Tag-arkiv: saltvand

Torsken i Østersøen

Østersøens unikke bestand af torsk har altid haft stor økonomisk betydning for fiskerne på Bornholm. Nu er torsken imidlertid under det største pres nogensinde – fra flere sider.

Miljøet har det dårligt. Sælerne er i fremgang. Og klimaet gør Østersøen varmere. Alt går således torskene imod. Og politikerne fatter ikke eller vil ikke forstå problemets alvor. De vedtager konsekvent torskekvoter, som er langt højere end dem, biologerne anbefaler.

– Så har torsken overhovedet en fremtid i Østersøen?

Østersøen

Østersøen er på mange måder et unikt farvand. Rent hydrologisk har Østersøen til opgave at modtage og bortlede alt det ferskvand, som konstant strømmer ud i den fra de mange ferske tilløb i Sverige, Finland, Rusland, Estland, Letland, Lithauen, Polen og Tyskland. Det drejer sig om vand fra mere end et halvt hundrede større vandsystemer samt et utal af mindre.

Hvis ikke alt dette ferskvand kunne løbe ud gennem danske Øresund, Storebælt og Lillebælt, ville Østersøen snart gå over sine bredder – som den gjorde efter sidste istid, hvor der netop gik hul på den store Ancylussø. Der i grove træk lå, hvor Østersøen i dag ligger.

Jo længere man bevæger sig mod øst i Østersøen, desto ferskere bliver vandet. Omvendt bliver det saltere, desto længere mod vest man kommer. Men det er ikke ligegyldigt, hvor i vandsøjlen man måler saltholdigheden eller saliniteten. Saltvand er nemlig tungere end ferskvand, hvorfor det altid lægger sig under det ferske overfladevand.

Med de store mængder ferskvand fra de mange landes tilløb kommer enorme mængder næringssalte. Dels udvasket fra landbruget – dels med dårligt renset spildevand fra de mange byer. Disse næringssalte – kvælstof såvel som fosfor – giver algerne ideelle betingelser. De blomstrer op og gør vandet uklart, inden de dør og synker til bunds.

Iltfattigt bundvand

Her nedbrydes de mange alger af diverse organismer – under forbrug af ilt. Bundvandet i store dele af Østersøen er derfor aldeles iltfrit og blottet for liv. Der har altid eksisteret iltfri lommer i de dybe områder af Østersøen, men deres antal og udbredelse er vokset voldsomt i de seneste årtier.

Heldigvis modtager Østersøen regelmæssigt livgivende saltvand nordfra, når vind og strøm presser saltvand sydover gennem de danske sunde og bælter. Livgivende Nordsøvand – livgivende på flere måder.

Dels er det iltrigt – som sagt i grel modsætning til Østersøens ferske vand. Og dels er det fysisk nødvendigt for, at torskene overhovedet kan gyde i Østersøen. Men mere herom senere.

Vandets opholdstid i Østersøen er ganske lang – cirka 25 år – hvilket betyder, at det overordnet set er “gammelt” vand, der strømmer nordpå – ud gennem de danske sunde og bælter. Det betyder også, at dette vands indhold af kvælstof er ganske anderledes end eksempelvis det vand, som strømmer ud i de danske fjorde via danske vandløb.

Det kvælstof, der findes i udstrømmende vand fra Østersøen, er derfor biologisk ikke nær så aktivt som det, vi selv leder ud i eksempelvis Kattegat. Det er bundet på forskellig vis og er derfor ikke nær så let tilgængeligt for algerne som det, der kommer direkte fra danske landbrug og især havbrug. Ikke mindst udslippet af biologisk aktivt kvælstof fra havbrugene er skadeligt, da det – modsat landbrugets primære – sker i algernes vækstsæson.

Samtidig har mange årtiers udledning af urenset industrispildevand efterhånden gjort Østersøen til et sandt depot af ophobede miljøgifte såsom DDT, PCB, dioxin og kviksølv med meget mere. Ikke mindst papirindustrien har tidligere bidraget med store mængder kviksølv via Østersøens mange ferske tilløb.

Alle disse giftstoffer kan stresse fiskene, medføre forøget dødelighed eller forringe fiskenes evne til reproduktion. Enkeltvis eller sammen som cocktail-effekt. Vi kender ikke stoffernes reelle virkning og betydning, men den er med sikkerhed ikke positiv for fiskene.

Torskene

Torsken er som udgangspunkt en saltvandsfisk, der på et tidligt tidspunkt er søgt fra Nordsøen og ind i Østersøen, hvor den har dannet lokale bestande.

Torsken er som art kendt for ofte at danne lokalt adskilte bestande, som indtager forskellige geografiske områder. Uvist af hvilken årsag. Disse bestande kan være meget stedbundne, hvilket gør dem sårbare over for overfiskning. Der kommer helt enkelt ikke nye fisk til udefra, hvis de eksisterende udfiskes.

Torsken lægger sine æg pelagisk – i det frie vand – på steder med den rette saltholdighed. Her vil de gydte æg nemlig kunne svæve frit – i stedet for at synke til bunds, hvor de vil kvæles i det iltfrie vand. Mangler der således saltvand, kan torskene ikke gyde med held. Deres æg mister opdrift, synker til bunds og kvæles.

Fiskere og forskere har længe været hinandens modstandere, hvad torsk og torskekvoter angår. Fiskerne mente længe, at der var masser af torsk, og at fangstkvoterne derfor fint kunne sættes i vejret. Fiskerne har i flere år henvist til, at der er masser af store torsk at fange – hvis man altså vil og må.

Forskerne har derimod længe påpeget, at torskebestanden har det rigtig skidt – og at den tidligere dominans af store torsk blot understreger dette. Det er de mindre fisk og de kommende årgange, der har manglet – dem, der siden skal vokse sig til fangststørrelse.

De store torsk, som dominerede fangsterne i nogle år, var således med til at skjule den sørgelige kendsgerning, at rekrutteringen af nye torsk haltede i Østersøen. Der var kun store fisk tilbage, og de blev bare større og større, mens deres antal langsomt svandt ind.

