Tag-arkiv: Randers Fjord

Vandprøver kontra faunaundersøgelser

 

Da det i foråret viste sig, at der løb forurenet vand fra Nordic Waste fabrikken ved Ølst Bakker syd for Randers og direkte ud i Alling Å, var det i starten vanskeligt at få opmærksomhed omkring sagen.

Det var svært overhovedet at påvise nogen forurening, når nu myndighederne ikke rutinemæssigt havde taget vandprøver og tilsyneladende heller ikke ønskede at gøre det. 

Da der endelig blev taget regulære vandprøver, turde prøvetagningsfirmaet ikke selv konkludere på resultaterne. Der stod jo såvel lokale arbejdspladser som måske kommende arbejdsopgaver på spil.

Problemet er forståeligt nok, hvilket denne lille artikel søger at belyse. Vandprøver er nemlig svære at blive kloge af – specielt da i strømmende vand som her Alling Å.

Når man skal undersøge vandkvaliteten i et vandløb – enten periodisk eller efter en akut ulykke – kan det gøres på to måder:

  1. Man kan tage en vandprøve, som siden analyseres af et godkendt laboratorium. Eller:
  2. Man kan lave en faunaundersøgelse, hvilket kan gøres summarisk i felten. Eller udførligt hjemme i laboratoriet.

Begge dele har fordele og ulemper.


Vandprøver

Vandprøver skal tages rigtigt og siden både transporteres og opbevares korrekt.

Vandprøven kan analyseres lige så nøjagtigt, man ønsker eller har råd til. Vandprøven viser overraskende nok kun det, den specifikt analyseres for. Prisen stiger nemlig for hvert delelement, vandprøven ønskes analyseret for, og man er derfor omhyggelig med udvælgelsen af stoffer.

Typisk vil man derfor ty til vandprøver, når man ved, hvad man leder efter. Ikke når man søger i blinde. Det kunne være specifikke giftstoffer fra et akut udslip eller langsomt lækkende tungmetaller. Fra lokaliteter, man allerede mistænker for at lække bestemte stoffer.

Man skal under alle omstændigheder være klar over, at vandprøver fra et vandløb – uanset hvor godt de tages og hvor grundigt de analyseres – altid kun kan give et øjebliksbillede af situationen.

Man skal tage forbehold for, at et akut giftudslip straks føres væk med strømmen – med mindre lækagen står på gennem længere tid. I sidstnævnte tilfælde vil man naturligvis kunne finde spor af de skadelige stoffer, så længe lækagen står på.

Normalt vil det eller de giftstoffer, som forårsagede ulykken, for længst være borte med blæsten. Taget af strømmen og ikke til at spore længere. Den eller de skyldige er derfor som oftest umulige at finde alene ud fra en vandprøve.


Faunaundersøgelser

Faunaundersøgelser fungerer ganske anderledes. De kræver hverken laborant eller laboratorium, men mere tid i felten. Og så koster de langt mindre end vandprøver at analysere. Faktisk kan en rutineret fagmand normalt fælde en ganske præcis dom på få timer.

Moderne faunaundersøgelser kan foretages ud fra de forekommende vandplanter og vandløbsdyr. Mest almindeligt er det at indfange et repræsentativt udvalg af de dyr, der lever på lokaliteten – fortrinsvis insekter og krebsdyr.

Det gøres typisk med en stålketcher, der trækkes gennem vegetationen, og ved simple sparkeprøver, hvor bunddyrene sparkes løs og tages af strømmen. De havner derefter i ketcheren.

De fundne dyr artsbestemmer man så – i felten eller hjemme i laboratoriet – og ud fra de fundne arter kan man herefter i de fleste tilfælde give et ganske godt bud på vandkvaliteten. 

De forskellige arter stiller nemlig forskellige krav til såvel vandkvalitet som vandløbskvalitet. Typisk er det iltindholdet, som er afgørende for, hvilke insekter og krebsdyr man finder i faunaprøven. Vandkvaliteten og iltindholdet afspejler sig tydeligt i de fundne dyr og insekter.

Der skelnes groft sagt mellem rentvandsarter og forureningsindikatorer. Man ser på, hvilke arter der findes i prøven, og i hvilke antal de forekommer i. Nogle arters blotte tilstedeværelse er en sikker indikator for stærk forurening. Andre arters antal fortæller mere om vandkvaliteten.

Man kan vælge en kvalitativ vurdering på stedet, hvilket i de fleste tilfælde er fuldt tilstrækkeligt. Eller man kan plotte de fundne dyr ind i mere komplicerede indekser til efterfølgende publicering.

Den afslørende fauna

En simpel vandprøve kan som nævnt aldrig give andet end et flygtigt øjebliksbillede af den vandkvalitet, der var netop ved prøvetagningen. Man vil aldrig kunne tage en ny vandprøve af det samme vand. Det er for længst løbet væk.

En faunaundersøgelse fortæller derfor rigtig meget mere end en simpel vandprøve. De fundne og artsbestemte dyr skal jo kunne leve i vandløbet en hel livscyklus for at forekomme. Enkelte endda to år, hvilket gælder de store majfluer.

Finder man således iltkrævende majfluelarver i sine faunaprøver, da kan man være sikker på, at vandkvaliteten har været tilstrækkeligt god hele året. Og ikke kun på selve prøvetagningstidspunktet.

Mangler der modsat tanglopper i et ellers sundt vandløb med en varieret fauna, da samler mistanken sig straks om tungmetaller i vandet. Hvilket man så kan undersøge specifikt for.

Tungmetaller som kobber er kendt for at hindre tangloppernes mange skalskifter, der er ganske følsomme over for kemisk påvirkning. Tanglopper er året igennem et af de vigtigste fødeemner for vandløbets fisk.

De fleste arter af vandløbsinsekter tåler kun begrænset med okker i vandet. Det udfældes nemlig på dem og kvæler dem. Præcis som okkeret kan udfældes på fiskenes gæller og kvæle fiskene.

Okker er iltet jern, der ofte optræder efter afvandinger, som sænker vandstanden og blotlægger jernforbindelser, der siden iltes. Det rødlige okker udfældes på alle overflader – det være sig vandløbsbund, vandløbsplanter eller vandløbsdyr. Denne udfældning kan kvæle alt højere liv i vandløbet. 

Nogle få af de rentvandskrævende slørvinger (herover) har imidlertid så hyppige hudskifter, at de ikke når at blive kvalt af den okker, der normalt tager livet af andre insektlarver med mindre hyppige hudskifter. Og så videre.Forskellige insekter og krebsdyr stiller forskellige krav til deres omgivelser, hvilket afspejles i faunaprøven og indikerer vandkvaliteten.

En erfaren vandløbsbiolog med et stort artskendskab kan fortsætte analysen med en lang række andre vandløbsdyr og til sidst levere en meget præcis beskrivelse af både vandkvalitet og vandløbskvalitet. Henholdsvis de kemiske og fysiske forhold i vandløbet.

Det haster med undersøgelserne

Specifikt for aktuelle Alling Å er det vigtigt, at der hurtigst muligt etableres en fast prøvetagningsrutine nedstrøms jordrensningsanlægget Nordic Waste, der udbygges voldsomt i denne tid.

Faunaprøver taget ved udløbet fra fabrikken i det forgangne forår viste, at der opstrøms udløbet var en sund og varieret vandløbsfauna, der inkluderede såvel majfluer som tanglopper. 

Faunaprøver taget nedstrøms udløbet fra Nordic Waste viste som tidligere nævnt en markant mangel på tanglopper. Noget, der straks leder mistanken hen på udledning af tungmetal som kobber fra jordbehandlingsanlægget. Et ikke ukendt fænomen.

Det er vigtigt at få fastlagt den nuværende tilstand også længere nedstrøms gartneriet, så man har en reference fremover – i tilfælde af de udslip, der med den nuværende miljøgodkendelse synes vanskelige at undgå.

Med mindre der da etableres bygningsværker og befæstede arealer store nok til at tilbageholde de massive vandmængder, som med al sandsynlighed vil komme under fremtidige skybrud. Disse vil ifølge meteorologerne kun blive hyppigere og kraftigere.

