Forfatterarkiv: Steen

Når diget bryder sammen…

“When The Levee Breaks”

Knap 100 år efter katastrofen ved Mississippi floden, der gik over sine bredder og gjorde tusinder af nordamerikanere hjemløse, drøfter vi stadig problemet. Nu blot ved COP27 i Egyptens glohede ørkensand.

Tilbage i 1927 stod bekymrede borgere langs den mægtige Mississippi og så vandstanden bare stige og stige. Regnen væltede ned, og den ellers så livgivende flod truede med at gå over sine bredder. Og det blev ikke ved truslen. Floden gik til sidst over sine inddigede bredder og oversvømmede både marker og boliger.

Vor stigende udledning af drivhusgasser har siden da sat skub i den globale opvarmning, som ser ud til at være ude af kontrol. Ikke på grund af manglende advarsler – svenskeren Arrhenius havde allerede i 1896 påvist, at CO2 i atmosfæren fik temperaturen til at stige – men på grund af manglende vilje til at gøre noget. I den hellige profit og vækstens navn.

Floden

Men tilbage til the Mighty Mississippi. Her startede det allerede i sommeren 1926, hvor det bare regnede og regnede. Først i det centrale flodbassin og siden i alle tilløbene. Faktisk modtog området op mod ti gange den normale årlige nedbør i løbet af nogle få måneder. Nok til at få vandstanden til at stige faretruende.

Allerførst i det nye år, den 1. januar 1927, måtte indbyggerne i byen Nashville, Tennessee hjælpeløse se til, hvordan vandstanden i den lokale Cumberland River havde nået toppen af byens 17 meter høje dæmninger. Dæmninger, som US Army Corps of Engineers – den amerikanske udgave af Hærens Ingeniørtropper – ellers havde regnet for sikre og beroliget byens indbyggere med.

Langs hele den gigantiske Mississippi flod stod vandet nu rekordhøjt. Smeltevand fra bjergene havde forstærket regnen, og den 22. april brød floden endeligt igennem. Jorden åbnede sig under presset fra de opstemmede vandmasser i en 30 meter dyb og næsten kilometerbred sprække, hvorfra vandet fossede nedefter.

Syv stater led under oversvømmelserne, men værst gik det ud over Mississippi og Louisiana. Da vandet først i juli endelig begyndte at trække sig tilbage, levede the Mighty Mississippi virkelig op til sit navn.

Da var den sine steder 100 km bred og havde taget livet af omkring ét tusinde mennesker og gjort flere hundrede tusinde hjemløse. Flest sorte bomuldsarbejdere. Mange af dem måtte af nød søge nordpå – ind mod de store byer.

Musikken

Tragedien var fuldkommen, men musikken havde man dog stadig. I de sorte sydstater havde musikken længe været en vej ud af elendigheden, og nu var der mere end nogensinde brug for den.

Kansas Joe og Memphis Minnie skabte med sangen “When The Levee Breaks” en klassiker, der lever i bedste velgående her snart 100 år senere. Du kan høre den originale indspilning herover – på Columbia og med al den knasen, som datidens plader og tidens tand uundgåeligt giver.

Når man kender den tragiske baggrund, forstår man bedre sangen og dens sejlivethed. Alligevel er det imponerende, at det engelske rockband Led Zeppelin’s titelløse fjerde album fra 1971 – i regelen blot benævnt “Led Zeppelin IV” – kom på hitlisterne med en nyindspilning af denne sorte klassiker. 44 år efter den katastrofale oversvømmelse ved Mississippi floden.

En karakteristisk udgave, der er trofast mod originalen, men som samtidig tilfører sangen meget nyt. Ikke mindst John Bonham’s slæbende, men kraftfulde trommer tilføjer denne triste og uheldsvangre sang noget endnu mere dystert. En fantastisk sang, der er lige så aktuel i dag, som da den blev født.

Vi lever jo i klimakrisernes tid – med tørke, skybrud, oversvømmelser og smeltende poler. Ja, faktisk afholder vi netop i disse dage COP27 i Egyptens glohede sand. Med en indskrumpende Nil som nærmeste kulisse og det Røde Hav som en stigende trussel. Med hele showet sponseret af ingen ringere end CocaCola…

Vel sagtens på denne triste baggrund valgte organisationen “Playing for Change”, med Led Zeppelin bassist John Paul Jones i spidsen, at genindspille den gamle sydstatsklassiker endnu engang. Men nu gøre det som en slags World Music, hvor musikere fra hele verden indspiller den samtidigt. Med deres egne instrumenter. På deres egen jord. Og i deres eget land. Ikke så lidt af en teknisk præstation.

Menneskene

Det er der kommet en uhyre lyt- og seværdig video ud af. Med bidrag fra en syndflod (undskyld!) af ultrakompetente verdensmusikere, hvoraf blot skal nævnes nogle få stykker.

På bass har vi naturligvis Led Zeppelin’s egen John Paul Jones, som er den mindst kendte og mest undervurderede musiker af de tre nulevende – ved siden af guitarist Jimmy Page og sanger Robert Plant, der plejer at stjæle rampelyset.

