Tag-arkiv: Florida

Key West revisited

For Ernest “Papa” Hemingway var Key West det sidste fristed i USA, hvor han kunne være så nogenlunde i fred for pressen. Jeg er fulgt i hans fodspor og har besøgt Key West tre gange – med fiskestang i hånden. Senest i 2019.

Key West er et ganske specielt sted – den sydligste by i den amerikanske stat Florida med kun nogle få hundrede kilometer ned til det kommunistiske Cuba, hvorfra mange cubanere er flygtet og nu bor i USA. I Florida er der snart flere, som taler spansk end engelsk, og tilstrømningen bare fortsætter.

Mange af de indvandrede cubanere klarer sig godt. De er arbejdsomme, og de støttes ofte økonomisk af tidligere udvandrede cubanere, som havde penge med “hjemmefra”. Et af de mest kendte eksempler er Eddie Cue, som i flere år har beklædt en af de vigtigste ledelsesposter hos computergiganten Apple.

De mange cubanere skyldes naturligvis dels den meget korte afstand til Cuba – 400 km – dels det hidtil kommunistiske styre under Fidel Castro, som længe har været på kant med USA. Det har dog været under opblødning i de seneste år, omend den amerikanske fangelejr Guantanamo på sydspidsen af Cuba stadig spøger.

A Pelican on the Porch


Militæret er stærkt repræsenteret i Key West. Der er konstant fly i luften, og US Coast Guard afpatruljerer regelmæssigt farvandet i og uden for havnen, der har oplevet øget aktivitet i de seneste år. Således har byen valgt at ride med på den verdensomspændende bølge af krydstogtsskibe, der hidtil har været for store til at lægge til i Key West.

I to omgange er havnen uddybet, så de store skibe nu kan lægge til kaj, og det er ikke gået stille af. Således kan de lokale fiskeguider samstemmende berette, at fiskeriet efter ikke mindst tarpon har lidt under det omfattende gravearbejde. Fiskene har ikke ro, og de er derfor trukket væk fra de by- og havnenære områder, hvor de plejer at færdes.

Cobia i stormfronten

Jeg besøgte første gang Key West i 1994, hvor jeg kombinerede lidt fiskeri i Florida med et træningsophold i faldskærmscentret ved Lake Okeechobee. Når man i nogle dage havde set Florida lidt fra oven – for det meste fra 4 km’s højde – var det ganske forfriskende med lidt skumsprøjt for boven nede på havniveau.

A Barra in the Boat


Jeg bookede en lokal guide, som jeg fandt i telefonbogen en aften efter en spændende, men anstrengende dag i en lille dobbeltdækker med en meget stor motor. Jeg skulle prøve kunstflyvning i en åben flyvemaskine, hvor man blot hang i sine fire sikkerhedsseler – med hovedet nedad en stor del af tiden.

Det var megasjovt, men også hårdt for fysikken. Ind imellem trak vi 6G, når piloten rettede op efter en styrtbombning, og det kunne jeg godt mærke, da vi landede igen. Jeg havde det fint, men kunne ikke gå lige tilbage til bilen. Det var helt umuligt. Kroppen trak konstant til siden. Ikke ligeud…

Men jeg nåede tilbage til hotellet og tilbragte resten af dagen ved svømmepølen. Om aftenen fandt jeg nummeret på en lokal guide i telefonbogen og ringede til ham. Jeg var heldig. Det var ikke højsæson, og han var ledig de følgende to dage.

Drømmekastet

Vi starter tidligt ud – til grå skyer over Karibien. Vinden er frisk og tiltagende, hvilket gør, at vi ikke kan tage på langfart. Vi bliver i stedet inde under land og afsøger mangroven for meterlange barracudaer, som har det fint med det koldere vand fra koldfronten.

A Cobia on the Cockroach


Skyerne ligger lavere og lavere, og det mørkner over Karibien. Vi ser imidlertid flere store barracuadaer, som i modsætning til bonefish holder af det lidt koldere vand. Det bliver til en halv snes flotte fisk på flydende poppere, inden vi tvinges helt ind til land – ind i den beskyttende mangrove.

