Tag-arkiv: Limfjorden

Græs og Grus i det Grønne maskineri

Den Grønne Trepart arbejder for fuldt tryk med at tage landbrugsjord ud af drift. Dette for om muligt at skåne det danske vandmiljø for yderligere algeblomst og iltsvind.

Denne udtagning af landbrugsjord skal i første omgang ske ad frivillighedens trange vej, som desværre har et dårligt renommé i forbindelse med dansk landbrug. Læs gerne artiklen “Landbrugets forsvarsværker”.

Ikke mindst sporene efter de manglende mini-vådområder fra Løkkes Landbrugspakke i 2016 skræmmer. Det var rene luftkasteller, som blot skulle muliggøre øget forbrug af gødning på de danske marker. Uden at levere det lovede den anden vej. Vi ser nu resultaterne i form af det ene rekordstore iltsvind efter det andet.

Staten har derfor måttet ud med den helt store pengepung og betalt toppriser for udtagning af såkaldt “væsentlige arealer” rundt omkring i landet. Med kartoffelmarkerne i Store Vildmose som det bedst kendte eksempel. 

Her har danske skatteborgere måtte punge ud med op til 240.000 kroner per hektar udbrændt og overgødet landbrugsjord. Det er rekordhøje priser, som forgylder de heldige landmænd og jordejere, der her kan komme af med dårlig landbrugsjord til skyhøje priser.

Flere steder står de lokale treparter allerede klar med lange lister over de planlagte tiltag, der skal redde vandmiljøet fra kvælningsdøden. Man har udpeget de områder, der skal braklægges, omlægges eller tilplantes med ny skov i henhold til trepartsaftalen.

I Thy bedyrer borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted, at kommunen nok skal leve op til sine forpligtelser og målsætningerne i Den Grønne Trepart. Det skal blot ikke ske énsidigt ved udtagning af landbrugsjord, mener han. Som ellers vedtaget i Den Grønne Trepart, kommunen selv indgår i.

Borgmesteren foreslår i webmediet Altinget, at driften i stedet omlægges til græs, der holder bedre på kvælstoffet. End de afgrøder, der alligevel kun dyrkes til dyrefoder. Med den mandshøje fodermajs som det mest kendte og synlige eksempel på en stærkt lækkende afgrøde.

I Thisted Kommune har man til dato peget på godt 9.000 ud af de knap 17.000 hektar landbrugsjord, som skal udtages for at nå målene i Den Grønne Trepart. Borgmesteren vægrer sig nu ved at udtage de resterende 8.000 hektar. Det vil gå ud over beskæftigelsen, lyder begrundelsen.

Tørre tal om Limfjorden

Borgmester Pedersen begrunder det over for Altinget med, at op mod af 20% af befolkningen i Thisted Kommune er beskæftiget i landbruget eller de tilhørende følgeerhverv. Hvilket der jo ikke er noget nyt i.

Det vil ifølge borgmesteren gå ud over beskæftigelsen, hvis der skal udtages jord i henhold til planerne i Den Grønne Trepart. Altså næsten lige så meget som hidtil udpeget. 8.000 hektar mere.

Venstre-borgmesteren bakkes op af Landboforeningen Agilix, Fjordland og Landboforeningen Midtjylland. De repræsenterer alle hardcore jordbrugere af den intensive slags.

Mere end 80% af indbyggerne i Thisted Kommune må i så fald leve med, at landbruget også fremover forurener fjord og hav med næringssalte og pesticider.

Danmarks Naturfredningsforening, som er med i Den Grønne Trepart, mener ligefrem, det vil være at gøre grin med andre kommuner, hvis Thisted slipper billigere end dem. Ved blot at omlægge til græs.

Hvis Den Grønne Trepart skal nå i mål i vandoplandet til den hårdt belastede Thisted Bredning, da skal udledningen af kvælstof reduceres med 522,8 tons. Af denne udledning stammer op mod 95% fra landbruget.

Borgmesteren mener ifølge Altinget, at en omlægning til dyrkning af græs på de resterende 8.000 hektar jord alene vil kunne reducere udledningen til vandmiljøet tilstrækkeligt. Så man slet ikke behøver udtage mere landbrugsjord. 

Men kan man overhovedet det? Holder dette regnestykke i praksis, eller er det blot kreativ talgymnastik?

Måske er det begyndelsen til enden på Den Grønne Trepart, vi allerede her og nu er vidner til. Rekordtidligt efter en ellers enig vedtagelse. En nordjysk protest imod den aftale, Landbrug & Fødevarer med flere ellers selv har været med til at udforme. 

Borgmesteren i Thisted er for øvrigt selv tidligere formand for samme landbrugsorganisation.

“Landbrugets forsvarsværker”

Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”

Formuleret af

Jørgen Henningsen,

tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen

Baggrundsinfo om Limfjorden

Der er ikke færre end 18 kommuner i den lokale Grønne Trepart, som omfatter oplandet til den store og stærkt forurenede Limfjord.

Limfjorden er nu så hårdt belastet med kvælstof og gylle fra landets største koncentration af svinefarme, at den end ikke er med blandt de tyve fjorde, som regeringen ellers har udpeget til en særlig indsats.

Limfjorden er samtidig det sted, hvor man tilbage i 2013 fandt svinevirus i de undersøgte blåmuslinger. Ikke efter nogen bevidst søgning, men som en tilfældig “bifangst” under jagten på Hepatitis E-virus. For øvrigt med Limfjorden som det eneste af de undersøgte steder i Danmark.

Svinevirus i muslinger er ikke noget ønskefund, når man samtidig gerne vil sælge muslingerne til besøgende turister eller eksportere dem til udlandet. Man har sågar en hel festival baseret på skaldyr fra Limfjorden. Hvert år med sæde i Nykøbing Mors.

Siden fundet i 2013 har man derfor klogeligt ikke undersøgt for svinevirus i muslingerne. Ud fra devisen, at hvad man ikke ved med sikkerhed, det har man heller ikke ondt af. Man taler naturligvis slet ikke om det. 

En gammel og klog erkendelse, for der er givet stadig svinevirus i muslingerne fra Limfjorden. Måske endda mere end i 2013. Præcis som der jo stadig er gift i vandet ud for Cheminova ved samme Limfjord. Der er jo ikke fjernet noget.

Men alt det har Den Grønne Trepart ikke direkte noget med at gøre. Svinevirus i muslinger er blot en uheldig bieffekt af det højintensive landbrug omkring Limfjorden og de kolossale gyllemængder, der konstant spredes ud over de tilstødende marker. 

I Den Grønne Trepart drejer det sig umiddelbart om aktiviteterne inde på landjorden. Om udvaskningen af næringssalte fra de overgødede marker til den iltsvindsramte Limfjord.

Thisted-borgmesterens udmelding om blot at omlægge driften til dyrkning af græs i stedet for udtagning af jord, har derfor bragt sindene i kog flere steder. For kan man overhovedet det i henhold til den indgåede trepartsaftale? 

Og kan man det, kan man vel gøre det samme over hele landet. I så fald vil Den Grønne Trepartsaftale jo reelt være afgået ved døden. Næsten før den er kommet i gang. Lad os tage et nærmere kig på aftalen og dens ordlyd. 

Nogle nøgletal

Udgangspunktet for Den Grønne Trepart er, at 390.000 hektar jord skal omlægges. Heraf 140.000 hektar lavbundsarealer, som skal tages ud af drift. Og 250.000 hektar ny skov, der skal plantes. Hvordan det så end skal kunne lade sig gøre.

Samlet set skal trepartsaftalen resultere i 13.800 tons mindre kvælstof udledt til hav og fjorde, hvilket med et optimistisk skøn vil give vandmiljøet det fornødne pusterum. Flere forskere mener dog, at det slet ikke er nok.

En af målsætningerne med aftalen er helt konkret udtagning af landbrugsjord – især kulstofrige lavbundsarealer – samt etablering af ny skov og natur.  

Aftalen indeholder også planer om permanent ekstensivering af arealer, der ikke længere dyrkes intensivt. Dette indebærer begrænsninger i gødskning, sprøjtning og jordbearbejdning, men muliggør dog, at der stadig kan være græsning eller høslæt.  

Der er i forliget afsat midler og ordninger til støtte, opkøb og arealfonden, der skal drive disse omlægninger. Spørgsmålet er så bare, om man uden videre kan vælge at ændre landbrugsjord udpeget til udtagning – til arealer dyrket med græs i stedet. 

For hvor langt kan man nå med dyrkning af græs i stedet for den ellers planlagte udtagning? Og hvad medfører omlægning til græs for land og vand i det pågældende område?

Knap 60% af Danmarks samlede areal bruges i dag til landbrug. Heraf bruges omkring 80% til dyrkning af foderafgrøder. Kun godt 10% bruges til afgrøder, der ender som menneskeføde. Dette omfatter brødkorn, frugt, grøntsager og kartofler.

I gennemsnit bidrager dyrket dansk landbrugsjord med udvaskning af omkring 50 kg kvælstof per hektar per år. Tallet kan ifølge faglitteraturen typisk svinge fra 30 til 60 kg, alt afhængig af afgrøde, jordtype, dyrkningsform og nedbørsmængde.

Det er et kompliceret emne, som man må dykke dybt for at få konkrete svar på. I faglitteraturen kan man dog finde følgende konkrete værdier for udvaskning af kvælstof (N) fra forskellige afgrøder:

Udvaskning fra jord og afgrøder

Majs: På en suveræn førsteplads som den afgrøde, der lækker mest kvælstof til vandmiljøet, finder vi majsen. 

Mandshøje majsmarker er sprunget op over hele landet og udgør i dag den suverænt største trussel mod vandmiljøet – som resultatet af den gigantiske danske animalske produktion. Fodermajs har ikke sit navn for ingenting.

Man ser ofte bunker af indtørret sort slam fra rensningsanlæg ved majsmarker, som har brug for ekstra gødning for at vokse optimalt. Renheden af dette slam er selvsagt yderst diskutabel.

Udvaskning til vandmiljøet: 

40-80 kg kvælstof per hektar per år

75-120 kg fra barjord efter høst.

Den mest lækkende af alle afgrøder.

Kartofler: En sart afgrøde, som generelt kræver megen gødning, da den har et overfladisk rodsystem, som ikke kan gå i dybden efter flere næringsstoffer.

Kartofler er samtidig en intensiv afgrøde, som kræver megen sprøjtning – ikke mindst mod skimmelsvamp, der kan ødelægge hele marker på få dage. Tidligere brugte man det giftige stof Methoat til kartoffeldyrkning, men det blev forbudt over hele EU i 2019.

Samtidig dyrkes kartofler typisk på sandjord, hvilket i sig selv resulterer i høj udvaskning af både kvælstof og rester af sprøjtegifte til vandmiljøet. Kartofler er samlet set den afgrøde, der belaster miljøet mest.

Udvaskning til vandmiljøet: 

30-80 kg kvælstof per hektar per år

3-8 kg ekstra fra vaskevand.

100 kg fra sandjord er registreret.

Korn: Endnu en intensiv afgrøde, som kræver både gødskning og sprøjtning.  Dette gælder såvel vinterhvede som vårbyg og raps.

I Danmark dyrkes de forskellige kornsorter primært til dyrefoder. I følge Danmarks Statistik går mere end 70% af den danske kornproduktion til dyrefoder. Kun 20-25% går til menneskeføde.

Udvikling af resistente kornsorter har reduceret brugen af sprøjtegifte i de seneste år. Og da korn ofte dyrkes på fede jorde, er udvaskningen til vandmiljøet typisk mindre end for eksempelvis majs.

Udvaskning til vandmiljøet: 

30-60 kg kvælstof per hektar per år

50-80 kg på sandet jord med stor udvaskning.

Græs: Suverænt den afgrøde, som dyrkes mindst intensivt og resulterer i mindst udvaskning til vandmiljøet. Ofte dyrket sammen med kløver.

