Forfatterarkiv: Steen

Gigant Gedde På Gulp!

Der er gedder, og der er store gedder. Og så er der endelig gigantgedderne…

Verdenshistoriens største kendte gedde – den legendariske Loch Ken gedde fra England – vejede 72 engelske pund (over 30 kg) og blev fanget helt tilbage i 1772.

Danmarkshistoriens største gedde var Grarup-gedden fra Sønderjylland, som vejede 26,5 kg. Den blev taget på levende agn på en såkaldt “geddebrik” og måtte skydes, før den kunne tages om bord og vejes: 26,5 kg. Den kunne dog ikke anerkendes som lystfiskerrekord, da den ikke var taget på stang og line.

Der er langt mellem gedder over 20 kg i vore dage. Meget langt endda. Det sørger fiskepres og forurening for. Derfor spærrer man øjnene ekstra godt op, når der pludselig rapporteres om noget endnu større fra en klarvandet fransk sø ved navn Lac Annecy. En fisk, som endda takseres til at veje mere end eller i omegnen af 25 kg!

Men historien er ganske sand – fortalt af Pure Fishings rutinerede franske testfisker Sylvain Legendre.

Fisken blev ikke vejet på en registreret vægt, og der var ingen vidner. Men billederne taler deres tydelige sprog. En gedde på 137 cm takseres til at veje i omegnen af 25 kg – alt afhængig af dens foderstand – så der er muligvis tale om en ny verdensrekord. Blot uofficiel.

Sylvain havde rigget sin stang med et 21 grams Berkley Vertic jighoved monteret med en str. 6 Stinger krog. Linen var en Spiderwire Stealth rigget med 2,5 meter Berkley Trilene Fluorocarbon 0.30 mm line og en kort Berkley Big Game Fluorocarbon 0.60 mm shock tippet.

Agnet var Berkley’s helt nye Paddletail Shad på 14 cm i farven Molting White – et agn, du vil komme til at høre meget mere om! Som Sylvain selv udtrykker det:

– En stinkende effektiv krydsning mellem den uimodståelige Gulp! lugt og det superlokkende Paddletail bevægelsesmønster!

100% Waterproof II

Klik og kig!

Da jeg var dreng, flyttede vi fra Greve Strand syd for København til Als i det sønderjyske. Ikke så lidt af et kulturchok, jeg måtte sunde mig over i flere år. Og årsagen til, at jeg blev først lystfisker og siden globetrotter.

Mit mest brugte åndehul var fiskevandet omkring Als. Først badebroen i Sandvig, hvor jeg fangede min første fisk overhovedet – en meget smuk ulk. Og siden Stevning Næs, hvor jeg fangede min første blanke havørred nogensinde. En fisk, der skulle forme de næste mange år og sende mig dels rundt i den store verden for at fiske – dels på Århus Universitet for at blive fiskeribiolog.

Mit næstmest brugte åndehul var Stevning Vandværk. Højt beliggende og med den smukkeste udsigt over Sandvig var det et perfekt sted at drømme sig væk. Ud i den store verden. Da jeg så også fik en kikkert i fødselsdagsgave, var min lykke gjort. Når jeg ikke var hjemme at spise og sove eller gik i skole, stod jeg enten ude ved stranden med min fiskestang – eller oppe på vandværket med min kikkert. Fantastisk at kunne kigge sig længere væk, end cyklen tillod. Og stof til mange drømme.

Siden da har kikkerter fyldt meget i mit liv. Jeg har haft et hav af dem – store som små, billige som dyre. En af de kikkerter, der har gjort størst indtryk på mig, var imidlertid slet ikke min egen. Den tilhørte en rar mand, som stadig boede hjemme hos sine aldrende forældre. Han var talehæmmet og lidt til en side – sagde naboerne.

Stjernenat i New Zealand

Det var bare slet ikke tilfældet. Han havde blot svært ved at kommunikere og havde derfor lukket sig inde i sig selv. En af hans store interesser viste sig at være astronomi – noget, der også altid har interesseret mig. En dag ringede hans forældre derfor til mig på mobilen – en ganske kostbar ting i de dage, for vi befandt os nemlig på New Zealand! De spurgte, om jeg ikke ville komme forbi og kigge stjerner. Om to dage ville vejret være godt til lidt stjernekiggeri, havde sønnen forudsagt. Stjerneklart.

Lige så stjerneklart sagde jeg ja tak og tilbragte de næste dage med at fange bækørreder i en nærliggende å. Flotte fisk på op til 2 kg, der ville have helt små tørfluer, og som nok kunne få tiden til at gå. Men jeg glædede mig rent faktisk endnu mere til at studere stjernehimlen over New Zealand. Det er jo helt andre stjernebilleder hernede, hvor Sydkorset har taget over efter Nordstjernen!

Jeg blev ikke skuffet. Vejret var perfekt, og sønnen havde stillet sit største teleskop op i baghaven. Ikke en vind rørte sig, og stjernerne funklede over Sydøen. Adspurgt, hvad jeg gerne ville se, svarede jeg prompte Saturn. Saturn og dens ringe. Og tilfældet ville, at Saturn netop den aften og på det tidspunkt stod perfekt.

Få minutter senere havde han zoomet ind på målet, og jeg kunne nu ganske tydeligt se planeten og dens karakteristiske ringe i kikkerten. Fantastisk og så i de omgivelser. Tænk, at jeg skulle helt til New Zealand for at finde en rigtig stjernekikkert og en mand, der kunne styre den!

Det blev sent den nat, og til sidst frøs vi begge grundigt. Men det var svært at rive sig løs, og oplevelsen resulterede senere i, at jeg selv købte mig en stjernekikkert. Som jeg dog aldrig rigtig fik glæde af, da få steder og nætter egner sig til seriøst stjernekiggeri herhjemme.

Så er det gået anderledes godt med de minikikkerter, jeg har haft og stadig har nogle stykker af. Typisk gummiarmerede i 8 x 20, der ikke fylder mere, end at de kan ligge i en lomme. Kikkerter, som derfor altid er med og klar til indsats, når forholdene kræver det. Og det er de oftere, end man tror.

Marinekikkerter

Men nu skulle det jo handle om vandtætte kikkerter til småbådsfiskeri. Kikkerter, der kan tåle mosten ombord på en lille jolle, hvor det ofte stænker indenbords.

Nu er det så heldigt, at sejlsportsfolk aldrig går ned på udstyret. Pengene mangler sjældent i de kredse, og marinekikkerter er der mange af at vælge imellem.

De er ikke bare vandtætte og dugsikre. Nej, flere af dem flyder sågar også, hvis de ved et uheld skulle falde i vandet. Det kan man da kalde praktisk for en kikkert, som skal bruges i en åben båd, der gynger – på et hav, der ind imellem viser tænder!

Jeg havde længe været på udkig efter en sådan marinekikkert, der kunne overtage efter min gamle gummiarmerede russer, som ellers havde gjort det godt. Vandtæt havde den aldrig været, og synkefri var den bestemt ikke. Men optikken var robust og god, som russerne har for vane at lave tingene, og kikkerten havde været i brug i flere år. Nu var gummiet mørt og kikkerten tjenlig til udskiftning!

Efter lang tids søgen i diverse kataloger og på mange forskellige websites fandt jeg endelig den nye kikkert i mit liv: En Optisan High Sea 7 x 50 med indbygget Suunto kompas og afstandsmåler! Den er naturligvis gummiarmeret og fyldt med kvælstof, så den ikke tager vand ind. Der er naturligvis indbygget lys, så man også kan bruge pejlekompasset under dårlige lysforhold. En verden til forskel fra den lille 8 x 30, jeg stod med oppe på vandværket i mine drengeår…

Første gang kikkerten kom i brug, var en stille efterårsdag ud for Sletterhage. Havet lå næsten spejlblankt, da jeg pludselig var omringet af en stor flok marsvin. En hel familie, så det ud til. I hvert fald var der adskillige små marsvineunger, som fulgte deres moder tæt. Et lille kvarters tid sad jeg på første parket og nød underholdningen – gennem min nye Optisan kikkert!

Vandtætte kameraer

Det hænder da heldigvis ind imellem, at jeg fanger en fisk så stor eller smuk, at den bør fotograferes. Og et godt kamera har jeg jo altid på mig – indbygget i min smartphone. Men moderne smartphones er jo sarte sager, som ofte koster i tusindvis af kroner. Derfor er det ikke alting, man har lyst til at udsætte dem for. Og af samme årsag kommer de kun i brug i magsvejr.

