Tag-arkiv: landets længste vandløb

Gudenåen en handelsvare – 2/2

Forbudt for sømodstandere

Miljøminister Lea Wermelin (S) søger lige nu at løse den gordiske knude ved Tange Sø, som hendes forgænger Ida Auken desværre ikke fik hugget over, da hun ellers som miljøets minister havde chancen. 

Lea Wermelin har bedt Danmarks Naturfredningsforening (DN) om at være tovholder i en ny følgegruppe omkring den kommende løsning af problemet. Med nøje udvalgte medlemmer til at diskutere sagen og komme med en indstiling. En klog og tilsyneladende demokratisk beslutning.

Men også kun tilsyneladende. Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø (FNT) bliver nemlig bevidst holdt helt ude af denne følgegruppe.

Trods det faktum, at medlemmerne her ellers har været aktive i sagen siden 1990’erne og sågar har udgivet tre bøger om Gudenåen, dens historie og fremtid. Og trods det faktum, at foreningen selv havde bedt om at deltage i følgegruppen og dermed give sine medlemmers holdning til kende.

Men nej. Det var i forvejen besluttet, at FNT ikke skulle være med. Adspurgt om årsagen svarede DN, at man ikke havde haft noget med sammensætningen af følgegruppen at gøre. Det var tilsyneladende sket på et tidligere tidspunkt.

Danmarks Naturfredningsforening kunne i den forbindelse meget praktisk fralægge sig ansvaret for den endelige beslutning. Som tovholder i følgegruppen kan DN jo ikke have en egen mening, lyder den gode forklaring.

DN er givet vel vidende om, at der blandt foreningens mange naturglade medlemmer findes meget forskellige interesser og meget divergerende synspunkter. Måske endda flere venner af en naturligt strømmende Gudenå end af et kunstigt vandkraftmagasin. I hvert fald på landsplan.

På denne måde undgår DN selv at tage stilling, som man jo gjorde før Maria Reumert Gjerdings tid. Man undgår at please nogle medlemmer og lægge sig ud med andre. Man kan nu agere politisk i stedet for selv at tage stilling til miljøet, hvad Ella Bischopp-Larsen jo turde gøre i sin tid som præsident. Men så var hun jo også biolog.


Formanden for Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø, Lars Vedsø, søgte herefter aktindsigt i denne tilsyneladende meget udemokratiske beslutningsproces omkring følgegruppens sammensætning og dens kommissorium.

De udleverede akter viste efterfølgende, at sø-vennen Kristian Pihl-Lorentzen (V) tilsyneladende havde været ganske aktiv omkring udformningen af følgegruppen. Måske til fordel for hans egen valgkreds og Foreningen til Bevarelse af Tange Sø. Det kan vi ikke vide.

Offentligheden må nemlig ikke få alle de pågældende akter at se. Hvem, der har sagt og besluttet hvad om følgegruppens sammensætning. Ud af de 32 akter, der er søgt indsigt i, er der således givet afslag i halvdelen. Heriblandt de tidlige, hvor følgegruppens sammensætning diskuteres og kommissoriet fastlægges.

Konklusionen kan kun være, at beslutningen allerede var taget på det politiske plan. Nu skulle diverse interesseorganisationer så blot tage ansvaret for den ønskede løsning, som er et kortere eller længere gravet omløbsstryg ved siden af det kunstigt opstemmede vandkraftmagasin kaldet Tange Sø. Den nu såkaldte “Molbo-løsning”.


“Molbo-løsningen”

En mere end ti km lang gravet kanal langs et mere end 10 km langt kunstigt vandkraftmagasin. Formedelst flere hundrede millioner kroner.

En løsning, som alligevel skal laves om igen på et senere tidspunkt, når man har indset sine fejl og brugt vore penge.

Vel så molbo-agtigt, som noget kan være.


Af de mange lækkede notater og referater fremgår desværre og med al ønskelig tydelighed, at ingen i den nøje udvalgte følgegruppe tilsyneladende arbejder målrettet for en tømning af søen og retablering af åen. Selv om flere naturligvis udadtil og officielt går ind for denne den eneste miljørigtige løsning.

Man er vel grøn og miljøorganisation. På papiret. Men har tilsyneladende slået sig til tåls med, at Gudenåen heller ikke denne gang får sit liv som strømvand tilbage. Andre i følgegruppen må derimod gerne arbejde målrettet for en bevarelse af søen.

