Tag-arkiv: skælprøver

Laksehistorier fra ammestuen…

Salmon

I mine unge dage, og det er snart en menneskealder siden, cirkulerede der en historie om laks, som ikke kunne flyttes. En vandrehistorie eller ammestuehistorie, som den blev kaldt i gamle dage, og som heller ikke dengang holdt vand.

Dengang troede vi, at vildlaksen – den naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks, Salmo salar – var udryddet i Danmark. Ikke mindst den altødelæggende regulering af Skjernå så sent som i 1960’erne bidrog til den opfattelse.

Skulle der være laks at fange, måtte der udsættes opdrættede laks, og hvor skulle de komme fra? Der var jo ikke flere tilbage at avle på i Danmark. Man søgte derfor til Sverige – til den sydsvenske Mørrumså, der fysisk ligner danske vandløb en del. Her havde og har den svenske stat et laksefiskeri og et lakseopdræt, der var i stand til at levere unglaks til udsætning.

Men så kom ammestuehistorierne atter i omløb. Med påstande om, at det ville være rent spild af penge at indføre og udsætte svenske laks fra Mørrumsåen i den danske Skjernå. De udsatte laks vidste jo, hvor de kom fra og ville som voksne vende hjem til Mørrumsåen igen. Med svenskerne svedigt grinende over den gode handel med de dumme danskere…

Det er naturligvis helt forkert. Historien har dog det gran af sandhed i sig, at laks stort set altid vender tilbage til det vandløb, de er født i og udvandret fra. Kun ganske få strejfer til andre vandløb. Prægningen på deres fødevandløb sker imidlertid først ved udvandringen, hvor de unge laksesmolt registrerer duften eller smagen af deres fødevandløb.

Når de som voksne og gydemodne laks vender tilbage til vandløbet for at gyde, bruger de flere forskellige måder at navigere på. Blandt andet havstrømme og jordens magnetisme. Til formålet har de små jernpartikler indlejret i kraniet, som er i stand til at registrere denne magnetisme.

Det sidste stykke af vejen bruger de imidlertid næsen på at lugte sig frem til netop deres fødevandløb – netop det tilløb, hvor de selv er blevet født. Det ved man fra forsøg, hvor man har lukket næseborene på de optrækkende og gydemodne fisk. Fordelingen i vandløb bliver herefter helt tilfældig.

GA_Fangster

Konklusionen er den aldeles klare, at unglaks født og klækket i ét vandløb stadig som gydemodne laks vil søge tilbage til det vandløb, de er udsat i og udvandret fra. De har ikke den ringeste anelse om, hvor de blev født og klækket. Kun hvorfra de er udvandret.

Derfor kan man udmærket flytte laks og introducere nye laksestammer i nye vandløb, hvor de aldrig har været eller måske er blevet udryddet – blot disse vandløb fysisk minder om hinanden. Strøm, temperatur etc.

DNA fra lakseskæl

Vi har i Danmark i tusindvis af 50-100 år gamle skælprøver fra laks, der er gemt i arkiverne. DNA fra disse gamle skælprøver kan i dag opslemmes, og hermed kan vi i dag stadig analysere DNA fra gamle skælprøver og sammenligne dem med DNA fra nulevende laksestammer.

Det viser sig da, at den oprindelige Gudenå-laks, som blev udryddet af Tangeværket i 1920’erne, genetisk set er meget tæt på de vestjyske laksestammer, som i dag har fået et voldsomt comeback – med Skjernå, Storå og Varde Å som de mest kendte.

Man troede ganske vist, at den vilde laks var udryddet i Danmark. Men fandt så lykkeligvis naturligt produceret lakseyngel på den allernederste del af Karstoft Å, som er et tilløb til Skjernå.

Det var i DNA-analysens tidligste dage, og undersøgelserne viste definitivt, at der var tale om oprindelige laks, som kun i meget begrænset omfang var “forurenet” med DNA fra mange års udsætninger af fremmede, udenlandske laks.

Med Laksehandlingsplanen fra 2004 satte man gang i et målrettet opdræt af de sidste oprindelige danske laks, og det er dem, man i dag udsætter i Gudenåen. Det er de fisk, der uden videre og i løbet af få år vil kunne genindtage Gudenåen og etablere en nye stamme af Gudenå-laks, der genetisk set er meget tæt på den oprindelige stamme.

Uanset den gamle ammestuehistorie om, at det ikke kunne lade sig gøre. At man ikke kan flytte laks fra ét vandsystem til et andet. En historie, som netop er poppet op igen – genopstået eller genoplivet i forbindelse med debatten om netop fremtiden for Gudenåen, Tange Sø og Gudenå-laksen.

IMG_2939

Man kan således sagtens introducere eller reintroducere laks (og ørreder for den sags skyld) fra andre og fysisk lignende vandsystemer. Det kan man i meget høj grad, og det har man gjort rigtig mange gange. Endda med stort held.

Den nye Gudenå-laks vil således få Skjernå-gener, der er meget lig dem, den havde før den endegyldige udryddelse i 1920’erne.

