Tag-arkiv: DNA

Windermere

Lake District, England: En viking vender tilbage…

Man er vel viking – eller har i hvert fald været det for små tusinde år siden. Og det mærkes stadig.

Jeg tænker tit på den berømte Dave Allen sketch, hvor vor irske vært forklædt som dansk viking leder endnu en landgang på de irske kyster.

De lokale beboere flygter alle skrækslagne fra landsbyen, mens de vilde og stadig våde vikinger i deres ulveskind stormer op på stranden.

Plunder and rape! råber høvdingen på sin vej i land…

Ud af en af hytterne kommer en gammel tandløs kone – storsmilende ved tanken. Dave Allen ser hende, ryster på hovedet og stormer så forbi på sit plyndringstogt – nu med kampråbet reduceret til et mere beskedent:

– Plunder! Plunder, som lyder afdæmpet gennem landsbyen…

Man er ganske vist en vild og voldsom viking, men man har vel alligevel lov at have lidt smag. Irsk humor med et tydeligt skandinavisk islæt. Vi irere og danskere trives bare godt sammen. Vi forstår hinanden.

Fra Westport til Windermere

I begyndelsen af dette årtusinde var jeg flere gange i Irland for at kystfiske havbars med fluestangen. Udgangspunktet var byen Westport på sydøstkysten af Den Grønne Ø – en by med gamle vikingeaner.

Når man gik en aftentur i byens skæve og smalle stræder, var det tydeligt, at der stadig rullede vikingeblod i de lokale årer – at der var ganske megen skandinavisk DNA tilbage i lokalbefolkningen.

Vikingerne var godt nok kommet for at plyndre og hjembringe lokale rigdomme. Men mange faldt så godt til, at de blev hængende og stiftede familie. Måske var det øllet. Måske de rødhårede kvinder. Hvem ved. Opholdstilladelse var ikke noget, men søgte om i de dage. Det var noget, man tog.

Nu står jeg så i Windermere – i det engelske Lake District på den anden side af Det Irske Hav. Windermere er i dag en slags hovedstad i Lake District, som nu er nationalpark – på grund af de mange smukke søer, som forgangne tiders voldsomme vulkanudbrud har lavet. De er siden uddybet og udglattet af senere istiders glectchertunger og smeltevandskanaler.

Jeg havde hørt om Lake District og Windermere, længe før jeg fik mulighed for at besøge dette mekka for ferskvandsbiologer. I byen Windermere ligger nemlig Freshwater Biological Institute, som i mange år var centrum for datidens ferskvandsbiologi. Ganske naturligt, for der manglede jo ikke ligefrem ferskvand at forske i – hverken søer eller vandløb.

Der var således referencer til Windermere i mine tidlige studieårs bibel: H. B. N. Hynes’ 555 sider store “The Ecology of Running Waters” fra 1970.

Danmark fik jo verdens første miljølov i 1973, og vi danskere havde brug for al den økologiske viden, der allerede var indsamlet på området. Det meste af det kunne man finde i Hynes’ bastante bio-bibel om livet i strømvand.

Advokaten fra Redditch

Engang sidst i 1970’erne bankede det på døren til min lille étværelses lejlighed i Gellerupparken, Brabrand, hvor jeg boede i mine første studieår.

Det var en distingveret, mørkhåret og flenskaldet herre med meget tykke øjenbryn, der præsenterede sig som den nye ejer af firmaet Partridge of Redditch, England – verdens dengang ældste producent af fiskekroge til fluefiskeri. Intet mindre.

Bramley var hans navn. Allan Bramley. Han var advokat og ulastelig klædt i engelske advokaters klassiske uniform: En blåsort habit. Allan havde netop overtaget Partridge og var nu på salgsturné i Skandinavien. Hvordan han havde fundet frem til mig, står stadig ikke klart. Men vi delte den samme lidt skøre og skæve humor, der har gjort engelske Monty Python til et hit over den ganske verden.

Vi blev hurtigt gode venner, og det endte med, at han inviterede mig på fabriksbesøg i Redditch, England. Han gav mig endda en stak engelske pundsedler – det var i kontanternes tidsalder – så jeg kunne få min bil med færgen Esbjerg-Harwich, som stadig sejlede dengang.

Allan kunne godt se, at jeg var en fattig student, hvis SU nok ikke rakte til rejsen…

Det blev til et spændende besøg i en levende fortid, hvor gamle mænd og kvinder fremstillede diminutive Partridge fiskekroge i hånden – én for én. Fornemt håndværk med simple maskiner fra en svunden tid. Men det er en helt anden historie, som du kan læse om i artiklen her.

Det blev også til mit første møde med Lake District. Allan havde nemlig et sommerhus – en rustik countryside cottage – dybt inde i netop Lake District.  Så dybt, at hans spritnye Ford Scierra ikke kunne nå derind. Asfaltvejen blev smallere og smallere og endte til sidst i grus. Efter et kort stykke endte også gruset, og der var nu kun et smalt hjulspor tilbage.

Heldigvis havde Allan en gammel Landrover permanent parkeret her – klar til de sidste kilometer ind til huset. Ulåst, naturligvis – for hvem skulle dog stjæle den, hvis ikke de havde desperat brug for den?

– Countryside thinking at its finest…

Vejret var ikke med os det efterår. Det regner nemlig rigtig meget i Lake District, som får presset den fugtige vestenvind ind fra Det Irske Hav. Herfra regner den så af over distriktets smukke bjerge og sørger for at fylde de mange søer op.

So Typically British…

Men selv om jeg så de mange søer gennem regn og tåge, blev jeg ganske betaget af landskabet. Jeg tabte på den tur aldeles mit hjerte til denne del af England, der er så engelsk, som noget kan være: – So Typically British!

Rundt omkring i England ligger en lang række større og mindre flyvepladser, hvoraf mange er et levn fra krigen. Og i hvert fald en del af forklaringen på, at de gæve briter vandt Slaget om England i 1940.

Det lykkedes som bekendt ikke tyskerne at bombe alle flyvepladser eller ødelægge alle flyfabrikker inden det afgørende luftslag.

Det fik tyskerne at mærke efter at have tabt Slaget om England. Snart afgik en lind strøm af Mosquito og Lancaster bombefly tværs over Den Engelske Kanal – tæt eskorteret og beskyttet af hurtige Hurricane og Spitfire jagerfly. Målet var de tyske industribyer, der populært sagt blev bombet sønder og sammen.

– Tag den, Fritz! som der skrevet stod i barndommens gamle “Kampflyver” tegneserier. Tingene var lidt enklere dengang. I bogstaveligste forstand sorthvide…

Når man går tur langs en af de mange og langsmalle søer i Lake District, så overraskes man regelmæssigt af engelske militærfly og helikoptere på øvelse. De flyver så lavt, at man ofte kan se piloterne bag cockpittets plexiglas.

