Tag-arkiv: Gudenaa Centralen

Klostermølle: Døde Å genoplives

IMG_0504

Gudenå-systemet har i de sidste årtusinder været et centralt tilholdssted for mennesker. Specielt langs Gudenåens hovedløb finder man mange eksempler på en meget tidlig bosættelse.

Her kan man således se rester efter så mange bopladser fra ældre stenalder – det vil sige i perioden 8.000 til 4.000 år før vor tidsregning – at man ligefrem har talt om “Gudenå-kulturen”.

Der er næppe tvivl om, at Gudenåen for stenalderfolket har været en meget vigtig vandvej. En vej, de kunne bruge, når de i deres udhulede træstammer skulle fra kystbopladserne ind til bopladserne i det indre Jylland. Senere indvandrere – i middelalderen – kom sydfra, og de kom ad landvejen. Der var nu ryddet stier og spor, så man på primitiv vis kunne trænge nordpå gennem vildnisset i det skovdækkede jyske hovedland.

Middelalderens munke fandt snart vej til Midtjylland. De kom sydfra, og med sig havde de den kristne tro samt kundskaber, der satte dem i stand til at etablere sig i det jyske søhøjland. Her byggede de klostre ved især den store Mossø – Jyllands største – hvor der stadig findes ruiner at se. Og her byggede munkene vandmøller, hvor de – som de første mennesker herhjemme -kunne udnytte vandkraften til blandt andet at male korn til mel, så de kunne bage deres daglige brød.

Da benediktiner-munkene indtog Jylland tilbage i 1100-tallet, var Gudenåens indløb i Mossø et af de steder, de syntes allerbedst om. Har var smukt og mildt, og her var der friskt og rindende vand – endda i rigelige mængder. Munkene stemmede Gudenåens vand op og anlagde en mølle, hvis navn blev Klostermølle. Den fungerede nemlig i første omgang som vandmølle for klosteret i Voer for enden af Mossø.

Fra kornmølle til papirmølle

Møllen bestod i mange forskellige udgaver helt frem til 1974, hvor den brændte ned. Indtil da havde den leveret vandkraft til at male først korn til mel og senest slibe træ til papirmasse. Opstemninger havde også gjort det muligt at lede åvand ind i lavvandede fiskedamme, hvor der primært blev produceret karper. Den kunst havde munkene med sig sydfra.

IMG_0501

Den nedbrændte Klostermølle blev i 1975 solgt til Miljøministeriet, der indrettede den til et tidligt naturcenter. Et sindrigt system af opstemninger og blinde løb, som hindrede fiskenes naturlige vandring, eksisterede stadig ved overtagelsen og har gjort det frem til i dag. Først nu i 2018 ser det ud til at lysne for vandrefiskene og deres frie passage ved Klostermølle.

Naturstyrelsen_DK_1linje_RGB

I slutningen af september eller starten af oktober i år går Horsens Kommune nemlig i gang med en større omlægning af Gudenåen omkring Klostermølle. Her skal vandet fra Gudenåen føres tilbage til sit oprindelige åløb, så fiskene atter kan svømme frit op og ned ad åen. Kommunens ambition er, at projektet skal resultere i et område med en helt ny og spændende naturtype.

Alle kommuner langs Gudenåen er juridisk forpligtede til at sørge for, at fisk og andre levende organismer har fri passage op og ned ad Danmarks længste vandløb. De skal nemlig leve op til EU’s Vandrammedirektiv, der inden 2028 kræver, at åen har en “god, økologisk tilstand”. Og hertil hører, at fiskene skal kunne vandre frit.


“Dette projekt er et godt eksempel på, hvad vi skal gøre mere af i fremtiden, for her skaber vi både beskyttelse og benyttelse. Vi gør nemlig noget godt for naturen omkring åen og for dyrene, der lever i åen.”

Borgmester i Horsens, Peter Sørensen (S)


Det kan fiskene ved Klostermølle ikke i dag. Den nuværende fisketrappe fungerer nemlig så dårligt, at passagen skal forbedres. Horsens Kommune har i den sammenhæng valgt at slå to fluer med ét smæk: Samtidig med den frie passage vil man sikre en mere dynamisk, varieret og artsrig natur i området. Man vil helt enkelt skabe landets største delta ved Gudenåens udmunding i Mossø!

