Tag-arkiv: Randers

Skipper Gylliams Gudenå-kort

Det er velkendt, at Gudenåen med sine omkring 150 km fra udspring til udløb er Danmarks længste vandløb. Forløbet fra Tinnet Krat til Kattegat er udførligt beskrevet i artiklen “Fra udspring til udløb” andetsteds her på siden.

De færreste ved imidlertid, at Gudenåen var minutiøst kortlagt så langt tilbage i tiden som i 1736. Af Skipper Anders Gylliam. På opdrag af ingen ringere end Kong Christian VI. Introbilledet til denne artikel er et udsnit af det resulterende kort fra Ry Mølle. Detaljeringsgraden er imponerende.

Gudenåen har alle dage været en vigtig indfaldsvinkel til det dengang mørke og skovklædte Jylland. En stor og vigtig vandvej, som gjorde, at man kunne trænge langt ind i det ellers uigennemtrængelige Jylland. Dels kunne man selv komme frem og tilbage i mindre og måske primitive fartøjer. Måske først i udhulede træstammer. Men senere også med større pramme, der kunne transportere produkter som mursten og tømmer ind og ud af Hovedlandet.

Det skete, da man i 1800-tallet anlagde Pramdragerstien – også kendt som Trækstien – hele vejen fra Randers til Silkeborg. Nu kunne man trække de tunge og tungt lastede pramme op mod strømmen – eventuelt hjulpet af sejl, når det blæste fra den rigtige retning. Ellers med rå hestekræfter.

Turen tilbage til Randers var i sagens natur lidt lettere, da rejsen nu foregik nedstrøms. Nu skulle man i stedet holde lidt igen på de hurtigst strømmende strækninger.

Dette blandt andet ned gennem den store istidsådal, som Gudenåen dengang uhindret snoede sig igennem – før bygningen af Tangeværket i 1920‘erne. Hvor Tange Sø i dag stadig ligger og fylder.

Med etableringen af Tangeværket var det definitivt slut med pramdriften, der her stødte hovedet mod en mur – præcis som åens laks og havørreder gjorde og stadig gør det.

Men inden man var kommet så vidt, måtte Gudenåen først kortlægges og eksisterende hindringer registreres. Dette lå Kong Christian VI stærkt på sinde.

Derfor kommissionerede han først i 1730‘erne den erfarne Skipper Anders Gylliam til at besejle og kortlægge Gudenåen, så langt opstrøms han kunne. Ombord på en lille båd og med mandskab til det tunge arbejde med at sejle eller trække skibet opstrøms gennem de hårde og lavvandede stryg.

Kong Christian interesserede sig nu nok ikke så meget for selve Gudenåen. Hans store interesse lå i stedet i de store skove ved Silkeborg, som kunne levere træ til datidens evige flådebyggeri. Krigsskibene dengang havde det jo med at bryde i brand og synke, når de blev beskudt.

Hver ny krig krævede derfor nye krigsskibe, og træ var ofte en mangelvare. Så Christian VI kunne sagtens se de store muligheder, der lå gemt i tømmer af høj kvalitet fra det mørke Midtjylland – hvis ellers han kunne få det transporteret ud til havet.

Skipper Gylliam påtog sig den store opgave og begav sig opstrøms med sine mænd. Meter for meter eller rettere: Favn for favn loddede han dybden og registrerede den på udførlige og mange meter lange “søkort”.

Kong Christian VI regerede fra 1699 til 1746

Disse blev efterfølgende kopieret, rentegnet og håndkoloreret, så der i 1736 lå et meget detaljeret kort klar over Gudenåen – fra Randers By til Ry, hvor han måtte standse projektet. Åen heroppe var helt enkelt fyldt med mængder af gamle pælerester, som umuliggjorde en videre fremfærd.

Det var rester af flere hundrede år gamle egetræsbroer over den øvre del af Gudenåen, der her var blevet til Salten Å, som bremsede Skipper Gylliam på hans vigtige mission for Kong Christian VI.

Men Gudenåen havde nu fået sit første officielle søkort, der jo i virkeligheden var et åkort – med udførlige oplysninger om vanddybde, bundmateriale, strømforhold og andet af vital interesse og betydning for den fremtidige skibsfart.

Det har været noget af et Æventyr, den gode Skipper Gylliam her havde været ude på. En lang og slidsom færd op ad Danmarks længste vandløb. Nogen dans på roser har det med sikkerhed ikke været.

Alligevel kan man som sat nutidsdansker blive helt misundelig over de oplevelser, som Gylliam & Co nødvendigvis må have fået undervejs. De mennesker og det dyreliv, man må have mødt i det dengang mørke og tæt bevoksede Midtjylland.

Fra Randers by længst inde i den smalle Randers Fjord og op til Silkeborg er der godt et halvt hundrede kilometer. Lægger man hertil de knap 25 km videre til Ry og de mange, mange sving undervejs, så er der næppe tvivl om, at den gode Skipper har tilbagelagt mere end 100 km på sin opstrøms sejlads fra Randers Fjord til Salten Å.