Det ligger dybt i alle englændere og er derfor stadig en integreret del af den engelske dagligdag og tankegang – at man som øboere naturligvis skal kunne beskytte sig selv mod fjender udefra. Også selv om de er ganske langt væk.

Det sidste beviste Falklandskrigen, hvor det jo var “naboen” Argentina, der pludselig var fjenden, og som truede med at indtage de små og ubetydelige Falkland-øer. England reagerede prompte – med Maggie ved roret – og sendte fluks hangarskibe om på den anden side af Jorden for at forsvare engelsk territorium. Dér havde Argentina gjort regning uden vært…

So Very Wet…

Det regner som sagt meget i Lake District. Regn og tåge er således mere almindeligt end solskin og blå himmel. Men man har da heldigvis lov at være heldig.

Under mit sidste besøg, som varede to samfulde uger, regnede det ikke én eneste gang. Og da jeg en dejlig solskinsdag stod med vor søde værtinde i en have så fuld af grønne planter og kulørte blomster, at jeg aldrig har set lige, kom jeg til at stille hende et meget dumt spørgsmål:

– Regner det aldrig i Lake District?

Hun kiggede opgivende på mig og viftede med en hånd ud over haven:

– Ser det da sådan ud?

Well, man har heldigvis lov at dumme sig ind imellem – ligesom man har lov at være heldig med vejret, som vi jo var det i begge uger. Faktisk havde vi brug for mere solcreme, end vi havde med hjemmefra. Vi havde jo set statistikkerne over antal regndage og mente, at vi bestemt havde nok solcreme med i bagagen…

Men nu ikke mere snak. Nyd i stedet de mange flotte fotos, som man slet ikke kunne undgå at tage her i nationalparken med de mange søer og gamle danske aner.

Afslutningsvis blot en lille liste over nogle af de navne, der gør, at man som skandinav føler sig hjemme og rigtig godt tilpas i England – specielt naturligvis de dele, der i sin tid blev kolonialiseret af vikingerne, os selv. Også selv om det efterhånden er tusinde år siden:

Ord og navne

Søer kan hedde rigtig mange ting på de Britiske Øer – alt afhængig af størrelse og sted.

“Lake” er det generelle engelske navn på en sø.

“Lough” er det irske navn. Med Lough Corrib og Lough Mask som to internationalt kendte kalkstenssøer.

“Loch” er det skotske. Med Loch Leven og Loch Ness som internationalt kendte lokaliteter. Ness mest for “Nessie” – uhyret, ingen rigtig har set.

“Water” er en bred betegnelse, der bruges i flæng mange forskellige steder. Som navn på vande af i regelen lidt større format. Ofte reservoirer.

“Mere” er normalt betegnelsen for en lidt større sø, der er bred i forhold til sin dybde. Det siger sig selv, at ordet et eller andet sted er beslægtet med det tyske “Meer”, der jo betyder hav.

Windermere og Grasmere er to kendte lokaliteter med dette efternavn. Selv om ingen af dem ellers lever op til definitionen, men er smalle og relativt dybe søer. Søen Windermere blev i tidlige tider ofte kaldt “Windermere Water” og “Lake Windermere ” – blot for at højne forvirringen…

“Holme” er næsten det mest danske, man kan finde på disse kanter. Kigger man på kortet over søen Windermere, vil man finde utallige små øer, der alle ender på “Holme”.

På dansk kender vi det fra ordet “holmgang”, der jo er navnet på gamle tiders konfliktløsning: Den endegyldige afgørelse på langvarige tvister.

De to stridende parter sejledes ud til en lille ubeboet ø – en “holm” – hvorfra de ikke kunne undslippe. Og her kæmpede de til sidste blodsdråbe. Sejrherren havde så vundet sin ret i holmgang. Hvis han altså selv overlevede. Ofte døde også den sejrende part efterfølgende af sine sår…

“Tarn” er et andet ord, man som skandinav kan nikke genkendende til. Det ligger nemlig tæt op af det svenske ord “tjärn”, som er betegnelsen på en mindre sø – gerne beliggende i et skovområde.

”Fell” er engelsk for højdedrag og minder om både det danske “fjeld” og det tyske “Felzen”, der betyder “klippe”. Sprog er virkelig en international størrelse.

Ørreder og whisky

Endelig er der bynavnet “Troutbeck”, der jo kan gøre enhver lystfisker glad. Det betyder nemlig “Ørredbæk”. – Hvem ville ikke gerne bo dér?

Det samme gælder lokaliteten “Rydal”, som betyder “Dalen, hvor man dyrker rug” – der i parentes bruges til fremstilling af whisky. 

Så er ringen vist sluttet – med ørreder i bækken og whisky til os gamle danske vikinger!


© 2019 tekst & fotos: Steen Ulnits

Se mange flere fotos her

 

30 år med fiskeopdrættet

– Fremtid eller forurening?

Tiden går, og så længe den går godt, er jo alt, som det skal være. Og klogere skulle man jo også gerne blive med alderen – siger i hvert fald vor rockpoet CV Jørgensen.

Men det kan ind imellem være forstemmende at kigge tilbage og se, at verden på mange måder overhovedet ikke er blevet klogere. At vi overhovedet ikke har lært af vore utallige fejl. Den anden dag faldt jeg således over en af mine tidlige bøger udgivet på forlaget Munksgaard. Den har titlen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”.

Det er en forfærdende fremsynet bog skrevet for snart 30 år siden. En skolebog dedikeret til datidens undervisning i faget “Samfundsbiologi”. Det var dengang, man stadig underviste i natur og miljø på vore skoler. Emner, der siden er droslet voldsomt ned. Det ved jeg, for vi har flere folkeskolelærere i min familie, end jeg næsten kan tælle. Og de kan fortælle den samme historie. 

FAO og foderet

Anyway, jeg skrev skolebogen i en tid, hvor FAO – FN’s fødevareorganisation – netop havde udråbt fiskeopdrættet til at være fremtidens redning for de sultende befolkninger i primært Afrika. FAO havde dog ikke set, hvad fremtiden ville bringe – hvordan fiskeopdrættet ville udvikle sig. FAO havde set for sig, hvordan fattige mennesker i Den Tredje Verden skulle opdrætte fisk, som de så skulle spise selv.

Vi ved i dag alle, hvordan udviklingen i stedet er kørt helt af sporet. Hvordan et næsten eksponentielt voksende fiskeopdræt nu i stedet er ved at trække tæppet helt væk under de selvsamme og stadigt sultende befolkninger. 

Vi ved, hvordan deres korrupte regeringer er blevet bestukket til at lade udenlandske rederier fange alle de lokale fisk, som de fattige U-lande selv skulle have spist. Fangsten bliver siden til fiskemel og fiskefoder, som omdannes til luksusfisk til de i forvejen rige I-lande. Til laks og ørreder, ål og rejer. For øvrigt med et kolossalt foderspild undervejs. I dag ved vi således, at fire femtedele af foderet går til spilde, når man opdrætter laks. Kun en femtedel bliver til spisefisk.

