Tag-arkiv: Lumia 1020

Nokia 9 Pureview

Så kom den endelig, den længe ventede efterfølger til klassikerne Nokia 808 og Lumia 1020, der tog verden og dens mobilfotografer med storm – og flere end 40 millioner pixels.

Men den lille ny fra Nokia slægter ikke sine pixelrige forgængere på: Den leverer nemlig kun fotos med sølle 12 millioner pixels, hvilket er noget nær vore dages standard for mobiltelefoner.

Den nye Pureview har nemlig valgt at gå helt nye veje, som nok kun de færreste havde ventet. De fleste har nemlig forbundet navnet “Pureview” med rigtig mange pixels, som kunne levere hidtil uset skarpe fotos – med såkaldt “pixel binning” til styring af de mange millioner pixels.

Nokia har i stedet allieret sig med firmaet “Light”, der for et par år siden barslede med kameramonsteret “L16”, som bød på hele 16 kameraer. De skulle tilsammen dække alt, hvad både lys og perspektiv angår.

Men brugerfladen er der ikke noget usædvanligt ved. Det er den gode, gamle og let genkendelige, som vi kender fra millioner af mobiler, der kører på Android styresystemet:


Co-produktion

Nokia 9 Pureview er i sandhed en co-phone – skabt i samarbejde mellem følgende forskellige store aktører på foto- og IT-området, der hver har bidraget med afgørende dele:

  • Google: Leverer Android One styresystemet til den nye Nokia – og alle de tidligere. Den sikrer hurtige og løbende opdateringer i to år.
  • Qualcomm: Tæt samarbejde omkring 845 processoren, der normalt ikke kan håndtere input fra så mange forskellige kanaler/kameraer.
  • Light: Har udviklet og leveret den Lux capacitor, der skal til for at styre lysinput fra de fem integrerede kameraer.
  • Zeiss: Står bag udvikling af de to RGB-kameraer og de tre SH-kameraer, alle med 12 MP output, som bidrager til det enkelte foto.
  • Adobe: Har udviklet den Lightroom applikation, der skal til for at bearbejde de ubehandlede RAW fotos fra Nokia 9 Pureview.

Det har næppe været let for Nokia at styre udviklingssamarbejdet med så mange forskellige spillere, så hatten af for det. Men måske man skulle have ventet en lille stund endnu, før man lancerede Nokia 9…

Fingeraftrykslæseren…

Førstehåndsindtrykket af Nokia 9 Pureview er nemlig rigtig dårligt. I hvert fald på min model. Fingeraftrykslæseren, der er af den nye “in-screen” type, virker nemlig forrygende dårligt – på grænsen til overhovedet ikke.

Det er vanskeligt at få registreret sine fingeraftryk, men dog muligt. Efterfølgende virkede de så overhovedet ikke på min testmodel. Det var således umuligt at komme ind på mobilen, og samtidig dæmpedes lysstyrken hver gang så meget, at man stort set ikke kunne se noget uden manuelt at skrue op for lysstyrken igen.


“Prøv at trykke lidt hårdere…” lød den opmuntrende besked hver eneste gang. Og jeg trykkede og trykkede. Til sidst så hårdt, at jeg frygtede for elektronikken under skærmen. Opløftende var det heller ikke at søge på nettet. Det viste sig nemlig, at rigtig mange havde samme nedslående oplevelse…

Utroligt, at Nokia har ladet en så komplet ugennemtestet ny teknologi slippe igennem nåleøjet og ud til forbrugerne. På mine gamle Nokia mobiler virker den eksterne fingeraftrykslæser både hurtigt og upåklageligt. – Hvorfor så ikke lade det blive ved det?

Der må være nogle røde ører på Nokias hovedkontor i Tampere, Finland. Nogle, der har sovet i timen, da valget faldt på en dårligt testet in-screen fingeraftrykslæser i stedet for den gammelkendte og velprøvede. Fint skulle det være, men skidt blev det.

De fem kameraer

Mange tog sig til hovedet, da de første billeder af de mange kameraer på bagsiden af det nye Pureview blev lækket. Nogle syntes, det så cool og fremtidsorienteret ud. Andre, at det var grimt eller ligefrem skræmmende.

På det tidspunkt var der nemlig ingen, som rigtig vidste, hvad så mange kameraer skulle bruges til. Dengang var alle stadig sikre på, at Nokia 9 Pureview ville blive endnu et kamera med rigtig mange pixels – over de 40 millioner, som forgængerne havde budt på.

Men sådan skulle det ikke være. Havde man drømt om ekstremt højtopløselige billeder, blev man slemt skuffet. Der var nemlig kun 12 MP at tage af – trods de fem kameraer. Der nemlig hver især har helt andre opgaver, end de fleste nok havde regnet med.

De to af dem optager i RGB-farve – de tre øvrige suger SH-lys til sig. De tre sorthvid-sensorer kan suge meget mere lys til end farvesensorerne – 2,9 gange mere hver især, siger Nokia.

Læg hertil en såkaldt “Time of Flight” (TOF) sensor, der registrerer dybde og afstand. Specielt vigtigt ved portrætfotos, der jo gerne skulle kunne skelne klart mellem skarp forgrund og sløret baggrund.

Der er således nok at se til for den processor, der skal styre alle disse kamera-input. Og det kommer derfor ikke som nogen stor overraskelse, at der er en vis procestid efter hver optagelse. Man kan dog fint tage yderligere fotos, mens de gamle stadig behandles.

Procestiden var også lang med Nokia 808, der sågar havde en ekstra processor netop til billedbehandlingen. Men det kommer lidt bag på én, at der kan gå både 10, 15 og 20 sekunder, før efterbehandlingen på Nokia 9 er klar. Så har det pågældende billede til gengæld også lagret rigtig mange informationer til senere brug.

Nokias indbyggede kamera-app fungerer fint, omend jeg flere gange oplevede  at udløserknappen slet ikke reagerede på tryk. Måske et problem relateret til den dysfunktionelle fingeraftrykslæser på den testede model.

Jeg havde forventet, at det ville være den samme Pro kamera-app, som vi kender og sætter pris på fra tidligere Nokia-modeller. Nokia havde nemlig erhvervet sig rettighederne til netop den, som er uhyre intuitiv at betjene.

Men nye funktioner og muligheder har tilsyneladende gjort den ubrugelig i Pureview-sammenhæng. App’en fungerer dog ganske udmærket, når man ellers kan tilgå den.

Det, man mest skal lægge mærke til, er det lille ikon for dybdeskarphed – “Depth Field”. Det ligner en PH-lampe, der ligger ned. Når det er aktiveret, optager kameraet et udførligt dybdefelt, som senere kan bruges til at fokusere rundt i – med op til 1.200 forskellige billedplaner eller justeringsmuligheder.

