Tag-arkiv: svovlbrinte

Vil du høre ålegræsset gro…

Så skal du nok skynde dig. Vort hjemlige ålegræs, som har det latinske artsnavn Zostera marina, er fra naturens hånd en uhyre almindelig og meget vigtig vandplante. Desværre har den det rigtig skidt i vore dages næringssalt-forurenede vande.

Ålegræs er slet ikke nogen græs, selv om de op til meterlange bændler kan lede tankerne hen på såvel græs som ål. Et andet og lige så betegnende navn er almindelig bændeltang.

Uanset navnet så er der i begge tilfælde tale om en flerårig vandplante, hvis rødder rent faktisk stammer fra land. Som sådan blomstrer ålegræsset om sommeren – dog med blomster så små og godt gemte, at de næsten ikke er til at se.

Ålegræsset dækkede tidligere kvadratkilometer efter kvadratkilometer af de lavvandede danske fjordområder. Helt ud til 15 meters dybde kunne man finde den, mens vandet endnu var klart nok til den lyskrævende plante. Enkelte steder nævnes sågar fund ud til 18 meter vand.

Så klart er vandet desværre ikke længere. I dag finder vi ikke ålegræs på større dybder end 5 meter – i mange forurenede fjordområder endda langt mindre. Og det er rigtig trist, for det er netop i ålegræsbælterne, at vi finder den største biomasse og artsrigdom i de indre danske farvande.

I gamle dage kunne ålegræsset vokse sig op til to meter langt eller mere. Imellem de nu sjældent mere end én meter lange stængler kan de små fisk gemme sig og vokse sig store, så de siden kan blive til føde for endnu større rovfisk, I de grønne ålegræsmarker kan de ligeledes grønne roskilderejer finde ideelle skjulesteder, hvor de kan vokse sig spisestore for såvel fisk som mennesker.

Ålegræs er således et uhyre vigtigt opvækst- og levested for mange marine organismer, og ålegræs kan man derfor ikke have nok af – kun for lidt.

Desværre kniber det som allerede sagt meget for ålegræsset i de forurenede indre danske farvande. De mange næringsstoffer fra især landbruget gør vandet uklart af alger, som igen skygger for ålegræsset, der mistrives.

En kamp for overlevelse

De mange næringssalte fra landbruget er skadelige for ålegræsset på flere måder. Dels skaber næringssalte i overskud grobund for langt flere alger, end der er plads til i et normalt og sundt økosystem. Og dels skygger de mange alger helt enkelt for lyset, som er livsnødvendigt for ålegræsset og dets fotosyntese. Uden lys ingen planter.

De mange alger dør på et tidspunkt og synker til bunds, hvor de rådner op under forbrug af ilt. Fortsætter denne tilgang af døde og nedsynkende alger, vil der opstå iltsvind, som i første omgang er dødbringende for fisk og smådyr.

Fiskene kan dog i mange tilfælde nå at svømme væk, når iltsvindet melder sig. Og krabber kan måske nå at kravle på land – væk fra den giftige svovlbrinte. Det kan de øvrige organismer i sagens natur ikke.

Efter et stykke tid med iltsvind dannes der nemlig svovlbrinte eller H2S i bundslammet. På et tidspunkt kan denne svovlbrinte trænge op gennem bundslammet og op i vandet. H2S er en uhyre giftig gasart, der blokerer stofskiftet hos højere organismer. På samme måde, som cyanid gør det. Dyrene dør helt enkelt.

Mindre kendt er det, at heller ikke ålegræs kan tåle svovlbrinte. Ved iltsvind og optrængning af svovlbrinte “knækker” ålegræsset i dets vækstzone, som er lige i overgangen mellem bund og vand. Græsset dør helt enkelt. Det ser ud, som var det skåret af med en kniv. De døde blade driver siden i land, som var de høstet af selveste Manden med Leen.

Endelig er der fedtemøget, som er en generel betegnelse for étårige brunalger, der stortrives i næringssalt-forurenet vand. Fedtemøget sætter sig på faste overflader som ålegræs og kvæler det ved at hindre planten adgang til det livgivende sollys.

Er der tilstrækkeligt mange næringssalte i vandet, kan ålegræsset bare ikke overleve. Og da hjælper ikke udplantning af selv nok så mange friske skud.

