Tag-arkiv: regulering

Vandprøver kontra faunaundersøgelser

Da det i foråret viste sig, at der løb forurenet vand fra Nordic Waste fabrikken ved Ølst Bakker syd for Randers og direkte ud i Alling Å, var det i starten vanskeligt at få opmærksomhed omkring sagen.

Det var svært overhovedet at påvise nogen forurening, når nu myndighederne ikke rutinemæssigt havde taget vandprøver og tilsyneladende heller ikke ønskede at gøre det.

Da der endelig blev taget regulære vandprøver, turde prøvetagningsfirmaet ikke selv konkludere på resultaterne. Der stod jo såvel lokale arbejdspladser som måske kommende arbejdsopgaver på spil.

Problemet er forståeligt nok, hvilket denne lille artikel søger at belyse. Vandprøver er nemlig svære at blive kloge af – specielt da i strømmende vand som her Alling Å.

Når man skal undersøge vandkvaliteten i et vandløb – enten periodisk eller efter en akut ulykke – kan det gøres på to måder:

Man kan tage en vandprøve, som siden analyseres af et godkendt laboratorium. Eller:
Man kan lave en faunaundersøgelse, hvilket kan gøres summarisk i felten. Eller udførligt hjemme i laboratoriet.

Begge dele har fordele og ulemper.

Vandprøver

Vandprøver skal tages rigtigt og siden både transporteres og opbevares korrekt.

Vandprøven kan analyseres lige så nøjagtigt, man ønsker eller har råd til. Vandprøven viser overraskende nok kun det, den specifikt analyseres for. Prisen stiger nemlig for hvert delelement, vandprøven ønskes analyseret for, og man er derfor omhyggelig med udvælgelsen af stoffer.

Typisk vil man derfor ty til vandprøver, når man ved, hvad man leder efter. Ikke når man søger i blinde. Det kunne være specifikke giftstoffer fra et akut udslip eller langsomt lækkende tungmetaller. Fra lokaliteter, man allerede mistænker for at lække bestemte stoffer.

Man skal under alle omstændigheder være klar over, at vandprøver fra et vandløb – uanset hvor godt de tages og hvor grundigt de analyseres – altid kun kan give et øjebliksbillede af situationen.

Man skal tage forbehold for, at et akut giftudslip straks føres væk med strømmen – med mindre lækagen står på gennem længere tid. I sidstnævnte tilfælde vil man naturligvis kunne finde spor af de skadelige stoffer, så længe lækagen står på.

Normalt vil det eller de giftstoffer, som forårsagede ulykken, for længst være borte med blæsten. Taget af strømmen og ikke til at spore længere. Den eller de skyldige er derfor som oftest umulige at finde alene ud fra en vandprøve.

Faunaundersøgelser

Faunaundersøgelser fungerer ganske anderledes. De kræver hverken laborant eller laboratorium, men mere tid i felten. Og så koster de langt mindre end vandprøver at analysere. Faktisk kan en rutineret fagmand normalt fælde en ganske præcis dom på få timer.

Moderne faunaundersøgelser kan foretages ud fra de forekommende vandplanter og vandløbsdyr. Mest almindeligt er det at indfange et repræsentativt udvalg af de dyr, der lever på lokaliteten – fortrinsvis insekter og krebsdyr.

Det gøres typisk med en stålketcher, der trækkes gennem vegetationen, og ved simple sparkeprøver, hvor bunddyrene sparkes løs og tages af strømmen. De havner derefter i ketcheren.

De fundne dyr artsbestemmer man så – i felten eller hjemme i laboratoriet – og ud fra de fundne arter kan man herefter i de fleste tilfælde give et ganske godt bud på vandkvaliteten.

De forskellige arter stiller nemlig forskellige krav til såvel vandkvalitet som vandløbskvalitet. Typisk er det iltindholdet, som er afgørende for, hvilke insekter og krebsdyr man finder i faunaprøven. Vandkvaliteten og iltindholdet afspejler sig tydeligt i de fundne dyr og insekter.

Der skelnes groft sagt mellem rentvandsarter og forureningsindikatorer. Man ser på, hvilke arter der findes i prøven, og i hvilke antal de forekommer i. Nogle arters blotte tilstedeværelse er en sikker indikator for stærk forurening. Andre arters antal fortæller mere om vandkvaliteten.

