Tag-arkiv: ål

30 år med fiskeopdrættet

– Fremtid eller forurening?

Tiden går, og så længe den går godt, er jo alt, som det skal være. Og klogere skulle man jo også gerne blive med alderen – siger i hvert fald vor rockpoet CV Jørgensen.

Men det kan ind imellem være forstemmende at kigge tilbage og se, at verden på mange måder overhovedet ikke er blevet klogere. At vi overhovedet ikke har lært af vore utallige fejl. Den anden dag faldt jeg således over en af mine tidlige bøger udgivet på forlaget Munksgaard. Den har titlen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”.

Det er en forfærdende fremsynet bog skrevet for snart 30 år siden. En skolebog dedikeret til datidens undervisning i faget “Samfundsbiologi”. Det var dengang, man stadig underviste i natur og miljø på vore skoler. Emner, der siden er droslet voldsomt ned. Det ved jeg, for vi har flere folkeskolelærere i min familie, end jeg næsten kan tælle. Og de kan fortælle den samme historie. 

FAO og foderet

Anyway, jeg skrev skolebogen i en tid, hvor FAO – FN’s fødevareorganisation – netop havde udråbt fiskeopdrættet til at være fremtidens redning for de sultende befolkninger i primært Afrika. FAO havde dog ikke set, hvad fremtiden ville bringe – hvordan fiskeopdrættet ville udvikle sig. FAO havde set for sig, hvordan fattige mennesker i Den Tredje Verden skulle opdrætte fisk, som de så skulle spise selv.

Vi ved i dag alle, hvordan udviklingen i stedet er kørt helt af sporet. Hvordan et næsten eksponentielt voksende fiskeopdræt nu i stedet er ved at trække tæppet helt væk under de selvsamme og stadigt sultende befolkninger. 

Vi ved, hvordan deres korrupte regeringer er blevet bestukket til at lade udenlandske rederier fange alle de lokale fisk, som de fattige U-lande selv skulle have spist. Fangsten bliver siden til fiskemel og fiskefoder, som omdannes til luksusfisk til de i forvejen rige I-lande. Til laks og ørreder, ål og rejer. For øvrigt med et kolossalt foderspild undervejs. I dag ved vi således, at fire femtedele af foderet går til spilde, når man opdrætter laks. Kun en femtedel bliver til spisefisk.

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” for snart 30 år siden, så vi det da spirende lakseopdræt i havbrug som vildlaksens redning. Produktionen af billige tamlaks ville gøre det urentabelt fortsat at drage helt til Davisstrædet mellem Danmark og Canada for at fange vildlaksene på opvækstpladserne her. En spådom, der desværre gik i opfyldelse.

Vildlaksens redning?

Desværre, da lakseopdrættet i stedet udviklede sig til at være den nok største trussel mod vildlaksen nogensinde. Dels gør fiskeopdrættet masssive indhug i de bestande af fisk og rejer, som vildlaksen skal leve af under sin opvækst i havet. Og dels tiltrækker havbrugene millioner af havlus, som behandles med giftige kemikalier, så de slipper tamlaksene. 

Men havlusene dør ikke af denne aflusning. De slipper blot ud til vildlaksene, der som små smolt må passere forbi på deres vej mod fiskebankerne ude på åbent hav. Og det møde dør de meget ofte af. Der skal kun en halv snes voksne havlus til for at gøre det af med en lille laksesmolt. Og for havørrederne går det ligeså.

Men ikke nok med det heller. Ud over at efterlade de dybe tærskelfjorde som stendøde mudderpøle så kvitterer tamlaksene med regelmæssige udslip.

Ofte er der tale om 6-cifrede antal tamlaks, der slipper ud efter storme eller påsejlinger. Laks, der naturligvis er sultne, og som derfor tolder hårdt på de forhåndenværende fødeemner. Men desværre også laks, der på et tidspunkt bliver kønsmodne og da søger op i de nærmeste vandløb for at gyde. 

Det gør de sammen med de vilde laks, som ofte er i undertal på gydepladserne. Med det ulyksalige resultat, at der sker en genetisk udvanding af den arvemasse, som vildlaksene har været mere end 10.000 år om at udvikle. DNA, som er optimeret til de forskellige vandløb og deres karakteristika, går tabt på denne måde.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken skade undslupne regnbueørreder forretter på vore hjemlige ørreder. Vi ved blot, at undslupne regnbueørreder normalt gyder senere end vore hjemlige havørreder. Og at de derfor kan grave allerede lagte ørredæg op fra brugte gydebanker.