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” for snart 30 år siden, så vi det da spirende lakseopdræt i havbrug som vildlaksens redning. Produktionen af billige tamlaks ville gøre det urentabelt fortsat at drage helt til Davisstrædet mellem Danmark og Canada for at fange vildlaksene på opvækstpladserne her. En spådom, der desværre gik i opfyldelse.

Vildlaksens redning?

Desværre, da lakseopdrættet i stedet udviklede sig til at være den nok største trussel mod vildlaksen nogensinde. Dels gør fiskeopdrættet masssive indhug i de bestande af fisk og rejer, som vildlaksen skal leve af under sin opvækst i havet. Og dels tiltrækker havbrugene millioner af havlus, som behandles med giftige kemikalier, så de slipper tamlaksene. 

Men havlusene dør ikke af denne aflusning. De slipper blot ud til vildlaksene, der som små smolt må passere forbi på deres vej mod fiskebankerne ude på åbent hav. Og det møde dør de meget ofte af. Der skal kun en halv snes voksne havlus til for at gøre det af med en lille laksesmolt. Og for havørrederne går det ligeså.

Men ikke nok med det heller. Ud over at efterlade de dybe tærskelfjorde som stendøde mudderpøle så kvitterer tamlaksene med regelmæssige udslip.

Ofte er der tale om 6-cifrede antal tamlaks, der slipper ud efter storme eller påsejlinger. Laks, der naturligvis er sultne, og som derfor tolder hårdt på de forhåndenværende fødeemner. Men desværre også laks, der på et tidspunkt bliver kønsmodne og da søger op i de nærmeste vandløb for at gyde. 

Det gør de sammen med de vilde laks, som ofte er i undertal på gydepladserne. Med det ulyksalige resultat, at der sker en genetisk udvanding af den arvemasse, som vildlaksene har været mere end 10.000 år om at udvikle. DNA, som er optimeret til de forskellige vandløb og deres karakteristika, går tabt på denne måde.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken skade undslupne regnbueørreder forretter på vore hjemlige ørreder. Vi ved blot, at undslupne regnbueørreder normalt gyder senere end vore hjemlige havørreder. Og at de derfor kan grave allerede lagte ørredæg op fra brugte gydebanker.

Truslen fra dambrugene

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”, var det de hjemlige dambrug, som udgjorde det suverænt største problem i danske vandløb. Havbrugene var endnu kun i sin vorden. Dengang havde regnbueørreden netop fejret sit 100 års jubilæum i danske dambrug, og det skrev jeg fire artikler om i Jyllands-Posten, som var ganske progressive, hvad miljøet angik. Disse artikler kan du læse her under “Biologi”.

Også dengang var der problemer med dette erhverv, som mente, at de havde en gudgiven ret til at bruge alt vand i de danske åer. Alt vandet. Til at stemme åerne op og tage vandet ind i dammene, så vildfiskene ikke kunne passere forbi på deres vej mod gydepladserne.

I dag snart 30 år senere har vi fået løst langt de fleste problemer med dambrugerne ved de jyske åer. Efter flere års retssager måtte erhvervet sande, at de alligevel ikke havde retten til at bruge alt vand i de danske åer. Mange dambrug blev købt op og nedlagt af miljømyndighederne, så man ad den vej både kunne sikre vildfiskene frie passage og reproduktion. Og samtidig reducere kvælstofudslippet til åer, søer og fjorde.

Nu er det bare så meget mere ærgerligt, at problemerne blot er flyttet ud i havet – ud i åbne havbrug, som ikke har nogen som helst mulighed for at begrænse deres forurening.

Det ligger i hele princippet bag åbne havbrug, at vandstrømmen skal sikre rent og iltrigt vand til de tæt pakkede fisk, mens alle affaldsstofferne bekvemt fjernes med samme vandstrøm. Totalforurening kalder man det. En åben kloak direkte ud i vort fælles badevand og fiskevand. 

Flugten til Amerika

Vi så, hvordan danske svineproducenter – med økonomisk støtte fra staten og ofte med velkendte Venstre-politikere bag – flyttede dele af produktionen til først Polen, siden Rusland og Ukraine, hvor der stadig kunne forurenes frit. Hvor man kunne have gigantiske åbne laguner til opbevaring af de enorme mængder gylle, som grisene jo konstant leverer.

Nu senest oplever vi så, at danske havbrugere vil gøre svineproducenterne kunsten efter. De vil følge samme sti mod mere forurening og øget indtjening ved at flytte produktionen til steder som Lithauen, hvor myndighederne stadig er til at snakke med. Hvor det ser ud til at være lettere at slippe afsted med øget forurening fra et udvidet fiskeopdræt.

Vi lever i sandhed stadig i grådighedens tidsalder. Vi ved bedre, men vi vil bare ikke. Som nu landflygtige Esben Lunde så smukt og let forståeligt formulerede det, inden han selv stak af til Amerika…

2019 Steen Ulnits


Efterskrift: Jeg har stadig en kasse stående med et skolesæt af bogen. Skulle nogen være historisk interesserede, er de velkomne til at kontakte mig. Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis, hvis man nu ikke lige er historisk interesseret skolelærer!

Laksehistorier fra ammestuen…

Salmon

I mine unge dage, og det er snart en menneskealder siden, cirkulerede der en historie om laks, som ikke kunne flyttes. En vandrehistorie eller ammestuehistorie, som den blev kaldt i gamle dage, og som heller ikke dengang holdt vand.

Dengang troede vi, at vildlaksen – den naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks, Salmo salar – var udryddet i Danmark. Ikke mindst den altødelæggende regulering af Skjernå så sent som i 1960’erne bidrog til den opfattelse.

Skulle der være laks at fange, måtte der udsættes opdrættede laks, og hvor skulle de komme fra? Der var jo ikke flere tilbage at avle på i Danmark. Man søgte derfor til Sverige – til den sydsvenske Mørrumså, der fysisk ligner danske vandløb en del. Her havde og har den svenske stat et laksefiskeri og et lakseopdræt, der var i stand til at levere unglaks til udsætning.

Men så kom ammestuehistorierne atter i omløb. Med påstande om, at det ville være rent spild af penge at indføre og udsætte svenske laks fra Mørrumsåen i den danske Skjernå. De udsatte laks vidste jo, hvor de kom fra og ville som voksne vende hjem til Mørrumsåen igen. Med svenskerne svedigt grinende over den gode handel med de dumme danskere…

Det er naturligvis helt forkert. Historien har dog det gran af sandhed i sig, at laks stort set altid vender tilbage til det vandløb, de er født i og udvandret fra. Kun ganske få strejfer til andre vandløb. Prægningen på deres fødevandløb sker imidlertid først ved udvandringen, hvor de unge laksesmolt registrerer duften eller smagen af deres fødevandløb.

