Tag-arkiv: Jorden

Mars – den røde planet

Mars er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter Mars, der er krigens gud. Navnet er nærliggende, da planeten Mars netop er rød – hvilket jo er farven på såvel blod som aggression. Farven er synlig med det blotte øje. – specielt naturligvis når planeten er tættest på Jorden i sit omløb om Solen.

Som den fjerde planet fra Solen og som nabo til Jorden ligger den røde planet Mars, der er omkring halvt så stor som Jorden. Den ligger længere væk fra Solen, end Jorden gør, og klimaet er derfor langt koldere. Således er middeltemperaturen godt 60 graders frost med maksimumtemperaturer på 20 graders varme og minimumstemperaturer på 140 graders frost.

Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, vor naboplanet til den anden side, og der planlægges derfor en bemandet mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid.

Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.

Der findes en smule vanddamp i atmosfæren, hvilket kan ses som højtliggende skyer. I dalene kan der forekomme tynd tåge, og jorden dækkes om vinteren af et tyndt lag frost. Kort sagt forhold, der minder ganske meget om dem, vi har på Jorden. Den megen kuldioxid i atmosfæren fryser til sne, der skiftevis dækker den sydlige og nordlige polkappe.

Middeltrykket på Mars er under 10 millibar – mod 1.000 her på Jorden. Store støvstorme kan komme med kort varsel og dække alt med et tyndt lag uhyre fint støv, som kommer ind overalt. Støvet er et stort problem for de køretøjer, det allerede er lykkedes os at landsætte på Mars – med Curiosity Rover som den mest kendte og den, der har sendt os nogle helt fantastiske billeder af Mars og sig selv til Jorden.

Mars og minutterne

Den røde planet Mars ligger ganske vist relativt tæt på Jorden, men relativt er jo relativt. Da Jorden og Mars senest var i konjunktion, som det hedder – på hver sin side af Solen – var afstanden enorm. Eksempelvis i april 2013, hvor afstanden var 364 millioner kilometer. I juni 2015 – efter endnu et omløb om Solen – var afstanden 384 millioner kilometer.

Det modsatte er tilfældet, når planeterne er i opposition – når begge befinder sig på samme side af Solen. Da kan afstanden blive så kort som 93 millioner kilometer, hvilket var tilfældet i 2014. Rekorden faldt i 2003, hvor afstanden var helt nede på 56 millioner kilometer. Det var den korteste afstand i næsten 60.000 år!

Set fra Jorden er forskellene markante. Med det blotte øje kan man herfra tydeligt se forskel på, om planeterne er i opposition eller konjunktion. I opposition syner Mars langt større og lyser et klarere rødt, end når planeterne er i konjunktion. I sidstnævnte tilfælde ses Mars tæt på Solen eller er gemt bag den og umulig at spotte.

De næsten ufattelige afstande betyder, at radiosignaler tager 4 minutter om at nå fra Jorden til Mars, når afstanden er kortest. Og 4 minutter at nå tilbage igen. 8 minutter i alt, hvis en tekniker på Jorden giver kameraet på Curiosity Mars besked om at tage et billede og sende det hjem til Jorden. Plus tiden til de mange og uundgåelige missede opkald.

– Mars, are we reaching you…?

Når Mars er længst væk – i konjunktion – tager det typisk radiosignaler fra Jorden 20 minutter at nå til Mars. Og 20 minutter at nå tilbage igen. Plus endnu flere fejlslagne opkald, da radiobølgerne nu skal rundt om Solen. Med de elektromagnetiske problemer, der uundgåeligt følger heraf.

Da vi ikke selv kan flyve med lysets hast, tager det typisk mindst 9 måneder at nå fra Jorden til Mars. Det regner man med på NASA’s Goddard Space Flight Center. Her siger man også, at der kun er et “vindue” til opsendelse hver 26. måned. Kun da står Mars og Jorden placeret optimalt i forhold til hinanden og den tid, det tager et rumfartøj at nå derop.

Så har man sagt pænt farvel til familie, venner og Jord efter en festlig nytårsaften, kan man i bedste fald træde ud i det røde støv på Mars omkring oktober samme år.