Vi er lige ved at “call it quits”, da vi spotter en flok store fisk, som cirkler rundt næsten inde mellem grenene. De ligner grangiveligt hajer, og de er tydeligvis urolige – måske på grund af vejrskiftet. Forsigtige er de også. Hver kan vi forsøger at komme på skudhold, flytter de sig tilsvarende længere væk.

Men så sker det forunderlige. Jeg laver drømmekastet, der trods vind og bølger og lang afstand lander den mørke Cockroach ret foran en af fiskene. Den drejer straks omkring og inhalerer fluen – fuldt synlig. – Fish on!

Det bliver en lang og indædt fight. Fisken er en sergeantfish – en “cobia”, som den hedder på disse breddegrader – og den er kendt for både styrke og stædighed. Til sidst må den dog give sig og lade sig lande. Min første store cobra er en realitet – meterlang og muskuløs.

Vejret er nu så dårligt, at vi må skynde os tilbage til Key West – lige før uvejret bryder løs.

Søsterskibet til Hemingway’s “Pilar”


Det buldrer løs det meste af natten. Godt, vi ikke blev derude bare ét minut længere… 

Men dagen efter er vejret godt igen. Det skifter hurtigt på disse breddegrader – i hvert fald om vinteren. Vi beslutter os derfor til den lange tur over sundet til øgruppen Marquesas, der ligger fredet for fiskere langt ude mellem Florida og Cuba.

Bonefish og permit på Marquesas

Det bliver kort fortalt en helt fantastisk tur, som kræver sin egen artikel. Her skal blot nævnes, at jeg sluttede dagen af med ikke færre end fem fine permits i solnedgangen. De tailede som gale og var vilde med vore krabber.

Vejret her 25 år senere tillader ikke en tur til Marquesas i denne omgang. Der er for langt, og det blæser alt for meget. Vi må nøjes med fin mad på “Marquesa” – en fornem og hundedyr trærestaurant af samme navn i Key West – og så lidt tarponfiskeri i selve havnen.

Solnedgangen på Mallory Square er, som den altid har været – smuk og en attraktion for såvel turister som fastboende. Men fiskeriet er bestemt ikke, som det ellers plejer at være. Vi ser stadig rullende tarpon med regelmæssige mellemrum, men de får aldrig fred. Havnen vrimler af hidsige jetskis, der forstyrrer både fisk og fiskeri.

Pelikaner tager skraldet i havnen


Forklaringen på det ustabile fiskeri mener de lokale fiskere som nævnt skal findes i de omfattende udgravninger, der netop er sket af havnen – så kæmpestore krydstogtsskibe nu kan anløbe den lille havn og sende masser af dollar-spenderende turister på land for nogle hurtige souvenirs og snapshots.

Jeg kroger to tarpon, som jeg begge mister i et sandt trafikkaos af ind- og udgående skibe. Til sidst sidder krogen solidt fast i bunden nær en af molerne ret ud for flådestationen. Men så suger det tungt i stangen, og min guide beordrer mig til at lægge max pres på stang og line. Nu må det briste eller bære.

Det bærer heldigvis. Det viser sig at være en rokke, som i de første minutter efter hugget har formået at suge sig fast på bunden et halvt hundrede meter borte. Og på grund af den horisontale line har jeg haft svært ved at løfte den fri. Nu spræller den hektisk med sine store vinger, men kan ikke rigtig gøre mere.

Jeg føler mig næsten skyldig i noget kriminelt, da vi til sidst har en rokke på små 20 kg ved bådsiden. Den ser på en eller anden måde trist ud. Jeg havde det på præcis samme måde, da jeg for snart mange år siden krogede og landede en revhaj på Maldiverne.

Det var heller ikke meningen. For på de kanter er hajer hellige…

© 2019 Steen Ulnits

Hvis du vil se flere billeder fra Key West, så klik ind på denne artikel.

 

50 år siden: Den første mand på Månen

Den 20. juli 1969 var det så vidt, at den amerikanske rumfartsorganisation NASA kunne landsætte det første menneske nogensinde på et himmellegeme uden for vor egen Jord: Neil Armstrong. Den første Mand på Månen.