Vi har set tilsvarende udvikling i forsurede svenske søer, hvor vandet blev klarere og fiskene større i takt med forsuringen. Fiskenes reproduktion svandt ind til ingenting i det sure vand, mens de eksisterende fisk fortsatte med væksten i et stykke tid. Indtil også deres føde forsvandt.

Fødekonkurrenter

Samtidig har der altid været en delikat balance mellem torsken og dens fødefisk – ikke mindst sildefiskene. De voksne torsk æder således løs af sildefiskene, som til gengæld kvitterer med at æde torskene i disses larvestadie. De to arter holder således hinanden i skak – når økosystemet vel at mærke er i nogenlunde balance.

Det er det ikke længere. Dels udsættes “skidtfiskene” sild og brisling for et stort overfiskeri, som trækker tæppet væk under en rovfisk som torsken. Skidtfiskenes værdi er stor i dag, hvor ikke mindst det norske lakseopdræt ikke kan skaffe fiskemel nok til deres foder.

Og dels er vandmiljøet i dag så dårligt, at det efter alt at dømme truer fiskenes naturlige reproduktion. Man har længe kendt til sygdommen M-74, der har forringet reproduktionen hos østersølaksen. Og man kan ikke udelukke, at de samme eller andre miljøgifte også påvirker torskene og deres reproduktion.

Faktum er i hvert fald, at østersøtorsken har det dårligt og vokser mere langsomt end nogensinde. Oprindelig blev østersøtorsken gydemoden ved en størrelse af 40 cm, men i dag bliver flere af torskene allerede gydemodne ved den halve størrelse: Blot 20 cm.

Fænomenet kendes fra flere andre arter under pres. Det gælder om at gyde og sikre artens beståen, og det resulterer i, at fiskene gyder tidligere og tidligere – ved en stedse mindre størrelse. Tilbage i 1990 var hver tyvende østersøtorsk større end 65 cm. I dag er er hver tyvende torsk blot større end 40 cm.

Endelig har torskene i de senere år fået en nygammel fjende, som er tiltaget i antal og størrelse: Sælerne. Her ikke mindst den store gråsæl.

Sælerne

Der har altid været sæler i Østersøen – af tre slags: Den sjældne ringsæl, som primært træffes oppe i Den Botniske Bugt. Den lille spættede sæl, som findes spredt over det meste af Østersøen. Og så den mere end dobbelt så store gråsæl.

Interessen har længe samlet sig om gråsælen, der af lokale fiskere altid har været betragtet som en direkte konkurrent og trussel mod deres udkomme.

Gråsælen kan blive mere end 2 meter lang og veje op mod 300 kg. Den er så stor, at den kan rive torsk ud af fiskernes garn og derved ødelægge både redskaber og indtjening. Derudover er gråsælen naturligvis også en fødekonkurrent til torsken, da den gerne æder de samme sild og brislinger, som er vigtige fødeemner for torsken.

Gråsælen findes i to geografisk adskilte bestande – med én i Nordsøen og én i Østersøen. Den har været betragtet som udryddet i danske farvande i de sidste omkring 100 år. Men i løbet af de seneste knap 20 år er den vendt stærkt tilbage. Myndighederne anslår, at der nu er en samlet bestand på mere end 40.000 sæler i hele Østersøen.

Gråsælen svømmer længere omkring end de øvrige sælarter og har således nu genindtaget Østersøen. Ikke mindst omkring Christiansø ved Bornholm er der nu så mange, at de er blevet et problem for de lokale fiskere. I så høj grad, at politikerne har måttet på banen.

Som nuværende fødevareminister Mogens Jensen senest og ganske lakonisk formulerede det: – Det drejer sig om to truede arter: Fiskene og fiskerne…

Det sagde han, umiddelbart før han tildelte de bornholmske fiskere en torskekvote, der er betydeligt højere end den, som forskerne anbefaler. Samt en kvote på sild og brisling, der også er højere end den af biologerne anbefalede. En beslutning, der kun kan betyde øget konkurrence mellem erhvervsfiskere og gråsæler.

Live and let die…

Afskydning af “problemsæler”

Miljøminister Lea Wermelin (S), der selv er fra Bornholm, fulgte trop med en beslutning om, at der nu skal ansættes to regulære sæljægere – to fiskere med jagttegn. Siden 2016 har det ganske vist været lovligt at skyde op til 40 gråsæler om året, men det har ikke fungeret i praksis. Der er kun blevet skudt ganske få.

“Problemsæler” nær fiskernes garn har skullet indrapporteres, før de kunne skydes, og det har ikke virket. Problemsælerne var væk, inden jægerne kom ud og kunne finde dem igen. Vanskelige at finde og identificere.

Derfor har Miljø- og Fødevareministeriet nu afsat 200.000 kroner, så de to fiskere øjeblikkeligt kan “regulere” sælerne – det vil sige skyde dem nær såvel fritidsfiskeres som erhvervsfiskernes redskaber. Uden at skulle spørge først.

De nye afskydningsregler gælder foreløbig kun på Bornholm, hvor konflikten mellem fiskere og sæler er markant størst. Der er tale om en forsøgsordning, som skal løbe fra januar 2020 til marts 2020.

Svenske forskere har dog allerede konkluderet, at den nye ordning ikke får nogen reel betydning. Det siger i hvert fald professor Monika Winder fra “Institutionen för ekologi, miljö och botanik” ved Stockholms Universitet, til Sveriges Radio:

– Det er klimaforandringer, fødemangel og overfiskeri, som udgør de største trusler mod fiskene. Og ikke sælerne. Bestanden af torsk vil falde mere på grund af miljømæssige forandringer og fiskeri, end fordi de bliver spist af sæler. De højere temperaturer kan også give flere alger, der resulterer i dårligere føde for fiskene, som derfor bliver mindre og tyndere.

