Tag-arkiv: solnedgang

Anholt – en lille ø i Kattegat

Langt ude i Kattegat – midt mellem Danmark og Sverige – ligger den lille danske ø Anholt. En ø, der nøjagtig lige så godt kunne være blevet svensk. Læs historien nederst på denne side!

Jomfruhummere som disse er Anholts røde guld. En gastronomisk lækkerbidsken, som øens beboere sætter stor pris på.

På Anholt frygter man regeringens planlagte havbrug. Den massive forurening herfra kunne skade bestanden af jomfruhummere.

Jomfruhummere er nataktive og fiskes derfor i døgnets mørke timer. Om dagen lever de nedgravet i deres gange i mudderbunden.

Vejr, vind og vandstand betyder alt på en lille ø som Anholt, der er omgivet af vand på alle sider. Man holder derfor godt øje med vinden.

Jomfruhummere er velsmagende og lever på dybere vand end den almindelige hummer. Og så er de som dybhavsrejerne røde i live.

Tre ud af de 37 ansøgninger om tilladelse til anlæg af forurenende havbrug i Kattegat går specifikt på farvandet omkring Anholt.

Totten er hjemsted for en af Danmarks største sælkolonier. Her træffer man såvel den lille spættede sæl som den store gråsæl.

Totten er et langt sandet og stenet rev, der tidligere var frygtet af skibe og sømænd. I dag er Totten i stedet elsket af sæler og skarver.

Skarven er mere talrig end sælerne i sælreservatet ved Totten på østspidsen af Anholt. Der mangler tilsyneladende ikke føde.

Svensk gæst i dansk havn. Havnekontoret i baggrunden – holdt i den gråsorte farve, der får husene på Anholt til at gå i ét med naturen.

Dansk jord, hvis nogen skulle være i tvivl. Masser af rødhvide danske flag på en af havnens mange gråsorte bygninger.

En reminiscens fra den Kolde Krig. Dengang var der tredive mand på radarstationen, som i dag er fuldt automatiseret.

Omgivet af vand på alle sider er lyset ganske specielt i Anholts særprægede ørken. Her vokser lav og mos og lyng på sandjorden.

På en klar fuldmånenat lyser lavet op som store hvide puder, der giver det hele et uvirkeligt, men meget smukt skær.

Følger man blot det gamle hjulspor, er der ingen risiko for at fare vild i ørkenen. Medbring alligevel godt med drikkevarer.

Totten Fyr ret forude. Lys og skygge leger med hinanden i marehalmen, mens hvide skyer driver forbi over sand og vand.

Man føler sig næsten som nede i en skyttegrav, når man følger kanten af klitterne mod nord – på vej mod fyret længst i øst.

Hvor ørkenvejen slutter ved nummer 99, begynder fyrmesterens rige. Hans nærmest fyrstelige bolig ligger der endnu.

Den gamle fyrmesterbolig er statelig. Fyrmesteren var en meget vigtig person, og det skulle hans bolig naturligvis også afspejle.

En god skorsten er guld værd. Det vidste fyrmesteren, som havde mange ildsteder i sit hus. Og lige så mange skorstene på sit tag.

Der skal også være plads til lidt kunst yderst ude i Udkants-Danmark. En lokal tømrer har her øst af sit kunstneriske talent.

Sol, sand og saltvand – det er, hvad den lille ø Anholt består af. Masser af alle tre ting. Tilsat lidt sten og tang fra Kattegat.

Rent sand og rent vand er, hvad såvel fastboende som tilrejsende holder af. Der er ingen slimede havbrugsalger på Anholt. Endnu.

Et vejrskifte er undervejs. Her langt ude i Kattegat holder man naturligvis mere øje med vejret, end man gør inde på fastlandet.

Havet giver, og havet tager. Her et mindesmærke over to lokale unge piger, som ikke overlevede en svømmetur fra Vesterstrand.

To af øens unge piger druknede ved Vesterstrand i 1891. Et hårdt slag for den lille ø Anholts også dengang fåtallige beboere.

Svampe er der skam også i skovbunden på kattegat-øen Anholt. Også selv om jorden er helt sandet og skovene ganske små.

Myldretid på hovedgaden i Anholt by. Køretøjerne er få og ikke alle i lige køreklar stand. Denne har vist været brugt til garn.