En imponerede færd og bedrift i en tid, hvor Nilens kilder i det indre Afrika stadig var ukendte.

Og Gylliams medbragte “trækkerdrenge” er ikke kommet sovende til deres hyre, når den lille båd skulle trækkes igennem strømrenderne, der sine steder og dengang kunne være ganske stride. Det har været nogle seje og stærke mandfolk – forgængerne til de pramdragere, som siden gjorde Gudenåen landskendt. I hvert fald langs Pramdragerstien fra Randers til Silkeborg.

Skipper Gylliams ”søkort” over Gudenåen lå klar i 1736, men blev siden gemt bort – og glemt. Allerede 40 år senere – i 1776 – måtte man derfor på den igen med en helt ny opmåling af den selvsamme Gudenå.

Det blev en kortlægning, som endte med den klare konklusion, at skulle Gudenåen gøres “prambar”, da skulle der anlægges ikke færre end 16 sluser på strækningen fra Randers til Silkeborg. Og det var lidt for stor en mundfuld for datidens ellers driftige handelsmænd. Det ville koste alt for meget i forhold til den mulige gevinst.

Engang sidst i 1790‘erne kom så kronprinsen, den senere Frederik VI, på besøg i Randers. Han gav da den norske oberst L. F. Brock opgaven at løse problemerne med den frie passage.

Oberst Brock indså straks, at de 16 sluser ikke havde nogen realistisk fremtid. I stedet gik han i gang med en systematisk uddybning af Gudenåen, hvor man fjernede store sten og lavvandede sandbanker, der kunne være til hinder for skibsfarten. Hvor prammene kunne forlise eller strande på deres vej op eller ned ad åen.

Arbejdet med at uddybe Gudenåen og gøre den til datidens vigtigste danske vandmotorvej stoppede i første omgang ved Ans. Det måtte række, mente investorerne, som var de lokale handelsmænd. Hermed havde man nu fået indlemmet Gudenåens opland helt op til Bjerring Mølle – dagens Bjerringbro – og det var man godt tilfredse med i Randers.

Silkeborg og Ingerslev

Silkeborg fik således ikke glæde af denne egnsudvikling – i første omgang. Silkeborg Hovedgaard blev i 1804 købt af den driftige Ingerslev – ham med Boulevarden i Aarhus – der ville sælge træ fra sine store Silkeborgskove. Men det blev ikke til meget, førend staten lånte Ingerslev en betydelig sum penge, så Gudenåen kunne gøres prambar helt op til Silkeborg.

Ingerslev lånte i årene 1807-1809 hele 100.000 rigsdaler til formålet, hvilket var mange penge i de dage. Og han fik yderst belejligt hjælp af godt et halvt hundrede svenske krigsfanger til det hårde arbejde med uddybningen.

De meldte sig næppe som frivillige, og det er nok tvivlsomt, om de gode svenskere nød den smukke og uberørte midtjyske natur lige så meget, som vi andre gør det i dag. Det var hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften, og der var meget langt hjem til Sverige. Ikke alle “krigsturister” overlevede tvangsarbejdet.

Men Ingerslev lykkedes med projektet og etablerede efterfølgende en fast pramfart med seks mindre pramme, som sejlede tømmer fra Silkeborg og ned til Bjerring Mølle. Her blev det omlastet til dobbelt så store pramme, der kunne klare det sidste stykke ned til Randers by.

Herover Gudenåen, som den så ud, da Skipper Gylliam kortlagde den i 1736.

Herunder Gudenåen efter bygningen af Tangeværket og etableringen af Tange Sø.

Skipper Anders Gylliams sirlige kort fra 1736 over Gudenåen fra Randers til Salten Å mistede efterhånden deres betydning. Åen var jo uddybet og gjort farbar alle de steder, hvor prammene skulle igennem.

Men Gylliams udførlige kortlægning resulterede samlet i otte store og flere meter lange papirkort, hvoraf det øverste fra Salten og Ry måler hele 4 meter og 15 cm. Det var smukke og håndkolorerede kort, som kun datidens kunsthåndværkere havde tid og evner til at fremstille dem. Men det var også uhåndterlige kæmpekort, der i næsten et kvart årtusinde blev gemt forskellige steder, inden de til sidst havnede i Rigsarkivet.

Her lå de i flere år – utilgængelige for offentligheden, som kun måtte besigtige dem efter behørig tidsbestilling hos og aftale med Rigsantikvaren. Til sidst måtte man heller ikke det længere. Kortene var blevet for skrøbelige til fortsat fysisk håndtering, og de havnede til sidst på Det Kongelige Bibliotek.