Meget passende både starter og slutter videoen med Jones, der elegant håndterer de fire strenge på den lange bassguitar.

Som erstatning for Led Zeppelin’s hårdtslående, men desværre for længst afdøde John Bonham, figurerer amerikanske Stephen Perkins. Han er kendt fra hårdt rockende bands som Jane’s Addiction og Porno for Pyros, hvor han slår en proper tromme.

Perkins sveder sydstatssved på denne indspilning, hvor en af trommestikkerne sågar går i stykker midt under optagelserne – uden at det dog stopper musikken.

Herefter kommer vi det meste af verden rundt med musikere fra lande som Argentina, Congo, New Zealand, Nigeria og Norge samt naturligvis amerikanske stater som Californien, Florida, Minnesota, Texas og Utah. Der er virkelig noget for enhver smag og hudfarve.

På Værket i Randers, hvor jeg bor, har vi netop haft fornemt besøg af ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks. De spiller med deres Tedeschi Trucks Band suveræn blues rock med rødderne dybt forankret i Jacksonville, Floridas sumpe.

Og sandelig: De er begge to med på “When The Levee Breaks”, hvor billedsiden passende udgøres af oversvømmede byer, udtørrede floder og smeltende gletsjere.

Så stjernerne står rigtigt lige for tiden. Hvis man altså er til denne slags musik og tager miljøet med i sin aftenbøn.

Så lyt til John Paul Jones og støt “Playing for Change”.

Introbilledet til denne artikel er taget fra diget ved det inddæmmede område mellem de to østjyske Mariager og Randers Fjorde. Kattegat kan skimtes længst ude i horisonten, men når ikke sjældent helt ind til diget. Det kommer det til at gøre oftere i de kommende år.

Verdensborger # 8.000.000.000

Netop i dag, den 15. november, er borger nummer 8.000.000.000 ifølge FN kommet til verden. Otte milliarder mennesker er vi nu blevet til.

Da jeg selv kom til verden tilbage i 1956, var min far ikke begejstret. Ikke på grund af mig, håber jeg. Men på grund af Rusland, som netop det år havde taget Ungarn. Et af de vestligt orienterede østlande, som min far havde postale og filatelistiske forbindelser til.

Alligevel var 1956 på flere måder et godt år. Vi var nemlig kun tre milliarder mennesker her på Jorden. Mod nu otte. Og tilbage i 1956 skulle vi jo ikke alle have stedse større fladskærme og nye iPhones hvert eneste år. De fandtes helt enkelt ikke.

Det gør de i dag, hvor begge dele efterhånden findes på de fleste børneværelser. Hvor mange familier har to biler i garagen for at nå frem til to fuldtidsjobs med mange kørte kilometer hver dag. Og måske et sommerhus at slappe af i, hvis ellers tiden rækker.

Jeg er ikke hellig. Jeg er selv én af disse materielle storforbrugere, som er med til at skubbe klimaet og kloden helt ud over kanten. Jeg har rejst mere og længere end de fleste og bidraget stort til udslippet af kuldioxid.

Desværre hjælper det ikke meget, når jeg eller andre skruer ned for forbruget. Der må træffes anderledes tunge politiske beslutninger, hvis det virkelig skal batte noget. Det håber jeg så inderligt, at de forstår til COP27 i det egyptiske ørkensand. Og langt borte i det mørke Rusland. Men jeg tvivler.

I 1956 var det Ungarn, som russerne tog. I dag er det Ukraine, de prøver at tage. Men det går skidt rent militært, så for at redde blot en smule af æren smadrer russerne nu ukrainsk infrastruktur og dræber uskyldige civile. “The Bravery Of Being Out Of Range”, som Roger Waters sarkastisk synger andetsteds. De tapre russiske krydsermissiler.

Mens vi håbefuldt venter på, at den sidste psykopat snart dør bort, lytter jeg gerne en ekstra gang til “When The Levee Breaks”. I den seneste nyindspilning. Det lindrer lidt på smerten.

Eller til Pink Floyd’s udgave af en ukrainsk nationalhymne med sangeren Andriy Khlyvnyuk fra bandet Boombox:

Indtægter fra salget af dette nummer går til genopbygning af det sønderbombede Ukraine. Kan købes på iTunes.

Poul “Dus med Dyrene” er død

Jeg så Poul første gang i de tidlige 1970’ere – på sorthvid TV. Han var iklædt langt mørkt hår, korte badebukser og en sølvblank sild fra Randers Fjord – i munden.

Han dukkede drivvåd op ved kanten af et svømmebassin og fortryllede straks alle seere med sin drengede charme, dybe stemme og venlige smil.

Poul var reklamemand af uddannelse og vidste derfor bedre end de fleste, hvad der solgte. Den viden brugte han i vid udstrækning i sine artikler, bøger og TV-udsendelser. Der var aldrig et kedeligt øjeblik, når Poul og hans elskede hund Balder gik på skærmen. De to var i nogle år nærmest folkeeje, hvor vi alle gik rundt og sagde “Dæk, Balder”, når nogen eller noget skulle føje sig!

