Tag-arkiv: Naturstyrelsen

Vandprøver kontra faunaundersøgelser

 

Da det i foråret viste sig, at der løb forurenet vand fra Nordic Waste fabrikken ved Ølst Bakker syd for Randers og direkte ud i Alling Å, var det i starten vanskeligt at få opmærksomhed omkring sagen.

Det var svært overhovedet at påvise nogen forurening, når nu myndighederne ikke rutinemæssigt havde taget vandprøver og tilsyneladende heller ikke ønskede at gøre det. 

Da der endelig blev taget regulære vandprøver, turde prøvetagningsfirmaet ikke selv konkludere på resultaterne. Der stod jo såvel lokale arbejdspladser som måske kommende arbejdsopgaver på spil.

Problemet er forståeligt nok, hvilket denne lille artikel søger at belyse. Vandprøver er nemlig svære at blive kloge af – specielt da i strømmende vand som her Alling Å.

Når man skal undersøge vandkvaliteten i et vandløb – enten periodisk eller efter en akut ulykke – kan det gøres på to måder:

  1. Man kan tage en vandprøve, som siden analyseres af et godkendt laboratorium. Eller:
  2. Man kan lave en faunaundersøgelse, hvilket kan gøres summarisk i felten. Eller udførligt hjemme i laboratoriet.

Begge dele har fordele og ulemper.


Vandprøver

Vandprøver skal tages rigtigt og siden både transporteres og opbevares korrekt.

Vandprøven kan analyseres lige så nøjagtigt, man ønsker eller har råd til. Vandprøven viser overraskende nok kun det, den specifikt analyseres for. Prisen stiger nemlig for hvert delelement, vandprøven ønskes analyseret for, og man er derfor omhyggelig med udvælgelsen af stoffer.

Typisk vil man derfor ty til vandprøver, når man ved, hvad man leder efter. Ikke når man søger i blinde. Det kunne være specifikke giftstoffer fra et akut udslip eller langsomt lækkende tungmetaller. Fra lokaliteter, man allerede mistænker for at lække bestemte stoffer.

Man skal under alle omstændigheder være klar over, at vandprøver fra et vandløb – uanset hvor godt de tages og hvor grundigt de analyseres – altid kun kan give et øjebliksbillede af situationen.

Man skal tage forbehold for, at et akut giftudslip straks føres væk med strømmen – med mindre lækagen står på gennem længere tid. I sidstnævnte tilfælde vil man naturligvis kunne finde spor af de skadelige stoffer, så længe lækagen står på.

Normalt vil det eller de giftstoffer, som forårsagede ulykken, for længst være borte med blæsten. Taget af strømmen og ikke til at spore længere. Den eller de skyldige er derfor som oftest umulige at finde alene ud fra en vandprøve.


Faunaundersøgelser

Faunaundersøgelser fungerer ganske anderledes. De kræver hverken laborant eller laboratorium, men mere tid i felten. Og så koster de langt mindre end vandprøver at analysere. Faktisk kan en rutineret fagmand normalt fælde en ganske præcis dom på få timer.

Moderne faunaundersøgelser kan foretages ud fra de forekommende vandplanter og vandløbsdyr. Mest almindeligt er det at indfange et repræsentativt udvalg af de dyr, der lever på lokaliteten – fortrinsvis insekter og krebsdyr.

Det gøres typisk med en stålketcher, der trækkes gennem vegetationen, og ved simple sparkeprøver, hvor bunddyrene sparkes løs og tages af strømmen. De havner derefter i ketcheren.

De fundne dyr artsbestemmer man så – i felten eller hjemme i laboratoriet – og ud fra de fundne arter kan man herefter i de fleste tilfælde give et ganske godt bud på vandkvaliteten. 