I dette årtusinde har der derfor været et stigende pres på biblioteket for at få digitaliseret de store kort, så de kunne beses og benyttes. Så man kunne og kan se, hvordan Danmarks længste vandløb engang så ud – før vi mennesker begyndte af grave og uddybe den å, der efter meget at dømme har haft datidens største danske laksebestand.

Herover hele det 4,15 meter lange kort over Gudenåen ved Lille og Store Gudensø

Det besværlige arbejde med digitalisering af de flere meter lange kort blev afsluttet i 2016 – og de resulterende filer voldsomt store. Men mere end et kvart årtusinde efter kortenes oprindelige udarbejdelse er Skipper Gylliam nu langt om længe digitaliseret og udødeliggjort.

Det kan Gudenåens sande venner kun være tilfredse med. Skipper Gilliam selv skal være glad for, at han ikke på sin daværende opstrøms rejse fra Randers til Ry stødte på den opstemmede Tange Sø. For 285 år siden.

Da havde han måttet stoppe sin søgen mod Gudenåens kilder her. Som den sidste Gudenålaks på vej mod gydepladserne siden måtte det.

Halvvejs fremme mod målet.

“Fiskepleje på Afveje”

Denne artikel er lånt fra sammenslutningen www.genopret-gudenåen.dk, der kæmper for en frit strømmende Gudenå:

“Gudenåens havørreder har det skidt. Rigtig skidt. Hvor der tidligere manglede egnede gydepladser til fiskene, mangler der nu fisk på gydepladserne.

Mange fine gydebanker – flere anlagt i de seneste år – ligger ubenyttede hen, og lystfiskerne klager over de svigtende fangster i såvel Gudenåen som Randers Fjord. Ja, helt ud på nordkysten af Djursland mærkes mangelen på havørreder fra Gudenåen.

Sidste år lancerede den tidligere afsatte fødevareminister og senere nyudnævnte fiskeriminister Eva Kjær Hansen (V) ellers en helt ny strategiplan for dansk lystfiskeri. En plan, hvis eneste formål var og er at lokke flere lystfiskere til Danmark.

Der blev afsat kr. 32.000.000 til formålet. 32 millioner på finansloven. Heraf skulle de 7 alene gå til et nyt Lystfiskeriets Hus i Assens, hvor det skal ligge helt ud til strandkanten. Ja, nærmest i vandkanten. Ikke én eneste krone var der afsat til den fiskepleje, som skulle sørge for fisk til de mange fisketurister.

Tilsyneladende en pengegave til en Venstre-borgmester fra en Venstre-regering. Jacob Ellemann-Jensen (V) blev jo netop valgt på Fyn, hvor han brugte resultaterne fra Havørred Fyns 25-årige arbejde med at ophjælpe havørredbestanden omkring Fyn.

Store penge og små vandløb

Hvorefter han som det første, og som nyudnævnt politisk ordfører, lancerede den Landbrugspakke, der dels tillod en øget udledning af kvælstof til de indre danske farvande – dels så som et af sine formål at få skovlen under de små og af ministeren så “forhadte” vandløb.

Det er desværre netop de samme små vandløb, som ørrederne er aldeles afhængige af til deres gydning. Og dem, som står i vejen for landbrugets store maskiner. Ikke mindst det såkaldt Bæredygtige Landbrug er rigtig trætte af disse små vandløb, der bare er til besvær for driften.

Derfor dikterede BL i sin tid et oplæg til Eva Kjer Hansen (V), som hun efterfølgende præsenterede. Og som i sidste ende kostede hende posten som fødevareminister.

Ikke én eneste krone blev der i den nye Lystfiskerstrategi sat af til at skaffe flere fisk til det stigende antal ønskede fisketurister. Til den ellers helt nødvendige fiskepleje. Blot skulle fiskepresset øges, så turistindtægterne kunne boostes. En af årsagerne til den nye strategi var også, at indtægterne fra det obligatoriske fisketegn ifølge ministeren udviste en faldende tendens.

Mange har siden spurgt sig selv, hvad de mange millioner kroner i indtægter fra fisketegnet egentlig går til. Omkring 40 millioner alene sidste år. Kigger man på regnskabet for 2018, så vil man se, at DTU Aqua har formået at bruge dem stort set allesammen. På mange forskellige aktiviteter, hvoraf flere tilsyneladende har meget lidt med fiskeplejen at gøre. Men det er en helt anden historie.

Fisketegnet i tilbagegang

Måske alene derfor, at flere og flere danske lystfiskere dropper fisketegnet, som den daværende fiskeriminister jo sagde ved lanceringen af den nye lystfiskerstrategi. De føler måske ikke, at de længere får noget for deres penge – at det obligatoriske fisketegn nu blot er blevet endnu en skat, der går til noget helt andet end det oprindelige formål: En målrettet fiskepleje. Det er et synspunkt, som ofte fremføres.

