Thyborøn bringes kokainen siden videre til Holland, der tilsyneladende står for hele distributionen videre ud i Europa. Big Business, der efter alt at dømme indbringer en lille håndfuld fiskere fra ikke mindst Urk mange flere penge, end alverdens fisk nogensinde vil kunne gøre.

Ifølge TV2 tilbyder de hollandske narkokarteller fiskerne i Urk op mod 13 millioner kroner for blot et enkelt smuglertogt. Så kan det nok være svært at overholde De Ti Bud.



Det lader nemlig til at være kristne og stærkt troende folk, vi her har med at gøre. I hvert fald nogle af dem. Flere end 90% siger statistikken fra Holland. En kilde på havnen citeres således for, at man i hollandske Urk går fromt i kirke hver eneste søndag.

Ja, man sejler sågar gerne den lange vej hjem til Holland for at bede sine søndagsbønner og komme hviledagen i hu, så man også holder den hellig. Mens man så tilbage i Danmark bedriver kriminalitet og narkosmugling resten af ugen.

Det skal blive spændende at følge udviklingen i Det Vilde Vestjylland. Der bliver nok at følge op på for TV2, som allerede har måttet tage mod både tørre tæv og trusler om flere. Fiskerikontrol og narkopoliti vil forhåbentlig også holde et vågent øje med, hvad de fremover sender på TV2.

En spøgefugl på havnen foreslog, at man jo passende kunne omdøbe “Rødspættevej” til “Kokainruten”, når der nu snart ikke er flere rødspætter tilbage i Vesterhavet.

På grund af de hollandske bomtrawlere. Og som det vestjyske svar på Christianias “Pusher Street”.

© 2023 Tekst & fotos: Steen Ulnits


Undskyld, hvis titlen på denne artikel kom til at minde om den danske titel på en populær sorthvid biografbasker fra filmens grønne ungdom: “Arsenik og Gamle Kniplinger”.

Det blev ikke gjort bevidst, men sikkert ubevidst. Kokain og Arsenik minder jo ikke så lidt om hinanden.

– Asocialdemokratiet?


En bekendt sendte for nylig linket nederst i denne artikel til mig. Han mente nok, det ville være sund læsning og sætte nogle ting på plads i mit forvirrede hovede og frustrerede univers.

Jeg var nemlig en af de mange naive, der glædede sig usigeligt over, at statsminister Mette Frederiksens rød-grønne regering trods alt overlevede minkskandalen og sågar scorede et beskedent flertal ved det seneste valg. Det gav fornyet håb for miljøet.

Men jeg var også en af de nok næsten lige så mange, der fik kaffen i den gale hals, da Mette Frederiksen præsenterede sin nye blå-sorte regering. Efter 42 dages drøftelser med diverse partier.

En bred midterregering, som ingen ud over regeringen selv og dens egne ministre havde ønsket sig eller bedt om.


– Var det mon takken for støtten til Socialdemokratiet og regeringens tidligere parlamentariske grundlag?


Det var det åbenbart. Oppositionens SF kvitterede endda med at strikke en forelsket sweater til den knibske statsminister, der nu ikke længere ville omgås de ægte røde.

– Det kunne jo være, vi kan lege sammen igen. Om fire år, måske. Please?

Man fornemmer klart, at de fire forgangne år med en rød regering har været endog meget hårde ved Mette Frederiksen. At hun ikke magtede at fremme miljøet længere, når hun nu hellere ville støtte Aalborg Portland i hendes egen valgkreds. Og gjorde det.

Man fornemmer også klart, at hun frygtede en advokatundersøgelse af minkskandalen med tilhørende risiko for en efterfølgende rigsretssag.

Og at hun derfor villigt donerede vigtige ministerier til Lars Løkke & Co. Som så til gengæld fraveg deres før valget ellers så ufravigelige krav om en advokatundersøgelse.

Blandt de nye ministre var Venstres Jacob Jensen, der i flere år havde været på lønningslisten hos Danmarks største og mest forurenende havbrug, Musholm i Storebælt.

Næsten øjeblikkeligt kvitterede Jacob Jensen for tilliden med at annullere den foregående regerings løfte om et forbud mod skrabende redskaber i Lillebælt. Mod trawlfiskeri og muslingeskrab, der nu kan fortsætte ødelæggelserne af den sårbare havbund som hidtil.



Man må formode, at denne annullering er sket med statsminister Mette Frederiksens fulde accept. Vi har i hvert fald ikke hørt andet. Miljøet er jo ikke ligefrem noget, der ødelægger hendes nattesøvn. Der skal mere til.

Lad mig i den forbindelse citere en god ven, som i mange år trofast har tjent den danske stat og etat. Han vil gerne fortsætte til sin snarlige pension og ønsker derfor at være anonym:


“Der begynder at tegne sig et dystert billede af, hvad det kommer til at koste at undgå en advokatundersøgelse.”


Indtil videre har det helt konkret kostet danske skatteydere en årlig fridag i form af den netop afskaffede Store Bededag. Trods økonomisk overvismand Carl-Johan Dalgaards stærke tvivl om nogen reel effekt af afskaffelsen.

Hvad den nye blå-sorte regering efterfølgende kommer til at koste miljøet, har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig. Men jeg gyser ved tanken. Det bliver slemt. Vi bliver nødt til at bede EU om hjælp til at redde det danske vandmiljø, når vi nu ikke selv hverken kan eller vil.

Afslutningsvis: Jeg kender ikke forfatteren af nedenstående artikel på websitet leksikon.org, og jeg har ikke faktachecket indholdet. Til gengæld er jeg heller ikke faldet over faktuelle fejl.

Men læs selv og døm. Jeg følte mig i hvert fald bedre orienteret efter læsningen. Og forstår nu lidt bedre magtmennesket bag Børnenes Statsminister. Og TV-tårerne over de lukkede minkfarme.

Samt den triste kendsgerning, at frustrerede vælgere nu er begyndt at tale om Asocialdemokratiet i stedet for Socialdemokratiet.

Jeg håber virkelig, at Mette Frederiksen vil rette op på skuden og den igangværende højredrejning. At hun finder tilbage til sine røde rødder og fremover vil vægte miljøet frem for ensidigt arbejdspladser til de fattige og skattelettelser til de rige.

Det er jo miljøet, vi skal leve af, i og med i fremtiden.

Ikke nødvendigvis Mette Frederiksen.

© 2023 Steen Ulnits


Herunder linket til leksikon.org, som min bekymrede bekendt sendte til mig, og som efterfølgende resulterede i ovenstående artikel:

https://www.leksikon.org/art.php?n=5299