Tag-arkiv: Tyskland

Storpolitik om kæmpehvaler


Fra babysæler til kæmpehvaler

Lige nu i sommeren 2024 foregår der et storpolitisk magtspil i lille Danmark. Vi har rodet os ind i slagsmålet om udlevering af miljøaktivisten Paul Watson – kendt fra TV-serien “Whale Wars” på Animal Planet kanalen – til hvalfangernationen Japan.

Via Interpol har Japan bedt den danske regering om at anholde og fængsle Paul Watson, som japanerne nu kræver udleveret til retsforfølgelse i Den Opgående Sols Land. Her risikerer Paul Watson op til 15 års fængsel for at have obstrueret japansk hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.

Det er en praksis, den Internationale Hvalkommision IWC siden har dømt ulovlig. Det gjorde de for ti år siden – i 2014. Alligevel har Danmark accepteret den japanske anmodning, som stammer tilbage fra 2012 og baserer sig på hændelser sket i internationalt farvand ud for Antarktis i 2010.  

Vi har således sendt et helt hold kampklare danske betjente til Nuuk Godthåb for at anholde den 73-årige Paul Watson og lægge ham i lænker. Bogstavelig talt. Og vi har sat to danske orlogsskibe på sagen – den ene i havnen i Nuuk, den anden ventende udenfor.


Paul Watson blev første gang anholdt i Tyskland i 2012 – dengang på anmodning fra Costa Rica – men han forlod landet og undgik derfor udlevering. Paul Watson blev så anholdt 12 år senere på sit nye skib. Det skete den 21. juli 2024, hvor det lagde til i Nuuk for at tanke op.


Watson blev ført bort i håndjern og sidder nu fængslet i “Anstalten”, som den lokale detention hedder. Her venter han på, om Danmark vil udlevere ham til retsforfølgelse i hvalfangernationen Japan. Med risiko for en dom på 15 år i et af verdens mest brutale fængselssystemer. I et land, der stadig praktiserer dødsstraf.

Læs herunder hele historien, der førte til anholdelsen, som har vakt stor international opmærksomhed. Ikke mindst fordi japanerne netop har genoptaget deres egen tvivlsomme hvalfangst og sågar bygget et helt nyt og kæmpestort fabriksskib til fangsten – formedelst 47 millioner dollars.

Den første finhval er allerede harpuneret og bragt ombord i det nye fabriksskib. Der skal fanges ikke så få hvaler for at få en investering på 320 millioner kroner hjem igen. Og derfor vil japanerne have Watson udleveret til retsforfølgelse i Japan.

Så han ikke fremover kan hindre eller genere en genoptaget japansk hvalfangst. I nationalt eller internationalt farvand.

Men først lidt historie:



Brigitte Bardot og babysælerne

Tilbage i 1985 tilbragte jeg hele sommeren hos svigerfamilien i Nuuk / Godthåb på Grønland. Jeg var der fra forsommerens isgang til efterårets rensdyrjagt. Fiskede og jagede, til den første sne lagde sig, og jeg måtte tilbage til studierne i Aarhus.

Dengang tilbragte man typisk tid på den amerikanske base i Søndre Strømfjord, mens man ventede på forbindelse til sin endelige destination. Der var ikke mange fastvingede fly, da de fleste bygder manglede landingsbaner. Det var derfor de rød-hvide Sikorsky helikoptere, der varetog det meste af transporten. En Heliport var der altid plads til.

Ventetiden i Søndre Strømfjord kunne man så fordrive med at se på de dengang mange F-16 jagere, der kom ned for at tanke op – på vej mellem Europa og Nordamerika. Canadiske Goose Bay på den anden side af Davisstrædet var et vigtigt knudepunkt. Det var den russisk-afghanske krig, der havde sat NATO i Red Alert.

Til Nuuk kom jeg dog til sidst. En dag var der uro i hele byen. En 12 meter lang finhval var netop bragt ind til havnen – totalfredet og således ulovligt nedlagt. 12 meter er ikke meget for en finhval, der som den næststørste af alle hvaler kan blive dobbelt så lang. Kun blåhvalen kan blive større.


Det viste sig senere, at dens spæklag var fyldt med projektiler – lige fra små kaliber .22  til store .30-06 kugler. Selv om det næppe var dem, der havde dræbt den store finhval. Hvem der egentlig havde nedlagt hvalen, blev aldrig helt afklaret. Island blev dog nævnt flere gange, for på vulkanøen havde man en organiseret hvalfangst.


Den lokale politichef var klar over situationens alvor. Han var derfor den allerførste til at forlade scenen. Han fortrak hurtigt til lystbådehavnen, hvor hans egen båd lå. Ombord på den forsvandt han i al hast ind i den lange Godthåbsfjord. Væk fra balladen.

Han skulle ikke nyde noget i en så speget sag som denne. Og vendte derfor først tilbage, da der atter var faldet ro over gemytterne.

Det var i de år, hvor man på Grønland stadig havde franske Brigitte Bardot og hendes kamp mod jagten på bedårende babysæler i frisk erindring. Hendes kampagne imod denne jagt kom nemlig til at koste de grønlandske fangere dyrt. Ingen ville købe deres ellers fine sælskind længere. Af ren og skær misinformation.

Det var nemlig slet ikke de grønlandske fangere, der aflivede de små nyfødte sælunger med de store runde øjne og den superbløde pels – med tunge køller i hovedet for ikke at ødelægge det fine skind. Det gjorde de i stedet på den anden side af Davisstrædet – i Canada. 

Men kampagnen gik alligevel ud over uskyldige grønlandske fangere og deres fangst af voksne sæler. Tilsyneladende kunne ingen kende forskel på canadiske babysæler og voksne sæler fra Grønland. Eller ville i hvert fald ikke.

