Tag-arkiv: drivhusgasser

Kystvandrådene

Du er sikkert stødt på fænomenet “kystvandråd”, som der er flere af landet over. Men det står langt fra klart, hvad det egentlig er for en størrelse.

Et kystvandråd er et rådgivende organ, der er nedsat i forbindelse med vandplanlægningen i Danmark. Dette særligt i forhold til vandmiljøet i kystvande – altså fjorde, bugter og havområder tæt på land.

Kystvandrådene er en del af implementeringen af EU’s Vandrammedirektiv, som Danmark tiltrådte i 2000 og har forpligtet sig til at følge gennem sine vandområdeplaner.

Kystvandråd bliver brugt til at inddrage lokale interessenter i arbejdet med at forbedre vandmiljøet. Rådene kommer med lokal viden og forslag til indsatser, som kan hjælpe staten og kommunerne med at lave mere målrettede og effektive indsatser for at forbedre vandkvaliteten i kystnære områder.

Vi har endnu til gode at se konkrete resultater heraf.

Hvem sidder i kystvandrådene?

Et kystvandråd består typisk af repræsentanter fra:

Landbruget
Fiskeri og akvakultur
Natur- og miljøorganisationer
Erhvervsinteresser (eksempelvis turisme)
Kommuner og lokale myndigheder
Lokale borgere eller grundejerforeninger

Kystvandrådene arbejder med spørgsmål som:

Hvordan næringsstoffer (typisk kvælstof og fosfor) påvirker kystvandet
Hvor og hvordan man bedst kan reducere udledninger
Hvilke lokale løsninger og indsatser, der er mest realistiske og effektive
Prioritering af områder, der bør have særlig opmærksomhed

Kystvandrådene blev etableret som en del af Vandområdeplanerne 2021-2027 og har en rolle i at kvalificere de indsatser, staten og kommunerne planlægger i kystvande.

Dette for at sikre en “god økologisk tilstand” som krævet af EU’s Vandrammedirektiv fra 2000.

Fra fire til sytten kystvandråd

I 2023 blev de første fire kystvandråd etableret.

Det skete i en slags forsøgsordning, som skulle dække de i særklasse mest problematiske vandområder: Ringkøbing Fjord, Vadehavet, Odense Fjord og den centrale del af Limfjorden.

Som led i “Aftale om et grønt Danmark” og “Akutpakke til forbedring af vandmiljøet” blev samarbejdet skaleret op for perioden 2025–2027. Kommuner kunne ansøge om nye råd, og 13 nye blev nedsat, så i alt 17 råd nu fungerer som rådgivende organer for lokale treparter.

I starten var der således kun fire kystvandråd, men ved udgangen af 2024 blev arbejdet udvidet og hele 13 nye råd oprettet.

Kystvandrådet for Ringkøbing Fjord er således et af de ældste og derfor bedst veletablerede af kystvandrådene. Det, der længst har arbejdet med de problematikker, som gælder hele landet, og som blev ekstra aktuelle med etableringen af Den Grønne Trepart.

Sidstnævnte har primært med klima og CO2 at gøre – sekundært med kvælstofreduktion. De to områder har dog en hel del med hinanden at gøre, hvilket ofte skaber forvirring omkring problematikken.

For er det nu klima eller kvælstof, Den Grønne Trepart drejer sig om?

Uenig med kystvandråd

Det hele bliver ikke mindre kompliceret af de mange aktører, som er i spil – som ofte har helt modsat rettede hensigter med deres arbejde. Landbrug, natur og miljø er således traditionelt emner, der meget ofte modarbejder hinanden. Mens klima og miljø ofte går hånd i hånd.

Dette skisma er kommet tydeligt til udtryk i den verserende debat om udtagning af landbrugsjord. Den er længe gået alt for langsomt og gør det stadig.

Udtagningen skal ske på frivillig basis, og det har man desværre kun dårlige erfaringer med over for landbruget – med de mange manglende mini-vådområder som det bedst tænkelige eksempel.

De har overhovedet ikke levet op til den lovede kvælstoffjernelse fra Lars Løkkes famøse Landbrugspakke i 2016, der gav dansk landbrug tilladelse til at bruge 20-30 % mere gødning end hidtil. Mod landet over at etablere en masse mini-vådområder til kvælstoffjernelse.

Senest har Ringkøbing-Skjern Kommune derfor udsendt en pressemeddelelse, hvor kommunen klager sin nød. Det skete den 1. juli, hvor beskeden lød således:

“Godt på vej, men langt til mål i den lokale trepart.”

