Tag-arkiv: Android

Google’s “Pixel” mobiler

Google er mest kendt for sin altdominerende søgemaskine og sine mange GoogleAds. Mindre kendt er indtil videre, at Google også producerer helt egne mobiler – under navnet “Pixel”.

Vi kigger her nærmere på to modeller i hver sin ende af prisspektret: Den billige Pixel 3a og den dyre Pixel 4XL. Begge er desværre ikke alment tilgængelige på det danske marked, men kan dog fås gennem et fåtal forhandlere, der på egen hånd importerer Google mobiler til Danmark. Ellers er man henvist til selv at købe dem i udlandet, hvilket kan have både fordele og ulemper.

Til fordelene hører, at man i regelen kan få de nye modeller umiddelbart efter lanceringen – ofte flere måneder før herhjemme. Til fordelene hører også, at konkurrencen på pris er langt hårdere i udlandet, hvorfor man ofte kan finde rigtig gode tilbud her. Det gjorde jeg selv med min Pixel 3a, som alt i alt kun kom til at koste kr. 2.400,-. Et fund til prisen.

Til ulemperne hører klart, at man ikke får samme to års garanti som herhjemme. Man kan ikke gå ind i en fysisk butik og klage over eventuelle fejl og mangler – på dansk. Man kan heller ikke sådan lige returnere de bestilte varer, hvis de kommer fra eksempelvis Kina.

Endelig kan man sagtens være uheldig at skulle betale både told og moms på varer fra udlandet uden for EU. En ellers god salgspris kan da hurtigt blive til en rigtig dårlig handel.

Pure Android

Millioner og atter millioner – hvis ikke milliarder – af mobiler verden over kører på Google’s gratis styresystem Android, som Google løbende opdaterer. Efter nogle år med mange huller og sikkerhedsbrister er Android nu ved at være et voksent styresystem, der bare fungerer, og som ikke længere står pivåbent for hackere og andet skidtfolk.

Jeg er selv en dedikeret Mac-bruger, som nyder det efterhånden meget store og omfattende univers eller økosystem med iPhone, iPad, iCloud, Apple Watch, Apple TV, CarPlay, AirPods, HomePods, Apple Wallet, Macbook og iMac.

Det er en forrygende og fantastisk velfungerende verden, der længe har leveret musik via iTunes, og som nu også leverer film som en anden Netflix – via Apple TV. En verden, hvor man med den største selvfølgelighed gemmer alle sine data i skyen – på Apple’s iCloud.

Aktiekursen på Apple er da også skudt i vejret med samme eksplosive hast, som brugerfladen er vokset. Er man først inde i  systemet, er det svært at komme ud igen – eller i hvert fald undvære de mange smarte features. Præcis som i Eagles’ “Hotel California”:

“You can check out any time you like. But you can never leave”…

Men det var ikke Apple, denne artikel skulle dreje sig om. Den skal i stedet handle om Google’s herhjemme stadig ret ukendte “Pixel” mobiler og deres medfødte Android styresystem, som nu er oppe på version 10.

Er man til Android som styresystem, da har man i snart mange år kunnet vælge mellem i tusindvis af forskellige mobiler, som alle tilbød og stadig tilbyder Android som styresystem. En sand afgrund af valgfrihed, hvad producenter angår.

Man har til gengæld også måttet levet med, at de forskellige producenter ofte har implementeret Android på meget forskellig vis. Således har de gerne indbygget “bloatware”, der fylder og irriterer – med reklamer for egne eller andres services, som man så bliver mere eller mindre tvangsindlagt til at se på og forholde sig til.

Android i sine reneste form en næsten kultagtig ting – i hvert fald i inderkredsen af mobile Google nørder. Selv har jeg levet med Android i mange år på mobiler fra mange forskellige producenter. Jeg har lært at leve med de store forskelle og slået mig til tåls med, at sådan måtte det nok bare være, når styresystemet var gratis. Det er jo altid svært at klage over noget, man intet har betalt for.

Android 10

Men så ville skæbnen, at jeg fik fingre i et af Google’s seneste hits – den lille Pixel 3a, som jeg var blevet interesseret i. Google havde netop meddelt, at deres indbyggede program til stjernefotografering – “astrophotography” – nu også fungerede på den lille ny Pixel. Og ikke kun som hidtil på den dyre Pixel 4.

Jeg scannede markedet og fandt et rigtig godt tilbud i Kinas land. Min nye Pixel 3a  var her seks dage senere – uden ekstra told og moms.

Det var kærlighed ved første blik. En fiks lille mobil, som kunne stort set det samme som storebror. Men til kun godt en tredjedel af prisen. Den slags kombinationer af pris og kvalitet er uhyre sjældne, og man skal derfor tage dem til sig med det samme.

Mit held var, at Google havde valgt at indbygge nøjagtig det samme kamerasystem i den billige Pixel 3a som i den tidligere topmodel Pixel 3. Med det resultat, at den tager nøjagtigt lige så gode billeder som sin højt berømmede forgænger.

Der er ikke meget andet at sige om den lille 3a’er, som kun kan anbefales til alle, der vil have en prisbillig Android mobil. Med et kamera, der tager fotos fuldt på højde med de bedste af konkurrenterne – ind imellem endda bedre. Det er Google’s indbyggede software, der gør hele forskellen. Et godt kameramodul kombineret med systemsoftware i verdensklasse.

Og så naturligvis med den seneste version af Android og Google’s garanti for tre års løbende opdatering – vel at mærke med det samme og ikke halve eller hele år senere, som man desværre ofte oplever det med andre producenter.


Pixel 4 XL: 90 Hz

Således opildnet af de gode oplevelser med Pixel 3a blev jeg mere og mere nysgerrig på topmodellen Pixel 4, der bød på spændende nye teknologier. Til helt nye priser. Men lidt nysgerrig har man vel lov at være, og så må man også være parat til at betale for det. Den nyeste Pixel 4 XL kostede således op mod kr. 8.000 – hvis man da overhovedet kunne få fat i den.

Til den pris får man til gengæld avancerede teknologier som 90 Hz til lynhurtig opdatering af skærmen – noget, jeg allerede havde oplevet og værdsat på OnePlus’ seneste McLaren Edition.

Samt  Google’s helt nye radarbaserede Motion Sense, som genkender og reagerer på håndbevægelser. Læg hertil en lynhurtig Face Unlock, der nærmest er hurtigere end sin egen skygge, og et par andre nørdede finurligheder.

90 Hz: Google har ikke vovet at tage hele springet fra den traditionelle 60 Hz skærmopdatering til fremtidens 120 Hz. I stedet har man valgt en mellemløsning, der i bedste fald byder på 90 Hz opdatering – hvilket naturligvis er langt bedre end ingenting. Uheldigvis slår den automatisk tilbage til 60 Hz, hvis ikke andet kræver 90. 

Det er ganske irriterende, idet dette “smarte” autoskift tilsyneladende mest går den ene vej – fra 90 til 60 Hz. Naturligvis for at spare mest muligt på batteriet. Det kan dog ikke være meningen, at man køber en dyr mobil med 90 Hz, som så det meste af tiden ikke kan klare hurtigere opdatering end de traditionelle 60 Hz. Når nu OnePlus’ 7T Pro sagtens kan klare at køre permanent med 90 Hz – endda til en lavere pris.