En dag på Mars er for øvrigt omtrent lige så lang som en dag på Jorden. Men et år på Mars – en solomsejling so to speak – tager det dobbelte: To jordår. Så er tallene på plads.

– It’s a long way if you want to go to Mars…

“Jordprøver” fra Mars

For nylig blev amerikanske NASA og europæiske ESA enige om at undersøge, hvorvidt det er muligt at bringe “jordprøver” fra Mars tilbage til Jorden. Nu har ESA givet europæiske Airbus en kontrakt på 5,2 millioner dollar til at designe et koncept for en ny Fetch Rover – et rumkøretøj, der skal kunne indsamle jordprøver på den røde planet.

Rumfartsselskabet har valgt Airbus’ team i Stevenage, England, fordi de her allerede er i fuld gang med Exo Mars Roveren, der forventes klar i 2021. I modsætning til Exo Mars og alle dens videnskabelige instrumenter er Fetch Rover’s eneste opgave at finde og indsamle de prøver, som NASA’s Mars 2020 Rover forbereder og efterlader.

Men det betyder ikke, at design af køretøjet vil blive enkelt. Mars 2020 vil bore og grave huller til over 30 jordprøverør, som den efterlader på forskellige lokaliteter. Fetch Rover, som planlægges at ankomme til Mars i 2026, skal kunne spore prøverørene på stor afstand, køre autonomt ud til deres placeringer, hente dem op med en robotarm og derefter bringe dem tilbage og ombord på retur-raketten. Fetch Rover skal kunne plotte og planlægge sin kørselsrute alene hver eneste dag.

Ben Boyes, der leder det såkaldte “gennemførlighedshold” hos Airbus, forklarer:

– Det vil være en relativt lille Rover – omkring 130 kg tung. Men kravene er meget store. Køretøjet skal dække store afstande ved hjælp af en høj grad af autonomi og planlægge sin egen vej fremover dag efter dag.

Det vil tage køretøjet omkring 150 dage at samle alle de beholdere, som Mars 2020 efterlader rundt omkring på den røde planet. Derefter skal den finde tilbage til den raket, den selv landede med. Her skal den aflevere prøverørene til raketten og efterfølgende filme det, når raketten starter igen – med kurs mod Jorden. I bedste fald vil vi måske kunne se den første rødstøvede lift-off fra Mars inden for mindre end et årti!

Raketten vil derefter mødes med et andet fartøj, der er i kredsløb om Mars, for at bringe prøverne tilbage til planet Jorden. Alt dette vil naturligvis kun ske, dersom det føromtalte “gennemførlighedshold” hos Airbus får udviklet den nødvendige teknologi. Og mener, at projektet overhovedet lader sig gøre.

Fantastisk, når og hvis det kan.

Blodmåne og Mars i opposition

Det astronomiske begreb “opposition” kan lyde fint og videnskabeligt. Men det er ganske det samme som det engelske “opposition”, der jo betyder modsat eller over for.

For astronomer betyder det, at to planeter står ret over for hinanden – på samme side af Solen, som de begge roterer omkring. I vort tilfælde, at Jorden og Mars befinder sig på samme side af Solen. At afstanden til Mars derfor er den korteste i dette omløb om Solen. Jorden, der kun bruger den halve tid på et solomløb, har da overhalet Mars med en hel omgang.

I daglig tale kan man nøjes med at konstatere, at Mars lige nu er rigtig tæt på Jorden og derfor meget synlig. Faktisk er den så tæt på og syner lige så stor på nattehimlen som den største af alle planeter i vort solsystem – gasgiganten Jupiter. Nyd den, når den står op ved 22.30 tiden hver aften.

Fredag den 27. juli blev en af de helt store dage i 2018, hvor ellers vejret var med os, og man interesserer sig for den slags. Der skete nemlig hele tre ting den aften:

1) En total måneformørkelse var netop den aften synlig fra Danmark. Formørkelsen startede ved 21.30 tiden, alt efter hvor i landet man befandt sig. Da stod Månen op, og da var den i nogle timer frem badet i et smukt rødt lys. Heraf navnet “blodmåne”.