Så at give gråsælerne skylden og efterfølgende skyde dem er ren symptombehandling. Ren afmagt over for de virkelige problemer. I slutningen af 1800-tallet var der også så mange gråsæler, at fiskerne anmodede det daværende krigsministerium om, at de måtte skyde eller skræmme dem – med kanoner fra Christiansø!

Man mener, at sælbestanden dengang talte omkring 100.000 eksemplarer. I en Østersø, der vrimlede med fisk. I vand, der endnu var rent og klart. Det var således ikke fødemangel, der dengang var problemet.

Leverormene

Der eksisterer et intimt samspil mellem sæler og torsk i Østersøen. Sælerne æder løs af både de sild og brisling, som torskene lever af. Samt af torskene selv. Begge dele går ud over de lokale fiskere, som nu ifølge fødevareminister Mogens Jensen selv er en truet art…

I takt med, at en dyreart sættes under pres – i form af prædation og fødemangel – bliver den også stresset og mere sårbar over for diverse sygdomme og parasitter. I takt med gråsælens genindvandring har østersøtorskene fået endnu et problem at slås med: Leverorm. Lokalt og populært også kaldet sælorm.

Contracaecum osculatum er sælormens latinske artsnavn. Den kan findes i stort antal i mavesækken på gråsæler, hvorfra den spreder sig til det omgivende vand og de fisk, der måtte leve her.

Næsten alle østersøtorsk er i dag syge – inficeret med leverorm. Det gælder nu 90-100 % af torskene. I 1990’erne var max 20 % af torskene inficeret. Dengang havde de enkelte fisk typisk mellem 4 og 14 orm i deres lever, mens antallet i dag er helt oppe på 27 til 40.

De mange leverorm forringer torskenes trivsel. Forskerne mener, at torskenes ringere vækst, tidligere gydemodning og lavere levealder primært skyldes leverormene – som igen primært skyldes de mange gråsæler, der er bærere af disse parasitter.

Østersøtorsken foran et kollaps

Kombinerer man det dårlige vandmiljø med en svindende fødemængde, øget prædation og infektion med leverorm, da har man samlet set forklaringen på, at østersøtorsken i dag kæmper for sin eksistens. Ja, faktisk har flere forskere opgivet at finde en løsning på problemet. Det er kommet for langt. Det svenske Havsfiskelaboratoriet tøver således ikke med at kalde torskens nuværende situation for et regulært kollaps.

Vi ved allerede fra Nordaltanten, at verdens engang største torskebestand på bankerne ud for Newfoundland blev fisket så hårdt, at de nåede under den såkaldt kritiske masse. Det er den mængde og det antal, der er afgørende for, om bestanden kan retablere sig selv, hvis overfiskeriet stopper. Det har den ikke kunnet ud for Newfoundland, og det kan sagtens også blive tilfældet for torsken i Østersøen.

Politisk set er der ikke udsigt til, at der vil blive gjort noget ved problemet. Det ligner en dødsspiral, som først ender, når den sidste torsk er fanget og den sidste torskefisker er gået konkurs. Eller er draget hærgende videre til nye ålegræsgange. Et problem, der således løser helt sig selv. Blot giv tid.

Vi har ganske vist en miljøminister, der selv kommer fra Bornholm. Men desværre en fødevareminister, der ikke gør…

Randers Fjord

I gamle dage var havørredfiskeri på Randers Fjord stort set lig med trolling, dørgefiskeri eller blink efter båd. Kært barn har mange navne. Andre fiskemetoder blev næsten ikke brugt.

Randers Fjord er nemlig fra naturens hånd indrettet sådan, at det kun få steder er praktisk muligt at fiske direkte fra kysten.

Langs størstedelen af den lange og smalle fjord er det nemlig umuligt, hvis ikke direkte farligt, at færdes uden båd. Bunden er blød, strømmen til tider stærk og afstanden ud til sejlrenden mange steder stor. Samtidig kommer vældige skibe regelmæssigt tæt forbi og danner et “sug”, der kan trække fødderne væk under vadefiskeren.

Det kan være en rolig coaster med varer til eller fra Randers havn længst inde i fjorden. Eller det kan være lodsbåden, som med sine mange hestekræfter skyder en voldsom fart på vej ud eller ind til skibe, der skal lodses gennem den meget lange og smalle fjord.

Derfor er bådfiskeriet det foretrukne i store dele af Randers Fjord – med Randers Havn samt en lille håndfuld andre lokaliteter som undtagelserne, der bekræfter reglen.

Randers Havn

Gudenåen løber ret igennem Randers Havn, der markerer bunden af Randers Fjord. Det giver fiskemuligheder, som ingen anden havn kan byde på. Desværre er der planer om at begrænse adgangen til havneområdet – på grund af mulig terrorisme. Det vil mange Randers-borgere blive meget kede af.

Med den store og ferske Gudenå løbende igennem sig kan Randers Havn byde på fiskemuligheder langt ud over det sædvanlige. Her kan man nemlig møde mange forskellige fiskearter – på vej opstrøms eller nedstrøms eller levende mere permanent i området.

Der tales i det følgende om tre forskellige dele af fjorden med hver deres karakteristika og dominerende fiskearter:

Inderfjorden: Den inderste del af Randers Fjord, som i biologisk forstand mere er å end fjord. Vandet er næsten ferskt, og fiskene de samme, man finder oppe i åen. Med gedde, aborre og sandart som de vigtigste. Typisk fisker inderfjorden bedst i den kolde årstid.

Mellemfjorden: Randers Fjord mellem den ferske inderfjord og den salte yderfjord er lang og meget smal. Flere steder er der næsten kun sejlrenden at fiske i. Fiskeriet her er en blanding af inderfjord og yderfjord – med meget skiftende fiskeri efter vandrende fiskearter – på vej ud eller ind i fjorden.

Yderfjorden: Den yderste del af Randers Fjord, som fortrinsvis er salt på grund af det indstrømmende vand fra Kattegat. Fiskene er almindelige saltvandsfisk som sild, makrel og hornfisk samt multe og havørred. Typisk fisker yderfjorden bedst i sommerhalvåret.

