Tag-arkiv: DTU Aqua

Fiskepleje på Afveje – 2/3

Virkeligheden efter Wilhjelm

Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet “autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.

Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster. 

Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der især gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.

Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:

  • 45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
  • 40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
  • 15 % går til turistdelen – til markedføring i ind- og udland

Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske. 

Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.

Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:

– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.


Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.

Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.

På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.

Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til: 

– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”. 

– Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.

Fisk og fiskepleje

Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk. 

Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Førøerne, Island og Grønland, hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet.

Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.


I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne.

Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.

Læs gerne artiklen “Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr. Du finder artiklen her: 

http://ulnits.dk/biologi/verdens-storste-havorreder/

En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.

Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden. 

Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.

Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange. 

Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.


Landets længste vandløb

Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebstand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.

Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret. 

Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vandkvalitet og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.

Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet. 

Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.

Nej til undersøgelse

I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er der gået galt.

DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.

Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges.


Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler. 

I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted.

Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?

600.000 kroner til en undersøgelse

Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse. 

Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening. 

De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet.

I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt. 

Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet.

Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.


PS: De oprindelige 100 havørredsmolt til radiomærkning blev inden udsætning opgraderet til 150 stykker.


Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006. 

Afvisning af kritik

De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers kommune af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.

Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.

Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.

Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.

Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.


Radiomærkede ørredsmolt

Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen.

Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.

Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.

I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.

Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde, hvide og nedskidte træer.

Fra Orbicon til DTU Aqua

De skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.


Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet. 

Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Hedeselskabets Orbicon.

Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige, som han dengang vurderede.

Kritikere kan med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her. 

En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.

Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.

I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.

© 2020 Steen Ulnits


Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet

“Fiskepleje på Afveje”


Denne artikel er lånt fra sammenslutningen www.genopret-gudenåen.dk, der kæmper for en frit strømmende Gudenå: 


“Gudenåens havørreder har det skidt. Rigtig skidt. Hvor der tidligere manglede egnede gydepladser til fiskene, mangler der nu fisk på gydepladserne.

Mange fine gydebanker – flere anlagt i de seneste år – ligger ubenyttede hen, og lystfiskerne klager over de svigtende fangster i såvel Gudenåen som Randers Fjord. Ja, helt ud på nordkysten af Djursland mærkes mangelen på havørreder fra Gudenåen.

Sidste år lancerede den tidligere afsatte fødevareminister og senere nyudnævnte fiskeriminister Eva Kjær Hansen (V) ellers en helt ny strategiplan for dansk lystfiskeri. En plan, hvis eneste formål var og er at lokke flere lystfiskere til Danmark.

Der blev afsat kr. 32.000.000 til formålet. 32 millioner på finansloven. Heraf skulle de 7 alene gå til et nyt Lystfiskeriets Hus i Assens, hvor det skal ligge helt ud til strandkanten. Ja, nærmest i vandkanten. Ikke én eneste krone var der afsat til den fiskepleje, som skulle sørge for fisk til de mange fisketurister.

Tilsyneladende en pengegave til en Venstre-borgmester fra en Venstre-regering. Jacob Ellemann-Jensen (V) blev jo netop valgt på Fyn, hvor han brugte resultaterne fra Havørred Fyns 25-årige arbejde med at ophjælpe havørredbestanden omkring Fyn.

Store penge og små vandløb  

Hvorefter han som det første, og som nyudnævnt politisk ordfører, lancerede den Landbrugspakke, der dels tillod en øget udledning af kvælstof til de indre danske farvande – dels så som et af sine formål at få skovlen under de små og af ministeren så “forhadte” vandløb. 

Det er desværre netop de samme små vandløb, som ørrederne er aldeles afhængige af til deres gydning. Og dem, som står i vejen for landbrugets store maskiner. Ikke mindst det såkaldt Bæredygtige Landbrug er rigtig trætte af disse små vandløb, der bare er til besvær for driften.

Derfor dikterede BL i sin tid et oplæg til Eva Kjer Hansen (V), som hun efterfølgende præsenterede. Og som i sidste ende kostede hende posten som fødevareminister.


