Tag-arkiv: Houston

Det første kamera på Månen

Er man dreng, mand eller bare en smule fotointeressseret, da har det nok strejfet én, hvilke kameraer de heltemodige astronauter mon brugte til at fotografere med på Månen.

Inden vi kommer alt for langt ind i materien, er det måske på sin plads at referere følgende lille historie, der skulle være hentet fra det virkelige liv. Ganske vist på den anden side af Atlanten, men alligevel. Den er god at blive klog af:

Forfatteren Ernest Hemingway var taget til en fotoudstilling i New York af den ligeledes amerikanske fotograf, filmregissør og meget andet, Man Ray. Hemingway gik rundt og studerede de naturligvis overordentligt gode fotos, der var hængt op. Han møder Man Ray selv og stiller ham det udødelige spørgsmål, som vi alle kender – selv har stillet eller fået stillet:

– Det er nogle flotte fotos, du tager. Hvilket kamera bruger du?

Man Ray krympede sig ved spørgsmålet, som han givet havde hørt flere gange, end han brød sig om. Flere gange end de fleste. Men han bevarede dog fatningen og replicerede:

– Tak skal du have. Du skriver også nogle rigtig fine bøger. Hvilken skrivemaskine bruger du?

– Touché! Historien fortæller ikke videre, hvad Hemingway svarede, men han tog det sikkert pænt. Papa var altid god for en rap replik, og hvis det ikke var nok – et godt slagsmål. Så vidt kom det dog ikke denne gang, og de to mestre forblev gode venner.

Det bedste kamera

Men historien understreger fint, at det altid er manden (eller kvinden) bag, som tager billedet. Kameraet er blot det passive redskab, man bruger til at fotografere med. Selv det bedste kamera kan ikke tage gode fotos uden en god fotograf til at indstille det.

Fotografiets historie er gammel og velkendt, så det skal vi ikke bruge tid på her. Her skal vi udelukkende fokusere (!) på de kameraer, der blev brugt af de første Mænd på Månen for et halvt århundrede siden. Som bragte os ikoniske billeder af ikke blot Månen selv på klods hold, men også af vor egen Jord på god afstand:

Cirka 400.000 kilometer. Så langt er der omtrentligt mellem Jorden og Månen.

Man skulle synes, at noget så vigtigt som et kamera til at dokumentere den første Mand på Månen måtte have højeste prioritet. Men det skete i de dage, hvor internettet endnu ikke var opfundet – hvor ingen gik rundt og tog selfies af sig selv i alle mulige og umulige sammenhænge.

Det hele drejede sig om at komme først til Månen og sikkert hjem igen. Turistfotos fra turen kom klart i anden række. I hvert fald i starten.

Først senere gik det for alvor op for NASA, at man nok havde underprioriteret netop fotos fra menneskets første rejse til et andet himmellegeme end vort eget.

Faktisk var det slet ikke NASA, der tog initiativ til, at der overhovedet skulle fotograferes på Månen. Her satte man nemlig den direkte TV-transmission til Jorden langt højere end alverdens stillbilleder. Her, den virkelige og øjeblikkelige PR-værdi var størst.

I stedet blev det astronauten Walter Schirra, der af egen drift og i 1962 gik ind i en helt almindelig fotobutik i Houston, Texas, Jorden, Universet – for at se på mulige kameraer, han kunne tage med sig i rummet.

Schirra havde fået anbefalet det svenske storformatkamera Hasselblad af professionelle fotografer fra de estimerede magasiner Life og National Geografic. De måtte derfor kunne bruges.

I hvert fald gik Schirra ud af fotobutikken igen med et nyindkøbt Hasselblad model 500C. Pris: 500 dollars.

Schirra var selv en ivrig amatørfotograf, der af NASA havde fået lov til at vælge det kamera, han syntes bedst om og troede mest på. På det tidspunkt havde NASA ingen egen erfaring med stillbilled rumfotografering.