Når de som voksne og gydemodne laks vender tilbage til vandløbet for at gyde, bruger de flere forskellige måder at navigere på. Blandt andet havstrømme og jordens magnetisme. Til formålet har de små jernpartikler indlejret i kraniet, som er i stand til at registrere denne magnetisme.

Det sidste stykke af vejen bruger de imidlertid næsen på at lugte sig frem til netop deres fødevandløb – netop det tilløb, hvor de selv er blevet født. Det ved man fra forsøg, hvor man har lukket næseborene på de optrækkende og gydemodne fisk. Fordelingen i vandløb bliver herefter helt tilfældig.

GA_Fangster

Konklusionen er den aldeles klare, at unglaks født og klækket i ét vandløb stadig som gydemodne laks vil søge tilbage til det vandløb, de er udsat i og udvandret fra. De har ikke den ringeste anelse om, hvor de blev født og klækket. Kun hvorfra de er udvandret.

Derfor kan man udmærket flytte laks og introducere nye laksestammer i nye vandløb, hvor de aldrig har været eller måske er blevet udryddet – blot disse vandløb fysisk minder om hinanden. Strøm, temperatur etc.

DNA fra lakseskæl

Vi har i Danmark i tusindvis af 50-100 år gamle skælprøver fra laks, der er gemt i arkiverne. DNA fra disse gamle skælprøver kan i dag opslemmes, og hermed kan vi i dag stadig analysere DNA fra gamle skælprøver og sammenligne dem med DNA fra nulevende laksestammer.

Det viser sig da, at den oprindelige Gudenå-laks, som blev udryddet af Tangeværket i 1920’erne, genetisk set er meget tæt på de vestjyske laksestammer, som i dag har fået et voldsomt comeback – med Skjernå, Storå og Varde Å som de mest kendte.

Man troede ganske vist, at den vilde laks var udryddet i Danmark. Men fandt så lykkeligvis naturligt produceret lakseyngel på den allernederste del af Karstoft Å, som er et tilløb til Skjernå.

Det var i DNA-analysens tidligste dage, og undersøgelserne viste definitivt, at der var tale om oprindelige laks, som kun i meget begrænset omfang var “forurenet” med DNA fra mange års udsætninger af fremmede, udenlandske laks.

Med Laksehandlingsplanen fra 2004 satte man gang i et målrettet opdræt af de sidste oprindelige danske laks, og det er dem, man i dag udsætter i Gudenåen. Det er de fisk, der uden videre og i løbet af få år vil kunne genindtage Gudenåen og etablere en nye stamme af Gudenå-laks, der genetisk set er meget tæt på den oprindelige stamme.

Uanset den gamle ammestuehistorie om, at det ikke kunne lade sig gøre. At man ikke kan flytte laks fra ét vandsystem til et andet. En historie, som netop er poppet op igen – genopstået eller genoplivet i forbindelse med debatten om netop fremtiden for Gudenåen, Tange Sø og Gudenå-laksen.

IMG_2939

Man kan således sagtens introducere eller reintroducere laks (og ørreder for den sags skyld) fra andre og fysisk lignende vandsystemer. Det kan man i meget høj grad, og det har man gjort rigtig mange gange. Endda med stort held.

Den nye Gudenå-laks vil således få Skjernå-gener, der er meget lig dem, den havde før den endegyldige udryddelse i 1920’erne.

© 2018 Steen Ulnits

Ulven er kommet!

Den 14. oktober 2012 blev en lyslevende ulv fotograferet i Hanstholm-reservatet i Thy. Den første i knap 200 år. 

”Thy-ulven”, som blev fundet død blot en måned senere, blev identificeret som en hanulv, der var indvandret fra Tyskland. Den var det første dokumenterede fund af en vild, fritlevende ulv i Danmark siden 1813. 199 år skulle der altså gå, fra den sidste danske ulv blev skudt i 1813, til den første danske ulv genindvandrede i 2012. 

Alle kender vi historien om Ulven og Den Lille Rødhætte. Fra barnsben er vi flasket op med, at ulve spiser små piger, hvis de kan komme til det, og vi har gyst ved tanken. Heldigvis er det dog i et par hundrede år blevet netop ved tanken, da den sidste danske ulv jo blev aflivet tilbage i 1813.

200 år senere dukkede så en død hanulv op i Nationalpark Thy. Freden var forbi, for nu var ulven beviseligt tilbage. DNA-undersøgelser viste, at der var tale om en østtysk ulv, der havde tilbagelagt mindst 800 km for at nå helt til Nordjylland. Fra den polsk-tjekkiske grænse og op over den tysk-danske grænse. Fundet afstedkom udarbejdelsen af en “Forvaltningsplan for ulv i Danmark”, hvori kan læses følgende:

“Efter fundet af ulven i Thy blev det siden konstateret, at mindst 11 forskellige ulve har bevæget sig rundt i Jylland i 2013. De 11 ulve er hanner og har på et tidspunkt opholdt sig i de store midtjyske skovområder syd for Silkeborg, Herning og i Sønderjylland”. Citat slut.

Man vidste fra andre steder, hvor ulven var genindvandret, at dens fornyede tilstedeværelse splittede befolkningen. Nogle var glade for at se det gamle toprovdyr vende tilbage. Andre blev skræmte og betragtede ulven som et genkommet skadedyr. Derfor udarbejdede man i 2013 en handlingsplan for, hvordan ulven skulle håndteres, hvis den for alvor genindfandt sig i lille Danmark, hvor mere end 60% af landet jo er opdyrket.

Det viste sig da også hurtigt, at det især var landbruget, som ikke hilste den gamle prædator velkommen. Især de af landbrugerne, som holder får, var ikke begejstrede. Fårene er et let bytte, og traditionelle indhegninger har svært ved at holde ulvene ude. De skulle forstærkes og udbygges først.

Tal fra skadestuen

Ulven betragtes af fagfolk som aldeles ufarlig over for mennesker, som den helt naturligt holder sig langt væk fra. Det ligger dybt indlejret i dens DNA. Ikke mindst lugten af mennesker holder den på afstand – om det så er små børn på fire år eller granvoksne på 40 eller 80. Vi lugter bare ikke godt i en følsom ulvenæse.

Der er ikke registreret direkte angreb, hvor ulven har betragtet et menneske som potentielt bytte, i hele Europa siden 1974. Sygdommen Rabies eller hundegalskab, der får angrebne dyr som ulve og ræve med flere til at miste deres naturlige skyhed over for mennesker, er i dag så godt som udryddet.


Heldigvis er der mange dyr, som er langt farligere end ulven. Som står bag de fleste besøg på skadestuen. Dette jævnfør Ulykkesregistret fra Statens Institut for Folkesundhed, som er vist herover.