Derfor vil franske Brigitte Bardot for altid stå som en miljøterrorist i grønlandske fangeres opfattelse. Fuldt forståeligt.



“Rainbow Warrior” sænket

Frankrig havde som atommagt et anstrengt forhold til miljøaktivister generelt og miljøorganisationen Greenpeace specielt. 

Den 10. juli i 1985 lå Greenpeace-skibet “Rainbow Warrior” således i havnen i Auckland, New Zealand. Dette i forbindelse med organisationens fredelige protester mod Frankrigs fortsatte atomprøvesprængninger på Mururoa-atollen, som er del af øgruppen Fransk Polynesien. Atollen ligger nordøst for New Zealand – meget langt fra Frankrig.

Her gik den franske efterretningstjeneste i hidtil uhørt grad over stregen. De placerede to bomber – dog ikke nukleare – under vandlinjen på “Rainbow Warrior” og detonerede begge. Den første udrettede kun materiel skade og lavede et stort hul i skroget. Den anden slog den portugisiske fotograf Fernando Pereira fra Portugal ihjel. 

Han var besætningsmedlem og netop gået tilbage til skibet for at hente sit fotoudstyr, da den anden bombe detonerede. Fernando Pereira druknede, og fire minutter senere var Rainbow Warrior helt under vand. Pereira var far til to børn og havde netop fejret sin 35 års fødselsdag.


I første omgang benægtede den franske regering ethvert kendskab til den fatale sabotage af Greenpeace-skibet. Senere måtte den franske premiereminister Laurent Fabius dog indrømme, at regeringen faktisk havde givet efterretningstjenestens agenter ordre til at gennemføre operationen.


De var dog ikke klar over, at der var nogen ombord på skibet på det tidspunkt. Det skulle der ikke have været.

Der skulle gå yderligere to år, førend der faldt dom i sagen. I 1987 blev Frankrig så af en international domstol dømt til at betale 8,1 millioner dollars i erstatning til Greenpeace og den portugisiske fotografs efterladte. 

To franske agenter blev samtidig idømt henholdsvis syv og ti års fængsel på en militærbase i Fransk polynesien, men løsladt efter mindre end to år. Hvis de nogensinde reelt havde været fængslet.

En symbolsk dom, hvor de to franske agenter pligtskyldigt påtog sig ansvaret.



Fra Greenpeace til Sea Shepherd

Miljøorganisationen “Greenpeace” blev officielt grundlagt i 1971. Blandt de første medlemmer var en nu velkendt aktivist ved navn Paul Watson, der i dag er let genkendelig med sit store hvide hår og skipperskæg. 

Mindre kendt er det, at der var flere kvinder blandt grundlæggerne af Greenpeace-organisationen tilbage i 1960’erne. Blandt disse er Marie Bohlen, som skabte det første Greenpeace-logo. Dorothy Metcalfe, der som journalist stod for kommunikationen udadtil. Samt Zoe Hunter og Dorothy Stowe. Fire stærke kvinder, hvis hjerter bankede for miljøet. Mere end de fleste mænds.

Ved sænkningen af “Rainbow Warrior” havde nævnte Paul Watson for længst selv droppet Greenpeace, som han fandt for passiv i kampen mod de illegale hvalfangere.

Han havde allerede i 1977 stiftet en helt ny organisation med navnet “Sea Shepherd”, der gik anderledes bastant til værks i kampen mod de kontroversielle hvalfangere og deres granatudstyrede harpunkanoner.


Millioner af TV-seere verden over har gennem flere år kunnet følge Paul Watson og hans kollegers utrættelige kamp mod den illegale japanske hvalfangst fra det store hvalfangerskib “Nisshin Maru“ og dets mindre følgebåde.


De har kunnet følge kampen i den populære TV-serie “Whale Wars” på kanalen Animal Planet. På én gang fascinerende og skræmmende optagelser af fysiske konfrontationer nær Antarktis mellem Watson’s miljøaktivister og japanske hvalfangere fra deres store moderskib.

Programmet kørte på Animal Planet i syv sæsoner fra 2008-2015. Japan stoppede sin hvalfangst i internationalt farvand i 2016 – klart presset af verdensopinionen og de mange tusinde seere fra Whale Wars-føljetonen.

De fleste troede derfor, at Japan nu endegyldigt havde opgivet sin kontroversielle hvalfangst i internationalt farvand. At hvalerne fremover ville få fred i det mindste ved Antarktis.



Japan genoptager hvalfangsten

Men otte år senere viste det sig alligevel ikke at være tilfældet.

Netop nu i 2024 har Japan søsat et nyt og kæmpestort hvalfangerskib ved navn “Kangei Maru”. Et fabriksskib, der fungerer som ledsagerbåd og slagteri for et antal mindre hvalfangerbåde. Kangei Maru skal afløse det gamle Nisshin Maru og genoptage fangsten af store hvaler til det evigt hvalkød-hungrende japanske marked.

Japanerne har givet sig selv lov til at fange et stort antal finhvaler, rethvaler, brydeshvaler og sejhvaler. Uden om anbefalingerne fra IWC, den internationale hvalfangstkommitté.

Det satte Paul Watson og hans nyeste organisation sig for at stoppe, og derfor stævnede han i forgangne sommer mod Grønland for at tanke op og forberede sig på en tur gennem Nordvestpassagen – med det erklærede mål at konfrontere det nye japanske hvalfangerskib i Stillehavet. 

Turen skulle gå fra Nordatlanten ved Grønland nord om Canada til Stillehavet ved Alaska. Paul Watson var i mellemtiden raget uklar med Sea Shepherd, som havde sat ham uden for døren i hans egen virksomhed. Lidt som Steve Jobs blev det i Apple.

