Tag-arkiv: iPhone 11 Pro Max

Xiaomi Mi Note 10: 108 MP

Vi kan bare ikke få pixels nok. Jo flere pixels desto skarpere fotos – alt andet lige. Og desto højere pris. Kinesiske Xiaomi har imidlertid gjort det næsten umulige. De har produceret en kameramobil, som byder på det hele til det halve.

Det var stort, da finske Nokia tilbage i 2012 lancerede sit nu legendariske Pureview 808 kamera med hele 41 millioner pixels fra tyske Carl Zeiss. Vi var behørigt imponerede over skarpheden, men ikke helt så imponerede over hastigheden, hvormed den håndterede de mange pixels.

Ingen tvivl om, at pixel-teknologien var trukket fra og havde efterladt processoren i støvet. At det kneb resten af kameraet gevaldigt at flytte rundt med og behandle de 41 millioner pixels, som sensoren hentede ind til behørig efterbehandling. Læs gerne artiklen om Nokia Pureview her.

Der er heldigvis sket rigtig meget i de forgangne otte år, siden Pureview 808 blev lanceret. Resten af teknologien er kommet på omgangshøjde med de mange pixels, som nu håndteres i en håndevending – so to speak.

I dag er det derfor helt almindeligt, at selv et mellempriskamera jonglerer ubesværet rundt med 48 millioner pixels, som så i reglen “pixel binnes” ned til 12 millioner. Denne teknologi slår helt enkelt 4 pixels sammen til én, hvorved der dels kan indfanges meget mere lys end ellers – dels bruges langt mindre lagerplads til det færdigbehandlede foto.

Den nye standard: 108 MP

Teknologien går aldrig i stå, men udvikler sig konstant. Med større og større sensorer. Med flere og flere pixels. Først med sensorer på 64 MP og nu senest med de forjættende 108 MP.

Markedets to store producenter af sensorer til kameraer, japanske Sony og sydkoreanske Samsung,  har længe haft disse store sensorer på programmet. Derfor kom det som ikke så lidt af en overraskelse, at det skulle blive kinesiske Xiaomi, der blev de første med en 108 MP mobil. Ikke hverken Sony eller Samsung. Dog udviklet i samarbejde med Samsung.

Sidst i 2019 kunne den kinesiske elektronikgigant så meddele, at de netop havde lanceret verdens første mobil med flere end 100 MP – den helt nye Xiaomi Mi Note 10. Dette er navnet på eksportmodellen, vi nu kan få herhjemme, mens den samme kameramobil på det kinesiske hjemmemarked lidt forvirrende hedder Xiaomi Mi CC9 Pro. Begge byder på de samme fem kameraer – dog kun et med 108 MP.

Det er naturligvis standardlinsen, der har fået de 108 MP at lege med. Vidvinklen på 117 grader må nøjes med 20 MP, hvilket imidlertid er ganske godt for netop en vidvinkel. Til sammenligning  byder topmodellerne fra Samsung og Apple i reglen på blot 12 MP i deres vidvinkler. Selfies tages med hele 32 MP. Der mangler således ikke pixels i denne mobil!

Som noget helt specielt byder Mi Note 10 på hele to telelinser: En 2X zoom til portrætter og en 5X zoom til rigtig telefotografering. Xiaomi mener, at én tele ikke kan klare begge dele optimalt, og man har derfor inkluderet to forskellige, som dækker hver sit felt. Her stråler naturligvis 5X linsen, der tillader mobilfotografen at trække fjerne motiver tættere på – med optisk og ikke digital zoom. Med billeder, som forbliver skarpe, når der zoomes.

5X linsen er et lille optisk vidunder, som leverer helt op til 10X hybrid zoom og 50X digital zoom – præcis som Huaweis flagskib P30 Pro. Dog ikke af helt samme kvalitet og uden dennes avancerede periskop-konstruktion. Billedet ryster ganske meget ved 50X og er heller ikke ret skarpt. Det hjælper dog gevaldigt, hvis man bruger stativ. Da kan man rigtig spionere på naboen eller se store krydstogtsskibe i det fjerne. Eller hvad man nu måtte lyste.