En stor kuldioxid-fjerner

Men ålegræs er andet og mere end en ideel biotop for levende organismer. Ålegræs kan nemlig også optage store mængder af den CO2, som vort moderne samfund udleder. Og det er ikke småting. Tilbage i 2020 udledte Danmark samlet 42 millioner ton drivhusgasser – med CO2 som den vigtigste.

Aarhus Universitet anslår, at omkring 670.000 hektar dansk fjordbund tilbage i år 1900 var dækket af frodige ålegræsbælter. I dag er der mindre end en tredjedel tilbage: 220.000 hektar.

Forskere vurderer, at 450.000 hektar ålegræs vil kunne optage op mod 45 millioner ton CO2. Altså mere end den samlede danske udledning. Hvis ålegræsset vel at mærke vil gro igen. Det har eksempelvis knebet gevaldigt med reintroduktion i Odense Fjord, hvor vandet helt enkelt er for uklart og forurenet med næringssalte. Da kan man hverken se eller høre ålegræsset gro.

Udplantning af ålegræs er sket flere steder landet over – senest i Randers Fjord, hvor man vovede pelsen og i forgangne maj måned foretog udplantning af knapt 6.000 friske ålegræsskud ved Udbyhøj. Tæt på Kattegat og i forhåbning om, at tidevandet herude vil sikre den fornødne vandudskiftning.

Det tør man ikke håbe på længere inde i den lange og smalle Randers Fjord, som konstant modtager kolossale mængder af overskydende næringssalte fra de inddæmmede marker langs fjorden. Fra de intensivt dyrkede enge ved Støvringgaard og Tørring, hvor der dyrkes store mængder raps til svinefoder.

Ironisk nok gødes markerne langs fjorden med gylle fra de selvsamme svin, der dyrkes foderraps til. Hvert forår kører kæmpemæssige gyllevogne derfor gødning ud på den sandede jord, som er gammel fjordbund.

Store mængder af overskydende næringssalte fra de gødede marker bag diget pumpes herefter direkte ud i vandmiljøet, hvor de kvæler livet i først Randers Fjord og siden Kattegat. Et af landets største iltsvindsområder findes da også herude, hvor fjorden møder havet.

Ramt af sygdom

Man regner med, at vi i dag måske kun har 10-20 procent af det oprindelige ålegræs tilbage. I bedste fald 30 procent.

Tilbage i 1930’erne blev ålegræsset nemlig ramt af en svampesygdom, som decimerede bestanden og mængden af ålegræs. Indtil da var ålegræs hyppigt brugt til såvel dækmateriale på tage som fyld i madrasser. På Læsø kan man stadig se flere huse med ålegræstag.

Efter svampeangrebet i 30’erne kom ålegræsset langsomt tilbage, men blev siden slået ned igen af forureningen med næringssalte fra først by og land, siden primært landbruget.

Det kystnære fiskeri med bundtrawl og muslingeskrab har ligeledes været en stor hindring for ålegræssets udbredelse. Begge er fiskemetoder, som pløjer bunden op og ødelægger de fysiske livsbetingelser for ålegræsset. Begge er de metoder, som derfor må udfases helt i de indre danske farvande.

Det samme gælder opdræt af fisk og muslinger, der i lighed med landbruget tilfører vandmiljøet uønskede næringssalte. I det hele taget må de indre danske farvande friholdes mest muligt for fysisk og kemisk påvirkning. Vi har for længst passeret grænsen for, hvad vandmiljøet kan holde til.

Da ålegræs er en flerårig plante, tager det lang tid for den at kolonisere nye områder eller rekolonisere gamle. Derfor hjælper vi den nu mange steder ved udplantning af nye skud. Kunstigt åndedræt kunne man kalde det.

De store ålegræsmarker udgjorde tidligere en god sikring mod bølgeerosion af kysterne. En funktion, de ikke har længere, nu hvor de er væk.

Da skibsfarten i specielt kystnære sejlrender skaber store bølger, som er hårde ved ålegræsset, har vi anlagt beskyttende stenrev ved Udbyhøj i Randers Fjord. Her passerer mange store coastere tæt forbi i sejlrenden. De nye stenrev vil forhåbentlig give læ nok for bølger og strøm til, at det nye ålegræs kan få fæste.

Ålegræssets udbredelse nedefter i dybderne har i mange år været brugt som en god og enkel indikator for forureningsgraden i kystnære farvande. Jo flere næringssalte og dermed mere forurening, der er i vandmiljøet, desto ringere bliver sigtedybden. Og desto lavere vand træffer man ålegræsset på.