De forskellige arter stiller nemlig forskellige krav til såvel vandkvalitet som vandløbskvalitet. Typisk er det iltindholdet, som er afgørende for, hvilke insekter og krebsdyr man finder i faunaprøven. Vandkvaliteten og iltindholdet afspejler sig tydeligt i de fundne dyr og insekter.

Der skelnes groft sagt mellem rentvandsarter og forureningsindikatorer. Man ser på, hvilke arter der findes i prøven, og i hvilke antal de forekommer i. Nogle arters blotte tilstedeværelse er en sikker indikator for stærk forurening. Andre arters antal fortæller mere om vandkvaliteten.

Man kan vælge en kvalitativ vurdering på stedet, hvilket i de fleste tilfælde er fuldt tilstrækkeligt. Eller man kan plotte de fundne dyr ind i mere komplicerede indekser til efterfølgende publicering.

Den afslørende fauna

En simpel vandprøve kan som nævnt aldrig give andet end et flygtigt øjebliksbillede af den vandkvalitet, der var netop ved prøvetagningen. Man vil aldrig kunne tage en ny vandprøve af det samme vand. Det er for længst løbet væk.

En faunaundersøgelse fortæller derfor rigtig meget mere end en simpel vandprøve. De fundne og artsbestemte dyr skal jo kunne leve i vandløbet en hel livscyklus for at forekomme. Enkelte endda to år, hvilket gælder de store majfluer.

Finder man således iltkrævende majfluelarver i sine faunaprøver, da kan man være sikker på, at vandkvaliteten har været tilstrækkeligt god hele året. Og ikke kun på selve prøvetagningstidspunktet.

Mangler der modsat tanglopper i et ellers sundt vandløb med en varieret fauna, da samler mistanken sig straks om tungmetaller i vandet. Hvilket man så kan undersøge specifikt for.

Tungmetaller som kobber er kendt for at hindre tangloppernes mange skalskifter, der er ganske følsomme over for kemisk påvirkning. Tanglopper er året igennem et af de vigtigste fødeemner for vandløbets fisk.

De fleste arter af vandløbsinsekter tåler kun begrænset med okker i vandet. Det udfældes nemlig på dem og kvæler dem. Præcis som okkeret kan udfældes på fiskenes gæller og kvæle fiskene.

Okker er iltet jern, der ofte optræder efter afvandinger, som sænker vandstanden og blotlægger jernforbindelser, der siden iltes. Det rødlige okker udfældes på alle overflader – det være sig vandløbsbund, vandløbsplanter eller vandløbsdyr. Denne udfældning kan kvæle alt højere liv i vandløbet. 

Nogle få af de rentvandskrævende slørvinger (herover) har imidlertid så hyppige hudskifter, at de ikke når at blive kvalt af den okker, der normalt tager livet af andre insektlarver med mindre hyppige hudskifter. Og så videre.Forskellige insekter og krebsdyr stiller forskellige krav til deres omgivelser, hvilket afspejles i faunaprøven og indikerer vandkvaliteten.

En erfaren vandløbsbiolog med et stort artskendskab kan fortsætte analysen med en lang række andre vandløbsdyr og til sidst levere en meget præcis beskrivelse af både vandkvalitet og vandløbskvalitet. Henholdsvis de kemiske og fysiske forhold i vandløbet.

Det haster med undersøgelserne

Specifikt for aktuelle Alling Å er det vigtigt, at der hurtigst muligt etableres en fast prøvetagningsrutine nedstrøms jordrensningsanlægget Nordic Waste, der udbygges voldsomt i denne tid.

Faunaprøver taget ved udløbet fra fabrikken i det forgangne forår viste, at der opstrøms udløbet var en sund og varieret vandløbsfauna, der inkluderede såvel majfluer som tanglopper. 

Faunaprøver taget nedstrøms udløbet fra Nordic Waste viste som tidligere nævnt en markant mangel på tanglopper. Noget, der straks leder mistanken hen på udledning af tungmetal som kobber fra jordbehandlingsanlægget. Et ikke ukendt fænomen.