Truslen fra dambrugene

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”, var det de hjemlige dambrug, som udgjorde det suverænt største problem i danske vandløb. Havbrugene var endnu kun i sin vorden. Dengang havde regnbueørreden netop fejret sit 100 års jubilæum i danske dambrug, og det skrev jeg fire artikler om i Jyllands-Posten, som var ganske progressive, hvad miljøet angik. Disse artikler kan du læse her under “Biologi”.

Også dengang var der problemer med dette erhverv, som mente, at de havde en gudgiven ret til at bruge alt vand i de danske åer. Alt vandet. Til at stemme åerne op og tage vandet ind i dammene, så vildfiskene ikke kunne passere forbi på deres vej mod gydepladserne.

I dag snart 30 år senere har vi fået løst langt de fleste problemer med dambrugerne ved de jyske åer. Efter flere års retssager måtte erhvervet sande, at de alligevel ikke havde retten til at bruge alt vand i de danske åer. Mange dambrug blev købt op og nedlagt af miljømyndighederne, så man ad den vej både kunne sikre vildfiskene frie passage og reproduktion. Og samtidig reducere kvælstofudslippet til åer, søer og fjorde.

Nu er det bare så meget mere ærgerligt, at problemerne blot er flyttet ud i havet – ud i åbne havbrug, som ikke har nogen som helst mulighed for at begrænse deres forurening.

Det ligger i hele princippet bag åbne havbrug, at vandstrømmen skal sikre rent og iltrigt vand til de tæt pakkede fisk, mens alle affaldsstofferne bekvemt fjernes med samme vandstrøm. Totalforurening kalder man det. En åben kloak direkte ud i vort fælles badevand og fiskevand. 

Flugten til Amerika

Vi så, hvordan danske svineproducenter – med økonomisk støtte fra staten og ofte med velkendte Venstre-politikere bag – flyttede dele af produktionen til først Polen, siden Rusland og Ukraine, hvor der stadig kunne forurenes frit. Hvor man kunne have gigantiske åbne laguner til opbevaring af de enorme mængder gylle, som grisene jo konstant leverer.

Nu senest oplever vi så, at danske havbrugere vil gøre svineproducenterne kunsten efter. De vil følge samme sti mod mere forurening og øget indtjening ved at flytte produktionen til steder som Lithauen, hvor myndighederne stadig er til at snakke med. Hvor det ser ud til at være lettere at slippe afsted med øget forurening fra et udvidet fiskeopdræt.

Vi lever i sandhed stadig i grådighedens tidsalder. Vi ved bedre, men vi vil bare ikke. Som nu landflygtige Esben Lunde så smukt og let forståeligt formulerede det, inden han selv stak af til Amerika…

2019 Steen Ulnits


Efterskrift: Jeg har stadig en kasse stående med et skolesæt af bogen. Skulle nogen være historisk interesserede, er de velkomne til at kontakte mig. Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis, hvis man nu ikke lige er historisk interesseret skolelærer!

Ja Tak til Gudenåen – Nej Tak til Tange Sø

Folkemødet 2019 havde for første gang deltagelse af Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø, som kæmper for en genskabt og frit strømmende Gudenå.

Her er et par af de plancher, som vakte mest opmærksomhed på mødet – som fik forbipasserende til at stoppe op og få en snak. Plancherne er overskuelige og gode at blive kloge af på kort tid – hvis man gerne vil danne sig et overblik over en kompliceret sag, der nu har varet i snart 100 år. En sag, der med implementeringen af EU’s Vandramme-direktiv fra 2000 skal være afklaret inden 2028.

Vor vision er, at Gudenåen – Danmarks længste vandløb – atter skal kunne slynge sig frit, hvor vandkraftmagasinet Tange Sø i dag ligger. Vor vision er at genskabe den istidsådal, der sammen med flere bøndergårde blev oversvømmet, da Gudenaacentralen i 1920 byggede sin dæmning over Gudenåen og efterfølgende påbegyndte elproduktion i Tangeværket.