Randers Kommune bør naturligvis gennemføre en helt regelmæssig rutinekontrol med vandmiljøet nedstrøms en så oplagt og farlig forureningskilde som Nordic Waste. Der er jo tale om en virksomhed, som behandler mere eller mindre forurenet jord, hvis forureningsgrad ikke altid forekommer vel dokumenteret.

Nordic Waste modtager forurenet jord fra nær og fjern – til  rensning eller lokalt deponi. Firmaet skaber lokale arbejdspladser og tjener gode penge på denne “nyttiggørelse”, hvilket naturligvis skaber stor goodwill hos kommunen.

Et forhold, vi jo aktuelt også kender fra en anden miljøvirksomhed, nemlig RGS Nordic ved Storebælt, der i årevis har udledt farlige stoffer som kviksølv, barium, PFAS og tjærestoffer efter ufuldstændig rensning af norsk oliespildevand. Med Miljøstyrelsens behørige tilladelse.

I hvert fald indtil nu.

Miljøminister Magnus Heunicke har nemlig netop meddelt, at Miljøministeriet ikke deler Miljøstyrelsens opfattelse.

Miljøministeren mener ikke, at der er tale om nogen reel “nyttiggørelse”, når det danske firma modtager stærkt forurenet og giftigt norsk oliespildevand, som efterfølgende udledes i dårligt renset tilstand. Så er der i stedet tale om “bortskaffelse”. Og så er man ikke længere pligtig til at modtage det.

I Randers foregår arbejdet med jordrensning klods op af den målsatte og sågar naturgenoprettede Alling Å, som har udløb i et andet målsat farvand.

Det er den lavvandede og sårbare Grund Fjord, der i forvejen er under stor miljøbelastning fra de landbrugsmæssige omgivelser. 

Og udslip har allerede fundet sted til Alling Å.


Naturpark Randers Fjord

Naturpark Randers Fjord blev etableret i 2018. Den dækker knap 3.000 km2 fordelt på begge sider af fjorden. Man måtte tage en stor bid af Kattegat med for at klemme sig ind under Friluftsrådets beskyttende vinger – for at kunne opfylde arealkravet til en naturpark.

Længst ude omfatter Naturpark Randers Fjord Danmarks største østvendte vadehav, hvor i tusindvis af fugle hvert år raster på deres træk. I sig selv et kæmpeaktiv for såvel fugle som mennesker. Og et vigtigt fugleområde for store dele af Nordeuropa og Skandinavien.

I Randers Kommune er man berettiget stolte af Naturpark Randers Fjord, hvor “naturbenyttelse og naturbeskyttelse går hånd i hånd”, som kommunen selv skriver. Kommunen kalder det samtidig et “Mekka for lystfiskere”, men har desværre gjort regning uden vært. Den tid er nemlig ovre for længst.

Der er nemlig knapt fisk tilbage i hverken Randers Fjord, Grund Fjord eller Kattegat. Bortset lige fra de havørreder, som lokale lystfiskere selv sætter ud – for at der overhovedet skal være fisk at fange. Alle bundfisk er for længst borte.

Tilbage er kun pelagiske gæster som sild og makrel, der ankommer forår og sommer. De lever i de øvre iltede vandlag – ikke ved den iltfrie bund, hvor torsk og fladfisk tidligere levede.

To skridt frem og tre tilbage

Mangelen på fisk har vi længe mærket i såvel Gudenåen som Randers Fjord og Alling Å med Grund Fjord. Fjordens mange ålebundgarn er helt borte, som ålen og ålefiskerne også er det.

I den forbindelse er det vanskeligt ikke at få øje på den menneskelige påvirkning af vandmiljøet, der er taget til i de seneste år. Vi ved jo, at alt vand fra Gudenåen løber gennem Randers Havn og Randers Fjord. Vi ved også, at alt vand fra Alling Å løber ud i Grund Fjord – efter at have været en tæt tur omkring Nordic Waste, der jo renser forurenet jord.

Vi ved desværre stadig ikke, om det overhovedet er praktisk muligt for Nordic Waste at holde på store vandmængder under et skybrud af den slags, meteorologerne lover os flere af i fremtiden. Som vi allerede har oplevet det flere andre steder.

Det frygter vi, de ikke kan. Og da vil det forurenede vand løbe direkte ud i Alling Å, som det har gjort hidtil. Alt dette forurenede vand passerer Grund Fjord og havner til sidst ude i Kattegat, som nu er ved at give op i kampen mod næringsstoffer fra landbruget og giftstoffer fra industrien.

Det er de sidste krampetrækninger, vi lige nu er vidne til.

De sidste åndedrag.


Læs meget mere om Alling Å i artiklen her


Tegninger: Finn Ringtved

Tekst: Steen Ulnits

© 2023

“Soja-alliancen”


“Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Brdr. Bisp


Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje  befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi massive mængder soja til dyrefoder.

Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere. 

Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Primært til svineindustrien. Med tilhørende gødskning og sprøjtning for at optimere udbyttet.

Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs resulterer derfor i en høj udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.

Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift. 

Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug nu her i tørken søger om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift. Der mangler som altid foder til de alt for mange dyr. Og vand til alle de for længst drænede marker.


“Dansk Alliance for Ansvarlig Soja”

Danmark importerer årligt 1,7 millioner tons soja til dyrefoder. Dette ifølge regeringens Handlingsplan mod Afskovning.

Københavns Universitet (KU) har beregnet, at alene importen af soja og palmeolie medfører globale emissioner på over syv millioner tons CO2 ækvivalenter årligt. Dette er inklusive emissioner “forbundet med direkte ændringer i arealanvendelsen”, som det finurligt hedder.  

KU har endvidere beregnet, at disse emissioner kan mere end halveres, hvis produktionen foregår afskovningsfrit. Der er således vigtige mål at sigte efter i kampen for et bedre klima.

Danske interessenter i soja og import af samme har slået sig sammen og er i dag medlemmer af “Dansk Alliance for Ansvarlig Soja” – i daglig tale blot “Soja-alliancen”:


3F, Arla, Aldi, Concito, Coop, Dagrofa, DAKOFO, Danish Crown, Danpo, Dansk Erhverv, DLG, DSK, HK Scan, IWGIA, Landbrug & Fødevarer, Letz Sushi, Lidl, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Preferred by Nature, Rema 1000, Salling Group, Udenrigsministeriet, Verdens Skove og WWF.


Soja-alliancen spænder således vidt inden for fødevaresektoren, og den er skam en god ting – for skovene i det store udland. Desværre ikke i det lille indland. Her savner man nemlig, at alliancen tager skridtet videre og kommer med løsninger, der kan mindske det danske husdyrhold og dets enorme foderforbrug.

Det ville være gavnligt for klimaet, og det ville reducere den efterfølgende forurening med gylle fra de alt for mange millioner slagtesvin, vi producerer i dag. Gylle, der langsomt løber, siver eller vaskes ud i det betændte danske vandmiljø og her giver anledning til algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Dermed ville Soja-alliancen gavne ikke blot udenlandske skove, men også de danske fjorde, der gisper efter vejret i sommervarmen.

Sojaskråen er hermed givet videre.



Etisk Handel om skovrydning


“Den danske årlige import af soja, i blandt andet dyrefoder, udgør Danmarks største risiko for rydning af skov. 

Derfor har de største danske sojaaktører på tværs af sektorer siden 2019 arbejdet sammen i ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’ for at fremme ansvarlig sojaproduktion, og nu er alliancen klar med endnu højere ambitioner.”


Det skriver Etisk Handel Danmark i en pressemeddelelse. Etisk Handel har siden 2008 arbejdet for at fremme samarbejdet omkring bæredygtig global handel. Dette i et naturligt samarbejde med Udenrigsministeriet.

EU har netop fået en ny skovlov, der stiller nye krav til den globale handel med afgrøder. Blandt meget andet kræver den, at dyrkning af soja til foder ikke må ske på bekostning af rydning af skov. 

Det er en lov, som medfører helt nye krav om “dokumentation af ansvarlige forsyningskæder”, som det fremgår af teksten.