Interesseorganisationen Effektivt Landbrug havde følgende kommentar:

“Trods god opbakning fra lokale lodsejere er der stadig alt for få arealer meldt ind til udtagning og omlægning i Ringkøbing Fjords opland. Kommunen advarer nu om, at manglende fremdrift kan udløses ny statslig kvælstofregulering fra 2027.”

Er der noget, dansk landbrug frygter, så er det statslig indgriben og pålæg af tvungen kvælstofreduktion. Og Ringkøbing-Skjern kommune føler selv, at den har gjort en stor indsats med arealudtagning eller rettere:

Udpegning af egnede områder til kommende udtagning.

Udtagningskonsulenterne

Der er nemlig rigtig langt mellem udpegning og udtagning af de nye landbrugsarealer. hvilket det lokale kystvandråd netop påpeger. Og derfor kan man ikke lide udlægningen fra Effektivt Landbrug, som straks maler fanden på væggen og truer med bål og brand fra regeringen.

Selv mener de nemlig i Ringkøbing-Skjern at have en god sag. Baseret på tidligere beregninger fra det lokale kystvandråd er det muligt at nå kvælstofreduktionsmålet på 1.687 ton alene ved udtagning af landbrugsjord. Uden nye statslige krav til målrettet regulering.

Den pågående udpegning har ellers udviklet sig til en ren guldgrube for et antal “udpegnings- eller udtagningskonsulenter”, som via Den Grønne Trepart har fået helt nye indtjeningsmuligheder.

De skal som lønnet direkte eller indirekte af staten rådgive i forbindelse med udpegningen af de bedst egnede områder.

De nye konsulenter skal som udgangspunkt være neutrale rådgivere, der vejleder udelukkende ud fra faglige hensyn. Vi har dog allerede set eksempler på, at det kan knibe med denne neutralitet. Hvis man enten selv er aktiv landmand eller ansat i en rådgivningsvirksomhed for samme landbrug.

Dykker man bare lidt ned i materien, finder man hurtigt frem til, at udtagningskonsulenter ofte er ansat i Landboforeninger som Agri Nord, SAGRA og Velas. Eller i konsulentfirmaer som COWI, NIRAS og Orbicon.

Alle har de fået nye gyldne tider med etableringen af Den Grønne Trepart.

Desværre har vandmiljøet endnu ikke fået det spor bedre.

Klima og kvælstof

Et af elementerne i Den Grønne Trepartsaftale er udtagning af lavbundsjord, der i forvejen er ganske uproduktiv, og som kræver stor tilførsel af næringsstoffer for at være produktiv.

Et af incitamenterne for deltagende landbrugere er, at man så vil kunne dyrke den øvrige jord endnu mere intensivt. Uden generende kvælstofregulering. Det siger i hvert fald Martin Hjort Jensen, som er viceformand i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer:

“Det vidner om, at det kan lade sig gøre at finde de gode og nødvendige løsninger, så vi kan nå de mål, der skal til, for at vi kan komme til at dyrke mere intensivt på de øvrige jorde.”

“Når omlægningen er gennemført, kan vi rulle kvælstofreguleringen på markerne tilbage. Det er et kæmpe incitament for os, for vi er dødtrætte af rigide regler om efterafgrøder, datotyranni og meget andet.”

Martin Hjort Jensen

viceformand i Landbrug & Fødevarer

For Martin Hjort Jensen drejer Den Grønne Trepart sig således ikke om at opnå et bedre vandmiljø, men primært om muligheden for en øget produktion på de tilbageværende jorde. Selv om man stadig ikke har levet op til den lovede kvælstoffjernelse fra 2016.

Skal man tage viceformandens udtalelser for pålydende, og det skal man vel, går eksisterende produktiv landbrugsjord en hård tid i møde, når og hvis landbruget formår at leve op til kravene i Den Grønne Trepart.

Den vil da blive presset til det yderste.

Udtagning med negative konsekvenser

Udtagning af lavbundsjorde er et ud af flere tiltag i den Grønne Trepartsaftale.

Udtagningen skal reducere udledningen af drivhusgasser og dermed bremse den globale opvarmning. Som sidegevinst ved ophør af landbrugsdriften mindskes naturligvis også udvaskningen af kvælstof til gavn for vandmiljøet. Ikke mindst fordi fortsat gødning ophører.

Desværre har vi de seneste år oplevet flere tilfælde af iltsvind forårsaget af vandløbs- eller sørelaterede restaureringsarbejder. Med Fiil Sø og Lindenborg Å som konkrete eksempler på iltsvind fra afvandede områder, der pludselig sættes under vand igen.