Hesten på den suveræne førsteplads falder man ikke overraskende af. Hunden på den ligeledes klare andenplads falder man over eller bliver bidt af.

Hvepsen stikker, katten kradser, og skovflåten hager sig fast. Hugormen hugger, når man træder på den. Fjæsingen stikker, når man griber om den.

Og på en flot 11. plads kommer så den farlige dræberkanin, vi alle kender og frygter fra Monty Python’s Hellige Gral. Jeg har selv et flot ar fra drengeårene efter et voldsomt kaninbid i lillefingeren.

Det er i det hele taget et forfærdelig farligt liv, vi lever. Ét, man kan gå hen og dø af. Man kan sågar dø af grin, hvis man er heldig nok.

Og nu venter vi så på, at også ulven rykker ind på listen, men vi kommer nok til at vente længe. For i Tyskland, hvor man har levet uafbrudt med ulven i århundreder, har man naturligvis lært at leve med hinanden. Man har lært at hegne sine husdyr forsvarligt inde. Og man bruger specielle vogterhunde til at holde ulvene borte fra indhegningerne.


Ulvesikre hegn

Der gives tilskud til ulvesikre hegn.

I Miljøstyrelsen taler man generelt om to typer:

Den ene type består af 5 el-tråde, som placeres i højder på henholdsvis 20, 40, 60, 90 og 120 centimeter. Afstanden mellem nederste el-tråd og næstnederste el-tråd må ikke være mere end 20 cm, og afstanden mellem øverste og næstøverste hegnstråd må ikke være mere end 30 cm. Ydermere må afstanden mellem de midterste tråde ikke overstige 30 cm. 

Den anden type ulvehegn består af et konventionelt ikke-elektrisk fårehegn forstærket med to el-tråde. Den ene el-tråd placeres 10-15 cm over nettet.  Den anden el-tråd placeres på ydersiden af hegnet, 15 centimeter fra hegnet, 20-30 centimeter over jorden.

Kilde: Miljøstyrelsen


Ulvene er kloge dyr, som hurtigt lærer at holde sig på behørig afstand, når fårene er bevogtet. Gør de ikke de, skydes de naturligvis. Som “problemulve”. Og efter behørig ansøgning. Længere er den historie såmænd ikke.

Det er langt værre med den netop skudte ulv i Vestjylland. Den var end ikke anmeldt som “problemulv”. I et samarbejde mellem en far og en søn, begge erklærede ulvehadere, blev en tæve (hunulv) skudt ved Ulfborg. Muligvis med hvalpe hjemme i hulen. På åben mark og ved højlys dag. Drevet af sønnen i en traktor og skudt med riffel af faderen fra en 4-hjulstrækker.

Tilsyneladende uden anden grund end at familien, hvis søn stiller op for partiet Liberal Alliance (LA), ikke vil have ulve på deres nyindkøbte jord. Hvor der for øvrigt allerede inden købet boede en ulv med unger.

Uheldigvis for både far og søn blev det hele optaget på video og bragt landsdækkende. Og nu venter så den efterfølgende retssag, der kan blive ganske omfattende. Dels er ulven totalfredet i hele Europa. Og dels er det i Danmark forbudt at drive jagt fra et motoriseret køretøj. Endelig blev der skudt uforsvarligt lavt og uden kuglefang i det flade vestjyske landskab.

To naturfotografer var således ganske tæt på og kunne filme det hele. Også at ulven i første omgang blev anskudt og derfor ikke døde øjeblikkeligt. Hele tre skud ud gennem bilvinduet måtte der til, før ulven var død. Optagelserne viser samtidig, at de to fotografer selv var i skudlinjen. Der venter nu et sikkert langt retsligt efterspil, hvor de mange samtidige lovovertrædelser skal behandles:

  • Drab på et totalfredet dyr.
  •  Jagt fra et motoriseret køretøj.
  • Skudafgivelse uden fornødent kuglefang.
  • Mennesker tilsyneladende direkte i skudlinien.

Se video af ulvedrabet her:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/ulvedrab-ved-ulfborg-blev-fanget-paa-kamera-her-er-videoen#!/00:24


Fødegrundlaget

Der hersker forskellige konspirationsteorier om, hvordan ulven er kommet til Danmark – efter så mange års fravær. Til de mere fantastiske hører teorien om, at de skulle være udsat af velmenende mennesker, som gerne ser ulven tilbage til Danmark. Som derfor skulle have haft den på bagsædet eller i bagagerummet efter en tur over den dansk-tyske grænse.

Fundet af ulve-DNA fra Sønderjylland og op gennem Jylland til Nordjylland fortæller dog, at ulven er indvandret helt af sig selv. Trykket af ulve syd for grænsen er i dag så stort, at overskydende ulve – primært hanner – presses ud af flokkene og må søge andetsteds hen.

Ulven har som alle andre dyr brug for plads og føde. Plads er der paradoksalt nok blevet mere af i Nord- og Vestjylland. Befolkningen flytter i stigende grad ind til byerne og samles her, mens der bliver færre mennesker ude på landet, hvor landbrugene er blevet stedse færre og større. Med færre mennesker til at passe de større arealer.

Samtidig er bestanden af kronvildt vokset markant i de seneste årtier. Så både hvad behovet for plads og føde angår, passer Nordjylland perfekt ind i billedet. Her er der nemlig i dag så mange vildtlevende krondyr, at de sagtens kan brødeføde en ulvebestand.

Kronhjortene er et resultat af nyere tids danske landbrugsdrift, og krondyrene koster de landmænd, hvis afgrøder de store dyr græsser på, i tabt høstudbytte. Alene derfor burde de være glade for at se ulven i Nordvestjylland.

Men det er de ikke. Dels tjener mange landmænd med kronvildt på deres terræn store penge på at udleje jagten til velhavende jægere. Vildt, som man derfor af økonomiske årsager ikke vil dele med ulven. Eller man holder får, som jo indhegnede og tamme er mange gange lettere at fange og aflive for ulvene – end vilde kronhjorte. Sidstnævnte kan jo forsvare sig selv eller blot løbe væk.

Som ethvert andet rovdyr tager ulven de dyr, der er lettest at fange – syge dyr eller tamme dyr. Og så ryger der altså et får eller to, dersom disse ikke er forsvarligt indhegnede. Interessant nok viser Miljøstyrelsens DNA-undersøgelser, at ulven kun står bag en fjerdedel af de angreb, som i første omgang tillægges ulven.

Resten skyldes primært løse hunde, som også i andre fårefarmende lande er et stort problem. De tager nemlig rigtig mange får, og de er i sagens natur ikke bange for mennesker. Derfor er de langt farligere for mennesker, end nogen ulv nogensinde bliver. Og blandt andet derfor ligger hunden på en flot andenplads blandt skadestuens ufrivilligt besøgende.