Han havde derfor startet en helt ny organisation ved navn “Captain Paul Watson Foundation” – praktisk forkortet CPWF – der opererer fra det isgående skib “M/Y John Paul DeJoria. Navngivet efter den amerikanske milliardær og velgører af samme navn.


I det 33 meter lange sponsorskib var Watson stævnet til Grønland for at tanke op til fornyet kamp. Angiveligt med 24 mand ombord. Han havde offentligt erklæret, at man ville konfrontere det nye japanske hvalfangerskib i Stillehavet.


I den grønlandske hovedstad Nuuk blev han imidlertid anholdt af det danske politi, som havde fået en officiel anmodning herom fra Japan. De havde reaktiveret en såkaldt “Red Notice” fra 2012 via Interpol.

Anholdelsen skete den 21. juli. Pudsigt nok eksakt det samme sted, hvor man tilbage i 1985 landede den illegale finhval, som er nævnt i indledningen. Det virkede næsten symbolsk.

En halv snes udsendte danske politifolk bordede straks efter anløbet M/Y John Paul DeJoria, lagde Paul Watson i håndjern og placerede ham i “Anstalten”, som detentionen i Nuuk så malerisk hedder.

I skrivende stund sidder den hvidskæggede miljøaktivist så her og venter på, om Danmark vil udlevere ham til retsforfølgelse i Japan. Det har japanerne officielt bedt Danmark om.

Paul Watson risikerer som tidligere nævnt op til 15 års fængsel for at have reddet truede hvaler og chikaneret japanske hvalfangere tilbage i 2010.

Hvalfangere, som selv bedrev illegal hvalfangst i internationalt farvand ved Antarktis.



Diplomatisk krise

Blot en uge efter arrestationen af Paul Watson i Grønland harpunerede Japan så sin første truede finhval i over 50 år. 

Det skete ikke uventet fra det spritnye “Kangei Maru” fabriksskib og bekræftede mistanken om, at åben havslagtning af verdens største pattedyr hele tiden havde været hensigten med det nye skib. Uanset hvad man ellers officielt havde sagt og skrevet. Et skib, der har kostet ikke mindre end 47 millioner dollars af bygge.

Japan har bekræftet, at man vil tillade fangst af op til 59 finhvaler i den kommercielle jagt. Dette i tilgift til et antal mindre hvalarter, som allerede var på dødslisten: Sejhvaler, minkehvaler og brydeshvaler. 

“Kyodo Senpaku”, som er Japans statsejede hvalfangstselskab, meddeler, at den enlige og hidtil første finhval blev fanget ud for østkysten af ​​Hokkaido, Japans nordlige ø. Altså i nationalt japansk farvand. Det var en knap 20 meter lang han, der vejede 55 tons. 

Finhvaler anses stadig som en truet art, der på grund af sin størrelse har været efterstræbt gennem århundreder. De kan blive op til 90 år gamle og mere end 25 meter lange. Japan har i mange år jagtet disse hvaler, primært i internationalt farvand i det sydligste Stillehav nær Antarktis. 


En yderst kontroversiel aktivitet, som i 2014 blev dømt illegal af Den Internationale Domstol i hollandske Haag. Japanerne havde længe dækket sig ind under, at der skam var tale om hvalfangst til “videnskabelige formål”, hvilket også Island tidligere har gjort. “Research” rimer jo lidt om “Rescue”, hvis man ikke er engelskkyndig…


Japan var imidlertid ikke fuldgyldigt medlem af den Internationale Hvalfangstkommission IWC og fortsatte derfor uanfægtet den kontroversielle hvalfangst i internationalt farvand. Trods dommen Haag.

Stigende pres fra Australien og New Zealand, der jo ligger ikke så lidt nærmere Antarktis, end Japan gør, satte dog til sidst en stopper for hvalfangsten. Den ophørte i 2016. International fordømmelse er ikke uden virkning. Massiv mediedækning bestemt heller ikke.

I mellemtiden har Japan så bygget et spritnyt fabriksskib til 47 millioner dollars og påbegyndt hvalfangsten igen. Japan har derfor brug for, at Paul Watson sættes effektivt ud af spillet, så japanerne uhindret kan efterstræbe de attraktive finhvaler. Måske også igen i internationalt farvand. 

Paul Watson skal tilsyneladende straffes for de japanske brud på reglerne fra IWC, og det skal vi danskere så hjælpe dem med. Han er fortsat varetægtsfængslet i et afsides beliggende fængsel i Nuuk, Grønland, som bærer det sigende navn “Anstalten”.

Her afventer han nu en afgørelse fra Danmarks Justitsministerium om Japans udleveringsanmodning. I så fald risikerer den nu 73-årige miljøaktivist 15 års fængsel i den opgående sols land.



De internationale protester

Blandt de mange prominente støtter, som kræver Paul Watson’s løsladelse, er selveste den franske præsident Macron. Han har nok stadig dårlig samvittighed efter den franske sænkning af “Rainbow Warrior” og drabet på den portugisiske fotograf.

Blandt støtterne er også rockmusikeren Bryan Adams, filminstruktøren James Cameron, primatologen Dr. Jane Goodall og oceanografen Dr. Sylvia Earle med mange flere modstandere af den illegale eller i bedste fald kontroversielle hvalfangst i nationalt og internationalt farvand. 

Typisk støtter mange kendte skuespillere Paul Watson og har gjort det igennem flere år. Såvel i regi af Greenpeace som Sea Shepherd og nu senest Captain Paul Watson Foundation (CPWF), hvis flagskib “M/Y John Paul DeJoria” er doneret af og opkaldt efter forretningsmanden, milliardæren og filantropen af samme navn.

