Tag-arkiv: hyler"

Sæler og sælsyn

Sæler er selskabelige dyr. De jager ganske vist alene, men holder af hinandens selskab mellem jagterne. De holder som her vist af at “lege banan”, mens de hviler sig på land.

Klik for større fotos


Sæler er forsigtige dyr. Selv når de slapper af på stranden, er der vagtposter ude. 


Bliver sælerne forstyrret i middagssøvnen, stikker alle til søs under stort postyr. 


Sælen er som en fisk i vandet. På stranden er den til gengæld et kluntet dyr.


Sælunge forstyrret i sin middagslur på stranden. Mor er på jagt.


Sælungen sender et misfornøjet blik, inden den forsvinder ud i havet.


Så var det heller ikke værre. En halv time senere er den tilbage på eksakt samme sted.



Sæler elsker at ligge på sten langt fra land. Disse kunne knapt ses med det blotte øje.


De bedste sælsten ligger i vandoverfladen. De foretrukne skifter således med tidevandet.


Sæler holder af at flippe med flapperne. Både de forreste og de bageste.


Sælerne har fået konkurrence fra muslingerne, som forurener og ødelægger bunden under farmene.


Under intensive smartfarms med miliarder af muslinger er der intet liv tilbage.


Smartfarms består af flere kilometer rør i overfladen. Muslingerne forurener massivt.


Når bunden først er død af iltsvind fra muslingerne, sulter sælerne.


Luften flimrer i solvarmen, når sælerne skydes med 3.000 mm tele.


Sælerne i Østersøen mangler føde. De må derfor stjæle fra erhvervsfiskernes garn.


Østersøtorsken er presset af sælerne, som er tiltaget i antal og størrelse.


Fødemangel driver sælerne op i flere vandløb. De følger laks og havørreder opstrøms.


© 2023 Steen Ulnits


Sælerne

Der har altid været sæler i havet omkring Danmark. Men kun i Østersøen har der været tre forskellige af slagsen:

Den sjældne ringsæl, som primært træffes øverst oppe i Den Botniske Bugt. Den lille spættede sæl, som findes spredt over det meste af Østersøen. Og så den mere end dobbelt så store gråsæl. 

Interessen har længe samlet sig om gråsælen, der af lokale fiskere altid har været betragtet som en direkte konkurrent og trussel mod deres udkomme.

Gråsælen kan blive mere end 2 meter lang og veje op mod 300 kg. Den er så stor, at den kan rive torsk ud af fiskernes garn og derved ødelægge både redskaber og indtjening. Derudover er gråsælen naturligvis også en fødekonkurrent til torsken, da den gerne æder de samme sild og brislinger, som er vigtige fødeemner for torsken.

Gråsælen findes i to geografisk adskilte bestande – med én i Nordsøen og én i Østersøen. Den har været betragtet som udryddet i danske farvande i de sidste omkring 100 år. Men i løbet af de seneste knap 20 år er den vendt stærkt tilbage. Myndighederne anslår, at der nu er en samlet bestand på mere end 40.000 sæler i hele Østersøen.

Gråsælen svømmer længere omkring end de øvrige sælarter og har nu genindtaget Østersøen. Ikke mindst omkring Christiansø ved Bornholm er der så mange, at de er blevet et problem for de lokale fiskere. I så høj grad, at politikerne har måttet på banen. Som daværende fødevareminister Mogens Jensen ganske lakonisk formulerede det:

– Det drejer sig om to truede arter: Fiskene og fiskerne…

Det sagde han, umiddelbart før han tildelte de bornholmske fiskere en torskekvote, der var betydeligt højere end den, som forskerne anbefalede. Samt en kvote på sild og brisling, der også var højere end den af biologerne anbefalede. Som minister vil man jo gerne tækkes sine vælgere. Uanset konsekvenserne.

For det var en beslutning, der kun kan betyde øget konkurrence mellem erhvervsfiskere og gråsæler. Først dør fiskene – siden fiskerne. Live and let die…

Afskydning af “problemsæler”

Daværende miljøminister Lea Wermelin (S), som selv er fra Bornholm, fulgte trop med en beslutning om, at der skulle ansættes to regulære sæljægere – to fiskere med jagttegn. Siden 2016 har det ganske vist været lovligt at skyde op til 40 gråsæler om året, men det har ikke fungeret i praksis. Der er kun blevet skudt ganske få. 

“Problemsæler” nær fiskernes garn har skullet indrapporteres, før de kunne skydes, og det har ikke virket. Problemsælerne var væk, inden jægerne kom ud og kunne finde dem igen. Vanskelige at finde og identificere.

Derfor afsatte Miljø- og Fødevareministeriet i 2019 200.000 kroner, så de to fiskere øjeblikkeligt kunne “regulere” sælerne – det vil sige skyde dem nær såvel fritidsfiskeres som erhvervsfiskernes redskaber. Uden at skulle spørge først.

De nye afskydningsregler gjaldt kun på Bornholm, hvor konflikten mellem fiskere og sæler er markant størst. 

Svenske forskere havde dog allerede konkluderet, at den nye ordning ikke ville få nogen reel betydning. Det sagde i hvert fald professor Monika Winder fra “Institutionen för ekologi, miljö och botanik” ved Stockholms Universitet, til Sveriges Radio:

Det er klimaforandringer, fødemangel og overfiskeri, som udgør de største trusler mod fiskene. Og ikke sælerne. Bestanden af torsk vil falde mere på grund af miljømæssige forandringer og fiskeri, end fordi de bliver spist af sæler. De højere temperaturer kan også give flere alger, der resulterer i dårligere føde for fiskene, som derfor bliver mindre og tyndere. 

Så at give gråsælerne skylden og efterfølgende skyde dem er ren symptombehandling. Ren afmagt over for de virkelige problemer. I slutningen af 1800-tallet var der også så mange gråsæler, at fiskerne anmodede det daværende krigsministerium om, at de måtte skyde eller skræmme dem – med kanoner fra Christiansø!

Man mener, at sælbestanden dengang talte omkring 100.000 eksemplarer. I en Østersø, der vrimlede med fisk. I vand, der endnu var rent og klart. Det var således ikke fødemangel, der dengang var problemet.

© 2023 Steen Ulnits


Læs meget mere om sæler i artiklen her:

Torsken i Østersøen