Tag-arkiv: fluefiskeri

Gunnar J:son har forladt os


Den svenske kunstner, forfatter, fuglekigger og mangeårige redaktør af det skandinaviske tidsskrift Flugfiske i Norden, Gunnar Johnson, har forladt os. Han blev 79 år gammel.

Jeg mødte Gunnar for rigtig mange år siden. Faktisk mødtes vi i den lille by Ansager i Sydvestjylland nogle år inden, det skandinaviske tidsskrift Flugfiske i Norden blev skabt og sendt på gaden.

Det var i mine studieår, hvor jeg boede spartansk i en lille étværelses lejlighed i Gellerupparken, Brabrand ret uden for Århus. Som dengang endnu ikke begyndte med “Aa”, men simpelt “Å”. Her læste jeg biologi på universitetet.

Gellerupparken var dengang en ganske fredelig, hvis ikke ligefrem kedelig bydel, hvor der aldrig skete noget. Her boede mange velfungerende tyrkiske indvandrerfamilier, hvis børn endnu ikke var gamle nok til at udgøre et problem. Jeg var derfor ganske glad for at bo i Gellerupparken og inviterede gerne gæster udefra.

En af disse gæster var Gunnar Johnson fra Bodafors i Sverige. Jeg lærte ham at kende gennem en fælles bekendt. Min mangeårige fiskekammerat Niels på Als i Sønderjylland havde en kæreste, hvis bror boede i Ansager – midt mellem fine vandløb som Ansager Å og Holme Å med flere.

Broderen hed Elon og var en dedikeret lystfisker, som brugte fritiden på at fiske, når han ikke lige lagde asfalt på vejene i det sydvestjyske. Elon var en gudsbenådet brevskriver med en håndskrift så sirlig og regelmæssig, at den ikke var af denne verden. Jeg var helt flov over min egen og gjorde mig derfor ekstra umage…

Det var dengang, man stadig skrev fysiske breve til hinanden. Dengang, e-mail endnu ikke var opfundet. Dengang, man havde pennevenner, som det Kongelige Danske Postvæsen levede højt på. Dengang, kærestebreve var håndskrevne og på papir. Kort sagt: Fra før verden gik af lave. Præcis som med Rød Tuborg.

Pennevenner for altid

Det var også dengang, man måtte vente dage hvis ikke uger på svar på sine fysiske breve. Trods dette time lag blev Elon og jeg hurtigt pennevenner med en livlig korrespondence mellem Ansager i syd og Brabrand i nord.

Men Elon var ikke kun en penneven. Han var også en Kirsten Giftekniv for alle sine pennevenner. Dygtig til at koble dem op med hinanden, hvis interesser var fælles og til det.

En dag fik jeg således uventet brev fra Sverige. Fra en Gunnar Johnson i den smålandske by Bodafors. Elon mente, at vi havde fælles interesser inden for fiskeribiologi og fiskepleje, som Gunnar dyrkede aktivt hjemme i Småland.

Og hvor havde Elon dog ret. Brevene føg frem om tilbage mellem Brabrand og Bodafors. Der var meget at skrive om. Mere, end der kunne stå på et stykke papir.


Det endte derfor med, at vi måtte mødes. Og helt naturligt blev det nede hos Elon i Ansager. Gunnar kom over med færgen fra Varberg og samlede mig op i Brabrand, hvorefter turen gik sydover til Ansager. Vi klikkede alle tre, som det hedder på moderne dansk, og blev venner for livstid.

Specielt fascineret blev jeg af Gunnars gamle Lada Niva 4-hjulstrækker, som altid skulle have en hjælpende hånd. For at få motoren startet, vinduerne rullet ned eller noget helt tredje. Men som på vanlig russisk vis aldrig svigtede helt.

Brændstofforbruget var ganske vist skyhøjt og udstødningen kulsort. Men det var før Greta Thunberg, så det bekymrede vi os ikke om. Vi kom altid frem.


“Fisken”

Jeg begyndte mit biologistudium på Århus Universitet i 1976, som også var året, hvor Gunnar for første gang kom til Danmark. Han arbejdede netop da, sammen med vennen Nils E. Eriksson, på en bog med den sigende titel “Fisken”.

Bogen var et ambitiøst projekt, udgivet på LTs förlag og i samarbejde Sveriges Fritidsfiskares Riksförbund. I et enkelt sprog – forfattet af Nils E. Eriksson og illustreret med 140 sirlige tegninger fra Gunnar J:son – fortæller bogen levende om fisk, vand og fiskepleje.