Man kan vælge en kvalitativ vurdering på stedet, hvilket i de fleste tilfælde er fuldt tilstrækkeligt. Eller man kan plotte de fundne dyr ind i mere komplicerede indekser til efterfølgende publicering.

Den afslørende fauna

En simpel vandprøve kan som nævnt aldrig give andet end et flygtigt øjebliksbillede af den vandkvalitet, der var netop ved prøvetagningen. Man vil aldrig kunne tage en ny vandprøve af det samme vand. Det er for længst løbet væk.

En faunaundersøgelse fortæller derfor rigtig meget mere end en simpel vandprøve. De fundne og artsbestemte dyr skal jo kunne leve i vandløbet en hel livscyklus for at forekomme. Enkelte endda to år, hvilket gælder de store majfluer.

Finder man således iltkrævende majfluelarver i sine faunaprøver, da kan man være sikker på, at vandkvaliteten har været tilstrækkeligt god hele året. Og ikke kun på selve prøvetagningstidspunktet.

Mangler der modsat tanglopper i et ellers sundt vandløb med en varieret fauna, da samler mistanken sig straks om tungmetaller i vandet. Hvilket man så kan undersøge specifikt for.

Tungmetaller som kobber er kendt for at hindre tangloppernes mange skalskifter, der er ganske følsomme over for kemisk påvirkning. Tanglopper er året igennem et af de vigtigste fødeemner for vandløbets fisk.

De fleste arter af vandløbsinsekter tåler kun begrænset med okker i vandet. Det udfældes nemlig på dem og kvæler dem. Præcis som okkeret kan udfældes på fiskenes gæller og kvæle fiskene.

Okker er iltet jern, der ofte optræder efter afvandinger, som sænker vandstanden og blotlægger jernforbindelser, der siden iltes. Det rødlige okker udfældes på alle overflader – det være sig vandløbsbund, vandløbsplanter eller vandløbsdyr. Denne udfældning kan kvæle alt højere liv i vandløbet.

Nogle få af de rentvandskrævende slørvinger (herover) har imidlertid så hyppige hudskifter, at de ikke når at blive kvalt af den okker, der normalt tager livet af andre insektlarver med mindre hyppige hudskifter. Og så videre.Forskellige insekter og krebsdyr stiller forskellige krav til deres omgivelser, hvilket afspejles i faunaprøven og indikerer vandkvaliteten.

En erfaren vandløbsbiolog med et stort artskendskab kan fortsætte analysen med en lang række andre vandløbsdyr og til sidst levere en meget præcis beskrivelse af både vandkvalitet og vandløbskvalitet. Henholdsvis de kemiske og fysiske forhold i vandløbet.

Det haster med undersøgelserne

Specifikt for aktuelle Alling Å er det vigtigt, at der hurtigst muligt etableres en fast prøvetagningsrutine nedstrøms jordrensningsanlægget Nordic Waste, der udbygges voldsomt i denne tid.

Faunaprøver taget ved udløbet fra fabrikken i det forgangne forår viste, at der opstrøms udløbet var en sund og varieret vandløbsfauna, der inkluderede såvel majfluer som tanglopper.

Faunaprøver taget nedstrøms udløbet fra Nordic Waste viste som tidligere nævnt en markant mangel på tanglopper. Noget, der straks leder mistanken hen på udledning af tungmetal som kobber fra jordbehandlingsanlægget. Et ikke ukendt fænomen.

Det er vigtigt at få fastlagt den nuværende tilstand også længere nedstrøms gartneriet, så man har en reference fremover – i tilfælde af de udslip, der med den nuværende miljøgodkendelse synes vanskelige at undgå.

Med mindre der da etableres bygningsværker og befæstede arealer store nok til at tilbageholde de massive vandmængder, som med al sandsynlighed vil komme under fremtidige skybrud. Disse vil ifølge meteorologerne kun blive hyppigere og kraftigere.

Randers Kommune bør naturligvis gennemføre en helt regelmæssig rutinekontrol med vandmiljøet nedstrøms en så oplagt og farlig forureningskilde som Nordic Waste. Der er jo tale om en virksomhed, som behandler mere eller mindre forurenet jord, hvis forureningsgrad ikke altid forekommer vel dokumenteret.