Men nu fanger man jo ikke kun fisk i magsvejr. Snarere tværtimod. Jeg har derfor i mange år interesseret mig meget for vandtætte kameraer – så meget, at jeg for et par år siden skrev en stor og udførlig artikel om netop sådanne kameraer på www.ulnits.dk. Du finder artiklen ved at klikke her.

Jeg skal derfor ikke tærske yderligere langhalm på emnet, men blot omtale min seneste nyanskaffelse på feltet: Et Pentax Optio WG-1 med indbygget GPS. Det seneste i en efterhånden lang række af vandtætte Pentax kameraer, der kan tåle det meste – over såvel som under vandet. Mit seneste Pentax kan således holde til at komme ned i 10 meters dybde, hvilket jo er rigeligt.

Det er således et kamera, man roligt kan snorkle med, hvis man har de lyster. Og et kamera, der tåler stort set alt ombord på båden – også et fald på dørken fra mere end 1 meters højde.

Ikke at forglemme i al tekniksnakken: Det tager fortræffelige fotos med en opløsning på 14 millioner pixels – nok til det allermeste. Og så er det som sin forgænger forsynet med en fremragende 5-punkts makroblitz, der gør det muligt at tage flotte closeup fotos af fluer i munden på fangede fisk! – Min sjæl, hvad vil du mere?

Styr på tiden og tidevandet

Jeg har i efterhånden mange år båret rundt på store ure, der nok ser mere macho ud end deres ejermand. Ure, der kan andet og mere end blot at vise tiden. Ure, der på samme tid er små vejrstationer og navigationsapparater. Samt naturligvis 110% vandtætte!

Jeg faldt hurtigt over et af de store Casio ure, da de først blev lanceret for snart mange år siden. Dem har jeg haft nogle stykker af, som trofast har holdt styr på tiden og trykket og temperaturen, når jeg har været ude at rejse. Jeg har med stor interesse fulgt med i lufttrykkets falden og stigen i flykabiner under start og landing samt brugt den indbyggede højdemåler til at orientere mig med ude i terrænet.

En enkelt gang i Alaska var det sågar eneste mulighed for at regne ud, hvor langt vi egentlig var kommet på floden i vor gummibåd. Så kom ikke og sig, at det er overflødigt med al denne håndbårne elektronik!

Et svagt punkt ved disse ure har altid været batteriet, som med mellemrum måtte skiftes ud. Ville man efterfølgende have uret trykprøvet, så man var sikker på, at det stadig var vandtæt til 200 meter, blev det en dyr affære. Og gjorde man det ikke, tog det efterhånden en smule vand ind, når man svømmede med det…

Enter Casio’s seneste skud i den store Pro Trek serie: “Tough Solar”! Et multifunktionsur, der er drevet af en solcelle, og som derfor aldrig skal have skiftet batteriet ud. Skulle batteriet blive lidt svagt hen på vinteren, lægger man det blot et par timer under arkitektlampen, og alt er atter godt!

Pro Trek Tough Solar har alt, man kan ønske sig af et rigtigt machour. Der er naturligvis indbygget elektronisk kompas, som man dog ikke skal stole alt for meget på. Samt et barometer, der virker ganske godt. Man kan indstille det til at vise aktuelle stigninger eller fald i lufttrykket, hvilket kan være godt til at varsle pludselige vejrskift med. Ingen uvæsentlig detalje, når man er småbådsfisker – i små både…

Selv fluefiskeren kan have glæde af det, når insekternes klækninger og laksens huglyst skal forudbestemmes. Se mere om det i denne artikel.

Endelig er der en masse andre features, som også findes i en masse andre ure. Ting, man efterhånden tager for givet, at et moderne ur kan.

Men ingen gør det bedre end Casio!

Life in a Limbo

Livet i en Limbo

Min første båd byggede jeg selv – helt fra grunden og med hjælp fra min gode ven Niels, der samtidig også byggede sin egen. Det tog lang tid, men det gav en rigtig god forståelse af, hvad der skaber en båd – hvad der virker, og hvad der ikke gør.

Min anden båd var en Limbo fra Krik Marine i Agger ved Limfjorden. Det var nu en ren tilfældighed, men faktisk har jeg aner på disse kanter. Min morfar var født i netop Krik, og selv er jeg døbt i Vestervig Kirke med udsigt til Krik og Limfjorden.

Det var i 1980‘erne, hvor småbådsfiskeriet endnu var i sin vorden. Hvor bådene endnu var – små. Svend Åges Limbo både var hotte, da det var store både i en lille indpakning. Små og lette at håndtere, men utroligt rummelige, stabile og søstærke med deres to katamarankøle.

Min første Limbo var en standard 14 fods monteret med en manuel 8 HK Mariner. En kombination, der holdt i flere år, og som var let at komme omkring med på markedets mindste trailer.

Katamaranskroget var dog besværligt at få op på traileren, der jo var skabt til “normale” både med én køl i midten. Der skulle skubbes og rumsteres noget, førend Limbo’en lå stabilt på rullerne og kunne trailes hjem igen. I dag er dette heldigvis fortid. I dag findes der specielle trailere til både med katamaranskrog.

Jeg har tilbragt i tusindvis af gode timer i mine Limboer. I flertal. For gennem årene har jeg haft hele tre forskellige på trailer. Der har været lidt utroskab ind imellem – primært da bådene efterhånden skulle være større og større.

Der måtte således hele to kabinebåde og en enkelt hardtop til, førend jeg var tilbage i min tredje Limbo – en GTS med styring, elstart og fjernbetjening. Endnu en lille båd med et stort hjerte. Men inden da måtte mange feriefiskede fladfisk en tur ombord i min første Limbo!

Limboer er nemme at håndtere på vandet. De planer med små motorer og er utroligt stabile at stå op i under fiskeriet. Tryghed er det rette ord. Dette er ikke mindst vigtigt, når man er en lille dreng ved navn Kasper, der skal have sin første store fisk sikkert indenbords. En fin torsk, som naturligvis var utroligt stærk og ikke til at få op.

Men ind i Limboen kom den – sammen med en perlerække fine torsk af den slags, som Århus Bugt var kendt for i 1980‘erne og 1990‘erne.

Skal båden søsættes fra åben strand – uden nogen trailerrampe – er det vigtigt, at den er så let som muligt. Her kommer Limbo ind på førstepladsen med sit enkeltskrog og lave vægt. Den kan søsættes ene mand på åben strand, men to mand gør naturligvis alting meget lettere.

Sammen med min nabo Lars søsatte vi ofte Limboen fra Djursland, når der var flotte vintertorsk i farvandet. Det kom der rigtig mange fine fileter ud af – til stor glæde for os selv og den nærmeste familie. Samt nogle smukke solnedgange inde bag Jylland!

Der er ikke mange herhjemme, som bruger båd til fluefiskeri. Pontonbåde, jo, men ikke rigtige både med fast skrog. Og det til trods for, at netop det er den mest udbredte form for fluefiskeri på de store engelske vandreservoirer.

Selv fluefisker jeg meget og gerne fra båd, og også her brillierer Limboen. Den er så stabil, at man uden problemer kan stå op og fluekaste fra den – med det langt bedre overblik, som den højere position giver i forhold til pontonbådens lave sæde. Supplerer man så også Limboen med en lille elmotor, er ikke et øje tørt…

Medefiskeri kræver ofte megen udrustning – specielt hvis der skal fiskes med levende agn. Da må båden stuves med lange stænger, vandfyldte agnspande og elektriske beluftere, som fylder meget og samtidig også vejer godt til. Igen står Limboen distancen, da den har en næsten utrolig bæreevne i forhold til sin beskedne størrelse.

Skulle der så også komme en enkelt storgedde indenbords, behøver man ikke frygte for balancen af den grund. Den kan både blive vejet og fotograferet, uden at båden af den grund kæntrer!

Det var i de gode gamle dage, hvor der endnu var masser af torsk i Århus Bugten, og hvor man ofte kunne fylde Limboen med dejlige stegetorsk i 1-2 kilos klassen. En sjælden gang toppede vægten 5 kg, men hvad de manglede i størrelse, kompenserede de i rigt mål med antallet.

Det gode fiskeri varede ved, indtil et par store trawlere – aldeles illegalt og i den mørkeste nat – trak trawl gennem den fredede nordlige del af Århus Bugt. Ak ja. Og Fiskerikontrollen? De lukkede allerede klokken fire om eftermiddagen…

I det hele taget har mine Limboer set mange fisk i den tid, jeg har haft dem. Som vist på billedet ovenfor var datidens elektronik ikke helt på højde med vore dages. Men selv et simpelt blinklod var nok til at lokalisere de rette bundstrukturer, hvor torskene holdt til.