Den henvendte sig til såvel engagerede sportsfiskere som studiegrupper, folkeskoler og gymnasier. Mennesker, som alle brugte de lange svenske vintre til meningsfuldt arbejde med og for naturen.

“Fisken” var en lille kvadratisk bog på 144 sider uden farvefotos, men i elegant sorthvid udførelse med lyst blå effektfarve. Bogen udkom i 1978 i et førsteoplag på ikke færre end 10.000 eksemplarer. Det var i bøgernes storhedstid, hvor oplagene bare var større, end de er i dag, hvor 3.000 eller langt færre er det normale.

Jeg var imponeret over den fine svenske bog og havde i et års tid en tæt dialog med flere danske forlag om en dansk udgave. Med nu afdøde Jens Ploug Hansen som mediator.

Det endte hos Skarv Naturforlag, som i de dage sad på det meste af markedet for billige naturbøger. Og som siden også kom til at udgive min egen første bog: “Fluebinding 1”, der udkom i 1981.

“Fisken og Vandet”

I Danmark havde vi fået verdens første miljølov i 1973, og interessen for et bedre vandmiljø voksede støt efter 1960’ernes massive forurening og naturskænderier. Heriblandt ikke mindst Hedeselskabets regulering af Skjern Å, der udgjorde en milepæl i dansk naturødelæggelse.

Det var i de år, hvor de senere “generationsforureninger” blev grundlagt – med navne som Himmark Strand på Als, Junckers i Køge, Grindstedværket i Sønderjylland og Cheminova på Harboøre Tange som de helt store miljøkatastrofer.

Efter en del overvejelser besluttede Skarv Naturforlag, at “Fisken” nok var for svensk til en direkte oversættelse – selv om det ville have været den klart billigste løsning.

Vi besluttede derfor i fællesskab, at der måtte en heldansk nyudgivelse til, og jeg fik til opgave at skrive den. Det lå lige til højrebenet, at det naturligvis skulle være Gunnar, der også illustrerede den danske udgave.



Det blev til “Fisken og Vandet”, som på 160 sider i større format kom godt rundt om emnerne – primært ud fra en dansk synsvinkel. Det var godt set af Skarv, at en ren oversættelse ikke ville kunne dække emnet tilfredsstillende. Og prisværdigt, at forlaget også turde satse en god del flere kroner på projektet.

Jeg skrev bogen i studietiden, og den udkom i 1985, hvor jeg for øvrigt tilbragte hele sommeren på Grønland. Det havde jeg brug for. Det var hårdt at være fuldtids studerende og fuldtids forfatter – på samme tid…

Bogen blev en succes – smukt prydet, som den var med 56 af de sirlige tuschtegninger, som var blevet Gunnars varemærke. Ikke mindst hans utroligt detaljerede “priktegninger”, som jeg kalder dem, af forskellige vandløbsinsekter har gennem årene fået mange rosende ord med på vejen. Med fuld rette.

Ovenstående Ephemera danica nymfe er et ud af mange eksempler fra bogen.


Flugfiske i Norden

Men der var sket meget og mange andre ting inden da. En kold og grå forårsdag i 1979 mødtes en håndfuld fluefiskere fra Danmark og Sverige i en allerede dengang kendt dyrlæges hus i den lille nordjyske by Hvilsom. Næsten ved bredden af den smukke Simested Å.

Dyrlægen var Preben Torp Jacobsen, der allerede da var landskendt som “den tovlige dyrlæge”. Han bandt fluer af sælsomme materialer, som han indsamlede hos sine kunder i nabolaget – de lokale landbrugere, der dengang ikke var helt så slemme ved naturen, som de senere blev det.

Anyway, vi var to danskere – Preben og undertegnede – samt fire svenskere ved mødet i Hvilsom. Det var først og fremmest Bengt Öste, der dengang arbejdede som redaktionschef for Svenskt TV2. Dernæst var det kunstneren Gunnar Johnson, stangbyggeren Kenneth Boström og journalisten Jerry Petterson. 

Svenske koryfæer som Nils Färnström, Rolf Smedman og Jan Forssander var ikke med til det indledende møde hos Preben, men stod klar i kulissen og bidrog til de første numre af det nye magasin.

Mødet blev den uofficielle start på magasinet “Flugfiske i Norden”, der officielt blev stiftet i Sverige nogle få måneder senere. På juridisk korrekt vis med masser af grundigt svensk papirarbejde. Med bestyrelse, årlig generalforsamling og hele molevitten.