Det er vigtigt at få fastlagt den nuværende tilstand også længere nedstrøms gartneriet, så man har en reference fremover – i tilfælde af de udslip, der med den nuværende miljøgodkendelse synes vanskelige at undgå.

Med mindre der da etableres bygningsværker og befæstede arealer store nok til at tilbageholde de massive vandmængder, som med al sandsynlighed vil komme under fremtidige skybrud. Disse vil ifølge meteorologerne kun blive hyppigere og kraftigere.

Randers Kommune bør naturligvis gennemføre en helt regelmæssig rutinekontrol med vandmiljøet nedstrøms en så oplagt og farlig forureningskilde som Nordic Waste. Der er jo tale om en virksomhed, som behandler mere eller mindre forurenet jord, hvis forureningsgrad ikke altid forekommer vel dokumenteret.

Nordic Waste modtager forurenet jord fra nær og fjern – til  rensning eller lokalt deponi. Firmaet skaber lokale arbejdspladser og tjener gode penge på denne “nyttiggørelse”, hvilket naturligvis skaber stor goodwill hos kommunen.

Et forhold, vi jo aktuelt også kender fra en anden miljøvirksomhed, nemlig RGS Nordic ved Storebælt, der i årevis har udledt farlige stoffer som kviksølv, barium, PFAS og tjærestoffer efter ufuldstændig rensning af norsk oliespildevand. Med Miljøstyrelsens behørige tilladelse.

I hvert fald indtil nu.

Miljøminister Magnus Heunicke har nemlig netop meddelt, at Miljøministeriet ikke deler Miljøstyrelsens opfattelse.

Miljøministeren mener ikke, at der er tale om nogen reel “nyttiggørelse”, når det danske firma modtager stærkt forurenet og giftigt norsk oliespildevand, som efterfølgende udledes i dårligt renset tilstand. Så er der i stedet tale om “bortskaffelse”. Og så er man ikke længere pligtig til at modtage det.

I Randers foregår arbejdet med jordrensning klods op af den målsatte og sågar naturgenoprettede Alling Å, som har udløb i et andet målsat farvand.

Det er den lavvandede og sårbare Grund Fjord, der i forvejen er under stor miljøbelastning fra de landbrugsmæssige omgivelser. 

Og udslip har allerede fundet sted til Alling Å.


Naturpark Randers Fjord

Naturpark Randers Fjord blev etableret i 2018. Den dækker knap 3.000 km2 fordelt på begge sider af fjorden. Man måtte tage en stor bid af Kattegat med for at klemme sig ind under Friluftsrådets beskyttende vinger – for at kunne opfylde arealkravet til en naturpark.

Længst ude omfatter Naturpark Randers Fjord Danmarks største østvendte vadehav, hvor i tusindvis af fugle hvert år raster på deres træk. I sig selv et kæmpeaktiv for såvel fugle som mennesker. Og et vigtigt fugleområde for store dele af Nordeuropa og Skandinavien.

I Randers Kommune er man berettiget stolte af Naturpark Randers Fjord, hvor “naturbenyttelse og naturbeskyttelse går hånd i hånd”, som kommunen selv skriver. Kommunen kalder det samtidig et “Mekka for lystfiskere”, men har desværre gjort regning uden vært. Den tid er nemlig ovre for længst.

Der er nemlig knapt fisk tilbage i hverken Randers Fjord, Grund Fjord eller Kattegat. Bortset lige fra de havørreder, som lokale lystfiskere selv sætter ud – for at der overhovedet skal være fisk at fange. Alle bundfisk er for længst borte.

Tilbage er kun pelagiske gæster som sild og makrel, der ankommer forår og sommer. De lever i de øvre iltede vandlag – ikke ved den iltfrie bund, hvor torsk og fladfisk tidligere levede.