Nordic Waste modtager forurenet jord fra nær og fjern – til rensning eller lokalt deponi. Firmaet skaber lokale arbejdspladser og tjener gode penge på denne “nyttiggørelse”, hvilket naturligvis skaber stor goodwill hos kommunen.

Et forhold, vi jo aktuelt også kender fra en anden miljøvirksomhed, nemlig RGS Nordic ved Storebælt, der i årevis har udledt farlige stoffer som kviksølv, barium, PFAS og tjærestoffer efter ufuldstændig rensning af norsk oliespildevand. Med Miljøstyrelsens behørige tilladelse.

I hvert fald indtil nu.

Miljøminister Magnus Heunicke har nemlig netop meddelt, at Miljøministeriet ikke deler Miljøstyrelsens opfattelse.

Miljøministeren mener ikke, at der er tale om nogen reel “nyttiggørelse”, når det danske firma modtager stærkt forurenet og giftigt norsk oliespildevand, som efterfølgende udledes i dårligt renset tilstand. Så er der i stedet tale om “bortskaffelse”. Og så er man ikke længere pligtig til at modtage det.

I Randers foregår arbejdet med jordrensning klods op af den målsatte og sågar naturgenoprettede Alling Å, som har udløb i et andet målsat farvand.

Det er den lavvandede og sårbare Grund Fjord, der i forvejen er under stor miljøbelastning fra de landbrugsmæssige omgivelser.

Og udslip har allerede fundet sted til Alling Å.

Naturpark Randers Fjord

Naturpark Randers Fjord blev etableret i 2018. Den dækker knap 3.000 km2 fordelt på begge sider af fjorden. Man måtte tage en stor bid af Kattegat med for at klemme sig ind under Friluftsrådets beskyttende vinger – for at kunne opfylde arealkravet til en naturpark.

Længst ude omfatter Naturpark Randers Fjord Danmarks største østvendte vadehav, hvor i tusindvis af fugle hvert år raster på deres træk. I sig selv et kæmpeaktiv for såvel fugle som mennesker. Og et vigtigt fugleområde for store dele af Nordeuropa og Skandinavien.

I Randers Kommune er man berettiget stolte af Naturpark Randers Fjord, hvor “naturbenyttelse og naturbeskyttelse går hånd i hånd”, som kommunen selv skriver. Kommunen kalder det samtidig et “Mekka for lystfiskere”, men har desværre gjort regning uden vært. Den tid er nemlig ovre for længst.

Der er nemlig knapt fisk tilbage i hverken Randers Fjord, Grund Fjord eller Kattegat. Bortset lige fra de havørreder, som lokale lystfiskere selv sætter ud – for at der overhovedet skal være fisk at fange. Alle bundfisk er for længst borte.

Tilbage er kun pelagiske gæster som sild og makrel, der ankommer forår og sommer. De lever i de øvre iltede vandlag – ikke ved den iltfrie bund, hvor torsk og fladfisk tidligere levede.

To skridt frem og tre tilbage

Mangelen på fisk har vi længe mærket i såvel Gudenåen som Randers Fjord og Alling Å med Grund Fjord. Fjordens mange ålebundgarn er helt borte, som ålen og ålefiskerne også er det.

I den forbindelse er det vanskeligt ikke at få øje på den menneskelige påvirkning af vandmiljøet, der er taget til i de seneste år. Vi ved jo, at alt vand fra Gudenåen løber gennem Randers Havn og Randers Fjord. Vi ved også, at alt vand fra Alling Å løber ud i Grund Fjord – efter at have været en tæt tur omkring Nordic Waste, der jo renser forurenet jord.

Vi ved desværre stadig ikke, om det overhovedet er praktisk muligt for Nordic Waste at holde på store vandmængder under et skybrud af den slags, meteorologerne lover os flere af i fremtiden. Som vi allerede har oplevet det flere andre steder.

Det frygter vi, de ikke kan. Og da vil det forurenede vand løbe direkte ud i Alling Å, som det har gjort hidtil. Alt dette forurenede vand passerer Grund Fjord og havner til sidst ude i Kattegat, som nu er ved at give op i kampen mod næringsstoffer fra landbruget og giftstoffer fra industrien.