Men ikke nok med det. Xiaomi mener heller ikke, at man kan tage rigtige makrofotos med almindelige linser, som eksempelvis Huawei gør med sin P30 Pro og dennes vidvinkel. De har derfor indbygget en speciel makrolinse, der kan gå så tæt på motivet som under 2 cm. Den sidder nederst – så langt nede, at man tit kommer til at holde en finger foran linsen. Det skal man lige vænne sig til.

Man skal også vænne sig til, at det er vanskeligt at fokusere med makroen – med mindre man da bruger det indbyggede bløde fotolys. Da kan man til gengæld få fine næroptagelser. Det ændrer dog ikke på , at man ofte er bedre stillet med en indbygget makro som på P30 Pro. Den klarer fokusering som en mis – uden brug af kunstigt lys. Til gengæld og som et plus kan man med nærlinsen på sin Mi Note 10 få fine optagelser, hvis man bruger dette fotolys på en grå dag. Der er dog kun 2 MP at tage af.

Den største interesse samler sig naturligt nok om 5X telelinsen, der giver helt nye muligheder. Man finder dog hurtigt ud af tre ting som nyslagen telefotograf: 1) At træerne ikke vokser ind i himlen. 2) At man let får rystede optagelser med fuld tele. Og 3) At gode telefotos kræver masser af lys.

Herunder et par billeder skudt med forskellige brændvidder på den nye Mi Note 10, som jeg selv importerede fra Kina sidste år. Jeg kunne bare ikke vente på at se, hvor langt man kunne komme med 108 MP og 5X optisk zoom på en mobil!

Xiaomi Mi Note 10 – ultra vidvinkel

Xiaomi Mi Note 10 – standard vidvinkel

Xiaomi Mi Note 10 – 5X tele

Xiaomi Mi Note 10 – macro mode


27 MP pixel binning

Selv om Mi Note 10 er udstyret med en 108 MP sensor, så er det dog ikke meningen, at man skal tage fotos i fuld opløsning. I hvert fald kun undtagelsesvis.

I stedet regner Xiaomi med, at man bruger den anbefalede standard på 27 MP, hvilket er resultatet af en ganske avanceret og krævende Quad Bayer Pixel Binning proces, hvor fire små og lyssvage pixels bliver til én stor og lysstærk pixel. 27 MP svarer til 6016 × 4512 pixels.

Er man vant til standarden på 12 MP hos både Samsung og Apple, da er 27 MP et kæmpe fremskridt. 27 MP billeder kan beskæres på kryds og tværs, uden at det går ud over den synlige opløsning. Quad Bayer sikrer masser af lys til det færdige foto, der som udgangspunkt tager sig rigtig godt ud. Ind imellem kan man dog godt se, at Xiaomi hælder mest til en hårdhændet digital billedbehandling, der imidlertid egner sig godt til direkte upload til sociale medier.

Billederne tåler måske ikke helt sammenligning med de bedste, der kan komme ud af en Samsung Note 10 Plus eller en Apple iPhone 11 Pro Max, men kvaliteten er generelt rigtigt god. Til prisen helt forrygende. Night Mode på Mi Note 10 er dog ikke rigtig noget at skrive hjem om. I hvert fald ikke hvis man har set, hvad eksempelvis Google kan levere på dette felt. Her er der god plads til forbedring i kommende opgraderinger.

108 MP mode

Til at styre alle de mange pixels har Xiaomi hyret en Qualcomm Snapdragon 730G processor, der egentlig er lavet med spil for øje. Men den håndterer de mange pixels på fornem vis, omend det tager lidt tid, hvis man vælger at tage billeder i fuld opløsning – med samtlige 108 MP. Det svarer til 12032 × 9024 pixels, som fylder i omegnen af 10 MB – alt afhængig af motivets kompleksitet.

Det er ikke noget, man skal gøre andet end undtagelsesvis. Dels fylder de færdige fotos ganske meget, og dels tager det tid at behandle så mange pixels. Endelig kræver det gode lysforhold, hvis det færdige resultat skal blive rigtig godt. Men er lysforholdene eller til det, får man i sagens natur utroligt detaljerede billeder med sig hjem. Billeder, som kan beskæres hårdt – på kryds og på tværs. Der er rigeligt med pixels at tage af.

