Tag-arkiv: periskop zoom

Huawei P30 Pro

Som læsere af disse sider vil vide, så var jeg ikke begejstret for Huawei’s Mate 20 Pro. Denne ellers meget berømmede kameramobil levede i mine øjne slet ikke op til forventningerne efter den banebrydende og anmelderroste P20 Pro.

Nu er kinesiske Huawei så tilbage med endnu en opfølger, der som P20 Pro virkelig leverer varen. På flere områder. Det er P30 Pro, som rydder hele den samlede mobilkamerapulje med sine fantastiske kameraer. Og den gør det i en tid, hvor der ellers er sået tvivl om det kinesiske firmas fremtid.

Det skal vi ikke tærske langhalm på her – blot henvise til nedenstående artikel om netop dette prekære emne:

Huawei – en sikkerhedsrisiko?

Og så afslutningsvis kort konkludere, at hele sagen i høj grad drejer sig om den kinesisk-amerikanske handelskrig, der jo raser lige nu. Mere end om spionage og sikkerhed som ellers angivet af den amerikanske præsident og hans egen regering. Der for øvrigt også selv spionerer, hvor spioneres kan. Tænk blot på “Echelon”.

Vi skal heller ikke tærske langhalm på hardware og software, som i vid udstrækning er den samme i alle Huawei mobiler.

Kameraerne

Lad os i stedet gå direkte til det, der adskiller Huawei fra alle andre mobilproducenter: Kameraerne. Her har Huawei nemlig et markant forspring, som alle markedets øvrige producenter nu kæmper for at indhente.

Alt imens tager Huawei sikkert, støt og roligt større og større markedsandele. Amerikanske Apple har de allerede overhalet – nu gælder det koreanske Samsung, som kinesiske Huawei gerne vil vippe af tronen.

Huawei købte sig til avanceret mobilkamerateknologi, da de overtog resterne af Nokias finske kameradivision. Et smart træk, der for alvor har givet pote og sendt Huawei et pænt stykke foran konkurrenterne.

Hvor Huawei ofte og med rette kan beskyldes for at kopiere, hvad der overhovedet kopieres kan – ellers stjæles, hvis det skulle blive nødvendigt – så man vi klart erkende, at på fotosiden er Huawei bare klart førende.

Huawei trak for alvor fra med P20 Pro, der stadig er en fornem kameramobil, og har nu atter lagt sig klart i spidsen med den nye P30 Pro. Den leverer ikke bare specs i topklasse, hvilket mange mobiler efterhånden gør – den leverer også billeder i verdensklasse. Hvad langt fra alle topmobiler gør.

Hovedkameraet har 40 MP, vidvinklen 16 MP og telen blot 8 MP. Til gengæld har selfie kameraet hele 32 MP til knivskarpe selvportrætter. Således byder P30 Pro på ialt 96 MP. Ganske imponerende, når man sammenligner med eksempelvis Apple’s iPhone Xs Max, der har 12+12+12+8 MP = 44 MP…

Masser af Florida fotos

Jeg fik den nye P30 Pro i hænderne blot dagen før, jeg skulle afsted til Florida i nogle uger. Og jeg tvang mig selv til at lade min elskede iPhone Xs Max blive i lommen til særlige lejligheder. I stedet tog jeg næsten samtlige mine fotos fra Florida med det nye kamera, hvilket er en rigtig god måde at lære det at kende på. Se Florida Key West fotogalleri her.

Den korte version er, at P30 Pro på næsten alle måder leverer, hvad Mate 20 Pro ikke gjorde – trods ellers mange anmelderroser. Når man dykker i dybden med mange af disse anmeldelser, er der to ting, som ofte går igen:

Det drejer sig om anmeldelser efter meget kort tids brug. Og anmeldelser af mobiler, som anmelderne har modtaget som gave. Enhver ved, at man aldrig stiller samme høje krav til gratis gaver som til dyrt købte produkter. Det siger næsten sig selv.