Man kan dog dybt inde i “Developer Settings” finde en funktion, der tvinger mobilen til at køre 90 Hz hele tiden. Men så tømmer man på rekordtid det i forvejen alt for lille batteri på 2.800 og 3.700 mAh på henholdsvis Pixel 4 og Pixel 4XL. Da holder ingen af de to nye topmobiler fra Google til blot en enkelt dags brug. Kommer man fra en iPhone 11 Pro Max, er dette helt til grin.

Motion Sense: Eller “Project Soli”, som Google selv kalder sit nyeste radarprojekt, man har arbejdet på i flere år. Ideen er, at mobilen udsender en slags radarstråler, som registrerer alt inden for en begrænset radius af mobilen. Således registrerer Motion Sense, når ens hånd nærmer sig mobilen. Den kan da gøre klar til ansigtsgenkendelse eller dæmpe et vækkeur, blot hånden nærmer sig.

På samme måde kan man skifte mellem forskellige musiknumre blot ved at vifte med hånden. Hvor de førstnævnte to ting virker upåklageligt, så virker sidstnævnte kun undtagelsesvis eller helt tilfældigt. Det lykkedes i hvert fald aldrig for mig at få det til at virke med blot nogenlunde regelmæssighed. Jeg følte mig som den samme idiot, der stod og viftede med min Samsung S-Pen for at zoome ind og ud. Det virkede heller ikke – andet end undtagelsesvis.

Så Motion Sense er helt klart “a work in progress”, der skulle være forblevet på forsøgs- eller udviklingsstadiet. Det er at gøre grin med brugerne og gøre dem til forsøgspersoner at lukke noget sådant ufærdigt ud. Og samtidig lade dem betale dyrt for det. Det har mange tech-anmeldere på YouTube og andre medier været enige om.

Face Unlock: Google’s udgave af Apple’s velfungerende klassiker. Den virker lynende hurtig – hurtigere end Apple, men det snyder. En af forklaringerne på den tilsyneladende hurtighed er helt enkelt, at den springer låseskærmen over og sender én direkte ind i systemet. En anden og nok vigtigere forklaring er, at den scanner dit ansigt med lukkede øjne – bogstavelig talt.

Et kæmpestort hul i sikkerheden er nemlig, at man kan åbne sin Pixel 4 og 4 XL med lukkede øjne. Det kan man ikke med en Apple iPhone, som derfor er godkendt til banktransaktioner. Det er den nye Pixel derfor ikke – endnu da. En opdatering, der åbner øjnene (nok mest på Google), er efter sigende på vej.

Google One: Et af de helt store salgsargumenter ved de første Pixel mobiler var gratis Google Cloud Storage af selv de højest opløste billeder. Den fordel har Google desværre droppet helt. Det fyldte nok alligevel mere, end de havde regnet med. Nu må man i stedet tilkøbe dyr lagerplads på Google One.

Den manglende Cloud Storage af højopløste billeder er et dobbelt problem med så lille en indbygget hukommelse som blot 64 GB. Man kan dog købe 128 GB for et tusse ekstra, og det bør man så absolut gøre. 64 GB er alt for lidt. Alene video kan hurtigt fylde lageret op. Helt galt kan det også gå, dersom man udnytter muligheden for at skyde Pixel 4 stills i RAW formatet til senere redigering. De fylder nemlig flere gange så meget som almindelige JPG fotos.

Læg hertil en skærm, der ganske vist er P-OLED og af høj kvalitet, men som desværre er meget lyssvag. I lav sol på en klar vinterdag kan det være endog uhyre svært at se, hvad der forgår på skærmen, som derfor fungerer bedst indendøre. Skærmen på Pixel 4 og 4 XL er langt mørkere end på andre high-end mobiler i samme prisklasse – sikkert for at spare strøm til 90 Hz opdateringen.

Live Transcribe: Et par rigtigt smarte features, som blev lanceret med Pixel 4 og 4 XL, var en løbende transkriberende diktafon samt live undertekster til YouTube videoer. Begge funktioner er dog siden også kommet til de mindre og ældre Pixel mobiler – i hvert fald til og med 3’erne.

Begge fungerer i sagens natur bedst på Pixel 4, da det hele her foregår internt på en separat chip i mobilen og derfor lynhurtigt. Det er rigtig smart at kunne følge med i en video på YouTube, når man enten ikke vil forstyrre andre med lyden – eksempelvis i sengen eller en togkupé. Eller ikke har sine hørebøffer med eller ladt op. Da slår man blot underteksterne til og kan nu aldeles lydløst følge med i handlingen. Jeg bruger det regelmæssigt.

Diktafonen er både smart og praktisk, da den løbende transkriberer de indtalte ord, så man efterfølgende kan søge i teksten og eksempelvis finde tilbage til et bestemt sted eller et bestemt emne. Rigtig smart, hvis man er studerende eller deltager i en konference med forskellige oplægsholdere, der jo alle siger vigtige ting. Må man da håbe. Det meste af tiden…

Ikke så smart for os danskere er imidlertid, at begge funktioner indtil videre kun fungerer på engelsk. Men underholdende er det, at der ind imellem opstår sjove fejl, når funktionen ikke helt kan greje, hvad der bliver sagt – på grund af forskellige udtaler eller dialekter.

Men generelt fungerer det godt.

Taget med Google Pixel 3a


Konklusion: Google’s seneste Pixel 4 og 4 XL er nok mest at betragte som eksperimenter, der langt fra altid lever op til Google’s egne planer og brugernes forhåbninger til dem. Jeg oplevede ofte, at Face Unlock nærmest aktiverede sig selv – uden at jeg havde bedt den om det.

Jeg oplevede også flere gange, at den slet ikke ville åbne, men i stedet bad mig om at bringe hovedet nærmere og mere ret foran skærmen. Modsat den langt større vinkel, som Apple’s Face Unlock virker i. Det mistede jeg faktisk en del skud på. Men værst af alt så oplevede jeg en enkelt gang, at min Pixel 4 overhovedet ikke gemte et foto, jeg med sikkerhed netop havde taget. Det har jeg aldrig oplevet før. Med nogen anden mobil. Og det må bare ikke ske.

Men vil man betale toppris for en noget halvkvædet vise, så skal man selvfølgelig gøre det. For Google’s skyld. Eller vælge den lille Pixel 3a i stedet og spare en masse penge. For sin egen skyld. Eller måske vente på Pixel 5, hvor de her nævnte features forhåbentlig er modnet, blevet driftssikre og brugbare i praksis. Den er jeg rigtig spændt på. Men måske kommer der en Pixel 4a inden da.

På så dyr en mobil som Pixel 4 skal alle funktioner naturligvis virke perfekt. Pixel Perfect. Ellers bør vi da i stedet have penge for at være Google’s forsøgskaniner. For alle andre end dedikerede Android-entusiaster er Pixel 4 og 4 XL derfor en klar ommer.