En enlig og delikat strandblomst venter som den sidste på vinterens komme. Så bliver også den begravet i sand eller sne.

“Living On An Island”

For omkring 10.000 år siden var det, der i dag er øen Anholt, landfast med resten af Danmark. Man kan derfor med god ret sige, at Anholt har et årtusindgammelt dansk tilhørsforhold.

Men også svenskerne kan med god ret sige, at Anholt burde være svensk. Med kun 42 kilometer ind til det svenske fastland ligger Anholt i dag tættere på Sverige end på Danmark. Ikke ret meget, ganske vist, men alligevel.

Til alt held blev Anholt “glemt”, da man i 1658 sluttede fred med svenskerne i Roskilde. Historien går nemlig, at den danske forhandler diskret placerede sit drikkekrus på søkortet, så det dækkede Anholt under grænsedragningen med svenskerne…

Anholt var i årene 1807-14 besat af englænderne, som dog behandlede de fastboende danskere ganske pænt. Alligevel forsøgte vi i 1811 – forgæves – at tilbageerobre øen fra englænderne. Forsøget kostede 40 danske soldater livet.

I dag er Anholt som bekendt atter en del af det danske rige – en ø, som i vid udstrækning er afhængig af turisterhvervet. Meget andet er der ikke at tage sig til for øens beboere, da fiskerierhvervet ikke længere kan brødføde mere end en håndfuld indfødte fiskere og deres familier.

Sejl eller flyv til Anholt

Skal man til Anholt med færge, sker det fra Grenå. Glem alt om at tage bilen med, da det hverken er velset af øens faste beboere – eller til at betale sig fra! De knap tre timer ombord på den lille færge er i sig selv en oplevelse.

Man kan også flyve til Anholt, som råder over en intermistisk flyveplads. Der flyves fast fra Roskilde på Sjælland – pudsigt nok selvsamme sted, hvor forhandlingerne om de nye grænser foregik efter krigen med svenskerne i 1658, og hvor Anholt helt blev forbigået.

Sommeren igennem flokkes turisterne i øens mange og utroligt godt gemte sommerhuse. Eller de bor på øens enlige campingplads, som derfor altid er booket helt op. Eller de lægger til med deres sejlbåde i øens enlige havn, som i sommermånederne altid er fyldt med langmastede langturssejlere fra primært Danmark, Sverige og Norge.

Ikke færre end 60.000 turister gæster således hver sommer den lille ø midt mellem Danmark og Sverige. Til sammenligning lægger 80.000 edderfugle og 20.000 sortænder hvert år kursen om ad Anholt, hvor de overvintrer. Til stor glæde for de blot 150 fastboende mennesker.

Der er således liv og glade dage året rundt på denne specielle Kattegat-ø. Til lands og til vands.

Living On An Island / Whatever You Want / Status Quo / 1979

© Tekst og fotos: 2018 Steen Ulnits

© Grafik: 2017 Information

I min sommerhushave

Nyfødt rålam – godt gemt i haven i to døgn, men bestemt ikke glemt. Råen kom og fodrede sit lam flere gange om dagen.

En flot sommerbuk i haven. – Er det mon faderen til rålammet herover, som er på udkig efter moderen?

Det bedste ved et sommerhus er næsten, at alt vejr er godt vejr. Sommer som vinter. I solskin og regn. Storm og stille.

Det hele ser naturligvis smukkest ud i solskin og med grønt græs. Men det er årstidernes skiften, der fascinerer.

– Kommer skraldemanden virkelig så sent i dag? Dyrene i et sommerhusområde har godt styr på, hvad der sker!

Børn, bier og blomster elsker tilgroede haver. Det gør også havemanden, der kan se græsset gro med god samvittighed…

Flagspætten er en velkommen, men desværre sjælden gæst. Flot ser den ud, og fedt skal der til. Ellers bliver den væk.

Fasankokken nyder efterårssolen i græsset – godt gemt for jægerne. Herinde er der fred og ingen fare.

Sommerhushaven har meget at byde på. Her er der masser af blomster og højt græs. Samt et par Dagpåfugleøjer.

Tilsyneladende en mærkelig smag: Den første mundfuld græs, når man lige er blevet vænnet fra mors mælk…

Min favoritfugl: Den lille og livlige rødhals. I min barndom hed den rødkælk, men det var tilsyneladende ikke fint nok…

I perioder er Morten en hyppig gæst i haven. Og borte igen i lang tid. Typisk finder han sig en fordybning, han ligger i.