Det er der ikke andre producenter, som kan leve bare tilnærmelsesvis op til i mobil-sammenhæng. Det fylder dog i sagens natur rigtig meget.

Adobe Lightroom

Når man starte sin Nokia 9 Pureview op for første gang, foreslår den straks, at man installerer Adobe Lightroom til redigering af de store RAW filer, som mobilen tager. Og det sker i et snuptag.

Men vil man have adgang til de features og funktioner, som virkelig er noget værd, så mødes man af nedenstående billede. Adobe vil have 39,- kroner for at lukke op for godterne. Hver måned. Resten af livet. Ellers er der kun en lang næse at hente – i form af uendelige henvisninger til alle de features, man som nærigpind hele tiden går glip af…

Lightroom er et fremragende produkt, men at skulle betale knap 500,- kroner om året for at få adgang til det – en tiendedel af kameraets pris – hvert eneste år i mobilens levetid, det er lige i overkanten. Synes i hvert fald jeg.

Man kan nemlig få flere andre applikationer – til iOS såvel som Android – som man betaler et mindre beløb for én gang for alle. Selv har jeg længe benyttet mig af programmer som Halide, Darkroom og Focos, når der skal tages og arbejdes med RAW og fokus i efterbehandlingen. 

Dem skal man ikke abonnere på. Dem køber man bare på vanlig vis. Og til en fornuftig pris. Når og hvis de sædvanlige billedbehandlings-programmer, der følger gratis med, ikke rækker.

Jeg må indrømme, at jeg personligt var noget skuffet over det nye Pureview fra Nokia. Jeg havde forventet mig mere af Nokia’s nye flagskib, som jo havde ladet vente længe på sig. Og jeg var langt fra den eneste:

Den kendte professionelle New York fotograf Marian Sell har testet det nye Nokia 9 Pureview kamera grundigt – ude i det fri såvel som inde i det digitale mørkekammer – og efterfølgende delagtiggjort os andre dødelige i sine iagttagelser på YouTube.

Sell var ikke imponeret. Ja, faktisk kunne han slet ikke forstå, hvad alle de mange kameraer skulle gøre godt for – når nu hans nye Samsung Galaxy S10 kan tage lige så gode og skarpe billeder. Det dokumenterer han fint på YouTube.

Han klagede også over det langsomme kamera, som missede mange skud, men dykkede dog ikke ned i muligheden for at styre fokus og lys i efterbehandlingen af de optagede billeder – Nokia 9 Pureview’s største force.

Marian Sell ville langt hellere have mulighed for at kunne vælge mellem forskellige optagevinkler, som flere nye kameraer i dag byder på – med vidvinkel, normal og tele som det, der ser ud til at blive fremtidens standard.

Men se og hør selv her, hvad en professional New Yorker fotograf mener om den nye Nokia 9 Pureview:

Plan og dybde

Nokia Pureview kan noget, den har lært af nu desværre hedengangne Lytro, som i nogle år brillerede med deres såkaldte “Light Field Camera” – et kamera, som fangede samtlige lysstråler i feltet fra kameralinse til uendeligt. Hvilket tillod, at man efterfølgende kunne fokusere sine billeder efter behag. Det hele var der – klar til at blive brugt.

Lytro nåede kun at producere to kameraer, inden firmaet måtte give op og erkende, at forbrugermarkedet ikke var modent eller interesseret i de muligheder, som lysfelt-fotografering gav.

Jeg nåede heldigevis at skille mig af med det seneste store Lytro Illum lysfeltkamera, som ellers var rigtig sjovt at lege med – med har stadig den første lille sag, som er en 4-kantet kasse på størrelse med to gammeldags filmruller. Her kan man med egne øjne se, hvordan hele lysfeltet indfanges, så man efterfølgende kan fokusere rundt omkring på billedet.

Det første Lytro havde dog en ringe kapacitet og samtidig en processor, der ikke var til ret store ting. Potentialet var imidlertid tydeligt – så tydeligt, at Apple’s nu hedengangne grundlægger Steve Jobs engang inviterede Lytro’s grundlægger Ren Ng op til en snak og en kop kaffe. Med sig hjem fik Ng i opdrag at finde ud af, hvad eventuelt Lytro kunne tilføre Apple på kamerafronten.

Det blev desværre ikke til noget, og nu er firmaets forbrugerdivision som sagt lukket. Men drømmen om lysfeltet lever videre – i Pureview’s 1.200+ billedplaner, som man kan bevæge sig rundt i.

Med det ret beset fantastiske resultat, at man først kan fjerne uønskede genstande og personer på et billede – i eksempelvis Lightroom – og dernæst fokusere på præcis den del af billedet / de billedplaner, man måtte ønske.

For meget og for lidt

Det er lidt synd for og egentlig også ganske dumt af Nokia, at man sender et produkt som et spritnyt Pureview på gaden i noget, der virker som halvbagt tilstand. Dumt, for ideen er skam god nok – det er eksekveringen, der halter.

Et gammelt engelsk ordsprog hedder “Too little too late” og bruges, når man er for sent ude med sine handlinger eller produkter. Med god ret og direkte henblik på den nye Nokia 9 Pureview kunne dette ordsprog passende omskrives til “Too much too early”:

– For mange kameraer og stadig lidt for tidligt i forhold til både hardware og software. Men under alle omstændigheder et frisk pust i en kameraverden, hvor konkurrencen er benhård og udviklingen går rigtig hurtigt.

Når først den avancerede teknologi får indhentet Nokias mange gode ideer, så skal alt nok blive godt. Der er nemlig masser af potentiale i den nye teknologi – hvis man nu er til den slags fiksfakserier med lys og skygge.

Dér er vi desværre ikke endnu. Men jeg står klar til at kigge nærmere på næste version af Nokia’s Pureview. Der har længe verseret rygter om, at opfølgeren allerede er på vej – med Qualcomm’s seneste og langt hurtigere Snapdragon 855 processor ombord.

Det vil alt andet lige være et skridt fremefter på vejen – hvis altså Nokia får styr på den helt forfærdelige in-screen fingeraftrykslæser…

Hvis der så også blev mulighed for lidt flere pixels end de nuværende 12 millioner i de færdige billeder, så ville vi være nået rigtig langt. Da ville resultaterne kunne bruges mange flere steder end nu. Da vil man kunne beskære sine motiver langt hårdere – uden brug af separate teleobjektiver.

Og lav så lige afslutningsvis en aftale med Adobe, så Lightroom er med i Pureview købsprisen. Én gang for alle. De to behøver hinanden.

Det vil i sandhed være a Match made in Heaven.

© Tekst & fotos: 2019 Steen Ulnits


Efterskrift:

– Gå altid tilbage til en fuser!

Sådan lød rådet i sin tid fra Gnags’ forsanger Peter AG, og gode råd fra en klog mand skal man naturligvis følge i det omfang, det overhovedet er muligt.