Man diskuterer ivrigt frem og tilbage, om det nu skal være en 70/30, 80/20 eller 90/10 løsning, når Gudenåens vand skal fordeles mellem den kunstige omløbskanal og det kunstige vandkraftmagasin. Om laksen vil kunne gyde med held i det kunstige omløb. Om den truede lampret nu også kan klare den øgede strømhastighed i et kunstigt omløb. Og så videre.


I alle disse tilfælde vil Gudenåen stadig blive liggende på bunden af Tange Sø. Laksen får ikke sine livsvigtige gydepladser tilbage, og Danmark får ikke genskabt den gamle istids-ådal med mere end 10 km oprindelig natur, vi ellers om nogen har brug for i lille natur-ludfattige Danmark.

En ny vandmotorvej?

I et nyligt tweet appellerede Randers’ borgmester Torben Hansen til Venstres Kristian Pihl Lorentzen, som er partiets transportordfører. Torben Hansen vil forståeligt nok gerne have en ny 3-sporet motorvej mellem Randers og Aarhus. Der er problemer med til- og frakørsel.

Kristian Pihl-Lorentzen vil tilsvarende gerne have en énsporet kanal gravet langs Tange Sø, så hans kunstige vandkraftmagasin kan blive liggende.

I et senere motorvejs-tweet har borgmester Torben Hansen appelleret til de Radikale Venstres trafikordfører fra Aarhus, Andreas Steenberg. Han sad sammen med Kristian Pihl Lorentzen i det udvalg, som sammensatte arbejdsgruppen omkring Gudenåen. Som besluttede, hvem der skulle med, og hvem der ikke skulle.

Andreas Steenberg er tydeligvis også mere interesseret i en ny 3-sporet motorvej til Aarhus – end i en fritløbende Gudenå…



– Er en fritløbende Gudenå blevet en handelsvare mellem Socialdemokratiet og Venstre, når fremtiden for landets længste vandløb skal udstikkes?


Faktum er i hvert fald, at Randers’ borgmester vil lade Tange Sø blive liggende og Gudenåen fortsat være begravet på søens bund. Med en flere kilometer lang og meget kostbar gravet omløbskanal langs søen – som erstatning for det naturlige åløb.

Det skal retfærdigvis siges, at Torben Hansen har været en mangeårig støtte bag lakseprojektet og en varm fortaler for det lange omløb. Tiden er blot blevet en anden. Verden over rives hundrede år gamle dæmninger ned, så vandløbene atter kan flyde frit. Og det bør naturligvis også ske med Gudenåen. Tiden er løbet fra lappeløsninger som omløbsstryg.

Det står ikke klart, hvorfor borgmestrene langs Gudenåen bare ikke vil åen det godt. I Randers Byråd er der da heller ikke fuld opbakning til borgmesteren. Således har fire prominente socialdemokratiske byrådsmedlemmer på eget initiativ skrevet direkte til miljøministeren og i stedet talt for en retablering af landets længste vandløb. De vil ikke være med til fortsat at holde Gudenåen begravet.

Det gælder Anker Boye, Karen Lagoni, Iben Sønderup og Henrik Leth. Den lokale MF’er Malte Larsen (S) er også fortaler for en fritløbende Gudenå i den oprindelige ådal.

Jo mere man dykker ned i materien, desto klarere står det, at arbejdet i følgegruppen er en ren skueproces, hvor resultatet er fastlagt for længe siden. Hvor de forskellige aktører allerede har fordelt rovet mellem sig og derfor ikke ønsker andre interesser repræsenteret.

Eksempelvis en forening, der som Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø kæmper målrettet for naturen, vandmiljøet og Gudenåen. Måske som de eneste.

Rambøll, COWI og Vandrammedirektivet

Hos konsulentfirmaerne Rambøll og COWI har man længe været klar over, hvad EU’s Vandrammedirektiv indebærer for Gudenåen og Tange Sø. Hvad der skal til for at leve op til kravene.


De to firmaer vurderede tilbage i 2007 og på opdrag af Danmarks Naturfredningsforening seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandrammedirektivet stillede og stadig stiller. Ingen omløbsmodeller blev dengang vurderet tilstrækkelige. Her følger først COWI’s konklusion:


“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”


Citat slut.

Virksomheden Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:


“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er … 

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”


Citat slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-200 millioner eller endnu flere skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sig selv igen.

Mennesker mødes og meninger brydes. Tangeværket 2007.