Opgangen af havørreder i Gudenåen har som sagt svigtet totalt i de seneste år. Fisketurismen langs landets længste vandløb svigter tilsvarende, og det går uundgåeligt ud over de investeringer, som kommunerne langs åen i de seneste år og årtier har gjort.

Der skal være fisk at fange, hvis der skal komme lystfiskere til åen. Så enkelt er det. Og det er der ikke nu, hvor lystfiskerforeningerne sågar må ty til frivillig fredning for at redde resterne af bestanden.

Randers, Faurskov og Viborg kommuner er derfor gået sammen med lystfiskerforeningerne i Bjerringbro, Langå, Hadsten og Randers om at finde forklaringen på de manglende havørreder i Gudenåen.

DTU Aqua skal i 2020 og 2021 stå for opklaringsarbejdet, men hertil skal skaffes ekstern finansiering. De 40 millioner i indbetalte fiskeplejemidler er som nævnt allerede brugt til anden side, så der må skaffes en helt ny finansiering.

Danmarks Sportsfiskerforening (DSF) skal nu forsøge at skaffe ekstern finansiering til undersøgelsen. DSF selv modtager i omegnen af kr. 100.000 for at være pennefører på projektet. Om året. Penge, der naturligvis luner i forbundets kasse i en tid, hvor DSF mister mange medlemmer.

DSF har sæde i det såkaldte §7-udvalg, som vejleder ministeren omkring brugen af fiskeplejemidlerne. De omkring 40 millioner kroner, som lystfiskere og fritidsfiskere sidste år betalte for deres fisketegn. Referater fra møderne i dette udvalg er mildest talt sparsomme, så vi aner ikke, hvad der foregår på møderne.

Det har undret rigtig mange, at der ikke blandt de allerede indbetalte fiskeplejemidler kan findes penge til den påkrævede undersøgelse. At man nu skal ud at søge ekstern finansiering.

– Hvad har vi ellers indbetalt 40 millioner i fisketegn til?

– Skal vi nu vente flere år på resultaterne?

– Eller genoptage udsætningerne?

Svaret blæser i vinden.

Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928. Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Med Lilleåen som det vigtigste.

“Genopret Gudenåen”

v. Peter Fosgerau – Nedergårdsvej 4 – 8881 Thorsø

Mobil 2637 1904 – Mail: kontakt@genopret-gudenåen.dk

“Genopret Gudenåen” er et samlingssted for foreninger og enkeltpersoner, der alle arbejder for, at Danmarks længste vandløb og eneste flod kan få sit naturlige løb tilbage. Så åen kan flyde uhindret og fiskene vandre frit.

Alle indlæg står for de enkelte forfatteres egen regning.

Teksterne må frit citeres og anvendes

mod behørig kildeangivelse.

Citat slut

Randers Fjord

I gamle dage var havørredfiskeri på Randers Fjord stort set lig med trolling, dørgefiskeri eller blink efter båd. Kært barn har mange navne. Andre fiskemetoder blev næsten ikke brugt.

Randers Fjord er nemlig fra naturens hånd indrettet sådan, at det kun få steder er praktisk muligt at fiske direkte fra kysten.

Langs størstedelen af den lange og smalle fjord er det nemlig umuligt, hvis ikke direkte farligt, at færdes uden båd. Bunden er blød, strømmen til tider stærk og afstanden ud til sejlrenden mange steder stor. Samtidig kommer vældige skibe regelmæssigt tæt forbi og danner et “sug”, der kan trække fødderne væk under vadefiskeren.

Det kan være en rolig coaster med varer til eller fra Randers havn længst inde i fjorden. Eller det kan være lodsbåden, som med sine mange hestekræfter skyder en voldsom fart på vej ud eller ind til skibe, der skal lodses gennem den meget lange og smalle fjord.

Derfor er bådfiskeriet det foretrukne i store dele af Randers Fjord – med Randers Havn samt en lille håndfuld andre lokaliteter som undtagelserne, der bekræfter reglen.

Randers Havn

Gudenåen løber ret igennem Randers Havn, der markerer bunden af Randers Fjord. Det giver fiskemuligheder, som ingen anden havn kan byde på. Desværre er der planer om at begrænse adgangen til havneområdet – på grund af mulig terrorisme. Det vil mange Randers-borgere blive meget kede af.

Med den store og ferske Gudenå løbende igennem sig kan Randers Havn byde på fiskemuligheder langt ud over det sædvanlige. Her kan man nemlig møde mange forskellige fiskearter – på vej opstrøms eller nedstrøms eller levende mere permanent i området.

Der tales i det følgende om tre forskellige dele af fjorden med hver deres karakteristika og dominerende fiskearter:

Inderfjorden: Den inderste del af Randers Fjord, som i biologisk forstand mere er å end fjord. Vandet er næsten ferskt, og fiskene de samme, man finder oppe i åen. Med gedde, aborre og sandart som de vigtigste. Typisk fisker inderfjorden bedst i den kolde årstid.