Jeg havde læst om flere efterfølgende opdateringer, der skulle løse de ovennævnte problemer, som den nye Nokia 9 Pureview desværre var født med. Ikke mindst in-screen fingeraftrykslæseren, der var helt umulig på den første udgave, skulle være blevet forbedret markant.

Og da så prisen samtidig blev sat ned med en hel tusse – fra de vejledende 4.999,- til nu 3.999,- kroner – var tiden inde til endnu et forsøg. Den ambitiøse fuser skulle have en chance til. Som gammel Nokia-fan var det næsten ikke til at leve med det første flop, det famøse 5-linsede fejlskud.

Det var derfor med den allerstørste spænding, at jeg pakkede min Pureview nummer to op af kassen. Den ankom med Android 9 Pie installeret, men gik straks i gang med at opdatere sig selv. Hele tre store opdateringer blev det til, inden den var tilfreds og lod mig gå videre med installeringen.

Fortsat forrykt fingeraftrykslæser

Men ak. Fingeraftrykslæseren var fuldstændig lige så forbandet på den nye Nokia, som den havde været på den gamle. Meget vanskeligt at registrere nye fingeraftryk. Og helt umuligt siden at bruge dem. “Prøv at trykke lidt hårdere” lød meldingen gang på gang på gang. Præcis som på den første model.

I en kort periode kunne jeg vække den til live med et rapt og millimeterpræcist tap, men det holdt ikke længe. Så nægtede den fuldstændig at registrere mine fingeraftryk – selv efter flere sletninger og genregistreringer. 

Til gengæld var den aldeles usikre ansigtsgenkendelse blevet superhurtig. Den åbnede flere gange, førend jeg overhovedet nåede at få lagt fingeren på skærmen. Ikke specielt betryggende, når man nu ved, at den kan snydes med et simpelt fotografi…

Det var og er stadig de fem indbyggede Zeiss kameraer, som gør / skulle gøre Pureview til noget ganske specielt. I den første udgave crashede kamera-appen regelmæssigt, og den gør den nye desværre stadig.

PRO-fessionel fiasko

Flere af funktionerne forsvinder helt eller delvis, så de ikke kan bruges mere. Selv ikke efter genstart. Det gælder specielt i “Pro” mode, som man jo netop griber til, når automatikken ikke rækker. 

Jeg oplevede flere gange, at mobilen slet ikke ville tage et billede, når jeg trykkede på udløseren. Katastrofalt for en fotograf, der jo langt fra altid får samme fotomulighed igen. Hvis nogensinde.

Efter blot en enkelt dags fornyede og gentagne frustrationer gav jeg op. Jeg pakkede mobilen ned og returnerede den.

Det er bare for dårligt, Nokia. Model 9 Pureview skulle aldrig nogensinde have været på markedet.

2019 Steen Ulnits

 

The Nokia promise…

Det er svært at leve op til brugernes forventninger, når man hedder Nokia og i mange år har været hele verdens ubestridt største leverandør af mobiltelefoner.

Da finske Nokia for nogle måtte kaste håndklædet i ringen og sælge ud til amerikanske Microsoft, der holdt Iive i Nokia med deres Windows Phone, troede vi vel alle, at den hellige grav var velforvaret. For en gigant som Microsoft kunne da ikke fejle eller tage fejl?

Men det kunne de. Efter nogle svage år med ellers stærke mobiler som topmodellen Lumia 1020, erkendte Microsoft, at heller ikke de var store nok. At der tilsyneladende kun var plads til to mobile styresystemer – Apple’s iOS og Google’s Android. Man valgte derfor at lukke helt ned for mobilsiden.

Men Fugl Føniks genopstod endnu engang af asken – i form af det finske, men nu kinesisk finansierede selskab HMD Global Oy, der købte den eneste licens til at producere mobiler med Nokia som brand name.

Det varede et stykke tid, inden de første af de nye Nokia mobiler kom på banen – alle smartphones med Android som styresystem. Snart skiftede man over til Android One, der garanterer løbende systemopdateringer i to år og sikkerhedsopdateringer i tre. Noget, man som Android-bruger ikke ligefrem har været forvænt med.

Selv investerede jeg i en af de nye Nokia’er – en Nokia 6, som med sit rå, robuste og helstøbte alu-karosseri gav umiddelbare mindelser til såvel Nokias eget forsøg på en Nokia PC som nu klassiske Apple’s MacBook Pro i ren aluminium.

Hvis man følger Nokia på de sociale medier, hvoraf Twitter tilsyneladende er det foretrukne, vil man se, at Nokia har forfærdeligt mange loyale brugere i Indien, som jo er et af verdens folkerigeste lande. Nokia valgte derfor tidligt at satse på produktion af prisbillige, men højtydende mobiler, som i første omgang skulle sælges på det indiske marked.

Det er der indtil videre kommet en hel perlerække af fine mobiler ud af – fra den billigste Nokia til den dyreste Nokia 8, hvor topmodellen fik det historiske tilnavn “Scirocco”.

Jeg har som sagt selv en Nokia 6 af de allerførste, og jeg kan attestere, at den løbende er blevet opgraderet – helt som lovet og som vist her af Nokia selv:

Det har tilsyneladende taget lidt længere tid med de mindre modeller. På Twitter kunne og kan man således følge de mange trofaste Nokia-brugere, som konstant spurgte og spørger til opdateringer. Specielt op til årets store IT-messe i Barcelona, hvor der forventedes spændende nye mobiler fra Nokia, var søgningen og spørgelysten stor.

Få dage før messen kunne Nokias leder Juho Sarvikas så med glæde og stolthed annoncere, at nu var også den oprindelige Nokia 6’er også blevet opdateret. Født med Android 7.0 “Nougat” og året efter opdateret til Android 8.0 “Oreo” for så op til messen i 2019 at få sin sikkert endelige opdatering til Android 9.0 “Pie”. “The Nokia promise fulfilled”.

Det var mere, end Nokia egentlig havde lovet, men det var og er rigtig godt for loyaliteten, som er stærk blandt Nokia’s millioner af brugere i fortrinsvis udviklingslandene. Her forbinder man Nokia med høj kvalitet til overraskende lave priser. Det blev således en fin optakt til messen i Barcelona, hvor der var rigtig store forventninger.

Hele branchen havde i måneder og nærmeste også år talt om, at der da snart måtte komme en ny Nokia, som kunne bære fanen videre efter fotoklassikere som Nokia 808 og Lumia 1020 – begge verdens første kameraer med mere end 40 millioner pixels i sensoren og Zeiss på navneskiltet.

Nu måtte tiden da snart være moden til en Nokia 9 “Pureview”.