To skridt frem og tre tilbage

Mangelen på fisk har vi længe mærket i såvel Gudenåen som Randers Fjord og Alling Å med Grund Fjord. Fjordens mange ålebundgarn er helt borte, som ålen og ålefiskerne også er det.

I den forbindelse er det vanskeligt ikke at få øje på den menneskelige påvirkning af vandmiljøet, der er taget til i de seneste år. Vi ved jo, at alt vand fra Gudenåen løber gennem Randers Havn og Randers Fjord. Vi ved også, at alt vand fra Alling Å løber ud i Grund Fjord – efter at have været en tæt tur omkring Nordic Waste, der jo renser forurenet jord.

Vi ved desværre stadig ikke, om det overhovedet er praktisk muligt for Nordic Waste at holde på store vandmængder under et skybrud af den slags, meteorologerne lover os flere af i fremtiden. Som vi allerede har oplevet det flere andre steder.

Det frygter vi, de ikke kan. Og da vil det forurenede vand løbe direkte ud i Alling Å, som det har gjort hidtil. Alt dette forurenede vand passerer Grund Fjord og havner til sidst ude i Kattegat, som nu er ved at give op i kampen mod næringsstoffer fra landbruget og giftstoffer fra industrien.

Det er de sidste krampetrækninger, vi lige nu er vidne til.

De sidste åndedrag.


Læs meget mere om Alling Å i artiklen her


Tegninger: Finn Ringtved

Tekst: Steen Ulnits

© 2023

Grund Fjord

Den lavvandede Grund Fjord er endestation for alt vand i Alling Å, der siden fortsætter til Randers Fjord på sin vej mod Kattegat. Her er der grøn energi både til lands, til vands og i luften.

Klik for større fots


Flashback til de gode gamle dage, hvor Grund Fjord bugnede af ål, åleruser og ålebundgarn. I dag må pælene nøjes med at se til fra land. Ålene er væk.


Vejen til vandet og vindmøllerne ved fjorden. Dybe hjulspor vidner om en sumpet og afvandet undergrund.


Overalt langs fjorden ligger der både på land. Nogle bruges året igennem, andre kun om sommeren og enkelte aldrig.


Forårssolen trænger sig langsomt gennem disen, der stadig hviler tungt over fjorden. Båden står naturligvis klar til sæsonen.


Hvor Grund Fjord møder Randers Fjord ligger et antal mindre, men så meget mere attraktive sommerboliger eller kolonihavehuse.


Kilometervis af gyldne sivskove er kendetegnende for Randers og Grund Fjord. Her kan man ofte høre og en sjælden gang se rørdrummen.


Indsejling til den lille og hyggelige havn i Uggelhuse er smal og sivomkranset. Her er ikke plads til større lystbåde.


Vandet ligger spejlblankt hen og lokker til en sejltur på fjorden. Selv skyerne tager den med ro og flytter ikke på sig.


Små jagtbåde som denne er der mange af i sivskovene langs både Grund Fjord og Randers Fjord. Det er ænderne, der trækker.


Bolværk og faskinepæle skiller land fra vand i Uggelhuse havn. De kræver regelmæssig vedligeholdelse for at blive stående.


Vandspejlinger på Grund Fjord. Smukt ser det ud, og fisk at fange var der også engang for ikke så længe siden.


Har man brug for en hjælpende og behandsket hånd, kan man også få det i Uggelhuse. Næsten symbolsk for fjordens tilstand.


Pæle og reb til fortøjning holder de små fjordbåde sikkert på plads. Det er høj vandstand mere end stærk vind, der er truslen.


Sivskoven er tæt og indbyder ikke til fiskeri lige her. Der er helt enkelt ikke plads til at svinge stangen.


Af praktiske årsager er det ikke tilladt at fiske i den lille havn ved Uggelhuse. Det kunne hurtigt blive kaotisk.


Terrænet i Alling Ådal er afvandet i sjældent høj grad. Alling Å tilfører således store mængder næringssalte til Grund Fjord.