Ikke én eneste krone blev der i den nye Lystfiskerstrategi sat af til at skaffe flere fisk til det stigende antal ønskede fisketurister. Til den ellers helt nødvendige fiskepleje. Blot skulle fiskepresset øges, så turistindtægterne kunne boostes. En af årsagerne til den nye strategi var også, at indtægterne fra det obligatoriske fisketegn ifølge ministeren udviste en faldende tendens.

Mange har siden spurgt sig selv, hvad de mange millioner kroner i indtægter fra fisketegnet egentlig går til. Omkring 40 millioner alene sidste år. Kigger man på regnskabet for 2018, så vil man se, at DTU Aqua har formået at bruge dem stort set allesammen. På mange forskellige aktiviteter, hvoraf flere tilsyneladende har meget lidt med fiskeplejen at gøre. Men det er en helt anden historie.

Fisketegnet i tilbagegang

Måske alene derfor, at flere og flere danske lystfiskere dropper fisketegnet, som den daværende fiskeriminister jo sagde ved lanceringen af den nye lystfiskerstrategi. De føler måske ikke, at de længere får noget for deres penge – at det obligatoriske fisketegn nu blot er blevet endnu en skat, der går til noget helt andet end det oprindelige formål: En målrettet fiskepleje. Det er et synspunkt, som ofte fremføres.

Opgangen af havørreder i Gudenåen har som sagt svigtet totalt i de seneste år. Fisketurismen langs landets længste vandløb svigter tilsvarende, og det går uundgåeligt ud over de investeringer, som kommunerne langs åen i de seneste år og årtier har gjort.

Der skal være fisk at fange, hvis der skal komme lystfiskere til åen. Så enkelt er det. Og det er der ikke nu, hvor lystfiskerforeningerne sågar må ty til frivillig fredning for at redde resterne af bestanden.

Randers, Faurskov og Viborg kommuner er derfor gået sammen med lystfiskerforeningerne i Bjerringbro, Langå, Hadsten og Randers om at finde forklaringen på de manglende havørreder i Gudenåen.

DTU Aqua skal i 2020 og 2021 stå for opklaringsarbejdet, men hertil skal skaffes ekstern finansiering. De 40 millioner i indbetalte fiskeplejemidler er som nævnt allerede brugt til anden side, så der må skaffes en helt ny finansiering.

Danmarks Sportsfiskerforening (DSF) skal nu forsøge at skaffe ekstern finansiering til undersøgelsen. DSF selv modtager i omegnen af kr. 100.000 for at være pennefører på projektet. Om året. Penge, der naturligvis luner i forbundets kasse i en tid, hvor DSF mister mange medlemmer.

DSF har sæde i det såkaldte §7-udvalg, som vejleder ministeren omkring brugen af fiskeplejemidlerne. De omkring 40 millioner kroner, som lystfiskere og fritidsfiskere sidste år betalte for deres fisketegn. Referater fra møderne i dette udvalg er mildest talt sparsomme, så vi aner ikke, hvad der foregår på møderne.

Det har undret rigtig mange, at der ikke blandt de allerede indbetalte fiskeplejemidler kan findes penge til den påkrævede undersøgelse. At man nu skal ud at søge ekstern finansiering.

– Hvad har vi ellers indbetalt 40 millioner i fisketegn til?

– Skal vi nu vente flere år på resultaterne?

– Eller genoptage udsætningerne?

Svaret blæser i vinden.


Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928. Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Med Lilleåen som det vigtigste.


 
“Genopret Gudenåen”
 
v. Peter Fosgerau – Nedergårdsvej 4 – 8881 Thorsø

Mobil 2637 1904 – Mail: kontakt@genopret-gudenåen.dk

“Genopret Gudenåen” er et samlingssted for foreninger og enkeltpersoner, der alle arbejder for, at Danmarks længste vandløb og eneste flod kan få sit naturlige løb tilbage. Så åen kan flyde uhindret og fiskene vandre frit.

