Tag-arkiv: World Wildlife Foundation

Vildsvinene kommer…

Der er gået totalpanik i den danske svinebranche. 1.000 km fra vore grænser findes nemlig den afrikanske svinepest, der er næsten akut dødbringende for såvel vildsvin i naturen som tamsvin i svinefabrikker. De fleste smittede grise dør inden for to dage.

Det har fået vor manglende miljøminister og til gengæld meget tilstedeværende fødevareminister Esben Lunde Larsen til at gå totalt i panik. Han vil nu slå en vildsvinestreg tværs gennem grænselandet.

I ramme alvor har han således foreslået, at der opføres et mange kilometer langt hegn tværs over den dansk-tyske grænse. Pris: 70 millioner kroner plus det løse. Noget af jorden er privatejet og må eksproprieres. Andet ligger i Natura 2000 områder og kræver tilladelse fra EU.

Et tilsvarende virkningsløst hegn blev sat op i 1980’erne og aldrig fjernet igen. Også dengang virkningsløs symbolpolitik, der blot havde til formål at overbevise aftagere af vore landbrugsprodukter i det store udland om, at vi skam har styr på tingene i lille Danmark.

Hvad vi bestemt ikke har, hvad netop svineproduktion angår. Her har vi for længst  mistet kontrollen over udbredelsen af de resistente og derfor potentielt livsfarlige svine-MRSA bakterier, som nu findes i næsten alle svineproduktioner – de økologiske dog undtaget.


Svinehegnet er hjernedød symbolpolitik. Intet andet. Ud over naturligvis et gigantisk spild af skatteyderpenge til benefice for svinebønderne, der selv står for den suverænt største smittefare – fordi de lige skal spare et par kroner per slagtesvin ved at sende dem over grænsen.


Lundes vildsvineprojekt er vildt og helt hen i hegnet. Smitterisikoen kommer helt andre steder fra. Blandt andet fra danske svinebønders egne aktiviteter i udlandet, hvor lønningerne jo er lavere end herhjemme.

Tonsvis af potentielt inficeret svinekød importeres således fra netop de lande, hvor svinepesten forekommer. 

Fredløs i Danmark

Selvom vildsvinet uddøde i Danmark for mere end 200 år siden, så oplever man dem stadig indimellem her i landet.

–  Dels indvandrer de fra Tyskland, dels er der en del undslupne farmdyr, men derudover ved vi ikke så meget, forklarede seniorforsker på Institut for Bioscience i Aarhus, Peter Sunde, til TV Midtvest.

– I udgangspunktet skal man enten nedlægge dem, hvis man er jæger, eller også skal man rapportere det til Naturstyrelsen, som så kan sørge for, at de bliver nedlagt, sagde Peter Sunde.

Nye jagtregler gør det tilladt at skyde vildsvin op til en halvanden time før og efter solopgang og solnedgang. Fremover må man også benytte kunstigt lys, skyde på foderpladser og fra kunstigt skjul. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.

Derudover vil Naturstyrelsen undersøge muligheder for fælder, der kan fange flere vildsvin af gangen. De vil også gøre forsøg med natsigtekikkerter, som ellers ikke er tilladt.

– De kan blive smittet ved at spise madrester, der stammer fra lande med svinepest. For eksempel på rastepladser, hvor chaufførerne spiser mad, som de har haft med hjemmefra fra pestområder. Og så smitter vildsvinene hinanden. Derfor må de væk, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.


 Nein til hegn

”Et planløst forsøg på at vise handlekraft, ja nærmest populisme”.

Sådan lyder et af de hidtil hårdeste angreb på fødevareminister Esben Lunde Larsens i forvejen stærkt kritiserede planer om et grænsehegn.

Den hårde udmelding gør særligt indtryk, fordi den denne gang ikke kommer fra jægerne, naturorganisationerne eller de lokale beboere langs grænsen, som ellers er dem, der er gået forrest i kampen mod regeringens og den danske svineindustris hegnsprojekt.

Kritikken kommer i stedet fra Interessengemeinschaft der Schweinehalter Deutschlands (ISD), der repræsenterer 11.000 tyske svinebønder, og som beskriver sig selv som ”interesseorganisationen for de markedsorienterede og specialiserede svinebønder”. 

Organisationens medlemmer har udsigt til den samme økonomiske katastrofe som deres danske kolleger ved et eventuelt udbrud af afrikansk svinepest. Og de ligger endda tættere på eventuelle smittekilder, end vi gør i Danmark. Men alligevel støtter de på ingen måde op om deres hegnsglade danske kolleger.

Og de tyske svinebønders organisationen lægger ikke fingre imellem, når de skal begrunde, hvorfor de danske planer er – nå, ja, helt hen i hegnet:

”Et grænsehegn mellem Danmark og Tyskland med det formål at hindre spredningen af afrikansk svinepest er mere et slående eksempel på tom handlekraft end det er en konstruktiv forebyggelse af sygdommen”, slår ISN fast i en officiel stillingtagen til de danske planer.


Tom handlekraft og symbolpolitik

Ud fra medlemmernes kendskab til vildsvinenes imponerende kreativitet, når det gælder om at overvinde eller omgås barrierer i landskabet slår ISD fast, at det planlagte hegn ikke på nogen måde vil hindre vildsvinenes fortsatte indvandring til Danmark.

”Grænsehegnet er ganske enkelt ikke andet end beroligende placebo-medicin”, påpeger de tyske svinebønder, der mener, at den danske regering i stedet for at bekoste penge på et hegn, der ikke nytter, hellere skulle bruge midlerne på reel forebyggelse gennem veterinære og oplysningsmæssige tiltag, som der er enighed om rent faktisk virker.

Vildsvinene har nemlig ikke hovedrollen i spredningen af den afrikanske svinepest.

”Den vigtigste faktor er og bliver mennesket selv”, understreger de tyske svineavlere, der støtter op om den slesvig-holstenske regerings skarpe kritik af grænsehegnet, som ikke kun vil koste mange penge og genere mange mennesker. Men som også vil kræve ekspropriering af privat ejendom, gå tværs gennem Natura 2000 områder,  og hindre vildtlevende dyrs naturlige vandringer.

Så Esben Lunde Larsen er denne gang gået over (svine)stregen i sin fanatiske beskyttelse af det kemiske industrilandbrug, som han elsker så højt og selv er vokset op i. Ja, han har endda udtalt, at det ikke er nok med de 30 millioner svin, vi nu årligt producerer i lille Danmark.

– Den må gerne blive dobbelt så stor, har han udtalt…


Exit minister

Esben Lunde Larsen (V) meddelte pludseligt og uventet, at han ikke fortsætter som miljø- og fødevareminister. Ja, han fortsætter end ikke i Folketinget efter næste valg.

Han valgte nemlig at flygte ud af landet – til en stilling i en grøn tænketank i USA. En tænketank, den danske stat bidrager økonomisk til. Så trods ELL’s mildest talt formidable synderegister var der alligevel en stilling til ham – da lokummet brændte og ministerstolen blev for varm.

Den nye fødevareminister er Jacob Ellemann-Jensen, ligeledes Venstre.


36 eksperter frem for én kontorassistent

En international ekspertgruppe på 36 mand, der bl.a. har tre danske professorer blandt sine medlemmer, har på baggrund af videnskabelig litteratur fra hele verden og indsamlede erfaringer fra EU-lande konkluderet, at etableringen af større hegn ikke er noget velegnet middel til at hindre spredningen af vildsvin.

Deres rapport, som udkom i juli, har fået den polske landbrugsminister til at opgive et planlagt hegnsprojekt ved den polske østgrænse og har samtidig gjort den manglende faglighed bag det danske ønske om et 70 millioner kroners grænsehegn mod vildsvin meget tydelig.

Forskergruppens konklusioner ryster imidlertid ikke Dansk Folkepartis landbrugsordfører, Lise Bech, der i avisen JydskeVestkysten står fast på, at det danske grænsehegn skal op alligevel:

– Deres gæt er lige så godt som mit, udtaler den handelsskoleuddannede ordfører om ekspertgruppens anbefalinger, og giver dermed en tydelig, men også lidt forstemmende, indsigt i, hvordan det politiske arbejde også kan gribes an, når fakta kommer på tværs.

En kommentar på Facebook fra Erik Christensen:

“Vi bør være rigtig stolte af at vi har en politiker som Lise Bech. Der findes mig bekendt ikke andre lande, der kan prale af at have en tidligere kontorassistent, som er klogere end en 36 mand stor ekspertgruppe, og endda inden for et fag hun ikke er uddannet i.”


WWF går til EU

– Det vildsvinehegn, som regeringen i starten af næste år vil rejse langs den dansk-tyske grænse, er et politisk bestillingsarbejde, der hviler på et meget spinkelt og utilstrækkeligt fagligt grundlag.

Sådan lyder kritikken fra WWF Verdensnaturfonden, der nu går til EU-Kommissionen for at få stoppet projektet med at rejse et hegn, der skal forhindre vildsvin i at vandre fra Tyskland og ind i Danmark.

Det skrev morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er regeringen, der sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har besluttet at bruge cirka 80 millioner kroner på at rejse vildsvinehegnet.

Hegnet bliver knap 68 kilometer langt og 1,5 meter højt.

Det skal forhindre vildsvin fra Tyskland i at smitte danske svin med afrikansk svinepest. Men ifølge biolog Thor Hjarsen fra WWF har de danske miljømyndigheder lavet et “useriøst og klart politisk bestillingsarbejde”.

Det siger han til Jyllands-Posten og fortsætter:

– I screeningen citerer man kun Naturstyrelsens egne fagfolk og egne rapporter og har ingen henvisninger til international videnskabelig litteratur. Det er useriøst og viser, at der er tale om et politisk bestillingsarbejde.

Professor Peter Pagh, der er en af landets førende eksperter i miljøret, mener, at det er problematisk, at Miljøstyrelsen på det givne grundlag har givet tilladelse til at rejse vildsvinehegnet:

– Alle de argumenter, man kommer med, er tidligere blevet underkendt af EU-Domstolen. Derfor er jeg enig med WWF i, at man på den baggrund ikke kan give tilladelse, siger han til Jyllands-Posten.

Miljøstyrelsens vicedirektør, Lars Møller Christiansen, afviser kritikken. Han siger til avisen, at der er foretaget et “meget grundigt arbejde med udarbejdelse til tilladelsen”:

– Tilladelsen hviler efter styrelsens opfattelse på et solidt fagligt grundlag, lyder det ikke uventet fra Miljøstyrelsen, der jo selv har truffet beslutningen – efter ordre fra Esben Lunde Larsen.


Første spadestik taget

I dag blev så det første spadestik til det meget omdiskuterede vildsvinehegn taget.

Formålet med hegnet er at holde vildsvin ude af Danmark, da svinene kan bære den frygtede sygdom afrikansk svinepest.

  • Det kommende vildsvinehegn vil være et kraftigt stålmåttehegn, som er halvanden meter højt og går en halv meter ned under jorden.
  • På strækninger langs grænsevandløb og grøfter kan hegnshøjden reduceres, fordi der kan opnås en voldgravseffekt foran hegnet.
  • Der vil være permanente åbninger i hegnet, hvor der nu er Schengen grænseovergange, og hvor der er større krydsende vandløb. 
  • Der bliver i alt 20 permanente åbninger i forbindelse med vandløb og Schengen overgange på den knapt 70 kilometer lange strækning.
  • Ved øvrige overgange langs grænsen indsættes der låger eller færiste. Der opsættes som minimum en låge for hver kilometer.
  • Mellem lågerne etableres trin i hegnet, så man kan passere henover det.
  • For de mindre dyr etableres for hver 100 meter en 20×20 cm åbning i hegnet.

Så må man bare håbe, at de frygtede vildsvin holder sig væk fra grænseovergangene og undlader at svømme over Flensborg Fjord eller krydse Rudbøl Sø. Og ikke hopper over hegnet, som man har set dem gøre det på video. Eller bruger trapperne og de permanente åbninger.

Man må også håbe, at de ikke kommer i kontakt med smittebærende insekter, der næppe heller bremses af hegnet. Eller svinetransportører, der ikke desinficerer korrekt eller medbringer madvarer over grænsen. Etc. 

Listen er alenlang og bliver sikkert længere.

28. januar  2019

Mig, miljøet og Prins Henrik

Jeg har aldrig mødt manden, men som så mange andre danskere på min egen alder har jeg levet et halvt århundrede sammen med ham. Han var elsket af nogle og latterliggjort af andre. Men han gjorde mere godt for miljøet, end de fleste er klar over.

Det er jo ikke noget, man tænker over i det daglige – når man nu har kendt og levet med ham i mere end et halvt århundrede. Først når han dør, bliver han lyslevende.

Jeg taler her om netop afdøde Prins Henrik – Hans Kongelige Højhed – som jeg aldrig nogen sinde hverken har mødt eller set i levende live. Til trods for, at jeg fysisk set har været tæt på ham ganske mange gange.

Anyway, nu er han borte fra denne verden, og det resulterede for mig som for rigtig mange andre i en del reflektioner. For hvad var det lige med denne mørke og mystiske franskmand, der kom ind fra Orienten og plukkede vor yndige prinsesse, da hun var moden til det?

– En rigtig pæn mand, som min afdøde mor altid sagde om flotte fyre. Og grev Henri så jo så bragende godt ud, at alle forstod Margrethe og mange kvinder sågar misundte hende. Henri kunne såmænd have fået jobbet som en ny James Bond, hvis det skulle have været. Han måtte dog nøjes med sit helt eget våbenskjold, hvilket jo kun er de færreste beskåret:

– Men hvad var det nu lige med ham Henrik, hende Daisy, lille Danmark og danskerne? Det var vist ikke helt ukompliceret?

Eksportens mand

Prins Henrik opgav en ellers lovende karriere som fransk diplomat til fordel for en evig andenplads ved den danske dronnings side. Og han var opsat på at få det bedste ud af situationen, der som udgangspunkt slet ikke passede en rigtig franskmand som ham – med Solkongen i blodet. Men han forligede sig aldrig rigtig med rollen som den evige toer.

Jeg er ikke royalist. Langtfra. Jeg er skam imponeret over, at vi i Danmark har en næsten ubrudt kongerække gennem mere end 1.000 år. Men synes ærlig talt, at systemet med konger, dronninger, prinser og prinsesser har overlevet sig selv. Og jeg finder det som udgangspunkt ganske besynderligt, at man kan være født eller gift til noget uden nødvendigvis at være kvalificeret til det.

Men det sagt så må jeg klart erkende, at vi er langt bedre stillet i Danmark end i de fleste andre kongedømmer. Daisy er en begavet kvinde, som i Henrik fandt sig en begavet mand, hun kunne sparre og vokse med på både det kunstneriske og intellektuelle plan.

Prinsen selv var vant til at kunne selv. Han ville gerne gøre en forskel og levere et stykke arbejde for sin millionstore apanage. Dansk erhvervsliv satte da også stor pris på ham og hans kundskaber, når der blev lavet eksportfremstød i det store udland.

I Prins Henrik havde dansk erhvervsliv en sand verdensmand, der langt bedre end vore småborgerlige danske politikere kunne sælge varen – prima danske produkter – til udenlandske markeder, hvor kongeligt var andet og mere end kosteligt. Hvor det at have et kongehus i sig selv var noget stort.

Dyrevennen

Prins Henrik var glad for dyr. Så glad, at han straks introducerede gravhunden på Amalienborg og andre kongelige steder. Det tog lidt tid for personalet at vænne sig til det nye hundeliv, men det fik være. Prins Henrik ville have hunde, og det fik han.

Det gode ved kongehuse verden over er, at de i regelen har penge nok. Dertil mere tid til at bruge dem end så mange andre. Og det ofte til emner, der ikke nødvendigvis behøver at kaste penge af sig.

Engelske Prins Philip var også en stor dyreven, og en dag foreslog han Prins Henrik, at denne oprettede en dansk afdeling af WWF – World Wildlife Foundation – som var blevet gundlagt af den britiske biolog Sir Julian Huxley i 1961. Lang tid før begreber som økologi og artsdiversitet var blevet hvermands eje.

Som tænkt så gjort. Den 15. maj 1972 samlede Prins Henrik så et antal gode venner og bekendte omkring sig på Fredensborg Slot, hvor man stiftede den danske afdeling af WWF. En afdeling, der siden har samlet mere end 50 millioner danske kroner ind til gode formål – herhjemme såvel som i det store udland.

Da jeg i 1990’erne var sønderjysk lokalredaktør for lystfiskermagasinet Fisk & Fri, havde myndighederne netop fundet ud af, af snæbelen – den spidssnudede og havvandrende helt – var truet af udryddelse. Og at de sidste bestande fandtes i tilløb til det danske Vadehav. Mit lokalområde.

Prins Henrik tog straks sagen op og blev protektor for den danske snæbel. Et støtteopdræt blev etableret på Enstedværket ved Åbenrå Fjord, og der blev fundet midler til det ædle formål. Siden udviklede det sig sågar til milliondyre vandløbsrestaureringer til glæde for ikke kun snæbelen, men alt levende i de pågældende vandløb.

Havde det ikke været for Prins Henrik og WWF, er det slet ikke sikkert, at vi i dag havde haft en snæbelbestand overhovedet. Det bør med i hans eftermæle.

Historien om den udryddelsestruede snæbel er en ofte overset kendsgerning, der ikke mindst dengang sågar blev latterliggjort lidt ind imellem – helt enkelt fordi næsten ingen i 1980’erne og 1990’erne anede, hvad en snæbel overhovedet var for en størrelse.

At Prins Henrik var protektor for en “snabelfisk”, som den ind imellem lidt nedsættende blev kaldt,  passede derimod perfekt til det danske folkevid. Men det gav ikke prinsen den credit, det burde have gjort.

Prins Henrik var helt enkelt forud for sid tid – som en indsigtsfuld og miljøbevidst franskmand i bøndernes Danmark. Definitivt ingen let opgave…

Vinbonden

Henrik og Daisy vidste fra starten, at de måtte have sig en slags privatliv uden for Amalienborg, Fredensborg, Marselisborg og de andre beskedne ferieboliger, som Dronning Margrethe rådede og stadig råder over. Et sted, som i højere grad var Prins Henriks eget.

Det blev til vinslottet Chateau de Cayx i den franske Cahors provins. Et rigtigt vinslot med egen vinproduktion.

Slot og slot. Mere en vingård. Jeg arbejdede i en periode i netop Cahors og kørte flere gange forbi Chateau de Cayx. Et ganske beskedent sted, der stod i kras kontrast til det rigtige slot, jeg dengang selv boede og arbejdede på: Chateau de Sept Fonds. Slottet med de syv kilder. Et slot med aner tilbage til de gamle tempelherrer og deres jagt på den hellige gral.

Chateau de Sept Fonds var og er et rigtigt slot med voldgrav, vindebro og tykke sandstensmure. Med skydeskår, flere meter høje egetræsdøre og gulvplanker så brede, at jeg aldrig har set deres lige. Og så naturligvis en vinkælder dybt nede, der havde alt det spindelvæv på årgangsflaskerne, som historien kræver.

Set i det perspektiv var det ikke så lidt af en tilsnigelse at kalde Chateau de Cayx for et slot, men Henrik og Daisy elskede det. Som jeg elsker mit eget endnu mere beskedne sommerhus på Mols.

Den kongelige vin fra Cayx var dengang heller ikke noget at skrive hjem om. Faktisk smagte den forfærdeligt, og de lokale havde da også kun næserynken til overs for den. Prinsen selv var de heller ikke vilde med, da han ikke ville være med i deres vinkooperativ. Han ville selv, men evnerne rakte ikke så langt som ambitionerne. I hvert fald ikke i begyndelsen.

Siden kom han dog med i fællesskabet, og vinen blev efterhånden bedre. Idag så absolut drikkelig, hvis ikke ligefrem god. Med 50-års guldbryllupsvinen årgang 2017 helt i top.

En kendsgerning, der ikke mindst skyldes det gode samarbejde med naboerne i det lokale vinlandskab, som Prins Henrik efterhånden fik etableret.

Madelskeren

Prins Henrik holdt som rigtig franskmand af god mad. Han var både gourmet og gourmand. Det kunne man – med hans egne muntre ord – godt se på størrelsen af hans mave. Den slags kommer ikke af sig selv.

Prinsen elskede mad og beskæftigede sig med den hver eneste dag i sit liv. Til stor glæde for ham selv og hans nærmeste. Og ind imellem til lidt mindre stor glæde for de kokke, der måtte stå for maden. Ikke altid lige nemt, når prinsen hele tiden skulle blande sig. Han stillede krav til råvarerne, som de færreste danske kokke selv gjorde på det tidspunkt. Før økologien blev hip.

Vi lå engang og fiskede aborrer i Esrum Sø, hvor Prins Henrik ofte kørte rundt på plænerne i sin lille golfvogn. Skæbnen ville, at vi netop den eftermiddag løb ind i et regulært aborresjov ret ud for Fredensborg Slot. Vi havde ligget og pirket aborrer på dybere vand over grundene i den nordlige ende af søen – uden andet resultat end et par næsten mikroskopiske aborrer.

Pludselig var der måger i luften ud for slottet, og vi hastede derhen. Vi havde ophængere over vore små Lurette pirke, og flere gange var der fuldt hus af fine aborrer i den af kogekonen Madame Prunier berømmede størrelse: 100-300 gram. Gastronomens klare valg, når man skal have det optimale ud af denne de danske søers suverænt bedste spisefisk.

Vi fyldte to plastposer med kongelige aborrer i det herligste solskin, inden aborresjovet var forbi og Esrum Sø atter lå stille hen. Vi sejlede sydover med fangsten og lagde til ved bådehuset. Først bagefter kom jeg til at tænke på, at vi da naturligvis skulle have begavet Prins Henrik med den ene pose. Han ville om nogen have sat pris på det lækre indhold. Madame Prunier var jo hans landsmandinde!


Desværre tog nationen aldrig rigtig prinsgemalen til sig. Vi danskere brugte i stedet megen tid på at udsætte ham for det berømte danske folkevid, der ofte bunder i ren og skær uvidenhed. Eller på en dårlig dag og godt jysk: – Dorsk dumhed.

Ærgerligt, for det er altså langt bedre med fransk vin i årerne end dansk jord i hovedet. Prins Henrik bidrog i rigt mål med det første – med fransk vin og fransk finesse.

Æret være hans minde. R.I.P. Hans Kongelige Højhed Prins Henrik alias Grev Henri de Laborde de Montepzat.

Født fransk den 11. juni 1934. Og død dansk den 13. februar 2018.

Han var den gode konge, vi aldrig fik.

© 2018 Steen Ulnits