Disse iltsvind skyldes akut nedbrydning af organisk stof, der er akkumuleret i jorden, hvor det har ligget tørt i mange år. Når denne jord sættes under vand, påbegyndes en nedbrydning af det organiske stof, som kræver ilt.

Harmløst organisk stof, som i årevis har været ude af kredsløbet, bliver pludselig farligt for vandmiljøet, der berøves livsvigtig ilt.

Det er således ikke altid ren win-win, når afvandede områder retableres og udrettede vandløb genslynges. Ikke altid, at klimatiltag og kvælstofreduktion går hånd i hånd. Heldigvis gør de det dog ofte.

Vi har under alle omstændigheder stadig meget at lære om konsekvenserne af vore omfattende ødelæggelser gennem de seneste årtier.

Det hele bliver desværre aldrig så godt, som det var engang.

Den mulighed har vi forpasset.

Ingen kvaler – hr. og fru Danmark betaler

Der findes et hæderkronet princip i dansk miljølovgivning: Det er forureneren, der betaler. Hvis altså denne vil og lovgivningen ellers kræver det.

Samtidig er det nærmest umuligt at trække tilskud tilbage – selv når man ikke har leveret varen eller overholdt de aftaler, man har indgået. Det er dansk landbrug et fremragende eksempel på. Med Lars Løkkes (V) Landbrugspakke fra 2016 som det nok mest kendte tilfælde.

Landbrugspakken gav dansk landbrug lov til at bruge 20-25% mere gødning end hidtil – mod at man så anlagde en lang række af de såkaldte “mini-vådområder” til reduktion af udvaskningen af kvælstof til det allerede dengang nødlidende vandmiljø.

Dansk Landbrug tog mod tilbuddet med kyshånd. Der blev gødet som aldrig før og udledt stigende mængder kvælstof til vandmiljøet. Imidlertid fik man aldrig etableret de mini-vådområder, man havde lovet og aftalen var baseret på.

Alligevel fik man lov til at fortsætte overgødningen og udledningerne uantastet – med et kollapset økosystem og enorme mængder fedtemøg i danske fjorde som det helt forudsigelige og meget synlige resultat.

Dansk landbrug stortrives og har med egne ord flere penge på bogen, end de nok nogensinde har haft. Dansk vandmiljø har til gengæld ikke haft det dårligere i mands minde, og nu klager EU så ikke overraskende over, at Danmark ikke har levet op til Vandrammedirektivet fra 2000.

Det er alvorligt, mener vor mærkværdige SVM-regering. Det må der gøres noget ved, udtaler den. Men skal dansk landbrug nu trækkes i den milliardstøtte, man årligt modtager – når man nu ikke har levet op til det, man selv lovede i sin tid?

Næh-nej, det skal landbruget ikke. I stedet har Mette, Lars og Troels fundet nye milliarder frem til genopretning af vandmiljøet. I hvert fald tilsyneladende.

Løsningen kaldes “Den Grønne Trepart”, og den bliver nu også langt dyrere end oprindeligt lovet.

“En historisk grøn aftale”

En “mega milliardaftale” har Danmarks Radio kaldt den Grønne Trepart. DR har nemlig set nærmere på, hvor mange milliarder aftalen egentlig kommer til at koste, og hvem der i sidste ende kommer til at hænge på regningen.

Ambitionerne er nemlig skyhøje, og det er omkostningerne derfor også. Men det er definitivt ikke forurenerne – altså landbruget – der kommer til at betale gildet. Dem, der fik i pose og sæk med Landbrugspakken fra Lars Løkke (V) i 2016.

Dem, der dengang fik og fremover får lov til at gøde mere end fagligt forsvarligt over for vandmiljøet. Og dem, der efterfølgende ikke leverede på egne løfter om etablering af kompenserende mini-vådområder. Det løftebrud koster gratis og er symptomatisk for den lovhåndhævelse, vi har indført over for landbrug og fiskeri.

Dette gælder dog ikke kun fødevareproduktionen. Det så vi senest ved det store og selvforskyldte jordskred ved Nordic Waste syd for Randers. Her kunne ejerne blot erklære sig konkurs, pakke deres sydfrugter og efterlade en regning på 300 millioner kroner til skatteborgerne. Tag den, Randers.

Altsammen på grund af en dårligt gennemtænkt og mangelfuld lovgivning samt danske EU-forbehold, der satte en ellers sikkert velment lovgivning ud af funktion.

Den historiske Grønne Trepart er den hidtil dyreste danske klimaaftale. Den skal føre til reduktion på 1,8 millioner ton CO2 i 2030 og 3,3 millioner ton CO2 i 2035 – primært til gavn for klimaet og mindskning af den globale opvarmning.