I skrivende stund er der stadig udfordringer med afskovning, da denne nu i endnu højere grad rykker til nye områder, der ikke nødvendigvis betegnes som skov eller primær skov, men i stedet “andre naturlige økosystemer”.

Et rigtig godt eksempel finder vi i Brasiliens Cerrado-savanne, som er et af verdens mest biodiverse steder og dermed kritisk vigtig for at beskytte det globale klima. 

Lige nu er 70 procent af dette naturområde ikke beskyttet af den kommende EU-skovlov og risikerer derfor at blive omlagt til eksempelvis sojaproduktion.


Ikke kun for skov

Men henblik på Cerradoen og tilsvarende økosystemer forsøger Soja-alliancen nu at få ændret teksten i den nye EU-skovlov.

Soja-alliancen har ikke kun fokus på skovrydningsdelen, men også på, at sojaproduktionen skal ske uden rydning af anden værdifuld natur og skov. Såsom netop Cerradoen i Brasilien.

Soja-alliancen opfordrer derfor til, at EU-lovgivningen, når den skal revideres, udvides til også at omfatte omlægning af andre økosystemer. Et udspil, som vækker glæde hos Verdensnaturfonden:


“WWF noterer med glæde, at Soja-alliancen er mere ambitiøse end EU-lovgivningen ved at sætte fælles mål om at arbejde sammen for at stoppe såvel skovrydning som omlægning af andre naturområder i 2025. 

Samtidig er der enighed om at bruge internationale definitioner (AFI). Danske aktører spiller en vigtig rolle i kampen mod afskovning, og vi har ingen tid at spilde, hvis vi skal redde skoven og naturen”.


Det siger Mette Boye, som er miljøfaglig chef i WWF Danmark. Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis blot der også kunne fokuseres lidt på lille Danmark og ikke kun det store udland:



Med fare for at gentage mig selv: Det er helt fint, at hele eller dele af den danske fødevaresektor på denne måde gør en indsats for at redde skov, regnskov og truede naturtyper i det store udland. Den slags tiltag kan der ikke siges nok godt om.

Men endnu bedre ville det være, dersom vi reducerede vort hjemlige sojaforbrug til foder, begrænsede antallet af slagtesvin i danske svinestalde og dermed reducerede den uundgåelige gylleproduktion.

Det er den, der her og nu truer med at tage livet af de indre danske farvande.

© 2023 Steen Ulnits


Soja kort fortalt

Sojaplanten er kendt for sine proteinrige bønner, der primært produceres i frostfrie dele af Argentina, Brasilien, Kina og USA. 75% af verdens produktion går idag til dyrefoder – mere end 50% alene til svinefoder.

Det danske klima egner sig dårligt til sojaproduktion, hvorfor vi må importere sojabønner fra ovennævnte lande. Selv producerer vi i dag foderraps og fodermajs til den gigantiske danske svineproduktion.

Samlet set producerer Danmark seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan fortære. Denne massive produktion lægger et enormt pres på dansk natur og miljø, som dyrkes intensivt og dagligt forarmes.

Sojaskrå er navnet på det faste restprodukt, som er tilbage efter ekstraktion af sojaolien. Med et proteinindhold på op mod 50% bruges det meget i fødevareindustrien.


Fotos: Marker med blomstrende foderraps ved Randers Fjord



Fra Bisp til Gisp

Tilbage i 2004 (1987) kunne Brdr. Bisp alias Michael Wikke & Steen Rasmussen med god samvittighed spørge seerne på DR: “Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Nej, det skal du ikke. Thise Mejeri skilter nu med “Ingen soja i foderet” på deres økologiske mælkeprodukter. I 2023, mere end tyve år senere.

“Voldsom Volvo”, som Allan Mortensen sang, når nogen råbte om hjælp. Godt akkompagneret af Billy Cross på elspade.

Måske Brdr. Bisp må tage navneforandring til Brdr. Gisp i disse iltsvindstider…

“Hørte jeg et råb om hjælp?”



 

Vil du høre ålegræsset gro…


Så skal du nok skynde dig. Vort hjemlige ålegræs, som har det latinske artsnavn Zostera marina, er fra naturens hånd en uhyre almindelig og meget vigtig vandplante. Desværre har den det rigtig skidt i vore dages næringssalt-forurenede vande.

Ålegræs er slet ikke nogen græs, selv om de op til meterlange bændler kan lede tankerne hen på såvel græs som ål. Et andet og lige så betegnende navn er almindelig bændeltang.

Uanset navnet så er der i begge tilfælde tale om en flerårig vandplante, hvis rødder rent faktisk stammer fra land. Som sådan blomstrer ålegræsset om sommeren – dog med blomster så små og godt gemte, at de næsten ikke er til at se.

Ålegræsset dækkede tidligere kvadratkilometer efter kvadratkilometer af de lavvandede danske fjordområder. Helt ud til 15 meters dybde kunne man finde den, mens vandet endnu var klart nok til den lyskrævende plante. Enkelte steder nævnes sågar fund ud til 18 meter vand.

Så klart er vandet desværre ikke længere. I dag finder vi ikke ålegræs på større dybder end 5  meter – i mange forurenede fjordområder endda langt mindre. Og det er rigtig trist, for det er netop i ålegræsbælterne, at vi finder den største biomasse og artsrigdom i de indre danske farvande.

I gamle dage kunne ålegræsset vokse sig op til to meter langt eller mere.  Imellem de nu sjældent mere end én meter lange stængler kan de små fisk gemme sig og vokse sig store, så de siden kan blive til føde for endnu større rovfisk, I de grønne ålegræsmarker kan de ligeledes grønne roskilderejer finde ideelle skjulesteder, hvor de kan vokse sig spisestore for såvel fisk som mennesker.

Ålegræs er således et uhyre vigtigt opvækst- og levested for mange marine organismer, og ålegræs kan man derfor ikke have nok af – kun for lidt.

Desværre kniber det som allerede sagt meget for ålegræsset i de forurenede indre danske farvande. De mange næringsstoffer fra især landbruget gør vandet uklart af alger, som igen skygger for ålegræsset, der mistrives.



En kamp for overlevelse

De mange næringssalte fra landbruget er skadelige for ålegræsset på flere måder. Dels skaber næringssalte i overskud grobund for langt flere alger, end der er plads til i et normalt og sundt økosystem. Og dels skygger de mange alger helt enkelt for lyset, som er livsnødvendigt for ålegræsset og dets fotosyntese. Uden lys ingen planter.

De mange alger dør på et tidspunkt og synker til bunds, hvor de rådner op under forbrug af ilt. Fortsætter denne tilgang af døde og nedsynkende alger, vil der opstå iltsvind, som i første omgang er dødbringende for fisk og smådyr.

Fiskene kan dog i mange tilfælde nå at svømme væk, når iltsvindet melder sig. Og krabber kan måske nå at kravle på land – væk fra den giftige svovlbrinte. Det kan de øvrige organismer i sagens natur ikke. 

Efter et stykke tid med iltsvind dannes der nemlig svovlbrinte eller H2S i bundslammet. På et tidspunkt kan denne svovlbrinte trænge op gennem bundslammet og op i vandet. H2S er en uhyre giftig gasart, der blokerer stofskiftet hos højere organismer. På samme måde, som cyanid gør det. Dyrene dør helt enkelt.

Mindre kendt er det, at heller ikke ålegræs kan tåle svovlbrinte. Ved iltsvind og optrængning af svovlbrinte “knækker” ålegræsset i dets vækstzone, som er lige i overgangen mellem bund og vand. Græsset dør helt enkelt. Det ser ud, som var det skåret af med en kniv. De døde blade driver siden i land, som var de høstet af selveste Manden med Leen.

Endelig er der fedtemøget, som er en generel betegnelse for étårige brunalger, der stortrives i næringssalt-forurenet vand. Fedtemøget sætter sig på faste overflader som ålegræs og kvæler det ved at hindre planten adgang til det livgivende sollys.

Er der tilstrækkeligt mange næringssalte i vandet, kan ålegræsset bare ikke overleve. Og da hjælper ikke udplantning af selv nok så mange friske skud.



