Del & Hersk: Fødevare- og Miljøministeriet
Siden sammenlægningen i 2015 har Miljø- og Fødevareministeriet gennemgået et hav af ændringer, der har været til stor skade for dansk miljø og miljøforvaltning.
Der har været mange fatale fejlskud, men der er en forklaring. Eller flere. Nogle dårligere end andre. Læs mere herom i denne opsamlende artikel – i en tid, hvor Danmark endelig og netop har fået sit selvstændige Miljøministerium med en selvstændig miljøminister tilbage på banen.
Det Danmark, der tilbage i 1973 kunne bryste sig af at have verdens første miljølov. Hvilket vi berettiget var meget stolte af. Siden er det som bekendt gået gevaldigt tilbage på mange områder – med EU’s Vandrammedirektiv og dets krav til vandmiljøet bankende på døren om ganske få år.
Miljøministeriet og Fødevareministeriet blev lagt sammen i forbindelse med regeringsdannelsen i juni 2015, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) blev statsminister. Det medførte et nyt, stort og samlet ministerium på næsten 5.000 årsværk.
Inden da havde Venstres to Rasmussen’er, Anders Fogh og Lars Løkke, gennemført “et satanisk mesterværk”, som C.V. Jørgensen måske ville have kaldt det:
Nedlukningen af landets amter, der indtil 2007 havde indsamlet og administreret miljødata fra hele landet. Disse data blev nu spredt for alle vinde – de medarbejdere, som havde indsamlet og bearbejdet dem, ligeledes.
Dette var yderst bekvemt – ikke mindst for landbruget. For nu havde man ikke længere noget at sammenligne med, når man lavede nye tiltag. Nu kunne man stort set påstå hvad som helst.
Mangelen på sammenligningsgrundlag sås og ses tydeligt på eksempelvis Mariager Fjord, der afgik ved døden i 1997. Kvalt primært af tilledningen fra det omkringliggende landbrug. Dengang konkluderede det daværende Nordjyllands Amt, at landbruget stod for ikke mindre end 77% af kvælstof-tilledningen til fjorden.
Nu, snart et kvart århundrede senere, er der investeret millioner i bedre rensning af spildevandet fra byerne ved fjorden. Og man har nedlagt de forurenende dambrug, der tidligere tilførte fjorden store mængder kvælstof via tilløb som Villestrup og Kastbjerg Åer. Fjorden er herved sparet for mange tons kvælstof og fosfor.
– Men hvad har landbruget gjort for at reducere deres udledninger sammenlignet med dengang? Ingen aner det, for man har intet reelt materiale at sammenligne med fra tidligere – takket være nedlæggelsen af amterne og den efterfølgende manglende monitering af forholdene.
I forbindelse med sammenlægningen af Fødevareministeriet og Miljøministeriet sagde man også farvel til medarbejdere, der blev flyttet til andre ministerier. Blandt andet flyttede Geodatastyrelsen til Energiministeriet. Og hele ansvaret for Planloven blev flyttet til Erhvervsministeriet.
Den nye borgerlige regering var gået til valg på at udflytte statslige arbejdspladser, og man leverede virkelig på dette løfte. Det ramte allerede samme efterår det nyoprettede fællesministerium, hvor regeringen besluttede, at lige præcis 666 arbejdspladser skulle flyttes fra Miljø- og Fødevareministeriet.
“The Number of the Beast”
Tallet 666 er “The Number of the Beast”, hvis nogen skulle nikke genkendende til netop “666”. Et bibelsk tal, der her og set i bakspejlet fik en nærmest symbolsk betydning. Et specifikt tal, som måske, måske ikke var et bevidst valg fra regeringen. Det ligner i hvert fald en tanke – set i bakspejlet – at man lige præcis ramte dette tal. I hvert fald hvis man er konspirationsteoretiker.
Den varslede udflytningsplan medførte nemlig, at dele af Landbrugsstyrelsen (dengang benævnt “NaturErhvervstyrelsen”) og Miljøstyrelsen rykkede ud i hovedlandet – væk fra hovedstaden.
Naturstyrelsen blev splittet i to, hvoraf den ene del flyttede til idylliske Randbøldal i Østjylland. Den anden del fik et nyt og noget kompliceret navn, nemlig “Styrelsen for Vand og Naturforvaltning” – i folkemunde hurtigt omdøbt til det mere mundrette “Svana”.