Ved Støvringgaard og Tørring Enge pumpes næringssalte konstant ud i Randers Fjord fra de dyrkede og gødede marker bag digerne.

De kommende år vil vise, om ålegræsset overhovedet har en fremtid i dagens Danmark. Om vi fortsat vil prioritere et intensivt og stærkt forurenende landbrug frem for et sundt vandmiljø med plads til dyr og planter.

Vi fortsætter indtil videre med udplantning af nye ålegræsplanter. Og krydser fingre for, at vandkvaliteten engang igen bliver tilstrækkeligt god til, at græsset kan trives og atter vil brede sig.

Det øgede gødningsforbrug fra den borgerlige regerings Landbrugspakke gør det dog vanskeligt at nå i mål. Og helt umuligt at opfylde kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

Vi ligger lige nu, som den tidligere borgerlige regering har redt. Som Lars Løkke, Esben Lunde, Eva Kjer og Jacob Ellemann ville det.

En linje, som Mette Frederiksen desværre villigt fortsætter.

Og det er desværre ikke i en seng af frisk ålegræs.

Introfoto: Jan Henningsen

Læs mere om udplantning af ålegræs i billedreportagen her.

Muslinger og ålegræs

Muslinger og ålegræs er hver for sig og sammen aldeles udmærkede organismer, som begge indgår i og er nødvendige for den naturlige balance i vort marine økosystem. Når begge altså holder sig til bunden.

Men muslingefarme, hvor milliarder af muslinger hænger kunstigt på udspændte net under kilometerlange rør i overfladen, er derimod en dødelig cocktail for ålegræsset, som har brug for lys og rent vand.

Klik for større fotos

Store “smartfarms“, der kan fylde flere kilometer i længde og bredde, skygger helt for ålegræsset, som derved går ud. Og de mange milliarder muslinger udleder så mange ekskrementer, at bunden under farmene ganske enkelt dør.

Mågerne tiltrækkes af de regelmæssigt tilbagevendende bundvendinger, som gør vandet mælkehvidt og bringer døde bunddyr op til overfladen.

I stillestående fjorde og vige slammer bunden blot stille og roligt til i muslingelort og døde alger. Øverst med et liglagen bestående af hvide svovlbakterier, der markerer overgangen mellem ilt og iltfrit. Herunder et kulsort slamlag, som er totalt frit for ilt.

Der er målt op til næsten 3 meter dybt slam under smartfarme i Limfjorden, som allerede nu gisper efter vejret. Flere steder er den død allerede.

UV fotos af Limfjordens Miljøråd

Fugleperspektiv, frøperspektiv og fiskeperspektiv fra havbrug med flydende netbure, hvis åbne netmasker tillader frisk strøm at komme ind til fiskene – og samtlige affaldsstoffer fra fiskene at komme ud: Foderrester, fækalier, antibiotika og algehæmmere. Totalforurening direkte ud i åbent hav eller fjord.

De store havbrug dels skygger for lyset, så ålegræsset ikke kan vokse – dels forurener vandet med næringssalte, så ålegræsset kvæles af begroning med alger.

UV fotos af Gearløs

Fugle som disse sangsvaner og knortegæs er afhængige af frodige græsmarker – det være sig inde til lands eller ude til vands. Ofte veksler fuglene mellem disse to habitater:

Dagen tilbringes gerne inde på spirende græsmarker, som er ekstra tillokkende sen vinter og tidligt forår. Natten tilbringes i sikkerhed ude på vandet, hvor ålegræsbælter er et foretrukket tilholdssted og en vigtig fødekilde.

“HAVmisBRUG“

Debatbog om opdræt af fisk og muslinger

424 sider lang, 1.070 gram tung

“Kilopris” kr. 294,95

En tredjedel af de frafiltrerede næringsstoffer fra muslingerne ender som ny og lokal forurening på bunden under farmene, hvor de kan kvæle alt liv. I værste fald med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Kun max en tredjedel kan høstes.

Den sidste tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i en endnu mere bio-tilgængelige form. Klar til endnu flere alger end før turen gennem muslingernes fordøjelse.

Stærk strøm til fjernelse eller rettere fortynding af forureningen fra de mange muslinger er derfor nødvendig, hvis der ikke skal ske en økologisk katastrofe.