Som en positiv sidegevinst vil der samtidig ske en reduktion af de kvælstofmængder, der havner i vandmiljøet – primært via gylle spredt over markerne.

Den Grønne Trepart er dog stadig primært en klimaaftale – med positive sidegevinster for vandmiljøet. Aftalen pålægger fra 2030 landbruget en CO2-afgift på beskedne 300 kroner pr. ton CO2 – vel at mærke når først den er fuldt indfaset i 2035.

Det vil da være mindre end det halve af den CO2-afgift, som den øvrige industri skal betale – nemlig 750 kroner pr. ton CO2. Helt på linje med de lettelser, som fiskerierhvervet har fået. Trods ellers velkendte skadevirkninger fra ikke mindst trawlfiskeriet.

I Danmark er det således ikke blot gratis at ødelægge miljøet.

Man kan også få tilskud til det.

– Hvem betaler gildet?

Danmarks Radio har søgt aktindsigt i, hvem der egentlig skal betale den samlede regning på 62 milliarder kroner frem til 2045. Den, der blev 50% dyrere end oprindelig antaget og opgivet.

EU dækker med et tilskud på 7 milliarder, mens landbruget skal betale blot 11 milliarder. Det svarer til 18%. Den resterende hovedstol på 44 milliarder kroner sendes ud til danske skatteydere og betales af statskassen. Endnu engang skal danske skatteydere således finansiere landbrugets forurening af vandmiljøet.

“De direkte omkostninger til den grønne omstilling for landbruget bliver i størstedelen håndteret af skatteyderne.

Man har valgt et lavere afgiftsniveau for landbruget end for industrien. Hvis man havde valgt det samme afgiftsniveau som industrien, så havde det været en større udgift til landmændene og en mindre udgift til skatteyderne.”

Michael Svarer

økonomiprofessor, Aarhus Universitet

På denne måde bliver der desværre kun et begrænset incitament for landbruget til at gøre noget ved egen forurening. Når man nu alligevel får det hele finansieret af den danske stat.

Oven i det hele får dansk landbrug endda mulighed for at søge yderligere støtte fra diverse tilskudsordninger i Den Grønne Trepart.

Blandt andet til fortsat kvægavl, som er noget af det, der belaster klimaet mest – med en stor udledning af den potente klimagas methan. Den søger man nu at reducere ved at tilsætte stoffet Bovaer til foderet. Kemisk krigsførelse på et mangelfuldt grundlag.

Man kender nemlig slet ikke til langtidsvirkningerne af dette stof eller dyrevelfærden ved denne fodertilsætning.

Man ved blot, at det reducerer udledningen af methan – her og nu.

Tekst & fotos:

©️ 2025 Steen Ulnits

Læs også artiklen

“Sagt og skrevet om Den Grønne Trepart“

⌘ ⌘ ⌘

Brint bare bedst – eller hvad…?

Solen i vort solsystem kører på brint og har gjort det i ganske mange år. Gasarten brint betragtes derfor ofte som fremtidens energiform. Den nedbrydes nemlig til rent vand, som jo ikke skader miljøet.

Men brint er ikke bare brint. Alt afhænger nemlig af, hvor den stammer fra, og hvordan den fremstilles…

Der er megen fokus på udfasning af fossile brændstoffer i disse år. Og erstatte dem med vedvarende energi stammende fra sol og vind.

Årsagen er den simple, af afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas udleder store mængder kuldioxid , CO2, til atmosfæren.

Og CO2 er en kraftig drivhusgas. Det vidste den svenske videnskabsmand Arrhenius allerede i 1896. CO2 er således stærkt medvirkende til den globale opvarmning, som udgør en trussel mange steder.

Global opvarmning

Dels for isbjørnene i Arktis, hvor bjørnenes eksistensgrundlag – isen – er ved at forsvinde. Og dels i troperne, hvor selv mindre stigninger af havniveauet kan være fatale på steder som eksempelvis Maldiverne. De små og lave øer oversvømmes helt enkelt.

Da der ikke udledes klimaskadelig CO2 ved afbrænding af brint, ses denne gasart ofte som fremtidens energi. For når først man får lært at spalte brint fra havvand, er resurserne jo ubegrænsede.

Men så langt er vi desværre ikke kommet endnu, og det er emnet for denne artikel. Vi er langt fra nået dertil, at der kommer mere ud af brintudvindingen, end der skal tilføres af energi for at få den til at ske.