Græs kan dyrkes intensivt eller henligge ekstensivt som permanente marker. Græs høstes til foder, hvilket gælder mere end 90% af den danske græsproduktion. Malkekøer får ensileret græs i deres grovfoder. Kødkvæg og får græs både frisk, som hø og som ensilage. 

Især på naturarealer er afgræsning en vigtig del af husdyrproduktionen. Græs er samtidig en vigtig afgrøde til fiksering af kvælstof, hvilket reducerer behovet for gødskning. Populær i økologisk landbrug.

Udvaskning til vandmiljøet: 

2-20 kg kvælstof per hektar per år ved ekstensiv drift

20-40 kg ved intensiv drift. Dobbelt op.

Lavbund: Der er forskel på udvaskningen fra forskellige lavbundsprojekter, hvor jorden tages ud af drift. Forskellen skyldes ikke mindst jordbunden og dens surhedsgrad. 

Tilgængelige tal for konkrete projekter såsom Aggersvold Enghave på Midtsjælland ser ud som vist herunder. De stammer fra Naturstyrelsen og giver en god indikation af udvaskningens størrelse:

Kommende naturarealer: 2,5 kg kvælstof per hektar per år

Nuværende  naturarealer: 5 kg kvælstof per hektar per år

Vedvarende græs: 10 kg kvælstof per hektar per år

Landbrugsjord i drift: 50 kg kvælstof per hektar per år

Der er naturligvis tale om grove overslag med store variationer. Men tallene taler dog deres tydelige sprog om udvaskningen af kvælstof fra forskelige arealer med eller uden drift. Ved dyrkning af forskellige afgrøder.

Det er således ganske store mængder kvælstof, man kan spare vandmiljøet for, ved regulær udtagning af landbrugsjord. I stedet for den omlægning til græs, som borgmester Pedersen nu foreslår sin Grønne Trepart. Og som Danmarks Naturfredningsforening derfor opponerer imod.

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “kommende natur” sker under antagelse af, at gødskning og dræning ophører, og at der over tid nås en ny ligevægt med lavere udvaskning af kvælstof. 

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “nuværende natur” er baseret på, at disse områder er lavtliggende, drænede og beliggende tæt på marker i drift. Derfor og herfra vil der fortsat strømme kvælstof ind i naturarealet.

På denne baggrund antages der at blive udvasket dobbelt så meget kvælstof fra eksisterende som kommende naturarealer.

Er græsset nu også grønt?

Mange ting taler således for mere græs på de danske marker. Samt mindre majs og færre kartofler. Dyrkning på sandjord bør undgåes eller begrænses.

Græs bruges ofte i sædskifte og som jordforbedring. I de seneste år har der været stort og stigende fokus på også at dyrke græs og bruge det som råvare i produktionen af biogas. 

Denne produktion er dog i en tidlig fase. Tal fra 2024 viser således, at græs stadig kun udgør 10-15% af den samlede produktion – endda sammen med anden grøn biomasse. 85-90% stammer således fra gylle, halm og dybstrøelse. Det sidste en blanding af gødning og halm fra stalde.

Potentialet for biogas er dog langt større, hvis man vælger at gå den vej – at dyrke græs i stedet for udtagning og braklægning af marker. På bekostning af miljøet.

Det samme er tilfældet, hvis man fravælger traditionelle landbrugsafgrøder som korn og majs til fremstilling af dyrefoder. Og i stedet lægger om til dyrkning af græs til biogas.

Græs og græs

Men der er som sagt forskel på græs – på, om græsset dyrkes intensivt til høst eller ekstensivt til græsning eller vild natur. Forskellen kan være dobbelt op. Og så er der begrebet “permanent græs”, der ofte misforståes. 

Permanent græs betyder nemlig ikke, at græsset får lov at ligge ubenyttet hen. Permanent græs betyder blot, at jorden i mindst fem sammenhængende år har været dækket af græs. 

Permanent græs må gerne slås til hø eller ensilage hvert år. Men jorden må ikke pløjes eller dyrkes om med andre afgrøder. Den må dog gerne afgræsses af husdyr, som også gøder jorden. Dette ofte i forbindelse med naturgenopretning.

Græs spiller også en vigtig rolle for biodiversiteten. Dyrkes græsset ekstensivt – eksempelvis som naturenge eller med lav gødning og ingen sprøjtning – er det meget gavnligt for biodiversiteten. Udvaskningen er samtidig minimal.

Men dyrkes græsset intensivt – eksempelvis til foder med høj gødning og måske flere årlige høslæt – falder biodiversiteten markant. Udvaskningen stiger tilsvarende.

Kan græs erstatte udtagning?

Det er således ikke bare lige at udskifte udtagning af landbrugsjord med dyrkning af græs. Ikke hvis man vil eller skal leve op til kravene i Treparten.

Det afhænger helt af dyrkningsformen, om det overhovedet er en mulighed i henhold til aftalerne i Den Grønne Trepart. Dyrkning af græs kan på ingen måde sidestilles med udtagning af landbrugsjord. Heller ikke, hvis det får lov at ligge ekstensivt hen.

Som udgangspunkt har omlægning af intensivt dyrkede marker til ekstensivt græs mange positive virkninger på miljøet. Dels via den medfølgende reduktion af kvælstofudledningen. Dels via øget biodiversitet og forbedret jordstruktur. 

Endelig sker der et mindre tab af kulstof, når man ikke længere pløjer jorden. I visse tilfælde sågar genopbygning af tabt kulstof. Men det koster altsammen på indtjeningen, så landmanden kigger sig naturligvis om efter kompenserende aktiviteter.

Dyrkning af græs til biogas er en mulighed af nyere dato, men vil dog være en alt for intensiv udnyttelse til at kunne leve op til kravene i Den Grønne Trepart. Den stiller nemlig krav om såvel regulær udtagning af dyrket jord som mere skånsom drift af andre arealer. 

Dyrkning af græs til foderfremstilling vil samtidig være til hinder for den øgede biodiversitet, som Treparten også tilstræber. Den Grønne Trepart stillede oprindelig primært krav om en reduktion i udledningen af CO2 til atmosfæren. Dette specielt fra lavbundsjorde. 

Siden kom udvaskning af kvælstof til vandmiljøet også til – fremmet af tiltagende iltsvind i de indre danske farvande. Endelig blev der også stillet krav om en øget biodiversitet. 

Flere af disse krav hænger mere eller mindre uløseligt sammen. Eksempelvis vil udtagning af lavbundsjord automatisk øge biodiversiteten, hindre udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet og reducere udslippet af CO2 til atmosfæren. Et win-win-win for miljøet.

En Grøn Trepart i forandring?

Det sker i så fald på én gang og samme tid. Men så snart man griber ind i en eller flere af disse parametre, vil det uundgåeligt ændre på den samlede effekt. Og aldrig til det bedre set med miljøets øjne.

Det mest overraskende er imidlertid, at lokale parter i aftalen nu pludselig stiller spørgsmålstegn ved det, de selv har været med til at vedtage. Det, som et bredt flertal i Folketinget allerede har vedtaget. 

Der er sågar sat 43 milliarder skattekroner af til gennemførelsen af planerne. Et massivt tilskud, der primært skal komme vandmiljøet til gode – sekundært landbruget. De vedtagne 522,8 tons kvælstof skal derfor findes i Thisted Kommune, og det kan ikke gøres med græs alene.

2026 er sidste chance for indgåelse af frivillige aftaler om jordudtagning og omlægning til natur. I 2027 træder en ny og målrettet kvælstofregulering i kraft, der skal sikre gennemførelsen af Den Grønne Trepart – hvis det nu ikke kan ske ad frivillighedens vej.

Den Grønne Trepart er en kompleks og kompliceret størrelse, som man kan strides om på mange områder. Dansk landbrug er nemlig en sand mester i omgåelse af indgåede aftaler.

Det så vi jo med al ønskelig tydelighed, da Løkkes Landbrugspakke fra 2016 skulle kompenseres med et stort antal mini-vådområder. Læs gerne 

De blev nemlig aldrig til noget. Men den ekstra gødning blev skam brugt og spredt ud over markerne – og bliver det for øvrigt stadig. Det ser vi nu tydeligt i form af bræmmerne af opskyllet og slimet fedtemøg langs de danske strande.

©️ 2025 Steen Ulnits

Ovenstående skriv er foranlediget af Thisted Kommunes proklamerede planer om at omlægge næsten halvdelen af ellers udpeget jord til udtagning i henhold til Den Grønne Trepart – til dyrkning af græs i stedet.

Dette af hensyn til lokale arbejdspladser i landbruget og på bekostning af vandmiljøet i Limfjorden. Dyrkning af græs medfører nemlig langt højere udledning af kvælstof end regulær udtagning af landbrugsjord. 

Typisk fem gange så meget jævnfør ovenstående værdier. 

Planerne har derfor affødt øjeblikkelige protester fra Danmarks Naturfredningsforening. Her frygter man, at noget tilsvarende skal ske andre steder i landet. At det vil kunne trække tæppet væk under Den Grønne Trepart, inden den overhovedet er kommet i gang.

Læs også gerne artiklen “Landbrugets Forsvarsværker”.

Her forklarer tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen, Jørgen Henningsen, de fem på hinanden følgende skanser, som dansk landbrug altid dækker sig bag under pres udefra.

 

Cheminova – timeline to 2025

Det var civilingeniør Gunnar Andreasen, der i 1938 grundlagde Cheminova. Han er for længst gået bort. I stedet viser billedet herover Bjarne Hansen, der i dag leder kampen mod Cheminovas fortsatte forurening af Harboøre Tange.

Før krigen lå virksomheden i Søborg på Nordsjælland, hvor man blandt andet producerede fortynder til maling og midler til rustbeskyttelse.

Allerede i 1944 bliver Cheminova imidlertid omdannet til et aktieselskab, hvis aktier alle overdrages til Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF). Grundlægger Andreasen mente, at aktiviteterne ville være mere sikre her – måske på grund af tyskernes daværende besættele af Danmark.

Efter krigen drager Gunnar Andreasen til Tyskland for at studere de gift- og nervegasser, som tyskerne havde udviklet under Første og Anden Verdenskrig. Da patenterne nu var udløbet, tog Andreasen nogle af opskrifterne med hjem til Danmark, hvor han videreudviklede dem.

Efter omdannelsen til aktieselskab flytter man produktionen fra Søborg til Måløv i Ballerup Kommune. Hurtigt kom der imidlertid klager fra lokalbefolkningen om, at virksomheden forurenede. Stanken fra fabrikken var i perioder uudholdelig, lød det fra de nærmeste naboer, som måtte kaste op efter ildelugtende udslip fra fabrikken.

I 1953 blev der endvidere konkret klaget over, at fisk fanget i  den nærliggende Roskilde Fjord var forurenede og uspiselige. Med tiltagende forurening blev den giftproducerende virksomhed derfor flyttet til Rønland på den tyndt befolkede Harboøre Tange. Herude var der fri forurening og kort til både Vesterhav og Limfjord.

Her var der ingen eller kun meget få klager fra naboerne, der i stedet var glade for de nye arbejdspladser. Dem var der ikke mange af i området. Giftens virkninger på omgivelserne var stadig ukendt og kræft et fjernt begreb.

Døde hummere i Nissum Bredning

Men allerede i 1956 klagede fiskerne over, at hummerne i Nissum Fjord af uforklarlige årsager var begyndt at tabe kløerne. På det tidspunkt var man endnu ikke klar over, hvor følsomme netop krebsdyr med deres mange skalskifter er over for specifikke kemiske stoffer.

Virksomhedens grundlægger Gunnar Andreasen forlod uventet Cheminova i 1961, hvor han ellers havde været formand for Vestjyllands Udviklingsråd siden 1956. Han var utilfreds med de danske myndigheders sagsbehandling.

I stedet kastede han sig over udvikling i de U-lande, som indtil da havde aftaget store mængder af primært plantegifte fra Cheminova. Dette ofte i samarbejde med det danske Landbrugsministerium. U-landsbistand og erhvervsudvikling går ofte hånd i hånd.

