Tag-arkiv: genetisk forurening

Fornyet debat om dambrugsfisk

Debatten om fisketegnet og brugen af midlerne herfra er atter blusset op. Det diskuteres, om forholdet mellem vildfisk og tamfisk er baseret på etablerede facts eller religiøse holdninger.

I en tendentiøs artikel, der sågar var på forsiden af Dagbladet Politiken, konstaterede journalisten, at “Dambrugsfisk er nogle skvat”. Af artiklen fremgik ligeledes, at journalisten i hvert fald ikke har meget til overs for lystfiskerne og deres legen med fiskene. Mærkeligt at skulle læse noget sådant på forsiden af en ellers frisindet avis.

steen   27

Genetisk overlegne vildfisk

Karup Å er som bekendt Danmarks ubestridte havørredå nummer ét. Det er her, der hvert år landes flest fisk over 10 kg. Og her, den tidligere Danmarksrekord stammede fra – en fisk på 14,4 kg taget på devon i 1939.

Karup Å er samtidig en af de heldige åer, hvor der stadig findes godt med naturlige gydepladser i såvel hovedløb som sideløb. Åen producerer derfor godt med vilde havørredsmolt, som siden trækker ud i Limfjorden for at vokse sig store. Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) har af samme årsager fulgt havørredbestanden i netop Karup Å ganske tæt og ved derfor meget om dens størrelse og sammensætning.

DFU har skælmateriale liggende fra fisk fanget i åen fra 1910 til 1950. Dem har man nu undersøgt med de nyestte DNA-metoder og fået overraskende resultater. Det overraskende bestod i, at op mod 90% af åens havørreder tilhører åens naturlige stamme.

Overraskende, idet der gennem årene er sat i hundredtusindvis af tamørreder ud i åen – fisk, som derfor burde være i klart overtal den dag i dag. Havde de klaret sig lige så godt i det fri som åens vildørreder, burde de i dag udgøre omkring 60% af åens havørreder – men udgør altså kun 10%.

DFU bruger nu disse resultater til at retfærdiggøre nedskæringer i udsætning af opdrættede dambrugsfisk. Der skal – hvis overhovedet – kun udsættes fisk opdrættet på åens egen stamme af vildfisk. Hvilket man udmærket kan gøre i de vandsystemer, der stadig har en naturlig ørredstamme, man kan avle på.

Det er værre på øerne og helt galt på Sjælland, der – hvis DFU får held med deres planer – fremover må vinke farvet til de ørredudsætninger, der har skabt et godt havørredfiskeri på steder som Isefjorden, hvor der er katastrofal mangel på egnede gydepladser.

Slut med udsætninger af tamfisk

Senere blussede debatten op igen efter en artikel af undertegnede i Jyllands-Posten – en artikel om havørredfiskeriet i Isefjorden på Sjælland. Et fiskeeldorado for hovedstadens talrige fiskere, hvis fremtid mange nu mener truet.

Det såkaldte Wilhjelm-udvalg barslede nemlig for nogen tid siden med en rapport og en række forslag til fremtidens naturpleje i Danmark. En af anbefalingerne var, at de hidtidige ørredudsætninger stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skal producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne stammer.

Denne anbefaling medførte et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke i Jylland, hvor man stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vildørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder efter naturmetoden.

En af konsekvenserne af anbefalingerne fra Wilhjelm-udvalget er, at den økonomiske støtte til udsætningsarbejdet – med midler fra det obligatoriske fisketegn – nu stopper. Og med et sådant stop vil det gode havørredfiskeriet i Isefjorden efter al sandsynlighed ophøre – til stor ærgrelse for lokale lystfiskere og fisketegnsbetalere.

Det er planerne, at udsætningerne skal fortsætte – dog fremover baseret på opdræt af fisk fra lokale vandløb. Imidlertid er der ikke udsigt til, at man kan skaffe blot tilnærmelsesvis med originalt udsætningsmateriale. Så selv om der loves fortsatte udsætninger i samme størrelsesorden som hidtil – har man ikke de fornødne fisk i de fornødne mængder. I hvert fald ikke nu.

40 års praktisk erfaring

I den nævnte JP- artikel citeres den tidligere formand for Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ), Thomas Sørensen, for følgende:

“Vor tids fiskeribiologer åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ’s erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse – det sekteriske – for eller imod racehygiejne. Men er der ikke overensstemmelse mellem teori og praksis, så er teorien forkert. Det er logik.

Hvilken dokumentation bekræfter, at biologernes raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning og opdrættede moderfisk? Vi har jo ikke vandløb, der kan masseproducere havøredsmolt, men må skabe fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt.”

steen   xx34

IØ har i 40 år stået for udsætningerne i Isefjorden, der i dag er en af landets bedste lokaliteter til fiskeri efter havørred. Der ligger således 40 års praktiske erfaringer med udsætninger af tamfisk bag, når Thomas Sørensen udtaler sig. Biologernes praktiske erfaring med vildfisk contra tamfisk har derimod ikke mange år på bagen.

Mange mener da også, at den virkelige årsag bag stoppet for udsætning af tamfisk skal findes et helt andet sted: I ønskede besparelser på fiskeplejen, så flere af lystfiskernes penge fra fisketegnet kan kanaliseres over i lønninger til biologer.

© 2002 Steen Ulnits