I 1973, hvor Poul var blevet redaktør af bladet “Sportsfiskeren”, blev jeg selv for første gang angrebet af alvorlig skrivekløe. Jeg havde gjort mig nogle tanker om roterende bladspinnere, som jeg havde fanget en del store mosegedder på. Disse tanker nedfældede jeg på nogle stykker håndskrevet papir og sendte dem med kongelig post fra Nordborg på Als til Albæk ved Randers.

Jeg havde ikke regnet med at høre mere til dem, og så meget større var derfor overraskelsen, da der pludselig dumpede et brev ind ad brevsprækken i Havnbjerg på Als. Det var fra Poul Thomsen, som gerne ville købe min artikel.

“Købe?” Jeg ville have investeret mine sidste sparepenge i at få artiklen publiceret. Og så ville Poul betale for den!

Han forlangte dog, at den håndskrevne artikel skulle maskinskrives først. Og det brugte jeg så hele den næste weekend på – på min faders lille hakkebræt af en rejseskrivemaskine. Det kostede en del rettelser med datidens slettelak…

Aborrerne og landposten

Siden gik det slag i slag med vore respektive karrierer. Poul gik til filmen – til DR TV – mens jeg gik til bøgerne. Både dem, jeg selv skrev. Og dem, der var pensum på Aarhus Universitet, hvor jeg nu læste biologi.

Alligevel så vi lidt til hinanden ind imellem. Pouls hustru Hanne var blevet formand for Gudenåens Laksefond, der ønskede en bog skrevet om laksen, som ikke havde været til stede i Gudenåen siden etableringen af Tangeværket. Vi mødtes derfor regelmæssigt – i Aarhus og Albæk – inden bogen var klar.

Ind imellem fiskede vi også aborrer på Randers Fjord. Det var Poul, der inviterede, men først når der var fisk i fjorden. Poul brugte den lokale landpost som meddeler. Denne fiskede meget, og når han meldte om fisk, så var der med sikkerhed fisk at fange.

En dag ringede telefonen i Aarhus. Det var Poul, som lige havde haft besøg af posten. Bredningen var fuld af velnærede aborrer, så nu skulle det være. Jeg kørte derfor op til Albæk, hvor Poul allerede havde hægtet sin nye båd bag bilen. En spritny Ryds 435 FC med lukket kabine og ingen årer. Pouls første båd, som ikke kunne ros. Vist også den eneste.

Det var først på efteråret, og grøden stod stadig højt. Alligevel var der regelmæssigt hug af fine aborrer på den lille jig. Poul selv fiskede kun lidt. Han ville hellere se andre fiske, og det gik jeg med til uden alt for mange forbehold.

På et tidspunkt sad jeg fast i bunden. Troede jeg da. Men snart begyndte bunden at flytte på sig, og ind til båden kom min indtil da største aborre. En topkonditioneret efterårsfisk, som Poul nettede i elegant stil. 48 cm og 1,55 kg. Ny PR i Pouls nye båd. Og min første aborre over halvandet kilo. Det var vi begge svært tilfredse med.

Vi fyldte to bæreposer med flotte aborrer – dog kun den ene fisk over kiloet – inden vi vendte tilbage til Albæk. Her filetterede vi en håndfuld mellemstore aborrer, som Poul vendte i rugmel og stegte i smør. En himmerrigsmundfuld på friskbagt rugbrød og med en kælderkold øl til. Vist også en lille dram. En fisketur, jeg ofte vender tilbage til i minderne om Poul.

En rullesten på tegnestuen

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til. Sådan har det altid været, og sådan vil det vedblive at være. I en eller anden form.

Randers var først i 1960’erne en lille by i provinsen. Alligevel trak den folk fra nær og fjern, heriblandt den senere så verdensberømte trommeslager Charlie Watts fra megabandet Rolling Stones.

Poul Thomsen arbejdede dengang på Junckers Tegnestue i Randers, hvor også den tilrejsende Charlie Watts havde et tegnebord. Uddannede grafikere var dengang en mangelvare. Watts trommede allerede da løs på bord med blyant og lineal, når tiden var til det. Rytmesansen var tydelig, men stadig kun på vej ud over bordkanten.

Charlie var ludfattig og besøgte Poul og Hanne adskillige gange, inden han tog retur til England. Poul forærede ham inden da sine gamle Louis Armstrong LP’er, der blev en stor inspirationskilde for den allerede da jazz-interesserede englænder.

Charlie var også meget interesseret i tøj, huskede Poul, men han havde ikke råd til at købe noget. Det fik han siden, hvor Watts udviklede sig til en verdenskendt trommeslager med sin helt egen stil. Og til den ultimative tøjlaps med en tøjsmag, der kræver indtægter i Stones klassen. Og dem fik han så også.