Brint er ellers universalbrændstoffet i hele universet. Solen eksempelvis forbrænder eller omdanner brint til helium i et omfang, vi her på Jorden slet ikke kan fatte. Men uden denne forbrænding af brint ville der ingen energi være til os på den Blå Planet – i form af livgivende lys og stråling.

Brunkul og sortkul

Den australske energigigant AGL har netop meddelt, at man planlægger en produktion af brint på sit store kulanlæg ved Loy Yang A i staten Victoria. Her vil man omdanne miljøfjendsk kul til miljøvenlig brint.

– Men hvordan gør man egentlig det, og er det nu en miljøvenlig produktion?

Kul består primært af kulstof, men indeholder også mange andre stoffer. Et af disse stoffer er brint, som imidlertid ikke er umiddelbart tilgængeligt i kullene. Først skal kullene afgasses, så de frigjorte forbindelser kan reagere med vand, og først da får vi den frie gasart brint.

Og kul er ikke bare kul. Det kender vi selv herhjemmefra, hvor brunkul i tidligere tider var et vigtigt brændsel. I modsætning til det langt mere energirige sortkul, også kaldet stenkul. Koks er afgasset sortkul, som derefter brænder renere med mindre slagger end sortkullet selv.

Det korte af det lange er, at kul indeholder gasser, mens koks er det samme bare afgasset. Afgasningen sker under iltfri forhold.

Afgasning

Alle fossile brændstoffer – det være sig kul, olie eller gas – stammer fra nedbrudte plantedele. Gennem millioner af år udsættes disse for højt tryk og megen varme, så den døde biomasse indeholder stedse mindre kulstof og færre organiske planterester.

Undervejs falder indholdet af ilt og brint, mens andelen af kulstof stiger. Kullet vil dog stadig indeholde både kulstof, ilt, kvælstof og svovl, som frigives til atmosfæren under afbrænding. Det resulterer i røg, der regner tilbage til jorden som sur salpetersyre og svovlsyre.

Det er disse stoffer, som har stået bag forsuringen af svenske og norske vande – primært bragt dertil med vinden fra industriområder i England og Nordeuropa.

Den sure nedbør sænker vandets pH til kritisk lave værdier, hvor fisk og andet liv i vandet ikke længere kan eksistere. Hvis de ikke dør direkte af det, hindrer det sure vand formeringen hos flere fiskearter. Og så uddør den pågældende art jo til sidst.

Men tilbage til produktionen af miljøvenlig brint ud fra miljøskadelig kul. Når man forbrænder et fossilt brændstof som eksempelvis kul, produceres der varme og kuldioxid som slutprodukt af forbrændingen. End of the road.

Forgasning er i stedet en omdannelse af faste brændstoffer som eksempelvis kul og olie til brændbare gasser – her blandt andet brint. Det forholder sig sådan, at brændsler som træ, tørv, brunkul og stenkul kan forgasses fuldstændigt, så kun asken bliver tilbage.

Men hvis disse brændsler ophedes uden adgang til ilt, sker der en afgasning: Tjære og gas drives ud, mens koks eller trækul bliver tilbage. Gasudbyttet kan øges ved at sende vanddamp og lidt luft igennem det glødende lag. Herved kan processen nærme sig en total forgasning.

Forgasning i gasgenerator

De resulterende gasser er ikke helt oxiderede, hvorfor de kan afbrændes og bruges som brændstof. Denne forgasning kendes fra Anden Verdenskrig, hvor der var udbredt mangel på benzin til datidens biler. Kloge hoveder fandt da på at montere deres biler med såkaldte gasgeneratorer, som i princippet var kakkelovne monteret bag på bilen.

Man fyrede med små stykker træ, som forgassede i kakkelovnen og dannede gas ved den ufuldstændige forbrænding. Denne gas blev renset og brugt som brændstof, hvilket ikke var ret effektivt. Men det virkede, og man havde jo ikke andre muligheder.

Den udvundne gas bestod primært af kulilte og en del andre gasarter, som sodede systemet ved forbrænding. Der måtte derfor indkobles forskellige filtre og kølere, inden den rensede gas nåede motoren og blev forbrændt her. Man regnede med, at der skulle omkring 2,5 kg bøgebrænde til for at opnå samme effekt som 1 liter benzin. Det var lidet effektivt.

Brunkul bare bedst

Den målrettede produktion af brint ud fra kul starter derfor med en delvis oxidation eller forbrænding. Kullene tilføres en smule luft, hvilket resultater i produktion af CO2 på vanlig forbrændingsvis.

Denne kuldioxid reagerer via vanddamp med det tilbageværende kul og danner nu kulmonoxid (kulilte) samt den ønskede brint, der siden kan brændes af – med vanddamp som eneste og helt uskadelige slutprodukt.