Ingen, der oplevede det selv og live, glemmer det nogensinde: Da astronauten Neil Armstrong som det første menneske nogensinde satte fod på Månen og sagde de udødelige ord: “That’s one small step for man. One giant leap for mankind”. Det var stort – for både små og store drenge bag den dengang sort-hvide TV-skærm.

Min smukke tante i det nordjyske var imidlertid ikke sådan at imponere. Hun spankulerede rundt i datidens hotpants og ville med egne ord “hellere se naboens kat gå over plænen” – end se en amerikansk astronaut som det første menneske nogensinde sætte fod på et andet himmellegeme end det, de selv var født på.

Men så var hun også en ræverød Venstresocialist og dermed som udgangspunkt imod alt amerikansk. Havde det nu i stedet været kineserne, der den dag var hoppet ud i månestøvet, havde det nok forholdt sig anderledes. Så ville stemningen nok have været lidt bedre.

Sputnik og Den Kolde Krig

Amerikanerne var imidlertid ikke kommet sovende til titlen. Efter Anden Verdenskrigs afslutning begyndte som bekendt Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen, der efter verdenskrigens afslutning var kommet rigtig godt med rent teknologisk.

Således blev det russerne, som med Sputnik 1 fik den første satellit sendt i kredsløb om Jorden. Det skete den 4. oktober 1957. Allerede måneden efter – den 3. november 1957 – sendte russerne det første levende væsen i kredsløb om Jorden. Det blev rumhunden Laika, som kom op med Sputnik 2. Laika døde desværre under nedturen.

Amerikanerne var skræmte. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig havde de kommunistiske russere overtaget hovedrollen som fjende nummer ét efter Tyskland og Japan. Russerne havde sågar også udviklet deres eget atomvåben og udgjorde alene derfor en trussel. USA var ikke længere alene om at have atombomben.

Amerikanerne frygtede derfor fremtiden, hvor de russiske satellitter kom susende hen over USA – uden for rækkevidde af det amerikanske militær og luftvåben. – For hvad kunne de ikke se deroppefra? – Hvad kunne de ikke potentielt medbringe af bomber? Frygten blandede sig snart med paranoia og måtte tages alvorligt.

Månen er målet

Den amerikanske præsident John F. Kennedy tog derfor truslen fra Rusland uhyre alvorligt, da han den 12. september 1962 holdt en meget citeret tale på Rice Stadium i Houston, Texas. Her fortalte han det amerikanske folk om Apollo-rumprogrammet og planerne om at landsætte en mand på Månen inden for ti år – og gøre det før russerne:

“We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard, because that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win.”

Blot syv år senere var det så vidt. Efter flere både fejlslagne og vellykkede opsendelser i Gemini og Apollo programmerne mente NASA, at målet var inden for rækkevidde. Der havde da været adskillige amerikanere i kredsløb om såvel Jorden som Månen. Nu var det tid til et bemandet touchdown på den gamle Måne.

Tre mand blev sendt afsted med den gigantiske Apollo 11 rumraket: Neil Armstrong, Edwin “Buzz” Aldrin og Michael Collins. Tre mænd af den rette støbning. I øvrigt en film, alle astro-interesserede bør se. Collins forblev i kredsløb om Månen i fartøjet “Columbia”, mens Armstrong og Aldrin entrede det lille “Eagle” månelandingsfartøj. 

Apollo 11 tager afsted

Apollo 11 lettede fra Kennedy  Space Center i Florida den 16. juli 1969. Og landede på Månen den 20. Den 21. juli klokken 03:56 steg Neil Armstrong så ned på Månen, hvor han og Aldrin tog de første lettere euforiske skridt i det løse månestøv. I en tyngdekraft, der kun er en sjettedel af Jordens. Der blev hoppet både højt og langt den dag.

Det lille Eagle månelandingsfartøj blev kun 21 timer og 36 minutter på Månens overflade, inden det lettede igen i en støvsky og koblede sig på Columbia for hjemturen. Der måtte spares på såvel ilt som brændstof, da en lidt forsinket månelanding havde tæret ekstra hårdt på beholdningerne.