Sydsiden af Grund Fjord huser en del småskove, som egner sig perfekt til en lille eftermiddagstur med hund og familie.


Måske et lidt pudsigt billede at slutte denne fotoreportage af med. Men træet stammer altså fra en af skovene ved Grund Fjord.


Kobberforurening af Alling Å og Grund Fjord

Den lille Grund Fjord har på det seneste fået en del opmærksomhed.

Den har altid været kendt for at være ekstremt lavvandet – grund – og derfor vanskeligt sejlbar. Tidligere var den også kendt for sin store bestand af ål og aborrer, der trivedes i det lave fjordvand. 

I dag er vegetationen død flere steder – givet på grund af de store mængder næringsstoffer, der løbende tilføres fra de afvandede marker langs fjorden. Og den seneste tids store regnskyl, der vasker dem ud fra jord til fjord.

Længst inde i Grund Fjord udmunder Alling Å. En god del af åen har været gennem en kostbar naturgenopretning, siden Århus Amt blev nedlagt i 2007. Dræningen er ophørt mange steder og åen genslynget. Udvaskningen af kvælstof er tilsvarende reduceret. 

Lokalt har man imidlertid oplevet en nedgang i bestanden af havørreder, som ellers burde være vokset efter naturgenopretningen og de nyanlagte gydebanker. Senest er der kommet fokus på genbrugsvirksomheden Nordic Waste, der er placeret længst oppe ved Ølst, som en mulig forklaring.

Her har man nemlig oplevet flere udslip fra fabriksarealet efter store regnskyl. Udslip direkte til den øvre del af Alling Å. Faunaundersøgelser ved fabrikken indikerer, at der sandsynligvis sker en løbende udvaskning af kobber fra fabriksgrunden. Det viser faunaprøver taget i Alling Å henholdsvis opstrøms og nedstrøms Nordic Waste.

Alger, vandplanter og krebsdyr er specielt følsomme over for tungmetallet kobber, der både er et nødvendigt mikronæringsstof, som alle organismer har brug for i ganske små mængder. Og så en decideret miljøgift, der blandt andet bruges i bundmaling for at begrænse begroning af skibsskrog.

I udlandet bruges kobber også til at gøre vandet i smådamme på ikke mindst golfbaner mere klart og mindre algefyldt. Noget, der på godt dansk er rigtig meget forbudt i Danmark.

Det er således en trist udvikling for ikke blot Alling Å, men også Grund Fjord og Randers Fjord, hvor alt vand og muligt kobber jo til sidst ender. Dette ikke mindst med tanke på vandmiljøet og de mange skattekroner, som Naturstyrelsen indtil videre har postet i naturgenopretningen af Alling Å.

Denne forurening bør naturligvis stoppes hurtigst muligt.


Læs mere om Alling Å i artiklerne her:

Naturgenopretning af Alling Å

Faunaundersøgelser i Alling Å


© 2023 Steen Ulnits

 

Vildsvinene kommer…

Der er gået totalpanik i den danske svinebranche. 1.000 km fra vore grænser findes nemlig den afrikanske svinepest, der er næsten akut dødbringende for såvel vildsvin i naturen som tamsvin i svinefabrikker. De fleste smittede grise dør inden for to dage.

Det har fået vor manglende miljøminister og til gengæld meget tilstedeværende fødevareminister Esben Lunde Larsen til at gå totalt i panik. Han vil nu slå en vildsvinestreg tværs gennem grænselandet.

I ramme alvor har han således foreslået, at der opføres et mange kilometer langt hegn tværs over den dansk-tyske grænse. Pris: 70 millioner kroner plus det løse. Noget af jorden er privatejet og må eksproprieres. Andet ligger i Natura 2000 områder og kræver tilladelse fra EU.

