Tag-arkiv: sæler

Torsken i Østersøen

Østersøens unikke bestand af torsk har altid haft stor økonomisk betydning for fiskerne på Bornholm. Nu er torsken imidlertid under det største pres nogensinde – fra flere sider.

Miljøet har det dårligt. Sælerne er i fremgang. Og klimaet gør Østersøen varmere. Alt går således torskene imod. Og politikerne fatter ikke eller vil ikke forstå problemets alvor. De vedtager konsekvent torskekvoter, som er langt højere end dem, biologerne anbefaler.

– Så har torsken overhovedet en fremtid i Østersøen?


Østersøen

Østersøen er på mange måder et unikt farvand. Rent hydrologisk har Østersøen til opgave at modtage og bortlede alt det ferskvand, som konstant strømmer ud i den fra de mange ferske tilløb i Sverige, Finland, Rusland, Estland, Letland, Lithauen, Polen og Tyskland. Det drejer sig om vand fra mere end et halvt hundrede større vandsystemer samt et utal af mindre.

Hvis ikke alt dette ferskvand kunne løbe ud gennem danske Øresund, Storebælt og Lillebælt, ville Østersøen snart gå over sine bredder – som den gjorde efter sidste istid, hvor der netop gik hul på den store Ancylussø. Der i grove træk lå, hvor Østersøen i dag ligger.

Jo længere man bevæger sig mod øst i Østersøen, desto ferskere bliver vandet. Omvendt bliver det saltere, desto længere mod vest man kommer. Men det er ikke ligegyldigt, hvor i vandsøjlen man måler saltholdigheden eller saliniteten. Saltvand er nemlig tungere end ferskvand, hvorfor det altid lægger sig under det ferske overfladevand.

Med de store mængder ferskvand fra de mange landes tilløb kommer enorme mængder næringssalte. Dels udvasket fra landbruget – dels med dårligt renset spildevand fra de mange byer. Disse næringssalte – kvælstof såvel som fosfor – giver algerne ideelle betingelser. De blomstrer op og gør vandet uklart, inden de dør og synker til bunds. 

Iltfattigt bundvand

Her nedbrydes de mange alger af diverse organismer – under forbrug af ilt. Bundvandet i store dele af Østersøen er derfor aldeles iltfrit og blottet for liv. Der har altid eksisteret iltfri lommer i de dybe områder af Østersøen, men deres antal og udbredelse er vokset voldsomt i de seneste årtier.

Heldigvis modtager Østersøen regelmæssigt livgivende saltvand nordfra, når vind og strøm presser saltvand sydover gennem de danske sunde og bælter. Livgivende Nordsøvand – livgivende på flere måder.

Dels er det iltrigt – som sagt i grel modsætning til Østersøens ferske vand. Og dels er det fysisk nødvendigt for, at torskene overhovedet kan gyde i Østersøen. Men mere herom senere.

Vandets opholdstid i Østersøen er ganske lang – cirka 25 år – hvilket betyder, at det overordnet set er “gammelt” vand, der strømmer nordpå – ud gennem de danske sunde og bælter. Det betyder også, at dette vands indhold af kvælstof er ganske anderledes end eksempelvis det vand, som strømmer ud i de danske fjorde via danske vandløb. 

Det kvælstof, der findes i udstrømmende vand fra Østersøen, er derfor biologisk ikke nær så aktivt som det, vi selv leder ud i eksempelvis Kattegat. Det er bundet på forskellig vis og er derfor ikke nær så let tilgængeligt for algerne som det, der kommer direkte fra danske landbrug og især havbrug. Ikke mindst udslippet af biologisk aktivt kvælstof fra havbrugene er skadeligt, da det – modsat landbrugets primære – sker i algernes vækstsæson.

Samtidig har mange årtiers udledning af urenset industrispildevand efterhånden gjort Østersøen til et sandt depot af ophobede miljøgifte såsom DDT, PCB, dioxin og kviksølv med meget mere. Ikke mindst papirindustrien har tidligere bidraget med store mængder kviksølv via Østersøens mange ferske tilløb.

Alle disse giftstoffer kan stresse fiskene, medføre forøget dødelighed eller forringe fiskenes evne til reproduktion. Enkeltvis eller sammen som cocktail-effekt. Vi kender ikke stoffernes reelle virkning og betydning, men den er med sikkerhed ikke positiv for fiskene.

Torskene

Torsken er som udgangspunkt en saltvandsfisk, der på et tidligt tidspunkt er søgt fra Nordsøen og ind i Østersøen, hvor den har dannet lokale bestande.