Døde Å genoplives

Passagen op gennem den kunstige Døde Å skal uddybes og udvides, så fiskene kan yngle her. Det sand, som vandet i dag fører med sig, vil naturligt aflejres på områder, der i dag er våde og ofte oversvømmede. Det vil gøre det muligt for mange plantearter at etablere sig. 

Horsens Kommune håber og forventer, at gravearbejdet og retableringen af Gudenåen ved Klostermølle vil være færdig i 2019. Da er det præcis ti år siden, at den store opstemning ved Vilholt Mølle ikke langt fra Mossø også blev fjernet. Med fornemme resultater for miljøet i og omkring Gudenåen.

IMG_0500

Naturen omkring Gudenåen ved Klostermølle er generelt i rigtig god stand. Tranerne yngler herude igen for første gang i nyere tid, og den lille hvide blomst kæruld, som kun vokser i gode og sunde naturområder, har bredt sig meget i området inden for det seneste halve år.

– Vores ambition er at danne grobund for en endnu mere foranderlig og varieret natur i hele kommunen til glæde for mennesker, dyr og planter, slutter borgmester Peter Sørensen.

Det går således fremad langs landets længste vandløb og eneste flod. Før eller siden når naturgenopretningen frem til Vestbirk Søerne og derefter den største forhindring af dem alle – Tange Sø.

Før eller siden vil fiskene atter kunne svømme frit i Gudenåens klare vand.

Tekst: © 2018 Steen Ulnits

Fotos: © 2018 Naturstyrelsen

 

 

Laksehistorier fra ammestuen…

Salmon

I mine unge dage, og det er snart en menneskealder siden, cirkulerede der en historie om laks, som ikke kunne flyttes. En vandrehistorie eller ammestuehistorie, som den blev kaldt i gamle dage, og som heller ikke dengang holdt vand.

Dengang troede vi, at vildlaksen – den naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks, Salmo salar – var udryddet i Danmark. Ikke mindst den altødelæggende regulering af Skjernå så sent som i 1960’erne bidrog til den opfattelse.

Skulle der være laks at fange, måtte der udsættes opdrættede laks, og hvor skulle de komme fra? Der var jo ikke flere tilbage at avle på i Danmark. Man søgte derfor til Sverige – til den sydsvenske Mørrumså, der fysisk ligner danske vandløb en del. Her havde og har den svenske stat et laksefiskeri og et lakseopdræt, der var i stand til at levere unglaks til udsætning.

Men så kom ammestuehistorierne atter i omløb. Med påstande om, at det ville være rent spild af penge at indføre og udsætte svenske laks fra Mørrumsåen i den danske Skjernå. De udsatte laks vidste jo, hvor de kom fra og ville som voksne vende hjem til Mørrumsåen igen. Med svenskerne svedigt grinende over den gode handel med de dumme danskere…

Det er naturligvis helt forkert. Historien har dog det gran af sandhed i sig, at laks stort set altid vender tilbage til det vandløb, de er født i og udvandret fra. Kun ganske få strejfer til andre vandløb. Prægningen på deres fødevandløb sker imidlertid først ved udvandringen, hvor de unge laksesmolt registrerer duften eller smagen af deres fødevandløb.

Når de som voksne og gydemodne laks vender tilbage til vandløbet for at gyde, bruger de flere forskellige måder at navigere på. Blandt andet havstrømme og jordens magnetisme. Til formålet har de små jernpartikler indlejret i kraniet, som er i stand til at registrere denne magnetisme.

Det sidste stykke af vejen bruger de imidlertid næsen på at lugte sig frem til netop deres fødevandløb – netop det tilløb, hvor de selv er blevet født. Det ved man fra forsøg, hvor man har lukket næseborene på de optrækkende og gydemodne fisk. Fordelingen i vandløb bliver herefter helt tilfældig.

GA_Fangster

Konklusionen er den aldeles klare, at unglaks født og klækket i ét vandløb stadig som gydemodne laks vil søge tilbage til det vandløb, de er udsat i og udvandret fra. De har ikke den ringeste anelse om, hvor de blev født og klækket. Kun hvorfra de er udvandret.

Derfor kan man udmærket flytte laks og introducere nye laksestammer i nye vandløb, hvor de aldrig har været eller måske er blevet udryddet – blot disse vandløb fysisk minder om hinanden. Strøm, temperatur etc.

DNA fra lakseskæl

Vi har i Danmark i tusindvis af 50-100 år gamle skælprøver fra laks, der er gemt i arkiverne. DNA fra disse gamle skælprøver kan i dag opslemmes, og hermed kan vi i dag stadig analysere DNA fra gamle skælprøver og sammenligne dem med DNA fra nulevende laksestammer.