1. Motorbådshavnen

Randers Havn begynder formelt set nedstrøms Randers Bro, men de gode fiskemuligheder begynder lidt længere opstrøms – ved Justesens Plæne, der ligger mellem Randers Regnskov og Randers Bro.

På den modsatte side af Justesens plæne – på åens sydside – ligger motorbådshavnen. Her har man tilsvarende fangstmuligheder, omend det ikke er så let at komme til.

På begge sider af åen kan man komme i kontakt med de laks og havørreder, som står i strømlæet umiddelbart opstrøms bropillerne ved Randers Bro. Mellem den gamle Randers Bro og den nyere cykelbro er der et lavvandet område, hvor man i det tidlige forår kan opleve et fint grønlænderfiskeri.

Randers Havn er delt op i en nordhavn og en sydhavn. Bunden af nordhavnen kaldes ofte for “det blinde løb”, da Gudenåen ikke passerer igennem her. Alligevel er det netop her, de fleste havørreder fanges i vintermånederne.

Mange er over målet, men endnu flere er under. Hertil kommer så de mange smolt – ungfisk af laks og havørred – der i forårsmånederne også havner herinde på deres nedtræk gennem åen til Randers Fjord.

De mange smolt har givet anledning til, at der kan udstedes generelt fiskeforbud i nedtræksperioden, så de små fisk ikke kommer noget til. I så fald skiltes der med forbudet.

2. Sydhavnen

Sydhavnen tiltrækker i perioder rigtig mange fiskere af mange forskellige nationaliteter. Ikke mindst flygtninge træffes ofte ude med snøre her. Ind imellem kan der være så mange ude med snøren, at krydsede liner og knubbede ord hører til dagens orden.

Der fanges primært aborrer fra sydhavnens kajer, men mange andre fiskearter blander sig året igennem regelmæssigt med aborrerne. Således er adskillige store helt gået til biddet her. Der fiskes mest med bundsnøre rigget med orm eller småskaller. Ormene giver aborrer, skaller og helt, mens småskallerne primært kaster de lidt større aborrer af sig.

Ud for Kristrup ligger et lille bådleje, der i folkemunde ofte går under navnet ”Kristrup Krigshavn”. En lokalitet, der tidvis kaster mange aborrer af sig. Området omkring havneindløbet hører til favoritterne.

3. Nordhavnen

Dette er havnens virkelige hot spot, når det gælder sandart. Det er i denne del af nordhavnen, at langt de fleste sandarter fanges – fortrinsvis på jig eller agnfisk og primært i sommermånederne.

Hvad der får sandarterne til at foretrække netop dette sted, får stå hen i det uvisse. Sandsynligvis er det store stimer af byttefisk, som lokker rovfiskene hertil. Netop sandarten er kendt for gode og dårlige årgange – med mange eller få fisk – og fiskeriet har i de seneste år været dårligt i nordhavnen.

Ud over det ustabile sandartfiskeri kan der i perioder også være mange aborrer på denne plads. Pynten mellem nordhavnen og sydhavnen kan ligeledes være et godt aborrested – fortrinsvis når strømmen løber stærkt og der derfor dannes et strømlæ netop her. To koste markerer sejlrenden på denne spids.

4. Venezuela

Lidt længere ude finder man lokaliteten ”Venezuela”. Det eksotiske navn dækker over en lige så eksotisk del af Randers, nemlig de mange fritids- og helårshuse, der ligger ud til Gudenåen netop her – mange med egen båd og bådebro. Der fiskes naturligvis flittigt – og fanges i perioder mange fisk.

5. Dronningborg Lystbådehavn

Umiddelbart nedstrøms syd- og nordhavnen breder Gudenåen eller Randers Fjord sig ud i en lavvandet bredning, som i perioder holder mange gedder og aborrer. Bredningen repræsenterer i dag resterne af Gudenåens oprindelige og meget omfattende delta.

I hele sommerhalvåret er der i bredningen en så yppig grødevækst, at det næsten er umuligt at fiske eller sågar sejle herinde. I sommermånederne stikker de mange vandplanter helt op i overfladen og byder massive mængder af småfisk på ideelle leveforhold.

6. Dronningborg Bredning

Før de store uddybningsarbejder på Randers Fjord fandt sted, løb Gudenåen gennem bredningen, hvor det gamle åløb stadig findes. I dag passerer det meste af vandet gennem den af hensyn til skibsfarten udgravede sejlrende syd for bredningen.

I den nordlige ende af bredningen udmunder den lille Tjærby Bæk. Udmundingen er gjort kunstigt bred for at give plads til både i sivskoven. Hermed er mundingen blevet over to meter bred, og dermed er udløbet omfattet af en helårsfredning.

Lokale lystfiskere stiller spørgsmålstegn ved det rimelige heri, og der arbejdes fra mange sider på at få helårsfredningen ophævet.

7. Svinget

Er man lokalkendt og indstillet på en længere køretur, kan man ofte få lov at være ene om fiskeriet, hvis man vælger ”Svinget”.

På sin vej østover slår vejen fra Randers mod Udbyhøj et skarpt knæk. Hvor asfaltvejen drejer 90 grader til venstre, drejer man i stedet 90 grader til højre ad en lang og smal grusvej. Fortsætter man langt nok, drejer denne vej skarpt til venstre og følger nu fjorden udefter, til den ender blindt ved en samling sommerhuse. Her er der plads til en lille håndfuld biler.

Her findes også en afvandingskanal med en lille bro og bådpladser samt et kommunalt shelter med den smukkeste udsigt over fjorden. Herfra kan man fiske direkte ud i sejlrenden gennem huller i den tætte sivbræmme – med udsigt til øerne ved udmundingen af Grund Fjord ret på den anden side af fjorden.

8. Grund Fjord

En grund fjord, som med kun meterdybt vand virkelig lever op til sit navn. Fjorden huser en god bestand af aborrer, som stammer fra Alling Å længst inde. Herfra kommer også en hel del havørreder, som kan fanges på træk ind og ud af fjorden.