Det står heller ikke klart, hvorvidt nogen omløbsløsning overhovedet vil kunne overholde de krav om god økologisk tilstand, som EU’s Vandrammedirektiv foreskriver. Kun en tømning af søen og retablering af åen lever helt sikkert op til alle krav.

Et kig over højderyggen

Afslutningsvis kunne det måske være en idé at se det hele lidt i helikopterperspektiv – at kigge over den jyske højderyg til Skjernå, der jo udspringer næsten samme sted som Gudenåen. Blot løber den vestpå til Ringkøbing Fjord og Vesterhavet.

I 1960’erne regulerede Hedeselskabet Skjern Å til ukendelighed og lagde den til hvile i to snorlige kanaler, der ledte alle næringssalte fra det store opland direkte ud i Ringkøbing Fjord. Til kolossal skade for vandmiljøet. 

Det kostede efterfølgende det danske samfund 280 millioner kroner at rette op på skaderne og lægge åen tilbage i dens gamle slyngede leje, så den atter kunne holde på næringssaltene. Så livet kunne vende tilbage i fjord og å.

I starten var der lokalt massiv modstand mod en retablering af Skjern Å. Bølgerne gik højt, og der blev lovet øretæver til nævenyttige “kjøwenhavnere”, der som Svend Auken med flere ville lægge åen tilbage i dens oprindelige slyngninger.

Tolv år senere lå det meste af Skjern Å atter, som Moder Natur havde lagt den. I de smukkeste slyngninger – som før Hedeselskabet rettede dem ud. Og i dag viser lokale vestjyder stolte deres genskabte å frem til gæstende turister, naturvenner, fuglekiggere og lystfiskere. For nu er der igen masser af fugle at kigge på og masser af laks at fiske efter.


Sådan vil det naturligvis også gå ved Gudenåen, hvis blot man kunne lægge de nærsynede briller på hylden og se det hele i et nationalt perspektiv. Fremtiden for Danmarks længste vandløb og eneste flod er naturligvis et nationalt anliggende. Ikke et lokalt. Tange Sø er ingen privat fodboldbane forbeholdt et fåtal lokale spillere.

Det vil være en enorm gevinst for hele samfundet at få tømt søen og genskabt åen.

© 2021 Steen Ulnits

© Fotos: Steen Ulnits & Henrik Leth


Gudenfloden som handelsvare – 1/2 

⌘ Gudenfloden som handelsvare – 2/2


(Heart)Breaking News

Det er som sagt ikke nyt i inderkredsen, at DSF’s lokale medlem, Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening (BSF), har meget nære relationer til Tangeværket, som man jo lejer lukrativt fiskevand af.

Det er heller ingen nyhed, at det bedste fiskevand på Gudenåen ligger helt oppe under Tangeværket, der jo bremser fiskenes videre opgang. Derfor er man i BSF rigtig godt tilfredse med den nuværende situation, der jo giver flere fisk til foreningens medlemmer. Omkring to tredjedele af samtlige laks i Gudenåen fanges således heroppe.

Helt nyt er det imidlertid, at Bjerringbro-foreningen nu har tonet rent flag. BSF har nemlig sluttet sig sammen med Foreningen til Bevarelse af Tange Sø og Silkeborg Fiskeriforening, der begge ikke er medlemmer af DSF.

Denne nye trio foreslår nu i ramme alvor, at man lader Tange Sø blive liggende og nøjes med at anlægge en rekordlang spunsvæg ude i søen – til adskillelse af Gudenå og Tange Sø. Et helt nyt bygværk, man oven i købet kan anlægge en ny vej eller sti ovenpå. 


Bjerringbro-foreningen går hermed stik imod Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som BSF ellers er mangeårigt medlem af. Da Nordjysk Lystfiskeriforening for snart mange år siden modsatte sig en anke fra Danmarks Sportsfiskerforbund, blev foreningen ekskluderet. Det var i Børge Christensens tid som miljøkonsulent. 

Lokale lodsejere ville dengang uddybe Lindenborg Å, så vandet hurtigere kunne løbe ud i Limfjorden. En beslutning, som DSF ankede til miljømyndighederne. Nordjysk Lystfiskeriforening blev efterfølgende udelukket fra det gode selskab, da man i heroppe desværre ikke ønskede at rette ind og kæmpe for vandmiljøet sammen med DSF.