2) Mars er i opposition og dermed meget tæt på Jorden. Den står op ved 22.30 tiden og lyser så rødt på sydhimlen, at man ikke kan være i tvivl. Den syner da næsten lige så stor som gasgiganten Jupiter. Blot er den rød og ikke hvid.

3) Den internationale rumstation ISS valgte at passere hen over såvel Mars som Månen klokken 22.30. En tur, der typisk tager fire minutter. Mars var på det tidspunkt og flere steder i landet endnu ikke kommet højt nok op over varmedisen efter hedebølgen, men heldigvis kom ISS forbi igen kort efter midnat.

Da kunne man se både blodmånen, Mars i opposition – og ISS suse forbi med 26.000 km i timen. På én og samme tid. På en nøje afgrænset del af himmelrummet.

Vi var mange, der brugte nogle sene aftentimer på dette fascinerende sceneri.

Det var Tid til Forundring!

Læs mere i artiklen “Er himlen nu altid blå?“

– Er himlen nu altid blå?

“Oven over skyerne er himlen altid blå” lyder det så smukt i sangen. Men er det nu også altid tilfældet? Her på Jorden og andre steder i verdensrummet?

Alle, der har fløjet, ved, at det rent faktisk ér tilfældet: Uanset hvor gråt og vådt, det end måtte være nede på Jorden, så er der altså altid blåt over skyerne. Hvis det vel at mærke er dag. Om natten er der naturligvis sort.

Det samme, hvis man fortsætter ud gennem atmosfæren. Da bliver himlen gradvis mere sort – selv midt på dagen i højt og klart solskin. Der er nu ikke længere nogen atmosfære til at bryde og reflektere sollyset.

– Men hvorfor har himlen på Jorden egentlig farven blå, når der ingen skyer er? – Eller rød, når Solen står op og går ned?

Alt lys i vor del af universet stammer fra Solen, der brænder brint, så det er en fornøjelse. Energien udsendes som lys, der er hvidt, når det efter nogle minutters rumrejse – med lysets hast! – når ud til Jorden. Hvidt, som er vor definition, når alle farver er samlet i ét.

Først når det hvide lys bøjes eller brydes, træder de forskellige farver frem. Og det kan ske på mange forskellige måder. I mange forskellige medier. I luft eller vand. Med eller uden partikler, som igen kan bestå af mange forskellige stoffer. Altsammen resulterer det i forskellige farver.

Blå himmel – rød solnedgang

Når Solen står højt på himlen, passerer den mere eller mindre lodret ind gennem atmosfæren. Det energirige blå lys spredes da af partikler i atmosfæren, og himlen bliver blå. Lyset har da en kortere vej end tidligt og sent på dagen, hvor Solen står lavere og lyset derfor må tilbringe en længere afstand gennem atmosfæren.

Den længere afstand gør, at det mere energirige og kortbølgede lys i den blå ende af spektret filtreres fra eller spredes. Det når ikke igennem. Det gør derimod det mere langbølgede røde lys, som derfor kommer til at præge solopgang og solnedgang.

Det samme sker, dersom der er mange partikler i atmosfæren, som sollyset skal passere igennem, før det når ned til os. Det kan være i form af vanddamp som i skyer – heraf det gamle mundheld, at “når solen går ned i en sæk, står den op i en bæk” – eller i form af faste partikler fra eksempelvis forurening.

Da jeg for snart mange år siden arbejdede i Kina, boede vi i Shanghai, som netop da havde påbegyndt den første spæde industrialisering inden for fast afstukne kapitalistiske rammer. Fra mit hotelværelse på 21. etage havde jeg udsigt til den smukkeste og indtil da mest blodrøde solnedgang, jeg nogensinde havde set.

Det var sidst i 1980’erne, hvor man endnu ikke havde defineret ordet “smog” – en sammenstilling af ordene “smoke” (røg) og “fog” (tåge).

Men den smukke røde farve skyldtes netop det: Forurening fra industrien, som dengang for alvor var begyndt at tage fart. Med en hidtil uset mængde partikler i luften, som hver dag resulterede i smukke blodrøde solopgange og solnedgange.

Tredive år senere havde forureningen udviklet sig så meget, at indbyggerne i Shanghai måtte have ansigtsmasker på for ikke at blive syge. Luftvejsinfektioner var blevet en folkesygdom og anerkendt dødsårsag.