Eller for at sige det med den velkendte amerikanske YouTube tech-anmelder Michael Fisher’s egne og godt beskrivende ord:

“Lettere at få fat i end tidligere. Men sværere at anbefale”…

Taget med Google Pixel 4 XL


 

(Astro)photography

Google’s Pixel kameraer er fænomenalt gode til at skyde stills af høj kvalitet. Det ændrer kritikken af de nye fancy funktioner intet på. Billeder skudt med Pixel 4 og 4 XL er stadig lige suveræne – klare og skarpe i farverne, lige til at uploade på Facebook, Instagram eller andre nettjenester. Uden yderligere billedbehandling, hvilket mange vil sætte stor pris på.

Den nye 2X telelinse øger naturligvis anvendeligheden, omend mange havde ønsket en vidvinkel i stedet. Eller alle tre linser som på Apple’s og Samsungs topmodeller. Når man kommer fra en iPhone 11 eller Note 10 føler man sig ret handicappet og begrænset i sine muligheder uden alle tre muligheder. Men under alle omstændigheder er det Point and Shoot i absolut verdensklasse, der kommer ud af den nye Pixel 4. Alle kan tage gode billeder under næsten alle forhold.

Men der er nu også lidt guf til fotoentusiasten, som gerne selv vil være med i processen. Hvis man gerne vil ind og styre lyset og eksponeringen sammen med Google, er der i Pixel 4 og 4 XL en smart funktion, hvor man kan gå ind og justere højlys og skygger – før optagelsen. Dette i form af to slidere, som popper op, når man tapper på skærmen. Én til lys – den anden til skygger.

Det er en slags manual HDR-funktion, der er ganske sjov at lege med. Men også en funktion, man sjældent vil få reel brug for. Google’s fotoalgoritmer er nemlig så gode og præcise, at man kun sjældent kan gøre det i forvejen gode resultat ret meget bedre.

Et godt eksempel er dog modlys, hvor Google automatisk forsøger at lysne skyggerne, så man undgår silhuet-effekten og får belyst forgrunden. I reglen en rigtig god politik. Men hvis det nu lige er silhuet-effekten, man er ude efter, så griber man blot fat i én af eller begge de to slidere til lys og skygge og skubber, til man har det ønskede resultat.

Til anden brug kan man hurtigt få rodet så meget rundt i indstillingerne, at det færdige resultat bliver ringere end det oprindelige. Dette blot til advarsel, men man skal selvfølgelig prøve det. Som altid: Seeing is believing.

Google’s ingeniører er i ordets bedste forstand nogle rigtige nørder. Til og med fotonørder som jeg selv. Deres interesse for foto resulterede først i Night Sight teknologien, der muliggør fotografering i svagt lys, som ellers ikke tillader gode fotos. En teknologi, konkurrenterne alle er kommet haltende langt bagefter med.

Night Sight er baseret på, at kameraet tager flere billeder, som det så lægger sammen. Herved får det meget mere lys ind, end det ville kunne med en enkelt optagelse – med mindre man lod lukkeren stå åben i meget langt tid. Med sikkerhed for rystede billeder, hvis man ikke lige brugte et stativ.

Det gode ved Night Sight er netop, at man ikke behøver noget stativ for at få skarpe billeder. De mange enkelte skud er taget med så kort en lukkertid, at billedet ikke risikerer at blive rystet.

Billedet herunder er taget fra min sommerhushave, mod vest ud over Aarhus Bugt. Både Orion med det 3-stjernede sværd til venstre og den lille Karslvogn Lillebjørn til højre er kommet fint med:

Taget med Google Pixel 4 XL


Google’s ingeniører havde længe leget med tanken om at fotografere stjernehimmelen – noget, man har kunnet i mange år, hvis blot man brugte et stort spejlreflekskamera på stativ og tog mange billeder, som man så efterfølgende og møjsommeligt “stakkede” hjemme på computeren for at undgå grynede resultater.

Fotonørderne hos Google satte sig for, at de ville fotografere Mælkevejen med deres Pixel kameraer – uden andre hjælpemidler end et stativ eller fast anlæg, som man siger i skydeverdenen. Og det lykkedes til fulde.

I “Astro Mode” kan man nu uden videre skyde flotte fotos af nattehimlen, Mælkevejen og nordlys – blot man bruger stativ. Astro Mode aktiveres nemlig først, når kameraet står helt stille og man trykker på Night Sight. Da går mobilen automatisk i Astro Mode. Eksponeringstiden kan her være helt op til fire minutter på en Pixel 4 XL, mens jeg har målt op til 60 sekunder på en Pixel 3a.

Google har ganske vist sørget for, at Astro-funktionen nu også fungerer på ældre modeller som Pixel 3 og 3a. Men indrømmer i samme åndedrag, at kvaliteten af det færdige resultat er langt bedre på Pixel 4 og 4 XL. Hvilket jeg til fulde kan tilslutte mig. Det er nok her, at forskellen på Pixel 3a og 4 er allerstørst og tydeligst.

Den indbyggede fototimer på Pixel 4 er også er stor lettelse. Den sikrer, at man undgår rystede billeder ved tryk på udløseren. Den skal installeres som separat app på Pixel 3a, hvilket er lidt besværligt.

Astro Mode virker i al sin enkelhed lige så godt, som Motion Sense virker skidt. Begge dele bedømt ud fra mine egne oplevelser og optagelser.

© 2020 Steen Ulnits


Tre måneder senere

Jeg returnerede noget skuffet den første Pixel 4 XL, som dels kostede for meget og dels kunne for lidt af det, Google ellers stillede i udsigt.

Men så kom der et par store opdateringer, som dels fik gjort Face Unlock sikker, så den ikke længere kunne snydes med lukkede øjne – dels forlængede batteritiden, så man nu uden problemer kan komme igennem en hel arbejdsdag. Endelig faldt prisen dramatisk, så man nu kunne erhverve sig en Pixel 4 XL til omkring kr. 5.000,-.

Jeg gav derfor Google endnu en chance, hvilket jeg ikke har fortrudt. Jeg kører nu permanent med 90 Hz opdatering af skærmen, der altid står på fuld styrke, når jeg færdes udendøre. Skulle det ikke være nok til at komme igennem en hel dag, deaktiverer jeg den strømslugende radar-funktion i Project Soli. Så er der ingen problemer længere.

Det eneste, jeg stadig savner, er et større indbygget lager end de 64 MB, der er standarden. Når man nu ikke kan supplere med et hukommelseskort. Og heller ikke kan opdrive 128 MB modellen, der koster hele tusinde kroner mere.

Hvilket i øvrigt er noget nær uforskammet, når man nu kan fordoble lageret på den spritny iPhone SE med markedets hurtigste processor, A13 Bionic, fra 64 til 128 MB – for blot det halve…

64 GB: kr. 3.699,-     128 GB: kr. 4.199,-     256 GB: kr. 5.099,-

Motorola One Zoom

Motorola var tidligere amerikansk og en af verdens førende producenter af mobiltelefoner – med den sammenklappelige “Razor” som det helt store verdenshit.