Den lokale deponering af affaldsstoffer fra produktionen på Rønland fortsatte imidlertid uændret efter Andreasens ophør som direktør. Gunnar Andreasen selv døde på Cypern den 5. januar 1989, 74 år gammel. 

Man kunne sige, at Gunnar Andreasen forlod den synkende skude i tide. I 1964 konstaterede man nemlig, at der ikke længere var hummere tilbage i den vestligste del af Limfjorden. Vi ved i dag, at netop krebsdyr med deres mange skalskifter er uhyre sårbare over for flere af de specifikke stoffer, der indgår i plantegifte.

Inden da havde den nu navnkundige fisker Åge Hansen – “Rav-Aage” også kaldet – fundet forgiftede måger skrigende i dødskamp. Han indledte derfor en livslang kamp mod Cheminova, som han mente måtte være årsag til de mange forgiftede fugle.

Denne modstandskamp gjorde ham imidlertid meget upopulær blandt lokalbefolkningen, hvoraf mange jo arbejdede på fabrikken og havde deres udkomme dér. Da produktionen var på sit højeste, arbejdede op mod 1.000 mennesker med giftproduktionen. 

Helt tilbage i 1953 begyndte Cheminova at grave kemisk affald ned i sandet ved Høfde 42. Med myndighedernes fulde velsignelse. Således gravede ingen ringere end Landbrugsministeriet selv hele 40 tons giftaffald ned på stranden. Det gjorde man jo dengang – her og mange andre steder.

I 1961 flytter man produktionen nogle få hundrede meter nordpå til grunden på Rønland, hvor virksomheden stadig ligger. I 1962 etablerer man så et antal nye svovlgruber på Rønland, som imidlertid hurtigt viste sig at lække til omgivelserne.

Bladan og Parathion

I 1964 finder Sundhedsstyrelsen for første gang stoffet Bladan i fisk fanget ved Høfde 42. Bladan er ikke en nervegift, men et svampemiddel, der virker ved at forstyrre svampenes stofskifte og hindre specifikke enzymprocesser. Bladan mistænkes for at være kræftfremkaldende og er i dag forbudt i hele EU.

I 1978 går det pludselig hurtigt. Jeg var i 1976 selv startet på biologistudiet på Århus Universitet, hvor engagerede biologer gik sammen i den såkaldte “Cheminova-gruppe”. Den var stiftet og anført af Flemming Højgaard Madsen, som selv havde sine rødder i det vestjyske. Det er Flemming på billedet herunder:

Det var nu gået op for os håbefulde studerende, at vort lovpriste universitet ejede størsteparten af den giftige produktion. Og at de tjente styrtende på ejerskabet. Aarhus Universitet var derfor også ansvarligt for forureningen fra Cheminova. En grim sandhed og erkendelse for kommende biologer.

I 1978 fandt man ikke færre end 350 døde havfugle på Harboøre Tange. De viste sig at være forgiftet med stoffet Parathion, der er en stærk nervegift og et virksomt middel til bekæmpelse af insekter på afgrøder. Denne nervegift er i dag forbudt i hele EU.

I dag producerer Cheminiova/FMC stadig sprøjtemidler med aktivstoffer, der har været forbudt i flere år. Det gælder eksempelvis aktivstoffet Dimethoat, der har været forbudt i EU siden 2013. I stedet eksporteres de forbudte stoffer nu fra vestjyske Rønland til fjerne U-lande som Bolivia og Pakistan, hvor miljølovgivning er et ukendt begreb. 

Affaldet fra denne produktion fik imidlertid lov til at blive liggende på Harboøre Tange. I 1981 opdagede man, at det gamle depot ved Høfde 42 lækkede. 26.000 tønder forurenet sand blev derfor gravet op og deponeret i en saltmine i Tyskland. Angiveligt drejer det sig om 100 tons giftstoffer af forskellig art.

Cheminova går på børsen

Cheminova blev børsnoteret i 1986 og opkøbt af virksomheden Auriga Industries. Den blev efterfølgende overtaget af amerikanske FMC, hvilket skete i 2015 – formedelst 8,5 milliarder kroner. Indtil da havde Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) været hovedaktionær og tjent rigtig mange millioner på giftproduktionen.

AUFF fik selv 3,2 milliarder kroner ud af salget. Og virksomheden skiftede bekvemt navn til FMC Site Rønland. Et ikke ukendt greb i en branche kendt for farlig forurening.

Trods de mange millioner og milliarder i indtjening kunne der imidlertid ikke blive nogen til oprensning efter årtiers forurening med giftige stoffer. De penge ville AUFF ikke af med, da man ikke var juridisk, men kun moralsk forpligtede. Og moral var desværre en mangelvare inden for universitetets ellers prisbelønnede gule murstensvægge.

“Når pengene i kisten klinger, Sankt Peter dig om halsen springer”

Penge lugter som bekendt ikke, og lugten fra Harboøre Tange nåede aldrig helt til Århus. Grådighed kender desværre ingen grænser, og giftstofferne ligger derfor stadig gemt i jorden – med Høfde 42 depotet, Svovldepoterne på Rønland og Den gamle Fabriksgrund som internationalt kendte attraktioner.

De er siden udnævnt til såkaldte “generationsforureninger”, hvis konsekvenser vi må leve med i mange år fremover. Vi er således AUFF evig tak skyldig for, at de ikke ville rydde op efter sig selv – trods ellers milliarder af kroner på forskningskontoen.

Den dårlige samvittighed

En smule dårlig samvittighed havde man tilsyneladende alligevel i Universitets Forskningsfond. I hvert fald bevilligede AUFF i 2020 hele 125 millioner kroner specifikt til oprensning af høfde 42. Et sidste aflad fra tiden som medejer under Auriga Industries. En dråbe i havet og et næppe mærkbart greb i den milliardstore pengekasse.

Den generøse donation fra AUFF fandt sted samme år, hvor der på Finansloven blev afsat ikke mindre end 630 millioner kroner til oprensning af generationsforureninger som Høfde 42 og Den Gamle Fabriksgrund. Desværre ikke den nuværende.

i 2021 viser nye forskningsresultater nemlig, at der er en forhøjet forekomst af blære- og nyrekræft blandt borgere bosat i Thyborøn og Harboøre. Dette sammenlignet med to andre fiskerbyer på Vestjysten. I 2022 anslår Region Midtjylland, at den gamle Cheminova-grund indeholder omkring 8 tons kviksølv og 40 tons pesticider.

Herefter går der desværre ged i sager og sagsgang. Miljøstyrelsen vælger nemlig at ophæve et påbud, der pålægger FMC at drive afværgeforanstaltninger ved de tidligere forureninger. Hermed overgår ansvaret til Region Midtjylland, der ikke godvilligt overtager forpligtelserne. Regionen vælger derfor at lægge sag an mod styrelsen.

FMC vælger herefter at indgå en frivillig, men midlertidig aftale med regionen om, at der pumpes forurenet grundvand op, som ledes ind gennem fabrikkens eget rensningsanlæg. Inden det hele via en lang rørledning pumpes ud i Vesterhavet – til en af Miljøstyrelsens præcist designede og nøje dimensionerede opblandingszoner.

Legaliseret forurening med stærkt miljøskadelige stoffer. Sågar med miljøminister Magnus Heunickes fulde velsignelse. Det er i sandhed langt ude – i Vesterhavet:

Oprensning af Høfde 42 påbegyndes

I 2024 meddeler Region Midtjylland, at oprensningen af Høfde 42 kan gå i gang. Der er afsat 728 millioner kroner til projektet, hvilket er tre gange så meget som det tidligere estimat.

Regionen skriver efter diverse pilotprojekter kontrakt med danske Arkil, belgiske Haemers Technologies og canadiske WSP om oprensningen af Høfde 42.

Region Midtjylland beslutter, at der skal etableres en 750 meter lang jernspuns omkring den gamle fabriksgrund ved Cheminova. For om muligt at holde giften inde bag stålpladerne. Folketinget beslutter at bevilge 100 millioner specifikt til dette projekt.

Danmarks Radio afslører samme år, at Miljøministeriet ulovligt har tilpasset de nationale retningslinjer for udledning, så de præcis passer til eksisterende udledninger fra Cheminova/FMC.

Det muliggør fortsat udledning af kviksølv, arsen og andre miljøskadelige stoffer – til trods for, at grænseværdierne ved udledningsstedet i Vesterhavet for længst er overskredet. Og så må man ifølge EU ikke udlede yderligere.

Det er i skrivende stund uvist, hvad der skal ske eller gøres. Om EU skal ind over de lovstridige handlinger. Lokalt truer man med, at fabrikken kan blive nødt til at lukke, dersom de reelle grænseværdier forlanges overholdt.

Nationalt er vi mange, der håber på, at det vil ske. At FMC må lukke, hvis de ikke kan eller måske nærmere vil overholde lovgivningen. Trods de nuværende godt 500 ansatte på Cheminova.

Men det sker næppe. Dertil er der alt for mange nemme penge i omløb. Alt for mange arbejdspladser og skattekroner. Alt for megen gift at eksportere.

Bjarne Hansen går til filmen

Rav-Aage’s arbejde med afdækning af forureningskatastrofen fra Cheminova er blevet videreført af sønnen Bjarne Hansen, som med held og dygtighed har taget nutidens digitale medier i brug. Bjarne er hyperaktiv på Facebook og er nu også gået til filmen.

Det gør han i en helt ny serie på fire programmer af hver en times varighed. I rollen som Bjarne Hansens far, Rav-Aage, ses skuespiller Sebastian Jessen, der spiller over for Sara Hjort Ditlevsen i rollen som Bjarnes mor Marie. I rollen som Cheminovas grundlægger Gunnar Andreasen ses Jesper Lohmann. 

Serien hedder “Giften i Sandet”. Den er et dokudrama, som indeholder interviews med flere nulevende aktører. Heriblandt Bjarne Hansen selv. En vaskeægte vestjyde, hvis sprog det er en fornøjelse at lytte til. De fire afsnit er som følger:

  • Afsnit 1: Havet sletter alle spor: I 1950’erne begynder fisk at dø omkring Cheminovas fabrik ved Thyborøn. Fiskeren Aage Hansen slår alarm, men ingen lytter. Mere end 70 år senere kæmper Aages søn, Bjarne, fortsat sin fars kamp. Han besøger Cheminovas tidligere fabrik i Måløv på Sjælland, hvor grundvandet stadig bliver renset for forurening.
  • Afsnit 2: Hvor der handles: Aage tager kampen op imod Cheminova, men får de lokale på nakken. De frygter at miste den nye fabrik og dens mange arbejdspladser. I nutiden opdager Bjarne Hansen, at fiskeriministeren vil ophæve fiskeriforbuddet ved de gamle fabriksområder, og han slår alarm. Bjarne indsamler østers fra kysten og får dem undersøgt. Er havet virkelig blevet rent, eller er der stadig giftaffald i dybet?
  • Afsnit 3: Den perfekte storm.: I 1978 dør fuglene i hundredvis ved kysten, men selvom gift fra Cheminova bliver fundet i dyrene, går fabrikken fri. Bjarne opsøger en tidligere Cheminova-ansat, hvis forklaring på de døde fugle kan vende op og ned på den offentligt kendte historie.
  • Afsnit 4: Skyggen over Thyborøn: De mange kræfttilfælde i Thyborøn vækker Aages mistanke: Er det Cheminovas forurening, der gør folk syge? Han begynder at kortlægge dødsfaldene for at løse mysteriet. Bjarne vil have rejst penge til en ny undersøgelse, der skal give svar på, hvorfor kræft er 20 procent mere udbredt i Thyborøn end i andre fiskerbyer.

“Giften i Sandet” er en såkaldt dokudramaserie produceret af TIKI Media med støtte fra Public Service Puljen. Serien havde premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag den 14. september.

Jeg havde naturligvis reserveret plads på første række. Den nye serie er nemlig kulminationen på mange års kamp for miljøet og mod forureningen af det.

Den bør derfor ses af alle miljøfolk og ligesindede med hjertet på rette sted.

Et kæmpestort tillykke til Bjarne Hansen.

Han er en rigtigt rar mand!