Flugfiske i Norden kunne i 2019 fejre sin 40 års fødselsdag, og af dem havde Gunnar været redaktør i over halvdelen. Helt præcis 21 år. Han overtog redaktørjobbet i 1983 og var i årene herefter helt enkelt personificeringen af bladet og det skandinaviske fluefiskeri. På sin egen bestemte, men beskedne facon.


Gunnar var dog ikke tilhænger af den tiltagende kommercialisering af fluefiskeriet. Men da der kom et konkurrerende magasin på banen, måtte det idealistiske uundgåeligt vige for det kommercielle. Det var et spørgsmål om at overleve. Og Gunnar trak sig som redaktør.

Da hans eget varemærke gennem mange år – signaturen J:son – pludselig blev brugt til markedsføring af kommercielle svenske fiskefluer, blev han ganske förbannad. Som man kun kan blive det i Sverige. Men han kunne intet gøre, da han ikke selv havde registreret sit kunstnernavn.

Fluefiskeren

Gunnar var en engageret fluefisker, men ingenlunde en hardcore af slagsen. Han var filosofisk anlagt og foretrak så langt at sidde inde på bredden med sin elskede kaffe og skitseblok. Aldrig så jeg ham gå langt eller vade dybt, som vor fælles ven Kenneth Boström ellers altid gjorde.

– Det är inte mödet värt, sagde han. Altid med det skælmske smil, der var så karakteristisk for ham.

Gunnar havde fisket “på danskt”, som det senere blev døbt af Preben Torp Jacobsen og Bengt Öste – længe før nogen anden havde gjort eller defineret det. For Gunnar var fluefiskeriet nemlig mest af alt en undskyldning til at komme ud i naturen, mødes og diskutere med andre fluefiskere. Fiskeri og fangst kom på en klar andenplads i Gunnars univers.

Han holdt af at sidde stille inde på bredden og studere, hvad der skete ude på vandet. Hvor vi andre fotograferede, tegnede Gunnar, hvad han så. En sjælden gang greb han fluestangen og gjorde nogle kast – hvis ellers han var blevet provokeret af en fisk, der ringede inden for kastehold. Så fik den naturligvis chancen med et kast eller to.

En af Gunnars gode venner var amerikanske Pete Hidy. Jeg kan stadig høre, hvordan Gunnar udtalte navnet med sin småt smålandske accent. Det lød så fint og følsomt. Ja, næsten forelsket.

Hidy og J:son havde interessen for “flymfer” til fælles. En fluetype, som er en pudsig mellemting mellem fluer og nymfer. Fluer, der fanger godt alle steder og til alle tider, da de ikke ligner noget som helst specielt. Men alting på én gang.

Interessen for denne fluetype var så stor, at Gunnar skrev en hel lille bog med titlen “FLYMFER” og undertitlen “& andre mjukhacklade flugor”. Han skrev den sammen med vennen Anders Forsling, som han også satte stor pris på. Og udgav den på Förlagsaktiebolaget Flugfiske i Norden, som jo også stod bag magasinet af samme navn.

Bogen var tilegnet “The International Society of Flymph Fishermen”. Intet mindre. Jeg ved ikke, om denne imposante sammenslutning nogensinde afholdt generalforsamling eller årsmøde. Men flot lød det, og fint var det.

Selv når fiskene ringede eller vakade, som de jo gør i Sverige, sad der næsten altid en flymf på Gunnars tafs. Valget af flue skulle fiskene ikke have lov til at bestemme!


Dyreevennen

Gunnar var naturmenneske om en hals. På sin helt egen afdæmpede facon. Ikke en af dem, der hver sommer drog ud på flere mil lange vandringer i drømmen om en storfinnet jätteharr eller rødbuget røding på højfjeldet. Gunnar var definitivt hverken sports- eller konkurrencemenneske.


Med en enkelt stor undtagelse (en lang rejse til USA) holdt Gunnar sig til de nære vande, han til gengæld kendte rigtig godt. Her studerede han fuglelivet, som interesserede ham meget. Med årene mere end fiskene, der jo med jobbet som redaktør var blevet til arbejde i stedet for hobby.

I adskillige år havde jeg et fint J:son kunsttryk hængende på væggen over min sofa. Det viste en isfugl, som sad på en gren og spejdede ned i vandet, hvor to små ørreder intetanende svømmede rundt. Farverne var til sidst så solblegede, at trykket måtte vige pladsen for et oliemaleri af Led Zeppelins legendariske forsanger Robert Plant. Malet af en anden af mine venner.