Spændende, hvilken skæbne der nu venter de nyslåede sø-venner i Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening. Det er i hvert fald ikke vandmiljøets kamp, de pt. kæmper i Grundfos’ hjemby.


Klar udmelding fra DSF

Efter det overraskende bagholdsangreb fra Bjerringbro-foreningen følte Danmarks Sportsfiskerforbund behov for at melde helt klart ud. Det gjorde den nye forbundsformand Torben Kaas blandt andet med dette indlæg på Facebook:


“For mig som nyvalgt formand i september 2020 var det en lettelse, at man havde truffet den beslutning. Dels er jeg personligt helt enig i, at vi skal arbejde for at passe på vores oprindelige landskaber, dels har jeg næsten ikke ord for, hvor ærgerligt det vil være at forspilde denne chance for at få hele Gudenåen tilbage.

Dertil kommer, at selv et langt omløbsstryg indebærer en risiko for, at det alligevel ikke virker, og så har vi foruden at have spildt hundredvis af millioner også én gang for alle forspildt muligheden for at få en sammenhængende, velfungerende og uendeligt smuk Gudenå tilbage.”


Citat slut. Det kan vist ikke formuleres meget finere. Gudenåen skal som Danmarks længste og nationale vandløb naturligvis atter løbe frit. Den skal ikke være en handelsvare for diverse parti- og foreningsmæssige privatinteresser.

© 2021 Steen Ulnits


Gudenå-laksen uddøde med etableringen af Tangeværket og Tange Sø. Den sidste gydning fandt sted i 1921, og den sidste vilde Gudenå-laks blev fanget i 1928.

Gudenåen en handelsvare – 1/2

Skueprocessen ved Tange Sø

Gudenåen er med sine 150 km fra udspringet i Tinnet Krat på den jyske højderyg til udløbet i Kattegat nord for Djursland, Danmarks længste vandløb.

Dertil det eneste, som på sit nedre løb lever op til betegnelsen “flod”. Som hernede har mere karakter af sø end af vandløb.

Gudenåen er således Danmarks nationale vandløb. Det vandløb, som gennemløber den største del af det jyske Hovedland. Et vandløb, som har været afgørende for mennesker i Jylland og deres adgang til dets oprindeligt mørke og skovklædte indre.

Da Skipper Anders Gylliam i 1736 og på opdrag af selveste Kong Christian VI kortlagde Gudenåens forløb, kæmpede han sig hele vejen fra Randers og op til Ry. Så langt kunne man komme ad åen dengang. En opstrøms rejse på mere end 100 km. Ingen ringe bedrift i de dage. Kongen var meget interesseret i tømmer fra de store skove ved Silkeborg. Det skulle bruges til at supplere hans krigsflåde.

Vor nationale digter H. C. Andersen besøgte Gudenåen i 1850 – endda med en fiskestang i hånden. Han berettede da om et vellykket medefiskeri, hvor han “gemte ormene i en træsko”. Men allerede i H.C. Andersens tid var tingene ikke som i gamle dage. Så tidligt som i 1767 kunne man i et historisk skrift om Gudenå-laksen læse, at:

“Nu omstunder gaar de ei nær så stærkt som tilforn, og fangsten tager mærkeligen af”.

Vi kender også til årsagen bag denne tidlige tilbagegang: De mange og ofte store laksegårde langs Gudenåens nedre løb. Det var store fangstindretninger, som ofte dækkede hele åens bredde. De var så effektive, at gamle laksegårde ofte måtte lukke, hvis nye kom til nedstrøms. Kun få laks og havørreder passerede forbi laksegårdene på deres opstrøms gydevandring.


Nogle slap dog forbi. Det ved vi fra statsbiolog Otto Poulsens omhyggelige registrering af fangsterne på statens laksegård ved Frisenvold. Og nogle lykkedes det hvert år at gyde – trods udgravninger af Gudenåens hovedløb. Det skete for at muliggøre sejlads opstrøms og nedstrøms med store fladbundede pramme, som kunne sejle mursten opstrøms til byggeri i Silkeborg. Og tømmer nedstrøms tilbage til Randers.

Helt galt gik det dog først for Gudenå-laksen, da man anlagde Tangeværket i 1920’erne.

Tangeværket bygges

I årene efter Første Verdenskrig var forsyningssikkerheden naturligvis i højsædet. Elektrificeringen af Danmark var netop påbegyndt, og man så sig derfor om efter mulige kilder til elproduktion. En af disse kilder var vandkraften, som ganske vist var ringe i lille Danmark sammenlignet med de store broderlande Sverige og Norge.