Kystvandrådene

Du er sikkert stødt på fænomenet “kystvandråd”, som der er flere af landet over. Men det står langt fra klart, hvad det egentlig er for en størrelse. 

Et kystvandråd er et rådgivende organ, der er nedsat i forbindelse med vandplanlægningen i Danmark. Dette særligt i forhold til vandmiljøet i kystvande – altså fjorde, bugter og havområder tæt på land. 

Kystvandrådene er en del af implementeringen af EU’s Vandrammedirektiv, som Danmark tiltrådte i 2000 og har forpligtet sig til at følge gennem sine vandområdeplaner.

Kystvandråd bliver brugt til at inddrage lokale interessenter i arbejdet med at forbedre vandmiljøet. Rådene kommer med lokal viden og forslag til indsatser, som kan hjælpe staten og kommunerne med at lave mere målrettede og effektive indsatser for at forbedre vandkvaliteten i kystnære områder.

Vi har endnu til gode at se konkrete resultater heraf.

Hvem sidder i kystvandrådene?

Et kystvandråd består typisk af repræsentanter fra:

  • Landbruget
  • Fiskeri og akvakultur
  • Natur- og miljøorganisationer
  • Erhvervsinteresser (eksempelvis turisme)
  • Kommuner og lokale myndigheder
  • Lokale borgere eller grundejerforeninger

Kystvandrådene arbejder med spørgsmål som:

  • Hvordan næringsstoffer (typisk kvælstof og fosfor) påvirker kystvandet
  • Hvor og hvordan man bedst kan reducere udledninger
  • Hvilke lokale løsninger og indsatser, der er mest realistiske og effektive
  • Prioritering af områder, der bør have særlig opmærksomhed

Kystvandrådene blev etableret som en del af Vandområdeplanerne 2021-2027 og har en rolle i at kvalificere de indsatser, staten og kommunerne planlægger i kystvande.

Dette for at sikre en “god økologisk tilstand” som krævet af EU’s Vandrammedirektiv fra 2000.

Fra fire til sytten kystvandråd

I 2023 blev de første fire kystvandråd etableret. 

Det skete i en slags forsøgsordning, som skulle dække de i særklasse mest problematiske vandområder: Ringkøbing Fjord, Vadehavet, Odense Fjord og den centrale del af Limfjorden.

Som led i “Aftale om et grønt Danmark” og “Akutpakke til forbedring af vandmiljøet” blev samarbejdet skaleret op for perioden 2025–2027. Kommuner kunne ansøge om nye råd, og 13 nye blev nedsat, så i alt 17 råd nu fungerer som rådgivende organer for lokale treparter.

I starten var der således kun fire kystvandråd, men ved udgangen af 2024 blev arbejdet udvidet og hele 13 nye råd oprettet.

Kystvandrådet for Ringkøbing Fjord er således et af de ældste og derfor bedst veletablerede af kystvandrådene. Det, der længst har arbejdet med de problematikker, som gælder hele landet, og som blev ekstra aktuelle med etableringen af Den Grønne Trepart.

Sidstnævnte har primært med klima og CO2 at gøre – sekundært med kvælstofreduktion. De to områder har dog en hel del med hinanden at gøre, hvilket ofte skaber forvirring omkring problematikken.

For er det nu klima eller kvælstof, Den Grønne Trepart drejer sig om?

Uenig med kystvandråd

Det hele bliver ikke mindre kompliceret af de mange aktører, som er i spil – som ofte har helt modsat rettede hensigter med deres arbejde. Landbrug, natur og miljø er således traditionelt emner, der meget ofte modarbejder hinanden. Mens klima og miljø ofte går hånd i hånd.

Dette skisma er kommet tydeligt til udtryk i den verserende debat om udtagning af landbrugsjord. Den er længe gået alt for langsomt og gør det stadig. 

Udtagningen skal ske på frivillig basis, og det har man desværre kun dårlige erfaringer med over for landbruget – med de mange manglende mini-vådområder som det bedst tænkelige eksempel.

De har overhovedet ikke levet op til den lovede kvælstoffjernelse fra Lars Løkkes famøse Landbrugspakke i 2016, der gav dansk landbrug tilladelse til at bruge 20-30 % mere gødning end hidtil. Mod landet over at etablere en masse mini-vådområder til kvælstoffjernelse.

Senest har Ringkøbing-Skjern Kommune derfor udsendt en pressemeddelelse, hvor kommunen klager sin nød. Det skete den 1. juli, hvor beskeden lød således:

“Godt på vej, men langt til mål i den lokale trepart.”

Interesseorganisationen Effektivt Landbrug havde følgende kommentar:

“Trods god opbakning fra lokale lodsejere er der stadig alt for få arealer meldt ind til udtagning og omlægning i Ringkøbing Fjords opland. Kommunen advarer nu om, at manglende fremdrift kan udløses ny statslig kvælstofregulering fra 2027.”

Er der noget, dansk landbrug frygter, så er det statslig indgriben og pålæg af tvungen kvælstofreduktion. Og Ringkøbing-Skjern kommune føler selv, at den har gjort en stor indsats med arealudtagning eller rettere: 

Udpegning af egnede områder til kommende udtagning.

Udtagningskonsulenterne

Der er nemlig rigtig langt mellem udpegning og udtagning af de nye landbrugsarealer. hvilket det lokale kystvandråd netop påpeger. Og derfor kan man ikke lide udlægningen fra Effektivt Landbrug, som straks maler fanden på væggen og truer med bål og brand fra regeringen.

Selv mener de nemlig i Ringkøbing-Skjern at have en god sag. Baseret på tidligere beregninger fra det lokale kystvandråd er det muligt at nå kvælstofreduktionsmålet på 1.687 ton alene ved udtagning af landbrugsjord. Uden nye statslige krav til målrettet regulering.

Den pågående udpegning har ellers udviklet sig til en ren guldgrube for et antal “udpegnings- eller udtagningskonsulenter”, som via Den Grønne Trepart har fået helt nye indtjeningsmuligheder.

De skal som lønnet direkte eller indirekte af staten rådgive i forbindelse med udpegningen af de bedst egnede områder.

De nye konsulenter skal som udgangspunkt være neutrale rådgivere, der vejleder udelukkende ud fra faglige hensyn. Vi har dog allerede set eksempler på, at det kan knibe med denne neutralitet. Hvis man enten selv er aktiv landmand eller ansat i en rådgivningsvirksomhed for samme landbrug.

Dykker man bare lidt ned i materien, finder man hurtigt frem til, at udtagningskonsulenter ofte er ansat i Landboforeninger som Agri Nord, SAGRA og Velas. Eller i konsulentfirmaer som COWI, NIRAS og Orbicon. 

Alle har de fået nye gyldne tider med etableringen af Den Grønne Trepart. 

Desværre har vandmiljøet endnu ikke fået det spor bedre.

Klima og kvælstof

Et af elementerne i Den Grønne Trepartsaftale er udtagning af lavbundsjord, der i forvejen er ganske uproduktiv, og som kræver stor tilførsel af næringsstoffer for at være produktiv. 

Et af incitamenterne for deltagende landbrugere er, at man så vil kunne dyrke den øvrige jord endnu mere intensivt. Uden generende kvælstofregulering. Det siger i hvert fald Martin Hjort Jensen, som er viceformand i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer:

“Det vidner om, at det kan lade sig gøre at finde de gode og nødvendige løsninger, så vi kan nå de mål, der skal til, for at vi kan komme til at dyrke mere intensivt på de øvrige jorde.”

“Når omlægningen er gennemført, kan vi rulle kvælstofreguleringen på markerne tilbage. Det er et kæmpe incitament for os, for vi er dødtrætte af rigide regler om efterafgrøder, datotyranni og meget andet.”

Martin Hjort Jensen

viceformand i Landbrug & Fødevarer

For Martin Hjort Jensen drejer Den Grønne Trepart sig således ikke om at opnå et bedre vandmiljø, men primært om muligheden for en øget produktion på de tilbageværende jorde. Selv om man stadig ikke har levet op til den lovede kvælstoffjernelse fra 2016.

Skal man tage viceformandens udtalelser for pålydende, og det skal man vel, går eksisterende produktiv landbrugsjord en hård tid i møde, når og hvis landbruget formår at leve op til kravene i Den Grønne Trepart.

Den vil da blive presset til det yderste.

Udtagning med negative konsekvenser

Udtagning af lavbundsjorde er et ud af flere tiltag i den Grønne Trepartsaftale.

Udtagningen skal reducere udledningen af drivhusgasser og dermed bremse den globale opvarmning. Som sidegevinst ved ophør af landbrugsdriften mindskes naturligvis også udvaskningen af kvælstof til gavn for vandmiljøet. Ikke mindst fordi fortsat gødning ophører.

Desværre har vi de seneste år oplevet flere tilfælde af iltsvind forårsaget af vandløbs- eller sørelaterede restaureringsarbejder. Med Fiil Sø og Lindenborg Å som konkrete eksempler på iltsvind fra afvandede områder, der pludselig sættes under vand igen.

Disse iltsvind skyldes akut nedbrydning af organisk stof, der er akkumuleret i jorden, hvor det har ligget tørt i mange år. Når denne jord sættes under vand, påbegyndes en nedbrydning af det organiske stof, som kræver ilt.

Harmløst organisk stof, som i årevis har været ude af kredsløbet, bliver pludselig farligt for vandmiljøet, der berøves livsvigtig ilt.

Det er således ikke altid ren win-win, når afvandede områder retableres og udrettede vandløb genslynges. Ikke altid, at klimatiltag og kvælstofreduktion går hånd i hånd. Heldigvis gør de det dog ofte.

Vi har under alle omstændigheder stadig meget at lære om konsekvenserne af vore omfattende ødelæggelser gennem de seneste årtier. 

Det hele bliver desværre aldrig så godt, som det var engang. 

Den mulighed har vi forpasset.

Ingen kvaler – hr. og fru Danmark betaler

Der findes et hæderkronet princip i dansk miljølovgivning: Det er forureneren, der betaler. Hvis altså denne vil og lovgivningen ellers kræver det. 

Samtidig er det nærmest umuligt at trække tilskud tilbage – selv når man ikke har leveret varen eller overholdt de aftaler, man har indgået. Det er dansk landbrug et fremragende eksempel på. Med Lars Løkkes (V) Landbrugspakke fra 2016 som det nok mest kendte tilfælde. 

Landbrugspakken gav dansk landbrug lov til at bruge 20-25% mere gødning end hidtil – mod at man så anlagde en lang række af de såkaldte “mini-vådområder” til reduktion af udvaskningen af kvælstof til det allerede dengang nødlidende vandmiljø.

Dansk Landbrug tog mod tilbuddet med kyshånd. Der blev gødet som aldrig før og udledt stigende mængder kvælstof til vandmiljøet. Imidlertid fik man aldrig etableret de mini-vådområder, man havde lovet og aftalen var baseret på. 

Alligevel fik man lov til at fortsætte overgødningen og udledningerne uantastet – med et kollapset økosystem og enorme mængder fedtemøg i danske fjorde som det helt forudsigelige og meget synlige resultat.

Dansk landbrug stortrives og har med egne ord flere penge på bogen, end de nok nogensinde har haft. Dansk vandmiljø har til gengæld ikke haft det dårligere i mands minde, og nu klager EU så ikke overraskende over, at Danmark ikke har levet op til Vandrammedirektivet fra 2000.

Det er alvorligt, mener vor mærkværdige SVM-regering. Det må der gøres noget ved, udtaler den. Men skal dansk landbrug nu trækkes i den milliardstøtte, man årligt modtager – når man nu ikke har levet op til det, man selv lovede i sin tid?

Næh-nej, det skal landbruget ikke. I stedet har Mette, Lars og Troels fundet nye milliarder frem til genopretning af vandmiljøet. I hvert fald tilsyneladende. 

Løsningen kaldes “Den Grønne Trepart”, og den bliver nu også langt dyrere end oprindeligt lovet.