Gunnars yndlingsmotiv var fugle – meget ofte andefugle samt favoritterne isfugl og vandstær. Dem afbildede han alle på sin karakteristiske naturalistiske facon. På et tidspunkt kunne han ikke længere nøjes med at afbilde sine fjerede venner i 2D på papir eller lærred. Nej, der skulle 3D til.

Gunnar begyndte derfor at skære flotte modeller ud i træ – i fuld målestok og inspireret af jægernes klassiske lokkeænder. De blev siden malet til de mest naturtro mesterværker ude på værkstedet.

Som årene gik og venskabskredsen svandt ind, fik Gunnar nye og mere åndelige interesser. Han dyrkede Goethe’s farvelære, som han jo længe havde benyttet sig af i sit aktive kunstnerliv. Og han fordybede sig i amerikanske Henry David Thoreau’s klassiske bog “Walden, a reflection upon simple living in natural surroundings”.

Dette værk vakte genklang hos Gunnar, som delte mange af Thoreau’s ind imellem rebelske holdninger. Eksempelvis dem, der kom til udtryk i hans essay om civil ulydighed: “Civil Disobedience”.

Thoreau levede fra 1817-1862. Altså før den amerikanske borgerkrig. Han var således tidligt ude med sine oprørske tanker, som Gunnar på mange måder sympatiserede med. Ikke mindst var han förbannad på det svenske skattevæsen, som han aldrig forpassede en lejlighed til at kritisere. Det var staten mod individet. En evig kamp.

Anyway. Gunnar var oprindeligt uddannet som indendørsarkitekt og arbejdede tidligt med design af blandt andet sygehuse. Han var gift med Lena, som han fik to børn med: Sønnen Micke, der blev læge, og datteren Mia.

Skæbnen var ikke på hans side, da fru Lena gennem mange år led af fremskreden sclerose, som hun til sidst døde af. Ganske som ventet.


Det var derimod helt uventet, da også datteren Mia døde for ikke så længe siden. I en alt for tidlig alder og til stor sorg for Gunnar, som var meget glad for Mia. Det var gengældt, og hun var flyttet tilbage til Bodafors, så hun kunne se sin far noget oftere.

Gunnars sidste og mest trofaste kompis var en sort puddel, som han gik tur med hver eneste dag. Den 16. september i år kom han imidlertid ikke ud med hunden. Han var sunket sammen over sit skrivebord i hjemmet i Bodafors. Død en stille og ensom død.

Gunnar betød meget for mig, igennem mange år. Personligt såvel som professionelt. Som kompis och konstnär.

Æret være hans minde. R.I.P. Gunnar J:son

© 2021 Steen Ulnits

Tak til Kirsten Andersson for brug af private fotos

 

 

Hardy Bros – besøg i Alnwick

IMG_2987

Alnwick Castle, der har været forbillede for House of Hardy’s klassiske “borg” logo.


IMG_2986

Hertugen af Northumbria bor med sin famile på slottet, som desværre ikke altid er åbent.


IMG_2988

Alnwick har i snart 150 år huset Hardy Bros. Nu er her også et flot museum.


IMG_2993

Hardy museet blev naturligvis indviet af ingen ringere end H.R.H. Princess Margaret.


IMG_2994

Hardy “Perfect” er klassikeren, der med ét slag etablerede Hardy Bros helt tilbage i 1891.


IMG_2995

Hardy grej har rigtig mange samlere. Dette sæt er dog forbeholdt de virkeligt velhavende…


IMG_2615

Hardy var verdenskendte for deres håndbyggede splitcane stænger. Her to af slagsen.


IMG_3001

“Cascapedia” fluehjulet er en af de gamle og udødelige klassikere, der stadig produceres.


IMG_3008

Hardy Bros var i sin tid meget kendt for deres fine kunstagn til spinnefiskeri.


IMG_3007

“Altex” var med sin lukkede bøjle forgængeren til det moderne fastspolehjul.


IMG_3019

Med en vægt på flere kilogram var “Zane Grey” hjulet tiltænkt havets allerstørste fisk.


IMG_3016

Med en diameter på hele 23 cm var “Fortuna” skabt til netop det: “Made For Tuna”.


IMG_2999

I gamle dage kendte man ikke til “Catch & Release”. Fiskene blev aflivet med en Priest.


IMG_3006

Fra de gode gamle dage, hvor der var tid nok og alt stadig blev lavet i hånden.


IMG_3021

Hardy Bros udgjorde engang et ganske stort industrikompleks i den lille by Alnwick.


IMG_3023

Brødrene William (Bill) og James (Jim) Hardy. To meget forskellige personligheder.