Charlie Watts blev med tiden en af verdens bedst klædte trommeslagere – både på og uden for rock-scenen. Han spillede med Rolling Stones fra starten i 1963 og helt frem til sin egen død i 2021. Sammen med Mick Jagger de eneste to, som har medvirket på samtlige Stones-plader.

Resten af Rullestenene spiller ufortrødent videre. Se link allernederst i denne artikel.

Gallamiddag under vandet

Poul var rigtig mange ting. Men var der noget, som Poul definitivt ikke var, så var det en snob. Han omgikkes i kraft af sin position på monopolet Danmarks Radio mange kendte og velstående mennesker, men det blev aldrig en liga, han trivedes i.

Det så jeg nok tydeligst, da Dansk Laksefond afholdt sin første laksemiddag på Aqua i Silkeborg. Med deltagelse af mange velhavere, adelige og sågar også kongelige. Her var der smoking og lange kjoler i lange baner.

Jeg følte mildest talt mig selv lidt uden for i mine sorte jeans, sorte jakke og røde skjorte. Ren SF påklædning i de dage. Og lidt aparte, når man nu skulle trykke hånd med både prins Richard og prinsesse Benedikte. Men der var ikke andet i garderoben. Hverken slips eller galla. Det var derfor en sand befrielse, da Poul ankom lidt forsinket – iført hvid rullekravesweater og blå blazer med anker på.

Han trak mig med udenfor og indrømmede som det første, at han ikke kun var iført blå blazer. Han havde også selv en lille blæser på:

– Ellers kan jeg sgu ikke holde det her ud, sagde han bramfrit og komplimenterede mit nødtvungne tøjvalg. Jeg komplimenterede naturligvis også hans. Vi var ikke alene. Efterfølgende gik vi ind og fandt frem til fru Hanne nede i Akvariet.

Her delte vi bord med en stor sølvlysestage, som formåede at fascinere akvariets kolossale gammelgedde. Et sandt monster, der vejede op mod 15 kg. Hver gang Grum passerede forbi vort bord, stoppede den op og kiggede på lysestagen. Sultent, forekom det mig. Inden den tog en runde mere.

Siden arbejdede vi videre med fonden og bogen, som udkom i 1993. Da var jeg netop kommet hjem fra en meget vellykket fisketur til Rusland. Ak ja. Det kunne man forsvare dengang, hvor glasnost og perestrojka havde sat atomkapløbet og den kolde krig på standby. For en stakket stund.

Bogen fik den fantasifulde titel “Laks i Gudenåen” og var finansieret af Niels Due Jensen fra Grundfos. Hanne sørgede for, at bogen blev distribueret til samtlige folketingsmedlemmer, så de kunne blive behørigt oplyst. For nu skulle søen væk og laksen tilbage til Gudenåen. Ingen tvivl om det.

Det gik desværre ikke helt som planlagt, og søen ligger der som bekendt stadig. Trods ellers et generøst tilbud fra Niels om at købe søen og tømme den, så laksen kunne få sine gamle gydepladser tilbage.

– Søen er ikke til salg, lød svaret tilbage. Og Niels måtte stikke sit checkhæfte tilbage i jakkelommen. Med uforrettet sag.

Happy Hour i Søndre Strømfjord

I 1980’erne var jeg næsten mere på Grønland end hjemme i Danmark. Det var i de glade studieår på Aarhus Universitet, hvor man dengang havde meget mere tid til sine studier, end man har i dag. Faktisk lige så meget, som man selv havde råd til. Jeg var derfor rejseleder for Dansk Vandrelaug, når det overhovedet var muligt. På Grønland.

Skæbnen ville, at Poul Thomsen også gæstede Grønland flittigt i de dage – altid med et TV-hold i bagagen. De kom fra DR Provinsenheden, som det så smukt hed, og turede rundt på vestkysten. Her lavede de en række udsendelser fra det store land, der naturligvis gik lige så meget i blodet på Poul, som det var gået i mit. Vi var begge til vild natur.

Dengang fløj man med passagerjet til den amerikanske base i Søndre Strømfjord – Kangerdlussuaq, som den hedder på grønlandsk. Herfra gik turen så videre med enten Sikorsky helikopter eller Dash 7-fly – hvis ellers slutmålet rådede over en regulær landingsbane. Det gjorde kun de færreste byer og bygder dengang.

Den amerikanske base, med det militære kodenavn Bluie West One fra Anden Verdenskrig, var udgangspunktet for al videre transport ud i det gigantiske land. Derfor også stedet, hvor man regelmæssigt strandede, når vejret var dårligt eller teknikken strejkede.

I perioder med rigtig dårligt vejr kunne det blive til et nødtvungent ophold på flere dage – med baren i det amerikanske hovedkvarter på den anden side af landingsbanen som det mest populære vandingssted.

Men når Danmarksmaskinen kom ind, vågnede den ellers skindøde danske terminal til live. Da var der Happy Hour for alle, som havde mod, lyst og penge til det. Og når ellers DR også var til stede, netop ankommet fra Danmark eller på vej videre ud i Menneskenes Land, var der for alvor liv og glade dage i baren her.