Den erkendelse tog lidt af glansen af 1980’ernes smukke solopgange og solnedgange i Shanghai. Nu er det så som så med at nyde de røde farver først og sidst på dagen…

Rød himmel – blå solnedgang

Vi kender alle Mars, som ikke uden grund kaldes “den røde planet”. Mars syner tydeligt rød selv på lang afstand – farvet af det fine, røde Marsstøv, som har været et problem for al elektronik og mekanik, det er lykkedes os at landsætte på den røde planet. Støvet består primært af jernholdige materialer.

Støvet er samtidig så fint, at det er næsten umuligt at holde ude af mekanik og elektronik, som derfor bryder sammen på kortere tid, end videnskabsmænd og -kvinder på Jorden gerne havde set. De kraftige støvstorme, som præger Mars, har dog også en fordel: Gammelt støv blæser af, inden det erstattes med nyt!

De meget fine støvpartikler på Mars har endnu en effekt. Partiklerne er så små, at de spreder lyset på en helt speciel måde. Daglængden på Mars er næsten den samme som på Jorden – blot 39 minutter længere. Jorden og Mars roterer således næsten lige hurtigt om sig selv.

Til gengæld er et Marsår med sine 687 døgn næsten dobbelt så langt. Det skyldes afstanden til Solen, der er så meget længere end fra Jorden, at året bliver længere og klimaet koldere. Mars’ rotationsakse hælder også som Jordens – med det resultat, at der findes en nordpol og en sydpol samt skiftende årstider. Se meget mere herom i artiklen “Solsystemet“.

I lighed med Jorden har også Mars en atmosfære, omend den er langt tyndere og primært består af drivhusgassen kuldioxid. Uden denne atmosfære ville himlen over Mars være kulsort – som tilfældet er på samtlige andre himmellegemer uden en atmosfære. Nu er daghimlen i stedet gullig – med en karakteristisk og kold blå solnedgang.

Den blå farve skyldes, at det meget fine Marsstøv har en størrelse, så det blå lys mere effektivt trænger igennem atmosfæren. Når det blå lys spredes af støvet, forbliver det tættere på Solens retning, end lyset fra de øvrige farver gør. Resten af himlen er gul til orange, da det gule og det røde lys spredes over himlen i stedet for at blive absorberet.

Det er i hvert fald NASA’s egen forklaring på de smukke blå solnedgange, der har fascineret astronomer verden over, siden de første fotos blev transmitteret ned fra Curiosity Rover’s mastekamera den 15. april 2015.

Da blev der sukket dybt og længe på observatorier og universiteter verden over!

Solsystemet

Det kan ind imellem være lidt svært at hitte rede i alle planeterne i vort solsystem – specielt da hvis man ikke lige beskæftiger sig med dem til hverdag. Også selv om man til daglig jo selv bor på én af dem…

Højaktuelt er det blevet her i 2015, hvor vi har været i nærkontakt med den yderste af alle vore planeter – Pluto – og har diskuteret, om det nu også er en rigtig planet. Med alt, hvad dertil hører. Der har sågar været stemt om Plutos status blandt både rumforskere og lægmænd!

Men hvorom alting er, så er verdensrummet ufattelig stort. Der er umanérlig langt til Solen, som er centrum i vort eget lille solsystem, der kun er ét blandt uendeligt mange andre og ofte langt større. Men ikke nok med det.

Astronomer har længe vidst, at verdensrummet konstant udvider sig. At vi hele tiden er på vej væk fra hinanden. Men ingen har kunnet give noget svar på, hvor vi så er på vej hen. For hvad gemmer der sig uden for noget, der er uendelig stort? Og skulle det engang vise sig at have en ende, hvad gemmer der sig så på den anden side? Det er sådanne spørgsmål, der kan gøre svage karakterer religiøse…

For overblikkets skyld – primært mit eget – har jeg derfor samlet de vigtigste oplysninger om de otte (eller ni) planeter i vort eget lille solsystem. De er rubriceret med navn, størrelse og historie samt vigtigst af alt: Afstand til Solen. Det kan måske give en smule indsigt i, hvor vi befinder os, og hvad vi egentlig har gang i her på Jorden.