Vi vil give landets længste vandløb og eneste flod livet tilbage. Dels for naturens egen skyld, så fugle og fisk atter kan boltre sig frit mellem strømhvirvlerne. Og dels for, at Danmark skal kunne leve op til EU’s Vandramme-direktiv og dets krav om, at vandmiljøet skal være i en “god økologisk tilstand” inden 2028. Det vil kræve fri passage ved Tange Sø.

Vi støtter ikke op om den foreslåede løsning, hvor man vil grave et 10 kilometer langt kunstigt omløb langs den 10 kilometer lange kunstige og opstemmede Tange Sø. Formedelst 150 millioner kroner. Vi er stærkt imod dette forslag.

Det vil være århundredets Molbo-historie, hvis man skulle beslutte sig for dette – hvis det skulle blive den laveste politiske fællesnævner at grave en kunstig kanal langs en kunstig sø. Af hensyn til nogle få borgere, der bor og har bygget i Ans og omegn. 

Det vil være realpolitik af værste skuffe – når man nu i stedet og med ganske få greb kunne genskabe et fantastisk naturområde i den gamle istids-ådal. Til glæde for alle – fastboende som tilrejsende. Danskere såvel som udlændinge.

Så hellere vente endnu nogle år, indtil der dukker voksne mennesker op i debatten. Som kan hæve sig bare lidt over den mudrede søbund og se sagen i et helikopterperspektiv. Som kan se, at fremtiden for landets længste vandløb er en sag for hele den danske befolkning – en sag, som ikke blot skal afgøres af nogle få borgere i lokalområdet.

Gudenaacentralens koncession på at bruge Gudenåens vand udløb i år 2000. Og efter snart tyve års dispensationer og forlængelser har Miljøstyrelsen nu endegyldigt sagt stop for den fortsatte elproduktion.

Der skal træffes en beslutning inden 2028.

2019 Steen Ulnits


Ovenstående plancher, som vi med stort held brugte på Folkemødet 2019, er til fri afbenyttelse i den gode sags tjeneste. Blot det sker med behørig kildeangivelse:

Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø

Vandramme-direktivet

Vandramme-direktivet – forkortet VRD – er noget, som mange i efterhånden mange år er gået i en stor bue udenom. Uanset om man er menigmand eller politisk beslutningstager.

Ærgerligt, for det er netop EU’s Vandramme-direktiv, der skal redde det danske vandmiljø. Når vi nu ikke selv vil eller magter det.

Bag de tykke EU-mure i Bruxelles er de folkevalgte politikere i Europa-kommissionen og Europa-parlamentet samt deres mange embedsmænd langt længere fremme i skoene, end mange menige EU-borgere tror. Og vi ofte selv er.

Vore EU-politikere har udstukket rammerne for fremtiden, længe før vi når til den. Baseret på input fra organisationer og regeringer i medlemslandene selv. Vandramme-direktivet er et rigtig godt eksempel herpå.

Således besluttede EU tilbage i år 2000, at der skulle findes fælles fodslag og regler for vandmiljøet i alle EU-lande. Der skulle sættes tal og mål på, så man kunne arbejde sig frem mod et bedre vandmiljø i alle medlemslandene. Og det skulle være sammenligneligt landene imellem. Det blev til Vandramme-direktivet – VRD.

Målsætningerne

EU’s Vandramme-direktiv har som målsætning, at de forskellige landes vandområder undersøges, klassificeres, målsættes og om nødvendigt forbedres. I VRD’s første år var der megen uklarhed om kriterierne herfor, da direktivet lægger vægt på mange forskellige parametre – heriblandt biologiske, kemiske og fysiske.

Først meget sent i forløbet kom der klarhed herover. Først i 2015 kunne man således sætte konkrete tal på mange af de parametre, som indgår i direktivet. Som skal gøre forholdene sammenlignelige nationalt såvel som internationalt.

 

Nu har man så et konkret mål for, hvor mange ørreder der eksempelvis skal være i et vandløb, førend dette kan siges at leve op til en “god økologisk tilstand” – som krævet i henhold til EU’s Vandramme-direktiv.

Fisk, der vel at mærke skal være født og opvokset i det pågældende vandløb. Ikke et resultat af udsætninger.


Ifølge en bekendtgørelse af 9. september 2015 fra Miljø- og Fødevareministeriet skal der være følgende tætheder af fisk i et ørredvandløb, førend det kan siges at være i “god økologisk tilstand”:

Vandløb mindre end 2 meter brede: 0,8 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Vandløb større end 2 meter brede: 1,5 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Nu var der for første gang noget konkret at gå ud fra, når man skulle og skal vurdere, om et vandløb rent faktisk lever op til kravene i VRD.