En stor kuldioxid-fjerner

Men ålegræs er andet og mere end en ideel biotop for levende organismer. Ålegræs kan nemlig også optage store mængder af den CO2, som vort moderne samfund udleder. Og det er ikke småting. Tilbage i 2020 udledte Danmark samlet 42 millioner ton drivhusgasser – med CO2 som den vigtigste. 

Aarhus Universitet anslår, at omkring 670.000 hektar dansk fjordbund tilbage i år 1900 var dækket af frodige ålegræsbælter. I dag er der mindre end en tredjedel tilbage: 220.000 hektar.

Forskere vurderer, at 450.000 hektar ålegræs vil kunne optage op mod 45 millioner ton CO2. Altså mere end den samlede danske udledning. Hvis ålegræsset vel at mærke vil gro igen. Det har eksempelvis knebet gevaldigt med reintroduktion i Odense Fjord, hvor vandet helt enkelt er for uklart og forurenet med næringssalte. Da kan man hverken se eller høre ålegræsset gro.

Udplantning af ålegræs er sket flere steder landet over – senest i Randers Fjord, hvor man vovede pelsen og i forgangne maj måned foretog udplantning af knapt 6.000 friske ålegræsskud ved Udbyhøj. Tæt på Kattegat og i forhåbning om, at tidevandet herude vil sikre den fornødne vandudskiftning.

Det tør man ikke håbe på længere inde i den lange og smalle Randers Fjord, som konstant modtager kolossale mængder af overskydende næringssalte fra de inddæmmede marker langs fjorden. Fra de intensivt dyrkede enge ved Støvringgaard og Tørring, hvor der dyrkes store mængder raps til svinefoder.

Ironisk nok gødes markerne langs fjorden med gylle fra de selvsamme svin, der dyrkes foderraps til. Hvert forår kører kæmpemæssige gyllevogne derfor gødning ud på den sandede jord, som er gammel fjordbund.

Store mængder af overskydende næringssalte fra de gødede marker bag diget pumpes herefter direkte ud i vandmiljøet, hvor de kvæler livet i først Randers Fjord og siden Kattegat. Et af landets største iltsvindsområder findes da også herude, hvor fjorden møder havet.



Ramt af sygdom

Man regner med, at vi i dag måske kun har 10-20 procent af det oprindelige ålegræs tilbage. I bedste fald 30 procent.

Tilbage i 1930’erne blev ålegræsset nemlig ramt af en svampesygdom, som decimerede bestanden og mængden af ålegræs. Indtil da var ålegræs hyppigt brugt til såvel dækmateriale på tage som fyld i madrasser. På Læsø kan man stadig se flere huse med ålegræstag.

Efter svampeangrebet i 30’erne kom ålegræsset langsomt tilbage, men blev siden slået ned igen af forureningen med næringssalte fra først by og land, siden primært landbruget.

Det kystnære fiskeri med bundtrawl og muslingeskrab har ligeledes været en stor hindring for ålegræssets udbredelse. Begge er fiskemetoder, som pløjer bunden op og ødelægger de fysiske livsbetingelser for ålegræsset. Begge er de metoder, som derfor må udfases helt i de indre danske farvande.

Det samme gælder opdræt af fisk og muslinger, der i lighed med landbruget tilfører vandmiljøet uønskede næringssalte. I det hele taget må de indre danske farvande friholdes mest muligt for fysisk og kemisk påvirkning. Vi har for længst passeret grænsen for, hvad vandmiljøet kan holde til.

Da ålegræs er en flerårig plante, tager det lang tid for den at kolonisere nye områder eller rekolonisere gamle. Derfor hjælper vi den nu mange steder ved udplantning af nye skud. Kunstigt åndedræt kunne man kalde det.

De store ålegræsmarker udgjorde tidligere en god sikring mod bølgeerosion af kysterne. En funktion, de ikke har længere, nu hvor de er væk.

Da skibsfarten i specielt kystnære sejlrender skaber store bølger, som er hårde ved ålegræsset, har vi anlagt beskyttende stenrev ved Udbyhøj i Randers Fjord. Her passerer mange store coastere tæt forbi i sejlrenden. De nye stenrev vil forhåbentlig give læ nok for bølger og strøm til, at det nye ålegræs kan få fæste.

Ålegræssets udbredelse nedefter i dybderne har i mange år været brugt som en god og enkel indikator for forureningsgraden i kystnære farvande. Jo flere næringssalte og dermed mere forurening, der er i vandmiljøet, desto ringere bliver sigtedybden. Og desto lavere vand træffer man ålegræsset på.


Ved Støvringgaard og Tørring Enge pumpes næringssalte konstant ud i Randers Fjord fra de dyrkede og gødede marker bag digerne.


De kommende år vil vise, om ålegræsset overhovedet har en fremtid i dagens Danmark. Om vi fortsat vil prioritere et intensivt og stærkt forurenende landbrug frem for et sundt vandmiljø med plads til dyr og planter.

Vi fortsætter indtil videre med udplantning af nye ålegræsplanter. Og krydser fingre for, at vandkvaliteten engang igen bliver tilstrækkeligt god til, at græsset kan trives og atter vil brede sig.

Det øgede gødningsforbrug fra den borgerlige regerings Landbrugspakke gør det dog vanskeligt at nå i mål. Og helt umuligt at opfylde kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

Vi ligger lige nu, som den tidligere borgerlige regering har redt. Som Lars Løkke, Esben Lunde, Eva Kjer og Jacob Ellemann ville det.

En linje, som Mette Frederiksen desværre villigt fortsætter.

Og det er desværre ikke i en seng af frisk ålegræs.


© 2023 tekst & fotos: Steen Ulnits

Introfoto:  Jan Henningsen


Læs mere om udplantning af ålegræs i billedreportagen her.

 

Randers Ålegræs

Den yderste del af den lange og smalle Randers Fjord blev i dag 2.500 små ålegræsplanter rigere. Yderligere 2.500 er på vej. De skal sammen med nye stenrev hjælpe vandmiljøet til en bedre fremtid. Randers Kommune står bag.

Klik for større fotos


Det er lidt af et udstyrsstykke at udplante ålegræs. Der skal planlægning, mandskab, både og friske ålegræsplanter til. Samt tid og fysisk arbejde.


Det etablerede “skolerev” ved udsejlingen fra Udbyhøj. Ved lavvande stikker de mange nye sten op gennem overfladen. Ved højvande er de alle oversvømmet.


Det er ikke raketvidenskab at udplante ålegræs. Blot man har mandskab og redskaber nok. Til de vigtigste hører jernsøm og jerntråd. Ikke rustfrie.


Den vigtigste ingrediens af dem alle: Friske ålegræsplanter. Disse er hentet ud for Overgaard nord for Randers Fjord, hvor der stadig er store ålegræsbælter.


Hvert eneste ålegræsskud fastgøres til et jernsøm med et stykke jernwire. Sømmet forankres i bunden, hvorefter både søm og wire ruster væk.


Det kræver mandskab at rigge 2.500 nye ålegræsskud til dagens udplantning. Her arbejder tre generationer sammen om at nå målet.


Fremtidens mand. Ved at plante ålegræs ud er han selv med til at skabe en bedre fremtid og et bedre vandmiljø end det, han selv er født ind i.


Det er bare fast arbejde at montere ålegræsskud på søm og wire. Tusind tak til alle frivillige, som deltog. Og Randers Kommune, der koordinerede.


Der er brug for alle disponible hænder. Projektleder Maggie giver en hånd med, inden dykkerdragten og vandet kalder.


Det er i ålegræs og ålegræsbanker, vi finder den største naturlige biomasse i de indre danske farvande. Derfor er ålegræs en uhyre vigtig plante.


Nye skud klar til udplantning. Hvert eneste ålegræsskud er fastgjort til et søm med wire. Sømmet forankrer planten i bunden, hvorefter wire og søm ruster op.


De unge ålegræsplanter monteres forsigtigt på søm og wire, så de ikke tager skade inden udplantningen. – Det er vigtigt, det her!


Flere hundrede ålegræsskud klar til udsejling og udplantning. Og der er flere hundrede andre på vej. Hårdt arbejde, men heldigvis er der frivillige nok.