Men lad os allerførst starte med sagens kerne:

Solen

Diameter: 1.392.000 km
Afstand fra Jorden: 150 mio. km
Overfladetemperatur: 5.507 grader Celsius

Solen er centrum for det solsystem, vi selv og Jorden befinder os i. Det er Solen, der giver os lys og varme her på Jorden. Uden den ville der være kulsort og isnende koldt på vor lille Blå Planet.

Uden de livgivende solstråler ville der hverken være øjne, som kunne se, eller planter, der kunne fotosyntetisere – som via sollys, vand og kuldioxid kunne danne organisk stof, der bliver første led i fødekæderne. Med ilt som det altoverskyggende biprodukt, der tillader os at leve og ånde frit på Jorden.

Solen er enorm og udgør ikke mindre end 99,8 % af solsystemets samlede masse. Planeterne – selv de største som Jupiter og Saturn – er således som støvkorn at regne i sammenligning med den mægtige Sol. Det er derfor også Solens tiltrækningskraft, der – trods den næsten ufattelige afstand hertil – står for ⅓ af tidevandskræfterne. Vor egen lille Måne står for de andre ⅔.

75% af Solens masse udgøres af det lette grundstof brint, mens helium udgør de resterende 25 %. Solens hvide farve skyldes dens overfladetemperatur på over 5.000 grader. Solen er populært sagt hvidglødende, men syner gul fra Jorden om dagen og rød morgen og aften. Dette skyldes spredning af lyset i vor tynde atmosfære.

Solens konstante og massive kernereaktioner udsender energi i form af lys og magnetisk stråling. Solen er en magnetisk aktiv stjerne, der vedligeholder et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum.

Solens magnetiske felt har flere virkninger – i form af synlige solpletter på Solens overflade, pludselige soludbrud (“flares”) og konstante ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem hele solsystemet. Voldsomme soludbrud kan genere såvel radiokommunikation som elforsyning her på Jorden.

Solaktivitetens direkte virkning på Jorden ses som polarlys (nordlys og sydlys), hvor Jordens magnetfelt afbøjer solvinden. Herved frigives energi i form af lys i primært grønne og gule farver. Polarlys forekommer kun i et smalt bælte i det moderate nord og syd. Ikke som ofte troet længst mod nord eller længst mod syd.

Merkur

Diameter: 4.879 km
Rotation: 58,65 timer
Omløbstid om Solen: 88 døgn
Afstand fra Solen: 46-70 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 10 i 1974.

Merkur er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den græske gud for handel og kommunikation. Det var også ham, der førte de døde til underverdenen ved at krydse de dødes hav.

Merkur er den inderste planet i vort eget solsystem – dertil den mindste. Merkur er kun lidt større end vor egen Måne, men den er uhyre kompakt og har en magnetisk kerne af jern. Astronomerne regner med, at den ydre klippekappe må være sprængt bort efter ét eller flere massive sammenstød med meteorer.

Merkur er ikke noget rart sted at være. Planeten har således ingen atmosfære – intet vejr og vind eller noget til at holde på varmen. Temperaturen svinger derfor mere end 600 grader mellem nat og dag – fra 425 graders varme om dagen til 175 graders frost om natten, der er utroligt lang, idet planeten roterer ganske langsomt. Dagene er tilsvarende lange og altid glohede på grund af den korte afstand til Solen.

Himlen er altid sort på Merkur – dag som nat. Dette på grund af den manglende atmosfære, der ikke kan reflektere eller bryde det indkommende sollys.

Venus

Rotation: 243 døgn
Diameter: 12.104 km
Omløbstid om Solen: 225 døgn
Afstand fra Solen: 108 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 2 i 1962.

Venus er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter kærlighedens gudinde Venus. Den kaldes også for Morgenstjernen eller Aftenstjernen, da den står lavt på himlen og kun kan ses lidt før solopgang eller lidt efter solnedgang.

Venus har næsten samme størrelse som Jorden, og mange forskere mener, at klimaet på Venus oprindelig har været nogenlunde det samme som på Jorden. De forekommende gundstoffer er da også de samme.