Seneste stemme i protestkoret er ingen ringere end Agent 007 alias James Bond alias skuespilleren Pierce Brosnan, der personligt har skrevet og sendt et langt brev direkte til statsminister Mette Frederiksen.

Det er ikke så lidt af en kattepine, Japan har sat Danmark i, og som Danmark selv har sat sig i. Ellers havde vi jo ikke valgt at anholde ham.


Vi kunne blot have henvist til, at den modtagne “Red Notice” fra Interpol ikke er nogen international arrestordre, men blot en anmodning udelukkende baseret på oplysninger fra Japan. Udsendt i 2012 og skjult bedt reaktiveret her i 2024, hvor det nye japanske hvalfangerskib jo blev søsat.


Der er ikke faldet nogen dom, og Paul Watson ser således ud til at være gået i en fælde sat af den danske stat i nært samarbejde med japanske myndigheder.

Vi kunne også have henvist til, at beskyldningerne mod Watson er forældede og næppe holder vand, da Den Internationale Domstol i Haag  jo allerede i 2014 erklærede den japanske hvalfangst ved Antarktis ulovlig.

Men det valgte den nuværende danske SVM-regering altså ikke at gøre. Vi takkede ja til anmodningen og anholdt Paul Watson den 21. juli.

Anholdelsen har tilsyneladende været planlagt længe og hænger nært sammen med, at Japan nu vil genoptage deres hvalfangst med et helt nyt hvalfangerskib.

Måske også ved Antarktis, hvor man ellers stoppede den illegale hvalfangst tilbage i 2016. 



Den japanske analyse

Man skal derfor ikke blive overrasket, hvis Danmark som stolt hvalfangernation – med et internationalt fordømt grindedrab ved Færøerne – vælger at udlevere Paul Watson til retsforfølgelse i Japan.

Dette under dække af at kalde ham en miljøterrorist fra Nordamerika, der skal anholdes i Grønland af udsendte politifolk fra Danmark. For at have generet illegale hvalfangere fra Japan i internationalt farvand ud for Antarktis. For fjorten år siden.

Altsammen uagtet, at hele EU som organisation er modstander af hvalfangst. Og at Danmark er et af de ældste medlemmer i det europæiske fællesskab. Hvad Grønland jo ikke har været siden 1985, hvor de selv valgte EU fra. Virkelig en speget international affære, vi her har rodet os ud i. Som en flok glade amatører med en slet skjult dagsorden.

Vi ved jo, at udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen naturligvis vægter den danske eksport til Japan højt. At han selv er færøsk gift, og at Færøerne mange gange har været mål for Sea Shepherds kampagner mod de årlige grindedrab.


Det forhold er japanerne naturligvis helt på det rene med. Det har de indkalkuleret i deres politiske analyse og kravet om anholdelse og udlevering af Watson. Det er klappet af både nationalt og internationalt.


Det er ligeledes velkendt, at Lars Løkkes tidligere parti Venstre i mange år har haft nære personlige relationer til det japansk-ejede havbrug Musholm, som er den største enkeltforurener af danske Storebælt og har været det i mange år.

Danmark har af uransagelige årsager og i årevis tilladt japansk fiskeopdræt at storforurene i Storebælt, der i forvejen er hårdt belastet med næringssalte og andre skadelige stoffer. Blot for eksportens skyld.

Endelig har vi jo statsminister Mette Frederiksen, der som resten af regeringen gerne vil holde sig gode venner med de berømte nordatlantiske mandater. Dem kunne hun jo få god brug for efter næste valg. Lige nu kniber det i hvert fald gevaldigt med populariteten.

Med økonomisk bistand fra milliardæren John Paul DeJoria sker en eventuel udlevering af Paul Watson til retsforfølgelse i Japan dog næppe uden langvarige sværdslag og massiv juridisk modstand.

For slet ikke at tale om den megen negative omtale, Danmark vil få i alle de mange lande, der er imod fortsat hvalfangst. Det kan komme til at koste dyrt.

Før turen til Grønland havde Paul Watson opholdt sig i Frankrig og Irland, som jo også er medlemmer af EU – men uden at blive anholdt her som i Danmark. I juridisk forstand er Grønland næsten lige så internationalt som Antarktis.

Paul Watson’s danske advokat er den kendte jurist Jonas Christoffersen. Han har til Danmarks Radio denne kommentar:


“Den her sag bliver pustet op af Japan til et niveau, den slet, slet ikke kan holde til, og det er det, vi nu skal til at forklare den danske regering.

Han er sigtet for at stoppe det her hvalfangerskib, som reelt er et slagtehus, hvor man tager ud og fanger hvaler og hugger dem op for at sælge dem til Japan. Det stopper man, og man kaster også en stinkbombe på skibet.

Jeg tror, Danmark skal tænke grundigt over, hvilken galej man er hoppet på.”


Såvidt advokat Jonas Christoffersen, som er dr. jur og tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder. Vi må formode, at Paul Watson er i de bedst mulige hænder.

Læs mere på freepaulwatson.org, hvor man også kan skrive under på en protest mod anholdelsen, der af mange betragtes som både forældet og rendyrket politisk forfølgelse.

Flere end 175.000 (oktober ’24) har skrevet under siden anholdelsen af Watson i Nuuk den 21. juli. Og tallet stiger hastigt.

Skidt for et land, der som vort bryster sig af at være forkæmper for retssikkerhed og menneskerettigheder.

©️ 2024 Steen Ulnits



Efterskrift

Paul Watson blev anholdt i Nuuk den 21. juli 2024. Ved retsmødet i Nuuk den 15. august blev fængslingen af Watson forlænget indtil den 4. september.

Der var ingen tolk til stede ved det første retsmøde, hvor retten af uransagelige årsager nægtede at se videooptagelser fra hændelsen tilbage i 2010.