Et tilsvarende virkningsløst hegn blev sat op i 1980’erne og aldrig fjernet igen. Også dengang virkningsløs symbolpolitik, der blot havde til formål at overbevise aftagere af vore landbrugsprodukter i det store udland om, at vi skam har styr på tingene i lille Danmark.

Hvad vi bestemt ikke har, hvad netop svineproduktion angår. Her har vi for længst  mistet kontrollen over udbredelsen af de resistente og derfor potentielt livsfarlige svine-MRSA bakterier, som nu findes i næsten alle svineproduktioner – de økologiske dog undtaget.


“Svinehegnet er hjernedød symbolpolitik. Intet andet. Ud over naturligvis et gigantisk spild af skatteyderpenge til benefice for svinebønderne, der selv står for den suverænt største smittefare – fordi de lige skal spare et par kroner per slagtesvin ved at sende dem over grænsen.”


Lundes vildsvineprojekt er vildt og helt hen i hegnet. Smitterisikoen kommer helt andre steder fra. Blandt andet fra danske svinebønders egne aktiviteter i udlandet, hvor lønningerne jo er lavere end herhjemme.

Tonsvis af potentielt inficeret svinekød importeres således fra netop de lande, hvor svinepesten forekommer. 

Fredløs i Danmark

Selvom vildsvinet uddøde i Danmark for mere end 200 år siden, så oplever man dem stadig indimellem her i landet.

–  Dels indvandrer de fra Tyskland, dels er der en del undslupne farmdyr, men derudover ved vi ikke så meget, forklarede seniorforsker på Institut for Bioscience i Aarhus, Peter Sunde, til TV Midtvest.

– I udgangspunktet skal man enten nedlægge dem, hvis man er jæger, eller også skal man rapportere det til Naturstyrelsen, som så kan sørge for, at de bliver nedlagt, sagde Peter Sunde.

Nye jagtregler gør det tilladt at skyde vildsvin op til en halvanden time før og efter solopgang og solnedgang. Fremover må man også benytte kunstigt lys, skyde på foderpladser og fra kunstigt skjul. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.

Derudover vil Naturstyrelsen undersøge muligheder for fælder, der kan fange flere vildsvin af gangen. De vil også gøre forsøg med natsigtekikkerter, som ellers ikke er tilladt.

– De kan blive smittet ved at spise madrester, der stammer fra lande med svinepest. For eksempel på rastepladser, hvor chaufførerne spiser mad, som de har haft med hjemmefra fra pestområder. Og så smitter vildsvinene hinanden. Derfor må de væk, siger Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet.


 Nein til hegn

”Et planløst forsøg på at vise handlekraft, ja nærmest populisme”.

Sådan lyder et af de hidtil hårdeste angreb på fødevareminister Esben Lunde Larsens i forvejen stærkt kritiserede planer om et grænsehegn.

Den hårde udmelding gør særligt indtryk, fordi den denne gang ikke kommer fra jægerne, naturorganisationerne eller de lokale beboere langs grænsen, som ellers er dem, der er gået forrest i kampen mod regeringens og den danske svineindustris hegnsprojekt.

Kritikken kommer i stedet fra Interessengemeinschaft der Schweinehalter Deutschlands (ISD), der repræsenterer 11.000 tyske svinebønder, og som beskriver sig selv som ”interesseorganisationen for de markedsorienterede og specialiserede svinebønder”. 

Organisationens medlemmer har udsigt til den samme økonomiske katastrofe som deres danske kolleger ved et eventuelt udbrud af afrikansk svinepest. Og de ligger endda tættere på eventuelle smittekilder, end vi gør i Danmark. Men alligevel støtter de på ingen måde op om deres hegnsglade danske kolleger.

Og de tyske svinebønders organisationen lægger ikke fingre imellem, når de skal begrunde, hvorfor de danske planer er – nå, ja, helt hen i hegnet:

”Et grænsehegn mellem Danmark og Tyskland med det formål at hindre spredningen af afrikansk svinepest er mere et slående eksempel på tom handlekraft end det er en konstruktiv forebyggelse af sygdommen”, slår ISN fast i en officiel stillingtagen til de danske planer.