Er man blot en smule rutineret som fotograf, er man aldrig i tvivl, når og hvis man står over for et usædvanlig godt motiv. Gør jeg selv det, snupper jeg altid et par 108 MP billeder i tilgift til de almindelige på 27 MP fotos. Det er ofte utroligt, hvad man efterfølgende kan få ud af så højopløste billeder. Utroligt, hvad der kan gemme sig af spændende og interessante detaljer imellem alle de mange 108 millioner pixels.

Er man til efterfølgende billedbehandling på skærmen, kan man glæde sig over, at Mi Note 10 også byder på mulighed for at tage billeder i det ukomprimerede RAW format. Et sådant .dng billede fylder imidlertid ofte mere end 50 MB…

Alt det andet

Det er blevet sagt og skrevet, at den nye Xiaomi Mi Note 10 mest af alt er et kamera med en mobil indbygget. Så meget er der fokuseret på fotografering i denne kameramobil. Det mærker man tydeligt, når man dykker ned i fotosektionen. Her er der alt, hvad hjertet kan begære – præsenteret på yderst pædagogisk og let forståelig vis.

Afslutningsvis er der dog nogle ting, som er værd at fokusere på. Ting, der får Mi Note 10 til at skille sig ud fra andre kameraer. Den indbyggede fingeraftrykslæser i den 6,5 tommer store og lysstærke AMOLED skærm fungerer rigtig godt – hurtigt og hver gang. Langt bedre end på eksempelvis langt dyrere Samsung mobiler.

Det indbyggede batteri er kæmpestort – hele 5.260 mAh, hvilket så rigeligt rækker til selv en lang dag med masser af GPS, fotografering og andet krævende. Det store batteri gør i sagens natur Mi Note 10 til en tung sag, der overgår det meste. Med en vægt på 210 gram er man aldrig i tvivl om, i hvilken lomme den ligger!

Det monsterstore batteri kompenserer for, at mobilen ikke har trådløs opladning. Et stort minus set med mine øjne, men man får til gengæld lynhurtig 30W opladning via den medfølgende oplader. Og så har Xiaomi i lighed med konkurrenten OnePlus valgt at spare på IP68 certificeringen. Der er således ingen garanti for, at Mi Note 10 kan tåle en tur i vandet. Bare lige så man ved det.


Konklusionen

Der er rigtig meget godt at sige om det nye Xiaomi Mi Note 10, som ultimo 2019 var det mest fuldkomne mobilkamera på markedet. Med hele fem kameraer, 108 MP og 5X zoom var og er der stadig ikke mange situationer, den ikke kan klare.

Mest fantastisk er dog prisen på al denne herlighed. Den ligger nemlig på blot det halve af, hvad den nye Samsung S20 Ultra koster. Mi Note 10 kan nu fås i Danmark til kr. 4.000, hvilket er uhørt billigt for så megen kvalitet og så mange funktioner. Størrelse, design og finish minder forbløffende eller foruroligende meget om Huaweis berømmede P30 Pro.

Mi Note 10 sætter helt enkelt nye standarder for, hvad en mobil i denne prisklasse kan.

Xiaomi er kommet for at blive på det danske marked.

© 2020 Tekst & fotos: Steen Ulnits

 

Google’s “Pixel” mobiler

Google er mest kendt for sin altdominerende søgemaskine og sine mange GoogleAds. Mindre kendt er indtil videre, at Google også producerer helt egne mobiler – under navnet “Pixel”.

Vi kigger her nærmere på to modeller i hver sin ende af prisspektret: Den billige Pixel 3a og den dyre Pixel 4XL. Begge er desværre ikke alment tilgængelige på det danske marked, men kan dog fås gennem et fåtal forhandlere, der på egen hånd importerer Google mobiler til Danmark. Ellers er man henvist til selv at købe dem i udlandet, hvilket kan have både fordele og ulemper.