Motorola tabte imidlertid pusten – lidt ligesom finske Nokia – og måtte til sidst lade sig opkøbe af kinesiske Lenovo, der mest er kendt sine prisgunstige PC’ere. Lenovo har siden overtagelsen af Motorola kæmpet for at gøre sig bemærket på markedet for mobiltelefoner, men uden det helt store held.

Nu ser det imidlertid ud til, at anstrengelserne er ved at give pote. Således har Motorola netop lanceret tre nye Motorola One modeller i et helt nyt og tidssvarende design. Seneste model i denne trio er Motorola One Zoom, der som navnet siger fokuserer ganske meget på netop det: Zoom.

Fornem finish

Det første, man lægger mærke til ved Motorola One Zoom, er dog den helt forrygende finish. Bagsiden er af glas, der ligner børstet metal. Det ser rigtig godt ud, men hvad bedre er: Man slipper næsten helt for de forfærdelige fingeraftryk, som blanke bagstykker i glas ellers suger til sig som en magnet.

De fire objektiver tager sig også bedre ud, end tilfældet er med den helt nye iPhone 11 Pro, der koster mange gange så meget. – Godt designet, Motorola!

Samtidig er One Zoom ingen letvægter, men føles med sine tunge glassider som en rigtigt gedigen mobil helt på højde med de dyreste drenge i klassen. Forarbejdningen lader heller intet tilbage at ønske.

Forrygende kamera

Er finish’en fornem, så er kameradelen forrygende. Intet mindre. One Zoom er forsynet med en 48 MP Quad Pixel hovedsensor, som kombinerer 4 pixels til én og dermed leverer færdige billeder på 12 MP. Kvaliteten er rigtig god og kan fint printes ud i op til A4 format. Hvis man går manuelt, kan man sågar gemme sine fotos som RAW filer.

I tilgift til standardsensoren byder One Zoom på en 117 graders vidvinkel, hvis 16 MP får det hele med – også på klods hold. Samt en 8 MP tele med 3X optisk zoom. Såvel standardobjektivet som telen har optisk billedstabilisering – OIS – så man undgår rystede billeder. Det har vidvinklen ikke, for det har vidvinkler normalt ikke brug for.

Oven i dette får man 10X hybrid zoom, der dog ikke leverer helt samme kvalitet som ren optisk zoom. Men som til gengæld er mange gange bedre end den rene digital zoom, der jo blot pixelerer det færdige resultat mere eller mindre.

Den fjerde linse på kameramodulet er en 5 MP dybdesensor, som primært bruges til portrætfotos. Det hele styres på forbilledlig vis af en Snapdragon 675, der ligger i den øvre ende af mellemklassen. Samt 4 GB RAM.

Motorola har ry for at levere mange forskellige features, der er helt specifikke for netop Motorola. Den velfungerende kamera-app er ingen undtagelse. Her er der ud over de sædvanlige grundlæggende funktioner eksempelvis “Cutout” (Udklip), hvor man kan klippe forgrunden fri og udskifte baggrunden.

Samt “Spot Color”, hvor man kan udvælge en enkelt farve, som så bliver den eneste. Resten bliver sorthvidt. “Nattesyn” er der naturligvis også, selv om andre producenter (læs: Huawei og Google) dog har haft held til at lukke adskilligt mere lys ind i mørket.

Er man fotonørd, er der således rigtig mange muligheder for at lege med lyset i Motorola One Zoom. Skulle AI automatikken ikke være god nok, kan man gå i “Manual” mode og her selv styre fokus, eksponering, hvidbalance og lysfølsomhed (ISO).

Næppe nogen får brug for flere knapper at skrue på.

Manglerne…

Der er således rigtig meget godt at sige om Motorola One Zoom, som virkelig leverer varen. Det er dog ingen perfekt mobil. Dertil mangler flere ting. Man kan undre sig over, at mobilen i lighed med One Plus ikke byder på trådløs opladning – trods ellers bagstykke i glas.

Det er et irritationsmoment, hvis man ellers har vænnet sig til bare at kunne lægge sin mobil på en ladeplade – uden irriterende kabler med forskellige stik – mens man arbejder videre. Men har man ikke prøvet det, vil man næppe heller savne det. Til gengæld er batteriet på imponerende 4.000 mAh, hvilket for mange rækker til to dages forbrug.

Dernæst er der højttaleren – for der er kun den ene, som sidder placeret øverst på mobilen. Lydkvaliteten er fin og lydniveauet tilpas højt. Men lyden kommer desværre kun fra én ende, som man nemt kan komme til at dække for med hånden.

Endelig er der for en lystfisker og sejler som undertegnede det klare minus, at mobilen ikke er vandtæt. Ikke noget med IP68 her. Blot en forkølet nano-coating, der ifølge Motorola er vandafvisende.

Så skal du have din One Zoom med ud til eller ud på vandet, da skal den ubetinget ned i en vandtæt pose af en slags. Med samtidig mulighed for at hænge mobilen om halsen – inden for bekvem rækkevidde. Og det er jo slet ikke så dårligt endda.

I skrivende stund har jeg ikke kunnet finde decideret vandtætte etuier til One Zoom, men de skal nok komme  på et senere tidspunkt.

Konklusionen

Motorola har lange traditioner for brugen af de såkaldte “gestures” – håndbevægelser – til styring af diverse funktioner. To af de allerbedste og mest brugbare er “håndkantslaget”, der tænder den indbyggede lygte. Samt “håndledsvrikket”, der aktiverer kameraet. Rigtig smart og yderst brugbart.

Skærmen er en 6,39 tommer OLED i 16:9 formatet. Opløsningen er FHD+ (2340 x 1080 pixels). En overraskende god skærm på en mobil i denne prisklasse. I tilgift har den integreret fingeraftrykslæser, som i modsætning til flere andre af slagen – ikke et ord om Nokia Pureview her – fungerer fint og helt efter hensigten.

En smart detalje er ligeledes, at Motorola’s karakteristiske Batwing logo lyser blåt op på bagsiden, når mobilen er i brug eller der er kommet nye meddelelser. Det giver lidt opmærksomhed, skal jeg hilse og sige – og var vel også meningen…

Efter at have anmeldt Motorola One Zoom måtte det amerikanske webmedie Engadget’s redaktør Chris Velazco beskæmmet konstatere, at han nemt kunne bruge One Zoom som sin nye “daily driver” – trods den lave pris. Så god er den, og så godt ser den ud. “I hate to say it”, sluttede han…

Og det kommer fra en mand, der i sit daglige virke vælter sig i de nyeste, dyreste og bedste smartphones. Men jeg kan kun give ham ret. Det er virkelig et “home run”, Motorola her har præsteret.

One Zoom står til en pris omkring 3.000 danske kroner. Telia tilbød 1.000 kroner i rabat for en gammel udbrændt Sony mobil, så den endelige pris – inklusive mobilrabat – kom ned på 1.720 kroner. 

Det er vildt billigt for så god en mobil, der ligner og føles som noget til en million. Den kan anbefales på det varmeste, hvis man altså er til Android. One Zoom leveres med version 9.0 Pie, og Motorola lover snarlig opdatering til 10.0.