Det viser sig da, at den oprindelige Gudenå-laks, som blev udryddet af Tangeværket i 1920’erne, genetisk set er meget tæt på de vestjyske laksestammer, som i dag har fået et voldsomt comeback – med Skjernå, Storå og Varde Å som de mest kendte.

Man troede ganske vist, at den vilde laks var udryddet i Danmark. Men fandt så lykkeligvis naturligt produceret lakseyngel på den allernederste del af Karstoft Å, som er et tilløb til Skjernå.

Det var i DNA-analysens tidligste dage, og undersøgelserne viste definitivt, at der var tale om oprindelige laks, som kun i meget begrænset omfang var “forurenet” med DNA fra mange års udsætninger af fremmede, udenlandske laks.

Med Laksehandlingsplanen fra 2004 satte man gang i et målrettet opdræt af de sidste oprindelige danske laks, og det er dem, man i dag udsætter i Gudenåen. Det er de fisk, der uden videre og i løbet af få år vil kunne genindtage Gudenåen og etablere en nye stamme af Gudenå-laks, der genetisk set er meget tæt på den oprindelige stamme.

Uanset den gamle ammestuehistorie om, at det ikke kunne lade sig gøre. At man ikke kan flytte laks fra ét vandsystem til et andet. En historie, som netop er poppet op igen – genopstået eller genoplivet i forbindelse med debatten om netop fremtiden for Gudenåen, Tange Sø og Gudenå-laksen.

IMG_2939

Man kan således sagtens introducere eller reintroducere laks (og ørreder for den sags skyld) fra andre og fysisk lignende vandsystemer. Det kan man i meget høj grad, og det har man gjort rigtig mange gange. Endda med stort held.

Den nye Gudenå-laks vil således få Skjernå-gener, der er meget lig dem, den havde før den endegyldige udryddelse i 1920’erne.

© 2018 Steen Ulnits

Nationalpark Gudenåen

GudenåBB-680x1024

“Danmarks største naturgenopretningsprojekt”

Kampen bølger atter ved Tange Sø. Fremtiden for det kunstige vandmagasin skal snart afgøres. Danmark skal også her leve op til de krav om “god økologisk tilstand”, som EU’s Vandrammedirektiv stiller.

Venner af Tange Sø ønsker, at søen skal blive liggende, som den har gjort i snart 100 år. Danmarks Sportsfiskerforbund peger på den såkaldte løsningsmodel 11, der lader godt 90% af søen ligge. Ingen af delene lever imidlertid op til Vandrammedirektivet.

Det gør derimod en kontrolleret tømning af Tange Sø med efterfølgende retablering af Gudenådalen. Danmarks længste vandløb vil herefter kunne strømme frit som før. Men der er mange flere gevinster end som så, hvis ellers man er fremsynet nok til at tænke hele området ind i en kommende “Nationalpark Gudenå”. Mange millioner at tjene for lokalsamfundet, hvis man satser målrettet på “Danmarks største naturgenopretningsprojekt”.

Netto koster Tange Sø i dag de danske skatteborgere millioner af kroner – i tilskud til en urentabel vandkraft og til nødvendig oprensning af den opstemmede å.

Som tak afleverer søen så en Gudenå, der på det lave søvand varmes op til unaturligt høje sommertemperaturer. Temperaturer over 25 grader er målt mange gange. Samt en vandstand, der går op og ned med turbinerne. For slet ikke at tale om de mange ål og ørreder, der maltrakteres samme sted.

Undervejs er der sågar ydet millionstore tilskud til en såkaldt “solbåd”, der end ikke sejler på vandkraft. Man må tage sig til hovedet over, hvad der foregår på det opstemmede midtjyske vandkraftmagasin.

“Inderligt uinteressant natur”

Mange lokale peger på den smukke natur omkring Tange Sø. Faktum er imidlertid, at Tange Sø intet unikt har at byde på. Naturen her er med naturvejleder Morten D.D. Hansens ord “inderligt uinteressant”, hvad biodiversitet og artsrigdom angår. Samtidig må der regelmæssigt udstedes badeforbud – blandt andet på grund af colibakterier i søvandet.

Løsningen er enkel: Tøm Tange Sø og lad Gudenåen genskabe sig selv. Med lidt hjælp fra os andre, naturligvis. Og inkluder så den genfundne istids-ådal i en ny Nationalpark Gudenå. Det er der mange millioner og mange lokale arbejdspladser i. Indtægter i stedet for udgifter som nu.