Mellemfjorden: Randers Fjord mellem den ferske inderfjord og den salte yderfjord er lang og meget smal. Flere steder er der næsten kun sejlrenden at fiske i. Fiskeriet her er en blanding af inderfjord og yderfjord – med meget skiftende fiskeri efter vandrende fiskearter – på vej ud eller ind i fjorden.

Yderfjorden: Den yderste del af Randers Fjord, som fortrinsvis er salt på grund af det indstrømmende vand fra Kattegat. Fiskene er almindelige saltvandsfisk som sild, makrel og hornfisk samt multe og havørred. Typisk fisker yderfjorden bedst i sommerhalvåret.

1. Motorbådshavnen

Randers Havn begynder formelt set nedstrøms Randers Bro, men de gode fiskemuligheder begynder lidt længere opstrøms – ved Justesens Plæne, der ligger mellem Randers Regnskov og Randers Bro.

På den modsatte side af Justesens plæne – på åens sydside – ligger motorbådshavnen. Her har man tilsvarende fangstmuligheder, omend det ikke er så let at komme til.

På begge sider af åen kan man komme i kontakt med de laks og havørreder, som står i strømlæet umiddelbart opstrøms bropillerne ved Randers Bro. Mellem den gamle Randers Bro og den nyere cykelbro er der et lavvandet område, hvor man i det tidlige forår kan opleve et fint grønlænderfiskeri.

Randers Havn er delt op i en nordhavn og en sydhavn. Bunden af nordhavnen kaldes ofte for “det blinde løb”, da Gudenåen ikke passerer igennem her. Alligevel er det netop her, de fleste havørreder fanges i vintermånederne.

Mange er over målet, men endnu flere er under. Hertil kommer så de mange smolt – ungfisk af laks og havørred – der i forårsmånederne også havner herinde på deres nedtræk gennem åen til Randers Fjord.

De mange smolt har givet anledning til, at der kan udstedes generelt fiskeforbud i nedtræksperioden, så de små fisk ikke kommer noget til. I så fald skiltes der med forbudet.

2. Sydhavnen

Sydhavnen tiltrækker i perioder rigtig mange fiskere af mange forskellige nationaliteter. Ikke mindst flygtninge træffes ofte ude med snøre her. Ind imellem kan der være så mange ude med snøren, at krydsede liner og knubbede ord hører til dagens orden.

Der fanges primært aborrer fra sydhavnens kajer, men mange andre fiskearter blander sig året igennem regelmæssigt med aborrerne. Således er adskillige store helt gået til biddet her. Der fiskes mest med bundsnøre rigget med orm eller småskaller. Ormene giver aborrer, skaller og helt, mens småskallerne primært kaster de lidt større aborrer af sig.

Ud for Kristrup ligger et lille bådleje, der i folkemunde ofte går under navnet ”Kristrup Krigshavn”. En lokalitet, der tidvis kaster mange aborrer af sig. Området omkring havneindløbet hører til favoritterne.

3. Nordhavnen

Dette er havnens virkelige hot spot, når det gælder sandart. Det er i denne del af nordhavnen, at langt de fleste sandarter fanges – fortrinsvis på jig eller agnfisk og primært i sommermånederne.

Hvad der får sandarterne til at foretrække netop dette sted, får stå hen i det uvisse. Sandsynligvis er det store stimer af byttefisk, som lokker rovfiskene hertil. Netop sandarten er kendt for gode og dårlige årgange – med mange eller få fisk – og fiskeriet har i de seneste år været dårligt i nordhavnen.

Ud over det ustabile sandartfiskeri kan der i perioder også være mange aborrer på denne plads. Pynten mellem nordhavnen og sydhavnen kan ligeledes være et godt aborrested – fortrinsvis når strømmen løber stærkt og der derfor dannes et strømlæ netop her. To koste markerer sejlrenden på denne spids.

4. Venezuela

Lidt længere ude finder man lokaliteten ”Venezuela”. Det eksotiske navn dækker over en lige så eksotisk del af Randers, nemlig de mange fritids- og helårshuse, der ligger ud til Gudenåen netop her – mange med egen båd og bådebro. Der fiskes naturligvis flittigt – og fanges i perioder mange fisk.

5. Dronningborg Lystbådehavn

Umiddelbart nedstrøms syd- og nordhavnen breder Gudenåen eller Randers Fjord sig ud i en lavvandet bredning, som i perioder holder mange gedder og aborrer. Bredningen repræsenterer i dag resterne af Gudenåens oprindelige og meget omfattende delta.

I hele sommerhalvåret er der i bredningen en så yppig grødevækst, at det næsten er umuligt at fiske eller sågar sejle herinde. I sommermånederne stikker de mange vandplanter helt op i overfladen og byder massive mængder af småfisk på ideelle leveforhold.