Det samme gælder havbrugene. Stærk strøm skal der til, hvis ikke forureningen fra de mange fisk skal bundfælde sig lokalt. Næringssaltene forbliver dog opløst i vandet.

Øverst er det den lokale kunstner Niels Willum, hvis tegninger længe har prydet protester fra Miljøforeningen BLAK på Djursland.

Nederst er det Bo Secher, hvis streg mange genkender fra det satiriske magasin “Svikmøllen”. Bo Secher har lavet tegningen på opdrag af Limfjordens Miljøråd.

Det er heldigvis ved at gå op for flere og flere, at muslinger ikke blot fylder meget og kun kan rense vandet delvis for kvælstof og fosfor. Men at de samtidig også medfører en kraftig forurening af vand og bundmiljø under og omkring farmene.

Limfjorden har gennem mange år lidt under voldsom forurening med gylle fra landets største koncentration af svinefabrikker i det store opland.

Lokalt er man derfor begyndt at tale om “Ligfjorden” i stedet for Limfjorden.

5.000 km2 til muslinger

Regeringen har, under ledelse af erhvervsminister Simon Kollerup (S), udarbejdet en “Havplan”, som skal gælde i de næste ti år.

I denne havplan er der gjort plads til flere nye totalforurenende havbrug af den slags, som både Simon Kollerup (S) og Dan Jørgensen (S) tidligere har gjort sig til varme fortalere for. Uden overhovedet at kende konsekvenserne ved dem.

Men hvad næsten værre er, så er der samtidig udpeget knap 5.000 km2 dansk søterritorium til nye lokalt forurenende muslingefarme og altødelæggende muslingeskrab. Et område næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster – tilsammen.

Det er typisk sårbare, beskyttede, kystnære og lavvandede områder, der er tale om. Der er således tale om en Hasarderet Havplan, som samtidig er et Mageløst Makværk. En forhastet havplan, der på intet område lever op til de krav, som EU stiller til Vandrammedirektiv og Naturbeskyttelse.

Man må tage sig til hovedet, hvilket mange forstandige mennesker da også har gjort, siden Kollerup i nært samarbejde med canadiske WSP, danske Hedeselskabet og norske Smartfarm sidste år præsenterede sin havplan som en digital bekendtgørelse.

Det er nu kun EU, der kan redde de indre danske farvande fra den totale ødelæggelse.

Læs

⌘ Miljøforeningen BLAK’s høringssvar til havplanen ⌘

Solsystemet

Det kan ind imellem være lidt svært at hitte rede i alle planeterne i vort solsystem – specielt da hvis man ikke lige beskæftiger sig med dem til hverdag. Også selv om man til daglig jo selv bor på én af dem…

Højaktuelt er det blevet her i 2015, hvor vi har været i nærkontakt med den yderste af alle vore planeter – Pluto – og har diskuteret, om det nu også er en rigtig planet. Med alt, hvad dertil hører. Der har sågar været stemt om Plutos status blandt både rumforskere og lægmænd!

Men hvorom alting er, så er verdensrummet ufattelig stort. Der er umanérlig langt til Solen, som er centrum i vort eget lille solsystem, der kun er ét blandt uendeligt mange andre og ofte langt større. Men ikke nok med det.

Astronomer har længe vidst, at verdensrummet konstant udvider sig. At vi hele tiden er på vej væk fra hinanden. Men ingen har kunnet give noget svar på, hvor vi så er på vej hen. For hvad gemmer der sig uden for noget, der er uendelig stort? Og skulle det engang vise sig at have en ende, hvad gemmer der sig så på den anden side? Det er sådanne spørgsmål, der kan gøre svage karakterer religiøse…

For overblikkets skyld – primært mit eget – har jeg derfor samlet de vigtigste oplysninger om de otte (eller ni) planeter i vort eget lille solsystem. De er rubriceret med navn, størrelse og historie samt vigtigst af alt: Afstand til Solen. Det kan måske give en smule indsigt i, hvor vi befinder os, og hvad vi egentlig har gang i her på Jorden.

Men lad os allerførst starte med sagens kerne:

Solen

Diameter: 1.392.000 km
Afstand fra Jorden: 150 mio. km
Overfladetemperatur: 5.507 grader Celsius

Solen er centrum for det solsystem, vi selv og Jorden befinder os i. Det er Solen, der giver os lys og varme her på Jorden. Uden den ville der være kulsort og isnende koldt på vor lille Blå Planet.