Vil du se fotos taget med One Zoom, så bliv “Strandfoged for en dag“. Det er ikke kedeligt…

© 2019 Steen Ulnits

 

 

Huawei P30 Pro

Som læsere af disse sider vil vide, så var jeg ikke begejstret for Huawei’s Mate 20 Pro. Denne ellers meget berømmede kameramobil levede i mine øjne slet ikke op til forventningerne efter den banebrydende og anmelderroste P20 Pro.

Nu er kinesiske Huawei så tilbage med endnu en opfølger, der som P20 Pro virkelig leverer varen. På flere områder. Det er P30 Pro, som rydder hele den samlede mobilkamerapulje med sine fantastiske kameraer. Og den gør det i en tid, hvor der ellers er sået tvivl om det kinesiske firmas fremtid.

Det skal vi ikke tærske langhalm på her – blot henvise til nedenstående artikel om netop dette prekære emne:

Huawei – en sikkerhedsrisiko?

Og så afslutningsvis kort konkludere, at hele sagen i høj grad drejer sig om den kinesisk-amerikanske handelskrig, der jo raser lige nu. Mere end om spionage og sikkerhed som ellers angivet af den amerikanske præsident og hans egen regering. Der for øvrigt også selv spionerer, hvor spioneres kan. Tænk blot på “Echelon”.

Vi skal heller ikke tærske langhalm på hardware og software, som i vid udstrækning er den samme i alle Huawei mobiler.

Kameraerne

Lad os i stedet gå direkte til det, der adskiller Huawei fra alle andre mobilproducenter: Kameraerne. Her har Huawei nemlig et markant forspring, som alle markedets øvrige producenter nu kæmper for at indhente.

Alt imens tager Huawei sikkert, støt og roligt større og større markedsandele. Amerikanske Apple har de allerede overhalet – nu gælder det koreanske Samsung, som kinesiske Huawei gerne vil vippe af tronen.

Huawei købte sig til avanceret mobilkamerateknologi, da de overtog resterne af Nokias finske kameradivision. Et smart træk, der for alvor har givet pote og sendt Huawei et pænt stykke foran konkurrenterne.

Hvor Huawei ofte og med rette kan beskyldes for at kopiere, hvad der overhovedet kopieres kan – ellers stjæles, hvis det skulle blive nødvendigt – så man vi klart erkende, at på fotosiden er Huawei bare klart førende.

Huawei trak for alvor fra med P20 Pro, der stadig er en fornem kameramobil, og har nu atter lagt sig klart i spidsen med den nye P30 Pro. Den leverer ikke bare specs i topklasse, hvilket mange mobiler efterhånden gør – den leverer også billeder i verdensklasse. Hvad langt fra alle topmobiler gør.

Hovedkameraet har 40 MP, vidvinklen 16 MP og telen blot 8 MP. Til gengæld har selfie kameraet hele 32 MP til knivskarpe selvportrætter. Således byder P30 Pro på ialt 96 MP. Ganske imponerende, når man sammenligner med eksempelvis Apple’s iPhone Xs Max, der har 12+12+12+8 MP = 44 MP…

Masser af Florida fotos

Jeg fik den nye P30 Pro i hænderne blot dagen før, jeg skulle afsted til Florida i nogle uger. Og jeg tvang mig selv til at lade min elskede iPhone Xs Max blive i lommen til særlige lejligheder. I stedet tog jeg næsten samtlige mine fotos fra Florida med det nye kamera, hvilket er en rigtig god måde at lære det at kende på. Se Florida Key West fotogalleri her.

Den korte version er, at P30 Pro på næsten alle måder leverer, hvad Mate 20 Pro ikke gjorde – trods ellers mange anmelderroser. Når man dykker i dybden med mange af disse anmeldelser, er der to ting, som ofte går igen:

Det drejer sig om anmeldelser efter meget kort tids brug. Og anmeldelser af mobiler, som anmelderne har modtaget som gave. Enhver ved, at man aldrig stiller samme høje krav til gratis gaver som til dyrt købte produkter. Det siger næsten sig selv.

Men det må nødvendigvis tages med i vurderingen, når man læser begejstrede anmeldelser af nye produkter. Der ville ikke nødvendigvis stå det samme overstrømmende positive, hvis de pågældende anmeldere havde betalt fuld pris for deres produkter…

Anyway. Til kameraerne, der som sagt gør den store forskel. Med P30 Pro er det lykkedes Huawei at klemme et helt nydesignet kamera med hele 5X optisk zoom og 10X hybrid zoom ned i en slank og elegant indpakning. Endda sammen med et imponerende batteri, der i mange tilfælde kan holde i to samfulde dage.

5X optisk, 10X hybrid og 50X digital zoom

Det var en stor oplevelse af få Huawei P20 Pro i hænderne dengang. Her var nemlig for første gang en mobiltelefon med et indbygget kamera, som kunne zoome optisk hele 3 gange. Og som i tilgift havde en brugbar 5 gange hybrid zoom.

Jeg tog mange gode fotos med P20 Pro, inden den blev afløst af først Mate 20 Pro, som jeg ikke var så begejstret for – trods den indbyggede vidvinkel – og siden den her testede P30 Pro. Sidstnævnte byder på ikke mindre end 5X optisk zoom, 10X hybrid zoom og imponerende 50X digital zoom.

Det sidste kunne eller kan man nu ikke bruge til at fotografere med. Dertil var og er kvaliteten dog for dårlig. Men med en digital zoom på hele 50 gange kan man med fordel bruge sin mobil som kikkert.

Det benytter jeg mig ofte af, når jeg eksempelvis skal scanne et skovbryn eller en åben mark for dyr. Eller vil se, hvad det er for et skib, der lige har rundet pynten. En i praksis uhyre anvendelig detalje.

Huawei bliver ofte – og med rette – beskyldt for at kopiere andres løsninger. Ikke mindst Apple må ofte lægge ryg til at blive klonet af Huawei – dog i Android regi. iOS og MacOS kan de gode kinesere nemlig ikke kopiere funktionen af – kun udseendet.

Periskop-zoom

Men når det gælder de indbyggede kameraer, kan man ikke beskylde kineserne for at stjæle andres ideer. Her er de nemlig selv med helt fremme på sidste beat – med kameraer, de selv har udviklet. Ikke mindst den 5X optiske zoom har affødt megen beundring fra konkurrenterne. 

Med 3X optisk zoom var man nemlig kommet til vejs ende for, hvad der fysisk var plads til i en flad og tynd mobiltelefon. Skulle man videre, måtte der nytænkes, og det gjorde Huawei med sin nye “periskop-zoom”.

Der er ikke tale om nogen konventionel zoom, som bliver længere og længere med brændvidden. I stedet har man tænkt i retning af de store spejlteler, som har været kendt fra spejlreflekskameraerne i årevis.

Huawei har helt enkelt “foldet” brændvidden sammen til en periskop-formet linse, der fylder markant mindre og fint får plads i mobiltelefonen. Den er nu placeret umiddelbart under vidvinkel og normallinsen, hvorved man i praksis nærmer sig 10X optisk zoom.