Processen foregår lettest og mest effektivt med brunkul, som er lettere at forgasse end stenkul. Medvirkende hertil er blandt andet, at brunkul allerede eller stadig indeholder en smule brint.

Slutproduktet brint er i sig selv et rent og miljøvenligt brændstof, da afbrænding af brint udelukkende resultater i dannelse af uskadelig vanddamp. Men hele den her beskrevne proces frem til slutproduktet brint er ganske energikrævende og resulterer derfor i udledning af den uønskede drivhusgas CO2.

– Så hvorfor vil man nu alligevel i Australien til at bøvle med denne ret besværlige proces?

Overvejelserne down under går på, at man ved at producere brint centralt og i store mængder på et enkelt sted kan begrænse forureningen og CO2-udledningen meget mere, end man ville kunne, hvis den udledte CO2 i stedet kom decentralt fra en masse biler – der kører rundt på gas, diesel eller benzin udvundet af olie fra undergrunden.

Men det helt store og overordnede regnestykke skal der nok blive mange og meget delte meninger om. De er der allerede.

Pejsefoto: Jørgen Stybe – Tegning: Gunnar Johnson

Efterskrift: Der er næppe tvivl om, at fremtidens produktion af brint vil blive mere effektiv og miljøvenlig, end den er i dag. Men indtil da kan udvinding af brint fra kul måske være et skridt på vejen. Mener altså den australske energigigant AGL i staten Victoria.

Andre mener, at denne teknologi blot vil være endnu en forsinkende hindring på vejen mod udvikling af bæredygtig energi i form af eksempelvis vindmøller og solceller.

Læs om Biobrændsel, dets muligheder og faldgruber i artiklen her.

Det grønne skæbnevalg

Efter fire års rædselsregime for miljøet med først Eva Kjer Hansen (V) og siden Esben Lunde Larsen (V) som ansvarlige ministre stod alt på spil ved folketingsvalget i 2019.

Der måtte ryddes op i virvaret af vindmøllevenner, kvotekonger, havbrugere og andet godtfolk, som siden det foregående valg havde lagt sig grundigt i ske med ministre og embedsværk – eller sågar var hoppet i badekarret sammen med Bubber. Den regerende del af det danske folketing havde nået et hidtil uset bundniveau, hvor flere italienske og græske politikere efter sigende overvejede en studietur til Danmark – for om muligt at lære helt nye tricks…

Anyway. Det gik heldigvis godt. Regeringen blev sat af pinden, og den nye regering lovede om ikke guld så i hvert fald grønne skove. Og en klimapolitik, der både kan og skal holde den globale opvarmning i ave. Men inden det nåede så vidt, var der lige nogle nye spørgsmål, som vælgerne måtte tage stilling til:

Lige pludselig var klimaet nemlig kommet på alles læber og partiernes dagsorden. Greta Thunberg, en 16-årig svensk skolepige, havde strejket i protest mod politikernes manglende stillingtagen til det klima, som var hendes og ikke deres fremtid. Runkedorerne i dansk politik fnyste og havde kun foragt til overs. De yngre var lidt mere usikre.

Selv hendes egne partifæller så i hvert fald beskæmmet bort, da Pia Kjærsgaard (DF) op til valget skærpede skytset og fyrede den om klimatosserne af – afventende det bifald, der aldrig kom. Nok det største politiske selvmål til dato fra nogen partileder. Så meget ude af trit med virkeligheden og så endda som formand for Folketinget. Tsk…

Midt under valgkampen lod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så en bombe af de lidt større springe: Han foreslog i ren desperation, at han gerne ville gå i regering med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen – hvis bare han så mindeligt måtte forblive statsminister. For enhver pris. Den røde lejr tog tælling et kort øjeblik.

For historien viser jo, at Venstre og Socialdemokratiet på mange måder står hinanden nær og meget ofte stemmer for de samme ting. Eksempelvis flere forurenende havbrug. Eller fortsat brug af diverse sprøjtegifte, som ellers måtte være på vej ud. Heldigvis besindede Mette Frederiksen sig og lovede, at hun ville være en ren rød regeringsleder.

Der blev undervejs i valgkampen lukket varm luft ud i lange baner. De samlede danske CO2-udledninger var i 2018 godt fem millioner ton højere, end regeringen selv havde forventet. Fortsætter vi denne kurs, skal Danmark 7-doble hastigheden i indsatsen efter 2030 for at nå klimamålene. Det viser beregninger fra organisationen CARE.

– Det er ikke tilfredsstillende, indrømmede klimaminister Christian Lilleholt (V). Han mente dog, at man skal se på det lange seje træk, hvor vi arbejder frem mod klimaneutralitet i 2050. Det virkede på en eller anden mærkelig måde om noget, man havde hørt rigtig mange gange før?

Et af omdrejningspunkterne i valgkampen blev for mange lov L 111 om flere forurenende havbrug i det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret. Hvor der kun er grådighedsrum og intet rådighedsrum. Det hele startede med daværende fødevareminister Dan Jørgensens (S) totalt ugennemtænkte forslag fra 2014 om udvidelse af den danske akvakultur – med flere nye forurenende havbrug.

Da miljømålet i den næstfølgende regering pludselig stod gabende tomt, kunne den nye fødevareminister Esben Lunden Larsen (V) elegant trille bolden over stregen med vedtagelsen af den omstridte lov L 111, der pludselig gav Venstres mange venner i havbruget muligheder for at score nye nemme millioner. Uden rensning af spildevandet. Flere åbne kloakker direkte ud i Kattegat.

Alternativet ønsker at se sig selv som et miljøvenligt parti, der skal redde verden. Desværre flyver og farer de selv mere, end godt er. Verden rundt. Medierne gik i dybden med det alternative partimedlem Carolina Magdalene Maiers mange rejser – hvilket ledte til kåringen af hende som årets helt store rejsedronning.

Kåringen skete på baggrund af de mange fotos og rejsebeskrivelser, hun selv havde lagt op på Facebook. Heriblandt partifester i Paris og dykkerrejser til Mellemøsten. Stik modsat hendes opfordringer til danskerne om, at de skulle lade være med at tage flyet og i stedet holde klimavenlig ferie hjemme i Danmark. Hykleri hedder det vist. Og det straffes af vælgerne. Caroline Maier røg ud af Folketinget med et brag.

Ovenstående påstand hoppede danskerne alligevel ikke på. Men tænk, at Carsten Bach (LA) som uddannet geolog kunne få sig selv til at sige det – i en tid, hvor det ene nye pesticid efter det andet tikker ind på tavlen. Hentet op fra netop det danske grund- og drikkevand. Som resultatet af mange års hjernedød brug af pesticider, hvis langsigtede egenskaber ingen anede eller aner noget om. Men som myndighederne alligevel godkendte – og på ufattelig vis stadig godkender.

Der blev da også helt stille i forsamlingen, da Carsten Bach netop havde fyret ovenstående svada af. For sagde han virkelig det? Vælgerne kvitterede efterfølgende for hans påstand ved at sende ham lukt ud af Folketinget. Her kan han fortsat rådgive danskerne om det sunde danske grundvand – nu blot i privat regi.

Det var de Konservative, der fik væltet Eva Kjer Hansen (V) af pinden som fødevareminister, da hun præsenterede den usandfærdige Landbrugspakke som dikteret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Det var Rasmus Jarlov (K), der gennemskuede bedraget og fik afsat fødevareministeren.

Men det var selvsamme Jarlov, som blev helt stille, da de Konservative først var kommet i regering og han selv havde fået stillet en ministerbil til rådighed. Plus naturligvis ministerløn og ministerpension. Så stemte Rasmus Jarlov gladeligt for både Landbrugspakken, som han ellers havde taget afstand fra, og lov L 111 om flere forurenende havbrug. Så meget for de Konservative som Blå Bloks grønne stemme…

Som valgkampen skred frem, blev selv de borgerlige partier mere og mere grønne. Ja, de kappedes nærmest om at love bedre miljø og flere grønne elbiler – med Lars Løkkes halve million som den foreløbige vinder af budrunden. – Hvad gør man ikke for at vinde et miljøvalg, når man er totalt bagud på point efter fire år med totalt modsatrettede handlinger? Med tiltag på tiltag til direkte skade for miljøet?

Det hjælper jo heller ikke på partiets grønne image, når ens egne interesseorganisationer – Bæredygtigt Landbrug samt Landbrug & Fødevarer – trækker i stik modsat retning. Eksempelvis ved at gå til domstolene for retten til også fortsat at sprøjte pesticider ud over sårbare drikkevandsboringer. Endnu et skud i foden med giftsprøjten.

Enhedslisten manifesterede sig under hele valgkampen som et seriøst parti, man ville kunne regne med i en kommende mulig regeringssammenhæng. Trods partiets ellers meget dårlige erfaringer med den tidligere Røde Regering, der jo blev styret fra det Sorte Tårn af den Blå Bjarne. – De pisser på os, sagde en vred Johanne dengang.