Dem, der tidligere er vidt på TV af Animal Planet i serien “Whale Wars”.

Det var disse optagelser, der for alvor satte fokus på den illegale japanske hvalfangst, og som udløste den japanske vrede og en såkaldt “Red Notice” fra Interpol.

Ved retsmødet i Nuuk den 4. september blev fængslingen af Paul Watson forlænget endnu engang. Næste retsmøde er berammet til den 2. oktober.

Watson vil da have siddet fængslet i Nuuk i 73 dage – uden mulighed for at se sin hustru og deres to børn. Gad vide, hvad de mange dage i fængsel skal være godt for?

Paul Watson’s danske advokat Jonas Christoffersen har senest udtalt, at Watson kun er fem sekunder fra løsladelse:

De fem sekunder, det vil tage den grønlandske dommer at se de omtalte videoklip.

Som de fremmødte tilhørere i Nuuk straks bemærkede, så var Paul Watson denne gang ikke iført håndjern, da han ankom til det seneste retsmøde.

Der var tilsyneladende kun en enkelt grønlandsk og kvindelig politibetjent i bilen, da denne ankom til retten med Watson ombord.

Man frygter ham tilsyneladende ikke helt så meget som ved anholdelsen.

Men heller ikke ved dette retsmøde fik Paul Watson lov til at vise sin videodokumentation fra hændelsen. Det fik japanerne til gengæld.

Vi må formode, at Watson’s TV-optagelser vil blive vist næste gang. (PS: Det blev de ikke)

Watson udtalte til pressen i Nuuk, at det jo burde være Japan, der blev stillet for en domstol. Dem, der brød loven med deres illegale hvalfangst ved Antarktis.

Watson og Sea Shepherd prøvede blot at hindre det.

Sagen er nu så international, som nogen kan være. For at citere engelske Shakespeare’s “Hamlet”, der jo udspillede sig på danske Kronborg:

“There’s something rotten in the State of Denmark”

I hvert fald på Christiansborg.


🇯🇵 🇦🇺 🇬🇱 🇩🇰 🇬🇱 🇦🇺 🇯🇵

“Prosecuting Fucking Legends”

Se lidt svidende sarkasme om den japanske hvalfangst i dette australske indslag på Instagram.

Det var Paul Watson og TV-serien “Whale Wars” på Animal Planet, der fik sat en stopper for den illegale japanske hvalfangst “Down Under”.


https://www.instagram.com/reel/C_bzWVsvs0C/?fbclid=IwY2xjawFGg_pleHRuA2FlbQIxMAABHSS7cHPL8A5JW6EQq44f-mIASHNeJoVFzhrJXfq43uwEqgtRiyKXoEdFUQ_aem_9ahMFmV6szs461CGcMR73w


Nyd også de mange australske spydigheder og deres afsluttende “tak-tak” til Mette Frederiksen og den danske hvalfanger-regering.

For at have anholdt Paul Watson, så Japan nu uhindret kan genoptage deres hvalfangst.

– Godt gået, Danmark…

🇯🇵 🇦🇺 🇬🇱 🇩🇰 🇬🇱 🇦🇺 🇯🇵

 

 

Torsken i Østersøen

Østersøens unikke bestand af torsk har altid haft stor økonomisk betydning for fiskerne på Bornholm. Nu er torsken imidlertid under det største pres nogensinde – fra flere sider.

Miljøet har det dårligt. Sælerne er i fremgang. Og klimaet gør Østersøen varmere. Alt går således torskene imod. Og politikerne fatter ikke eller vil ikke forstå problemets alvor. De vedtager konsekvent torskekvoter, som er langt højere end dem, biologerne anbefaler.

– Så har torsken overhovedet en fremtid i Østersøen?


Østersøen

Østersøen er på mange måder et unikt farvand. Rent hydrologisk har Østersøen til opgave at modtage og bortlede alt det ferskvand, som konstant strømmer ud i den fra de mange ferske tilløb i Sverige, Finland, Rusland, Estland, Letland, Lithauen, Polen og Tyskland. Det drejer sig om vand fra mere end et halvt hundrede større vandsystemer samt et utal af mindre.

Hvis ikke alt dette ferskvand kunne løbe ud gennem danske Øresund, Storebælt og Lillebælt, ville Østersøen snart gå over sine bredder – som den gjorde efter sidste istid, hvor der netop gik hul på den store Ancylussø. Der i grove træk lå, hvor Østersøen i dag ligger.

Jo længere man bevæger sig mod øst i Østersøen, desto ferskere bliver vandet. Omvendt bliver det saltere, desto længere mod vest man kommer. Men det er ikke ligegyldigt, hvor i vandsøjlen man måler saltholdigheden eller saliniteten. Saltvand er nemlig tungere end ferskvand, hvorfor det altid lægger sig under det ferske overfladevand.

Med de store mængder ferskvand fra de mange landes tilløb kommer enorme mængder næringssalte. Dels udvasket fra landbruget – dels med dårligt renset spildevand fra de mange byer. Disse næringssalte – kvælstof såvel som fosfor – giver algerne ideelle betingelser. De blomstrer op og gør vandet uklart, inden de dør og synker til bunds. 

Iltfattigt bundvand

Her nedbrydes de mange alger af diverse organismer – under forbrug af ilt. Bundvandet i store dele af Østersøen er derfor aldeles iltfrit og blottet for liv. Der har altid eksisteret iltfri lommer i de dybe områder af Østersøen, men deres antal og udbredelse er vokset voldsomt i de seneste årtier.

Heldigvis modtager Østersøen regelmæssigt livgivende saltvand nordfra, når vind og strøm presser saltvand sydover gennem de danske sunde og bælter. Livgivende Nordsøvand – livgivende på flere måder.