Vidvinklen er nemlig omtrent det halve af normalen, der normalt betegnes 1X, men som i virkeligheden er 2X vidvinklen. Læg hertil 5X normalen , og det samlede resultat bliver 10X fra yderste vidvinkel til yderste tele.

Og hvor Huawei endnu ikke rigtig havde fået de tre kameraer til at spille sammen i Mate 20 Pro, så er det lykkedes rigtig fint i P30 Pro. De glider nu fint over i hinanden.

Nyt lysmålersystem

Men ikke nok med det. Med længere brændvidde kommer også større lystab. Det har Huawei løst med endnu mere konstruktiv nytænkning. Normalt registrerer en kamerasensor farverne RGB som RGGB.

Denne gamle og veletablerede metode har Huawei gjort op med i sin nye SuperSpectrum sensor, hvor den grønne farve (G) er skiftet ud med gul (Y). Huawei’s SuperSpectrum sensor registrerer derfor indkomne farver som RYYB i stedet for RGGB, hvilket tillader 40% mere lys at komme ind.

Huawei’s Kirin 980 processor kombineret med en nyudviklet algoritme bringer den maksimale lysfølsomhed på P30 Pro op på nærmest ufattelige ISO 409.600. Det betyder i almindelig tale, at P30 Pro kan se lys, hvor det menneskelige øje blot ser mørke. Man behøver blot at tænde for kameraet i et mørkt rum for at se den imponerende lysstyrke.

Forgængeren P20 Pro, der stadig er et fremragende og meget lysfølsomt kamera, excellerede i netop natfotografi. Til formålet havde og har den en meget lysfølsom sensor i ren sorthvid. Med det resultat, at man får stjerner på sit natfoto, som man overhovedet ikke selv kan se.

Det samme gælder P30 Pro, der blot har droppet den sorthvide sensor til fordel for en RYYB. Hermed har Huawei lagt sig totalt frem i førerposition, hvad kamera og lysfølsomhed angår. 

Dobbelt video

Nu er det ikke på video-fronten, at Huawei har gjort sig mest eller bedst bemærket. Et ofte fremført kritikpunkt, når talen er faldet på P20 Pro. Kineserne er dog kommet ganske godt med i P30 Pro, der i tilgift til normale videofunktioner tilbyder Dual-Video: Dobbelt video med splitskærm.

Dual-Video er en sjov funktion, der næppe vil tiltale de ægte videoentusiaster. Men som giver mulighed for mange sjove optagelser til familiealbummet. Man har da det normale videokamera kørende i den højre og største del af skærmen, mens man i den venstre kan vælge, om man vil zoome 2, 3 eller 5X ind på samme motiv.

Det giver mulighed for at zoome mere eller mindre ind på begivenhederne i venstre side af skærmen, mens man bevarer overblikket på den højre side. Det er ingen gimmick, som den slags ellers ofte er. Det er rent faktisk en funktion, der har flere rigtig gode anvendelsesmuligheder. 

Professionelle videofotografer vælger ofte at klippe et nærbillede ind i sin egen billedramme, så seeren bedre kan se, hvad der sker. Dual-Video giver lidt af de samme muligheder – blot med et enkelt tryk på knappen “Dobbeltvisning” under “Flere”.

Som lystfisker kan man eksempelvis filme hele fighten af en fisk – i almindelig vidvinkel. Mens man samtidig zoomer ind på fisken selv. På én og samme optagelse.


Konklusionen

Det er dejlig nemt at konkludere noget om Huawei’s P30 Pro. Det er nemlig uhyre svært at finde noget at kritisere den for.

Tre kameraer bag og ét for dækker næsten alle de fotografiske situationer,  man kan komme ud for på en normal hverdag. Telen med 5X optisk zoom har ikke sin lige, og den nye vidvinkel har macrofunktion ned til 2,5 cm. Batteriet på hele 4.200 mAh holder hele dagen uden at kny. Måske også den næste dag med.

P30 Pro er en kameramobil, der har alt, hvad en sådan skal have – og så en hel del mere end konkurrenterne. Det er sjældent i vore dage, at en producent når at lægge sig så langt foran alle konkurrenter, som Huawei har gjort det med P30 Pro.

Så kan man godt leve med, at både Samsung og især Apple har software, der kører bedre og mere flydende end Huawei’s. De to har haft flere år til at finetune deres produkter i, end Huawei har. Og det kan mærkes.

Et lidt ærgerligt kritikpunkt er dog risikoen for, at den amerikanske præsident Trump’s handelskrig mod kineserne kan umuliggøre fremtidig brug af Google’s Android på Huawei’s P30 Pro.

Den slags kan ingen producent eller forbruger tage højde for.

Læs gerne Hongmeng OS – Android’s afløser?

© 2019 Steen Ulnits

Huawei Mate 20 Pro

IMG_2108

Den kinesiske mobilproducent Huawei har rystet sine konkurrenter i de allerseneste år. Huawei har nemlig lanceret den ene model efter den anden, som indeholdt det nyeste nye – men til en pris, der var til at betale.

Nu træder kineserne ud af skyggen fra de udenlandske konkurrenter og lancerer endnu et flagskib, som primært skal tage konkurrencen op med sydkoreanske ærkerival Samsung, der benytter samme Android styresystem som Huawei. Samt amerikanske Apple, der kører sit helt eget iOS, som ikke kan kopieres – i hvert fald kun på overfladen.

Forårets lancering af flagskibet P20 Pro viste for alvor, hvad kineserne formår, og hvor langt de er nået i de allerseneste år.

Læs gerne anmeldelsen af P20 Pro, der indeholder meget om den samme kamerateknologi, som det seneste flagskib Mate 20 Pro benytter sig af. Her kan du læse grundlæggende stof om vigtige nye teknologier som “oversampling” og “pixel binning”.

Huawei har opgraderet Kirin processoren og erstattet den sorthvide sensor i P20 Pro med en ultravidvinkel, der sammen med de to øvrige optikker giver helt nye muligheder for den kreative fotograf.

Fingeraftrykslæser i skærm

Samtidig har Huawei som en af de første mobilproducenter indbygget en fingeraftrykslæser i selve skærmen. Ikke som hidtil på siden eller bagsiden af mobilen, men under selve hovedskærmen.

Resultatet er desværre ikke imponerende. Slet ikke hvis man sammenligner med rivalen One Plus’ seneste udspil, model 6T. Her fungerer fingeraftrykslæseren bedre og hurtigere end på Mate 20 Pro, som kræver, at man dels er ganske præcis – dels trykker ganske hårdt . Den del har Huawei ikke været specielt heldig med.

Med Mate 20 Pro har Huawei samtidig taget endnu et skridt i deres utrættelige stræben efter at kopiere forbilledet Apple – dog stadig på en Android baggrund.

Der er således kommet 3D Face Unlock som først på iPhone X, og man kan nu også vælge at stryge gennem menuerne med “gestures” – bevægelser – som også først introduceret på iPhone X. 3D Face Unlock virker modsat fingeraftrykslæseren ganske glimrende og lynende hurtigt. I regelen har den åbnet mobilen, inden man når at få placeret fingeren korrekt.