IMG_3022

“Mr. Jim”, som jeg altid vil huske ham. En glad, smilende og lyttende person.


IMG_3026

Alnwick Gardens, hvor selv den vildeste vandhund kan få sine ingeniørlyster styret…


IMG_3027

“Duchess” fluehjulet, som er opkaldt efter hertuginden, der har genanlagt Alnwick Gardens.


IMG_3028

Når nu Alnwick Castle var lukket, må man nøjes med et sneak peek ind ad bagdøren…


IMG_3034

Et af verdens absolut største trætophuse ligger i Alnwick Gardens. Hele 560 kvadratmeter!


IMG_3035

“Barter Books” på den anden side af haverne. 750.000 brugte bøger kan ikke tage fejl!


IMG_3036

I Alnwick tager man skam sin juledekoration alvorligt. Det kan jo ikke være hjul det hele!


© 2018 Tekst & fotos: Steen Ulnits 


hardys

Læs hele den store artikel om Hardy Bros her:

http://ulnits.dk/fluefiskeri/hardy-bros/

 

Hardy Brothers

IMG_2994

Et af de mest ikoniske navne inden for den ædle fiskesport er uden tvivl engelske Hardy Bros, der i mere end 100 år har leveret førsteklasses fiskegrej til hele verden.

Ja, i nu snart 150 år har de i byen Alnwick i Northhumberland nær den skotske grænse fremstillet noget af det ypperste fiskegrej, som er blevet solgt til nogle af verdens mest prominente og velstående mennesker. Fra engelske konger til indiske maharajaer.

Jeg stiftede selv første gang bekendtskab med Hardy i 1972, hvor min egen interesse for fluefiskeri var for stærkt opadgående. Jeg havde læst min Svend Saabye og vidste, at fluefiskeri lige måtte være noget for en knægt som mig.

Hurtigt stødte jeg på navnet Hardy, der altid blev brugt af velstående gentlemen ulasteligt klædt i tweed fra top til tå. Som førte sig frem med værdighed og elegance ude ved det naturligvis klare og strømmende fiskevand.

Ambitionsniveauet var højt, og min egen første fluestang blev derfor en Hardy Jet i glasfiber med tilhørende Hardy Marquis fluehjul. Længde 8½ fod. Lineklasse 6.

Det var et sæt, som tjente mig trofast og sågar fulgte med på såvel min første rejse til Grønland i 1974 som min første Alaska-ekspedition i 1976. Et sæt, der fangede rigtig mange fisk – primært nok fordi det dengang var mit eneste fluegrej…

Den spæde start

Men det hele startede i England eksakt 100 år inden da. I 1872, for at være helt præcis. Det år udmærkede sig nemlig ved, at en ung mand ved navn William Hardy slog sig op som bøssemager i byen Alnwick, Northhumberland lidt syd for den skotske grænse.

Ved den lokale ingeniørmagnat Lord Armstrongs mellemkomst gik broderen John James Hardy snart ind i virksomheden, der primært solgte våben fra Birmingham.

To år senere, i 1874, kunne man så i en annonce i lokalavisen Alnwick Mercury læse, at Hardy brødrene nu også solgte fiskegrej til å og hav. Åen havde man i baghaven i form af River Aln. Og havet i form af Nordsøen kun en halv times kørsel borte. Hvis man altså rådede over et automobil. Ellers det dobbelte.


IMG_2995


Salget gik strygende – faktisk så godt at William Hardy kunne fri til og gifte sig med datteren til den lokale gamekeeper, som var en dygtig fisker og fluebinder. Det blev derfor svigerfaderens fluer, der prydede de kommende års Hardy kataloger.

William holdt styr på finanserne, mens John James tog sig af produktudviklingen. Ikke mindst den første Hardy Angler’s Pipe optog J.J. meget – og tog meget af hans fritid. Hans søster fortæller således, at det var ikke så lidt af en belastning, når William hver eneste aften skulle prøveryge de nye prototyper. Naturligvis hjemme i dagligstuen…

Det Perfect’e fluehjul

1891 blev et skelsættende år for Hardy Bros. Det var nemlig det år, hvor brødrene kunne lancere deres første helt eget fiskehjul. Hidtil havde de primært været forhandlere af fiskehjul fra Malloch, men de ville helst lave deres egne.

Resultatet af flere års eksperimenter og ingeniørmæssig tankevirksomhed blev fluehjulet med det ubeskedne navn “Perfect”. Et hjul, der med enkelte mellemrum er blevet produceret helt frem til i dag, hvor det stadig er i sortimentet.