Så er kanonen ladt. Sømmet er gjort fast med wire og planten klar til at blive forankret til bunden med det lange jernsøm.


Der foregår intet tilfældigt her. Området, hvor ålegræsset skal udplantes, er nøje målt ud. Vi ved præcis, hvor mange planter der skal være netop her.


Sådan ser friske ålegræsskud ud, når de netop er sat på en halv meter vand. De sidder forhåbentlig så godt fast, at bølger og strøm ikke tager dem.


Der er tung skibstrafik ind og ud af Randers Fjord. For at beskytte det nye ålegræs mod bølger og strøm, er der udlagt beskyttende stenrev.


Området er målt ud og målepindene sat. Den bedste strategi for dagen diskuteres, inden det tunge arbejde går i gang.


Vandet er lavt ved lavvande. Alligevel kræver det ind imellem, at den ene dykker holder den anden nede under udplantningen!


– Godkendt! Knapt var dykkeren borte, førend den første kutling indtog de nye ålegræsplanter. Hvad kan det ikke blive til…


Der måles og plantes til den store guldmedalje. Der er megen logistik forbundet med udplantning af ålegræs.


Tid til en lille puster i forårssolen, førend næste hold skal ud. Og en bid brød. Uden kalorier holder man ikke længe under vandet.


Så er det tid til at tage hjem. Efter en lang arbejdsdag på fjorden. Alle sover med garanti rigtig godt i nat!


Klik på billedet for at se et helt panorama fra et nyplantet ålegræsbed. Bemærk den nye straks-indflytter i midten!


Tusind tak for den store indsats til alle fremmødte frivillige. Uden jer var der intet nyt ålegræs blevet plantet!

Den endelige optælling viste, at der på to travle dage blev udplantet i alt 5.795 nye ålegræsskud.

Vi følger udviklingen af stenrev og ålegræs ved Udbyhøj nøje i den kommende tid.

Check ind regelmæssigt for at holde dig opdateret.


Læs mere om Randers Stenrev her


Udbyhøj, 13. maj 2023


© 2023 Steen Ulnits


Læs mere om det vigtige ålegræs og dets biologi:

Vil du høre ålegræsset gro…

Grund Fjord

Den lavvandede Grund Fjord er endestation for alt vand i Alling Å, der siden fortsætter til Randers Fjord på sin vej mod Kattegat. Her er der grøn energi både til lands, til vands og i luften.

Klik for større fots


Flashback til de gode gamle dage, hvor Grund Fjord bugnede af ål, åleruser og ålebundgarn. I dag må pælene nøjes med at se til fra land. Ålene er væk.


Vejen til vandet og vindmøllerne ved fjorden. Dybe hjulspor vidner om en sumpet og afvandet undergrund.


Overalt langs fjorden ligger der både på land. Nogle bruges året igennem, andre kun om sommeren og enkelte aldrig.


Forårssolen trænger sig langsomt gennem disen, der stadig hviler tungt over fjorden. Båden står naturligvis klar til sæsonen.


Hvor Grund Fjord møder Randers Fjord ligger et antal mindre, men så meget mere attraktive sommerboliger eller kolonihavehuse.


Kilometervis af gyldne sivskove er kendetegnende for Randers og Grund Fjord. Her kan man ofte høre og en sjælden gang se rørdrummen.


Indsejling til den lille og hyggelige havn i Uggelhuse er smal og sivomkranset. Her er ikke plads til større lystbåde.


Vandet ligger spejlblankt hen og lokker til en sejltur på fjorden. Selv skyerne tager den med ro og flytter ikke på sig.


Små jagtbåde som denne er der mange af i sivskovene langs både Grund Fjord og Randers Fjord. Det er ænderne, der trækker.


Bolværk og faskinepæle skiller land fra vand i Uggelhuse havn. De kræver regelmæssig vedligeholdelse for at blive stående.


Vandspejlinger på Grund Fjord. Smukt ser det ud, og fisk at fange var der også engang for ikke så længe siden.


Har man brug for en hjælpende og behandsket hånd, kan man også få det i Uggelhuse. Næsten symbolsk for fjordens tilstand.


Pæle og reb til fortøjning holder de små fjordbåde sikkert på plads. Det er høj vandstand mere end stærk vind, der er truslen.


Sivskoven er tæt og indbyder ikke til fiskeri lige her. Der er helt enkelt ikke plads til at svinge stangen.


Af praktiske årsager er det ikke tilladt at fiske i den lille havn ved Uggelhuse. Det kunne hurtigt blive kaotisk.


Terrænet i Alling Ådal er afvandet i sjældent høj grad. Alling Å tilfører således store mængder næringssalte til Grund Fjord.


Sydsiden af Grund Fjord huser en del småskove, som egner sig perfekt til en lille eftermiddagstur med hund og familie.


Måske et lidt pudsigt billede at slutte denne fotoreportage af med. Men træet stammer altså fra en af skovene ved Grund Fjord.


Kobberforurening af Alling Å og Grund Fjord

Den lille Grund Fjord har på det seneste fået en del opmærksomhed.

Den har altid været kendt for at være ekstremt lavvandet – grund – og derfor vanskeligt sejlbar. Tidligere var den også kendt for sin store bestand af ål og aborrer, der trivedes i det lave fjordvand. 

I dag er vegetationen død flere steder – givet på grund af de store mængder næringsstoffer, der løbende tilføres fra de afvandede marker langs fjorden. Og den seneste tids store regnskyl, der vasker dem ud fra jord til fjord.

Længst inde i Grund Fjord udmunder Alling Å. En god del af åen har været gennem en kostbar naturgenopretning, siden Århus Amt blev nedlagt i 2007. Dræningen er ophørt mange steder og åen genslynget. Udvaskningen af kvælstof er tilsvarende reduceret. 

Lokalt har man imidlertid oplevet en nedgang i bestanden af havørreder, som ellers burde være vokset efter naturgenopretningen og de nyanlagte gydebanker. Senest er der kommet fokus på genbrugsvirksomheden Nordic Waste, der er placeret længst oppe ved Ølst, som en mulig forklaring.

Her har man nemlig oplevet flere udslip fra fabriksarealet efter store regnskyl. Udslip direkte til den øvre del af Alling Å. Faunaundersøgelser ved fabrikken indikerer, at der sandsynligvis sker en løbende udvaskning af kobber fra fabriksgrunden. Det viser faunaprøver taget i Alling Å henholdsvis opstrøms og nedstrøms Nordic Waste.

Alger, vandplanter og krebsdyr er specielt følsomme over for tungmetallet kobber, der både er et nødvendigt mikronæringsstof, som alle organismer har brug for i ganske små mængder. Og så en decideret miljøgift, der blandt andet bruges i bundmaling for at begrænse begroning af skibsskrog.

I udlandet bruges kobber også til at gøre vandet i smådamme på ikke mindst golfbaner mere klart og mindre algefyldt. Noget, der på godt dansk er rigtig meget forbudt i Danmark.

Det er således en trist udvikling for ikke blot Alling Å, men også Grund Fjord og Randers Fjord, hvor alt vand og muligt kobber jo til sidst ender. Dette ikke mindst med tanke på vandmiljøet og de mange skattekroner, som Naturstyrelsen indtil videre har postet i naturgenopretningen af Alling Å.

Denne forurening bør naturligvis stoppes hurtigst muligt.


Læs mere om Alling Å i artiklerne her:

Naturgenopretning af Alling Å

Faunaundersøgelser i Alling Å


© 2023 Steen Ulnits

 

Randers Stenrev

2.500 tons sten på vej ud i Randers Fjord ved Udbyhøj. Det er organisationen Randers Stenrev, som på denne måde ønsker at genskabe livet i den lange og smalle fjord ved Kattegat.

Klik for større fotos


Store mænd og store maskiner. Voksne mænd bliver som børn på ny, når de ser maskiner som disse, der kan flytte tonstunge sten.


Der skal være fast bund under larvefødderne, når tonstunge sten skal placeres på bunden og blive til nye stenrev.


De nye stenrev skal give læ for strøm og bølger, så vegetationen kan få fæste. Til maj starter udplantning af ålegræs.