Det er de sidste krampetrækninger, vi lige nu er vidne til.

De sidste åndedrag.

Læs meget mere om Alling Å i artiklen her

Tegninger: Finn Ringtved

Tekst: Steen Ulnits

Trusler fra Blå Biomasse A/S

Aktindsigt resulterer i trusler om erstatning fra muslingefarmere

Af miljøjournalist Flemming Seiersen, Gylle.dk

Hvorfor kan en anmodning om aktindsigt i et møde i Mariager Fjord Kommune med Hedeselskabets datterselskab, Blå Biomasse A/S, udløse et krav fra Blå Biomasses advokat om påbuds- og forbudssag, krav om destruering af det udleverede materiale fra kommunen og trusler om erstatningskrav?

Det er et godt spørgsmål, viser denne usædvanlige sag.

Fiskeribiolog Steen Ulnits fra Randers beder i april om aktindsigt i dette møde. Hedeselskabets datterselskab vil nemlig – måske – lave en muslinge-smartfarm i Mariager Fjord. Steen Ulnits får aktindsigten i løbet af to dage fra kommunen.

Få dage efter trækker kommunen imidlertid aktindsigten tilbage samtidig med, at Blå Biomasse’s advokat truer med påbuds-og forbudssag, krav om destruering af det udleverede materiale og erstatningskrav, hvis Steen Ulnits så meget som offentliggør et ord fra den udleverede aktindsigt.

Steen Ulnits har henvendt sig til både Mariagerfjord Kommune og Blå Biomasse’s advokatfirma, Holst i Århus, men de vil ikke fortælle, hvad det er, der ikke må offentliggøres i det materiale, som Mariager Fjord Kommune har udleveret.

Ekspert i offentlighedsloven og aktindsigt, tidligere forskningschef på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, juristen Oluf Jørgensen, er dog ikke i tvivl:

– Denne sag handler klart om miljøforhold. Oplysninger om projektets karakter, omfang og virkninger m.v. skal være offentligt tilgængelige. Det samme gælder oplysninger om økonomisk støtte. Oplysninger, som kommunen korrekt har givet, kan bruges, uanset kommunens forsøg på at trække dem tilbage.

Oluf Jørgensen tilføjer, at truslerne fra advokaten kan der tages let på. Spørg advokaten, hvilke oplysninger af egentlige fabrikations- og forretningshemmeligheder, der skulle være?

Og det er dette spørgsmål, som hverken advokaten eller Mariagerfjord Kommune vil svare på.

Men hvorfor er det så vigtigt for fiskeribiolog Steen Ulnits at få aktindsigt i mødet i Mariager Fjord Kommune med Hedeselskabets datterselskab, Blå Biomasse?

– Nu er jeg jo biolog og født i Ringkøbing, så jeg har på første parket set, hvordan Hedeselskabet i 1960’erne tog livet af Skjern Å – regulerede den til ukendelighed og lagde den i to snorlige kanaler, der ledte alle næringssalte fra det store opland direkte ud i Ringkøbing Fjord. Til kolossal skade for vandmiljøet.

– Det kostede efterfølgende det danske samfund 280 millioner kroner at rette op på skaderne og lægge åen tilbage i dens gamle slyngede leje, så den atter kunne holde på næringssaltene. Så livet kunne vende tilbage i fjord og å.

– Nu ser det så ud til, at Hedeselskabet vil gentage succesen. Denne gang med de såkaldte “miljø-muslinger”, der skal rense op efter landbrugets stigende forurening med næringssalte fra Landbrugspakken, der jo tillod mere gødning og større udledning af kvælstof til vandmiljøet, som allerede gispede efter vejret.

– Den danske muslingebranche har gennem de seneste år modtaget så mange millioner i tilskud og støtte, at de ikke længere kan eller vil se vandet for bare muslinger. De er blevet så vant til at høste tilskud i stedet for muslinger, at de nu vil have de nyudnævnte “miljø-muslinger” på lønningslisten hos danske skatteydere.

– Der skal dyrkes milliarder af muslinger, som skal optage og fjerne kvælstof fra vandet, når de høstes. Men det er slet ikke så enkelt, som branchen selv gerne vil have det til at se ud. Miljø-muslinger forurener nemlig massivt, hvor de opdrættes. Svenske forskere, der ikke modtager millioner af tilskud fra landbruget, advarer derfor imod et massivt opdræt.