Der havde længe cirkuleret fotos og mockups af den nye Nokia, og rygterne om specifikationer har været utallige. Men pludselig blev der lækket en hel video, som viste og fortalte om det nye vidunder, der skulle have hele fem kameraer på bagsiden. Alle med Zeiss navnet som garant for kvaliteten.

Hvis fotos og specifikationer ellers talte sandt, så stod vi snart med arvtageren til Nokia 808 og Lumia 1020. Endda i et elegant design, som bærer tydelige spor af den finske oprindelse og det fine finske formsprog, hvad designet angår.

Men hvor var alle de mange millioner pixels blevet af? Dem, der havde kendetegnet Nokia 808 Pureview og Microsoft Lumia 1020 og givet dem deres berømmelse?

De var der ikke mere. I stedet var de mange millioner pixels erstattet af en hel masse kameraer efter bedste “Light” forbillede.

Det var firmaet “Light”, der med sin nu berømte L16 tog hul på at bruge ikke blot flere, men ligefrem mange separate kameraer, hvis input så blev samlet og redigeret ned til ét enkelt billede.

Og det er da også “Light”, der har leveret kamerateknologien til den nye Nokia 9 Pureview, som blev lanceret på 2019 MWC-messen i Barcelona. På licens, naturligvis – og stadig med Zeiss som leverandør af linser og kameramoduler.

Nu er Nokia 9 Pureview så en realitet – vel ankommet til Danmark, hvor den som i resten af verden har fået lidt blandede anmeldelser. Jeg har haft fingrene i den lille ny, som på flere måder har været og stadig er et ganske interessant bekendtskab. Omend et noget knibsk af slagsen.

Det kan du læse meget mere om, når jeg får samlet mine oplevelser med den nye kameramobil fra HMD i en separat artikel med den ret forudsigelige overskrift “Nokia 9 Pureview”. Vel mødt til den!

© 2019 Tekst: Steen Ulnits

Huawei P20 Pro

“The Copycat iPhone” 

– Good artists copy. Great artists steal, sagde Apple’s grundlægger Steve Jobs engang. Og siden er han selv flere gange blevet offer for dette udsagn – senest med kinesiske Huawei’s meget anmelderroste P20 Pro smartphone.

Kinesiske Huawei har i mange år lidt under at være en slags mobiltelefonernes underdog. Set ned på af såvel konkurrenter som købere, der til gengæld har fået rigtig meget for pengene sammenlignet med eksempelvis ærkerivalen Samsung.

Det ser dog ud til, at Huawei er ved at være kommet ud af Samsungs skygge. Med den seneste P20 Pro model har de sågar ryddet hele bordet og er rykket op foran Apple, hvad angår antallet af solgte telefoner på verdensplan. De tjener dog kun en brøkdel af, hvad Apple gør med sine højt profilerede iPhones.

Der er stadig et stykke vej til toppen – til Samsung, der imidlertid skal til at passe gevaldigt på. Kineserne ånder sydkoreanerne i nakken, og holder Huawei blot momentum, indtager de såmænd snart førstepladsen blandt Android telefoner. De fortjener det allerede.

Havde man ikke hørt om Huawei før, så gjorde man det ved firmaets lancering af P20 Pro. Kineserne vidste, at de havde en trumf på hånden, og de har forstået at spille den godt. Forskellige tech skribenter har moret sig med at give et bud på, hvor mange gang Huawei nævnte “AI” – Artificial Intelligence alias kunstig intelligens – under præsentationen.

– AI, AI, AI lød det igen og igen.


I lighed med Apple og Samsung fremstiller Huawei også sine egne processorer. Huawei’s homegrown Kirin 970 HiAI processor var og er stjernen i showet. Den er meget kraftfuld og kan se forskel på forskellige motiver eller scener – og efterfølgende handle på dem.

Den kan således spotte 20 forskellige scener, som hver kræver deres egne indstilllinger for at blive eksponeret optimalt.

Fælles for de fleste af disse “AI-driven scene detections” (!) er imidlertid, at de går lige til stregen og i regelen også lidt over. Der skærpes mere i skarpheden, end af og til godt er. Og farverne mættes ofte så meget, at de ikke længere ser naturlige ud. Men måske dette bliver nedtonet i kommende software-opdateringer. Det har Huawei gjort tidligere, og det kunne de tænkes at ville gøre igen.

Indtil da vil dedikerede fotografer nok undgå de fleste af disse AI-modes og i stedet selv skrue på knapperne. Det kommer der i regelen bedre resultater ud af. Det kan anbefales først at se, hvad mobilens AI-funktioner kommer frem til. Og så efterfølgende checke, hvordan de samme motiver bliver med AI koblet fra.

Det kan gøres i hvert enkelt tilfælde, hvor kameraet har identificeret en af sine forprogrammerede modes. Da fortæller den under billedet, hvilken mode den er nået frem til. Og viser samtidig et lille kryds, hvor man kan klikke for at slå AI fra i netop den optagelse.

Efter at have set og prøvet de forskellige AI-modes – vejet dem og måske fundet dem for lette – kan man så gå ind i kameraets hovedindstillinger og slå AI fra én gang for alle. Det ender de fleste seriøse fotografer og fotonørder nok med at gøre. I hvert fald i de fleste situationer. Den fremragende “Night shot” kunne være en af undtagelserne.

Kameraerne…

Faktum er da også, at det ikke var softwaren – den kunstige AI-intelligens – der løb med al opmærksomheden ved lanceringen af P20 Pro. Selv om præsentationen fokuserede hårdt på netop AI. Det gjorde i stedet hardwaren – de tre indbyggede kameraer.

De var nemlig verdens første af slagsen – udviklet af kinesiske Huawei i samarbejde med tyske Leica, der her leverede en sensor med imponerende 40 MP. Den er kun overgået af finske Nokia’s ligeledes tyske Carl Zeiss sensor på deres klassiske 808’er. Den havde 41 MP.

Huawei havde for længst lanceret sin P20 Pro kameramobil – verdens første med hele tre indbyggede og integrerede kameraer – da nordkoreanske Samsung lancerede sin opgraderede topmodel Note 9, der mest adskiller sig fra 8’eren på sine blågule farver. Det imponerede bestemt ikke kinesiske Huawei, der på Twitter ikke kunne dy sig for at nedgøre Samsung og gøre grin med Note 9:

Det gjorde de med ovenstående foto af deres seneste to generationer af kameramobiler. Den nyeste mobilgeneration hos Huawei har da tre kameraer, hvor den gamle havde to. Samsung’s nyeste har stadig kun to kameraer. Endda blot med ynkelige 12 MP. Præcis som Apple. Tsk..