Til fordelene hører, at man i regelen kan få de nye modeller umiddelbart efter lanceringen – ofte flere måneder før herhjemme. Til fordelene hører også, at konkurrencen på pris er langt hårdere i udlandet, hvorfor man ofte kan finde rigtig gode tilbud her. Det gjorde jeg selv med min Pixel 3a, som alt i alt kun kom til at koste kr. 2.400,-. Et fund til prisen.

Til ulemperne hører klart, at man ikke får samme to års garanti som herhjemme. Man kan ikke gå ind i en fysisk butik og klage over eventuelle fejl og mangler – på dansk. Man kan heller ikke sådan lige returnere de bestilte varer, hvis de kommer fra eksempelvis Kina.

Endelig kan man sagtens være uheldig at skulle betale både told og moms på varer fra udlandet uden for EU. En ellers god salgspris kan da hurtigt blive til en rigtig dårlig handel.

Pure Android

Millioner og atter millioner – hvis ikke milliarder – af mobiler verden over kører på Google’s gratis styresystem Android, som Google løbende opdaterer. Efter nogle år med mange huller og sikkerhedsbrister er Android nu ved at være et voksent styresystem, der bare fungerer, og som ikke længere står pivåbent for hackere og andet skidtfolk.

Jeg er selv en dedikeret Mac-bruger, som nyder det efterhånden meget store og omfattende univers eller økosystem med iPhone, iPad, iCloud, Apple Watch, Apple TV, CarPlay, AirPods, HomePods, Apple Wallet, Macbook og iMac.

Det er en forrygende og fantastisk velfungerende verden, der længe har leveret musik via iTunes, og som nu også leverer film som en anden Netflix – via Apple TV. En verden, hvor man med den største selvfølgelighed gemmer alle sine data i skyen – på Apple’s iCloud.

Aktiekursen på Apple er da også skudt i vejret med samme eksplosive hast, som brugerfladen er vokset. Er man først inde i  systemet, er det svært at komme ud igen – eller i hvert fald undvære de mange smarte features. Præcis som i Eagles’ “Hotel California”:

“You can check out any time you like. But you can never leave”…

Men det var ikke Apple, denne artikel skulle dreje sig om. Den skal i stedet handle om Google’s herhjemme stadig ret ukendte “Pixel” mobiler og deres medfødte Android styresystem, som nu er oppe på version 10.

Er man til Android som styresystem, da har man i snart mange år kunnet vælge mellem i tusindvis af forskellige mobiler, som alle tilbød og stadig tilbyder Android som styresystem. En sand afgrund af valgfrihed, hvad producenter angår.

Man har til gengæld også måttet levet med, at de forskellige producenter ofte har implementeret Android på meget forskellig vis. Således har de gerne indbygget “bloatware”, der fylder og irriterer – med reklamer for egne eller andres services, som man så bliver mere eller mindre tvangsindlagt til at se på og forholde sig til.

Android i sine reneste form en næsten kultagtig ting – i hvert fald i inderkredsen af mobile Google nørder. Selv har jeg levet med Android i mange år på mobiler fra mange forskellige producenter. Jeg har lært at leve med de store forskelle og slået mig til tåls med, at sådan måtte det nok bare være, når styresystemet var gratis. Det er jo altid svært at klage over noget, man intet har betalt for.

Android 10

Men så ville skæbnen, at jeg fik fingre i et af Google’s seneste hits – den lille Pixel 3a, som jeg var blevet interesseret i. Google havde netop meddelt, at deres indbyggede program til stjernefotografering – “astrophotography” – nu også fungerede på den lille ny Pixel. Og ikke kun som hidtil på den dyre Pixel 4.

Jeg scannede markedet og fandt et rigtig godt tilbud i Kinas land. Min nye Pixel 3a  var her seks dage senere – uden ekstra told og moms.

Det var kærlighed ved første blik. En fiks lille mobil, som kunne stort set det samme som storebror. Men til kun godt en tredjedel af prisen. Den slags kombinationer af pris og kvalitet er uhyre sjældne, og man skal derfor tage dem til sig med det samme.