“En historisk grøn aftale”

En “mega milliardaftale” har Danmarks Radio kaldt den Grønne Trepart. DR har nemlig set nærmere på, hvor mange milliarder aftalen egentlig kommer til at koste, og hvem der i sidste ende kommer til at hænge på regningen.

Ambitionerne er nemlig skyhøje, og det er omkostningerne derfor også. Men det er definitivt ikke forurenerne – altså landbruget – der kommer til at betale gildet. Dem, der fik i pose og sæk med Landbrugspakken fra Lars Løkke (V) i 2016. 

Dem, der dengang fik og fremover får lov til at gøde mere end fagligt forsvarligt over for vandmiljøet. Og dem, der efterfølgende ikke leverede på egne løfter om etablering af kompenserende mini-vådområder. Det løftebrud koster gratis og er symptomatisk for den lovhåndhævelse, vi har indført over for landbrug og fiskeri.

Dette gælder dog ikke kun fødevareproduktionen. Det så vi senest ved det store og selvforskyldte jordskred ved Nordic Waste syd for Randers. Her kunne ejerne blot erklære sig konkurs, pakke deres sydfrugter og efterlade en regning på 300 millioner kroner til skatteborgerne. Tag den, Randers. 

Altsammen på grund af en dårligt gennemtænkt og mangelfuld lovgivning samt danske EU-forbehold, der satte en ellers sikkert velment lovgivning ud af funktion.

Den historiske Grønne Trepart er den hidtil dyreste danske klimaaftale. Den skal føre til reduktion på 1,8 millioner ton CO2 i 2030 og 3,3 millioner ton CO2 i 2035 – primært til gavn for klimaet og mindskning af den globale opvarmning. 

Som en positiv sidegevinst vil der samtidig ske en reduktion af de kvælstofmængder, der havner i vandmiljøet – primært via gylle spredt over markerne.

Den Grønne Trepart er dog stadig primært en klimaaftale – med positive sidegevinster for vandmiljøet. Aftalen pålægger fra 2030 landbruget en CO2-afgift på beskedne 300 kroner pr. ton CO2 – vel at mærke når først den er fuldt indfaset i 2035. 

Det vil da være mindre end det halve af den CO2-afgift, som den øvrige industri skal betale – nemlig 750 kroner pr. ton CO2. Helt på linje med de lettelser, som fiskerierhvervet har fået. Trods ellers velkendte skadevirkninger fra ikke mindst trawlfiskeriet.

I Danmark er det således ikke blot gratis at ødelægge miljøet.

Man kan også få tilskud til det.

– Hvem betaler gildet?

Danmarks Radio har søgt aktindsigt i, hvem der egentlig skal betale den samlede regning på 62 milliarder kroner frem til 2045. Den, der blev 50% dyrere end oprindelig antaget og opgivet. 

EU dækker med et tilskud på 7 milliarder, mens landbruget skal betale blot 11 milliarder. Det svarer til 18%. Den resterende hovedstol på 44 milliarder kroner sendes ud til danske skatteydere og betales af statskassen. Endnu engang skal danske skatteydere således finansiere landbrugets forurening af vandmiljøet.

“De direkte omkostninger til den grønne omstilling for landbruget bliver i størstedelen håndteret af skatteyderne.

Man har valgt et lavere afgiftsniveau for landbruget end for industrien. Hvis man havde valgt det samme afgiftsniveau som industrien, så havde det været en større udgift til landmændene og en mindre udgift til skatteyderne.”

Michael Svarer

økonomiprofessor, Aarhus Universitet

På denne måde bliver der desværre kun et begrænset incitament for landbruget til at gøre noget ved egen forurening. Når man nu alligevel får det hele finansieret af den danske stat.

Oven i det hele får dansk landbrug endda mulighed for at søge yderligere støtte fra diverse tilskudsordninger i Den Grønne Trepart. 

Blandt andet til fortsat kvægavl, som er noget af det, der belaster klimaet mest – med en stor udledning af den potente klimagas methan. Den søger man nu at reducere ved at tilsætte stoffet Bovaer til foderet. Kemisk krigsførelse på et mangelfuldt grundlag.

Man kender nemlig slet ikke til langtidsvirkningerne af dette stof eller dyrevelfærden ved denne fodertilsætning.

Man ved blot, at det reducerer udledningen af methan – her og nu.

Tekst & fotos:

©️ 2025 Steen Ulnits

Læs også artiklen

“Sagt og skrevet om Den Grønne Trepart“

⌘ ⌘ ⌘

 

FMC Cheminovas spildevandsudledning

– Regner Region Midtjylland og Lemvig Kommune mon eget spildevand med i FMC Cheminovas udledninger?

Bjarne Hansen, Thyborøn skriver:

“Mens vi venter på Godot. Eller rettere sagt: ”Høringen” i Folketinget den 12-6-2024 omkring DR-afsløringen af FMC Cheminovas spildevandsudledning til Vesterhavet.

Det handler om, hvordan Miljøministeriet på kreativ vis var i gang med at ”puste” udledningstilladelsen op, så den også kunne rumme de offentlige udledninger.

Det er i bund og grund en gang rod. Miljøministeren agerer, som om det kun er FMC´s processpildevand, der udgør problemet. Men sådan hænger det slet ikke sammen. I virkeligheden kan det endda være, at FMC’s processpildevand udgør den mindste del af problemet.

Problemet er efter min opfattelse ikke FMC’s processpildevand. Problemet er, at myndighederne (Miljøstyrelsen, Regionen og Lemvig Kommune) selv har store mængder forurenet grundvand, som de skal have ledt ud gennem FMC’s rensningsanlæg. Så meget, at det vælter det samlede udledningsregnskab.

Det er her, Miljøministeriets kreative miljøregnskab bliver en realitet. Her, DR 21-søndag tager dem med bukserne nede – i færd med at pynte på regnskabet, så det i tilgift også kan rumme det forurenede grundvand.

Ud over det, så har myndighederne et forklaringsproblem for flere andre udledninger af forurenet grundvand. Når det forurenede grundvand ledes gennem rensningsanlægget, bliver det ”registreret” og en del af det samlede regnskab. Og det giver myndighederne et nyt problem.

– Har FMC overhovedet en udledningstilladelse til det forurenede grundvand fra myndighederne?

Men kan man nu lede det forurenede grundvand direkte ud til havet eller fjorden, så bliver det ikke ”registreret” og kommer dermed ikke med i regnskabet – den samlede belastning af hav og fjordmiljøet.

Det ser vi eksempelvis på det forurenede grundvand, som tilgår Limfjorden fra Rønland. Altså uden om rensningsanlægget, og det er ikke små mængder – helt op til 9.000 gange over Vand Kvalitets Kravet (VKK).

Her ligger Regionen og Miljøstyrelsen lige nu i retssag om, hvis ansvar det så er. Også afværgen under Thyborøn By i Lemvig Kommune kører uden om den ”registrerede” belastning af hav og fjordmiljøet.

Grundvandet under byen bliver pumpet ”urenset” over i Thyborøn Sø, hvor man har åbnet slusen, så søens vand og dermed det forurenet grundvand har fri adgang til Limfjorden. Man udleder altså forurenet og urenset grundvand ud til Limfjorden, fra Thyborøn by via Thyborøn sø.

Derudover har vi den registrerede og/eller skønnede udsivning til Limfjorden fra Den Gamle Fabriksgrund og Depot for Tungmetalforurenet Havneslam. Det udgør tilsammen 30.000 m3 forurenet grundvand.

Den samlede tilførsel af forurening til hav- og fjordmiljøet omkring Cheminova er enorm. Vi kan derfor ikke kun koncentrere os om fabrikkens spildevandsudledning fra rensningsanlæg til Vesterhav, når vi snakker Vandrammedirektivet fra EU.

Direktivet dækker nemlig hele vandmiljøet. Både hav og fjord. Her er det derfor den samlede belastning til både Vesterhav og Limfjord, vi skal regne med.

Men det gør man ikke i øjeblikket, hverken i Miljøministeriet eller i den pågående ”høringsproces”. Og det er forkert.”

Tekst:

Bjarne Hansen

Miljøforkæmper, Thyborøn

Indlægget er bragt i Lemvig Dagblad

Foto: Steen Ulnits

Vil du høre ålegræsset gro…

Så skal du nok skynde dig. Vort hjemlige ålegræs, som har det latinske artsnavn Zostera marina, er fra naturens hånd en uhyre almindelig og meget vigtig vandplante. Desværre har den det rigtig skidt i vore dages næringssalt-forurenede vande.

Ålegræs er slet ikke nogen græs, selv om de op til meterlange bændler kan lede tankerne hen på såvel græs som ål. Et andet og lige så betegnende navn er almindelig bændeltang.

Uanset navnet så er der i begge tilfælde tale om en flerårig vandplante, hvis rødder rent faktisk stammer fra land. Som sådan blomstrer ålegræsset om sommeren – dog med blomster så små og godt gemte, at de næsten ikke er til at se.

Ålegræsset dækkede tidligere kvadratkilometer efter kvadratkilometer af de lavvandede danske fjordområder. Helt ud til 15 meters dybde kunne man finde den, mens vandet endnu var klart nok til den lyskrævende plante. Enkelte steder nævnes sågar fund ud til 18 meter vand.

Så klart er vandet desværre ikke længere. I dag finder vi ikke ålegræs på større dybder end 5  meter – i mange forurenede fjordområder endda langt mindre. Og det er rigtig trist, for det er netop i ålegræsbælterne, at vi finder den største biomasse og artsrigdom i de indre danske farvande.

I gamle dage kunne ålegræsset vokse sig op til to meter langt eller mere.  Imellem de nu sjældent mere end én meter lange stængler kan de små fisk gemme sig og vokse sig store, så de siden kan blive til føde for endnu større rovfisk, I de grønne ålegræsmarker kan de ligeledes grønne roskilderejer finde ideelle skjulesteder, hvor de kan vokse sig spisestore for såvel fisk som mennesker.

Ålegræs er således et uhyre vigtigt opvækst- og levested for mange marine organismer, og ålegræs kan man derfor ikke have nok af – kun for lidt.

Desværre kniber det som allerede sagt meget for ålegræsset i de forurenede indre danske farvande. De mange næringsstoffer fra især landbruget gør vandet uklart af alger, som igen skygger for ålegræsset, der mistrives.

En kamp for overlevelse

De mange næringssalte fra landbruget er skadelige for ålegræsset på flere måder. Dels skaber næringssalte i overskud grobund for langt flere alger, end der er plads til i et normalt og sundt økosystem. Og dels skygger de mange alger helt enkelt for lyset, som er livsnødvendigt for ålegræsset og dets fotosyntese. Uden lys ingen planter.

De mange alger dør på et tidspunkt og synker til bunds, hvor de rådner op under forbrug af ilt. Fortsætter denne tilgang af døde og nedsynkende alger, vil der opstå iltsvind, som i første omgang er dødbringende for fisk og smådyr.

Fiskene kan dog i mange tilfælde nå at svømme væk, når iltsvindet melder sig. Og krabber kan måske nå at kravle på land – væk fra den giftige svovlbrinte. Det kan de øvrige organismer i sagens natur ikke. 

Efter et stykke tid med iltsvind dannes der nemlig svovlbrinte eller H2S i bundslammet. På et tidspunkt kan denne svovlbrinte trænge op gennem bundslammet og op i vandet. H2S er en uhyre giftig gasart, der blokerer stofskiftet hos højere organismer. På samme måde, som cyanid gør det. Dyrene dør helt enkelt.

Mindre kendt er det, at heller ikke ålegræs kan tåle svovlbrinte. Ved iltsvind og optrængning af svovlbrinte “knækker” ålegræsset i dets vækstzone, som er lige i overgangen mellem bund og vand. Græsset dør helt enkelt. Det ser ud, som var det skåret af med en kniv. De døde blade driver siden i land, som var de høstet af selveste Manden med Leen.

Endelig er der fedtemøget, som er en generel betegnelse for étårige brunalger, der stortrives i næringssalt-forurenet vand. Fedtemøget sætter sig på faste overflader som ålegræs og kvæler det ved at hindre planten adgang til det livgivende sollys.