Mange har påpeget, at tweetet var et klart hint til Samsung – med henvisning til filmen “Crocodile Dundee”. Her bliver vor helt nemlig holdt op af et par knivbærende banditter, som vil have hans penge. Crocodile Dundee smiler blot venligt og siger de berømte ord:

That’s not a knife… THAT’s a knife.” Og viser dem sin egen kæmpestore Bowie-kniv. Så her er stillingen mellem de to asiatiske kamera-kombattanter:

Huawei – Samsung: 3 – 2

Det kan være lidt svært at forstå, hvad en mobiltelefon skal med hele tre indbyggede kameraer. Så forklaring følger. En laaang forklaring. Og noget teknisk:

  • Hovedkameraet udgøres af en Leica farvesensor på hele 40 MP.
  • I tilgift hertil er der monteret en 3X tele i farver på 8 MP.
  • En sorthvid og ekstra lysstærk sensor på 20 MP.
  • Et selfie-kamera på imponerende 24 MP.

Når man kombinerer de tre første kameraer, får man flere forskellige interessante resultater, der alle udvider fotomulighederne betragteligt. Man kan naturligvis vælge at bruge samtlige de til rådighed stående 40 millioner pixels til et enkelt farvebillede. I det professionelle  RAW-format. Som så uundgåeligt kommer til at fylde en hel del. Rigtig meget, mere præcist. Men som ikke byder på helt så stor detaljeskarphed, som man ellers skulle have troet.

Man kan også vælge at tage et rent sorthvid foto, der kun bruger informationer fra de 20 millioner sorthvide, men meget mere lysstærke pixels. Resultatet heraf bliver langt bedre, end hvis man gør allerede eksisterende farvefotos sorthvide ved brug af filter. De sidstnævnte bliver noget flade og kontrastløse sammenlignet med fotos taget med en dedikeret sorthvid sensor. Og så får man her automatisk de færdige, vaskeægte sorthvide optagelser i hele 20 MP.

Desværre har Huawei heller ikke her kunne dy sig for at tilføre det færdige resultat en hel del billedbehandling. I form af forskønnelse som den “Beauty” funktion, der bruges i selfie-kameraet. Ærgerligt, hvis man nu hellere selv vil pusle med det rå sorthvide billede.

Endelig kan man vælge at skyde et rent 3X optisk telefoto med den dedikerede telelinse. Helt uden tab af skarphed. Eller et 5X hybrid telefoto, hvor man har kombineret alle tre sensorer – farve og sorthvid, 40, 20 og 8 MP. Med blot en smule tab af skarphed og kvalitet. Da bliver det for alvor interessant og inspirerende – hvis man altså er fotointeresseret. Ellers er det desværre nok lidt for nørdet til at være interessant. Og upraktisk at bruge.

I så fald bør man nok nøjes med lillebroderen P20, der kun har to kameraer – omend stadig fra tyske Leica. Men ikke den avancerede zoom. Prisen er markant lavere end P20 Pro, men skærmen kun en smule mindre. Eller man kan tage skridtet længere ned og investere i en P20 Lite, som kun koster omkring det halve af en P20. Til gengæld får man en ældre processor, den halve lagerplads, et ringere kamera og en mindre lysstærk skærm.

Egentlig er det slet ikke Huawei’s mening, at man skal tage RAW fotos med samtlige 40 MP fra Leica. De fylder alt for meget og er slet ikke nødvendige. I stedet er hele ideen, at man kombinerer input fra alle tre kameraer til ét foto, der så indeholder det bedste af alle tre. I en oversamplet og nedskaleret version på bare 10 MP. Dedikeret software klarer den sag til UG.

Kamerateknologien bag

Jo mere man roder med kameraet eller rettere kameraerne på den nye P20 Pro, desto mere imponeret bliver man over teknologien bag. Der er uendeligt mange indstillingsmuligheder – så mange, at de nok vil virke decideret skræmmende på alle andre end lige netop os fotonørder.

Men lad os tage et styrtdyk lukt ned i maskinrummet, hvor en flok tyske Leica-ingeniører er fuldt optaget af at styre de tre ubændige kameraer. Ikke mindst hovedkameraet med de 40 megapixels kræver mandsopdækning. Men så leverer det også helt forrygende fotos.

Det er i det hele taget imponerende, hvad man får af pixels i denne mobil, som næsten er mere kamera end telefon: 40 MP i hovedkameraet. 20 MP i det sorthvide kamera. 8 MP i zoomkameraet. Samt hele 24 MP i selfie-kameraet. 92 MP eller 92 millioner pixels i én og samme mobil. Man bliver helt forpustet ved tanken. Og strømforbruget.

Men heldigvis har Huawei forsynet sin P20 Pro med et ekstrastort batteri, der holder saft til alle funktioner og pixels en hel lang arbejdsdag. 4000 mAh rækker langt ud over en dag. I mange tilfælde sågar to. Det er der ikke mange andre mobiler. som tilbyder.

Smarte algoritmer og kunstig AI-intelligens kombinerer de mange forskellige inputs fra de tre bagsidekameraer på finurlig vis. Den sorthvide sensor sørger for, at der er lys nok til veleksponerede fotos – også under lysforhold, hvor farvesensorerne alene ikke ville få lys nok.

3X zoom kameraet sikrer ægte optisk zoom op til 3 gange – altså zoom uden noget kvalitetstab. Præcis som med en traditionel zoomlinse på et klassisk spejlreflekskamera.

3X og 5X zoom

Endelig tillader den store 40 MP farvesensor, at man kan lave udsnit – en slags digital eller hybrid zoom på op til 5X – uden at der sker noget nævneværdigt kvalitetstab. Det er ikke optisk zoom, men på grund af de mange pixels, der er til rådighed i 40 MP sensoren, er resultatet overraskende godt. Milevidt fra den traditionelle digitale zoom, der ikke tilfører billedet andet end tiltagende uskarphed…

Den trinløse overgang mellem de forskellige kameraer er dog noget ujævn – helt ulig Apple, hvor den trinløse zoom kører som i smør. Det samme gælder de manuelle “Pro” funktioner, hvor Huawei processoren ofte halter lidt bagefter. Eksempelvis når man ændrer på dybdeskarpheden med blænden. Da kæmper Leica-ingeniørerne ihærdigt med at få styr på  de mange fotoner.

Så her er der bestemt plads til forbedring i fremtidige modeller. Og den vil utvivlsomt komme, når Huawei skifter fra den nuværende Kirin 970 processor til den kraftigere 980-topmodel, der allerede findes, og som kommer i den næste Mate-topmodel.

Hovedsensoren leverer som sagt 40 MP, men de bruges stort set aldrig. I stedet gør kameraet det, at det på sindrig vis kombinerer fire originale pixels til én optimeret pixel, der siden bruges i det færdige billede, som nu er reduceret til mere håndterbare 10 MP.

Samme grundlæggende teknologi brugte Nokia i sine 808 og 1020 kameraer – blot reduceredes outputtet dengang til 5 MP, hvilket gav mulighed for en større zoomfaktor. “Oversampling” kaldes teknikken.