Mit held var, at Google havde valgt at indbygge nøjagtig det samme kamerasystem i den billige Pixel 3a som i den tidligere topmodel Pixel 3. Med det resultat, at den tager nøjagtigt lige så gode billeder som sin højt berømmede forgænger.

Der er ikke meget andet at sige om den lille 3a’er, som kun kan anbefales til alle, der vil have en prisbillig Android mobil. Med et kamera, der tager fotos fuldt på højde med de bedste af konkurrenterne – ind imellem endda bedre. Det er Google’s indbyggede software, der gør hele forskellen. Et godt kameramodul kombineret med systemsoftware i verdensklasse.

Og så naturligvis med den seneste version af Android og Google’s garanti for tre års løbende opdatering – vel at mærke med det samme og ikke halve eller hele år senere, som man desværre ofte oplever det med andre producenter.


Pixel 4 XL: 90 Hz

Således opildnet af de gode oplevelser med Pixel 3a blev jeg mere og mere nysgerrig på topmodellen Pixel 4, der bød på spændende nye teknologier. Til helt nye priser. Men lidt nysgerrig har man vel lov at være, og så må man også være parat til at betale for det. Den nyeste Pixel 4 XL kostede således op mod kr. 8.000 – hvis man da overhovedet kunne få fat i den.

Til den pris får man til gengæld avancerede teknologier som 90 Hz til lynhurtig opdatering af skærmen – noget, jeg allerede havde oplevet og værdsat på OnePlus’ seneste McLaren Edition.

Samt  Google’s helt nye radarbaserede Motion Sense, som genkender og reagerer på håndbevægelser. Læg hertil en lynhurtig Face Unlock, der nærmest er hurtigere end sin egen skygge, og et par andre nørdede finurligheder.

90 Hz: Google har ikke vovet at tage hele springet fra den traditionelle 60 Hz skærmopdatering til fremtidens 120 Hz. I stedet har man valgt en mellemløsning, der i bedste fald byder på 90 Hz opdatering – hvilket naturligvis er langt bedre end ingenting. Uheldigvis slår den automatisk tilbage til 60 Hz, hvis ikke andet kræver 90. 

Det er ganske irriterende, idet dette “smarte” autoskift tilsyneladende mest går den ene vej – fra 90 til 60 Hz. Naturligvis for at spare mest muligt på batteriet. Det kan dog ikke være meningen, at man køber en dyr mobil med 90 Hz, som så det meste af tiden ikke kan klare hurtigere opdatering end de traditionelle 60 Hz. Når nu OnePlus’ 7T Pro sagtens kan klare at køre permanent med 90 Hz – endda til en lavere pris.

Man kan dog dybt inde i “Developer Settings” finde en funktion, der tvinger mobilen til at køre 90 Hz hele tiden. Men så tømmer man på rekordtid det i forvejen alt for lille batteri på 2.800 og 3.700 mAh på henholdsvis Pixel 4 og Pixel 4XL. Da holder ingen af de to nye topmobiler fra Google til blot en enkelt dags brug. Kommer man fra en iPhone 11 Pro Max, er dette helt til grin.

Motion Sense: Eller “Project Soli”, som Google selv kalder sit nyeste radarprojekt, man har arbejdet på i flere år. Ideen er, at mobilen udsender en slags radarstråler, som registrerer alt inden for en begrænset radius af mobilen. Således registrerer Motion Sense, når ens hånd nærmer sig mobilen. Den kan da gøre klar til ansigtsgenkendelse eller dæmpe et vækkeur, blot hånden nærmer sig.

På samme måde kan man skifte mellem forskellige musiknumre blot ved at vifte med hånden. Hvor de førstnævnte to ting virker upåklageligt, så virker sidstnævnte kun undtagelsesvis eller helt tilfældigt. Det lykkedes i hvert fald aldrig for mig at få det til at virke med blot nogenlunde regelmæssighed. Jeg følte mig som den samme idiot, der stod og viftede med min Samsung S-Pen for at zoome ind og ud. Det virkede heller ikke – andet end undtagelsesvis.