6. Dronningborg Bredning

Før de store uddybningsarbejder på Randers Fjord fandt sted, løb Gudenåen gennem bredningen, hvor det gamle åløb stadig findes. I dag passerer det meste af vandet gennem den af hensyn til skibsfarten udgravede sejlrende syd for bredningen.

I den nordlige ende af bredningen udmunder den lille Tjærby Bæk. Udmundingen er gjort kunstigt bred for at give plads til både i sivskoven. Hermed er mundingen blevet over to meter bred, og dermed er udløbet omfattet af en helårsfredning.

Lokale lystfiskere stiller spørgsmålstegn ved det rimelige heri, og der arbejdes fra mange sider på at få helårsfredningen ophævet.

7. Svinget

Er man lokalkendt og indstillet på en længere køretur, kan man ofte få lov at være ene om fiskeriet, hvis man vælger ”Svinget”.

På sin vej østover slår vejen fra Randers mod Udbyhøj et skarpt knæk. Hvor asfaltvejen drejer 90 grader til venstre, drejer man i stedet 90 grader til højre ad en lang og smal grusvej. Fortsætter man langt nok, drejer denne vej skarpt til venstre og følger nu fjorden udefter, til den ender blindt ved en samling sommerhuse. Her er der plads til en lille håndfuld biler.

Her findes også en afvandingskanal med en lille bro og bådpladser samt et kommunalt shelter med den smukkeste udsigt over fjorden. Herfra kan man fiske direkte ud i sejlrenden gennem huller i den tætte sivbræmme – med udsigt til øerne ved udmundingen af Grund Fjord ret på den anden side af fjorden.

8. Grund Fjord

En grund fjord, som med kun meterdybt vand virkelig lever op til sit navn. Fjorden huser en god bestand af aborrer, som stammer fra Alling Å længst inde. Herfra kommer også en hel del havørreder, som kan fanges på træk ind og ud af fjorden.

De senere år har set vandet klare op i fjorden – som følge af en bedre rensning af spildevandet. Det klare vand har dog samtidig haft den effekt, at vandplanterne nu står tæt – helt op i overfladen i sommermånederne – og vanskeliggør fiskeri med stang og line.

Bemærk det 1 km store fredningsbælte ved åens udløb – dobbelt så stort som det gængse på 500 meter. I praksis er det dog næsten umuligt at komme helt herind – så lavt er vandet.

Ret ud for Uggelhuse, hvor Grund Fjord møder Randers Fjord, kan man med lidt forsigtighed vade ud og affiske et ofte produktivt område. Her ligger et par småøer, som med stejle skrænter og kuperet bund kaster mange havørreder af sig både forår og efterår.

Her kan man i de kolde forårsmåneder fange både magre nedfaldsfisk og fuldfede grønlændere – havørreder, som stammer fra enten Gudenåen selv eller Allingå i bunden af Grund Fjord.

Bunden er dog noget blød og ikke rar at gå på. Man lærer hurtigt, at man ikke skal stå stille alt for længe på samme sted. Så synker man ned og kan have svært ved at komme fri igen. Stedet er derfor populært blandt lystfiskere, der fisker fra pontonbåd.

9. Støvringgaard dæmningen

I snart mange år har man inddæmmet land langs Randers Fjord og bygget diger og dæmninger til at holde vandet ude fra markerne.

Det mest kendte eksempel herpå er givet dæmningen ved Støvringgaard, som traditionelt er et populært udflugtsmål for de fortrinsvis lokale lystfiskere, der formår at finde vej ned til vandet. Mange bruger også stien på diget til lange spadsereture i det fri. Herfra er der nemlig fin udsigt til fjorden.

Dæmningen ved godset Støvringgård tiltrækker specielt i forårsmånederne mange fiskere. Man skal dog ikke tage fejl af, at der også om efteråret kan fanges mange trækkende havørreder netop her.

Man kører ned mod pumpehuset og går det sidste stykke ud mod dæmningen, som med en god halv kilometer byder på plads til mange fiskere. Der er næsten altid ledige pladser i den tætte sivskov herude. Længst mod øst fisker man direkte ud i sejlrenden og må passe på, at forbipasserende skibe ikke trækker fiskegrejet med ud.

Fluefiskere kan ikke komme til i den tætte sivskov, men spinnefiskerne har gode muligheder. Mest fiskes der dog med orm og bundsnøre, og fangsten består fortrinsvis af havørreder og helt.

10. Voer-Mellerup

En anden klassiker til fiskeri fra land er strækningen umiddelbart syd for Voer færgeleje på fjordens sydside. Ikke mindst i det tidlige forår fiskes der meget her, hvor de udvandrende havørreder ofte samler sig og fouragerer, inden det endelige udtræk fra fjorden finder sted i april-maj.