Men lidt har jo også ret. Et antal egnede lokaliteter blev udpeget i Jylland, hvor alle de store vandsystemer jo ligger. Den mest prominente og produktive af disse lokaliteter var Ans, hvor Gudenåen har sit største fald og derfor også den stærkeste og mest velegnede strøm til vandkraft.

Byggeriet gik i gang i 1920, hvor man påbegyndte bygningen af en stor jorddæmning tværs over Gudenåen, som på traditionel vis blev stemmet op til et vandkraftmagasin. 

Tange Sø var en realitet i 1924, hvor elproduktionen tog fart. Størsteparten af strømmen fra turbinerne i det nye og dengang højteknologiske Tangeværk gik til det nye sygehus i Aarhus, som helt naturligt blev en af de store andelshavere. Med 33% af andelene.

Man var udmærket klar over, at spærringen af Gudenåen ville have en negativ effekt på vandrefiskene, der ikke længere kunne nå deres opstrøms beliggende gydepladser. Og derfor byggede man en beskeden fisketrappe, som fiskene kunne benytte på deres opstrøms gydevandring. Trappen kom imidlertid aldrig til at virke. Den fik alt for lidt vand til, at vandrefiskene ville benytte den.

Man var på det tidspunkt endnu ikke klar over, at problemet gik begge veje – at også nedtrækkende ungfisk på deres vej mod fjord og hav ville blive let bytte for gedder, sandarter og knuder i den kunstige Tange Sø. 80-90 % viste sig at gå tabt her. Nedtrækkende voksne ål på vej tilbage til gydepladserne i Sargassohavet blev tilsvarende kværnet i turbinerne.


Det var lykkedes bygherrerne bag Tangeværket at skabe den myte, at Gudenå-laksen for længst var udryddet – med pramdragningens oprensning af åen som en af de væsentligste årsager til tilbagegangen. Fisketrappen var derfor primært tiltænkt havørredbestanden, som havde halvdelen af sine gydepladser i Gudenåen opstrøms Tangeværket og i de mange mindre tilløb her.

Gudenå-laksen uddør

Faktum var imidlertid, at Gudenå-laksen slet ikke var uddød på dette tidspunkt. Den var blot i stærk tilbagegang, men havde stadig sine sidste og vigtigste gydepladser på de godt ti km af Guenåen, hvor strømmen var stærkest og forholdene bedst egnede til gydning. Uheldigvis nøjagtig den strækning, der blev oversvømmet, da Gudenåen blev stemmet op og Tange Sø fyldt med vand til turbinerne.

Havørredbestanden i Gudenåen halveredes ved etablering af Tangeværket, da fiskene nu kun havde adgang til halvdelen af deres oprindelige gydepladser. Gudenå-laksen blev derimod endegyldigt udryddet med bygningen af Tangeværket. Statsbiolog Otto Poulsen publicerede i 1935 en udførlig statistik over fangsterne af laks og havørred i statens laksegård ved Frisenvold.


Statistikken fortæller, at der i 1915 blev fanget 1,5 tons vilde Gudenå-laks i Frisenvold. At 1921 var det sidste år med naturligt produceret lakseyngel i Gudenåen. Og at laksefangsterne kulminerede med 3,5 tons så sent som i 1923.

Statistikken fortæller også, at den uigenkaldeligt sidste Gudenå-laks vendte tilbage fra Nordatlanten og blev fanget ved Frisenvold – i 1928. Fire år efter bygningen af Tangeværket. Efter 10.000 år med en naturlig bestand af storvoksne Gudenå-laks.


Tangeværket blev pålagt at betale for kompensationsudsætninger af de manglende havørreder, som værket havde forårsaget. Men af uransagelige årsager blev værket altså aldrig pålagt at erstatte den laksebestand, som beviseligt eksisterede, inden Gudenåen blev stemmet op til Tange Sø.


Det er rigtig mange penge, som Tangeværket her slap for at betale. Kompensation for en tabt laksebestand gennem nu snart 100 år. Millioner af kroner.

Søen skal tømmes

Ved et dekret fra 1920 gav Kong Christian den Tiende Tangeværket ret til opstemning af Gudenåen med tilhørende elproduktion i 80 år. Retten til at stemme Gudenåen op med Tangeværket udløb således i år 2000. 