De tre astronauter vendte tilbage til Jorden den 24. juli, hvor de landede sikkert i Stillehavet. Efter otte skelsættende dage i rummet og nogle få timer på Månen. Verden blev forståeligt nok aldrig helt den samme igen. Den var blevet ganske meget mindre.

Efterfølgende månelandinger medbragte køretøjer, så astronauterne kunne komme længere omkring og indsamle mere materiale, de siden kunne bringe med sig hjem til Jorden.

Indhøstede erfaringer fra Månen blev siden brugt til de Rovers, der har kørt på Mars i nu snart mange år.

© 2019 tekst: Steen Ulnits


Læs mere om “Det Første Kamera På Månen” i artiklen her

Key West snappershots

Florida Keys ligger midt mellem Atlanterhavet og Den Mexikanske Golf. De mange keys (øer) byder året rundt på et spændende og varieret fiskeri, der tiltrækker fisketurister fra hele verden.

Klik for større fotos


 Miami kalder – her fra Düsseldorf


 Med Eurowings tværs over Atlanten


Miami skyline ved midnatstide


Katten Ramsey holder hof på 15. sal.


Downtown Miami lyser op i natten.


Solopgang med Atlanterhavet i baggrunden


 Breakfast in America – uden Supertramp


 Skibet, der stod model til Hemingway’s “Pilar”.


 Dagens første fiskere i dagens første lys


En pelikan på verandaen gør ingen sommer.


Solnedgang over havnen i Key West


Hvad mon det er for et apparat?


Solen skinner ikke hele tiden i Miami, Florida…


Bill viser stolt sin IGFA linetester frem.


Klar til en fiskedag på den Blå Atlant


300 HK på hækken er meget. Men nogle har 3 x 300…


Uden levende agnfisk kommer der ikke mange fisk i båden.


Hvor Sargasso-tangen driver sammen, findes fiskene.


Bill med en sejlfisk, der huggede på 100 meter vand.


Lille amberjack på vej ud igen


Fish on – at 100 metres! *


Flot Mutton snapper fra dybt vand *


Tæpper af Sargasso-tang giver fiskene fine levesteder.


Flydende Sargasso-tang over koboltblåt vand


Fin amberjack på vej ud igen


The Mutton Man can. Tre røde i rad! *


Én porgy og to Mutton snappere. Fornemme spisefisk.


A winged Garbage Man with a beaked Garbage Can


Så bliver fiskene ikke friskere. Aftensmaden er sikret.


“The wondrous sights he must have seen…”


Selv både skraber skyen i Florida.


Død malle i sommervarmen – set fra 15. sal


Farvel til Ramsey – min første katteven nogensinde


Kamera: Huawei P30 Pro

© 2019 Steen Ulnits

* Bill Marks

Huawei P30 Pro

Som læsere af disse sider vil vide, så var jeg ikke begejstret for Huawei’s Mate 20 Pro. Denne ellers meget berømmede kameramobil levede i mine øjne slet ikke op til forventningerne efter den banebrydende og anmelderroste P20 Pro.

Nu er kinesiske Huawei så tilbage med endnu en opfølger, der som P20 Pro virkelig leverer varen. På flere områder. Det er P30 Pro, som rydder hele den samlede mobilkamerapulje med sine fantastiske kameraer. Og den gør det i en tid, hvor der ellers er sået tvivl om det kinesiske firmas fremtid.

Det skal vi ikke tærske langhalm på her – blot henvise til nedenstående artikel om netop dette prekære emne:

Huawei – en sikkerhedsrisiko?

Og så afslutningsvis kort konkludere, at hele sagen i høj grad drejer sig om den kinesisk-amerikanske handelskrig, der jo raser lige nu. Mere end om spionage og sikkerhed som ellers angivet af den amerikanske præsident og hans egen regering. Der for øvrigt også selv spionerer, hvor spioneres kan. Tænk blot på “Echelon”.

Vi skal heller ikke tærske langhalm på hardware og software, som i vid udstrækning er den samme i alle Huawei mobiler.

Kameraerne

Lad os i stedet gå direkte til det, der adskiller Huawei fra alle andre mobilproducenter: Kameraerne. Her har Huawei nemlig et markant forspring, som alle markedets øvrige producenter nu kæmper for at indhente.