Men planeten Venus er i dag en af de mest ugæstfri af alle planeter i vort solsystem. En løbsk drivhuseffekt har bragt temperaturen op på mere end 450 graders varme, og dens skoldhede atmosfære består af tyk, koncentreret svovlsyre under højt tryk.

Det er en kombination, der ikke tillader hverken biologisk liv eller nogen grundig udforskning af overfladen. Alt materiel holder max nogle få timer, før det bryder sammen. Men meget tyder på, at der tidligere har været have på Venus, og at der dengang også kan have været liv på planeten.

Jorden

Diameter: 12.746 km
Omløbstid om Solen: 365 døgn
Rotation: 23 timer og 56 minutter
Afstand fra Solen: 150 millioner km
Første gang fotograferet af Explorer 6 i 1959.

Placeret midt mellem Venus, der er for varm til biologisk liv i vor egen forstand, og Mars, der er for kold, ligger den blå planet Jorden. En kontrolleret drivhuseffekt har på Jorden hævet temperaturen omkring 40 grader over det oprindelige.

En middeltemperatur på 15 plusgrader er præcis nok til, at vand på Jorden kan optræde i alle dets tre tilstandsformer – som fast is, flydende vand og vanddamp. Temperaturen på Jorden veksler mellem minus 90 og plus 60 grader.

Det er ilt og vand, der er udgangspunkt for alt det liv, som gør Jorden til noget ganske enestående i vort solsystem – det hidtil eneste sted, hvor der findes biologisk liv, som vi kender og forstår det. Millioner af års udvikling har her skabt en tæt økologisk balance mellem de mange forskellige livsformer, der hver især indtager en helt speciel økologisk niche, hvor de fungerer og interagerer med hinanden.

Da Jorden roterer omkring en akse, som hælder lidt, får vi skiftende årstider på den nordlige og sydlige halvkugle. Kun på Ækvator har man samme indstråling af sol hele året og derfor en stabil temperatur året rundt.

I fast kredsløb om Jorden finder vi Månen, hvis tiltrækningskraft sammen med Solens er ansvarlig for det tidevand, der veksler regelmæssigt, to gange dagligt.

På planeten Jorden er himlen sort om natten, men blå om dagen. Det skyldes den tætte atmosfære af primært kvælstof og ilt, som sammen med vanddampen bryder og spreder sollyset.

Da Jorden suser gennem verdensrummet med godt og vel 100.000 kilometer i timen, bør det ikke undre, når det engang imellem blæser lidt nede ved land og vand…

Mars

Diameter: 6.778 km
Omløbstid om Solen: 687 døgn
Rotation: 24 timer og 37 minutter
Afstand fra Solen: 207-249 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 4 i 1964.

Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, og der planlægges derfor en bemandet mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid. Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.

Jupiter

Rotation: 10 timer
Diameter: 139.822 km
Omløbstid om Solen: 12 år
Afstand fra Solen: 741-816 mio. km
Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 10 i 1973.

Jupiter er den største af alle planeter i vort solsystem. Deraf navnet, som er taget fra den øverste af alle de romerske guder. Himmelguden også kaldet. Romernes svar på grækernes Zeus og til dels vor egen Thor.

De foregående fire planeter – de inderste i vort solsystem – kaldes klippeplaneter, da de er relativt små og primært består af jern og mineraler. De næste fire kaldes i stedet gasgiganter, da de primært består af gasskyer om en mere eller mindre kompakt kompakt kerne.

Jupiter er en sådan “gasgigant”, der trods sin luftige karakter vejer godt 300 gange så meget som Jorden. Den har ingen fast overflade, hvor man kan landsætte et fartøj, så vi må nøjes med at betragte Jupiter på afstand. Men det rækker også til at iagttage de imponerende vejrfænomener, der udspiller sig i den tætte gassky. Således har man i mere end 300 år kunnet iagttage én og samme støvstorm rase i et område mange gange større end Jorden – synlig som en gigantisk rød plet!

Jupiter har en lille kerne af klippe i midten, men består ellers primært af lette gasser som brint og helium. Tungere gasser som methan og ammoniak forekommer også – vanddamp ligeså. Trods den lille kerne har Jupiter et meget kraftigt magnetfelt – det kraftigste i vort solsystem. Det er næsten 15 gange stærkere end Jordens, som er nummer to i rækken.