Turister vil strømme til. Nogle for at fiske laks i den genfundne og genskabte Gudenå. Andre for at kigge fugle i det unikke istidslandskab. Atter andre blot for at se, hvordan Danmark engang så ud. Med landets hurtigst strømmende vandløb for fødderne. Intet andet sted falder noget vandløb så meget som netop her. Og det er der fremtid i at vise frem.

P2010063

Alene fiskeriet på 7 statsejede km af den sydsvenske Mørrumså genererer årligt i omegnen af 50 millioner kroner plus relaterede arbejdspladser. Samt for ganske nylig en international miljøpris for arbejdet med genskabelsen af et naturligt og fritstrømmende vandløb. Den slags priser er der rigtigt mange penge i. Internationale turistkroner.

En tømning af Tange Sø genskaber 12 km af Gudenåen. Regn selv på det økonomiske potentiale heraf, sammenlignet med den svenske Mørrumså. Det er mange millioner og mange arbejdspladser, man går glip af ved stædigt at fastholde et kunstigt vandmagasin uden væsentlig natur – i stedet for en genskabt ådal med et lakseførende vandløb og international interesse.

I mange år var vor hjemlige Skjern Å ikke særlig  interessant for lystfiskere. Åen var blevet rettet ud i 1960’erne, og laksebestanden var forsvindende lille. Men i 2002 fik Skjern Å sine slyngninger tilbage, og der blev efterfølgende lagt et stort arbejde i at forbedre gydeforholdene for laksen.

Det har resulteret i, at laksebestanden er vokset fra knap 1.000 gydemodne laks i 2004 til  omkring 4.000 i dag. Det kan man læse om i en DTU-rapport fra 2014. Desuden har fiskeriet nu nået et niveau, som er interessant ud fra et økonomisk perspektiv. I 2014 kastede mere end 3.700 lystfiskere snøren i Skjern Å i håb om at få en laks på krogen.

En analyse foretaget af COWI, KORA og DTU Aqua for NaturErhvervstyrelsen i 2014  viser, at laksefiskeriet i Skjern Å skaber et lokaløkonomisk forbrug på 14,6 millioner kr. om året og en årlig lokal værditilvækst på 6,8 millioner kr. Så kom ikke og sig, at der ikke vil være penge i en retableret Gudenå med en genskabt laksebestand.

Danmarks natur udgør i dag blot 8,3 procent af landets samlede areal. Mindre end halvdelen af gennemsnittet for alle EU landene. En retableret Gudenå-dal vil derfor kunne booste den danske natur betragteligt, ikke mindst hvad kvaliteten angår.

Det er derfor kun rimeligt, at landets længste vandløb snart får sin egen nationalpark – med en ægte og oprindelig dansk natur, som er genskabt ved en kontrolleret tømning af den kunstige Tange Sø. Vandkraftens tid bør være forbi.

Gudenåen derimod lever videre. Som en sag af national interesse. Millionerne bare ligger og venter.

© 2018 Steen Ulnits


Læs også:

Retablering af Gudenåen

Gudenåen – fra udspring til udløb


Efterskrift: Havørredbestanden i Gudenåen har i de seneste år været kraftigt for nedadgående. Så meget, at man nu taler om en fredning af havørreden. Dette i såvel Gudenåen, hvor fiskene fødes, som i Randers Fjord, hvor de vokser op.

Hidtil har udsætningsmaterialet til Tangeværkets lovpligtige kompensationsudsætninger været leveret af avlsfisk elektrofisket i tilløbet Lilleåen, der traditionelt har haft en god og selvreproducerende bestand. Hvor halvdelen af Gudenåens havørreder typisk går op.

Presset på vandsystemets ørreder – fra såvel de efterhånden mange skarver på selve Gudenåen som fra lovlige og ulovlige garn på Randers Fjord samt et stigende antal sæler – ser imidlertid ud til at være blevet så stort, at Lilleåen ikke længere alene er stor nok til at brødføde hele Gudenåen med udsætningsfisk.

Der er således mere end nogensinde brug for, at Gudenåens havørreder også kan tage den øverste halvdel af Gudenåen i brug som gyde- og opvækstpladser. Den del, der ligger opstrøms blokaden ved Tangeværket. Heriblandt den del, der i dag ligger begravet under et tykt slamlag på bunden af Tange Sø.

P2010065