– De har studeret muslingerne og konstateret, at disse kun optager en tredjedel af det kvælstof og fosfor, de filtrerer fra, i deres kød. En anden tredjedel passerer fordøjet igennem dem og ud i vandet igen – nu endnu mere optageligt for endnu flere alger. Mens den sidste tredjedel havner på bunden under farmene – som iltforbrugende forurening.

– Og bliver der først iltfrit under farmene, er der risiko for, at yderligere næringssalte udskilles fra bunden og kan bidrage til endnu flere alger. I det hele taget er muslingeopdræt en kompliceret affære, hvis man tager alle aspekter i betragtning. Og derfor advarer svenske forskere mod et massivt opdræt af “miljø-muslinger”.

– Faktisk er der flere eksempler på, at vandmiljøet har fået det dårligere efter introduktion af muslingefarme. At badevandet forurenes. Med risiko for, at turisterne udebliver, når de får kendskab til det. Og nu planlægger Hedeselskabet / Blå Biomasse så etablering af industrielle “Smartfarms” efter norsk forbillede – til dyrkning af muslinger i den helt store skala.

– Det kan det danske vandmiljø og de lukkede danske fjorde slet ikke holde til. De kommer til at tage skade af mødet med millionerne af “miljø-muslinger”. Vi har jo ikke som i Norge en Golfstrøm til at rense op efter de forurenende muslingefarme, slutter en bekymret Steen Ulnits.

Han vil også gerne fremover kunne sejle og fiske i en ren Mariager Fjord. Og derfor søgte han aktindsigt.

Af miljøjournalist Flemming Seiersen, Gylle.dk

Efterfølgende research viste, at advokat Mogens Birkebæk, som udfærdigede trusselsbrevet på vegne af sin klient Blå Biomasse A/S, ikke kun beskæftigede sig med muslinger for sin klient.

Han har selv siddet i bestyrelsen for selskabet Inter Aqua Advance, der beskæftigede sig med fiskeopdræt, men som blev opløst efter konkurs blot få måneder før trusselsbrevet.

Dette ifølge Lasso.dk

Anmodningen om aktindsigt blev sendt til Mariager Fjord Kommune i fællesskab af byrådsmedlem Henrik Leth (S) og nabo Steen Ulnits.

Sandet, Vandet og Værket

Nu klager landbruget igen over vandløbene. Nu er der kommet så meget vand, at vandløbene løber over deres bredder og sætter landmændenes marker under vand. Igen-igen. På Svostrup og Kongensbro Kroer er der vand i haverne og på legepladserne.

Det er naturligvis træls med vand på markerne, præcis som det er træls med vand i kælderen. Men et meget langt stykke hen ad vejen er det et aldeles selvforskyldt problem. Det er jo landbruget selv, der har drænet markerne, så de oprindeligt våde enge i ådalene har kunnet afvandes og dyrkes. Så de lavt liggende engområder blev tørre nok til en intensiv dyrkning.

Vil man afvande vådområder og dyrke dem, er man altid i farezonen i perioder med ekstraordinært megen nedbør. Præcis som man selv udsætter sig for fare og vand i kælderen, hvis man vælger at bygge i lavtliggende områder nær sø og hav. Ikke mindst i de kommende år vil det blive sværere og sværere at nyde havudsigten – med vand i køkkenet.

Nødslusen åbnet

Der er kommet så ekstraordinært meget vand i februar, at Tangeværket har måtte åbne nødslusen. Vandpresset på den gamle dæmning var helt enkelt ved at være faretruende stort. Med risiko for dæmningsbrud.

Bjerringbro by vil i så fald blive sat under vand – noget, tyskerne allerede havde regnet ud og regnet på under Anden Verdenskrig. Hvis der nu skulle blive brug for at sætte obsternasige danskere på plads.

Den tyske besættelsesmagt havde helt enkelt lagt en plan for i så fald at sprænge dæmningen og lade Gudenåen flyde frit. Tyskerne havde også regnet på, hvor meget vandstanden ville stige – og hvor mange der mon ville drukne.

Ingen spøg, hvis det skulle ske.