Uden de livgivende solstråler ville der hverken være øjne, som kunne se, eller planter, der kunne fotosyntetisere – som via sollys, vand og kuldioxid kunne danne organisk stof, der bliver første led i fødekæderne. Med ilt som det altoverskyggende biprodukt, der tillader os at leve og ånde frit på Jorden.

Solen er enorm og udgør ikke mindre end 99,8 % af solsystemets samlede masse. Planeterne – selv de største som Jupiter og Saturn – er således som støvkorn at regne i sammenligning med den mægtige Sol. Det er derfor også Solens tiltrækningskraft, der – trods den næsten ufattelige afstand hertil – står for ⅓ af tidevandskræfterne. Vor egen lille Måne står for de andre ⅔.

75% af Solens masse udgøres af det lette grundstof brint, mens helium udgør de resterende 25 %. Solens hvide farve skyldes dens overfladetemperatur på over 5.000 grader. Solen er populært sagt hvidglødende, men syner gul fra Jorden om dagen og rød morgen og aften. Dette skyldes spredning af lyset i vor tynde atmosfære.

Solens konstante og massive kernereaktioner udsender energi i form af lys og magnetisk stråling. Solen er en magnetisk aktiv stjerne, der vedligeholder et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum.

Solens magnetiske felt har flere virkninger – i form af synlige solpletter på Solens overflade, pludselige soludbrud (“flares”) og konstante ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem hele solsystemet. Voldsomme soludbrud kan genere såvel radiokommunikation som elforsyning her på Jorden.

Solaktivitetens direkte virkning på Jorden ses som polarlys (nordlys og sydlys), hvor Jordens magnetfelt afbøjer solvinden. Herved frigives energi i form af lys i primært grønne og gule farver. Polarlys forekommer kun i et smalt bælte i det moderate nord og syd. Ikke som ofte troet længst mod nord eller længst mod syd.

Merkur

Diameter: 4.879 km
Rotation: 58,65 timer
Omløbstid om Solen: 88 døgn
Afstand fra Solen: 46-70 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 10 i 1974.

Merkur er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den græske gud for handel og kommunikation. Det var også ham, der førte de døde til underverdenen ved at krydse de dødes hav.

Merkur er den inderste planet i vort eget solsystem – dertil den mindste. Merkur er kun lidt større end vor egen Måne, men den er uhyre kompakt og har en magnetisk kerne af jern. Astronomerne regner med, at den ydre klippekappe må være sprængt bort efter ét eller flere massive sammenstød med meteorer.

Merkur er ikke noget rart sted at være. Planeten har således ingen atmosfære – intet vejr og vind eller noget til at holde på varmen. Temperaturen svinger derfor mere end 600 grader mellem nat og dag – fra 425 graders varme om dagen til 175 graders frost om natten, der er utroligt lang, idet planeten roterer ganske langsomt. Dagene er tilsvarende lange og altid glohede på grund af den korte afstand til Solen.

Himlen er altid sort på Merkur – dag som nat. Dette på grund af den manglende atmosfære, der ikke kan reflektere eller bryde det indkommende sollys.

Venus

Rotation: 243 døgn
Diameter: 12.104 km
Omløbstid om Solen: 225 døgn
Afstand fra Solen: 108 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 2 i 1962.

Venus er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter kærlighedens gudinde Venus. Den kaldes også for Morgenstjernen eller Aftenstjernen, da den står lavt på himlen og kun kan ses lidt før solopgang eller lidt efter solnedgang.

Venus har næsten samme størrelse som Jorden, og mange forskere mener, at klimaet på Venus oprindelig har været nogenlunde det samme som på Jorden. De forekommende gundstoffer er da også de samme.

Men planeten Venus er i dag en af de mest ugæstfri af alle planeter i vort solsystem. En løbsk drivhuseffekt har bragt temperaturen op på mere end 450 graders varme, og dens skoldhede atmosfære består af tyk, koncentreret svovlsyre under højt tryk.

Det er en kombination, der ikke tillader hverken biologisk liv eller nogen grundig udforskning af overfladen. Alt materiel holder max nogle få timer, før det bryder sammen. Men meget tyder på, at der tidligere har været have på Venus, og at der dengang også kan have været liv på planeten.

Jorden

Diameter: 12.746 km
Omløbstid om Solen: 365 døgn
Rotation: 23 timer og 56 minutter
Afstand fra Solen: 150 millioner km
Første gang fotograferet af Explorer 6 i 1959.