Alle indlæg står for de enkelte forfatteres egen regning.

Teksterne må frit citeres og anvendes

mod behørig kildeangivelse.

 

Køge Bugt Fiskepleje

Fisk & Fri er taget med på en kigger ude ved vandet hvor vi har fået os en snak med folkene bag Køge Bugt Fiskepleje (KBF).

Vi befinder os ved Karlstrup Møllebæk, der munder ud i den nordlige del af Køge Bugt. Det er en søndag i april 2018, og en gruppe lystfiskere er samlet for at tage imod ”fiskebilen”, som lige er ankommet med udsætningsfisk.

Det er Køge Bugt Fiskepleje, som har taget hul på endnu en projektdag. De skal i gang med den næste udsætning af havørredsmolt. Det er sunde fisk, som har en høj overlevelse og desuden en flot evne til at komme tilbage igen som store, stærke og fightklare fisk.

Målet med udsætningerne er naturligvis at skabe et bedre fiskeri i det storkøbenhavnske område, men der sker også ting og sager længere sydpå i Køge Bugt.

Hvem og hvad er Køge Bugt Fiskepleje?

Den korte version er, at Køge Bugt Fiskepleje (KBF) er et non-profit samarbejde mellem lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere i Køge Bugt området, fra København og ned til Stevns. Det er ægte frivilligt arbejde.

Det fortæller Steen Lyngsø, formand for Ishøj Sportsfiskerklub; John Østergaard, formand for Køge Sportsfiskerforening, og Kjeld Willerslev, formand for Bjørnens Sportsfiskerforening i Albertslund.

– Vi tager afsæt i vores 12-punktsarbejdsprogram, hvor det overordnede mål er at skabe et bedre fiskeri i Køge Bugt området. Dette dels gennem vandløbspleje, dels gennem udsætninger, hvor der er brug for det. Det hele sker på basis af frivilligt arbejde, og de udsætninger, som vi gennemfører i KBF-regi, finansierer vi gennem bidrag fra lokale grejproducenter, lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere. 

– Da der er tale om udsætninger, som ligger ud over den officielle Plan for Fiskepleje, kan der ikke hentes penge fra Fisketegnsmidlerne. Vi skal således selv skaffe pengene. Her er lokale grejproducenter og specielt Sjællands Småbådsfiskeklub vigtige spillere. 

– Grejproducenterne Ole Gregersen, Jens Peter Strømmen og Ole Rådhede laver auktioner, hvor alle pengene går ubeskåret til udsætninger. Sjællands Småbådsfiskeklub donerer hvert år penge til udsætningerne i KBF-regi, men samtidig også penge til de lokale klubbers udsætninger i St. Vejleå, Køge Å og Tryggevælde Å. 

Endvidere har en lang række frivillige bidraget med store eller små beløb, som alle selvfølgelig tages imod med tak og stor respekt. Udsætningerne er naturligvis godkendt af DTU Aqua.

– Det gode ved KBF-projektet er, at vi fungerer gennem et samarbejde mellem de lokale lystfiskerforeninger og miljøinteresserede lystfiskere. Det sker med folk, som har lokalt kendskab og lokale kontakter. De bliver alle taget med på råd, når der skal laves lokalplaner, klimasikringer og andet, der kan have indflydelse på vores fiskeri. 

– Det betyder også, at der bliver lyttet til os hos de lokale politikere og embedsmænd, når der skal diskuteres klimaforandringer og klimasikringsarbejde. Her er der helt nye muligheder for at lave miljøforbedringer, som på sigt kan skabe et bedre fiskeri til glæde for også kommende generationer. 

– Vi ønsker at styrke samarbejdet på tværs af Køge Bugt foreningerne dér, hvor vi har fælles interesser. Og det gælder ikke kun havørredfiskeriet, men faktisk alt fiskeri i Køge Bugt. Målet er, at alle lystfiskere i Køge Bugt kommer til at opleve, at fiskeriet bliver bedre, og at endnu flere får lyst til at deltage i arbejdet og dermed styrke indsatsen i vores geografiske område.