Rålammet kigger nysgerrigt ind i stuen. Det er ikke mange dage gammelt. Fotograferet fra min lænestol.

De larmer, og de griser. Men de er altså bare søde, når de synger i kor. Og derfor får de lov til at larme og grise.

Altid hyggeligt, når gammelråen byder velkommen tilbage – til et snedækket sommerhus, der også bruges om vinteren.

Giftfri sommerhushaver har deres sommerfugle. Her en smuk Nældens Takvinge, der har fundet en ledig blomst.

Pindsvinet ligger og sover. Det er ikke kørt over. De er ikke mange, men de overvintrer gerne i kvasbunken.

Der er kun hundrede meter til kysten, og sommerhusluften er mættet af saltvand. Himlen genlyder ofte af mågeskrig.

Vindmøller er der mange af. Og af vestenvind er der rigeligt. Det koster ind imellem et par af havens gamle træer…

Solnedgange bliver man aldrig træt af. Man følger årets gang, fuglenes træk og solens vandring fra syd mod nord.

Jeg tilbringer gerne midnatstimerne ved kysten. Som regel i godt selskab af ræve, ugler eller en nattergal i krattet.

Egern er sjove og charmerende dyr, men de er hårde ved fuglene. Egern elsker fugleæg og tager, hvad de kan.

Se artiklen “Egern i min have” her

Tilbage i 2003 købte jeg et dejligt lille sommerhus på Mols.

Det har jeg siden tilbragt rigtig megen tid i – sommer som vinter. Herude kan man for alvor følge årstidernes skiften – omgivet af vand, man kan svømme og fiske i. Eller bare gå langs med.

Snerydningen kan ganske vist være mangelfuld, og en fuld fryser er derfor vigtig om vinteren. Og så har der været et enkelt vinterligt strømsvigt på hele 28 samfulde og sammenhængende timer.

Da bryggede jeg vand til kaffe og varmede dåsemad på mit gamle Trangia stormkøkken – på stuegulvet, der heldigvis er belagt med klinker. Mens jeg med stigende uro så batteriet på min Motorola mobil nærme sig nulpunktet…

Heldigvis var der rigeligt med tørt træ til brændeovnen. Fældet og kløvet på egen matrikel. Største frustration var, da en lokal nødgenerator lyste op i få minutter, før den gik ned igen. Fem timer senere var situationen dog atter under fuld kontrol.

Jeg har lavet ovenstående lille kavalkade af billeder fra mit refugium, hvor der ind imellem tænkes store tanker samt nydes kolde økopilsenere og tempererede økovine – alene eller i gode venners lag.

Alt naturligvis med måde!

⌘ Se de smukke Nordlys over Mols Bjerge i artiklen her ⌘

– Er himlen nu altid blå?

“Oven over skyerne er himlen altid blå” lyder det så smukt i sangen. Men er det nu også altid tilfældet? Her på Jorden og andre steder i verdensrummet?

Alle, der har fløjet, ved, at det rent faktisk ér tilfældet: Uanset hvor gråt og vådt, det end måtte være nede på Jorden, så er der altså altid blåt over skyerne. Hvis det vel at mærke er dag. Om natten er der naturligvis sort.

Det samme, hvis man fortsætter ud gennem atmosfæren. Da bliver himlen gradvis mere sort – selv midt på dagen i højt og klart solskin. Der er nu ikke længere nogen atmosfære til at bryde og reflektere sollyset.

– Men hvorfor har himlen på Jorden egentlig farven blå, når der ingen skyer er? – Eller rød, når Solen står op og går ned?

Alt lys i vor del af universet stammer fra Solen, der brænder brint, så det er en fornøjelse. Energien udsendes som lys, der er hvidt, når det efter nogle minutters rumrejse – med lysets hast! – når ud til Jorden. Hvidt, som er vor definition, når alle farver er samlet i ét.

Først når det hvide lys bøjes eller brydes, træder de forskellige farver frem. Og det kan ske på mange forskellige måder. I mange forskellige medier. I luft eller vand. Med eller uden partikler, som igen kan bestå af mange forskellige stoffer. Altsammen resulterer det i forskellige farver.