De senere år har set vandet klare op i fjorden – som følge af en bedre rensning af spildevandet. Det klare vand har dog samtidig haft den effekt, at vandplanterne nu står tæt – helt op i overfladen i sommermånederne – og vanskeliggør fiskeri med stang og line.

Bemærk det 1 km store fredningsbælte ved åens udløb – dobbelt så stort som det gængse på 500 meter. I praksis er det dog næsten umuligt at komme helt herind – så lavt er vandet.

Ret ud for Uggelhuse, hvor Grund Fjord møder Randers Fjord, kan man med lidt forsigtighed vade ud og affiske et ofte produktivt område. Her ligger et par småøer, som med stejle skrænter og kuperet bund kaster mange havørreder af sig både forår og efterår.

Her kan man i de kolde forårsmåneder fange både magre nedfaldsfisk og fuldfede grønlændere – havørreder, som stammer fra enten Gudenåen selv eller Allingå i bunden af Grund Fjord.

Bunden er dog noget blød og ikke rar at gå på. Man lærer hurtigt, at man ikke skal stå stille alt for længe på samme sted. Så synker man ned og kan have svært ved at komme fri igen. Stedet er derfor populært blandt lystfiskere, der fisker fra pontonbåd.

9. Støvringgaard dæmningen

I snart mange år har man inddæmmet land langs Randers Fjord og bygget diger og dæmninger til at holde vandet ude fra markerne.

Det mest kendte eksempel herpå er givet dæmningen ved Støvringgaard, som traditionelt er et populært udflugtsmål for de fortrinsvis lokale lystfiskere, der formår at finde vej ned til vandet. Mange bruger også stien på diget til lange spadsereture i det fri. Herfra er der nemlig fin udsigt til fjorden.

Dæmningen ved godset Støvringgård tiltrækker specielt i forårsmånederne mange fiskere. Man skal dog ikke tage fejl af, at der også om efteråret kan fanges mange trækkende havørreder netop her.

Man kører ned mod pumpehuset og går det sidste stykke ud mod dæmningen, som med en god halv kilometer byder på plads til mange fiskere. Der er næsten altid ledige pladser i den tætte sivskov herude. Længst mod øst fisker man direkte ud i sejlrenden og må passe på, at forbipasserende skibe ikke trækker fiskegrejet med ud.

Fluefiskere kan ikke komme til i den tætte sivskov, men spinnefiskerne har gode muligheder. Mest fiskes der dog med orm og bundsnøre, og fangsten består fortrinsvis af havørreder og helt.

10. Voer-Mellerup

En anden klassiker til fiskeri fra land er strækningen umiddelbart syd for Voer færgeleje på fjordens sydside. Ikke mindst i det tidlige forår fiskes der meget her, hvor de udvandrende havørreder ofte samler sig og fouragerer, inden det endelige udtræk fra fjorden finder sted i april-maj.

Ved det hyggelige lille færgeleje Voer-Mellerup kan man krydse Randers Fjord i den lille færge “Ragna”. Her har der været færgested i snart 400 år, og behovet er der stadig. Mellerup ligger jo midt på den lange og smalle fjord, så der er mange kilometer at spare, hvis man krydser fjorden her.

Man kan søsætte sin medbragte båd i Mellerup og herfra befiske en stor del af fjordens bedste pladser. Som bådfisker kan man dække mange af de muslingebanker, som gør bunden kuperet herude, og som tiltaler mange både små og store fisk.

11. Kanaløen

Kanaløen ved Mellerup er et andet af de relativt få steder i fjorden, hvor man kan lystfiske direkte fra land. Fra den ene side fisker man ud i den åbne Randers Fjord. Fra den anden side kaster man direkte ud i en lang og kunstigt gravet sejlrende.

Mange småbådsfiskere søsætter deres trailerbåde ved Mellerup færgeleje. Kanaløen ret over for færgelejet er altid et træk eller to værd. Specielt skal man koncentrere sig om den lange og smalle ø’s to spidser, hvor man ofte vil kunne finde fisk – aborrer såvel som ørreder – i læ for strømmen. Jo stærkere denne løber, desto bedre er typisk den ende af øen, hvor der er strømlæ.

Når vandet for alvor falder ud af fjorden, fisker man i en rivende strøm, der næsten leder tankerne hen på norske elve og straumer.

12. Skalmstrup Vig

Nord for Mellerup ligger Skalmstrup Vig, hvor den lille Tvede Å munder ud. Tvede Å er blevet restaureret over dele af sit løb og fremstår i dag som et fint gydevandløb med en god bestand af ørreder.

Herinde ligger også en af fjordens pumpestationer, som sørger for at holde markerne bag diget tørre. Pumpevandet tiltrækker mange småfisk, som igen tiltrækker både havørreder og aborrer. Således kan der i perioder – i vinterhalvåret – fanges pænt med fisk på denne lille lokalitet nær Øster Tørslev.

13. Stenrevet

En lille håndfuld andre steder skiller sig markant ud, når det gælder fiskeri fra land. Det første er ”Stenrevet”, som ligger et godt stykke fra land på fjordens sydside – omtrent midt mellem Mellerup og Udbyhøj. Egentlig burde man tale om fjordens østside, da Randers Fjord på denne strækning løber stik nord-syd.

Stenrevet er en vel besøgt lokalitet, der sæsonen igennem kaster mange havørreder og i sommerperioden også flere aborrer af sig. Ved premierestarten den 16. januar kan der sågar være decideret trængsel på den få hundrede meter lange ø, hvor sten og muslinger dominerer bunden.

Under indsamling af materiale til denne rapport blev der observeret op til ti (10) fiskere samtidig på Stenrevet. Nærmere adspurgt viste det sig at være en fiskeklub fra Midtjylland, som i samlet flok var taget til Stenrevet. De fyldte nu den relativt lille fiskeplads op, så der ikke var plads til andre fiskere. Stenrevet er således en fiskeplads, der er kendt i vide kredse – langt uden for lokalområdet.

Stenrevets store popularitet har været medvirkende årsag til forslag om at anlægge andre tilsvarende stenrev i Randers Fjord, som jo notorisk mangler fiskepladser til landbaserede lystfiskere.