“God økologisk tilstand”

Et af de begreber, der i starten var noget vagt defineret, er kravet om “god økologisk tilstand”. For hvad vil det lige sige? Og hvad indebærer det helt konkret for åer, søer, fjorde og havområder? Hvor højt skulle barren sættes, hvis VRD skulle have nogen mening og være til gavn for miljøet? Og hvor hurtigt skulle målene nås?

Der blev også lagt op til, at man indsætter kvalitative parametre i målsætningerne – i stedet for de rent kvantitative, der ikke nødvendigvis siger ret meget om miljøtilstanden.

I stedet for nogle vanskeligt definerbare grænseværdier for udledning af stoffer kunne man nu sætte som målsætning, at der der fremover skal være eksempelvis rødspætter i et farvand. Og så ellers stræbe efter at sætte vandmiljøet i en sådan stand, at der vil kunne leve rødspætter i det. Og at der vel at mærke også gør det.

Rødspætten er blot et tænkt eksempel på en ny måde at anskue naturforvaltningen på. Men et eksempel, der meget fint kan overføres på Gudenåen og Tange Sø. Vil vi igen have selvreproducerende fisk i Gudenåen, må vi se på både de fysiske, kemiske og biologiske forhold i åen.

Vandramme-direktivet blev indført i år 2000 og opererer med forskellige delperioder, inden alle mål skal være nået i 2028. Alle åer, søer og kystnære farvande skulle inden 2015 som minimum have opnået en god kemisk og økologisk tilstand, der kun afviger minimalt fra den naturlige tilstand – før menneskelig påvirkning. Det samme skulle grundvandet.

Forlængelserne

Vi skriver 2019 og ved vel efterhånden allesammen, at dette ikke er lykkedes. I hvert fald ikke i Danmark. Ikke et ord om Landbrugspakken, øgede kvælstofudledninger, nedsivende pesticider og advarende pilotskrivelser fra Bruxelles. De sidste gemmer man godt af vejen inde på Christiansborg, hvor valgfeberen jo har gjort sit indtog.

Men EU vidste dog også selv, at det nok kunne blive et problem at nå de ambitiøse målsætninger i Vandramme-direktivet. Så derfor indførte man samtidig en bestemmelse om, at hvor en naturlig tilstand ikke kunne opnås eller ville medføre “uforholdsmæssigt store omkostninger”, kunne der tilades en ringere tilstand.

Eller gives fristforlængelser på to gange seks år – altså først fra 2015 til 2021 og endegyldigt sidst fra 2021 til 2027. I 2028 skal målsætningerne være nået i hele EU.

Samtidig opererer man med tre forskellige klasser af vandområder, nemlig 1) naturlige vande, 2) kunstige vande og endelig de 3) stærkt modificerede vande.
 

I vort tilfælde hører den kunstigt opstemmede Tange Sø naturligt til i klassen af stærkt modificerede vande – en klassifikation, der dog selv er blevet modificeret noget af de involverede og ansvarlige myndigheder. Af lavpraktiske årsager, da kravene om målsætning herefter er sænket tilsvarende.

Præcis som at løse problemet med pesticider i grundvandet – ved blot at hæve grænseværdierne. Også kaldet den danske metode.



Tangeværkets turbiner

Gudenåen med den opstemmede Tange Sø kan aldrig komme til at opfylde kravene i Vandramme-direktivet. Ikke kun fordi de naturlige gydepladser for den oprindelige Gudenå-laks i dag ligger på bunden af den opstemmede Tange Sø – begravet under et metertykt slamlag. Men også fordi Tangeværket hindrer vandrefiskene frie passage både opstrøms og nedstrøms.

Opstrøms, så de voksne og gydemodne fisk ikke kan nå deres gydepladser. Og nedstrøms, da den udvandrende ungfisk af laks og havørred næsten alle bliver ædt af rovfisk under deres nedtræk gennem søen. Endelig går mange ål stadig tabt i Tangeværkets roterende turbiner.

Glemmes må heller ikke, at Danmark tilbage i 1982 ratificerede den såkaldte “Bern-konvention”, der forpligter deltagende medlemslande til at “støtte genindførelsen af naturligt hjemmehørende arter af vilde dyr”.