Placeret midt mellem Venus, der er for varm til biologisk liv i vor egen forstand, og Mars, der er for kold, ligger den blå planet Jorden. En kontrolleret drivhuseffekt har på Jorden hævet temperaturen omkring 40 grader over det oprindelige.

En middeltemperatur på 15 plusgrader er præcis nok til, at vand på Jorden kan optræde i alle dets tre tilstandsformer – som fast is, flydende vand og vanddamp. Temperaturen på Jorden veksler mellem minus 90 og plus 60 grader.

Det er ilt og vand, der er udgangspunkt for alt det liv, som gør Jorden til noget ganske enestående i vort solsystem – det hidtil eneste sted, hvor der findes biologisk liv, som vi kender og forstår det. Millioner af års udvikling har her skabt en tæt økologisk balance mellem de mange forskellige livsformer, der hver især indtager en helt speciel økologisk niche, hvor de fungerer og interagerer med hinanden.

Da Jorden roterer omkring en akse, som hælder lidt, får vi skiftende årstider på den nordlige og sydlige halvkugle. Kun på Ækvator har man samme indstråling af sol hele året og derfor en stabil temperatur året rundt.

I fast kredsløb om Jorden finder vi Månen, hvis tiltrækningskraft sammen med Solens er ansvarlig for det tidevand, der veksler regelmæssigt, to gange dagligt.

På planeten Jorden er himlen sort om natten, men blå om dagen. Det skyldes den tætte atmosfære af primært kvælstof og ilt, som sammen med vanddampen bryder og spreder sollyset.

Da Jorden suser gennem verdensrummet med godt og vel 100.000 kilometer i timen, bør det ikke undre, når det engang imellem blæser lidt nede ved land og vand…

Mars

Diameter: 6.778 km
Omløbstid om Solen: 687 døgn
Rotation: 24 timer og 37 minutter
Afstand fra Solen: 207-249 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 4 i 1964.

Mars er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter Mars, der er krigens gud. Navnet er nærliggende, da planeten Mars netop er rød – hvilket jo er farven på såvel blod som aggression. Farven er synlig med det blotte øje.

Som den fjerde planet fra Solen og som nabo til Jorden ligger den røde planet Mars, der er omkring halvt så stor som Jorden. Den ligger længere væk fra Solen, end Jorden gør, og klimaet er derfor langt koldere. Således er middeltemperaturen godt 60 graders frost med maksimumtemperaturer på 20 graders varme og minimumstemperaturer på 140 graders frost.

Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, og der planlægges derfor en bemandet mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid. Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.

Der findes en smule vanddamp i atmosfæren, hvilket kan ses som højtliggende skyer. I dalene kan der forekomme tynd tåge, og jorden dækkes om vinteren af et tyndt lag frost. Kort sagt forhold, der minder ganske meget om dem, vi har på Jorden. Den megen kuldioxid i atmosfæren fryser til sne, der skiftevis dækker den sydlige og nordlige polkappe.

Middeltrykket på Mars er under 10 millibar – mod 1.000 her på Jorden. Store støvstorme kan komme med kort varsel og dække alt med et tyndt lag uhyre fint støv, som kommer ind overalt. Støvet er et stort problem for de køretøjer, det allerede er lykkedes os at landsætte på Mars.

Jupiter

Rotation: 10 timer
Diameter: 139.822 km
Omløbstid om Solen: 12 år
Afstand fra Solen: 741-816 mio. km
Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 10 i 1973.

Jupiter er den største af alle planeter i vort solsystem. Deraf navnet, som er taget fra den øverste af alle de romerske guder. Himmelguden også kaldet. Romernes svar på grækernes Zeus og til dels vor egen Thor.

De foregående fire planeter – de inderste i vort solsystem – kaldes klippeplaneter, da de er relativt små og primært består af jern og mineraler. De næste fire kaldes i stedet gasgiganter, da de primært består af gasskyer om en mere eller mindre kompakt kompakt kerne.

Jupiter er en sådan “gasgigant”, der trods sin luftige karakter vejer godt 300 gange så meget som Jorden. Den har ingen fast overflade, hvor man kan landsætte et fartøj, så vi må nøjes med at betragte Jupiter på afstand. Men det rækker også til at iagttage de imponerende vejrfænomener, der udspiller sig i den tætte gassky. Således har man i mere end 300 år kunnet iagttage én og samme støvstorm rase i et område mange gange større end Jorden – synlig som en gigantisk rød plet!