Læs gerne artiklen “PureView Perfection“, hvis du vil vide mere om oversampling i multimegapixel kameraer.

The Clone Phone

Huawei P20 Pro er en Android mobil som millioner af andre. Men dumper man ind et sted i styresystemet, kan man forledes til at tro, at det er en iPhone, man er inde i. Menuer og ikoner og opbygning er nemlig en tro kopi af Apple’s iOS. Og meget lidt lig det Android, der ellers ligger bag brugerfladen.

Og kigger man blot overfladisk på sin eller naboens nye Huawei, ligner den til forveksling en iPhone X. Med Apple’s karakteristiske “notch” øverst på skærmen. Den, alle konkurrenterne gjorde grin af ved introduktionen af iPhone X. Men som de nu alle selv har kopieret og adopteret…

Først når man vender mobilen om og ser bagsiden med de flotte friske farver og hele tre kameraer, da forstår man, at det ikke helt er lykkedes Huawei at lave en iPhone Clone. På den gode måde.

Måske vil Huawei egentlig helst heller ikke forveksles med Apple. I hvert fald ikke længere. Nu, hvor de kan stå på egne ben – ikke kun hvad antallet af solgte smartphones angår, men også videreudvikling af teknologien bag.

Kineserne har altid været skamløse, når der gælder om at kopiere andres design. De har åbenbart ikke noget moderne designsprog selv. Men man må lade dem, at de med P20 Pro for alvor er rykket og blevet deres egne. Det har de tre integrerede kameraer sat en tyk streg under.

Man kan med rette undre sig over, hvordan kinesiske Huawei har formået at komme foran giga-konkurrenterne Apple og Samsung med deres nyeste tre-kamerateknologi. Men som altid er der en god og naturlig forklaring:

Det er de nemlig heller ikke. I hvert fald ikke selv eller ved egen udvikling. De har nemlig købt sig til størstedelen af deres nuværende kamera-knowhow ved at ansætte en håndfuld af de tidligere Nokia-ansatte, der stod bag klassikere som først Nokia 808 og siden Lumia 1020. Begge megapixel-kameraer, som var langt forud for deres tid.

Frem med førertrøjen – igen

Finske Nokia styrtdykkede for relativt få år siden fra tronen som datidens ukronede smartphone konge – måske på grund af deres håbløse Symbian OS. Nokia måtte efterfølgende sælge ud til amerikanske Microsoft, som lovede at fortsætte Nokias fornemme kamerateknologi i deres Windows Phone mobiler.

Nokia’s klassiske 808 blev herefter fulgt op af Microsoft’s Lumia 1020, som fik mange venner. Heriblandt undertegnede, der tog mange gode billeder med de to kameramobiler.

Men selv Microsoft måtte erkende, at verden var for lille til mere end to styresystemer – Apple’s iOS og Google’s Android. Windows Phone blev derfor lukket endegyldigt ned, og Nokias kameraingeniører stod nu igen uden arbejde.

Enter kinesiske Huawei, der længe havde luret i kulissen og set det hele ske. De ansatte straks Nokias kameraingeniører rub og stub og lod dem arbejde videre i Finland, hvor de stadig sidder. Med sig havde de en enorm mængde research og unikke erfaringer, som på rekordtid er blevet til det nye banebrydende Huawei P20 Pro. En kinesisk mobil med finske rødder.

Se artiklen “Nokia now and then“, hvis du vil vide mere om de to skelsættende mobiler Nokia 808 og Lumia 1020 samt den avancerede kamerateknologi bag.

Konklusionen

Huawei er kinesisk ejet og dermed forpligtet over for den kinesiske statsmagt. Siger styret, at Huawei skal spionere mod udenlandske fjender, så er Huawei nødt til at adlyde. Uanset hvad de så selv måtte mene om det.

Den kendsgerning og et par andre mere konkrete hændelser har allerede fået den amerikanske administration til at udstede forbud mod brug af Huawei-teknologi, når og hvor der udveksles og transporteres data. Huawei menes helt enkelt at udgøre en sikkerhedsrisiko.

Det betyder reelt, at Huawei ikke kan komme ind på det amerikanske marked med sine ellers udmærkede produkter. Hverken med netværk eller med mobiler.

Senest har den australske regering fulgt trop og forbudt Huawei at byde ind på etablering af det kommende 5G-netværk i Australien. Det er for risikabelt, mener de. Men i lille Danmark baserer YouSee alligevel hele deres netværk på – selvsamme Huawei.

Men derudover og isoleret set så har Huawei med sin seneste P20 Pro mobil skabt et kamera, der sprænger alle rammer for hidtidige kameramobiler.

Eneste virkelige kritikpunkt er, at Huawei har undladt trådløs opladning i sin P20 Pro. Kineserne har sikkert villet spare plads til det store 4.000 mAh batteri, der så rigeligt får mobilen gennem en lang og hård arbejdsdag. Sågar også to. Det lærer man hurtigt at sætte pris på.

Så kan man bedre leve med, at mobilen altså ikke byder på den trådløse opladning, som de allerfleste andre topmodeller fra konkurrerende brands ellers gør. Til gengæld er der virkelig tale om “Fast Charge” med den medfølgende Huawei oplader: 60% på 30 minutter!

Og så er der lige prisen, som er aldeles second to none. Set hos Telia til kr. 5.000,- inklusive 6 måneders frit data abonnement til kr. 249,- om måneden. 3.500,- kroner netto for en mobil, der kan måle sig med de bedste. Det er bare billigt, og det faktum alene skal nok flytte rigtig mange Huawei mobiler over disken.

I USA, hvor P20 Pro som sagt ikke kan fås, sammenlignes den ofte med Samsung’s nyeste Note 9 – og kommer godt ud af sammenligningen. Trods det faktum, at P20 Pro pt. herhjemme koster under halvdelen af, hvad man skal give for en Note 9…

– Formidabelt gået, Huawei. Men prøv lige at lave jeres eget design – i stedet for igen og igen at kopiere Apple, hvor det overhovedet er muligt. Det vil klæde jer nu, hvor I er blevet verdens næststørste producent af mobiltelefoner.

– I må snart være store nok til at stå på egne ben.

© 2018 Tekst: Steen Ulnits


Efterskrift: Huawei er klar over, at alle mobiler har brug for et beskyttende cover. Kineserne er også klar over, at et normalt cover vil skjule den flotte Twilight finish på den bagside, man som nybagt ejer gerne vil flashe for sine omgivelser.

Huawei har derfor inkluderet et blødt og transparant cover, som dels giver et godt greb om mobilen, dels beskytter mod stød og slag. Og som måske vigtigst af alt lader den flotte 2-tone finish skinne tydeligt igennem.