Det virker efterhånden lidt trivielt, at Huawei ikke kan finde på noget selv, men blot skal kopiere Apple, hvor det overhovedet er muligt. Noget, de har praktiseret i flere år. Verdens næststørste producent af mobiler burde kunne udvikle selvstændigt og på den måde skille sig ud fra mængden.


Kameradelen er ganske unik på denne mobil. Huawei Mate 20 Pro er et sandt optisk mesterværk af linser og kameraer udviklet i samarbejde med tyske Leitz. Billedkvaliteten er høj, men samarbejdet mellem de tre linser fungerer endnu ikke så smertefrit, som man kunne ønske sig.

Den karakteristiske firkant på bagsiden af Huawei’s nye Mate 20 Pro. Øverst til venstre den indbyggede flash. Herefter henholdsvis en 0,6X 16 mm vidvinkel, en 1X 28 mm standard samt en 3X 80 mm tele. I alt 5X optisk zoom, der suppleres af en 5X hybrid zoom.

Et langt og smalt design i filmformatet 19:5:9 (3.120 x 1.440 pixels) gør den 6,4 tommer store AMOLED skærm ganske komfortabel at holde om. Der er dog langt fra top til bund på den lange skærm – hvis man altså ikke lige benytter sig af énhånds-betjening. 

Ud over den vilde Twilight farve fås Huawei Mate 20 Pro også i sort samt de to riflede farver Midnight Blue (øverst) og Emerald Green (billedet herover og herunder). De to sidstnævnte farver giver et bedre greb om mobilen og tager ikke så let mod fingeraftryk.

Huawei Mate 20 Pro har i modsætning til forgængeren P20 Pro buede skærmkanter og det karakteristiske “notch” for oven, som Apple lancerede med sin iPhone X. Det huser ansigtsgenkendelsen, men kan blændes af, så mobilen ligner en Samsung.

Farven Twilight, som på rekordtid er blevet Huawei’s signaturfarve, er mørkere på Mate 20 Pro end på P20 Pro. Det er virkelig en smagssag, om man er til Twilight eller ej. Og hvilken af dem. Begge er lige slemme til at samle fingeraftryk op.

Kirin 980 HiAI. Huawei praler med, at Mate 20 Pro er den første mobil med et 7 nm chipset. Det er nu kun rigtigt, når man taler om mobiler med Android styresystem. Apple kom nemlig først med den kompakte og strømbesparende 7 nm chip i deres iPhones.


 

AI – Artificial Intelligence

Under Huawei’s lanceringer af først P20 Pro og nu senest Mate 20 Pro har det hele stået i den kunstige intelligens’ tegn. “AI” er blevet det nye buzzword, der garanterer perfekte løsninger på noget nær alle problemer.

Kunstig intelligens betyder i al sin enkelhed, at maskiner lærer, mens de arbejder. De gør sig nye erfaringer, som de omsætter til nye beslutninger, de ikke kendte før. Eller de har fået tilført viden, så de efterfølgende selvstændigt kan træffe beslutninger ud fra det, de præsenteres for.

Når det gælder mobiltelefoner med indbyggede kameraer, så betyder det fortrinsvis, at kameraet selv kan regne den perfekte eksponering ud – ud fra allerede indkodede oplysninger om, hvordan forskellige motiver ser ud. Og hvad de kræver af eksponering for at blive gode digitale gengivelser af motivet.

Kameraet ser således motivet og sammenligner det med noget, det har fået indkodet – med udførlige oplysninger om, hvilken blænde, lukkertid, ISO og hvidbalance med mere, der giver det optimale billede. Herefter tager mobilen billedet og optimerer det, så det ser ud, som den tror, vi bedst kan lide det. Som den er programmeret til at tro det.

Det betyder typisk, at grønt græs bliver grønnere, end det egentlig er. At en blå himmel bliver mere blå, end den egentlig var. Typisk bliver billedet også skarpere, end det oprindeligt var. Altsammen i den gode sags tjeneste og med de bedste intentioner. Desværre ikke altid med de bedste resultater:

IMG_2108

Verden, som Huawei’s nye AI processor ser den ved 5X hybrid zoom. Det er fuldstændig det samme mønster, der ses på jakken både herover og herunder.

Det resultat skal der noget af en AI algoritme til at nå frem til. Ind imellem næsten spooky, hvad kunstig intelligens kan resultere i…

fznor

Tankevækkende, at Huawei’s kunstige AI Intelligens kan få det sirlige fuglemønster på frakken til at ligne store sorte og grå, men veldefinerede felter.

Så forstår man bedre, at der ind imellem kan dukke fotos op, som ser ud til at stamme fra en helt anden verden…


Spændende bekendtskab, meeen…

Huawei Mate 20 Pro er et spændende bekendtskab. Præcis som forårets P20 Pro fra samme firma var det. Altid interessant og udfordrende at prøve kræfter med en ny mobil, der – selv om den på rigtig mange områder er en total Android klon af Apple – alligevel formår at brillere med teknologiske nyskabelser på kamerafronten.

Rigtig mange af de fremmødte tech-skribenter fik udleveret et gratis eksemplar af Mate 20 Pro ved lanceringen i London. Og det giver jo mærkeligt nok altid en mere positiv tilgang til tingene, end hvis man har måttet købe produkterne selv. For egne penge. I sidstnævnte tilfælde er man i sagens natur noget mere kritisk og krævende. Og da vil man givet fokusere mere på de ganske mange “glitches” eller kiks, der stadig er i softwaren.

Undervejs i gennemprøvningen har jeg gjort en del notater, som jeg gerne vil dele her – i helt tilfældig rækkefølge:

Selv om Huawei siger det modsatte – at den ikke længere er nødvendig – så savner jeg nu lidt P20 Pro’s sorthvide sensor. Den gav bedre ægte sorthvide fotos, end Mate 20 Pro er i stand til at syntetisere med sine filtre. Jeg synes heller ikke, at Mate 20 Pro er helt så god til Night Shots, som P20 Pro var og stadig er det. Der er også en vis sammenhæng her.

Kirin 980 – en stærk processor

Selv om Kirin 980 er en superstærk processor, så har den svært ved at styre de tre kameraer. Den senest tilkomne vidvinkel virker dårligst integreret med de øvrige to, som vi kender fra P20 Pro. Overgangen mellem de forskellige kameraer under zoom er ikke glidende. Hvidbalancen heller ikke den samme.

Også skiftet mellem den store 40 MP standardsensor og den lille 8 MP tele volder ind imellem processoren besvær og får zoom’en til at gå noget ujævnt. Det samme gælder også dybdeskarpheden, hvor den reelle justering kommer haltende et godt stykke efter sliderens indstilling. Ind imellem fryser det hele kameraet og må resettes.

Samtidig skal man være meget påpasselig med optagelse i 3X og 5X hybrid mode. Er man ikke rolig på hånden, får man mange rystede billeder med sig hjem. Specielt naturligvis i gråvejr og under dårlig belysning. I sollys går det til gengæld rigtig fint og giver gode billeder.