Tom handlekraft og symbolpolitik

Ud fra medlemmernes kendskab til vildsvinenes imponerende kreativitet, når det gælder om at overvinde eller omgås barrierer i landskabet slår ISD fast, at det planlagte hegn ikke på nogen måde vil hindre vildsvinenes fortsatte indvandring til Danmark.

”Grænsehegnet er ganske enkelt ikke andet end beroligende placebo-medicin”, påpeger de tyske svinebønder, der mener, at den danske regering i stedet for at bekoste penge på et hegn, der ikke nytter, hellere skulle bruge midlerne på reel forebyggelse gennem veterinære og oplysningsmæssige tiltag, som der er enighed om rent faktisk virker.

Vildsvinene har nemlig ikke hovedrollen i spredningen af den afrikanske svinepest.

”Den vigtigste faktor er og bliver mennesket selv”, understreger de tyske svineavlere, der støtter op om den slesvig-holstenske regerings skarpe kritik af grænsehegnet, som ikke kun vil koste mange penge og genere mange mennesker. Men som også vil kræve ekspropriering af privat ejendom, gå tværs gennem Natura 2000 områder,  og hindre vildtlevende dyrs naturlige vandringer.

Så Esben Lunde Larsen er denne gang gået over (svine)stregen i sin fanatiske beskyttelse af det kemiske industrilandbrug, som han elsker så højt og selv er vokset op i. Ja, han har endda udtalt, at det ikke er nok med de 30 millioner svin, vi nu årligt producerer i lille Danmark.

– Den må gerne blive dobbelt så stor, har han udtalt…


Exit minister

Esben Lunde Larsen (V) meddelte pludseligt og uventet, at han ikke fortsætter som miljø- og fødevareminister. Ja, han fortsætter end ikke i Folketinget efter næste valg.

Han valgte nemlig at flygte ud af landet – til en stilling i en grøn tænketank i USA. En tænketank, den danske stat bidrager økonomisk til. Så trods ELL’s mildest talt formidable synderegister var der alligevel en stilling til ham – da lokummet brændte og ministerstolen blev for varm.

Den nye fødevareminister er Jacob Ellemann-Jensen, ligeledes Venstre.


36 eksperter frem for én kontorassistent

En international ekspertgruppe på 36 mand, der bl.a. har tre danske professorer blandt sine medlemmer, har på baggrund af videnskabelig litteratur fra hele verden og indsamlede erfaringer fra EU-lande konkluderet, at etableringen af større hegn ikke er noget velegnet middel til at hindre spredningen af vildsvin.

Deres rapport, som udkom i juli, har fået den polske landbrugsminister til at opgive et planlagt hegnsprojekt ved den polske østgrænse og har samtidig gjort den manglende faglighed bag det danske ønske om et 70 millioner kroners grænsehegn mod vildsvin meget tydelig.

Forskergruppens konklusioner ryster imidlertid ikke Dansk Folkepartis landbrugsordfører, Lise Bech, der i avisen JydskeVestkysten står fast på, at det danske grænsehegn skal op alligevel:

– Deres gæt er lige så godt som mit, udtaler den handelsskoleuddannede ordfører om ekspertgruppens anbefalinger, og giver dermed en tydelig, men også lidt forstemmende, indsigt i, hvordan det politiske arbejde også kan gribes an, når fakta kommer på tværs.

En kommentar på Facebook fra Erik Christensen:

“Vi bør være rigtig stolte af at vi har en politiker som Lise Bech. Der findes mig bekendt ikke andre lande, der kan prale af at have en tidligere kontorassistent, som er klogere end en 36 mand stor ekspertgruppe, og endda inden for et fag hun ikke er uddannet i.”