De fleste sten er så store, at en voksen mand ikke kan løfte dem. Det problem klarer gravkoen med et snuptag.


Det nye stenrev markeres med bøjer, så skibene ikke går på grund. De lokale skal vænne sig til nye sten.


Borgmester Torben Hansen fortæller skoleelever om de nye stenrevs betydning for livet under vandoverfladen.


Uden Mænd og Maskiner går det ikke. HedeDanmark har påtaget sig at udlægge de mange sten til nye stenrev.


Den første sten gøres klar til udlægning ved havnen i Udbyhøj. Maskinføreren svinger grabben med øvet hånd.


Der blev klappet på land, da den første store sten ramte vand. Lad den, som er ren, kaste den første sten!


Christian Boldsen fra ELRO Fonden, der beredvilligt har finansieret en stor del af det nye Randers Stenrev.


Det er sjældent, man får mulighed for at kaste med sten, der er så store. Skoleeleverne var vilde med det!


LAG Randers havde bagt en rigtig LAG-kage til lejligheden. Mette Risager flankeret af Fjordfolkets Knud Pedersen.


Grøn er Vårens Hæk, står der i sangen. Grøn var LAG-kagen også – trods den manglende vår.


En ære at få lov til at skære. I det kolde vejr fik både flødeskumskage og varm kaffe hurtigt ben at gå på. 
Foto: Mette Risager


Så er roen ved at falde over Randers Fjord. Stenene er kastet, gravkoen parkeret, kagen spist og kaffen drukket.


Ikke alle både ser vand på Randers Fjord. Nogle kun indenbords og på land. Men smukt ser det ud i solnedgangen.


Tak for en god dag og et nyt stenrev. Vandet er på vej ud, mens fuglene går til ro. Et nyt højvande er på vej.


Udbyhøj, 15. marts 2023


2017: Flashback til tegnebordet

Nye stenrev kommer ikke af sig selv. Det ved vi i foreningen “Randers Stenrev”, som fostrede ideen for seks år siden.


Henrik Leth på jagt efter egnede lokaliteter til et nyt stenrev. De første målepinde blev sat ud for Råby Odde.


Målepindene stødte hurtigt på fast grund. Men kunne bunden under dem nu også bære de tonstunge sten?


En nysgerrig sæl blev hurtigt vor faste følgesvend. Den kunne godt se potentialet i et nyt stenrev på fjorden!


En kold pilsener gør godt efter vel overstået arbejde. Selv på en kold dag. Naturligvis økologisk og årgang 2017.


© 2023 tekst & fotos:

Steen Ulnits – Dansk Videncenter for Sportsfiskeri


Dansk Videncenter for Sportsfiskeri har påtaget sig at monitere udviklingen på de nye stenrev i Randers Fjord. Mere herom på:

www.videncenterforsportsfiskeri.dk


Læs mere om Randers Ålegræs her


 

Randers Fjord

Udbyhøj 2

I gamle dage var havørredfiskeri på Randers Fjord stort set lig med trolling, dørgefiskeri eller blink efter båd. Kært barn har mange navne. Andre fiskemetoder blev næsten ikke brugt.

Randers Fjord er nemlig fra naturens hånd indrettet sådan, at det kun få steder er praktisk muligt at fiske direkte fra kysten. 

Langs størstedelen af den lange og smalle fjord er det nemlig umuligt, hvis ikke direkte farligt, at færdes uden båd. Bunden er blød, strømmen til tider stærk og afstanden ud til sejlrenden mange steder stor. Samtidig kommer vældige skibe regelmæssigt tæt forbi og danner et “sug”, der kan trække fødderne væk under vadefiskeren. 

Det kan være en rolig coaster med varer til eller fra Randers havn længst inde i fjorden. Eller det kan være lodsbåden, som med sine mange hestekræfter skyder en voldsom fart på vej ud eller ind til skibe, der skal lodses gennem den meget lange og smalle fjord.

Derfor er bådfiskeriet det foretrukne i store dele af Randers Fjord – med Randers Havn samt en lille håndfuld andre lokaliteter som undtagelserne, der bekræfter reglen.

Randers Havn

Gudenåen løber ret igennem Randers Havn, der markerer bunden af Randers Fjord. Det giver fiskemuligheder, som ingen anden havn kan byde på. Desværre er der planer om at begrænse adgangen til havneområdet – på grund af mulig terrorisme. Det vil mange Randers-borgere blive meget kede af.

Med den store og ferske Gudenå løbende igennem sig kan Randers Havn byde på fiskemuligheder langt ud over det sædvanlige. Her kan man nemlig møde mange forskellige fiskearter – på vej opstrøms eller nedstrøms eller levende mere permanent i området.

Der tales i det følgende om tre forskellige dele af fjorden med hver deres karakteristika og dominerende fiskearter:


Inderfjorden: Den inderste del af Randers Fjord, som i biologisk forstand mere er å end fjord. Vandet er næsten ferskt, og fiskene de samme, man finder oppe i åen. Med gedde, aborre og sandart som de vigtigste. Typisk fisker inderfjorden bedst i den kolde årstid.

Mellemfjorden: Randers Fjord mellem den ferske inderfjord og den salte yderfjord er lang og meget smal. Flere steder er der næsten kun sejlrenden at fiske i. Fiskeriet her er en blanding af inderfjord og yderfjord – med meget skiftende fiskeri efter vandrende fiskearter – på vej ud eller ind i fjorden.

Yderfjorden: Den yderste del af Randers Fjord, som fortrinsvis er salt på grund af det indstrømmende vand fra Kattegat. Fiskene er almindelige saltvandsfisk som sild, makrel og hornfisk samt multe og havørred. Typisk fisker yderfjorden bedst i sommerhalvåret.

1. Motorbådshavnen

Randers Havn begynder formelt set nedstrøms Randers Bro, men de gode fiskemuligheder begynder lidt længere opstrøms – ved Justesens Plæne, der ligger mellem Randers Regnskov og Randers Bro.

På den modsatte side af Justesens plæne – på åens sydside – ligger motorbådshavnen. Her har man tilsvarende fangstmuligheder, omend det ikke er så let at komme til.

På begge sider af åen kan man komme i kontakt med de laks og havørreder, som står i strømlæet umiddelbart opstrøms bropillerne ved Randers Bro. Mellem den gamle Randers Bro og den nyere cykelbro er der et lavvandet område, hvor man i det tidlige forår kan opleve et fint grønlænderfiskeri.

Randers Havn er delt op i en nordhavn og en sydhavn. Bunden af nordhavnen kaldes ofte for “det blinde løb”, da Gudenåen ikke passerer igennem her. Alligevel er det netop her, de fleste havørreder fanges i vintermånederne. 

Mange er over målet, men endnu flere er under. Hertil kommer så de mange smolt – ungfisk af laks og havørred – der i forårsmånederne også havner herinde på deres nedtræk gennem åen til Randers Fjord.

De mange smolt har givet anledning til, at der kan udstedes generelt fiskeforbud i nedtræksperioden, så de små fisk ikke kommer noget til. I så fald skiltes der med forbudet.

2. Sydhavnen

Sydhavnen tiltrækker i perioder rigtig mange fiskere af mange forskellige nationaliteter. Ikke mindst flygtninge træffes ofte ude med snøre her. Ind imellem kan der være så mange ude med snøren, at krydsede liner og knubbede ord hører til dagens orden.

Der fanges primært aborrer fra sydhavnens kajer, men mange andre fiskearter blander sig året igennem regelmæssigt med aborrerne. Således er adskillige store helt gået til biddet her. Der fiskes mest med bundsnøre rigget med orm eller småskaller. Ormene giver aborrer, skaller og helt, mens småskallerne primært kaster de lidt større aborrer af sig.

Ud for Kristrup ligger et lille bådleje, der i folkemunde ofte går under navnet ”Kristrup Krigshavn”. En lokalitet, der tidvis kaster mange aborrer af sig. Området omkring havneindløbet hører til favoritterne.

3. Nordhavnen

Dette er havnens virkelige hot spot, når det gælder sandart. Det er i denne del af nordhavnen, at langt de fleste sandarter fanges – fortrinsvis på jig eller agnfisk og primært i sommermånederne. 