Men det må nødvendigvis tages med i vurderingen, når man læser begejstrede anmeldelser af nye produkter. Der ville ikke nødvendigvis stå det samme overstrømmende positive, hvis de pågældende anmeldere havde betalt fuld pris for deres produkter…

Anyway. Til kameraerne, der som sagt gør den store forskel. Med P30 Pro er det lykkedes Huawei at klemme et helt nydesignet kamera med hele 5X optisk zoom og 10X hybrid zoom ned i en slank og elegant indpakning. Endda sammen med et imponerende batteri, der i mange tilfælde kan holde i to samfulde dage.

5X optisk, 10X hybrid og 50X digital zoom

Det var en stor oplevelse af få Huawei P20 Pro i hænderne dengang. Her var nemlig for første gang en mobiltelefon med et indbygget kamera, som kunne zoome optisk hele 3 gange. Og som i tilgift havde en brugbar 5 gange hybrid zoom.

Jeg tog mange gode fotos med P20 Pro, inden den blev afløst af først Mate 20 Pro, som jeg ikke var så begejstret for – trods den indbyggede vidvinkel – og siden den her testede P30 Pro. Sidstnævnte byder på ikke mindre end 5X optisk zoom, 10X hybrid zoom og imponerende 50X digital zoom.

Det sidste kunne eller kan man nu ikke bruge til at fotografere med. Dertil var og er kvaliteten dog for dårlig. Men med en digital zoom på hele 50 gange kan man med fordel bruge sin mobil som kikkert.

Det benytter jeg mig ofte af, når jeg eksempelvis skal scanne et skovbryn eller en åben mark for dyr. Eller vil se, hvad det er for et skib, der lige har rundet pynten. En i praksis uhyre anvendelig detalje.

Huawei bliver ofte – og med rette – beskyldt for at kopiere andres løsninger. Ikke mindst Apple må ofte lægge ryg til at blive klonet af Huawei – dog i Android regi. iOS og MacOS kan de gode kinesere nemlig ikke kopiere funktionen af – kun udseendet.

Periskop-zoom

Men når det gælder de indbyggede kameraer, kan man ikke beskylde kineserne for at stjæle andres ideer. Her er de nemlig selv med helt fremme på sidste beat – med kameraer, de selv har udviklet. Ikke mindst den 5X optiske zoom har affødt megen beundring fra konkurrenterne. 

Med 3X optisk zoom var man nemlig kommet til vejs ende for, hvad der fysisk var plads til i en flad og tynd mobiltelefon. Skulle man videre, måtte der nytænkes, og det gjorde Huawei med sin nye “periskop-zoom”.

Der er ikke tale om nogen konventionel zoom, som bliver længere og længere med brændvidden. I stedet har man tænkt i retning af de store spejlteler, som har været kendt fra spejlreflekskameraerne i årevis.

Huawei har helt enkelt “foldet” brændvidden sammen til en periskop-formet linse, der fylder markant mindre og fint får plads i mobiltelefonen. Den er nu placeret umiddelbart under vidvinkel og normallinsen, hvorved man i praksis nærmer sig 10X optisk zoom.

Vidvinklen er nemlig omtrent det halve af normalen, der normalt betegnes 1X, men som i virkeligheden er 2X vidvinklen. Læg hertil 5X normalen , og det samlede resultat bliver 10X fra yderste vidvinkel til yderste tele.

Og hvor Huawei endnu ikke rigtig havde fået de tre kameraer til at spille sammen i Mate 20 Pro, så er det lykkedes rigtig fint i P30 Pro. De glider nu fint over i hinanden.

Nyt lysmålersystem

Men ikke nok med det. Med længere brændvidde kommer også større lystab. Det har Huawei løst med endnu mere konstruktiv nytænkning. Normalt registrerer en kamerasensor farverne RGB som RGGB.

Denne gamle og veletablerede metode har Huawei gjort op med i sin nye SuperSpectrum sensor, hvor den grønne farve (G) er skiftet ud med gul (Y). Huawei’s SuperSpectrum sensor registrerer derfor indkomne farver som RYYB i stedet for RGGB, hvilket tillader 40% mere lys at komme ind.

Huawei’s Kirin 980 processor kombineret med en nyudviklet algoritme bringer den maksimale lysfølsomhed på P30 Pro op på nærmest ufattelige ISO 409.600. Det betyder i almindelig tale, at P30 Pro kan se lys, hvor det menneskelige øje blot ser mørke. Man behøver blot at tænde for kameraet i et mørkt rum for at se den imponerende lysstyrke.

