Tag-arkiv: dræning

Sandet, Vandet og Værket

Nu klager landbruget igen over vandløbene. Nu er der kommet så meget vand, at vandløbene løber over deres bredder og sætter landmændenes marker under vand. Igen-igen. På Svostrup og Kongensbro Kroer er der vand i haverne og på legepladserne. 

Det er naturligvis træls med vand på markerne, præcis som det er træls med vand i kælderen. Men et meget langt stykke hen ad vejen er det et aldeles selvforskyldt problem. Det er jo landbruget selv, der har drænet markerne, så de oprindeligt våde enge i ådalene har kunnet afvandes og dyrkes. Så de lavt liggende engområder blev tørre nok til en intensiv dyrkning. 

Vil man afvande vådområder og dyrke dem, er man altid i farezonen i perioder med ekstraordinært megen nedbør. Præcis som man selv udsætter sig for fare og vand i kælderen, hvis man vælger at bygge i lavtliggende områder nær sø og hav. Ikke mindst i de kommende år vil det blive sværere og sværere at nyde havudsigten – med vand i køkkenet.

Nødslusen åbnet

Der er kommet så ekstraordinært meget vand i februar, at Tangeværket har måtte åbne nødslusen. Vandpresset på den gamle dæmning var helt enkelt ved at være faretruende stort. Med risiko for dæmningsbrud.

Bjerringbro by vil i så fald blive sat under vand – noget, tyskerne allerede havde regnet ud og regnet på under Anden Verdenskrig. Hvis der nu skulle blive brug for at sætte obsternasige danskere på plads.

Den tyske besættelsesmagt havde helt enkelt lagt en plan for i så fald at sprænge dæmningen og lade Gudenåen flyde frit. Tyskerne havde også regnet på, hvor meget vandstanden ville stige – og hvor mange der mon ville drukne. 

Ingen spøg, hvis det skulle ske.



Vandet, der stiger

Når man regulerer et vandløb og afvander et lavtliggende engområde, da sørger man jo for, at vandet løber hurtigere bort, end det ellers og oprindeligt ville gøre. Drænrørene sørger for, at vandet i jorden løber ud i vandløbet, som så fører det væk.

Dette kan umiddelbart give problemer i meget tørre somre, hvor man så mangler vand til markerne og deres afgrøder. Så skal der måske pumpes grundvand op til markvanding. Og så klager landbruget også og skal nu have tørkestøtte. Efter at de tidligere har fået støtte til afvandingen. 

Når man regulerer et vandløb og afvander et engområde, så sænker man grundvandstanden. Der kommer nu pludselig ilt til jorden, hvor bakterier og andre organismer straks går i gang med at nedbryde det blotlagte organiske materiale her. 

Jorden synker

Denne nedbrydning får jorden til at synke – man taler meget rammende om, at markerne “brænder sammen”. Jorden kan synke både en og to meter, og hermed forsvinder jo det oprindelige og livsvigtige fald, der sikrede afledning af vand fra de drænede og dyrkede marker. Som gjorde det muligt for drænvandet at løbe nedefter – drevet af den største kraft af dem alle: Tyngdekraften.

Når så nedbøren vælter ned i vintermånederne, da kan vandløbene ikke længere holde styr på de store vandmængder. Det fosser nedefter i vandløbene og når til sidst de lavt liggende byer, hvor beboerne måske får vand i kælderen. Vandet stiger også op på landmandens egne marker, der nu ikke længere kan komme af med det – på grund af den sammenbrændte jord og det resulterende manglende fald.


Sandet, der vandrer

Vandet i et vandløb stiger ligeledes, når der tilføres sand fra omgivelserne. Sand, der hæver bunden og bremser afstrømningen. Det sand kommer primært fra landbrugets egne marker, som enten ligger bare og udyrkede hen – det gjorde de i gamle dage – eller i dag bliver dyrket så intensivt, at der pløjes helt ud til kanten. 

Herved skrider brinkerne sammen, og tonsvis af sand ender ude i vandløbet. Det sker i sagens natur ikke, hvis der findes en dyrkningsfri bræmme langs vandløbet. 

Sandet kan man så grave bort, hvis man vil betale for det – og hvis der overhovedet længere er fald nok til, at vandet så kan løbe bort. Men til sidst har man uddybet vandløbene så meget, at de når havniveau. Strømmen går helt i stå og kan endda vende og løbe opstrøms. 

Det ser vi regelmæssigt på nedre Gudenå, hvor tidevandet er en vigtig faktor. Og da er det slut med afvandingen. Måske kan man dræne igen, men det er dyrt og en stakket frist. Man kan ikke grave helt ned til kineserne. Man kan heller ikke sænke havet og vandstanden her.

Det var den del, som landbruget ubetinget selv er skyld i. Som ingen andre end landbruget har eller har haft nogen andel i. Den globale opvarmning og den deraf følgende stigning i verdenshavene vil kun gøre ondt værre.


Værket, der blokerer

Ved Gudenåen er bønderne dog ikke skyld i hele sandvandringen. En stor del af skylden har nemlig Tangeværket, hvis minimale elproduktion er baseret på, at man fylder Tange Sø op til et vist niveau, inden man så lukker vandet igennem turbinerne og producerer el, som man gjorde det for hundrede år siden. Med maskineri af samme årgang. 

Vandstanden i Gudenåen nedstrøms Tangeværket stiger og falder derfor voldsomt med den skiftende elproduktion, og skiftende vandstand betyder øget erosion af bredderne. Øget erosion og øget sandvandring, som bremser afstrømningen og får vandstanden til at stige. Op på landmandens marker, som bliver svære at dyrke.

Tangeværket er en opstemning, der bremser strømmen i Gudenåen. Og når man stemmer vand op, stiger vandstanden. Strømmen aftager, og aflejringen af sand tiltager. Vandstanden stiger, hvilket hvilket giver vand på markerne. Det er ingen raketvidenskab. Det er ren logik. 

Hvis vi blot lod vandløbene passe sig selv – tømte Tange Sø og genindførte de dyrkningsfri bræmmer langs Gudenåen – ville mange af dagens problemer løse sig selv.

© 2020 Steen Ulnits