Udbyhøj

Fra Stenrevet og nordpå til Udbyhøj fiskes der ikke så meget, men der er naturligvis fisk at fange for dem, der kender fjorden.

Fisk fanges der dog først for alvor, når vi har passeret færgelejet ved Udbyhøj. Her er der sommeren igennem en livlig trafik af biler, som gerne vil undgå den lange køretur uden om fjorden. Forår og efterår er der ligeledes en livlig trafik af havørreder og laks, som skal henholdsvis ud af og ind i Randers Fjord.

Det er kolossale vandmasser, der møder hinanden ved Udbyhøj. Her presser Gudenåens ferske vand sig dag ud og dag ind gennem det snævre sund og ud i Kattegat, hvor det gradvis blandes op med salt havvand.

Det ferske Gudenåvand er lettest og lægger sig derfor over det tungere saltvand, som trænger indefter i fjorden langs bunden. Med højvandet trænger saltvandet ind i Randers Fjord, mens det ferske vand ved lavvande nærmest fosser udefter.

Bunden ændrer sig konstant på grund af vejr, vind og vandstand. Store kræfter flytter rundt på vand og sand – så store, at man som vadende lystfisker må udvise største forsigtighed. Men så er der også mulighed for at opleve et storslået fiskeri efter fortrinsvis mindre grønlændere, som i småflokke trækker forbi med strømmen – for øvrigt på bekvemt kastehold af fluestangen.

Store dele af området omkring Udbyhøj kan bedst karakteriseres som vader, der oversvømmes ved højvande og tørlægges ved lavvande. De kolossale flader, som skiftevis tørlægges og oversvømmes, er rige på alskens fødedyr. Samtidig varmes vandet kraftigt op inde over vaderne, hvilket fiskene specielt forstår at værdsætte i det tidlige forår.

14. Gammeldyb

Umiddelbart øst for Udbyhøj Lystbådehavn skærer en smal rende helt ind under land. Det er Gammeldyb, som ikke mindst i foråret kan holde mange fisk. Der er tale om en tidevandsrende, som starter ude foran havnen, og som ender blindt en lille kilometer længere østpå – så tæt på land, at renden herinde kan befiskes vadende fra land.

Gammeldyb minder meget om de tidevandsrender, som findes længere nordpå – ved udmundingen af henholdsvis Mariager Fjord og Limfjorden. Der er tale om en rende, som fyldes med vand og fisk ved højvande, og som tømmes igen ved lavvande.

I det tidlige forår varmes vandet ved højvande op inde over vaderne på det lave vand. Det virker tillokkende på fiskene, som opsøger det varme og faldende vand.

15. Sælhundepollen

Det er Udbyhøj nord, der er kendt som det “rigtige” Udbyhøj. Det er således her, de fleste søsætter deres småbåde, når havørreden skal fanges under forårstrækket. Det er også her, det danske trolling-fiskeri har sin vugge.

Sælhundepollen er en klassiker for de vandrelystne, der ikke lader sig afskrække af flere kilometers vandring gennem halvmeterdybt vand.

De fleste kører ud til sommerhusene ved Sødring, hvor man parkerer ved dæmningens begyndelse. Herefter er det bare at begive sig stik sydover – forhåbentlig ved lavvande, så vaderne er tørlagte og lette at forcere. Ved højvande er det hårdt at kæmpe sig ud forbi Mellempolde og ud til Ballen længst ude.

Overalt på det lave vand over vaderne ved Udbyhøj nord og syd kan man i sommermånederne træffe på multer. De holder meget af vandet, som herinde opvarmes langt mere end længere ude på dybet. Multerne træffes som oftest i småflokke, der konstant vandrer rundt i deres søgen efter føde. De kan være snart her, snart der.

Fra dæmningen ved Sødring og indefter mod Udbyhøj går der en lav rende, som skiller land fra vade. I denne rende kan man ved højvande være heldig at se koncentrationer af multer, som gør sig til gode med alger og smådyr i det varme vand. Men fange dem her – det er en helt anden sag.

Til gengæld kan man her støde på tørlagte garn, som er sat efter de selvsamme multer. Garnene er sat fuldt legalt, når blot de ligger mere end 100 meter fra land. Og det gør de langt fra altid.

Længst ude ved sejlrenden finder vi Sælhundepollen, som er en sandbanke, der normalt ligger oven vande. Her er det således muligt med en hvilepause på tørt land, hvilket kan være tiltrængt efter flere kilometers vandring iført tykke neoprenwaders.

Man skal være klar over, at området fra Udbyhøj og østpå er fuglereservat, og at øerne herude ikke må betrædes i fuglenes yngletid. Fredningen gælder fra 1. april til 15. juli, hvor de sidste fugleunger normalt er klækket og fløjet af reden.

Fra Ballen og indefter langs sejlrenden findes mange små lommer med muslinger og ålegræs. Længst ude mod det åbne Kattegat er der dog kun sandbund – og en til tider rivende strøm langs den stejle kant mod sejlrenden.

16. Sækken

Sydsiden af sejlrenden øst for Udbyhøj er rent fiskemæssigt en tro kopi af nordsiden. Der er dog to forskelle, idet sydsiden dels ikke råder over noget tørt land ude ved sejlrenden – dels byder på steder, hvor dybrender kan gøre det umuligt at komme ind igen, hvis man fanges af højvandet. Her findes således et blindt løb kaldet “Sækken”.

For såvel sydsiden som især nordsiden gælder det, at man altid skal huske kompas, så man kan finde ind til land igen – selv i tæt tåge. For begge sider gælder ligeledes, at man skal tage sig i agt, når der kommer store skibe ind og ud af fjorden.

De store skibe trækker nemlig så meget vand, at de i flere tilfælde sagtens kan trække sandet væk under fødderne på én. Og sker det på kanten af sejlrenden – i stærk strøm – er man ilde stedt. En redningsvest af den oppustelige type er derfor guld værd herude.