Alt imens tager Huawei sikkert, støt og roligt større og større markedsandele. Amerikanske Apple har de allerede overhalet – nu gælder det koreanske Samsung, som kinesiske Huawei gerne vil vippe af tronen.

Huawei købte sig til avanceret mobilkamerateknologi, da de overtog resterne af Nokias finske kameradivision. Et smart træk, der for alvor har givet pote og sendt Huawei et pænt stykke foran konkurrenterne.

Hvor Huawei ofte og med rette kan beskyldes for at kopiere, hvad der overhovedet kopieres kan – ellers stjæles, hvis det skulle blive nødvendigt – så man vi klart erkende, at på fotosiden er Huawei bare klart førende.

Huawei trak for alvor fra med P20 Pro, der stadig er en fornem kameramobil, og har nu atter lagt sig klart i spidsen med den nye P30 Pro. Den leverer ikke bare specs i topklasse, hvilket mange mobiler efterhånden gør – den leverer også billeder i verdensklasse. Hvad langt fra alle topmobiler gør.

Hovedkameraet har 40 MP, vidvinklen 16 MP og telen blot 8 MP. Til gengæld har selfie kameraet hele 32 MP til knivskarpe selvportrætter. Således byder P30 Pro på ialt 96 MP. Ganske imponerende, når man sammenligner med eksempelvis Apple’s iPhone Xs Max, der har 12+12+12+8 MP = 44 MP…

Masser af Florida fotos

Jeg fik den nye P30 Pro i hænderne blot dagen før, jeg skulle afsted til Florida i nogle uger. Og jeg tvang mig selv til at lade min elskede iPhone Xs Max blive i lommen til særlige lejligheder. I stedet tog jeg næsten samtlige mine fotos fra Florida med det nye kamera, hvilket er en rigtig god måde at lære det at kende på. Se Florida Key West fotogalleri her.

Den korte version er, at P30 Pro på næsten alle måder leverer, hvad Mate 20 Pro ikke gjorde – trods ellers mange anmelderroser. Når man dykker i dybden med mange af disse anmeldelser, er der to ting, som ofte går igen:

Det drejer sig om anmeldelser efter meget kort tids brug. Og anmeldelser af mobiler, som anmelderne har modtaget som gave. Enhver ved, at man aldrig stiller samme høje krav til gratis gaver som til dyrt købte produkter. Det siger næsten sig selv.

Men det må nødvendigvis tages med i vurderingen, når man læser begejstrede anmeldelser af nye produkter. Der ville ikke nødvendigvis stå det samme overstrømmende positive, hvis de pågældende anmeldere havde betalt fuld pris for deres produkter…

Anyway. Til kameraerne, der som sagt gør den store forskel. Med P30 Pro er det lykkedes Huawei at klemme et helt nydesignet kamera med hele 5X optisk zoom og 10X hybrid zoom ned i en slank og elegant indpakning. Endda sammen med et imponerende batteri, der i mange tilfælde kan holde i to samfulde dage.

5X optisk, 10X hybrid og 50X digital zoom

Det var en stor oplevelse af få Huawei P20 Pro i hænderne dengang. Her var nemlig for første gang en mobiltelefon med et indbygget kamera, som kunne zoome optisk hele 3 gange. Og som i tilgift havde en brugbar 5 gange hybrid zoom.

Jeg tog mange gode fotos med P20 Pro, inden den blev afløst af først Mate 20 Pro, som jeg ikke var så begejstret for – trods den indbyggede vidvinkel – og siden den her testede P30 Pro. Sidstnævnte byder på ikke mindre end 5X optisk zoom, 10X hybrid zoom og imponerende 50X digital zoom.

Det sidste kunne eller kan man nu ikke bruge til at fotografere med. Dertil var og er kvaliteten dog for dårlig. Men med en digital zoom på hele 50 gange kan man med fordel bruge sin mobil som kikkert.

Det benytter jeg mig ofte af, når jeg eksempelvis skal scanne et skovbryn eller en åben mark for dyr. Eller vil se, hvad det er for et skib, der lige har rundet pynten. En i praksis uhyre anvendelig detalje.