I dag sidder der naturligvis en avanceret Lowrance kortplotter med ekkolod i min Limbo GTS. Det er ikke til at forstå, hvor hurtigt udviklingen er gået. Men Limboen er stadig den samme klippestabile båd at fiske fra…

Guderne forbyde, at det skulle ske, men var jeg tvunget til at vælge en enkelt fiskemetode i al fremtid, så ville det nok blive fluefiskeri. Men jeg ville savne trolling-fiskeriet ganske meget. For er der noget skønnere end stille at sejle afsted med en Bomber wobler vrikkende på den ene side af båden og og en Toby på den anden stang?

Det skulle da lige være, når det rykker til og en fin sølvblank havørred lidt senere ligger på lit de parade i båden. Det er sket mange gange i mine Limboer, og det vil ske rigtig mange gange endnu!

Og så er der lige natfiskeriet, hvor en klippestabil båd er alfa og omega, når store fisk skal landes sikkert i buldermørke. Natfiskeri i de kulsorte vintermåneder er ikke for de kuldskære eller svage i troen.

Når isslag gør bådens indre til den rene skøjtebane, er der langt hjem til den varme stue og sofaen foran pejsen. Dertil brug for det varmest mulige tøj – og en stabil Limbo at fiske fra! Ovenstående 6 kg’s natsandart er beviset herpå – og min hidtidige PR.

At hænge ud over bådsiden – en mørk vinternat og med iskoldt vand under kølen – det er intet problem fra en klippestabil Limbo. Katamaranskroget krænger kun lidt. Det er da også en af grundene til, at min rekordsandart forhåbentlig stadig svømmer rundt derude – klogere efter en sikkert omtumlet tur ombord på den lille Limbo.

Mange dygtige og kendte fiskere er startet i en Limbo, og mange har den endnu. Vor verdenskendte fiskefotograf og forfatter Jens Ploug Hansen havde også én, som han fiskede meget fra og var rigtigt glad for.

Ovenstående billede stammer fra en dejlig forårsdag på Randers Fjord, hvor Limboen blev grundigt smurt ind i løse sølvskæl fra de trækkende havørreder, der nærmest gik i stimer på vej ud af fjorden. Vi havde en hel posefuld fine grønlændere med hjem fra den tur.

Faktisk blev jeg noget overrasket, da jeg kiggede mine fotoarkiver igennem for at finde billeder med Limbo og fisk. Overrasket, fordi Limboen var klart overrepræsenteret blandt alle de andre både, jeg har haft på trailer, sejlet i og fisket fra.

Forklaringen må være den enkle, at det er den båd, jeg har fisket mest fra – fordi det ganske enkelt er den båd, der egner sig bedst til det!

Jeg ser frem til mange flere gode ture af denne slags i min nye 14 GTS – den tredje Limbo i rækken!

Mr. Specimen

Rimte – 2,340 kg – 52 cm

PR i lange baner…

Jeg mødte ham første gang på et af vore efterhånden rigtig mange kystfluekurser på Samsø. Han gjorde sig straks bemærket ved at vide meget og ville vide endnu mere. En dedikeret lystfisker med en systematisk og analytisk tilgang til tingene. Det viste sig da også, at han arbejdede som Mac-supporter på Handelshøjskolen i Århus – og programmerede i fritiden, når han ikke lige var ude at fiske!

Jørgen hedder han til fornavn – med Skårup som efternavn. Han lærte mig et helt nyt ord, som jeg godt nok kendte i forvejen, men som noget helt andet. Indtil da havde jeg nemlig troet, at “PR” stod for “Public Relations” – altså reklamevirksomhed. Helt forkert. I Jørgens og mange andres verden står forkortelsen “PR” for noget langt vigtigere, nemlig “Personlig Rekord”. Altså hvor stor ens største fisk af en given art er.

Nu har jeg aldrig selv gået så meget op i rekorder, men fisker mest for fornøjelsens skyld. En af mine gode venner var derimod lige ved at besvime, da jeg engang fortalte ham, at jeg rent faktisk havde glemt at melde en stor fluefanget tigerfisk fra Zambezi floden til International Game Fish Association som mulig ny verdensrekord! Det viste sig dog efterfølgende, at den ikke ville have været verdensrekord, men blot den største fluefangede fisk nogensinde i Namibia. Det beroligede ham noget…

Fiskere som Jørgen, der går op i personlige rekorder, kalder sig selv for “specimen-fiskere”. Uanset hvad de fisker med. I regelen fisker de med naturlig agn, som normalt er det mest effektive, og det gør dem jo overordnet set til medefiskere. I hvert fald i min terminologi. Men sådan har jeg lært ikke at titulere Jørgen. Når vi fisker sammen, er vi specimen-fiskere og ikke medefiskere. Den lektie har jeg efterhånden lært!

Smelt – 91,0 gram – 23,5 cm

Det var ovenstående foto, der fik mig til at skrive denne artikel. Billedet faldt jeg over i det nye mammutværk “Atlas over danske ferskvandsfisk”, der udkom her i 2012. I afsnittet om smelt dukkede Jørgen pludselig op med et pragteksemplar af en smelt på ikke mindre end 91 gram – 23,5 cm lang! Hans PR for denne art. Jørgen har altid brevvægten med, når han er ude med snøren, så vægten skal nok passe. På gram!

Smelten er et godt eksempel på, hvad der driver værket for en rigtig specimen fisker. En smelt på 91 gram er således lige så vigtig som en gedde på 11,1 kg. Mindst. Måske er smelten endda vigtigere, da den repræsenterer et endnu større individ (specimen) inden for sin art – end gedden.

Ud over at være lystfisker om en hals er Jørgen far til to – en dreng og en pige. Ingen af børnene har arvet faderens fiskelyst, men hele tiden har Jørgen haft den aftale med sin kone Inge, at han kunne fiske, så meget han ville – når først børnene var vokset op. Det er de nu, og Jørgen fisker i dag rigtig meget – mere end de allerfleste.

Gennem årene har han prøvet det meste – det være sig flue, spin eller mede. I dag helliger han sig dog helt specimen-fiskeriet, som siger ham mest. – Jeg vil fange fisk, når jeg er ude. Mange fisk. Og man fanger altså bare mest med naturlig agn på krogen, lyder forklaringen.

Jeg kan kun give ham ret. Som fluefisker har jeg kun alt for ofte set mig totalt udfisket af medefiskere med naturlig agn på krogen. Det være sig store aborrer eller rogntunge gedder, der meget hellere vil have en levende skalle end noget dødt af fjer eller metal. Eller kræsne kystørreder, der blot kigger lidt på ens kunstfærdige flue uden at tage den. For så grådigt at kaste sig over den levende reje under naboens Bombarda-flåd. Det kan være hårdt for selvtilliden som fluefisker at stå model til…

Gedde – 12,3 kg – 110 cm

I lang tid kunne jeg prale af at have fanget både den største aborre og den største gedde. Med en aborre på 1,55 kg og en gedde på 11 kg rent lå jeg lunt i svinget, mente jeg. Men ak. Det var kun et spørgsmål om tid, førend jeg blev overhalet inden om af Mr. Specimen, som jeg kalder Jørgen. Først med en imponerende aborre på 2,12 kg og senere med gedder på først 11,1 og dernæst 12,3 kg. Sjovt nok huskede Jørgen at fortælle mig, da han han slået mig med 100 gram. Men han glemte helt at fortælle, da han rykkede yderligere 2,2 kg…

Min egen PR for sandart på 6 kg rent blev slået eftertrykkeligt i vinteren 2011-12, hvor Jørgen pludselig rykkede med hele 2,3 kg. En sandart på 8,3 kg er i sandhed en imponerende fisk! Og det eneste hug i løbet af fem iskolde timers fiskeri. Vi er siden enedes om, at det må have været min 6 kg’s PR fisk, der i løbet af de seneste år havde lagt et par kilo ekstra på vægten. Så jeg i det mindste har en lille andel i Jørgens rekordsandart. Havde jeg ikke sat den ud igen, ville den jo ikke være vokset videre. Og Jørgens nye PR dermed heller ikke blevet til noget. Siger altså jeg!

For øvrigt var det også Jørgen, der førte båden hin smukke martsdag, hvor min egen 6 kg’s PR sandart kastede sig over en gul Storm wobler. Det skete i en mørk nattetime, hvor vinterkulden atter sænkede sig over vandet. Da vi lagde til land efter nogle timers produktivt sandartfiskeri, var der is på bundbrædderne. Og koldt i de ellers tykt forede moon boots…

Sandart – 8,3 kg – 93 cm

Som næppe nogen kan undgå at bemærke, så har Jørgen et website, hvor han promoverer alle sine PR fotos: aborre.dk. Jørgen deltager hvert år i den store aborrekonkurrence i Randers, og ambitionen er naturligvis engang at blive aborrekonge. Jørgen går ofte i træningslejr før matchen for at lure fiskene, og han har har været tæt på flere gange. Mit bedste bud er, at det kun er et spørgsmål om tid, før det lykkes.