 


Ulven kommer…

Staten udbetaler kompensation for dokumenterede skader anrettet af ulve. Men kun hver fjerde gang, hvor Naturstyrelsen tilkaldes til et mistænkt ulveangreb på husdyr, kan det altså bekræftes, at en ulv står bag angrebet.

Det beretter Nordjyske Stiftstidende, som baserer tallene på en opgørelse fra Miljøstyrelsen over aktiviteten på området i 2017.

Ifølge opgørelsen blev Naturstyrelsens ulvekonsulenter sidste år tilkaldt 95 gange til situationer, hvor der var mistanke om ulveangreb på husdyrhold.

I 24 tilfælde kunne mistanken bekræftes direkte via obduktion, eller DNA-analyse af spyt kunne indirekte bekræfte mistanken.

I 23 tilfælde var der tale om angreb fra en guldsjakal, der er et rævestort medlem af hundefamilien.

I 38 af tilfældene var der tale om angreb fra løstgående hunde. Eller husdyr, som var døde af sig selv.

I 10 tilfælde kunne dødsårsagen ikke afklares.

Opgørelsen fra Naturstyrelsen fortæller også, at de hegn, der er sat op for at beskytte mod ulve, flere steder ikke har virket. Der har enten været problemer med fejlopsatte hegn. Eller hegn, der er blevet ødelagt af andre dyr. Heriblandt ikke mindst de mange og store krondyr, som jo netop er en af grundene til ulvens ankomst.

– Seks angreb fandt sted inden for Naturstyrelsens ulvesikrede hegn, skriver Miljøstyrelsen ifølge Nordjyske.

Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) supplerer med sit svar på spørgsmål 573 fra MF Trine Torp (SF):

– Hyppigheden for de dokumenterede ulveangreb i 2017 er faldet med mere end to tredjedele efter, at hegnene blev ulvesikret ultimo april.

Indhegning virker altså, når bare den ikke ødelægges af eksempelvis krondyr. Tilsætter man et par vogterhunde, holder ulvene sig langt væk. Som de kloge dyr, de jo er.

Erfaringer fra udlandet viser, at ved flere ulve i et område stiger angrebene naturligvis. I starten. Men allerede ét til to år efter falder angrebene drastisk – grundet effektive afværgeforanstaltninger og øget information om ulven.

Øget viden om ulven er således vigtig for sameksistensen med mennesker.

Nu er Nordjylland naturligvis ikke Yellowstone, men nedenstående informative video fra Yellowstone Nationalpark viser tilsvarende, hvilken positiv effekt ulven har for det samlede økosystem, den befinder sig i – som et uundværligt toprovdyr:

Ulvetal, der tæller

Ulven er et spændende rovdyr, som er hovedperson i mange myter og fortællinger. Ulven fødes ganske vist med blå øjne, men den voksne ulvs stikkende gule øjne giver den et karakteristisk, listigt og i nogles øjne sågar lusket udseende.

Ulveblikket, hvor ulven kigger intenst på sit offer med sænket hoved, skræmmer mange, der har fået læst Rødhætte op som børn. Og selv som voksne sidder der stadig ulvefrygt i kroppen på mange mennesker. Men facts er altid bedre end frygt, så her kommer derfor en lille håndfuld af slagsen:

Ulven er et ganske stort dyr, den kan måle op til 150 cm i længden. Den 30-35 cm lange og i regelen hængende hale ikke medregnet.

Hannerne kan veje op til knap 50 kg – hunnerne op til 36 kg. Alle hunde nedstammer fra ulven, og flere hunderacer ligner stadig deres oprindelse – med schæferhunden som den mest markante. Blot er de allerfleste hunde mindre end ulven. 

Holder man af at kigge spor i sneen eller på jorden, så skal man vide, at ulvepoter ligner hundepoter til forveksling. Blot kan de blive en smule større – op til 11 cm brede. Ud fra sporet alene er det således umuligt med sikkerhed at identificere ejermanden – ulv eller hund.

Ulven kan med sine op til 16 år blive ældre end de fleste hunde. Den lever i flokke på typisk 6-7 individer, som tæller en alfahan og en alfahun. Det er kun dette førerpar, der sætter afkom i verden. Ingen af flokkens øvrige medlemmer gør.

Alfaparret får typisk 2-8 hvalpe, som er ligeligt fordelt på køn. Hvalpene forlader flokken, når de er et par år gamle. Det er ikke usædvanligt, at de ét år ældre søskende i flokken passer på de senest tilkomne.

Især hannerne begynder efterfølgende at strejfe og kan nå vidt omkring. De fortsætter helt enkelt, til de kan etablere deres eget nye revir. Typisk er et ulverevir knap 1.000 km2 stort – svarende til et område på godt 30 gange 30 km.

Ulven har en tophastighed på mere end 40 km i timen – en fart, den kan holde længere tid. Det er helt normalt, at ulve tilbagelægger 15-25 km i døgnet, og man kender sågar til mærkede ulve, som tilbagelagde 170 km i løbet af fem dage. Det er 34 km om dagen. Fem dage i træk. Udholdenhed er således en af ulvens karakteristiske egenskaber. Og baggrunden for dens lange vandringer.

Man kender til vandringer af mærkede ulve på helt op til 1.100 km. De ulve, der kom til Nordjylland, havde som nævnt været 800 km undervejs. Langt, men altså langt fra rekordlangt. Mere normale er vandringer på omkring 300 km.

Lang er derfor også den afstand, over hvilken det karakteristiske ulvehyl kan høres. Således regner videnskaben med, at et ulvehyl på en stille månenat kan høres over et område på 800 km2. Ulven har en langt bedre hørelse end vi mennesker, men alligevel.

Til sammenligning er Bornholm omkring 600 km2 stort, og et enkelt ulvehyl vil altså uden videre kunne nå hele klippeøen rundt – på en stille dag.

Ulvetætheder

Vore nabolande Tyskland, Sverige og Norge har i nyere tid haft ulve meget længere, end vi har haft dem i Danmark. Dertil mange flere, hvilket er naturligt, da alle vore naboer er større lande end os selv. De råder også over mere vild natur, end vi gør. Danmark ligger med blot 8 % natur på en flot sidsteplads i Europa.

  • DanmarkGodt 10 ulve på 42.924 km2
  • NorgeKnap 100 ulve på 385.252 km2
  • Sverige340 ulve på 447.435 km2

Sverige har således suverænt flest ulve blandt vore naboer. Her  lever de allerfleste individer i det centrale grænseland ind mod Norge. I Tyskland lever de allerfleste ulve i den østligste del nær Polen, som huser en hel del ulve.

I det øvrige Europa finder man især mange ulve i Spanien og Italiens øde bjergegne. Lande som Spanien, Grækenland, Bulgarien og Rumænien har alle bestande på over 1.000 ulve.

Det anslås, at der samlet i Europa lever op imod 20.000 ulve. Til sammenligning er der omkring 40.000 ulve i Rusland og 60.000 i Nordamerika.

Det siger sig selv, at jo større ubefolkede arealer et land råder over, desto flere ulve er der plads til. Og desto færre problemer har man med dem.

I den forbindelse indtager Danmark en særplads som et ganske lille land, der til gengæld råder over store fødemængder til ulvene. Samtidig er landområderne i stigende grad affolket, da gårdene er blevet færre og større, mens befolkningen er flyttet fra land til by.

Rent fødemæssigt og per arealenhed kan vi således rumme forholdsmæssigt flere ulve end de fleste andre lande, og netop derfor er ulvene søgt herop.


Opfordrer til selvtægt

Den kendsgerning har desværre givet anledning til noget nær massehysteri, hvor en håndfuld populistiske politikere har slået plat på emnet. Nogle har ligefrem opfordret til illegal aflivning og efterfølgende nedgravning af de totalfrede ulve.

Vi var nogle, der fik eftermiddagskaffen i den gale hals, da landets tidligere udenrigsminister og næsten statsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) pludselig – på TV2 News & Co med Lasse Sjørslev som studievært – sagde “Skyd dem og grav dem ned”.

Der blev helt stille i studiet, indtil Sjørslev fik sundet sig og fandt en vej ud af miseren. Kort efter tog en vestjyde Uffe Ellemann- Jensen på ordet og skød for åbent tæppe den første danske ulv i rigtig mange år.

Men de selvsamme populistiske politikere, som i starten opfordrede til selvtægt og ulvedrab, vasker nu hænder. Det spektakulære Ulfborg ulvedrab for åben skærm har fået dem til at skrue noget ned for retorikken. Det var jo dem, der nærmest opfordrede til drabet.

Et medlem af Vildtforvaltningsrådet, landmand Henrik Berthelsen, som er udpeget til rådet af Landbrug & Fødevarer, talte for nylig ud i Altinget. Han satte her navne på de politikere, som offentligt har opfordret til selvtægt:

– Folketings- og lokalpolitikere skal stoppe med at opfordre til selvtægt over for ulven. Det er langt ude, at politikere udtrykker forståelse for ulvedrabet i Ulfborg. Det er med til at blåstemple, at folk tager sagen i egen hånd. Det er lige godt pokkers, at vi er kommet dertil, hvor folk udtrykker “gør det dog” om noget, der kan give op til to års fængsel.

Henrik Bertelsen peger på, at man kan finde “flere nuværende og forhenværende politikere”, der er gået langt over stregen:

– Senest Uffe Ellemann-Jensen, der i TV sagde “skyd dem og grav dem ned”. Det er også organisationsfolk og almindelige mennesker, der giver udtryk for, at det er i orden.

Ud over Venstres tidligere partileder og Danmarks tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen peger Vildtforvaltningsrådets Henrik Bertelsen på, at Venstres Thomas Danielsen har sagt ”at et par gram bly kunne løse ulveproblemet”.

Altinget fik efterfølgende fat på Venstres Kristian Pihl Lorentzen, som mange gange i debatten har brugt udtrykket ”at skyde ulven en kugle for panden”. En udtalelsesom Vildtforvaltningsrådet også henviser til.

Kristian Pihl Lorentzen afviser dog, at hans udtalelser kan tolkes som opfordring til selvtægt og ulovligt ulvedrab.

Men ulven har virkelig formået at få mange politikere til at afsløre deres sande sindelag.

© 2018 Steen Ulnits


Ulvetime og ulvetelefon

Det kan være en voldsom oplevelse at finde døde eller sårede dyr på sin mark. Fra 1. juli er der kun ét nummer, man skal ringe til, hvis man oplever et formodet ulveangreb på husdyr. Nummeret er

⌘   30 34 15 30   

Naturstyrelsens nye vagttelefon sikrer én indgang til styrelsens ulveulvekonsulenter i tidsperioden kl. 8–16,  365 dage om året. Opkald uden for tidsrummet 8-16 vil blive omstillet til en telefonsvarer, hvor man bliver rådgivet omkring håndtering af kadaver med mere.

Skadelidte skal hurtigst muligt efter et formodet ulveangreb henvende sig på den nye vagttelefon til Naturstyrelsens ulvekonsulent, så der kan ske en nærmere undersøgelse af de dræbte eller aflivede dyr.

Det er vigtigt, at dødfundne dyr ikke håndteres eller flyttes, men dyret kan efter aftale med ulvekonsulenten tildækkes, så evt. DNA-spor ikke forurenes af andre dyr.

Nye regler for problemulve

Vor nye miljøminister Jacob Ellemann-Jensen har netop barslet med nye regler for definition af og efterfølgende nedskydning af såkaldte “problemulve”:

1. Ulve, der mangler en instinktiv skyhed over for mennesker.

Ulve, der mangler instinktiv skyhed overfor mennesker, er f.eks. habituerede ulve, der ikke flygter ved konfrontation med mennesker eller gentagne gange opsøger områder med mennesker. Det er ikke i sig selv unormal ulveadfærd, at ulve opsøger eller passerer tæt forbi bebyggelse jf. DCE-notat ”Ulves adfærd nær bebyggelse” fra 13. maj 2015.

En ulv, der mangler instinktiv skyhed kan f.eks. være:

  • En ulv, der trods relevant og rimelig afværge ses over flere dage under 50 meter fra beboelse, legepladser, institutioner eller lignende.
  • En ulv, der trods relevant og rimelig afværge flere gange nærmer sig mennesker trods kort afstand (50 m).
  • En ulv, der på anden måde trods relevant og rimelig afværge flere gange udviser åbenlys interesse i at nærme sig mennesker eller f.eks. opsøger skraldespande. Relevant og rimelig afværge kan f.eks. være bortskræmning, opsætning af hegn, og at tilsigtet eller utilsigtet fodring stoppes.

2. Ulve, der har specialiseret sig i husdyr som byttedyr

Ulve, der angriber husdyr trods relevante og rimelige afværgeforanstaltninger dvs. mere end én episode, som involverer samme individ.

Relevante og rimelige afværgeforanstaltninger forstås som:

  • Fungerende ulvesikrede hegn.
  • Hegn, der gentagne gange har været forsøgt ulvesikret i overensstemmelse med Miljøstyrelsens retningslinjer for ulvesikring af hegn, men hvor ulvesikringen fejler af årsager, der ikke med rimelighed kan tilskrives husdyrholderen, f.eks. hvor husdyr afgræsser større naturarealer og hvor vedligeholdelsen stiller særligt store krav, f.eks. fordi hegningen ofte gennembrydes af andet vildt.
  • Hegn, indenfor hvilke der anvendes egnede vogterhunde. En ulv, der har specialiseret sig i husdyr som byttedyr kan f.eks. være:
  • En ulv, der angriber husdyr indenfor en ulvesikret hegning
  • En ulv, der angriber husdyr indenfor en hegning, der gentagne gange er forsøgt ulvesikret i overensstemmelse med Miljøstyrelsens retningslinjer for ulvesikring af hegn
  • En ulv, der angriber husdyr på en bedrift, hvor der efter vejledning fra Naturstyrelsen anvendes midlertidige afværgeforanstaltninger, f.eks. natfold, og hvor det af tidsmæssige årsager ikke har været muligt at lave permanent ulvesikring af hegn.