Huawei bliver ofte – og med rette – beskyldt for at kopiere andres løsninger. Ikke mindst Apple må ofte lægge ryg til at blive klonet af Huawei – dog i Android regi. iOS og MacOS kan de gode kinesere nemlig ikke kopiere funktionen af – kun udseendet.

Periskop-zoom

Men når det gælder de indbyggede kameraer, kan man ikke beskylde kineserne for at stjæle andres ideer. Her er de nemlig selv med helt fremme på sidste beat – med kameraer, de selv har udviklet. Ikke mindst den 5X optiske zoom har affødt megen beundring fra konkurrenterne. 

Med 3X optisk zoom var man nemlig kommet til vejs ende for, hvad der fysisk var plads til i en flad og tynd mobiltelefon. Skulle man videre, måtte der nytænkes, og det gjorde Huawei med sin nye “periskop-zoom”.

Der er ikke tale om nogen konventionel zoom, som bliver længere og længere med brændvidden. I stedet har man tænkt i retning af de store spejlteler, som har været kendt fra spejlreflekskameraerne i årevis.

Huawei har helt enkelt “foldet” brændvidden sammen til en periskop-formet linse, der fylder markant mindre og fint får plads i mobiltelefonen. Den er nu placeret umiddelbart under vidvinkel og normallinsen, hvorved man i praksis nærmer sig 10X optisk zoom.

Vidvinklen er nemlig omtrent det halve af normalen, der normalt betegnes 1X, men som i virkeligheden er 2X vidvinklen. Læg hertil 5X normalen , og det samlede resultat bliver 10X fra yderste vidvinkel til yderste tele.

Og hvor Huawei endnu ikke rigtig havde fået de tre kameraer til at spille sammen i Mate 20 Pro, så er det lykkedes rigtig fint i P30 Pro. De glider nu fint over i hinanden.

Nyt lysmålersystem

Men ikke nok med det. Med længere brændvidde kommer også større lystab. Det har Huawei løst med endnu mere konstruktiv nytænkning. Normalt registrerer en kamerasensor farverne RGB som RGGB.

Denne gamle og veletablerede metode har Huawei gjort op med i sin nye SuperSpectrum sensor, hvor den grønne farve (G) er skiftet ud med gul (Y). Huawei’s SuperSpectrum sensor registrerer derfor indkomne farver som RYYB i stedet for RGGB, hvilket tillader 40% mere lys at komme ind.

Huawei’s Kirin 980 processor kombineret med en nyudviklet algoritme bringer den maksimale lysfølsomhed på P30 Pro op på nærmest ufattelige ISO 409.600. Det betyder i almindelig tale, at P30 Pro kan se lys, hvor det menneskelige øje blot ser mørke. Man behøver blot at tænde for kameraet i et mørkt rum for at se den imponerende lysstyrke.

Forgængeren P20 Pro, der stadig er et fremragende og meget lysfølsomt kamera, excellerede i netop natfotografi. Til formålet havde og har den en meget lysfølsom sensor i ren sorthvid. Med det resultat, at man får stjerner på sit natfoto, som man overhovedet ikke selv kan se.

Det samme gælder P30 Pro, der blot har droppet den sorthvide sensor til fordel for en RYYB. Hermed har Huawei lagt sig totalt frem i førerposition, hvad kamera og lysfølsomhed angår. 

Dobbelt video

Nu er det ikke på video-fronten, at Huawei har gjort sig mest eller bedst bemærket. Et ofte fremført kritikpunkt, når talen er faldet på P20 Pro. Kineserne er dog kommet ganske godt med i P30 Pro, der i tilgift til normale videofunktioner tilbyder Dual-Video: Dobbelt video med splitskærm.

Dual-Video er en sjov funktion, der næppe vil tiltale de ægte videoentusiaster. Men som giver mulighed for mange sjove optagelser til familiealbummet. Man har da det normale videokamera kørende i den højre og største del af skærmen, mens man i den venstre kan vælge, om man vil zoome 2, 3 eller 5X ind på samme motiv.