Endelig er der hele touch-delen, som lokalt er lidt ustabil. Således oplevede jeg flere gange under opsætningen, at links til menuer, mapper og applikationer ikke virkede – langs den øvre skærmkant. At dele af skærmen her ikke reagerede på touch.

Noget halter tilsyneladende. Jeg oplevede også nogle få gange, at mobilen spontant skiftede mellem sider og billeder, jeg slet ikke havde rørt eller bedt om. Jeg har efterfølgende læst mig til, at jeg ikke er ene om den oplevelse.


Herunder ses et vidvinkelfoto af et spisebord med lampe, som begge er veleksponerede og i den rette farvebalance. Men hvor er det nu lige, at de fire violette hjørner kommer fra? Er det mon Huawei’s kunstige AI intelligens, der spiller Mate 20 Pro et puds?

rhdr


#gluegate…

Nogle af AMOLED skærmene på Mate 20 Pro har desværre vist sig at være fejlbehæftede. De lækker gult lys langs kanterne, hvilket primært ses i mørke. Eller de har tydelige blåstik langs de kurvede kanter, hvilket primært ses i dagtimerne.

Det sidste var tilfældet på mit eget testeksemplar. Specielt ved siden af skærmen på min kridhvide Note 9 var de blå kanter på Mate 20 Pro meget tydelige. Og irriterende.

Da jeg checkede mobiler hos forskellige udbydere her i byen, så omkring halvdelen af alle Mate 20 Pro ud til at have de samme meget blå kanter. Den anden halvdel ikke.

Snuser man lidt rundt på nettet, synes der at være konsensus om, at det er skærme fra producenten LG, der volder problemer på Mate 20 Pro. Ikke skærme fra den anden benyttede leverandør, BOE. Nogle købere har måttet bytte flere gange, inden de enten opgav eller fik et OK eksemplar.

Så hold et vågent øje med skærmen. Dag og nat. I nogle tilfælde ser problemet nemlig ud til at blive gradvis værre. Tilsyneladende i takt med, at den anvendte lim hærder.

Problemet er så udbredt, at det har fået sit eget hashtag på internettet: #gluegate


Billedbehandlingen

Billedbehandlingen fra den indbyggede Master AI er stadig i overkanten flere steder – og ret beset ganske ustabil. Den giver billeder, som ofte er lidt for grynede – i stedet for bare sprøde og lækre. Når Master AI rammer rigtigt, er resultatet til gengæld forrygende.


“More crunchy than crispy”, som en amerikansk anmelder udtrykte det.

En anden fældede denne dom over Mate 20 Pro, som jeg til fulde kan tilslutte mig:

“Lots of raw power. Too little polish”.


Med jævne mellemrum tager AI desværre totalt fejl og misser da ofte en god fotomulighed. Kigger jeg eksempelvis op langs en stor træstamme, gætter AI straks på “Historic Building”. Og så videre. Man kan helt enkelt ikke stole på AI endnu, selv om den bliver bedre og bedre for hver ny generation.

Endelig er der helt tåbelige fejl som eksempelvis programmet SkyView, der får mobilens kompas til at tilte totalt. Hvilket samme program altså bare ikke gør på hverken Apple iPhone med iOS eller Sony Xperia med Android. Der er noget helt galt med gyro eller kompas på den testede Mate 20 Pro.

Muligheden for at optage i RAW formatet er der givet mange fotonørder, som vil blive begejstrede over. Det giver nemlig mulighed for avanceret efterbehandling af billederne. En mulighed, man desværre ikke har på Apple’s iPhone. Og næppe heller nogensinde får. Tommel op til Huawei for den feature.

Det indbyggede batteri på hele 4.200 mAh er klassens bedste og stærkt medvirkende til, at man ikke blot klarer en lang arbejdsdag på kontoret. Men i regelen også har overskud til at være strømdonor til værdigt trængende kolleger og venner.

Har de en mobil med trådløs opladning efter Qi-standarden, kan man faktisk give dem lidt strøm via Huawei’s Reverse Wireless Charging. Omvendt trådløs opladning.

Nu kan man for første gang nogensinde både give og tage fra sit mobilbatteri. Man lægger blot de to mobiler ryg mod ryg, og hvis ellers man har tilladt det i indstillingerne på sin mobil, går opladningen straks i gang.

Det går langsomt, og forbindelsen er ikke ganske stabil. Men det er en cool feature at få med i købet. Noget, man godt kan score et par point på her og der. I nogle tilfælde kan man sågar få sig en ven(inde) for livet…


En mobil for hvem?

Huawei Mate 20 Pro er ikke en mobil for hvemsomhelst. Dertil er der alt for mange indstillingsmuligheder at fare vild i for de fleste. Mainstream bliver den derfor aldrig.

Til gengæld er der uanede muligheder for de få fotonørder, der næppe kan investere i nogen bedre kameramobil lige nu. Selv elsker jeg at lege med de utallige indstillingsmuligheder og har allerede tilbragt mange dejlige timer med det.

Samspillet mellem de tre kameraer er ikke i top, og specielt vidvinklen føles lidt som den lille ny i familien. Den er endnu ikke ordentligt integreret, men kører lidt sit eget løb – fysisk såvel som hvidbalancemæssigt. Tydeligt, at det her er den tidligere sorthvide sensor fra P20 Pro, som blot er skiftet ud med en vidvinkel.

Der er rigtig mange gode takter i Mate 20 Pro, men der mangler stadig en hel del finpudsning rundt omkring i styresystem og kameradel. Måske Huawei skulle holde sig til ren Stock Android (One) i stedet for at fokusere så meget på sit eget mere komplekse EMUI skin? Jeg tror det.

Den nye Huawei Mate 20 Pro kan meget godt sammenfattes, som en amerikansk tech-writer gjorde det med disse ord:

“Look out for P30 Pro og Mate 30″…

© 2018 Steen Ulnits


Minus:

  • Langsom fingeraftrykslæser
  • Touch skærm ufølsom i kanterne
  • Kameraer ikke perfekt synkroniseret
  • Langsom justering af dybdeskarphed
  • Lyslækkende eller farvede skærmkanter
  • Mange indstillingsmuligheder

Plus:

  • Lynhurtig Kirin 980 processor
  • Lynhurtig 3D Face Unlock
  • Kæmpestort batteri på 4.200 mAh
  • Lynopladning i verdensklasse
  • Omvendt trådløs opladning
  • Mange indstillingsmuligheder

Huawei’s heldækkende Flip Cover har den medfødte skavank, at coveret kan dække ind over optikken under fotografering. Det sker ikke med Huawei’s eget Clear View Flip Cover, hvor bagsiden er fast. Da risikerer man ikke skyggekanter på sine fotos.


Huawei Mate 20 Pro er vandtæt efter IP68 standarden. Det betyder, at mobilen skal kunne klare at ligge på 1,5 meter vand i 30 minutter. Er det ikke nok, har Huawei designet et UV-kamerahus specielt til Mate 20 Pro, som tillader brug ned til 50 meter.


© 2018: Steen Ulnits