Blå himmel – rød solnedgang

Når Solen står højt på himlen, passerer den mere eller mindre lodret ind gennem atmosfæren. Det energirige blå lys spredes da af partikler i atmosfæren, og himlen bliver blå. Lyset har da en kortere vej end tidligt og sent på dagen, hvor Solen står lavere og lyset derfor må tilbringe en længere afstand gennem atmosfæren.

Den længere afstand gør, at det mere energirige og kortbølgede lys i den blå ende af spektret filtreres fra eller spredes. Det når ikke igennem. Det gør derimod det mere langbølgede røde lys, som derfor kommer til at præge solopgang og solnedgang.

Det samme sker, dersom der er mange partikler i atmosfæren, som sollyset skal passere igennem, før det når ned til os. Det kan være i form af vanddamp som i skyer – heraf det gamle mundheld, at “når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk” – eller i form af faste partikler fra eksempelvis forurening.

Da jeg for snart mange år siden arbejdede i Kina, boede vi i Shanghai, som netop da havde påbegyndt den første spæde industrialisering inden for fast afstukne kapitalistiske rammer. Fra mit hotelværelse på 21. etage havde jeg udsigt til den smukkeste og indtil da mest blodrøde solnedgang, jeg nogensinde havde set.

Det var sidst i 1980’erne, hvor man endnu ikke havde defineret ordet “smog” – en sammenstilling af ordene “smoke” (røg) og “fog” (tåge).

Men den smukke røde farve skyldtes netop det: Forurening fra industrien, som dengang for alvor var begyndt at tage fart. Med en hidtil uset mængde partikler i luften, som hver dag resulterede i smukke blodrøde solopgange og solnedgange.

Tredive år senere havde forureningen udviklet sig så meget, at indbyggerne i Shanghai måtte have ansigtsmasker på for ikke at blive syge. Luftvejsinfektioner var blevet en folkesygdom og anerkendt dødsårsag.

Den erkendelse tog lidt af glansen af 1980’ernes smukke solopgange og solnedgange i Shanghai. Nu er det så som så med at nyde de røde farver først og sidst på dagen…

Rød himmel – blå solnedgang

Vi kender alle Mars, som ikke uden grund kaldes “den røde planet”. Mars syner tydeligt rød selv på lang afstand – farvet af det fine, røde Marsstøv, som har været et problem for al elektronik og mekanik, det er lykkedes os at landsætte på den røde planet. Støvet består primært af jernholdige materialer.

Støvet er samtidig så fint, at det er næsten umuligt at holde ude af mekanik og elektronik, som derfor bryder sammen på kortere tid, end videnskabsmænd og -kvinder på Jorden gerne havde set. De kraftige støvstorme, som præger Mars, har dog også en fordel: Gammelt støv blæser af, inden det erstattes med nyt!

De meget fine støvpartikler på Mars har endnu en effekt. Partiklerne er så små, at de spreder lyset på en helt speciel måde. Daglængden på Mars er næsten den samme som på Jorden – blot 39 minutter længere. Jorden og Mars roterer således næsten lige hurtigt om sig selv.

Til gengæld er et Marsår med sine 687 døgn næsten dobbelt så langt. Det skyldes afstanden til Solen, der er så meget længere end fra Jorden, at året bliver længere og klimaet koldere. Mars’ rotationsakse hælder også som Jordens – med det resultat, at der findes en nordpol og en sydpol samt skiftende årstider. Se meget mere herom i artiklen “Solsystemet“.

I lighed med Jorden har også Mars en atmosfære, omend den er langt tyndere og primært består af drivhusgassen kuldioxid. Uden denne atmosfære ville himlen over Mars være kulsort – som tilfældet er på samtlige andre himmellegemer uden en atmosfære. Nu er daghimlen i stedet gullig – med en karakteristisk og kold blå solnedgang.

Den blå farve skyldes, at det meget fine Marsstøv har en størrelse, så det blå lys mere effektivt trænger igennem atmosfæren. Når det blå lys spredes af støvet, forbliver det tættere på Solens retning, end lyset fra de øvrige farver gør. Resten af himlen er gul til orange, da det gule og det røde lys spredes over himlen i stedet for at blive absorberet.

Det er i hvert fald NASA’s egen forklaring på de smukke blå solnedgange, der har fascineret astronomer verden over, siden de første fotos blev transmitteret ned fra Curiosity Rover’s mastekamera den 15. april 2015.

Da blev der sukket dybt og længe på observatorier og universiteter verden over!