Ikke sjældent blander en nysgerrig sæl sig i fiskeriet, eller man forstyrres af et prustende marsvin, som ruller rundt med ryggen fri af vandet få meter ude.

17. Udbyhøj øst

Længst ude, hvor Randers Fjord møder Kattegat, træffer vi de virkelige saltvandsfisk. Dem, der enten ikke tåler eller blot ikke holder af ferskvand.

Det gælder rødspætten, der kun sjældent træffes inde i selve Randers Fjord. Og det gælder makrellen, som i sommermånederne regelmæssigt træffes helt herude på 5-15 meter vand.

Strøm og Stille

Havet sletter desværre ikke alle spor, som man ellers plejede at sige og forlade sig på i vor forældregeneration. Og når det gælder de indre danske farvande, er der en rigtig god forklaring herpå.

Årligt løber der omkring 2.000 km3 vand gennem vore sunde og bælter – i nordgående retning på vej mod Nordsøen via Kattegat. Omkring 1.500 km3 løber den modsatte vej. Vi taler kubikkilometer, så det er store mængder, det drejer sig om.

Vandet suser altså ikke blot ud gennem vore farvande og fjerner forureningen så bekvemt, som det ofte siges eller ønskes. Det kører frem og tilbage i længere perioder – styret af vind og tidevand – og undervejs aflejres en stor del af den medbragte forurening i de indre danske farvande. Dette gælder naturligvis også udledningen fra de havbrug, der ligger her.

Da isen trak sig tilbage efter sidste istid, var Danmark landfast med både England i vest og Sverige i øst. Da isen havde trukket sig endnu længere tilbage, fyldtes den nuværende Østersø langsomt med smeltevand. På et tidspunkt var vandspejlet i Østersøen så højt, at vandet brød gennem en lavning og dannede Øresund som ny afløbsrende.

På samme måde som Storebælt formodes dannet af en gletcher-tunge under den sidste af kvartærtidens fire kendte istider, menes Lillebælt grundlæggende at være udgravet af en anden gletcher-tunge i den samme periode.

Først var Lillebælt således “afløb” for isen under afsmeltningen i slutningen af den sidste istid, der ophørte for små 10.000 år siden. Dernæst er den af isen og smeltevandet udgravede rende blevet et naturligt afløb for ferskvand fra Østersøen – i lighed med Storebælt og Øresund.

Fra Østersøen til Nordsøen

Østersøen har i dag mere end 60 større, ferske tilløb. Det er vandet fra disse større vandsystemer samt et utal af mindre vandløb, som konstant sluses ud gennem de indre danske farvande – ud gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt.

Denne vandudskiftning, som på årsbasis omfatter ikke mindre end 470 km3 ferskvand, afhænger i vid udstrækning af vind og strøm. Således kan længere tids hård sydgående strøm – forårsaget af vinden – skubbe så meget saltvand fra Kattegat ned gennem Bælterne, at saltholdigheden i den vestlige del af Østersøen stiger markant.

Længere tids vestenvind i Nordsøen vil presse så meget vand ind gennem Skagerak og Kattegat, at der vil opstå en reel højdeforskel mellem nord og syd. Denne højdeforskel sætter gang i en sydgående strøm, som dels presser saltvand ned gennem Bælterne – dels stuver det udstrømmende ferskvand op i Østersøen.

Efter perioder med hård vestenvind kan man finde saltholdigheder på op til 10 o/oo så langt syd- og østpå som ud for Gedser Rev. Her tales om overfladevand, der normalt vil være mindre salt end det tungere bundvand.

Stor vandudskiftning

Denne indtrængen af saltvand til den brakke Østersø er af vital betydning for miljøet. Dels tilføres Østersøen iltholdigt saltvand, og dels er Østersø-torskene afhængige af en vis saltholdighed under gydningen, da deres æg ellers vil synke til bunds og dø. Det samme saltvand, som kan slå bestanden af brakvandsgedder og -aborrer ihjel i det sydsjællandske øhav, er således af vital betydning for torskebestanden længere inde i Østersøen.

Daglig bremses vandstrømmen ligeledes af de tidevandsbølger, som fra Nordsøen breder sig ind gennem de danske farvande. Tidevandet skifter to gange i døgnet, og typisk når tidevandsbølgen ned til Lillebælt med en tidsforskydning – forsinkelse – på godt 12 timer i forhold til Månens kulmination. Det er jo Månens tiltrækningskraft, der – sammen med Solens – flytter rundt på vandmasserne og skaber tidevandet.

Tidevandets styrke – forskellen mellem højvande og lavvande – mindskes på vej ned gennem de danske farvande, men er alligevel medvirkende til at henholdsvis svække og forstærke vandgennemstrømningen i Lillebælt.

Vandstanden i Lillebælt kan derfor svinge uhyre meget afhængig af vejr og vind. Men netto er vandstrømmen i Øresund, Storebælt og Lillebælt naturligvis nordgående, da det ferske vand fra Østersøens mange tilløb jo til slut skal ud gennem Bælterne – ud i først Kattegat, siden Skagerak og til sidst Nordsøen.

Store vanddybder

Vanddybden i netop Lillebælt er meget svingende og byder på de største vanddybder i de indre danske farvande – samt den stærkeste strøm. I den nordligste og smalleste del af Lillebælt kan man således finde vanddybder på over 80 meter, hvilket er aldeles unikt i Danmark. Lillebælts tærskeldybde ligger omkring 20 meter og findes syd for Fænø, hvor Lillebælt atter breder sig ud.

Trods en bredde på mindre end 1 km, hvor bæltet er smallest – i Snævringen – transporteres der årligt netto 40 milliarder m3 ferskvand fra Østersøen og op gennem Lillebælt. Men den samlede gennemstrømning – sydgående plus nordgående – er langt større end som så. Således regner man med, at der årligt og samlet løber omkring 2.000 km3 vand gennem Bælterne i nordgående retning – mod omkring 1.500 km3 den modsatte vej.