Dels er det iltrigt – som sagt i grel modsætning til Østersøens ferske vand. Og dels er det fysisk nødvendigt for, at torskene overhovedet kan gyde i Østersøen. Men mere herom senere.

Vandets opholdstid i Østersøen er ganske lang – cirka 25 år – hvilket betyder, at det overordnet set er “gammelt” vand, der strømmer nordpå – ud gennem de danske sunde og bælter. Det betyder også, at dette vands indhold af kvælstof er ganske anderledes end eksempelvis det vand, som strømmer ud i de danske fjorde via danske vandløb. 

Det kvælstof, der findes i udstrømmende vand fra Østersøen, er derfor biologisk ikke nær så aktivt som det, vi selv leder ud i eksempelvis Kattegat. Det er bundet på forskellig vis og er derfor ikke nær så let tilgængeligt for algerne som det, der kommer direkte fra danske landbrug og især havbrug. Ikke mindst udslippet af biologisk aktivt kvælstof fra havbrugene er skadeligt, da det – modsat landbrugets primære – sker i algernes vækstsæson.

Samtidig har mange årtiers udledning af urenset industrispildevand efterhånden gjort Østersøen til et sandt depot af ophobede miljøgifte såsom DDT, PCB, dioxin og kviksølv med meget mere. Ikke mindst papirindustrien har tidligere bidraget med store mængder kviksølv via Østersøens mange ferske tilløb.

Alle disse giftstoffer kan stresse fiskene, medføre forøget dødelighed eller forringe fiskenes evne til reproduktion. Enkeltvis eller sammen som cocktail-effekt. Vi kender ikke stoffernes reelle virkning og betydning, men den er med sikkerhed ikke positiv for fiskene.

Torskene

Torsken er som udgangspunkt en saltvandsfisk, der på et tidligt tidspunkt er søgt fra Nordsøen og ind i Østersøen, hvor den har dannet lokale bestande.

Torsken er som art kendt for ofte at danne lokalt adskilte bestande, som indtager forskellige geografiske områder. Uvist af hvilken årsag. Disse bestande kan være meget stedbundne, hvilket gør dem sårbare over for overfiskning. Der kommer helt enkelt ikke nye fisk til udefra, hvis de eksisterende udfiskes.

Torsken lægger sine æg pelagisk – i det frie vand – på steder med den rette saltholdighed. Her vil de gydte æg nemlig kunne svæve frit – i stedet for at synke til bunds, hvor de vil kvæles i det iltfrie vand. Mangler der således saltvand, kan torskene ikke gyde med held. Deres æg mister opdrift, synker til bunds og kvæles.

Fiskere og forskere har længe været hinandens modstandere, hvad torsk og torskekvoter angår. Fiskerne mente længe, at der var masser af torsk, og at fangstkvoterne derfor fint kunne sættes i vejret. Fiskerne har i flere år henvist til, at der er masser af store torsk at fange – hvis man altså vil og må. 

Forskerne har derimod længe påpeget, at torskebestanden har det rigtig skidt – og at den tidligere dominans af store torsk blot understreger dette. Det er de mindre fisk og de kommende årgange, der har manglet – dem, der siden skal vokse sig til fangststørrelse.

De store torsk, som dominerede fangsterne i nogle år, var således med til at skjule den sørgelige kendsgerning, at rekrutteringen af nye torsk haltede i Østersøen. Der var kun store fisk tilbage, og de blev bare større og større, mens deres antal langsomt svandt ind.

Vi har set tilsvarende udvikling i forsurede svenske søer, hvor vandet blev klarere og fiskene større i takt med forsuringen. Fiskenes reproduktion svandt ind til ingenting i det sure vand, mens de eksisterende fisk fortsatte med væksten i et stykke tid. Indtil også deres føde forsvandt.

Fødekonkurrenter

Samtidig har der altid været en delikat balance mellem torsken og dens fødefisk – ikke mindst sildefiskene. De voksne torsk æder således løs af sildefiskene, som til gengæld kvitterer med at æde torskene i disses larvestadie. De to arter holder således hinanden i skak – når økosystemet vel at mærke er i nogenlunde balance.

Det er det ikke længere. Dels udsættes “skidtfiskene” sild og brisling for et stort overfiskeri, som trækker tæppet væk under en rovfisk som torsken. Skidtfiskenes værdi er stor i dag, hvor ikke mindst det norske lakseopdræt ikke kan skaffe fiskemel nok til deres foder. 

Og dels er vandmiljøet i dag så dårligt, at det efter alt at dømme truer fiskenes naturlige reproduktion. Man har længe kendt til sygdommen M-74, der har forringet reproduktionen hos østersølaksen. Og man kan ikke udelukke, at de samme eller andre miljøgifte også påvirker torskene og deres reproduktion.

Faktum er i hvert fald, at østersøtorsken har det dårligt og vokser mere langsomt end nogensinde. Oprindelig blev østersøtorsken gydemoden ved en størrelse af 40 cm, men i dag bliver flere af torskene allerede gydemodne ved den halve størrelse: Blot 20 cm. 

Fænomenet kendes fra flere andre arter under pres. Det gælder om at gyde og sikre artens beståen, og det resulterer i, at fiskene gyder tidligere og tidligere – ved en stedse mindre størrelse. Tilbage i 1990 var hver tyvende østersøtorsk større end 65 cm. I dag er er hver tyvende torsk blot større end 40 cm.

Endelig har torskene i de senere år fået en nygammel fjende, som er tiltaget i antal og størrelse: Sælerne. Her ikke mindst den store gråsæl.

Sælerne

Der har altid været sæler i Østersøen – af tre slags: Den sjældne ringsæl, som primært træffes oppe i Den Botniske Bugt. Den lille spættede sæl, som findes spredt over det meste af Østersøen. Og så den mere end dobbelt så store gråsæl. 