Forhistorien

– Vi havde med stor interesse siden starten i 2010 fulgt og deltaget i projektet Havørred Sjælland (det senere Fishing Zealand), hvis primære formål oprindeligt var vand- og fiskepleje.

– Da Fishing Zealand imidlertid ikke havde taget initiativ til det, indkaldte vi selv til et møde for alle interesserede lystfiskerforeninger i Køge Bugtområdet. Dette for at få skabt et fælles arbejdsgrundlag, som vi – i Fishing Zealand regi – kunne arbejde ud fra i oplandsgruppen for Køge Bugt området. Vi blev således på mødet enige om en liste med 10 punkter omfattende de arbejdsområder, som vi ønskede skulle danne grundlag for arbejdet i oplandgruppen.

– Da Fishing Zealands primære formål ændrede sig fra fiskepleje til fisketurisme, og da oplandsgrupperne blev nedlagt, indså vi, at vi måtte tilbage til udgangspunktet for at forbedre fiskeriet i Køge Bugt.

– Ingen ønskede dog, at alt forarbejdet skulle være spildt, og derfor satte vi – Steen Lyngsø, Ishøj Sportsfiskerklub, Kjeld Willerslev, Bjørnens Sportsfiskerforening, Albertslund, og John Østergaard, Køge Sportsfiskerforening – os sammen i november 2015.

– Vi ønskede hurtigt at komme i gang med et selvstændigt projekt, som reelt ville skabe forbedringer af fiskeriet i Køge Bugt, og arbejdsgrundlaget havde vi jo allerede. Køge Bugt Fiskepleje var dermed født.

– Den 23. januar 2016 åbnede vi Facebook-profilen ”Køge Bugt Fiskepleje”, hvor vi annoncerede vores planer, og at vi gennem frivillige bidrag ville skaffe finansiering af den første udsætning på 3.600 havørredsmolt udsat i det Storkøbenhavnske område allerede i 2016.

De første udsætninger

Det lykkedes over alt forventning. Hurtigt fik vi samlet de nødvendige penge ind gennem bidrag fra lokale grejproducenter, lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere. I april 2016 kunne vi derfor udsætte 3.600 havørredsmolt ved Sjællandsbroen i København. Flotte ørreder på 15-19 cm, som så ud til at stortrives i deres nye omgivelser, og som helt sikkert vil give fiskeriet efter havørreder i København et boost i de kommende år. 

– Der er jo i Københavns-området desværre en total mangel på gydevand til havørrederne, så her kan fiskeriet kun forbedres gennem udsætninger. Derfor har en af KBF´s første opgaver været at komme i gang med udsætninger her. 

I 2017 fortsatte vi vores udsætninger, men nu med 5.000 havørredsmolt ved Sjællandsbroen, og som et nyt tiltag udsatte vi 2.500 havørredsmolt i mundingen af Karlstrup Møllebæk ved Greve. Igen finansierede vi udsætningerne gennem frivillige bidrag. Vi fortsætter udsætningerne, og her i 2018 har vi igen leveret 7.500 smolt, der bliver sat ud de samme steder som sidste år.

Nu er vandløbs- og fiskepleje ikke noget nyt for foreningerne i Køge Bugt området. Faktisk har der i mange år været gennemført både udsætninger og en intensiv vandløbspleje.

– Ud over de nye udsætninger I KBF-regi står Ishøj Sportsfiskerklub og Køge Sportsfiskerforening nemlig i forvejen for udsætning af smolt og halvårsørredyngel. Ishøj leverer årligt 30.000 stk. smolt, som udsættes ved Hundige, Ishøj og Harrestrup Å. 

Køge udsætter i Tryggevælde Å og Køge Å, og Solrød Sportsfisker Klub Regnbuen udsætter halvårsfisk i Skensved å. Her bliver i alt udsat 40.000 fisk, heraf 9.000 halvårsyngel, medens de sidste 31.000 fisk er smolt. 

– Samlet set udsætter de 3 foreninger 77.500 ørreder – inklusive de fisk, der bliver udsat i regi af Køge Bugt Fiskepleje. Altsammen bidrager det til at forbedre havørredfiskeriet i Køge Bugt fra København og helt ned til Stevns. Der tages faktisk ofte ret store fisk lige syd for København, og dertil bidrager vores arbejde i høj grad til det populære og i perioder meget givtige fiskeri ved netop Stevns.

Vandløbsrestaurering

I Køge Sportsfiskerforening, som råder over et særdeles velfungerende vandplejeudvalg, har vi gennem en lang årrække udført restaurering i primært Tryggevælde Å, Køge Å og Vedskølle Å.

– Her udlægger vi gydegrus og skjulesten, planter træer og vandplanter, og her gennemfører vi også bestandsanalyser ved el-fiskeri efter halvårsfisk, laver gydebanketællinger og opsætter smoltfælder. Endelig så el-fisker vi efter moderfisk, så vi senere kan sætte opdrættet yngel af egen avl ud i vandløbene. Målet er naturligvis på sigt at gøre vandløbene selvreproducerende.

– Længere inde mod København påbegyndte den lokale Bjørnens Sportsfiskerforening i 2012 en vandløbsrestaurering i den øvre del af St. Vejleå. Dette i samarbejde med Albertslund Kommune og lokale skolebørn, som med håndkraft, skovle og spande udlægger gydebanker og skjulesten. 

I starten af 2017 kontaktede vi Greve kommune med henblik på at lave vandløbsrestaurering. Det resulterede i, at vi den 1. oktober 2017 udlagde tre gydebanker og tilhørende skjulesten i Karlstrup Møllebæk. Det var vort første restaureringsprojekt i KBF-regi, hvor Køge Sportsfiskerforening og Ishøj Sportsfiskerklub udformede projektet. 

På selve dagen deltog også medlemmer fra Solrød Sportsfisker Klub Regnbuen samt frivillige individuelle lystfiskere fra Køge Bugt området, som også gerne ville gøre en fysisk indsats for et bedre fiskeri. Frivillighed, når det er bedst, og det breder sig som ringe i vandet!

– Vi gentog nemlig successen allerede den 14. oktober i Vedskølle Å, hvor Køge Sportsfiskerforening inviterede alle til et nyt restaureringsprojekt. Det blev til endnu tre gydebanker og mange skjulesten. Og igen var der samlet mange frivillige, og som i Karlstrup Møllebæk sluttede vi dagen af med at spise pølser, drikke sodavand og glæde os over dagens resultat.

– Ved begge projekter kvitterede havørrederne ved at benytte samtlige gydebanker til gydning, så vi allerede til næste år kan møde endnu flere havørreder i Køge Bugt og ved Stevns Klint. Til glæde for såvel de lokale lystfiskere som tilrejsende fra nær og fjern.

Vandrådene

Sidste år nedsatte regeringen en række vandråd, som skulle rådgive myndighederne omkring de små vandløb. Her ansøgte KBF naturligvis om at komme med i vandrådet for vandløbene omkring Køge Bugt.

– Vi fik tre pladser i dette vandråd, og her valgte vi, at repræsentanter fra Greve Sportsfiskerforening, Køge Sportsfiskerforening og Sjællands Småbådsfiskeklub skulle repræsentere KBF. 

– Vandrådsarbejdet kom der som sådan ikke rigtigt noget ud af, men alle parter var dog enig om et forhold: – Det var politik, når det var værst!

Vi fortsætter med vores udsætninger, men fremover vil der komme en betydelig forøgelse af indsatsen med vandløbsrestaurering. Vi fortsætter naturligvis med de vandløb, som vi er gået i gang med. Vi planlægger således yderligere projekter i Karlstrup Møllebæk, men der kommer også andre vandløb i spil i Køge Bugt området. Vandløb som Skensved Å og Lille Vejleå.