WWF går til EU

– Det vildsvinehegn, som regeringen i starten af næste år vil rejse langs den dansk-tyske grænse, er et politisk bestillingsarbejde, der hviler på et meget spinkelt og utilstrækkeligt fagligt grundlag.

Sådan lyder kritikken fra WWF Verdensnaturfonden, der nu går til EU-Kommissionen for at få stoppet projektet med at rejse et hegn, der skal forhindre vildsvin i at vandre fra Tyskland og ind i Danmark.

Det skrev morgenavisen Jyllands-Posten.

Det er regeringen, der sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har besluttet at bruge cirka 80 millioner kroner på at rejse vildsvinehegnet.

Hegnet bliver knap 68 kilometer langt og 1,5 meter højt.

Det skal forhindre vildsvin fra Tyskland i at smitte danske svin med afrikansk svinepest. Men ifølge biolog Thor Hjarsen fra WWF har de danske miljømyndigheder lavet et “useriøst og klart politisk bestillingsarbejde”.

Det siger han til Jyllands-Posten og fortsætter:

– I screeningen citerer man kun Naturstyrelsens egne fagfolk og egne rapporter og har ingen henvisninger til international videnskabelig litteratur. Det er useriøst og viser, at der er tale om et politisk bestillingsarbejde.

Professor Peter Pagh, der er en af landets førende eksperter i miljøret, mener, at det er problematisk, at Miljøstyrelsen på det givne grundlag har givet tilladelse til at rejse vildsvinehegnet:

– Alle de argumenter, man kommer med, er tidligere blevet underkendt af EU-Domstolen. Derfor er jeg enig med WWF i, at man på den baggrund ikke kan give tilladelse, siger han til Jyllands-Posten.

Miljøstyrelsens vicedirektør, Lars Møller Christiansen, afviser kritikken. Han siger til avisen, at der er foretaget et “meget grundigt arbejde med udarbejdelse til tilladelsen”:

– Tilladelsen hviler efter styrelsens opfattelse på et solidt fagligt grundlag, lyder det ikke uventet fra Miljøstyrelsen, der jo selv har truffet beslutningen – efter ordre fra Esben Lunde Larsen.


Første spadestik taget

I dag blev så det første spadestik til det meget omdiskuterede vildsvinehegn taget.

Formålet med hegnet er at holde vildsvin ude af Danmark, da svinene kan bære den frygtede sygdom afrikansk svinepest.

  • Det kommende vildsvinehegn vil være et kraftigt stålmåttehegn, som er halvanden meter højt og går en halv meter ned under jorden.
  • På strækninger langs grænsevandløb og grøfter kan hegnshøjden reduceres, fordi der kan opnås en voldgravseffekt foran hegnet.
  • Der vil være permanente åbninger i hegnet, hvor der nu er Schengen grænseovergange, og hvor der er større krydsende vandløb. 
  • Der bliver i alt 20 permanente åbninger i forbindelse med vandløb og Schengen overgange på den knapt 70 kilometer lange strækning.
  • Ved øvrige overgange langs grænsen indsættes der låger eller færiste. Der opsættes som minimum en låge for hver kilometer.
  • Mellem lågerne etableres trin i hegnet, så man kan passere henover det.
  • For de mindre dyr etableres for hver 100 meter en 20×20 cm åbning i hegnet.

Så må man bare håbe, at de frygtede vildsvin holder sig væk fra grænseovergangene og undlader at svømme over Flensborg Fjord eller krydse Rudbøl Sø. Og ikke hopper over hegnet, som man har set dem gøre det på video. Eller bruger trapperne og de permanente åbninger.

Man må også håbe, at de ikke kommer i kontakt med smittebærende insekter, der næppe heller bremses af hegnet. Eller svinetransportører, der ikke desinficerer korrekt eller medbringer madvarer over grænsen. Etc. 

Listen er alenlang og bliver sikkert længere.

28. januar  2019