Interessen har længe samlet sig om gråsælen, der af lokale fiskere altid har været betragtet som en direkte konkurrent og trussel mod deres udkomme.

Gråsælen kan blive mere end 2 meter lang og veje op mod 300 kg. Den er så stor, at den kan rive torsk ud af fiskernes garn og derved ødelægge både redskaber og indtjening. Derudover er gråsælen naturligvis også en fødekonkurrent til torsken, da den gerne æder de samme sild og brislinger, som er vigtige fødeemner for torsken.

Gråsælen findes i to geografisk adskilte bestande – med én i Nordsøen og én i Østersøen. Den har været betragtet som udryddet i danske farvande i de sidste omkring 100 år. Men i løbet af de seneste knap 20 år er den vendt stærkt tilbage. Myndighederne anslår, at der nu er en samlet bestand på mere end 40.000 sæler i hele Østersøen.

Gråsælen svømmer længere omkring end de øvrige sælarter og har således nu genindtaget Østersøen. Ikke mindst omkring Christiansø ved Bornholm er der nu så mange, at de er blevet et problem for de lokale fiskere. I så høj grad, at politikerne har måttet på banen.

Som nuværende fødevareminister Mogens Jensen senest og ganske lakonisk formulerede det: – Det drejer sig om to truede arter: Fiskene og fiskerne…

Det sagde han, umiddelbart før han tildelte de bornholmske fiskere en torskekvote, der er betydeligt højere end den, som forskerne anbefaler. Samt en kvote på sild og brisling, der også er højere end den af biologerne anbefalede. En beslutning, der kun kan betyde øget konkurrence mellem erhvervsfiskere og gråsæler.

Live and let die…

Afskydning af “problemsæler”

Miljøminister Lea Wermelin (S), der selv er fra Bornholm, fulgte trop med en beslutning om, at der nu skal ansættes to regulære sæljægere – to fiskere med jagttegn. Siden 2016 har det ganske vist været lovligt at skyde op til 40 gråsæler om året, men det har ikke fungeret i praksis. Der er kun blevet skudt ganske få. 

“Problemsæler” nær fiskernes garn har skullet indrapporteres, før de kunne skydes, og det har ikke virket. Problemsælerne var væk, inden jægerne kom ud og kunne finde dem igen. Vanskelige at finde og identificere.

Derfor har Miljø- og Fødevareministeriet nu afsat 200.000 kroner, så de to fiskere øjeblikkeligt kan “regulere” sælerne – det vil sige skyde dem nær såvel fritidsfiskeres som erhvervsfiskernes redskaber. Uden at skulle spørge først.

De nye afskydningsregler gælder foreløbig kun på Bornholm, hvor konflikten mellem fiskere og sæler er markant størst. Der er tale om en forsøgsordning, som skal løbe fra januar 2020 til marts 2020.

Svenske forskere har dog allerede konkluderet, at den nye ordning ikke får nogen reel betydning. Det siger i hvert fald professor Monika Winder fra “Institutionen för ekologi, miljö och botanik” ved Stockholms Universitet, til Sveriges Radio:

Det er klimaforandringer, fødemangel og overfiskeri, som udgør de største trusler mod fiskene. Og ikke sælerne. Bestanden af torsk vil falde mere på grund af miljømæssige forandringer og fiskeri, end fordi de bliver spist af sæler. De højere temperaturer kan også give flere alger, der resulterer i dårligere føde for fiskene, som derfor bliver mindre og tyndere. 

Så at give gråsælerne skylden og efterfølgende skyde dem er ren symptombehandling. Ren afmagt over for de virkelige problemer. I slutningen af 1800-tallet var der også så mange gråsæler, at fiskerne anmodede det daværende krigsministerium om, at de måtte skyde eller skræmme dem – med kanoner fra Christiansø!

Man mener, at sælbestanden dengang talte omkring 100.000 eksemplarer. I en Østersø, der vrimlede med fisk. I vand, der endnu var rent og klart. Det var således ikke fødemangel, der dengang var problemet.

Leverormene

Der eksisterer et intimt samspil mellem sæler og torsk i Østersøen. Sælerne æder løs af både de sild og brisling, som torskene lever af. Samt af torskene selv. Begge dele går ud over de lokale fiskere, som nu ifølge fødevareminister Mogens Jensen selv er en truet art…

I takt med, at en dyreart sættes under pres – i form af prædation og fødemangel – bliver den også stresset og mere sårbar over for diverse sygdomme og parasitter. I takt med gråsælens genindvandring har østersøtorskene fået endnu et problem at slås med: Leverorm. Lokalt og populært også kaldet sælorm.

Contracaecum osculatum er sælormens latinske artsnavn. Den kan findes i stort antal i mavesækken på gråsæler, hvorfra den spreder sig til det omgivende vand og de fisk, der måtte leve her.

Næsten alle østersøtorsk er i dag syge – inficeret med leverorm. Det gælder nu 90-100 % af torskene.  I 1990’erne var max 20 % af torskene inficeret. Dengang havde de enkelte fisk typisk mellem 4 og 14 orm i deres lever, mens antallet i dag er helt oppe på 27 til 40. 

De mange leverorm forringer torskenes trivsel. Forskerne mener, at torskenes ringere vækst, tidligere gydemodning og lavere levealder primært skyldes leverormene – som igen primært skyldes de mange gråsæler, der er bærere af disse parasitter.

Østersøtorsken foran et kollaps

Kombinerer man det dårlige vandmiljø med en svindende fødemængde, øget prædation og infektion med leverorm, da har man samlet set forklaringen på, at østersøtorsken i dag kæmper for sin eksistens. Ja, faktisk har flere forskere opgivet at finde en løsning på problemet. Det er kommet for langt. Det svenske Havsfiskelaboratoriet tøver således ikke med at kalde torskens nuværende situation for et regulært kollaps.