Min første entre på Jørgens aborre.dk website var lidt usædvanlig. Vi var taget på Randers Fjord efter aborrer, som vi begge sætter stor pris på. Både som sportsfisk og spisefisk. Vi sad i båden på vej ud og diskuterede, hvor let det egentlig er at fange en fisk i det berømte sidste kast: Man holder jo bare op med at fiske, når man har landet en fisk!

Vi diskuterede efterfølgende, hvor svært det til gengæld er at fange fisk i dagens allerførste kast. Det har jeg dog gjort flere gange, og ved et lykketræf lykkedes det også denne dag. En fin aborre på godt et halvt kilo tog jiggen og beviste påstanden om, at det ganske vist er svært – men alligevel godt kan lade sig gøre, hvis man bare kender sit vand og sine fisk.

Jørgens PR aborre bliver rigtig svær at slå: 2,11 kg taget på en død skalle fisket på en bundsnøre en mørk nat. Det er et fiskeri, som Jørgen gerne dyrker – ofte hele natten, hvor de store aborrer godt kan være aktive. Fiskeriet foregår i et lille smørhul, som Jørgen naturligvis hæger om, men det er langt fra altid, der overhovedet er hug. Fiskene er ikke mange, men de er til gengæld store!

Aborre – 2,110 kg – 49 cm

Men nu er der jo en Verden uden for Verona, som salig Svend Methling så rigtigt skrev. En verden uden gedder, aborrer og sandarter. Men en verden, hvor fiskene har det med at blive langt større end de hjemlige fiskearter.

Det måtte Jørgen selvfølgelig prøve af. Han tog derfor med familien til Spanien, hvor det var de rekordstore maller, der lokkede. Guf for en rigtig specimen-fisker, der jo ikke kan få fiskene store nok. Men det holdt hårdt. 14 dage i Spanien, hvor den første uge gik med, at konen blev branket af på stranden. Så først var der forhandlingsmuligheder om at indlemme et par dages fiskeri efter maller i den sidste uge!

Disse blev brugt på Lake Caspe, som er en inddæmmet sø i forbindelse med Ebro floden ved Mequinenza. Metoden var to stænger fra land – begge agnet med Halibut Pellets. Den store malle huggede klokken 22.50 den allersidste aften. En malle på 55 kilogram fighter så forrygende, at man ind imellem er nødt til at løsne bremsen for ikke at ryge med ud i vandet.

– En oplevelse for livet, slutter Jørgen. Og det kan man jo godt se på billedet:

Malle – 55 kg – 210 cm

Jørgen har en god ven, Jakob Skot-Hansen, der bor ved Andfjorden i Norge. Under et besøg heroppe forrige sommer dørgede de to rundt en hel dag uden at mærke noget. De registrerede dog en fin skrænt på loddet, som de besluttede at affiske med jig.

Efter et par drev hev Jørgen sin 150 grams Cutbait hurtigt op i vandet. Her blev den stoppet hårdt og brutalt. Stangen bukkede helt ned i håndtaget, da han satte krogen en ekstra gang. I 15-20 minutter kæmpede han med dyret, som ville blive ved bunden. Hjertet skippede et slag, hver gang fisken slog med hovedet. På et tidspunkt føltes det, som om jiggen havde mistet sit tag, men heldigvis holdt krogen.

Jakob landede fisken ved at liste fangstkrogen ind under kæben på den og fik den hurtigt løftet indenbords. Flynderen var 126 cm lang og vejede 27 kilo. Endnu en PR til Jørgen:

Helleflynder – 27 kg – 126 cm

Du har måske undret dig over, hvorfor denne artikel om specimen-fiskeri er placeret under “Småbådsfiskeri”. Forklaringen er meget enkel: Mr. Specimen har nemlig også en Limbo, som han ynder at fiske fra – en 14 GT. For øvrigt hans Limbo nummer to.

It runs in the family…

Put & Take

Fisk til folket!

Mange fluefiskere rynker på næsen af det og ville aldrig parkere deres bil endsige svinge deres fluestang ved et Put & Take vand. Det er ikke fint nok, mener de, og ind imellem kan de have ret. Nogle Put & Take vande er simpelthen så miserable, at de ikke er et besøg værd.

Andre derimod kan byde på såvel fine naturoplevelser som gode fangster af smukke fisk med hele finner. Det afhænger helt af vandet og den måde, det drives på. Som ethvert andet dyrehold kan det nemlig drives med kærlighed til dyrene – eller total mangel på samme.

Og så skal den samlede oplevelse jo blive noget skidt – i form af sumpede mudderhuller med grimme fisk og afgnavede finner. Fisk, der hverken ser godt ud eller er værd at spise. Fisk, der ofte smager af mudder eller det, der er værre.

Intensiv eller ekstensiv

Put & Take vande kan groft set inddeles i to hovedgrupper: De intensive og de ekstensive. For fluefiskeren og naturelskeren er det intensive Put & Take vand det mindst interessante. Der er ofte tale om deciderede jordhuller, hvor fiskene sættes ud for straks efter at blive halet op igen.

Turnover time for fiskene i disse vande skal ofte regnes i timer eller minutter. Og ofte er fiskene af en ringe kvalitet med afgnavede finner og blodige haler.

Langt mere interessant er derfor det ekstensive Put & Take vand, hvor fiskene i regelen overlever i længere tid og derfor når at akklimatisere sig til de nye omgivelser. Her satser man i regelen på en god naturoplevelse i tilgift til selve fiskeriet – i form af velplejede omgivelser.

Vandet er rent og klart, og fiskene stammer fra ordentlige dambrug, hvor man magter opgaven at producere smukke fisk med hele finner. Fisk, der lynhurtigt akklimatiserer sig og bliver til et spændende bytte. Og fisk, der efterfølgende lader sig fortære, uden at man får en dårlig smag i munden…

Regnbueørreden

Den nordvestamerikanske regnbueørred er den mest udbredte fisk i danske Put & Take vande. Og med god grund. Oncorhynchus mykiss hedder den på latin, hvilket hentyder til dens nære slægtskab med stillehavslaksene. Regnbueørreden er altså ingen ørred, men en laks!

Regnbuen er den ideelle dambrugsfisk, da den vokser hurtigt, kan gå tæt i dammene og herudover tåler relativt varmt vand. Samtidig skal den ikke have ret lang tid i frivand, førend regnbuen genvinder den vildskab og kampgejst, der har gjort den så kendt og skattet i sin hjemegn. Regnbuen er nok den bedste springer af alle laksefiskene, og den sælger sig altid dyrt – langt dyrere end vor hjemlige ørred, der ikke sådan lige forlader sit rette element!

Men ikke nok med det. Regnbueørreden er af natur mere overfladeorienteret, og den holder af mindre fødeemner end vor hjemlige ørred. En kombination, der gør regnbuen til den perfekte fluefisk – i dens hjemlige Alaska såvel som danske P&T vande.

Bækørreden

Bækørreden er til gengæld en vaskeægte europæer, som bærer det latinske artsnavn Salmo trutta. Den er beslægtet med atlanterhavslaksen, men optræder i tre forskellige former: Havørred, søørred og bækørred. Én og samme art, men tre forskellige former med hver deres markante levevis og levested.

Bækørreden er dyrere at producere end regnbueørreden og er derfor ikke så almindelig i Put & Take vande som denne. Samtidig holder den af koldere og mere iltrigt vand end den tolerante regnbue, som derfor dominerer overalt i danske P&T vande. Bækørreden er typisk nataktiv, hvorfor man bedst fanger den tidlig morgen og sen aften – hvis decideret natfiskeri ikke er tilladt.

Bækørreden er mere en grovæder end regnbuen og lader sig derfor gerne friste af store fluer fisket dybt. Sorte Woolly Buggers er kendt for deres fatale tiltrækningskraft på søens store bækørreder – hvide marabou streamers ligeledes. Alt stort har interesse for en sulten bækørred!

Kildeørreden

Kildeørreden er slet ingen ørred, men en ægte røding. Den stammer fra Nordøstamerika og har artsnavnet Salvelinus fontinalis. Slægtsnavnet fortæller, at den er i familie med rødingen, som også har lyse pletter på mørk baggrund – modsat ørredernes karakteristiske mørke pletter på lys baggrund.