Det giver mulighed for at zoome mere eller mindre ind på begivenhederne i venstre side af skærmen, mens man bevarer overblikket på den højre side. Det er ingen gimmick, som den slags ellers ofte er. Det er rent faktisk en funktion, der har flere rigtig gode anvendelsesmuligheder. 

Professionelle videofotografer vælger ofte at klippe et nærbillede ind i sin egen billedramme, så seeren bedre kan se, hvad der sker. Dual-Video giver lidt af de samme muligheder – blot med et enkelt tryk på knappen “Dobbeltvisning” under “Flere”.

Som lystfisker kan man eksempelvis filme hele fighten af en fisk – i almindelig vidvinkel. Mens man samtidig zoomer ind på fisken selv. På én og samme optagelse.


Konklusionen

Det er dejlig nemt at konkludere noget om Huawei’s P30 Pro. Det er nemlig uhyre svært at finde noget at kritisere den for.

Tre kameraer bag og ét for dækker næsten alle de fotografiske situationer,  man kan komme ud for på en normal hverdag. Telen med 5X optisk zoom har ikke sin lige, og den nye vidvinkel har macrofunktion ned til 2,5 cm. Batteriet på hele 4.200 mAh holder hele dagen uden at kny. Måske også den næste dag med.

P30 Pro er en kameramobil, der har alt, hvad en sådan skal have – og så en hel del mere end konkurrenterne. Det er sjældent i vore dage, at en producent når at lægge sig så langt foran alle konkurrenter, som Huawei har gjort det med P30 Pro.

Så kan man godt leve med, at både Samsung og især Apple har software, der kører bedre og mere flydende end Huawei’s. De to har haft flere år til at finetune deres produkter i, end Huawei har. Og det kan mærkes.

Et lidt ærgerligt kritikpunkt er dog risikoen for, at den amerikanske præsident Trump’s handelskrig mod kineserne kan umuliggøre fremtidig brug af Google’s Android på Huawei’s P30 Pro.

Den slags kan ingen producent eller forbruger tage højde for.

Læs gerne Hongmeng OS – Android’s afløser?

© 2019 Steen Ulnits

Huawei Smartwatch GT2

Huawei har kapret mange danskeres hjerter, men er desværre raget uklar med Google (læs: Trump) om retten til fortsat brug af Android styresystemet til deres mobiler. Heldigvis har Huawei udviklet deres eget styresystem til deres egne smartwatches.

Det er der kommet et par rigtig gode og prisbillige ure ud af. Da jeg for et lille års tid siden erhvervede en Huawei P30 Pro, fik man automatisk tilbud om et gratis Huawei Smartwatch GT. Det var en af Huawei’s enklere måder at booste sit “salg” af smartwatches og smartphones på.

“Giving it all away”, som mine ungdomsårs rockhelte Bachman Turner Overdrive sang det. BTO havde for øvrigt også et nummer, der hed “Taking care of business”, så måske var det her, grundlæggeren af Huawei, Ren Zhengfei, lærte lektien om og værdien af ind imellem at give tingene væk…

Huawei’s første Smartwatch GT var hverken specielt fikst eller godt designet. Men det havde en batteritid, der ikke skulle måles i timer, men  dage, hvilket givet skyldtes Huawei’s eget selvudviklede styresystem – Light OS. Havde Huawei brugt Google’s Wear OS, var batteritiden aldrig kommet over 24 timer…

Til gengæld har Huawei taget sig den frihed at kalde deres digitale ure for “smartwatches” – hvilket de ganske enkelt ikke er. Et smartwatch har funktioner, der er smarte – styret af apps, der kan downloades fra nettet.

Dette gælder alle smartwatches, om de så er fremstillet af Apple, Google eller Samsung. Apps skal der til, hvis man vil være et smartwatch, og det vil Huawei’s digitale ure tilsyneladende ikke. Til gengæld er de fremragende “activity trackers” med alt, der bimler og bamler.

Activity Tracker

Huawei’s andet digitale ur – nu med modelnavnet “Smartwatch GT2” – var langt bedre designet og ser langt bedre ud. Faktisk så godt, at jeg investerede i et af dem – som supplement til min Huawei P30 Pro, der er blevet fast inventar i felten. Sidstnævnte havde fulgt mig trofast i Florida, hvor den havde taget et hav af flotte fotos. Nu skulle den have en følgesvend, der matchede den bedre end dens gratis forgænger.