Torsken er som art kendt for ofte at danne lokalt adskilte bestande, som indtager forskellige geografiske områder. Uvist af hvilken årsag. Disse bestande kan være meget stedbundne, hvilket gør dem sårbare over for overfiskning. Der kommer helt enkelt ikke nye fisk til udefra, hvis de eksisterende udfiskes.

Torsken lægger sine æg pelagisk – i det frie vand – på steder med den rette saltholdighed. Her vil de gydte æg nemlig kunne svæve frit – i stedet for at synke til bunds, hvor de vil kvæles i det iltfrie vand. Mangler der således saltvand, kan torskene ikke gyde med held. Deres æg mister opdrift, synker til bunds og kvæles.

Fiskere og forskere har længe været hinandens modstandere, hvad torsk og torskekvoter angår. Fiskerne mente længe, at der var masser af torsk, og at fangstkvoterne derfor fint kunne sættes i vejret. Fiskerne har i flere år henvist til, at der er masser af store torsk at fange – hvis man altså vil og må. 

Forskerne har derimod længe påpeget, at torskebestanden har det rigtig skidt – og at den tidligere dominans af store torsk blot understreger dette. Det er de mindre fisk og de kommende årgange, der har manglet – dem, der siden skal vokse sig til fangststørrelse.

De store torsk, som dominerede fangsterne i nogle år, var således med til at skjule den sørgelige kendsgerning, at rekrutteringen af nye torsk haltede i Østersøen. Der var kun store fisk tilbage, og de blev bare større og større, mens deres antal langsomt svandt ind.

Vi har set tilsvarende udvikling i forsurede svenske søer, hvor vandet blev klarere og fiskene større i takt med forsuringen. Fiskenes reproduktion svandt ind til ingenting i det sure vand, mens de eksisterende fisk fortsatte med væksten i et stykke tid. Indtil også deres føde forsvandt.

Fødekonkurrenter

Samtidig har der altid været en delikat balance mellem torsken og dens fødefisk – ikke mindst sildefiskene. De voksne torsk æder således løs af sildefiskene, som til gengæld kvitterer med at æde torskene i disses larvestadie. De to arter holder således hinanden i skak – når økosystemet vel at mærke er i nogenlunde balance.

Det er det ikke længere. Dels udsættes “skidtfiskene” sild og brisling for et stort overfiskeri, som trækker tæppet væk under en rovfisk som torsken. Skidtfiskenes værdi er stor i dag, hvor ikke mindst det norske lakseopdræt ikke kan skaffe fiskemel nok til deres foder. 

Og dels er vandmiljøet i dag så dårligt, at det efter alt at dømme truer fiskenes naturlige reproduktion. Man har længe kendt til sygdommen M-74, der har forringet reproduktionen hos østersølaksen. Og man kan ikke udelukke, at de samme eller andre miljøgifte også påvirker torskene og deres reproduktion.

Faktum er i hvert fald, at østersøtorsken har det dårligt og vokser mere langsomt end nogensinde. Oprindelig blev østersøtorsken gydemoden ved en størrelse af 40 cm, men i dag bliver flere af torskene allerede gydemodne ved den halve størrelse: Blot 20 cm. 

Fænomenet kendes fra flere andre arter under pres. Det gælder om at gyde og sikre artens beståen, og det resulterer i, at fiskene gyder tidligere og tidligere – ved en stedse mindre størrelse. Tilbage i 1990 var hver tyvende østersøtorsk større end 65 cm. I dag er er hver tyvende torsk blot større end 40 cm.

Endelig har torskene i de senere år fået en nygammel fjende, som er tiltaget i antal og størrelse: Sælerne. Her ikke mindst den store gråsæl.

Sælerne

Der har altid været sæler i Østersøen – af tre slags: Den sjældne ringsæl, som primært træffes oppe i Den Botniske Bugt. Den lille spættede sæl, som findes spredt over det meste af Østersøen. Og så den mere end dobbelt så store gråsæl. 

Interessen har længe samlet sig om gråsælen, der af lokale fiskere altid har været betragtet som en direkte konkurrent og trussel mod deres udkomme.

Gråsælen kan blive mere end 2 meter lang og veje op mod 300 kg. Den er så stor, at den kan rive torsk ud af fiskernes garn og derved ødelægge både redskaber og indtjening. Derudover er gråsælen naturligvis også en fødekonkurrent til torsken, da den gerne æder de samme sild og brislinger, som er vigtige fødeemner for torsken.

Gråsælen findes i to geografisk adskilte bestande – med én i Nordsøen og én i Østersøen. Den har været betragtet som udryddet i danske farvande i de sidste omkring 100 år. Men i løbet af de seneste knap 20 år er den vendt stærkt tilbage. Myndighederne anslår, at der nu er en samlet bestand på mere end 40.000 sæler i hele Østersøen.