Det latinske artsnavn fortæller, at det er en fisk, som holder af koldt vand, og som derfor ofte træffes i kildevæld. Det betyder også, at den er mest aktiv på den kolde årstid, hvor søens andre fisk måske har skruet lidt ned for blusset. Sommeren igennem træffes den kun på søens dybeste steder med det koldeste vand.

Kildeørredens store hoved signalerer, at denne fisk ikke går af vejen for selv den største godbid. I sit hjemland Canada er den da også kendt for meget gerne at æde mus og lemminger – præcis som de glubske gedder, den ofte deler søvand med.

Hybriderne

Ud over disse tre arter, som dominerer de allerfleste danske Put & Take vande, kommer man ind imellem ud for hybrider mellem disse og andre arter. Hybrider er krydsninger mellem arter, som i naturen aldrig ville mødes eller kunne krydse sig. Men som er nemme at fremstille i fiskelaboratoriet!

Til de mest almindelige hybrider hører “brødingen”, der som navnet siger er en krydsning mellem to rødinger: Kildeørreden og fjeldørreden – svenskernes “bäckröding og röding. En anden almindelig hybrid er tigerørreden, som er en krydsning mellem en bækørred og en kildeørred. Tigerørreden er blevet et populært islæt i mange Put & Take vande, hvor den eksotisk udseende laksefisk altid modtages med glæde. Dens smukt marmorerede ryg har givet den sit navn – de lange og tandbesatte kæber ligeledes.

Hybriderne er dog kostbare at producere, og derfor bliver de aldrig til andet end kærkomne bifangster under fiskeriet efter regnbuer, bækørreder og kildeørreder. Tilsammen og under de rette forudsætninger gør disse dejlige fisk Put & Take fiskeriet til en fin oplevelse, man bestemt ikke behøver rynke på næsen af.

Samtidig må man ikke glemme, at landets mange P&T vande er med til at aflaste vore hårdt pressede strømvande med deres mere eller mindre vilde ørreder og stallinger. Vi har således brug for vore P&T vande i dagens Danmark – om vi kan lide det eller ej…

Fold ud og fisk!

Med båden under armen…

Ingen anden båd er så transportabel som den amerikanske Porta-Bote foldebåd, der nu også fås her i Danmark.

Mange har kigget interesseret efter den, og endnu flere har spurgt, hvor den egentlig blev af, da fiskedagen var slut. Da lå den nemlig allerede oppe på biltaget – klar til hjemturen! Har man ikke selv set det, kan det være svært at forstå, hvordan denne geniale amerikaner folder sig ud ved vandet. Tag derfor et kig på disse fotos og bliv en smule klogere:

Let at transportere
Porta-Bote vejer kun lidt, og skroget fylder ikke mere end et surfbræt. Det gør foldebåden uhyre velegnet til transport på biltaget, hvor den ikke fylder. Skal du med færge eller blot over broen, koster den heller ikke ekstra! Og når den skal søsættes, behøver du ikke betale for brug af slæbested eller trailerrampe. Du søsætter den blot direkte på kysten – om det så er sandstrand eller klippekyst. Porta-Bote holder til det hele!

Patenteret konstruktion
På billedet herover ser du, hvordan en Porta-Bote ser ud i sammenfoldet stand. Den er ikke meget over 10 cm tyk, og den er derfor let at opbevare, når den ikke skal på vandet. Hæng den eksempelvis op under taget eller anbring den på væggen, hvor den ikke er i vejen. Du behøver således ikke have en kostbar garage til rådighed for at være lykkelig bådejer, lystsejler og småbådsfisker!

Foldebrædtet isættes
Egentlig er det forbløffende, men det tog faktisk adskillige år, førend Porta-Bote opfandt det geniale foldebrædt, som gør alting meget lettere. Åbn båden en smule, træd op i den og spænd så ellers siderne fra hinanden som vist på billedet. Med benet er det en smal sag at presse siden ud og isætte foldebrædtet, der holder båden åben og giver dig begge hænder frie – klar til montering af tofter og hækbrædt til motor.

Tofterne monteres
Nu er turen kommet til tofterne, der dels holder båden åben – dels udgør bådens komfortable siddepladser. Begynd med den store midtertofte, hvis ender placeres i beslagene på skroget og sikres med en rustfri låsepind i hver side. Gør det samme med den korte tofte fortil og slut af med agtertoften. Nu kan du fjerne foldebrædtet, der ikke længere har noget formål. Gem det væk resten af dagen – men glem det ikke. Du får brug for det næste gang!

Stiverne rettes til
Nu er det tid til at rette de rustfri stålstivere ud, der hænger under tofterne – tre i hver. De skal trækkes på plads, så de passer ind i samlingerne og gør båden endnu mere stabil. Check, at alting er på plads og sidder rigtigt, inden du går videre til sidste skridt – hækbrædtet med motorbeslaget. De yderste stivere skal pege udefter, mens de midterste skal stå lodret. På denne måde fås en meget stabil båd.

Hækbrædtet monteres
Nu skal det store hækbrædt monteres. Det placeres på indersiden af den tynde membran af polypropylene, der lukker båden af bagtil og gør den vandtæt. Hækbrædtet placeres indenfor, så pladen til motorbeslaget hænger udenfor. Hækbrædtet fastgøres dernæst med to bolte og vingemøtrikker i hver side – de nederste to med gummiringe, så det færdige skrog er helt vandtæt. Utroligt, men sandt: Du har nu en fuldt sejlklar og meget sødygtig båd foran dig!

Klar til nye eventyr!
Og det var så det hele. Med en smule rutine har du samlet din Porta-Bote på få minutter og er klar til mange spændende timer på vandet. Det er en smal sag at bære båden helt ud i vandkanten, hvor den kan flyde på blot 15-20 cm vand. Er du alene om det, trækker du den blot hen over et par oppustelige bådruller – ud i vandet og op på land igen. Bådrullerne fylder intet og koster blot et par hundrede kroner. De er aldeles uundværlige, hvis du er alene om søsætning og optagning af båden.

Læs også artiklen her om historien bag de amerikanske foldebåde.

© 2012
Tekst: Steen Ulnits
Fotos: Kim Harding Christensen

Søkort at forstå…

Interaktive søkort

“Ét er Søkort at forstaa, andet Skib at føre”. Sådan skrev Ludvig Holberg i komedien “Den politiske Kandestøber” fra 1723.

Rigtig meget forurenet vand er løbet i havet siden da, men problemstillingen er stadig den samme. Søkortene er dog nu noget mere udførlige, præcise og stadig oftere elektroniske.

Alligevel er det fascinerende at tænke tilbage på de tidligste opdagelsesrejsende, som krydsede de store oceaner. Altid med den frygt i baghovedet, at Jorden jo var flad, og at der derfor måtte være en kant – en afgrund et sted derude i det ukendte…

Men det holdt dem ikke tilbage. De fortsatte ufortrødent i deres søgen efter nyt land, nye ting og materialer at bringe med sig hjem igen. Det kunne være krydderier eller ædle metaller. Eller slaver, for den sags skyld. Det sidste holdt vi danskere os jo heller ikke for gode til at deltage i. Slavehandel, som altid medførte lange sejlture for at hente nye varer til de altid sultne markeder.

Tegnede og trykte søkort

Datidens søkort var primitive og altid meget ufuldstændige i udkanten, hvor man måske ikke selv havde været, men måtte forlade sig på andres dubiøse gengivelser. Siden kom diverse måleinstrumenter til, og efterhånden blev søkortene mere og mere præcise. De håndtegnede måtte give op overfor de trykte, som både blev mere udførlige og mere præcise. Danske farvande blev snart kortlagt til mindste detalje. Først med simple loddeliner – siden med avanceret elektronik.

Digitale søkort

Vore dages søkort er lavet på baggrund af dybder, der er indsamlet med avanceret måleudstyr. De første elektroniske søkort var blot digitale affotograferinger af trykte papirkort. Detaljeringsgraden var derfor begrænset til opløsningen, de var trykt i.

Vektorisering af søkortene var derfor et kvantespring fremad. Nu kunne man zoome langt længere ind på søkortet og dermed afsløre langt flere detaljer, end de gamle søkort havde plads til. Samtidig kan man vælge forskellige lag til og fra, så man kun ser, hvad man har brug for at se. Så man ikke forstyrres af uvæsentlige data, man alligevel ikke har brug for. Ikke mindst på små skærme er dette en kolossal fordel.

Det var det amerikanske kortfirma Navionics, der “opfandt” det moderne, digitale søkort, som vi kender det i dag. Navionics, som også i dag er den førende leverandør af kvalitetskort til millioner af GPS’er og søkortplottere verden over.