Er der tilstrækkeligt mange næringssalte i vandet, kan ålegræsset bare ikke overleve. Og da hjælper ikke udplantning af selv nok så mange friske skud.

En stor kuldioxid-fjerner

Men ålegræs er andet og mere end en ideel biotop for levende organismer. Ålegræs kan nemlig også optage store mængder af den CO2, som vort moderne samfund udleder. Og det er ikke småting. Tilbage i 2020 udledte Danmark samlet 42 millioner ton drivhusgasser – med CO2 som den vigtigste. 

Aarhus Universitet anslår, at omkring 670.000 hektar dansk fjordbund tilbage i år 1900 var dækket af frodige ålegræsbælter. I dag er der mindre end en tredjedel tilbage: 220.000 hektar.

Forskere vurderer, at 450.000 hektar ålegræs vil kunne optage op mod 45 millioner ton CO2. Altså mere end den samlede danske udledning. Hvis ålegræsset vel at mærke vil gro igen. Det har eksempelvis knebet gevaldigt med reintroduktion i Odense Fjord, hvor vandet helt enkelt er for uklart og forurenet med næringssalte. Da kan man hverken se eller høre ålegræsset gro.

Udplantning af ålegræs er sket flere steder landet over – senest i Randers Fjord, hvor man vovede pelsen og i forgangne maj måned foretog udplantning af knapt 6.000 friske ålegræsskud ved Udbyhøj. Tæt på Kattegat og i forhåbning om, at tidevandet herude vil sikre den fornødne vandudskiftning.

Det tør man ikke håbe på længere inde i den lange og smalle Randers Fjord, som konstant modtager kolossale mængder af overskydende næringssalte fra de inddæmmede marker langs fjorden. Fra de intensivt dyrkede enge ved Støvringgaard og Tørring, hvor der dyrkes store mængder raps til svinefoder.

Ironisk nok gødes markerne langs fjorden med gylle fra de selvsamme svin, der dyrkes foderraps til. Hvert forår kører kæmpemæssige gyllevogne derfor gødning ud på den sandede jord, som er gammel fjordbund.

Store mængder af overskydende næringssalte fra de gødede marker bag diget pumpes herefter direkte ud i vandmiljøet, hvor de kvæler livet i først Randers Fjord og siden Kattegat. Et af landets største iltsvindsområder findes da også herude, hvor fjorden møder havet.

Ramt af sygdom

Man regner med, at vi i dag måske kun har 10-20 procent af det oprindelige ålegræs tilbage. I bedste fald 30 procent.

Tilbage i 1930’erne blev ålegræsset nemlig ramt af en svampesygdom, som decimerede bestanden og mængden af ålegræs. Indtil da var ålegræs hyppigt brugt til såvel dækmateriale på tage som fyld i madrasser. På Læsø kan man stadig se flere huse med ålegræstag.

Efter svampeangrebet i 30’erne kom ålegræsset langsomt tilbage, men blev siden slået ned igen af forureningen med næringssalte fra først by og land, siden primært landbruget.

Det kystnære fiskeri med bundtrawl og muslingeskrab har ligeledes været en stor hindring for ålegræssets udbredelse. Begge er fiskemetoder, som pløjer bunden op og ødelægger de fysiske livsbetingelser for ålegræsset. Begge er de metoder, som derfor må udfases helt i de indre danske farvande.

Det samme gælder opdræt af fisk og muslinger, der i lighed med landbruget tilfører vandmiljøet uønskede næringssalte. I det hele taget må de indre danske farvande friholdes mest muligt for fysisk og kemisk påvirkning. Vi har for længst passeret grænsen for, hvad vandmiljøet kan holde til.

Da ålegræs er en flerårig plante, tager det lang tid for den at kolonisere nye områder eller rekolonisere gamle. Derfor hjælper vi den nu mange steder ved udplantning af nye skud. Kunstigt åndedræt kunne man kalde det.

De store ålegræsmarker udgjorde tidligere en god sikring mod bølgeerosion af kysterne. En funktion, de ikke har længere, nu hvor de er væk.

Da skibsfarten i specielt kystnære sejlrender skaber store bølger, som er hårde ved ålegræsset, har vi anlagt beskyttende stenrev ved Udbyhøj i Randers Fjord. Her passerer mange store coastere tæt forbi i sejlrenden. De nye stenrev vil forhåbentlig give læ nok for bølger og strøm til, at det nye ålegræs kan få fæste.

Ålegræssets udbredelse nedefter i dybderne har i mange år været brugt som en god og enkel indikator for forureningsgraden i kystnære farvande. Jo flere næringssalte og dermed mere forurening, der er i vandmiljøet, desto ringere bliver sigtedybden. Og desto lavere vand træffer man ålegræsset på.

Ved Støvringgaard og Tørring Enge pumpes næringssalte konstant ud i Randers Fjord fra de dyrkede og gødede marker bag digerne.

De kommende år vil vise, om ålegræsset overhovedet har en fremtid i dagens Danmark. Om vi fortsat vil prioritere et intensivt og stærkt forurenende landbrug frem for et sundt vandmiljø med plads til dyr og planter.

Vi fortsætter indtil videre med udplantning af nye ålegræsplanter. Og krydser fingre for, at vandkvaliteten engang igen bliver tilstrækkeligt god til, at græsset kan trives og atter vil brede sig.

Det øgede gødningsforbrug fra den borgerlige regerings Landbrugspakke gør det dog vanskeligt at nå i mål. Og helt umuligt at opfylde kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

Vi ligger lige nu, som den tidligere borgerlige regering har redt. Som Lars Løkke, Esben Lunde, Eva Kjer og Jacob Ellemann ville det.

En linje, som Mette Frederiksen desværre villigt fortsætter.

Og det er desværre ikke i en seng af frisk ålegræs.

© 2023 tekst & fotos: Steen Ulnits

Introfoto:  Jan Henningsen

Læs mere om udplantning af ålegræs i billedreportagen her.

 

Muslinger og ålegræs

Muslinger og ålegræs er hver for sig og sammen aldeles udmærkede organismer, som begge indgår i og er nødvendige for den naturlige balance i vort marine økosystem. Når begge altså holder sig til bunden.

Men muslingefarme, hvor milliarder af muslinger hænger kunstigt på udspændte net under kilometerlange rør i overfladen, er derimod en dødelig cocktail for ålegræsset, som har brug for lys og rent vand.

Klik for større fotos

Store “smartfarms“, der kan fylde flere kilometer i længde og bredde, skygger helt for ålegræsset, som derved går ud. Og de mange milliarder muslinger udleder så mange ekskrementer, at bunden under farmene ganske enkelt dør.

Mågerne tiltrækkes af de regelmæssigt tilbagevendende bundvendinger, som gør vandet mælkehvidt og bringer døde bunddyr op til overfladen.

I stillestående fjorde og vige slammer bunden blot stille og roligt til i muslingelort og døde alger. Øverst med et liglagen bestående af hvide svovlbakterier, der markerer overgangen mellem ilt og iltfrit. Herunder et kulsort slamlag, som er totalt frit for ilt.

Der er målt op til næsten 3 meter dybt slam under smartfarme i Limfjorden, som allerede nu gisper efter vejret. Flere steder er den død allerede.

UV fotos af Limfjordens Miljøråd

Fugleperspektiv, frøperspektiv og fiskeperspektiv fra havbrug med flydende netbure, hvis åbne netmasker tillader frisk strøm at komme ind til fiskene – og samtlige affaldsstoffer fra fiskene at komme ud: Foderrester, fækalier, antibiotika og algehæmmere. Totalforurening direkte ud i åbent hav eller fjord.

De store havbrug dels skygger for lyset, så ålegræsset ikke kan vokse – dels forurener vandet med næringssalte, så ålegræsset kvæles af begroning med alger.

UV fotos af Gearløs

Fugle som disse sangsvaner og knortegæs er afhængige af frodige græsmarker – det være sig inde til lands eller ude til vands. Ofte veksler fuglene mellem disse to habitater:

Dagen tilbringes gerne inde på spirende græsmarker, som er ekstra tillokkende sen vinter og tidligt forår. Natten tilbringes i sikkerhed ude på vandet, hvor ålegræsbælter er et foretrukket tilholdssted og en vigtig fødekilde.

“HAVmisBRUG“

Debatbog om opdræt af fisk og muslinger

424 sider lang, 1.070 gram tung

“Kilopris” kr. 294,95

En tredjedel af de frafiltrerede næringsstoffer fra muslingerne ender som ny og lokal forurening på bunden under farmene, hvor de kan kvæle alt liv. I værste fald med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Kun max en tredjedel kan høstes.

Den sidste tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i en endnu mere bio-tilgængelige form. Klar til endnu flere alger end før turen gennem muslingernes fordøjelse.

Stærk strøm til fjernelse eller rettere fortynding af forureningen fra de mange muslinger er derfor nødvendig, hvis der ikke skal ske en økologisk katastrofe.

Det samme gælder havbrugene. Stærk strøm skal der til, hvis ikke forureningen fra de mange fisk skal bundfælde sig lokalt. Næringssaltene forbliver dog opløst i vandet.

Øverst er det den lokale kunstner Niels Willum, hvis tegninger længe har prydet protester fra Miljøforeningen BLAK på Djursland.

Nederst er det Bo Secher, hvis streg mange genkender fra det satiriske magasin “Svikmøllen”.  Bo Secher har lavet tegningen på opdrag af Limfjordens Miljøråd.

Det er heldigvis ved at gå op for flere og flere, at muslinger ikke blot fylder meget og kun kan rense vandet delvis for kvælstof og fosfor. Men at de samtidig også medfører en kraftig forurening af vand og bundmiljø under og omkring farmene.

Limfjorden har gennem mange år lidt under voldsom forurening med gylle fra landets største koncentration af svinefabrikker i det store opland.

Lokalt er man derfor begyndt at tale om “Ligfjorden” i stedet for Limfjorden. 

© 2022 Steen Ulnits

5.000 km2 til muslinger

Regeringen har, under ledelse af erhvervsminister Simon Kollerup (S), udarbejdet en “Havplan”, som skal gælde i de næste ti år.

I denne havplan er der gjort plads til flere nye totalforurenende havbrug af den slags, som både Simon Kollerup (S) og Dan Jørgensen (S) tidligere har gjort sig til varme fortalere for. Uden overhovedet at kende konsekvenserne ved dem.

Men hvad næsten værre er, så er der samtidig udpeget knap 5.000 km2 dansk søterritorium til nye lokalt forurenende muslingefarme og altødelæggende muslingeskrab. Et område næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster – tilsammen.

Det er typisk sårbare, beskyttede, kystnære og lavvandede områder, der er tale om. Der er således tale om en Hasarderet Havplan, som samtidig er et Mageløst Makværk. En forhastet havplan, der på intet område lever op til de krav, som EU stiller til Vandrammedirektiv og Naturbeskyttelse.

Man må tage sig til hovedet, hvilket mange forstandige mennesker da også har gjort, siden Kollerup i nært samarbejde med canadiske WSP, danske Hedeselskabet og norske Smartfarm sidste år præsenterede sin havplan som en digital bekendtgørelse.

Det er nu kun EU, der kan redde de indre danske farvande fra den totale ødelæggelse.

Læs

  ⌘  Miljøforeningen BLAK’s høringssvar til havplanen  ⌘

 

 

“Safari Queen” og muslingerne

Det er en dejlig morgen sidst i august. Solskin og vindstille. Vi lægger Skive Marina bag os – med kurs mod Hvalpsund. 

Her tager vi en håndfuld politikere og pressefolk ombord, så de med egne øjne kan bese nogle af Limfjordens mange muslingeanlæg – helt tæt på.

Klik for større fotos

Skipper Christian Lindberg Olsen bag roret på det gode skib “Safari Queen”

Fra den svenske skærgård til den danske Limfjord

Solskin og vindstille på Skive Fjord en dag sidst i august

Morgensol og morgendis over Lundø

Blæsten gik ikke frisk over Limfjordens vande i dag.