Gråsælen svømmer længere omkring end de øvrige sælarter og har således nu genindtaget Østersøen. Ikke mindst omkring Christiansø ved Bornholm er der nu så mange, at de er blevet et problem for de lokale fiskere. I så høj grad, at politikerne har måttet på banen.

Som nuværende fødevareminister Mogens Jensen senest og ganske lakonisk formulerede det: – Det drejer sig om to truede arter: Fiskene og fiskerne…

Det sagde han, umiddelbart før han tildelte de bornholmske fiskere en torskekvote, der er betydeligt højere end den, som forskerne anbefaler. Samt en kvote på sild og brisling, der også er højere end den af biologerne anbefalede. En beslutning, der kun kan betyde øget konkurrence mellem erhvervsfiskere og gråsæler.

Live and let die…

Afskydning af “problemsæler”

Miljøminister Lea Wermelin (S), der selv er fra Bornholm, fulgte trop med en beslutning om, at der nu skal ansættes to regulære sæljægere – to fiskere med jagttegn. Siden 2016 har det ganske vist været lovligt at skyde op til 40 gråsæler om året, men det har ikke fungeret i praksis. Der er kun blevet skudt ganske få. 

“Problemsæler” nær fiskernes garn har skullet indrapporteres, før de kunne skydes, og det har ikke virket. Problemsælerne var væk, inden jægerne kom ud og kunne finde dem igen. Vanskelige at finde og identificere.

Derfor har Miljø- og Fødevareministeriet nu afsat 200.000 kroner, så de to fiskere øjeblikkeligt kan “regulere” sælerne – det vil sige skyde dem nær såvel fritidsfiskeres som erhvervsfiskernes redskaber. Uden at skulle spørge først.

De nye afskydningsregler gælder foreløbig kun på Bornholm, hvor konflikten mellem fiskere og sæler er markant størst. Der er tale om en forsøgsordning, som skal løbe fra januar 2020 til marts 2020.

Svenske forskere har dog allerede konkluderet, at den nye ordning ikke får nogen reel betydning. Det siger i hvert fald professor Monika Winder fra “Institutionen för ekologi, miljö och botanik” ved Stockholms Universitet, til Sveriges Radio:

Det er klimaforandringer, fødemangel og overfiskeri, som udgør de største trusler mod fiskene. Og ikke sælerne. Bestanden af torsk vil falde mere på grund af miljømæssige forandringer og fiskeri, end fordi de bliver spist af sæler. De højere temperaturer kan også give flere alger, der resulterer i dårligere føde for fiskene, som derfor bliver mindre og tyndere. 

Så at give gråsælerne skylden og efterfølgende skyde dem er ren symptombehandling. Ren afmagt over for de virkelige problemer. I slutningen af 1800-tallet var der også så mange gråsæler, at fiskerne anmodede det daværende krigsministerium om, at de måtte skyde eller skræmme dem – med kanoner fra Christiansø!

Man mener, at sælbestanden dengang talte omkring 100.000 eksemplarer. I en Østersø, der vrimlede med fisk. I vand, der endnu var rent og klart. Det var således ikke fødemangel, der dengang var problemet.

Leverormene

Der eksisterer et intimt samspil mellem sæler og torsk i Østersøen. Sælerne æder løs af både de sild og brisling, som torskene lever af. Samt af torskene selv. Begge dele går ud over de lokale fiskere, som nu ifølge fødevareminister Mogens Jensen selv er en truet art…

I takt med, at en dyreart sættes under pres – i form af prædation og fødemangel – bliver den også stresset og mere sårbar over for diverse sygdomme og parasitter. I takt med gråsælens genindvandring har østersøtorskene fået endnu et problem at slås med: Leverorm. Lokalt og populært også kaldet sælorm.

Contracaecum osculatum er sælormens latinske artsnavn. Den kan findes i stort antal i mavesækken på gråsæler, hvorfra den spreder sig til det omgivende vand og de fisk, der måtte leve her.

Næsten alle østersøtorsk er i dag syge – inficeret med leverorm. Det gælder nu 90-100 % af torskene.  I 1990’erne var max 20 % af torskene inficeret. Dengang havde de enkelte fisk typisk mellem 4 og 14 orm i deres lever, mens antallet i dag er helt oppe på 27 til 40. 

De mange leverorm forringer torskenes trivsel. Forskerne mener, at torskenes ringere vækst, tidligere gydemodning og lavere levealder primært skyldes leverormene – som igen primært skyldes de mange gråsæler, der er bærere af disse parasitter.