Samtidig måtte ministeriet afgive flere embedsmænd til andre ministerier. Alle klagenævn blev nu samlet i Nævnenes Hus i Viborg og underlagt Erhvervsministeriet.
De ansatte, der var flyttet med fra hovedstad til hovedland, havde det ikke nemt, mens flyttekasserne blev pakket inde på stenbroen og siden pakket ud igen Viborg. Langt fra alle flyttede med mod vest, og mange års erfaring med klagesager gik tabt sammen med de mistede medarbejdere.
Og blot halvandet år senere – primo 2017 – barslede den borgerlige regering så med endnu flere ændringer i fællesministeriet. Seks styrelser blev reduceret til fire, og Kystdirektoratet blev lagt ind under Naturstyrelsen. Svana led en hurtig død, og dens aktiviteter blev lagt ind under Miljøstyrelsen.
Men omvæltningernes tid var ikke forbi. Blot et par måneder senere blev knap 50 årsværk flyttet fra Miljøstyrelsen og ind til departementet.
Og i august 2017 medførte en voldsom politisk uoverensstemmelse mellem miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, at fiskeriområdet med godt 250 årsværk blev fjernet fra Esben Lunde og flyttet til Udenrigsministeriet.
Dansen om Kvotekongerne
Den officielle forklaring var ganske vist det forestående Brexit, hvor det omfattende danske fiskeri i britisk farvand måtte formodes at blive et rent udenrigspolitisk anliggende. Når og hvis Storbritannien trådte ud af EU, hvilket de som bekendt gjorde.
Den nok egentlige forklaring var massiv utilfredshed med Esben Lunde Larsen og dennes håndtering af en folketingsbeslutning om, at der skulle mere styr på fiskekvoter og de såkaldte “kvotekonger”. De stenrige storfiskere, som ikke mindst statsminister Løkke havde et meget nært forhold til.
Han kendte dem ganske vist overhovedet ikke, når dagspressen spurgte til dem. Men spiste alligevel torsk sammen med dem, fik store økonomiske tilskud fra dem og lånte deres private sommerhus.
Esben Lunde Larsen formåede ikke skabe ordnede forhold omkring kvoter og kvotekonger. Han blev derfor degraderet til ikke længere at være fiskeriminister.
Læs meget mere om sagen i artiklen “Kvoter, kroner, konger og koner“.
Fiskeristyrelsen fik efterfølgende en ny og denne gang kvindelig direktør, som skulle rette op på forholdene. I stillingsopslaget måtte ministeriet skrive, at den nye direktør skulle arbejde for “udvikling af en ny kultur, hvor fokus er på administration inden for lovgivningens rammer”.
En større indrømmelse af, at dette havde man ikke gjort hidtil, kunne vel næppe være formuleret. Fiskeristyrelsen havde reelt været lovløst land.
Nye tider i styrelsen
For så langt ude var Fiskeristyrelsen dengang – med beslutninger og aktiviteter, der ikke altid blot var på kanten af loven. Men som ofte medførte decideret misligeholdelse af gældende love og bestemmelser. Flere tidligere og nuværende medarbejdere har efterfølgende berettet om, at vennetjenester var et udbredt fænomen inden for Fiskeristyrelsen.
Et halvt år senere havde Miljøstyrelsens medarbejdere i København knapt nået at vænne sig til tanken om fusionen med Svana. Man var godt i gang med at renovere styrelsens gamle bygning, da en ny bombe pludselig sprang under den omstillingsramte styrelse: Miljøstyrelsen skulle nu helt ud af hovedstaden!
Det blev regeringens største triumf, da anden udflytning af statslige arbejdspladser i januar 2018 var en realitet. 440 årsværk flyttede da til Odense, langt væk fra indflydelse i ministeriet. Mens 150 andre årsværk blev flyttet ind til departementet – helt tæt på ministeren. Der skete en klar selektion af staben her.
Langt fra alle medarbejdere forlod stenbroen til fordel for Fyns land. Nogle gik på tidlig pension eller fandt andet arbejde. Resultatet var uundgåeligt: Endnu en faglig forarmelse af Miljøstyrelsen.
Det nye fællesministerium agerede tydeligvis mere som et erhvervsministerium end som et miljøministerium. I hvert fald kom miljøet altid i anden række, hvis det overhovedet kom med.