Hvad der får sandarterne til at foretrække netop dette sted, får stå hen i det uvisse. Sandsynligvis er det store stimer af byttefisk, som lokker rovfiskene hertil. Netop sandarten er kendt for gode og dårlige årgange – med mange eller få fisk – og fiskeriet har i de seneste år været dårligt i nordhavnen. 

Ud over det ustabile sandartfiskeri kan der i perioder også være mange aborrer på denne plads. Pynten mellem nordhavnen og sydhavnen kan ligeledes være et godt aborrested – fortrinsvis når strømmen løber stærkt og der derfor dannes et strømlæ netop her. To koste markerer sejlrenden på denne spids.


Aborrer


4. Venezuela

Lidt længere ude finder man lokaliteten ”Venezuela”. Det eksotiske navn dækker over en lige så eksotisk del af Randers, nemlig de mange fritids- og helårshuse, der ligger ud til Gudenåen netop her – mange med egen båd og bådebro. Der fiskes naturligvis flittigt – og fanges i perioder mange fisk.

5. Dronningborg Lystbådehavn

Umiddelbart nedstrøms syd- og nordhavnen breder Gudenåen eller Randers Fjord sig ud i en lavvandet bredning, som i perioder holder mange gedder og aborrer. Bredningen repræsenterer i dag resterne af Gudenåens oprindelige og meget omfattende delta.

I hele sommerhalvåret er der i bredningen en så yppig grødevækst, at det næsten er umuligt at fiske eller sågar sejle herinde. I sommermånederne stikker de mange vandplanter helt op i overfladen og byder massive mængder af småfisk på ideelle leveforhold.

6. Dronningborg Bredning

Før de store uddybningsarbejder på Randers Fjord fandt sted, løb Gudenåen gennem bredningen, hvor det gamle åløb stadig findes. I dag passerer det meste af vandet gennem den af hensyn til skibsfarten udgravede sejlrende syd for bredningen.

I den nordlige ende af bredningen udmunder den lille Tjærby Bæk. Udmundingen er gjort kunstigt bred for at give plads til både i sivskoven. Hermed er mundingen blevet over to meter bred, og dermed er udløbet omfattet af en helårsfredning.

Lokale lystfiskere stiller spørgsmålstegn ved det rimelige heri, og der arbejdes fra mange sider på at få helårsfredningen ophævet.

7. Svinget

Er man lokalkendt og indstillet på en længere køretur, kan man ofte få lov at være ene om fiskeriet, hvis man vælger ”Svinget”.

På sin vej østover slår vejen fra Randers mod Udbyhøj et skarpt knæk. Hvor asfaltvejen drejer 90 grader til venstre, drejer man i stedet 90 grader til højre ad en lang og smal grusvej. Fortsætter man langt nok, drejer denne vej skarpt til venstre og følger nu fjorden udefter, til den ender blindt ved en samling sommerhuse. Her er der plads til en lille håndfuld biler.

Her findes også en afvandingskanal med en lille bro og bådpladser samt et kommunalt shelter med den smukkeste udsigt over fjorden. Herfra kan man fiske direkte ud i sejlrenden gennem huller i den tætte sivbræmme – med udsigt til øerne ved udmundingen af Grund Fjord ret på den anden side af fjorden.

8. Grund Fjord

En grund fjord, som med kun meterdybt vand virkelig lever op til sit navn. Fjorden huser en god bestand af aborrer, som stammer fra Alling Å længst inde. Herfra kommer også en hel del havørreder, som kan fanges på træk ind og ud af fjorden.

De senere år har set vandet klare op i fjorden – som følge af en bedre rensning af spildevandet. Det klare vand har dog samtidig haft den effekt, at vandplanterne nu står tæt – helt op i overfladen i sommermånederne – og vanskeliggør fiskeri med stang og line.

Bemærk det 1 km store fredningsbælte ved åens udløb – dobbelt så stort som det gængse på 500 meter. I praksis er det dog næsten umuligt at komme helt herind – så lavt er vandet.

Ret ud for Uggelhuse, hvor Grund Fjord møder Randers Fjord, kan man med lidt forsigtighed vade ud og affiske et ofte produktivt område. Her ligger et par småøer, som med stejle skrænter og kuperet bund kaster mange havørreder af sig både forår og efterår.

Her kan man i de kolde forårsmåneder fange både magre nedfaldsfisk og fuldfede grønlændere – havørreder, som stammer fra enten Gudenåen selv eller Allingå i bunden af Grund Fjord.

Bunden er dog noget blød og ikke rar at gå på. Man lærer hurtigt, at man ikke skal stå stille alt for længe på samme sted. Så synker man ned og kan have svært ved at komme fri igen. Stedet er derfor populært blandt lystfiskere, der fisker fra pontonbåd.

9. Støvringgaard dæmningen

I snart mange år har man inddæmmet land langs Randers Fjord og bygget diger og dæmninger til at holde vandet ude fra markerne. 

Det mest kendte eksempel herpå er givet dæmningen ved Støvringgaard, som traditionelt er et populært udflugtsmål for de fortrinsvis lokale lystfiskere, der formår at finde vej ned til vandet. Mange bruger også stien på diget til lange spadsereture i det fri. Herfra er der nemlig fin udsigt til fjorden.

Dæmningen ved godset Støvringgård tiltrækker specielt i forårsmånederne mange fiskere. Man skal dog ikke tage fejl af, at der også om efteråret kan fanges mange trækkende havørreder netop her.

Man kører ned mod pumpehuset og går det sidste stykke ud mod dæmningen, som med en god halv kilometer byder på plads til mange fiskere. Der er næsten altid ledige pladser i den tætte sivskov herude. Længst mod øst fisker man direkte ud i sejlrenden og må passe på, at forbipasserende skibe ikke trækker fiskegrejet med ud.

Fluefiskere kan ikke komme til i den tætte sivskov, men spinnefiskerne har gode muligheder. Mest fiskes der dog med orm og bundsnøre, og fangsten består fortrinsvis af havørreder og helt.

10. Voer-Mellerup

En anden klassiker til fiskeri fra land er strækningen umiddelbart syd for Voer færgeleje på fjordens sydside. Ikke mindst i det tidlige forår fiskes der meget her, hvor de udvandrende havørreder ofte samler sig og fouragerer, inden det endelige udtræk fra fjorden finder sted i april-maj.


Havørred


Ved det hyggelige lille færgeleje Voer-Mellerup kan man krydse Randers Fjord i den lille færge “Ragna”. Her har der været færgested i snart 400 år, og behovet er der stadig. Mellerup ligger jo midt på den lange og smalle fjord, så der er mange kilometer at spare, hvis man krydser fjorden her.

Man kan søsætte sin medbragte båd i Mellerup og herfra befiske en stor del af fjordens bedste pladser. Som bådfisker kan man dække mange af de muslingebanker, som gør bunden kuperet herude, og som tiltaler mange både små og store fisk.

11. Kanaløen

Kanaløen ved Mellerup er et andet af de relativt få steder i fjorden, hvor man kan lystfiske direkte fra land. Fra den ene side fisker man ud i den åbne Randers Fjord. Fra den anden side kaster man direkte ud i en lang og kunstigt gravet sejlrende.

Mange småbådsfiskere søsætter deres trailerbåde ved Mellerup færgeleje. Kanaløen ret over for færgelejet er altid et træk eller to værd. Specielt skal man koncentrere sig om den lange og smalle ø’s to spidser, hvor man ofte vil kunne finde fisk – aborrer såvel som ørreder – i læ for strømmen. Jo stærkere denne løber, desto bedre er typisk den ende af øen, hvor der er strømlæ. 

Når vandet for alvor falder ud af fjorden, fisker man i en rivende strøm, der næsten leder tankerne hen på norske elve og straumer.

12. Skalmstrup Vig

Nord for Mellerup ligger Skalmstrup Vig, hvor den lille Tvede Å munder ud. Tvede Å er blevet restaureret over dele af sit løb og fremstår i dag som et fint gydevandløb med en god bestand af ørreder. 