Jupiter har en lille kerne af klippe i midten, men består ellers primært af lette gasser som brint og helium. Tungere gasser som methan og ammoniak forekommer også – vanddamp ligeså. Trods den lille kerne har Jupiter et meget kraftigt magnetfelt – det kraftigste i vort solsystem. Det er næsten 15 gange stærkere end Jordens, som er nummer to i rækken.

I toppen af Jupiters tætte skydække ligger temperaturen omkring 160 graders frost. I centrum af Jupiter er trykket flere tusinde atmosfære, og temperaturen ligger på den gode side af 1.000 grader. Det er således ikke her, menneskeheden skal gøre sig forhåbninger om at etablere sig engang i fremtiden…

Jupiters mange måner er et kapitel for sig og på mange måder mere spændende end planeten selv. Til de fire mest kendte måner hører Europa, Io, Ganymedes og Callisto, som astronomen Gallileo allerede opdagede i 1610 – ud af Jupiters i dag 63 kendte måner.

Der knytter sig store forhåbninger til især Europa, efter at man har registreret op til 200 km høje søjler af udspyet vand fra den ellers tilisede måne. Dette kunne danne basis for en senere landgang på Europa.

Saturn

Rotation: 10 timer
Diameter: 116.464 km
Omløbstid om Solen: 30 år
Afstand fra Solen: 1,3-1,5 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 11 i 1979.

Saturn er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den romerske gud for dyrkning, høst og frugtbarhed. De gamle grækere og romere betragtede Saturn som den sjette planet i rækken, og ugens sjette dag kaldes stadig for Saturday på engelsk.

Saturn er utvivlsomt den smukkeste af alle planeterne i vort solsystem. Dens fantastiske ringe er kendt af hvert et barn, selvom kun de færreste har set dem i virkeligheden – igennem et teleskop, hvor ringene ellers er ganske synlige. Uden for de smukke og utroligt skarpt afgrænsede ringe af sten og is finder vi Saturns mange måner, hvoraf Titan er den største i vort solsystem – dertil den eneste med en tæt atmosfære.

Saturn er en gasplanet som Jupiter, men noget mindre. Den er dog stadig omkring 100 gange tungere end Jorden. Det meste består af brint, og der er ikke nær samme vejrmæssige aktivitet på Saturn som på Jupiter. Periodiske hvirvelstorme forekommer dog, men varer ikke så længe som på Jupiter. Temperaturen i de øverste skylag på Jupiter ligger på 190 minusgrader.

Saturn er med sine ringe utvivlsomt den af alle planeter i vort solsystem, som har pirret vor fantasi mest. For hvordan er al denne kosmiske skønhed dog opstået, og hvordan bliver den holdt vedlige?

Uranus

Rotation: 16 timer
Diameter: 50.724 km
Omløbstid om Solen: 84 år
Afstand fra Solen: 2,7-3,0 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1986.

Uranus er opkaldt efter den græske gud Uranus, der var himlens gud. Til trods for sin høje status blev han dog kastreret af sine egne sønner, titanerne. Måske derfor det rolige klima på planeten…

Planeten Uranus er en stor og fredsommelig kugle af gas og is, der dog adskiller sig fra de øvrige planeter ved at ligge ned og nærmest rulle rundt om Solen i sit kredsløb. Hvor de øvrige planeter alle roterer om en akse, der fortrinsvis er lodret, roterer Uranus om en akse, der næsten er vandret.

Uranus er en af de mest rolige planeter i hele solsystemet. Der er ingen storme, og temperaturen er stort set den samme over hele planeten året rundt. Som den eneste af de fire store planeter producerer Uranus ikke energi i sit indre. Den energi, der strømmer ud fra planeten, svarer derfor ganske til den energi, planeten modtager fra Solen. Dette er årsagen til, at der ikke forekommer storme på Uranus.

Uranus er – som naboen Neptun – en såkaldt isgigant. Middeltemperaturen ligger en smule under 200 minusgrader, og der forekommer en del is. Planeten har ingen fast overflade, men adskiller sig fra gasgiganterne Jupiter og Saturn ved at indeholde flere tunge grundstoffer.

Uranus er omgivet af en halv snes tynde og mørke ringe, der dog slet ikke minder om Saturns. Deres farve gør dem vanskelige at se og udforske i selv de kraftigste teleskoper.

