Tag-arkiv: regulering

Trusler fra Blå Biomasse A/S

Aktindsigt resulterer i trusler om erstatning fra muslingefarmere

Af miljøjournalist Flemming Seiersen, Gylle.dk


Hvorfor kan en anmodning om aktindsigt i et møde i Mariager Fjord Kommune med Hedeselskabets datterselskab, Blå Biomasse A/S, udløse et krav fra Blå Biomasses advokat om påbuds- og forbudssag, krav om destruering af det udleverede materiale fra kommunen og trusler om erstatningskrav?

Det er et godt spørgsmål, viser denne usædvanlige sag.

Fiskeribiolog Steen Ulnits fra Randers beder i april om aktindsigt i dette møde. Hedeselskabets datterselskab vil nemlig – måske – lave en muslinge-smartfarm i Mariager Fjord.  Steen Ulnits får aktindsigten i løbet af to dage fra kommunen.

Få dage efter trækker kommunen imidlertid aktindsigten tilbage samtidig med, at Blå Biomasse’s advokat truer med påbuds-og forbudssag, krav om destruering af det udleverede materiale og erstatningskrav, hvis Steen Ulnits så meget som offentliggør et ord fra den udleverede aktindsigt.

Steen Ulnits har henvendt sig til både Mariagerfjord Kommune og Blå Biomasse’s advokatfirma, Holst i Århus, men de vil ikke fortælle, hvad det er, der ikke må offentliggøres i det materiale, som Mariager Fjord Kommune har udleveret.

Ekspert i offentlighedsloven og aktindsigt, tidligere forskningschef på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, juristen Oluf Jørgensen, er dog ikke i tvivl:

– Denne sag handler klart om miljøforhold. Oplysninger om projektets karakter, omfang og virkninger m.v. skal være offentligt tilgængelige. Det samme gælder oplysninger om økonomisk støtte. Oplysninger, som kommunen korrekt har givet, kan bruges, uanset kommunens forsøg på at trække dem tilbage.

Oluf Jørgensen tilføjer, at truslerne fra advokaten kan der tages let på. Spørg advokaten, hvilke oplysninger af egentlige fabrikations- og forretningshemmeligheder, der skulle være?

Og det er dette spørgsmål, som hverken advokaten eller Mariagerfjord Kommune vil svare på.



Men hvorfor er det så vigtigt for fiskeribiolog Steen Ulnits at få aktindsigt i mødet i Mariager Fjord Kommune med Hedeselskabets datterselskab, Blå Biomasse?

– Nu er jeg jo biolog og født i Ringkøbing, så jeg har på første parket set, hvordan Hedeselskabet i 1960’erne tog livet af Skjern Å – regulerede den til ukendelighed og lagde den i to snorlige kanaler, der ledte alle næringssalte fra det store opland direkte ud i Ringkøbing Fjord. Til kolossal skade for vandmiljøet. 

– Det kostede efterfølgende det danske samfund 280 millioner kroner at rette op på skaderne og lægge åen tilbage i dens gamle slyngede leje, så den atter kunne holde på næringssaltene. Så livet kunne vende tilbage i fjord og å.

– Nu ser det så ud til, at Hedeselskabet vil gentage succesen. Denne gang med de såkaldte “miljø-muslinger”, der skal rense op efter landbrugets stigende forurening med næringssalte fra Landbrugspakken, der jo tillod mere gødning og større udledning af kvælstof til vandmiljøet, som allerede gispede efter vejret.

– Den danske muslingebranche har gennem de seneste år modtaget så mange millioner i tilskud og støtte, at de ikke længere kan eller vil se vandet for bare muslinger. De er blevet så vant til at høste tilskud i stedet for muslinger, at de nu vil have de nyudnævnte “miljø-muslinger” på lønningslisten hos danske skatteydere.

– Der skal dyrkes milliarder af muslinger, som skal optage og fjerne kvælstof fra vandet, når de høstes. Men det er slet ikke så enkelt, som branchen selv gerne vil have det til at se ud. Miljø-muslinger forurener nemlig massivt, hvor de opdrættes. Svenske forskere, der ikke modtager millioner af tilskud fra landbruget, advarer derfor imod et massivt opdræt.