Poul var rigtig god til at holde hof. Han var aldrig i dårligt humør, og jeg har mange gode minder fra Happy Hour i terminalen her. Lidt fugtige, når der nu ikke var andet at lave. Men aldrig nogensinde kedelige. Aldrig.

Hun og Hund Imellem

Jeg var med Poul og Hanne til flere arrangementer gennem årene. Vi var således inviteret med, da Randers Regnskov officielt blev indviet i 1996. Dengang boede jeg selv i Aarhus – idag er jeg flyttet til Randers. Dog ikke på grund af Regnskoven, der i grel modsætning til den ægte vare i Amazonas blot er vokset og vokset siden da.

En dag ringede Hanne og spurgte, om jeg havde lyst til at være med til optagelserne af programmet “Hund og hund imellem”. Døbt “Den vov’ede hundequiz” af DR selv. Poul stod for tilrettelæggelsen af programmet og havde sørget for billetter. Den Dynamiske Duo Monrad & Rislund skulle sørge for underholdningen, og Ghita Nørby ville være aftenens Hundeelsker.

Selve programmet husker jeg ikke så meget af. Det var god gedigen dansk familieunderholdning af den helt uforpligtende slags. Men jeg husker meget tydeligt Ghita Nørby, der som erklæret hundelsker scenevant kørte med klatten og styrede begivenhedernes gang med fast kvindehånd.

Efter forestillingen hev hun mig i mit halvlange skæg og sagde, at det ville klæde mig at blive barberet. Og jeg kunne gerne låne hendes kreditkort. Det var nemlig skarpt som et barberblad efter nogle timers seriøs shopping i downtown Aarhus!

Ghita Nørby har alle dage været en vild quinde med stort “Q”, og hun skuffede bestemt ikke den aften hos DR Provinsenheden.

Hanne og Morten

Poul var en glad mand – det meste af tiden. Dog var han ærligt og ægte ulykkelig, når en af hans hunde havde det skidt.

Eller når det gik dårligt med fru Hanne, som var psykisk syg. Det mærkede jeg selv aldrig noget til, når jeg mødtes med hende. Men når hun var dårlig, så hun naturligvis ingen uden for hjemmet i Albæk. Bortset fra familie og den lokale købmand.

Det gik desværre ned ad bakke med Hanne, som flyttede ud til et sidste refugium på den nært beliggende Støvringgaard – stadig med udsigt over Randers Fjord. Hun tog til sidst sit eget liv, hvilket naturligvis var til stor sorg for hele familien. For Poul og de to sønner.

Helt galt gik det, da sønnen Morten efterfølgende også tog sit eget liv. Han led af samme psykiske sygdom, som han havde arvet fra sin mor. Og et sygt sind er ofte sværere at kurere end en syg krop.

To selvmord i den nærmeste familie kan knække selv den stærkeste, men Poul fandt et sikkert ståsted i sine sidste år. Dette i form af Susanne Lichtenstein, blandt venner Sus, som han delte sine sidste år med i Albæk.

Sus passede rigtig godt på sin Poul, som var i de bedste hænder her. Hun passede telefonen, som Poul til sidst havde svært ved at høre, og gjorde alt godt for ham.

Den sidste rotur på søen

Jeg så Poul en sidste gang på Fussing Sø, da han rundede de 80 og snart skulle fejre fødselsdag på café i Randers. Han ringede og spurgte, om vi ikke inden da skulle tage en fisketur på søen, der er eksklusivt fiskevand for byens bedsteborgere. Og han insisterede på at ro båden, for Poul elskede at ro. Så meget, at han skrev et helt kapitel om det i sin dejlige bog “Glade danske fisketure”.

“Ro, ro til fiskeskær…” er en herlig beskrivelse af en lang rotur på den strømstærke Randers Fjord sammen med fru Hanne og deres to sønner. En tur, hvor der skam også kom ædelt sølv på bundbrædderne. Der var nemlig fisk på fjorden i de dage.

Det var også den tur, der endte med, at hustru Hanne, uddannet som sygeplejerske, den efterfølgende nat måtte ordinere sin husbond halvanden ketogan. Dette for at tage de værste smerter i Pouls lange arme og give ham fred til at sove. Kun den, der selv håbefuldt har roet en hel dag uden tanke på konsekvenserne, kan helt fornemme smerterne…

Poul holdt ord. Trods sine snart 80 år sad han hele eftermiddagen bag årerne på den store Fussing Sø. Kun afbrudt af en lang frokostpause med hjemmesmurt madpakke, øl og snaps. Det sidste holdt Poul meget af, og jeg lovede ham derfor en lokal Molbo Bitter, som han med garanti ville ku’ li’…

Det blev til to mellemstore gedder i båden. Søens sortstribede aborrer glimrede ved deres fravær, hvilket solen imidlertid ikke gjorde. Vind var der ikke meget af, og Poul klarede sin selvvalgte tjans bag årerne til UG. Imponerende med næsten 80 år på bagen.