Men det fik man heldigvis snart. Da NASA blev præsenteret for Schirra’s nye Hasselblad, gik de i gang med at klargøre det til rummet. Det blev malet matsort, så man undgik reflekser, og det blev gjort “astronaut-proof”:

Man fjernede udløseren til filmmagasinet, så det ikke kunne løsnes ved en fejltagelse. Man konstruerede samtidig et ekstra stort filmmagasin, så man ikke skulle skifte hele tiden.

Endelig stod det snart klart, at man ikke bare sådan lige tager fotos, når man er iført sit store astronaut outfit – rumdragt, hjelm og handsker – og enten står på Månen eller svæver frit i rummet.

Man kan jo ikke sådan lige tage kameraet op foran hjelmen, når der skal fokuseres. I stedet lavede man en brystmontage med fast kamera og en håndudløst lukker i overstørrelse. Og så sendte man ellers de kommende astronauter på fotokursus:

Nede på Jorden lærte astronauterne sig, hvor og hvordan deres brystmonterede kamera fokuserede. Et problem, vore dages Go Pro fotografer kun kender alt for godt: Man må gætte sig frem, når man ikke kan se i søgeren.

Astronauterne lærte sig derfor, hvordan de omtrentligt skulle sigte med deres kamera, så de fik den ønskede vinkel og beskæring. Og det måtte de gøre på fornemmelsen. De så aldrig, hvad de fotograferede – før bagefter. Og da var det jo for sent.

Apollo rumprogrammet producerede samlet omkring 18.000 fotos, hvoraf adskillige er ubrugelige. Trods fotokurserne. Og der mangler masser af skud, som man dengang ikke tænkte over, man ville få brug for senere. Men som man i dag ville ønske, at man havde taget…

Et rigtig godt eksempel herpå er såmænd selveste Den Første Mand på Månen: Neil Armstrong. Den Anden Mand på Månen, Buzz Aldrin, tog masser af fotos, men tilsyneladende kun et enkelt af Neil Armstrong. Ét enkelt…

Til gengæld tog Armstrong adskillige af Aldrin, som der derfor findes mange flere fotos af. Også selfies såmænd. Aldrin var nok lidt forud for sin tid og er da også meget aktiv på de sociale medier den dag i dag. Som den eneste stadig levende af de oprindelige første mænd på Månen.

NASA havde ganske vist sendt de første mænd til Månen og fået dem sikkert hjem igen. Men man havde ikke tænkt på, at man også gerne skulle have billeder med hjem af dem. Og fandt man endelig fotos af astronauter på Månen, kunne man kun sjældent se, hvem der gemte sig bag det guldcoatede visir.

Den erkendelse førte til, at kommende Space Commanders – rumkaptajner – alle fik røde striber på hjelm, arme og ben. Så vidste man, hvem der var hvem på de hjembragte fotos – som for øvrigt nu var i farver!

© 2019 tekst: Steen Ulnits

Læs mere om “Den Første Mand På Månen” i artiklen her

50 år siden: Den første mand på Månen

Den 20. juli 1969 var det så vidt, at den amerikanske rumfartsorganisation NASA kunne landsætte det første menneske nogensinde på et himmellegeme uden for vor egen Jord: Neil Armstrong. Den første Mand på Månen.

Ingen, der oplevede det selv og live, glemmer det nogensinde: Da astronauten Neil Armstrong som det første menneske nogensinde satte fod på Månen og sagde de udødelige ord: “That’s one small step for man. One giant leap for mankind”. Det var stort – for både små og store drenge bag den dengang sort-hvide TV-skærm.

Min smukke tante i det nordjyske var imidlertid ikke sådan at imponere. Hun spankulerede rundt i datidens hotpants og ville med egne ord “hellere se naboens kat gå over plænen” – end se en amerikansk astronaut som det første menneske nogensinde sætte fod på et andet himmellegeme end det, de selv var født på.

Men så var hun også en ræverød Venstresocialist og dermed som udgangspunkt imod alt amerikansk. Havde det nu i stedet været kineserne, der den dag var hoppet ud i månestøvet, havde det nok forholdt sig anderledes. Så ville stemningen nok have været lidt bedre.