Forskellen på disse to tal bliver således en nordgående nettogennemstrømning på knap 500 km3. Helt præcis 470 km3, hvoraf altså de 40 går gennem det snævre Lillebælt. Tilsvarende går 100 km3 gennem Øresund, mens langt hovedparten – 330 km3 – løber gennem det knap 17 km brede Storebælt.

Stærk strøm

Storebælt, som med små 17 km på sit smalleste sted er mere end 25 gange bredere end Lillebælt i Snævringen, transporterer således mindre end 10 gange så meget vand som Lillebælt. Målt per tids- og arealenhed.

Tilsvarende må vandet løbe mere end dobbelt så hurtigt gennem Lillebælt som gennem Storebælt. Dette gør i sig selv Snævringen med omkringliggende farvand til noget ganske særligt på Danmarkskortet.

Udstrømningen er størst i det sene forår, hvor smeltevand fra de mange vandløb omkring Østersøen skal ud. Tilsvarende er udstrømningen om efteråret – efter en varm og tør sommer med stor fordampning – så ringe, at der ofte kan være tale om en netto sydgående strøm.

Da er der virkelig basis for, at forureningen kan bundfældes lokalt. Ellers transporteres indefter i de indre farvande – i stedet for ud af.

Den stærke strøm kan eksempelvis betyde, at op mod halvdelen af alt vand i Vejle Fjord skiftes ud på få dage. Det sker, når tungt saltvand nordfra presses ind langs fjordbunden. Et fænomen, som typisk finder sted i vintermånederne. En hård vestenvind presser da fersk overfladevand ud af fjorden, og det større vandtryk længere ude vil derefter presse saltere bundvand indefter.

På samme måde tager det i snit 20 dage at skifte alt vand ud i Kolding Fjord på billedet herunder – om vinteren. Om sommeren tager det hele 100 dage, førend alt vand i fjorden er fornyet. Igen er der rig lejlighed for udledt forurening til at bundfælde sig lokalt.

Forurening udledt i Lillebælt vil således kunne have en lang samlet opholdstid, inden det som ønsket forsvinder ud af systemet – ud til Kattegat. Naturligvis minus de stoffer, der er aflejret lokalt i Lillebælt.

Konklusionen

Årligt løber der omkring 2.000 km3 vand gennem Bælterne i nordgående retning på vej mod Nordsøen via Kattegat – mod omkring 1.500 km3 den modsatte vej.

Konklusionen af ovenstående er således, at havet langt fra sletter alle spor. At havet ikke fjerner al forurening med den netto nordgående strøm. Adskillige steder står den stille undervejs eller løber sågar baglæns. Og det giver den udledte forurening ideel lejlighed til at bundfælde sig lokalt undervejs og her skade vandmiljøet.

Forurening fra havbrugene i Lillebælt føres således frem og tilbage gennem det smalle bælt. En god del føres sydover, deponeres og skader vandmiljøet her.

Endelig skal man huske endnu en vigtig ting: Havvand er tungest ved højest saltholdighed og lavest vandtemperatur. Overfladevandet er derfor normalt mindre salt end bundvandet. Samtidig er det jo det lettere og i sommerhalvåret varmere overfladevand, som modtager spildevandet fra de flydende havbrug.

Det er således overfladevandet, som er mest påvirkeligt af vinden. Overfladevandet, som derfor kan bringe forureningen hurtigt både den ene og den anden vej. I perioder desværre også indefter mod kysterne, hvor vi ikke ønsker det blandet op med vort badevand.

Vi kan sagtens opleve perioder med en netto udgående strøm af tungt bundvand, mens den lettere overfladestrøm går den stik modsatte vej.

Havet sletter således langt fra alle spor. Forureningen fjernes således langt fra helt. En stor del af den deponeres omkring de havbrug, der udleder den. Nord, syd, øst eller vest for udledningsstedet. Alt efter hvor strømmen fører forureningen hen. Styret af vind og tidevand.

Men efter os kommer som bekendt syndfloden, og den skal nok rydde op efter havbrugene!

Det er bare dumt at vente så længe…

Strømmen i de indre danske farvande er yderst kompleks og går både nordpå og sydpå. For hver fire kubikkilometer vand, der løber nordpå, løber de tre tilbage igen. Havet sletter derfor ikke alle spor.

Samtidig skifter strømhastigheden mellem overflade og bund. Og endelig styrer vind og tidevand også strømretningen.

Kommentar fra Nej til Havbrug: Ingen tvivl om, at Dansk Hydraulisk Institut (DHI) er taknemmelige over de 3,8 millioner kroner, som Esben Lunde Larsen gavmildt tildelte dem. Med det ædle formål, at DHI skulle udpege de bedst egnede steder til de af regeringen planlagte havbrug. Med fokus på havmiljøet.

Det kom der en fin rapport ud af: 36 sider med mange diagrammer og mange referencer. Men det er alligevel ikke meget indhold, man får for 3,8 millioner skatteyderkroner. Og konklusionerne af de mange tal og grafer bliver ikke brugt til meget. På side 22 i rapporten kan man nemlig læse følgende:

“På grundlag af ministeriets kommunikation med havbrugerne er det besluttet, at et egnet område ikke må være mere end 30 km fra en havn, hvor der forventes at være tilstrækkeligt gode havnefaciliteter”. Citat slut. Miljøet kommer således klart i anden række.

Man kunne have sparet millioner af skattekroner, hvis man blot havde tegnet en 30 km cirkel rundt om eksisterende havne. Set i det lys ligner de 3,8 millioner kroner mest af alt en gavmild gave fra et ministerium, som havde brug for moralsk rygdækning, der lugter bare lidt af miljø.

Og det gør ingen af de planlagte havbrug. De lugter af maksimal forurening og simpel profit til en lille håndfuld havbrugere og deres venner i Folketinget. De lugter af groft misbrug af 9 milliarder skattekroner, som hidtil er blevet brugt på en bedre spildevandsrensning.

Til rensning af et nødlidende Kattegat, som nu så skal forurenes igen af nye havbrug.

Det giver ingen mening. Skatteborgerne er til grin for egne penge.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk