Tag-arkiv: fingeraftrykslæser

Xiaomi Mi Note 10: 108 MP

Vi kan bare ikke få pixels nok. Jo flere pixels desto skarpere fotos – alt andet lige. Og desto højere pris. Kinesiske Xiaomi har imidlertid gjort det næsten umulige. De har produceret en kameramobil, som byder på det hele til det halve.

Det var stort, da finske Nokia tilbage i 2012 lancerede sit nu legendariske Pureview 808 kamera med hele 41 millioner pixels fra tyske Carl Zeiss. Vi var behørigt imponerede over skarpheden, men ikke helt så imponerede over hastigheden, hvormed den håndterede de mange pixels.

Ingen tvivl om, at pixel-teknologien var trukket fra og havde efterladt processoren i støvet. At det kneb resten af kameraet gevaldigt at flytte rundt med og behandle de 41 millioner pixels, som sensoren hentede ind til behørig efterbehandling. Læs gerne artiklen om Nokia Pureview her.

Der er heldigvis sket rigtig meget i de forgangne otte år, siden Pureview 808 blev lanceret. Resten af teknologien er kommet på omgangshøjde med de mange pixels, som nu håndteres i en håndevending – so to speak.

I dag er det derfor helt almindeligt, at selv et mellempriskamera jonglerer ubesværet rundt med 48 millioner pixels, som så i reglen “pixel binnes” ned til 12 millioner. Denne teknologi slår helt enkelt 4 pixels sammen til én, hvorved der dels kan indfanges meget mere lys end ellers – dels bruges langt mindre lagerplads til det færdigbehandlede foto.

Den nye standard: 108 MP

Teknologien går aldrig i stå, men udvikler sig konstant. Med større og større sensorer. Med flere og flere pixels. Først med sensorer på 64 MP og nu senest med de forjættende 108 MP.

Markedets to store producenter af sensorer til kameraer, japanske Sony og sydkoreanske Samsung,  har længe haft disse store sensorer på programmet. Derfor kom det som ikke så lidt af en overraskelse, at det skulle blive kinesiske Xiaomi, der blev de første med en 108 MP mobil. Ikke hverken Sony eller Samsung. Dog udviklet i samarbejde med Samsung.

Sidst i 2019 kunne den kinesiske elektronikgigant så meddele, at de netop havde lanceret verdens første mobil med flere end 100 MP – den helt nye Xiaomi Mi Note 10. Dette er navnet på eksportmodellen, vi nu kan få herhjemme, mens den samme kameramobil på det kinesiske hjemmemarked lidt forvirrende hedder Xiaomi Mi CC9 Pro. Begge byder på de samme fem kameraer – dog kun et med 108 MP.

Det er naturligvis standardlinsen, der har fået de 108 MP at lege med. Vidvinklen på 117 grader må nøjes med 20 MP, hvilket imidlertid er ganske godt for netop en vidvinkel. Til sammenligning  byder topmodellerne fra Samsung og Apple i reglen på blot 12 MP i deres vidvinkler. Selfies tages med hele 32 MP. Der mangler således ikke pixels i denne mobil!

Som noget helt specielt byder Mi Note 10 på hele to telelinser: En 2X zoom til portrætter og en 5X zoom til rigtig telefotografering. Xiaomi mener, at én tele ikke kan klare begge dele optimalt, og man har derfor inkluderet to forskellige, som dækker hver sit felt. Her stråler naturligvis 5X linsen, der tillader mobilfotografen at trække fjerne motiver tættere på – med optisk og ikke digital zoom. Med billeder, som forbliver skarpe, når der zoomes.

5X linsen er et lille optisk vidunder, som leverer helt op til 10X hybrid zoom og 50X digital zoom – præcis som Huaweis flagskib P30 Pro. Dog ikke af helt samme kvalitet og uden dennes avancerede periskop-konstruktion. Billedet ryster ganske meget ved 50X og er heller ikke ret skarpt. Det hjælper dog gevaldigt, hvis man bruger stativ. Da kan man rigtig spionere på naboen eller se store krydstogtsskibe i det fjerne. Eller hvad man nu måtte lyste.

Men ikke nok med det. Xiaomi mener heller ikke, at man kan tage rigtige makrofotos med almindelige linser, som eksempelvis Huawei gør med sin P30 Pro og dennes vidvinkel. De har derfor indbygget en speciel makrolinse, der kan gå så tæt på motivet som under 2 cm. Den sidder nederst – så langt nede, at man tit kommer til at holde en finger foran linsen. Det skal man lige vænne sig til.

Man skal også vænne sig til, at det er vanskeligt at fokusere med makroen – med mindre man da bruger det indbyggede bløde fotolys. Da kan man til gengæld få fine næroptagelser. Det ændrer dog ikke på , at man ofte er bedre stillet med en indbygget makro som på P30 Pro. Den klarer fokusering som en mis – uden brug af kunstigt lys. Til gengæld og som et plus kan man med nærlinsen på sin Mi Note 10 få fine optagelser, hvis man bruger dette fotolys på en grå dag. Der er dog kun 2 MP at tage af.

Den største interesse samler sig naturligt nok om 5X telelinsen, der giver helt nye muligheder. Man finder dog hurtigt ud af tre ting som nyslagen telefotograf: 1) At træerne ikke vokser ind i himlen. 2) At man let får rystede optagelser med fuld tele. Og 3) At gode telefotos kræver masser af lys.

Herunder et par billeder skudt med forskellige brændvidder på den nye Mi Note 10, som jeg selv importerede fra Kina sidste år. Jeg kunne bare ikke vente på at se, hvor langt man kunne komme med 108 MP og 5X optisk zoom på en mobil!

Xiaomi Mi Note 10 – ultra vidvinkel

Xiaomi Mi Note 10 – standard vidvinkel

Xiaomi Mi Note 10 – 5X tele

Xiaomi Mi Note 10 – macro mode


27 MP pixel binning

Selv om Mi Note 10 er udstyret med en 108 MP sensor, så er det dog ikke meningen, at man skal tage fotos i fuld opløsning. I hvert fald kun undtagelsesvis.

I stedet regner Xiaomi med, at man bruger den anbefalede standard på 27 MP, hvilket er resultatet af en ganske avanceret og krævende Quad Bayer Pixel Binning proces, hvor fire små og lyssvage pixels bliver til én stor og lysstærk pixel. 27 MP svarer til 6016 × 4512 pixels.

Er man vant til standarden på 12 MP hos både Samsung og Apple, da er 27 MP et kæmpe fremskridt. 27 MP billeder kan beskæres på kryds og tværs, uden at det går ud over den synlige opløsning. Quad Bayer sikrer masser af lys til det færdige foto, der som udgangspunkt tager sig rigtig godt ud. Ind imellem kan man dog godt se, at Xiaomi hælder mest til en hårdhændet digital billedbehandling, der imidlertid egner sig godt til direkte upload til sociale medier.

Billederne tåler måske ikke helt sammenligning med de bedste, der kan komme ud af en Samsung Note 10 Plus eller en Apple iPhone 11 Pro Max, men kvaliteten er generelt rigtigt god. Til prisen helt forrygende. Night Mode på Mi Note 10 er dog ikke rigtig noget at skrive hjem om. I hvert fald ikke hvis man har set, hvad eksempelvis Google kan levere på dette felt. Her er der god plads til forbedring i kommende opgraderinger.

108 MP mode

Til at styre alle de mange pixels har Xiaomi hyret en Qualcomm Snapdragon 730G processor, der egentlig er lavet med spil for øje. Men den håndterer de mange pixels på fornem vis, omend det tager lidt tid, hvis man vælger at tage billeder i fuld opløsning – med samtlige 108 MP. Det svarer til 12032 × 9024 pixels, som fylder i omegnen af 10 MB – alt afhængig af motivets kompleksitet.

Det er ikke noget, man skal gøre andet end undtagelsesvis. Dels fylder de færdige fotos ganske meget, og dels tager det tid at behandle så mange pixels. Endelig kræver det gode lysforhold, hvis det færdige resultat skal blive rigtig godt. Men er lysforholdene eller til det, får man i sagens natur utroligt detaljerede billeder med sig hjem. Billeder, som kan beskæres hårdt – på kryds og på tværs. Der er rigeligt med pixels at tage af.

Er man blot en smule rutineret som fotograf, er man aldrig i tvivl, når og hvis man står over for et usædvanlig godt motiv. Gør jeg selv det, snupper jeg altid et par 108 MP billeder i tilgift til de almindelige på 27 MP fotos. Det er ofte utroligt, hvad man efterfølgende kan få ud af så højopløste billeder. Utroligt, hvad der kan gemme sig af spændende og interessante detaljer imellem alle de mange 108 millioner pixels.

Er man til efterfølgende billedbehandling på skærmen, kan man glæde sig over, at Mi Note 10 også byder på mulighed for at tage billeder i det ukomprimerede RAW format. Et sådant .dng billede fylder imidlertid ofte mere end 50 MB…

Alt det andet

Det er blevet sagt og skrevet, at den nye Xiaomi Mi Note 10 mest af alt er et kamera med en mobil indbygget. Så meget er der fokuseret på fotografering i denne kameramobil. Det mærker man tydeligt, når man dykker ned i fotosektionen. Her er der alt, hvad hjertet kan begære – præsenteret på yderst pædagogisk og let forståelig vis.

Afslutningsvis er der dog nogle ting, som er værd at fokusere på. Ting, der får Mi Note 10 til at skille sig ud fra andre kameraer. Den indbyggede fingeraftrykslæser i den 6,5 tommer store og lysstærke AMOLED skærm fungerer rigtig godt – hurtigt og hver gang. Langt bedre end på eksempelvis langt dyrere Samsung mobiler.

Det indbyggede batteri er kæmpestort – hele 5.260 mAh, hvilket så rigeligt rækker til selv en lang dag med masser af GPS, fotografering og andet krævende. Det store batteri gør i sagens natur Mi Note 10 til en tung sag, der overgår det meste. Med en vægt på 210 gram er man aldrig i tvivl om, i hvilken lomme den ligger!

Det monsterstore batteri kompenserer for, at mobilen ikke har trådløs opladning. Et stort minus set med mine øjne, men man får til gengæld lynhurtig 30W opladning via den medfølgende oplader. Og så har Xiaomi i lighed med konkurrenten OnePlus valgt at spare på IP68 certificeringen. Der er således ingen garanti for, at Mi Note 10 kan tåle en tur i vandet. Bare lige så man ved det.


Konklusionen

Der er rigtig meget godt at sige om det nye Xiaomi Mi Note 10, som ultimo 2019 var det mest fuldkomne mobilkamera på markedet. Med hele fem kameraer, 108 MP og 5X zoom var og er der stadig ikke mange situationer, den ikke kan klare.

Mest fantastisk er dog prisen på al denne herlighed. Den ligger nemlig på blot det halve af, hvad den nye Samsung S20 Ultra koster. Mi Note 10 kan nu fås i Danmark til kr. 4.000, hvilket er uhørt billigt for så megen kvalitet og så mange funktioner. Størrelse, design og finish minder forbløffende eller foruroligende meget om Huaweis berømmede P30 Pro.

Mi Note 10 sætter helt enkelt nye standarder for, hvad en mobil i denne prisklasse kan.

Xiaomi er kommet for at blive på det danske marked.

© 2020 Tekst & fotos: Steen Ulnits

 

Nokia 9 Pureview

Så kom den endelig, den længe ventede efterfølger til klassikerne Nokia 808 og Lumia 1020, der tog verden og dens mobilfotografer med storm – og flere end 40 millioner pixels.

Men den lille ny fra Nokia slægter ikke sine pixelrige forgængere på: Den leverer nemlig kun fotos med sølle 12 millioner pixels, hvilket er noget nær vore dages standard for mobiltelefoner.

Den nye Pureview har nemlig valgt at gå helt nye veje, som nok kun de færreste havde ventet. De fleste har nemlig forbundet navnet “Pureview” med rigtig mange pixels, som kunne levere hidtil uset skarpe fotos – med såkaldt “pixel binning” til styring af de mange millioner pixels.

Nokia har i stedet allieret sig med firmaet “Light”, der for et par år siden barslede med kameramonsteret “L16”, som bød på hele 16 kameraer. De skulle tilsammen dække alt, hvad både lys og perspektiv angår.

Men brugerfladen er der ikke noget usædvanligt ved. Det er den gode, gamle og let genkendelige, som vi kender fra millioner af mobiler, der kører på Android styresystemet:


Co-produktion

Nokia 9 Pureview er i sandhed en co-phone – skabt i samarbejde mellem følgende forskellige store aktører på foto- og IT-området, der hver har bidraget med afgørende dele:

  • Google: Leverer Android One styresystemet til den nye Nokia – og alle de tidligere. Den sikrer hurtige og løbende opdateringer i to år.
  • Qualcomm: Tæt samarbejde omkring 845 processoren, der normalt ikke kan håndtere input fra så mange forskellige kanaler/kameraer.
  • Light: Har udviklet og leveret den Lux capacitor, der skal til for at styre lysinput fra de fem integrerede kameraer.
  • Zeiss: Står bag udvikling af de to RGB-kameraer og de tre SH-kameraer, alle med 12 MP output, som bidrager til det enkelte foto.
  • Adobe: Har udviklet den Lightroom applikation, der skal til for at bearbejde de ubehandlede RAW fotos fra Nokia 9 Pureview.

Det har næppe været let for Nokia at styre udviklingssamarbejdet med så mange forskellige spillere, så hatten af for det. Men måske man skulle have ventet en lille stund endnu, før man lancerede Nokia 9…

Fingeraftrykslæseren…

Førstehåndsindtrykket af Nokia 9 Pureview er nemlig rigtig dårligt. I hvert fald på min model. Fingeraftrykslæseren, der er af den nye “in-screen” type, virker nemlig forrygende dårligt – på grænsen til overhovedet ikke.

Det er vanskeligt at få registreret sine fingeraftryk, men dog muligt. Efterfølgende virkede de så overhovedet ikke på min testmodel. Det var således umuligt at komme ind på mobilen, og samtidig dæmpedes lysstyrken hver gang så meget, at man stort set ikke kunne se noget uden manuelt at skrue op for lysstyrken igen.


“Prøv at trykke lidt hårdere…” lød den opmuntrende besked hver eneste gang. Og jeg trykkede og trykkede. Til sidst så hårdt, at jeg frygtede for elektronikken under skærmen. Opløftende var det heller ikke at søge på nettet. Det viste sig nemlig, at rigtig mange havde samme nedslående oplevelse…

Utroligt, at Nokia har ladet en så komplet ugennemtestet ny teknologi slippe igennem nåleøjet og ud til forbrugerne. På mine gamle Nokia mobiler virker den eksterne fingeraftrykslæser både hurtigt og upåklageligt. – Hvorfor så ikke lade det blive ved det?

Der må være nogle røde ører på Nokias hovedkontor i Tampere, Finland. Nogle, der har sovet i timen, da valget faldt på en dårligt testet in-screen fingeraftrykslæser i stedet for den gammelkendte og velprøvede. Fint skulle det være, men skidt blev det.

De fem kameraer

Mange tog sig til hovedet, da de første billeder af de mange kameraer på bagsiden af det nye Pureview blev lækket. Nogle syntes, det så cool og fremtidsorienteret ud. Andre, at det var grimt eller ligefrem skræmmende.

På det tidspunkt var der nemlig ingen, som rigtig vidste, hvad så mange kameraer skulle bruges til. Dengang var alle stadig sikre på, at Nokia 9 Pureview ville blive endnu et kamera med rigtig mange pixels – over de 40 millioner, som forgængerne havde budt på.

Men sådan skulle det ikke være. Havde man drømt om ekstremt højtopløselige billeder, blev man slemt skuffet. Der var nemlig kun 12 MP at tage af – trods de fem kameraer. Der nemlig hver især har helt andre opgaver, end de fleste nok havde regnet med.

De to af dem optager i RGB-farve – de tre øvrige suger SH-lys til sig. De tre sorthvid-sensorer kan suge meget mere lys til end farvesensorerne – 2,9 gange mere hver især, siger Nokia.

Læg hertil en såkaldt “Time of Flight” (TOF) sensor, der registrerer dybde og afstand. Specielt vigtigt ved portrætfotos, der jo gerne skulle kunne skelne klart mellem skarp forgrund og sløret baggrund.

Der er således nok at se til for den processor, der skal styre alle disse kamera-input. Og det kommer derfor ikke som nogen stor overraskelse, at der er en vis procestid efter hver optagelse. Man kan dog fint tage yderligere fotos, mens de gamle stadig behandles.

Procestiden var også lang med Nokia 808, der sågar havde en ekstra processor netop til billedbehandlingen. Men det kommer lidt bag på én, at der kan gå både 10, 15 og 20 sekunder, før efterbehandlingen på Nokia 9 er klar. Så har det pågældende billede til gengæld også lagret rigtig mange informationer til senere brug.

Nokias indbyggede kamera-app fungerer fint, omend jeg flere gange oplevede  at udløserknappen slet ikke reagerede på tryk. Måske et problem relateret til den dysfunktionelle fingeraftrykslæser på den testede model.

Jeg havde forventet, at det ville være den samme Pro kamera-app, som vi kender og sætter pris på fra tidligere Nokia-modeller. Nokia havde nemlig erhvervet sig rettighederne til netop den, som er uhyre intuitiv at betjene.

Men nye funktioner og muligheder har tilsyneladende gjort den ubrugelig i Pureview-sammenhæng. App’en fungerer dog ganske udmærket, når man ellers kan tilgå den.

Det, man mest skal lægge mærke til, er det lille ikon for dybdeskarphed – “Depth Field”. Det ligner en PH-lampe, der ligger ned. Når det er aktiveret, optager kameraet et udførligt dybdefelt, som senere kan bruges til at fokusere rundt i – med op til 1.200 forskellige billedplaner eller justeringsmuligheder.

Det er der ikke andre producenter, som kan leve bare tilnærmelsesvis op til i mobil-sammenhæng. Det fylder dog i sagens natur rigtig meget.

Adobe Lightroom

Når man starte sin Nokia 9 Pureview op for første gang, foreslår den straks, at man installerer Adobe Lightroom til redigering af de store RAW filer, som mobilen tager. Og det sker i et snuptag.

Men vil man have adgang til de features og funktioner, som virkelig er noget værd, så mødes man af nedenstående billede. Adobe vil have 39,- kroner for at lukke op for godterne. Hver måned. Resten af livet. Ellers er der kun en lang næse at hente – i form af uendelige henvisninger til alle de features, man som nærigpind hele tiden går glip af…

Lightroom er et fremragende produkt, men at skulle betale knap 500,- kroner om året for at få adgang til det – en tiendedel af kameraets pris – hvert eneste år i mobilens levetid, det er lige i overkanten. Synes i hvert fald jeg.

Man kan nemlig få flere andre applikationer – til iOS såvel som Android – som man betaler et mindre beløb for én gang for alle. Selv har jeg længe benyttet mig af programmer som Halide, Darkroom og Focos, når der skal tages og arbejdes med RAW og fokus i efterbehandlingen. 

Dem skal man ikke abonnere på. Dem køber man bare på vanlig vis. Og til en fornuftig pris. Når og hvis de sædvanlige billedbehandlings-programmer, der følger gratis med, ikke rækker.

Jeg må indrømme, at jeg personligt var noget skuffet over det nye Pureview fra Nokia. Jeg havde forventet mig mere af Nokia’s nye flagskib, som jo havde ladet vente længe på sig. Og jeg var langt fra den eneste:

Den kendte professionelle New York fotograf Marian Sell har testet det nye Nokia 9 Pureview kamera grundigt – ude i det fri såvel som inde i det digitale mørkekammer – og efterfølgende delagtiggjort os andre dødelige i sine iagttagelser på YouTube.

Sell var ikke imponeret. Ja, faktisk kunne han slet ikke forstå, hvad alle de mange kameraer skulle gøre godt for – når nu hans nye Samsung Galaxy S10 kan tage lige så gode og skarpe billeder. Det dokumenterer han fint på YouTube.

Han klagede også over det langsomme kamera, som missede mange skud, men dykkede dog ikke ned i muligheden for at styre fokus og lys i efterbehandlingen af de optagede billeder – Nokia 9 Pureview’s største force.

Marian Sell ville langt hellere have mulighed for at kunne vælge mellem forskellige optagevinkler, som flere nye kameraer i dag byder på – med vidvinkel, normal og tele som det, der ser ud til at blive fremtidens standard.

Men se og hør selv her, hvad en professional New Yorker fotograf mener om den nye Nokia 9 Pureview:

Plan og dybde

Nokia Pureview kan noget, den har lært af nu desværre hedengangne Lytro, som i nogle år brillerede med deres såkaldte “Light Field Camera” – et kamera, som fangede samtlige lysstråler i feltet fra kameralinse til uendeligt. Hvilket tillod, at man efterfølgende kunne fokusere sine billeder efter behag. Det hele var der – klar til at blive brugt.

Lytro nåede kun at producere to kameraer, inden firmaet måtte give op og erkende, at forbrugermarkedet ikke var modent eller interesseret i de muligheder, som lysfelt-fotografering gav.

Jeg nåede heldigevis at skille mig af med det seneste store Lytro Illum lysfeltkamera, som ellers var rigtig sjovt at lege med – med har stadig den første lille sag, som er en 4-kantet kasse på størrelse med to gammeldags filmruller. Her kan man med egne øjne se, hvordan hele lysfeltet indfanges, så man efterfølgende kan fokusere rundt omkring på billedet.

Det første Lytro havde dog en ringe kapacitet og samtidig en processor, der ikke var til ret store ting. Potentialet var imidlertid tydeligt – så tydeligt, at Apple’s nu hedengangne grundlægger Steve Jobs engang inviterede Lytro’s grundlægger Ren Ng op til en snak og en kop kaffe. Med sig hjem fik Ng i opdrag at finde ud af, hvad eventuelt Lytro kunne tilføre Apple på kamerafronten.

Det blev desværre ikke til noget, og nu er firmaets forbrugerdivision som sagt lukket. Men drømmen om lysfeltet lever videre – i Pureview’s 1.200+ billedplaner, som man kan bevæge sig rundt i.

Med det ret beset fantastiske resultat, at man først kan fjerne uønskede genstande og personer på et billede – i eksempelvis Lightroom – og dernæst fokusere på præcis den del af billedet / de billedplaner, man måtte ønske.

For meget og for lidt

Det er lidt synd for og egentlig også ganske dumt af Nokia, at man sender et produkt som et spritnyt Pureview på gaden i noget, der virker som halvbagt tilstand. Dumt, for ideen er skam god nok – det er eksekveringen, der halter.

Et gammelt engelsk ordsprog hedder “Too little too late” og bruges, når man er for sent ude med sine handlinger eller produkter. Med god ret og direkte henblik på den nye Nokia 9 Pureview kunne dette ordsprog passende omskrives til “Too much too early”:

– For mange kameraer og stadig lidt for tidligt i forhold til både hardware og software. Men under alle omstændigheder et frisk pust i en kameraverden, hvor konkurrencen er benhård og udviklingen går rigtig hurtigt.

Når først den avancerede teknologi får indhentet Nokias mange gode ideer, så skal alt nok blive godt. Der er nemlig masser af potentiale i den nye teknologi – hvis man nu er til den slags fiksfakserier med lys og skygge.

Dér er vi desværre ikke endnu. Men jeg står klar til at kigge nærmere på næste version af Nokia’s Pureview. Der har længe verseret rygter om, at opfølgeren allerede er på vej – med Qualcomm’s seneste og langt hurtigere Snapdragon 855 processor ombord.

Det vil alt andet lige være et skridt fremefter på vejen – hvis altså Nokia får styr på den helt forfærdelige in-screen fingeraftrykslæser…

Hvis der så også blev mulighed for lidt flere pixels end de nuværende 12 millioner i de færdige billeder, så ville vi være nået rigtig langt. Da ville resultaterne kunne bruges mange flere steder end nu. Da vil man kunne beskære sine motiver langt hårdere – uden brug af separate teleobjektiver.

Og lav så lige afslutningsvis en aftale med Adobe, så Lightroom er med i Pureview købsprisen. Én gang for alle. De to behøver hinanden.

Det vil i sandhed være a Match made in Heaven.

© Tekst & fotos: 2019 Steen Ulnits


Efterskrift:

– Gå altid tilbage til en fuser!

Sådan lød rådet i sin tid fra Gnags’ forsanger Peter AG, og gode råd fra en klog mand skal man naturligvis følge i det omfang, det overhovedet er muligt.

Jeg havde læst om flere efterfølgende opdateringer, der skulle løse de ovennævnte problemer, som den nye Nokia 9 Pureview desværre var født med. Ikke mindst in-screen fingeraftrykslæseren, der var helt umulig på den første udgave, skulle være blevet forbedret markant.

Og da så prisen samtidig blev sat ned med en hel tusse – fra de vejledende 4.999,- til nu 3.999,- kroner – var tiden inde til endnu et forsøg. Den ambitiøse fuser skulle have en chance til. Som gammel Nokia-fan var det næsten ikke til at leve med det første flop, det famøse 5-linsede fejlskud.

Det var derfor med den allerstørste spænding, at jeg pakkede min Pureview nummer to op af kassen. Den ankom med Android 9 Pie installeret, men gik straks i gang med at opdatere sig selv. Hele tre store opdateringer blev det til, inden den var tilfreds og lod mig gå videre med installeringen.

Fortsat forrykt fingeraftrykslæser

Men ak. Fingeraftrykslæseren var fuldstændig lige så forbandet på den nye Nokia, som den havde været på den gamle. Meget vanskeligt at registrere nye fingeraftryk. Og helt umuligt siden at bruge dem. “Prøv at trykke lidt hårdere” lød meldingen gang på gang på gang. Præcis som på den første model.

I en kort periode kunne jeg vække den til live med et rapt og millimeterpræcist tap, men det holdt ikke længe. Så nægtede den fuldstændig at registrere mine fingeraftryk – selv efter flere sletninger og genregistreringer. 

Til gengæld var den aldeles usikre ansigtsgenkendelse blevet superhurtig. Den åbnede flere gange, førend jeg overhovedet nåede at få lagt fingeren på skærmen. Ikke specielt betryggende, når man nu ved, at den kan snydes med et simpelt fotografi…

Det var og er stadig de fem indbyggede Zeiss kameraer, som gør / skulle gøre Pureview til noget ganske specielt. I den første udgave crashede kamera-appen regelmæssigt, og den gør den nye desværre stadig.

PRO-fessionel fiasko

Flere af funktionerne forsvinder helt eller delvis, så de ikke kan bruges mere. Selv ikke efter genstart. Det gælder specielt i “Pro” mode, som man jo netop griber til, når automatikken ikke rækker. 

Jeg oplevede flere gange, at mobilen slet ikke ville tage et billede, når jeg trykkede på udløseren. Katastrofalt for en fotograf, der jo langt fra altid får samme fotomulighed igen. Hvis nogensinde.

Efter blot en enkelt dags fornyede og gentagne frustrationer gav jeg op. Jeg pakkede mobilen ned og returnerede den.

Det er bare for dårligt, Nokia. Model 9 Pureview skulle aldrig nogensinde have været på markedet.

2019 Steen Ulnits

 

Huawei Mate 20 Pro

IMG_2108

Den kinesiske mobilproducent Huawei har rystet sine konkurrenter i de allerseneste år. Huawei har nemlig lanceret den ene model efter den anden, som indeholdt det nyeste nye – men til en pris, der var til at betale.

Nu træder kineserne ud af skyggen fra de udenlandske konkurrenter og lancerer endnu et flagskib, som primært skal tage konkurrencen op med sydkoreanske ærkerival Samsung, der benytter samme Android styresystem som Huawei. Samt amerikanske Apple, der kører sit helt eget iOS, som ikke kan kopieres – i hvert fald kun på overfladen.

Forårets lancering af flagskibet P20 Pro viste for alvor, hvad kineserne formår, og hvor langt de er nået i de allerseneste år.

Læs gerne anmeldelsen af P20 Pro, der indeholder meget om den samme kamerateknologi, som det seneste flagskib Mate 20 Pro benytter sig af. Her kan du læse grundlæggende stof om vigtige nye teknologier som “oversampling” og “pixel binning”.

Huawei har opgraderet Kirin processoren og erstattet den sorthvide sensor i P20 Pro med en ultravidvinkel, der sammen med de to øvrige optikker giver helt nye muligheder for den kreative fotograf.

Fingeraftrykslæser i skærm

Samtidig har Huawei som en af de første mobilproducenter indbygget en fingeraftrykslæser i selve skærmen. Ikke som hidtil på siden eller bagsiden af mobilen, men under selve hovedskærmen.

Resultatet er desværre ikke imponerende. Slet ikke hvis man sammenligner med rivalen One Plus’ seneste udspil, model 6T. Her fungerer fingeraftrykslæseren bedre og hurtigere end på Mate 20 Pro, som kræver, at man dels er ganske præcis – dels trykker ganske hårdt . Den del har Huawei ikke været specielt heldig med.

Med Mate 20 Pro har Huawei samtidig taget endnu et skridt i deres utrættelige stræben efter at kopiere forbilledet Apple – dog stadig på en Android baggrund.

Der er således kommet 3D Face Unlock som først på iPhone X, og man kan nu også vælge at stryge gennem menuerne med “gestures” – bevægelser – som også først introduceret på iPhone X. 3D Face Unlock virker modsat fingeraftrykslæseren ganske glimrende og lynende hurtigt. I regelen har den åbnet mobilen, inden man når at få placeret fingeren korrekt.

Det virker efterhånden lidt trivielt, at Huawei ikke kan finde på noget selv, men blot skal kopiere Apple, hvor det overhovedet er muligt. Noget, de har praktiseret i flere år. Verdens næststørste producent af mobiler burde kunne udvikle selvstændigt og på den måde skille sig ud fra mængden.


Kameradelen er ganske unik på denne mobil. Huawei Mate 20 Pro er et sandt optisk mesterværk af linser og kameraer udviklet i samarbejde med tyske Leitz. Billedkvaliteten er høj, men samarbejdet mellem de tre linser fungerer endnu ikke så smertefrit, som man kunne ønske sig.

Den karakteristiske firkant på bagsiden af Huawei’s nye Mate 20 Pro. Øverst til venstre den indbyggede flash. Herefter henholdsvis en 0,6X 16 mm vidvinkel, en 1X 28 mm standard samt en 3X 80 mm tele. I alt 5X optisk zoom, der suppleres af en 5X hybrid zoom.

Et langt og smalt design i filmformatet 19:5:9 (3.120 x 1.440 pixels) gør den 6,4 tommer store AMOLED skærm ganske komfortabel at holde om. Der er dog langt fra top til bund på den lange skærm – hvis man altså ikke lige benytter sig af énhånds-betjening. 

Ud over den vilde Twilight farve fås Huawei Mate 20 Pro også i sort samt de to riflede farver Midnight Blue (øverst) og Emerald Green (billedet herover og herunder). De to sidstnævnte farver giver et bedre greb om mobilen og tager ikke så let mod fingeraftryk.

Huawei Mate 20 Pro har i modsætning til forgængeren P20 Pro buede skærmkanter og det karakteristiske “notch” for oven, som Apple lancerede med sin iPhone X. Det huser ansigtsgenkendelsen, men kan blændes af, så mobilen ligner en Samsung.

Farven Twilight, som på rekordtid er blevet Huawei’s signaturfarve, er mørkere på Mate 20 Pro end på P20 Pro. Det er virkelig en smagssag, om man er til Twilight eller ej. Og hvilken af dem. Begge er lige slemme til at samle fingeraftryk op.

Kirin 980 HiAI. Huawei praler med, at Mate 20 Pro er den første mobil med et 7 nm chipset. Det er nu kun rigtigt, når man taler om mobiler med Android styresystem. Apple kom nemlig først med den kompakte og strømbesparende 7 nm chip i deres iPhones.


 

AI – Artificial Intelligence

Under Huawei’s lanceringer af først P20 Pro og nu senest Mate 20 Pro har det hele stået i den kunstige intelligens’ tegn. “AI” er blevet det nye buzzword, der garanterer perfekte løsninger på noget nær alle problemer.

Kunstig intelligens betyder i al sin enkelhed, at maskiner lærer, mens de arbejder. De gør sig nye erfaringer, som de omsætter til nye beslutninger, de ikke kendte før. Eller de har fået tilført viden, så de efterfølgende selvstændigt kan træffe beslutninger ud fra det, de præsenteres for.

Når det gælder mobiltelefoner med indbyggede kameraer, så betyder det fortrinsvis, at kameraet selv kan regne den perfekte eksponering ud – ud fra allerede indkodede oplysninger om, hvordan forskellige motiver ser ud. Og hvad de kræver af eksponering for at blive gode digitale gengivelser af motivet.

Kameraet ser således motivet og sammenligner det med noget, det har fået indkodet – med udførlige oplysninger om, hvilken blænde, lukkertid, ISO og hvidbalance med mere, der giver det optimale billede. Herefter tager mobilen billedet og optimerer det, så det ser ud, som den tror, vi bedst kan lide det. Som den er programmeret til at tro det.

Det betyder typisk, at grønt græs bliver grønnere, end det egentlig er. At en blå himmel bliver mere blå, end den egentlig var. Typisk bliver billedet også skarpere, end det oprindeligt var. Altsammen i den gode sags tjeneste og med de bedste intentioner. Desværre ikke altid med de bedste resultater:

IMG_2108

Verden, som Huawei’s nye AI processor ser den ved 5X hybrid zoom. Det er fuldstændig det samme mønster, der ses på jakken både herover og herunder.

Det resultat skal der noget af en AI algoritme til at nå frem til. Ind imellem næsten spooky, hvad kunstig intelligens kan resultere i…

fznor

Tankevækkende, at Huawei’s kunstige AI Intelligens kan få det sirlige fuglemønster på frakken til at ligne store sorte og grå, men veldefinerede felter.

Så forstår man bedre, at der ind imellem kan dukke fotos op, som ser ud til at stamme fra en helt anden verden…


Spændende bekendtskab, meeen…

Huawei Mate 20 Pro er et spændende bekendtskab. Præcis som forårets P20 Pro fra samme firma var det. Altid interessant og udfordrende at prøve kræfter med en ny mobil, der – selv om den på rigtig mange områder er en total Android klon af Apple – alligevel formår at brillere med teknologiske nyskabelser på kamerafronten.

Rigtig mange af de fremmødte tech-skribenter fik udleveret et gratis eksemplar af Mate 20 Pro ved lanceringen i London. Og det giver jo mærkeligt nok altid en mere positiv tilgang til tingene, end hvis man har måttet købe produkterne selv. For egne penge. I sidstnævnte tilfælde er man i sagens natur noget mere kritisk og krævende. Og da vil man givet fokusere mere på de ganske mange “glitches” eller kiks, der stadig er i softwaren.

Undervejs i gennemprøvningen har jeg gjort en del notater, som jeg gerne vil dele her – i helt tilfældig rækkefølge:

Selv om Huawei siger det modsatte – at den ikke længere er nødvendig – så savner jeg nu lidt P20 Pro’s sorthvide sensor. Den gav bedre ægte sorthvide fotos, end Mate 20 Pro er i stand til at syntetisere med sine filtre. Jeg synes heller ikke, at Mate 20 Pro er helt så god til Night Shots, som P20 Pro var og stadig er det. Der er også en vis sammenhæng her.

Kirin 980 – en stærk processor

Selv om Kirin 980 er en superstærk processor, så har den svært ved at styre de tre kameraer. Den senest tilkomne vidvinkel virker dårligst integreret med de øvrige to, som vi kender fra P20 Pro. Overgangen mellem de forskellige kameraer under zoom er ikke glidende. Hvidbalancen heller ikke den samme.

Også skiftet mellem den store 40 MP standardsensor og den lille 8 MP tele volder ind imellem processoren besvær og får zoom’en til at gå noget ujævnt. Det samme gælder også dybdeskarpheden, hvor den reelle justering kommer haltende et godt stykke efter sliderens indstilling. Ind imellem fryser det hele kameraet og må resettes.

Samtidig skal man være meget påpasselig med optagelse i 3X og 5X hybrid mode. Er man ikke rolig på hånden, får man mange rystede billeder med sig hjem. Specielt naturligvis i gråvejr og under dårlig belysning. I sollys går det til gengæld rigtig fint og giver gode billeder.

Endelig er der hele touch-delen, som lokalt er lidt ustabil. Således oplevede jeg flere gange under opsætningen, at links til menuer, mapper og applikationer ikke virkede – langs den øvre skærmkant. At dele af skærmen her ikke reagerede på touch.

Noget halter tilsyneladende. Jeg oplevede også nogle få gange, at mobilen spontant skiftede mellem sider og billeder, jeg slet ikke havde rørt eller bedt om. Jeg har efterfølgende læst mig til, at jeg ikke er ene om den oplevelse.


Herunder ses et vidvinkelfoto af et spisebord med lampe, som begge er veleksponerede og i den rette farvebalance. Men hvor er det nu lige, at de fire violette hjørner kommer fra? Er det mon Huawei’s kunstige AI intelligens, der spiller Mate 20 Pro et puds?

rhdr


#gluegate…

Nogle af AMOLED skærmene på Mate 20 Pro har desværre vist sig at være fejlbehæftede. De lækker gult lys langs kanterne, hvilket primært ses i mørke. Eller de har tydelige blåstik langs de kurvede kanter, hvilket primært ses i dagtimerne.

Det sidste var tilfældet på mit eget testeksemplar. Specielt ved siden af skærmen på min kridhvide Note 9 var de blå kanter på Mate 20 Pro meget tydelige. Og irriterende.

Da jeg checkede mobiler hos forskellige udbydere her i byen, så omkring halvdelen af alle Mate 20 Pro ud til at have de samme meget blå kanter. Den anden halvdel ikke.

Snuser man lidt rundt på nettet, synes der at være konsensus om, at det er skærme fra producenten LG, der volder problemer på Mate 20 Pro. Ikke skærme fra den anden benyttede leverandør, BOE. Nogle købere har måttet bytte flere gange, inden de enten opgav eller fik et OK eksemplar.

Så hold et vågent øje med skærmen. Dag og nat. I nogle tilfælde ser problemet nemlig ud til at blive gradvis værre. Tilsyneladende i takt med, at den anvendte lim hærder.

Problemet er så udbredt, at det har fået sit eget hashtag på internettet: #gluegate


Billedbehandlingen

Billedbehandlingen fra den indbyggede Master AI er stadig i overkanten flere steder – og ret beset ganske ustabil. Den giver billeder, som ofte er lidt for grynede – i stedet for bare sprøde og lækre. Når Master AI rammer rigtigt, er resultatet til gengæld forrygende.


“More crunchy than crispy”, som en amerikansk anmelder udtrykte det.

En anden fældede denne dom over Mate 20 Pro, som jeg til fulde kan tilslutte mig:

“Lots of raw power. Too little polish”.


Med jævne mellemrum tager AI desværre totalt fejl og misser da ofte en god fotomulighed. Kigger jeg eksempelvis op langs en stor træstamme, gætter AI straks på “Historic Building”. Og så videre. Man kan helt enkelt ikke stole på AI endnu, selv om den bliver bedre og bedre for hver ny generation.

Endelig er der helt tåbelige fejl som eksempelvis programmet SkyView, der får mobilens kompas til at tilte totalt. Hvilket samme program altså bare ikke gør på hverken Apple iPhone med iOS eller Sony Xperia med Android. Der er noget helt galt med gyro eller kompas på den testede Mate 20 Pro.

Muligheden for at optage i RAW formatet er der givet mange fotonørder, som vil blive begejstrede over. Det giver nemlig mulighed for avanceret efterbehandling af billederne. En mulighed, man desværre ikke har på Apple’s iPhone. Og næppe heller nogensinde får. Tommel op til Huawei for den feature.

Det indbyggede batteri på hele 4.200 mAh er klassens bedste og stærkt medvirkende til, at man ikke blot klarer en lang arbejdsdag på kontoret. Men i regelen også har overskud til at være strømdonor til værdigt trængende kolleger og venner.

Har de en mobil med trådløs opladning efter Qi-standarden, kan man faktisk give dem lidt strøm via Huawei’s Reverse Wireless Charging. Omvendt trådløs opladning.

Nu kan man for første gang nogensinde både give og tage fra sit mobilbatteri. Man lægger blot de to mobiler ryg mod ryg, og hvis ellers man har tilladt det i indstillingerne på sin mobil, går opladningen straks i gang.

Det går langsomt, og forbindelsen er ikke ganske stabil. Men det er en cool feature at få med i købet. Noget, man godt kan score et par point på her og der. I nogle tilfælde kan man sågar få sig en ven(inde) for livet…


En mobil for hvem?

Huawei Mate 20 Pro er ikke en mobil for hvemsomhelst. Dertil er der alt for mange indstillingsmuligheder at fare vild i for de fleste. Mainstream bliver den derfor aldrig.

Til gengæld er der uanede muligheder for de få fotonørder, der næppe kan investere i nogen bedre kameramobil lige nu. Selv elsker jeg at lege med de utallige indstillingsmuligheder og har allerede tilbragt mange dejlige timer med det.

Samspillet mellem de tre kameraer er ikke i top, og specielt vidvinklen føles lidt som den lille ny i familien. Den er endnu ikke ordentligt integreret, men kører lidt sit eget løb – fysisk såvel som hvidbalancemæssigt. Tydeligt, at det her er den tidligere sorthvide sensor fra P20 Pro, som blot er skiftet ud med en vidvinkel.

Der er rigtig mange gode takter i Mate 20 Pro, men der mangler stadig en hel del finpudsning rundt omkring i styresystem og kameradel. Måske Huawei skulle holde sig til ren Stock Android (One) i stedet for at fokusere så meget på sit eget mere komplekse EMUI skin? Jeg tror det.

Den nye Huawei Mate 20 Pro kan meget godt sammenfattes, som en amerikansk tech-writer gjorde det med disse ord:

“Look out for P30 Pro og Mate 30″…

© 2018 Steen Ulnits


Minus:

  • Langsom fingeraftrykslæser
  • Touch skærm ufølsom i kanterne
  • Kameraer ikke perfekt synkroniseret
  • Langsom justering af dybdeskarphed
  • Lyslækkende eller farvede skærmkanter
  • Mange indstillingsmuligheder

Plus:

  • Lynhurtig Kirin 980 processor
  • Lynhurtig 3D Face Unlock
  • Kæmpestort batteri på 4.200 mAh
  • Lynopladning i verdensklasse
  • Omvendt trådløs opladning
  • Mange indstillingsmuligheder

Huawei’s heldækkende Flip Cover har den medfødte skavank, at coveret kan dække ind over optikken under fotografering. Det sker ikke med Huawei’s eget Clear View Flip Cover, hvor bagsiden er fast. Da risikerer man ikke skyggekanter på sine fotos.