Men er GT2 intet smartwatch, så er det til gengæld en meget fornem aktivitets-tracker, som minutiøst kortlægger ens færden og fysiske aktiviteter dagen lang – så længe man har det på og såmænd også om natten. Batteritiden er helt forrygende og uden sidestykke. Den skyldes, at Huawei til formålet har udviklet sin helt egen mobile chip, nemlig Kirin A1 med dobbeltchip design og intelligent strømstyring.

Den ene chipdel bruges, når der skal arbejdes og registreres data – typisk GPS og puls – mens den anden fungerer i noget nær dvale, når der ikke skal ske noget. Når uret blot skal holde øje med tid og dato. Denne teknik reducerer det daglige batteriforbrug så meget, at Huawei tør love hele to ugers batteritid ved normalt brug – med kontinuert pulsmåling, 90 minutters træning  og 30 minutters musik om ugen. Samt 30 timers kontinuert træning med GPS og hjertefrekvens.

Dette gælder den store og maskuline 46 mm model, mens den mindre og mere feminine på 42 mm kun klarer det halve. Mere er der næppe heller nogen, som behøver. Og hvor mange batteritider ellers er hentet i Fantasy Land, hvor Google Wear bor, dér lever Huawei Smartwatch GT2 faktisk op til det lovede. Og det er ganske imponerende.

Samtidig eller måske nærmere på trods heraf byder GT2 på markedets nok bedste, skarpeste og bedst oplyste AMOLED skærm på hele 454 x 454 pixels (390 x 390 for den lille 42 mm model).

Dag og nat – dag efter dag

Huawei Smartwatch er uret, der overvåger dig dag og nat og registrerer, hvad der sker og du har foretaget dig. Man kan ringe op eller modtage opkald under træning og under aktiviteter, hvor man ikke kan bruge sine hænder – eksempelvis under afspilning af musik. Der er plads til 500 mp3 musiknumre, og den indbyggede højttaler er blandt markedets bedste og mest hørbare.

Man kan modtage mails og beskeder, men man kan desværre ikke svare på dem. Det er som allerede sagt ikke noget smartwatch – uanset navnet. Men en rendyrket activity tracker. Antallet af urskiver er begrænset, da der ikke findes nogen Play Store, men man behøver ikke mangle noget.

Antallet af viste funktioner er dog noget begrænset – i hvert fald sammenlignet med Apple Watch, hvor skiverne kan vise data fra op til 11 forskellige funktioner. Huawei brugere må nøjes med op til 7, hvilket nu også rækker til det allermeste.

Uret sync’er automatisk med Huawei’s Health App, der i lighed med uret viser dansk alle steder. Dejligt. Det er det langt fra alle andre sundhedsapps, som gør. Eksempelvis ikke Xaomi, der viser alt på engelsk. Helt gennemført.

Urskiver

Huawei’s urskiver er designet af Huawei og fungerer derfor perfekt – med minimalt strømforbrug. Der er pt. en snes stykker, som giver løbende (!) besked om de aktiviteter, der er i gang (!) eller har været det. Man skal være ikke så lidt af en kondifreak for ikke at være tilfreds med mulighederne.

Og så er der søreme også et aldeles velfungerende kompas, hvilket burde være en selvfølge. Det er det imidlertid ikke på hverken Apple eller Samsung. Dertil er der indbygget lommelygte, barometer og andet godt. 

Som den rigtige activity tracker GT2 er, så tåler den naturligvis vand – helt ned til 50 meter. En svømme- eller snorkeltur er derfor ikke noget, man skal frygte med dette ur, hvis funktioner betjenes med to fysiske trykknapper i tilgift til touch skærmen.

Huawei Smartwatch GT2 kan erhverves for kr. 1.400,- hvilket er det rene røverkøb. Anbefales på det kraftigste – hvis man altså kan leve uden Google Wear med tilhørende Play Store.

Det kan jeg sagtens selv. Det går endda rigtig fint.

© 2020 Steen Ulnits