Neptun

Rotation: 18 timer
Diameter: 49.244 km
Omløbstid om Solen: 165 år
Afstand fra Solen: 4,5 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1989.

Neptun er kendt fra Oldtiden og opkaldt efter havets gud Neptun. Datidens astronomer kunne næppe have forestillet sig, hvor godt dette navn passer på netop denne planet!

Hvor naboen Uranus er stille, kold og rolig, hersker der nemlig kaos i Neptuns blå atmosfære. Nogle af solsystemets mest voldsomme storme huserer således på Neptun, hvis største måne Triton tilmed er et af de koldest kendte steder i vort solsystem. Alligevel overrasker Triton med geysere, som spyr deres indhold op til otte kilometer ud i rummet.

Neptun selv er – ligesom naboplaneten Uranus – en isgigant uden fast overflade. Middeltemperatur ved skytoppene ligger på minus 220 grader . Neptun er lidt mindre end Uranus, men da den indeholder flere tunge grundstoffer end denne, er den noget tungere.

Rumsonden Voyager registrerede ved sin passage af Neptun i 1989 en mørk plet med vindhastigheder på op til 2.000 kilometer i timen – den højeste vindhastighed, man nogensinde har målt noget sted. Da Hubble rumteleskopet fotograferede Neptun fem år senere, var den mørke stormplet væk – erstattet af en ny længere nordpå.

De store storme kan vare i op til ti år. Energien til de kraftige orkaner kommer fra Neptuns indre, hvor der produceres så meget varme, at planeten udstråler dobbelt så meget, som den modtager fra Solen.

Neptun har det mærkeligste magnetfelt i hele solsystemet. Centrum for feltet ligger langt væk fra planetens centrum, og den magnetiske nordpol ligger tættere på ækvator end på polen.

Neptuns karakteristiske blå farve skyldes planetens store forekomster af frossen methan. Farven har givet været medvirkende til navngivningen!

Pluto

Rotation: 6,4 døgn
Diameter: 2.390 km
Omløbstid om Solen: 249 år
Afstand fra Solen: 4,4-7,3 milliarder km
Første gang fotograferet af New Horizons i 2015.

Navngivet af en lille engelsk pige, som kendte til den græske gud Pluto og syntes, at navnet ville passe godt på den nye planet længst ude i vort solsystem.

Helt ude forbi de store gasplaneter ligger et område kaldet Kuiperbæltet. Her er det ganske koldt, for det er nemlig over 30 gange så langt væk fra Solen som Jorden. Herude på kanten af vort solsystem finder vi Pluto – den yderste planet af slagsen.

Havde New Horizons ikke timet sin rejse og ankomsttidspunkt rigtigt, kunne rejsen ud til Pluto være blevet næsten dobbelt så lang. Nu tog den kun 9,5 år. Verdensrummet er i sandhed stort…

Pluto er med sin middeltemperatur på 240 minusgrader et af de koldeste steder i vort solsystem – tæt på det absolutte nulpunkt, der som bekendt er minus 273 grader Celsius. Pluto er derfor det eneste sted, hvor gassen methan forekommer som fast, frossent stof.

Det har i mange år været diskuteret, om Pluto nu også er en rigtig planet og dermed den niende og sidste i vort solsystem. Meningerne er delte, og afgørelsen afhænger helt af definitionerne.

Faktum er, at Pluto ikke er en planet af samme format som de øvrige planeter – at dens bane omkring Solen er mere uregelmæssig end de øvriges, da omløb og rotation i vid udstrækning er styret af dens måner, der er forholdsmæssigt store af måner at være.

Eris

I 2005 opdagede man tilmed Eris, der er større end Pluto, og som befinder sig endnu længere ude i Kuiperbæltet. På mange måder minder de to planeter ganske meget om hinanden. Skal Pluto derfor have status som den niende planet i vort solsystem, så er det mere end svært at finde argumenter for ikke også at kalde Eris den tiende. Og så er der jo ved at gå inflation i det hele!

Såvel Pluto som Eris opfører sig på mange måder som rigtige planeter. De er runde, og de er i kredsløb om Solen. Men de er ganske små, og de har ikke evnet at rydde op i deres baner – at trække løse elementer til sig og fusionere med dem – som de store planeter har. De fleste astronomer kan dog blive enige om at kalde både Pluto og Eris for “dværgplaneter”!