I dag har kombinationen af GPS og digitale søkort stort set gjort de traditionelle landfyr og fyrtårne så overflødige, at de fleste i dag slet ikke fungerer mere. Eller i bedste fald er reduceret til kulturhistorisk pynt og yndede udflugtsmål for turister. De ligger jo næsten altid meget malerisk – på odder, skær eller fjerne klipper.

Skibsfarten har deres avancerede elektronik fra fabrikanter som Raytheon, Apelco og Simrad. Vi mere dødelige småbådsfiskere har i sagens natur ikke plads til store og strømslugende apparater, men må i stedet ty til mere diminutiv elektronik fra producenter som Garmin, Humminbird og sidst, men ikke mindst: Lowrance.

De fleste producenter af GPS-udstyr er i sagens natur amerikanske, da GPS jo er en amerikansk opfindelse – udviklet af militæret til krigeriske formål. Men også europæiske firmaer som hollandske TomTom har gjort det godt – med GPS’er tiltænkt ikke mindst biler på landjorden.

Sidstnævnte har dog sammen med Garmin måttet se en stor del af dette lukrative landbaserede marked glide sig af hænde – tyvstjålet af moderne smartphones med indbyggede GPS moduler, som efterhånden gør det rigtig godt.

Søkort til iPad og iPhone

Helt så galt er det ikke gået på vandet – endnu da. Herude slås man jo med, at der ikke altid er dækning. Og mange af de tidligste GPS-systemer krævede opkobling på 3G-nettet for at kunne trække de fornødne data til kortene.

Sådan er det ikke længere. Flere og flere småbådsfiskere kan nu vælge at bruge deres iPhone eller iPad offline – som rene navigationsinstrumenter. En af de allerførste og suverænt største investeringer, jeg i sin tid foretog til min iPhone 3G, var et søkortprogram fra amerikanske Navionics. Da Apple så lancerede deres iPad nogle år senere, fik jeg hurtigt fat i den opdaterede udgave af samme program hertil. Formedelst flere hundrede kroner…

Dyrt, ja – men forrygende billligt i forhold til det, man ellers må give for en “rigtig” marin GPS eller søkortplotter til båden. De løber normalt op i flere tusinde kroner, hvis man altså vil have en fornuftig kvalitet.

De elektroniske søkort fra Navionics var i en periode pludselig borte fra Apple’s App Store – til manges store fortrydelse, da de først havde opdaget eksistensen af dem – flere af dem for øvrigt gennem en af mine artikler om netop iPad på www.ulnits.dk og www.steenulnits.dk. Jeg ved det, for jeg har fået flere henvendelser fra folk og fiskere, der gerne ville have netop disse programmer til deres iPhone eller iPad.

Nu er Navionics heldigvis tilbage i butikken igen – i en stærkt opdateret udgave, som dels er mere højtopløselig – dels rummer flere interaktive features af interesse for lystsejlere og lystfiskere.

Ud over de gængse søkortfunktioner byder de nye Navionics også på nyttige oplysninger om strøm og tidevand på udvalgte steder. Og nu kan man også selv bidrage til kortenes informationsniveau. Således kan man nu som bruger sende Navionics direkte forespørgsler om konkrete ændringer i kortmateriale og features.

Uheldigvis og af uransagelige årsager kan man kun få Navionics søkort over Danmark, som også dækker Island og Grønland. Det er selvfølgelig uhyre praktisk, når man i de lange vinteraftener sidder og planlægger sommerens togt op langs den grønlandske østkyst. Hvad jeg rent faktisk tidligere har gjort.

Men det er nok de allerfærreste, der har den helt store glæde af dette. Til gengæld kan de nye Navionics kort fås til såvel iPhone som iPad. Desværre skal de købes separat til hver af de to apparater. Pris kr. 439,- til iPad og kr. 225,- til iPhone.

Sjældnere kortformater

Langt de fleste søkort fås i dag som enten C-Map eller Navionics, men der findes ganske mange flere formater at vælge imellem. Formater, som hver især kan noget specielt.

Ind i mellem støder man således på søkort i det mere sjældne filformat .kap. Man skal her bruge en applikation, der understøtter netop .kap filer – et filformat udviklet af kortfirmaet MapTech og brugt af amerikanske NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration).

En af de bedste apps hertil er svenske “NaviPad”, der enten er gratis eller blot koster nogle få kroner. Man opretter en konto i programmet og kan nu se andre brugere af NaviPad på sin skærm – deres position, kurs og hastighed.

Allerførst importerer man sine .kap kort til iTunes programmet på sin Mac computer. Herefter tilslutter man sin Ipad eller Iphone og starter iTunes. Under menupunktet “Programmer” finder man frem til NaviPad. Man markerer programmet og vælger kortene via “Tilføj” tasten. Herefter overføres så kortene til ens iPad eller iPhone. Og når man efterfølgende starter sit nyerhvervede NaviPad program op, kan man vælge .kap kortet og bruge det. And off you go!

Vil du gerne se dine .kap filer på en almindelig computerskærm, skal de blot konverteres til bitmap filer (BMP). Og det findes der naturligvis specielle programmer til, som nørderne nemt kan finde på nettet. For forvirringens skyld skal afslutningsvis nævnes, at .cap filer naturligvis blot er krypterede .kap filer…

Har man en bærbar PC i båden, kan de fleste søkort bruges sammen med det australske GPS mapping program “Oziexplorer”. Samtidig har man så også mulighed for at bruge “Det Levende Søkort”, som udgives af Dansk Sejlsports Union. Det er et kortprogram, som baserer sig på det såkaldte BSB-format, og som kræver Windows for at køre. Hvad Oziexplorer for øvrigt også gør.

Her er man som MacMan sat helt ud af spillet – med mindre man da vil forfalde til brugen af Windows emuleringssoftware såsom Parallels. Så er man med i spillet igen!

Ét er Søkort at forstaa, andet Skib at føre…

Ti år i kajak

– Ka’ jakker fiske?

Da jeg for snart ti år siden købte sommerhus på Mols, havde jeg kun et par gange tidligere siddet i en kajak. Men jeg havde aldrig fisket fra én. Da jeg samtidig havde en god kontakt, som så småt var begyndt at importere kajakker fra New Zealand, var der ikke langt fra tanke til handling: Jeg købte ikke én, men hele to stykker, som fik fast plads ved sommerhuset. Én til mig selv, og en anden til gæster.

Det var i de gode, gamle dage, førend Gud og hvermand skulle sejle i kajak. Det var dengang, man kunne sejle i timer og dage uden at møde andre kajakker. Det kan man som bekendt ikke længere. I dag findes der forhandlere over hele landet, som udbyder kurser i kajaksejlads. Og i dag har enhver højskole og efterskole med respekt for sig selv en stak kajakker liggende til brug for eleverne.

I dag er kajakker derfor blevet en selvfølge langs de danske kyster, der egner sig glimrende til netop dette fartøj. Vi har så mange vige og bugter og fjorde, at man altid kan finde beskyttet farvand et eller andet sted i nærheden. Og da kajaksporten ikke er fysisk krævende, ser man flere og flere pensionister, der har fået øjnene op for denne fornøjelse, som kan nydes solo eller i selskab – gerne sammen med ægtefællen eller kæresten.

Er du en rutineret kajaksejler og -fisker, vil du næppe finde meget af interesse i denne artikel, der er tiltænkt begyndere ud i sporten – eller wannabes, der påtænker at springe ud som nye kajaksejlere. Mange har desværre investeret for meget, før de fandt ud af, om det nu også var noget for dem. Dem har jeg en del af i bekendtskabskredsen.

Som en eskimo mellem isbjerge

Jeg skrev engang en lille bog om drengen Kaj, der skulle ud at sejle i kajak med sin far. En bog, som naturligvis fik den geniale titel “Kaj og kajakken”! Den blev nu ikke noget stort salgshit, men Dansk Kano og Kajak Forbund – med sæde i Idrættens Hus – købte alligevel restpartiet til promovering af sporten.

Jeg nævner det her, da Kaj – som i virkeligheden hedder Morten – forestillede sig, at han var en eskimo, der sejlede rundt på Grønland mellem turkisblå isbjerge i jagten på smældfede sæler og hvaler. Drenge har jo en forrygende fantasi, der lynhurtigt kan forvandle selv Århus Bugt ud for Hotel Marselis til en øde grønlandsk fjord. En evne, mange voksne mænd – undertegnede inklusive – for øvrigt også har…

Der er nemlig noget helt specielt ved kajakker, som ingen andre fartøjer kan hamle op med: Den nære kontakt med vandet – og så fremdriften, der kun kræver få kræfter. Stille glider man gennem vandet i god fart – i bogstaveligste forstand med røven i vandskorpen. Det giver en nærhed til vandet og dyrene i det, som intet andet fartøj kan hamle op med. Kort sagt er det en fornøjelse at sejle i kajak. Så kan det ikke siges klarere. Og det er ingen sag at se sig selv som eskimoen Kaj!

Jeg har en enkelt gang haft mulighed for stille at glide frem mellem isbjergene længst inde i bunden af Evighedsfjorden ved Sukkertoppen på Grønland. Det var en smuk oplevelse, som imidlertid varede kort. Vi sejlede tæt op langs en isbræ, der kun kælvede med flere timers mellemrum.

Hvad jeg husker bedst fra den tur var imidlertid ikke den underskønne natur, men den bidende kulde. Det er sin sag at være eskimo i bunden af en lille tyndhudet kajak mellem drivende isbjerge. Pissekoldt er det rigtige ord…

Som en fisk i vandet

Kajakker er geniale konstruktioner, som det har taget inuitterne årtusinder at perfektionere – med brug af naturens egne materialer: Sælskind og rensdyrsener over et primitivt skelet af drivtømmer. Materialer, som kun de færreste af dette lands indbyggere har adgang til.

Heldigvis står producenterne i kø for at sælge hypermoderne kajakker i tung rotationsstøbt plast, håndoplagt glasfiber, kulfiber eller ultralet kevlar. Lettere betyder imidlertid også dyrere. Meget dyrere. Men også meget lettere at transportere til og fra vandet samt op og ned fra biltaget. Man får virkelig, hvad man betaler for. Jo mere man betaler, desto mindre får man for pengene!

Rigtige havkajakker er lange, smalle og superlette. Det er dyre sager for entusiasten, der gerne tager på langtur og overnatter undervejs. Som har brug for en hurtig kajak, der er virkeligt søstærk, men som samtidig er let at bære op på stranden ved landgang. Da lærer man hurtigt at sætte pris på en vægtforskel i 5-10 kg’s klassen – hvis man altså har pengene…

Mine egne to kajakker er produceret i rotationsstøbt ABS plast fra new-zealandske Perception. Det er robuste sager, som taler ganske mange knubs, men som med 21 kg stykket heller ikke er deciderede letvægtere. Man lærer hurtigt at sætte pris på 4-hjulstrækkerens evne til at komme tættest muligt på vandet…

Jeg valgte at få begge mine “Acadia” kajakker monteret med ror, som kan være en behagelighed på lange ture, hvor man krydser åbne havområder i sidevind. For mit eget vedkommende har det imidlertid vist sig, at jeg aldrig bruger roret. I stedet bander jeg hver gang over, hvor meget det fylder, og hvor ofte det er i vejen. For slet ikke at tale om merprisen, der er ganske overvældende.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at langturssejlere har glæde af roret. Men er man som undertegnede en simpel dagturssejler, der sjældent kommer mere end nogle få sømil hjemmefra, så er roret kun til besvær. Mener altså jeg.

Som en fugl på taget

Man lærer desværre også hurtigt – og på den hårde måde – at lige netop 4-hjulstrækkere er høje og derfor besværlige at laste kajakker på. Heller ikke her vokser træerne ind i himlen. Bedste bil til transport af kajakker er derfor af typen Suzuki SX CombiBack, der er lav trods sit 4-hjulstræk. Så får man det bedste af begge verdener. En bil, der med sit 4-hjulstræk kan nå helt ned til vandet. Og en bil, der ikke er højere, end at man ubesværet kan få kajakken op på og ned fra biltaget.

Som allerede nævnt bliver man hurtigt ét med vandet i sin kajak. Forhåbentlig dog uden at få hovedet under. Men faktum er, at man lettere bliver accepteret af dyr, fugle og fisk, når man lydløst kommer glidende i sin kajak – end når man som vadefisker kommer traskende gennem det lave vand. Det giver mulighed for helt fantastiske naturoplevelser, som er få andre end lige netop kajaksejlere forundt.

Eksemplerne er utallige. Da kajakken kan flyde på 10 cm vand, kan man med den komme ind på steder, hvor ingen andre fartøjer når. Jeg har oplevet multer i 2-3 kg’s klassen, som er hoppet helt ud af vandet, når jeg har forskrækket dem på få meters afstand. Mange er også de skarver, som uopmærksomt er dukket op af vandet få meter fra kajakken – for blot at dykke igen i rekordfart. Skræmt af synet af kollegaen i kajakken.

Så er der anderledes ro over sælerne. Der var dem, der flintrede rundt i vandet under kajakken på Anholt – helt ude ved Totten, som nordøstspidsen hedder. De var uendeligt nysgerrige og havde næppe set mange andre kajakker. Sjovest var dog den sæl, der stille gled med strømmen på Randers Fjord, indtil den kun var nogle få meter fra min kajak. Så rettede den sig sindigt op og gled elegant baglæns ned i vandet. Det var der stil over!

For et par år siden lå jeg på det lave vand over Skødshoved Flak – ikke langt fra sommerhuset. Da ser jeg pludselig en hel masse langbenede fugle stå inde på det ganske lave vand under land. Det var som et gensyn med flamingoerne i Afrika. De lange ben og tynde kroppe flimrede i sommervarmen, mens jeg forsigtigt arbejdede mig ind mod dem. Men hver gang jeg kom ti meter tættere på, rykkede de grå fiskehejrer tilsvarende længere væk. Jeg kom aldrig rigtig tæt på, da vandet til sidst blev for lavt. Men en fin oplevelse var det – kun muliggjort af kajakken.

Konklusion

Konklusionen er enkel: Alle typer fartøjer har fordele og ulemper, som gør dem mere eller mindre egnede til fiskeri. Nogle skal have en rigtig trailerbåd med fast skrog under fødderne for at være tilfredse – planende både med en lang rækkevidde. Andre foretrækker flyderingen, som er billig og uhyre let at transportere. Og atter andre kan ikke leve uden deres elskede pontonbåde, som de mener er ideelle til alt fiskeri. Endelig er der kanoer og kajakker, der fylder ganske meget, men som let kan transporteres på biltaget.

Ti år i sidstnævnte har overbevist mig om, at kajakker bestemt ikke er ideelle fartøjer til at fiske fra. Dertil sidder man helt enkelt for dårligt og kan ikke vende sig uden først at skulle vende hele kajakken. Man har heller ikke begge hænder fri til fiskeri, som man har det i eksempelvis en pontonbåd.

Opankring er ligeledes et besværligt og risikabelt foretagende fra en spinkel kajak. Men kajakken har mange andre fordele, som vejer i dens favør. Lav vægt og rimelig pris, ikke mindst. Men mange overbeviste fiskere har alligevel monteret udstyr på deres kajakker, som i pris langt overstiger kajakkens egen.

For mig personligt er kajakker herlige fartøjer – til at sejle i. Til nød kan man også fiske fra dem.

Men det er seriøse kajakfiskere næppe enige med mig i…

Smarte smartphones

Smartphones til smarte fiskere…

Vi lystfiskere kan åbenbart godt lide smartphones. I hvert fald har artikler om iPhone og iPad på www.steenulnits.dk og mit oprindelige website, www.ulnits.dk, altid mange læsere.

Men nu er der jo en Verden uden for Verona – andet end lige hundedyre og supercool produkter fra Apple. Der er jo også Android telefoner, som efter bedste evne søger at gøre Apple kunsten efter. – Hvorfor skriver du ikke noget om disse telefoner, der jo kan meget, og som kan erhverves til mere overkommelige priser?

Sådan har et par læsere kommenteret tidligere artikler om iPhones og iPads, og dem skylder jeg derfor en artikel om Android telefoner – selv om det jo er “a stolen product”, som salig Steve Jobs sagde kort før sin død. En billig kopi af den oprindelige iPhone fra 2007. “Me too” produkter, som lader hånt om mange Apple patenter, og som byder sig billigt til.

Men ret skal være ret, og man får rigtig mange features til relativt få penge. Samtidig har man flere helt vandtætte modeller at vælge imellem – ideelle til os lystfiskere, som jo færdes i ganske våde omgivelser. Så sent som for to uger siden oplevede jeg, hvordan en af mine kursister søsatte sin spritnye iPhone – trods vandtætte lommer i de nyerhvervede waders. Hun havde desværre glemt at lukke lommerne…

Well, den slags sker ikke, hvis man investerer i en vandtæt Android smartphone fra japanske Sony – en Xperia active, der kan tåle det hele. Den er omtalt i en tidligere artikel, så her skal vi fokusere på softwaren i stedet for hardwaren. – Hvad skal man putte i sin Android telefon for at være optimalt rustet som lystfisker?