Skandalerne
Dette sås nok tydeligst, da regeringen med Esben Lunde Larsen (V) i spidsen i 2016 søgte at kuppe nye forurenende havbrug igennem i Kattegat.
Dette som del af en ny Landbrugspakke, der ville sikre landbruget retten til et større gødningsforbrug. Og dette på trods af EU’s Vandrammedirektiv fra 2000, der inden 2028 skulle sikre en “god økologisk tilstand” overalt i vandmiljøet.
Til lejligheden og i nært samarbejde med diverse private virksomheder opfandt regeringen de “kompenserende muslinger”, der skulle rense op efter det forurenende fiskeopdræt. Opdrættet foregik nemlig i åbne netbure, der lukkede al forurening urenset og direkte ud i Kattegat.
Muslingerne skulle i teorien filtrere det forurenede vand fra havbrugene og indbygge de tilførte næringsstoffer i deres kød, som så siden kunne høstes og de skadelige næringsstoffer dermed fjernes fra vandmiljøet.
I teorien ville man kunne øge produktionen af fisk ubegrænset, hvis blot man dyrkede tilsvarende mange muslinger.
Dette koncept var nærmest en vækkelse i branchen. “Miljø-muslinger” blev det nye mantra. Det nye Sesam, der åbnede dørene til en ubegrænset fiskeproduktion i nye havbrug, der blot ville blive flere og flere. Og millionstore tilskud fra ikke mindst GUDP-midlerne.
Kombi-projektet
Det var og forblev imidlertid en våd ønskedrøm. Et skønmaleri, der ikke havde rod i virkeligheden. Et koncept, der overhovedet ikke var hverken testet eller dokumenteret effektivt. Snarere tværtimod. Men dette blev holdt godt skjult, da muslingerne jo skulle bruges som skalkeskjul for at øge produktionen af fisk.
Læs gerne artiklen om det fallerede “Kombi-projekt“. Det kostede skatteyderne små 9 millioner kroner i kamufleret erhvervsstøtte. Og en af deltagerne en politianmeldelse med krav om konfiskation af 190 millioner ulovligt tjente kroner.
Drømmen var ellers, at Kombi-projektet skulle kunne 5-doble produktionen af fisk – uden en øget udledning af næringsstoffer til vandmiljøet. At træerne her ville vokse helt ind i himlen. Et moderne Babelstårn.
Utroligt, at nogen troede på dette fantasifulde projekt, men det gjorde selveste Miljøstyrelsen under Esben Lunde Larsen. Fuldt og fast. Læs selv artiklen.
De “kompenserende muslinger” fra fiskeopdrættet blev siden omdøbt til først “miljø-muslinger”, der nu skulle rense op efter landbruget og den øgede forurening fra Landbrugspakken. Og senest internt omdøbt af selveste miljø-ministeren til “trylle-muslinger”, fordi de jo kunne trylle en hvilken som helst forurening væk. Bare sådan lige med et fingerknips.
Det er sådanne “trylle-muslinger”, som Fiskeristyrelsen rundhåndet har givet tilladelse til placering og dyrkning af i ikke mindst Limfjorden. Til gamle bekendte i erhvervet. Og til stor skade for miljøet i ikke mindst lukkede fjordområder. Uden at styrelsen selv kerede sig det mindste om konsekvenserne for det lokale vandmiljø. Miljøet var jo ikke deres bord, og det anede de derfor intet om.
Muslingerne renser jo vandet – troede man dengang. Eller ønskede at tro. I dag ved vi, at muslinger forurener kraftigt, hvor farmene ligger. At de påfører en lokal forurening, som ikke var der tidligere. En ny forurening, som EU’s Vandrammedirektiv næppe accepterer.
De døde sild
Cheminova på Harboøre Tange har i mange år været en varm kartoffel, som både nationale og lokale myndigheder længe har søgt at nedtone. I foråret 2020 drev pludselig store mængder døde sild ind på stranden i Nissum Bredning. Dødsårsag ukendt.
Miljøstyrelsen var dog hurtigt ude med en god (bort)forklaring: Det var giftige japanske alger, som havde slået sildene ihjel. Et naturligt fænomen, som hang sammen med vandtemperaturen, der havde været ekstraordinært høj for årstiden.