Så Motion Sense er helt klart “a work in progress”, der skulle være forblevet på forsøgs- eller udviklingsstadiet. Det er at gøre grin med brugerne og gøre dem til forsøgspersoner at lukke noget sådant ufærdigt ud. Og samtidig lade dem betale dyrt for det. Det har mange tech-anmeldere på YouTube og andre medier været enige om.

Face Unlock: Google’s udgave af Apple’s velfungerende klassiker. Den virker lynende hurtig – hurtigere end Apple, men det snyder. En af forklaringerne på den tilsyneladende hurtighed er helt enkelt, at den springer låseskærmen over og sender én direkte ind i systemet. En anden og nok vigtigere forklaring er, at den scanner dit ansigt med lukkede øjne – bogstavelig talt.

Et kæmpestort hul i sikkerheden er nemlig, at man kan åbne sin Pixel 4 og 4 XL med lukkede øjne. Det kan man ikke med en Apple iPhone, som derfor er godkendt til banktransaktioner. Det er den nye Pixel derfor ikke – endnu da. En opdatering, der åbner øjnene (nok mest på Google), er efter sigende på vej.

Google One: Et af de helt store salgsargumenter ved de første Pixel mobiler var gratis Google Cloud Storage af selv de højest opløste billeder. Den fordel har Google desværre droppet helt. Det fyldte nok alligevel mere, end de havde regnet med. Nu må man i stedet tilkøbe dyr lagerplads på Google One.

Den manglende Cloud Storage af højopløste billeder er et dobbelt problem med så lille en indbygget hukommelse som blot 64 GB. Man kan dog købe 128 GB for et tusse ekstra, og det bør man så absolut gøre. 64 GB er alt for lidt. Alene video kan hurtigt fylde lageret op. Helt galt kan det også gå, dersom man udnytter muligheden for at skyde Pixel 4 stills i RAW formatet til senere redigering. De fylder nemlig flere gange så meget som almindelige JPG fotos.

Læg hertil en skærm, der ganske vist er P-OLED og af høj kvalitet, men som desværre er meget lyssvag. I lav sol på en klar vinterdag kan det være endog uhyre svært at se, hvad der forgår på skærmen, som derfor fungerer bedst indendøre. Skærmen på Pixel 4 og 4 XL er langt mørkere end på andre high-end mobiler i samme prisklasse – sikkert for at spare strøm til 90 Hz opdateringen.

Live Transcribe: Et par rigtigt smarte features, som blev lanceret med Pixel 4 og 4 XL, var en løbende transkriberende diktafon samt live undertekster til YouTube videoer. Begge funktioner er dog siden også kommet til de mindre og ældre Pixel mobiler – i hvert fald til og med 3’erne.

Begge fungerer i sagens natur bedst på Pixel 4, da det hele her foregår internt på en separat chip i mobilen og derfor lynhurtigt. Det er rigtig smart at kunne følge med i en video på YouTube, når man enten ikke vil forstyrre andre med lyden – eksempelvis i sengen eller en togkupé. Eller ikke har sine hørebøffer med eller ladt op. Da slår man blot underteksterne til og kan nu aldeles lydløst følge med i handlingen. Jeg bruger det regelmæssigt.

Diktafonen er både smart og praktisk, da den løbende transkriberer de indtalte ord, så man efterfølgende kan søge i teksten og eksempelvis finde tilbage til et bestemt sted eller et bestemt emne. Rigtig smart, hvis man er studerende eller deltager i en konference med forskellige oplægsholdere, der jo alle siger vigtige ting. Må man da håbe. Det meste af tiden…

Ikke så smart for os danskere er imidlertid, at begge funktioner indtil videre kun fungerer på engelsk. Men underholdende er det, at der ind imellem opstår sjove fejl, når funktionen ikke helt kan greje, hvad der bliver sagt – på grund af forskellige udtaler eller dialekter.

Men generelt fungerer det godt.

Taget med Google Pixel 3a


Konklusion: Google’s seneste Pixel 4 og 4 XL er nok mest at betragte som eksperimenter, der langt fra altid lever op til Google’s egne planer og brugernes forhåbninger til dem. Jeg oplevede ofte, at Face Unlock nærmest aktiverede sig selv – uden at jeg havde bedt den om det.