Det viste sig, at Pernille Skipper var en værdig arvtager for stemmeslugeren Johanne Schmidt Nielsen. Mange havde ellers frygtet for resultatet af Enhedslistens ganske sunde regel om, at man kun kan sidde et vist antal år i Folketinget – inden det er ud af vagten og ind med en anden. Skipper klarede imidlertid magtskiftet på forbilledlig vis. Med miljøet højt på dagsordenen.

Det ville de, og Danmark har igen en miljøminister som alle andre civiliserede lande. Det var ellers et rigtig smart træk eller trick, da Lars Løkke reelt nedlagde det for landbruget så besværlige Miljøministerium – ved at underlægge det landbrugets Fødevareministerium. Da Eva Kjer Hansen (V) først var væltet, kom den rettroende Esben Lunde Larsen (V) til.

Han fortsatte arbejdet med at nedbryde miljøet og kontrollen med det. Han trak dele af Miljøstyrelsen helt ind i ministeriet og undgik derfor behændigt mulige krav om aktindsigt. Og hastebehandlede så ellers vennernes sager om fiskekvoter og havbrug. Vi har aldrig set noget lignende i Danmark. Nu skal den nye miljøminister Lea Wermelin (S) så forsøge at genoprette tilliden til både Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen. Det bliver svært.

Ud over slutspurtens klimatosserier fra Pia Kjærsgaard, så gjorde Dansk Folkeparti sig i hele valgperioden skyldige i total ansvarsfraskrivelse. Efter et rekordgodt valg var der ellers muskler og stemmer nok til at gå i regering, men det turde DF bare ikke. Måske de hele tiden frygtede FELD og MELD og Messerschmidt. Vi ved det ikke.

Partiet blev i hvert fald hængende ude på sidelinjen, hvorfra man mente at kunne få flest DF mærkesager igennem. Men vælgerne var skuffede og straffede DF hårdt ved valget. Ikke mindst de DF’ere, der havde ført sig frem som varme fortalere for flere forurenende havbrug, blev sat fra bestillingen efter et rekorddårligt valg, der halverede Dansk Folkeparti.

Dette gjaldt i særlig grad værtshusparret fra den nordjyske by Mariager, Pia Adelsteen (DF) og Kim Christiansen (DF), som begge havde været blandt de varmeste fortalere for flere forurenende havbrug ud for Djursland. Det lå jo tilpas langt fra Mariager Fjord. Ikke mindst Pia Adelsteen deltog meget aktivt i debatten og opbakningen til Esben Lunde Larsen.

Begge røg de ud efter valget – ud af Folketinget og tilbage til værtshuset i Mariager. En skæbne, de måtte dele med bror-søsterparret Anders Samuelsen (LA) og Merete Bock (LA), der begge røg ud sammen med førnævnte partifælle Carsten Bach. Det gav lidt frisk luft i Folketinget – og partistifter Samuelsen en del at tænke over.

Men ikke kun regeringspartierne blev straffet. Det gjorde også Alternativet, som foretog en sidste besynderlig handling op til valget:

Partiet opstillede en storforurenende havbruger, som netop var taget i at fuske med sine “økologiske” ørreder. Fisk, der havde været på afgiftning og tvangsøkologisering i Storebælt efter en malakitgrøn og giftfyldt barndom i Jylland.

Havbrugeren fra Bisserup kom ikke ind. Alternativets Christian Poll, som aktivt forsvarede opstillingen af den storforurenende havbruger til Folketinget, røg selv ud efter valget. Med sig fik han det lidet attraktive hashtag #ExitPoll.

Flugten til Amerika

Det var dog billigt sluppet sammenlignet med det totalexit, som overgik Esben Lunde Larsen (V) før valget. Han fik først frataget Fiskeriministeriet, som han ikke formåede at bestyre. Og siden Fødevareministeriet, da skeletterne for alvor begyndte at rasle ud af skabene også her.

Esben Lunde Larsen valgte endda at droppe både ministerium og politikerkarriere, da han nærmest overnight flygtede over Atlanten – til et beskyttet arbejde i en grøn (!) amerikansk tænketank støttet af den danske stat. Skatteyderbetalt.

Så jo – det var bestemt ikke noget kedeligt valg. Og heldigvis så endte det jo lykkeligt for den trængte danske natur og det hårdt pressede danske vandmiljø.

Med en rød regering, der har lovet at være grøn.

Det må vi holde den fast på!

Du kan finde mig her på Instagram:

www.instagram.com/steenulnits

Og her på Facebook:

www.facebook.com/steenulnits