Efterfølgende aktindsigter viste imidlertid, at der enten slet ikke var udtaget prøver. Eller at prøverne slet ikke viste giftige alger.
Frygten var naturligvis, at der var lækket gift ud fra Cheminova. Og det skulle i så fald holdes skjult for næsten enhver pris. For hvis det var tilfældet, ville det være slut med både muslinger og østers i denne del af Limfjorden. Til stor potentiel økonomisk skade for skaldyrsindustrien her og på Mors.
Lokale beboere havde indsamlet prøver af de døde sild, som blev frosset ned og senere indleveret til undersøgelse hos Miljøstyrelsen. Af uransagelige årsager nåede disse sild imidlertid at fordærve så meget, at de ikke længere kunne analyseres. Yderst bekvemt og meget belejligt.
De begravede mink
Senest har vi så set en nærmest farceagtig håndtering af Covid-19 minkskandalen, hvor den ene hånd tilsyneladende ikke anede, hvad den anden foretog sig. Hvor der blev truffet panikagtige beslutninger uden lovmæssigt grundlag. Hvor man begravede i tusindvis hvis ikke millioner af aflivede mink i sandjorden alt for tæt på en sårbar badesø. Og farligt nær vigtigt drikkevand.
Reglerne var ellers klare nok: Der skulle være mindst 300 meters afstand til søen. Nu begravede man dem så blot 200 meter borte. Og nu kan man efterfølgende blive nødt til at grave dem op igen, så de ikke kan nå at forurene grundvandet og badesøen. Minkene var da allerede på vej op af egen drift – på grund af gasser i de rådnende kroppe.
Og for nylig kom det så frem, at Miljøstyrelsen i flere år har udstedt ulovlige dispensationer til vandværker landet over om indholdet af diverse giftstoffer i drikkevandet. Trods ellers fuldstændigt klokkeklare meldinger fra EU om, at dette var klart ulovligt.
Alligevel fortsatte ulovlighederne – primært til benefice for landbruget. Og i hvert fald ikke af uvidenhed. Bag disse ulovlige dispensationer stod den tidligere departementschef fra Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, som fulgte med over til Miljøministeriet, da dette igen blev selvstændigt. Her kunne man tilsyneladende godt bruge en mand, der ikke altid følger spillereglerne.
Og sådan kunne man fortsætte med flere andre eksempler, som enten skyldes hårrejsende inkompetence og uduelighed. Eller værre endnu: Fuldt bevidste forsøg på at dække over ubehagelige sandheder om miljøet.
Man kan også argumentere, at de massive nedskæringer og udflytninger gennem årene helt enkelt har reduceret Miljøstyrelsens evner til at handle korrekt og rettidigt. At dette har fjernet mandskab og reduceret fagligheden til et farligt lavt niveau. Vælg selv.
Konklusionen
De skiftende borgerlige regeringers målrettede nedskæring af miljøområdet og sammenlægning med Fødevareministeriet har haft en katastrofal effekt på såvel miljøet som forvaltningen af det. Lars Løkke Rasmussen (V) har flere gange pralet af den kendsgerning, at Danmark har været under borgerligt styre i de allerfleste seneste år.
Miljø- og Fødevareministeriet er et rigtig godt eksempel på, hvor galt det kan gå under et borgerligt styre, som helt bevidst har nedprioriteret miljøet til fordel for landbrug og vandbrug. Med et absolut flertal kunne den seneste borgerlige regering uden videre stemme egne forslag igennem til stor skade for miljøet. Kun EU kunne i sidste ende bremse ødelæggelserne.
Gennem flere års konsekvent nedskæring og udflytning af medarbejderne i ikke mindst Miljøstyrelsen er det lykkedes at forarme styrelsen så meget rent fagligt og mandskabsmæssigt, at den ikke har kunnet leve op til forudsætningerne for en sober og saglig miljøforvaltning.
Eksempelvis råder Miljøstyrelsen tilsyneladende ikke selv over den fornødne kompetence til en habitatvurdering af ulovlige havbrug.
I stedet har man måttet lade Dansk Hydraulisk Institut (DHI) foretage denne vurdering – blandt andet af havbrug, som DHI selv tidligere har hjulpet til øget produktion og forurening af vandmiljøet. Det er vanskeligt at se logikken her. Og muligheden for en reelt uvildig vurdering.