– Et helt andet fokusområde er vores arbejde med at beskytte og hjælpe den unikke brakvandsaborrebestand, som vi har i området. Hos Ishøj Sportsfiskerklub udlægger vi hvert år juletræer som ”brudesenge” til aborrernes gydning, og vi kæmper for at minimere skarv- og garnproblematikken. Nogle medlemmer bruger således megen tid på skræmning af skarv og kontrol med garn i området. 

– Skarven og de mange kystnære garn er en stor trussel for aborrebestanden, så det er et meget vigtigt arbejde, hvis aborrebestanden ikke skal kollapse. Ishøj-foreningen vil selvfølgelig fortsætte kampen, men vi vil også fra KBF-side prøve, om vi kan udbrede kendskabet til problemetikken – via vort store kontaktnet til ikke mindst myndighederne – og ad den vej få lokalpolitikerne i tale.

– Så vor hovedvægt i KBF vil fremover ligge på udsætninger, vandløbsrestaurering og som særligt område: Forbedringer for vores unikke aborrebestand. Men der er også andre opgaveområder fra vores oprindelige 12-punkts program, som vi vil lægge ind i arbejdet. Det samlede program ligger inde på Facebook-profilen ”Køge Bugt Fiskepleje”, hvor alle kan se det. 

– Der vil blive øget fokus på skarv- og garnproblematikken gennem lokalpolitisk påvirkning, og der vil blive større inddragelse af skolebørn i vandløbsrestaureringer og vandplejekurser. 

– Altsammen noget, der skal medvirke til at styrke medlemstilgangen i vores foreninger, det frivillige arbejde, sikringen af fremtidens lystfiskeri og beskyttelsen af vores fælles natur. 

– Så der er nok at tage fat på!


Sådan slutter vor snak med de tre foreningsformænd fra Køge Bugt Fiskepleje. De er alle tre aldeles enige om den fælles strategi.

Det lover godt for fremtiden!


Faktaboks

  • Foreningerne i Køge Bugt udsætter hvert år næsten 80.000 havørreder.
  • Foreningerne i Køge Bugt og de frivillige samarbejder hvert år om at lave vandløbsrestaureringer, som giver vilde fisk år efter år.
  • Foreningerne i Køge Bugt kæmper også for at bevare den unikke bestand af brakvandsaborrer, som vi har i nogle af områdets åer. 

Køge Bugt Fiskepleje deltager ikke i Fishing Zeeland turistnetværket.

Artiklen fra Fisk & Fri nummer 8-2018

 

 

Fornyet debat om dambrugsfisk

Debatten om fisketegnet og brugen af midlerne herfra er atter blusset op. Det diskuteres, om forholdet mellem vildfisk og tamfisk er baseret på etablerede facts eller religiøse holdninger.

I en tendentiøs artikel, der sågar var på forsiden af Dagbladet Politiken, konstaterede journalisten, at “Dambrugsfisk er nogle skvat”. Af artiklen fremgik ligeledes, at journalisten i hvert fald ikke har meget til overs for lystfiskerne og deres legen med fiskene. Mærkeligt at skulle læse noget sådant på forsiden af en ellers frisindet avis.

steen   27

Genetisk overlegne vildfisk

Karup Å er som bekendt Danmarks ubestridte havørredå nummer ét. Det er her, der hvert år landes flest fisk over 10 kg. Og her, den tidligere Danmarksrekord stammede fra – en fisk på 14,4 kg taget på devon i 1939.

Karup Å er samtidig en af de heldige åer, hvor der stadig findes godt med naturlige gydepladser i såvel hovedløb som sideløb. Åen producerer derfor godt med vilde havørredsmolt, som siden trækker ud i Limfjorden for at vokse sig store. Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) har af samme årsager fulgt havørredbestanden i netop Karup Å ganske tæt og ved derfor meget om dens størrelse og sammensætning.