På samme måde har Huawei valgt også at inkludere velspillende hovedtelefoner samt en lille connector, så man kan bruge dem via USB-C ladestikket. Altsammen understreger det blot, hvor vildt meget man faktisk får for sine 3.500 kroner, hvis man har købt sin P20 Pro med abonnement hos Telia.

Sjældent har jeg haft så megen fornøjelse af et nyt kamera / en ny mobil, som jeg har haft med Huawei’s P20 Pro. De tre kameraer og deres utallige muligheder har underholdt mig i masser af timer – og gør det stadig!

Og jeg har ellers været en dedikeret Apple fanboy i mange år. Eller måske netop derfor.

Hos Apple får man ikke lov at rode med så mange indstillinger…


Efter-efterskrift: Nu, hvor den første begejstring har lagt sig, og der har været tid til at reflektere lidt mere over P20 Pro, så tegner der sig et noget mere nuanceret billede.

Jeg har nærkigget fotos af de samme motiver taget med forskellige kameraer og sammenlignet dem på den store og skarpe bordskærm. Kameraerne har været mine to daily drivers, Apple’s iPhone X og Sony’s Xperia XZ Premium. Den store skærm en 27 tommers iMac.

Ind imellem er forskellene slående tydelige. Som allerede nævnt finder man som seriøs amatørfotograf hurtigt ud af at slå de forprogrammerede AI-indstilllinger på P20 Pro helt fra. Først gør man det under de enkelte optagelser – siden går man ind under Indstillinger og slår dem alle permanent fra. Synd, at græs skal være skriggrønt og himlen altid azurblå. Når virkeligheden nu ser helt anderledes ud.

Men selv da forekommer de færdige fotos at være meget billedbehandlede. Zoomer man ind, er der masser af artefakter eller fejl, der givet skyldes den massive billedbehandling, som disse 3-kamera fotos uundgåeligt kræver. Der er rigtig mange pixels, som kamera og processor skal tage stilling til. Når de 40 millioner pixels skal komprimeres ned til blot 10 MP. Lidt for mange, når man kigger grundigt efter. Oversampling er en svær ting.

Jeg blev noget skuffet over de mange artefakter, som er specielt synlige, når man sammenligner med de langt mere neutrale og velafbalancerede fotos, der kommer ud af iPhone X og Xperia XZ Premium. Måske det netop er derfor, der kun er et enkelt kamera på Sony’s flagskib Xperia XZ Premium. Så slipper man for denne massive  og ofte ødelæggende billedbehandling.

I starten var jeg som alle andre tech-anmeldere begejstrede over den optiske 3X og den hybride 5X zoom. Men jeg fandt hurtigt ud af, at mange ikke mindst 5X optagelser var uskarpe eller rystede. Hvis jeg ikke havde en form for fast anlæg – i form af støtte fra bil, båd, bord eller bænk – så var det helt enkelt for mange fejlskud. Ikke mindst naturligvis når solen ikke skinnede fra en skyfri himmel.

Endelig var der et irritationsmoment i skærmen, som er helt fantastisk til at blive fedtet og samle støv. Langt værre end både iPhone og Xperia. Det skyldes tilsyneladende skærmens øverste beskyttelseslag, der er fusioneret til selve glasset på traditionel vis – med udskæringer til sensorer og fingeraftrykslæser. Det klæber bare.

Kanten omkring fingeraftrykslæseren er samtidig så skarp, at det flere gange lykkedes mig at få tråde fra pudsekluden til at sidde fast i mellemrummet mellem skærm og beskyttelseslag. De sad så godt fast, at de var svære at fjerne igen. Og det bør altså ikke kunne ske på en topmodel.

– Måske derfor der gives så stor en rabat på netop denne mobil?

2019 Steen Ulnits

Nokia – now and then

IMG_0177

De fleste af os er vokset op med en mobiltelefon fra finske Nokia, der i nogle år nærmest ejede verdensmarkedet. Men pludselig blev de vippet af tronen – af amerikanske Apple, som i 2007 lancerede sin iPhone.

Det skulle blive iPhonen, der revolutionerede markedet og til sidst helt trak tæppet væk under Nokia, som havde sovet i timen. Som stædigt havde holdt fast på sit antikverede Symbian styresystem, der kun virkede ind imellem. Men som altså havde været godt nok, så længe der ingen konkurrenter var…

Nokia erkendte dette og droppede sit ustabile Symbian styresystem. I stedet giftede man sig med amerikanske Microsoft, som havde udviklet sit helt eget Windows Phone OS, som med store “tiles” var langt det mest grafiske og såmænd også lækre styresystem, verden endnu havde set. Microsoft købte helt enkelt Nokia i 2014.

Det samarbejde måtte da kunne holde Nokia på toppen af verdensmarkedet. Ingen var jo større eller stærkere end Microsoft, hvis Windows styresystem jo sad på langt de fleste PC’ere verden over. Men langsomt måtte selv Microsoft erkende, at deres ellers på mange måder overlegne OS ikke kunne klare konkurrencen med Apple’s iOS og Google’s Android.

Nokia rundede karrieren af med den legendariske model 808, som havde ikke færre end 41 millioner pixels at gøre godt med. Som kunne tage helt fantasiske billeder, men som desværre ikke havde processorkraft nok til også at håndtere dem.

I den korte tid med Microsoft lykkedes det ellers Nokia at lancere en hel perlerække af rigtig smarte smartphones under navnet “Lumia”. Jeg nåede selv at være den lykkelige ejer af både den klassiske gule model 920, en sort 1020 med endnu et megakamera under hjelmen. Og så den helt store 1520 med 6 tommer skærm. Alle fremragende mobiler, som kørte Windows Phone, der stille og roligt bare blev bedre og bedre.

Trods dette blev Lumia med Windows Phone aldrig det hit, som både Nokia og Microsoft havde håbet på og regnet med.

Nokia 808

Markedet var tilsyneladende ikke stort nok til flere end de to giganter Apple og Google. Ingen udviklere gad i hvert fald rigtigt udvikle til Windows Phone, som dermed sank ned i glemslen – med en markedsandel, der til sidst var mindre end én procent.

Microsoft tog konsekvensen af dette, aflivede Windows Phone og solgte Nokia fra i 2016. Det køres i dag videre af en række tidligere medarbejdere fra Nokia, som har købt brugsretten til navnet og de resterende patenter.

HMD Global Oy

Det er her, Nokia står i dag – med finske HMD Global Oy til at styre den fortsatte udvikling og drift af det tidligere verdensførende Nokia brand. Med HMD Global producerer Nokia telefoner på licens fra Nokia selv, og alle Nokia smartphones kører i dag på rene Android styresystemer. Altså et Android, som ikke er gemt under lag af individuelt udviklede menuer. Men “Pure Stock Android”, direkte fra Google.