Sputnik og Den Kolde Krig

Amerikanerne var imidlertid ikke kommet sovende til titlen. Efter Anden Verdenskrigs afslutning begyndte som bekendt Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen, der efter verdenskrigens afslutning var kommet rigtig godt med rent teknologisk.

Således blev det russerne, som med Sputnik 1 fik den første satellit sendt i kredsløb om Jorden. Det skete den 4. oktober 1957. Allerede måneden efter – den 3. november 1957 – sendte russerne det første levende væsen i kredsløb om Jorden. Det blev rumhunden Laika, som kom op med Sputnik 2. Laika døde desværre under nedturen.

Amerikanerne var skræmte. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig havde de kommunistiske russere overtaget hovedrollen som fjende nummer ét efter Tyskland og Japan. Russerne havde sågar også udviklet deres eget atomvåben og udgjorde alene derfor en trussel. USA var ikke længere alene om at have atombomben.

Amerikanerne frygtede derfor fremtiden, hvor de russiske satellitter kom susende hen over USA – uden for rækkevidde af det amerikanske militær og luftvåben. – For hvad kunne de ikke se deroppefra? – Hvad kunne de ikke potentielt medbringe af bomber? Frygten blandede sig snart med paranoia og måtte tages alvorligt.

Månen er målet

Den amerikanske præsident John F. Kennedy tog derfor truslen fra Rusland uhyre alvorligt, da han den 12. september 1962 holdt en meget citeret tale på Rice Stadium i Houston, Texas. Her fortalte han det amerikanske folk om Apollo-rumprogrammet og planerne om at landsætte en mand på Månen inden for ti år – og gøre det før russerne:

“We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard, because that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win.”

Blot syv år senere var det så vidt. Efter flere både fejlslagne og vellykkede opsendelser i Gemini og Apollo programmerne mente NASA, at målet var inden for rækkevidde. Der havde da været adskillige amerikanere i kredsløb om såvel Jorden som Månen. Nu var det tid til et bemandet touchdown på den gamle Måne.

Tre mand blev sendt afsted med den gigantiske Apollo 11 rumraket: Neil Armstrong, Edwin “Buzz” Aldrin og Michael Collins. Tre mænd af den rette støbning. I øvrigt en film, alle astro-interesserede bør se. Collins forblev i kredsløb om Månen i fartøjet “Columbia”, mens Armstrong og Aldrin entrede det lille “Eagle” månelandingsfartøj. 

Apollo 11 tager afsted

Apollo 11 lettede fra Kennedy  Space Center i Florida den 16. juli 1969. Og landede på Månen den 20. Den 21. juli klokken 03:56 steg Neil Armstrong så ned på Månen, hvor han og Aldrin tog de første lettere euforiske skridt i det løse månestøv. I en tyngdekraft, der kun er en sjettedel af Jordens. Der blev hoppet både højt og langt den dag.

Det lille Eagle månelandingsfartøj blev kun 21 timer og 36 minutter på Månens overflade, inden det lettede igen i en støvsky og koblede sig på Columbia for hjemturen. Der måtte spares på såvel ilt som brændstof, da en lidt forsinket månelanding havde tæret ekstra hårdt på beholdningerne.

De tre astronauter vendte tilbage til Jorden den 24. juli, hvor de landede sikkert i Stillehavet. Efter otte skelsættende dage i rummet og nogle få timer på Månen. Verden blev forståeligt nok aldrig helt den samme igen. Den var blevet ganske meget mindre.

Efterfølgende månelandinger medbragte køretøjer, så astronauterne kunne komme længere omkring og indsamle mere materiale, de siden kunne bringe med sig hjem til Jorden.

Indhøstede erfaringer fra Månen blev siden brugt til de Rovers, der har kørt på Mars i nu snart mange år.

© 2019 tekst: Steen Ulnits

Læs mere om “Det Første Kamera På Månen” i artiklen her