The Brain Drain
Pro-miljødelen har været sat effektivt ud af spillet, så miljømodstandere både indenfor og udenfor styrelsen har haft frit slag til at styre og skade miljøet. Flere pro-miljøfolk tog derfor tidligt deres gode tøj og forlod Miljøstyrelsen. En af dem offentliggjorde endda en lydoptagelse fra et internt møde med ministeren. Heraf fremgik blandt andet, at ministeren bestemt ikke brød sig om aktindsigter.
Den nuværende socialdemokratisk ledede regering har derfor en stor arbejdsopgave foran sig. Dels med at genskabe det miljøministerium, som var engang, samt den hedengangne tillid til det. Og dels med at genopbygge den ekspertise, der af egen drift eller under pres indefra forsvandt fra Miljøstyrelsen. Som tobaksrøg, for nu at blive i C.V. Jørgensens terminologi.
Vi har set, hvor galt det kunne gå for miljøet med Donald Trump som præsident i USA. Og vi har set, hvilket ødelæggelser Venstre-politikere som Anders Fogh, Lars Løkke, Eva Kjer og Esben Lunde har kunnet påføre det danske miljø og den danske natur. På ganske få år. I øvrigt næsten de samme år på begge sider af Atlanten.
Nuværende ansatte i Miljøstyrelsen fortæller uden for referat, at der internt stadig kæmpes med levn fra Esben Lunde Larsens tid som miljøminister. Med ansatte, høj som lav, der stadig sympatiserer med den borgerlige fortid, hvor de selv blev ansat. Ansatte, som derfor ikke af egen drift ønsker at gøre noget til gavn for miljøet. Det var jo ikke ligefrem det, de i sin tid blev ansat til.
Skiftende borgerlige regeringer har virkelig udført “et satanisk mesterværk” med deres mangeårige og minutiøst planlagte destruktion af dansk miljø og miljø-forvaltning. Som C.V. Jørgensen engang så malende formulerede det – blot i en helt anden kontekst.
Sådan ser det i hvert fald ud med denne biologs øjne. Fra planlægningen i Anders Fogh Rasmussens tid over Lars Løkke Rasmussens endelige demontering af det danske miljø.
Der er virkelig noget at rydde op efter. Hvis man altså overhovedet gider miljøet.
De skiftende ministre
Da regeringsmagten skiftede igen i 2019, skete der også ændringer i administrationen. Fiskeriet kom tilbage til ministeriet, og samtidig blev både Nordisk Samarbejde og Ligestilling en del af området.
Fødevareminister Mogens Jensens (S) måtte i 2020 gå af grundet skandalen med de Covid-19 ramte mink og spredningen af en muteret virusform fra mink til mennesker. Han havde sovet i timen og handlet for sent.
Statsminister Mette Frederiksen besluttede i den ombæring, at det gamle Miljøministerium skulle genopstå som en selvstændig enhed med en selvstændig minister. Rasmus Prehn (S) blev ny fødevareminister, mens Lea Wermelin (S) forblev på posten som miljøminister – nu med et selvstændigt ministerium under sig.
Hun måtte dog overtage den gamle departementschef Henrik Studsgaard fra Fødevareministeriet. Det var ham, der bar en stor del af ansvaret for den katastrofale håndtering af minkskandalen og dermed Mogens Jensens afgang. Samme departementschef havde også stået på mål for misligholdelsen af EU’s krav til drikkevandet. Det skal blive interessant at følge hans fremtid i ministeriet.
Siden 2015 har det nu hedengangne fællesministerium haft hele fem ministre. I snit én om året. Det har tydeligvis ikke været nemt – hvis overhovedet muligt – at forene to så modstridende interesser som landbrug og miljø.
Under de seneste blå regeringer var først Eva Kjer Hansen (V) minister, siden efterfulgt af Esben Lunde Larsen (V) og Jakob Ellemann-Jensen (V).
Dikteret af landbruget
Den sønderjyske landmand Eva Kjer Hansen lod sig være frivillig pennefører for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, der nærmest ordret dikterede hende indholdet af Landbrugspakken.
Den indeholdt så mange usandheder, at Rasmus Jarlov (K) ikke kunne stå inde for den. Eller ministeren, der præsenterede den. Eva Kjer måtte derfor gå af som minister. Nu senest har hun så valgt helt at forlade Folketinget.