Jeg oplevede også flere gange, at den slet ikke ville åbne, men i stedet bad mig om at bringe hovedet nærmere og mere ret foran skærmen. Modsat den langt større vinkel, som Apple’s Face Unlock virker i. Det mistede jeg faktisk en del skud på. Men værst af alt så oplevede jeg en enkelt gang, at min Pixel 4 overhovedet ikke gemte et foto, jeg med sikkerhed netop havde taget. Det har jeg aldrig oplevet før. Med nogen anden mobil. Og det må bare ikke ske.

Men vil man betale toppris for en noget halvkvædet vise, så skal man selvfølgelig gøre det. For Google’s skyld. Eller vælge den lille Pixel 3a i stedet og spare en masse penge. For sin egen skyld. Eller måske vente på Pixel 5, hvor de her nævnte features forhåbentlig er modnet, blevet driftssikre og brugbare i praksis. Den er jeg rigtig spændt på. Men måske kommer der en Pixel 4a inden da.

På så dyr en mobil som Pixel 4 skal alle funktioner naturligvis virke perfekt. Pixel Perfect. Ellers bør vi da i stedet have penge for at være Google’s forsøgskaniner. For alle andre end dedikerede Android-entusiaster er Pixel 4 og 4 XL derfor en klar ommer.

Eller for at sige det med den velkendte amerikanske YouTube tech-anmelder Michael Fisher’s egne og godt beskrivende ord:

“Lettere at få fat i end tidligere. Men sværere at anbefale”…

Taget med Google Pixel 4 XL


 

(Astro)photography

Google’s Pixel kameraer er fænomenalt gode til at skyde stills af høj kvalitet. Det ændrer kritikken af de nye fancy funktioner intet på. Billeder skudt med Pixel 4 og 4 XL er stadig lige suveræne – klare og skarpe i farverne, lige til at uploade på Facebook, Instagram eller andre nettjenester. Uden yderligere billedbehandling, hvilket mange vil sætte stor pris på.

Den nye 2X telelinse øger naturligvis anvendeligheden, omend mange havde ønsket en vidvinkel i stedet. Eller alle tre linser som på Apple’s og Samsungs topmodeller. Når man kommer fra en iPhone 11 eller Note 10 føler man sig ret handicappet og begrænset i sine muligheder uden alle tre muligheder. Men under alle omstændigheder er det Point and Shoot i absolut verdensklasse, der kommer ud af den nye Pixel 4. Alle kan tage gode billeder under næsten alle forhold.

Men der er nu også lidt guf til fotoentusiasten, som gerne selv vil være med i processen. Hvis man gerne vil ind og styre lyset og eksponeringen sammen med Google, er der i Pixel 4 og 4 XL en smart funktion, hvor man kan gå ind og justere højlys og skygger – før optagelsen. Dette i form af to slidere, som popper op, når man tapper på skærmen. Én til lys – den anden til skygger.

Det er en slags manual HDR-funktion, der er ganske sjov at lege med. Men også en funktion, man sjældent vil få reel brug for. Google’s fotoalgoritmer er nemlig så gode og præcise, at man kun sjældent kan gøre det i forvejen gode resultat ret meget bedre.

Et godt eksempel er dog modlys, hvor Google automatisk forsøger at lysne skyggerne, så man undgår silhuet-effekten og får belyst forgrunden. I reglen en rigtig god politik. Men hvis det nu lige er silhuet-effekten, man er ude efter, så griber man blot fat i én af eller begge de to slidere til lys og skygge og skubber, til man har det ønskede resultat.

Til anden brug kan man hurtigt få rodet så meget rundt i indstillingerne, at det færdige resultat bliver ringere end det oprindelige. Dette blot til advarsel, men man skal selvfølgelig prøve det. Som altid: Seeing is believing.

Google’s ingeniører er i ordets bedste forstand nogle rigtige nørder. Til og med fotonørder som jeg selv. Deres interesse for foto resulterede først i Night Sight teknologien, der muliggør fotografering i svagt lys, som ellers ikke tillader gode fotos. En teknologi, konkurrenterne alle er kommet haltende langt bagefter med.