Efter Perfect fluehjulet kom en lang række andre fluehjul, heriblandt det smukke Cascapedia, som er opkaldt efter lakseelven af samme navn i Canada. Det så dagens lys i 1932 og bar hjulmageren P. Lundy’s navn. Og produceres fortfarende.

I den tunge ende kom hjul som “Fortuna”, der virkelig var netop det: – Made For Tuna. Et gigantisk ikke-udvekslet hjul med en diameter på hele 9 tommer – 23 cm. Lanceret i 1921 og tiltænkt de allerstørste tun, som dengang svømmede rundt i Nordatlanten.

Opfølgeren hertil blev det flere kilogram tunge “Zane Grey” multihjul opkaldt efter manden af samme navn: Forfatteren Zane Grey, der tjente en formue på at skrive primært western romaner og noveller. Flere af dem blev sågar filmatiseret.


IMG_3001


The “Zane Grey” Big Game

Grey selv var lidt af en eventyrer, der brugte en stor del af sin tid på kvinder og de fleste af sine penge på Big Game fiskeri over det meste af verden.

Datidens fiskegrej var ikke helt “up to the task”, så det blev Hardy’s opgave at bygge Big Game hjulet over alle Big Game hjul: Et multihjul, som kunne tæmme ikke blot langt løbende tunfisk, men også højt springende marlin i gigantklassen. På flere hundrede kilo, ja, op til det halve ton.

Det blev til den ingeniørmæssige bedrift, der den dag i dag bærer “Zane Grey” navnet. Et flere kilogram tungt og lavt udvekslet Big Game multihjul, som har dannet skole for stort set alle efterfølgende hjul af slagsen. Lanceret i 1928 og fremstillet helt frem til 1957. Ikke just nogen døgnflue, altså. Alle størrelser havde plads til 1.000 yds. af den pågældende lineklasse.

Men mindre kunne også gøre det. Det ses af Hardy’s berømte “Altex”, der ret beset var verdens første seriefremstillede fastspolehjul, som vi kender dem i dag. Med lukket bøjle, hvilket var et af Hardy’s mange patenter.

Et simpelt, men alligevel teknologisk kvantespring i forhold til forgængeren – det åbne Illingworth hjul, hvor man selv måtte placere linen under bøjlen efter kast. Og leve i konstant frygt for, at linen fangede bøjlen under kastet…

Kongelig hofleverandør

Anyway. Forretningen Hardy Bros gik strygende. I år 1900 havde Hardy således egne lagerbygninger fra Edinburgh i nord over Alnwick og Manchester til London i syd.


IMG_2988


Man havde sågar også sin egen butik på den fashionable Pall Mail Street i London, hvor de rige og berømte, adelige eller sågar kongelige let kunne smutte forbi og få sig en fiskesnak, noget nyt fiskegrej eller blot en håndfuld hånddressede laksefluer af den ypperste kvalitet.

Dem var Hardy nemlig verdenskendte for. Som de også var det for deres omfattende fiskegrejskataloger. I år 1929 talte Hardy kataloget således ikke færre end 374 tæt pakkede og sirligt illustrerede sider… – Kom igen, Nap & Nyt!

Under Anden Verdenskrig gik det hårdt ud over butikken i 61 Pall Mall Street. Den blev bombet to gange og lå til sidst ikke bare i ruiner. Den var der helt enkelt ikke mere. Gulnede sorthvide fotos viser, at der blot var et gabende hul i bygningsblokken.

Butikken blev dog genopbygget nogle år senere – for krigsskadeserstatning fra staten – og står der den dag i dag. Stadig som udsalgssted for fiskegrej, men dog ikke længere som en rendyrket Hardy Bros butik. Noget, mange Hardy fans stadig begræder. Der var noget helt specielt ved adressen 61 Pall Mall Street.

Jim Hardy

Der var sket mange generationsskifter siden William og John James startede virksomheden i 1872. Og nu var det James Leighton Hardy, der stod for tur til at overtage ledelsen.

– Mr. Jim, som han blev kaldt til daglig og blandt venner, havde samme ingeniørmæssige baggrund som sine brødre og forgængere. Og så viste han sig at være en gudbenådet fluekaster, som begik sig på højeste internationale plan.

Det blev da også Jim Hardy, som skulle føre Hardy Bros ind i såvel nutid som fremtid. Jim var en distingveret engelsk gentleman med en stor sort moustache og bag ståbrillerne et par venlige øjne, der altid havde et glimt af humor. I stik modsætning til broderen William’s sørgmodige blik, der var formet af rædslerne under Anden Verdenskrig, hvor han havde været tysk krigsfange i Frankrig.