DFU har skælmateriale liggende fra fisk fanget i åen fra 1910 til 1950. Dem har man nu undersøgt med de nyestte DNA-metoder og fået overraskende resultater. Det overraskende bestod i, at op mod 90% af åens havørreder tilhører åens naturlige stamme.

Overraskende, idet der gennem årene er sat i hundredtusindvis af tamørreder ud i åen – fisk, som derfor burde være i klart overtal den dag i dag. Havde de klaret sig lige så godt i det fri som åens vildørreder, burde de i dag udgøre omkring 60% af åens havørreder – men udgør altså kun 10%.

DFU bruger nu disse resultater til at retfærdiggøre nedskæringer i udsætning af opdrættede dambrugsfisk. Der skal – hvis overhovedet – kun udsættes fisk opdrættet på åens egen stamme af vildfisk. Hvilket man udmærket kan gøre i de vandsystemer, der stadig har en naturlig ørredstamme, man kan avle på.

Det er værre på øerne og helt galt på Sjælland, der – hvis DFU får held med deres planer – fremover må vinke farvet til de ørredudsætninger, der har skabt et godt havørredfiskeri på steder som Isefjorden, hvor der er katastrofal mangel på egnede gydepladser.

Slut med udsætninger af tamfisk

Senere blussede debatten op igen efter en artikel af undertegnede i Jyllands-Posten – en artikel om havørredfiskeriet i Isefjorden på Sjælland. Et fiskeeldorado for hovedstadens talrige fiskere, hvis fremtid mange nu mener truet.

Det såkaldte Wilhjelm-udvalg barslede nemlig for nogen tid siden med en rapport og en række forslag til fremtidens naturpleje i Danmark. En af anbefalingerne var, at de hidtidige ørredudsætninger stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skal producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne stammer.

Denne anbefaling medførte et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke i Jylland, hvor man stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vildørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder efter naturmetoden.

En af konsekvenserne af anbefalingerne fra Wilhjelm-udvalget er, at den økonomiske støtte til udsætningsarbejdet – med midler fra det obligatoriske fisketegn – nu stopper. Og med et sådant stop vil det gode havørredfiskeriet i Isefjorden efter al sandsynlighed ophøre – til stor ærgrelse for lokale lystfiskere og fisketegnsbetalere.

Det er planerne, at udsætningerne skal fortsætte – dog fremover baseret på opdræt af fisk fra lokale vandløb. Imidlertid er der ikke udsigt til, at man kan skaffe blot tilnærmelsesvis med originalt udsætningsmateriale. Så selv om der loves fortsatte udsætninger i samme størrelsesorden som hidtil – har man ikke de fornødne fisk i de fornødne mængder. I hvert fald ikke nu.

40 års praktisk erfaring

I den nævnte JP- artikel citeres den tidligere formand for Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ), Thomas Sørensen, for følgende:

“Vor tids fiskeribiologer åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ’s erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse – det sekteriske – for eller imod racehygiejne. Men er der ikke overensstemmelse mellem teori og praksis, så er teorien forkert. Det er logik.

Hvilken dokumentation bekræfter, at biologernes raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning og opdrættede moderfisk? Vi har jo ikke vandløb, der kan masseproducere havøredsmolt, men må skabe fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt.”

steen   xx34

IØ har i 40 år stået for udsætningerne i Isefjorden, der i dag er en af landets bedste lokaliteter til fiskeri efter havørred. Der ligger således 40 års praktiske erfaringer med udsætninger af tamfisk bag, når Thomas Sørensen udtaler sig. Biologernes praktiske erfaring med vildfisk contra tamfisk har derimod ikke mange år på bagen.

Mange mener da også, at den virkelige årsag bag stoppet for udsætning af tamfisk skal findes et helt andet sted: I ønskede besparelser på fiskeplejen, så flere af lystfiskernes penge fra fisketegnet kan kanaliseres over i lønninger til biologer.

© 2002 Steen Ulnits