Østersøtorsken foran et kollaps

Kombinerer man det dårlige vandmiljø med en svindende fødemængde, øget prædation og infektion med leverorm, da har man samlet set forklaringen på, at østersøtorsken i dag kæmper for sin eksistens. Ja, faktisk har flere forskere opgivet at finde en løsning på problemet. Det er kommet for langt. Det svenske Havsfiskelaboratoriet tøver således ikke med at kalde torskens nuværende situation for et regulært kollaps.

Vi ved allerede fra Nordaltanten, at verdens engang største torskebestand på bankerne ud for Newfoundland blev fisket så hårdt, at de nåede under den såkaldt kritiske masse. Det er den mængde og det antal, der er afgørende for, om bestanden kan retablere sig selv, hvis overfiskeriet stopper. Det har den ikke kunnet ud for Newfoundland, og det kan sagtens også blive tilfældet for torsken i Østersøen.

Politisk set er der ikke udsigt til, at der vil blive gjort noget ved problemet. Det ligner en dødsspiral, som først ender, når den sidste torsk er fanget og den sidste torskefisker er gået konkurs. Eller er draget hærgende videre til nye ålegræsgange. Et problem, der således løser helt sig selv. Blot giv tid.

Vi har ganske vist en miljøminister, der selv kommer fra Bornholm. Men desværre en fødevareminister, der ikke gør…

© 2019 Steen Ulnits

Anholt – en lille ø i Kattegat

IMG_1833

Langt ude i Kattegat – midt mellem Danmark og Sverige – ligger den lille danske ø Anholt. En ø, der nøjagtig lige så godt kunne være blevet svensk. Læs historien nederst på denne side!


IMG_1822Jomfruhummere som disse er Anholts røde guld. En gastronomisk lækkerbidsken, som øens beboere sætter stor pris på.


IMG_1834

På Anholt frygter man regeringens planlagte havbrug. Den massive forurening herfra kunne skade bestanden af jomfruhummere.


IMG_1823

Jomfruhummere er nataktive og fiskes derfor i døgnets mørke timer. Om dagen lever de nedgravet i deres gange i mudderbunden.


IMG_1824

Vejr, vind og vandstand betyder alt på en lille ø som Anholt, der er omgivet af vand på alle sider. Man holder derfor godt øje med vinden.


IMG_1835

Jomfruhummere er velsmagende og lever på dybere vand end den almindelige hummer. Og så er de som dybhavsrejerne røde i live.


IMG_2309

Tre ud af de 37 ansøgninger om tilladelse til anlæg af forurenende havbrug i Kattegat går specifikt på farvandet omkring Anholt.


IMG_1135

Totten er hjemsted for en af Danmarks største sælkolonier. Her træffer man såvel den lille spættede sæl som den store gråsæl.


IMG_1795

Totten er et langt sandet og stenet rev, der tidligere var frygtet af skibe og sømænd. I dag er Totten i stedet elsket af sæler og skarver. 


IMG_2112

Skarven er mere talrig end sælerne i sælreservatet ved Totten på østspidsen af Anholt. Der mangler tilsyneladende ikke føde.


IMG_1841

Svensk gæst i dansk havn. Havnekontoret i baggrunden – holdt i den gråsorte farve, der får husene på Anholt til at gå i ét med naturen.


IMG_1842

Dansk jord, hvis nogen skulle være i tvivl. Masser af rødhvide danske flag på en af havnens mange gråsorte bygninger.


IMG_1843

En reminiscens fra den Kolde Krig. Dengang var der tredive mand på radarstationen, som i dag er fuldt automatiseret.


5F5F8833-02F2-4AB6-800E-4C5DA28B16C2

Omgivet af vand på alle sider er lyset ganske specielt i Anholts særprægede ørken. Her vokser lav og mos og lyng på sandjorden.


D98AC4A7-CB3B-4DA2-ABAF-4965323A2478

På en klar fuldmånenat lyser lavet op som store hvide puder, der giver det hele et uvirkeligt, men meget smukt skær.


DCCF3373-3D1E-4319-8DA8-531744DD16B9

Følger man blot det gamle hjulsporer der ingen risiko for at fare vild i ørkenenMedbring alligevel godt med drikkevarer.


IMG_1858

Totten Fyr ret forude. Lys og skygge leger med hinanden i marehalmen, mens hvide skyer driver forbi over sand og vand.


IMG_1859

Man føler sig næsten som nede i en skyttegrav, når man følger kanten af klitterne mod nord – på vej mod fyret længst i øst.


IMG_1860

Hvor ørkenvejen slutter ved nummer 99, begynder fyrmesterens rige. Hans nærmest fyrstelige bolig ligger der endnu.