Det sidste farvel

Poul blev 84 år gammel. Var han blevet 85, havde jeg kendt ham i 50 år. Et halvt århundrede. Det sidste år var hårdt ved ham, men heldigvis havde han Sus ved sin side. Det var da også hende, som efter hans død sendte et håndskrevet brev ud til vennerne med en sidste hilsen.

Jeg måtte knibe en tåre, da jeg læste brevet om Pouls sidste dage. Og sende Sus en kærlig tanke. Rart for en gangs skyld ikke at skulle læse om dødsfald på Facebook, som det ellers er blevet sædvane i disse SoMe-tider.

Kirken i Albæk var fyldt til bristepunktet med venner og bekendte, der ville sige et sidste farvel til Poul på en lun septemberdag. En dag som den, hvor vi sammen fangede den store aborre.

Selv kunne jeg ikke være der. I stedet åbnede jeg den flaske Molbo Bitter, jeg havde købt til Poul, men aldrig fået givet ham. Det føltes rigtigt og ganske i Pouls ånd. Han ville helt sikkert gerne have haft den dram med på vejen.

Ingen anden dansker har betydet så meget for mig, som Poul gjorde. Og i så mange år, selv om vi kun sås med lange mellemrum.

Dus med Dyrene er død, men Poul lever videre.

Æret være hans minde.

Steen Ulnits

Læs bogen. Den er Poul i en nøddeskal.

“Glade danske fisketure” – Lindhardt & Ringhof – 1975

Charlie Watts og Rolling Stones “Exhibitionism”:

https://www.instagram.com/reel/CjQfHyeva_7/?igshid=YmMyMTA2M2Y=

PFAS, PFOS and what not…

2022 har for alvor stået i PFAS-stoffernes tegn. Der er ikke tale om nye stoffer, da de første blev skabt i efterkrigstidens kemiske laboratorier – med 1949 som det først dokumenterede. Men hvad er egentlig PFAS og PFOS?

Allerførst: PFAS er en samlebetegnelse for en stor stofgruppe, som i dag tæller i omegnen af 4.000 forskellige stoffer. Alle har de til fælles, at de indeholder grundstoffet fluor i en karakteristisk kemisk binding, som gør stofferne noget nær unedbrydelige.

PFAS-stoffer kaldes derfor også “evighedsstoffer”, da de er næsten umulige at slippe af med igen, når først de er sat i omløb. I gamle dage gik de samlet under betegnelsen PFC, hvilket var en forkortelse for “PerFluorinated Compounds”. En gruppe fluorinerede stoffer, der ofte regnes for potente drivhusgasser.

I dag taler vi i stedet om PFAS, der omfatter både perfluoroalkyle og polyfluoroalkyle forbindelser. På mere almindeligt dansk perfluorerede alkylsyrer. Er man ikke kemiker, bliver man ikke meget klogere af disse betegnelser. Men behøver blot vide, at det er svært nedbrydelige kunstige stoffer, der kan være meget giftige for de levende organismer, som måtte optage dem.

PFAS og PFOS

Grundstoffet fluor er i mindre doser ikke giftigt i sig selv, men kan være det i forbindelse med andre stoffer. PFAS har vundet enorm udbredelse i industrien, da disse stoffer kun nødigt går i forbindelse med andre stoffer.

Således bruges de i vid udstrækning til emballage, der kan komme i kontakt med vand, olie og fedt. Til emballering af fødevarer, fast food, madpakker og lignende. Til coating af stegepander og andre køkkenredskaber. Samt til imprægnering af tekstiler, der enten skal være vandskyende eller smudsafvisende.

I dag findes PFAS derfor stort set overalt, hvor man begynder at lede efter det. Også i vort eget blod. Nogle steder forekommer det som tilsyneladende harmløse stoffer, andre steder som meget giftige forbindelser. Til de sidste hører stoffet PFOS, der er så giftigt, at man nødigt vil sætte grænseværdier for stoffet.

PFOS er en forkortelse for perfluorooctansulfonsyre, et stof almindeligt anvendt i skum til brandslukning. PFOS kendes derfor ikke mindst fra øvelsesområder til brandslukning, hvorfra det gennem mange år er sivet til omgivelserne. Det er ligeledes velkendt fra lossepladser, da stoffet i vid udstrækning også bruges til imprægnering af forskellige tekstiler, som siden kasseres.

Havet skummer

I mine unge dage var Havskum noget, man drak. Min far altid om lørdagen. En velsmagende mørk øl fra Ceres med den danske eventyrer Vitus Bering på etiketten. Det nærede dengang min egen nysgerrighed efter at komme ud i den store verden.

I dag skal man nok holde sig fra at tage en slurk. I hvert fald direkte fra kilden. Vesterhavet skummer nemlig over af raseri, og giftigt havskum skyller lige nu i land på Vestkysten. Dagbladet Holstebro fortæller, at SF’eren Karsten Filsø derfor har bedt miljøministeren svare på spørgsmål om havskum, PFAS og miljøgifte.