HMD Global’s første Nokia smartphone med Android var Nokia 6, hvis design trak tydelige tråde tilbage til Nokia’s enkeltstående forsøg på at designe en Windows laptop. En firkantet sag helt ud i ét af en blok 6000-series flyaluminium.

Jeg forelskede mig straks i designet af Nokia 6, der på mange måder også ligner min Macbook Pro. Ingen farvet belægning, der kan blive ridset. Kun ren, rå aluminium. Og ingen tarvelige plastknapper her!

Med Android 7.0 ombord var der jo heller ikke noget at risikere på software-siden. Det funker bare. Det første, min nye Nokia 6 gjorde, da jeg tændte for den, var sågar at opdatere sig selv til Android 8.0. Og det kan man jo kun være tilfreds med.

Jeg var på udkig efter en simpel Android telefon, som primært skulle bruges sammen med mit Casio ProTrek WSD F20 smartwatch, der kører (Android) Wear 2.0, og som skal have Casio’s egen Moment Setter+ app installeret for at levere optimalt. Et valg, der altså faldt på en Nokia 6.

Og jeg blev ikke skuffet. Den smukke og stilrene mobil holder, hvad den lover, og den gør det rigtig godt – til en forbilledligt lav pris, designet og udførelsen taget i betragtning. Med en flot 5.5 tommers IPS farveskærm i fuld HD, 16 MP bagudvendt hovedkamera og 8 MP fremadvendt selfie-kamera var den lige, hvad jeg havde brug for. Den tager udmærkede billeder i godt lys, men halter forventeligt noget bagefter de dyrere konkurrenter i svagt lys.

Jeg surfede lidt rundt på nettet og fandt min nye Nokia 6 lige syd for grænsen til knap 1.700 kroner. Et fund af en mobil til den pris. HMD Global/Nokia er tilsyneladende klar over, at de ikke længere kan hvile på laurbærrene som i de gamle Nokia dage, men må levere på prisen. Et originalt flipcover til 150,- kroner fuldendte købet.

IMG_0178

Da jeg nu lige havde fået en Nokia tilbage i folden og var gået helt i retro mode, kunne jeg jo lige så godt tage skridtet fuldt ud. Med Nokia lyde, bevægelig Nexus baggrund og hele svineriet. Topmoderne teknologi i indpakning fra en svunden tid, der dog kun ligger ganske få år tilbage. Men som måske matcher min egen alder ganske godt…

Det gør også de små Nokia mobiler, som vi alle har haft i lommerne på et eller andet tidspunkt. Da jeg blev forstander på Kalø Internationale Sproghøjskole (ja, det hed den virkelig), blev jeg straks til grin for mine egne penge. Personalet havde nemlig ikke megen respekt til overs for mine dyre smartphones, man alligevel aldrig kunne ringe op til. Opkald gik helt enkelt ikke igennem i det naturskønne, men horribelt dårligt mobildækkede område.

– Næh, sagde pedel John en dag og fiskede en lille undselig telefon op af sin beskidte baglomme. – Den her virker. Det gør din dyre smartphone ikke!

Og han havde ganske ret. Den lille Nokia var ganske vist hverken smart eller dyr. Til gengæld havde den fokus på at ringe og SMS’e, og det kunne den. Hver gang jeg ringede til John, tog han den. Næsten hver gang han ringede til mig på min Apple eller Android smartphone i parken, gik opkaldet ikke igennem.

Det var pokkers, tænkte jeg, men den var god nok: De små Nokia mobiler havde langt bedre antenner end selv de dyreste smartphones, der i stedet har fokus på alt muligt andet. Det endte derfor med, at jeg købte en håndfuld små Nokia’er til personalet, og siden var vi altid i kontakt på højskolen. Over hele den store park og i de mange bygninger. Tankevækkende.

Måske netop derfor, at HMD Global som det allerførste genoptog produktionen af netop de små, billige, driftssikre og langtidsholdbare Nokia mobiler, som havde gjort det finske brand kendt og skattet verden over. Efter at have haft så gode oplevelser med min nye Nokia 6 smartphone, blev jeg derfor nysgerrig:

– Hvordan var de gamle Nokia’er mon i en ny udgave?

Nokia 3310

Som tænkt så gjort. Jeg tog ud i det lokale elektronik-varehus og kiggede mig lidt omkring. Dér – midt imellem de mange og mange gange dyrere smartphones – lå den lille nye Nokia model 3310. Prisskiltet var ikke skræmmende: 478,- kroner med det hele.

Den kom med hjem – i den citrongule farve, som min gamle Lumia 920 også havde. Det er en uhyre praktisk farve, som gør det svært at overse mobilen, selv om den er relativt lille.

Nokia’s nye 3310 er en helt igennem dejlig lille og genoplivet sag, som jeg selv havde i tidernes morgen. Nu forbedret med en buet skærm og polariseret glas, som gør den lettere at læse i sollys. Samt mulighed for to forskellige SIM-kort, så man eksempelvis kan have både sit arbejdsnummer og sit privatnummer på samme telefon.

Faconen er den velkendte buede, der ligger rigtig godt i såvel hånden som bukselommen. Taletiden på en enkelt opladning opgiver Nokia til 22 timer, men så meget taler jeg altså ikke selv på en opladning. Men hvad endnu bedre er – og det er nok det, de fleste husker den oprindelige model for – så har mobilen en standby-tid på næsten én måned. 25 dage lover Nokia.

En af forklaringerne på den ekstremt lange batteritid er, at Nokia 3310 ikke understøtter hverken 3G eller 4G netværk – kun 2G. Her er det stadig retro, så det basker. Ikke noget med at maile, surfe eller se film. Kun tale i telefonen og sende SMS’er. Men det rækker i virkeligheden også til det meste.

Man kan til gengæld være helt sikker på, at ens 3310’er holder strøm en hel lang weekend. Eller på selv den længste fisketur i den hårdeste kulde. Og så smutter den lille fyr uden problemer ned i selv den mindste lomme på selv de strammeste jeans, fiskevesten eller overlevelsesdragten.

Som for øvrigt alle de imponerende 126 millioner eksemplarer, der blev solgt af 3310’eren, også gjorde. Jeg rejste rigtig meget i de år, og jeg så Nokia 3310 blandt glade brugere overalt i verden. Uanset om det var i Europa, Nordamerika, Sydamerika, Asien eller Afrika. Nokia var overalt.

3310 blev lanceret i år 2000. Og nu en lille snes år senere er Nokia så for alvor tilbage igen. Som en anden Fugl Føniks, der har genrejst sig af asken.

Heldigvis stadig på finske hænder som i de gode, gamle dage, der jo ellers aldrig vender tilbage…

© 2018 Tekst: Steen Ulnits

© 2018 Produktfotos: Nokia


Læs meget mere her om:

smartphones, smartwatches og digitale kameraer 


 

Android_robot_2014.svg

Android_logo_(2014).svg