Herinde ligger også en af fjordens pumpestationer, som sørger for at holde markerne bag diget tørre. Pumpevandet tiltrækker mange småfisk, som igen tiltrækker både havørreder og aborrer. Således kan der i perioder – i vinterhalvåret – fanges pænt med fisk på denne lille lokalitet nær Øster Tørslev.

13. Stenrevet

En lille håndfuld andre steder skiller sig markant ud, når det gælder fiskeri fra land. Det første er ”Stenrevet”, som ligger et godt stykke fra land på fjordens sydside – omtrent midt mellem Mellerup og Udbyhøj. Egentlig burde man tale om fjordens østside, da Randers Fjord på denne strækning løber stik nord-syd.


Stenrevet


Stenrevet er en vel besøgt lokalitet, der sæsonen igennem kaster mange havørreder og i sommerperioden også flere aborrer af sig. Ved premierestarten den 16. januar kan der sågar være decideret trængsel på den få hundrede meter lange ø, hvor sten og muslinger dominerer bunden.

Under indsamling af materiale til denne rapport blev der observeret op til ti (10) fiskere samtidig på Stenrevet. Nærmere adspurgt viste det sig at være en fiskeklub fra Midtjylland, som i samlet flok var taget til Stenrevet. De fyldte nu den relativt lille fiskeplads op, så der ikke var plads til andre fiskere. Stenrevet er således en fiskeplads, der er kendt i vide kredse – langt uden for lokalområdet.

Stenrevets store popularitet har været medvirkende årsag til forslag om at anlægge andre tilsvarende stenrev i Randers Fjord, som jo notorisk mangler fiskepladser til landbaserede lystfiskere.

Udbyhøj

Fra Stenrevet og nordpå til Udbyhøj fiskes der ikke så meget, men der er naturligvis fisk at fange for dem, der kender fjorden. 

Fisk fanges der dog først for alvor, når vi har passeret færgelejet ved Udbyhøj. Her er der sommeren igennem en livlig trafik af biler, som gerne vil undgå den lange køretur uden om fjorden. Forår og efterår er der ligeledes en livlig trafik af havørreder og laks, som skal henholdsvis ud af og ind i Randers Fjord.

Det er kolossale vandmasser, der møder hinanden ved Udbyhøj. Her presser Gudenåens ferske vand sig dag ud og dag ind gennem det snævre sund og ud i Kattegat, hvor det gradvis blandes op med salt havvand.

Det ferske Gudenåvand er lettest og lægger sig derfor over det tungere saltvand, som trænger indefter i fjorden langs bunden. Med højvandet trænger saltvandet ind i Randers Fjord, mens det ferske vand ved lavvande nærmest fosser udefter.

Bunden ændrer sig konstant på grund af vejr, vind og vandstand. Store kræfter flytter rundt på vand og sand – så store, at man som vadende lystfisker må udvise største forsigtighed. Men så er der også mulighed for at opleve et storslået fiskeri efter fortrinsvis mindre grønlændere, som i småflokke trækker forbi med strømmen – for øvrigt på bekvemt kastehold af fluestangen.

Store dele af området omkring Udbyhøj kan bedst karakteriseres som vader, der oversvømmes ved højvande og tørlægges ved lavvande. De kolossale flader, som skiftevis tørlægges og oversvømmes, er rige på alskens fødedyr. Samtidig varmes vandet kraftigt op inde over vaderne, hvilket fiskene specielt forstår at værdsætte i det tidlige forår.

14. Gammeldyb

Umiddelbart øst for Udbyhøj Lystbådehavn skærer en smal rende helt ind under land. Det er Gammeldyb, som ikke mindst i foråret kan holde mange fisk. Der er tale om en tidevandsrende, som starter ude foran havnen, og som ender blindt en lille kilometer længere østpå – så tæt på land, at renden herinde kan befiskes vadende fra land.

Gammeldyb minder meget om de tidevandsrender, som findes længere nordpå – ved udmundingen af henholdsvis Mariager Fjord og Limfjorden. Der er tale om en rende, som fyldes med vand og fisk ved højvande, og som tømmes igen ved lavvande. 

I det tidlige forår varmes vandet ved højvande op inde over vaderne på det lave vand. Det virker tillokkende på fiskene, som opsøger det varme og faldende vand.

15. Sælhundepollen

Det er Udbyhøj nord, der er kendt som det “rigtige” Udbyhøj. Det er således her, de fleste søsætter deres småbåde, når havørreden skal fanges under forårstrækket. Det er også her, det danske trolling-fiskeri har sin vugge. 

Sælhundepollen er en klassiker for de vandrelystne, der ikke lader sig afskrække af flere kilometers vandring gennem halvmeterdybt vand.

De fleste kører ud til sommerhusene ved Sødring, hvor man parkerer ved dæmningens begyndelse. Herefter er det bare at begive sig stik sydover – forhåbentlig ved lavvande, så vaderne er tørlagte og lette at forcere. Ved højvande er det hårdt at kæmpe sig ud forbi Mellempolde og ud til Ballen længst ude.

Overalt på det lave vand over vaderne ved Udbyhøj nord og syd kan man i sommermånederne træffe på multer. De holder meget af vandet, som herinde opvarmes langt mere end længere ude på dybet. Multerne træffes som oftest i småflokke, der konstant vandrer rundt i deres søgen efter føde. De kan være snart her, snart der.

Fra dæmningen ved Sødring og indefter mod Udbyhøj går der en lav rende, som skiller land fra vade. I denne rende kan man ved højvande være heldig at se koncentrationer af multer, som gør sig til gode med alger og smådyr i det varme vand. Men fange dem her – det er en helt anden sag. 


Udbyhøj


Til gengæld kan man her støde på tørlagte garn, som er sat efter de selvsamme multer. Garnene er sat fuldt legalt, når blot de ligger mere end 100 meter fra land. Og det gør de langt fra altid.

Længst ude ved sejlrenden finder vi Sælhundepollen, som er en sandbanke, der normalt ligger oven vande. Her er det således muligt med en hvilepause på tørt land, hvilket kan være tiltrængt efter flere kilometers vandring iført tykke neoprenwaders.

Man skal være klar over, at området fra Udbyhøj og østpå er fuglereservat, og at øerne herude ikke må betrædes i fuglenes yngletid. Fredningen gælder fra 1. april til 15. juli, hvor de sidste fugleunger normalt er klækket og fløjet af reden. 

Fra Ballen og indefter langs sejlrenden findes mange små lommer med muslinger og ålegræs. Længst ude mod det åbne Kattegat er der dog kun sandbund – og en til tider rivende strøm langs den stejle kant mod sejlrenden.

16. Sækken

Sydsiden af sejlrenden øst for Udbyhøj er rent fiskemæssigt en tro kopi af nordsiden. Der er dog to forskelle, idet sydsiden dels ikke råder over noget tørt land ude ved sejlrenden – dels byder på steder, hvor dybrender kan gøre det umuligt at komme ind igen, hvis man fanges af højvandet. Her findes således et blindt løb kaldet “Sækken”.

For såvel sydsiden som især nordsiden gælder det, at man altid skal huske kompas, så man kan finde ind til land igen – selv i tæt tåge. For begge sider gælder ligeledes, at man skal tage sig i agt, når der kommer store skibe ind og ud af fjorden. 

De store skibe trækker nemlig så meget vand, at de i flere tilfælde sagtens kan trække sandet væk under fødderne på én. Og sker det på kanten af sejlrenden – i stærk strøm – er man ilde stedt. En redningsvest af den oppustelige type er derfor guld værd herude. 

Ikke sjældent blander en nysgerrig sæl sig i fiskeriet, eller man forstyrres af et prustende marsvin, som ruller rundt med ryggen fri af vandet få meter ude. 

17. Udbyhøj øst

Længst ude, hvor Randers Fjord møder Kattegat, træffer vi de virkelige saltvandsfisk. Dem, der enten ikke tåler eller blot ikke holder af ferskvand. 

Det gælder rødspætten, der kun sjældent træffes inde i selve Randers Fjord. Og det gælder makrellen, som i sommermånederne regelmæssigt træffes helt herude på 5-15 meter vand.

© 2013 Steen Ulnits

Kattegat 2