Ved det hyggelige lille færgeleje Voer-Mellerup kan man krydse Randers Fjord i den lille færge “Ragna”. Her har der været færgested i snart 400 år, og behovet er der stadig. Mellerup ligger jo midt på den lange og smalle fjord, så der er mange kilometer at spare, hvis man krydser fjorden her.

Man kan søsætte sin medbragte båd i Mellerup og herfra befiske en stor del af fjordens bedste pladser. Som bådfisker kan man dække mange af de muslingebanker, som gør bunden kuperet herude, og som tiltaler mange både små og store fisk.

11. Kanaløen

Kanaløen ved Mellerup er et andet af de relativt få steder i fjorden, hvor man kan lystfiske direkte fra land. Fra den ene side fisker man ud i den åbne Randers Fjord. Fra den anden side kaster man direkte ud i en lang og kunstigt gravet sejlrende.

Mange småbådsfiskere søsætter deres trailerbåde ved Mellerup færgeleje. Kanaløen ret over for færgelejet er altid et træk eller to værd. Specielt skal man koncentrere sig om den lange og smalle ø’s to spidser, hvor man ofte vil kunne finde fisk – aborrer såvel som ørreder – i læ for strømmen. Jo stærkere denne løber, desto bedre er typisk den ende af øen, hvor der er strømlæ.

Når vandet for alvor falder ud af fjorden, fisker man i en rivende strøm, der næsten leder tankerne hen på norske elve og straumer.

12. Skalmstrup Vig

Nord for Mellerup ligger Skalmstrup Vig, hvor den lille Tvede Å munder ud. Tvede Å er blevet restaureret over dele af sit løb og fremstår i dag som et fint gydevandløb med en god bestand af ørreder.

Herinde ligger også en af fjordens pumpestationer, som sørger for at holde markerne bag diget tørre. Pumpevandet tiltrækker mange småfisk, som igen tiltrækker både havørreder og aborrer. Således kan der i perioder – i vinterhalvåret – fanges pænt med fisk på denne lille lokalitet nær Øster Tørslev.

13. Stenrevet

En lille håndfuld andre steder skiller sig markant ud, når det gælder fiskeri fra land. Det første er ”Stenrevet”, som ligger et godt stykke fra land på fjordens sydside – omtrent midt mellem Mellerup og Udbyhøj. Egentlig burde man tale om fjordens østside, da Randers Fjord på denne strækning løber stik nord-syd.

Stenrevet er en vel besøgt lokalitet, der sæsonen igennem kaster mange havørreder og i sommerperioden også flere aborrer af sig. Ved premierestarten den 16. januar kan der sågar være decideret trængsel på den få hundrede meter lange ø, hvor sten og muslinger dominerer bunden.

Under indsamling af materiale til denne rapport blev der observeret op til ti (10) fiskere samtidig på Stenrevet. Nærmere adspurgt viste det sig at være en fiskeklub fra Midtjylland, som i samlet flok var taget til Stenrevet. De fyldte nu den relativt lille fiskeplads op, så der ikke var plads til andre fiskere. Stenrevet er således en fiskeplads, der er kendt i vide kredse – langt uden for lokalområdet.

Stenrevets store popularitet har været medvirkende årsag til forslag om at anlægge andre tilsvarende stenrev i Randers Fjord, som jo notorisk mangler fiskepladser til landbaserede lystfiskere.

Udbyhøj

Fra Stenrevet og nordpå til Udbyhøj fiskes der ikke så meget, men der er naturligvis fisk at fange for dem, der kender fjorden.

Fisk fanges der dog først for alvor, når vi har passeret færgelejet ved Udbyhøj. Her er der sommeren igennem en livlig trafik af biler, som gerne vil undgå den lange køretur uden om fjorden. Forår og efterår er der ligeledes en livlig trafik af havørreder og laks, som skal henholdsvis ud af og ind i Randers Fjord.

Det er kolossale vandmasser, der møder hinanden ved Udbyhøj. Her presser Gudenåens ferske vand sig dag ud og dag ind gennem det snævre sund og ud i Kattegat, hvor det gradvis blandes op med salt havvand.

Det ferske Gudenåvand er lettest og lægger sig derfor over det tungere saltvand, som trænger indefter i fjorden langs bunden. Med højvandet trænger saltvandet ind i Randers Fjord, mens det ferske vand ved lavvande nærmest fosser udefter.

Bunden ændrer sig konstant på grund af vejr, vind og vandstand. Store kræfter flytter rundt på vand og sand – så store, at man som vadende lystfisker må udvise største forsigtighed. Men så er der også mulighed for at opleve et storslået fiskeri efter fortrinsvis mindre grønlændere, som i småflokke trækker forbi med strømmen – for øvrigt på bekvemt kastehold af fluestangen.

Store dele af området omkring Udbyhøj kan bedst karakteriseres som vader, der oversvømmes ved højvande og tørlægges ved lavvande. De kolossale flader, som skiftevis tørlægges og oversvømmes, er rige på alskens fødedyr. Samtidig varmes vandet kraftigt op inde over vaderne, hvilket fiskene specielt forstår at værdsætte i det tidlige forår.