Alskens dispensationer og lovændringer har dog gjort det muligt at fortsætte driften siden da, men nu strammer skruen for alvor til. EU’s Vandrammedirektiv fra selvsamme år 2000 kræver, at medlemslandene og dermed også Danmark forpligter sig til at skabe en “god økologisk tilstand” i alle vandsystemer. Og det skal ske inden 2028.

To interesseorganisationer har indsigelsesret i forhold til miljøloven: Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF).

Med Ella Maria Bisschop-Larsen som præsident var DN’s mening om Tange Søs fremtid klar: Søen skulle naturligvis tømmes, da den udgjorde en miljøskadelig prop midt i det 150 km lange vandsystem. Samtidig var Tangeværkets tilladelse til at stemme Gudenåens vand op jo også udløbet.

Dengang var DSF også på søtømmernes side. Der blev imidlertid skabt forvirring om DSF’s holdning, da den daværende formand Verner Hansen i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017 pludselig plæderede for en løsning, der lod 95 % af Tange Sø ligge. En løsning, som samtidig indebar, at hele Gudenåens vandføring skulle ledes uden om Tange Sø i en ny kunstig og kostbar kanal.

Den nuværende formand Torben Kaas understreger imidlertid, at DSF i dag atter går ind for en tømning af Tange Sø og retablering af den oprindelige Gudenå frit løbende i den gamle ådal fra sidste istid. Og at det er den holdning, man skriftligt har meddelt miljøminister Lea Wermelin.


Lokalt og på de indre linjer arbejdes der imidlertid med en noget anden dagsorden. Det er intet nyt i inderkredsen, at DSF’s lokale medlemsforening Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening (BSF) har meget nære relationer til Tangeværket, som man jo lejer sit lukrative fiskevand af. Det er heller ingen nyhed, at det bedste fiskevand på Gudenåen ligger helt oppe under Tangeværket.

Den skjulte dagsorden

BSF er heroppe under turbinerne begunstiget af, at værket jo stopper fiskene på deres opstrøms vandring mod de gydepladser, som ikke længere findes. Som sæsonen går, koncentreres flere og flere laks og havørreder derfor på BSF’s fiskevand, der følgelig bliver ekstra attraktivt for medlemmerne. 


Det sås tydeligt ved forrige års fiskekonkurrence, hvor ni ud af de ti største laks blev fanget oppe ved Bjerringbro – på BSF’s attraktive fiskevand. Kigger man fangststatistikken for samme år igennem, viser det sig, at omkring to tredjedele af hele årets fangster også gøres heroppe.

De mange millioner, som kommunerne langs hele åen gennem årene har lagt i opdræt og udsætning af laks, kommer således primært BSF’s medlemmer til gode. Ventelisten for at blive medlem her er derfor tilsvarende lang.


BSF har reelt længe modsat sig en tømning af Tange Sø og retablering af Gudenåens frie løb. Uanset at man måske udadtil tilkendegiver noget andet. Man er helt enkelt bange for at miste det bedste og mest lukrative fiskevand i Gudenåen. Retableres Danmarks nationale vandløb, vil medlemmerne i den lokale BSF forening fange færre fisk end hidtil. Andre foreninger vil til gengæld få flere.

Under alle omstændigheder gik formanden for Gudenåens Ørredfond (GØF) forrige år aktivt ind i den årlige Gudenå-konkurrence, hvor Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø ellers var inviteret. Og bortviste den. Næppe helt tilfældigt: Formanden for GØF er også næstformand for BSF, der her hypper egne kartofler i stedet for at pleje de øvrige Gudenå-foreningers interesser.


Miljøminister Lea Wermelin søger lige nu at løse den gordiske knude ved Tange Sø, som hendes forgænger Ida Auken desværre ikke fik hugget over, da hun ellers havde chancen i sin tid.

Lea Wermelin har bedt Danmarks Naturfredningsforening (DN) om at være tovholder i en ny følgegruppe omkring den kommende løsning af problemet. Med nøje udvalgte medlemmer til at diskutere sagen og komme med en indstilling. En tilsyneladende klog og demokratisk beslutning. 

Men også kun tilsyneladende. Læs meget mere her.

© 2021 Tekst: Steen Ulnits

Fotos: Lokalhistorisk Arkiv i Ans med flere.
Skulle der stadig være rettighedshavere til disse gamle fotos, bedes de henvende sig.


Gudenfloden som handelsvare – 1/2 

⌘ Gudenfloden som handelsvare – 2/2