IMG_2993


Jim Hardy viste sig som sagt at være en dygtig fluekaster, der gerne turnerede rundt i verden til forskellige internationale kastekonkurrencer. Altid som den gode sportsmand og allerbedst naturligvis, når han vandt.

Det blev til ikke færre end tre verdensmesterskaber og 35 engelske kasterekorder. Mr. Jim var i sandhed en værdig repræsentant for et firma, der fremstillede og solgte fiskegrej. Ubetalelig reklame for grej fra Hardy Bros.

Jim var selv vokset op med splitcane stænger, men han var fremsynet nok til at tage de moderne stangbygningsmaterialer i brug, som krigen havde givet verden. Med glasfiberen som det oplagte førstevalg.

Det var en kendt teknologi, som han hurtigt fik bragt inden for dørene i Alnwick – i form af “Fibatube” sektionen, der producerede alle rørbyggede glasklinger til Hardy’s fiskestænger – det være sig fluestænger, spinnestænger, medestænger eller havstænger.

Glasfiberen fik man hurtigt styr på – med hjælp fra amerikanske Fenwick og tyske Sportex. Den knibske kulfiber kneb det mere med.

Fremtidens fiskestænger

Jim havde set skriften på væggen – at tiden ikke var med vandløbene og deres laksefisk. At der i stedet måtte fokuseres på sø og hav. Han indkaldte derfor en håndfuld af datidens fineste eksperter på hver deres område til et fællesmøde, hvor de drøftede situationen. Blandt eksperterne var geddeeksperten Fred Buller, karpeeksperten Richard Walker og surfcasteren Leslie Moncrieff.

Det møde endte på en fiskerestaurant, som Jim ofte talte om. Da han havde Englands suverænt førende karpefisker med til bords, Dick Walker, besluttede Jim sig for at ville prøve karpen på spisekortet. – Og det har jeg så aldrig behøvet gøre siden, sagde han altid med et glimt i øjet…

I det hele taget lyttede Jim altid til, hvad folk sagde til ham. Han var ikke bedrevidende, som så mange andre koryfæer kan være det. Engang sidst i 1970’erne gik jeg således og funderede over, om man ikke kunne finde en mellemting mellem de korte og lette enhånds fluestænger på den ene side – og så de lange og tunge tohåndsstænger på den anden.


IMG_2615


Mange vandløb har jo en størrelse og karakter, der ligger midt imellem, hvad stanglængde og styrke angår. Danske såvel som udenlandske. Der burde være stænger specielt til denne størrelse vandløb, forekom det mig.

Jeg forfattede derfor et brev til Jim Hardy, som jeg på det tidspunkt kun kendte fra billeder i de lækre Hardy kataloger. Og havde slet ikke regnet med at høre tilbage fra ham. I min verden var han jo så nær Gud, som man kunne komme her på Jorden.

Lidt snyd og en hel flaske whiskey

Det var i de fysiske breves tid, og postgangen var ikke verdens hurtigste. Men en lille måneds tid senere kom der et fint brev med Hardy Bros logoet på såvel kuvert som brevpapir.

Det var selveste Jim Hardy, der takkede mange gange for henvendelsen. Han fortalte, at han havde videregivet mit brev til deres designafdeling – med besked om, at ingeniørerne her skulle komme op med noget, der matchede mine ønsker og forslag.

Jeg var dengang en fattig studerende og stolt som en pave. Igen havde jeg ikke regnet med at høre mere, men den kommende vinter lå der pludselig en slip fra posten: – Der stod en lang pakke og ventede på mig nede på posthuset!

Det viste sig at være en prototype på en mellemting af den slags, jeg havde efterspurgt i mit brev. En 11 fod lang stang klasse 8, som bar påskriften “The Em”. Opkaldt efter den svenske Emå, hvis havørreder Jim var godt bekendt med. Større, end man kunne fange dem hjemme i England. Stangen var derfor ganske robust og kastede let liner tungere end den tiltænkte 8’er.

Jeg nåede aldrig at få den døbt i den sydsvenske Emå, inden jeg tog stangen med til British Columbia. Men det er en helt anden historie, som interesserede kan læse om i min næste bog “Laks & Havørred – Opgangsfisk”, der udkommer på forlaget Turbine her til foråret.