Karsten Filsø kræver, at miljøminister Lea Wermelin (S) kommer på banen i sagen om det giftige havskum på Vestkysten. Det er tilsyneladende så giftigt, at turister og strandgæster opfordres til at undgå fysisk kontakt med skummet:

– Det her er meget bekymrende, for stofferne kan være kræftfremkaldende, siger Karsten Filsø, der sidder i Folketinget for SF i Vestjylland.

Miljøstyrelsen er allerede i gang med at undersøge, om havskummet også er et problem ved andre kyster, men SF vil allerede nu have ministeren til at følge op:

– Vi lever højt på vores skønne strande, og derfor vil gift i havskummet være gift for turismen. Det er potentielt et stort problem for vores turistbranche, hvis vores strande pludselig har giftigt havskum, siger Karsten Filsø.

Derfor opfordrer han ministeren til at følge op på sagen og samtidig inddrage vore nabolande:

– Havet er vores alle sammens på tværs af grænser. Vi er nødt til at have en tæt dialog med vores naboer – både for at finde ud af hvor skummet kommer fra, og hvordan vi skal forholde os til det, siger Karsten Filsø.

Well, vi behøver næppe kigge uden for landets grænser – med al den gift, der ligger begravet i sandet på den jyske vestkyst, klods op ad vort eget Vesterhav. Det ville være klædeligt, om vi adresserede vore egne problemer, før vi kaster os ud i at beskylde vore nabolande.

Men forhåbentlig kan Havskum atter blive noget, man både kan svømme i og drikke af. Uden risiko for liv, lemmer og indre organer.

28. juni 2022

PFAS, PFOS og alle de andre PF’ere

Folketingsmedlemmerne Rasmus Nordqvist (SF), Carl Valentin (SF) og Karsten Filsø (SF) stillede den 23. juni i år miljøminister Lea Wermelin (S) følgende spørgsmål, der fik nummeret 1134:

”Vil ministeren bede Miljøstyrelsen undersøge, hvilke stoffer der ligesom PFAS kan koncentreres fra havvand og transporteres tilbage til land? F.eks. ved anvendelse af computeranalyser (QSAR og lignende) af stoffer med tilsvarende kemiske struktur og kemisk-fysiske egenskaber, der ligner egenskaberne for PFAS.”

Spørgsmålet blev forelagt Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende:

“DCE har for Miljøstyrelsen udarbejdet notat af 11. august 2022 om PFAS i havskum, jf. ovenstående bidrag til svar på spørgsmål nr. 1130. Det fremgår af notatet, at PFAS-stoffer besidder særlige fysisk-kemiske egenskaber, og at det bl.a. er på grund af disse egenskaber, at de fire undersøgte PFAS (PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS) kan optages og fastholdes i et mikrolag på havets overflade og i havskum.

De bagvedliggende mekanismer kendes dog ikke fuldt ud. Miljøstyrelsen finder ikke umiddelbart, at der med den nuværende viden er fagligt belæg for at igangsætte undersøgelser af, om andre stoffer, som ikke besidder PFAS-stoffernes egenskaber, kan optages og fastholdes i havskum.

Modelværktøjer som QSAR er generelt vigtige i myndighedernes arbejde med at opdage nye miljø- og sundhedsproblematiske stoffer. De nuværende QSAR-modeller har dog vist sig ikke at være særligt egnede for PFAS, fordi disse stoffer på mange måder opfører sig anderledes end andre organiske stoffer.

Modellernes forudsigelse af struktur-aktivitetssammenhænge fra andre stoffer til PFAS eller omvendt er derfor behæftet med stor usikkerhed, og selv inden for gruppen af PFAS er det meget usikkert, om den begrænsede eksisterende viden om stoffernes fordeling til havskum og den øverste havoverflade for de få undersøgte PFAS kan bruges til at forudsige spredningsveje for de mange tusinde andre PFAS-forbindelser.”

Citat slut. Miljøminister Lea Wermelin (S) vil på denne baggrund bede Miljøstyrelsen følge området nøje og bringe ny viden i spil, når den bliver tilgængelig.

22. august 2022

PFAS i Vestjylland

Hvis man har fulgt bare en smule med i forgangne sommers mediedækning, da vil man med sikkerhed have hørt om havskum på vand og land langs den jyske vestkyst. Havskum er desværre ikke længere noget, man drikker med glæde ved frokostbordet. Havskum er nu blevet noget, man helst undgår at bade i.

Det viser sig nemlig, at det bleggule havskum langs Vestkysten indeholder store mængder PFAS-stoffer – med PFOS som det nok mest kendte, da det er dokumenteret kræftfremkaldende. Det er så farligt, at man ikke kan sætte nogen tilladelig grænseværdi på dets farlighed. Og farligheden rækker langt videre end til bare kræft. Det forbindes også med en lang række andre sygdomme.

Det var forskere fra amerikanske Texas Tech University, der gennemførte en undersøgelse af ti almindeligt anvendte insecticider til sprøjtning af bomuld. Syv ud af ti af disse produkter indeholdt PFAS-stoffer. Seks ud af de samme ti desværre også det dokumenteret giftige PFOS.

Det er påvist, at PFAS kan optages af planter og herfra bringes videre til mennesker. Derfor vakte det berettiget opsigt, da man tidligere på året også fandt PFAS forskellige steder i Vestjylland – med Thyborøn og Harboøre Tange som et par af de ramte lokaliteter i Lemvig Kommune. Her måtte myndighederne efterfølgende advare mod at spise kød eller vildt fra disse områder. Havde man kød i fryseren, skulle det destrueres.

Problemet burde imidlertid ikke komme som nogen overraskelse, da fabrikken Cheminova ved Rønland jo netop fremstiller sprøjtegifte og har gjort det i årtier. De tidligste forsøg på bortforklaringer – at PFAS skulle komme med storken nordfra eller forurenede havstrømme sydfra – klinger hult, når man har landets største og ældste giftproducent liggende lige dér, hvor de første og største PFAS-fund er gjort.

Måske man i Lemvig Kommune skulle feje for egen dør først og se at få fjernet de lækkende giftdepoter her. Pengene er der jo. Regionen vil blot hellere bruge dem til noget helt andet.

Og så ellers lade giften fortsat lække fra depoterne.

21. oktober 2022

PFAS i sprøjtegifte

PFAS er på alles læber i disse dage. Og dette til trods for, at der intet nyt er i hverken det eller dem. PFAS er blot først nu kommet frem i søgelyset. Efter flere år i mørket.

Nye målemetoder har gjort det lettere end tidligere at identificere og spore disse industriprodukter, som er blevet kaldt “evighedsstoffer” på grund af deres uforgængelighed.

PFAS er stoffer, som desværre findes noget nær overalt omkring os – efter årtiers ukritisk brug af dem. Stoffer, som desværre ikke kun findes på lossepladser og brandslukningsarealer, som det ellers så ud til i begyndelsen. Der er således PFAS i såvel belægningen på din SlipLet stegepande som i dine åndbare Simms waders.

Og det er slet ikke ny viden. Den hæderkronede producent af udstyr og beklædning til Outdoor aktiviteter – svenske Fjällräven – er så vidt vides den eneste producent, som helt bevidst undgår GoreTex og lignende materialer til deres produkter. Fjällräven anbefaler i stedet sine trofaste kunder, at de løbende imprægnerer deres G-1000 jakker og bukser med voks, som blot gnides ind i stoffet.

Generelt så vokser problemet derfor i takt med brugen af PFAS i diverse belægninger som Teflon og GoreTex med mange flere. Stofferne spredes fra disse produkter til stort set alt andet, de måtte komme i kontakt med.

Nu senest også dokumenteret i regnvandet – en viden, som Miljøstyrelsen har siddet inde med i femten år uden at gøre noget ved det. Helt bevidst og sikkert ud fra devisen, at hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Den strategi er god, gammel og gennemtestet.

Allersenest har det så vist sig, at to tredjedele af ti undersøgte sprøjtegifte ikke blot indeholder PFAS, men sandsynligvis også er fremstillet med brug af dem. Sandsynligvis tilsat for at gøre de pågældende insekticider sprøjtbare.

Det fremgår af en ny amerikansk undersøgelse, som senest er refereret i den progressive engelske avis “The Guardian”. Du kan læse den fagfællebedømte originalartikel i det videnskabelige tidsskrift “ScienceDirect” på følgende adresse:

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S266691102200020X

Til Miljøstyrelsen

att. kontorchef Vibeke Møller

Det er nu påvist, at der spredes PFAS-stoffer i mængder ud over landbrugsjorden gennem anvendelsen af pesticider, der ellers anses for ”sikre” at anvende jf. jeres godkendelsesprocedurer. Se ovennævnte artikel.

Til et journalistisk arbejde ville jeg være taknemmelig for at modtage underretning om, hvad MS gør/agter at gøre for at stoppe denne formentlig ganske omfattende forureningsaktivitet på ca. halvdelen af landets areal. Helt specifikt drejer det sig om flg. spørgsmål:

hvor udbredt er forureningen med PFAS-stoffer på landbrugsjord i Danmark
i hvilken udstrækning er der påvist PFAS-stoffer i dansk producerede grønsager/frugt og danskproduceret kød
i hvilket omfang er der konstateret skader på fritlevende vildt, fugle, pattedyr og insekter mv. fra pesticider med indhold af PFAS-stoffer
i hvilket omfang er der konstateret sundhedsskader på mennesker i Danmark efter eksponering for PFAS-stoffer og efter indtagelse af PFAS-forurenede fødevarer

Jeg ser frem til et hurtigt svar og genfremsender gerne denne anmodning som en regulær begæring om aktindsigt, hvis dette kan fremme besvarelsens tidshorisont.

Med venlig hilsen,

Kjeld Hansen

Redaktør på www.gylle.dk