I toppen af Jupiters tætte skydække ligger temperaturen omkring 160 graders frost. I centrum af Jupiter er trykket flere tusinde atmosfære, og temperaturen ligger på den gode side af 1.000 grader. Det er således ikke her, menneskeheden skal gøre sig forhåbninger om at etablere sig engang i fremtiden…

Jupiters mange måner er et kapitel for sig og på mange måder mere spændende end planeten selv. Til de fire mest kendte måner hører Europa, Io, Ganymedes og Callisto, som astronomen Gallileo allerede opdagede i 1610 – ud af Jupiters i dag 63 kendte måner.

Der knytter sig store forhåbninger til især Europa, efter at man har registreret op til 200 km høje søjler af udspyet vand fra den ellers tilisede måne. Dette kunne danne basis for en senere landgang på Europa.

Saturn

Rotation: 10 timer
Diameter: 116.464 km
Omløbstid om Solen: 30 år
Afstand fra Solen: 1,3-1,5 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 11 i 1979.

Saturn er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den romerske gud for dyrkning, høst og frugtbarhed. De gamle grækere og romere betragtede Saturn som den sjette planet i rækken, og ugens sjette dag kaldes stadig for Saturday på engelsk.

Saturn er utvivlsomt den smukkeste af alle planeterne i vort solsystem. Dens fantastiske ringe er kendt af hvert et barn, selvom kun de færreste har set dem i virkeligheden – igennem et teleskop, hvor ringene ellers er ganske synlige. Uden for de smukke og utroligt skarpt afgrænsede ringe af sten og is finder vi Saturns mange måner, hvoraf Titan er den største i vort solsystem – dertil den eneste med en tæt atmosfære.

Saturn er en gasplanet som Jupiter, men noget mindre. Den er dog stadig omkring 100 gange tungere end Jorden. Det meste består af brint, og der er ikke nær samme vejrmæssige aktivitet på Saturn som på Jupiter. Periodiske hvirvelstorme forekommer dog, men varer ikke så længe som på Jupiter. Temperaturen i de øverste skylag på Jupiter ligger på 190 minusgrader.

Saturn er med sine ringe utvivlsomt den af alle planeter i vort solsystem, som har pirret vor fantasi mest. For hvordan er al denne kosmiske skønhed dog opstået, og hvordan bliver den holdt vedlige?

Uranus

Rotation: 16 timer
Diameter: 50.724 km
Omløbstid om Solen: 84 år
Afstand fra Solen: 2,7-3,0 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1986.

Uranus er opkaldt efter den græske gud Uranus, der var himlens gud. Til trods for sin høje status blev han dog kastreret af sine egne sønner, titanerne. Måske derfor det rolige klima på planeten…

Planeten Uranus er en stor og fredsommelig kugle af gas og is, der dog adskiller sig fra de øvrige planeter ved at ligge ned og nærmest rulle rundt om Solen i sit kredsløb. Hvor de øvrige planeter alle roterer om en akse, der fortrinsvis er lodret, roterer Uranus om en akse, der næsten er vandret.

Uranus er en af de mest rolige planeter i hele solsystemet. Der er ingen storme, og temperaturen er stort set den samme over hele planeten året rundt. Som den eneste af de fire store planeter producerer Uranus ikke energi i sit indre. Den energi, der strømmer ud fra planeten, svarer derfor ganske til den energi, planeten modtager fra Solen. Dette er årsagen til, at der ikke forekommer storme på Uranus.

Uranus er – som naboen Neptun – en såkaldt isgigant. Middeltemperaturen ligger en smule under 200 minusgrader, og der forekommer en del is. Planeten har ingen fast overflade, men adskiller sig fra gasgiganterne Jupiter og Saturn ved at indeholde flere tunge grundstoffer.

Uranus er omgivet af en halv snes tynde og mørke ringe, der dog slet ikke minder om Saturns. Deres farve gør dem vanskelige at se og udforske i selv de kraftigste teleskoper.

Neptun

Rotation: 18 timer
Diameter: 49.244 km
Omløbstid om Solen: 165 år
Afstand fra Solen: 4,5 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1989.