Lad os tage et kig på min egen Xperia, som jeg har været ganske glad for. Som i dag kan fås for mellem 1.000 og 1.500 kroner – uden abonnement. Til sammenligning skal man af med op mod det 3- dobbelte eller 4-dobbelte for en iPhone, der ikke engang er vandtæt…

Det specielle ved Xperia active er – ud over at den naturligvis er 100% vandtæt og derfor kan tåle en dukkert – at den er skabt til et aktivt liv. Sony har designet sin egen brugerflade til Android 2.3 styresystemet, som deler skærmen op i fire hjørner, der kan tildeles hver fire apps.

Det er en ganske smart opdeling, idet man så kan tilgå de omkring 20 vigtigste apps direkte fra hovedskærmen. Man kan naturligvis fylde telefonen op med i hundredvis af andre apps, som blot er gemt længere nede i hierakiet. Men hånden på hjertet – hvor mange apps er det nu lige, vi bruger regelmæssigt?

Jeg har mine iPhones og iPads fyldt op med fantastiske programmer, som jeg aldrig eller kun sjældent bruger. Dette i tilgift til den lille halve snes, jeg bruger hele tiden. Alligevel ville jeg ikke undvære nogen af dem. De har fancy funktioner, som andre apps ikke har eller magter, men som jeg altså kun undtagelsesvis har brug for.

De kan eksemplevis forudsige, hvornår den internationale rumstation kommer forbi og er synlig fra jorden. Eller agere søkort, der kan fortælle mig min eksakte position på havet. Eller fortælle, hvordan solen står et givet sted. Og så videre.

Jeg har derfor gjort en dyd ud af ikke at fylde min Xperia active op med flere apps, end jeg har brug for. Men til gengæld de apps, som er absolut uundværlige i løbet af en lang fiskedag. De allerfleste er aldeles gratis, hvilket jo er karakteristisk for Android. Kvalitet og funktion er til gengæld ikke på højde med det, man er vant til fra Apple’s iOS.

Mine Android favoritter kommer her – gennemgået fra hjørne til hjørne på min diminutive Xperia active. Sådan ser den lille 3 tommer startskærm ud:

I øverste venstre hjørne har jeg en lille radio app, så jeg kan høre vejrudsigten eller nyhederne, hvis jeg får lyst til eller brug for det. Det er ofte muligt at få kontakt med omverdenen ad denne vej – selv i områder, hvor der er dårlig 3G dækning.

Skulle jeg trænge til lidt musik, er der naturligvis også en app til det. Med mig har jeg en lille samling favoritnumre, som ikke fylder alverden. Det er jo skønt ind imellem at kunne høre sange som “Fish Ain’t Bitin’” eller “Bonefish Foley”!

Til de mere praktiske apps hører kalender og alarm. Det er fantastisk rart at kunne checke sin kalender og aftale nye fisketure, mens man er ude i felten. Eller sætte vækkeuret, så man ikke glemmer at komme hjem til tiden.

Det kan spare én for mangen en skideballe fra konen eller kæresten – eller bedre endnu: En kostbar redningsaktion med helikopter, hvis man er taget ud at sejle og ikke er kommet hjem til aftalt tid…

I det øverste højre hjørne finder vi de navigations apps, man absolut ikke kan undvære – samt en enkelt, der primært har underholdningsværdi. Først og fremmest er der et kompas, som kan vise sig uundværligt og i bedste fald redde ens liv. Hvis man eksemplevis er faret vild i tågen og vader rundt mellem dybe tidevandsrender uden at vide, hvor man er eller hvordan man kommer i land igen. Det er utrolig let at miste orienteringen, når først tågen har lagt sig. Skulle jeg hilse og sige…

Google Maps er kendt af alle og helt uundværlig, når man skal finde ned til vandet ad de mange småveje, som findes rundt omkring. Et klassisk og helt gratis program, som er i brug næsten hver dag. Med fiskestang eller uden. Google Maps er et suverænt program, hvis man ville kigge en ny kyst ud, mens man stadig er derhjemme. De fine luftfotos er guld værd!

Helt så nødvendig er det tilhørende Navigation ikke, selv om det er meget praktisk at have, når man skal finde vej til kendte og veldefinerede lokaliteter.

Endelig er der Google Sky Map, som jeg bruger regelmæssigt. Det er ikke tilnærmelsesvis så godt som mange af de stjerneprogrammer, man kan få til iOS, men det er gratis – og meget bedre end ingenting. Helt perfekt, hvis man bare vil orientere sig på stjernehimlen – måske for lige at se, hvor stjerneskuddene fra Orioniderne vil komme fra.

I det nederste venstre hjørne har jeg samlet forskellige apps til kommunikation. Det gælder telefonbogen, så man altid kan finde nummeret på mekanikeren, hvis motoren i bil eller båd skulle strejke undervejs. Eller fiskekammeraten, hvis man skulle fange en fisk, der er værd at prale af.

Af samme årsag er jeg altid klar til at sende en SMS, hvis det skulle være nødvendigt. Eller en e-mail, hvis der er brug for mere plads til at beskrive fangsten og den forrygende fight, der gik forud!

I nederste højre hjørne finder vi de deciderede værktøjer. Det gælder kameraet, som med sine 5 millioner pixels godt kan tage acceptable billeder – i en snæver og ikke mindst våd vending. Man kan også skyde en hurtig filmsekvens til YouTube, hvis man nu har lyst til det i stedet.

Endelig er der en browser, så man kan gå på nettet og checke forskellige ting ud. Måske bare bestille en pizza, så den er klar på vejen hjem. Sidst, men bestemt ikke mindst, så finder vi her en lille lygte, som er aldeles uundværlig efter mørkets frembrud. Når grejet skal skilles ad og pakkes ned. Når nøglehullet i bildøren skal findes. Etc. Den app bliver man hurtigt gode venner med!

Og det var så det. Jeg har dog glemt de henvisninger, som jeg har lagt direkte på startskærmen. Her er det ikke mindst henvisninger til vejr og tidevand, jeg meget ofte bruger. I stedet for at skulle ind i browseren og finde de samme ting her, har jeg henvisningerne liggende og kan klikke direkte på dem. Det sparer tid – og penge.

Afslutningsvis er der det ganske smarte ved Xperia active, at dens skærm kan betjenes med våde fingre. Det kan man heller ikke på sin iPhone. Til gengæld var Android aldrig kommet til, hvis ikke der havde været en iPhone at kopiere efter. I skrivende stund er Samsung netop blevet idømt en gigantisk bøde på over én milliard US dollars for at have kopieret et antal af Apple’s iPhone patenter uden først at have spurgt om lov – eller betalt for det. I Samsung’s egen udgave af Android styresystemet.

Herefter kommer så turen til alle de øvrige Android telefoner, der givet også har forbrudt sig mod Apple’s mange patenter. Og til sidst Google selv. Men indtil da kan man jo glæde sig over, at Google giver sit styresystem væk til alle, der gider bruge det. Gratis. Det skal der jo komme billige telefoner ud af!

Screen dumps

Et kig på skærmen

Moderne elektronik er en fantastisk ting – også at have med i båden. I løbet af det sidste årti er avanceret udstyr faldet i såvel pris som fysisk størrelse.

Dette i en sådan grad, at moderne småbådsfiskere nu kan have “state of the art” elektronik ombord. Dette i form af detaljerede ekkolodder, højtopløste søkortplottere, fintfølende radar og kombinationer af disse tre. Det hele så kompakt, at det kan indbygges selv i en mindre småbåd. Og meget af det til en pris, der ikke behøver koste ægteskabet!

Der kunne skrives meget om disse fantastiske apparater og deres ofte ufattellige egenskaber. Men det er allerede gjort – i min bog “Småbådsfisker”, som du finder link til nederst på denne side. Der kan du se diverse screen dumps fra amerikanske Lowrance fortælle deres egen historie. Tilsæt lidt fantasi, og du vil nå langt!

Hvis du ikke allerede er en trænet bruger af avanceret elektronik, så vil dine første mange ture på vandet sikkert forløbe præcis som mine egne første for snart mange år siden:

Jeg var så grebet, at jeg sad med næsen klistret mod skærmen for at suge de mange oplysninger til mig. Det er jo en sand stormflod af data og informationer, man konstant præsenteres for.

Det tog mig lidt tid at komme fri af dette og tilbage til fisketuren og naturen, som det jo egentlig drejer sig om. I dag betragter jeg elektronikken noget mere afslappet og bruger den blot som et kærkomment supplement under fiskeriet.

For det er sådan, den skal bruges!