Og til dem hører jo netop Gudenå-laksen, der blev udryddet med bygningen af Tangeværket og opstemningen af Gudenåen til Tange Sø. Den uddøde i 1928 – fire år efter Tangeværkets etablering. Og har stadig sine sidste og vigtigste gydepladser liggende begravet i mudder på bunden af Tange Sø.

I mange år drømte Gudenåens venner våde drømme om et langt omløbsstryg uden om den kunstige Tange Sø. I dag ser de fleste fagfolk et sådant 10 km langt kunstigt omløbsstryg uden om et 10 km langt kunstigt vandkraftmagasin som en rigtig dårlig løsning, der dels er meget kostbar – dels næppe lever op til Vandramme-direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Nærmest en moderne Molbo-historie, hvis den gennemføres.

Skal vandrefiskene nemlig kunne passere frit op og ned gennem Gudenåen, skal vandet ledes uden om Tange Sø, der således isoleres. Det skaber helt automatisk problemer for den frie passage i tilløbet Tange Å, hvis fiskebestand så ikke længere har fri adgang til Gudenåens vandsystem. Man løser et problem og skaber et andet.

Professionelle meninger

Virksomheden COWI blev i 2007 af Danmarks Naturfredningsforening bedt om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:


“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat slut.


Virksomheden Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsøsninger. Rambøll anfører blandt andet:


“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er … 

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat slut.


Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sig selv igen.

0,1-0,15 milliard kroner er jo også penge. Gudenaacentralens vandkraftmagasin Tange Sø må derfor væk før eller siden. Dens tid er forbi.

Det siger EU’s Vandramme-direktiv – hvis man vel at mærke følger ordlyden og ånden i VRD.

© 2019 Steen Ulnits

Ovenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Den sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928.

Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Med Lilleåen som det vigtigste.

 
 

Nationalpark Gudenåen

GudenåBB-680x1024

“Danmarks største naturgenopretningsprojekt”

Kampen bølger atter ved Tange Sø. Fremtiden for det kunstige vandmagasin skal snart afgøres. Danmark skal også her leve op til de krav om “god økologisk tilstand”, som EU’s Vandrammedirektiv stiller.

Venner af Tange Sø ønsker, at søen skal blive liggende, som den har gjort i snart 100 år. Danmarks Sportsfiskerforbund peger på den såkaldte løsningsmodel 11, der lader godt 90% af søen ligge. Ingen af delene lever imidlertid op til Vandrammedirektivet.

Det gør derimod en kontrolleret tømning af Tange Sø med efterfølgende retablering af Gudenådalen. Danmarks længste vandløb vil herefter kunne strømme frit som før. Men der er mange flere gevinster end som så, hvis ellers man er fremsynet nok til at tænke hele området ind i en kommende “Nationalpark Gudenå”. Mange millioner at tjene for lokalsamfundet, hvis man satser målrettet på “Danmarks største naturgenopretningsprojekt”.

Netto koster Tange Sø i dag de danske skatteborgere millioner af kroner – i tilskud til en urentabel vandkraft og til nødvendig oprensning af den opstemmede å.

Som tak afleverer søen så en Gudenå, der på det lave søvand varmes op til unaturligt høje sommertemperaturer. Temperaturer over 25 grader er målt mange gange. Samt en vandstand, der går op og ned med turbinerne. For slet ikke at tale om de mange ål og ørreder, der maltrakteres samme sted.

Undervejs er der sågar ydet millionstore tilskud til en såkaldt “solbåd”, der end ikke sejler på vandkraft. Man må tage sig til hovedet over, hvad der foregår på det opstemmede midtjyske vandkraftmagasin.

“Inderligt uinteressant natur”

Mange lokale peger på den smukke natur omkring Tange Sø. Faktum er imidlertid, at Tange Sø intet unikt har at byde på. Naturen her er med naturvejleder Morten D.D. Hansens ord “inderligt uinteressant”, hvad biodiversitet og artsrigdom angår. Samtidig må der regelmæssigt udstedes badeforbud – blandt andet på grund af colibakterier i søvandet.

Løsningen er enkel: Tøm Tange Sø og lad Gudenåen genskabe sig selv. Med lidt hjælp fra os andre, naturligvis. Og inkluder så den genfundne istids-ådal i en ny Nationalpark Gudenå. Det er der mange millioner og mange lokale arbejdspladser i. Indtægter i stedet for udgifter som nu.