3. Ulve, der angriber hunde:

En ulv, der angriber hunde, som færdes lovligt i naturen eller på privat område.

4. Ulve, der er til fare for menneskers sikkerhed:

  • Rabiessyge ulve.
  • En ulv, der udviser aggressiv adfærd overfor mennesker (se afsnit om nødværge mv.).

Har man anmeldt en sådan problemulv, og den er registreret tre gange inden for seks måneder, kan der søges om tilladelse hos Miljøstyrelsen til at skyde den. Problemet er blot at dokumentere, at der nu også er tale om den samme ulv alle tre gange…

Miljøstyrelsen understreger, at ulven skal skydes med ekspanderende og øjeblikkeligt dræbende ammunition. Ikke fuldkappet, som er klart ulovlig.

Kuglevægten skal være mindst 9 gram.

 


Ulvedrabet – fortsat

Som ulvesagen har udviklet sig, så har jeg valgt at trække alle senere oplysninger om ulvedrabet og ulvedommen over i en separat artikel, der så løbende bliver opdateret.

Klik herunder for at læse fortsættelsen på ulvedrabet:

Ulvedrabet – fortsat

Fornyet debat om dambrugsfisk

Debatten om fisketegnet og brugen af midlerne herfra er atter blusset op. Det diskuteres, om forholdet mellem vildfisk og tamfisk er baseret på etablerede facts eller religiøse holdninger.

I en tendentiøs artikel, der sågar var på forsiden af Dagbladet Politiken, konstaterede journalisten, at “Dambrugsfisk er nogle skvat”. Af artiklen fremgik ligeledes, at journalisten i hvert fald ikke har meget til overs for lystfiskerne og deres legen med fiskene. Mærkeligt at skulle læse noget sådant på forsiden af en ellers frisindet avis.

steen   27

Genetisk overlegne vildfisk

Karup Å er som bekendt Danmarks ubestridte havørredå nummer ét. Det er her, der hvert år landes flest fisk over 10 kg. Og her, den tidligere Danmarksrekord stammede fra – en fisk på 14,4 kg taget på devon i 1939.

Karup Å er samtidig en af de heldige åer, hvor der stadig findes godt med naturlige gydepladser i såvel hovedløb som sideløb. Åen producerer derfor godt med vilde havørredsmolt, som siden trækker ud i Limfjorden for at vokse sig store. Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) har af samme årsager fulgt havørredbestanden i netop Karup Å ganske tæt og ved derfor meget om dens størrelse og sammensætning.

DFU har skælmateriale liggende fra fisk fanget i åen fra 1910 til 1950. Dem har man nu undersøgt med de nyestte DNA-metoder og fået overraskende resultater. Det overraskende bestod i, at op mod 90% af åens havørreder tilhører åens naturlige stamme.

Overraskende, idet der gennem årene er sat i hundredtusindvis af tamørreder ud i åen – fisk, som derfor burde være i klart overtal den dag i dag. Havde de klaret sig lige så godt i det fri som åens vildørreder, burde de i dag udgøre omkring 60% af åens havørreder – men udgør altså kun 10%.

DFU bruger nu disse resultater til at retfærdiggøre nedskæringer i udsætning af opdrættede dambrugsfisk. Der skal – hvis overhovedet – kun udsættes fisk opdrættet på åens egen stamme af vildfisk. Hvilket man udmærket kan gøre i de vandsystemer, der stadig har en naturlig ørredstamme, man kan avle på.

Det er værre på øerne og helt galt på Sjælland, der – hvis DFU får held med deres planer – fremover må vinke farvet til de ørredudsætninger, der har skabt et godt havørredfiskeri på steder som Isefjorden, hvor der er katastrofal mangel på egnede gydepladser.

Slut med udsætninger af tamfisk

Senere blussede debatten op igen efter en artikel af undertegnede i Jyllands-Posten – en artikel om havørredfiskeriet i Isefjorden på Sjælland. Et fiskeeldorado for hovedstadens talrige fiskere, hvis fremtid mange nu mener truet.

Det såkaldte Wilhjelm-udvalg barslede nemlig for nogen tid siden med en rapport og en række forslag til fremtidens naturpleje i Danmark. En af anbefalingerne var, at de hidtidige ørredudsætninger stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skal producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne stammer.

Denne anbefaling medførte et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke i Jylland, hvor man stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vildørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder efter naturmetoden.

En af konsekvenserne af anbefalingerne fra Wilhjelm-udvalget er, at den økonomiske støtte til udsætningsarbejdet – med midler fra det obligatoriske fisketegn – nu stopper. Og med et sådant stop vil det gode havørredfiskeriet i Isefjorden efter al sandsynlighed ophøre – til stor ærgrelse for lokale lystfiskere og fisketegnsbetalere.

Det er planerne, at udsætningerne skal fortsætte – dog fremover baseret på opdræt af fisk fra lokale vandløb. Imidlertid er der ikke udsigt til, at man kan skaffe blot tilnærmelsesvis med originalt udsætningsmateriale. Så selv om der loves fortsatte udsætninger i samme størrelsesorden som hidtil – har man ikke de fornødne fisk i de fornødne mængder. I hvert fald ikke nu.

40 års praktisk erfaring

I den nævnte JP- artikel citeres den tidligere formand for Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ), Thomas Sørensen, for følgende:

“Vor tids fiskeribiologer åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ’s erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse – det sekteriske – for eller imod racehygiejne. Men er der ikke overensstemmelse mellem teori og praksis, så er teorien forkert. Det er logik.

Hvilken dokumentation bekræfter, at biologernes raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning og opdrættede moderfisk? Vi har jo ikke vandløb, der kan masseproducere havøredsmolt, men må skabe fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt.”

steen   xx34

IØ har i 40 år stået for udsætningerne i Isefjorden, der i dag er en af landets bedste lokaliteter til fiskeri efter havørred. Der ligger således 40 års praktiske erfaringer med udsætninger af tamfisk bag, når Thomas Sørensen udtaler sig. Biologernes praktiske erfaring med vildfisk contra tamfisk har derimod ikke mange år på bagen.

Mange mener da også, at den virkelige årsag bag stoppet for udsætning af tamfisk skal findes et helt andet sted: I ønskede besparelser på fiskeplejen, så flere af lystfiskernes penge fra fisketegnet kan kanaliseres over i lønninger til biologer.

© 2002 Steen Ulnits