Rasmus Jarlov selv fortsatte som menigt folketingsmedlem i det Konservative Folkeparti, indtil han i Lars Løkke Rasmussens nye flerparti-regering fik en effektiv miljø-mundkurv på: Han blev nemlig erhvervsminister med hvad dertil hører. Og siden hørte miljøet ikke mere til ham.
Men de Konservative stemte efterfølgende alligevel for Landbrugspakken – vel vidende, at den ikke talte sandt, men blot var et skønmaleri, der ville medføre en øget udledning af næringsstoffer til vandmiljøet. Hvilket vi til fulde ser her ved indgangen til 2021.
Ret skal dog være ret. Først fyrede de Konservative Orla Østerby, som ellers havde været en varm, men imponerende uvidende fortaler for flere havbrug. Og senest stemte partiet så for den lov, der nu forbyder udvidelser af havbrug og brugen af “kompenserende” muslinger til hypotetisk fjernelse af forureningen fra dem.
Man har jo lov at blive klogere. Eller have et standpunkt, til man tager et nyt. Det gjorde jo også Socialdemokratiet, hvis fødevareminister Dan Jørgensen i 2014 selv havde lanceret planerne om et øget fiskeopdræt og derfor talt meget varmt for det.
Siden trak socialdemokraterne sig heldigvis og undsagde dermed klogeligt den borgerlige regering og dennes forurenende havbrugsplaner.
Miljøministeriet tilbage igen
Efter valget i 2019 besluttede Mette Frederiksen indtil videre at fastholde fællesskabet mellem landbrug og miljø, men hun indsatte dog to ministre: Mogens Jensen som fødevareminister og Lea Wermelin som miljøminister. Sikkert som et planlagt skaktræk, idet hun nok allerede dengang vidste, at der på et tidspunkt måtte et selvstændigt miljøministerium til. Igen.
Man kan jo ikke have lagt land og navn til verdens første miljølov i 1973. Og så være et af de ganske få I-lande uden et selvstændigt ministerium for miljøet. I realiteten et regulært U-land. Derfor blev miljøet skilt fra fødevarerne og fik atter sit eget ministerium.
Tilsyneladende forestår der stadig et godt stykke arbejde med oprydning i den gamle Miljøstyrelse fra Esben Lunde Larsens tid.
Men Danmark var og er tilbage på miljøsporet!
Tekst: © 2020 Steen Ulnits
Fotos: © Folketinget
Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til Dagbladet Information, som gennem de sidste fem år har ydet en fortjenstfuld indsats for at holde styr på de mange styrelser og deres evigt skiftende tilhørsforhold.
Det har ikke været let at følge med.
Efterskrift:
Udsultningen af Miljøstyrelsen – efter flere år med borgerlige regeringer og uden et rigtigt Miljøministerium – er nu kommet så vidt, at Miljøstyrelsen selv kaster håndklædet i ringen.
Styrelsen melder nu klart ud, at man ikke længere har mandskab til at varetage de minimumskrav, som EU stiller. Fremtidige besparelser i det offentlige vil ramme sjældne dyre- og plantearter, som vi ellers har lovet at beskytte. Det frygter en række medarbejdere i Miljøstyrelsen:
– Hvis vi ikke har midler nok til at overvåge, hvor de beskyttede dyre- og plantearter befinder sig, er det sværere at lave den rette indsats for at beskytte dem, udtaler Tue Stenholm Jakobsen, biolog og tillidsrepræsentant ved Miljøstyrelsen Midtjylland.
Samtidig har Miljøstyrelsen måttet overlade den kommende habitatvurdering af forurenende danske havbrug til Dansk Hydraulisk Institut (DHI), da styrelsen ikke selv råder over den fornødne fagkundskab. Trods den kendsgerning, at netop DHI har rådgivet nogle af de samme havbrug i forbindelse med udvidelse af deres aktiviteter.
DHI’s faglige kundskaber ufortalt, så virker det ikke betryggende, at Miljøstyrelsen er nødt til at gribe til sådanne løsninger. Fordi man ikke selv råder over den fornødne ekspertise, der er sparet væk.
De døde sild i Limfjorden, som Miljøstyrelsen gik langt udenom, er et andet godt eksempel og beskrevet ovenfor.
28. marts 2021
Læs også gerne artiklen om
“Slette-Mette og Komiske Kollerup“