Turister vil strømme til. Nogle for at fiske laks i den genfundne og genskabte Gudenå. Andre for at kigge fugle i det unikke istidslandskab. Atter andre blot for at se, hvordan Danmark engang så ud. Med landets hurtigst strømmende vandløb for fødderne. Intet andet sted falder noget vandløb så meget som netop her. Og det er der fremtid i at vise frem.

P2010063

Alene fiskeriet på 7 statsejede km af den sydsvenske Mørrumså genererer årligt i omegnen af 50 millioner kroner plus relaterede arbejdspladser. Samt for ganske nylig en international miljøpris for arbejdet med genskabelsen af et naturligt og fritstrømmende vandløb. Den slags priser er der rigtigt mange penge i. Internationale turistkroner.

En tømning af Tange Sø genskaber 12 km af Gudenåen. Regn selv på det økonomiske potentiale heraf, sammenlignet med den svenske Mørrumså. Det er mange millioner og mange arbejdspladser, man går glip af ved stædigt at fastholde et kunstigt vandmagasin uden væsentlig natur – i stedet for en genskabt ådal med et lakseførende vandløb og international interesse.

I mange år var vor hjemlige Skjern Å ikke særlig  interessant for lystfiskere. Åen var blevet rettet ud i 1960’erne, og laksebestanden var forsvindende lille. Men i 2002 fik Skjern Å sine slyngninger tilbage, og der blev efterfølgende lagt et stort arbejde i at forbedre gydeforholdene for laksen.

Det har resulteret i, at laksebestanden er vokset fra knap 1.000 gydemodne laks i 2004 til  omkring 4.000 i dag. Det kan man læse om i en DTU-rapport fra 2014. Desuden har fiskeriet nu nået et niveau, som er interessant ud fra et økonomisk perspektiv. I 2014 kastede mere end 3.700 lystfiskere snøren i Skjern Å i håb om at få en laks på krogen.

En analyse foretaget af COWI, KORA og DTU Aqua for NaturErhvervstyrelsen i 2014  viser, at laksefiskeriet i Skjern Å skaber et lokaløkonomisk forbrug på 14,6 millioner kr. om året og en årlig lokal værditilvækst på 6,8 millioner kr. Så kom ikke og sig, at der ikke vil være penge i en retableret Gudenå med en genskabt laksebestand.

Danmarks natur udgør i dag blot 8,3 procent af landets samlede areal. Mindre end halvdelen af gennemsnittet for alle EU landene. En retableret Gudenå-dal vil derfor kunne booste den danske natur betragteligt, ikke mindst hvad kvaliteten angår.

Det er derfor kun rimeligt, at landets længste vandløb snart får sin egen nationalpark – med en ægte og oprindelig dansk natur, som er genskabt ved en kontrolleret tømning af den kunstige Tange Sø. Vandkraftens tid bør være forbi.

Gudenåen derimod lever videre. Som en sag af national interesse. Millionerne bare ligger og venter.

© 2018 Steen Ulnits


Læs også:

Retablering af Gudenåen

Gudenåen – fra udspring til udløb


Efterskrift: Havørredbestanden i Gudenåen har i de seneste år været kraftigt for nedadgående. Så meget, at man nu taler om en fredning af havørreden. Dette i såvel Gudenåen, hvor fiskene fødes, som i Randers Fjord, hvor de vokser op.

Hidtil har udsætningsmaterialet til Tangeværkets lovpligtige kompensationsudsætninger været leveret af avlsfisk elektrofisket i tilløbet Lilleåen, der traditionelt har haft en god og selvreproducerende bestand. Hvor halvdelen af Gudenåens havørreder typisk går op.

Presset på vandsystemets ørreder – fra såvel de efterhånden mange skarver på selve Gudenåen som fra lovlige og ulovlige garn på Randers Fjord samt et stigende antal sæler – ser imidlertid ud til at være blevet så stort, at Lilleåen ikke længere alene er stor nok til at brødføde hele Gudenåen med udsætningsfisk.

Der er således mere end nogensinde brug for, at Gudenåens havørreder også kan tage den øverste halvdel af Gudenåen i brug som gyde- og opvækstpladser. Den del, der ligger opstrøms blokaden ved Tangeværket. Heriblandt den del, der i dag ligger begravet under et tykt slamlag på bunden af Tange Sø.

P2010065