Møde med Hvalpsund – Sundsøre færgen

M/S Mary lægger til i Hvalpsund.

“Muslingeriet” på vej med nye bøjer til linemuslinger

Det er høsttid både over og under vandet.

På vej ind til frokost i middagssolen

Skives 1. viceborgmester Peder Christensen (S) støder til.

Sven Hørup viser sort bundslam fra smartfarm til Signe Munk (SF)

Peder Christensen og Sven Hørup siger farvel. Der er slam ombord.

Linemuslinger betyder masser af sorte bøjer og hvide måger.

Vi lader “Safari Queen” sejle sin egen Limfjord.

Det tidligere linemuslingeanlæg 112, der nu er smartfarm.

© 2021 Tekst & fotos: Steen Ulnits

Fakta om muslingeopdræt

I dag høster man muslinger på flere forskellige måder. På lavt vand, hvor forurening og iltsvind endnu tillader naturlige muslinger at leve, kan man indsamle dem ved håndkraft. Det er de såkaldte “sankemuslinger”.

På dybere vand har man skrabt muslinger, lige så længe man har haft tilstrækkeligt store både og motorkraft nok til at trække de tunge redskaber hen over bunden, som desværre efterlades øde. Fangsten er de såkaldte “skrabemuslinger”.

For at undgå det ødelæggende muslingeskrab, begyndte man for flere årtier siden at dyrke muslinger på liner ophængt under bøjer i vandoverfladen. På denne måde får man de spisestore “linemuslinger” til konsum.

I dag bruger man i stigende grad store industrielle “smartfarms” bestående af flere kilometer plastrør, som ligger i overfladen med net nedenunder. Muslingerne sidder så tæt, at de færreste bliver spisestore. De bruges primært til fremstilling af dyrefoder.

“Miljømuslinger”

De små muslinger fra store smartfarms kaldes af og til for “miljømuslinger”, da man engang troede, de kunne bruges til vandrensning – til at filtrere vandet for kvælstof og fosfor, der siden kunne høstes og fjernes med muslingerne.

Smartfarms er kostbare og ikke rentable. Derfor er man begyndt at bruge “spat” – navnet på muslingeyngel – fra smartfarmene til udlægning på de såkaldte “kulturbanker”. Her vokser de sig spisestore og høstes siden ved ødelæggende bundskrab.

“Omplantningsbanker” er navnet på områder, hvor man udlægger opfiskede undermålsmuslinger, så disse ikke dør af iltsvind sidst på sommeren og først på efteråret. Sådan lyder i hvert fald argumentet. Denne praksis kræver imidlertid to gange ødelæggende muslingeskrab per høst.

Regeringen har i sin nye havplan udlagt næsten 5.000 km2 fjordbund til opdræt af og skrab efter muslinger. Det er et areal knapt på størrelse med Fyn og Lolland-Falster tilsammen.

Muslinger forurener

Det er en kendsgerning, at muslinger filtrerer vandet, og at man fjerner kvælstof og fosfor, når man efterfølgende høster disse muslinger.

Mindre kendt og mindre vellidt er det, at muslinger forurener lokalt, hvor de dyrkes. Muslingerne er effektive filtratorer, som filtrerer store mængder vand fra et meget stort område. Og de har som alle andre organismer en fordøjelse, der producerer affaldsstoffer.

Disse ekskrementer deponeres under og omkring anlæggene – som en uundgåelig ny lokal forurening, der ikke var der før muslingefarmene. Muslingerne koncentrerer således forureningen fra et stort vandareal på et lille område under og omkring muslingeanlæggene.

Forskere fra Stockholms Universitet har længe kendt og dokumenteret reglen om “de tre tredjedele”:

Den første tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne filtrerer fra, og som de kan indbygge i deres kød. Det er den tredjedel, der kan høstes, forarbejdes og sælges – ofte til eksport. Ved høst fjernes der kvælstof og fosfor.

Den anden tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne fordøjer og udskiller som ekskrementer. De synker til bunds og nedbrydes her under forbrug af ilt. Derfor opstår der ofte massive iltsvind under og omkring muslingefarme, hvis ikke der er en frisk vandstrøm til at “skylle ud” efter muslingerne og fortynde forureningen fra dem.

Dette iltsvind kan resultere i frigivelse af nye næringssalte fra bunden, hvor de ellers har ligget bundet og været uskadeliggjort. Ved iltsvind frigives disse til vandmassen, hvor de optages af nye alger. En ond cirkel er i gang.

Muslingernes mørketal

Den sidste tredjedel udgør “muslingernes mørketal”. Det er den tredjedel, som passerer  gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet tilstand. Den, som de ikke optager eller indbygger i kroppen. Den kan udgøre op til 45 % af totalen.

Man kender meget lidt til effekten af dette mørketal, hvilket komplicerer beregningen af muslingernes reelle effekt på vandmiljøet. Og kombinerer man mørketallet med nye næringssalte frigivet fra bunden efter iltsvind, da risikerer man at ende op med et vandmiljø, som er rigere på kvælstof end tidligere – trods ellers dyrkning og høst af muslinger.

Denne tredjedels-regel holder generelt, men fordelingen kan variere fra sted til sted – primært med saltholdigheden og forureningsgraden. Tommelfingerregelen er, at fjerner man 1 kg kvælstof og fosfor ved høst af muslinger, da ender tilsvarende 1 kg kvælstof og fosfor uundgåeligt på bunden kunder anlægget.

Lav salinitet stresser muslingerne, da de så skal bruge mere energi på blot at eksistere – med det resultat, at de indbygger mindre kvælstof i kroppen. Ned til blot en fjerdedel. Således er kvælstofoptagelsen markant ringere i eksempelvis Sønderborg end i den langt saltere og mere forurenede Limfjord.

I Sønderborg har man dog endnu ikke konstateret svinevirus, som man allerede har gjort det i muslinger fra Limfjorden. Virus, der stammer fra de store mængder udsivende gylle fjordens opland.

Blokering af det naturlige flow

Tager vi udgangspunkt i Karup Å, som udmunder i Skive Fjord, sker der her et naturligt flow af næringssalte fra å over fjord til havet, som er endestation for de frie næringssalte. Men etablerer man nu en muslingefarm, da sætter man en prop i dette flow og fastholder kunstigt en masse næringssalte, der ellers ville være passeret forbi på deres vej.

Man fjerner ganske vist kvælstof og fosfor ved høst af dyrkede muslinger. Desværre bremser og fastholder man en tilsvarende stor del, som via affaldsstoffer fra muslingerne deponeres på fjordbunden under muslingefarmen. Denne udgør en unaturligt stor koncentration af filtratorer på et ganske unaturligt sted – ophængt som muslingerne er på liner eller net i overfladen.

Der sker således en kunstig fastholdelse og deponering af næringssalte under og omkring muslingerne. Med det resultat, at fjorden støt og roligt ophober langt flere næringssalte, end den ville have gjort før placering af muslingefarmen.

Fjorden forurenes således mere og mere lokalt. Vandet bliver mere og mere uklart. Ålegræsset kvæles af mangel på lys eller overvokses af fastsiddende alger. For til sidst at forsvinde helt. Naturlige muslingebanker på bunden kvæles eller udsultes af artsfæller i overfladen.

Man ser tydeligt denne udvikling, hvis man forlader den stærkt forurenede Skive Fjord med dens mange muslingefarme og tager den korte vej tværs over vandet – ind i den tilstødende Louns Bredning, som brillerer med frisk ålegræs – og ingen muslingefarme.

Muslingeopdræt har således flere ansigter – flere negative effekter end blot iltsvind. Vil man vide endnu mere om muslingernes forunderlige liv og komplicerede økologi, da kan man med fordel læse nedenstående 28 siders publikation fra Stockholms Universitet.

Her har man forsket i muslingernes økologi siden 1980’erne. Og her anbefaler man ikke muslingeopdræt i stor skala. Man advarer mod de negative konsekvenser.

https://balticeye.org/globalassets/fokusomraden/overgodning/musselfarming/nutrient-removal-capacity-and-potential-ecological-consequences-of-blue-mussel-farms-for-nutrient-abatement-in-the-baltic-sea.pdf

© 2021 Tekst & fotos: Steen Ulnits

Vi er i fuld gang med at ødelægge det hav, som har brødfødt os gennem årtusinder. Vi forurener det med åbne havbrug, hvor alt spildevand fra opdrætsfiskene løber direkte ud gennem netmaskerne. Ud i hav og fjord. Og vi påstår at rense forureningen med muslinger, som kun gør ondt værre ved at koncentrere forureningen.

Debatbogen “HAVmisBRUG” fortæller om de problemer, som fiskeopdræt i dambrug og havbrug medfører. Den fokuserer ligeledes indgående på de misforståede muslinger, som samler forureningen fra et stort vandområde på et lille under og omkring anlæggene.

Området påføres hermed en ny lokal forurening, som ikke var der før. Og som kan måles i form af metertykke iltslugende slamlag under muslingerne. Men heller ikke nok med det:

Ved iltsvind frigøres nyt kvælstof fra bundslammet.

Læs anmeldelserne her.

2022, Forlaget Turbine, ISBN 978-874-0660-760 

424 sider, softcover, 4-farve

Pris kr. 249,95

Svinevirus i Limfjordsmuslinger

Tilbage i 2013 opdagede muslingeforskere fra DTU ved en tilfældighed, at der som det eneste sted i Danmark var svinevirus i muslinger fra Limfjorden.

Opdagelsen blev gjort af en ph.d. studerende, som var på jagt efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker. I stedet fandt han svinevirus. 

Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus i nord til Fyn i syd. Men det var kun i Limfjorden, at han fandt svinevirus i muslingerne. Det drejede sig om den (i hvert fald indtil videre) svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2). 

Man vidste, at man til en vis grad overser virus, når man undersøger skaldyr for Coli-bakterier. Men man var ikke klar over omfanget af dette. Man undersøger muslingerne med henblik på kategorisering af områder for muslingefangst. Disse inddeles i kategorierne A, B og C, alt efter hvor rene de er. Kun fra A-områder må toskallede bløddyr, som eksempelvis østers, sælges med henblik på at blive spist rå. 

Fødevareinstituttet udtalte dengang, at man betragtede fundet af PCV2 som en mulig ny indikator på omfanget af svineforurening i muslingebanker. Den kan bruges nu, hvor EU har bedt sine medlemslande foretage en kortlægning af alle kysters forureningskilder, der kan have indflydelse på hygiejnen i netop skaldyrsområder.

Desværre ser det ikke ud til, at myndighederne i form af DTU Fødevareinstituttet har fulgt op med nye undersøgelser siden den grimme opdagelse i 2013. Man er tilsyneladende bange for, hvad man så ville finde – og i hvilket omfang. Det vil skaldyrsindustrien på Limfjorden ikke være glad for – den årlige skaldyrsfestival på Mors nok heller ikke.

Fødevareinstituttet var derfor også hurtigt ude med beroligende ord om, at svinevirus ikke smitter mennesker, og at man derfor ikke skulle være bange for at spise inficerede Limfjordsmuslinger. Eller østers for den sags skyld. 

Man må formode, at hvis der er svinevirus i blåmuslinger, så er der også i østers. Det er jo det samme limfjordsvand, de to arter lever af at filtrere.

Svine-MRSA

Desværre får man straks flashbacks til svine-MRSA, der jo heller ikke kunne smitte fra svin til mennesker. Som var helt ufarligt. Sagde myndighederne. Dengang.

I dag er alle konventionelle svinefarme smittede, og rigtig mange svinearbejdere er enten selv smittede eller passive smittebærere. En smitte, de så kan sende videre til deres børn og bedsteforældre via skoler og plejehjem med flere andre steder. I dag er det definitivt slut med, at glade skolebørn kan kysse bløde grisetryner og smittes via dem, når de besøger svinefarme.

Rundt omkring på landets hospitaler er der allerede flere patienter, som er døde på grund af de resistente MRSA-bakterier, der vanskeliggør eller umuliggør effektiv behandling. Patienter, som i bedste fald har måttet igennem en langvarig og kostbar alternativ behandling, hvor det har været muligt eller kunnet nås. 