IMG_1878

Den gamle fyrmesterbolig er statelig. Fyrmesteren var en meget vigtig person, og det skulle hans bolig naturligvis også afspejle.


IMG_1877

En god skorsten er guld værd. Det vidste fyrmesteren, som havde mange ildsteder i sit hus. Og lige så mange skorstene på sit tag.


IMG_1879

Der skal også være plads til lidt kunst yderst ude i Udkants-Danmark. En lokal tømrer har her øst af sit kunstneriske talent.


IMG_1914

Sol, sand og saltvand – det er, hvad den lille ø Anholt består af. Masser af alle tre ting. Tilsat lidt sten og tang fra Kattegat.


IMG_1915

Rent sand og rent vand er, hvad såvel fastboende som tilrejsende holder af. Der er ingen slimede havbrugsalger på Anholt. Endnu.


IMG_1916

Et vejrskifte er undervejs. Her langt ude i Kattegat holder man naturligvis mere øje med vejret, end man gør inde på fastlandet.


IMG_1908

Havet giver, og havet tager. Her et mindesmærke over to lokale unge piger, som ikke overlevede en svømmetur fra Vesterstrand.


IMG_1907To af øens unge piger druknede ved Vesterstrand i 1891. Et hårdt slag for den lille ø Anholts også dengang fåtallige beboere.


IMG_1929Svampe er der skam også i skovbunden på kattegat-øen Anholt. Også selv om jorden er helt sandet og skovene ganske små.


IMG_1930

Myldretid på hovedgaden i Anholt by. Køretøjerne er få og ikke alle i lige køreklar stand. Denne har vist været brugt til garn.


IMG_1931

En enlig og delikat strandblomst venter som den sidste på vinterens komme. Så bliver også den begravet i sand eller sne.

 


“Living On An Island”

For omkring 10.000 år siden var det, der i dag er øen Anholt, landfast med resten af Danmark. Man kan derfor med god ret sige, at Anholt har et årtusindgammelt dansk tilhørsforhold.

Men også svenskerne kan med god ret sige, at Anholt burde være svensk. Med kun 42 kilometer ind til det svenske fastland ligger Anholt i dag tættere på Sverige end på Danmark. Ikke ret meget, ganske vist, men alligevel.

Til alt held blev Anholt “glemt”, da man i 1658 sluttede fred med svenskerne i Roskilde. Historien går nemlig, at den danske forhandler diskret placerede sit drikkekrus på søkortet, så det dækkede Anholt under grænsedragningen med svenskerne…

Anholt var i årene 1807-14 besat af englænderne, som dog behandlede de fastboende danskere ganske pænt. Alligevel forsøgte vi i 1811 – forgæves – at tilbageerobre øen fra englænderne. Forsøget kostede 40 danske soldater livet.

I dag er Anholt som bekendt atter en del af det danske rige – en ø, som i vid udstrækning er afhængig af turisterhvervet. Meget andet er der ikke at tage sig til for øens beboere, da fiskerierhvervet ikke længere kan brødføde mere end en håndfuld indfødte fiskere og deres familier.


Sejl eller flyv til Anholt

Skal man til Anholt med færge, sker det fra Grenå. Glem alt om at tage bilen med, da det hverken er velset af øens faste beboere – eller til at betale sig fra! De knap tre timer ombord på den lille færge er i sig selv en oplevelse.

Man kan også flyve til Anholt, som råder over en intermistisk flyveplads. Der flyves fast fra Roskilde på Sjælland – pudsigt nok selvsamme sted, hvor forhandlingerne om de nye grænser foregik efter krigen med svenskerne i 1658, og hvor Anholt helt blev forbigået.

Sommeren igennem flokkes turisterne i øens mange og utroligt godt gemte sommerhuse. Eller de bor på øens enlige campingplads, som derfor altid er booket helt op. Eller de lægger til med deres sejlbåde i øens enlige havn, som i sommermånederne altid er fyldt med langmastede langturssejlere fra primært Danmark, Sverige og Norge. 

Ikke færre end 60.000 turister gæster således hver sommer den lille ø midt mellem Danmark og Sverige. Til sammenligning lægger 80.000 edderfugle og 20.000 sortænder hvert år kursen om ad Anholt, hvor de overvintrer. Til stor glæde for de blot 150 fastboende mennesker.

Der er således liv og glade dage året rundt på denne specielle Kattegat-ø. Til lands og til vands.


Living On An Island / Whatever You Want / Status Quo / 1979

© Tekst og fotos: 2018 Steen Ulnits

© Grafik: 2017 Information