Er man dreng, mand eller bare en smule fotointeressseret, da har det nok strejfet én, hvilke kameraer de heltemodige astronauter mon brugte til at fotografere med på Månen.
Inden vi kommer alt for langt ind i materien, er det måske på sin plads at referere følgende lille historie, der skulle være hentet fra det virkelige liv. Ganske vist på den anden side af Atlanten, men alligevel. Den er god at blive klog af:
Forfatteren Ernest Hemingway var taget til en fotoudstilling i New York af den ligeledes amerikanske fotograf, filmregissør og meget andet, Man Ray. Hemingway gik rundt og studerede de naturligvis overordentligt gode fotos, der var hængt op. Han møder Man Ray selv og stiller ham det udødelige spørgsmål, som vi alle kender – selv har stillet eller fået stillet:
– Det er nogle flotte fotos, du tager. Hvilket kamera bruger du?
Man Ray krympede sig ved spørgsmålet, som han givet havde hørt flere gange, end han brød sig om. Flere gange end de fleste. Men han bevarede dog fatningen og replicerede:
– Tak skal du have. Du skriver også nogle rigtig fine bøger. Hvilken skrivemaskine bruger du?
– Touché! Historien fortæller ikke videre, hvad Hemingway svarede, men han tog det sikkert pænt. Papa var altid god for en rap replik, og hvis det ikke var nok – et godt slagsmål. Så vidt kom det dog ikke denne gang, og de to mestre forblev gode venner.
Det bedste kamera
Men historien understreger fint, at det altid er manden (eller kvinden) bag, som tager billedet. Kameraet er blot det passive redskab, man bruger til at fotografere med. Selv det bedste kamera kan ikke tage gode fotos uden en god fotograf til at indstille det.
Fotografiets historie er gammel og velkendt, så det skal vi ikke bruge tid på her. Her skal vi udelukkende fokusere (!) på de kameraer, der blev brugt af de første Mænd på Månen for et halvt århundrede siden. Som bragte os ikoniske billeder af ikke blot Månen selv på klods hold, men også af vor egen Jord på god afstand:
Cirka 400.000 kilometer. Så langt er der omtrentligt mellem Jorden og Månen.
Man skulle synes, at noget så vigtigt som et kamera til at dokumentere den første Mand på Månen måtte have højeste prioritet. Men det skete i de dage, hvor internettet endnu ikke var opfundet – hvor ingen gik rundt og tog selfies af sig selv i alle mulige og umulige sammenhænge.
Det hele drejede sig om at komme først til Månen og sikkert hjem igen. Turistfotos fra turen kom klart i anden række. I hvert fald i starten.
Først senere gik det for alvor op for NASA, at man nok havde underprioriteret netop fotos fra menneskets første rejse til et andet himmellegeme end vort eget.
Faktisk var det slet ikke NASA, der tog initiativ til, at der overhovedet skulle fotograferes på Månen. Her satte man nemlig den direkte TV-transmission til Jorden langt højere end alverdens stillbilleder. Her, den virkelige og øjeblikkelige PR-værdi var størst.
I stedet blev det astronauten Walter Schirra, der af egen drift og i 1962 gik ind i en helt almindelig fotobutik i Houston, Texas, Jorden, Universet – for at se på mulige kameraer, han kunne tage med sig i rummet.
Schirra havde fået anbefalet det svenske storformatkamera Hasselblad af professionelle fotografer fra de estimerede magasiner Life og National Geografic. De måtte derfor kunne bruges.
I hvert fald gik Schirra ud af fotobutikken igen med et nyindkøbt Hasselblad model 500C. Pris: 500 dollars.
Schirra var selv en ivrig amatørfotograf, der af NASA havde fået lov til at vælge det kamera, han syntes bedst om og troede mest på. På det tidspunkt havde NASA ingen egen erfaring med stillbilled rumfotografering.
Men det fik man heldigvis snart. Da NASA blev præsenteret for Schirra’s nye Hasselblad, gik de i gang med at klargøre det til rummet. Det blev malet matsort, så man undgik reflekser, og det blev gjort “astronaut-proof”:
Man fjernede udløseren til filmmagasinet, så det ikke kunne løsnes ved en fejltagelse. Man konstruerede samtidig et ekstra stort filmmagasin, så man ikke skulle skifte hele tiden.
Endelig stod det snart klart, at man ikke bare sådan lige tager fotos, når man er iført sit store astronaut outfit – rumdragt, hjelm og handsker – og enten står på Månen eller svæver frit i rummet.
Man kan jo ikke sådan lige tage kameraet op foran hjelmen, når der skal fokuseres. I stedet lavede man en brystmontage med fast kamera og en håndudløst lukker i overstørrelse. Og så sendte man ellers de kommende astronauter på fotokursus:
Nede på Jorden lærte astronauterne sig, hvor og hvordan deres brystmonterede kamera fokuserede. Et problem, vore dages Go Pro fotografer kun kender alt for godt: Man må gætte sig frem, når man ikke kan se i søgeren.
Astronauterne lærte sig derfor, hvordan de omtrentligt skulle sigte med deres kamera, så de fik den ønskede vinkel og beskæring. Og det måtte de gøre på fornemmelsen. De så aldrig, hvad de fotograferede – før bagefter. Og da var det jo for sent.
Apollo rumprogrammet producerede samlet omkring 18.000 fotos, hvoraf adskillige er ubrugelige. Trods fotokurserne. Og der mangler masser af skud, som man dengang ikke tænkte over, man ville få brug for senere. Men som man i dag ville ønske, at man havde taget…
Et rigtig godt eksempel herpå er såmænd selveste Den Første Mand på Månen: Neil Armstrong. Den Anden Mand på Månen, Buzz Aldrin, tog masser af fotos, men tilsyneladende kun et enkelt af Neil Armstrong. Ét enkelt…
Til gengæld tog Armstrong adskillige af Aldrin, som der derfor findes mange flere fotos af. Også selfies såmænd. Aldrin var nok lidt forud for sin tid og er da også meget aktiv på de sociale medier den dag i dag. Som den eneste stadig levende af de oprindelige første mænd på Månen.
NASA havde ganske vist sendt de første mænd til Månen og fået dem sikkert hjem igen. Men man havde ikke tænkt på, at man også gerne skulle have billeder med hjem af dem. Og fandt man endelig fotos af astronauter på Månen, kunne man kun sjældent se, hvem der gemte sig bag det guldcoatede visir.
Den erkendelse førte til, at kommende Space Commanders – rumkaptajner – alle fik røde striber på hjelm, arme og ben. Så vidste man, hvem der var hvem på de hjembragte fotos – som for øvrigt nu var i farver!
© 2019 tekst: Steen Ulnits
Læs mere om “Den Første Mand På Månen” i artiklen her