Forgængeren P20 Pro, der stadig er et fremragende og meget lysfølsomt kamera, excellerede i netop natfotografi. Til formålet havde og har den en meget lysfølsom sensor i ren sorthvid. Med det resultat, at man får stjerner på sit natfoto, som man overhovedet ikke selv kan se.

Det samme gælder P30 Pro, der blot har droppet den sorthvide sensor til fordel for en RYYB. Hermed har Huawei lagt sig totalt frem i førerposition, hvad kamera og lysfølsomhed angår. 

Dobbelt video

Nu er det ikke på video-fronten, at Huawei har gjort sig mest eller bedst bemærket. Et ofte fremført kritikpunkt, når talen er faldet på P20 Pro. Kineserne er dog kommet ganske godt med i P30 Pro, der i tilgift til normale videofunktioner tilbyder Dual-Video: Dobbelt video med splitskærm.

Dual-Video er en sjov funktion, der næppe vil tiltale de ægte videoentusiaster. Men som giver mulighed for mange sjove optagelser til familiealbummet. Man har da det normale videokamera kørende i den højre og største del af skærmen, mens man i den venstre kan vælge, om man vil zoome 2, 3 eller 5X ind på samme motiv.

Det giver mulighed for at zoome mere eller mindre ind på begivenhederne i venstre side af skærmen, mens man bevarer overblikket på den højre side. Det er ingen gimmick, som den slags ellers ofte er. Det er rent faktisk en funktion, der har flere rigtig gode anvendelsesmuligheder. 

Professionelle videofotografer vælger ofte at klippe et nærbillede ind i sin egen billedramme, så seeren bedre kan se, hvad der sker. Dual-Video giver lidt af de samme muligheder – blot med et enkelt tryk på knappen “Dobbeltvisning” under “Flere”.

Som lystfisker kan man eksempelvis filme hele fighten af en fisk – i almindelig vidvinkel. Mens man samtidig zoomer ind på fisken selv. På én og samme optagelse.


Konklusionen

Det er dejlig nemt at konkludere noget om Huawei’s P30 Pro. Det er nemlig uhyre svært at finde noget at kritisere den for.

Tre kameraer bag og ét for dækker næsten alle de fotografiske situationer,  man kan komme ud for på en normal hverdag. Telen med 5X optisk zoom har ikke sin lige, og den nye vidvinkel har macrofunktion ned til 2,5 cm. Batteriet på hele 4.200 mAh holder hele dagen uden at kny. Måske også den næste dag med.

P30 Pro er en kameramobil, der har alt, hvad en sådan skal have – og så en hel del mere end konkurrenterne. Det er sjældent i vore dage, at en producent når at lægge sig så langt foran alle konkurrenter, som Huawei har gjort det med P30 Pro.

Så kan man godt leve med, at både Samsung og især Apple har software, der kører bedre og mere flydende end Huawei’s. De to har haft flere år til at finetune deres produkter i, end Huawei har. Og det kan mærkes.

Et lidt ærgerligt kritikpunkt er dog risikoen for, at den amerikanske præsident Trump’s handelskrig mod kineserne kan umuliggøre fremtidig brug af Google’s Android på Huawei’s P30 Pro.

Den slags kan ingen producent eller forbruger tage højde for.

Læs gerne Hongmeng OS – Android’s afløser?

© 2019 Steen Ulnits

Samsung Note 20 Ultra

Med Galaxy S20 Ultra missede Samsung for alvor målet, der var skyhøjt, ja, nærmest astronomisk: Verdens første mobil med 100 X zoom.

S20 Ultra blev en fuser, hvis man holdt det lovede op med det leverede. Efter et utal af opdateringer måtte selv Samsung erkende, at dér havde man nok gabt for højt og over for meget. Samt endnu ikke fået styr på samtlige 108 MP i den nyudviklede sensor.

Det så man nok tydeligst erkendelsen af, da Samsung i sommer lancerede efterfølgeren til S20 Ultra – den nye Note 20 Ultra. Note-serien, der primært adskiller sig fra S-modellerne ved sin indbyggede S-Pen, lanceres typisk nogle måneder efter S-serien. Den byder normalt på det bedste af det bedste – typisk i form af endnu bedre specifikationer end de netop lancerede Galaxy S-modeller. 