Huawei Mate 20 Pro er vandtæt efter IP68 standarden. Det betyder, at mobilen skal kunne klare at ligge på 1,5 meter vand i 30 minutter. Er det ikke nok, har Huawei designet et UV-kamerahus specielt til Mate 20 Pro, som tillader brug ned til 50 meter.


© 2018: Steen Ulnits

 

Sony Xperia XZ Premium

XZ_GT

“The Chrome Phone”

– I hvert fald i højglansversionen Luminous Chrome, som man uden videre kan spejle sig i. Det er en forunderlig telefon med et kamera i absolut verdensklasse og en 4K skærm helt uden sidestykke. Og så kan XZ Premium som den første optage i super slow motion.

Japanske Sony er verdens førende producent af sensorer til kameraer, men de har aldrig rigtig haft held med at bruge dem i deres egne smartphones. Ikke sådan for alvor.

Måske har det kantede design holdt mange tilbage. Måske har det ikke været helt så sexet som konkurrenternes blødere kurver. Faktum er imidlertid, at kameradelen holder både stand og vand. Det beviser Sonys 2017 flagskib XZ Premium til fulde.

Her får man i tilgift mere bling for sine penge end i nogen anden mobil. Den firkantede kasse kan nemlig fås i udgaven Luminous Chrome, der bedst kan beskrives som et spejl. Det ser måske mere smart ud, end det er praktisk. Og det er måske netop derfor, den aldrig rigtig er slået igennem.

Til gengæld  har den så måske muliggjort, at man pludselig kunne købe en XZ Premium til halv pris, da det nye Sony XZ2 flagskib kom på markedet – med bløde kurver og en mat finish som mange af konkurrenterne.

Selv hoppede jeg da også straks på vognen og købte en XZ Premium i Luminous Chrome, da prisen pludselig røg ned på det halve af nyprisen. Og det har jeg aldrig fortrudt. Det er nemlig en helt igennem fantastisk mobil, der leverer meget mere end de fleste af konkurrenterne. Jeg kan helt tilslutte mig diverse anmeldere, som roser denne mobil til skyerne.

Designet

Det gør de trods et ellers noget outdated design, som har høstet en del kritik. Sony har nemlig bibeholdt det ultrakantede design i XZ Premium, som de har brugt i snart flere år. Det kan man mene om, hvad man vil. Men det har dog én klar fordel:

Øverst og nederst på fronten er der brede kanter, man kan holde om, når man ser TV eller spiller spil. Man behøver ikke sætte sine sikkert fedtede fingre inde på skærmen – midt i billedet eller spillet.

Det er vi mange, som sætter pris på – som derfor ikke synes om de mange næsten kantløse mobiler, vi præsenteres for i dag. Ofte med buede skærme, der nok ser smarte ud, men som løber om hjørnet med synsindtrykket.

Det kantede design giver ganske vist en mindre skærm i forhold til totalstørrelsen – på XZ Premium “blot” 5,46 tommer. Det opleves nu ikke som for lille, selv om udviklingen klart går i retning af endnu større skærme, som udfylder mest muligt af totalstørrelsen.

Højttalerne – og dem er der to af – er begge frontplaceret, hvilket giver lyd i topklasse. Det er ligesom lidt mere naturligt, at lyden kommer fra skærmen, man kigger på – og ikke bunden af mobilen, som ellers er det almindeligste. Samme gode lydoplevelse gav også håndværkermobilen CAT S60, der ligeledes har fronlplacerede højttalere. Det lyder bare bedre, når lyden kommer direkte ud imod én. Det er det, lyd skal gøre.

Og så er der naturligvis lige farven. Her tilbyder Sony flere muligheder – fra “Deep Sea Black” til bling-finishen “Luminous Chrome”. Sidstnævnte fik megen opmærksomhed ved EISA 2017, hvor XZ Premium blev lanceret, og hvor alle anmeldere lige skulle spejle sig i den. Den er forkromet og fungerer fuldstændig som et spejl. På godt og ondt – med de muligheder og ulemper, det nu måtte indebære. Går man meget op i sit udseende, kan man slet ikke undvære denne spejlfon!

Andre anmeldere har kritiseret den polerede finish for dens mange forstyrrende reflekser. I teorien er det naturligvis rigtigt, men i praksis har det nu aldrig generet mig et sekund. Jeg kan lide finishen, der minder mig om min barndom, hvor danske Tekno lavede en helt forkromet model af en Ford GT sportsvogn. Jeg sparede til den i flere måneder og har den stadig. Det tætteste, jeg nok nogensinde kommer en sportsvogn:

XZ_Garmin

Skærmen

En af de første ting, man bemærker på sin Xperia XZ Premium, er skærmen. Den er nemlig i 4K som også forgængeren på forgængeren Z5 Premium. “4K” betyder her en opløsning på 3840 x 2160 pixels, i filmforholdet 16:9. Det svarer til en pixeltæthed på imponerende 807 ppi.

Til sammenligning definerede Apple egenhændigt sine dengang ultraskarpe “Retina displays” på iPhone 4 som skærme, der havde en pixeltæthed på over 300 ppi. Mere kunne man alligevel ikke se med det blotte øje – mente man dengang.

Alligevel fortsatte udviklingen mod flere og flere pixels, der ganske vist giver et skarpere billede, men som samtidig også bruger meget mere strøm. Så skal skærmen være større og skarpere, da skal batteriet også vokse tilsvarende. Og historisk set har det næsten altid været sådan, at batteriet kom halsende en generation efter skærmen. Forstået på den måde, at ville man have den største og skarpeste skærm, da måtte man acceptere en kortere batteritid.

Ingen tvivl om, at displayet på XZ Premium står skarpt. Sony har valgt at holde sig til LCD teknologien, hvor udviklingen ellers generelt går mod AMOLED. Her er det kun de enkelte pixels står tændt – modsat LCD, hvor der er lys på alle pixels hele tiden. På AMOLED er sort bare sort, da der her ingen pixels er tændt.

Samtidig kan man med AMOLED skærme spare på strømmen og alligevel have “Always On” på displayet – med vigtige notifikationer, dato og tid tændt hele tiden. De få tændte pixels bruger minimalt med strøm. Det kan man i sagens natur ikke med LCD, hvor hele skærmen skal stå tændt. På LCD får man derfor aldrig samme dybsorte farve. Men jeg har nu ikke savnet en sortere sort, end den XZ Premium kan levere. Den er sort nok til mig!

Problemet med 4K opløsninger som på XZ Premium er primært, at der pt. ikke er meget content, som leveres i 4K. Men det kommer givet, og derfor kan Sony uden at overdrive påstå, at XZ Premium er et fremtidssikret produkt.

Senest har Sony dog indgået en aftale med Amazon Prime om streaming af 4K video, så vi er ved at være der. Andre distributører skal nok vide at følge trop, når og hvis kunderne først er der.


Kameraet

Xperia XZ Premium blev – ud over den ultraskarpe 4K skærm – i høj grad markedsført på evnen til at optage video i “Super Slow Motion”. Med hele 960 billeder i sekundet.

Forgængeren Z5 Premium havde et kamera på hele 23 MP, som naturligvis gav rigtigt skarpe og detaljerede fotos, som man uden videre kunne beskære. Der var rigeligt med pixels at tage af. Desværre (?) har Sony valgt at reducere antallet af pixels på XZ Premium til “kun” 19 MP. Det er dog stadig langt mere end markedsstandarden på 12 MP, som både Apple og Samsung bruger.