– De har studeret muslingerne og konstateret, at disse kun optager en tredjedel af det kvælstof og fosfor, de filtrerer fra, i deres kød. En anden tredjedel passerer fordøjet igennem dem og ud i vandet igen – nu endnu mere optageligt for endnu flere alger. Mens den sidste tredjedel havner på bunden under farmene – som iltforbrugende forurening.



– Og bliver der først iltfrit under farmene, er der risiko for, at yderligere næringssalte udskilles fra bunden og kan bidrage til endnu flere alger. I det hele taget er muslingeopdræt en kompliceret affære, hvis man tager alle aspekter i betragtning. Og derfor advarer svenske forskere mod et massivt opdræt af “miljø-muslinger”.

– Faktisk er der flere eksempler på, at vandmiljøet har fået det dårligere efter introduktion af muslingefarme. At badevandet forurenes. Med risiko for, at turisterne udebliver, når de får kendskab til det. Og nu planlægger Hedeselskabet / Blå Biomasse så etablering af industrielle “Smartfarms” efter norsk forbillede – til dyrkning af muslinger i den helt store skala. 

– Det kan det danske vandmiljø og de lukkede danske fjorde slet ikke holde til. De kommer til at tage skade af mødet med millionerne af “miljø-muslinger”. Vi har jo ikke som i Norge en Golfstrøm til at rense op efter de forurenende muslingefarme, slutter en bekymret Steen Ulnits.

Han vil også gerne fremover kunne sejle og fiske i en ren Mariager Fjord. Og derfor søgte han aktindsigt.

Af miljøjournalist Flemming Seiersen, Gylle.dk


Efterfølgende research viste, at advokat Mogens Birkebæk, som udfærdigede trusselsbrevet på vegne af sin klient Blå Biomasse A/S, ikke kun beskæftigede sig med muslinger for sin klient.

Han har selv siddet i bestyrelsen for selskabet Inter Aqua Advance, der beskæftigede sig med fiskeopdræt, men som blev opløst efter konkurs blot få måneder før trusselsbrevet.

Dette ifølge Lasso.dk


Anmodningen om aktindsigt blev sendt til Mariager Fjord Kommune i fællesskab af byrådsmedlem Henrik Leth (S) og nabo Steen Ulnits.

Sandet, Vandet og Værket

Nu klager landbruget igen over vandløbene. Nu er der kommet så meget vand, at vandløbene løber over deres bredder og sætter landmændenes marker under vand. Igen-igen. På Svostrup og Kongensbro Kroer er der vand i haverne og på legepladserne. 

Det er naturligvis træls med vand på markerne, præcis som det er træls med vand i kælderen. Men et meget langt stykke hen ad vejen er det et aldeles selvforskyldt problem. Det er jo landbruget selv, der har drænet markerne, så de oprindeligt våde enge i ådalene har kunnet afvandes og dyrkes. Så de lavt liggende engområder blev tørre nok til en intensiv dyrkning. 

Vil man afvande vådområder og dyrke dem, er man altid i farezonen i perioder med ekstraordinært megen nedbør. Præcis som man selv udsætter sig for fare og vand i kælderen, hvis man vælger at bygge i lavtliggende områder nær sø og hav. Ikke mindst i de kommende år vil det blive sværere og sværere at nyde havudsigten – med vand i køkkenet.

Nødslusen åbnet

Der er kommet så ekstraordinært meget vand i februar, at Tangeværket har måtte åbne nødslusen. Vandpresset på den gamle dæmning var helt enkelt ved at være faretruende stort. Med risiko for dæmningsbrud.

Bjerringbro by vil i så fald blive sat under vand – noget, tyskerne allerede havde regnet ud og regnet på under Anden Verdenskrig. Hvis der nu skulle blive brug for at sætte obsternasige danskere på plads.

Den tyske besættelsesmagt havde helt enkelt lagt en plan for i så fald at sprænge dæmningen og lade Gudenåen flyde frit. Tyskerne havde også regnet på, hvor meget vandstanden ville stige – og hvor mange der mon ville drukne. 

Ingen spøg, hvis det skulle ske.