Men ikke sådan denne gang. Samsung havde ydmygt sænket ambitionerne fra 100 X til “sølle” 50 X i den nye Note 20 Ultra, der sågar også har langt færre pixels at tage af. Blot 12 MP på hver af de tre linser. Til gengæld kunne man nu ane, hvad der var på billedet i fuld forstørrelse. Og man kunne også bedre holde både fokus og framing ved den store forstørrelse.

Den optiske zoom var ganske vist boostet fra 4X til nu 5X på Note 20 Ultra, som tager superskarpe billeder ved netop den forstørrelse. 10 X fotos er også acceptable, blot der er lys nok. I en snæver vending og i højt klart solskin kan den sågar tage anvendelige 20X fotos. Mest til dokumentation – mindst til publikation.

En pudsig detalje, som flere tech-anmeldere har bemærket, er, at 4X zoom’en på S20 Ultra faktisk leverer bedre 10 og 20 X zoom og skarpere fotos end 5X zoom’en på Note 20 Ultra. Forklaringen ligger sandsynligvis i, at Note 20 Ultra jo må nøjes med en 12 MP sensor på sit 5X telemodul – mod 48 MP på S20 Ultra. Der er således fire gange flere pixels at tage af, når der skal hybridzoomes.

De medfødte mangler

Note 20 Ultra var mest af alt en Note 10 Plus rigget med den større 108 MP sensor fra S20 Ultra. Og så en 5X periskop zoom. En rigtig god mobil, der imidlertid havde og stadig har en del mangler. Til de mest irriterende hørte og hører stadig zoom-funktionen på Note 20 Ultra, som har det med selv at ville bestemme, hvilket kamera den bruger.

Er der eksempelvis for lidt lys til, at den ellers fremragende 5X zoom kan fungere optimalt – tage telefotos uden rystelser – da skifter kameraet automatisk om til den store og mere lysstærke 108 MP sensor, som der så blot croppes (beskæres på).

Resultatet bliver digitale 5X zoom billeder, som er rigtig meget ringere end de “rigtige” 5X zoom fotos. Og der er tilsyneladende ingen måde at tvinge mobilen til at blive på den ægte 5X zoom.

Eksempelvis hjælper det intet at sætte mobilen på et stativ. Som det gør på Google’s Pixel 4 mobiler. Det burde det også gøre her, og man burde kunne tvinge mobilen til at bruge 5X linsen, hvis det nu er det man vil og har brug for. Fordi det helt enkelt er en fremragende linse, som tager pivskarpe fotos – når den altså får lov til det.

Lidt det samme problem opstår, når man eksempelvis vil tage fotos i 3 eller 4X zoom området. Da presser man igen kameraet til at bruge 108 MP modulet, som der så zoomes digitalt på. Med langt fra optimale resultater til følge. 3 og 4X zoom fotos bliver da mindre skarpe end fotos taget med 5X.

Den “skæve” zoom

Man ser tydeligt skiftet på skærmen, når dette sker. Billedet bliver straks grynet. Og man må da leve med fotos, som ind imellem ligner noget taget med et billigt lommekamera. Der imidlertid har kostet 10.000 kroner. Problemet er tydeligt selv så tæt på de to oprindelige zoom-faktorer som henholdsvis 3,9 og 4,9X.

Så såre man er oppe på 4X eller  5X rent, er billedkvaliteten atter i top – forudsat naturligvis, at der er lys nok til, at mobilen vil bruge telelinsen og ikke i stedet beskærer på de 108 MP. Det skal man således holde et vågent øje med.

Samsung har nu brugt sine købere af S20 Ultra og Note 20 Ultra som forsøgskaniner i deres jagt på måneskuddet og 100X zoom. Begge er som udgangspunkt gode mobiler, der under de rette lysforhold kan tage endog meget gode fotos. Men som må lægge sig fladt ned og kapitulere, når der ikke er lys nok. Eller når man af beskæringsmæssige årsager er nødt til at bruge zoom, der ligger lige under de 4 faste eller 5X.