Vi ved allerede fra Nordaltanten, at verdens engang største torskebestand på bankerne ud for Newfoundland blev fisket så hårdt, at de nåede under den såkaldt kritiske masse. Det er den mængde og det antal, der er afgørende for, om bestanden kan retablere sig selv, hvis overfiskeriet stopper. Det har den ikke kunnet ud for Newfoundland, og det kan sagtens også blive tilfældet for torsken i Østersøen.

Politisk set er der ikke udsigt til, at der vil blive gjort noget ved problemet. Det ligner en dødsspiral, som først ender, når den sidste torsk er fanget og den sidste torskefisker er gået konkurs. Eller er draget hærgende videre til nye ålegræsgange. Et problem, der således løser helt sig selv. Blot giv tid.

Vi har ganske vist en miljøminister, der selv kommer fra Bornholm. Men desværre en fødevareminister, der ikke gør…

© 2019 Steen Ulnits

Christiansø og Frederiksø

For de fleste mennesker udgør klippeøen Bornholm nok den østligste udpost i det danske rige. Det er her, den danske suverænitet ender. Men der er faktisk et par klippeklatter endnu længere østpå, nemlig Christiansø og Frederiksø, som er en del af øgruppen Ertholmene.

To små øer, som længe har spillet en rolle i Danmarkshistorien – tidligere sågar militærstrategisk, i dag primært natur- og turistmæssigt. To ganske små klippeøer, der ligger en times sejlads nordøst for “fastlandet” Bornholm. Og som nås ombord på det hyggelige skib “Ertholm” der sejler i de danske nationalfarver.


Den charmerende lille svingbro, som forbinder Christiansø med Frederiksø. Indviet i 1912, hvor Kong Frederik VIII blev efterfulgt af Kong Christian X. I utide, da kongen blev syg og døde under en rejse til Hamborg i Tyskland. Efter kun seks år på tronen.


Såvel Christiansø som Frederiksø har fæstningsværker, der skulle beskytte mod fjender fra søsiden. Her er det Lille Tårn på Frederiksø, som daterer sig tilbage til 1687. Det er i dag restaureret og fremstår næsten, som da det blev bygget.


Gennem årene har Danmark haft først Sverige og Norge som fjender – siden Tyskland og Rusland. I de tidlige dage kom fjenden altid fra vandsiden, og man sikrede sig derfor med kanoner, der kunne dække mulige landgangsområder.


Rundt omkring på Ertholmene ligger en række små huse, der tjente som boliger for de ansatte. Hyggelige ser de ud, men det var ikke ren hygge dengang. I dette hus boede således bøddelen, som stod for hængning af dødsdømte fanger…


Dengang som nu var det den danske stat, der drev øerne – som hævdede den danske suverænitet her langt ude i Østersøen. Beboerne var dels danske soldater og sømænd – dels håndværkere og straffefanger, som stod for det hårde arbejde.


Der er mange solskinstimer på Ertholmene. Og mange blomster trods knapheden på vand. Den omkringliggende Østersø er ganske vist  fersk, men vandet kan ikke drikkes direkte. Regnvand opsamles og bruges til vanding af alt grønt.


Det sparsomme ferskvand opsamles i damme som denne, der i tilgift til siv og åkander huser både frøer og tudser. Sommeren igennem kvækkes der livligt fra de små damme, som findes rundt omkring på Ertholmene.


Selv om man er lokalt født og opvokset, og selv om Ertholmene er ganske små, kan man som enlig svale alligevel godt fare vild. Denne havde forvildet sig ind i Lille Tårn, hvorfra den ikke kunne finde ud igen. Med lidt hjælp lykkedes det dog til sidst.


Det er et barsk liv at være plante på en klippeø uden megen nedbør. Succulenter som disse forstår dog at holde på det sparsomme vand og stortrives tilsyneladende i de mange solskinstimer, der er karakteristiske for Ertholmene.


Sild har altid spillet en stor rolle på de små øer i Østersøen. Ofte har de været noget nær den eneste kilde til protein herude langt fra land. Gennem tiderne har man udviklet mange  forskellige måder at tilberede dem på. Mest kendt er Ruths Kryddersild.


Man kan som turist overnatte på øerne, men langt de fleste er her kun på korte dagture. Selv om øerne er små – 0,4 ha land – gemmer de mange spændende ting for historisk interesserede. Book en lokal guide og få det hele med på den halve tid!


Christiansø og Frederiksø har alle dage spillet en stor rolle for skibsfarten. Det smalle sund mellem de to øer udgør nemlig en enestående naturhavn, der kan benyttes i al slags vejr. Af samme årsag har Ertholmene alle dage været svære at indtage.


Ertholmene har mange solskinstimer, men dækkes ofte at tæt tåge eller havgus, som reducerer sigtbarheden til næsten ingenting. Da der samtidig sejler mange store skibe gennem denne del af Østersøen, er der brug for største agtpågivenhed.


Dannebrog tager sig bedst ud mod en klar blå himmel, men gør sig også på en grå og diset dag på vej mellem Christiansø og Bornholm. Det er Forsvarsministeriet, som administrerer øerne, hvis knap 100 indbyggere kun betaler skat til den danske stat – ikke til Bornholms kommune.

Nationalfølelsen er naturligt nok større herude end inde på fastlandet. Her ses således Søværnets splitflag med det Kongelige Danske Postvæsen indfattet. Det er mere dansk end det meste andet i Danmark.

Og så her i 800-året for Dannebrogs ankomst!

© 2019 Steen Ulnits