© 2018 Steen Ulnits

Fornyet debat om dambrugsfisk

Debatten om fisketegnet og brugen af midlerne herfra er atter blusset op. Det diskuteres, om forholdet mellem vildfisk og tamfisk er baseret på etablerede facts eller religiøse holdninger.

I en tendentiøs artikel, der sågar var på forsiden af Dagbladet Politiken, konstaterede journalisten, at “Dambrugsfisk er nogle skvat”. Af artiklen fremgik ligeledes, at journalisten i hvert fald ikke har meget til overs for lystfiskerne og deres legen med fiskene. Mærkeligt at skulle læse noget sådant på forsiden af en ellers frisindet avis.

steen   27

Genetisk overlegne vildfisk

Karup Å er som bekendt Danmarks ubestridte havørredå nummer ét. Det er her, der hvert år landes flest fisk over 10 kg. Og her, den tidligere Danmarksrekord stammede fra – en fisk på 14,4 kg taget på devon i 1939.

Karup Å er samtidig en af de heldige åer, hvor der stadig findes godt med naturlige gydepladser i såvel hovedløb som sideløb. Åen producerer derfor godt med vilde havørredsmolt, som siden trækker ud i Limfjorden for at vokse sig store. Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) har af samme årsager fulgt havørredbestanden i netop Karup Å ganske tæt og ved derfor meget om dens størrelse og sammensætning.

DFU har skælmateriale liggende fra fisk fanget i åen fra 1910 til 1950. Dem har man nu undersøgt med de nyestte DNA-metoder og fået overraskende resultater. Det overraskende bestod i, at op mod 90% af åens havørreder tilhører åens naturlige stamme.

Overraskende, idet der gennem årene er sat i hundredtusindvis af tamørreder ud i åen – fisk, som derfor burde være i klart overtal den dag i dag. Havde de klaret sig lige så godt i det fri som åens vildørreder, burde de i dag udgøre omkring 60% af åens havørreder – men udgør altså kun 10%.

DFU bruger nu disse resultater til at retfærdiggøre nedskæringer i udsætning af opdrættede dambrugsfisk. Der skal – hvis overhovedet – kun udsættes fisk opdrættet på åens egen stamme af vildfisk. Hvilket man udmærket kan gøre i de vandsystemer, der stadig har en naturlig ørredstamme, man kan avle på.

Det er værre på øerne og helt galt på Sjælland, der – hvis DFU får held med deres planer – fremover må vinke farvet til de ørredudsætninger, der har skabt et godt havørredfiskeri på steder som Isefjorden, hvor der er katastrofal mangel på egnede gydepladser.

Slut med udsætninger af tamfisk

Senere blussede debatten op igen efter en artikel af undertegnede i Jyllands-Posten – en artikel om havørredfiskeriet i Isefjorden på Sjælland. Et fiskeeldorado for hovedstadens talrige fiskere, hvis fremtid mange nu mener truet.

Det såkaldte Wilhjelm-udvalg barslede nemlig for nogen tid siden med en rapport og en række forslag til fremtidens naturpleje i Danmark. En af anbefalingerne var, at de hidtidige ørredudsætninger stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skal producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne stammer.

Denne anbefaling medførte et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke i Jylland, hvor man stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vildørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder efter naturmetoden.

En af konsekvenserne af anbefalingerne fra Wilhjelm-udvalget er, at den økonomiske støtte til udsætningsarbejdet – med midler fra det obligatoriske fisketegn – nu stopper. Og med et sådant stop vil det gode havørredfiskeriet i Isefjorden efter al sandsynlighed ophøre – til stor ærgrelse for lokale lystfiskere og fisketegnsbetalere.

Det er planerne, at udsætningerne skal fortsætte – dog fremover baseret på opdræt af fisk fra lokale vandløb. Imidlertid er der ikke udsigt til, at man kan skaffe blot tilnærmelsesvis med originalt udsætningsmateriale. Så selv om der loves fortsatte udsætninger i samme størrelsesorden som hidtil – har man ikke de fornødne fisk i de fornødne mængder. I hvert fald ikke nu.

40 års praktisk erfaring

I den nævnte JP- artikel citeres den tidligere formand for Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ), Thomas Sørensen, for følgende:

“Vor tids fiskeribiologer åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ’s erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse – det sekteriske – for eller imod racehygiejne. Men er der ikke overensstemmelse mellem teori og praksis, så er teorien forkert. Det er logik.

Hvilken dokumentation bekræfter, at biologernes raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning og opdrættede moderfisk? Vi har jo ikke vandløb, der kan masseproducere havøredsmolt, men må skabe fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt.”

steen   xx34

IØ har i 40 år stået for udsætningerne i Isefjorden, der i dag er en af landets bedste lokaliteter til fiskeri efter havørred. Der ligger således 40 års praktiske erfaringer med udsætninger af tamfisk bag, når Thomas Sørensen udtaler sig. Biologernes praktiske erfaring med vildfisk contra tamfisk har derimod ikke mange år på bagen.

Mange mener da også, at den virkelige årsag bag stoppet for udsætning af tamfisk skal findes et helt andet sted: I ønskede besparelser på fiskeplejen, så flere af lystfiskernes penge fra fisketegnet kan kanaliseres over i lønninger til biologer.

© 2002 Steen Ulnits