Neptun er kendt fra Oldtiden og opkaldt efter havets gud Neptun. Datidens astronomer kunne næppe have forestillet sig, hvor godt dette navn passer på netop denne planet!

Hvor naboen Uranus er stille, kold og rolig, hersker der nemlig kaos i Neptuns blå atmosfære. Nogle af solsystemets mest voldsomme storme huserer således på Neptun, hvis største måne Triton tilmed er et af de koldest kendte steder i vort solsystem. Alligevel overrasker Triton med geysere, som spyr deres indhold op til otte kilometer ud i rummet.

Neptun selv er – ligesom naboplaneten Uranus – en isgigant uden fast overflade. Middeltemperatur ved skytoppene ligger på minus 220 grader . Neptun er lidt mindre end Uranus, men da den indeholder flere tunge grundstoffer end denne, er den noget tungere.

Rumsonden Voyager registrerede ved sin passage af Neptun i 1989 en mørk plet med vindhastigheder på op til 2.000 kilometer i timen – den højeste vindhastighed, man nogensinde har målt noget sted. Da Hubble rumteleskopet fotograferede Neptun fem år senere, var den mørke stormplet væk – erstattet af en ny længere nordpå.

De store storme kan vare i op til ti år. Energien til de kraftige orkaner kommer fra Neptuns indre, hvor der produceres så meget varme, at planeten udstråler dobbelt så meget, som den modtager fra Solen.

Neptun har det mærkeligste magnetfelt i hele solsystemet. Centrum for feltet ligger langt væk fra planetens centrum, og den magnetiske nordpol ligger tættere på ækvator end på polen.

Neptuns karakteristiske blå farve skyldes planetens store forekomster af frossen methan. Farven har givet været medvirkende til navngivningen!

Pluto

Rotation: 6,4 døgn
Diameter: 2.390 km
Omløbstid om Solen: 249 år
Afstand fra Solen: 4,4-7,3 milliarder km
Første gang fotograferet af New Horizons i 2015.

Navngivet af en lille engelsk pige, som kendte til den græske gud Pluto og syntes, at navnet ville passe godt på den nye planet længst ude i vort solsystem.

Helt ude forbi de store gasplaneter ligger et område kaldet Kuiperbæltet. Her er det ganske koldt, for det er nemlig over 30 gange så langt væk fra Solen som Jorden. Herude på kanten af vort solsystem finder vi Pluto – den yderste planet af slagsen.

Havde New Horizons ikke timet sin rejse og ankomsttidspunkt rigtigt, kunne rejsen ud til Pluto være blevet næsten dobbelt så lang. Nu tog den kun 9,5 år. Verdensrummet er i sandhed stort…

Pluto er med sin middeltemperatur på 240 minusgrader et af de koldeste steder i vort solsystem – tæt på det absolutte nulpunkt, der som bekendt er minus 273 grader Celsius. Pluto er derfor det eneste sted, hvor gassen methan forekommer som fast, frossent stof.

Det har i mange år været diskuteret, om Pluto nu også er en rigtig planet og dermed den niende og sidste i vort solsystem. Meningerne er delte, og afgørelsen afhænger helt af definitionerne.

Faktum er, at Pluto ikke er en planet af samme format som de øvrige planeter – at dens bane omkring Solen er mere uregelmæssig end de øvriges, da omløb og rotation i vid udstrækning er styret af dens måner, der er forholdsmæssigt store af måner at være.

Eris

I 2005 opdagede man tilmed Eris, der er større end Pluto, og som befinder sig endnu længere ude i Kuiperbæltet. På mange måder minder de to planeter ganske meget om hinanden. Skal Pluto derfor have status som den niende planet i vort solsystem, så er det mere end svært at finde argumenter for ikke også at kalde Eris den tiende. Og så er der jo ved at gå inflation i det hele!

Såvel Pluto som Eris opfører sig på mange måder som rigtige planeter. De er runde, og de er i kredsløb om Solen. Men de er ganske små, og de har ikke evnet at rydde op i deres baner – at trække løse elementer til sig og fusionere med dem – som de store planeter har. De fleste astronomer kan dog blive enige om at kalde både Pluto og Eris for “dværgplaneter”!