14. Gammeldyb

Umiddelbart øst for Udbyhøj Lystbådehavn skærer en smal rende helt ind under land. Det er Gammeldyb, som ikke mindst i foråret kan holde mange fisk. Der er tale om en tidevandsrende, som starter ude foran havnen, og som ender blindt en lille kilometer længere østpå – så tæt på land, at renden herinde kan befiskes vadende fra land.

Gammeldyb minder meget om de tidevandsrender, som findes længere nordpå – ved udmundingen af henholdsvis Mariager Fjord og Limfjorden. Der er tale om en rende, som fyldes med vand og fisk ved højvande, og som tømmes igen ved lavvande.

I det tidlige forår varmes vandet ved højvande op inde over vaderne på det lave vand. Det virker tillokkende på fiskene, som opsøger det varme og faldende vand.

15. Sælhundepollen

Det er Udbyhøj nord, der er kendt som det “rigtige” Udbyhøj. Det er således her, de fleste søsætter deres småbåde, når havørreden skal fanges under forårstrækket. Det er også her, det danske trolling-fiskeri har sin vugge.

Sælhundepollen er en klassiker for de vandrelystne, der ikke lader sig afskrække af flere kilometers vandring gennem halvmeterdybt vand.

De fleste kører ud til sommerhusene ved Sødring, hvor man parkerer ved dæmningens begyndelse. Herefter er det bare at begive sig stik sydover – forhåbentlig ved lavvande, så vaderne er tørlagte og lette at forcere. Ved højvande er det hårdt at kæmpe sig ud forbi Mellempolde og ud til Ballen længst ude.

Overalt på det lave vand over vaderne ved Udbyhøj nord og syd kan man i sommermånederne træffe på multer. De holder meget af vandet, som herinde opvarmes langt mere end længere ude på dybet. Multerne træffes som oftest i småflokke, der konstant vandrer rundt i deres søgen efter føde. De kan være snart her, snart der.

Fra dæmningen ved Sødring og indefter mod Udbyhøj går der en lav rende, som skiller land fra vade. I denne rende kan man ved højvande være heldig at se koncentrationer af multer, som gør sig til gode med alger og smådyr i det varme vand. Men fange dem her – det er en helt anden sag.

Til gengæld kan man her støde på tørlagte garn, som er sat efter de selvsamme multer. Garnene er sat fuldt legalt, når blot de ligger mere end 100 meter fra land. Og det gør de langt fra altid.

Længst ude ved sejlrenden finder vi Sælhundepollen, som er en sandbanke, der normalt ligger oven vande. Her er det således muligt med en hvilepause på tørt land, hvilket kan være tiltrængt efter flere kilometers vandring iført tykke neoprenwaders.

Man skal være klar over, at området fra Udbyhøj og østpå er fuglereservat, og at øerne herude ikke må betrædes i fuglenes yngletid. Fredningen gælder fra 1. april til 15. juli, hvor de sidste fugleunger normalt er klækket og fløjet af reden.

Fra Ballen og indefter langs sejlrenden findes mange små lommer med muslinger og ålegræs. Længst ude mod det åbne Kattegat er der dog kun sandbund – og en til tider rivende strøm langs den stejle kant mod sejlrenden.

16. Sækken

Sydsiden af sejlrenden øst for Udbyhøj er rent fiskemæssigt en tro kopi af nordsiden. Der er dog to forskelle, idet sydsiden dels ikke råder over noget tørt land ude ved sejlrenden – dels byder på steder, hvor dybrender kan gøre det umuligt at komme ind igen, hvis man fanges af højvandet. Her findes således et blindt løb kaldet “Sækken”.

For såvel sydsiden som især nordsiden gælder det, at man altid skal huske kompas, så man kan finde ind til land igen – selv i tæt tåge. For begge sider gælder ligeledes, at man skal tage sig i agt, når der kommer store skibe ind og ud af fjorden.

De store skibe trækker nemlig så meget vand, at de i flere tilfælde sagtens kan trække sandet væk under fødderne på én. Og sker det på kanten af sejlrenden – i stærk strøm – er man ilde stedt. En redningsvest af den oppustelige type er derfor guld værd herude.

Ikke sjældent blander en nysgerrig sæl sig i fiskeriet, eller man forstyrres af et prustende marsvin, som ruller rundt med ryggen fri af vandet få meter ude.

17. Udbyhøj øst

Længst ude, hvor Randers Fjord møder Kattegat, træffer vi de virkelige saltvandsfisk. Dem, der enten ikke tåler eller blot ikke holder af ferskvand.

Det gælder rødspætten, der kun sjældent træffes inde i selve Randers Fjord. Og det gælder makrellen, som i sommermånederne regelmæssigt træffes helt herude på 5-15 meter vand.