Vandet, der stiger

Når man regulerer et vandløb og afvander et lavtliggende engområde, da sørger man jo for, at vandet løber hurtigere bort, end det ellers og oprindeligt ville gøre. Drænrørene sørger for, at vandet i jorden løber ud i vandløbet, som så fører det væk.

Dette kan umiddelbart give problemer i meget tørre somre, hvor man så mangler vand til markerne og deres afgrøder. Så skal der måske pumpes grundvand op til markvanding. Og så klager landbruget også og skal nu have tørkestøtte. Efter at de tidligere har fået støtte til afvandingen. 

Når man regulerer et vandløb og afvander et engområde, så sænker man grundvandstanden. Der kommer nu pludselig ilt til jorden, hvor bakterier og andre organismer straks går i gang med at nedbryde det blotlagte organiske materiale her. 

Jorden synker

Denne nedbrydning får jorden til at synke – man taler meget rammende om, at markerne “brænder sammen”. Jorden kan synke både en og to meter, og hermed forsvinder jo det oprindelige og livsvigtige fald, der sikrede afledning af vand fra de drænede og dyrkede marker. Som gjorde det muligt for drænvandet at løbe nedefter – drevet af den største kraft af dem alle: Tyngdekraften.

Når så nedbøren vælter ned i vintermånederne, da kan vandløbene ikke længere holde styr på de store vandmængder. Det fosser nedefter i vandløbene og når til sidst de lavt liggende byer, hvor beboerne måske får vand i kælderen. Vandet stiger også op på landmandens egne marker, der nu ikke længere kan komme af med det – på grund af den sammenbrændte jord og det resulterende manglende fald.


Sandet, der vandrer

Vandet i et vandløb stiger ligeledes, når der tilføres sand fra omgivelserne. Sand, der hæver bunden og bremser afstrømningen. Det sand kommer primært fra landbrugets egne marker, som enten ligger bare og udyrkede hen – det gjorde de i gamle dage – eller i dag bliver dyrket så intensivt, at der pløjes helt ud til kanten. 

Herved skrider brinkerne sammen, og tonsvis af sand ender ude i vandløbet. Det sker i sagens natur ikke, hvis der findes en dyrkningsfri bræmme langs vandløbet. 

Sandet kan man så grave bort, hvis man vil betale for det – og hvis der overhovedet længere er fald nok til, at vandet så kan løbe bort. Men til sidst har man uddybet vandløbene så meget, at de når havniveau. Strømmen går helt i stå og kan endda vende og løbe opstrøms. 

Det ser vi regelmæssigt på nedre Gudenå, hvor tidevandet er en vigtig faktor. Og da er det slut med afvandingen. Måske kan man dræne igen, men det er dyrt og en stakket frist. Man kan ikke grave helt ned til kineserne. Man kan heller ikke sænke havet og vandstanden her.

Det var den del, som landbruget ubetinget selv er skyld i. Som ingen andre end landbruget har eller har haft nogen andel i. Den globale opvarmning og den deraf følgende stigning i verdenshavene vil kun gøre ondt værre.


Værket, der blokerer

Ved Gudenåen er bønderne dog ikke skyld i hele sandvandringen. En stor del af skylden har nemlig Tangeværket, hvis minimale elproduktion er baseret på, at man fylder Tange Sø op til et vist niveau, inden man så lukker vandet igennem turbinerne og producerer el, som man gjorde det for hundrede år siden. Med maskineri af samme årgang. 

Vandstanden i Gudenåen nedstrøms Tangeværket stiger og falder derfor voldsomt med den skiftende elproduktion, og skiftende vandstand betyder øget erosion af bredderne. Øget erosion og øget sandvandring, som bremser afstrømningen og får vandstanden til at stige. Op på landmandens marker, som bliver svære at dyrke.

Tangeværket er en opstemning, der bremser strømmen i Gudenåen. Og når man stemmer vand op, stiger vandstanden. Strømmen aftager, og aflejringen af sand tiltager. Vandstanden stiger, hvilket hvilket giver vand på markerne. Det er ingen raketvidenskab. Det er ren logik. 

Hvis vi blot lod vandløbene passe sig selv – tømte Tange Sø og genindførte de dyrkningsfri bræmmer langs Gudenåen – ville mange af dagens problemer løse sig selv.

© 2020 Steen Ulnits