Til dato er der registreret ti dødsfald på grund af MRSA. Men som en optimistisk svineavler for nogle år siden beroligede os: 

– Det er jo kun de syge og svage, der dør…

Så hvem ved. Måske vi om føje år vil kunne føje svinevirus til rækken af kostbare dårligdomme, som er påført os af det stedse mere intensive landbrug med stedse flere svin i staldene, mere gylle på markerne og flere svinevirus i vandet?

Hav og fjord æder jord

Det er ikke kun idel lykke som landmand at kunne køre rundt på sine marker med udsigt over Limfjorden. Her går blæsten nemlig stadig frisk, som det lyder i sangen. Så frisk, at fjorden hvert år gør et større eller mindre indhug i jorden. Vandet er imidlertid langt fra så friskt som beskrevet i sangen. Længere.

Udsigtsglade jordejere pløjer nemlig så tæt på skrænten, at den næsten ikke kan gøre andet – end at give efter. Det viser billeder publiceret i Landbrugsavisen tydeligt. Her kan man se kornet skride ud over skrænten, der næppe bliver stærkere eller mere stabil af, at de lokale landmænd kører helt ud til kanten med deres tonstunge traktorer, giftsprøjter og mejetærskere.

Det blev i sin tid antaget, at den fundne PCV2 svinevirus måtte stamme fra de enorme mængder gylle, der i dag spredes på danske marker – i dette tilfælde helt ud til Limfjorden hvis ikke direkte ud i den. 

På vej til Fur delte vi engang færge med en gyllevogn, der i løbet af kort tid tømte hele sit indhold ud på den lille limfjordsø – helt ned til stranden, hvor det samlede sig i en mindre sø kun få meter fra vandet. Gylle, der med sikkerhed og efter kort tid ville ende direkte i den salte Limfjord. Med det første højvande. og til stor skade for vandmiljøet.

Så måske det ville være en rigtig god idé ikke at pløje helt ud til kanten alle steder, hvor jorden skal dyrkes. Det er jo ikke kun gylle, der vaskes ud i vandmiljøet. Det gør også RoundUp med flere andre miljøskadelige stoffer, der sprøjtes eller hældes ud på marker landet over. 

Så måske det ville være en rigtig god idé at genindføre tidligere tiders beskyttende og dyrkningsfri randzoner?

Steen Ulnits

PS: Svinevirus må ikke forveksles med den frygtede svinepest, som ofte er dødbringende for svinene i løbet af ganske få dage. Og som senest medførte bygningen af et 70 millioner kroner dyrt svinehegn langs hele den dansk-tyske landegrænse.

Limfjorden lider

Læserbrev til Nordjyske og Skive Folkeblad:

“Årsagen til sildenes død i marts og brislingens flugt fra området i april – og nu også døde østers i maj, har IKKE afsat i alger, virusser eller parasitter. De er ikke aktive i vinter og forårs månederne – de blomstrer om sommeren og gør ulykke i sensommeren og om efteråret.

Dette er aldrig sket før i Nissum Bredning og derfor er vi nødt til at kigge på noget andet i området, som ikke er sket før.

Det hele startede 14 dage efter, at Kystdirektoratet, Thyborøn Havn og Miljøstyrelsen var blevet færdige med at flytte/dumpe 30.000 m3 muligt forurenet sediment (sand) fra Sælhundeholme-løbet – forbi forureningen på Rønland – ned til en af Miljøstyrelsen og Kystdirektoratets fastsatte bypass områder, hvor det blev dumpet.

Dette område er kendetegnet ved, at det er et nyt område og, at være placeret i et Natura 2000 område og er en af de bedste østers/muslingefiskepladser i Nissum Bredning – hvilket også østersfiskerne opponerede mod i 2018/19, da det blev besluttet, at der måtte dumpes.

Både silden og brislingen er pelagiske (dvs. lever og flytter sig oppe i vandet) og er stime fisk, som vandrer i store stimer over store strækninger. Silden og brislingen er vinterfisk, som kommer i Nissum Bredning enten for at gyde eller vandre til andre steder i Limfjorden. Problemet ved de to sildefisk er, at deres rute er lige pladask gennem Sælhundeholme-løb og ned over bypass (dumpnings) området.

Fænomenet startede, efter min overbevisning, i vinteren 2020 i februar måned, da man var færdige med at dumpe sediment/sand fra sejlrende Sælhundeholme-løb, som går fra Thyborøn og ned forbi Rønland til Nissum Bredning.

Denne sejlrende har en spændende historie, da den flytter sig hvert år nogle meter sydpå – det vil sige den kommer nærmere og nærmer til det kraftigt forurenede område, hvor Cheminova deponerede deres kemiaffald i perioden 1962 – 1984.

Næsten alle ved at området fra sejlrenden, hen mod Rønland (ca. 500 m) er kraftig forurenet, man ved også at det kun var et spørgsmål om tid, før sejlrenden ville nå forureningen – eller omvendt. Men det snakker man ikke højt om.

Går vi tilbage til 2001 ifm. etableringen af de 8 møller som står på sydsiden af sejlrenden, kan man – hvis man kigger godt efter – finde de bekymrende tal omkring forureningen i området – men det snakker man heller ikke højt om. Man snakker egentlig ikke ret meget om Cheminovas gamle forureninger. Man gør som om det ikke eksisterer – man lukker kort sagt øjnene.

Da Miljøstyrelsen skulle give tilladelsen til dumpningen/bypass af det forurenede sand i Nissum Bredning oplystes de, at der ikke var nogen forurening i området og at sandet var at betragte som rent hav-sand.

Nu er det heller ikke nemt at sidde på et lummert kontor i Odense og se at Cheminova og dens forurening gennem 70 år, ligger kun få meter fra sejlrenden – og at området er dømt kraftig forurenet.

Området vi snakker om, er aldrig blevet undersøgt til bunds. Området ligger øst for svovldepoterne, som man ved siver ud til Limfjorden, men ingen ved med bestemthed, hvor langt det er nået i grundvandet.

Området er uden egentligt tilhørsforhold, men det er for nylig blevet Regionens opgave at varetage det. Det fungerer på sammen måde som ved depot for tungmetal forurenet havneslam, som ikke er matrikuleret og derfor ikke har nogen ejer og ansvarshaver.

Det er den forurenings vandring jeg er bange for har nået sejlrenden og når man så flytter sandet/sedimentet fra sejlrenden og smider det på en af de bedste fiskepladser i den vestlige del af Nissum Bredning, så vil konsekvensen blive at fisk, skaldyr og andre bløddyr dør i det område der dumpes på.

Kære politikere, Limfjords-fiskere, Miljøstyrelse, Fødevarekontrol, Kystdirektorat og Thyborøn Havn. Lad os få undersøgt området mellem Rønland, Sandø og Sælhundeholme-løb, så vi er sikre på, at I ikke ligger og flytter rund på de tungmetaller/kviksølv og pesticider, som man fandt i juni 2001.

Og undlad (stop) så med at dumpe mere sediment i det omtalte område, før vi er sikre på at sedimentet er rent.

Så glem jeres teorier om alger, virus og parasitter på denne årstid – de er først aktive i den vestlige del af Limfjorden, om sommeren og tidlig efterår – det burde I vide.  

Jeres teorier med alger, virus og parasitter er efterhånden brugt som undskyldning for døde fisk, fugle og bunddyr, i så mange år, omkring Rønland/Cheminova, at den er for gennemskuelig.”

Mvh. Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn

 

Karenia mikimotoi

Ny giftig alge i Limfjorden

Midt i marts måned kunne man i den lokale dagspresse læse, at døde sild i hundredvis eller måske tusindvis var drevet i land i Løgstør Bredning i den vestlige del af Limfjorden. Mistanken rettede sig straks mod de Chatonella-alger, der kort før jul – i december 2019 – tog livet af 600 tons høstklare havbrugsfisk i den ligeledes stærkt forurenede Horsens Fjord.

Mistanken viste sig siden ubegrundet. I stedet fandt Miljøstyrelsen en japansk alge, der viste sig at være den sandsynlige årsag til de ilanddrevne sild i Limfjorden. Furealgen Karenia mikimotoi er nemlig i denne vinter observeret i Limfjorden. Algen er giftig over for fisk og bunddyr, men ikke for mennesker.

I februar måned havde Miljøstyrelsen fundet algen, Karenia mikimotoi, i Limfjorden. Det er usædvanligt at finde algen så tidligt på året, da den normalt forsvinder om vinteren og først dukker op igen sidst på sommeren. Karenia er ikke kendt som nogen koldtvandsalge.

Algen blev observeret i sommeren 2019 især i området ved Løgstør Bredning, hvor den blomstrede kraftigt op i løbet af oktober. Masseopblomstringen varede ved i november og december, og også i februar 2020 blev der observeret relativt mange individer. Det er usædvanligt, at denne alge overvintrer, men det kan hænge sammen med den varme vinter.

Miljøstyrelsens har således i denne vinter målt de varmeste vandtemperaturer i overfladen i de over 30 år, man har foretaget målinger. Samtidig er der målt usædvanligt høj fluorescens og klorofylkoncentration i årets første måneder, hvilket indikerer en meget høj algeproduktion.

indvandrer fra Japan

Karenia mikimotoi blev første gang observeret i Japan i 1935. Den har siden spredt sig – givetvis via ballastvandet i internationale handelsskibe – til mange andre lokaliteter verden over, heriblandt østkysten af USA, Norge og den Engelske Kanal. Her har der været massive opblomstringer af “rødt tidevand” i 1978, 2005 og 2008, hvor denne alge har været involveret – med dræbte fisk og bunddyr til følge. 

Karenia mikimotoi er ikke observeret som giftig for mennesker. Alligevel anbefales det, at vinterbadere undlader at bade i områder med mange alger. Man bør heller ikke lade sin hund svømme i uklart og algefyldt vand. Algens giftstof er kendt for at kunne slå fisk og bunddyr ihjel, og algen har tidligere været årsag til fiskedød i Limfjorden.

Som alle andre alger er også Karenia helt afhængig af, at der er tilstrækkeligt med næringsstoffer til stede i vandet. Med den nuværende massive udledning af næringssalte fra landbrug og vandbrug har denne og andre alger aldrig haft bedre vækstbetingelser. Havvandet bliver stedse varmere, og vi må derfor regne med mange flere algeopblomstringer i den nærmeste fremtid. 

Bjarne Hansen, der er søn af den navnkundige Rav Aage fra Thyborøn, har imidlertid stillet spørgsmålstegn ved, om det nu også var Karenia-algen, der slog sildene ihjel. Om det blot var en bekvem (bort)forklaring fra myndighedernes side. Hvis nu årsagen i stedet var eksempelvis giftigt havneslam dumpet i området?

Bjarne Hansens skepsis over for den bekvemme algeforklaring skyldes solid mistillid til de lokale myndigheder og deres dækken over mange års tvivlsomme aktiviteter i forbindelse med Cheminova-giftfabrikken på Harboøre Tange. En historie, du kan læse meget mere om her.

Faktum er i hvert fald, at ingen kender den virkelige årsag til sildenes pludselige død i den vestlige del af Limfjorden. Ingen fisk er indtil videre blevet analyseret for mulige giftstoffer. For tænk nu, hvis Miljøstyrelsen fandt frem til en ubekvem sandhed, man var nødt til at tage stilling til og gøre noget ved:

“An Inconvenient Truth”, som Al Gore kaldte det… 

Den mistillid kan man ikke fortænke Bjarne i. Den mistillid er vi mange, der deler. Og når man betænker, at der klappes (dumpes) potentielt farligt havneslam i sårbare Natura 2000 områder, som den danske stat selv har udpeget og efterfølgende forpligtet sig til at beskytte, så forstår man ham endda rigtig godt.

Det hænger ikke sammen på nogen mulig måde. Det er rigtig dansk, og det er rigtig dumt.

Men også uhyre bekvemt…

© 2020 Steen Ulnits