IMG_2631


“The Lost World of Mr. Hardy”

Jim Hardy var et rart menneske, en rigtig gentleman, en suveræn kaster, en dygtig fisker, en habil ingeniør – og så en traditionel engelsk forretningsmand. Måske derfor han lidt sent så, hvor verden var på vej hen. At gamle dyder og “attention to detail” måtte vige pladsen for billige produkter fra Fjernøsten. At de gamle håndværksmæssige traditioner helt enkelt var for dyre at opretholde.

Konkurrencen fra Fjernøsten bare voksede og voksede. Hardy’s konkurrenter var hurtigere ude og flyttede produktionen til lande som Kina, Korea og Taiwan, hvor arbejdskraften var langt billigere. Men hvor kvaliteten ofte også lod meget tilbage at ønske. Det er der lavet en meget seværdig film om – med titlen “The Lost World of Mr. Hardy”. Den bør ses af alle Hardy fans, som har fulgt firmaet gennem årene. Through Good and Bad.

I filmen kan man se, hvordan Hardy Bros i lang tid klyngede sig til fortiden. Man havde ansatte, der bandt fantastiske fulddressede laksefluer i hånden – uden fluestik. Et håndværk, som i dag kun videreføres på hobbyplan. Man havde folk, der kunne håndbygge fornemme splitcane stænger, hvis priser uundgåeligt blev skyhøje – og publikummet tilsvarende mindre.

Kort sagt kom Hardy Bros i alvorlige økonomiske vanskeligheder. For første gang i firmaets mere end 100 år gamle historie måtte man kigge udad – efter potentielle investorer, som kunne og ville videreføre de stolte familietraditioner. Det blev i første omgang investeringsgruppen Harris & Sheldon, der i 1967 overtog ejerskabet og de økonomiske forpligtelser.

Det varede indtil 2013, hvor amerikanske Pure Fishing overtog fabrikken. Og efterfølgende selv blev solgt videre. Og videre. Som det jo hele tiden foregår i de kredse.

Jim Hardy selv var forinden stoppet i firmaet. Det gjorde han i 1992, og han døde i 2012, 85 år gammel. Som den sidste Hardy i Hardy Bros. Inden da havde Mr. Jim dog skrevet familiekrøniken “The House the Hardy Brothers Built”, som blev udgivet i 1998.

HAC – Hardy Advanced Composites

Men fortiden lever heldigvis videre. Det blev som bekendt amerikanske Fenwick, der kom først i kulfiberkapløbet – som i 1973 kunne lancere verdens første fluestænger i kulfiber: “HMG”. Det, man ikke havde lykkedes med hos Hardy Bros.

IMG_3128


Dette trods det faktum, at den moderne kulfiber var blevet udviklet af engelske Royal Air Force og ditto Rolls Royce i fællesskab. Og at Hardy derfor var den allerførste stangproducent, som fik mulighed for at prøve kræfter med den nye fiber.

Datidens orakel på området, Dick Walker, mente nemlig ikke, at man kunne fremstille funktionelle fiskestænger i ren kulfiber. Kun glasfiberklinger med et indhold af kulfiber på op til 25%. Noget, Hardy rent faktisk udtog et patent på.

I dag er “Fibatube” skilt ud fra resten af Hardy Bros og har udviklet sig til “Hardy Advanced Composites” – HAC. En højteknologisk leverandør af composite løsninger til noget nær alt inden for sportsvogne, racerbiler, luftfart og rumfart.

Således er der i dag kulfiber og kevlar med flere andre eksotiske HAC-materialer i alt fra superlette engelske McLaren Formel 1 racerbiler til kæmpestore europæiske Airbus passagerfly. Manageren betroede mig, at HAC sågar producerer en “critical component” til Dyson’s verdensberømte poseløse støvsugere! Hvilken ville han dog ikke ud med…

HAC fremstiller i dag selv det kulfiberklæde, der indgår i de avancerede “Sintrix” fluestænger. Hardy sender råmaterialet til Kina, hvor klingerne rulles og færdiggøres. Herfra sendes klingerne så retur til Alnwick, hvor stængerne monteres og færdiggøres.

En omstændelig proces, som nu heldigvis ser ud til at lakke mod enden. Det er nemlig planen, at alle Hardy klinger fremover skal fremstilles i Alnwick. I lighed med alle Hardy fluehjul, som allerede fremstilles 100% i England.

Det er en udvikling, som mange længe har set frem til. Ikke mindst firmaets trofaste ansatte, der vil være rævestolte over at få hele produktionen samlet igen under eget tag i Alnwick.

Da er cirklen nemlig sluttet og Hardy atter “made in England”.

© 2018 Tekst & fotos: Steen Ulnits 


Se flere Hardy fotos i fotokavalkaden her