Night Sight er baseret på, at kameraet tager flere billeder, som det så lægger sammen. Herved får det meget mere lys ind, end det ville kunne med en enkelt optagelse – med mindre man lod lukkeren stå åben i meget langt tid. Med sikkerhed for rystede billeder, hvis man ikke lige brugte et stativ.

Det gode ved Night Sight er netop, at man ikke behøver noget stativ for at få skarpe billeder. De mange enkelte skud er taget med så kort en lukkertid, at billedet ikke risikerer at blive rystet.

Billedet herunder er taget fra min sommerhushave, mod vest ud over Aarhus Bugt. Både Orion med det 3-stjernede sværd til venstre og den lille Karslvogn Lillebjørn til højre er kommet fint med:

Taget med Google Pixel 4 XL


Google’s ingeniører havde længe leget med tanken om at fotografere stjernehimmelen – noget, man har kunnet i mange år, hvis blot man brugte et stort spejlreflekskamera på stativ og tog mange billeder, som man så efterfølgende og møjsommeligt “stakkede” hjemme på computeren for at undgå grynede resultater.

Fotonørderne hos Google satte sig for, at de ville fotografere Mælkevejen med deres Pixel kameraer – uden andre hjælpemidler end et stativ eller fast anlæg, som man siger i skydeverdenen. Og det lykkedes til fulde.

I “Astro Mode” kan man nu uden videre skyde flotte fotos af nattehimlen, Mælkevejen og nordlys – blot man bruger stativ. Astro Mode aktiveres nemlig først, når kameraet står helt stille og man trykker på Night Sight. Da går mobilen automatisk i Astro Mode. Eksponeringstiden kan her være helt op til fire minutter på en Pixel 4 XL, mens jeg har målt op til 60 sekunder på en Pixel 3a.

Google har ganske vist sørget for, at Astro-funktionen nu også fungerer på ældre modeller som Pixel 3 og 3a. Men indrømmer i samme åndedrag, at kvaliteten af det færdige resultat er langt bedre på Pixel 4 og 4 XL. Hvilket jeg til fulde kan tilslutte mig. Det er nok her, at forskellen på Pixel 3a og 4 er allerstørst og tydeligst.

Den indbyggede fototimer på Pixel 4 er også er stor lettelse. Den sikrer, at man undgår rystede billeder ved tryk på udløseren. Den skal installeres som separat app på Pixel 3a, hvilket er lidt besværligt.

Astro Mode virker i al sin enkelhed lige så godt, som Motion Sense virker skidt. Begge dele bedømt ud fra mine egne oplevelser og optagelser.

© 2020 Steen Ulnits


Tre måneder senere

Jeg returnerede noget skuffet den første Pixel 4 XL, som dels kostede for meget og dels kunne for lidt af det, Google ellers stillede i udsigt.

Men så kom der et par store opdateringer, som dels fik gjort Face Unlock sikker, så den ikke længere kunne snydes med lukkede øjne – dels forlængede batteritiden, så man nu uden problemer kan komme igennem en hel arbejdsdag. Endelig faldt prisen dramatisk, så man nu kunne erhverve sig en Pixel 4 XL til omkring kr. 5.000,-.

Jeg gav derfor Google endnu en chance, hvilket jeg ikke har fortrudt. Jeg kører nu permanent med 90 Hz opdatering af skærmen, der altid står på fuld styrke, når jeg færdes udendøre. Skulle det ikke være nok til at komme igennem en hel dag, deaktiverer jeg den strømslugende radar-funktion i Project Soli. Så er der ingen problemer længere.

Det eneste, jeg stadig savner, er et større indbygget lager end de 64 MB, der er standarden. Når man nu ikke kan supplere med et hukommelseskort. Og heller ikke kan opdrive 128 MB modellen, der koster hele tusinde kroner mere.

Hvilket i øvrigt er noget nær uforskammet, når man nu kan fordoble lageret på den spritny iPhone SE med markedets hurtigste processor, A13 Bionic, fra 64 til 128 MB – for blot det halve…

64 GB: kr. 3.699,-     128 GB: kr. 4.199,-     256 GB: kr. 5.099,-