Vandet, der stiger

Når man regulerer et vandløb og afvander et lavtliggende engområde, da sørger man jo for, at vandet løber hurtigere bort, end det ellers og oprindeligt ville gøre. Drænrørene sørger for, at vandet i jorden løber ud i vandløbet, som så fører det væk.

Dette kan umiddelbart give problemer i meget tørre somre, hvor man så mangler vand til markerne og deres afgrøder. Så skal der måske pumpes grundvand op til markvanding. Og så klager landbruget også og skal nu have tørkestøtte. Efter at de tidligere har fået støtte til afvandingen.

Når man regulerer et vandløb og afvander et engområde, så sænker man grundvandstanden. Der kommer nu pludselig ilt til jorden, hvor bakterier og andre organismer straks går i gang med at nedbryde det blotlagte organiske materiale her.

Jorden synker

Denne nedbrydning får jorden til at synke – man taler meget rammende om, at markerne “brænder sammen”. Jorden kan synke både en og to meter, og hermed forsvinder jo det oprindelige og livsvigtige fald, der sikrede afledning af vand fra de drænede og dyrkede marker. Som gjorde det muligt for drænvandet at løbe nedefter – drevet af den største kraft af dem alle: Tyngdekraften.

Når så nedbøren vælter ned i vintermånederne, da kan vandløbene ikke længere holde styr på de store vandmængder. Det fosser nedefter i vandløbene og når til sidst de lavt liggende byer, hvor beboerne måske får vand i kælderen. Vandet stiger også op på landmandens egne marker, der nu ikke længere kan komme af med det – på grund af den sammenbrændte jord og det resulterende manglende fald.

Sandet, der vandrer

Vandet i et vandløb stiger ligeledes, når der tilføres sand fra omgivelserne. Sand, der hæver bunden og bremser afstrømningen. Det sand kommer primært fra landbrugets egne marker, som enten ligger bare og udyrkede hen – det gjorde de i gamle dage – eller i dag bliver dyrket så intensivt, at der pløjes helt ud til kanten.

Herved skrider brinkerne sammen, og tonsvis af sand ender ude i vandløbet. Det sker i sagens natur ikke, hvis der findes en dyrkningsfri bræmme langs vandløbet.

Sandet kan man så grave bort, hvis man vil betale for det – og hvis der overhovedet længere er fald nok til, at vandet så kan løbe bort. Men til sidst har man uddybet vandløbene så meget, at de når havniveau. Strømmen går helt i stå og kan endda vende og løbe opstrøms.

Det ser vi regelmæssigt på nedre Gudenå, hvor tidevandet er en vigtig faktor. Og da er det slut med afvandingen. Måske kan man dræne igen, men det er dyrt og en stakket frist. Man kan ikke grave helt ned til kineserne. Man kan heller ikke sænke havet og vandstanden her.

Det var den del, som landbruget ubetinget selv er skyld i. Som ingen andre end landbruget har eller har haft nogen andel i. Den globale opvarmning og den deraf følgende stigning i verdenshavene vil kun gøre ondt værre.

Værket, der blokerer

Ved Gudenåen er bønderne dog ikke skyld i hele sandvandringen. En stor del af skylden har nemlig Tangeværket, hvis minimale elproduktion er baseret på, at man fylder Tange Sø op til et vist niveau, inden man så lukker vandet igennem turbinerne og producerer el, som man gjorde det for hundrede år siden. Med maskineri af samme årgang.

Vandstanden i Gudenåen nedstrøms Tangeværket stiger og falder derfor voldsomt med den skiftende elproduktion, og skiftende vandstand betyder øget erosion af bredderne. Øget erosion og øget sandvandring, som bremser afstrømningen og får vandstanden til at stige. Op på landmandens marker, som bliver svære at dyrke.

Tangeværket er en opstemning, der bremser strømmen i Gudenåen. Og når man stemmer vand op, stiger vandstanden. Strømmen aftager, og aflejringen af sand tiltager. Vandstanden stiger, hvilket hvilket giver vand på markerne. Det er ingen raketvidenskab. Det er ren logik.

Hvis vi blot lod vandløbene passe sig selv – tømte Tange Sø og genindførte de dyrkningsfri bræmmer langs Gudenåen – ville mange af dagens problemer løse sig selv.