Til gengæld Sony så brugt den overskydende plads til at gøre de resterende 19 MP større, så de kan indfange mere lys. Der er dog stadig kun det ene kamera at gøre godt med – ikke to (eller tre) som på efterhånden alle andre high-end mobiler. Til gengæld har Sony fået rigtig meget godt ud af de 19 MP, og som markedetes mærkeligt nok eneste af slagsen så har Sony naturligvis bibeholdt den dedikerede kameraknap på siden af mobilen.

Som dedikeret fotograf kan jeg ikke sige nok godt om denne løsning, som alle kameramobiler burde adoptere. Det er bare så meget lettere at trykke knappen halvt ned for at fokusere. Og helt ned for at tage billedet. Som på et almindeligt kamera. Endelig behøver man slet ikke gå ind i menuer eller på skærmen for at tænde kameraet. Tryk blot udløserknappen i bund, og straks tænder kameraet – klar til skud. Også fra en helt låst og lukket mobil.

I praksis mangler man kun sjældent den 2x zoom, som de fleste high-end kameramobiler i dag tilbyder. Man beskærer blot. Havde Sony holdt sig til de 23 MP fra forgængeren Z5 Premium, ville man næsten have det samme til rådighed, hvis man blot beskar det færdige 23 MP billede til det halve: 11,5 MP i stedet for de traditionelle 12 MP. Nu må man nøjes med 9,5 MP, hvis man da ikke i stedet  accepterer en mindre beskæring end 2X.

Billedstabilisering gør Sony på sin helt egen måde – og har gjort det længe. De har brugt den softwarebaserede SteadyShot teknologi fra deres videokameraer, hvilket fungerer fint til det meste, men ikke i rigtig dårligt lys. Her kommer Sony tydeligt til kort over for OIS – Optical Image Stabilization – som man finder det i snart sagt alle andre topmobiler.

I sammenlignende tests er det tydeligt, at Sony’s SteadyShot leverer ringere fotos ved håndholdte optagelser end konkurrerende mærkers fysiske OIS. Men bruger man stativ eller fast underlæg, ser man Sony’s overlegne egenskaber i svagt lys. Det ser heldigvis ud til, at Sony vil lancere OIS i deres kommende 2018 Xperia modeller, men XZ Premium må desværre nøjes med SteadyShot.

Predictive Capture

Sony kalder sit kamera for “Motion Eye”, da det er i stand til at opfange bevægelser og reagere på dem. Når man prøver at fange bevægelige objekter i farten, så rammer man meget ofte ved siden af. Eller fanger i hvert fald ikke lige det afgørende øjeblik.

Det ved Sony, som derfor har udviklet en Motion Eye indstilling, der hedder “Predictive Capture”. Oversat betyder det noget i retning af “Forudsigelig optagelse”. Indstillingen virker kun ved objekter i bevægelse. Har man slået funktionen til, indikerer en lille blå cirkel, at kameraet kører.

Det tager da kontinuert billeder og gemmer to billeder før og to billeder efter den egentlige optagelse. Bagefter kan man så i ro og mag scrolle igennem billederne og udvælge lige netop det, der har ramt bedst. Vel at mærke i fuld opløsning. Efterfølgende kan man så vælge at gemme kun det bedste skud. Eller alle fire. En rigtig smart og brugbar funktion.

Kameraet tilbyder – ud over den almindelige programautomatik – også et mindre antal kamera apps, der hver især tilføjer kameraet nye funktioner. Det kunne være panorama-optagelser. Det kunne være optagelser med sløret baggrund. Eller still-billeder med lyd. Den sidste feature er bestemt ikke uden evner, men ses og bruges kun sjældent.

Det kunne også være forskellige kreative effekter – eksempelvis konvertering af optagelser til sorthvid, blyantskitser, farveskitser, tegneseriegrafik, pixellering, miniature, rystelser, fiskeøje, kelejdoskop eller lignende ting. Det hele er der. Og det kan man bruge megen tid på og få meget sjov ud af – ikke mindst på mørke vinteraftener, hvor vinden hyler udenfor. God whisky i glasset løfter oplevelsen endnu en tand.

Det samme gælder AR – Augmented Reality – som giver mulighed for at placere forskellige objekter på ens optagelser. Eksempelvis en dinosaur, der med tunge trin går tur hen over skrivebordet foran én. Igen: Lidt god whisky i glasset skærper sanserne og øger oplevelsen!

Det samme AR trick har man nu også kunnet udføre på tidligere og billigere Sony modeller, men XZ Premium klarer ærterne langt bedre med sin stærkere processor. Primært lidt mere og langt mere avanceret spas til at fordrive tiden med. Men også et kig ind i fremtiden.

Vi kommer helt sikkert til at se meget mere til både VR / Virtual Reality, der er en totalt kunstig virkelighed, som ses gennem specielle briller. Og AR /Augmented Reality, der blot lægger et kunstigt lag oven på et virkeligt billede i real-time.

Super Slow Motion

Endelig er der adelsmærket på XZ Premium: Evnen til at optage video i Super Slow Motion. Med ikke færre end 960 fps – frames per second, som det hedder i videosproget. Det er vanvittigt mange billeder, som dog ikke er i 4K, men kun i opløsningen 720p. De kan godt se lidt grynede ud på den ellers fantastisk skarpe 4K skærm.

Super Slow Motion er en feature, der primært vil lokke videoentusiaster, som gerne vil ud over den traditionelle slow motion. Som gerne vil fange korte, men eksplosive øjeblikke og trække dem i langdrag, så man for alvor kan se, hvad der sker.

Det kunne være en vandballon, der brister. En tændstik, der tænder. Vand, der kommer ud af en hane. Eller en sten, der rammer vandet. Kun fantasien sætter grænser her. Det kan hurtigt blive en hel hobby i sig selv at forevige den slags korte øjeblikke og gengive dem langsomt.

Der er to forskellige måder, hvorpå man kan optage i Super Slow Motion:

Enten starter man en almindelig videoptagelse og trykker så på den dedikerede Super Slow Motion knap, når man mener, tiden er moden. Man får da knap 0,2 sekunder med Super Slow Motion. Eller man kan optage små 6 sekunders videoklip, hvis man nu ikke ønsker at få begivenheder før og efter med.

Eneste problem i begge tilfælde er at ramme rigtigt, men øvelse gør som altid mester. Og det er værd at øve sig. For når man endelig rammer rigtigt, er resultatet værd at vente på.

Utroligt, at det kan laves på en smartphone.

Fingeraftrykslæser

Sony har valgt at placere sin fingeraftrykslæser på siden af Xperia. En rigtig god løsning, som er langt bedre end placering på bagsiden af mobilen, som ellers ofte ses på topmobiler. Den er lynhurtig og låser straks telefonen op ved berøring og tryk.

Af uransagelige årsager – angiveligt patentrettigheder – er denne fingeraftrykslæser ikke aktiveret på Sony mobiler, der sælges i Nordamerika. Det er synd for amerikanerne, der ikke kan få den. Og synd for japanerne, der ville kunne sælge langt flere Xperia mobiler, hvis den var tilgængelig.

Som danskere kan vi imidlertid glæde os over, at vi herhjemme har adgang til det bedste af det bedste fra Sony: XZ Premium.

En fantastisk mobil for dig, der er til foto og video.

© 2018 Tekst og fotos: Steen Ulnits