Et irritationsmoment for mig og mange andre er den lange latenstid for lukkeren. Når man trykker på udløseren, går der et lille stykke tid, før billedet tages. Nok til, at motivet kan være ude af fokus – hvis ikke helt væk. Jeg mistede i testperioden en hel del skud på den konto. Vil man undgå dette, er man nødt til at aktivere “Live View” funktionen, som så optager en lille video, man efterfølgende kan vælge stills fra.

Med Note 20 fik Samsung rettet de fleste af de fokuseringsproblemer, som S20 Ultra havde og til dels stadig har. Og nu håber vi så meget, at Samsung med den spritnye S21 Ultra også har fået løst problemet med den påtvungne digitale zoom. Måske er tredje gang lykkens gang, så vi ikke længere skal agere forsøgskaniner for Samsung…

Samsungs Service

Samsung og undertegnede kom desværre skævt ind på hinanden med Note 20 Ultra. Ikke på grund af mobilen, men på grund af den elendige service, der fulgte med.

Jeg var ude i god tid med en forhåndsbestilling af mobilen. Da den var hjemme, bestilte jeg et dedikeret Protective Cover til den kommende Note 20 Ultra – direkte fra Samsung. Også den bestilte jeg i god tid – to uger før lanceringen.

Tiden gik, og en dag lå den nye Note 20 Ultra og ventede på afhentning. Jeg havde imidlertid stadig ikke modtaget det bestilte cover, så jeg måtte ud og investere i et nyt. Man vil jo ikke risikere noget med en mobil i 10.000 kroners klassen, når man har den på prøve.

Der gik endnu en uge, før coveret fra Samsung så endelig dukkede op med posten. Jeg havde virkelig troet, at tingene ville komme samtidig – når det nu var Samsung, der stod for begge dele. Lanceringen af et nyt produkt med tilhørende nyt cover. Nu havde jeg så til gengæld to covers til samme mobil. Irriterende og fordyrende.

Men det skulle blive værre endnu. I forbindelse med lanceringen af Note 20 Ultra kørte Samsung en kampagne for dem, der forhåndsbestilte. De ville som bonus få en trådløs oplader og en game controller til en samlet værdi af kr. 1.000,-. Formedelst en symbolsk pris på kr. 79,-. Man skulle blot registrere sin nye mobil hos Samsung.

Members

Det gjorde jeg via app’en Samsung Members, som regelmæssigt byder på gode tilbud, og alt var godt. Da jeg senere ville inkassere min lovede bonus – som jo var grundlaget for, at jeg overhovedet købte mobilen – gik det helt galt. Teksten i app’en var nu på svensk, og jeg blev bedt om at bruge min Samsung Pay. 

Den virker imidlertid ikke i Danmark – kun i Sverige. Så jeg blev efterfølgende bedt om at bruge min Google Pay i stedet. Og her gik systemet så i sort. Jeg fik ingen bekræftelse på, om bestilling og betaling var gået igennem. Kontakt til Samsung Danmark – mundtligt og skriftligt – gav heller ikke nogen bekræftelse. De kunne se bestillingen – ikke bekræftelsen.

Efter en masse kontakt frem og tilbage blev jeg stillet en grad højere op i hierakiet, hvor en venlig medarbejder forsikrede mig om, at jeg selvfølgelig nok skulle få min bonus. De havde haft lidt tekniske problemer over sommeren, og de indkomne bestillinger ville blive udsendt i batches.

Så vidt så godt. Herefter skete der absolut intet – trods adskilligt flere rykkere fra min side. Jeg havde løbende holdt teleselskabet CallMe, som havde leveret mobilen, orienteret om forløbet. Og da der var gået to måneder ud over returrettens ene måned – i alt tre måneder efter købet – tilbød CallMe så at sende mig en returlabel. Vederlagsfrit.

Trods det faktum, at det jo ikke var dem, der var de skyldige. Men Samsung Danmark, der havde fucket det hele totalt op. CallMe kunne ikke gøre noget fra deres side. De ydede blot en rigtig god service, som fik mig til at blive i deres fold.

Som kronen på værket modtog jeg en uge efter returnering af mobilen en mail fra Samsung Danmark. Det første tegn på liv fra den side, jeg havde fået i flere uger.

I mailen håbede man, at sagen nu var løst tilfredsstillende…

Og nu fungerer alting fint på min Members.

© 2020 Steen Ulnits